A visit at Jacquelines

[Deleted]

Tanken om at være alene, var slet ikke en som Jacqueline bare sådan uden videre, kunne vænne sig til, for hun havde altid været vant til at have folk omkring sig, også fordi at hun.. var kommet hertil igennem det planlagte og arrangerede ægteskab, så det var jodet som hun kendte, og det var uden tvivl også noget af det som tydeligt måtte komme til udtryk i denne situation. Hun sendte ham et let og stille smil og nikkede til hans ord. Selvfølgelig ønskede hun at åbne op for ham, også fordi at han virkelig havde vist sig at være en utrolig god mand, og det var naturligvis også noget som hun ønskede at nyde utrolig godt af, så det i sig selv, var bestemt heler ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Der er ikke rigtigt noget at takke for, Lestat. Jeg kan lide at tilbringe tiden med dig, og.. du formår at gøre mig rolig.. Det er noget som jeg godt kan lide,” påpegede hun med en rolig stemme. Selvom det var svært for hende at være i værelset, så var det faktisk ikke så slemt igen, nu hvor han stod der sammen med hende. Hun blev stående i hans arme. At han holdt om hende, kunne hun godt lide, også fordi at det gav hende følelsen af at være.. tryg, og det var uden tvivl noget som hun var utrolig glad for. ”Det synes jeg lyder som en utrolig god plan,” sagde hun endeligt.
At blive løftet og bragt ned i pejsestuen i den fart, var bestemt ikke ligefrem fordi at Jacqueline havde forestillet sig det. Det var noget som gjorde hende en anelse.. omtumlet, men dog på den gode måde. Hun satte sig op i sofaen, så han kunne sætte sig ned ved siden af hende. At han tog hendes hånd og sammenflettede deres fingre, var noget som kun fik hende til at smile, hvor hun også blev siddende og lyttede til hans fortælling. Det kunne godt være at det var ved at være mange år siden, men det var slet ikke noget som gjorde hende det mindste i den anden ende. At de havde delt hjerte og havde fået og haft familie, så var det da ikke underligt, at han kunne sætte sig i hendes sted, for han havde jo mistet stort set det samme som det hun selv havde, men han havde uden tvivl klaret sig bedre igennem det, end det som hun havde. Hun vendte blikket stille ned i retningen af deres sammenflettede hænder i stedet for. ”Det gør mig ondt med dine mange og så frygtelig tab.. Specielt din søn,” sagde hun dæmpet, som hun vendte blikket mod ham. At han var så åben og fortalte om tingene som de var, var noget som hun uden tvivl godt kunne lide, for hun ville jo gerne lære ham bedre at kende. ”Elanya bar heller ikke med sig det rette ry ti sidst. Tilgiv mig for at sige det, men jeg tror at hun har det bedre hvor hun er nu.. Og hun er jo trods alt sammen med Jeres søn.. Jeg må sige, at jeg er imponeret.. Jeg forstår ikke hvordan du har formået at komme over så store tab som det,” tilføjede hun sigende, idet hun stille vendte blikket mod ham endnu en gang.

[Lestat De Lochér]

Nu hvor de sad i stuen, så syntes Lestat også at han godt kunne holde hendes hånd, for det var jo trods alt en sød gestus syntes han selv og han kunne godt lide at holde hendes hånd. Det at hun ikke reagerede på at han var kold, det var selv beroligende for ham, for det var klart en tanke der gjorde ham mere sikker på, at han kunne berøre hende uden at hun trak sig. Han lod en tommel stryge let over hendes håndryg, som blot var et sødt lille kærtegn han elskede at give til den han nu syntes godt om i sit liv og nu var det Jacqueline der var ved at erobre den plads i hans ellers døde hjerte; en plads som få havde besiddet, ja egentligt kun to. Han så stadigvæk hen imod pejsen, der let knitrede og lyden var en han godt kunne lide, men han skulle bestemt ikke for tæt på, så derfor var hans plads i sofaen også helt gennemtænkt. Han kunne godt sætte sig i hendes sted, for han havde jo selv været igennem det for mange år siden, men han var bestemt også kommet videre, selvom det jo egentligt først bar videre til næste del af historien, som han nok ville fortælle hvis hun lagde op til det. "Jeg savner ham stadigvæk den dag i dag… Nogle gange tænker jeg, at det virker så tåbeligt, men det sidder bare så dybt i mig. Specielt fordi jeg ikke har et forhold til min levende søn," fortalte han hende og så mod hende, da han fornemmede at hun vendte blikket mod sig. Han ville gerne at de kendte hinanden godt, så derfor fortjente hun også at høre hans historie om ikke andet, nu hvor han kendte lidt til hendes. Han nikkede let til hendes ord, for det var han også udmærket klar over. "Jeg ved at hun har det bedre nu, Jacqueline, for jeg fandt først ro da jeg vidste hun faktisk var gravlagt," fortalte han og nikkede, for det var klart sandheden, at først der, havde han fundet sin indre fred. "Så mødte jeg jo så Alicia… Efter jeg blev vampyr igen, for engel kunne jeg ikke leve som," startede han, en ny og fortsættende historie, "og hun hjalp mig virkelig meget igennem det hele og vi blev rigtig glade for hinanden, for på en måde så hørte vi sammen indeni, men kærligheden var ikke så dyb som med Ela, hun havde en anden speciel plads i mit hjerte. Men dog fik vi en datter sammen, Maggie… Det hele begyndte dog at ramle lidt, da Ela faktisk dukkede op i mit liv endnu engang… Vampyrer drømmer ikke, men jeg så Ela alligevel, så jeg vidste det måtte betyde noget. Jeg tog efter hende og fandt hende faktisk, men vores veje skiltes efter kort tid igen… og jeg havde Maggie med mig rundt. Uroen startede vel her og så er jeg faldet til ro, nu hvor jeg ved Ela er et langt bedre sted, for hun var langt nede på det tidspunkt jeg fandt hende… Da Maggie blev stor, så skiltes vore veje også og jeg var egentligt alene. Jeg har så siden erfaret, at både Alicia og Maggie er døde," sagde han og nikkedet let, hvor han sank en klump. Det gjorde faktisk ondt på ham, at han havde oplevet det tab mange gange, for han og Alicia havde jo skiltes med et godt forhold til hinanden.

[Deleted]

At Lestat havde taget hendes hånd, havde Jacqueline slet ikke det mindste imod, for hun måtte erkende, at det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Hånden lukkede hun om hans. Hans kulde var skam ikke noget som skræmte hende, for hvorfor skulle det? Hun sendte ham et stille smil, som han fortsatte sin fortælling. At han havde en søn derude, og ikke havde noget forhold til ham, var en tanke som faktisk gjorde hende en anelser trist, men det var ikke noget som hun ville blande sig i. Nu hvor hun selv havde mistet hele sin egen familie, så synes hun nu alligevel, at han skulle møde og genetablere kontakten med sin egen familie. Svagt bed hun sig i læben. Det lignede hende slet ikke at være så usikker, som det hun følte sig! ”Jeg har måske ikke retten til at blande mig i noget som helst, Lestat, men hvis du ved at du har en søn derude, så.. tror jeg da at han gerne vil se sin far, og have et forhold til ham. Jeg har svært ved at forestille mig andet,” fortalte hun med en rolig stemme. Elanya havde ikke haft det særlig godt til sidst, af hvad rygterne sagde, for hun havde aldrig selv set kvinden. ”Hun blev gravlagt ja.. Af hvad jeg ved, så blev det gjort i Corvento i Dvasias,” fortalte hun sigende. At han havde haft en anden efter Elanya, forundrede hende ikke, for han var jo virkelig en utrolig god mand, så det var naturligvis noget som de andre også havde set, og ikke bare hende. Alicia havde været heldig, også selvom hun tydeligt kunne høre på ham, at det var noget som gjorde ondt for ham at snakke om. Hun vendte blikket stille mod ham, inden hun roligt lagde sit hoved mod hans skulder endnu en gang, også selvom det endnu var noget som hun gjorde ganske forsigtigt. Hun havde faktisk ondt af ham, for han havde da lidt mere under tab end hvad hun havde, men hendes var jo så til gengæld bare alle sammen kommet oveni hinanden, og det var noget som faktisk gjorde ondt på selv hende, og det var det som gjorde, at det var forbandet hårdt for hende, at komme over det tab. ”Det gør mig ondt, at du har lidt alle disse tab, Lestat.. Det er bestemt ikke noget som du har fortjent. Det lyder da bare som en frygtelig tragisk historie.. Jeg forstår ikke hvordan du bare er kommet dig videre og over det. Har det noget med det vampyriske væsen at gøre? Elanya lyder til at være dig et ømt punkt..” tilføjede hun med en dæmpet og ganske sigende mine, for det var jo sådan at det ble fremstillet, og i det tilfælde, så var hun bestemt heller ikke ude på at .. erstatte noget, som hun i princippet slet ikke havde retten til.

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste egentligt ikke hvilken race af dæmon Jacqueline var, så han vidste ikke rigtigt om der var noget der, som gjorde, at hun syntes hans kulde var fin, eller om det bare var noget hun havde gjort op med sig selv. Om ikke andet så nød han godt af tanken, om at hun kunne lide hans kulde om ikke andet, for så gjorde det det også lidt nemmere at tage hendes hånd eller skænke hende et blidt og forsigtigt kærtegn. Ofte tænkte Lestat faktisk på Jr., for om ikke andet så savnede han jo sin dreng, han aldrig rigtig havde fået et forhold til, og nu føltes det som om der var gået for lang tid til at det kunne gøres op, selvom han ønskede det. Han vædede let sine læber, mens han fortalte, for det skulle også lige ud af gemmeren og genopfriskes, for det var jo en fortid han slet ikke kunne sætte sig ind i mere. "Du må blande dig alt det du vil, Jacqueline… Men, tror du virkelig det? Jeg mener, efter alle de år," sagde han stille og så tænksomt ud i luften, hen mod den knitrende pejs, for han anede slet ikke om han kunne tillade sig at dukke op hos Jr. Da hun nævnte Corvento, så drejede han også blikket rundt og lagde på hende, hvor de blå øjne mødte hendes blik. "Jeg har hørt det samme… Men uanset hvor hun ligger, så må hun være et bedre sted," sagde han og sendte hende et smil, for det var hans tro, der også havde gjort at han var faldet til ro i sidste ende. Alicia og hans forhold havde altid været mere venskabeligt end egentlig kærlighed, fordi de begge blev trukket i en anden retning. Men om ikke andet havde de holdt sammen og hjulpet hinanden, samt skiltes i fred og i godt øjemål, så mere kunne han heller ikke bede om, og han savnede hende jo ligeså. Han havde ikke ondt af sig selv længere, selvom han i en periode havde haft det, men han havde for år siden indset sandheden og fra der, var det også blevet nemmere. Han smilede for sig selv, mens hun lagde hovedet på hans skulder, for han kunne godt lide når hun kom tættere på ham. "Hvis jeg havde været levende, Jacqueline, så havde mit hjerte banket lige nu, det skal du vide… for jeg nyder når du kommer tæt på," hviskede han blidt til hende og kyssede hende i håret, for hun fortjente bestemt den omsorg, nu hvor hun egentligt også fik hele historien om hans fortid, den måtte vel være meget at sluge? Han så ned på sin frie hånd, som han let bevægede fingrene, inden at han flyttede hånden op at ligge på sit lår. "Jeg har ganske vist været uheldig, Jacqueline. Men jeg ved ikke… om det bare er mit væsen eller om det er det vampyriske der hjælper mig, om ikke andet så er der virkelig også gået mange år. Ela har været mig et ømt punkt, men det er faktisk lettere at snakke om end jeg havde regnet med. Jeg har indset at det var slut mellem os allerede dengang vi blev dræbt på Procias slottet… " forklarede han hende og lagde hovedet roligt mod hendes også, for hun skulle bestemt ikke føle at hun ingen chance havde, for det havde hun. Han så noget helt fantastisk i Jacqueline allerede og hun havde jo allerede fået en plads hos ham.

[Deleted]

Jacqueline var efterhånden vant til at hendes ry og familienavn var så udbredt, at folk vidste hvem og hvad hun var, så det faldt hende slet ikke ind at snakke med det, og nu hvor Lestat var der med hende, så var det bestemt heller ikke noget som hun havde det fjerneste imod i længden. Hun betragtede ham med en rolig mine. Selvom hun måske var meget forsigtig, så var det også mest for sin egen skyld, for hun var bange for at virke.. forhastende på den ene eller den anden måde, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde. Det var slet ikke fordi at hun havde retten i at komme og blande sig, så det var noget som hun bare ville have på plads med det samme. Hun vendte blikket stille i retningen af ham endnu en gang. ”Det kan godt være, at der er gået mange år.. Nu kender jeg ikke helt præcist til Jeres historie, men.. Jeg er nu sikker på at han ville sætte pris på at kende sin far, også inden det skal vise sig at være for sent,” sagde hun med en rolig stemme. Elanya var død og borte, også selvom det et sted.. nagede hende, at han var så optaget af hende. Hendes blik gled roligt ned mod deres hænder, som hvilede ved hende, for hun kunne jo faktisk godt lide at holde ham i hånden, også fordi at det nu.. var ham. ”Det er hun.. Det er jeg ikke i tvivl om,” sagde hun endeligt. Hun sukkede ganske let. Elanya var ham et ømt punkt, og det var jo slet ikke fordi at hun ønskede at komme i vejen for det, hvis det var sådan at det ville forblive. Han var en fantastisk god mand, hvilket hun allerede havde erfaret, og den tanke gjorde hende irriterende usikker, og det var slet ikke noget som lignede hende, og det var noget som hun uden tvivl godt kunne mærke på sig selv. Hun plejede at bevæge sig frem med en selvtillid, og det kunne hun slet ikke mere! Hans ord fik hende nu kun til at smile. ”Selvom du er kold, så er det virkelig intet som rører mig.. Du får mit hjerte til at slå som jeg var levende igen.. Og det er virkelig rart..” påpegede hun med en sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke i længden. At det var slut, vidste hun godt, men man kunne jo altid håbe på at det ville forandre sig, ikke sandt? Blikket gled stille i retningen af ham endnu en gang, som hun lod hovedet hvile mod hans skulder. Hun rykkede forsigtigt tættere på. ”Jeg kan forstå, at det er noget som du vægter utrolig højt, Lestat, og jeg forstår dig skam udmærket godt. Man siger jo at det er bedre at snakke om det, end det andet, selvom det kan være hårdt i sig selv.. Jeg ønsker ikke at gøre det værre.. Og det håber jeg du ved..” forklarede hun med en dæmpet stemme, som hun lukkede begge sine hænder godt om hans. Hun holdt jo utrolig meget af ham allerede.

[Lestat De Lochér]

Lestat var glad for at der efterhånden var gået så mange år, for så regnede han også med at færre og færre huskede ham. Om ikke andet, så bekymrede det ham heller ikke hvis nogle skulle huske ham, for han passede sig selv udmærket og så havde han nu Jacqueline i sit liv, og det var faktisk nok til at fylde det tomrum han længe havde følt, og det ville han også få hende fortalt… når han blev lidt mere sikker på, at det ikke virkede forhastet. Han sendte hende et forsigtigt smil, for han havde det godt her på denne plads i sofaen lige ved siden af hende om ikke andet, og faktisk så syntes han at hun måtte blande sig alt det hun ville. Det gjorde ham mere sikker på det med Jr. og at han faktisk burde opsøge sin søn efter alle disse år alligevel. "Vi har ingen rigtig historie, for vi har kun snakket meget få gange… Men hvis du tror på det, så er jeg faktisk sikker på at opsøge ham og finde ud af hvor vi egentligt står," sagde han med en oprigtig tone, for det var sandheden at hun gav ham en slags ny styrke han længe havde manglet i sig selv, fordi den var svær at finde i sig selv. Han havde længe været optaget af Ela, men som han nu fortalte Jacqueline det hele, så følte han også hvordan det gav slip; han mærkede det hele lette fra hans bryst, som tiden gik efter at han havde sagt hele fortiden højt. Han smilede, for selvom Elanya var og blev et ømt punkt, så følte han hvordan hun fik en nærmest ny og speciel plads i hans hjerte, men hvor at et anden nu kunne tage over som den eneste ene og den ultimative kærlighed. Og den plads, var der allerede plantet et frø i; Jacqueline. "Det er jeg virkelig glad for Jacqueline, virkeligt," sagde han og nikkede, for det var klart den rene sandhed og han var kun glad for at hun satte sig tættere og tættere på hende. Forsigtigt så slap han hendes hånd, for at lægge armen omkring hende i stedet og lukke hende helt ind i favnen; og i stedet lod han sin anden frie hånd overtage pladsen, hvor han holdt begge hendes hænder. "Hvis du kunne mærke den følelse jeg sidder med indeni Jacqueline," sagde han med et stort smil, "det er lettende et sted og nu har Ela fået sin fortjente plads hos mig, men du har plantet et frø det helt specielle sted..." sagde han blidt og så på hende, hvor han ikke kunne skjule et smil. Han flettede deres hænder sammen og førte hendes hånd op til sit bryst, hvor hjertet engang havde banket og han kyssede let hendes fingre. "Og det blomstre Jacqueline," afsluttede han og så på hende.

[Deleted]

Jacqueline forstod skam godt, hvis Lestat ikke ønskede at mindes alt for meget af hans tid i Procias, men det var nu en del af ham, og så måtte han jo endelig sige til, hvis hun var for anmassende, men hun ønskede jo at høre ham fortælle hende det, og hvordan det hele hang sammen, da det også var noget af det som hun uden tvivl måtte vægte utrolig højt. Blikket vendte hun mod ham. Han havde en søn derude, og hun ville uden tvivl anse det som en frygtelig skam, hvis han ikke opsøgte drengen og lærte ham at kende. Specielt nu hvor hun selv havde mistet stort set hele sin familie, så havde hun jo også børn, som hun var ked af, at hun ikke havde været der for.. Men det var jo trods alt for sent nu, men det var det ikke for ham, så hun synes uden tvivl at han burde tage modet til sig, og opsøge ham. Hovedet lod hun endnu hvile mod hans skulder. Elanya var lagt til hvile, og derfor ønskede hun slet ikke at sidde og diskutere med ham om nogen af de kvinder som han havde haft så tæt ind på livet. Som han lagde armen om hende, så var det næsten som om at det næsten bare lå naturligt til hende, at krybe tættere ind mod ham. ”Godt.. Det er ikke meningen at du skal have det ubehageligt..” påpegede hun med en ganske sigende mine, idet hun roligt lagde sig ind mod hans skikkelse, så var det stadig meget forsigtigt, for hun ønskede slet ikke at virke frembrusende eller noget lignende. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst ved hans ord. Selv hun mente, at han fik hende til at føle sig levende, og det var bestemt ikke ofte, at hun følte det på den måde og det var.. rart. End ikke sådan havde hun følte det sammen med Giovanni, når han havde holdt om hende, da det næsten bare havde været en form for.. pligt. Nu havde hun faktisk lyst til det. At han tog hendes hånd og lagde den ved sit hjerte og kyssede hendes håndryg, fik hende til at blinke let med øjnene. Hun var ikke god til flirt og den slags ting, for alt hun havde været igennem, havde jo stort set kun været planlagt eller arrangeret. Hun blinkede let med øjnene, kun for at vende blikket mod ham, næsten som hun forsøgte at finde ud af, om hun havde forstået ham helt rigtigt. Yderst varsomt strøg hun over hans håndryg, inden hun slap hans hånd, kun for varsomt at lade den glide mod hans bryst, selvom strøgene var yderst forsigtige og påpasselige. ”Jeg ved ikke hvad den slags betyder.. Jeg.. jeg har aldrig oplevet det selv, men.. Du gør mig glad.. Du giver mig lysten til at leve, Lestat.. og.. Det har jeg ikke oplevet i mange år. Selv jeg.. kan føle at det blomstre,” forklarede hun med et stille smil på læben. Hun forsøgte da om ikke andet.

[Lestat De Lochér]

Det at de snakkede om ham, måtte et sted tage tingene lidt væk fra Jacqueline selv og hun kunne fokusere på noget andet end hendes egne tab trods alt, hvilket han også ønskede for hende. Men netop af den grund så ønskede han heller ikke at vende den over på hende, for når hun var klar til at uddybe og fortælle det hele, så ville han også lytte; men han ville ikke presse det ud af hende. Han syntes bestemt ikke at hun var anmassende på noget plan, men om ikke andet var det et godt skub til ham for at få ham til egentligt at finde sin søn og snakke med ham og om ikke andet, se om der kunne blive et decideret familiært forhold mellem dem eller om det var for sent? Han smilede mens han nu sad med armen omkring hende, for han kunne godt lide at have den rolle, at være beskyttende og omsorgsfuld, samt at være manden om ikke andet. Jacqueline var bestemt også mere end velkommen i hans favn, så hun kunne krybe alt det hun ville, der ville altid være plads og kun til hende. "Det har jeg bestemt heller ikke," sagde han med en forsikrende tone, tvært i mod så var han faktisk behageligt tilpas sammen med hende, nu hvor det ligesom var 'ovenpå' hans fortid, og han følte sig bestemt også oven på. Han sendte hende et nærmest varmt smil, for hun måtte hellere end gerne komme tæt på, for det virkede ikke frembrusende på ham på nogen måde. Han kunne høre hendes hjerte hamre mod hendes bryst, så det måtte betyde at hun følte noget ved hans ord og den tanke gjorde ham glad, ja den kunne næsten stige ham til hovedet. Han så mod hende, hvor hun kort så forvirret ud over hans ord, men det var vel ikke noget hun var vant til? Og hendes ord bekræftede det også, så forstod han det da også lidt bedre, men om ikke andet så sagde hun da frem hvad hun følte og det var rart. Han slap hendes hånd let og lod sin hånd falde ned mod hans lår igen, hvor det let sitrede i hans bryst at hendes hånd gled så varsomt over den. Gengældende strøg han en hånd ned over hendes ryg. "Du behøver heller ikke vide hvad det betyder. Bare du forstår og føler, og mærker efter," sagde han med et smil og nød virkelig godt af hendes ord, "hvis jeg bare kunne forklare hvor meget det betyder for mig, min kære Jacqueline," sagde han og kyssede hendes pande let. Han så ned på sin frie hånd og sad blot og smilede lettere dumt for sig selv, for forelskelsen blev kun større jo længere de sad her sammen. "Er du egentligt sulten?" spurgte han ud i det blå, for om ikke andet så kunne de da hygge sig lidt med at lave hende et måltid.

[Deleted]

Jacqueline havde slet ikke noget imod at sidde og snakke om Lestat, for så slap de for at sidde og snakke om hende, for det var bestemt heler ikke fordi at hun havde noget som der som sådan kunne fremsiges at være god, for hun vidste, at hun tacklede det hele utrolig dårligt, men.. hvad skulle hun gøre? Det var alle hendes ømme punkter som var ramt på en gang. Så lang tid han ikke havde det ubehageligt, så var hun egentlig ganske glad og tilfreds, og det var slet ikke noget som hun havde nogen intentioner om at skulle skjule for ham i det hele taget. Blikket gled roligt mod hans skikkelse og med et stille og roligt smil på læben, for det var bestemt heller ikke noget som hun havde imod at skulle vise ham. Hans behag satte hun som noget vigtigt, for han var jo trods alt en gæst i hendes hjem, også selvom det var svært for hende i det hele taget at definere det som.. hendes. ”Godt.. Du må jo sige til, hvis det bliver ubehageligt, ikke?” påpegede hun med en rolig stemme. At han så brændt inde med den form for følelser for hende, var bestemt ikke noget som hun havde set komme, og det var noget som hun meget gerne erkendte for ham. Hendes smil bredte sig svagt på hendes læber. At han lod hende røre ved ham og kærtegne ham på den måde, var slet ikke noget som hun havde noget imod, hvor hun faktisk også måtte erkende, at hun godt kunne lide at han lod hende prøve sig frem. Hun følte sig næsten som en forelsket lille teenager, for hun havde jo aldrig haft muligheden for at udforske denne slags. Hun nikkede roligt. ”Hvis der er noget som en mental dæmon har styr på, så er det tanker og følelser, Lestat, men lt det som jeg er kendt med, er det planlagte og arrangerede.. Jeg.. jeg har aldrig prøvet det, hvor jeg faktisk.. gjorde mig de følelser og tanker, som det jeg gør nu..” påpegede hun med en ganske dæmpet stemme. Det gjorde hende ikke utryk, men mere.. usikker af sig på en eller anden måde, for hun følte sig som en ung pige, som skulle stå til regnskab overfor sin far, men det var.. slet ikke noget som man kunne sige, at hun var kendt med normalt. ”Jeg kan godt lide, når du kalder mig det,” påpegede hun med en rolig stemme, også fordi at det uden tvivl var noget som hun mente. Selv lagde hun sig mere ind mod ham. Hun var tynd, og nu hvor han var der så.. var det faktisk fordi at hun følte sig en smule sulten, og det oplevede hun som regel slet ikke. ”Jeg har.. nok forsømt mig selv igennem den sidste tid, må jeg erkende. Lidt sulten er jeg vel,” sagde hun med et stille og svagt smil på læben. ”Men det skal du ikke tænke på.. Du nærer dig jo på blod, så jeg laver bare lidt selv,” tilføjede hun.

[Lestat De Lochér]

Et smil krydsede Lestats læber endnu engang, for han var faktisk i godt humør nu hvor de faktisk var nået over til at sidde og snakke lidt om følelser, for det var jo klart noget han ønskede der skulle ud! Ligeså havde han hele tiden i baghovedet at de skulle snakke om noget andet end hendes seneste fortid, for alle de tab hun havde lidt, skulle bearbejdes og arbejdes forbi, og det ønskede han helt sikkert at hjælpe hende med, for det var ikke nemt selv. Han så mod hende og mødte hendes blik, hvor han endnu engang mærkede på sig selv hvor smuk han syntes hun var, for det syntes han virkeligt. "Jeg tror desværre ikke du kan gøre noget, for at gøre det ubehageligt for mig, Jacqueline," sagde han med et drilsk glimt i øjet, for det var jo klart noget der kunne lette lidt på stemningen hvis den blev for tyk, og så kunne han nu også godt lide at drille hende lidt på denne søde måde. Han havde bestemt haft mange følelser og der var jo flere hvor de kom fra, men han ville heller ikke kaste sig over hende med alt for mange følelser sluppet fri, for han ønskede slet ikke at stå over hende på den måde og virkede forhastende, for de havde jo egentligt god tid til at finde ud af det hele; nu var de bare enige om hvilken vej det skulle gå, fordi de var enige om at have plantet et frø der var i blomstring. Han så let mod hendes hånd over hans bryst, for det var et kærtegn han godt kunne lide og om ikke andet, så måtte hun hjertens gerne forsøge sig frem når dette var noget nyt for hende. I det samme hun nævnte hendes race, så faldt det hele også nærmest på plads for ham et sted, og han var glad for at han nu faktisk vidste hvilken dæmon hun var. "Så må du jo være lidt i vildrede? Jeg er sikker på du nok skal få styr på det, om ikke andet står jeg her som hjælp og prøveklud," sagde han og nikkede let, for det mente han bestemt også, for hun skulle have tid til at finde ud af det hele, nu når han stod som den 'erfarne' på dette område. Han smilede stort, hvor tænderne kom til syne ved hendes ord, for det glædede ham inderligt at hun kunne lide det, for han kunne godt lide at kalde hende søde ord som det. "Jeg kan lide at kalde dig det… min kære," sagde han og smurte lidt tykt på med tryk på de sidste ord, hvor et kort grin undslap hans læber, mens han lod hende lægge sig mere ind mod ham, hvor hans arm også fulgte med omkring hendes ryg. Han vidste hun var tynd og derfor ønskede han også at åbne lidt op for mad emnet med hende, for han ville gerne have hende til at spise. "Alt jeg hørte i den sætning var, at du bekræftede sult," sagde han og satte sig forsigtigt op, for han ville have hende med ned i køkkenet. "Bare fordi jeg nærer mig på blod, betyder ikke, at jeg er uden evner i et køkken, jeg har jo spist menneskeføde engang," sagde han med et smil og trak hende med op at stå, hvor han også tog hendes hånd og førte hende med sig ned til køkkenet, for han kunne huske hvor det var henne om ikke andet. Han trådte ind, slap let hendes hånd og gav sig til at kigge i skabene efter noget han kunne bruge til at lave hende noget velsmagende. Han fandt en krukke med mel og en dunk med vand ligeså, så der var til noget brød om ikke andet. Han gik hen til bordet og fik samlet brødet, hvor han også tildelte det en smule salt. Han formede dejen til en aflang klump og lagde den på en træplade, der var meget handy når han skulle putte dejen ind i stenovnen, der var bagerst i lokalet. Han fik den lagt ind og da han kunne lugte at den var færdig, så brugte han træpladen til at få den ud igen og han lagde den til afkøling på køkkenbordet. "Hvad siger du så?" sagde han stolt.

[Deleted]

Følelserne var noget som Jacqueline forstod sig på, men med hendes plads som mentaldæmon, så var det bare som om at det var et kæmpe virvar som hun ikke rigtigt kunne finde ud af, og det var noget som uden tvivl forvirrede hende mere end det som godt var, og normalt så var hun jo vant til at skulle kæmpe med det hele alene dagligt, og det var slet ikke noget som der kom noget godt ud af det med. Det som hun var mest bange for, var at hun ville blive for negativ eller noget lignende, for når man gik rundt i sin egen verden stort set hver dag, så var det næsten noget som bare faldt en mest naturligt, og det var hun slet ikke det mindste interesseret i på nogen måde. Hun vendte blikket i retningen af ham endnu en gang. Han roste hende, og hun kunne virkelig godt lide det. ”Det håber jeg godt nok ikke.. Det føles bare så naturligt, at have dig her,” sagde hun med en svag rødmen i kinderne. En evne som hun ikke rigtigt havde vist sig at have i besiddelsen igennem frygtelig mange år. Hende og Giovanni var blevet skilt i ren vrede, for man kunne jo ikke ligefrem sige, at deres ægteskab havde kørt på skinner igennem de sidste rigtig mange år, og det var jo så den konsekvens som hun kunne sidde og føle i denne stund. Hun nikkede med et svagt smil til ham. ”Det løber hurtigt på et sidespor med et væsen som jeg.. Det er jeg glad for, Lestat.. Jeg skal nok forsøge ikke at gøre det ubehageligt,” sagde hun endeligt. At han stod fast på at kalde hende for sin kære, var alligevel en tanke som varmede hende dybt inde, for det var hun ikke blevet kaldt igennem mange år, og det var noget som uden tvivl glædede og ikke mindst lettede hende i længden. Hun lagde sig tæt ind mod ham alene ved det. Han fik hende til at føle sig som noget specielt, og det havde hun heller ikke følt igennem mange år. Når han var der, tænkte hun ikke længere på Giovanni, og det glædede hende uden tvivl frygtelig meget. ”Jeg kan godt lide at høre det,” istemte hun sigende.
At han ville lave mad til hende, forundrede Jacqueline temmelig meget, for det var slet ikke noget som hun kunne sige sig, at have forestillet sig! ”Jamen jeg..” Hun tav, idet han tog fat om hende og fik hende med ud i køkkenet. For nu, så var tjenestefolket slet ikke til at se, hvilket jo egentlig var noget som passede hende helt fint. At han så gik i gang med at bage, var næsten det som forundrede hende mest. Nu hvor hun havde været vant til det fine og fornemme liv, kunne hun ikke ligefrem sige sig, at være vant til at stå i et køkken, for det var hun på ingen måde, men han fik det til at se så nemt ud! Som brødet blev færdigt, så duftede det i hele køkkenet, og det duftede virkelig fantastisk godt! ”Det har du uden tvivl gjort før. Jeg glæder mig til at smage det,” sagde hun med en rolig stemme, idet hun roligt satte sig ned ved bordet – som regel kun forbeholdt tjenerne, for hun var der jo yderst sjældent. Tænderne løb i vand og maven begyndte at rumle. Det havde hun ikke oplevet i frygtelig lang tid!

[Lestat De Lochér]

Et smil blev sendt i Jacquelines retning, for han følte sig uden tvivl tilpas her hos hende, og det i sig selv betød en masse for ham, for så kunne han også være sig selv og så føltes det hele mere naturligt. Da hun også syntes det var naturligt at have ham her, så følte han sig jo nærmest hjemme i hendes selskab og derved også i hendes hjem, og det var en tanke han faktisk godt kunne lide. Han nød at se hendes svage rødmen, det var det fantastiske ved et levende væsen; hvordan de kunne blive røde i hovedet over et kompliment. At hun var mental dæmon var noget der gjorde hende speciel, så meget vidste han, for der var noget om at det var en speciel race indenfor dæmonerne. "Jeg kan kun have det behageligt i dit nærvær min kære, så jeg er da glad for det er naturligt at have mig her, for jeg kan godt lide at være her," indrømmede han med et smil, hvor også de spidse tænder trådte frem, for han ville blive ved med at kalde hende kære, så længe hun også kunne lide at høre det. Da de stod i køkkenet, fornemmede han også hvordan hun undrede sig over at han ville lave mad til hende; det var bare en sød tanke om ikke andet, for han havde fået føde, så skulle hun også. Hvis han kunne få hende til at spise, så gjorde det også det hele meget bedre for ham, for det var en lille sejr i sig selv, fordi han havde hjulpet hende. Nok var det meget unormalt for en vampyr at bage, men det var noget han huskede helt tilbage fra tiden i Lochér Mansion, hvor han fra tid til anden havde bagt til sig selv, fordi han ville have noget han havde lavet selv. Han kunne dog godt regne ud, at hun ikke var vant til at være i køkkenet, men hvis alt havde været arrangeret for hende, så havde tjenestefolk jo også altid lavet hendes mad for hende. "Det har jeg… for virkelig mange år siden om ikke andet, men det kan næsten ikke gå galt," sagde han med et smil og fandt et stykke af klæde frem fra et skab, som han lagde udenom brødet. Ligeså fandt han en skarp kniv, hvor han skar nogle stykker brød og han fik det hele lagt over på et andet brat end den lange, den havde brugt til at putte brødet i ovnen. Han bar det hen til bordet, for nu hvor de var her, kunne hun jo udforske personalets forhold om ikke andet, og se hvordan her var. Han satte sig ned overfor hende og skubbede brødet hen til hende, for det var lavet specielt til hende om ikke andet. "Fra mig til dig… Ikke sig vampyrer er uden evner," sagde han med et stort smil og så på hende, hvor han ville nyde at se hende spise, for det var ham i dag et fascinerende syn, når andre spiste almindelig føde, da han kun kunne indtage blod. "Jeg håber det smager godt, min kære," afsluttede han roligt.

[Deleted]

Det vigtigste for Jacqueline, var jo egentlig at Lestat havde det godt, og at han ikke fandt det ukomfortabelt, at hun hang sådan op af ham, for det var jo en fornemmelse, som hun virkelig godt kunne lide. Nu som det var sagt, så elskede hun den fornemmelse af, at han passede på hende, for det var kun noget som gjorde det hele bedre, og det var noget som for alvor fik hende til at slappe af. Hun nikkede til ham. Hvis det var en ting som han kunne love hende, så var det da heller ikke så slemt igen, var det? ”Du må endelig sige til, hvis det bliver for meget, ikke..?” sagde hun med en rolig stemme, også fordi at det slet ikke var noget som hun var det mindste interesseret i på nogen som helst måde i det hele taget. At han fortsatte med at holde fast i den beskrivelse af hende, var noget som hun uden tvivl godt kunne lide, det var der ingen tvivl om i det hele taget. Nu som det var sagt, så var hun heller ikke bange for hans tænder, eller hvad han kunne bruge dem til, for han havde slet ikke brugt det truende overfor hende på nogen måde, og det var egentlig også noget som passede hende selv helt fint. At han så havde været så fast bestemt på at lave mad til hende, kom dog helt bag på hende. Ikke fordi at hun ville betvivle hans kunst i et køkken, for det gjorde hun dog slet ikke. Desuden duftede det virkelig himmelsk, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, for det gjorde hende jo helt sulten! Hun smilede let for sig selv. ”Du har ikke set mig forsøge mig i et køkken. Jeg blev tvunget i et ægteskab jeg kom til at holde af.. Rollen som en kvinde har aldrig rigtigt.. været mig,” forklarede hu, som hun blev siddende ved bordet. Tjenerne havde uden tvivl taget fri for aftenen, men det var jo så til gengæld også ved at være sent, og det var noget som hun kunne mærke, selvom hun virkelig gerne ville nyde den mulighed for at være sammen med ham, når den nu endelig var der. Som han skubbede det hen til hende, så tog hun vel imod det, for det duftede jo virkelig godt, og det var noget som uden tvivl kun gjorde hende langt mere sulten, end hvad hun havde følt sig igennem frygtelig lang tid, også fordi at.. han havde jo gjort det for hende. Hun tog en stille bid, også selvom det smagte så godt, at hun næsten glemte at tygge det. Det var virkelig ved at være lang tid siden, at hun havde fået noget som helst i det hele taget, og det var vel også til at se på hende? ”Det smager virkelig fantastisk..” komplimenterede hun. Det var lang tid siden hun havde fået noget som faktisk havde smagt så godt!

[Lestat De Lochér]

Lestats vigtigste punkt omkring Jacqueline var at hun begyndte at spise igen og at hun følte sig tryg, hvilket jo så egentligt blev to punkter, men det var også to ting som han agtede at hjælpe hende med. Han måtte indrømme at han nød godt af tanken om at hun hang på ham, for han ville uden tvivl gerne bære hende og holde om hende, for han kunne godt lide at have hende i sine arme og holde om hende. Han nikkede let til hende, jo han skulle nok sige til, men intet kunne blive for meget for ham, for han havde altid været god til kærtegn og omsorg. Uanset om han så var vampyr, så fulgte det med ham helt fra det inderst i ham, det samme sted hvor hans elskede var i hans hjerte. Han ville blive ved med at kalde hende min kære, nu hvor det faktisk var godkendt fra hendes side, for så vidste han også at det ikke gjorde hende noget. Ligeså at hans race ikke gjorde hende noget, var betryggende for ham, for han ønskede slet ikke at skræmme hende på nogen måde, men han kunne også bare være sig selv omkring hende. Han forstod godt at det måtte komme bag på hende, at han insisterede på at lave mad til hende, men hvis det kunne få hende til at spise, så var det også det der gjorde det hele i sidste ende. "Nej det har jeg ikke. Du må jo fortælle mig hvordan synet ville være? Jeg er nu sikker på at du passer perfekt ind i den kvindelige rolle," sagde han og så på hende, nu mens de sad her ved bordet. Han nikkede let, han syntes bestemt hun var alt det kvindelige, for der var mange dele af det at være kvinde, hvoraf nogle lavede mad og andre ikke gjorde. Med Elanya havde de jo også haft tjenestefolk, men med Alicia havde de passet sig selv, og nu blev det vist lidt en blanding med Jacqueline, hvilket han så frem til, for han kunne godt lide at gøre tingene selv. Det var jo også grunden til at han havde draget i krig i Procias dengang, fordi han ville være med selv og ikke lade andre gøre hans arbejde. Det var ved at være nat efterhånden, men om ikke andet så måtte de jo trække til et solfrit rum inden daggry, så han kunne undgå skader. Han smilede til hende, da hun tog imod brødet og tog en bid, for det gjorde ham glad at se, at hun spiste. "Det er jeg glad for… Spis du bare videre," sagde han og nikkede til hende. "Vi burde nok finde et sted hvor sollyset ikke kan komme ind, eller i hvert fald sikre et rum om ikke andet inden det bliver daggry," påpegede han så med en sigende mine, der kunne lede hen til hvad de skulle efter hun havde spist.

[Deleted]

Jacqueline havde ikke særlig mange holdepunkter i sit liv, og det var ikke noget som gjorde det meget bedre, for hun var typen som uden tvivl havde brug for det, så det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, når alt endelig skulle komme til alt. Blikket vendte hun roligt i retningen af ham endnu en gang. At han var så meget over hende og kaldte hende ved den titel, var en som hun faktisk godt kunne lide, også fordi at det var noget som gjorde det hele langt mere.. personligt, og det var uden tvivl noget som i den grad måtte falde i smag ved hende, og slet ikke noget som hun havde nogen intentioner om at skulle skjule for ham i det hele taget. Hun trak let på smilebåndet, for omkring ham, så var det næsten som om at det var noget som bare faldt hende så skræmmende naturligt, hvilket bestemt heller ikke var noget som lignende hende! Ikke under disse omstændigheder i hvert fald. Hovedet lod hun søge let på sned. ”Rengøring og den slags har bare aldrig rigtigt været mig.. Jeg har altid haft folk til at gøre den slags for mig. Ægteskabet og alt det, er også planlagt og arrangeret mellem mine forældre og Giovannis, så.. jeg ved ikke hvordan det er at gøre tingene som.. som jeg vil have dem.. Og det er underligt.. Jeg er slet ikke god til den slags,” sagde hun dæmpet. Nu hvor hun havde al den frihed som hun kunne tænke sig frem til, så var det naturligvis noget som glædede hende, men hun vidste slet ikke hvad hun skulle bruge den tid på. Selv spiste hun glædeligt af Lestats gode hjemmebag, for det var noget af det bedste som hun længe havde fået! Og noget af det eneste som hun havde fået, men det var jo en helt anden side af sagen! At solens opgang var noget som de måtte tage højde for, var næsten noget som hun havde glemt. Hun vendte blikket mod ham, idet hun lagde den mere hårde skorpe fra sig på sin tallerken. Hun havde faktisk spist op ellers. ”Det mindst solfyldte sted, er jo kælderen, men der er der jo slet ikke redt op på nogen måde..” Det var ærlig talt slet ikke noget som hun havde tænkt på, og det var slet ikke godt! Hun ville jo heller ikke have at han skulle komme til skade! Hun valgte endeligt at rejse sig. Det eneste sted som hun kendte, som kunne holde solens var jo faktisk hende og Giovannis gamle værelse. ”Jeg kender et sted som lukker mest mulig sol ud, Lestat.. Jeg vil naturligvis ikke have at du skal have eller få det skidt. Det gamle soveværelse, som vi var oppe på.. Gardinerne er mørke og tunge, og vil holde al lys ude,” forklarede hun en anelse usikkert. Hun gik hen og tog hans hånd, kun for at gøre tegn til at han skulle følge hende op på soveværelset i stedet for. ”Kom,” bad hun endeligt, idet hun roligt søgte ud af køkkenet og op af trappen igen. Når han var der, så var det heller ikke så slemt for hende, og det var noget som hun godt kunne lide.