Dreames of pain?

[Deleted]

Det var blevet frygtelig sent. Mørket hang som et tungt tæppe over himlen, så tæt at selv månelyset var blevet lukket ude. Yessica var gået i seng for ikke længe siden. Det havde været en lang dag på biblioteket, af den grund havde det ikke været svært for hende at falde ti ro. Kammeret var henlagt i fuldkommen mørke, mens hun hvilede trygt i det, puttet under dynen som hun havde vendt, udelukkende fordi Amadeus' duft hang i den, efter det seneste besøg hvor han havde hvilet ved hendes side. De lange blonde lokker lå bredt omkring hendes hvilende skikkelse, spredt omkring det urolige ansigt. Selv på afstand ville man kunne se at hendes søvn var både bekymret og forstyrret af noget grusomt. Sveden havde lagt sig som en hinde på mere eller mindre hele hendes krop, i takt med at mareridtet kun var blevet værre. Hun stønnede hæst.
Et sted i den drømmeverden som skulle have været nok så sød, løb hun gennem et hav af skygger forsaget af natten. Hun var nået til en åben plet, hvor månelyset burde slippe ind, men blev lukket ude af det tætte mørke. Jorden foran hende var vissen og grå, præget af store dynger blod på visse steder. Ikke langt fra hendes panikslagene skikkelse lå to lig – en mand og en kvinde. I drømmen bar hun de samme aftenklæder som hun gjorde denne aften, en temmelig ucharmerende, hvid natkjole som dækkede hendes krop og holdt hende varm. De blonde lokker hang frit omkring hende. Hun trak vejret i desperate stød, næsten som var hun for bange til overhovedet at kunne få ilten ned i lungerne. Tårerne rendt ned af hendes kinder. Selv i mørket, kunne hun se endnu mørkere skygger nærme sig – Mørke vinger som kun kom tættere. Hun så sig omkring og forsøgte at finde ud af hvor de nærmede sig fra, men deres kroppe var så godt som usynlige. Hun græd hjælpeløst, og så til mens den ene skygge som kunne redde hende fra dette mareridt, forsvandt et sted i mørket. Usynlige hænder greb omkring hendes håndled, så stærke at Yessica ikke havde nogen mulighed for at vriste sig fri af deres greb. Selvom der intet var at se, følte hun deres beskidte hænder, røre hende på steder hvor hun ikke havde følt mandelige hænder berøre hende i lange evigheder. I det fjerne skreg et barn, og hun følte sig mere hjælpeløs end nogensinde før, hun ønskede at hele sit gode hjerte, at hjælpe den skikkelse som skreg på hende. Hun forsøgte at alt magt at vride sig fri, men det krævede ikke store kræfter at få hende ned i det tørrer og døde græs at ligge. Kjolen bevægede sig, også selvom det endnu var usynlige skikkelser der bevægede sig.
Tilbage i sengen vred hun sig ligesom hun i drømmen forsøgte at vride sig ud af de hårde og kolde greb fra fortiden. Et halvvejs skrig sad fast i halsen på hende, uden hun formåede at få det ud. Hendes hjerte hamrede så stærkt, at kroppen reagerede på det og blev ligeså panikslagens om hun var i sin drømmeverden.

[Deleted]

Selvom det var ved at være sent, så var det ikke ensbetydet med at alle fandt sig roen i den trygge søvn. Amadeus havde endnu en gang valgt at søge bort fra Imandra, kun for at sætte turen direkte til Procias, kun for at lande på Yessicas balkon endnu en gang. Selvom han vidste, at hun slet ikke ville have at han skulle være der, så.. kunne han altså slet ikke lade være! Alene den tanke om at hun havde været i Dvasias og det hele, var virkelig en tanke som havde sat en frygt i ham! Selvom han ganske vidst godt kunne lide, at hun var så nysgerrig som hun var, så var det da noget af en mere rebelsk side af hende, end det som han længe havde set, og det var helt klart også noget som han godt kunne lide. Tungen strøg han let over sine læber, som han stillede sig hen til hendes dør, kun for at skæve indenfor. Igennem en revne i gardinet, så kunne han se hende ligge og vride sig i sengen, hvilket faktisk ikke var en tanke som han brød sig synderlig meget om, men hvad pokker skulle han da stille op? Han var nødt til at gøre et eller andet!
Amadeus valgte alligevel at bryde sit løfte, idet han valgte at trænge ind i hovedet på hende, hvor han forsøgte at opbygge blokken som opbygget tidligere i håbet om at hun ikke ville opdage noget som helst. I ly af det mørke som søgte ind over Yessica, dukkede der nogle gule øjne op. Med friske og elegante skridt, kun for at søge direkte op i løb, nåede han op ved siden af hende. Selve skikkelsen var fuldkommen sort og pelset. Han var i skikkelsen af en umådelig smuk panter. Elegant åbnede han det massive gab, kun for at komme med et stort og kraftigt brøl, hvilket fik skyggerne til at trække sig allerede med det samme. Månens lys viste sig stille og roligt på den store himmel, som skyggerne valgte at trække sig. Svagt brummede han, idet han sænkede hovedet, kun for at trække vejret dybt og vendte sig mod mørket, som stadig forsøgte at komme tættere på hende. De klamme hænder havde sluppet hende, som de mørke bevingede skikkelser, hastigt endte med at trække sig, idet han slap endnu et kæmpemæssigt brøl. Månens lys sænkede sig nedover Yasmya, næsten som det efterlod hende indfanget i det klare lys – et lys hvor mørket end ikke var i stand til at nå hende. De gule øjne, søgte endelig til hendes skikkelse, som han sænkede hovedet igen, inden han lagde sig ned, som et tydeligt tegn på at han slet ikke var ude på at gøre hende det mindste.
Amadeus’ blik hvilede på Yessica. Lige hvad det var for en fornemmelse af mening som hun havde skænket hans liv, vidste han ikke, men at lade hende ligge på den måde, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til! Han ønskede at se hende rolig, og han ønskede at se hende fattet, også fordi at det var noget som faktisk betød meget for ham. Uanset hvor vred og sur hun ville være på ham, var han egentlig ligeglad med. Han havde gjort hende mange tjenester efterhånden, og nu gjorde han vel sig selv en? Ved at give sig selv den følelse af tilfredsstillelse ved at hjælpe hende.

[Deleted]

Selvom Yessica var faldet til ro, så var det ikke meget hun fik ud af sin hvile sådan som hun lå og vred sig, og klynkede for sig selv. Der var ingen stærke arme til at tage om hende, og hviske at det hele nok skulle gå, som sædvanlig var hun overladt til sig selv, også selvom hun inderligt ønskede at være en del af Amadeus.. og så alligevel ikke. Han havde lovet hende at holde sig væk fra hendes sind, og hun havde ikke den mest fjer idé om at det var et løfte som han havde tænkt sig at bryde.
Yessica forsøgte fortsat at vride sig fri fra de usynlige lænker som bandt hende, og som havde tvunget hende ned i jorden, kun for at ydmyge hende som kvinde. Den velkendte følelse af at være forladt, havde allerede meldt sin ankomst, hvilket hende til at føle sig komplet alene med det mørke som hun stod midt i. Tårerne trillede ned over hendes blege kinder, hun kunne føle hvordan hendes hjerte blødte ved lyden af barnegråden et sted i det fjerne. De gule øjne fangede hendes opmærksomhed. Af en mærkværdig grund faldt hun mere til ro, og gav sig hen til de stærke greb om hende, også selvom hun betragtede dyret med direkte hjælpeløshed, tiggede og bad til at det ville hjælpe hende. Jo tættere det kom, des løsere blev grebene om hendes håndled, og des mere forstummede gråden i det fjerne. Hun blev liggende på jorden, stakåndet og forpustet, og så på himlen hvordan månens lys begyndte at slippe igennem træerne og faldt på hendes skikkelse. På sit vis var hun fanget af det smukke dyr, som badede i det klare månelys. Normalt burde hun frygte et dyr som det, men i stedet for frygt, følte hun ikke andet end en indre ro. Hun fulgte det med blikket som det lagde sig ned ved siden af hende. Hun vendte sig på siden med fronten mod det, og hævede forsigtigt hånden for at lade den stryge ned over dens stærke muskulatur. ”Du må ikke gå.. Hver sød ikke at efterlade mig,” bad hun klynkende. Hun var bange for at være alene, bange for at det dyr skulle forlade hende ligesom alle andre havde valgt at gøre. En smule desperat, søgte hun mod dyret, næsten som ønskede hun at have en arm om sig, en til at trøste hende også selvom hun vidste at det ikke ville være i stand til det. Amadeus poppede op i hendes sind, hun længtes efter ham. ”Kom til mig,” hviskede hun i en stille bøn for sig selv.
Amadeus havde før afsløret at han besøgte hende i nattetimerne og betragtede hende ude fra balkonen, og selvom Yessica forgav at være vred dog irriteret over dette, så var det på ingen måde tilfældet. Det var utroligt hvilken plads den mand havde fået hos hende allerede, også selvom tanken virkelig irriterede hende. Ikke mindst så skræmte den hende. Efterhånden var hun faldet en smule mere til ro i den bløde seng, også selvom hun endnu lå badet i sved og svælgede ved det mareridt hun var fanget i. ”Amadeus,” hviskede hun halvvejs klynkende.

[Deleted]

Amadeus vidste udmærket godt, at han havde lovet Yessica ikke at søge ind i hendes skal, også selvom det at se hende ligge på den måde, bestemt heller ikke gjorde det nemt for ham. Han brød sig slet ikke om at se hende være fanget af de mareridt, også fordi at hun konstant skulle afvise ham, når han bare forsøgte at hjælpe hende! Selvom han måske ikke kunne gøre det største ved det, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende Når alt endelig skulle komme til stykket, så var han jo en mand som bare ønskede hende det bedste, og det var der vel heller ikke noget forkert i?
Det store kattedyr sprang frem, kun for at komme med sine massive brøl, hvilket nærmest jagede mørket på flugt. Selvom mørket næsten fulgte det store og smukke kattedyr, så var det alligevel som om han havde en vis form for kontrol over det. Han rystede let på pelsen, som han vendte blikket mod hende, kun for at sænke hovedet, som et tydeligt tegn til at han slet ikke ville gøre hende noget. Månelyset hvilede over hende.. holdt hende i tryg forvaring for det mørke, som hun var omringet af, og som han nu valgte at holde lidt på afstand. Let slog han med halen, som de gule øjne hvilede direkte intenst på hendes skikkelse, også selvom han ikke gjorde det mindste for at virke faretruende på nogen måde, for det var slet ikke noget som han kunne sige sig at være det mindste interesseret i, for det var han da slet ikke! Ved hendes ord og det at hun rakte mod ham, så blinkede han let med de gule øjne. Han forstod hende skam godt, men nu hvor det også var hendes drøm, så forsøgte han at opføre sig så naturligt efter det, som det nu var ham menneskelig muligt. Tungen strøg han let over den store snude, idet han med rolige skridt søgte hen til hende, kun for meget varsomt at lade hovedet glide mod hendes hånd. I og med at de måtte komme i kontakt, så blev månelyset næsten mere stærkt og mere kraftigt, næsten som månen over dem, måtte forvandles til en lille sol. Med en ro i sindet, så lagde han sig roligt ned ved hendes side, hvor han bevidst valgte at placere hovedet i hendes skød, som han lå der og nærmest valgte at passe på hende. Han ønskede bestemt ikke at noget skulle ske hende!
Amadeus vidste godt, at Yessica ville slå ham ihjel for at sidde der hvor han sad, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan. At hun stadig vred sig og med en krop dækket i sved, så var det næste som han bed sig fast i, at hun faktisk… kaldte på ham? Han blinkede let med øjnene, som han lagde den ene hånd mod vinduet. Han vidste godt, at der ville falde brænde ned, dersom hun vidste, at han sad der, og derfor valgte han også bevidst at blive siddende på sin plads! Han sukkede dæmpet. ”Jeg sidder lige her, Yessica..” endte han dæmpet. Alene ville hun ikke være.. Selvom han vidste at hun virkelig måtte.. hade ham?

[Deleted]

Yessica havde haft sin mulighed for at slippe for disse mange mareridt som plagede hende i søvnen, og havde gjort det i frygtelig mange år. Somme tider var det, det samme, mens det andre gange var en helt forskellige drømme. Det var hele grunden til at hun altid havde trukket den så langt hun overhovedet var i stand til det, på biblioteket, før hun valgte at søge op i sin seng, det var jo ikke et trygt eller behageligt sted at være.
Dyret bragte hende hende ro frem for uro, og lod hende ikke nærer nogen videre frygt for det, selvom hun burde. Det var et rovdyr.. men det havde jaget mørket på flugt, og ladet lyset bryde igennem. Det kraftige månelys, lyste så den mere endte med at blive en sol en en måne. Himlen endte med at blive mere klar, som nærmede de sig daggry. Hun så under siden.. græsset var ikke længere gråt og dødt, men var begyndt at spirer smukt og grønt under deres skikkelser. Over hende fløj en lærke som sang lystigt og bragte en vis glæde til det sted som havde været præget af ulykke. Dyrets hoved føltes tungt i hendes skød, men hun sagde intet det til, for han havde reddet hende fra klamme, uanstændige hænder, samt død og ødelæggelse, det mindste hun kunne gøre var at stå til rådighed for hans del. De mange tårer var tørret ind på hendes kind, og havde efterladt salte spor, men der var ikke tegn på at hun ville lade yderligere falde. Før hun selv vidste af det, så havde hun i sit sind dannet et nyt billede udviklet af samme scenarie. I stedet for at ligge i lysningen lå de nu på det der mindede om en smuk eng, hvor lyset nåede igennem, hvor fuglene sang og træerne skjulte dem en smule så de var efterladt i freden. Yessica lagde sig atter ned med armene strakt over hovedet, og betragtede skyerne som drev forbi i diverse sjove skikkelser og former. Hende og Dafnir havde flere gange ligget på den måde og set på skyernes utallige former og skikkelser. Denne smukke sommerdag var en hun ønskede at nyde efter den lange vinter som de havde været underlagt i Procias. Hun smilede for sig selv, og glemte mørkets pin og rædsler for i stedet at give sig hen til de bedre drømme. Dyrt strøg hun fraværende over hovedet mens hun tænkte på Amadeus. Han var i virkeligheden en god mand som forsøgte at hjælpe hende, og her i drømmene var hun i stand til at vise sine sande følelser omkring det, uden at skulle ligge låg på det eller skamme sig over at gøre sig disse tanker. Fingrene strøg hun gennem det lange græs. Et sted ville hun ønske at han var der nu til at dele den smukke sommerdag med hende. Hun nærede håb om at ane hans vinger på himlen et sted over hende.
Nu hvor drømmens nat var blevet til dag og mørket fortrængt, så endte Yessica med at ligge mere eller mindre stille i sengen, endnu badet i sved som følge af mareridtet. Et lille smil krusede over hendes rosa læber, ved udsigten til en bedre drøm og en langt bedre søvn. Næsten som svar på hans ord, rakte hun hånden frem for sig og lod den hvile på kanten af sengen hen mod vinduet, også selvom hun på ingen måde havde opfattet hans tilstedeværelse, i så ville ville brænde være faldet.

[Deleted]

Amadeus vidste udmærket godt, at Yessica ville få et flip, dersom hun vidste, at han var der som han var lige nu, og derfor forsøgte han faktisk at skjule sin tilstedeværelse så godt som det nu måtte være ham menneskelig muligt, selvom det bestemt heller ikke var så nemt igen i den anden ende. Han havde lovet at blive ude af hendes hoved, hendes sind og hendes tanker, men han brød sig slet ikke om at se hende på den måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, for han ønskede hende jo det vigtigste og det bedste, og det gjorde han jo ikke ved at lade hende være for sig selv!
Med hovedet hvilende i Yessicas skød, så lå han selv og badede i det klare skær. Græsset blev grønt under dem og fuglene meldte sin ankomst med sin smukke sang. Med en svag brummen, slog det store dyr let med halen, kun for at vende blikket i retningen af Yessica i stedet for, som hun lagde sig ned i det svajende græs. I det store og hele, så var det ikke noget som gjorde ham det mindste, for han kunne nu godt lide, at han formåede at skænke hende denne form for ro, da det også var noget som betød utrolig meget selv for hans vedkommende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Tungen strøg han let over sin store snude. At de nærmest måtte ligge i solens lys, varmede godt, og det var tydeligt at se, at det også var noget som havde sin påvirkning af hende, hvilket var noget som passede ham helt fint! Hovedet fjernede han roligt fra hendes skød, kun for at lade det glide over hendes mave, idet han søgte op mod hendes ansigt, hvor han let slikkede hende mod hendes kind, idet han lagde sig ned ved siden af hende i stedet for. Mørket havde trækket sig godt tilbage efterhånden og tillod det stærke lys at melde sin ankomst. I det fjerne kunne man se dyrene komme ud på engen efter de havde forladt deres skjul i buske og krat, kaniner begyndte at hoppe over engen, rådyr kom ud for at græsse, og med deres unger ved deres side, så kunne det jo næsten ligne ren og skær idyl.
Amadeus sukkede ganske let. Selv forsøgte han at holde det på et niveau, hvor han gav hende så meget selvbestemmelse i hendes drøm, at hun slet ikke ville vide, at han var i hendes hoved og hendes tanker, også selvom han jo faktisk gjorde det for hendes skyld som det eneste, for det var faktisk noget som betød meget for ham. At hun vendte sig og nærmest rakte ud efter ham, fik ham til at smile let for sig selv, også selvom han nu alligevel valgte at blive siddende ude på hendes balkon, hvor han jo faktisk havde valgt at sætte sig ned i stedet for. Han vidste jo godt at hun ville få et føl på tværs, dersom hun var kendt med, at han faktisk var til stede, og det var noget af det sidste som han ønskede sig.

[Deleted]

Yessica havde ganske vidst forbudt ham at komme i nærheden af hendes værelse eller hendes hoved, men de mange mareridt drev hende endnu mere til vanvid nu, end de havde gjort før i tiden, udelukkende fordi hun ikke havde været vant til dem i en længere periode, hvor han havde holdt dem væk. Hendes krop var ganske vidst blevet meget mere afslappet efter drømmen tydeligvis havde ændret sig, der var sågar et lille smil at ane på de rosa læber.
Dyret var ukendt, og hun vidste at det burde gøre hende bange, men det var ikke tilfældet. Mørket var forsvundet i samme øjeblik som det var kommet, og havde formået at skabe en helt anden ro og harmoni. I stedet for nattens og mørkets hærgen stod hun nu på den smukkeste forårsdag, med naturen omkring hende som sprang ud og det stor dyr hvilende i sit skød. Hun strøg den fraværende langs pelsen, mens hun betragtede omgivelserne med fascination. Hun havde ikke rigtigt været ude i længere tid, set de mange steder af procias som hun virkelig holdt af. Er var særligt en skjult lagune en dags rejse fra slottet, som var det smukkeste hun nogensinde havde set! Solens lys varmede hendes blege hud og fyldte hende med en form for ro. Det virkede som evigheder siden, de sidst havde set noget der mindede om sommer, for selvom vinteren var smuk, så var den kold og mørk, og hun brød sig på ingen måder om det. De grønne øjne var rettet mod den store himmel over hende. Hun kunne føle græsset under hendes kjole, kærtegne hendes hud. Dette var en perfekt dag, men ud over dyret så svælgede hun endnu i den ensomhed som efterhånden bare var blevet naturlig for hende, der var ikke den ting hun ikke ville give for at have en at dele den slags med, nu hvor Dafnir var blevet for stor, til den slags rejser rundt omkring i landet, for hun havde aldrig bragt ham med ud over muren. Dette var hendes drøm.. derfor var det ej heller underligt at mørke vinger igen trængte over himlen, men denne gang blev hun ikke fyldt med frygt. I stedet spillede et lille smil hen over læberne ved synet. ”Du kom,” hviskede hun for sig selv. Amadeus havde fyldt meget i lang tid efterhånden, og det var som om at hun ikke var i stand til at få ham ud af sine tanker på noget givent tidspunkt, ej heller selvom hun forgav at være træt af ham, hvilket hun til dels var.. særligt efter turen til Dvasias, hvor han først havde ladet sig charmere af de smukke kvinder, og derefter nærmest slået hende ihjel. Savnet til ham var enormt, eftersom hun ikke havde set ham siden, mere eller mindre og det frustrerede hende, også fordi hun slet ikke ønskede at spekulerer på, hvor vidt han skænkede hende en tanke eller ej.
Yessica havde ikke den mest fjerne idé om at Amadeus atter var tæt på hende, men hendes underbevidsthed havde tilsyneladende allerede registreret det. Hånden rakte hun ud efter ham, hvilket resulterede i, at den i stedet faldt ud over sengens kant, for den var kun skabt til en, den store havde hun sørget for ville blive brændt til aske.

[Deleted]

Det kunne godt være Yessica ikke måtte vide at Amadeus var der, hvilket faktisk også var grunden til at han holdt sig den form for afstand til hende, for andet valg havde han vel heller ikke rigtigt? Hans blik gled stille i retningen af hende, som hun lå der på sengen. Selvom hun tilsyneladende var faldet langt mere til ro nu, end hvad hun havde været frem til nu, så var det selvfølgelig også noget som han var glad for, selvom det ikke rigtigt gjorde den største forskel, når han jo faktisk.. ønskede at ligge og holde om hende. Den mulighed havde han jo trods alt fået lov til denne ene gang, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Panteren blev liggende hvilende ind mod Yessicas skikkelse, badende i det stærke månelys. Mørket blev holdt på afstand, dyrene kom endnu en gang frem fra deres skjul bag buske og træer, fuglene begyndte at synge og det hele, hvilket faktisk gjorde ham selv rolig. Han brummede som et tegn på at spinde og for at give udtryk for det behag som hun bragte ham ved at ligge og stryge ham over den mørke pels. De mørke vinger som alligevel meldte sig over himlen, fik ham til at hæve blikket, for.. det var slet ikke noget som han havde med at gøre. At det så var… ham selv som skulle vise sig, fik ham til at hæve hovedet fra Yessicas skikkelse, hvor han blev liggende ind mod hende. Halen slog han let med, hvor han svagt endte med at knurre. Det var slet ikke fordi at han ønskede at blande sig for meget i hendes drøm, men det faktum at han skulle til at stå ansigt til ansigt med sig selv, var ganske vidst heller ikke noget so han havde regnet med på nogen måde! Med en rolig bevægelse, så rejste han sig, nu hvor det var hans.. rigtige skikkelse som trådte til syne i hendes drøm, hvilket han virkelig ikke havde regnet med.
Amadeus blev siddende og bare kiggede på hende. Hvorvidt om han burde trække sig ud af drømmen eller ikke, vidste han ikke, men.. Det her var jo bare et klækkeligt bevis på at hun faktisk tænkte på ham og vel et sted.. savnede ham? Han sukkede tungt, som han lagde hovedet ind mod ruden, hvor han blev siddende. Hånden lagde han roligt mod hendes rude, som han strøg let over, næsten som havde det været et forsøg på at nå hende uden at skulle ødelægge noget, for det var det sidste som han ønskede sig på nogen måde. ”Yessica..” endte han med en dæmpet stemme, som han let lukkede øjnene. Panteren i hendes drøm, valgte at trække sig tilbage til skyggerne og mørket, kun for at forsvinde ud i mørket, idet at han valgte at trække sig ud af drømmen, kun for at blive siddende. Umiddelbart så det jo ud til at hun klarede sig selv fint nu, selvom det gjorde.. ondt. Han kunne jo godt lide, at han kunne gøre bare en smule for hende trods alt. Han nød det jo. Det var en mening med hans liv, og han følte at han kunne gøre noget godt for folk.

[Deleted]

Siden Yessica faktisk havde prøvet at ligge med hans arm omkring hende, så var hun faktisk begyndt at savne det, også selvom hun ikke ville være ved det. Det havde været mere behageligt end hun havde husket og regnet med, måske hendes bitterhed alligevel havde opslugt hende en smule. Ikke dest mindre havde hun ingen idé om at han sad uden for hendes vindue endnu engang og holdt øje med hende. Endnu engang var hun faldet mere til ro, særligt nu hvor hans skikkelse direkte viste sig i hendes drøm. Smilet bredte sig kun yderligere ved synet af de mørke vinger. Hendes hjerte hamrede i hvilket også øgede hendes sovende krops puls, selvom hun lå fuldkommen i hvile. Hun endte næsten lidt overrasket med at slippe dyret, da det knurrede af hende og i stedet valgte at trække sig fra hende. Hun så end ikke efter det i mere end et par sekunder, før Amadeus’ skikkelse igen med at falde hende mere i interesse. Langsomt endte hun med at glide ned i det bløde græs og så på himlen hvor han fløj over hende. I drømmene var hun i stand til at give efter for sine lyster og sine drømme, hun behøvede ikke at flygte fra ham. Han landede på græsset ved hendes side og lagde sig uden at sige noget, for nu var det jo ikke ham men bare.. en del af hendes drøm. ”Jeg var bange uden dig,” hviskede hun dæmpet og sendte ham et varmt smil, der før i tiden havde været naturligt for hende, men nu bare var.. gået i sig selv, der var ingen, end ikke Dafnir, som så hende med det smil på læben. Med et glimt i øjet, rullede hun om på maven hvilket bragte hende tættere på hans skikkelse. ”Har du savnet mig?” spurgte hun lidt nysgerrigt og snoede en mælkebøttestang om sin slanke finger. Måske han næppe ville kunne genkende hende sådan, men når alt mørket var fortrængt, når hendes frygt var forsvundet, så var det den kvinde som gemte sig et sted bag de mange facader og bag hendes frygt. Under solens varme stråler, i det grønne græs med syngende fugle og ham ved sin side, så følte hun sig underligt.. rolig. De blonde lokker hang omkring hendes ansigt og nåede det grønne græs. Selvom hendes kjole var flået og afslørede mere bar hud, end hun nogensinde havde givet ham lov til at se før, så reagerede hun ikke på det, for hun følte sig som en smuk kvinde for en gangs skyld, hvilket også var tydeligt i hendes øjne hvor liv glimtede. Vinden føltes mild, hvilket fik hende til at føle sig varm, som på en smuk sommerdag.
Den idylliske drøm havde fået hende til at slappe helt af. Hun smilede for sig selv, og kørte den ene finger hen over sengetøjet, næsten som havde det været den mælkebøtte som hun legede med i drømmen. For første gang i lang tid, virkede hun fredfyldt og der havde kun skullet et lille skub til før mareridt var blevet til drøm af sig selv. Der var aldrig særlig langt mellem drøm og mareridt når det kom til ham.. grænsen mellem lyset og mørket var hårfin og skridtet mellem had og kærlighed, var så lille at det næsten ikke eksisterede, men det var pokkers svært at tage.

[Deleted]

Amadeus var ikke bange for at erkende, at han faktisk.. savnede at ligge med Yessica i armene, selvom det jo heller ikke ligefrem var nemt, når han slet ikke fik lov til noget som helst, udelukkende fordi at hun var bange for det, og naturligvis, var det en tanke som virkelig måtte frustrere ham, så kunne han jo ikke ligefrem gøre det største ved det lige nu. Nu hvor han var i hendes drøm i skikkelsen som en panter, så følte han selv, at han kunne slappe en smule af, også fordi at det ikke ligefrem virkede til at hun fattede nogen mistanke, hvilket faktisk var noget som passede ham helt fint! At hans egen rigtige skikkelse så skulle dukke op, havde han ikke ligefrem regnet med, også selvom det kun beviste visse ting for ham; Han var ikke lige meget for hende. Hun tænkte faktisk på ham, hvilket han selvfølgelig var frygtelig glad for, for han havde jo aldrig nogensinde gjort noget som helst for at gøre hende ondt! At hans egen skikkelse så skulle dukke op, var noget som næsten automatisk fik ham til at trække sig, for.. to af samme individ i samme drøm? Det var jo dømt til at gå galt! Med en svag knurren, så trak han sig tilbage til mørket, kun for at trække sig ud af drømmen og ud af Yessicas sind…
Amadeus blev siddende ude på Yessicas balkon, kun for at betragte hende igennem den lille revne som var lavet i gardinet, hvor han lige var i stand til at se hende. At se hvor nemt det egentlig var at få hende til ro, var næsten utroligt, men han kunne nu godt lide, at han havde den effekt på hende. Med et svagt smil på læben, så kunne han godt se, at det hele ikke længere var et mareridt, sådan som hun lå med et smil på læben og strøg over puden.. Selvom han virkelig ønskede at han kunne lægge sig ved siden af hende, så frygtede han lidt, at hun ville vågne, hvis han gjorde forsøget, også fordi at hun var blevet så rasende på ham, eftersom hun havde fundet ud af, at han faktisk gik rundt i skallen på hende, og det havde jo heller ikke ligefrem været hans mening at gøre hende vred på den måde! Han forsøgte jo bare at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nemt på den ene eller den anden måde. Han sukkede tungt, som han endte med at rejse sig, kun kort med den tænkende mine, for.. skulle han gå ind, eller skulle han lade være? Han rystede let på hovedet, idet han frygtelig forsigtigt, endte med at tage omkring hendes dørhåndtag. Det var sjældent at balkondørene blev låst, da de ikke ligefrem var lette tilgængelige, men.. man vidste jo aldrig med Yessica! Døren gik næsten mirakuløst op, hvor han kun åbnede den stille og roligt og nok til at han selv kunne komme indenfor. Hun ville nok blive rasende, men.. han ønskede at være der.. Døren lukkede han yderst forsigtigt igen, idet han roligt listede hen til hendes seng, hvor han gik ned i knæ og varsomt lagde hånden over hendes, som hun lå der og strøg den. Han smilede let. ”Jeg savner dig i alle de stunder, jeg ikke er omkring dig,” hviskede han – næsten som han endnu var en del af drømmen.

[Deleted]

Yessica vidste at hun lukkede helt og aldeles af for ham, når han var omkring hende også selvom hendes hjerte begærede ganske andre ting. Han plagede hendes tanker og hendes sind, når han ikke var til stede, og i drømmene hjemsøgte han hende, dog således at det forvandlede mareridt til drøm når det endelig skete. Hun savnede at have ham liggende ved sin side, også selvom hun aldrig havde givet ham tilladelse til at lade armen glide om hende, også selvom det var det hun ønskede af hele sit hjerte. Nu hvor Amadeus havde fundet vej til hendes drømme endnu engang, så lagde hun end ikke mærke til panteren der trak sig tilbage til sien skygger og lod hende alene i den fredelige, idylliske verden som hendes sind havde skabt. Græsset føltes blødt under hendes krop, næsten som havde det været en form for seng hun lå i. Vinden kærtegnede hendes varme hud og legede med hendes blonde lokker, hvilket fik hende til at føle sig fredfyldt og roligt. Hendes blik lyste op idet han endte ved hendes side, ligesom hun ej heller var i stand til at skjule smilet. Fingrene legede let med de grønne strå, hvilket også viste sig i virkeligheden, hvor hun forsøgte at gøre det samme med sit hovedpude betræk. Blikket gled mod hans hånd idet han endte med at ligge den på hendes i græsset, hvilket fik hende til at ophøre de mange strøg. En rødmen brusede op i hendes kinder og fyldte hende med liv og en næsten ungdommelig gnist af nysgerrighed som hun altid havde båret, men ikke havde turdet udforske de sidste mange år. Fuglene sang fra de høje trætoppe, det føltes næsten som evigheder siden hun sidst havde haft tiden til at høre dem kvidre på en vandring. ”Gid du gjorde,” hviskede hun for sig selv og smilte, inden hun rullede om på ryggen med blikket hvilende på hans skikkelse. Hånden rakte hun roligt med ham hvor hun sammenflettede deres hænder, hvilket var en kunst hun forsøgte at gøre efter også uden for drømmen, dog formåede hun ikke at flette dem, men lagde i stedet sin over hans, nu hvor hun var rullet om på ryggen. Et dybt suk forlod hendes læber efterfulgt af et grynt som man næsten kunne kalde for en halvvejs snorken. At han var gået ind til hende, havde hun ikke mærket sig det mindste af, tilgengæld havde kroppen registreret hans tilstedeværelse, hvilket kun fik hende til at slappe mere af end hun havde gjort før. ”Jeg er glad for at du er her,” hviskede hun blidt og rykkede en smule ind mod ham, idet han havde lagt sig i græsset ved siden af hende. Det var bestemt ikke noget nyt at han var en del af hendes drømme, til tider også mareridt. Det at være intim med nogen mand havde altid skræmt hende, det var trods alt grunden til at hun havde mistet sin egen mand i sin tid, og de drømme hun til tider havde omkring at være så tæt på Amadeus skræmte hende mindst ligeså meget som det ville gøre hende i virkeligheden, og så alligevel. Med årene var hendes nysgerrighed kun vokset, hvilket også var grunden til at hun var endt i Dvasias, noget som hun bare fandt dybt pinligt i dag!

[Deleted]

Det var en ren frustration for Amadeus, når han så det ene i drømmen, men hun gav udtryk for noget andet, hvilket faktisk var noget som frustrerede ham noget så frygtelig voldsomt, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Nu hvor han havde vovet sig indenfor på listefødder, så var det vel næsten til hans held, at hun ikke var endt med at vågne, for det var noget som faktisk passede ham fint. Selvom han havde trukket sig ud af hendes drøm, så fulgte han skam stadig med i hvad der foregik, også selvom det ikke var ham som.. styrede ham, og hvad han gjorde i hendes tanker, da det helt og holdent var hendes egen sag denne gang. Han trak let på smilebåndet, som han lod hovedet søge let på sned. Han ønskede at afgive respons, for han savnede hende jo, når han ikke var omkring hende. Det var jo mere eller mindre ikke fordi at der gik så meget som et enkelt øjeblik, uden at han måtte skænke hende en tanke. Hun kunne snakke med ham, uden at være direkte præget af lyst, og det var umådelig rart! ”Det gør jeg.. Jeg savner dig i de stunder vi ikke er sammen,” fortsatte han med en rolig hvisken, for han så jo heller ikke ligefrem nogen grund til at skulle lyve for hende, når det jo faktisk var sådan at han havde det med tingene. At hun lagde hans hånd over hans, var noget som kun fik smilet til at brede sig på hans læber, for hun fattede tilsyneladende ikke nogen mistanke, og det var noget som passede ham selv helt fint! Han lod dog hånden ligge, idet han roligt strøg hendes med sin tommel, selvom det var ganske blidt. Han så til hvordan hun lå godt og trygt, og det var jo ikke fordi at han ville blande sig i hvad de lavede i drømmende. Han.. afgav vel egentlig bare respons vel? Han nikkede roligt. Det var næsten som han følte at han var en del af det, selvom han ikke tog over den Amadeus som befandt sig i hendes drøm, for han ønskede helst ikke at involvere sig for meget, da han jo trods alt havde lovet at holde sig væk. At hun så kunne give sig så meget hen til ham i drømmene, når det var det stik modsatte som han mødte i virkeligheden, var i den grad en tanke som måtte frustrere ham efterhånden! ”Det samme er jeg.. Det mørke skal ikke have lov til at fange dig, så lang tid jeg kan forhindre det,” sagde han roligt. Med mørket, kunne det være hentydet til mange ting. I drømmen kunne det meget vel være det mørke som hun var flygtet fra, men i virkeligheden, så var det jo det mareridt som hun konstant var præget af, når han ikke var der, for han brød sig slet ikke om at se hende på den måde, også fordi at han var bange for at hun ville ligge søvnløs med det hele, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om, og bestemt ikke hvis han kunne gøre noget for at forhindre, at hun skulle have det på den måde! ”Du burde passe bedre på dig selv,” tilføjede han med en dæmpet hvisken. Han ønskede jo trods alt ikke at hun skulle vågne!

[Deleted]

Yessica havde levet mere eller mindre et helt liv i frygt, i drømmene formåede hun at give slip på lige netop den og give sig hen til de sande ønsker hun besad. Det gjorde ondt dybt i hjertet, at afvise alle der forsøgte at blive en del af hendes liv, men hun havde ikke gode minder om dem som engang havde været en del af hende, den eneste som ikke havde mulighed for at flygte var hendes kære søn, og intet ville trods alt ændre på deres bånd, hun var trods alt den kvinde som havde skænket ham liv. Hvor vidt det var hendes drøm eller om der var andre som ligeså havde en finger med i spillet, vidste hun ikke, hun havde ej heller nogen idé om havd der foregik omkring hende, i form af at han sad på hug ved hendes side, at han i det hele taget var endt med at bryde ind i hendes kammer, for den nye drøm, havde lullet hende så dybt ind i den søvn, at hun slet ikke havde bidt sig fast i hvad der skete i den virkelige verden. Det var en ligeså effektiv flugtvej som bøgerne var for hende. Begær og lyst var ganske vidst ikke det første hun skænkede en tanke omkring ham, men selvfølgelig mærkede også hun sig af hans væsen i tide og utide, dog ikke på samme måde eftersom folk af hans slags allerede frygtelig tidligt, havde vist hende hvilken forfærdelig handling det var. Hun smilede. ”I så fald glæder det mig,” erkendte hun ærligt, for hun elskede tanken om at han skænkede hende en tanke når de ikke var sammen. Det var ganske vidst ikke virkelighed, men til tider ønskede hun at det var. Deres hænder lod hun flettes, og bed sig ikke fast i at hun ligeså lå og kærtegnede ham i den dybe søvn. At han så refererede til mørket, var noget som langsomt fik smilet til at falme. Hun så på den blå, åbne himmel der før havde været mørke, og først nu gik det op for hende, at kjolen endnu var revet i stykker på visse steder. ”Det et så tæt, at jeg til tider ikke ved hvordan jeg finder ud af det. Jeg gennemlever det ene mareridt om igen,” mumlede hun en smule frustreret uden at se bort fra skyerne. Fortidens plager var hun aldrig sluppet af med.. følelsen, minderne.. de forsvandt aldrig men hjemsøgte hende nat efter nat. Hun fugtede læberne med tungespidsen før hun igen vendte blikket mod deres hænder, som lå flettet. Hvis bare hun kunne opnå den samme følelse uden for drømmen også, men der spillede frygten ind og hindrede hende. ”Jeg passer på mig selv.. forsøger vel og mærke,” endte hun dæmpet inden hun endte med at slippe hans hånd. Han mindede hende netop om hvorfor hun ikke lod ham blive en del af hende, for hvor ville han ikke være senere? Yessica vidste at hun aldrig ville være i stand til at give ham de ting som han havde behov for, hun frygtede for hans kærtegn men nød dem på samme tid. Roligt lagde hun sig om på den anden side og vendte dermed ryggen til ham. Hænderne foldede hun og lagde dem som blid støtte under hendes hoved, hvilket hun ligeså gjorde uden for drømmen. På trods af at hun brændende ønskede at dele sit liv med nogle.. ønskede at åbne sig, så var det for farligt, og hun vidste det trods alt.

[Deleted]

Livet var ikke nemt, og det var tydeligt, selv for Amadeus, at hun frygtede det for meget, til at hun turde løbe nogen risikoer, hvilket jo faktisk irriterede ham. Man kunne bestemt ikke regne med at der ville ske noget som helst, hvis man ikke selv var villig til at gøre noget i den anden ende, og han ønskede jo faktisk at vise hende, at det hele, var noget som man sagtens kunne nyde, hvis det endelig var det som man ville. Han lod hovedet søge let på sned, som han blev siddende på hug ved siden af hendes seng. I frygten for at hun vågnede, så turde han knapt nok at trække vejret, for hvad nu hvis det skete? Så var denne stund ødelagt, og det var noget af det sidste som han ønskede sig! Desuden så han ikke nogen grund til at lyve for hende, når han jo faktisk ikke rigtigt gjorde andet end at tænke på hende når de ikke var sammen, og det var uanset hvor meget hun havde råbt af ham eller ej, så var det ikke noget som gjorde den største forskel for ham af den grund, hvilket jo faktisk var noget som passede ham helt fint når det endelig skulle være. Han betragtede hende med en ganske sigende, dog bekymringsfuld mine. ”Jeg savner dig mere end hvad du aner,” fortsatte han hviskende. At det så havde så stor betydning og påvirkning af hendes drøm, var slet ikke noget som han havde noget imod, så lang tid at hun lå i den sødeste søvn, så var det noget som passede ham helt perfekt! Mørket omkring hende havde været tungt, og det var noget som naturligvis bekymrede ham. Det var ikke fordi at han havde ment at være så negativ i den anden ende, selvom det nu var sket alligevel. Hovedet lod han søge let mod den anden side, som han roligt betragtede sig af hende endnu en gang. ”Lad mig hjælpe dig med at bekæmpe det.. Bare du åbner lidt op for mig.” endte han med den samme rolige hviskende stemme, da han heller ikke så nogen grund til andet. Han holdt utrolig meget af hende, hvilket faktisk var noget som virkelig måtte irritere ham, også fordi at hun var så afvisende overfor ham, som det hun var, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre! At hun slap hans hånd og vendte sig i sengen, fik ham kun til at bide sig i læben, for han ønskede jo heller ikke at hun skulle vågne op og se at han faktisk var der! Han sukkede indvendig, idet han rystede på hovedet. I drømmen lagde han sig ved siden af hende, hvilket han også valgte at gøre i virkeligheden, selvom det var noget så frygtelig forsigtigt, for han ønskede slet ikke at lade hende ligge og føle det ubehageligt. ”Du gør det også rigtig godt, Yessica, men.. hvad med at lytte til hvad dit hjerte ønsker af dig?” spurgte han roligt, og endnu med en dæmpet hvisken. For alt i verden, så ønskede han ikke at hun skulle vågne, for så vidste han godt, at han var i problemer!

[Deleted]

Livet var blevet det fængsel som holdt hende fast i lænker, frygten bandt hende til sin krop og tvang hende til at fortrænge den egentlige livsglade og muntre kvinde som hvilede i det indr.e Ganske vidst havde hun altid været sippet, men hun havde aldrig været så striglet som hun var normalt, hvilket Dafnir også kunne bekræfte, for han så sjældent den side af sin kære mor. Yessica havde på ingen måde ænset hans tilstedeværlese foruden den som var i drømmen, at han sad ved hende, bed hun sig slet ikke fast i, i så fald så havde hun ikke lagt så roligt som hun gjorde i øjeblikket, fredfyldt i sindet og med et lille smil hvilende på de rosa læber. De blonde lokker lå spredt omkring hendes varme ansigt, også fordi hun havde rodet rundt i den store seng indtil han var kommet.
I drømmen blev hun liggende i det grønne græs og lyttede til fuglenes søde sang. Hun var glad for at han var kommet. Den ringe kontrol hun havde over drømmen, gjorde at hvad som helst kunne ske og hun ville være i stand til at fralægge sig ansvaret for det, hvilket gjorde det hele meget nemmere. De grønne øjne fandt vejen til hans skikkelse, hvor et glimt af nysgerrighed tydeligt kunne spores. ”Du burde være ligeglad, Amadeus. Du kender mig ikke, som jeg ikke kender dig. Du burde ikke savne en fremmede kvinde,” påpegede hun lidt sigende. Det var trods alt en af de tanker hun gjorde i hverdagen, hun forstod ikke hvorfor han blev ved med at opsøge hende. Selvom søvnen var sød og tung nu, så havde mørket plaget hende før som på enhver anden nat. Hun sukkede tungt og knyttede hænderne en smule. Solen stod højt på himlen nu, men tvang hende til at knibe blikket en anelse sammen fordi det sved i øjnene. Hun var ikke vant til den slags lys mere, for i løbet af dagens timer var lange reoler med bøger, det eneste hendes øje skuede. ”Det er min krig. Du er en af dem. Jeg hverken kan eller vil åbne mit hjerte for dig,” svarede hun sandfærdigt. Selv det var hun trods alt bange for. Denne gang var det dog sagt med en mere sørgmodig tone end vred, som hun normalt ville gøre brug af. Tårerne vældede endnu engang op i hendes øjne. De ting hun havde oplevet gennem sit liv var en byrde som hun havde båret selv i utrolig mange år, og jo flere der gik des mere blev hun fanget i sig selv. Igen valgte hun at afvise ham ved at ligge sig med ryggen til ham. Dog følte hun hurtigt hvordan han lagde sig bag ved hende. ”Hold om mig,” bad hun dæmpet og rykkede en smule tættere på ham. En gennemsigtig tårer trillede ned over den blege kind. Angsten påvirkede hende i samme grad i drømmen, men så snart solen stod op og hun selv vågnede til virkeligheden, så var det noget ganske andet. I sengen mumlede hun kun en smule idet han gled ned ved hendes side, men mere blev det ikke til. ”Mit hjerte er utilregneligt.. ikke til at stole på,” hviskede hun dæmpet og lod blikket glide i hvilket kun gav frit løb til flere af tårerne der landede i græsset under hende.