A visit at Jacquelines

[Deleted]

Jacqueline følte sig fuldstændig rundt på gulvet, for det føles virkelig.. fantastisk. Alt gik virkelig så godt frem, at hun var overbevist om at det måtte være alt for godt til at være sandt. Hun fik sig langt om længe møvet på plads ved ham, og det var noget som hun havde det fint med. Hun kunne skam godt se ham, også selvom det stort set kun var omrids og hans silhuet, men hun var komfortabel omkring ham, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. At bruge tiden på ham, ville hun bestemt ikke have det fjerneste imod, da det jo faktisk var noget som passede hende selv ganske fint! ”Jeg kan lide det. Du giver mig jo også noget at age mig til, og.. det kan jeg godt lide,” sagde hun endeligt. Selvom hun måske var en mental dæmon, så var det ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Selvom hun virkelig var bange for, at han ville dømme hende på det som familien havde gjort, så var det jo slet ikke fordi at hun havde lyst til at miste ham på det punkt. Hun vendte blikket stille op mod hans ansigt endnu en gang og med et svagt smil. ”Vi har måske alle gjort ting, som vi ikke altid er lige stolt af, men vil det ændre noget som helst? Jeg er ikke stolt af bagtanken ved det hele, som Giovanni stod for, Lestat, og.. jeg vil nødigt ende med at skræmme dig væk,” påpegede hun med en ganske dæmpet stemme, også fordi at det var noget som hun mente. Hånden lod hun stryge ham ganske let over brystet og med en rolig bevægelse. Hun forsøgte da at finde ud af det, og hun prøvede sig frem, og derfor kunne hun godt lide at han lod hende gøre det, for det var ukendt for hende, at kunne ligge med en mand på den måde, også selvom det nu var noget som hun nu godt kunne lide alligevel. At han følte det samme, var uden tvivl noget af det bedste af det hele, og hun kunne virkelig godt lide at ligge igen med de følelser som hun gjorde i denne stund. Hun sukkede ganske let. Hun var ganske vist ved at være træt efterhånden, men det var slet ikke noget som hun sagde noget til, for sådan som hendes hjerte direkte hamrede mod hendes bryst, så var det umuligt for hende at falde til hvile i det hele taget, og det vidste hun jo udmærket godt. ”Og jeg kan virkelig godt lide, at du passer sådan på mig..” hviskede hun med en rolig stemme. Hun var ganske vidst ved at være træt, men hun måtte jo erkende, at hun efterhånden var vant til at være vågen om natten. Hele hendes liv havde jo været et kæmpe helvede, siden Giovanni var gået bort. At han morede sig ved hendes ellers så kraftige hjertebanken, forundrede hende slet ikke. Hun smilede let for sig selv, kun for igen at lægge sig godt til rette. ”Du har ret… men jeg har slet ikke lyst til at sove.. Jeg vil gerne ligge her sammen med dig..” påpegede hun med en ganske sigende mine.

[Lestat De Lochér]

Lestat var glad for hvordan det hele skred frem, for det føltes som om at de gled tættere på hinanden, som to glas af vand der blev forenet i ét glas i stedet for. Det virkede nok for godt til at være sandt men om ikke andet, så troede han på det og på dem, hvilket også gjorde det det virkede rigtigt, for det var han overbevist om at det var. Han smilede let, mens han selv havde ladet øjnene glide i, nu hvor hun alligevel lå så tæt på og vel egentligt havde fundet sig til rette, for nu møvede hun sig ikke rigtigt rundt mere, nu lå hun bare ved ham, så hun måtte have fundet det rette sted. "Det er jeg glad for at du synes, min kære, vi kan jo starte i morgen," sagde han roligt, for så snart han havde hentet sine ting og havde fundet ud af der hvor han var, så skulle han finde på plads i hendes hjem i stedet, og det ville han glæde sig til, det gjorde han jo allerede. Han kunne ikke på nogen måde dømme hende på noget hendes mand havde gjort, for det havde intet med hende at gøre, og hvis hun så havde været indblandet, så var det jo fortid nu og det skulle jo være usagt hvad fremtiden ligeså kunne bringe. Han ville ikke direkte sige, at de ville ende ud i problemer sammen, men det var heller ikke noget han ville udelukke og derfor ønskede han også at gøre alt for at beskytte hende, for han vidste at han måtte have fjender derude et sted. "Det vil da ændre en masse. Du kan umuligt skræmme mig væk, Jacqueline," sagde han let modsigende, for det var jo klart sådan han så på det, der skulle virkelig meget til at skræmme ham væk og når det så slet ikke var hendes fortid, så kunne det da slet ikke få ham af vejen. "Du slipper altså ikke så nemt for mig," tilføjede han med en let drilsk tone, mens han smilede let. Hun strøg hans bryst og han nød det virkeligt, for det var et af de rareste søde kærtegn som man kunne skænke ham, og hun kunne sagtens overtale ham til diverse, ved at skænke den form for 'omsorg' til ham. Gengældende strøg han endnu hendes ryg, lige der hvor han kunne nå med fingrene, og han gjorde det blidt og på en nærmest pirrende måde. Han følte klart gengældende for hende og det var en forsikrende tanke, at de følte på samme måde for hinanden, for så var de jo det samme sted og der var gensidighed i dette forhold de egentligt var i vækstfasen med, for det var ved at blomstre op. "Det er jeg glad for, min kære, hvis jeg bliver for overbeskyttende må du jo sige til," sagde han blidt til hende i en lavmælt tone, for der skulle jo ikke meget til før de egentligt kunne høre hinanden, så det gjorde det også mere hyggeligt at ligge her i mørket. "Du vil jo stadig ligge her sammen med mig, selvom du sover min kære, jeg ønsker du skal være frisk til i morgen," hviskede han blidt til hende, selvom han dog godt forstod at hun ikke havde lyst til at sove, for hyggeligt var det jo for dem at ligge her sammen, bare nyde hinandens selskab.

[Deleted]

Det skred frygtelig hurtigt frem, og Jacqueline måtte ærligt erkende, at hun virkelig godt kunne lide det, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Sammen med Lestat, følte hun sig fri, og det var forbandet rart, kunne hun erkende, og det var slet ikke noget som hun ville skjule for ham. For hendes vedkommende, var det underligt at ligge sådan med en anden mand, også fordi at Giovanni aldrig havde været så omsorgsfuld for hende, for det havde han ikke. Det hele havde været facade og pynt, hvor hun faktisk måtte erkende, at hun nu begyndte at tvivle på om han virkelig havde holdt af hende, men det havde han vel? Sådan som han havde reageret på de bommerter som hun havde lavet igennem livet, men han havde så til gengæld aldrig ladet hende glemme dem igen. ”Det synes jeg lyder som en rigtig god plan,” hviskede hun med en rolig stemme. Så tæt på hinanden som de var lige nu, så var der bestemt heller ikke nogen grund til at hæve stemmen yderligere, og det vidste hun til gengæld godt. Selvom hun virkelig var bange for at skræmme ham væk, så var hun faktisk glad for, at de kunne snakke om det, også fordi at hun virkelig var bange for at skræmme ham væk. Hun sukkede ganske let, kun for at lade øjnene glide i for en kort stund. ”Det siger du nu.. Du kender jo ikke til det,” påpegede hun med en sigende mine. Hun havde jo altid ordnet Giovannis papirer, så ja, hun havde læst om meget af det som han havde haft gang i, men aldrig grebet ind. Selv turde hun ikke tænke på hvordan manden ellers ville have reageret. Strøgene over hendes ryg, var noget som kun måtte få hende til at smile, for hun kunne virkelig godt lide det. Som det nu var sagt, så var hun glad for at han var der. ”Så lang tid du lover mig det,” sagde hun med en rolig stemme, idet hun selv roligt gled til ro ved siden af ham. Hendes hjerte var også efterhånden faldt langt mere til ro, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide, hvilket hun bestemt heller ikke havde eller ville lægge det mindste skjul på i længden. Hun sukkede indædt. Selvom han havde ret i at hun måske burde sove, så var det slet ikke noget som hun havde lyst til, men træt var hun.. Der var jo faktisk sket frygtelig mange ting på en enkelt aften og det var næsten som om at det var det lys for enden af den mørke tunnel.. Han var hendes lys. ”Du kan ikke blive for overbeskyttende, jeg.. skal bare lige vænne mig til det,” påpegede hun med en rolig stemme. Selvom hun var ved at blive temmelig træt, så måtte hun jo alligevel give ham den, for han havde jo ret. Hun sukkede ganske let. ”Du har ret, Lestat.. Jeg må vidst sove.. Bare.. væk mig, hvis det bliver for ensomt, okay..?” endte hun dæmpet. Øjnene lukkede hun roligt, også selvom søvnen fangede hende som det rene ingenting. Han havde virkelig formået at gøre hende fuldstændig rolig, og det var utrolig rart for hende!

//Out

[Lestat De Lochér]

Lestat vendte let blikket op imod loftet igen, for han kunne tydeligt høre hende puste ligeså stille mod hans ene side af hovedet og det var faktisk en rart tanke at vide, at han havde hende så tæt på, for han syntes klart at de holdt nok af hinanden til at være så tætte her allerede, selvom det måske gik hurtigt. Om ikke andet så vidste han dog også, at hvis det føltes rigtigt, så skulle man gå efter det, for ellers ville det måske ende med at blive for sent alt i alt, og det ønskede han jo slet ikke, så han var bare glad for at det var kommet ud i det åbne, nu når det var sådan. Han smilede let, mens han hørte hendes hviskende stemme klart og tydeligt ind i hans øresnegl, og at hun syntes det var en god plan, det gjorde ham helt klart mere sikker i det. Jo mere de bekræftede hinanden, jo mere virkede de til at de faktisk blev helt sikre på at det var den her vej det skulle gå og det glædede ham inderligt. "Det var godt, så vil jeg se frem til at du skal være om mig en hel nat igen, og for fremtiden," hviskede han gengældende, for tanken kunne han rigtig godt lide, om at de skulle have hinanden. Han kunne dog godt fornemme at han ikke lige sådan kunne få hende til at tro på, at han ikke bare ville løbe væk på grund af hendes mands fortid og hvad end det var for noget erhverv han havde haft gang i, men når det var sagt, så var der vel egentligt intet der kunne skræmme ham væk, for han kunne slet ikke dømme hende for noget hendes mand havde gjort; om hun havde grebet ind eller ej, nogle gange viste det sig bare umuligt at gøre noget i nogle sager. "Så må du jo prøve mig i morgen og se om jeg løber væk," sagde han med en roligt stemme, for det mente han bestemt, hvis hun gerne ville prøve at åbne op for det, ellers ville han lade hende tage den tid det skulle tage, men på et tidspunkt skulle han vel vide det. Han kunne høre på hendes hjerte at hun faldt mere til ro og det syntes han var godt, for så var hun også ved at ligge helt fredeligt og vel egentligt kunne fanges af søvnen, som han ønskede for hende. "Det lover jeg," hviskede han, for hun slap slet ikke så nemt for ham! Han smilede let og lod øjnene glide i, for selvom han levede i det nattelige mørke, så føltes hun stadigvæk som lyset i hans sind, og der var sket mange ting bare i nat, så han glædede sig til i morgen allerede. "Det er godt," sagde han lavmælt og kyssede hendes pande endnu engang, som han lige drejede hovedet let, inden det faldt på plads op mod loftet igen. "Det er slet ikke ensomt min kære, bare at jeg ved du er her, så går det," svarede han hende roligt og holdt selv øjnene lukkede, hvor han kunne fornemme at søvnen tog hende. Det var virkelig fascinerende; at sove, for det kunne han jo ikke, han kunne bare lægge sig i dvale og vente på at solen gik ned, så han kunne stå op uden at blive ristet.

//Out.