Nearly time

[Cressida Marvalo]

Mørket var faldet på for timer siden. Fuldmånen nærmede sig med hastige skridt, hvilket som regel medførte en trygget stemning hvor ulvene var. Selv Aliyah vidste at tiden nærmede sig, og at det med største sandsynlighed var den sidste nat hun havde som en kvinde. Hun kvalte et gab mens hun efterhånden lidt slentrende støvede de sidste hylder af. Mattheus var sent ude i aften, hun havde håbet på at kunne nå og hilse på ham, men det lod ikke til at være tilfældet. Det var stadig lidt underligt at hun havde sat tænderne i ham, og det frustrerende hende mindst ligeså meget at han endnu ikke havde nået at sætte tænderne i hende, og nu var det kommet fra det igen. Hun sukkede tungt og stirrede hun af vinduet mens hun tørrede karmen af med en fugtig klud. Mørket var tæt og alligevel kunne hun se månen skille sig tydeligt ud. Dens lys næsten hypnotiserede hende hvilket ikke var underligt nu hvor den snart var fuld. Hele hendes væsen følte sig draget af den, som vidste den at hun var tvunget til at arbejde under den. Hun rystede på hovedet og brød de usynlige bånd som hun for en stund var blevet bundet af, og så i stedet hen mod den tomme, redte seng. Hun savnede at sove ved siden af kongen også selvom han havde haft ret i at det ikke kom godt til nogle af dem, desuden så havde han jo ofte kvindeligt selskab, hvilket gjorde hende en kende irriteret også selvom hun ikke hørte dem. De flammerøde lokker var bundet op i en knold som efterhånden var blevet temmelig løs og lidt slatten. Hendes klæder var fugtige efter hun havde tabt en spand med vand.. igen det var jo nærmest blevet dagligdag, hun var begyndt at ligne sin kære moder. Kluden dyppede hun i den nyfyldte spand inden hun fortsatte sit arbejde som egentlig var blevet mere og mere meningsløst eftersom det hele allerede skinnede. Nu var det mere eller mindre bar en undskyldning for at blive på kammeret for at vente på Mattheus.. sådan ubevidst vel og mærke. Hans tøj var blevet lagt sammen, velvidende om at han ville rode det hele ud igen i morgen. Gulvet var vasket og fejet, sengen redt og det hele tørret af, hvilket i realiteten betød at hun kunne tage sig et efterhånden tiltrængt bad og derefter få søvn. Energien ville hun uanset få brug for når fuldmånen kom, særligt nu hvor hun var blevet så underlig aggressiv og konstant havde en knude i maven. Lidt skuffet affandt hun sig med at han nok ikke ville komme, og opgav i stedet for arbejdet ved at begynde at pakke det hele sammen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom det var ved at blive timer siden at mørket var faldet på, så var det jo normalt først der for alvor Mattheus stod op. Selv var han klar over hvad den store fuldmåne ville indebære de næstkommende dage, så var det ikke noget som han tog så tungt lige nu, da der var mange andre ting, som han var nødt til at tage sig af først, og deriblandt så var der Leons kommende begravelse. Han havde endnu ikke ladet rygtet komme ud til folket, og det var noget som han ganske vidst havde gjort med vilje. Han havde Kellan som han var i gang med at få ind i tingene, da hun skulle stå som den kommende dronning af Dvasias. Det var jo ikke ligefrem fordi at man har kunne sige, at der havde været tid til sorg for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det var, for han var jo trods alt af den overbevisning at det var noget som tidsnok skulle dukke op når mulighederne endelig ville byde sig. Efter et møde med Mallorie og Kellan, så var der måske temmelig mange dufte som hang i hans beklædning, så var det slet ikke noget som han kunne tage sig af lig e netop nu. Man kunne vel blot sige, at han var en ekstremt presset og stresset mand? For Leonardo havde virkelig valgt det mest forfærdelige tidspunkt at glide i graven på, hvilket uden tvivl kun måtte vække en tydelig irritation i ham.
Med hastende skridt, kom han ned af gangen. Enrico havde fuld gang i Kellan, for at hjælpe hende med politikken, takt og tone, da det var yderst vigtigt, at hun lærte sig det så hurtigt som muligt, så det hele ikke altid skulle hænge på ham, for det var bestemt heller ikke hensigten med noget som helst af dette. Han passerede døren direkte ind til sine gemakker, inden han fik øje på Aliyah henne ved vinduet. Det hele var som altid perfekt, og han var uden tvivl også glad for at have hende som sin stuepige, selvom hun absolut ikke kunne høre noget som helst, så var det slet ikke noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Han trak let på smilebåndet, idet han let lod hovedet søge på sned. De havde ganske vidst delt seng og det hele, og det var faktisk også noget som han måtte erkende, at han.. savnede, men hvor for sig, ville uden tvivl forblive at være det bedste. #Endnu en gang betræder jeg mine gemakker, og det er som strøget.. Det er flot, Aliyah,# roste han hende med den rolige stemme. Han havde uden tvivl brug for noget pause efterhånden, og det var noget som han jo trods alt kunne søge i sine egne gemakker, og nu hvor hun var der, så var det bestemt ikke noget som gjorde ham noget. Han gik roligt mod hende. Der var jo ikke så meget som et støvfnug at se nogen steder, og det var tydeligt at hun havde været i gang hele dagen. #Tag dig en pause, Aliyah. Du ligner en som har knoklet,# bad han endeligt.

[Cressida Marvalo]

Det var de færreste som gad at bekymre sig om månen hvos ikke de var var bundet af den som Aliyah var. Hun vidste at hun var tvunget til at holde øje med den hele tiden, for det var aldrig til at vide hvornår hun ville blive tvunget til en forvandling. De var blevet mere og mere voldsomme hen over de sidste måneder hvilket gjorde hende en kende urolig også fordi hun ikke havde nogen idé om hvorfor. Netop som hun igen var faldet i sine egne tanker, gik døren op men hun registrerede det ikke, for hun kunne trods alt ikke høre den. Kluden lod hun falde tilbage i vandet, inden hun igen rettede sig op med et tungt suk. Hånden lod hun let stryge hen over hendes pande, hvor et vådt spor blev efterladt fra vandet. Den pludselige lyd af hans stemme i hendes hoved fik hende til at gippe let af forskrækkelse inden hun vendte sig om De smaragdrønne øjne faldt på hans skikkelse for et kort øjeblik inden hendes læber skiltes i et svagt smil. Hun var faktisk glad for at se ham. De var kommet tættere på hinanden hen over det sidste stykke tid. Hun lagde hovedet på sned og trak lidt beskedent på skuldrene. #Det skal være perfekt til den løn du giver mig,” påpegede hun lidt sigende. Hun havde aldrig bedt ham om den sum han gav hende, men han havde insisteret.. på sit vis var det også rart, hun var nu blevet ejer af to smukke kjoler som skulle bruges uden for arbejdet, for de andre blev hurtigt slidte. I samme øjeblik han trådte tættere på hende, fangede hun ukendte dufte, hvilket fik hende til at snuse lidt åbenlyst men hun var trods alt et dyr og her op til fuldmånen var det ikke til at skjule. Hånden slog hun for munden og næsen og sendte ham et lidt undskyldende blik da det gik op for hende. #Det beklager jeg, Deres Højhed.. Noget siger mig at de har haft kvindelig selskab,# endte hun mere konkluderende end noget andet. Selvom hun smilede da hun fjernede hånden, var der noget i hende som begyndte at røre på sig.. og blive vred. Aliyah knyttede hænderne og nikkede mens hun forsøgte at virke upåvirket også selvom hun havde lyst #Jeg har knoklet,# bekræftede hun med et lille smil.. den kunne hun nok ikke løbe fra. Dog havde hun ikke lyst til at tage en pause bare sådan uden videre, ikke nu hvor han endelig var kommet, også selvom hun ikke havde nogen grund til at blive som sådan.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt at fuldmånen nærmede sig. Eftersom man kun kom tættere og tættere ind på et væsen og individ som Aliyah, så var det næsten som om at det bare var noget som man gjorde sig automatisk. De mange tanker om fuldmånen og de tanker som fulgte med, for han ønskede jo slet ikke at hun skulle have det skidt, så han gjorde stort set hvad han kunne for at gøre det så behageligt for hende som muligt. Aliyah var nok den af sine tjenestepiger som tjente bedst på dette, også selvom det var noget som han agtet at holde det, også fordi at hun var hans personlige kammerpige. I det store og hele, så var det slet ikke hans mening at give hende et chok eller noget lignende ved at komme ind, men han vidste jo til gengæld godt, at hun intet kunne høre. Han vendte blikket direkte mod hendes smukke blik. Han kunne virkelig godt lide at se hende, også fordi at det faktisk ikke skete særlig ofte for tiden. #Med alt det arbejde som jeg efterlader dig, skulle det bare mangle, at jeg skænkede dig en løn efter mængden af det,# fortsatte han. At hun holdt sig for næsen, da han kom tæt på hende, forundrede ham lidt, for han.. mærkede da ikke rigtigt nogen forskel. Først da hun kommenterede at han havde haft kvindeligt selskab, fik det ham til at vende blikket ned, næsten med en tydelig og tænksom mine. #Det lugter da ikke så forfærdeligt, gør det..? Ja.. jeg stødte på en tidligere på dagen.. Intet specielt må jeg sige..# sagde han roligt, som han igen vendte blikket mod hende. At hun så blev langt mere sammenbidt, var ikke ligefrem noget som han havde regnet med, men det var nu bare sådan at det var. Hovedet lod han søge let på sned. At hun havde knoklet var i sig selv, slet ikke noget som han havde regnet med, men han ønskede jo selvfølgelig ikke at det skulle blive så anspændt eller noget lignende. Han nikkede roligt til hende, som han roligt hævede hånden, kun for at lade den stryge ganske roligt mod hendes kind. I sig selv, så var det jo heller ikke første gang, at han gjorde det, for han var trods alt ofte i kontakt med hende, når han var omkring hende, selvom det var sjældent at muligheden bød sig i det hele taget, så det var bare at nyde det når man endelig havde muligheden for det. #Det har du og det kan jeg se.. Vil du med ud på balkonen og se på den næsten så fulde måne sammen med mig?# spurgte han endeligt. Det var det der med at nyde tiden når man endelig havde den, og specielt når det skete så sjældent.

[Cressida Marvalo]

Jo tættere fuldmånen kom des nemmere var det at lade sig drage af dens stærke kraft. Det var på sit vis skræmmende, og særligt for en som hende som ikke havde været særlig dyrisk i forhold til sine forældre, det var først kommet og hun hadede det. I forhold til hvad hendes løn havde været på før hun var blevet hans personlige kammerpige, så måtte hun erkende at han betalte hende langt mere end han burde. Hun knoklede ganske vidst, og han gjorde det ikke altid nemt for hende at holde kammeret rent, men sådan var det jo. #Jeg erkender gerne at du ikke altid gør det nemt for mig, men mit arbejde er intet i forhold til summen du er begyndt at betale mig, Mattheus.. det er slet ikke nødvendigt,# fastholdt hun velvidende om at det var nytteløst når den mand havde bestemt sig for noget. Hun sendte ham et stille smil. Det var rart at se ham for den mulighed bød sig desværre ikke så ofte.. når det var sagt så stank han langt væk af.. kvinder, hvilket irriterede hende selvom det ikke burde. Hun holdt af ham som den ven han var blevet – den første og eneste på hendes egen alder vel og mærke, det betød meget for hende. I lange sekunder stirrede hun blot på ham, i et forsøg på at fortælle ham at det netop var så slemt også selvom hun hurtigt rystede på hovedet. Hun havde ingen grund til at være sur. #Nej det er det nok ikke. Mine sanser er som regel stærkere op til fuldmånen, det er nok bare derfor det svider lidt i næsen,# svarede hun med et undskyldende smil også selvom neglene borrede sig ned i hendes håndflader. Først da han strøg hendes kind, faldt hendes skuldre lidt mere afslappet ned. Det var rart når han rørte hende, også selvom det var ganske venskabeligt og efterhånden naturligt når de var omkring hinanden. For uger siden havde hans duft været præget af hende efter flere nætter i hinandens arme, også selvom hun igen var vendt tilbage til sit eget kammer. En kende forlegent så hun op under sine øjenbryn på hans ansigt. #Selvfølgelig vil jeg det. Det er trods alt det tætteste jeg nogensinde kommer på at se den uden at skulle grå pels,# endte hun lidt morende, også selvom det til tider nagede hende at hun ikke kunne se det som sådan. #Nuvel.. hvordan har din dag været?# spurgte hun og forsøgte at abstrahere fra stanken der bredte sig fra ham som kun formåede at gøre hende en kende vred.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at fuldmånen ville finde sted aftenen efter, så det gjaldt vel bare om at nyde det, mens man havde muligheden for det? Han selv holdt utrolig meget af hende, og det skjulte han bestemt heller ikke, for igennem den sidste tid, kunne man jo godt sige, at hun havde været hans fristed, men nu efter at Leonardo var død, så var det uden tvivl dejligt og ikke mindst utrolig rart for ham at abstrahere lidt fra det. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. #Du får hvad jeg mener du har fortjent, min kære Aliyah. Jeg ved godt, at jeg sørger for at du har mere end rigeligt at tage dig af her,# påpegede han med en rolig stemme, som han let lod hovedet søge på sned. Umiddelbart opfangede han nok ikke duftene på samme måde, som det hun selv gjorde, men han gik jo trods alt også rundt og havde det på sig, så det kunne være, at det gjorde en forskel? Eller som hun sagde, så var det op mod fuldmånen og hendes sanser så bare var skærpede? Denjarna så han jo trods alt ikke mere, for hun var væk.. Ikke fordi at det var første gang at det skete, så han gik ud fra, at det var slut nu for altid mellem de to. Han rystede den tanke ud af hovedet, for det var slet ikke fordi at han ønskede at værdige den kvinde en tanke, nu hvor hun igen havde holdt ham for nar. Elvere var sgu da heller ikke til at stole på. #Hvis det er for slemt, så sig endelig til, så kan jeg altid skifte,# påpegede han endeligt, som han roligt lod hånden stryge mod hendes kind i et roligt og blidt strøg, også fordi at han da slet ikke kunne lade være. Han elskede at berøre hende, når han endelig havde muligheden for det. Han trak let på smilebåndet. Det var næsten som om at det var noget som faldt ham så naturligt til når han endelig var omkring hende, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. #I det tilfælde, synes jeg at vi skal gå ud og nyde det, nu hvor vi har tid og anledning til det,# påpegede han med en rolig stemme, som han let sænkede hånden, kun for roligt at tage hendes hånd i sin egen. #Den har været, som den nu har været.. Og nu hvor vi snakker om det, så har jeg noget til dig.. Fra Leonardo,# fortalte han med en rolig stemme, inden han roligt førte hende mod de store balkondøre, som ville føre dem udenfor. Det ville faktisk gøre godt med noget frisk luft.

[Cressida Marvalo]

Aliyah nød altid den sidste aften inden fuldmånen, og særligt lige fort tiden. Et sted var hun måske endda begyndt at frygte de dage i måneden hvor månen stod på sit højeste. Hun havde skam godt hørt at Leonardo var gået i døden, hvilket var noget som havde gjort lidt ondt også fordi han trods alt var familie. Mattheus lod dog ikke til at være nær så påvirket af det som hun havde frygtet, men hun ville alligevel gerne hjælpe ham lidt med at slappe af, hvilket hun ofte gjorde efter den aften hvor hun havde insisteret på at give ham massage. Hendes blik mødte hans som han så på hende. Det var virkelig rart at se ham lidt igen også selvom den duft hun havde i næsen generede hende. #Jeg er kun glad for at du er tilfreds, Deres Højhed. Selvom du er et af de største rodehoveder jeg længe har været udsat for, så nyder jeg skam mit arbejde,# erkendte hun sandfærdigt. Måske hun i højere grad nød det at stå på egne ben og vide at hun udrettede sit eget, i højere grad end selve arbejdet. Hun rynkede på næsen og lukkede en kende af i forsøget på at abstrahere fra hans duft. Det burde ikke gøre hende vred, men på sit vis følte hun næsten at han besudlede det mærke hun havde præget ham med, men på den anden side.. ingen kunne styre en konge og slet ikke igennem et bid. Læberne fugtede hun med tungespidsen og rystede lidt afvisende på hovedet. #Det behøver du ikke, jeg overlever nok. Hvem er hun?# spurgte hun lidt mere nysgerrigt for at virke interesseret også selvom hun slet ikke havde lyst til at opnå den viden. Aliyah nikkede medgivende og lod sin hånd lukke sig omkring hans. Så nær en ven som han var blevet føltes det hverken akavet eller forkert, det var efterhånden blevet rimelig naturligt. Hun fulgte med ham med lette skridt ud på selve balkonen hvor den kølige brise faktisk var behagelig efter de mange timers arbejdet. Hun slap hans hånd og løsnede båndet som holdt de flammerøde lokker på plads, så de i stedet faldt frit ned over hendes skulder. Med et lettet smil lænede hun hovedet en smule tilbage. Der var intet bedre efter en så lang dag. Netop som hun skulle til at kommentere hans ord, ramte hans ord hende som en tydelig overraskelse. #Fra Leonardo? Det.. havde jeg ikke forventet. Hvad er det?# spurgte hun med nysgerrigheden malet i blikket, lige der var hun tydeligt sin mors datter!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tabet af Leonardo, var uden tvivl noget som kunne mærkes på slottet, selvom Mattheus slet ikke havde tiden til at sørge over det, for.. der var jo ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det, uanset hvor meget de så havde gjort, for det var jo rigtig mange ting. Dog af den grund, så kunne han naturligvis godt finde den mulighed for at nyde en aften sammen med Aliyah, også fordi at fuldmånen nærmede sig, så hvorfor ikke nyde synet af den, når den næsten var hel? Han vidste godt, at han var et kæmpe rodehoved, men det var altså slet ikke noget som han kunne gøre for, for det var næsten som om at det bare var noget som lå helt naturligt til ham. #Så lang tid du er glad for det, så er jeg glad og tilfreds. Du gør også et fantastisk stykke arbejde, og naturligvis skal du lønnes derefter,# påpegede han sigende. At han stank så meget af en anden kvinde, var ikke rigtigt noget som han bed sig fast i. Mærket som hun havde skænket ham, var faktisk noget som han var utrolig stolt af. Selvom han ikke havde fået lov til at skænke hende mærket, udelukkende på grund af Cecilaya, så var det ikke fordi at han havde fået det helt som han ville, og nu hvor han ikke havde haft muligheden for at skænke hende det selv, så.. var det som om at det ikke helt blev vægtet så højt. Han rystede let på hovedet. #Efter Leonardos død, har jeg været nødt til at styrke kongehuset, så det er den kvinde som jeg skal giftes med.. Ikke af hjerte, men for styrken på tronen,# forklarede han roligt, inden han roligt førte hende med sig udenfor. Han sendte hende et mildt smil. Herude var hans stank måske ikke så slem, eftersom vinden førte den i lidt andre retninger? Efter Leonardos død, havde han set det lille brev som havde ligget ved hans sengekant. Selvom beskeden havde været utrolig kort, så var der meget sagt med yderst få ord. Han nikkede mod hende. Tabet var hårdt og selv for ham, for han havde jo trods alt også holdt utrolig meget af manden. Hvorvidt tankerne om et ægteskab – igen uden følelser, ville påvirke hende, vidste han ikke, men nu hvor de var inde på det, så kunne man jo lige så godt bare lægge alle kortene på bordet. Han fremdrog det lille emblem i hans lomme og rakte det mod hende. #Det her blev fundet side om side, med de sidste nedskrevne ord, Aliyah. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var ment til dig.. Som tak for hjælpen og selskabet igennem hans sidste tid,# forklarede han med en sandfærdig stemme.

[Cressida Marvalo]

Tabet af kongen var noget som hang tydeligt på slottet også selvom det endnu ikke var nået ud til befolkningen. Aliyah måtte erkende at hun til sidst var blevet glad for Leonardo, han havde været en munter mand og han ville uden tvivl blive manglet. Det var dog ikke op til hende at stille spørgsmål til hvad der nu skulle ske, hun havde lært hvad hun kunne tillade sig eller ej. #Det er jeg glad for du siger,# svarede hun en kende fraværende. Hans duft var noget som havde fået hendes tanker til at flyde uden egentlig at blive tænkt. Dyret reagerede mere end det menneskelige, og det reagerede med vrede og frustration over at han kunne være så ligeglad med det mærke hun havde sat på ham, også fordi det slet ikke havde lignet hende. Hvordan det overhovedet var lykkes ham at overtale hende, huskede hun ikke men det var lige meget når det lod til at være ham betydningsløst. Selvom Aliyah havde regnet med at han atter vill være tvunget til at gifte sig, så fik hun en knude i maven ved bekræftelsen af det. #Og denne gang får du faktisk lov til at ægte en kvinde? Er det end vi kender?# spurgte hun med et lidt skævt smil, og skjulte fortsat hvor meget tanken generede hende. Det var lettere da de kom uden for, hvor vinden spredte duften så den ikke var nær så kraftig. Hun vendte sig mod den store måne og betragtede den næsten hypnotiseret for en stund. På trods af at det ikke var tid, følte hun næsten hylet sidde fast i halsen på hende. De flammerøde lokker begyndte at danse iltert omkring hende i vinden nu hvor hun havde løsnet dem og lukket dem fri fra deres fængsel. Hans stemme var det som trak hende ud af trancen igen. Hun vendte sig næsten lidt forskrækket mod ham, også selvom det ikke havde været meningen. Hun så ned på emblemet i hans hånd som strålede smukt i månens blege skær. For lange sekunder så hunbare måbende på det, inden hun tog imod det og vendte det i sin hånd. Så meget havde hun slet ikke gjort for den afdøde konge. #Jeg.. det var uventet. Jeg er om ikke andet glad for at have lettet hans ensomhed en smule,# svarede hun og lukkede hånden om emblemet som hvilede i hendes hånd. Det var en ting som hun ville sætte frygtelig højt også selvom han slet ikke skulle have givet hende det, hun havde ikke gjort sig fortjent til det i forhold til så mange andre.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var skam klar over at nyheden om kongens død måtte bredes før eller siden, men han var bare nødt til at finde ud af det hele, før han gjorde noget som helst, for det var noget som han uden tvivl måtte anse som direkte vigtigt, også fordi at det hele var svært, nu hvor han stort set stod med det hele alene. Han var virkelig glad for at have Aliyah der, også fordi at hun var fantastisk dygtig med arbejdet, men også hendes selskab. Han havde intet imod at hun kaldte ham ved navn, for det var noget som han ønskede. Han anså hende som en ven og ikke bare.. en tjenerinde. #Og jeg mener det. Du har fortjent hver en mønt,# sagde han med en rolig stemme. At komme udenfor, var skam slet ikke noget som han havde det fjerneste imod, for hvis det hjalp med henblik på duften og stanken som han åbenbart var omringet af, så var det noget som glædede ham. Selvom han sporede tegnene ved hende, så kunne han jo godt se, at hun ikke var helt tilfreds, så undlod han dog at kommentere det. #Jeg tvivler på at du er kendt med Kaptajnen af hæren. Hun har base her på slottet nu for tiden, da Noelle er ude. Hun er en af de meget få, som jeg ved og håber kan løfte ansvaret og opgaven,# forklarede han med en rolig stemme. Ikke fordi at han følte, at han skulle forsvare det, for det var han slet ikke ude på. Det kongelige emblem var uden tvivl ment at blive skænket til Leonardo, og det var en ting, som han naturligvis ønskede at gøre for manden, da det uden tvivl var noget som han ønskede sig. Han lod hende tage det, også selvom det at hun blev så måbende, uden tvivl var noget som morede ham lidt. Han trak let på smilebåndet og nikkede derefter let og roligt til hendes ord. Det var en meget stor ting, for emblemet var der kun et af per royal, og selv han gik med sit eget på brystet. #Du har tilsyneladende lettet den mere end bare en smule. Du holdt ham ved selskab når han havde brug for det, min kære Aliyah. Jeg ved han ville ønske at du ville gå med det,# sagde han med en rolig stemme, også fordi at det var noget som han faktisk selv ville ønske. Han lod hende bare tage det, inden han igen vendte blikket i retningen af den store måne igen. Den var snart fuld. I morgen ville det ske, og det vidste han udmærket godt. #Er alt klart til den kommende fuldmåne?# spurgte han stilfærdigt.

[Cressida Marvalo]

Det var begrænset hvor længe man kunne holde hemmeligheder i disse tider, så selv Aliyah vidste at nyheden snart ville brede sig og hun håbede blot at Mattheus ville være klar til den tid. Det at hun aldrig tiltalte ham ved navn selvom hun anså ham for en ven, var mere vane end det var noget andet. Han havde aldrig bedt hende om at kalde ham andet, så hun havde trods alt valgt at holde fast i det. Hænderne foldede hun roligt foran sig og lænede sig op af gelænderet. Den kølige brise kærtegnede hendes varme kinder, det var ikke underligt op til månen at ulven trådte mere frem og dermed gjorde hende langt varmere end hun ellers ville have været. Aliyah nikkede rolig. #Pengene betyder ikke så meget for mig,# erkendte hun med et svagt skuldertræk. Det var mere muligheden for at skabe sit eget frem for at leve på den formue som hun var blevet født ind i. Hun ville blive til noget og ikke blot på grund af det navn hun havde fået. Selvom det ikke kom som nogen overraskelse, så fandt hun det ikke synderlig behageligt at høre ham tale om sin fremtidige hustru. Selvom hun vidste at hendes handicap forhindrede hende i nogensinde at indtage den plads, så irriterede det hende grumt også fordi hun kunne dufte den.. og et par andre på ham. Jaqias var åbenlys og det samme var Denjarnas efterhånden men hun ville ikke kommentere det i frygt for næsten at lyde jaloux. #Jeg er ikke kendt med hende, men jeg ved hvem hun er. Du får en stærk og ikke mindst smuk hustru, Deres Højhed, jeg er sikker på at det nok skal blive nemmere med tiden,# svarede hun, næsten i et forsøg på at trøste sig selv mere end ham. Kellan var en stærk kvinde, så meget vidste hun. Det kongelige embleb blev hurtigt varm i hendes hånd. Hun forstod ikke hvorfor Leonardo havde valgt at give hende det, men hun var yderst rørt af tanken. #På bunden var han god nok, selvom han tilbragte år med forsøget på at fører mig med til sengs. Selvom jeg ikke levede op til det, er jeg glad for at jeg alligevel kunne gøre noget for ham,# erkendte hun med et lidt skævt smil. Den mand havde gjort alt. #Jeg vil passe godt på det.. men at bærer det har kun en kongelig ret til,# afviste hun med et lille smil. Desuden så ville den ikke klæde de slidte klæder. Med et tungt suk så hun op på månen og følte humøret dale en smule igen. Hun burde sove for energien ville hun få brug for. #Så klart som det nu kan blive. Jeg har aftalt med min mor at jeg gennemgår forvandlingen hjemme denne gang. Sidste gang var jeg nær brudt ud af slottets kælder og det vil jeg ikke risikere skal lykkes,# forklarede hun lidt sammenbidt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt, at det kun ville være et spørgsmål om tid, inden han ville være nødsaget til at bringe nyheden om Leonardos død ud, men han ville ikke gøre det, før han selv personligt følte, at han var klar til at tage imod det store pres som det ville føre til. Naturligvis ønskede han at manden endelig skulle få hvile, for han havde uden tvivl været uundværlig, og det stod han gerne ved, men det var ikke noget som ændrede for ham, at det var et pres og stress, som han var nødt til at age som han var i stand til at klare det selv. #Pengene vægtes måske ikke synderligt for dig, men jeg sætter umådelig stor pris på dit arbejde,# fastholdt han med en rolig og ikke mindst stilfærdig stemme. Hovedet lod han søge let på sned. Selv det for ham at komme mere ud i det åbne, var ikke mindst utrolig rart, selv for ham, også selvom han ikke ligefrem havde mest lyst til at tænke på, at han stod i den situation, at han inden længe skulle giftes igen, og selvom det måske var et valg som han havde taget mere for landet, end det som han havde for sig selv, så var han nu alligevel af den overbevisning, at det nok skulle ordnes og lykkes dem imellem. At hun valgte at gå tilbage til at snakke om ham ved hans titel, var noget som et sted.. forundrede ham lidt, for det havde hun ikke gjort i lang tid. #Med min post som konge af dette land, så tvivler jeg på at det nogensinde bliver nemmere. Valget er faldet på hende, udelukkende fordi jeg ved hun er i stand til at tackle det, og det er den form for styrke, som jeg har brug for på min trone,# fortsatte han med en rolig og stilfærdig mine. Emblemet vidste han at Leon ville have at hun skulle have, og derfor havde han absolut ingen kvaler ved at give hende det. Han sendte hende et svagt smil. #Leonardo har altid været en god mand, og jeg ved at han satte pris på dit selskab. Han havde jo ikke ligefrem meget af det i forvejen. Tag det og bær det. Det vil uden tvivl gøre ham frygtelig stolt,# påpegede han med en rolig stemme. At hun ville være hjemme under forvandlingen, var e sted en tanke som.. nagede ham let. Tænderne bed han let sammen, inden han hævede hånden, kun for at stryge den over mærket som hun havde skænket ham ved halsen. #Jeg kunne skærpe sikkerheden i kældrene? At du har været tæt på det en gang, er ikke nødvendigvis betegnelsen for at det vil ske igen,# påpegede han sandfærdigt.

[Cressida Marvalo]

Det var ikke fordi at Aliyah ville blande sig i de kongelige sager, men hun vidste at hvis ikke Mattheus snart selv bragte det ud til folket, så var der en eller flere fra slottet som ville rende med sladder, og det bekymrede hende på hans vegne. Presset på hans skuldre lod jo til at være stort nok i forvejen. Hun bed sig blidt i underlæben og så ud over landet som lå for deres fødder. Det var et helt fantastisk kammer, med en udsigt som man skulle lede længe efter for at finde noget der bare mindede om det. #Du ville også leve i en svinesti hvis det ikke var for mig. Ikke engang min far roder så meget som dig,# påpegede hun lidt sigende også selvom hun trak skævt på smilebåndet. Hun var langt mere organiseret end sin kære far, hvilket uden tvivl måtte være fra hendes mor. En anelse fraværende strøg hun fingrene hen over den tunge sten på gelænderet som lukkede dem inde og forhindrede den i at falde. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvordan deres forhold var blevet mere og mere underligt. Efter han havde kastet hende tilbage i sin egen seng, så havde hun måske trukket sig lidt, men hun bed sig ikke selv fast i at hun igen var stoppet med at bruge hans navn. Aliyah sukkede dæmpet inden hun atter lod de grønne øjne falde på hans skikkelse. #Du er en god konge, Deres Højhed. Du gør hvad det er nødvendigt for dit land hvilket er beundringsværdigt også selvom du må ofre meget. Har du aldrig tænkt på hvad der sker den dag du møder din mage? Hvilket minder mig om.. hvordan står det til med Denjarna?# spurgte hun med bankende hjerte. Hun havde ikke lyst til at vide det, men han havde selv fortalt hende om hans mors mistanker om at den kvinde var hans mage, hvilket havde gjort hende direkte hidsig.. og nu igen formåede at gøre hende lidt anspændt. Emblemet holdt hun tæt i sin hånd og følte den blive varm i håndfladen. Kun en kongelig måtte bære den, men hun ville nu vogte godt om den alligevel. Hun nikkede sagte. #I så fald er det mig en ære,# endte hun med blikket mod hans hals idet han havde hævet hånden. Hun stirrede åndsfraværende på det mærke hun havde forsynet ham med og følte sig igen forarget over de dufte som hang i hans tøj.. 4 som hun umiddelbart kunne fange.. Jaqia, Denjarna, Kellan og en hun endnu ikke kendte, og som hun undlod at spørge ind til. Hun rystede på hovedet og vågnede hurtigt op af sin halvt om halvt trancelignende tilstand. #Det er pænt af dig, men jeg tager ikke chancen. For et år siden mærkede jeg mig knapt af månen, men forvandlingen er blevet mere smertefuld, mine sanser er skarpere.. ud over høresansen selvfølgelig, og jeg er blevet meget.. aggressiv og dyrisk når månen river i mig. Min mor siger at det er fordi jeg er blevet ældre, altså er der ikke noget jeg kan gøre ved det, andet end at tage mine forholdsregler,# forklarede hun og så igen ud over balkonen. Det plagede hende, for hun vidste at det var en løgn.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var presset, men han følte efterhånden, at han faktisk havde styr på tingene, i og med, at han også havde valgt at tage Kellan til sig som sin kommende hustru, og han måtte jo erkende, at han synes, at hun havde gjort det utrolig godt., alene frem til nu. Han trak let på smilebåndet alene ved hendes ord, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige at det var en løgn, for det var det jo trods alt heller ikke. #Du har ret.. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig,# påpegede han med en ganske sigende mine. Hvad angik alt det med Kellan og de mange dufte, så vidste han at Denjarnas ikke var en af dem, for den kvinde var som forvundet som dug for solen, og det var noget som et sted irriterede ham, for nu var han jo igen begyndt at håbe! Men.. det var ikke som om at det havde påvirket ham synderligt, hvilket var noget af det som faktisk overraskede ham mest. At hun så valgte at spørge ind til Denjarna, forundrede ham ikke som sådan. Han trak let på skuldrene. #Jeg ser ikke Denjarna mere. Forsvundet som dug for solen. Jeg tror hun fik kolde fødder og smuttede tilbage til sin vampyr. Det er bare gået op for mig, at hvad jeg ønsker af hjerte, ikke er noget som vil ske, i takt med det arbejde og ansvar som hviler på mine skuldre som konge er af landet.# Tanken nagede ham uden tvivl, men slet ikke i den mængde, som den ville have gjort det normalt, så naturligvis var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Emblemet havde han nu givet hende, og han havde det faktisk ganske udmærket og ikke mindst godt med det, så det i sig selv, var slet ikke noget som han ville skjule det mindste. #Uanset hvad han forsøgte og hvor meget han forsøgte at få dig med til sengs, så betød du meget for ham,# sagde han roligt. Han lod hånden stryge let over mærket som han havde ved halsen. At hun ikke var på slottet under fuldmånen, var et sted en tanke som.. nagede ham, for han plejede jo som regel at kigge ned til hende, når hun sad i buret, men det var noget som han jo så til gengæld måtte undvære for denne gang. Hun behøvede slet ikke at undskylde med alt muligt, men nu var det jo som sådan heller ikke rigtigt noget som han havde nogen anelse om hvordan foregik, så naturligvis var det også noget som gjorde sit. #Det er okay.. Hvis det er for din egen skyld, såvel som alle andres, så har jeg skam også forståelsen for det..# Ikke helt tilfreds, men han var efterhånden blevet så vant til at måtte bide sig hårdt i læben.

[Cressida Marvalo]

Aliyah vidste at han var en presset mand, og en hustru ville nok kunne aflaste ham lidt. At hun så ikke elskede idéen var jo hendes problem og ikke hans. Måske hun var blevet lidt glad for Mattheus jo mere de havde været sammen, men hun var også afklaret med at det var en tabt kamp fra start. Hun kunne ikke lade være med at smile tilfredst ved hans ord. Hun vidste jo at de forrige kammerpiger alle var endt med at give op, og var løbet skrigende væk, måske hun ville have gjort det samme hvis hun havde haft en hørelse. #Du ville være fortabt uden mig,# tilføjede hun med et lidt drilsk glimt i øjet også selvom det ikke var løgn. Ude i den friske luft var det lidt nemmere at abstrahere fra de mange kvindelige dufte som sad i hans tøj og som gav hende en knude i maven til gengæld skælvede hun en smule af kulde, hvilket fik hende til at lægge armene om sig selv i et forsøg på at hente lidt varme igen. Måske det var egoistisk, men da han fortalte at han ikke længere så Denjarna kunne hun ikke lade være med at føle en vis lettelse. #Det er jeg ked af at høre, Deres Højhed. Det er hendes tab mere end det er dit. Jeg er bange for at pligterne desværre kræver store ofringer, men jeg er sikker på at du en dag vil kunne få det til at fungere.. Måske det viser sig at Kellan er din eneste ene,# forsøgte hun lidt opmuntrende også selvom det virkelig gjorde hende hidsig! Hænderne knyttede hun lidt mere fast så emblemet nærmest borede sig ind i hendes håndflader. Hun var glad for at hun ikke var hoppet under dynen med Leonardo, selvom det til tider var fristende, hun havde nydt hans interesse og den bekræftelse han havde givet gennem det. #Tja.. jeg tror udmærket at han vidste at han aldrig ville få noget ud af det, men det var en del af ham. Han var en god mand,# gentog hun med et lille nik. Ligesom hun ikke selv var særlig tilfreds med hans stank, så kunne han se at han ikke var med tanken om at hun ville tage forvandlingen et andet sted. Hun vidste at han havde set til hende engang imellem hvilket var endnu en god grund til at vælge et andet sted. Blikket stirrede stadig på mærkerne, som fik hendes hjerte til at banke.. hun havde lyst til at sætte flere på ham og det krævede selvkontrol ikke bare at overfalde ham. #Jeg risikere hverken dit eller nogen andens liv. Det er bedst hvis jeg tager den hjemme denne gang,# afsluttede hun lidt bestemt.