A visit at Jacquelines

[Lestat De Lochér]

Der var nu gået cirka en uge, siden at Lestat var faldet i snak med Jacqueline på molen og at de havde udvekslet deres første kys, givet komplimenter og sådan set fundet ud af, at der var noget imellem dem der voksede, eller det syntes han i hvert fald selv. Han havde tænkt meget på hende den forgangne uge, for hun havde gjort et stort indtryk på ham om ikke andet og han kunne slet ikke slippe tanken omkring hende. Han havde været på arbejde de første aftentimer, men der var stort set intet at lave, så det var hans tur til at tage hjem, men det var nu ikke det han havde tænkt sig; han skulle direkte hjem til Jacqueline og tilbringe resten af natten, og det ville nok ende med at han skulle overnatte til dagen efter, hvilket han faktisk så frem til, for han ville gerne tilbringe tid med hende! Han direkte løb i topfart hjem til hende, for han vidste udmærket hvor hun boede, det var jo ikke svært at finde det store og kendte hus, og han ville jo også få mindst muligt ud af mørkets fald, der var virkelig ingen tid at spilde når det gjaldt Jacqueline, for hun var virkelig et specielt væsen. Han nåede op til hendes hus, hvor han stod udenfor og et sekund stod han bare og overvejede hvordan mødet ville blive i dag, nu når der var gået en uge siden de havde set hinanden sidst. Han vidste ikke hvordan han ville blive mødt, for han var usikker på hvor mange ansatte hun havde, men nogle måtte der vel være? Han ville ikke tro at hun havde smidt dem alle ud og var fuldkommen ensom, for han troede der måtte have været ansatte i et så stort hus. Han tog sig sammen og gik op til huset, mens han måtte smile på vej op til hendes hoveddør, for han kunne ikke vente til at stå ansigt til ansigt med hende! Han løftede en hånd og bankede på hendes dør, afventede bare at kunne komme ind. En stuepige åbnede døren og bad ham velkommen, og lukkede ham ind i forhallen, hvorefter hun sagde at Fruen ville være på vej om et øjeblik, når hun havde hentet hende. Han nikkede blot mod hende og takkede, mens han overvejede hvad han skulle gøre når Jacqueline dukkede frem. Hvis hans hjerte kunne banke, så ville det have hamret af sted af nervøsitet, for det var jo ikke sådan at føle sig nærmest… halv forelsket igen?

[Deleted]

Selvom der kun var gået en lille uge, så følte Jacqueline, at det havde været en mindre evighed, siden hun havde mødt Lestat nede ved molen, og hun havde uden tvivl nydt det. Det at han havde set det smukke og skønne i hende, var mere end det som hun kunne sige sig, at have regnet med, men ikke desto mindre, så var det også noget som havde sat en form for glæde i hende, og derfor så hun frem til at han ville dukke op på hendes dør, for invitationen til ham havde været åben, og det var noget som hun uden tvivl også måtte stå fuldkommen fast på. Selvom hun var alene, så var der ikke mere end en håndfuld tjenere tilbage, da hun stort set havde kastet resten ud. Kokken lavede mad, men hun havde svært ved at finde appetitten, og hun blev stort set inde, så hun så hurtigt bleg ud. Dette var noget som hendes tøj og mørket om natten kunne skjule, så det at Lestat ikke havde bidt sig mærke i det, var ikke noget som hun tog så tungt igen – heldigvis.
Tjenestepigen kom dog endelig ind til hende og med blikket mod hende. Hun bøjede hovedet ydmygt. ”De har gæster, min Frue,” sagde hun roligt, hvilket var noget som fik Jacqueline til at kigge op fra sin bog som hun sad med i sine arme. Hun havde siddet i pejsestuen stort set hele dagen og ikke rigtigt rejst sig fra stedet. Det havde jo heller ikke været til at sige hvornår Lestat ville dukke op, eller hendes søn for den sag skyld, for det lignede ham slet ikke bare at tage af sted bare sådan, men han havde vel fundet glæden ved det? ”Er det..?” Hun nåede ikke engang at færdiggøre sin sætning, for stuepigens ansigt sagde hende bare det hele. Svagt endte hun med at smile, idet hun roligt lukkede bogen sammen og lagde den på det lille hjørnebord inden hun rejste sig og glattede kjolen ud. Den var sort og ikke nær så tætsiddende som den skulle have været. Hun havde en silkekåbe på. Ikke fordi at hun var ude på noget, men for hende, så var det ren og skær afslapning, og noget som hun følte, at hun havde… brug for, når hun var hjemme. Roligt forlod hun pejsestuen, kun for at søge direkte ud i forhallen, hvor han ganske vidst stod. Alene det at få øje på ham som han stod der, var noget som for alvor fik smilet til at brede sig så tydeligt på hendes læber, for hun måtte vel erkende, at hun havde savnet ham? Ikke bare lidt, men… meget faktisk? ”Det glæder mig, du ville komme Lestat..” Roligt gik hun ham i møde. Det glædede hende virkelig at se ham!

[Lestat De Lochér]

Det var næsten direkte nervepirrende at stå og vente på at Jacqueline skulle komme frem, for Lestat glædede sig til at se hende og fortsætte hvor de nærmest slap sidst, for de havde jo været nødt til at gå deres egne veje i og med han skulle i skjul inden daggryet. I aften ville de dog have masser af tid, hvor aftenen var ganske ung endnu og der var adskillige timer tilbage, samt at han jo ligeså havde fået et tilbud om at sove her - og han skulle først møde senere på natten i morgen om ikke andet, så det var faktisk rart. Han strøg let tungen over sine læber, mens han betragtede stuepigen forlade forhallen for at give sin frue besked og han foldede hænderne bag ryggen, da han ellers ikke vidste hvordan han skulle stå. I dagens anledning bar han en beige skjorte, der sad nede i hans mørke bukser, hvortil han bar et par mørke halvstøvler. Han kiggede let rundt i forhallen og studerede de mange detaljer, for han kunne jo trods alt se alt uanset om det så var mørkt, for hans syn var indstillet på at se natten som andre så dagen. Han drejede rundt på hælen i det samme han hørte nogle skridt, for han kunne fornemme at det var Jacqueline der var på vej og han følte smilet presse på hans læber, men han holdt igen, for han ville ikke stå og smile som et fjols. Han sendte hende dog et skævt charmerende smil, da hun kom imod ham og han også gik hende i møde, for han havde faktisk savnet hende. Han tog hendes hænder blidt, klemte dem let og trak hende så ind til sig og skænkede hende et sødt, gensynskys, inden at han slap hende og så på hende med de blå øjne. "Det glæder mig, du ville lade mig komme, Jacqueline. Jeg har… savnet dig," sagde han til hende og han smilede endnu, han kunne slet ikke stoppe, for han var glad for at se hende. "Du må jo starte rundvisningen," sagde han afsluttende.

[Deleted]

Jacqueline havde siddet hjemme, stort set siden hun havde aftalt at Lestat skulle komme på sin næste fridag, også fordi at hun slet ikke havde nogen anelse om hvornår det ville ske, og det var naturligvis også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. At han så var kommet, var naturligvis en tanke som glædede hende uden tvivl! Hun kom hastende i møde af ham, uden egentlig at tænke på hvordan hun egentlig så ud, for her kunne hun jo ikke rigtigt skjule sig for ham. Hun nåede ham endeligt, hvor selv smilet hvilede på hendes læber, alene ved synet af at se hans samtidig, så var det naturligvis noget som også gjorde sit, selv for hendes vedkommende. Hun lod ham tage omkring hendes hænder, hvor det nu heller ikke generede hende, at han var kold at berøre, for det føles faktisk rart for hende, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, og det var slet ikke noget som hun skjulte for ham, for hun ønskede naturligvis at han skulle vide hvad han gjorde ved hende. At han havde savnet hende, var en nyhed som i sig selv, fik hendes hjerte til at slå fast mod hendes bryst, og det var jo næsten som hun selv var.. forelsket. ”Lige så, har jeg savnet dig, kære Lestat.. et glæder mig inderligt, at du ville komme,” sagde hun med en rolig stemme, også fordi at det var noget som hun mente!
Selve stedet her, var tydeligt præget af luksus med de store marmorgulve, store hvide vaser, højt til loftet, samt stor hal og meget bred trappe, som førte op ovenpå. Det var jo et enormt hus, og det var selv lidt for.. stort i forhold til at hun faktisk boede der selv, kun med en håndfuld som hun faktisk følte, at hun kunne stole på. At han så ønskede at se stedet, fik hende blot til at smile. Han ønskede og gjorde.. næsten krav på en rundvisning, hvilket var en opførsel som hun var vant til, også fra Giovanni. Hun kunne godt lide mænd, som vidste hvad de ville have. ”Selvfølgelig. Kom med mig, så tager vi underetagen først.” Hun førte ham hastigt i retningen af pejsestuen, hvor ilden gnistrede tydeligt, og der var flot træ på gulvet. Væggene var malet i mørke farver og møblementet udstrålede dyrt og luksus. Der lå et stort dyreskind på gulvet og stedet var præget af det store vitrineskab med diverse dyre flasker og rundt forbi stod der mange stearinlys. Det indbød til hygge og afslapning.

[Lestat De Lochér]

Hvad Jacqueline havde foretaget sig den seneste uge, det var uvist for Lestat, men mon ikke han ville finde ud af det hen under aftenen, for han ville nok ende med at spørge hende. Dog havde han en idé om at hun vel næsten bare havde været hjemme, fordi hun ikke ville misse ham når han kom forbi, og det var usikkert hvornår han egentligt kunne komme forbi. Han var dog glad for at han var her nu og om ikke andet, så havde han også til natten efter, så han håbede da et sted at tilbuddet om at sove her endnu stod ved magt, for det ville han faktisk se utrolig meget frem til, for at det ikke skulle være løgn. Tanken om at hun nu stod foran ham igen, det gjorde ham glad og havde hans indre været levende, havde det også banket og pumpet, fordi han følte det spændende at være sammen med hende, og han kunne virkelig godt lide hende. At se hendes smil, det fik hans eget til at ligge på hans læber, for om ikke andet så var det virkelig godt at se hende. Han vidste at han var kold, men hun virkede ikke til at de berørte hende, så derfor var han heller ikke bange for at tage hendes hænder eller måske lægge en hånd mod hendes arm, hvis det endeligt skulle være, for det var rart at hun ikke blev frastødt af hendes kolde krop. Ligeså kunne han godt lide at mærke hendes varme, der var noget interessant ved at mærke den kropsvarme han ikke længere selv besad, høre hendes bankende hjerte og specielt når det slog hurtigere, som han følte det gjorde når han kom indenfor en vis radius af hende. Han følte sig forelsket om ikke andet, det kunne han vel ikke skjule og det ville han heller ikke, for sandt var det at han ønskede at beskytte hende og tage vare på hende, men han ville jo heller ikke skubbe for meget på med det. "Det er jeg glad for," sagde han og lyste op i et større tandpastasmil, hvilket fik de skarpe hjørnetænder til at træde frem, men om ikke andet, så måtte hun jo vende sig til at se dem, når hun fik ham til at smile så stort. Han kiggede let rundt i forhallen, for her var uden tvivl flot og han havde hørt marmorgulvet under sine sko, da han var kommet ind. Ligeså faldt vaserne ham i blik, og det at her var højt til loftet gjorde det kun mere flot og prægtigt, for det var uden tvivl at smukt hjem hun havde, kunne han forestille sig og han glædede sig til at se det hele, og om ikke andet bare have muligheden for at gå rundt med hende. Han ønskede en rundvisning, for han ville også se hvor han var henne, i stedet for bare at se forhallen og måske én stue hvor de skulle sidde og snakke. "Det lyder fint," sagde han og fulgte efter hende, mens han stadig tillod sig at holde hendes hånd, hvor han også havde flettet fingrene ind i hendes. Han kiggede ind i pejsestuen, hvor at der var en helt anden stemning end i forhallen, her var mørkere og på en måde hyggeligere. Han smilede let, han havde altid elsket lyden af pejsen, selvom han var bange for at komme i nærheden af den, grundet hans race. "Du må jo gemme det bedste rum til sidst, om ikke andet?" sagde han og blinkede let til hende med et charmerende skævt smil på læben.

[Deleted]

Jacqueline ville ikke lyve og påstå at hun ikke havde savnet Lestat, for det havde hun. Hun havde savnet det selskab so han efterlod hende med, også fordi at det virkelig var rart, ikke at være helt alene altid. At han så var kommet – som han havde lovet, var noget som selv fik hende til at smile, og det var bestemt ikke fordi at han havde særlig meget af smile af i løbet af de dage som passerede mere. Hun sad jo stort set alene i et kæmpe hus, og selvom hun vidste, at selv hendes sidste værende tjenestestab var bekymrede for hende, så sendte hun dem bort, så snart de gav udtryk for det, så selv de havde valgt at holde afstand til hende, og det var vel også af en meget god grund i længden? Hun nikkede mod ham. ”Det samme er jeg,” sagde hun roligt, idet hun lod deres fingre blive flettet sammen, for det føles virkelig.. utrolig rart, også selvom han var frygtelig kold i forhold til hende selv, så var det ikke noget som gjorde den største forskel for hende, for hun frygtede ikke for det, som hun heller ikke frygtede for hans tænder eller hvad han var i stand til at gøre med dem, for han havde jo heller ikke vist noget som helst tegn til at ville gøre hende ondt, og det var jo også derfor hun havde valgt at invitere ham hjem. Simpelthen fordi at hun nød af hans selskab, som hun nød af hans nærhed, også fordi at han virkelig formåede at få hende til at slappe af, og det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. At han ønskede den rundvisning, var en udstråling af autoritet, som automatisk gjorde, at hun trådte lidt i baggrunden, for det var jo lidt det liv, som hun var vant til i forvejen, hvor det altid havde været Giovanni som havde taget styringen over det hele, og det var noget som faktisk også havde passet hende særdeles fint, for hun var ikke særlig god til det at være den som stod med den magt, kontrol og styring, for hun vidste jo ikke hvad hun skulle gøre ved den, hvilket næsten var hende det værste af det hele!
Nu hvor Jacqueline førte Lestat ind i pejsestuen, så var det også fordi at det var det rum som hun tilbragte mest i. Lyden af den knitrende pejs, var noget som selv fik hende til at slappe af, også fordi at det bød til afslapning. Hun manglede dog bare en favn at ligge i, selvom det selvfølgelig ikke var noget som hun ønskede at kommentere bare sådan uden videre, for hvad ville han da ikke tænke om hende? ”Alle rum her udgøre betydningen i en større helhed.. Er det ikke soveværelset som normalt er det bedste rum? Jeg.. bor stort set herinde nu, men.. jeg vil gerne vise dig det hele,” sagde hun med en rolig stemme. Ved siden af pejsestuen, var den store spisestue, også selvom den stort set slet ikke blev brugt mere, og ved siden af det, å det store køkken. Roligt førte Jacqueline ham med oppe ovenpå, også selvom hun lukkede hånden mere omkring hans. Hun brød sig generelt slet ikke om at være deroppe mere.

[Lestat De Lochér]

Lestat følte oprigtigheden i Jacquelines ord og det var en virkelig god tanke, at der faktisk var én der savnede ham, for det var en ukendt følelse. Alle følelser der var blomstret op i hendes nærvær, var faktisk nærmest ukendte for ham, fordi det var så længe siden han havde følt dem, men han var virkelig glad for at hun havde vækket dem i ham, for det var også rart at føle sig glad igen og mærke ensomheden forsvinde. Han håbede at han kunne få hende til at føle sig mindre ensom ligeså, mindre alene i det store hus og om ikke andet så måske gøre hende selskab noget oftere, for han ønskede bestemt ikke hun skulle sidde selv i dette kæmpe hus, for han kunne allerede fornemme det var en stor opgave for hende! Han smilede til hende over hendes ord, det gjorde ham glad, at hun var glad, det var den effekt som nyblomstrende kærlighed fik imellem to væsener, og det var en følelse han huskede fra tidligere af. Han kunne fornemme hendes fingre var tynge i hans hænder, egentligt ikke noget han rigtigt havde lagt mærke til før, men han kunne pludseligt mærke det nu de havde sammenflettede hænder. Han kiggede mere indgående på hende, hvor han kunne fornemme omkring hendes hals og ansigt at hun faktisk så direkte undervægtig ud og det gjorde ham faktisk bekymret, hvorfor havde han dog ikke set det sidst? Han havde givet hende sin jakke sidst, så den havde skjult for en del af det, så det var nok derfor at han først så det nu, hvor hun kun bar en silkekåbe. Han bed sig let i læben og undlod at kommentere det lige nu, for han ville jo trods alt heller ikke ødelægge stemningen og om ikke andet så var vægt noget der tog tid, det havde han da erfaret førhen - ikke at det var noget, der berørte ham nu, han var bygget som han nu engang var bygget og han vejede vel altid det samme. Han håbede dog at hans samvær måske ville smitte af på hende og give hende lysten til at spise, for det med hendes eksmand og alt hun havde mistet, måtte være grunden til at hun havde mistet lysten til mad, men måske han kunne åbne op for det igen? Han så rundt i pejsestuen, inden at hun førte ham ned ad gangen til den store spisestue og dernæst køkkenet, hvorefter de så vendte om. "Altså det er vel meget op til én selv om man foretrækker soveværelset, én af stuerne eller måske et helt andet rum. Men de to første er i hvert fald min erfaring, at man holder mest af… I Procias, der syntes jeg faktisk bedst om et lille rum med udsigt, hvor der var en masse bogreoler, pergament og blæk og diverse, så kunne man sidde og skrive lidt eller læse," fortalte han hende og sendte hende et smil, mens de gik op ad trappen til 1. salen, hvor han mærkede at hun strammede grebet omkring hans hånd. Han sendte hende et betryggende smil og kunne mærke på hende, at hun ikke var glad for første salen egentligt, det ville han gerne lave om på! Han kiggede rundt på gangen, huset var virkelig flot.

[Deleted]

Jacqueline var på ingen måder skræmt af Lestats værende som vampyr og med de spidse tænder, for han havde jo aldrig brugt dem mod hende, og det var noget som faktisk betød utrolig meget, selv for hendes vedkommende. Nu som det var sagt, så følte hun også at hun kunne slappe af omkring ham. Det var jo lige før hun faktisk glemte at hun virkelig så forfærdelig ud, og at hendes knogler var mere synlig, men med alle de tab som hun havde lidt, og så ensom som hun faktisk følte sig, så var det slet ikke fordi at hun havde.. lyst til at spise eller noget som helst, og det var noget som sikkert også så tydeligt kunne ses på hende på denne måde, men hun tænkte som sagt slet ikke over det, nu hvor han endnu en gang stod der med hende, for det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Hun blev stående med hans hånd i sin egen. Nu hvor han stod der, så følte hun sig slet ikke så alene mere, og det var virkelig noget som efterlod hende med en følelse af at være.. tryg, for den kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at hun havde at føle i løbet af sin egen dagligdag.
For mange vidste Jacqueline godt, at soveværelset var det bedste lokale, men eftersom hun havde fundet sin mand død i sengen af sygdom, så var det jo ikke ligefrem de gode og positive ting, som hun forbandt med dette. Hun vendte blikket mod ham, som hun førte ham med oppe ovenpå. Selvom det var med tungt hjerte, for hun brød sig slet ikke om at være der, og specielt ikke efter Sonic og lille Jacqueline var væk, men hun kunne ikke rigtigt gøre noget ved det nu. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, hvor hun tog omkring hans hånd mere fast, og sendte ham et svagt smil. ”Før i tiden, må jeg erkende, at jeg elskede soveværelset og den intimsfære som har været der, men efter jeg mistede min ægtemand, så.. er det yderst sjældent jeg i det hele taget er heroppe. Men.. som sagt, så lovede jeg dig en rundvisning, og selvfølgelig skal du få det. Desuden, så er det ikke så slemt, når du er her sammen med mig,” sagde hun endeligt, idet hun roligt viste ham gæsteværelserne og det store badeværelse, for derefter at vise ham soveværelset. Smukt og idyllisk var det uden tvivl, med en stor og flot seng, samt dyrt og flot sengetøj. Møblementet var udelukkende i dyrt og mørkt træ og med de store og tunge gardiner som holdt solen ude, når den endelig var hoppe. Jacquelines hjerte hamrede fast mod hende bryst alene ved tanken om at stå der, men hun ønskede at han skulle se det, også fordi at det var en del af huset. ”Kom..” sagde hun med en endelig stemme, idet hun trak ham med henover de dyre gulvtæpper og ind i det store lokale. Det var med rigtig mange blandede følelser for Jacqueline, og det gjorde også at hun trak sig tættere ind til ham. Om hun ville det eller ikke, så var hun vel.. ganske følsom et sted?

[Lestat De Lochér]

Lestat var kun glad for at han ikke skræmte Jacqueline på nogen måde, for det var jo slet ikke noget han ønskede, han ønskede jo hun skulle være tryg og han syntes også at have den indflydelse på hende, så det gjorde ham kun helt rolig når han var omkring hende. Han var slet ikke en voldelig slags af sin race, han var mere fredelig og blendede bare ind der hvor han kunne komme til det, uden at skabe for meget opmærksomhed omkring hvad han var eller blive set ned på, som et blodtørstig væsen, der ikke kunne styre sig selv. Han håbede for hende, at han kunne give hende lyst til mad igen og give hende lyst til at spise og tillade sig selv at nyde smagen og følelsen af mæthed, for han ønskede slet ikke at hun skulle sulte sig selv på nogen måde, for det bekymrede ham inderligt! Han nød at holde hendes hånd i sin, for det gav ham en følelse af, at de var forbundet på en måde og at de var tættere, når de holdt ved hinanden eller hver gang de kyssede. Han havde aldrig haft soveværelset som sit foretrukne sted, mest fordi han aldrig havde tilbragt mest tid der, fordi der altid var så meget andet der havde fyldt? Han lyttede let til hendes ord og nikkede til hende, mens hun fortalte om soveværelset og at hun havde elsket det der, indtil ægtemanden; lige som han havde troet, men han var glad for at hun alligevel ville vise ham det, for så måtte han jo også have en slags betydning? "Siden jeg var konge i Procias, så har jeg ikke brudt mig om soveværelser specielt heller, for det bragte mig også ulykke. Men det efterhånden så længe siden nu, at det føles som noget jeg har læst i en bog og forestillet mig, og ikke noget der egentligt er sket, selvom det selvfølgelig er," fortalte han hende med et skævt smil og fulgte rundt med hende på gæsteværelserne og det store badeværelse, hvilket faktisk var ret flot, det var altid rart at bade. Da de trådte ind i soveværelset, så mærkede han også den hyggelige atmosfære ramme ham og her var faktisk utrolig flot og prægtigt om ikke andet, med den store senge og de luksuriøse materialer, som sengetøjet var lavet af. Han kunne høre på hendes hjerterytme at det blev mere 'spændende' for hende at komme herind, fordi det gjorde ondt på hende et sted, og han kunne godt sætte sig ind i det. Han fulgte med hende ind midt i det store lokale, mens han mærkede at hun kom nærmere, for det gjorde ham bestemt intet, hun ønskede at lade hende føle sig tryg! Han førte deres sammenflettede hænder bag hendes ryg, så hans arm også lå bag om hendes ryg omkring hendes talje, for at han kunne trække hende nærmere, for han ønskede at lade hende være tryg hos ham, om ikke andet. "Jeg ønsker du skal føle dig helt tryg, Jacqueline, så hvad som helst jeg kan gøre for dig… det første der falder i dine tanker, så sig til," sagde han nærmest bedende, for han ønskede at hjælpe.

[Deleted]

Jacqueline var fuldkommen tryg omkring Lestat, og det var bestemt heller ikke ofte, at hun kunne sige det om en mand, men det som gjorde ham anderledes, var jo for eksempel ting, som.. han lyttede til hende, og det var noget som naturligvis var noget som betød utrolig meget for hende. Nu hvor de var på en rundvisning i det store hus, så var det jo kun fordi at det var noget som hun havde lovet ham i længden, og derfor skulle han naturligvis have lov til at se hvor hun boede. Værelserne som tjenestestaben havde, var ikke noget som hun anså som vigtigt på denne tur, så naturligvis hoppede hun over lige netop den del. De havde hvad der var nødvendigt, og de lød nu heller ikke til at brokke sig over det, for sådan som hun havde det, så havde de jo trods alt også temmelig meget fri. At han delte ud omkring hans mening fra hans tid som konge, fik hende kun til at lytte. Det var en utrolig erfaring som han havde, og det var uden tvivl noget som hun måtte vægte frygtelig højt. ”Jeg håber lidt det er sådan jeg får det, for det føles virkelig ikke rart at man ikke kan færdes i sit eget hjem, uden en klump i mave eller hals. Jeg er bare glad for at du er her, Lestat. Det er noget som alt sammen betyder frygtelig meget for mig,” sagde hun med en dæmpet stemme, også fordi at det var noget som hun faktisk måtte mene i længden. Nu hvor de endelig var kommet ind på soveværelset, så kunne hun udmærket godt mærke, at hun slet ikke følte det vel. Ikke kun fordi at hun tog en anden mand med ind på det eneste sted, hvor hun havde haft Giovanni for sig selv, men også fordi at det var det sidste sted som hun havde set manden, inden hun havde fået ham gravlagt, også selvom han var omkring hende hele tiden, for han var gravlagt ude i haven. At han lagde armen om hende i stedet for, var slet ikke noget som hun havde noget imod, for det var faktisk.. rart for hende, og det stod hun meget gerne ved. At han bad hende om at sige til, så var det mange ord, som hun måtte holde i sig, for ikke at ende med at sige noget, som hun et sted også frygtede, ville skræmme ham væk i længden. Hun trak vejret dybt. ”Sygdommen tog Giovanni fra mig, efter frygtelig mange års ægteskab, Lestat.. Man kan ikke ligefrem sige, at de sidste år var lykkelige. Vi gjorde ikke andet end at skændes, og ja.. så blev han syg.. Han døde i den seng.. Side om side med mig.. Du vil ikke blive her i aften.. og bare holde om mig..?” spurgte hun endeligt, idet hun vendte blikket op i retningen af ham i stedet for. Hendes ord var udtalt ganske varsomme, også fordi at hun et sted var bange for hvordan han ville tage det hele, eller om det ville skræmme ham væk eller lignende, for det var hun slet ikke ude på!

[Lestat De Lochér]

Lestat havde altid været en tænksom fyr, som var der for hvem han havde kær, for han ville have de skulle være trygge og sikre omkring ham, men også ligeså i deres eget liv kunne give det videre. Han havde altid været en der lyttede, for han var god til at snakke ligeså stille, slå ørerne ud og lytte, for han ville gerne høre hvad hun havde at sige om ikke andet, ligesom han også gerne selv ville fortælle. Han var glad for at få en rundvisning, for det havde altid været mærkeligt på ham hvis man besøgte nogle og kun så en brøkdel af deres hus og nærmest ikke anede hvordan det så ud, udover det rum han havde været i. "Du skal nok komme forbi det, det er jeg sikker på. Men den første lange tid er det utrolig hårdt, det kan jeg sagtens skrive under på, Jacqueline. Jeg er dog virkelig glad for, at jeg er her og at det betyder noget for dig, for hvis jeg kan hjælpe, så er jeg da kun tilfreds," sagde han med et smil på læben, mens han betragtede hende med et beroligende blik, nu hvor de egentligt var kommet ind i soveværelset, for han ønskede klart at hun skulle kunne lide soveværelset igen, det var ikke rart nærmest at være bange for sin egen seng! Han holdt hende ind til sig, for han ønskede også at tilbyde hende sin favn, for hun måtte hellere end gerne krybe ind i hans arme og søge tryghed. Han bad hende om at sige frem, for han mente det, og intet kunne egentligt skræmme ham væk, men han stod alligevel med den samme tanke selv; hvis han nu sagde for meget om sine tanker eller uddybede hvad han følte og syntes, så ville det måske gå for hurtigt frem og det hele ville skride? Det ønskede han jo heller ikke, for hun var sød og en fantastisk person, som han virkelig godt kunne lide. Han nikkede til hendes ord: "Uanset hvordan man har haft det samme den sidste tid, så var det jo anderledes engang og den tanke hænger altid ved, specielt når det er døden der rammer ens familie og kære," sagde han roligt, for det havde han jo selv erfaret om ikke andet fra dengang med han og Elanya. "Jeg vil hellere end gerne blive her i aften og lægge mine arme omkring dig, så har jeg en god undskyldning for at holde dig tæt," sagde han med et charmerende smil og blik, mens han mødte hendes blik. Han løftede en hånd og strøg noget af hendes hår om bag hendes øre, hvorefter han endte med at skænke hende et forsigtigt og ømt kys. Han brød det stille og vædede let sine læber: "Nu når du har vist mig huset, så må du også spørge ind til hvilke spørgsmål du nu engang har til mig, Jacqueline," afsluttede han roligt, hentydende til hun gerne ville høre mere om hans historie.

[Deleted]

Jacqueline var virkelig tryg og komfortabel omkring Lestat, og det skjulte hun bestemt heller ikke. Han var en omsorgsfuld fyr, hvilket man bestemt heller ikke altid så i en vampyr, men det var noget som hun kun vægtet utrolig positivt. Nu hvor Giovanni var væk, og hun var stort set alene om det hele, så var det heller ikke underligt, at arbejdet som familien havde stået for, stort set var blevet nedlagt, simpelthen fordi at hun selv ikke magtet at tage sig af det, på den måde, som man måske ville have ønsket at det skulle være. Hun savnede dog nogen til at holde om hende og holde hende tryg, for det var det som hun havde været vant til, stort set siden hun havde været ganske ung, så det at man pludselig var alene om tingene, så var det vel heller ikke underligt, at man end ikke følte sig tryg i sit eget hjem? Hun trak svagt på smilebåndet. ”Jeg har været sammen med Giovanni siden jeg ikke var særlig gammel, Lestat.. Og det er underligt og det smerter mig, samt jeg.. føler mig utryg, når der ikke er nogen omkring mig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre, men jeg tager dit ord på, at det vil blive nemmere over tid.. Det håber jeg virkelig..” sagde hun med en dæmpet stemme. At stå midt i det rum, hvor hun faktisk havde mistet sin kære mand, var noget som virkelig satte en gevaldig knude i hendes bryst, for det gjorde ondt, for hun kunne jo ikke rigtigt sige sig, at være kommet over det tab som hun nu så voldsomt havde lidt. ”Det kan være skræmmende hvor udødelig man føler sig, frem til det rammer en af dem som man har nært og kært,” sagde hun med en dæmpet stemme. Hånden lod hun varsomt og næsten prøvende glide over hans bryst, som hun blev stående i hans arme. Nu havde hun jo stort set vist ham hele huset her, så det vel også kom til at være et sted, hvor han havde og ville have det komfortabelt, for det var noget som hun uden tvivl værdsatte. At han ville være der i aften og holde om hende, glædede hende uden tvivl, for så kunne det jo være, at hun faktisk kunne få en nat, hvor hun faktisk fik noget søvn for en gangs skyld. Hun smilede let for sig selv. Kysset gengældte hun næsten uden at tænke over det, også fordi at det virkelig var rart, når han var så tæt på hende, som det han nu var. Det gav hende følelsen af at være.. fri og det var noget som hun uden tvivl fandt behageligt, samtidig med at han gjorde hende tryg. ”Behøver du virkelig en undskyldning, for at holde om mig..?” spurgte hun med en ganske sigende stemme. Hovedet gled stille mod hans skulder, hvor selv hun kunne indsnuse hans duft. Det beroligede hende, at vide, at hun for en gangs skyld ikke var alene. ”Der er stadig så mange ting, som jeg ønsker at vide om dig, min kære Lestat.. kom.. vi kan gå ned i pejsestuen igen.. Jeg bryder mig ikke om at være her..” bad hun endeligt, idet hun igen tog hans hånd, for at sammenflette deres fingre.

[Lestat De Lochér]

Lestat følte sig altid bedst tilpas når dem han var sammen med også havde det tilpas, for han hadede mildest talt at stå med tanken om at han gjorde andre utilpas, for det ønskede han jo slet ikke! Et par gange som bartender havde han oplevet, at folk havde bedt om den anden bartender grundet hans race, som de simpelthen frygtede eller afskyede; det sidste, der kunne han dog også ende med at blive irriteret i stedet for pga. dumme fordomme af andre væsner, der ganske enkelt bare havde noget imod ham fordi han var 'mindreværdig' af sin race. Men hvis de frygtede ham, så bakkede han også væk og lod den anden bartender servere, for han ønskede jo heller ikke at skræmme dem væk - kun de næsvise. "Hele verden ramler sammen for en, jeg kan udmærket godt følge dig, specielt når man har været sammen og fået børn. Og mistet det hele… Men jeg er kommet videre og jeg vil også gerne lade dig føle dig tryg, så du bedre kan bearbejde følelserne, for jeg vil ikke have du går rundt og er utryg i dit eget hjem Jacqueline," sagde han ærligt og fik egentligt fremsagt lidt af, hvad han tænkte på, lettere indirekte; at han gerne ville komme oftere og besøge hende, samt gøre hvad han kunne for at være en slags tryghedsbase. Han sendte hende et forsigtigt smil og slap deres sammenflettede hånd, for bedre at kunne lægge hans arm omkring hendes talje og holdt hende tæt til sig, for at give hende en favn at søge til, for der ville han gerne stå. "Mon ikke..." sagde han bare og tænkte tilbage på tiden i Procias endnu engang, for det var den der stod tydeligst i hans hoved når han tænkte på Elanya, og hvordan de var blevet revet fra hinanden, selvom han havde følt sig udødelig fordi han overlevede krigen. Han lagde den anden arm omkring hende også, så de stod front mod front, hvor det sitrede i hans bryst da hun strøg hånden over hans bryst, selvom han dog smilede ved tanken, for det var utrolig rart! Gengældende, lod han en hånd stryge ned over hendes ryg, den samme hånd som havde strøget hendes hår for et øjeblik siden, inden at de skænkede det lette kys sammen. Hun havde vist ham huset, og nu skulle de først til at finde stedet og sætte sig ned, hvor de kunne snakke resten af natten, hvis hun da kunne holde sig vågen, for hun var vel ikke vant til at have en omvendt dagrytme. "Det gør jeg jo nok ikke, når du siger det sådan," sagde han med et skævt smil og smilede let til hende, som han stjal endnu et kys fra hende. Han lagde hovedet let mod hendes og indåndede hendes duft, for det var virkelig en rar duft hun havde, som nærmest gjorde ham rolig og mæt. "Så lad os gå ned i pejsestuen," sagde han medgivende, hvor han kyssede hende i håret, inden at han sendte hende et smil og sammenflettede deres fingre igen, da de havde trukket sig lidt fra hinanden. "Det er hurtigst sådan her," sagde han med et charmerende smil på læben og slap hendes hånd, kun for at lægge en arm bag hendes ryg og en under hendes knæ, hvor han i ét tag løftede hende op i sine arme og holdt hende tæt ind til brystet. I et sus, stod de nede i pejsestuen fordi han løb i sin overnaturlige topfart og han satte hende roligt fra sig i sofaen, hvor han også gled ned at sidde ved siden af hende, inden at han flettede deres fingre igen. "Spørg løs," opfordrede han til sidst.

[Deleted]

Jacqueline brød sig slet ikke om at være alene, så det at der var nogen til at være der med hende, var bestemt heller ikke noget som hun havde det mindste imod. At det jo så var Lestat – en vampyr, var slet ikke noget som gjorde hende det mindste, også fordi at det var noget som faktisk formåede at fylde hende med en.. ro. Det var slet ikke fordi at hans race skræmte hende, for selv hun vidste, at der kunne være noget godt gemt i alle – vampyrerne inkluderet, for hun havde jo set i forvejen, at han ikke var en ond eller grum mand. Tvært imod, så var han en mand, som passede på hende, vogtede om hende og sikrede sig at hun havde det godt, og det var ved at være lang tid siden hun faktisk havde oplevet det sidst, for man kunne jo ikke ligefrem påstå at hendes forhold med Giovanni havde kørt på skinner til sidst. Budskabet i hans udtale var noget som hun hurtigt fangede. Hun var jo trods alt en mentaldæmon, og det havde uden tvivl også sine fordele. ”Det hele ramler sammen. Før hen var Salvorique den største og rigeste familie her i Imandra og Peula.. Prøv at se os nu? Der er kun mig tilbage. Det ville glæde mig, hvis du ville komme hertil, for at sikre dig, at jeg har det godt, Lestat.. Det vil faktisk betyde meget for mig ikke at være alene,” sagde hun endeligt. At lade hånden glide mod hans bryst, var egentlig noget som hun gjorde ganske forsigtigt, for hun ønskede naturligvis heller ikke at forhaste noget som helt, for det var jo slet ikke meningen eller hensigten ved noget som helst! At han så strøg hende over ryggen, havde hun dog ikke noget imod, for det føles virkelig rart og ikke mindst fantastisk at der var en favn som hun kunne stå i, og nogen til at holde om hende. Udødelig var de ikke, men det var sjovt, så meget som man følte, at man.. var det, frem til det gik galt for alvor. Hun smilede let. ”Der er ikke nogen grund til at holde tilbage med hvad vi begge ønsker og kan lide,” påpegede hun med en ganske sigende mine, inden hun roligt vendte blikket mod ham igen. At komme ned i pejsestuen, ønskede hun egentlig kun fordi at hun slet ikke ønskede at være heroppe mere, og hun ønskede naturligvis slet ikke at ødelægge stemningen nu hvor han var kommet denne lange vej for at besøge hende! At han tog hende op i armene, fik hende til at gibbe helt, hvor armene automatisk endte omkring hans nakke. Før hun nåede at se sig om, så stod de faktisk nede i pejsestuen, selvom farten næsten havde gjort hende helt forvirret og rundt på gulvet. Hun lod ham sætte hende i sofaen, hvor hun faktisk blev liggende og kiggede op på ham. Der var så mange ting som hun ønskede at vide.. også for at lære hans person bedre at kende, og nu hvor han var så åben og imødekommende, så var det bare så.. dejlig nemt for hende. ”Jeg.. ved ikke hvor jeg skal starte, Lestat, der.. er jo så meget, som jeg ønsker at vide om dig,” påpegede hun med en ganske sigende mine. Hun satte sig en anelse op, så han også ville kunne få plads. Den sofa havde jo stort set været hendes hjem siden Giovanni døde. ”Fortæl om dit liv og hvad du gjorde i Procias,” opfordrede hun med en rolig stemme.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde efterhånden vænnet sig til at være alene, så det var ikke noget han tænkte så meget over, selvom han da godt kunne mærke en forskel nu hvor han faktisk havde muligheden for at være sammen med Jacqueline om ikke andet, for det åbnede op for en gammel følelse af behag. Det betød også tryghed for ham et sted, at han havde en at gå til og snakke med, en at passe på og en at dele tingene med. "Jeg er glad for, at du vil åbne dit hjem for mig Jacqueline, det betyder meget for mig, at du lukker mig ind i dit liv," sagde han med en rolig stemme, for det var kun ærligheden han talte om ikke andet, han ønskede da ikke at lyve for hende for at komme ind på livet af hende, nu hvor det virkede til at det fungerede for ham, bare at være sig selv hundrede procent. Han syntes ikke det var forhastet at hun havde berørt hans bryst, det var et kærtegn som han bestemt intet havde imod, heller ikke på nuværende tidspunkt, for der var jo noget mellem dem allerede. Han smilede af hendes ord, for man skulle klart gå efter sit mål og hun var faktisk hans i øjeblikket, så måtte han jo se hvor det kunne føre hen for dem om ikke andet. "Så lad os lave en aftale om, at vi godt kan sige frem," sagde han som et forslag, for det var klart godt at være åben overfor hinanden, det åbnede for nogle muligheder og også at de hurtigere kunne lære hinanden at kende, fordi de var sammen om det og havde en gensidighed overfor hinanden. Han var hurtig til at komme ned i pejsestuen, det var dog en af hans goder syntes han selv, at han kunne bevæge sig så hurtigt, selvom han vidste at det godt kunne være overvældende for andre, specielt første gang. Han sendte hende et smil og tog hendes hånd, da han satte sig ved siden af hende og flettede deres fingre sammen, mens han let vædede sine læber. "Nu må du ikke hænge mig op på detaljerne, for det er trods alt meget længe siden," startede han ud og så på hende, inden at han vendte blikket hen imod pejsen. "Vi havde været sammen i hvad jeg vil kalde lang tid, inden at vi egentligt endte med at tage til Procias. Vi har gået gennem mange ting sammen, flere hvoraf jeg svagt husker detaljerne. Men den vigtigste, der bragte os til Procias, var at Ela og jeg vi kom til at dele hjerte, fordi jeg blev vækket fra min døde vampyrkrop og kunne leve sammen med hende. Jeg var derfor halvt warlock og halvt magiker, fordi jeg jo ikke er direkte ond, som du vel også kan fornemme i dag. Ela og jeg havde en søn, Jonas, som vi havde fået sammen i Dvasias, så han var også med. I Procias blev jeg jo så regerende konge, der hvor jeg blandt andet fandt det rum jeg fortalte om tidligere, hvor jeg kunne sidde i ro og lave papirarbejde. Da krigen brød ud, så drog jeg i krig sammen med hæren, og vi vandt. Jeg var dog desværre meget væk. Den sejrsnat jeg kom hjem og kom op i vores gemakker, så var Jonas var der også - død. Jeg nåede lige at se dem, inden at jeg blev stukket i ryggen bagfra, lige igennem hjertet, som jeg jo delte med Ela og jeg døde med et sidste panisk blik… Da jeg senere vågnede i himmeriget, så fandt jeg ud af, jeg havde en søn på jorden, som Ela havde født men som vores mordere ikke havde fundet, heldigvis..." fortalte han stille og stoppede den der for nu.