A Drop Of Blood

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være sent. Den Dansende Flamme var blevet et lunt sted at være i denne kulde. Mange af landets borgere sad tæt sammen omkring bordene og snakkede højlydt. Det var lykkedes Camille at slippe væk fra Isaiah endnu engang. Ilaria lod atter til at have fundet Ilosonic, så det var bevidst at hun ikke havde valgt at opsøge kvinden også selvom det flere gange havde været virkelig fristende. Hun sad alene i et lille hjørne så hun ikke ville blive spottet. Hætten var trukket godt op over hendes hoved for at skjule sit øje som var blevet malet med blå og lilla farver efter hårde slag. Foran hende stod en flaske vin som efterhånden var mere tom end fyldt, sådan som hun gang på gang havde fyldt sit glas op. Igen sad hun og vendte den lille bundsjat i sit glas. Nu hvor vinens virkning for alvor var begyndt at kunne mærks, så følte hun sig lettet, det var første gang i meget lang tid hvor hun ikkebehøvede at sidde og bekymre sig. Hun strøg sin hånd gennem de mørke lokker og så ud af vinduet, hvor regnen let slog mod glasset. Der var sket store forandringer på det seneste, og hun vidste at hun snart ville være nødt til at tage hjem til det velkendte som hun ellers hadede af hele sit hjerte.. hvis blot traditioner ikke havde bundet hende på den måde. Et suk brød hendes læber, som hun valgte at tømme sit glas, kun for at gribe flasken og atter lade den røde væske fylde det op til randen. Hun nippede til det før hun igen så ud og fik øje på den smukke måne som stod højt på himlen og kastede det blege skær ned. Det var en af de mest farlige aftener i måneden overhovedet fordi det betød at ulvene var løs, men hun var nu ikke så bange.. langt de fleste blev lukket inde nu om dage, det af alt.. var hendes mindste bekymring i livet.

[Deleted]

Selvom det var ved at være sent, så var det ikke fordi at det bragte Derick nogen ro til sindet, for det gjorde det på ingen måde. Han sukkede let, som han havde fundet vejen frem til Den Dansende Flamme på denne aften, kun for at tage pladsen oppe ved baren. Pengene havde han heller ikke mange af, selvom han nu var vant til livet alene. Det var egentlig sjovt sådan som livet kunne gå op og ned synes han, og nu hvor det var ved at blive varmt i vejret, så synes det hele af en eller anden underlig grund, at gå nedenom og hjem for ham. Han rystede på hovedet, da bartenderen spurgte, om der var noget som kunne vække nogen interesse, for det var der ikke rigtigt. Han vidste godt, at han med største sandsynligvis blev smidt ud, men det var jo egentlig bare at nyde lidt af varmen på en halvkølig aften som denne, selvom det nu heller ikke rigtigt var noget som han kunne gøre noget ved. Hånden lod han vandre let igennem håret og med en tydeligt opgivende mine, for det var bestemt heller ikke noget som han kunne gøre noget ved nu uanset hvad. Warlockerne havde fået en ny leder, og om han skulle gøre sig nogen forhåbninger om en bedre plads end hvad han havde fået til nu, vidste han ikke, hvis han skulle være helt sikker. Månen ville blive fuld i aften, selvom den var svær at spotte bag det tunge skydække, og han måtte erkende, at det altid var noget af det smukkeste af det hele, så han glædede sig lidt til at den kiggede frem, så man kunne se den for alvor. Han var ganske vidst ikke en varulv, men han kunne skam godt forstå, at de følte sig draget af den, for det var uden tvivl noget af det smukkeste ved det hele, hvilket der ikke rigtigt herskede nogen tvivl om, og ej heller for hans vedkommende.

[Deleted]

Langt om længe var den sene aften faldet på. Moniqe var gået forud for Avidan som havde lovet af møde hende senere når først han havde fuldført sin jagt. På sit vis kunne man sige at det var den endelige test når de tkom til tillid, for langt de fleste mænd som havde været i hendes seng, var nogle hun havde mødt som et sted på dette. De flammerøde lokker lå spredt ud over hendes skulder. Hun så ud over grupperne der sad i små klumper rundt omkring, hvoraf langt de fleste af dem havde fået rimelig meget at drikke. Den hun interesserede sig mest for var dog kvinden der sad alene i hjørnet. Hun genkendte hende hurtigt. Et lille smil spillede over hendes rosenrøde læber idet hun rejste sig i en glat bevægelse med sit glas i sin hånd. Med rolige skridt strøg hun hen til det lille bord. ”Godaften mor. Du er sandelig langt hjemmefra,” påpegede hun blidt, og bukkede sig ned kun for at kysse hende på hovedet også selvom kappen var mere eller mindre i vejen. Hun spurgte ikke om hun måtte sætte sig først, men gled roligt ned på stolen overfor hende. Med et enkelt blik på flasken skulle der ikke ligefrem et geni til at regne ud, at hun tilhørte den berusede gruppe, hvilket ikke ligefrem undrede hende. Smilet falmede en smule. De tætteste kendte udmærket omstændighederne bag drikkeriet som tilsyneladende kun var blevet værre i takt med at tiden var gået. Hun sukkede tungt. ”Jeg vil nødig bestemme over dig, men det her er ikke sundt mere. Far er ikke det værd og det har han ikke været i mange år, se hvad han gør ved dig,” sagde hun en kende hidsigt og endte med at fjerne flasken for i stedet at kaste den i jorden så vinen løb ud over gulvet og glasset splitredes. De andre omkring gad ikke engang at bruge til på at se hvad der var sket, for de var efterhånden så vant til det også selvom dette på ingen måde var ment i slagsmål modsat de andre gange hvor det fandt sted.

[Deleted]

Det var den ene dag i frygtelig mange år Jensen kunne gå på land, og det var noget som han havde i sinde at nyde! Selvom han ikke regnede med og ikke ville have kvindeligt selskab, så kunne han nu alligevel ikke få den kære havfrue Chrystal ud af hovedet, men det var vel boget som man bare måtte vænne sig til. Han gik side om side med Isobel, som selv havde i tankerne, at skulle nyde en aften fri uden at tænke på noget som helst. Matthiel var på skibet, også selvom det ikke var til at vide, om han ville være der, men det var slet ikke noget som han ville tænke på lige i aften, for han ville bare nyde den ene dag hvor han kunne gå på land, udelukkende på grund af den forbandelse, som var kastet over ham allerede for rigtig mange år tilbage, så det var jo heller ikke rigtigt fordi at han kunne gøre det største ved det nu. Han vendte sig mod Isobel ved hans side. Hun var hans kaptajn, selvom han måske kendte hende bedre end som så, så var han nu alligevel glad for, at hun havde valgt at gå med ham lige i aften, så de kunne komme lidt ud og få noget andet luft end den fra havet. ”Du behøvede virkelig ikke gå med, jeg kan godt passe på mig selv,” påpegede han med en rolig og ganske sandfærdig mine, inden de selv måtte ankomme til Den Dansende Flamme, inden han roligt åbnede døren, som han holdt for hende. Man var jo trods alt en gentleman og i frygtelig godt humør på den ene dag igennem mange år, hvor man faktisk kunne føle sig fri, og han havde bestemt ikke andre planer end at skulle nyde det i fulde drag. ”Jeg giver første omgang,” sagde han endeligt, også mest som et tak fordi at hun havde valgt at tage med ham, for det var jo faktisk noget som betød utrolig meget for ham.

[Deleted]

Isobel vidste at denne aften for Jensens vedkommende var frygtelig stor. Efter den forbandelse var blevet kastet på ham, så havde han været tvunget til et evigt liv på havet, og denne aften var den ene undtagelse om året, så hun havde insisteret på at tage med. Det var gået op for hende at han havde set sig lidt for glad på den unge havfrue de havde haft ombord, og han havde været nede siden hvilket hun ønskede at lave om på. Hun sendte ham et lidt skævt smil. ”Jeg var ikke gået med hvis det ikke var noget jeg havde lyst til, Jensen. Dette er din ene aften ude, og jeg vil sikre mig at du ikke spilder den,” svarede hun sandfærdigt og trådte ind i den lune krostue idet han åbnede døren for hende. Modsat de andre til stede, så var hendes klæder slidte og måske ligefrem kostumeagtigt, men det var bare sådan det måtte være. ”Det lyder godt. Først en omgang og derefter en dans?” forslog hun. Så havde de i det mindste fået varmet lidt op og fået sat gang i kroppen. Hun svang sig elegant mellem menneskemængden med kurs rettet dirkete mod baren.. hvor hun dog håbede de havde rom, for det var noget som hun godt kunne bruge efter alt det bøvl med Matthiel som var gået med til at blive ombord.. til sidst vel og mærke, dog tvivlede hun på at han ville være der, særligt når nu hun skulle ud med Jensen, han havde hang til en smule jalousi, hvilket på sit vis også frydede hende. I aften var hun der heller ikke som hans kaptajn men som den ven han havde fået sig for mange år siden på samme sted.. dog mere som en kunde end som noget andet, hun priste sig kun lykkelig for at være kommet ud af det stads. Hånden lod hun let gribe om hans inden hun begyndte at trække ham af sted hen mod drikkelsen, for den var virkelig tiltrængt!

[Deleted]

Hope sad oppe i baren. Hun havde allerede lagt øjne på en flot mand, nok lidt ældre end hende selv. Foran hende stod et gas som hun næsten ikke have berørt. Det var sjældent at hun tog til Dvasias, men i disse tider så fortrak hun faktisk at gemme sig i mørket. Manjarno forventede at hun ville indtage tronen som den prinsesse hun nu engang var, men sandt at sige så var det bestemt ikke noget som hun følte for at gøre i det hele taget. Hun hadede tanken om at skulle kontrollere et land, og skulle hun være realistisk så var hun ej heller moden nok til det. Et flirtende smil strøg om hendes rosenrøde læber, idet hun vendte sig mod manden ved hendes side. ”Jeg må sige at det er en fyldt aften,” endte hun i et ganske vidst sølle forsøg på at komme i kontakt med ham, men det var jo sådan at det faktisk plejede at virke. Hun lagde benene over kors så kjolen måtte løbe en smule op over hendes lår og afsløre den perfekte hud under. Hendes smil og det forføriske glimt i hendes øjne, efterlod et klart billede af hvad hun ønskede sig og havde tænkt sig for natten, det eneste hun skulle var at give ham de samme tanker om hun selv sad med. De slanke fingrer strøg hun igennem sine flammerøde lokker og vendte sig en smule mere mod ham for at give ham sin opmærksomhed. Bartenderen sendte hende blot en lidt opgivende mine, for han var efterhånden vant til at se hende udstille sig på den måde og hver nat var det en ny mand som hun gik hjem med og fik til at holde hende varm om natten.. det var ikke sundt men det var hvad hun havde. Igen nippede hun til drinken i sin hånd, ikke så meget for smagen med for billedet, inden hun satte det fra sig på bordet igen med et næsten sukkersødt smil. En kvinde måtte jo spille på sine fortrin.

[Carmine Jordin Marlineo]

Noelle var endnu en gang i marken og Enrico tillod sig at tage den tur ind til byen, bare for at abstrahere en smule, for det var bestemt ikke nemt altid. Med kongens død, hvilket var en nyhed som kongen havde bevidst holdt på slottet, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre, og det var noget som lagde et kæmpe pres på ham. Selvom Kellan gjorde et frygtelig godt stykke arbejde med alt det som skulle på plads inden brylluppet kunne stå, så måtte han nu alligevel sige sig at være ganske fascineret og ikke mindst imponeret af kongens valg af kvinde som sin dronning, for hans umiddelbare valg, ville have faldt på Aliyah, men selv der havde den unge konge valgt at vise sig som en mand, som handlede med hovedet frem for hjertet, og det var kun en god ting.
Han havde siddet på baren stort set hele aftenen, kun fordi at det var noget som han havde brug for. Hans klæder var yderst fine, for han var bestemt heller ikke den type som ville lægge skjul på sin høje position i det dvasianske land, så det var uden tvivl noget som passede ham fint, for han agtet at blive behandlet derefter. Siddende med et ydsøgt glas rødvin, betragtede ham dem som var til stede i stuen her. Ikke at det var noget som han ville blande sig i, for han havde bare brug for et break efterhånden og nu tog han det, om kongen bifaldt det eller ikke. Dæmonen og valkyrien som trådte ind, lignede jo næsten et kærestepar, hvilket fik et svagt smil til at passere hans læber. Efterhånden måtte han sige sig, at savne Noelle, men når hun var sur på ham – som hun nu altid var, så var det altså heller ikke nemt for en som ham at forsøge at gøre tingene godt igen. Marken var hendes skjulested, og det gjorde ham direkte hidsig. Han tog om glasset og fik det bællet i en mundfuld, inden han igen satte det fra sig på bordet. Det så nu ud til at blive en fredelig fuldmåneaften.

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Melody skubbede døren op ind til Den Dansende Flamme og blev hurtigt mødt af en varm og velkendt stemning. Det var efterhånden længe siden at hun havde været der, og hun var ikke engang sikker på at det var en god idé at komme endnu. Marius ventede hende i Procias o selvom hun gerne ville tilbringe tid med ham, så var det svært for hende igen at lægge en fortid bag sig som havde været en stor del af hende. Den højlydte snak og den halve stank af en blanding mellem alkohol og sved var måske ikke direkte behagelig, men hun var jo mere eller mindre vokset op med den, og på den måde mindede den hende nærmest om hjem. Hun sukkede tungt og bevægede sig lidt tøvende op mod baren der var ved at være temmelig fuld. Hun kastede et blik over skulderen og overvejede hvor vidt hun burde gå eller ej. Det var fuldmånenat hvilket ville sige at det var farligt og turen som edderkop ville være stort set uudholdelig lang. Let bed hun sig i læben og søgte ind mellem de mange mennesker som mer eller mindre stod og blokerede det hele. De mørke lokker hang frit omkring hendes slanke skuldre. Selvom hun igen havde fået det bedre, så var der stadig mange ting som formåede at gøre hende usikker, også fordi det var Procias og hun følte at folk dømte hende også selvom hun nok i højere grad dømte sig selv med henblik på de ting hunhavde gjort overfor sin familie, særligt Yasmya. Læberne fugtede hun med tungespidsen inden hun endte helt oppe ved baren. ”Et glas hvidvin, tak,” bad hun dæmpet, faktisk ville hun helst ikke have at nogen så hende der og kunne bekræfte hendes tilstedeværelse overfor nogle.. Mairus ville blive skuffet hvis han vidste at hun søgte alene til Dvasias i ny og næ, men man kunne jo kalde det for hendes fristed, og det kunne han vel heler ikke tage fra hende?

[Deleted]

Carmine sad roligt blandt en gruppe af vampyrer som havde valgt at placere sig lidt afsides. Modsat de øvrige grupper så gik der ikke nogen snak, derimod var det i højere grad blodet som stod i centrum. Alle ud over ham sad klædt i kappe og kutter og gjorde intet andet end at drikke deres blod. Carmine selv havde efterhånden tømt sit glas, og var i stedet begyndt at lade det kølige blik glide hen over menneskemængden. Der var ikke nogle som han som sådan genkendte, måske lige foruden Enrico men han så ikke nogen grund til at opsøge lige netop den mand. Det var ikke en han havde haft at gøre med som sådan. Hånden lod han stryge gennem sine blonde lokker en kende utålmodigt. Alex havde ellers givet sit løfte på at dukke op, idet han ikke længere ønskede at se ham derhjemme blandt Cassie og den nye unge vampyr Asuna som var hans datter. Det var mange forandringer og han trængte til lidt luft, men som sædvanlig lod det ikke til at han havde tænkt sig at følge hans råd i det hele taget. Han bankede en smule vredt i bordet inden han endte med at rejse sig. Hvis manden ikke ville komme af sig selv, så måtte han jo selv tage hen for at hente ham, også selvom det ikke kunne være rigtigt! ”Jeg henter, Alex,” annoncerede han uden at lægge skjul på sin irritation, inden han vendte ryggen til gruppen for i stedet at søge hen mod døren.

[Cressida Marvalo]

Fuldmånen stod højt på den mørke himmel. Det var ikke mere end en halv times tid siden at Aliyah sammen med sine forældre havde gennemgået forvandlingen. Det nu pelsede bæst bevægede sig med bestemte og hastige skridt gennem en byens tomme gader. De fleste havde søgt ind på et lunt sted hvor de kunne få noget at drikke. Selvom hun bevægede sig hastigt, så var hendes forpote stærkt såret efter kampe med tremmerne som hun tilsyneladende havde vundet. Den menneskelige bevidsthed var helt væk, der var intet tilbage af den ellers uskyldige unge kvinde, som ikke bed fra sig med mindre hun blev tvunget til det. Den røde pels flavrede let om hende i takt med vinden og hendes lettere humpende skridt. De fleste spor ledte mod en bygning ikke langt derfra, hvilket for en stund fik hende til at stoppe op og stirrer på stedets dør med kolde øjne, inden hun begyndte at knurrer af den og vise børster. Hun havde forsøgt at følge Mattheus’ duft, hvordan den var endt på dette sted, vidste hun ikke men det var de dyriske instinkter som slog ind. Hun vendte sig mod den store måne og gav et langt hyl fra sig, inden hun med alt den fart hun kunne præstere løb mod døren og kastede sig mod den, hvilket ikke kun fik den til at gå op, men direkte fik den til at hoppe af sine hængsler og ende for hendes fødder. De gule øjne så på menneskemængden som alle var endt med at stirrer på hende. Normalt brød hun sig ikke om for meget opmærksomhed, men det gjorde det ikke bedre at hun ikke var i stand til at høre noget som helst. Ørene lagde hun en smule ned og indtog en truende position. Igen begyndte hun at knurre af folkene. Lugten af kød var stærk.. og hun var fyldt af vrede ved skuffelsen over ikke at fange Mattheus’ duft. Uden advarsel løb hun hen imod baren med de tunge skridt og fangede hurtigt et ben. Flere skrig brød ud og panikken bredte sig lynhurtigt, hvilket fik mange til at forsøge at flygte.. desværre var hun hurtigere. Hvad hun fik fat i var ligegyldigt. De skarpe negle gled igennem forskellige ting, både træ såvel som kød. I et forsøg på et forhindrer en gruppe i at flygte hoppede hun op på et bord der øjeblikkeligt braste under hendes vægt. Det var dog intet hun tog sig af.. i stedet sprang hun direkte mod dem. Selvom mange af dem til stede var folk hun kendte, så var det ikke noget hun var bevidst om i dette øjeblik, det var kun et desperat forsøg på at gøre sig fri af den rustration som havde bygget sig op i det indre. Efterhånden endte blodet så spredt på gulvet at hun ikke kunne undgå at træde i det, hvilket lavede blodige spor i den raserede bar. Først da hun nåede Enrico endte hun med at stoppe op for en kort stund, for i stedet at snuse til ham.. han duftede af Mattheus hvilket fik hende til at falde til ro, også selvom hun selv ønskede hans skjorte. Fast slog hun ud efter ham med sine kløer i et forsøg på at få duften af ham så hun kunne få den for sig selv.. som hun ønskede..

[Deleted]

Lige i dag, var der absolut ikke noget som kunne ødelægge Jensens humør. Det var den ene dag hvor han kunne gå på land, og det var uden tvivl noget som betød utrolig meget for ham, og smilet var tydeligt. Matthiel havde jo ikke ligefrem ville vise sig villig til at fjerne den forbandelse fra ham, så han satte virkelig stor pris på disse nætter når de endelig forekom. Det var det lyspunkt som han havde om året, og det var noget som han uden tvivl var glad for. Chrystal havde han ikke set, siden de havde sluppet hende ned i vandet, og det var jo faktisk en tanke som gjorde ham en kende trist, også fordi at han jo faktisk var endt med at blive glad for hende, men det var ikke noget som han kunne gøre noget ved nu. Kvinder var vel bare ikke meningen at han skulle finde ud af noget med? Og ej heller en havfrue, også selvom hun uden tvivl havde vist sig at være så frygtelig unik, og selv i hans øjne. Han trak let på smilebåndet. ”Bare jeg kan betræde land, så er min lykke jo nærmest gjort, Isobel. Jeg behøver ikke dig til at holde mig i ørene, for at nyde en aften som denne, men jeg må nu erkende, at det er dejligt at have et selskab med på vejen,” påpegede han med en rolig stemme, idet han roligt lod hende komme ind. Så glad som han var, så ville han mere end gerne give den første omgang, så de kunne komme ordentlig i gang. At hun selv opfordrede til dans – det at være helt kvindelig, var slet ikke noget som han havde det mindste imod. Han rystede på hovedet. ”Jeg synes vi skal tage den dans først..” Han endte roligt med at tage hendes hånd, førte hende ud i en smuk sving-om, og ud på gulvet, også selvom det var en glæde som hurtigt faldt bort. Han nåede kun lige at vende sig, idet at folk begyndte at skrige, og lyden af en knurren ramte ham. Synet af den rødlige varulv som stod foran ham, fik ham til at stivne, hvor han direkte førte Isobel bag sig, selvom det var for sent. Dyret gjorde sit første angreb og satte sig direkte i hans strube, inden han nåede at gøre det mindste. Ved lyden af et temmelig tydeligt ’knæk’ i nakken, så røg han direkte i jorden. Livet havde allerede forladt ham. Struben blødte voldsomt, idet han forblev liggende på gulvet – død.

//Out

[Deleted]

Melody stod tålmodigt og ventede på sit glas med hvidvin. Egentlig burde hun slet ikke være her, men selv hun havde brug for luft på et sted hvor der ikke var nogle til at dømme hende for de ting hun havde gjort. Et dybt suk brød hendes læber, som hun tog imod glasset der blev hende skænket. I lange sekunder stirrede hun blot på det som var det hendes værste fjende også selvom det ikke var tilfældet. Langsomt førte hun det til læberne og nippede til den søde nektar. For et øjeblik stod hun helt og holdent i sin egen verden til døren endte med at brage op. Hun vendte sig chokeret rundt ligesom så mange andre på stedet og tog ulven i betragtning. Dets tænder og dens knurren var ikke til at tage fejl af. Hendes hjerte bankede ikke da hun ikke havde nogen puls, og hun håbede lidt på at det kunne være hende en fordel. Langsomt lod hun de røde øjne glide rundt for at se hvordan de andre reagerede.. om det var med frygt eller om det efterhånden bare var dem vant. I det øjeblik den sprang frem fandt hun dog ud af noget helt andet. Måske hun burde have forsøgt at flygte eller forvandle sig og bare liste væk, men i det øjeblik var hun frossen. Glasset tabte hun i jorden og høre hvordan det splintredes inden skrig brød ud i lokalet. Nogle havde rejst sig og forsøgte at flygte hvilket i deres fulde tilstand ikke gik nær så godt. Det store bæst havde direkte gang mod hende, hvilket fik hende til at bakke en smule væk, for at liste sig om til døren. Hendes skridt var rolige, for det var dem som løb som tiltrak dets opmærksomhed. Alligevel tog hun chancen da hun kom tæt nok på og vendte ryggen til for at løbe.. i samme øjeblik hun nåede døren blev hun skubbet direkte i jorden. Med skrækslagene øjne så hun på det store bæst, som greb fat om hendes hals.. efter kun et øjeblik blev det hele sort, og hendes hoved trillede hen over gulvet..

//Out

[Deleted]

Derick vidste udmærket godt, at det kun var et spørgsmål om tid, inden han ville ryge ud, i og med, at han ikke havde råd til at købe noget, men bare valgte at sidde der for at få noget varme, for selvom det måske var ved at være forår – selv i Dvasias, så var det stadig koldt, og specielt når man kun havde den store måne at sove under. At det så skulle vise sig at være hans sidste dag i livet, så havde han måske nydt den langt mere end hvad han ville have gjort til nu. Blikket vendte han roligt i retningen af kvinden som valgte at tage pladsen ikke særlig langt væk fra ham, hvor smilet let bredte sig. Han var efterhånden vant til at kvinderne viste interesse for hans udseende, men når de fandt ud af, at han ingen penge havde, så røg interessen lige så hurtigt, som når den var kommet, og et sted, så var det naturligvis en tanke som selv kunne gøre ham en anelse trist, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sendte hende et ganske svagt smil. ”Det er det. Det er en smuk fuldmåneaften folk har valgt at bruge her,” istemte han roligt. Flirt kunne han godt erkende, ikke var hans store kop the, for han var faktisk slet ikke særlig god til det, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, men det var nu bare sådan at det måtte forholde sig, også selv for hans vedkommende. Det var en udmærket måde at starte en samtale op på, også fordi at han jo faktisk var temmelig åben for den slags. Selv havde han slet ikke noget imod at snakke med andre, for det var noget som alle ville have godt af. Selvom han ikke nåede at gøre mere ud af den samtale, idet at folk begyndte at skrige og varulven begyndte at knurre, så vendte han sig hastigt på sin stol. Han blev om muligt mere bleg i ansigtet end hvad han havde været til nu, hvor han direkte greb ud efter sin kniv, selvom det var for sent. Varulven angreb, folk begyndte at løbe til alle sider, og i deres tilstand, så var det åbenbart ikke nemt at finde døren og komme ud af den. ”Pas på!” udbrød han, idet han rejste sig, men for sent. Varulvens klør satte sig direkte i hans bryst, hvilket tvang ham direkte ind i disken bag sig og direkte i gulvet. Brystet nærmest flået op og skjorten med, så røg han direkte i jorden – blodig og død.

//Out

[Deleted]

Isobel vidste godt at dette var en meget vigtig dag, desuden var det efterhånden sjældent at de var ude i det hele taget, ikke ligesom en gang hvor de ofte var mødtes på et sådanne sted. Mattheil havde ikke været helt tilfreds med at hun havde insisteret på at tage ud uden ham, men han var den som havde lagt den forbandelse over Jensen, med andre ord, så forsøgte hun kun at gøre op for hans fejl. I dagligdagen var hun måske en kvinde i en mands job, men hun kunne jo faktisk godt lide at være feminin i ny og næ, det var længe siden hun havde danset, så selvfølgelig var det noget som hun glædede sig til i aften. Hun himlede med øjnene ved hans ord. ”Jeg er her ikke for at babysitte dig, Jensen, jeg er her fordi jeg gerne vil nyde en aften ude med den eneste ven jeg har haft gennem frygtelig mange år, så vær sød at stoppe dit brok og bare affind dig med det,” bad hun bestemt og dog med en morende tone, for det var slet ikke ment som en ordre modsat i hverdagen når hun var den som havde magten. At han så først ville tage dansen fik hende til at smile. Hendes hånd gled i hans hvor hun elegant drejede rundt om sig selv, inden hun atter endte med front til ham. Hånden hævede hun og lagde højt på hans overarm. Måske de ikke var et par men hun holdt af ham. Dog havde hun ikke regnet med at freden skulle være så kortvarig. Idet skrigende brød ud stod hun selv og tog sig sekunder om at opfatte hvad der skete. Ulvens brummen tog straks hendes opmærksomhed, og før hun vidste af det stod hun bag Jensen selvom hun havde forsøgt at skubbe ham ned. ”NEJ!” råbte hun næsten panisk da dyret tog direkte fat i Jensens strube. Måden han faldt på gulvet blottede hende fuldstændigt. Hun trak sit sværd med vrede øjne, og stak mod dyret. Selvom det forsvandt.. om det var i pels eller kød vidste hun ikke, men det bragte dyret tættere på hende. Det lod dog kun til at ville skubbe hende væk, men de skarpe kløer gled hen over hendes mave der mere eller mindre blev skåret op. Hun faldt til jorden, hvor hun stirrede op i loftet.. ikke for lang tid, for blodet forlod hende frygtelig hurtigt. Træt lukkede hun øjnene hvorefter livet langsomt forlod hende.

//Out

[Deleted]

Hope betragtede ham med intense øjne. Det lod ikke til at han var synderlig interesseret i kvindeligt selskab, i så fald så skjulte han det godt. Hun rømmede sig lidt.. det var meget sjældent at hun blev afvist hvilket var lidt af et slag også selvom det ikke var direkte. Hun fugtede læberne med tungespidsen og satte glasset fra sig for et øjeblik. Hovedet lod hun let søge på sned.. ja hun spillede på sit udseende for det var det eneste hun havde tilbage. Man kunne jo på sit vis sige at hun var blevet tvunget væk fra sit hjemland og sit hjem. Folk forventede mere af hende end hun nogensinde ville være i stad til at leve op til, måske hun var en kujon men hendes mentalitet var slet ikke til at tage sig af en trone og et helt land. ”Det er det i den grad.. også selvom jeg har hørt at Dvasias skulle være farlig på dette tidspunkt,” svarede hun, slet ikke med intentionen om at give op så let, for hun vidste hvad hun ville have. For et øjeblik sad hun bare og betragtede ham.. når hun så mænd som ham så fik det hende til at tænke på Caleb som havde været den eneste som direkte havde behandlet hende med en smule værdighed. Han havde været en god mand og nu var han forsvundet. Optaget af sine egne tanker, blev hun hurtigt revet tilbage til virkeligheden ved det enorme bag. Dyret som viste sig fik hende til at stirrer af direkte skræk og rædsel, også selvom der næsten ikke var nogle som nåede at reagere. Idet bæstet overfaldt manden ved hendes side rejste hun sig for at flygte hvilket hun ikke skulle have gjort. Dyret fik fat i hendes ben hvilket kastede hende direkte i jorden. Smerten var intens, hun vidste ikke om hun skreg eller ej, men det var uudholdeligt. Hun forsøgte at kravle væk. Benet blev separeret fra kroppen rimelig hurtigt hvilket efterlod hende alene i en blodpøl på gulvet, hvor hun selv kunne forbløde hvilket tog livet af hende.

//Out