Business or Pleasure?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline kunne godt lide at blive forkælet, og nu hvor hun også havde fundet ud af, at hendes kære farmor ikke var så slem igen, selvom hun så lidt uhyggelig ud, når hun så syg ud, så var det ikke fordi at hun tog det som en værre ting end det, men ikke desto mindre, så tog hun det nu fuldkommen med ro. Når det nu var sagt, så ville hun bare gerne i byen nu, selvom det var tydeligt, at det slet ikke var noget som hun fik lov til. I det store og hele, så var hun bestemt ikke meget for at nogen sagde hende imod, for hun kunne jo som sagt godt lide at få sin vilje! Selvom hun ikke rigtigt bed sig mærke i bagtankerne ved fars og farmors snak, så var hun faktisk bare glad for at hun havde dem, for farmor var slet ikke slem, og hun kunne godt lide at være sammen med hende, for hun var jo sød! ”Men jeg..” Hun vendte blikket mod sin far, næsten som hun forsøgte at bebrejde ham, for hun ville ikke blive sulten på den tur! Hvis det var, så skulle hun nok lade være med at sige det, for hun ville bare gerne ud og få nogen nye ting! Det var jo noget som hun virkelig godt kunne lide! At hendes farmor fik lavet pandekager, fik hende nærmest til at hoppe på stedet, for hun elskede jo pandekager! Det var noget af det bedste af det hele, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt. ”Årh ja! Pandkager!” udbrød hun med en næsten helt korrekt udtale, for det var jo et langt ord. At han så lagde op til konkurrence, var hun bestemt heller ikke helt tilfreds med! Hun skød underlæben utilfredst frem. ”Dadda spise mest, fordi Dadda have større mave end mig,” påpegede hun. Igen var det jo et indskud af hendes børnelogik, men det var vel heller ikke fordi at det var helt forkert i længden, var det? Hun vendte blikket op mod sin farmor, også selvom hun lod til at være enig i at de skulle spise først, hvilket selvfølgelig ikke rigtigt var noget som hun kunne sige, eller gøre noget som helst ved i den anden ende. Hun nikkede. ”Hvor mig sidde henne, Dadda..?” spurgte hun. Lige nu var hun måske meget omklamrende sin far, men selv hun skulle jo være bekræftet i at han ikke ville lade hende være igen, for hun ville bare gerne være sammen med ham, nu hvor hun også endelig havde fået chancen og muligheden for dette, så naturligvis gjorde det også sit for hende. Igen tog hun sin fars hånd, også mest for at søge den tryghed og den bekræftelse. Hun havde stort set fortalt ham alt hvad hun havde haft at fortælle fra hendes tid i Procias ved Camryn og Jacques, men også fra hendes tid ved Evan. Hun blev nok lidt genert over at han ville have hun skulle vise farmor sin kjole. ”Mig selv tage den på,” fortalte hun med stolthed, som hun stillede sig foran dem, hvor hun let drejede rundt, så farmor kunne se, for hun var jo utrolig stolt over det!

[Deleted]

Jacqueline vidste udmærket godt at søvnen var vigtig, men alle de tanker og følelser som hun gjorde sig, samt de drømme som hjemsøgte hende om natten, så kunne hun lige så godt opgive det, for hun kunne ikke sove uden Giovannis arme om sig. Hun følte sig ensom og forladt, også fordi at han havde valgt at forlade hende på den måde, og det knuste hende. Det var et knust hjerte, som aldrig nogensinde ville heale på nogen måde, og det at skulle opretholde det skuespil overfor hendes lille barnebarn, for hun ville slet ikke have at den lille pige skulle fatte nogen mistanke. Den arme lille pige havde allerede været igennem mere end nok som det måtte være i forvejen. ”Jeg ved det godt Sonic.. Men selv jeg kan ikke sove, hvis jeg ikke er træt nok..” Et sted også for at pakke det lidt ind, for hun vidste udmærket godt, at søvnen var forbandet, men uden Giovanni ved sig, så kunne hun lige så godt bare droppe det, for hun kunne slet ikke. Uanset hvad, så var det vigtigt, at de fik spist noget, inden de tog af sted. Selvom hun måske ikke rigtigt havde fundet ud af, hvorvidt om hun skulle gå med dem ned af gaden, selvom.. det vel ville blive rart at se noget andet, også selvom hun ikke rigtigt vidste om hun kunne holde til det, også fordi at hun vidste, at hun var det sidste ansigt som folk efterhånden kunne sætte på Salvorique, og det var bestemt ikke fordi at hun så særlig godt ud mere, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund. ”Vi skal nok spise hurtigt, så vi kan komme af sted, Jacqueline.. Så må vi jo se, om fars mave kan tåle de mange børne-pandekager,” sagde hun med en mere munter stemme. Det var efterhånden ved at være lang tid siden hun havde været i nærheden af små børn, også fordi at hun vidste, at hun selv havde sendt sine egne bort. At se på dem, var at minde hende for meget om Giovanni, for det var ham som havde ønsket dem som et krav og et tegn på deres kærlighed, og.. nu var det hele bare ødelagt. At den lille pige drejede rundt om sig selv og var så stolt over at hun selv havde taget kjolen på, var noget som fik hende til at trække tydeligt på smilebåndet, for hun kunne faktisk godt lide at se tøsen på den måde. Det var en herlig lille pige, og hun kunne virkelig godt lide hendes personlighed, selvom der uden tvivl var meget som de var nødt til at arbejde på med henblik på hendes opdragelse, selvom hun slet ikke ville blande sig, hvis han ikke gav hende muligheden for det. ”Og du ligner i sandhed en prinsesse, Jacqueline. Den er utrolig smuk til dig,” roste hun med et let og stille smil på læben. Hun vendte blikket mod Sonic igen. ”Jeg tror vi skal sætte os til bords nu. Det kommer ind hvert øjeblik,” sagde hun med en rolig stemme. Igen var det manden som skulle sætte sig først – det var bare hendes generation, men det var sådan hun agtet at holde det.

[Deleted]

At tøsen gerne ville af sted med det samme, var noget som måtte more Sonic, selvom han godt kunne se at hun ikke helt var videre tilfreds med at hun skulle vente og spise først. Han var dog sikker på at farmor havde en masse god morgenmad til dem alle sammen, så han tvivlede på at de ville komme til at sulte på stedet, for selvom det måske ikke gik nær så godt for hendes familie, så var hun endnu rig og der skulle trods alt meget til før så stor en pengesum ville forsvinde ud i det blå, selvom det heller ikke ville fortsætte på den måde i al evighed, men så kunne han måske hjælpe hende, hvis han engang selv fik sin vinproduktion op at køre og der måtte han erkende at han faktisk glædede sig til at komme ud og se på det hele. Han følte sig helt heldig over at have en mor i den rang og med sådan en stilling som hun havde haft, da hun havde været i den rigeste familie her til lands og det var ikke så lidt igen! At tøsen forsøgte at protestere fik ham til at ryste let på hovedet. ”Intet men Jacqueline, du er nød til at spise først, så du ikke bliver sulten,” fortalte han roligt. Han var til tider nød til at stå op og være den lidt hårde, som ikke gav sig, for ellers så blev hun da kun alt for forkælet og det gik ikke, han havde set mange eksempler på hvordan de børn blev og dem havde han aldrig brudt sig om, så han ville gerne have at hun blev en ordentlig tøs der kunne finde ud af noget og ikke bare var forkælet og troede hun ejede alt. Hun skulle lære at kæmpe for ting og at blive selvstændig. Blikket vendte han mod sin mor og sendte hende et varmt smil. ”Det ved jeg godt, jeg kræver ikke andet end et forsøg, så må vi se hvornår det sker,” svarede han roligt. Han vidste at hun havde det hårdt, så selvfølgelig kunne han ikke tvinge hende til at sove, selvom han håbede på at det ville blive bedre med tiden. At tøsen så hoppede på stedet, fordi der var pandekager, fik ham til at smile, hvor han kunne høre at hun næsten kunne udtale ordet. Han slap en munter latter, da hun påpegede at hans mave var størst, hvor hun skam havde fat i noget. ”Men hvis du har den største appetit, så kan far da slet ikke følge med dig prinsesse,” svarede han muntert igen, som han blinkede let til hende. Han kunne nok spise mest, da han både var størst og en mand, men det var der intet at sige til, så længe han kunne få meget i hende var han glad. Som hun viste sig frem og farmor komplimenterede hende, trak han på smilebåndet, hvor han lænede sig ned, for at tage fat omkring tøsen og løfte hende højt op over hans hoved, imens han smilede stort og stolt. ”Du er den smukkeste i hele verden er du! Og i dag bliver du kun en rigtig prinsesse,” svarede han muntert, som han trak hende ned i sin favn, så hun sad på hans ene arm, hvor han vendte blikket mod sin mor og nikkede. ”Udmærket. Kom Jacqueline, nu skal far vise dig hvor du skal sidde.” Han gik hen til det aflange spisebord igen, hvor han satte hende på den plads hun også havde siddet på i går, hvor han rykkede hende ind til bordet, inden han gik hen og trak stolen ud for sin mor, for udvise lidt respekt for den ældste og fordi det trods alt var hendes hjem. Da hun havde sat sig, valgte han selv at tage plads ved bordenden igen, hvor han blot ventede på at maden kom til bords.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

//Out

[Deleted]

//Out