Nearly time

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Forhåbentligvis ville en hustru være i stand til at aflaste ham lidt, for det var uden tvivl det som Mattheus havde brug for. Han kunne denne gang vælge en kvinde, selvom han vidste, at det jo ikke ligefrem var en som han kunne sige sig, at elske med hjerte og sind, for det gjorde han ikke. Det var vel bare ikke hans lod i livet og det var noget som han jo bare måtte lære at leve med, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, så måtte han jo bare leve med de omstændigheder. Han trak let muntert på smilebåndet. Selvom det var ved at være lang tid siden, så måtte han erkende, at han virkelig nød utrolig godt af hendes måde at se tingene på. #Det er vidst ikke meget forkert,# fortsatte han morende. Denjarna var væk og endnu en gang ude af hans liv og denne gang havde han bestemt heller ikke nogen intentioner om at lukke hende ind igen, for hun havde holdt ham for nar for sidste gang. Han vendte blikket mod hende, som han let trak på skuldrene. #Hvad jeg ønsker af hjerte og sind, er ikke op til mig at afgøre hvorvidt om jeg vil få lov til det eller ikke, kan jeg fortælle dig. Kellan er ikke min eneste ene. Jeg besidder ikke den form for følelser overfor hende, som.. jeg gør overfor en anden,# sagde han med en rolig stemme. Han havde gjort sig sine egne tanker hvad angik, men ikke noget som han havde i sinde at sige højt, før han var helt på den sikre side hvad angik alle de ting, for det var jo egentlig vigtigt, at han ikke gjorde nogen fejl omkring det. Han foldede roligt hænderne over sin ryg. Han havde desværre ikke noget som han kunne lægge om hende, nu hvor det stadig var ved at være en anelse koldt. Desuden brød han sig slet ikke om at hun kaldte ham ved titlen som konge og den slags, for det gjorde det ekstremt.. Upersonligt dem imellem, og nu hvor han var vant til det andet, så var det jo slet ikke det som han ville have. #Leonardo var lidt sin egen herre, kan man vel sige. Man var aldrig rigtigt i tvivl om hvem og hvad han ville have. Men en god mand var han,# istemte han roligt. Han ville uden tvivl lyve, hvis han ville påstå at han ikke ville savne ham, for det ville han. At hun var så fast besluttet på at gennemgå forvandlingen hjemme, var slet ikke noget som han brød sig om, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre andet ned bare at acceptere det. #Det gavner da ingen at du gør det i en lille kælder i et bur med dine forældre, Aliyah.. Gør det her, hvor selv jeg vil være i stand til at passe på dig,# forsøgte han med en ganske bestemt mine.

[Cressida Marvalo]

Aliyah hadede at se Mattheus i de perioder hvor han var stresset for hun følte ikke rigtigt at hun kunne gøre noget for ham. Det første stykke tid havde hun forsøgt sig med massage hvilket havde været en succes, men end ikke det var der tid til mere, desuden var hun faktisk ret overbevist om at hun selv havde brug for det i højere grad end ham, sådan som hun havde knoklet. Hun rystede blot på hovedet med at lille smil, for hun vidste at hun ahvde ret.. han ville slet ikke kunne klare sig uden hende. Hun så ud over landet og blev pludselig temmelig stiv i minen. Hendes hænder lukkede sig tæt om gelænderet. Tanken om at han allerede havde udviklet følelser for en anden, fik hende til at bide tænderne hårdt sammen. Hun skulle aldrig have givet ham det mærke, for det var tydeligvis ikke noget som betød noget for ham alligevel, i så fald havde han vel også givet sig tid til at give hende sit? #Det glæder mig at høre, at der om ikke andet er en kvinde derude som har formået at røre noget i dig. Jeg er sikker på at når tingene bliver mere klare, så kan du godt få begge strenge til at spille,# svarede hun uden så meget som at værdige ham et blik. Måske det var på tide at få lidt søvn? Det andet gjorde hende både hidsig og forvirret. Luften var kølig og selvom det var behageligt så følte hun sig lidt kold. Hårene på hendes arme havde rejst sig. Hun blottede de skarpe tænder og lukkede øjnene for en stund for at forhindre sig selv i at gøre noget som hun ville ende med at fortryde. #Jeg tror ikke at han ville have mig, jeg tror i højere grad at han nød jagten,# svarede hun en kende fraværende. De grønne øjne var etter blevet fanget af den store måne hvis blege skær fik særligt det røde hår til at lyse op. Hendes hjerte sprang et slag over ved tanken om at han ønskede at passe på hende. Hun rev sig fri af den trancelignende tilstand og vendte sig mod ham en kende forundret. #Du har så meget at gøre, Mattheus.. jeg vil ikke være endnu en opgave lagt på dine skuldre. Desuden så ønsker jeg ikke at risikerer dit liv, det ville hverken jeg selv eller resten af befolkningen tolerere,# påpegede hun lidt sigende og begyndte let at stryge sine arme i forsøget på at gnubbe lidt varme i dem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ikke særlig god til at tackle stress, men selv han var af håbet om at det var noget som nok skulle komme på et tidspunkt, for det var uden tvivl noget som de selv godt kunne bruge, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Uden hende, så ville han virkelig have problemer, og han skjulte det bestemt heller ikke. Det var en ganske særlig kvinde som han havde fået øjnene op for, og jo mere han tænkte over det, jo bedre ville det blive, ingen tvivl om det, men det lød ikke rigtigt til at Aliyah var synderlig begejstret for det, for sådan som hun vendte sig væk fra ham, så var det jo nærmest noget som han måtte antage som en afvigelse, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, men noget som han bare igen var tvunget til at bide i sig. Kvinden som han omtalte, var jo trods alt.. hende. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. #Der er en kvinde som har formået at røre ved mig, men jeg er bange for, at hun ikke selv ved det,# sagde han med en rolig stemme, også fordi at det jo var rigtigt nok. Aliyah så slet ikke ud til at have nogen anelse, og et sted så var det en tanke som kun måtte irritere ham en smule, men ikke noget som han som sådan kunne gøre det største ved af den grund. Han nikkede roligt til hendes ord og vendte blikket kort ned i retningen af sine fødder. Han vidste jo godt, hvorfor Leonardo havde huet så meget efter at få hende til sengs, for det havde jo udelukkende været en konkurrence dem imellem for at se hvem af dem, som kunne få fat i den unge kvinde først, og ingen havde formået at få hende med sig endnu. Han skulle nok få hende til det på et tidspunkt, selvom det slet ikke var i de baner, at han tænkte i det hele taget. #Leonardo har altid været sin egen. Jagten nød han, men resultatet har han altid værdsat,# sagde han med en rolig stemme. Han ønskede at passe på hende, for tanken alene om at sidde og bare holde øje med hende, for selv han havde jo bidt sig mærke i at hun var langt mere rolig under fuldmånen end hvad hun var nu. Hun frøs. Han kunne jo tydeligt se det. #Jeg gør det fordi jeg har lyst, Aliyah, og.. du er rolig af en grund, når jeg er dernede, og jeg kan lide det. Det er ikke en byrde. Jeg sidder der gerne, og jeg vil ikke bare lade dig tage hjem.. Jeg ønsker at du skal være her, præcis, så jeg kan holde øje med dig,# fastholdt han. Hvad folk ønskede, var han for sit vis fuldstændig ligeglad med.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde ingen idé om hvem den kvinde som havde formået at berøre hans ellers lukkede sind var. Hun var ganske vidst kommet ind på livet af ham men som en kær veninde, hvilket hun havde affundet sig med.. næsten vel og mærke men ellers måtte det være dyret som reagerede, hvilket forvirrede hende. Et dybt suk brød hendes læber på trods af at hun forsøgte at skjule det. Hun lænede sig en smule ud over balkonen og så ned for at han ikke skulle se hende blotte tænder i irritation på den måde også selvom hun skyldte skylden på månen. #Måske har hun, måske har hun ikke. Hvad hvis hun gjorde sig de samme tanker om dig? Måske du burde fortælle hende det,# rådede hun, og vendte lidt tøvende blikket mod hans skikkelse. Det var aldrig en god ting at bære på den slags hemmeligheder. #Før det er for sent,# tilføjede hun og fremtvang et lille smil. Emblemet førte hun let ned i sin lomme da den føltes svedig og klam i hendes hånd, hvilket bare var synd. Igen vendte hun sig helt mod ham og bed sig let i læben. Hun burde måske også fortælle ham om sine mistanker men det ville ikke skabe en løsning af den grund, hun vidste jo at han var konge og at visse pligter fulgte med der.. og at han dermed under ingen omstændigheder, kunne lade en døv kvinde komme tæt på sig. Deres konkurrence indbyrdes havde hun aldrig fanget, for den eneste som havde gjort et ihærdigt forsøg var Leonardo. Hun slog blikket ned et øjeblik inden et smil spillede over hendes rosa læber. #Det er jeg slet ikke i tvivl om. Magen til pigeglad konge skal man lede længe efter.. lige foruden dig vel og mærke,# tilføjede hun med et lille grin også selvom hun ikke havde en idé om hvordan det lød. Hvordan hun var når han var omkring hende under månen vidste hun ikke, men hvis hun blev rolig når han var der, så.. havde hun vel ikke noget at tabe? #Det.. vidste jeg ikke. Jeg bryder mig ikke om at se dig stresset så jeg vil næppe være endnu en opgave, så jeg bliver kun hvis du er sikker på at det ikke vil lægge ekstra pres på dig.# endte hun igen med et lidt strengt blik. Det var rart at han ville passe på hende også under månen men det skulle slet ikke være ham en byrde. #Ville du have noget imod at gå ind? Her er lidt koldt,# sagde hun roligt og strøg fortsat sine arme, hun kunne ikke tænke klart når hun skælvede sådan.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at Aliyah med sit handicap, ikke ville kunne indtage pladsen som en dronning, ellers havde hun uden tvivl været hans første valg, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne gøre det vildeste ved lige nu. Han vendte blikket mod hende. Efterhånden kendte han hende godt nok til at vide når hun var tilfreds og når hun ikke var, og der var noget galt, hvilket han så tydeligt kunne mærke på hende i denne stund, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende af den grund. Han trak let på skuldrene og vendte blikket mod hende. Han vidste ikke om det ville gavne ham at fortælle hende om det, for det var jo trods alt hende som han talte om, men det var tydeligt ikke noget som hun kunne se for sig, selvom det ikke var noget som han kunne gøre det største ved. #Det ved jeg ikke.. Jeg ved ikke hvordan hun vil tage den nyhed,# påpegede han ganske sigende, som han let lod blikket hvile på hende. Det var slet ikke fordi at han ønskede at hun skulle stå der og fryse, men han havde desværre ikke noget at give hende, og det som han havde på, stank tilsyneladende af andre kvinder, så han troede nu heller ikke på at hun ville have om sig. Smilet bredte sig svagt på læben. #Man skal da selvfølgelig tilpasse sig sine omgivelser, ikke sandt?# påpegede han morende. Det sagde lidt sig selv, at de to ting gik hånd i hånd, og med de interne konkurrencer som han havde haft kørende med Leonardo, så måtte han nu sige sig, at være den store vinder af slaget om at nedlægge flest tøser, for han kunne jo endnu nå frygtelig, frygtelig mange, og det var naturligvis noget som han havde i sinde at fortsætte med, til han fik tingene helt præcist som han ville. #Hvis du ikke vil have mig dernede, så vil jeg hellere have at du fortæller mig det direkte, end at undskylde med alverdens ting, Aliyah. Jeg sidder dernede fordi jeg har lyst til det, og ikke fordi at jeg føler at jeg er nødt til det, eller at det er en ekstra opgave. Det er selv befriende for mig, at jeg kan trække mig bare lidt fra det kongelige arbejde,# påpegede han sigende. Ikke fordi at han regnede med at det gjorde nogen forskel uanset, for hun virkede meget bestemt – Typisk Marvalo og Jaceluck, hvilket uden tvivl var en tanke som virkelig kunne genere ham til tider! Han rystede endeligt på hovedet, inden han vendte blikket mod Dvasias igen. #Gå du endelig ind. Skal jeg gå med dig, eller er det mig også noget som jeg kan slippe for?# spurgte han endeligt.

[Cressida Marvalo]

Selv Aliyah var klar over at hun aldrig ville være i stand til at stå ved hans side med det handicap hun havde, men hun var fast besluttet på ikke at ændre sig selv. Til tider var det en fordel ikke at kunne høre, desuden havde hun for længe siden fravalgt at gøre noget ved det, for hun følte sig ikke handicappet som sådan. Hun betragtede ham med et roligt blik. Det var længe siden hun havde set ham så opgivende hvilket kun indikerede at han ikke lavede sjov.. på sit vis ville hun hellere finde ham i sengen med hele Dvasias’ kvindelige befolkning end at vide at han havde fået følelser for blot en enkelt. Der var en grund til at hun ikke vovede at spørge ind til hvem det var. #De færreste kan sige nej til en mand som dig, Mattheus.. flot, magtfuld og med enden fuld af penge,# påpegede hun lidt sigende. Selv var hun på ingen måde interesseret i hans penge, der var en grund til at hun følte sig overbetalt. Aliyah strøg sien arme, gnubbede lidt varme tilbage og bebrejdede ham ikke for ikke at give hende sin skjorte, faktisk ville hun gerne være fri for at lugte øvrige kvinder. Hans smile smittede lidt af på hende. Hun lod hovedet hvile mod sin skulder og betragtede ham lidt morende. #Det er sandt. Jeg tror faktisk at du er ligeså slem som Leon var.. hvis ikke værre, jeg er glad for at jeg er døv i det henseende,# erkendte hun og slog blikket ned. Ja tanken plagede hende hvilket var svært at skjule. At han så misforstod hende og pludselig ændrede humør fik hurtigt smil til at falme. Det var ikke nyt at de skændtes, men hun havde ikke regnet med at det skulle ske i aften. #Du misforstår mig. Det er ikke fordi at jeg ikke ønsker dig der, men jeg hader at se dig stresset.. du bliver så tvær,# påpegede hun sagte og sukkede. Hun rettede sig op og strøg let hen til døren inden hun vendte sig om med en panderynken. Hvorfor var han nu sådan? #Hvem har nu tisset på din sukkermad? Det mindste du kan gøre er at tale pænt, jeg gør det kun i bekymring for dig, men hvis du så gerne vil være fri, så skal jeg ikke tvinge dig,# svarede hun surt og følte sit hjerte banke. Selvom hendes tone afslørede hvordan hun i virkeligheden havde det, så var blikket lidt forvirret og intetsigende. Hvordan havde det pludselig taget den drejning?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var slet ikke i tvivl om at Aliyah mentalt og psykisk ville have styrken som en dronning, men lige der, var det hendes medfødte handicap som kom hende i vejen, og det var skam for ellers havde han uden tvivl valgt hende, også selvom der ikke var noget som helst kongeligt ved hende, så var det ikke fordi at det gjorde ham noget som helst. Han betragtede hende med en rolig og ganske sigende mine. Hun havde ret, også selvom det var sådan en kvinde som han slet ikke ønskede at ende op med. Han havde udpeget denne ganske særlige en af slagsen, og det frustrerede ham faktisk, at det var den eneste, som han ikke var i stand til at tage til sig, og hun kunne bare ikke se det. #Præcis, og det er den slags kvinder, som jeg slet ikke ønsker at ende op med. En ting er magten som medfølger den kongelige trone, men mine penge er mine penge. Det er ikke mit lod at få den kvinde som jeg vil være samen med af hjerte, og jeg er skam kendt med det. Ved at tage imod tronen, har jeg bortkastet mit personlige og private liv,# fortalte han roligt. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen stor hemmelighed, for det var jo sådan at det var. Han måtte gøre hvad verdenen krævede og forventede af ham og det havde han skam også i sinde. Så kunne det jo være, at der i det mindste var en som ville blive tilfreds med det. Han kuklo ganske let. #Jeg er vidst afsløret kan jeg forstå.. Du skal vidst være meget glad for at være døv, min kære,# sagde han endeligt. Hvorvidt om det gik ud på en misforståelse eller ej, vidste Mattheus ikke, men det irriterede ham uden tvivl at de skulle komme ind på det på den måde, også fordi at hun gjorde det tydeligt for ham, at hun slet ikke ville have ham der under fuldmånen. #Det er fint, jeg holder bare afstand, hvis min tilstedeværelse ej er ønsket,# sagde han med en ganske kortfattet besked. Det gjorde ham faktisk ked af det, når han nu altid selv havde fundet en ro ved at sidde med hende. At hun gerne ville ind, sagde han ikke noget til, for lige nu var det vidst ham som havde brug for noget frisk luft til hovedet. #Jeg har bare brug for luft, Aliyah.. Gør hvad du vil. Gå du ind og få varmen,# endte han med en ganske kortfattet tone. Det andet gjorde ikke andet end at irritere ham.

[Cressida Marvalo]

Aliyah vidste at mange anså hende for svag og dermed også undervurderede hende på grund af sit handicap. Mattheus lod ikke til at se hende på den måde, hvilket var klogt for de færreste vidste hvad hun var i stand til, også selvom hun kun gjorde brug af det når det var nødvendigt. Pludselig føltes hendes hjerte underligt tungt. Mistanken om at han var hendes alfahan eller mage var så småt begyndt at blive bekræftet for hendes vedkommende, men hun vidste også udmærket at hun var en af dem som måtte lære at tøjle dyret, for det ville aldrig kunne lade sig gøre. Hun sukkede dæmpet. #Jeg forstår dig godt. Det er alt sammen meget frustrerende og jeg ville ønske at jeg kunne opmuntre dig, men du har ret.. det vil være kompliceret,# medgav hun en kende irriteret for det lignede jo slet ikke hende. Normalt ville hun have fyldt ham med muntre ord som nok skulle få det hele til at virke mere overskueligt, men denne gang ønskede hun ikke at han skulle finde en løsning og det var dybt egoistisk. Selvom hans tone var præget af morskab så var hendes humør ikke længere meget at prale af. Hun nikkede stille. #Ja tak, det er ikke underligt at dine kammerpiger er strøget en efter en,# endte hun lidt kortfattet og strøg hen til døren. Som han selv havde sagt til hende da han havde smidt hende ind i sin egen seng, så var det til deres begges bedste, også selvom det var en løgn.. hun vidste at det kun var til hans bedste så han igen kunne begynde at få noget på den dumme. #Ved du hvad, bare glem det Deres Højhed. Jeg gider ikke at diskutere med dig, så vi ses når fuldmånen engang er overstået,# endte hun lidt bidsk. Kort trådte hun ham i møde, egentlig med planen om at skænke han kind et lille kys som forsoning, men netop som hun lænede sig frem ramte den kraftige duft af en ukendt kvinde hende. Det kunne næppe være Kellan, for det var tydeligt en som havde berørt mere end blot hans klæder. Hendes pupiller trak sig sammen. I lange sekunder måtte hun lade sin selvkontrol bekæmpe de dyriske lyster.. han fortjente ikke hendes mærke! #Godnat.. Deres Højhed,# endte hun lavmeldt og trak sig med blanke øjne uden at tildele kinden det planlagte kys. I stedet vendte hun sig lettere modvilligt væk og strøg inden for, også selvom hun kun krydsede hans værelse for at komme til sit eget, hvor hun hurtigt begyndte at gøre sig sengeklar underligt.. vred.

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at Aliyah rummede langt mere end hvad man var i stand til at se, også selvom det endelig ikke var noget som han havde i sinde at blande sig i, hvis han ellers kunne blive fri i den anden ende. At det hele så skulle resultere i en diskussion og et halvvejs skænderi, var slet ikke noget som han havde forventet sig. Hun var hans mage.. det var en tanke som så småt selv var ved at gå op for ham, men han vidste, at han aldrig ville være i stand til at få hende, og det var jo næsten det som måtte være det værste af det hele. Det personlige og det private havde han mistet til fordel for det professionelle, og han vidste, at det jo bare var sådan at det var med den trone som han måtte leve med resten af sit liv. Han bed tænderne sammen. #Jeg kan jo lige så godt bare vænne mig til tanken, for det er sådan landet ligger for mig. Det private vil jeg aldrig få, og det professionelle vil optage al min tid..# Selvom han måske ikke var helt tilfreds med det, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte væk fra hende, idet han fast knyttede sin ene næve. #Nej, det er vel ikke så underligt..# endte han ganske kortfattet mest for sig selv, idet han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Nu hvor de for alvor skulle være oppe at skændes igen, så blev han kun mere hidsig. Han havde brug for ro og fred til sit hoved, og ikke mere at slås med end det som han havde i forvejen! ”Udmærket,# tilføjede han ganske kortfattet. Det gjorde ham trist, når hun valgte at kalde ham ved den titel, for det var slet ikke noget som han var vant til fra hendes side. Begge hænderne gled mod gelænderet og lod ham stå med fronten mod den store slotshave, også selvom den slet ikke var noget at prale af nu om dage, og det var næsten det som måtte være det værste af det hele. At hun ønskede ham godnat, var end ikke noget som han gad besvare. Det var præcist som med mødet med Denjarna, hvilket jo bare var.. forbandet typisk! Og det var en tanke som kun gjorde ham direkte vred og ikke mindst hidsig, for det var næsten som om at alle som han skulle have noget for.. bare det mindste, skulle være den type som forlod ham når han bare kunne bruge.. et kram? Et eller andet, som indikerede, at han faktisk gjorde et godt stykke arbejde, for han fik jo intet. Han fnøs og lod hende gå, hvor han blev stående. Han havde virkelig brug for at køle ned efterhånden!

//Out