It seems to be a.. good night?

[Deleted]

Mallorie blev mere og mere panisk. Hun kunne ikke lide tanken om at han allerede havde regnet ud, hvad de havde lavet sammen. Hans kortfattede tone kunne kun betyde noget dårligt, derfor valgte hun også at bevæge sig væk fra ham og stille sig omkring en halv meter fra ham, med siden til, så hun kunne se dem begge to uden at skulle vende sig helt rundt. Fuck! Hvorfor skulle han også lige komme med så dum en kommentar?! Hun blev dog overrasket over den rolige tone Matt havde. Hun havde regnet med en langt stærkere reaktion, men det skulle nok komme på et eller andet tidspunkt, så meget var hun allerede sikker på. Hun bed sig i læben, da han valgte at ignorere hende fuldkommen. Hun kunne godt mærke på ham, at han ikke var glad og det bekymrede hende. Hun måtte springe ind, da Shai ikke kom med et forstående svar til Matt. ”Vi mødtes nede på baren” sagde hun kortfattet og havde ikke ligefrem lyst til at gå i flere detaljer end det. Det var vel efterhånden også ved at gå op for ham, hvad det hele handlede om. Hun måtte nu bare vente på, at han enten kom med en reaktion eller hun måtte springe ind og prøve at tale ham fra at reagere. Var det virkelig kun 2 dage siden? Ja det måtte det vel være, nu hun tænkte over det og hun kunne ikke se noget problem i det fra hendes side af. Det var ikke blevet offentliggjort, at hun var hans elsker, så hun havde vel i realiteten ikke gjort noget galt? Men det havde han derimod.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde skam ikke noget imod at hjælpe de individer, som gav ham eventuelle løsninger på de problemer eller problemområder som nu skulle opstå, også selvom det kunne være sådanne helt små ting, også selvom han nu var overbevist om at det nok ikke var det som skulle forvolde det største problem med henblik på arbejdet med Alexander Imirachi. ”Jeg skal nok sørge for, at det hele gøres og arrangeres, så ingen kommer til skade. Jeg tror derimod, at vampyrerne er mere bange for dig, end hvad der er omvendt,” påpegede han med en ganske sigende mine. Det kunne umiddelbart godt lyde som om at Shalio forsøgte at købe sig fri af den uheldige situation, som han pludselig var endt i, også selvom det n u heller ikke ligefrem var noget som han kunne gøre det største ved af den grund. Manden kendte Mallorie, og det var gået op for ham, og selvom det måske ikke var forkert, da han ikke ligefrem kunne sige sig at han kunne tillade sig at blive sur over det eller noget lignende, og dog af den grund, så.. kunne han ikke lade være med at blive det alligevel. Selv nu hvor han bevidst valgte at ignorere Mallorie fuldstændig, så var det som om at det var noget som alligevel havde formået at trigge noget i ham – det indre rovdyr, som han ellers så brændende forsøgte at holde i skak i løbet af hans hverdag, men som nærmest var vågnet til live. Mallorie sagde det ene og Shalio sagde det andet.. Det var tydeligt og ikke mindst oplagt, at der var sket mere mellem dem, end bare et møde! Næven knyttede han ganske let. ”Ser man det.. Den ene dag med kongen.. den anden med en necromancer..” Nu var han heller ikke ligefrem kendt for at være manden, som lagde synderlig meget skjul på tingene og omstændighederne som de var, da han var kendt for at være meget kvindeglad, så hvorfor skjule det, når det bare var en sandhed? Han tog et skridt i retningen af Shalio og med en direkte intens mine. Den ene spidse tand viste sig i hans mundvig. ”Frygter du mig… Necromancer..?” nærmest hvislede han med en intens hvislende stemme.

[Deleted]

Shalio var ikke helt sikker på hvad der skete. Mallorie virkede meget bange. Shalio havde trods alt lovet at beskytte hende, så hvis hun var bange, så måtte han prøve at mande sig op. Han var dog ikke meget for det, da kongen virkede som en mere erfaren kæmper end ham. Desuden var Vampyrer utrolig hurtige, hvilket han ikke var særlig glad for. Skeletterne var ikke ligefrem de hurtigste væsner, hverken til at reagere eller tænke. "Hvad mener De med bange? De er flere end jeg" sagde han med en undrende tone. Vampyrene ville godt kunne få ramt på ham. Ja, han kunne få en masse skeletter til live, men det ville ikke være nok, hvis de overmandede ham. Han kunne løbe et udemærket tempo, men han kunne ikke løbe fra de fleste vampyrer. Shalio var ikke sikker på hvad kongen mente, men han brød sig ikke om den måde, han talte om Mallorie. Hans ord virkede som en hentydning, til at hun var sammen med alle og enhver. Shalio vidste, at hun ikke var sådan. "De burde ikke tale sådan til hende" sagde han og tog et skridt frem mod kongen. Det var nok mest ment som en trussel, hvilket ikke var særlig klogt. Dog ville han have, at kongen var sød mod hende, fordi Shalio syntes om hende. Dog tog han hurtigt skridtet tilbage, da kongen viste sin tand frem. Shalio ville helst ikke bides. Han ville have så lidt, at gøre med vampyrer som muligt, han ville hverken dræbes af en, spises af en, eller blive til en. Hans spørgsmål, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Han bed sig i læben, han skulle virkelig tænke over sit næste svar. Han knyttede næven og tre skeletter rejste sig bag ham. Det ene skelet havde et sværd, de to andre var ikke bevæbnet. "Ja, jeg frygter Dem rigtig meget, men De skal hverken true mig eller Mallorie!" sagde han med en vred tone. Han vidste godt, at kongen var stærk, men han kunne i det mindste prøve.

[Deleted]

Mallorie var ved at blive mere og mere desperat efter at se, hvor pokker det her kom hen. Hun stod og næsten trippede på den ene fod, fordi hun var så nervøs. Hun havde ingen anelse om, hvordan Matt ville reagere og det skræmte hende. Hans kommentar til hende var som et slag i maven og hun bed sig med det samme i læben. ”Du får mig til at lyde som en eller anden skøge…” sagde hun sammenbidt og kiggede ondt mod ham. Hun var alligevel bange for ham, men ikke bange nok til ikke at kommentere på det der. Hun var ikke på nogen måde en skøge. Ganske vidst havde hun været sammen med omkring… Hvor mange var det efterhånden? 7 fyre i alt sådan seksuelt, men alligevel… Hun var godt nok ikke en skøge og fandt sig ikke i at blive snakket til på den måde.
Som Matt trådte over mod Shai holdt hun vejret og bed sig endnu engang i læben. Det var lige før hun faktisk bed hul. Hans kommentar omkring hende blev mødt af et chokeret blik fra den unge pige af. Kunne han ikke bare holde mund?! ”Shai… Ti stille… For din egen skyld” hviskede hun stille, men alligevel så højt, at han godt ville kunne høre det. Det kunne da umuligt blive værre nu. Indtil han begyndte at snakke igen. Fuck. Det her ville i hvert fald ikke falde i god jord. ”Kæreste.. Han mente det ikke, han prøver bare på at spille helt!” sagde hun panisk og gik over foran Matt. Hun satte hænderne i hans brystkasse for at prøve på at stoppe ham og kiggede op på ham med et bedende blik. Ganske vidst var hun glad for, at Shai prøvede på at beskytte hende, men det her var nok ikke den bedste måde at vise det på og bestemt heller ikke den bedste person at gøre det overfor.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det hele eskalerede tydeligt, også selvom det ikke rigtigt var noget som Mattheus selv følte sig som en herre over, men lige når det kom til Mallorie, så kunne han slet ikke lade være med at reagere på det, og det var egentlig noget som gjorde.. ondt på ham, at vide, at hun havde været sammen med denne Necromancer, og selvom han var en af de sidste som var tilbage, så var det bestemt ikke fordi at det var noget som skulle have lov til at redde ham i denne situation, og det var noget som han kunne stå fuldkommen fast på! ”En necromancer.. herre over de døde, og de er døde? Jeg synes det er temmelig oplagt, hvorfor de skulle frygte dig, og derved også er efter dig,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Lige nu var det ikke fordi at han var den mest glade mand, og hans måde at tiltale Mallorie på, var nok tydelig at se ud fra det, for han tænkte virkelig ikke over de ting lige netop nu. Han fnøs let, også selvom han stadig formåede at ignorere Mallorie fuldstændig. ”Jeg snakker som jeg vil snakke! Og jeg tiltaler folk, som jeg vil have dem tiltalt!” nærmest udbrød han med en fast tone. Tanden viste sig kun i en advarsel, for det var slet ikke fordi at han havde nogen intentioner om at sætte tænderne i Shalio, men der var mange andre måder at gøre skade på, og det vidste han skam udmærket godt! Tanken om at manden var bange for ham, var noget som satte noget dyrisk i ham, for han elskede virkelig den fornemmelse af, at folk faktisk var bange for ham, og ikke hans mor, simpelthen fordi at det stort set aldrig skete! Han skulle lige til at komme med sin udtalelse, idet at Mallorie endte foran ham og med hænderne hvilende mod hans bryst, hvor han direkte vendte blikket mod hende, selvom hans mine var præget af ren og skær vrede, så.. kunne han jo ikke rigtigt gøre det største ved det af den grund. ”Hvor vover du at forsvare ham, Mallorie…!” vrissede han med en tydeligt forarget stemme. Han hævede den ene hånd, kun for at tage omkring hendes ene håndled. Varm var hun i forhold til ham, men det var som om at det ikke var noget som påvirkede ham synderligt lige nu. ”Træd til side..” advarede han fast.

[Deleted]

Shalio holdte sig til Mallorie, da han ikke syntes at kongen behandlede hende som han burde. Han vidste godt, at det han var igang med at rode sig ud i, var rigtig dumt, men han havde lovet at beskytte hende. Han mente ikke, at kongen gjorde som han burde, derfor ville han prøve at få noget fornuft i ham. På den ene eller den anden måde. Han håbede dog, at dette ikke ville ende i kamp, da han som sagt, var bange for kongen. Han vidste at denne vampyr ikke var som de andre, der var en grund til at han var konge. Shalio hørte Mallories ord til kongen. Hun havde nok ret, måske prøvede han bare at være prinsen på den hvide hest. Dog var det for sent, han kunne dog ikke gøre noget ved kongen, så længe at hun var der.
"Det har aldrig været min intention, at være efter Vampyrene, det må være deres eget opspind" sagde han, stadig med en lidt overrasket tone. Han havde aldrig troet, at Vampyrene skulle frygte ham. Han har aldrig været glad for Vampyrer, men det betød ikke at han ville dræbe dem. Han havde intet imod det de lavede, så længe han ikke skulle være indblandet i det. Desuden var han mest til skeletter, ikke så meget til vampyrer, der ville være for meget besvær med at de skulle drikke blod. Skeletterne i baggrunden rykkede tættere på. Shalio var ikke sikker på hvad kongen ville gøre, men det han ville gøre nu, ville kræve noget opbakning fra skeletterne. "Hun beskytter mig, fordi hun ikke ved hvad der virkelig skete. Hun blev overfaldet i en gyde og jeg reddede hende, derefter ville hun gøre det godt igen, ved at give mig noget at drikke på kroen, men jeg takkede nej og fik hende til at gå i seng med mig istedet for. Hun fik ikke lov til at sige nej, man kan vel godt sige, at jeg tvang hende i seng med mig. Det hun ikke ved var, at dem som overfaldte hende, var mine skeletter i forklædning. De kunne ikke beskytte hende fra mig, derfor så havde jeg voldsom og hed sex med hende, deres Højhed" sagde han med en arrogant og drillende tone, mens han sendte kongen et udfordrende blik. Dette var selvfølgelig det pure opspind, men han skulle finde på et eller andet, for at få blandet Mallorie ud af denne situation. Den bedste måde at gøre dette på, ville være at angribe kongens ære. Shalio prøvede at provokere ham imod sig, så han ville glemme alt om Mallorie. Han kunne dog kun håbe på, at hun ville spille med på den og redde sig selv på den måde.

[Deleted]

Mallorie trak vejret dybt og kiggede mod Matt, som han blev ved med at komme tættere og tættere på Shai. Hun kunne ikke rigtig se, hvorfor pokker Matt var så sur over det, men det var i hvert fald tydeligt at han var. Det kunne hun altid finde ud af på et senere tidspunkt, da hun var sikker på, at denne samtale ville komme op, når de engang var alene igen. Hun vidste hans måde at tiltale hende på var på grund af hans vrede, men alligevel brød hun sig ikke om det. Han snakkede som regel ALDRIG sådan til hende. Det var som regel enten hendes navn eller kære. Hans udbrud fik hende til at gispe, som han viste tænderne til Shai. Hun var tydeligvis ikke den eneste, som var bange for ham lige nu. Hun forsvarede ham ja, men ikke meget længere. Hun vidste, at Matt kom i første række og da han bad hende om at træde til side, der gjorde hun det uden så meget som at tøve. Hun stod nu stadig tæt på ham, men alligevel væk fra Shai, så han nu havde frit udsyn til ham. Matt var tydeligvis forarget over hende og det ville bestemt ikke komme til at gøre hende godt senere hen. Dog havde hun stadig lidt fornuft og hun vidste, hvad hun skulle gøre, når han var i det humør. Hun skulle ikke have gentaget deres meget… dramatiske møde på markedspladsen. Hun slog blikket kort mod jorden og ventede blot på, at han enten ville slå ham eller andet.
Hun vidste det var ved at være for sent til at Shai kunne holde sin kæft og bakke ud med sin værdighed i behold og sit ansigt for den sags skyld. Hun kunne ikke lade være med at se… meget underlig ud i hovedet, da han begyndte på sin søforklaring omkring, hvad der var sket den aften. Hvordan skulle hun ikke kunne vide, hvad der skete den aften? Det var jo for fanden hende, som havde gået til ham. Den undskyldning var så langt ude, at hun ikke kunne lade være med at se chokeret ud i hovedet, da han færdiggjorde sin forklaring. Voldsom og hed sex? Ej det var nok lige i overkanten. Dog sagde hun intet. Hun stod blot og kiggede mod dem begge to som en eller anden lille pige, der så sine forældre skændes for første gang. Det kunne umuligt ende godt dette her.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det morende ved denne situation var egentlig hvad den var gået fra, og hvad den så var gået til, for det at snakke om en personlig sag med Shalio omkring den såkaldte kirkegård, som havde været vampyrernes igennem temmelig mange år, og så til dette, som lige så måtte involvere Mallorie på den måde, også selvom det ikke ligefrem var noget underholdende ved det. Sagen var vel mere, at han var blevet dumpet før til fordel for en anden mand, og lige umiddelbart kunne han ikke se hvad det var, som var så specielt ved den necromancer som lige i øjeblikket, faktisk stod for øjnene af ham, og tanken om at Mallorie faktisk forsøgte at beskytte ham, var en tanke som et sted gjorde ham vred. Han tiltalte folk, som han følte, at de skulle tiltales, og det var med hans fulde ret, for de havde slet ikke nogen ret til at kalde ham ved noget andet end den titel som han var blevet født til! ”Vamyrerne nærer en frygt for dig, som du tilsyneladende nærer en frygt for dem. Naturligt, med tanke på hvad du kan gøre ved det døde individ,” sagde han stilfærdigt.
Synet af skeletterne og det at den ene stod med våben og det hele, var noget som Mattheus tydeligt måtte antage som en trussel mod ham og hans væsen. Han hvæsede svagt, også selvom Shalios forklaring på hvorfra de kendte hinanden, virkelig var noget som fik ham til at se rødt, for det var slet ikke noget som han fandt sig i! Hans øjne skød nærmest lyn, hvor han selv med en kraftig hvæsen, endte med at søge direkte hen til ham, med den fart som lå i det halvdøde væsen af en vampyr og en spide, kun for at forsøge at gribe om hans hals, for at få ham tvunget direkte ned i gulvet at ligge under sig. Dette var uden tvivl ment, som havde det været en sidste og endelig advarsel, for han fandt sig bestemt ikke i at blive snakket til på den måde! Og tanken om at han havde taget Mallorie ved magt på den måde, var slet ikke noget som han kunne have! ”Jeg anbefaler dig på det kraftigste, at vogte om dine ord, Shalio, ellers kan jeg trygt love dig for, at jeg ender med at slå dig ihjel!” nærmest hvæsede han direkte mod manden. Han var vred… og det var rødt han så som intet andet! Selvom det måske ikke just ville gavne ham at slå ihjel eller noget lignende, så var det stort set en… vis form for jalousi som slog ind et sted? Han havde ikke oplevet den tanke siden Denjarna havde forladt ham for anden gang til fordel for en anden vampyr, og han nægtet at stå som en taber igen!

[Deleted]

Så længe Mallorie var i sikkerhed og hun ikke blev bebrejdet, så ville Shalio mene, at han havde gjort sit job. Han vidste ikke hvad kongen ville gøre, han var heller ikke sikker på, om han var gået over stregen. Okay, han var gået langt over stregen. Hvis der var noget der provokerede en mand, så var det at fortælle detaljer om hans kærlighed, være sammen med en anden. Det kunne virkelig få mænd, til at gøre de mærkeligste ting. Selv den mest selvkontrollerede mand, ville blive påvirket af det. Det var nok også derfor Shalio gjorde, som han gjorde. Han havde nok stadig lidt følelser for hende, men han vidste at han ikke havde en chance, så han prøvede at hjælpe hende. Han vidste godt, at han havde en masse problemer nu. Det havde været en dum måde at reagere på, men adrenalinen pumpede gennem hans årer. Derfor snakkede han bare uden at tænke først.
"Bare fordi jeg kan, betyder det ikke at jeg vil gøre det. Jeg bryder mig alligevel ikke så meget om vampyrer, de passer ikke sammen med mine krigere" sagde han lidt mindre overrasket og lidt mere irriteret over hvordan de reagerede på ham, selvom han intet havde gjort dem. Angrebet kom så pludseligt, at Shalio ikke nåede at reagere. Han blev taget for struben og blev slået ned i jorden. Et overrasket host, fik hevet det sidste luft ud af ham. Han lyttede til kongens ord. Han var bange, det kunne ses på hans øjne. Han prøvede forgæves at fjerne Vampyrens hænder fra sin hals. Han kunne mærke grebet stramme. Det tog noget tid for skeletterne at reagere på det. Heldigvis havde de ikke været alt for langt væk. Et af skeletterne greb ud efter ham, i forsøg på at fjerne ham fra dens herrer. De andre skeletterne kom tættere på, men de angreb ikke. Shalio vidste ikke hvad der ville ske, hvis han angreb kongen, men måske var det den eneste mulighed. Han var dog klar, hvis kongen ikke gjorde noget ved det første skelet, men han skulle reagere hurtigt, for det begyndte at sortne for hans øjne.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam godt, at han ikke fik noget ud af at skulle slå denne necromancer ihjel, for sagen var vel at.. han havde brug for en mand som ham? Den form for humor med at være flabet og drille omkring den slags, når det var Mallorie var der snak om, var dog en ting som han faktisk ikke fandt sig i, for han fandt det bestemt ikke morsomt at man skulle snakke om den slags på den måde, og tanken om at denne mand havde taget hende ved magt, var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig om! Selvom han ikke nødvendigvis strammede grebet omkring Shalios hals, så var det næsten som om at det bare faldt ham naturligt ind at.. forsvare hvad han faktisk følte var sit, selvom man ikke ligefrem kunne sige at Mallorie var noget som helst for ham officielt endnu, for han havde slet ikke været ude med det. ”Er du med?!” hvæsede han kraftigt, idet at skelettet tog fat i ham, kun for at rive ham væk fra Shalio af, hvor han tvang sig selv til at give slip, for han var nødt til at falde til ro, for andet var slet ikke til gavn for nogen af dem. Hans krop rystede af ren og skær vrede, for tanken om at Mallorie muligvis så andre mænd var en ting, men at det var nogen som han nærmest kunne betegne som en konkurrent, var straks noget andet, for hun tog ham jo i forsvar! En mand som skulle have taget hende med magt? Den tanke var uden tvivl noget som frustrerede ham voldsomt!
Blikket gled direkte i retningen af Mallorie i stedet for. At hun holdt sig i baggrunden, gjorde hun yderst klogt i, i denne stund, ingen tvivl om det! ”Du gør det klogt i at holde dig langt væk fra den mand, og det er en ordre!” hvæsede han fast. Han vendte igen blikket i retningen af Shalio og hans skeletter, som han tilsyneladende skulle være meget glad for at have på sin side pludselig. Han bed tænderne fast sammen. ”Du skal være glad for, at du er brugbar for dette land, Shalio.. Det der kan hurtigt koste dig frygtelig dyrt!” hvæsede han med en fast tone. Han var virkelig ved at være vred!

[Deleted]

Shalio vidste at kongen ikke spøgede lige nu. Hvilket også var fuldt forståeligt, han havde truet hans elskerinde. Han havde dog ikke fortrudt hvad han havde sagt. Det havde været en rimelig stor overraskelse, det vidste Mallorie også, derfor håbede han på, at hun ikke havde taget det personligt. Han håbede faktisk, at hun stadig ville snakke med ham efter den her episode. Det hele var dog gået så hurtigt. Hans krop kunne slet ikke følge med. Efter han var blevet slået i jorden, var der gået lidt tid og så var smerten kommet. Han var blevet slået ned i gulvet. Hvem var den idiot, som havde lavet gulvet her så hårdt? Skelettet havde åbenbart været nok, til at kongen havde sluppet sit greb. Shalio begyndte at hoste, mens han gispede efter vejret. Det havde nok ikke været meningen, at grebet skulle være så hårdt, men han havde næsten ikke fået noget luft. Shalio vidste ikke om han skulle nikke eller ryste på hovedet. Det klogeste ville nok være at nikke. Han var dog rimelig vred på kongen. Han nikkede dog til spørgsmålet, da han vidste at kongen havde magten over ham lige nu. Shalio hørte ordren til Mallorie og fik store øjne. "Hey! Det kan du da ikke bare beordre!" sagde han vredt, mens han fik kæmpet sig op på sine knæ. Han hostede lidt mere og fik en nogenlunde vejrtrækning. "Du skal passe på! Hvis Necromancerne vender sig mod kongen, så har du problemer. Hvis vi krydser grænsen og tager det andet lands parti, så er Dvasias færdig!" sagde han vredt. Han havde ingen idé om hvad han snakkede om lige nu. Han havde ingen kontakt med de andre Necromancere, det var bare en tom trussel. Han fandt sig dog ikke i, at kongen havde prøvet på at kvæle ham. Han kunne dog heller aldrig finde på at forlade Dvasias. Det var hans hjem, han havde altid boet der. Det var faktisk en underlig drejning samtalen havde taget. Han havde faktisk lige lagt op til at forlade landet, han var lige blevet slået af kongen, hans skeletter stod klar. Det hele var gået så hurtigt, bare fordi Mallorie var kommet ind i lokalet. Han så op på Mallorie og bed sig i læben, hvad havde han dog gjort?

[Deleted]

Mallorie havde blot stået og set hjælpeløst til, imens Shai landede på gulvet med Matt ovenpå sig. Hun vidste med sikkerhed, at hun ikke skulle nærme sig nogen af dem lige nu. Det ville ikke gå godt. Overhovedet. Derfor blev hun stående på sin plads i midten af tronsalen, hvor hun havde stået, siden hun kom derind. Det var ikke ligefrem fedt at se på Matt slå ham til jorden og stramme grebet omkring hans hals, men hvis hun så meget som sagde noget lige nu, så ville hun få fandens mange problemer og det var ikke noget, som hun behøvede flere af lige nu. Hun kom med et lille gisp, da skelettet rev ham væk fra Shai og han igen stod på benene igen. Hun sagde intet. Gjorde intet. Tænkte intet. Hun stod blot og stirrede stift på dem begge to, imens hendes fingre rullede omkring skørtet på hendes kjole. Hun bed sig i læben, da han kom med sin endelige advarsel. Hun kiggede op, da han kiggede over mod hende igen og rettede med det samme ryggen. Hun var stadig ræd og det kunne man se i hendes øjne. Hun hadede det. Hun hadede at vise sig fra denne side og det var heldigvis heller ikke noget der skete tit. Ordren var tydelig og hun havde ikke tænkt sig at diskutere med ham om det. ”Jeg nærmer mig aldrig igen” sagde hun i en høflig tone, selvom frygten stadig var til at se i hendes øjne. Og det var rigtigt. Hun havde ikke tænkt sig at nærme sig ham igen. Hvorfor skulle hun også det efter den episode? Hun skulle ikke risikere at komme i mange flere problemer. Hans pludselig udbrud over kongens befaling til hende, fik hende til at bide sig i læben og kigge meget… overrasket over på Shai. Hvor dum var den mand lige? Og han havde lige kaldt kongen du… Det her kunne ikke blive meget værre. Hun valgte dog ikke at sige noget til ham. Hun ænsede ham ikke engang et blik, heller ikke da han truede kongen efterfølgende. Hun gik derimod over til Matt, stillede sig foran ham for et kort øjeblik og kiggede op på ham med bedende øjne. ”Jeg undskylder meget for min opførsel. Kan De tilgive mig?” spurgte hun stille og helt seriøst. Hun kunne ikke andet. Hun ville hellere være uvenner med Shai end sin egen konge. Hun betød jo noget for ham, ellers ville han ikke gøre sådan her og han betød også en del for hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kogte virkelig, og det var tydeligt, at dette møde bestemt ikke havde forløbet som han egentlig havde regnet med, eller havde ønsket det, og det var noget som uden tvivl kun måtte gøre ham hidsig. Selvom han nu ikke ville mene at han havde strammet grebet synderligt om den kære Necromancers hals, så var det tydeligt, at alvoret havde slået ind, for han fandt sig bestemt ikke i den behandling eller måde at blive tiltalt på. En ting var at være tæt på Mallorie, for det skulle han endelig ikke bestemme eller noget som helst. Han rejste sig, selv efter han blev tvunget væk fra Shalio. Forbandede skeletter… forbandede necromancer! Det var jo heller ikke underligt at vampyrerne ikke ville have dem på kirkegåden. ”Du kan tro at jeg kan beordre hende til lige præcis hvad jeg vil!” hvæsede han med en fast og kraftfuld tone. Måden at blive tiltalt på, og end ikke med respekten, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre. Hans øjne lynede af den rene vrede, og det var næsten helt udmattende. Det var dog ikke fordi at han var meget for at necromancerne skulle vende ham ryggen, for han vidste jo godt, at han havde brug for at have dem ved sig og på sin side. Han tog endnu et advarende skridt i retningen af ham og med den tydelige advarende mine. Han var virkelig i lysten og humøret til at flå, skade og slå ihjel, så det var bestemt heller ikke nu, at det var det som man skulle rive frem i ham. ”Jeg vil anbefale dig, at rive de ord til dig igen, Shalio, hvis du skal gøre dig nogen forhåbninger om at gå herfra i live..” hvislede han med en dræbende tone. Han befandt sig uden tvivl i en situation som han virkelig ikke havde godt af nu om dage, og det var der ikke nogen tvivl om i det hele taget. Som Mallorie steppede op foran ham, kunne han direkte se frygten stå i hendes blik. Det var jo slet ikke meningen at hun skulle være bange for ham. Så lang tid at hun lystrede ham, så var han egentlig tilfreds. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. ”Manden har taget dig ved magt, Mallorie, så selvfølgelig kan jeg tilgive dig,” sagde han endeligt. Han vendte igen blikket i retningen af Shalio og med en yderst dræbende mine. ”Jeg formoder vi er færdige her… Tag dine skeletter med dig og smut, inden jeg kommer til at fortryde det,” nærmest hvæsede han.

[Deleted]

Shalio blev faktisk overrasket over, hvor let Mallorie tog sin beslutning. Der var ingen tøven, dog var det jo som han havde ønsket. Han var nu den onde og hun var tilgivet. Kongens ord skar i Shalios øre. Hvor vovede han, at sige sådan nogle ting om hende. Det var som om, hun bare var et objekt for ham. Dette irriterede Shalio. Han knyttede sine næver, skeletterne samlede sig om Shalio. Den forreste stod klar med sværdet. "Jeg har sagt til dig, at du skal behandle hende ordentligt, hun er godt nok et menneske, men bare fordi du er konge, giver det dig ikke ret til, at behandle hende som en genstand!" sagde Shalio og trådte et skridt frem mod kongen, sammen med skeletterne. Da kongen så tog et skridt mod ham, blev han nødt til at træde et skridt tilbage. Han virkede stærk når han var vred, dog var han bange for kongen. Det sidste angreb var kommet for hurtigt, han havde ikke haft muligheden for at undgå det. Satans vampyr! Hvorfor var de sådan nogle hurtige kujoner? Shalio bed sig i læben, da han blev nødt til at tænke over sine ord nu. Kongen virkede meget vred, hvilket ikke var en god ting. "De ved at jeg ikke er nogen hersker over Necromancerne, så jeg kan ikke få dem til dette, men jeg er en af de få som er tilbage. Jeg ved du er stærk, men ved du hvilke kræfter jeg gemmer på?" spurgte han en smule nervøst. Han prøvede at skjule sin frygt via bluff, han kunne kun håbe på, at det ville påvirke kongen bare lidt. Der lå stadig en masse knogler bag ham. Shalio sendte ham et vredt blik. Færdige? Færdige? Shalio mente ikke de var færdige, ikke før kongen behandlede Mallorie ordentligt. "Jeg vil pakke mine skeletter og knogler, når De behandler hende ordentligt og ikke som en skøge!" sagde han med en vred dog formel tone. Han prøvede at få lidt mere kontrol over sine ord. Da han ikke også ville lade det gå ud over Mallorie.

[Deleted]

Mallorie havde et kort øjeblik været bange for, at han måske ikke ville tilgive hende. Derfor åndede hun lettet ud, da hun igen kunne mærke den velkendte følelse af hans hud mod sin egen. Ganske vidst strøg han hende blot over kinden, men det var nok til at bevise, at han havde tilgivet hende. Hans udbrud omkring, at han kunne beordre hende til hvad end han ville var sand nok, så den sagde hun ikke det mindste til. Det var den aftale de havde, da hun begyndte at arbejde på slottet. Han kaldte, hun reagerede og det havde sådan set fungeret fint indtil nu. At hun lige nu var mere bange for ham end nogensinde før, kunne faktisk bruges til noget godt. Hun håbede på, at det ville være nok til at bløde ham en smule mere op, så han måske ikke sprang på den anden igen, selvom hun havde sin tvivl. Alligevel vendte hun blikket imod ham igen og skubbede sig selv ind i hans ene arm, så den ville lande omkring hendes lænd, med mindre han besluttede sig for at flytte den. ”Vil du ikke nok stoppe? Jeg…” kan ikke lide at se dig sådan. Det skulle hun have sagt, men kun det første ord kom over hendes læber, før Shai alligevel besluttede sig for at gå imod hans ordre. Hun flyttede sig, så hun stod ved hans side i stedet for og kiggede meget et… overrasket blik over mod ham. Hun prøvede på at komme på noget, som ville få Matt til at lade være med at springe i flæsket på ham, men med udtalelser som disse, så gjorde han det lidt svært. Hun bed sig i læben og kiggede op på Matt. ”Kæreste… Jeg vil ikke se dig på denne måde. Det sårer mig, at jeg skal frygte dig” hviskede hun stille, som en eller anden form for beroligende ord. Det var nu rigtig nok og hun kunne sagtens tillade sig at kalde ham du. Det var en måde, hun kunne få lov til at tiltale ham på, da hun var en smule mere nær kongen end Shai var. Hun vendte nu hovedet mod ham igen. Da ordet skøge kom over hans læber løftede hun det ene øjenbryn i vejret. Hun var aldeles ikke nogen skøge og sådan havde hun det heller ikke som om, at hun blev behandlet. Hun sagde intet til ham, men håbede på, at hendes ord og berøringer ville være nok til at sænke Matt en smule.