The perfect present

[Lestat De Lochér]

Det var ikke direkte ofte at Lestat overhovedet satte sig for at bevæge sig til Dvasias, for alt i alt så følte han sig bedst tilpas i Imandra, derunder Peula, for der var Jacqueline, hans job og om ikke andet, så det sted han havde fundet fred. Men om ikke andet måtte han se i øjnene, at han ikke kunne finde det han ville give Jacqueline i en lille gave i Imandra, for han havde været butikkerne rundt i New Dale. Derfor måtte han til Rimshia og finde en butik, for han vidste der var mange af dem i den by, for der var som regel altid mange mennesker, så det var også der han var taget hen. Det var blevet mørkt for ikke længe siden, så om ikke andet havde han tid nok - han var nået hertil i topfart, for med hans race, så nåede han også frem hurtigt. Men nu begav han sig dog roligt rundt, for det føltes klart bedre at gå ligeså stille i mængden, nu hvor han var kommet til byen. Han rundede et hjørne og begav sig ind i en butik, hvor der var diverse smykker af alverdens arter - ringe, halskæder, ringe, armbånd, amuletter og øreringe. Han gik roligt rundt, overvejende for hvad han skulle finde på til Jacqueline, for han ønskede at give hende en smuk gave; han skulle nemlig flytte ind hos hende, så han ønskede at give hende noget, som hun kunne tænke på med glæde, fordi det skulle minde hende om ham. Han gik rundt til de små holdere med smykkerne, men havde egentligt allerede sat kursen mod armbåndene og ringene, for der var klart noget der han ville give hende. Han bed sig i læben og løftede forsigtigt et par ringe op og studerende dem, for han vidste hvad hendes yndlingsfarve var; derfor endte han også med at finde en ring med en rød sten i og han vidste nærmest den var perfekt, eller det syntes han i hvert fald. "Denne her, tak," sagde han og så hen på smykkemanden, der sad bag et bord og arbejdede på en halskæde. "Så gerne," sagde manden, tog imod ringen over bordet og fandt en fin lille pose at putte den i - noget der lignede en mini sæk, men for at den ikke blev væk. Imens lagde Lestat mønterne på bordet, for han havde jo set prisen sidde på ringen, og han betalte klart fuld pris, for han havde jo faktisk sparet op til den her gave til Jacqueline! "Her, Sir," sagde manden roligt og nikkede let, mens han rakte posen med ringen i til ham. Han tog imod posen med et 'tak' og forlod så butikken, med et lille tilfredst smil på læben, for om ikke andet så glædede han sig til at komme hjem til Jacqueline. Men nu hvor han var i byen, så ville han ikke bare gå med det samme, han kunne jo lige tage sig et kig omkring om ikke andet, for det var længe siden han havde begivet sig til disse egne. Det gjorde at han endte med at træde ind på en bar, hvor han satte sig roligt ned ved et tomt bord, selvom han jo egentligt ikke skulle have noget, for han ville ikke spørge efter blod. Han betragtede let posen, inden at han lagde den i sin lomme og blot kiggede sig let omkring.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne nu huske absolut alt som han førhen havde glemt, og naturligvis var det noget som vendte op og ned på absolut hele hans levende tilstedeværelse. For en gangs skyld, havde han valgt at forlade Marvalo City for at komme lidt ud og abstrahere lidt fra de mange tanker. Det var dog ikke bare det alene, som plagede ham, men også Mallorie – en ung kvinde som han havde mødt på det magiske marked. Noget af en mærkværdig person skulle man da lede længe efter, men lige så Faith som han havde mødt en gang, så var han nu alligevel glad for, at han kunne huske det hele, og derved så var der ikke noget af det som kunne bruges mod ham, hvilket skam også var noget som han havde det helt fint med. Med hænderne knyttet, så vandrede han igennem Rimshia City kun for at sætte kursen mod den bar, som rygterne sagde, skulle være det bedste sted i Dvasias – efter hans bortgang om ikke andet, så var han naturligvis tvunget til at undersøge sagen en smule nærmere.
Med rolige skridt, så kom han endelig frem. Med en rolig hånd, skubbede han døren op, også selvom folk allerede fra start af, vendte sig mod ham. Rygterne om at Kimeya var kommet tilbage igen, var allerede gået vidt omkring, også selvom han ikke selv havde gjort det mindste for at puste til dem, for hvorfor skulle han? Bare han var der, var noget som skræmte folk nok i forvejen, hvilket var noget som passede ham helt fint. De mørke øjne udstrålede en intensitet uden lige, idet han roligt bevægede sig op til disken, hvor han satte sig. ”Jeres fineste whisky i et højt glas,” bad han med en fast tone. Hans tone var iskold og fuldstændig ligegyldig. At det så skulle være i tilstedeværelse af hans egen bror – Lestat, var slet ikke noget som han havde set. Han ønskede egentlig bare at blive abstraheret lidt, også fordi at det andet slet ikke var nogen gavn for ham. Faith ville ikke have noget som helst med ham at gøre, og det frustrerede ham uden tvivl fordi at han virkelig.. ønskede at de kunne finde ud af det, men.. Skæbnen? Var der noget om det? At de slet ikke var ment for hinanden? Han ville slet ikke høre tale om det. ”Her den Herre..” sagde bartenderen næsten med en tonløs stemme, idet han serverede den ekstremt dyre whisky for Kimeya, som kun tog glasset til sig, for at tage en stor tår. Han var måske langt hjemmefra, men det var uden tvivl ved at være nødvendigt, for det at blive abstraheret lidt, var noget som efterhånden var nødvendigt for ham.

[Lestat De Lochér]

Det var bestemt en god tanke Lestat sad med når han tænkte på ringen i hans lomme, for han glædede sig virkeligt til at give den til Jacqueline når han vendte hjem inden at natten var forbi, ellers blev det i hvert fald værst for ham selv. Tænksomt lod han sin tunge vædde hans læber ganske hurtigt, mens han trak munden let skævt og så ned i rillerne i bordet han sad ved, der var lavet af noget mørkt træ. Faktisk havde han ikke hørt, at Kimeya var vendt tilbage, det sidste han havde hørt der var omkring hans bortgang, så om ikke andet regnede han faktisk ikke med at se sin broder nogensinde igen. Det skulle dog hurtigt vise sig at være forkert, for i det samme så gik døren op og ind trådte en skikkelse; en ganske velkendt skikkelse, selvom de på et plan var fremmede for hinanden, så kendte de alligevel hinanden. Han drejede hovedet og fulgte Kimeya med blikket, mens han dog hurtigt så væk igen, for ikke at tiltrække sig opmærksomhed fra Kimeya, selvom alle dog faktisk vendte hovedet mod ham om ikke andet, han var jo en berygtet mand. Han løftede let et bryn, selvfølgelig skulle han have den dyreste og fine whiskey, det kunne man sige sig selv. Han bed sig tankefuldt i læben, for han vidste ikke om han skulle forlade baren, blive siddende og lade som ingenting, eller faktisk gå op og snakke til ham; det var egentligt et dilemma for ham, nu hvor han faktisk var i samme rum som sin egen bror. Han rejste sig dog op og på et splitsekund, så stod han også ved siden af Kimeya i baren og han gled op at sidde på en træstol. "Goddag," hilste han og så frem for sig og ind i baren, "broder," tilføjede han til sidst, mens han vendte blikket mod ham. Ansigt til ansigt stod de virkeligt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas liv havde lige taget en gevaldig rundtur, og det var bestemt ikke af den gode slags. Tankerne om hvordan hans liv egentlig havde været, var langt om længe faldt på plads, selvom han måtte erkende, at han ikke vidste om det var en god eller en dårlig ting. Det gjorde ondt at vide hvad de egentlig havde været igennem for og med hinanden – ham og Faith i hvert fald, også fordi at han vidste, at det slet ikke var noget som hun selv havde vist nogen interesse for at lære at kende igen. Glasset lukkede han roligt sin hånd omkring. At han var i selskab af hans egen kære broder, ænsede han ikke før manden selv valgte at åbne munden for ham. Stemmen var af den slags, som han kun genkendte alt for godt. Smilet bredte sig direkte kynisk på hans læber, også selvom han ikke vendte blikket mod ham. Han hævede glasset til sine læber, kun for at tage en tår. Det brændt i svælget, men han kunne lide det. Det var uden tvivl noget som virkelig formåede at få ham til at abstrahere fra rigtig mange ting, og det var noget som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. ”Ser man det.. Min kære broder.. Jeg som troede du var gået i graven for mange år siden,” begyndte han roligt, uden så meget som at kigge på ham, for.. hvorfor skulle han da gøre det? Han rettede sig en smule op, kun for endelig at vende blikket mod ham. Hans tilværelse som vampyr havde været kendt for ham igennem de sidste mange år, og det var en vej og retning, som han slet ikke havde nogen respekt for. Tanken i sig selv, var nærmest noget som gav ham kvalme at tænke på, for vampyrer var lige så svagelige som mennesker – de skulle slet ikke have lov til at vandre rundt på denne jord. Han ville med glæde gøre dem den store tjeneste at ende deres liv for dem, så de slap for at gøre det selv. ”Brug for hjælp til halshugningen, eller har du fundet et alternativ til at blive warlock igen?” spurgte han med en manglende interesse, for det var slet ikke noget som han interesserede sig i som sådan. Han satte igen roligt glasset fra sig, og lod det få hans opmærksomhed i stedet, for det lignede ham nok ikke at vise nogen vampyrer interesse, og det gjorde han heller ikke – end ikke hans egen bror.

[Lestat De Lochér]

Lestat syntes selv at hans liv så ganske godt ud lige for tiden, for han havde fundet en nyblomstrende kærlighed, hvor han virkelig var blevet glad for Jacqueline, det kunne han slet ikke komme udenom! Elanya havde fået sin velfortjente plads hos ham, men hvor Jacqueline faktisk havde overtaget pladsen som den kæreste. Det hele føltes at være på plads for ham, efter at have åbnet op for hende ved sidste besøg og hvilket var endt ud i, at han faktisk havde fået tilbudt at flytte ind og han havde takket. Han ville hjertens gerne gøre hende være hos hende hver dag, for hun gjorde ham virkelig inderligt glad. Han så mod Kimeya og hvordan han løftede glasset og drak af den underlige drik, som han ikke havde kunnet indtage i mange år efterhånden, for han havde været vampyr i størstedelen af hans liv, selvom han oprindeligt var warlock fra fødslen, og også havde været det i mellemtiden. Han vidste egentligt ikke hvorfor han havde valgt at gå hen og hilse på Kimeya - nok fordi rygterne havde sagt, at han var død og begravet, så det gjorde ham nysgerrig at han nu stod her, for om ikke andet havde de et meget fjendtligt broderligt forhold til hinanden og havde altid haft det. "Jeg kunne sige det samme, Kimse," sagde han med et let køligt glimt i øjet, for om ikke andet så havde de altid elsket at irritere hinanden, nyde hinandens nederlag, hade deres opture. Ligeså havde han altid været den lidt underkuede lillebror til Kimeya, der blev trampet på ved lejlighed, men det fik ham ikke til at give op, for han følte sig ligeså meget værd som sin bror, selvom han ikke så det sådan. I og med at han havde haft begge racer i sit liv, så var han ikke direkte på hverken vampyrernes eller warlockernes side, for han ønskede egentligt bare at passe sig selv. Han mødte hans blik med de blå øjne, da Kimeya vendte sig mod ham. Han vidste godt at Kimeya ikke nærede den mindste respekt for ham, men det var nok mest på grund af valget af race og den tilværelse han levede i mørket og natten. Kimeyas kommentar og spørgsmål kom end ikke bag for ham, men han havde ikke tænkt sig at blive warlock bare for at please sin bror. "Jeg har ikke brug for din hjælp til noget som helst," svarede han blot i en rolig tone og rettede blikket ind i baren og skimmede de mange flasker sprut der stod af forskellig art, selvom han ikke kunne indtage noget af det. "Jeg synes bare det var på sin plads at hilse på min kære broder, nu hvor vore veje mødes," afsluttede han kortfattet, uden egentligt at se på ham, for hvis det var med den på, så var det jo sådan det måtte være.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne bestemt ikke sige sig, at være tilfreds med sit liv. Han kunne jo huske det hele nu, og nu hvor han vidste og kendte til Faiths rolle i det hele, så var det ikke ligefrem noget som gjorde situationen meget bedre, for han kunne jo ikke ligefrem stille noget som helt op med den! Han knyttede næven direkte om glasset. Selvom han på ingen måder havde nogen respekt for hans kære broder, og den vej som han havde valgt at gå, netop fordi at han havde valgt warlockerne fra til fordel for vampyr, hvilket der ikke var nogen respekt for i det hele taget! Slet ikke! De mørke øjne gled direkte mod manden. Han var fimset.. Der var ikke noget ord som beskrev Lestat bedre i hans øjne. At han ikke havde tænkt sig at ændre hans levevis og blive levende og til noget værdigt igen, så kunne han slet ikke se, hvorfor manden var så opsat på at føre en samtale med ham, for det var ikke fordi at han selv kunne sige sig at være interesseret i at føre en samtale med noget så simpelt og ynkeligt som en vampyr. ”Hold det vanvittige kælenavn for dig selv, Lestat,” advarede han med en yderst bidsk stemme, for han fandt sig bestemt ikke i det! Som det nu var, så ønskede han slet ikke at lægge op til noget skænderi, men han var jo trods alt nødt til at gøre et eller andet ved det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket igen mod sit glas, som han fik tømt, kun for at sætte det fra sig. Han gav tegn til bartenderen at fylde op igen, for lige det at støde på sin kære broder, havde han bestemt heller ikke regnet med, hvis han skulle være helt ærlig. ”Åh virkelig..? Eller er et fordi du slet ikke ønsker at få den?” Igen gled de mørke øjne direkte i Lestats retning. Minen var næsten intetsigende, og alligevel så frygtelig intens. Kimeya var ikke den mand som man skulle lege med. Man ville meget hurtigt ende med at få meget ondt. Skulle han være helt ærlig, så var det familiebåndet til Lestat som han hellere end gerne ville undvære, men det så bare ikke ud til at være til hans held i det hele taget. Typisk, men der var jo ikke ligefrem det vildeste, som han kunne sige sig, at gøre ved det af den grund. ”Du er ikke min bror, Lestat.. Min familie ville vælge et levende liv, frem for et i død, mørke og skygge,” afveg han med en fast tone. Han havde virkelig ikke respekt for den vej som manden havde valgt at gå, og så var han bedøvende ligeglad med hvor ’livagtigt’ det kunne føles!

[Lestat De Lochér]

I princippet kendte Lestat ikke så meget til Kimeyas liv som den anden vej rundt, for som regel var det rygter de hørte og opfangede rundt omkring, for de havde jo aldrig været en del af hinandens liv, netop fordi de havde det fjendtlige forhold til hinanden. Han vidste godt at han ikke kunne opnå sin broders respekt, men alligevel havde han altid den bagtanke, om de ikke bare kunne have én normal samtale i deres liv, så derfor havde han vel også valgt at opsøge ham her, i stedet for at vende om og gå? Han ville ikke være den, der frygtede sin bror, for det gjorde han egentligt ikke; han vidste hvor nemt han kunne irritere Kimeya til at ryge op i det røde felt, så om ikke andet, så havde han vel i den grad rollen som den irriterende lillebror? Han strøg let tungen over sine læber, mens han betragtede sin bror ud af øjenkrogen, for nu sad de jo her ved siden af hinanden. Han havde ikke tænkt sig uden lige at vende tilbage til livet som warlock, for faktisk så anede han ikke hvordan og han havde jo vænnet sig så meget til livet som vampyr, at det vel næsten ville være underligt for ham, selvom han vel nok kunne vænne sig til det. Det var dog aldrig noget han søgte efter, at blive levende igen, for dengang med Elanya havde kun været det pure held, at en stjerne faktisk dumpede ned foran dem! Et nærmest tilfredst smil spillede over hans læber, da han fik en bidsk kommentar på det navn han havde kaldt ham, og han måtte holde et grin inde, hvilket han dog også gjorde; han behøvede ikke tvære mere i det. "Kan du ikke tage en smule sjov, Kimeya?" sagde han og dog at bruge hans respektive navn, for han ville ikke gøre det værre end det virkede til allerede, for han at han ikke fandt sig i det. Han var egentligt ikke ude på et skænderi, men alt hvad han gjorde og sagde virkede jo altid til at irritere Kimeya. "Hvis du er så opsat på det Kimeya, så må du jo selv finde ud af hvordan du kan omvende mig til at være efter din bog," svarede han ham roligt og mødte hans blik, med de mørkeblå øjne, inden at han selv vendte blikket væk igen, for han ville ikke virke søgende efter at få Kimeyas blik, for det var han ikke. "Du har da lige kaldt mig bror, broder, desuden ved du ikke hvorfor jeg har valgt det liv som jeg har, gør du?" svarede han igen, for der var jo en grund til det var vampyren der havde været alternativet!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne slet ikke se hvorfor Lestat nærmest huede efter hans respekt, også selvom det naturligvis var en tanke som direkte måtte more ham, og det var slet ikke noget som han lagde skjul på. Respekten for det vampyriske væsen, havde ganske vidst aldrig været til stede, og det kom den så sandelig heller aldrig nogensinde til. Som det nu var, så stillede han måske warlockerne på en yderst høj piedestal, også fordi at det var det eneste væsen som i hans øjne, var værdig nok den form for respekt. Selv dæmonerne kom frygtelig langt nede på den pågældende liste, også selvom det vel heller ikke var noget som kunne overraske nogen, kunne det? At blive kaldt for Kimse var langt under hans standard, og slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde, og det var noget som han tydeligt valgte at markere for den kære Lestat. Han sendte ham en direkte dræbende mine, for han fandt sig bestemt heller ikke i det! ”Jeg er ikke den som man skal lege med, Lestat, og specielt ikke af en vampyr! Pas du på, ellers ender jeg virkelig med at slå dig ihjel.. Jeg ville gøre hele verden en tjeneste, hvis jeg gjorde det,” bed han ham af. Han var på ingen måde, hvad man kunne sige, var det bedste humør, men det var nu bare sådan at det måtte forholde sig i den anden ende. Han bed tænderne let sammen og takkede til at hans glas igen blev fyldt op, hvor han tog det til sig. Faith kunne han som sagt huske nu, selvom det slet ikke var noget som gavnede ham lige nu, o det var jo næsten hvad der frustrerede ham yderligere, og han hadede det virkelig! Han trak svagt på smilebåndet. ”Du ved hvad der skal til, så hvorfor ikke bare erkende, at det er min respekt du huer efter, Lestat? Livet som en vampyr? Det er der absolut ingen værdighed i,” påpegede han med en kortfattet tone. Manden var ikke værdig i hans øjne, så lang tid at han var det væsen som han var, og nærmest viste sig at være… stolt af det. Han rynkede tydeligt utilfredst i panden. Han vidste måske ikke hvorfor manden havde valgt som han havde, men han havde uden tvivl svært ved at respektere ham for det. Han havde jo selv været en vampyr for en kort periode før i sit liv, og det var slet ikke noget som han ønskede at tænke det mindste på, o han ellers kunne blive fri for dette. ”Måske ikke.. Men der er ingen værdighed i at rende rundt som en levende død, Lestat.. Det er ikke værdigt,” fastholdt han med den yderst bestemt tone. Han ville slet ikke høre tale om noget andet!

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste ikke om Kimeya kunne fornemme lidt af den lillebroragtige følelse af at opnå respekt, som han havde, selvom han dog i den grad prøvede at skjule den, for de var vel trods alt vokse mennesker. Han havde ikke før nu egentligt tænkt over, at vampyrer og warlocks var i strid med hinanden, for sandheden var at han ikke blandede sig så meget med sin egen race, for han boede jo i Imandra, hvor han agtede størstedelen af tiden at passe sig selv og Jacqueline, for han ville ikke blande hende ind i noget, hvis han kunne undgå det. Han var egentligt ikke på nogens side, i det hele taget; han søgte ikke efter at blive warlock igen, men hvis det dumpede ned foran ham, så ville han da nok tage imod chancen for at få et levende og magisk liv, også for Jacquelines skyld så de kunne leve i dagstimerne. Han tænkte ikke så meget over, at han ikke var partner med en af sin egen race, det havde han aldrig rigtig tænkt over, for det gik han jo slet ikke op i på nogen måde. Han løftede bare et kort bryn ved den dræbende mine han mødte, for det var da heldigt at et blik ikke kunne dræbe. "Det prøvede jeg heller ikke på, Kimeya, men hvor jeg prøver at lette stemningen, så sænker du den ned i dybet igen," sagde han blot afvigende, han kunne godt mærke at Kimeya var i dårligt humør, men nu ville han ikke vende om og løbe, for han var ikke bange for ham og ville heller ikke give den tilfredsstillelse. Han kiggede ind i baren igen og fik faktisk oppe på hylden øje på noget, der virkede lidt utroligt for hans blik, men han kunne også lugte at der var blod i, som der også stod udenpå flasken. Han vendte blikket mod bartenderen. "Et glas af Deres fine blod, deroppe," sagde han og pegede let op mod flasken med et let nik, mens han så bartenderen nikke, tage flasken ned og hælde det op i et gennemsigtigt glas, så man tydeligt kunne se den tykke essens. "Må jeg spørge, fra hvilken race det kommer?" spurgte han bagefter, hvor han lige nu slet ikke tog notits af Kimeya der sad ved siden af, da han fik stillet glasset foran sig, og han gengældende lagde pengene på bordet. "Det er engle blod, Sir," svarede bartenderen roligt og tog imod pengene, inden at han vendte om og rettede på nogle af flaskerne inde i baren, og ryddede op efter sig ligeså. Let tog han om glasset, løftede det og indsnusede lugten, det var sødt som engleblod lige præcis og det duftede i den grad godt i hans dyriske næse. "Det må du jo fortælle mig, storebror, hvad der skal til… jeg ved det ikke, jeg regner ikke med der dumper en stjerne ned foran mig igen," sagde han roligt og afvisende på respektdelen, og tog derefter en lille tår af blodet, og slikkede det bagefter af læberne, det smagte virkelig himmelsk, men det måtte vel også irritere Kimeya på et plan? Han så ned i glasset, og skænkede derved ikke Kimeya et værdigende blik lige nu, for det huede han ikke efter. "Som man nu ser på det, brormand," sagde han blot og trak på skuldrene, selvom han dog godt vidste at Kimeya holdt på sit synspunkt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde allerede gættet sig til at Lestat var typen som virkelig huede efter sin storebrors respekt og accept, også selvom det slet ikke faldt ham ind at give den til ham, for han fandt ikke noget værdigt i det at være vampyr, og det var også den form for utilfredshed som han agtet at gøre tydeligt for ham, så han ej heller var i tvivl om det. Han vendte blikket direkte mod ham. Han var bestemt ikke i et godt humør, og det var bestemt heller ikke noget som han ville skjule for ham om det var noget som man nu ville det eller ikke, også fordi at den eneste som egentlig kunne finde ud af at lette stemningen ved ham, var en kvinde, som han slet ikke havde ved sin side mere, og naturligvis var det en tanke som faktisk gjorde ham selv trist og deraf, også grunden til hans elendige humør. ”Det er slet ikke gået op for dig, at jeg slet ikke er interesseret i, at du skal hæve stemningen? Jeg er ikke interesseret i at føre en samtale med dig, Lestat.. Du er ikke mit selskab værdig,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. At manden så valgte at bestille blod, var noget som fik Kimeya til at bide tænderne kraftigt sammen, for hvor vovede han..? I hans selskab, når han vidste at han slet ikke kunne tolerere det? Han trak vejret dybt, og slap det meget tungt, i et forsøg på bare at holde sig lidt i skindet, for det var ikke nemt altid, og ikke når hans egne holdninger ikke blev respekteret! For det gjorde de bestemt heller ikke som det var lige nu, og den tanke, var noget som gjorde ham direkte hidsig. Sephiran måtte han jo finde før eller siden.. Han havde brug for en mand, som faktisk kunne forstå ham! At han så fortsatte med at kalde ham ved den familiære titel, var noget som et sted irriterede ham, for han nægtede at se på den mand som sin bror, så langt at han var af det liv som han havde valgt. Han vendte blikket roligt mod ham, også selvom hans mine næsten var direkte morderisk, for han fandt sig bestemt heller ikke i dette, og det var skam heller ikke noget som han ville lægge skjul på. Han var meget tydelig i hans kropssprog og hans holdninger, og han havde slet ikke nogen intentioner om at skulle skjule det ene eller det andet for ham. ”Du ved jo hvad jeg ønsker og kræver af dig, før du overhovedet kan tillade dig, at kalde mig ved den titel, Lestat.. Og det ønsker du ikke.. Så jeg vil på det kraftigste anbefale dig at droppe at kalde mig ved det.. Du er ikke en del af min familie,” bed han ham af. Han knyttede den ene næve direkte irriteret. Han tømte glasset endnu en gang, kun for at vende blikket direkte i retningen af ham endnu en gang og med den samme dræbende mine. ”Jeg vil anbefale dig at passe dine egne sager.. ellers kommer du på det kraftigste til at fortryde det,” advarede han.

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste godt at Kimeya synes det at være vampyr som det mest nedladende i verden, og det mest uværdige, men af den grund gjorde det ham ikke noget, for han ville ikke ændre sin race for ham. De ville altid se ned på hinanden, fordi han ikke kunne opnå noget anerkendende fra Kimeyas side og Kimeya altid skulle hakke ned på ham uanset hvad, sikkert også hvis han blev warlock igen, for så var han vel stadig ikke god nok. Af den grund kunne de vel heller aldrig holde en almindelig samtale, for de ville nok aldrig blive 'voksne' i hinandens selskab men opføre sig som et par voksne unger, der slåssede og hakkede på hinanden. Lige i dag, var Kimeyas humør dog også nede, så der måtte være noget galt på hjemmebasen, selvom han dog slet ikke ville spørge ind til det. "Jo, det er det nu, men af den grund behøver jeg da ikke holde, vel? Hvis du virkelig ikke ønskede at føre en samtale, Kimeya, så kunne du jo have bedt mig gå, men det har du ikke," svarede han blot ganske roligt uden videre, for jo mere roligt han så ud til at tage det, jo mere irriterede blev Kimeya og et sted indeni tilfredsstillede det ham, selvom han dog vidste det kunne ende med at få konsekvenser. Han bestilte blod, fordi han havde set chancen til at få sig en forfriskning til at gå hjem på, da han slet ikke havde regnet med at kunne få det her. Han vidste godt det måtte irritere Kimeya, men han havde lyst til det som Kimeya drak whiskeyen, så han følte da han kunne tillade sig det, det var vel trods at et frit land? Han tog en tår mere af glasset og fik det rimelig hurtigt bundet, som han skubbede glasset let fra sig for at vise at han var færdig, han skulle dog ikke have en mere. Han slikkede en lille rest af sin mundvig og så mod sin bror bagefter, for det var tydeligt at se at han var sur og irriteret. "Udmærket Kimeya, nu du anbefaler det, så ved jeg kalde dig ved navn," sagde han i en rolig tone og mødte hans dræbende blik. "Jeg har da ikke blandet mig i dine sager, andet end egentligt at hilse på dig og prøve at snakke lidt om ingenting," svarede han roligt, for det var jo rigtigt, han havde jo ikke engang spurgt ind til Kimeya og prøvet at 'blande sig' i hans sager.

[Kimeya Marvalo]

´Kimeya lagde ikke skjul på hans utilfredshed hvad angik Lestat. Hvis det ikke var hans race, som der var noget galt med, så var det uden tvivl alle mulige andre ting, for det var bare sådan at det var med søskende. Eller dem i hvert fald, også fordi at han aldrig havde været meget for hans kære lillebror. Man kunne ikke ligefrem sige, at hans humør var noget at prale af, og det var vel også tydeligt? Man kunne bestemt ikke ligefrem påstå at hans liv havde været liv og glade dage, og specielt ikke nu hvor han faktisk var i stand til at huske de ting, som han førhen havde glemt.. nu forstod han da hvorfor Faith havde det som hun havde det, men af den grund, var han glad for, at han faktisk kendte til sandheden, for så kunne den da heller ikke bruges mod ham. Han havde jo trods alt mange fjender derude. Selskabet var uden tvivl noget som han kunne bruge, og derfor irriterede det ham virkelig, at Lestat havde ret.. Når det endelig skete. ”Du har ret… men af den grund, så er det alligevel et offentlig sted, så du ville vel næppe have flyttet dig, hvis jeg havde bedt dig om det..?” spurgte han med en ganske kortfattet stemme. Desuden brød han sig på ingen måder om mandens måde at tiltale ham på, for han så ikke på manden som sin bror, og det havde han heller ikke nogen intentioner om at gøre for fremtiden, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Næverne knyttede han med en tydelig fast og meget intens mine, idet han kun sendte manden et direkte dræbende mine, for han fandt sig bestemt heller ikke i det! Han nikkede kortfattet i retningen af ham. ”Selv det gamle bæst kan formå at lære endnu, kan jeg høre,” endte han med en ganske stilfærdig mine, for det var jo ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at der var nogen løgn i det. At manden så skulle fortsætte med at snakke til ham, var noget som efterhånden drev ham direkte til vanvid! ”Du blander dig for meget i mine sager, knægt..” Denne gang reagerede han mere kraftigt, idet han direkte tog fat omkring hans krave og rev ham ned af stolen og direkte ned på gulvet, hvor han ville ligge på ryggen. ”Jeg er virkelig ikke i humør til dit forsvar Lestat.. Og jeg er slet ikke i humør til din elendige humoristiske sans..” Hans hånd lukkede sig kraftigt omkring Lestats kæbe, hvor den sorte magi forlod hans hånd, kun for at søge ned i Lestats svælg i stedet for. Hans øjne blev helt mørke. ”Forsvind af mit åsyn inden jeg slår dig ihjel… Eller panikken og angsten vil gøre det for dig..” Han trak næsten kynisk på smilebåndet. Magien gjorde, at han i nærheden af dem som han holdt af, ville føle akut angst og panik. Manden skulle have lov til at føle sig og være ensom.. Han fortjente ikke andet!

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste at han nok burde været gået efterhånden, han vidste ikke hvad han blev her for, så alt i alt kunne det kun irritere ham lidt at han alligevel havde den stædighed i sig, hvor han nærmest nægtede før han blev tvunget, men han ville ikke være en kujon og løbe fra sin egen storebror. Hans liv gik godt, hvor at han kunne fornemme at Kimeyas gik mindre godt, men han havde Jacqueline i sit liv og hun havde virkelig indtaget en helt specielt plads hos ham, som ikke var blevet udfyldt i længe, hvor tomrummet også var blevet virkelig lille og glemt. Han vædede let sine læber, mens han kiggede mod sin storebror, som han snakkede til ham, og han selv måtte tænke over ordene. Ja, han ville nok have flyttet sig hvis Kimeya havde sagt det på den direkte måde, også selvom det var et offentligt sted, så havde han jo sat sig ved siden af ham og hvis man ikke ville forstyrres, kunne man vel sige fra. "Det ved du jo ikke nu," svarede han dog alligevel blot, for han vidste ikke hvordan han ville have gjort hvis det var sådan, men lige nu syntes han selv at han sad rimelig tungt på stolen uden at gide rejse sig på nogen måde, selvom han dog også skulle nå hjem inden daggry. Han holdt blikket mod Kimeya, som han først kalde ham gammelt bæst og derefter knægt, hvilket var to direkte modsætninger i det hele taget. "Nu må du bestemme dig om jeg er gammel eller ung," sagde han med en let provokerende undertone, for han kunne mærke at Kimeya var virkelig på irritationens rand og vel næsten røget op i det røde felt? Han stivnede dog let, da han uden videre blev revet af stolen, der væltede sammen med ham og han gled lidt hen ad gulvet på ryggen, mens hele baren gik i stå og bare stirrede på dem, hvad der skete midt i det hele. Han nåede ikke at svare før Kimeya allerede var over ham igen, hvor han kunne fornemme et direkte ubehag skyde igennem hans krop da magien åbnede sig i Kimeyas hånd, der holdt om hans hage og det søgte ind i ham og satte sig et sted. Men det gjorde dog ikke videre ondt og ubehaget forsvandt også hurtigt, mens han kneb øjnene i og skubbede Kimeya fra sig og kom hurtigt op at stå et par meter væk fra ham. Han forstod lige på nuværende tidspunkt ikke det sidste af hans ord, men han ville nok finde ud af det før eller siden. "Farvel, broder," svarede han blot kortfattet, for han var slået, men om ikke andet så drejede han om på hælen og direkte fløj ud af baren i vampyrfart og løb, for at komme hjem…

//Out.

[Sephiran Acheron]

Det var med faste skridt af Sephiran kom ned ad gaden, da han næsten nåede hen til baren, hvor han dog stoppede op da en skikkelse direkte fløj ud af baren; en vampyr af en art, selvom han ikke direkte nåede at se hvem, men bare tanken fik ham til at væmmes helt ind til det indre, hvilken underværdig og ulækker race, kun hans egen duede til noget og havde respekt, og kun én mand i hele verden havde hans respekt, og det var en mand han ikke havde set siden han var gået i døden, selvom han aldrig havde holdt op med at tænke ham som den eneste højerestående end sig selv. Han kneb øjnene sammen og gik hen foran bardøren, men han syntes ærlig talt ikke at han gad åbne døren, og han kunne ligeså godt lave en entré nu han var i byen. Han løftede en hånd foran sig og lettere dovent så vippede han med den, hvor en sort kugle direkte sprængte døren af sine hængsler og gjorde at den landede på det åbne gulv, så den ramte egentligt ikke nogen, men det gav et brag. Folk kiggede ud af døren for at se hvem der dog havde været så dum, hvor også nogle af dem hurtigt kiggede væk igen da han trådte ind i døråbningen og kiggede let rundt med de gennemborende isblå øjne, der næsten så gennemsigtige ud, men som var uigennemtrængelige. "Åh, undskyld, jeg så slet ikke der var en dør, min fejl," sagde han ud i det åbne rum og gik hen over døren. Han løftede sin hånd igen, så det lignede at han ville skyde ned mod baren, men i stedet så løftede døren sig og hængte sig selv på plads, som intet var sket og han gik ned i baren og gled op på en stol, hvor hans lange kappe hang ned bagved ham, hvor de sorte bukser så kom lidt til syne sammen med de sorte støvler. Han trak vejret roligt og så ind over baren, hvor han egentligt slet ikke lagde mærke til den mand han havde sat sig ved siden af, men han fokuserede lige på bartenderen. Han klimprede utålmodigt sine fingre i bordet og ventede på bartenderes opmærksomhed, og da han fik den, så sagde han: "Din fineste whisky," sagde han med en fast tone og fik det skænket op. Hans fingre lukkede sig omkring glasset og han tog en tår, hvorefter han endeligt førte blikket til personen ved siden af sig og direkte tabte glasset ned i gulvet af bar forbavselse, hvor han troede jo Kimeya var død for pokker! Glasset splintredes på gulvet, hvor han nærmest glemte at det var der et øjeblik, men da han var kommet sig over det første chok, så drejede han med en finger og fik glasset til at samle sig hvor whiskyen kom tilbage op i, hvor han nærmest lavede en tilbagekaldelsesbesværgelse, for at fortryde handlingen. "Kimeya," endte han så stille og hilsende, ikke mest med en ydmyg og respekterende tone, for den nærede han for den mand som den eneste. Han bundede sin whisky hurtigt, fordi han lige skulle komme sig over selve chokket.

[Kimeya Marvalo]

Lestat gjorde ikke andet, end at pisse Kimeya af, og det var vel tydeligt at han var kørt virkelig træt i det netop nu. Nu hvor han havde fået manden direkte ned i jorden, og udsat ham for en magi, som han tilsyneladende ikke var kendt med, så var det noget som kun fik smilet til at brede sig kynisk på hans læber. Manden skulle tidsnok finde ud af, helt præcist hvad han havde gjort ved ham. ”Hold dig langt væk fra mig, Lestat… Ellers slår jeg dig ihjel..!” hvæsede han med en fast tone, idet han slap ham og lod manden stikke af som med halen mellem benene. De øvrige som var til stede i krostuen, stirrede lidt efter ham, også selvom de hastigt vendte tilbage til deres egne ting, som var der slet ikke sket noget som helst. Dette var skam også noget som passede ham fint. Han nåede kun lige at sætte sig op på pladsen igen, hvor han fik bestilt et nyt glas, bare for at have et eller andet til at dulme nerverne på. Han nåede kun lige at få skænket op, idet at døren bogstavelig talt røg af sine hængsler, hvilket fik flere til at skrige af ren og skær overraskelse, hvor enkelte tog flugten fra krostuen og udenfor i frygten for at der ville bryde krig ud. Kimeya smilede let for sig selv, for den entré kunne kun laves af en som han kendte; Sephiran. Han tog en tår, kun for at sætte glasset fra sig igen og rettede sig op. Lestat kunne han nu få lidt ud af hovedet, hvilket skam også var noget som passede ham selv helt fint. At Sephiran bestilte det selv samme som ham, så var han slet ikke i tvivl om at det måtte være den mand som sad ved hans side, som end ikke havde lagt mærke til at han sad der også. ”Visse ting ændre sig bare aldrig, kan jeg se..” påpegede Kimeya med en ganske stilfærdig mine, idet han roligt lukkede de krogede fingre omkring glasset. Han var kommet tilbage, og han måtte erkende, at det skuffede ham, at manden ikke havde kigget forbi, for det var jo efterhånden ved at være en temmelig gammel nyhed. Sephiran havde altid været en gammel kending af ham, og en som han faktisk nærede en utrolig tillid til, som han ikke udviste overfor nogen andre, og det var faktisk rart, at der var en derude, som man virkelig følte, at man kunne stole på. At glasset røg direkte i gulvet, var noget som kun fangede hans opmærksomhed, hvor han let rynkede på næsen og vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Du virker næsten overrasket over at se mig..?” spurgte han endeligt. Han vidste jo udmærket godt, at det ikke var alle, som var lige så heldige som ham, at få den chance til, også fordi at det jo faktisk slet ikke var noget som han havde bedt om, men det var sket alligevel. Sephiran abstraherede ham fra de mange tanker, og det var egentlig også rart. Han blev vanvittig af at tænke på Faith konstant.