Business or Pleasure?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Selvom Jacqueline godt havde været klar over, at hun kunne lave dådyrøjne, så var det ikke noget som hun vidste helt præcist hvad var for noget, hvilket naturligvis gjorde hende nysgerrig. At hendes far så ville forsøge at fortælle hende det, var noget som faktisk gjorde hende glad, for hun ville jo gerne vide alt muligt, og hvem ville være bedre til at fortælle det til hende, end hendes egen far? At det ikke var noget som voksne kunne finde ud af, var faktisk noget som gav ganske god mening for hende, hvor hun bare nikkede med en temmelig eftertænksom mine, kun for at betragte ham endnu en gang med den samme mine. Hendes læber endte dog alligevel med at spille ud i et let smil. ”Mig er sød og lille, så mig kan godt,” sagde hun med et mildt grin, for det morede hende selvfølgelig at hun kunne noget som de voksne slet ikke kunne finde ud af! Selv det at grine og have det godt sammen med sin far, var noget som hun gjorde selv med den største glæde, for det gjorde hende noget så frygtelig glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han så skulle tage omkring hende og knuge hende ind mod sig, så hun slet ikke kunne komme fra ham, var noget som uden tvivl, måtte more hende yderligere, hvor latteren slet ikke var til at tage fejl af på nogen måde id et hele taget! ”Man må ikke snyde! Altså Dadda!” grinte hun morende, som hun alligevel slog armene omkring ham. Hun havde vundet! Og så lang tid han var enig med hende, så var det også helt fint i den anden ende for hendes vedkommende. Hun vant på ærlig vis, og det var jo uden tvivl det som betød mest, for hun havde faktisk formået at vinde over en voksen! Og det kunne hun virkelig godt lide! Nu som det var sagt, så var hun ved at være sulten igen, og hun ville jo gerne ned i byen hurtigst muligt, så hun kunne få nogen nye ting, og noget nyt tøj og nyt alt muligt, for det synes hun altså selv at hun havde brug for i længden! Hun lod far gå ned til klædeskabet først, hvor hun roligt søgte ned på gulvet, da han selv havde valgt at sætte hende fra sig. Hun søgte roligt mod ham og klædeskabet, idet hun roligt kiggede ind i det. Det var ikke fordi at hun havde det største udvalg, selvom det egentlig ikke var noget som gjorde hende noget som sådan, for.. det passede hende egentlig fint, for så var der ikke for meget at vælge imellem, og så var det ikke så uoverskueligt for hende. Hun stod længe og kiggede, inden hun valgte at pege på den flotte grønne som hang i skabet. ”Den der vil jeg have på!” sagde hun endeligt og med en ganske bestemt tone. Bestemt havde hun jo trods alt altid været, hvor hun nok lignede sine forældre lidt – lidt meget måske, men det var skam ikke noget som gjorde hende det mindste.

[Deleted]

At tøsen sad med en eftertænksom mine, var noget som fik Sonic til at smile. Hun var lille og endnu uvidende omkring mange ting, men hendes hjerne udviklede sig som tiden gik og hun var ingen dum pige, da hun var intelligent og han glædede sig til at han skulle lære hende alt som var værd at vide, ligesom han så frem til at lære hende at slås, så hun blev en selvstændig, stærk kvinde, hvilket hun med glæde måtte arve efter sin mor, da det var gode kvalifikationer at have og det var også altid det som havde betaget ham ved Ilaria. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord og nikkede. ”Det er du nemlig, du er den perfekte til at bruge dådyrøjne og hver gang du vil have din vilje skal du lave det blik, for så er det sjældent at voksne kan stå imod,” fortalte han morende, som han prikkede hende let på næsetippen, uden at smilet falmede det mindste. Selv han kunne have svært ved at stå imod hende, men det var nok også mest det faktum at han havde undværet hende i så lang tid, som han havde, for han havde savnet hende og han havde villet gøre alt for at få en ny chance med hende om det så gjaldt at forkæle hende til den værste pige, men han ville bare gerne have at hun havde det godt og det var vel ikke dårligt? Han elskede hende og han ønskede at give hende det bedste, selvom han naturligvis også ville have at hun blev en ordentlig pige der ikke gik i sine forældres fodspor. At hun ikke kunne lade vær med at grine, var noget som måtte få ham til at trække på smilebåndet, da hendes latter kunne smelte hans hjerte og gøre ham helt blød i knæene, hvor han ikke kunne lade vær med at tænke på hvor velsignet han egentlig var ved at have hende. Hun var noget af det vigtigste i hans liv, hvor han altid ville sørge for at sætte hende først. Han trak yderligere på smilebåndet til hendes ord og da hun valgte at slå armene omkring ham, hvilket han ikke havde det mindste imod. ”Nej du har ret prinsesse, man må ikke snyde, men det er far jo nød til, hvis han skal vinde over dig, for du er jo for stærk for ham!” svarede han med et smil. Han burde nok ikke lære hende at være en lille djævel, men nok nærmere at være en fin lille pige, og det var tydeligt at hun allerede havde lært lidt manerer, hvilket hun næsten måtte have lært i Procias, og det var da kun rart at hun havde lært lidt godt derfra. Som han satte hende fra sig og gik hen til klædeskabet, så lod han hende blot stå og vælge ud, skønt han ikke kunne lade vær med at more sig over at hun gav sig god tid, for det var jo bare typisk piger! Det gjorde ham dog intet, da hun var en rigtig lille prinsesse og det ville hun altid være i hans øjne; hans prinsesse. Han trak på smilebåndet, hvor han vendte blikket mod den grønne kjole, da hun udpegede den. ”Wow! Det er et rigtig godt valg, prinsesse, så bliver du jo rigtig fin. Den smukkeste i hele verden!” svarede han, hvor det var tydeligt at høre at hun havde truffet det rigtige valg, selvom hun havde gjort det uanset hvilken hun havde valgt. Han tog den roligt ud og af sin bøjle, inden han rakte hende den. ”Kan du også selv tage den på?” spurgte han nysgerrigt, hvor han betragtede hende med begejstring i blikket. Hun var jo ved at være en stor pige nu.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

I det store og hele, så var Jacqueline en yderst eftertænksom lille pige. Hun var jo stadig lille, og der var jo frygtelig mange ting som hun slet ikke kunne forstå, men det var skam slet ikke noget som fik lov til at tage det livsmod fra hende, og specielt nu hvor hun havde sin far ved sig, så var det virkelig kun det bedre set i hendes øjne! Hun var jo lille og hun var jo sød, så hvis hun bare skulle gøre det ganske særlige med blikket og sit ansigt for at få sin vilje, så skulle hun da uden tvivl begynde med det igen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun smilede let for sig selv, næsten helt forfjamsket, hvor hun sad og fniste. ”Uh! Så mig altid få hvad mig vil!” sagde hun med en helt munter stemme, som det næsten var noget os gik op for hende, hvor meget hun egentlig kunne få sin vilje, hvis det var det hun ville, og naturligvis, var det en tanke som gjorde hende utrolig glad, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Selv stod hun fuldkommen fast på at hendes far havde snydt! Selv vidste hun godt, at hun ikke var for stærk for sin kære far, for han var jo meget ældre og meget større end hende, og derfor kunne han jo snildt overvinde hende, men hun kunne faktisk godt lide, at han var retfærdig overfor hende, og derfor også fik hun også lov til at have det sjovt med at tumle rundt med ham i sengen og bare have det sjovt sammen med sin far, ligesom enhver anden lille pige ønskede sig, for nu hvor hun havde sin far, så… måtte hun jo faktisk erkende, at hun savnede sin mor lidt, for nu var de jo glad og e havde hinanden, men hun vidste at far savnede mor. ”Dadda ikke snyde, nej han må ej!” sagde hun morende, som hun lod ham sætte hende ned på gulvet igen, inden hun selv gik hen til ham, så hun kunne få lov til at vælge hvilken kjole hun ville have på. Som regel, så var hun jo faktisk vant til at folk tog valget for hende, så det at hun selv fik lov, var noget som passede hende fint. Selv valgte hun den grønne, også selvom den var ved at være slidt, så var det faktisk en af de kjoler som hun bedst kunne lide, og det at hendes far faktisk valgte at rose hendes valg, var noget som fik smilet til at brede sig tydeligt på hendes læber, for det var noget som hun virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Mig godt lide være fars prinsesse,” sagde hun glad, som hun let fniste igen. At han rakte hende den, så tog hun bare imod den, hvor hun nikkede til hans ord. Nu skulle hun vise ham, at hun selv kunne tage tøj på, så det sad rigtigt! ”Ja, du se det!” sagde hun med en helt ivrig stemme, som hun begyndte at tage sit nattøj af, kun for at vende kjolen helt rigtig, som hun begyndte at tage den på. Hun fik den op over skuldrene og forsøgte at sætte den rigtigt, inden hun igen vendte sig mod ham. Den krøllede lidt, men det havde hun slet ikke opdaget endnu. ”Du vil lukke den, Dadda?” spurgte hun med et stort smil.

[Deleted]

At Jacqueline havde nysgerrigheden og viljen til at lære og spørge, var kun en god ting, selvom det nok ikke var alt hun ville kunne forstå i sådan en lille alder, men det passede skam hvad man sagde; man ville forstå når man blev ældre, eller når man blev voksen. At han så kom til at overbevise hende om at hun altid kunne få sin vilje, var måske ikke så godt igen, hvor han også måtte revurdere hans ord, da han godt kunne se det lød forkert. At hun blev forfjamsket og fniste, var dog noget han fandt morende, hvor han ikke kunne lade vær med at smile. Han lagde hånden mod hendes kind, som han gav sig til at stryge ganske blidt. ”Jacqueline, du må forstå én ting; det er ikke altid at du vil kunne få din vilje, og det er ikke altid at dit blik vil virke, livet og verden er skruet sådan sammen at man ikke altid kan blive tilfreds, til tider må man nøjes og andre gange vil man slet ikke få sin vilje, hvor man kan ende såret, men så længe man kæmper for hvad man vil have, så kan man nå langt i livet,” fortalte han roligt, som han sendte hende et varmt smil. ”Men i dag vil du få din vilje, da du vil få en masse nye ting!” tilføjede han muntert, mest for ikke at ødelægge hendes ord med de andre ord, som godt kunne lyde rimelig negative, for hvem ville ikke gerne have sin vilje altid? Så ville stedet jo næsten være perfekt, så ville man ikke mangle noget, men fordi der var mange i verden, så skulle der være plads til alle, skønt nogle var mere heldige end andre. At hun påpegede at han ikke måtte snyde, fik ham kun til at smile. Han var en frisk mand og han havde skam intet imod at tumle rundt med tøsen, der havde det altid være Ilaria der havde sagt noget til ham, hvis han var blevet for vild, fordi tøsen kun havde været en lille baby på det tidspunkt. Nu var hun dog lidt større og kunne også tåle lidt mere, hvor han derfor ikke kunne lade vær med at lege lidt med hende, for ellers var hun jo helt alene og der skulle trods alt være plads til at hun kunne være barn og få lov til at lege, der havde han selv hurtigt skulle blive voksen, fordi det havde været krævet af ham, ligesom han senere var flygtet til livet på gaden som havde været frygtelig hårdt, men Jacqueline skulle være et barn lige så længe som hun ville. ”Nej du har ret, far må ikke snyde, undskyld,” svarede han lettere skamfuldt. Det var nok bedst at opdrage hende til at være ordentlig, så hun ikke endte med at blive en djævel som sin gamle far. At hun blev glad fordi han roste den kjole hun valgte, fik ham til at smile, da hun naturligvis skulle vide hvornår hun gjorde noget godt, om det så var i de helt små ting såsom at vælge en kjole, for hun skulle vide at hun var elsket og at hun kunne foretage sig de rigtige valg, ligesom hun skulle vide at der også var plads til at kunne gøre fejl. ”Det var godt, for du vil altid være fars prinsesse!” svarede han muntert, hvilket han bestemt ikke havde tænkt sig at lave om på, heller ikke hvis det kommende barn blev en pige, for der ville Jacqueline nok altid være hans lille prinsesse. At hun så gik i gang med at klæde sig på, var noget som fik ham til at smile, da hun var helt ivrig efter at vise ham hvad hun havde lært. At hun så fik den på og spurgte om han ville lyne om, fik ham til at gå i knæ. ”Du er simpelthen så dygtig Jacqueline. Far er meget stolt af dig,” svarede han sandfærdigt, som han fjernede hendes hår og fik kjolen lynet op, inden han roligt strøg hænderne ned over kjolen, så den ikke var nær så krøllet, inden han rejste sig med et smil. ”Nå.. skal vi tage ned til farmor?” Han gik roligt hen til døren som han åbnede, inden han gjorde en gestus til at hun skulle gå ud.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var skam slet ikke bange for at spørge ind til hverken det ene eller det andet, for hun var jo bare en nysgerrig lille pige, som ønskede at finde ud af det hele, og nu hvor hun havde sin far, så kunne han jo give hende svar på rigtig mange ting, hvilket skam også var noget som passede hende helt fint! Hvis det blik var noget som kunne give hende sin vilje, også selvom det var et håb som hun direkte valgte at skyde i sænk, hvor hun vendte blikket mod ham. Ville hun ikke kunne få sin vilje altid? Selvfølgelig var det en tanke som gjorde hende direkte.. trist et sted, også selvom hun faktisk godt kunne forstå det. Hun vendte blikket ned mod sine hænder, som hun gav sig til at fumle med. Det var jo ikke ofte at hun i det hele taget oplevede at hendes far sagde hende imod på den måde. Faktisk måtte det her vel være en af de første gange? ”Jamen… Dadda..? Mig godt lide få min vilje..” forsøgte hun. At hun så ville få sin vilje i dag, var naturligvis noget som fik hende til at smile bredt, da det var noget som slet ikke gjorde hende det mindste på nogen som helst måde i det hele taget! Hun endte med at klappe i sine små hænder, for det var noget som hun virkelig godt kunne lide! ”Godt! Mig ha’ nye ting og.. og nyt tøj og alt muligt!” sagde hun helt glad. Selv elskede hun sin far, og det at tumle rundt med ham og lege, var noget som hun specielt godt kunne lide. Selvom hun måske ikke kunne huske særlig meget fra dengang hun var helt lille, hvor hun ikke kunne huske eller have de største minder omkring hendes mor, for det havde hun ikke. Hun elskede sin far, og derfor var hun glad for at have ham helt for sig selv! Nu som det var sagt, så ville hun jo også rigtig gerne vise ham at hun godt kunne tage tøj på selv og faktisk vende det hele rigtigt! At han så gik ned i knæ bagved hende, for at lyne hendes kjole, passede hende fint, for hun ville gerne være fars prinsesse, og derved også vise sig som en. ”Mig altid være fars prinsesse,” sagde hun helt glad, som hun igen vendte sig mod ham. Når han ikke snød hende, så kunne hun nemlig godt lide at være hans prinsesse! De burde nok også snart finde farmor, så hun ikke skulle sidde der helt alene, så det var vel også fint? Hun nikkede, inden hun stormede tilbage til sengen, hvor hun tog om den halskæde med medaljonen og ringene på, som hun tog godt i sin hånd, for hun havde jo trods alt lovet far at passe rigtig godt på den, og det var noget som hun agtet at gøre! ”Så! Nu vi finde farmor!” sagde hun bestemt, inden hun vendte sig mod ham, kun for at tage hans hånd i stedet for. Stedet var stort og ukendt, og hun var jo faret vild i går, og det ønskede hun ikke igen!

[Deleted]

Sonic lagde godt mærke til at hun blev mere trist, da han nævnte at hun ikke altid kunne få sin vilje, men det kunne han desværre ikke gøre det store ved, for det var trods alt sandheden. Det var ikke altid at hun ville kunne få sin vilje og selvom hun var fars prinsesse og altid ville være det, så ville han nok også komme til at sige stop på et eller andet tidspunkt og være den der sagde nej til de ting hun ønskede sig eller noget andet. Det var ikke for at gøre hende sur, trist, ked af det eller lignende, men fordi hun ganske enkelt ikke kunne få alt i verden, heller ikke selvom han gerne ville give hende det på et sølvfad, men visse ting var umulige. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Det ved jeg godt min skat, men det er desværre ikke altid muligt. Dog skal du ikke give op af den grund, for du kan hvad du vil, hvis du har viljen til at kæmpe for noget, så skal du nok komme langt og opnå det du vil have,” fortalte han hende roligt og sendte hende et varmt smil, så hun vidste at der ikke var noget decideret dårligt ved det, men at det bare var sådan tingene var. Desuden havde hun vel allerede oplevet ikke at få sin vilje? Såsom at hun ikke havde fået ham med det samme og hun var heller ikke kommet med ham den første gang han havde besøgt hende, så der var mange gange hun allerede havde prøvet ikke at få sin vilje, men hun havde været tålmodig og så havde hun fået hvad hun ville have i sidste ende, da hun både havde fået ham og var kommet med ham. At hun så blev glad fordi hun fik sin vilje i dag, fik ham til at smile, hvor han også kort måtte slippe en munter latter, da hun klappede i sine små hænder af begejstring. ”Det skal du nemlig! Du bliver rigtig forkælet i dag!” medgav han med et stort smil. Selvom han ikke havde råd til at give hende alt, derfor så håbede han ikke at hun blev skuffet når han engang sagde stop, hvor hun måtte vente med visse ting. At hun så viste ham at hun kunne tage tøj på selv og faktisk vende det rigtigt, var noget som fik ham til at smile, hvor han strøg hende kort over det lange prinsessehår som hun havde fået. Hendes ord fik ham til at smile yderligere, da det naturligvis måtte varme ham at hun så sådan på det. ”Det vil du nemlig, det kan ingen tage fra dig, min skat,” lovede han hende, hvor det også var et løfte han ville holde. Han burde dog finde en måde hvorpå han kunne fortælle tøsen at mor var gravid og at der kom en ny i familien, det var bare svært, når han ikke engang havde fundet ud af det med Ilaria endnu, for hvad nu hvis hun nægtede at komme sammen med ham igen? Så ville han nok ikke få noget med barnet at gøre? Han vidste det ikke. At hun stormede hen til sengen og greb om den halskæde han havde givet hende og begyndte at gå ud, fik ham til at bukke sig ned og gribe hende om skulderen. ”Hov hov, den skal du bære om din hals så du ikke mister den,” svarede han med en alvorlig undertone, som han tog om kæden og førte den over hendes hals, så den ikke blev væk, inden han tog omkring hendes hånd, så de kunne gå ud. Han lukkede værelsesdøren, inden han gik ned ad gangen og hen til den store trappe, hvor han langsomt gik ned ad den så hun kunne følge med, kun for at søge mod pejsestuen for at se om hans mor havde placeret sig der, for ellers måtte de jo prøve spisestuen igen.

[Deleted]

Jacqueline havde opgivet søvnen allerede for mange timer siden, for hun kunne slet ikke sove. Det i sig selv ,var naturligvis en tanke som måtte irritere hende som intet andet, men det var heller ikke fordi at hun kunne gøre det største ved det uanset hvad. Det var en tanke som selv formåede at gøre hende en smule trist, men det var nu bare sådan at det måtte være. Selv havde hun været i bad til morgen, bare for at se en anelse mere frisk ud, end hvad hun havde gjort aftenen i forvejen, hvor de var endt med at stå på døren, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med! Selvom hun var glad for at have lidt mere liv i huset, end når hun bare gik rundt her på egen hånd, så var det alligevel noget som gav hende en følelse af.. mening. Selvom hun virkelig savnede Giovanni og ikke kunne forestille sig at skulle falde til med en anden mand, for det var slet ikke noget som ville komme på tale, på nogen som helst måde i det hele taget, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så måtte hun jo bare vænne sig til tanken om at skulle leve livet som en enke.. for det var åbenbart hendes skæbne, også selvom det gjorde ondt.
Selv befandt hun sig nede i spisestuen, hvor der i øjeblikket var ved at blive dækket op til morgen. Tanken om at hun heller ikke skulle spise alene, var faktisk noget som hun virkelig godt kunne lide, da det også var noget som betød meget for hende. I sig selv, så gav det hende på en underlig måde mere appetit, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Selvom kjolerne ikke sad nær så fint som de havde gjort før i tiden, så forsøgte hun virkelig at klare sig godt og bedst muligt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun hadede virkelig at se sig selv i spejlet, for hun vidste at hun så forfærdelig ud, og hun hadede mere eller mindre sig selv for det! Tungen strøg hun let over læberne, hvor hun kort tog sig selv i, igen at stirre ud af vinduet. At han lå gravlagt på grunden, gjorde det ikke bedre for hende, men hun ønskede at have ham tæt på.. Så tæt på som det var hende menneskelig muligt, bare for at holde lidt styr på sig selv, for det var slet ikke fordi at det var nemt for hende på nogen som helst måde i det hele taget. Svagt sukkede hun. Hvornår de havde tænkt sig at stå op, vidste hun ikke, men hun kunne godt forestille sig at den søvn havde været umådelig tiltrængt, og derfor havde hun også taget den beslutning ikke at skulle vække dem. De havde hinanden, og de havde et bånd som skulle etableres ordentligt, og det var bestemt ikke noget som hun ønskede at stå i vejen for, for hun vidste hvor vigtigt det var.. Hellere det, end før det skulle blive for sent.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det gjorde naturligvis Jacqueline frygtelig trist at hun ikke altid kunne få sin vilje, også fordi at hun slet ikke var vant til at se sin far sige hende imod – ikke på denne her måde, så naturligvis var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled stille mod ham endnu en gang, hvor hun blinkede let med øjnene. Det var ikke fordi at hun blev ked af det som sådan, men hun kunne jo godt lide at få sin vilje! Om ikke andet, så var det noget som hun nok skulle kæmpe for, hvis det indebar, at hun ville få sin vilje, og det var jo lige præcis det som han stod og sagde! Hun nikkede stilfærdigt og med et lille smil på læben. Han formåede da om ikke andet at gøre hende en anelse glad, for hvis hun kæmpede for det, så kunne hun godt få sin vilje? Det var noget som passede hende helt fint! ”Mig godt lide at få ting som jeg vil..” påpegede hun sigende. At hun så fik sin vilje i dag, var bestemt ikke noget som hun havde det mindste imod! Og det faktum at de måske kunne få farmor med, var noget som kun gjorde det hele meget bedre for hendes vedkommende! ”JA! Glæder mig!” sagde hun med en glædelig og helt munter stemme, for det var noget som gjorde hende utrolig glad og ikke mindst tilfreds når det endelig skulle være i den anden ende. Nu som det var sagt, så var hun kun glad for at være sin fars prinsesse, for det var uden tvivl noget af det bedste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Nu havde hun fået kjolen på, og så var hun glad for at hendes far hjalp hende med at lyne op i kjolen og glattede den ud, så hun kunne ligne en rigtig prinsesse! Halskæden styrtede hun direkte hen for at hente og skyndte sig tilbage til sin far, også selvom han tydeligt stoppede hende, for at give hende den på. Hans ord indikerede kun at hun havde gjort noget forkert, hvilket fik hende til at vende sig mod ham, som han havde givet hende den på. Hun havde jo trods alt lovet at passe på den, og det gjorde hun jo ikke ved at lade den ligge heroppe! Hun vendte blikket op mod ham, næsten forvirret over hans måde at håndtere det på, for det var slet ikke noget som hun havde set før, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Undskyld, Dadda..” sagde hun med en dæmpet stemme, som hun tog omkring hans hånd, så han kunne føre hende med sig. Selv var hun et sted bange for, at hun ville fare vild igen, for det var slet ikke noget som hun var ude på, for hun ville slet ikke igennem det en gang mere! Hun så sig omkring. Hun var jo endnu utrolig nysgerrig! ”Hvor farmor?” spurgte hun.

[Deleted]

På sin vis måtte det more Sonic at se tøsen blive trist fordi hun ikke altid kunne få sin vilje, men hun kunne jo lige så godt lære fra helt lille af at der kom de dage, hvor hun ikke ville kunne få sin vilje, og at hun skulle kæmpe for tingene i livet, for at få det som hun ville have det, for ellers ville hun bare vokset forkælet og dumdristig op og det ønskede han trods alt ikke. Hun skulle blive hans lille prinsesse, men hun måtte godt være en realist og vide hvad der var muligt og ikke muligt. Han sendte hende et smil og nikkede ganske let. ”Det ved far godt, derfor fortæller han dig også at du skal kæmpe hårdt for det, for så kan du sagtens få det som du vil have det,” svarede han i en opmuntrende tone så hun ikke blev helt skræmt ved tanken, da det trods alt ikke var nogen dårlig ting, desuden så havde hun charmen, så hun ville uden tvivl have mange faktorer som hun ville kunne spille på. ”Det gør far også!” svarede han i samme muntre tone som hende. Han glædede sig skam til at tilbringe tiden med hende og forhåbentlig kunne de også få farmor med sig, så de alle tre var sammen og der håbede han at tøsen kunne lokke hende med. At stoppe hende fra at løbe med halskæden i hånden, var mere for at være sikker på at hun ikke mistede den fordi hun tabte den fordi hun var klodset, for det kunne børn trods alt godt være, og han ønskede ikke at den blev væk, for det var deres vielsesringe som var der! At hun så tolkede hans ord som hårde, kunne han godt se, selvom det nu ikke havde været sådan ment, da det mere var for at understrege at hun skulle bære den og ikke gå med den. Han sendte hende et smil, som han strøg hende over håret. ”Du skal ikke undskylde Jacqueline, for du har ikke gjort noget galt, du skal bare huske at bære den om halsen ikke?” spurgte han for at se om hun havde forstået og vidste at han ikke var sur, hvor han sendte hende et varmt smil for at understrege at han ikke var sur, ligesom han gav hendes lille hånd et blidt klem, inden han gik med hende ud. Han trak let på skuldrene til hendes spørgsmål. ”Det ved far ikke, så vi må lede efter hende, til vi finder hende,” svarede han med et skævt smil, som han trak hende med ned ad trappen. At der så var tomt i pejsestuen, fik ham til at se ned ad gangen. ”Kom, vi går ind i spisestuen,” svarede han roligt, som han gik i et roligt tempo som hun kunne følge med i, da han trods alt kunne tage nogle større skridt end hende. Han gik ned ad gangen, hvor han næsten var stolt over at kunne finde vejen tilbage, for stedet var virkelig stort og han frygtede at selv han kunne fare vild. Hans blik faldt let på hans mor henne ved vinduet, hvor han gik ned i knæ til Jacqueline. ”Løb hen og giv hende et godmorgenkram,” opfordrede han hende, som han sendte hende et smil, inden han roligt rejste sig igen og afventede at tøsen gjorde som han opfordrede hende det.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hvis der var noget som Jacqueline godt kunne lide, så var det selvfølgelig at få sin vilje.. Hvilken lille pige, kunne da ikke lide det? Blikket gled stille i retningen af ham, hvor hun let blinkede med øjnene. At hun ikke kunne få sin vilje altid, var måske en fin ting at fortælle hende nu, inden hun for alvor ville ende med at blive skuffet, men det var nu bare sådan at det var.. Der skulle generelt ikke meget til for at få hendes verden til at vende op og ned lige for tiden, selvom det nu ikke nødvendigvis var nogen skidt ting, for det var det vel egentlig heller ikke? Blikket gled stille op mod ham endnu en gang, også selvom hun bare nikkede. Hvis hun stadig kunne formå at få sin vilje, så var alt vel også i orden? ”Okay..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun let vendte blikket mod sine hænder igen, næsten som hun slet ikke vidste hvor hun ellers skulle kigge hen. Nu som det var sagt, så kunne hun jo godt lide, at hun ville få sin vilje i dag, for det var også noget som hun et sted havde brug for at få bekræftet, også fordi at det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide. Blikket gled roligt op i retningen af ham endnu en gang, som smilet igen bredte sig på hendes læber. Lige i det tilfælde, så håbede hun virkelig på at de ville være i stand til at få farmor med, for det ville uden tvivl, også betyde så frygtelig meget for hende, da hun jo faktisk gerne ville lære hende at kende, og hvem vidste..? Måske der faktisk også faldt lidt af til hende på den kant, hvilket hun bestemt heller ikke havde det mindste imod i den anden ende. Smilet forblev tydeligt på hendes læber, som hun nikkede helt ivrigt. ”Ja!” endte hun helt begejstret, også selvom det hurtigt døde igen, ligesom alt det andet, da han tog fat omkring hende, fordi at hun ikke havde fået halskæden på endnu. Hvor meget den egentlig betød for ham, vidste hun ikke, selvom hun kunne tænke sig til, at det måtte være meget, eftersom han var så meget over hende. Hun nikkede let til ham, som hun fulgte ham ned af trappen, som de gav sig til at søge efter farmor. Om hun i det hele taget var stået op, vidste hun ikke helt, men det var nu bare sådan at det var. Selv måtte hun erkende, at hun hellere ville hoppe morgenmaden over og komme direkte til byen, hvis det var muligt for hende! ”Skal jeg nok huske,” lovede hun oprigtigt, som hun fulgte efter ham. At han heller ikke vidste hvor hun var, var noget som selv gjorde det hele en anelse mere underholdende, så det var i sig selv, heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. At hun ikke var i pejsestuen, så fulgte hun alligevel bare med sin far, til de fik øje på hende i spisestuen i stedet for. Igen synes hun at farmor så trist ud, og det kunne hun bestemt ikke lide! At han så opfordrede hende til at give hende et morgenkram, fik hende til at smile bredt, som hun nikkede, kun for at slippe hans hånd og storme hen til sin farmor, hvor hun slog armene omkring hendes ben. ”Godmorgen farmor!” hilste hun helt glad.

[Deleted]

Det var egentlig slet ikke Jacquelines hensigt at virke sur, trist eller ked af det, selvom det jo i bund og grund, slet ikke var noget som hun kunne gøre for, eller gøre noget ved bare sådan uden videre, selvom det slet ikke var en tanke som hun brød sig om i det hele taget! Det var jo slet ikke meningen at hendes familie skulle se hende på denne måde, selvom det nu alligevel var noget som skete. Hun sukkede indædt af sig selv. Søvnen havde hun formået at opgive, ligesom hun havde gjort alle de andre dage, for nattens søvn, var bare ikke noget som hun kunne indfri mere, og det var noget som uden tvivl, gjorde hende direkte.. trist et sted, for det var jo slet ikke meningen at hun ville virke på denne her måde. Hvor lang tid de brugte på at stå op og komme i tøjet og gøre sig klar til morgenmad, vidste hun som sagt ikke, og det var skam heller ikke fordi at hun ville skynde på dem, for alt hvad hun vidste, så havde de jo trods alt hele dagen, og det var skam heller ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste i den anden ende. Selskabet gjorde altid godt, også fordi at det gav hende en.. lyst til at komme videre, også selvom hun vidste, at hun aldrig ville komme sig over tabet af Giovanni. Alene den tanke om at hun aldrig ville få hans arme at ligge i igen, var hende direkte dræbende som intet andet i det hele taget! Svagt måtte hun slippe et tungt suk, som hun rystede på hovedet af sig selv. Hun kunne ikke slippe de tanker, uanset hvad hun gjorde, så gik det bare ikke! At de endelig kom ned, fik hende til at vende blikket mod dem, hvor hun kun nåede at trække let på smilebåndet, idet at hendes eget barnebarn stormede hende i armene. Selv tog hun imod den omfavnelse som hun skænkede hendes ben, da hun gik ud fra, at det kun var fordi at hun ikke kunne nå højere op. Blidt strøg hun tøsen over håret. ”Godmorgen, Jacqueline,” hilste hun med en rolig stemme, inden hun vendte sig mod Sonic. Umiddelbart så det ud til at søvnen havde gjort godt for dem begge, hvilket naturligvis var noget som gjorde selv hende glad i længden, for det betød jo faktisk utrolig meget for hende, at hun i det mindste kunne skænke nogen noget godt, når hun nu ikke følte, at det var noget som hun var god til længere. ”Og godmorgen min dreng. Det ser ud som søvnen gjorde Jer begge godt,” konkluderede hun med et træt smil. Selv havde hun knapt fået lukket et øje, men det var ikke noget nyt. Man kunne vel snildt sige, at hun efterhånden kun måtte være vant til det, selvom det ikke just var noget som gjorde sagen meget bedre for hende – tvært imod, så gjorde den jo kun skidt.

[Deleted]

At tøsen ville have sin vilje, var der skam intet at sige noget til, for hvem ville ikke det? Og særligt i hendes alder? Små børn ville jo altid gerne have så mange ting, men desværre så var det ikke kun hendes liv som havde været svært og var blevet omvæltet, for det var hans også, og han havde desværre ikke så mange penge at gøre godt med, som han havde haft, da han havde været greve, og han var skam ked af at han ikke kunne give hende hele verden, men sådan fungerede det bare ikke. Han ville gøre alt for hende, som han altid ville være der for hende, for han elskede hende og alene ville hun aldrig være. Han kunne godt se at hun blev skuffet over det, hvilket han godt forstod, for det var naturligvis ikke sjovt at få at vide, men hun skulle nok klare sig, for forkælet skulle hun nok blive, det skulle han da nok sørge for! Dog skulle han også nok sørge for at hun blev en realistisk tøs, så hun faktisk blev i stand til at kæmpe for hvad hun ville have og blive en selvstændig pige, som ville kunne klare sig selv når hun blev ældre. Han endte med at lægge hænderne mod hendes kinder, kun for at kysse hendes pande. ”Men du bliver forkælet i dag Prinsesse, så du skal nok få din vilje,” lovede han hende, som han sendte hende et varmt smil, lidt for at gøre hende glad igen, så hun ikke blev helt trist. Meget skulle hun vænne sig til og han vidste det godt, men holdt de sammen skulle de nok klare det, det var han skam mere end sikker på. Han sendte hende et varmt smil, da hun lovede at huske at hun skulle bære halskæden om halsen, hvor han nikkede roligt. ”Godt min skat,” svarede han roligt, som han fik hende med nedenunder, for at finde farmor. At de så fandt hende i spisestuen, så kunne han godt se at hun var trist og at hun ikke havde fået sovet særlig meget, selvom han ikke kunne sige at det kom bag på ham, for han vidste godt hvad hun gik igennem og forhåbentlig kunne de hjælpe hende igennem det, desuden var hun ikke længere alene og det måtte vel også være godt? Han kunne ikke lade vær med at smile varmt, da tøsen så gjorde som han bad om og hun løb over for at omfavne sin farmors ben, hvilket helt måtte varme ham, for selvom alle ikke var her, så var de alligevel en lille familie samlet og det havde han ærligtalt savnet. Han så fra tøsen til sin mor, hvor han roligt nikkede, imens han begyndte at gå over imod hende. ”Det gjorde rigtig godt. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har sovet så godt,” erkendte han sandfærdigt, som han lagde den ene arm omkring hende, for at kysse hendes kind. ”Men du kunne nu godt ligne en som kunne bruge mere søvn,” kommenterede han med et let smil, da han ikke lagde så meget i det, for han vidste jo godt hvorfor og det behøvede de ikke at diskutere foran tøsen. Han så ned mod tøsen. ”Nå min pige, er du ved at være sulten? Jeg tror farmor har en rigtig god morgenmad klar til os,” svarede han, hvor han fik det til at lyde helt spændende, som han blinkede let til hende, inden han sendte sin mor et varmt smil. Han vidste at de alle tre havde det hårdt, men forhåbentlig kunne de finde lidt glæde i hinanden og faktisk få noget godt ud af hinanden? Det havde de i hvert fald alle brug for.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline kunne godt lide at få sin vilje, og så lang tid at hun fik sin vilje lige i dag, så var hun bestemt heller ikke den som skulle brokke sig, for så kunne hun da godt leve med det, også fordi at det var en dag sammen med hendes far og hendes farmor, hvilket jo faktisk var en tanke som hun virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun nikkede til hans ord. Hvordan det stod til økonomisk, var slet ikke en tanke som slog hende ind på noget tidspunkt, bare hun fik hvad hun pegede på i dag, og var sammen med dem, så var alt i skønneste orden for hende. Hun tog imod fars kys til panden, hvor hun smilede tydeligt og ikke mindst bredt. ”Godt!” sagde hun med en helt glad stemme, for det var noget som uden tvivl passede hende selv helt fint i længden! Det havde skam slet ikke været hendes mening at gøre far ked af det eller noget, fordi at hun ikke havde taget halskæden på, men fordi at hun ville passe på den, og derfor ikke lade den ligge på natbordet, for tænk nu hvis den blev væk for hende? Så ville han da først blive sur på hende, og det var slet ikke en tanke som hun kunne lide på nogen måde i det hele taget! Hun nikkede, som hun fulgte efter ham for at komme nedenunder, så de kunne finde farmor. At hun så stod i spisestuen og så trist ud, var slet ikke noget som hun sagde noget til som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selv stormede hun hen til hende, for at give hende et morgenkram, også selvom hun kun fik fat i hendes ben. Hun vendte blikket op mod farmor med et stort smil, også selvom det var tydeligt at se på farmor at hun var træt. Hun så jo slet ikke ud til at have sovet altså! Og det var slet ikke en tanke som hun som kunne lide! Hun nikkede som hun vendte sig i retningen af sin far igen. Et sted var hun sulten, men hun ville faktisk hellere ned i byen nu. Jo hurtigere de kunne komme af sted, jo bedre var det også set i hendes øjne, så naturligvis var det noget som betød utrolig meget for hende! ”Mig kun lidt sulten. Vil hellere ned i byen nu, Dadda,” påpegede hun med en ganske rolig stemme. Næsten en anelse forsigtig, også fordi at hun vidste, at hun slet ikke kom i byen endnu, men det var jo faktisk det som hun havde mest lyst til, for så havde hun da muligheden for at være sammen med sin familie, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, og specielt efter hendes mere turbulente første år af livet, for roligt havde det på ingen måder været for hendes vedkommende.

[Deleted]

Søvnen havde Jacqueline ganske enkelt valgt at opgive søvnen for natten, for hun kunne ikke. Det at sove om natten og uden at have Giovannis arme om sig, var hårdere end det som hun egentlig havde regnet med, og derfor var det på ingen måder nemt for hende. Tanken i sig selv gjorde ondt, for det irriterede hende faktisk at hun skulle være så fastlåst som det hun var i øjeblikket, men det var jo ikke ligefrem fordi at hun kunne gøre det største ved det uanset hvad, så det var jo egentlig bare at gøre det så godt, som det nu var hende menneskelig muligt, selvom det slet ikke var nok. Nu hvor hun havde besøg i hjemmet, så var det selvfølgelig en hjælp for hende, også selvom hun vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden de ville tage videre, og hun igen ville være alene. Tanken i sig selv, var slet ikke noget som hun kunne lide, men det var jo ikke ligefrem fordi at hun kunne gøre det største ved det uanset hvad, men det var nu bare sådan at det måtte være, for hun måtte jo bare vænne sig til det, selvom det ikke var nemt. Hun var vel bare nødt til at acceptere sit lange liv som en enke? Selvom hun ville gøre alt for at få ham tilbage igen! Blikket gled mod dem, hvor hun let strøg Jacqueline over håret, som hun kom hende i møde med en kæmpe omfavnelse, for det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Også fordi at den tøs ikke var bange for at komme i kontakt og give hende et ordentligt kram, også selvom hun vidste at hun så skrøbelig, syg og ikke mindst træt ud. Og et sted så var det jo heller ikke ligefrem en løgn. At Sonic så kom dem i møde og lagde armen om hende, kun for at kysse hendes kind, var noget som hun også godt kunne lide. ”Det er godt, min dreng,” sagde hun roligt. De havde sovet godt, hvilket var noget som hun havde det fint med, for det var også noget som betød meget for hende. Smilet famlede blot en anelse, som han valgte at kommentere hendes manglende søvn, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Jeg sover i aften.. Så jeg skal nok se bedre ud på et tidspunkt,” endte hun roligt. Hun ønskede slet ikke at snakke om det når hendes barnebarn var omkring, også fordi at det var en alvorlig ting, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket ned mod Jacqueline. ”Jeg synes vi skal spise lidt først, og så tager vi alle sammen til byen bagefter. Hvad siger du til det? Der er nok pandekager klar lige om lidt,” forsøgte hun med et let smil. Hun havde skam indvilget i at tage med nu, men om hun tog med ned af selve gaden, havde hun ikke ligefrem gjort op med sig selv endnu, for det var faktisk svært for hende!

[Deleted]

At Sonic fik tøsen til at smile lidt igen, da han sagde at hun ville få sin vilje i dag, var noget som gjorde ham selv glad, for han ønskede jo at hun fik det godt, ligesom han vidste at hun var en lille prinsesse der nød at få sin vilje, så det forundrede ham ikke at hun var glad for at hun kunne blive forkælet i dag. Forhåbentlig kunne hans mor hjælpe med opdragelsen, hvilket han bestemt ikke ville have noget imod, og selvom han gerne ville have sit eget sted, så havde han skam intet imod at blive boende her hos hans mor, for så kunne de alle sammen være samlet, plus han kunne hjælpe hende, hvilket han næsten fandt bedst for det første stykke tid, da hun havde brug for støtte og den kunne han også godt selv bruge i sine egne problemer, hvor det nok heller ikke gjorde tøsen noget at de boede hos familie, da hun så havde mange der kunne koncentrere sig om hende og som ville udvise hende interesse, for det måtte hun vel også mangle? Han havde jo godt lagt mærke til at hun tit var henne ved ham for at fortælle ham alt muligt og hun havde næsten ikke gjort andet end at snakke, under første aften sammen, efter at han havde hentet hende hos Evan. Han var dog glad for at de var samlet, hvor tøsen også virkede til at kunne lide sin farmor, og det var kun en god ting, for så kunne de måske alle få det til at fungere. Han strøg sin mor over ryggen, inden han kyssede hendes pande, da hun sagde at hun nok skulle sove i nat. ”Det må vi håbe, søvn er jo vigtigt,” svarede han roligt, hvor det sidste, mere var hvis tøsen hørte efter, så hun også fik understreget at søvn var vigtigt. At tøsen så gerne ville af sted nu, fik ham til at slippe en munter latter, hvor han roligt gik i knæ foran hende, så han ikke var så høj i forhold til hende, hvor han løftede hånden og strøg hende blidt over kinden. ”Det tror jeg gerne, men vi kan jo ikke have at du bliver sulten imens vi er i byen,” svarede han roligt, hvor han vendte blikket op mod sin mor, da hun også var enig i at de spiste først, hvilket de også kom til, for de skulle jo alle sammen have noget at spise inden de søgte ud. Han så roligt mod tøsen igen. ”Hørte du det min skat? Der er pandekager, og de smager rigtig godt! Så kan vi se hvem der kan spise flest,” svarede han muntert og lettere udfordrende, som han bar et muntert skær i det mørke øje. Han var nok den der kunne spise mest, men hvis han kunne få tøsen til at spise godt, så ville han da ikke klage, for det var bedre end at hun kun spiste lidt og så blev sulten efter en halv time, for det gik ikke. Han rejste sig roligt op igen. ”Og du skal da vise farmor din flotte kjole, som du selv har taget på,” opfordrede han hende, som han gjorde tegn til at hun skulle dreje rundt, så farmor kunne se hvor flot hun var. Det var nok ikke den bedste kjole der fandtes, men det gjorde intet, for de skulle nok få en masse flotte og perfekte kjoler til hende nede i byen, hvor han snart selv måtte glæde sig til at tilbringe tiden ordentlig med sin pige og lave noget hun havde lyst til, for det havde han jo manglet igennem frygtelig lang tid!