The perfect present

[Sephiran Acheron]

Det havde gjort ondt i Sephiran da Kimeya døde, for om ikke andet så var manden den eneste han nærede respekt for og af den grund egentligt også stolede på og lyttede til. Dog havde han ikke kunnet sætte ord på følelsen om ikke andet, men han havde faktisk manglet den ene person i sit liv, der kunne holde ham i ørerne, for et eller andet sted havde de jo nærmest et broderligt forhold, selvom det slet ikke var noget der nogensinde var sagt højt. Han gjorde stort set altid sin entré, da han hadede at kede sig og det gjorde det kun lidt sjovt at folk faktisk flygtede fra ham, for det var den følelse han bedst kunne lide; at have magt og være den øverste, som andre frygtede og samtidigt så op til af nærmest æresfrygt, det var sådan han og Kimeya var hver for sig og det var ekstra stærkt når de stod side om side, fordi de begge var mægtige, dog Kimeya den lille tand bedre, eller det havde han været dengang, han anede ikke hvordan det ville være den dag i dag. Ordene havde egentligt fået ham til at tabe glasset ligeså, for han havde virkelig længe set frem til at Kimeya skulle vende tilbage, for den tro havde han nu egentligt altid haft et sted indeni, men i mellemtiden havde han jo selv puslet med at samle folk der egentligt støttede den rigtige warlock sag og som så ned på den tøs af Malisha, der troede hun var leder - hun ledte kun den flok der støttede hende, i hvert fald ikke ham eller alle warlocks, det var helt sikkert. Han satte glasset på bordet igen og klimprede let i bordet med en finger ,fordi han utålmodigt ønskede sig en mere, og han behøvede end ikke sige noget før bartenderen havde forstået og hældte endnu et glas op. Denne gang tog han det mere roligt, lukkede fingrene omkring glasset og tog en lille tår. Han så mod Kimeya, det var helt utroligt at han faktisk sad der foran ham. "Jeg vidste altid at du ville komme tilbage Kimeya, men jeg har faktisk slet ikke opfanget at du skulle være tilbage, så jeg er da kun glædeligt overrasket," sagde han sandfærdigt og nikkede, for det var jo sandt at han altid havde troet på at han ville komme tilbage og få en chance mere, og han var glad for at det skulle være nu, for så kunne de planlægge Malishas nederlag.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde været væk i temmelig mange år, og han vidste det jo godt. Det var gået op for ham på den hårde måde, eftersom han havde været tvunget til at gravlægge stort set alle sine børn. Han havde endnu en knægt på slottet, hvor det faktisk var gået ham forbi, at knægten lige så var gået i døden. Lige nu forsøgte han bare at finde sig til rette i det hele igen, for det var en kæmpe omvæltning at komme tilbage til, også fordi at så meget af det var.. ukendt for ham. At Sephiran havde været ham en tro støtte igennem alle disse år, vidste han jo for så vidt godt, også fordi at han betegnede den mand som mere en bror, end hvad Lestat nogensinde ville opnå. Han havde været bedre end manden i et kort øjeblik, hvor han selv vidste, at han var fuldkommen ude af form nu, hvor han var vendt tilbage, og ikke rigtigt havde haft tid til træning eller noget lignende. ”Spild af god whisky..” Mere en kommentar løs i luften, end hvad det var noget andet, for det var ikke fordi at der lå noget i det. Han trak svagt på den ene mundvig, idet han selv tog endnu en tår af glasset og satte det fra sig endnu en gang, kun for at vende sig helt i retningen af Sephiran. Hans kære gamle ven, og en som han altid havde holdt utrolig meget af, at have på sin side. Han lod hovedet søge bare en kende på sned. De to i samme rum.. Ja, det var altid gået galt, men de havde været et umådeligt stærkt makkerpar, og det ville de nok for altid være. Han trommede let med fingrene over bordet. Ikke fordi at han var utålmodig eller noget lignende, men selv han ville jo meget gerne vide hvor han havde manden henne. Det var jo trods alt frygtelig mange år siden, de sidst havde været tætte på den måde, som kun brødre var. At have hinandens ryg, hjælpe hinanden igennem tykt og tyndt.. Ja, tiderne havde vel skiftet? Det var jo næsten det som han selv var mest bange for. ”Jeg er skuffet over, du ikke har kigget efter mig, Sephiran. Jeg har været omkring længe.. Det er først nu jeg kan huske min egen fortid fra jeg blev leder i min tid,” fortalte han. Døden havde mildest talt revet alt af minder og familie fra ham, så selv hans syn på Darlene og Azrael var næppe det bedste, som det var lige nu, men det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre det største ved det nu. ”Fortæl mig hvad der er hændt siden min bortgang, Sephiran.. Jeg brænder efter at vide det,” sagde han med en rolig stemme, og alligevel med en opfordring at spore i hans tone og stemme, for selv han havde brug for at vide helt præcist hvad han skulle forholde sig til, så det ikke endte med at gå helt galt for ham senere.

[Sephiran Acheron]

Et let smil gled over Sephirans læber da Kimeya skød en kommentar ud om whiskyen, for han vidste det var lidt løst sjov om ikke andet, men han var faktisk blevet virkelig overrasket over at høre og se Kimeya ud af det blå, for han havde jo ikke regnet med at støde på ham her. "Hvad mener du? Jeg samlede da det hele pænt op igen," sagde han med et kort grin og så på ham med de isblå øjne, for han havde jo lavet en fortrydelsesbesværgelse ned over glasset og whiskyen og fået det hele tilbage igen som intet var hændt. De var nok som brødre og det var også det der gjorde, at han faktisk nærede den tillid til ham som ingen andre havde, for hvis Kimeya sad på tronen, så sad han ved siden af kun en millimeter lavere, for de var sammen om tingene, selvom Kimeya jo egentligt stod som vinderen tilbage til den magikamp de havde haft for mange år siden, der havde været starten på dette forhold de nu havde til hinanden. Han bundede sit nye glas whisky rimeligt hurtigt og skubbede glasset væk, for nu behøvede han ikke mere, selvom det nu var en virkelig god en af slagsen, så fin var den i hvert fald. Han drejede sig let skævt mod Kimeya, så han havde fronten mere mod ham, ligeså med en arm på disken som lidt støtte og så hovedet vendt helt i retning af ham så han kunne kigge på ham. Gamle venner var de, og gammelt venskab rustede vel aldrig, ikke mellem de to i hvert fald. Han havde altid holdt af at være makkerpar med ham, for sammen der var de virkelig stærke og om ikke andet kunne de indtage mange ting sammen. Han trak vejret roligt, for han ville altid stå med Kimeya i tykt og tyndt, der havde tiderne ikke skiftet, han ville altid have den mands ryg og forsvare ham. Men der var det ord; skuffet, et ord som han slet ikke brød sig om at høre fra Kimeya for det gjorde ham næsten dårlig at skulle skuffe den eneste mand han egentligt gav sin respekt til. Han bed sig kort i læben og så nærmest undskyldende ud, for det var jo ikke meningen at han skulle være skuffet. "Det undskylder jeg, Kimeya, jeg har haft travlt i den seneste tid med at få fatsvage warlocks til at fatte hvem der er den eneste og oprigtige leder, også selvom jeg havde troen på du endnu var død, men her er du jo," svarede han roligt, han prøvede ikke at forsvare det helt, men sandt var det at han faktisk havde travlt med at samle de warlocks ind der troede på den rigtige sag og ikke den tøs til Malisha, der troede hun var leder, selvom hun slet ikke var det i hans øjne. Han så let tænksom ud, for der var vel sket meget, men han ville om ikke andet bare holde sig til de vigtigste ting han vidste, der måtte bekymre Kimeya et sted. "Det korte af det lange… Der sidder en tøs i Mørkets Cirkel og tror hun er leder af warlocksne, derfor har jeg prøvet at finde nogle, som er imod hende og gruppen bliver større efterhånden," fortalte han, for han vidste snart ikke hvad han ellers skulle fortælle, så han pustede roligt ud gennem næsen og holdt blikket mod ham. Han skulle lige tænke det hele igennem og så kom han desværre i tanke om det hele, for der var virkelig en del ting galt i Dvasias efterhånden! "Åh jo… Nu kommer det næstbedste. Dæmonerne står rimeligt stærkt, desværre, og vampyrerne har fået deres egen by med codex og regler og hele molevitten," startede han ud hvor det med vampyrerne kom ud med en væmmende tone, for det var virkelig forkert, for de var jo slet intet værd sådan nogle døde omvandrende væsner. Han fortsatte: "Åh ja, og Jaqias søn, Mattheus og Leonardo, de sidder på tronen," afsluttede han roligt, nu var det hele vist kommet frem af hvad han lige vidste.

[Kimeya Marvalo]

Den magiske kamp for frygtelig mange år siden, havde været på liv og død, men selv Kimeya havde ikke fået sig til at slå Sephiran ihjel. Det tab ville have været for stort for warlockerne, også fordi at han i sandhed havde vist sig at være en mand som man kunne stole på – han kunne i hvert fald, og det var det som uden tvivl passede ham bedst. Nu havde han bare brug for at vide hvor manden stod i forhold til ham, også fordi at det efterhånden var ved at blive relevant for ham at vide. At manden havde kylet sin whisky i gulvet, som jo faktisk var af den mere dyre kaliber, så var det ikke hans pengepung det gik ud over – heldigvis. Han smilede let for sig selv. ”Det ligner nu heller ikke dig, at rydde op, Sephiran,” påpegede han med en ganske stilfærdig mine. At han var der, og faktisk udviste den form for respekt, så var han nu alligevel skuffet over, at manden ikke havde søgt efter ham, specielt hvis han havde været så sikker på, at han ville komme igen, for det var han jo trods alt også. Han sad der jo trods alt nu! At høre manden undskylde, så tog han det skam heller ikke som et forsvar, hvilket jo egentlig var noget som passede ham selv fint. Han kunne desuden heller ikke ligefrem gå rundt og kræve, at manden skulle vide med det samme, at han var kommet tilbage, når det var sket uden magt eller noget fra hans egen side. ”Du har brugt din tid på at formidle om den sande og rigtige leder? Og hvem er det så, kære Sephiran..?” spurgte han endeligt. Han ville jo høre manden sige det, for selv han krævede et tegn på at se hvor de stod i forhold til hinanden, eller om han kunne lade de sidste facader falde, og bare være som han altid havde været omkring Sephiran, hvilket han jo faktisk ville betegne som havde det været en sand befrielse. At Malisha var leder, havde han fået med sig, for han havde trukket sig for mange år siden, selvom han nu følte, at han havde fået den manglende energi tilbage, og han agtet at føre racen tilbage i stolthed! ”Det er skam ikke gået mig forbi, må jeg sige. At det var en kvinde som skulle overtage mit arbejde, havde jeg ikke regnet med. Jeg havde næsten regnet med, at du ville styre dem i min ånd, Sephiran,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han endte mere stiv i betrækket, da han fortalte videre om dæmonerne og vampyrerne, for det var næsten det værste af det hele, og tanken om at de faktisk mildest talt styrede det hele, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! ”Elendige blodsugere og dæmoniske bæster…. Jeg vil ikke lægge under dem! Hører du..?!” Han hamrede hånden direkte ned i bordet, så glasset væltede. Flere havde allerede besluttet sig for at forlade stuen, inden det ville gå helt galt, for mange kendte Kimeyas temperament – Og Sephirans for den sags skyld. At hans egen søn sad på tronen, fik ham til at bide tænderne sammen. ”Min egen søn..? På tronen sammen med Jaqias knægt? Jeg håber virkelig du spøger med mig,” sagde han med en fast tone.

[Sephiran Acheron]

Mange ville måske have taget det anderledes, at have været i en kamp for liv eller død og så at begge parter overlevede; men for Sephiran havde det betydet at give sin respekt til en mere end sig selv og det i sig selv var virkelig stort, så derfor betød det også hvor tætte de egentligt arbejdede sammen om det hele og nærmest passede på hinanden så at sige. Han stod stadig der hvor han altid havde stået - ved Kimeyas side, selvom det måtte være et spørgsmål han vel sad med, for tingene kunne jo ændre sig, det havde de jo også rundt i Dvasias, lige på nær det punkt i sig selv, for han kunne aldrig vige sin respekt til nogen anden end manden der nu sad foran ham. "Nej, men jeg kunne jo ikke spilde whiskyen," sagde han med et let glimt i øjet, men det var jo sandt at det ikke lignede ham, men han var blevet nødt til at få den whisky bundet for at overkomme sig overraskelsen over, at Kimeya pludseligt sad der. Men allerede nu så føltes alt som førhen og det var også noget der passede ham helt fint, for det var den måde han ønskede det skulle være om ikke andet. Han mærkede skuffelsen fra ham, men han kunne jo heller ikke lede i evig tid, da han jo også skulle opretholde den magt han var ved at indtræde, sammen med de warlocks han havde fået snakket til fornuft, men af den grund så undskyldte han gerne, for det var kun på sin plads. Han trak vejret roligt og kiggede mod ham, han vidste end ikke hvordan han egentligt sad her, men det var ikke vigtigt lige nu, bare han egentligt var der. Et skævt smil gled på hans læber, som han spurgte ind til hvem der var den sande leder. "Det er du selvfølgelig, Kimeya... og vi ved det alle, selvom ikke alle vil indrømme det… endnu," svarede han roligt og nikkede let, hvor han ikke kunne skjule et kynisk smil, for han havde brugt sine metoder på et par enkelte for at få dem til at fatte pointen, for de skulle ikke følge Malisha. "Det havde jeg også, men godt nok er jeg mægtig, men Malisha havde faktisk mange støttere på det tidspunkt, og jeg kan lige godt ikke udkonkurrere 50 eller derover warlocks," svarede han stilfærdigt, for det var jo sandt, at uanset hvor god man var, så jo flere der var mod en, jo sværere blev det. Han mærkede Kimeyas stive mine, og han forstod ham jo udmærket godt, for han havde det præcis på samme måde. Han nikkede til ham. "Jeg hører dig udmærket, kære Kimeya, vi skal skabe den næste storhedstid, hvor vi indtager toppen," svarede han og nikkede let, mens han sad med en knyttet hånd. Han kiggede let op; der blev færre og færre herinde efterhånden og han så endnu flere tage flugten ud af døren, hvor han kun måtte smile, for han elskede at have den magt. "Din søn, ja, jeg spøger bestemt ikke Kimeya, det er mit ramme alvor," svarede han og vendte blikket tilbage til ham igen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya burde have slået Sephiran ihjel, men tanken om det, var slet ikke noget som han ønskede at tænke yderligere over. Tabet af ham ville have været for stort, for hvorfor skulle man slå de stærkeste warlocks ihjel, og lade de svage blive tilbage? Det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, og det var noget som han meget gerne stod fuldkommen fast ved. Han vendte blikket direkte i retningen af ham endnu en gang, og med den samme ganske alvorlige mine. Whiskyen skulle selvfølgelig ikke gå til spilde, da det kun ville være en skam, hvilket han ville give ham fuldstændig ret i. ”Se… Nu kender jeg dig igen,” sagde han med en morende stemme, som han let blinkede til ham. Han bundede glasset og satte det fra sig. Det var ikke nær så fint som det han havde hjemme i barskabet, men det var jo ikke noget af den slags som man bare kunne gøre sådan uden videre, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han samlede roligt hænderne foran sig på bordet. Folk søgte stille og roligt ud, hvilket jo egentlig var noget som passede ham fint, selvom han slet ikke var ude på noget som helst. At manden så måtte betegne ham som den sande leder, var noget som fik ham til at smile ganske tydeligt og tilfredst. ”Endelig en mand som ikke er bange for at erkende det.. Jeg må indrømme Sephiran.. At jeg havde betvivlet hvor du ville stå i forhold til mig, efter alle disse år,” sagde han endeligt. At folk ikke troede på at han måtte være den sande leder, var ganske vidst ikke noget som han kunne gøre det største ved lige nu, for han var jo trods alt nødt til at gøre et eller andet ved det før eller siden. Den plads som leder vidste han godt, at han ikke ville lade gå fra sig! ”Malisha sigtede for toppen allerede dengang hun var lille, men var for bange for at kaste sig i krigen med mig.. Hun har altid været en som var god til at sætte ting i værk, så det forundre mig ikke, at hun har haft mange støtter på sin side..” Af hvad han havde fået med sig, var at Malisha stadig stod som leder, men at hun var forsvundet, hvilket uden tvivl var noget som passede ham selv helt fint i længden. Han hamrede hånden direkte i bordet og med den næsten helt vrede mine. ”Jeg finder mig ikke i, at vi skal ligge under dem, Sephiran, og specielt ikke dæmonerne når jeg ved at Faith er tilbage på toppen der! Den opførsel som hun lægger for dagen, er slet ikke noget som jeg kan tolerere..” Denne gang endte han langt mere fraværende i minen, for Faith havde jo altid været et meget ømt punkt for ham, også fordi at de havde været gift og havde været sammen, samt en masse andre. Han sukkede tungt og rystede så endeligt på hovedet. ”Jeg kan ikke finde ud af den her verden mere.. Min søn på tronen.. gift med en Angleráx…” Han knyttede næverne, så knoerne endte helt hvide. Det var som at være i et levende mareridt.. Og han ville meget gerne snart vågne!

[Sephiran Acheron]

Sephiran ville på stort set alle punkter altid være enig med Kimeya, fordi de stod inde for de samme ting, hvilket også gjorde at de kom så godt i spænd. På den måde så var de også enige om at de svageste måtte gå fra og de stærkeste skulle blive blandt warlocks, så det var klart også hvad han havde tænkt på med sin egen gruppe og den samme tanke Kimeya måtte have haft under deres kamp. Han så roligt mod ham, for han følte sig godt tilpas i den mands selskab om ikke andet, men han var ligeså alvorlig, for der var ikke noget useriøst over ham på nogen måde. Han grinte let af hans ord og trak let på skuldrene, det havde været en fin whisky, men den bedste og den der var bedst i hans smag, det var den han havde stående under sit natbord derhjemme om ikke andet. "Jeg skulle ikke have ændret mig så meget," svarede han let med et skævt smil på læben, for det var også sandt, han var den samme person, og den dag han skulle blive en 'forandret mand' så ville han nok slå sig selv ihjel, fordi han ikke ville føle sig som sig selv. Han lod hånden fra bordet glide ned foran ham og han samlede hænderne foran sig udenpå hans bukser, mens han så imod Kimeya med de isblå øjne, den sande leder som han så det. "Jeg er ikke kendt for at pakke tingene ind, som du vel ved, du er den eneste rigtige til at stå med den titel så længe du lever," sagde han roligt, for hvis det skulle vise sig at Kimeya skulle gå bort igen, hvilket han dog bestemt ikke ønskede, så ville han håbe at have en så stor opbakning fra storhedstiden at han kunne overtage, fremfor en dum tøs som Malisha. "Tvivler du virkelig på mig, Kimeya? Den eneste jeg nærer respekt og tillid til - udover mig selv - er dig, det må du da vide," endte han så sandfærdigt, for det var jo den rene sandhed om ikke andet. Han lyttede let til hans ord, for sandt var det at Malisha altid havde ønsket det, men været for bange for Kimeya, det var typisk, så i stedet havde hun samlet så mange tilhængere, at det var den vej hun indtog tronen. "Men tiderne ændrer sig, jeg har en gruppe af folk vi kan hidkalde, de støtter dig også," sagde han roligt, det var jo hvad han egentligt havde brugt sin tid på, så af den grund var han nu også lidt stolt over at kunne præsentere det for Kimeya nu hvor han sad her igen. Han så let mod hans hånd, det var tydeligt at det måtte irritere ham, det irriterede jo også ham selv. "Det har også varet længe nok, Kimeya. Så må vi jo sørge for at slå de racer ned hvor de hører til, ikke sandt?" sagde han roligt og nikkede let, selvom han godt vidste at Faith var noget specielt for Kimeya, så kom de vidst ikke så godt ud af det med hinanden her efter døden? Dog skulle de nok få de racer underlagt sig og kæmpe sig til tops, så de kunne blive den førende race. Han nikkede stille, der var sket en masse ting, som også måtte være underlige at komme tilbage til, og for nu så kommenterede han ikke lige mere på de sidste ord.

[Kimeya Marvalo]

På frygtelig mange punkter, så havde de altid været enig, hvilket skam også var noget som passede Kimeya helt fint. Han følte nu alligevel, at han kunne dele frygtelig mange ting med den kære Sephiran og de kunne give udtryk for hinandens mening, hvor manden næsten fungerede som en ekstra leder, når han selv ikke var til stede, hvilket også uden tvivl var noget som lettede det tunge arbejde en hel del for ham. ”Ikke meget.. Det ligner dig bare ikke at gå rundt og rydde op, når du kan få andre væsner til at gøre det for dig,” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn. At få bekræftet at han var den bedste og fødte leder, var uden tvivl noget som passede ham selv helt fint, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv. ”Det er da rart at få det bekræftet, ikke sandt..? Så lang tid du ser på mig som den fødte og passende leder, så vil jeg stadig anse dig som min højre hånd, som jeg altid har gjort,” endte han ganske sigende, for hvorfor ikke bare lægge tingene på bordet som de var? Manden havde desuden heller ikke givet ham nogen grund til at tvivle på ham, så det var jo egentlig bare ren og skær ærlighed, at det var sådan at tingene forholdt sig. ”Efter alle disse år, er det aldrig til at vide hvad der er sket, udenfor min kontrol, Sephiran. Selv jeg, er nødt til at vide mig sikker,” påpegede han. Det var skam ikke fordi at han havde nogen intentioner om at skulle forsvare hans mistillid, men mere begrunde hvorfor den i det hele taget var der, for det var jo ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det største ved det af den grund. Han sukkede indædt. Faith havde jo trods alt altid været et meget ømt punkt ved ham, og selv han havde jo ikke formået at komme over det tab, selv efter døden, så var han temmelig sikker på at det bare var endnu en test som de skulle igennem, selvom det bestemt heller ikke var noget som han kunne gøre det mindste ved, når tøsen ikke lod ham gøre det, og det var næsten det som var det værste af det hele. Han trak vejret dybt, og vendte blikket direkte i retningen af Sephiran endnu en gang og med den samme alvorlige mine. At lade vampyrerne og dæmonerne styre showet, var mildest talt ikke noget som han fandt sig i, når han vidste at det burde forholde sig fuldkommen anderledes. Han fnøs ganske kortfattet. ”De skal bankes ned, Sephiran, og jeg går ud fra, at jeg kan regne med din støtte til dette?” Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. De havde allerede haft for lang tid til at boltre sig på toppen, og nu var det på tide, at der blev ryddet op i Malishas rod, for det var virkelig et massivt kaos.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var glad for at kende en mand han kunne stole på, men det var også meget specielt for ham at have den éne eftersom Kimeya var den eneste og af den grund så var de et fremragende makkerpar, for de var enige og det passede ham rigtig godt. De kunne understrege hinandens meninger og forstå hinanden og det var det bedste af det hele, for om ikke andet havde det også gjort at han kunne hjælpe Kimeya med at lede og hjælpe ham når der var brug for det, for han ville altid stå ved mandens side. Han trak let på skuldrene, det vidste han godt at det ikke gjorde, men han havde virkelig været forbavset over at se Kimeya, at han havde været helt slået ud af den. "Den må du tage på dig selv, når du pludseligt sidder her," sagde han let morende, for at få afværget emnet, for det skulle bestemt ikke ske igen, for det var ikke ham, han tvang som regel en anden til at gøre det for ham - fordi han kedede sig, og man skulle passe ekstra godt på ham, hvis han kedede sig. Han nikkede let og så på Kimeya med de isblå øjne, han var i sandhed den eneste rigtige leder, så det i sig selv var næsten ikke noget han kunne sige for lidt. Han smilede let og roligt, da han fik bekræftet han endnu ansås som den højre hånd. "Så er alt jo som det skal være, Kimeya… makkerparret er tilbage," sagde han og grinte let skummelt ved det sidste, for de to sammen kunne sagtens sprede diverse frygt omkring og det skulle de nok også komme til, både sammen og hver for sig. Tingene var sagt som de skulle siges nu, og det var også det som gjorde situationen ganske god for hans vedkommende. Roligt nikkede han til ordene, der kunne bestemt tvivles på hinanden, men det var afklaret nu og alt så ud til at være som det havde været inden Kimeyas død - det skulle blive godt at være et makkerpar igen, som om døden ikke havde 'skilt dem'. Han trak vejret roligt, han vidste at Kimeya havde et ømt punkt; noget som han faktisk ikke engang selv havde, men det ændrede dog ikke på hans syn på nogen måde. Vampyrerne og dæmonerne de skulle bankes ned og det skulle han nok hjælpe Kimeya med, samt give Kimeya den gruppe han havde samlet. Han nikkede fast. "Det kan du bestemt, Kimeya," svarede han stilfærdigt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste skam godt, at han havde været væk i frygtelig mange år, men det var jo heller ikke rigtigt noget som retfærdiggjorde noget som helst, for det gjorde det ikke. Han var jo bare nødt til at sikre sig hvor han havde manden, og specielt fordi at der var gået så lang tid, så var det skam slet ikke fordi at han tvivlede på ham, når han bekræftede for ham hvor de stod i forhold til hinanden. De havde stort fungeret som hinandens brødre, og selv det at have nogen at støtte sig bare en smule op ad, var noget som Kimeya selv havde brug for. ”Du giver mig skylden for at du smider en dyr whisky i gulvet, og faktisk rydder op efter dig? Der er et eller andet der, som ikke giver mening, kære bror,” påpegede han med en tydeligt morende stemme. Makkerparret var uden tvivl tilbage, og han kunne virkelig lide det! Han vidste hvad han havde at forvente af sig, og det var noget som passede ham selv helt fint, hvilket der ikke var nogen tvivl om! Han trak lettere tilfredst på smilebåndet. ”Det er.. tilfredsstillende.. Dejligt at ikke alt har forandret sig, siden alt blev sort for mit blik.” Han vendte de mørke øjne mod Sephiran igen. Han frygtede ikke for manden, og specielt nu hvor det var gået op for ham, at det var en mand, som han faktisk kunne tro på, og vise sin tillid til endnu en gang, så var det skam også noget som passede ham selv helt fint, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han nikkede i retningen af ham, også et sted som et tydeligt tegn på en anerkendelse, for det var noget som han faktisk ønskede at vise ham. Han gjorde endeligt tegn ti at rejse sig i stedet for. Det var skam heller ikke meningen at de øvrige som havde haft nosser nok til at blive her på stedet, skulle blive bange for at de var der. De var måske frygtet i Dvasias, men når man ikke kom dem på tværs, så var det jo heller ikke ligefrem fordi at man skulle frygte for sit liv. ”Det glæder mig… Kald tilhængerne sammen, Sephiran, og bring dem med til Marvalo Mansion. Jeg er alene bosat der nu om dage, så der burde være rig plads og mulighed for at få dem alle kaldt sammen. Hvor mange er I? Jeg vil have de dæmoner og de vampyrer ned med nakken, og det kan ikke gå hurtigt nok. De skal vide, at jeg er tilbage, og jeg kan styre warlockerne med kraftig jernhånd,” sagde han yderst bestemt.

[Sephiran Acheron]

Det føltes godt et sted i Sephiran at vide, at Kimeya var tilbage i live, siddende her lige foran ham og om ikke andet så med fuld hukommelse og det hele, for han havde hørt om tilfælde, hvor folk kom tilbage fra de døde og faktisk ikke anede andet end hvad de selv hed. Han trak skævt på smilebåndet, for det var godt at de havde hinanden der hvor de troede, det gjorde alting meget nemmere og det at de faktisk bare var som de plejede, så var han også tilfreds. Andet ville virkelig give uro i ham et sted, fordi den eneste han så havde viet sig til faktisk have svigtet ham og det ville inderligt gøre ham sur og tvær. "Det gør jeg da, broder, hvem ellers skal have skylden?" svarede han og blinkede let drilsk til ham, for det var rart at have denne morende fremgang mellem dem, for det var klart også den gode side af at stå ved siden af Kimeya, fordi de havde dette broderlige forhold. De var tilbage, brødre som makkere og det kunne han lide. Han havde heller ikke troet andet, men som sagt, så vidste man jo aldrig helt i sidste ende; men nu var han da i det mindste tilfreds! "Det glæder mig kun jeg kan give dig lidt at være tilfreds over, Kimeya, bestemt ikke alt har forandret sig," sagde han roligt og kiggede mod ham, med de altid overraskende isblå og lyse øjne som han havde. Han havde aldrig frygtet Kimeya, for de var bestemt samme i dette og havde hinandens støtte, ligeså at de havde den tillid, det gjorde bare det hele så meget bedre. Han smilede tilfredst selv, for anderkendelsen betød meget fra Kimeyas side lige præcis som den eneste, alle andre kunne være ligeglade, men han fulgte og stolede egentligt blindt på manden. Han rejste sig sammen med ham og betalte bartenderen med et par småpenge, dog fuld pris, for han havde nu gjort det meget godt og whiskeyen havde været fin. Derefter lavede en gestus mod døren. "Jeg skal nok bringe dem til dig, Kimeya, fint at vi har god med plads. Vi er 15 mand lige nu og jeg har 2 mere under neglen, siddende hjemme i min kælder," svarede han og smilede næsten kynisk, de skulle nok knække før eller siden og følge den rigtige leder. "Jeg glæder mig til du sætter dit første stempel," sagde han roligt og smilede til ham med et sigende blik, inden at han gik mod døren, for han skulle ud og tilkalde tilhængerne og derefter føre dem til Marvalo Mansion…

//Out.

[Kimeya Marvalo]

Det beroligede faktisk Kimeya, at der var visse ting, som ikke forandrede sig, og som var som de altid havde været, for det var noget som han faktisk havde det ganske fint med i den anden ende. Som det nu var sagt, så fik det ham faktisk til at smile. Han vendte blikket roligt i retningen af ham igen. ”Det er da ikke min skyld, at du halvvejs er blevet husholderske, kære Sephiran,” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke en løgn. De havde altid været i stand til at lave sjov med hinanden, og de havde altid kunne lave sjov med hinanden, og alligevel være ganske alvorlige, og det var rart. Manden havde været ham tro lige siden de selv havde været igennem den dræbende duel for frygtelig mange år siden, og det var egentlig noget som passede ham helt fint, og derfor var det noget som han kun måtte vise sin tilfredsstillelse ved. Der var stadig støttere som stod bag ham, og dem ønskede han at samle, så de kunne få styr på det at være en warlock igen, for det var da kun på tide! Smilet bredte sig tydeligt og kynisk på hans læber, idet han roligt nikkede mod ham. ”Foruden mig selv, er der kun en som jeg kan stole på. Det glæder mig.. Saml dem alle sammen og bring dem til Marvalo Mansion. Der kan vi alle være. Jeg ønsker at bevise min taknemmelighed for deres støtte om mig personligt. Dem i din kælder? Lad dem sidde der.. De skal knækkes ordentligt, hvis vi skal have noget ud af det,” påpegede han med en ganske kortfattet. Sephiran havde altid været hans højre hånd, og det var noget som han uden tvivl ville blive igen, når han for alvor kunne tage magten over dette. Det første stempel af rigtig mange skulle nu også sættes, og det var noget som han havde tydelige intentioner om at gøre. Han nikkede mod ham. ”Det første af mange.. Bring dem til mig, Sephiran. Du bliver endnu en gang min højre hånd, og skal handle i de stunder hvor jeg er fraværende. Vi skal igen bringe storheden frem i det mørke væsen,” fastholdt han, som han så til at Sephiran gik. Det passede ham fint. Nu hvor de var kommet så langt, så glædede han sig faktisk til at komme i gang for alvor. Han tømte resten af glasset, inden han selv rejste sig og forlod stedet.

//Out