A new life.. a new family

[Athena Maloya Mathimæus]

Solen var netop stået op. Athena havde ligget vågen i en time eller to, det skyldtes måske alle de forandringer der pludselig var sket på alt for kort tid. Soveværelset gardiner lukkede lyset ude, således at det endnu ikke havde generet. Hun betragtede Evan, som lå ved hendes side. De var kommet sent hjem, og han havde først nu informeret hende om de børn som ligeså levede i huset. Zachary havde hun næsten glemt alt om, måske fordi hun aldrig rigtigt havde udvist interesse for ham, hvilket hun et sted var nødt til nu. Det var ikke længere en søskendefølelse der stod på spil, men det faktum at hun skulle indfinde sig i en moderlig rolle. Tanken skræmte hende, det måtte hun erkende. Blidt kyssede hun Evans kind, som hun roligt endte med at stå op. I frygt for at vække ham, greb hun om kjolen der lå på stolen og kastede den over hovedet, frem for at fumle i skabet efter andre. Hvor vidt Jacqueline og Zachary var stået op endnu, vidste hun ikke, hun havde under alle omstændigheder ikke hørt dem. Yderst forsigtigt åbnede hun døren, og trådte ud på gangen hvor solens lys stod ind af vinduerne, hvilket sved en smule i øjnene. Hun smilede for sig selv og lod døren glide i bag sig. Der var noget som skramlede fra et sted, med andre ord gik hun næsten ud fra at børnene var oppe. Tanken burde ikke gøre hende så nervøs som hun følte sig, men børn havde aldrig været hendes stærke side. ”Nå, hvor pokker var stuen igen?” mumlede hun for sig selv, og så fra den ene side til den anden. Hun havde knap nået at se huset, også fordi det havde været sent og ingen af dem havde ønsket at vække resten af huset. Athena blev hurtigt enig med sig selv om at søge mod den skramlen som kunne høres, i håb om at det ville fører til stuen. Det forundrede hende lidt, at Cecilaya havde godkendt dette, da hun jo nok ikke ønskede hende i nærheden efter mordet på sin egen far. Det stak stadig til hende, også fordi hun nu var forældreløs, og hun kunne ikke længere anse Evan for at være sin far, det ville blot gøre hele situationen mere akavet end den allerede var, også selvom hun følte det rigtigt. Der var jo en grund grund til at hun fandt sig i tanken om børn, selvom hun endnu ikke selv var voksen endnu. Et dæmpet suk slap hendes læber, idet hun nåede den varme stue, hvor pejsens ild var gået ud og i stedet var blevet til gløder. Ingen af børnene var til at se, men hun kunne høre at nogle var oppe. ”Er.. er her nogle?” kaldte hun roligt. Mens Evan alligevel sov, kunne hun ligeså godt forsøge sit bedste, også selvom hun ikke havde nogen idé om hvordan pokker hun skulle forholde sig til de små størrelser, Zacharias havde altid været den yngste hvor hun kom fra, og det handlede jo kun om minutter. Hun endte med at sætte sig i sofasættet, som var nyt. Hun gik næsten ud fra at han havde efterladt mere eller mindre alt hos Diane, hvilket passede hende fint, så kunne hun få lov til at sætte sit præg på stedet, for det trængte til en kvindelig hånd, det var der ingen tvivl om!

[Deleted]

Solen var stået op for lang tid siden, hvor Zachary dermed også var stået op for flere timer siden. Efter at Jacqueline havde forladt huset, var her blevet frygtelig stille og når Evan arbejdede så meget som han gjorde, så følte han sig faktisk frygtelig ensom, men de voksne havde fundet en løsning der gjorde at han sagtens kunne få lov til at se Jacqueline og komme til at lege med hende igen, hvilket alligevel formåede at holde hans humør højt, for han så faktisk frem til at se hende igen! Hun var jo faktisk gået hen og blevet hans bedste ven, da hun jo egentlig også var den eneste som han havde, netop fordi han ikke rigtig mødte andre. Evan var ikke så meget for at tage ham med ud, og han havde faktisk ikke set meget til dæmonernes by og sine artsfæller, selvom det var noget af det som han havde glædet sig mest til, da han var taget med Evan fra Ityrial af, dengang de havde mødt hinanden for første gang. Han var dog blevet glad for Evan, hvor han vidste at manden holdt ham indenfor, for at beskytte ham, da han havde fået at vide at Dvasias var meget farligt, hvis man rendte rundt alene. Dog var der mange der undervurderede Zach, eftersom de bare så ham som en blind lille dreng, der ikke kunne noget, men når man havde boet på gaden, så lærte man hurtigt hvordan man overlevede, ligesom man lærte det hårde liv, eftersom det var det man voksede op i, hvor han også var noget mere intelligent end det som mange andre ville være på hans alder, kun fordi han allerede havde erfaret så meget i livet, fordi han havde levet på gaden. Han sad i øjeblikket i køkkenet, endnu i sit nattøj, hvor han bar sin sædvanlige hat, der betød alverdens for ham, fordi den engang havde tilhørt hans ’bror’ og bedste ven Josh, som havde lært ham at leve livet på gaden, skønt Josh var død for mange år siden. Han sad og spiste den grød, som han selv havde lært at lave. Evan var ikke stået op endnu, for havde han, så havde der stået morgenmad klar, men det havde der ikke gjort, så han gik ud fra at manden endnu sov, skønt det ikke just lignede ham. Han fik roligt spist grøde op, inden han satte tallerknen hen til håndvasken, hvor han havde fået besked på at han skulle stille sine ting når han var færdig med dem. For lille var han til at gøre det rent, da han knap nok kunne nå. Han endte med at løbe ud af køkkenet, hvor han spurtede ned ad gangen. Han kendte huset mere eller mindre ud af hovedet, og selvom han var blind, så så han med sine fødder, eftersom han brugte sin jordmagi til det, og efter at have trænet med Evan, så var han kun blevet bedre til det. Der var mange rum som endnu manglede møbler, skønt de godt nok allerede havde boet her i flere måneder, men det var så også fordi at Evan havde haft travlt. Han endte med at stoppe op så pludseligt, da han hørte nogen sige noget. Han rynkede let brynene, for det var ikke Evan. Han endte med at liste sig frem, hvor han var gået ind i spisestuen, der lå ved siden af pejsestuen, skønt også spisestuen næsten stod helt tom. Han endte med at springe ind i pejsestuen, hvor stemmen kom fra. ”Hvem er du?” spurgte han skeptisk. Eftersom han var blind, kunne han ikke se at det var en han faktisk havde mødt før.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde endnu meget at lærer både omkring sig selv og det at være i et forhold, for det var vel hvad hende og Evan var? Hun vidste det ikke rigtigt. Når det var sagt, så var hun imponeret over det hjem han havde formået at finde, hun vidste hvor kræsen han egentlig var, men dette var hyggeligt, det måtte selv hun erkende. Hun blev siddende i et øjeblik og lod blikket glide omkring i stuen, uden helt at vide hvad pokker hun skulle give sig til. Hun havde ventet på at Evan ville vågne, men giften var tydeligvis endnu ikke helt ude af hans system, han var stadig forbandet træt, hvilket hun godt kunne forstå. Det var virkelig kommet hende som et chok at Evan havde børn. Hun var næsten automatisk gået ud fra at han havde efterladt Zachary hos Diane, faktisk havde hun skænket ham meget en tanke, fordi han altid havde klæbet til Evan, og hun havde ikke været meget hjemme siden han var kommet, nu måtte hun jo så erkende at situationen var anderledes, hun var nødt til at gøre sit bedste for at blive en del af familien. Idet skridt nærmede sig, vendte hun blikket mod indgangen til pejsestuen, hvor den lille velkendte skikkelse kom til syne. Det var først nu hun igen kom i tanke om at han var blind, det havde hun jo fuldstændig glemt! Det gjorde det faktisk næsten lidt nemmere for hende, udelukkende fordi hun følte sig forbandet sårbar. Knægten kendte dog tydeligvis hjemmet allerede, så langt var hun endnu ikke nået, hun vidste hvor soveværelset lå og nu også hvor stuen gjorde, men resten af havde hun ikke fået vist endnu. Athena satte sig op igen med fronten mod ham. Næsten af sig selv gled smilet over hendes læber, også selvom han ikke ville være i stand til at se det. Hendes hjerte slog nervøse slag, hun havde ingen idé om hvad hun skulle fortælle ham, eller hvordan hun skulle forholde sig til ham. ”Hej Zachary,” hilste hun med en blid tone. Hun havde haft ret i at nogle var oppe, men hvad han havde lavet, det blandede hun sig ikke. Hun bed sig blidt i den bløde underlæbe, og tog en dyb indånding kun for at puste ud så hun kunne holde sig i ro. ”Mit navn er Athena. Jeg ved ikke om du kan huske mig, jeg boede sammen med Evan og Diane i Imandra,” svarede hun lidt usikkert. Eftersom han aldrig havde set hende, så ville han næppe genkende hendes ansigt, og de havde aldrig rigtig snakket sammen, så hende stemme ville nok også være ukendt, men hun håbede om ikke andet at navnet sagde ham et eller andet. ”Kommer du ikke herind og snakker lidt?” spurgte hun. Evan sov alligevel, der var tydeligvis kun dem oppe, så hun kunne ligeså godt lærer ham lidt at kende nu hvor hun havde chancen. Et øjeblik overvejede hun hvordan hun skulle holde en samtale kørende, hun vidste ikke rigtigt noget om børn, hun huskede end ikke hvordan det var at være et. ”Har du fået morgenmad?” spurgte hun roligt. Det gav sig selv, han var en barn, hun burde lave morgenmad til ham! Det var ikke rigtigt gået op for ham, at han faktisk var en halv stor dreng, der udmærket ville være i stand til at gøre det meste selv. Et barn var vel et barn?

[Deleted]

At der var nogen i huset, var noget som fangede Zacharys opmærksomhed med det samme. Et sted kedede han sig efter at Jacqueline var taget med sin far, for han savnede hendes selskab, han savnede at være sammen med hende, da hun var gået hen og blevet hans bedste ven. Han så dog frem til at de skulle mødes igen, da de havde aftalt at de skulle vise hvad de kunne, og at de så skulle træne sammen! Så det var noget der holdt ham kørende, selvom han egentlig bare ventede på den dag hvor han skulle være sammen med Jacqueline igen, for Evan havde jo ikke særlig meget tid og at han havde ondt i øjeblikket, vidste han faktisk heller ikke. Stemmen han hørte, var en kvindestemmen og dermed ikke Evan og det gjorde ham faktisk meget mistænksom. Den eneste kvinde han som sådan havde kendt, var Diane, men hun var her ikke længere og hun kom heller ikke på besøg, så han gik ikke ud fra at det var hende, men.. hvem var det så? Et sted gjorde det ham nervøs, men alligevel fandt han mod til at søge tættere på, hvor han også følte sig stædig til at smide vedkommende ud, for dette var hans og Evans hus! At kvinden så kendte hans navn, fik ham til at rynke brynene, for.. han kunne jo ikke se hende. Han vidste ikke hvem det var og stemmen var ikke noget der sagde ham noget som sådan, derfor blev han kun mere forvirret. At hun så præsenterede sig som Athena, så gled det hele på plads, for hende kunne han jo godt huske! Hun havde været der i Imandra, selvom de aldrig rigtig havde talt sammen, men Evan havde nævnt hende nogle gange. ”Dig kan jeg godt huske. Du er søster til Zacharias,” svarede han sandfærdigt, som smilet alligevel gled over hans læber, for så var det ikke en fremmed der var i huset, hvilket alligevel måtte lette ham. Han kendte dog bedre Athenas bror, eftersom den mand havde passet ham nogle gange, hvor Evan havde været ude af huset. ”Hvad laver du her?” spurgte han nysgerrigt og så alligevel en smule skeptisk, for han kunne godt huske at han skulle dele Evans opmærksomhed med denne kvinde før og det gad han bestemt ikke igen! At hun så spurgte om han ikke ville hen og sidde, valgte han roligt at gå hen og satte sig i sofaen, hvor hans hoved søgte let på sned. Han nikkede roligt, hvor smilet bredte sig på hans læber, da hun spurgte om han havde fået morgenmad. ”Det har jeg, og har lavet grøden helt selv!” svarede han med stolthed i stemmen, for det var vel alligevel klart? Han havde dog lavet det så tit med Evan at det var let at huske. Dog kunne han ikke lave pandekager endnu og Evans var desuden også de bedste! Hvad Evan egentlig lavede vidste han ikke, for han havde ikke hørt manden komme hjem i går, og det gjorde ham også trist at manden slet ikke havde tid mere, for de nåede jo slet ikke at lave alt det som de havde aftalt! Hverken at træne eller gøre alle rum i stand, for de havde kun lavet pejsestuen og så dagligstuen. ”Hvor er Evan henne?” spurgte han lidt mere dæmpet, da han ikke håbede at noget var sket ham og at det var derfor hun var her.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde hørt om Jacqueline som var blevet taget af Ilosonic. Et sted havde hun ondt af den lille pige, men hun havde ej heller brudt sig om tanken om, at Evan lagde sig ud med ham og Ilaria, hvilket jo var en kvinde hun selv havde mødt frygtelig mange gange gennem Cecilaya. Det måtte være ensomt for en lille knægt som Zachary at rende rundt, og den følelse huskede hun udmærket godt fra sin egen barndom. Af den grund havde hun heller aldrig været god til at dele opmærksomheden, hvilket nok også var grunden til at det var svært for hende, at der opholdt sig et barn i huset, hun havde ikke regnet med at der fulgte påhæng med. Hun kunne godt se på Zachary at han ikke kunne genkende hendes stemme, det havde hun jo heller ikke ligefrem regnet med, de havde aldrig snakket som sådan, hvilket var noget de måtte lave om på. Endelig lod lyset til at gå op for ham. Hun smilede lettet og nikkede, endnu velvidende om at han slet ikke kunne se det. Hun gik ud fra at han tilgengæld var i stand til at høre den slags i tonen? ”Det er jeg ja,” bekræftede hun. Det forundrede hende ikke, at han kendte til Zacharias, manden havde babysittet for ham mere end en gang så vidt hun havde kunnet forstå, og den tanke morede hende lidt måtte hun erkende. Hun havde ikke ligefrem regnet med at han ville være god til børn, men selvfølgelig.. bare fordi hun ikke selv var betød det ikke at det gjaldt dem begge. Athena fulgte ham med blikket som han endte med at søge ind i stuen og op på stuen, hvor hun rigtigt kunne betragte ham på klos hold. Hun havde svært ved hans skepsis også selvom hun godt kunne forstå den. Hun var bare ikke vant til at hun stod som den usikre, og at der stod et lille barn og stort set havde magt over hende, fordi hun ønskede hans far så forbandet meget. ”Jeg..” hun tav og rynkede på panden. Hun var ikke sikker på at hun var den rette til at fortælle ham om hende og Evan. ”.. Jeg besøger jer bare,” svarede hun med et roligt smil. Det var ganske vidst ikke sandt, meningen var jo at hun skulle flytte ind. Benene trak hun op under sig, også for at der var plads til ham. Hun havde altid krævet meget af Evans opmærksomhed, både i form af sine mange problemer, men hun havde også været hans største træningsprojekt til nu, og det var endnu ikke færdiggjort. Stoltheden i hans stemme fik hende til at smile en smule. Så lidt der skulle til at glæde de små størrelser. ”Virkelig? Så er du allerede bedre i et køkken end jeg er,” svarede hun lidt morende. Det var næsten sandt, den slags havde hun aldrig været synderligt god til, hun havde jo heller ikke haft nogen grund til at lærer det, hun var opdraget som en kriger ikke som en køkkenpige. Derfor var hun glad for at han havde spist og at hun ikke behøvede at lave det til ham. ”Han sover endnu. Han kom temmelig sent hjem,” svarede hun roligt. Han havde hentet hende på slottet for at hjælpe hende med at bærer de få genstande hun ejede, men det var nok til at hjælpen havde været værdsat!

[Deleted]

Evan var ikke særlig meget hjemme, hvilket gjorde Zachary trist, for manden havde lovet ham frygtelig meget. De havde også tit snakket om at de skulle træne, men det var altid blevet udskudt, så hver gang Evan sagde at de skulle træne, så vidste han at det ikke blev foreløbig, medmindre han kom og sagde at det skulle være nu, men det skete også meget sjældent, og det gjorde ham rent faktisk trist, for han savnede selskab! På gaden havde han i det mindste kunne rende rundt hvor han ville og lave hvad han ville, men her var han fanget i et hus, så det var ikke engang fordi han kunne møde nye mennesker, for Evan gad jo ikke tage ham med ind til dæmonernes by og nu hvor Jacqueline var væk, så kedede han sig da kun endnu mere! Huset var ganske vidst stort, men han var gået på opdagelse så mange gange at han nærmest havde fundet alle steder der var værd at finde, ligesom han kunne huset ud af hovedet, så det optog ikke særlig meget af hans tid længere og derfor så var han begyndt at kede sig frygtelig meget og efter hans uheld ved søen, så brød Evan sig heller ikke om at han søgte udenfor i haven, så det blev kun mere og mere kedeligt. At hun bekræftede at hun var Zacharias søster, fik ham blot til at smile, for ham kendte han jo godt, hvor han også godt vidste lidt hvem hun var, selvom det ikke var meget de havde kendt hinanden, for han havde ikke boet særlig meget i Imandra før de var flyttet, og siden havde han jo ikke set Athena. At hun var usikker gik hurtigt op for ham, ligesom hun virkede nervøs, hvilket han ikke forstod, men måske hun bare var dårlig til at møde nye? Han vidste det ikke, men det forekom ham egentlig lidt underligt, for hun var jo den store og han kunne ikke just udgøre den største fare her i huset. ”Hvorfor besøger du os nu?” spurgte han nysgerrigt, hvor smilet ikke falmede, da han ikke havde noget imod noget selskab, for han kedede sig rimelig meget efterhånden. Dog var han alligevel nysgerrig på hvorfor hun besøgte dem, for det havde hun jo ikke gjort før, så han havde snart ikke troet at Evan havde haft mere med hende at gøre, men der måtte han jo have taget fejl. Han grinte ganske muntert, da hun sagde at han næsten måtte være bedre end hende i et køkken. ”Ej.. så god er jeg heller ikke endnu! Er du heller ikke særlig god da?” spurgte han nysgerrigt. Det var ikke fordi han kunne forsørge sig selv, men han havde da lært at lave morgenmad, hvis Evan ikke kunne nå det, selvom det dog skete sjældent, for der plejede normalt altid at stå noget parat til ham. At Evan endnu sov, måtte alligevel lette ham en smule, for så var han da i det mindste kommet hjem, for det havde han jo slet ikke hørt! ”Nå.. derfor jeg ikke hørte ham,” mumlede han. Han plejede at være hjemme til at putte ham i seng, men det havde han ikke været i går, og når man var helt alene og kun en lille dreng, så var det ikke sjovt eller særlig betryggende at gå alene i seng.

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan havde altid været en travl mand, det var jo noget som havde irriteret selv Athena, men hun havde også lært ikke at forvente så meget af ham.. efter hun var blevet ældre vel og mærke, som barn forstod man sig slet ikke på den slags. Hun blev roligt siddende og betragtede ham en smule indgående. Selvom det var tydeligt at han kom fra gaden, så var han en flot lille dreng, det måtte hun give ham, hun forstod godt hvorfor Evan havde haft svært ved at stå for ham. Det glædede hende om ikke andet, at han genkendte hendes navn. Zacharias havde altid været den kendte af dem, han var langt bedre til at snakke med mennesker end hun var, selv børn var et problem for hende, og særligt nu hvor der hang lidt et pres på hendes skuldre. Nervøsiteten forsøgte hun virkelig at lægge på hylden, hun ønskede ikke at han skulle få nys om det, men det var bestemt ikke nemt for hende, også fordi hun var tvunget til at lyve lidt for ham, hvilket hun var elendigt til. Det var bare ikke op til hende at give ham sandheden, det måtte være Evans opgave. Hun bed sig let i læben. Knægten var nysgerrig, og hun var ikke sikker på at han vidste hvor gode spørgsmål han egentlig stillede til hende, det var svært at svare på. ”Jeg har haft travlt på det sidste, nu havde jeg langt om længe tid til at se jer,” svarede hun roligt, også selvom det selvfølgelig var en løgn. Hende og Evan havde ikke gjort andet end at skændtes i måneder, det var først nu de havde formået at ordne lidt op. Hovedet lod hun let søge på sned, som hun selv endte med at slippe en latter og slappede lidt mere af. Det var ikke så svært som hun havde frygtet.. endnu vel og mærke. ”Ja, jeg er virkelig ikke god til at alve mad, derfor kan jeg sige at du allerede er bedre end mig og øvelse gør mester,” påpegede hun morende. Hun var trods alt langt ældre end ham, så han havde flere muligheder for at overhale hende meget hurtigt, men det lod til at Evan havde droppet de mange tjenestepiger, og køkkenpiger som de havde haft hjemme hos Diane. Hun nikkede. Mens han havde sovet, havde Evan været ude for at hente hende hjem også selvom tanken havde gjort hende både spændt og nervøs på samme tid. ”Det er det. Jeg tror han står op om lidt,” svarede hun med det stille smil. Hun glædede sig lidt, også selvom hun faktisk følte at det gik bedre end det hun havde turdet frygte. Hænderne lagde hun i sit skød, og kastede kort blikket ud af vinduet, hvor solen måtte stå ind. ”Nå, Zachary. Fortæl mig.. hvad kan du godt lide at lave?” spurgte hun, og denne gang var det hendes tur til at være lidt nysgerrig, han var ikke så slem i sig selv, det hun var mere bange for var at skuffe Evan, og det ønskede hun virkelig ikke. Læberne fugtede hun med tungespidsen. Et sted var hun nysgerrig på hvad han godt kunne lide at foretage sig, hun vidste jo ikke hvad børn gjorde foruden at lege, hun havde dengang brugt alt sin tid på at træne, der havde ikke været meget leg i det, hvilket gjorde at det ikke var en erfaring hun kunne trække på.

[Deleted]

Zachary havde aldrig haft svært ved at være åben overfor nye mennesker, men det kom lidt når man boede på gaden og man blev ensom, så lærte man hurtigt at integrere sig i andre, som han altid havde været munter og åben, for det var den indstilling man kom længst med. På gaden havde han også været god til at bruge sin barnlige charme, til at sno de voksne om sin lillefinger, så han fik et gratis måltid hist og her, eller en lille skilling, og det at han var blind, gjorde kun at folk havde større medlidenhed med ham, så han fik altid lidt mere end hvad andre normalt ville få, da de fik ondt af ham, og selvom det et sted var træls når folk undervurderede ham og behandlede ham som en baby der ikke kunne noget, så havde det alligevel været en fordel på livet på gaden, men nu hvor han var her hos Evan, så ville han gerne behandles for det han var, en intelligent dreng der kunne lidt mere end hvad andre børn kunne, netop fordi han havde haft det barske liv han havde haft. At Athena så var kommet på besøg, måtte et sted overraske ham, men det gjorde ham ikke noget at hun ville tale med ham, for han måtte ærligt indrømme at han faktisk kedede sig frygtelig meget, for han havde virkelig ikke noget at lave og det drev ham virkelig til vanvid! ”Dejligt. Hvad har du haft travlt med?” spurgte han nysgerrigt, som hans hoved søgte let på sned, hvor hans ansigt var vendt i hendes retning, skønt han var fraværende i blikket, netop fordi han ikke kunne se, hvilket de matte blå øjne også måtte indikere. Han var en nysgerrig lille dreng, selvom alle spørgsmål også mest var for at snakke med hende, for han havde jo faktisk ikke andet at lave, han manglede virkelig selskab efterhånden og noget at give sig til, og han havde aldrig haft noget imod at snakke med folk. At hun slap en latter samtidig med ham, måtte kun få ham til at smile, hvor han ikke vendte ansigtet bort. ”Det siger Evan også altid! Men jeg prøver også, så jeg bliver god,” svarede han muntert. Evan sagde jo også altid at øvelse gør mester, derfor så forsøgte han også altid, også når han trænede. Og han kunne også tydeligt mærke at det var sandt, for hans træningstider med Evan havde klart gjort ham bedre end det som han havde været i forvejen. ”Okay!” svarede han muntert, da hun sagde at Evan snart stod op, for det ville ikke gøre ham noget. Dog fandt han det lidt underligt at manden ikke var stået op noget før, for han var altid tidligt oppe også selvom han kom sent hjem, og i dag havde han sovet rigtig længe! At hun så spurgte ind til ham, fik ham kun til at trække yderligere på smilebåndet, for det glædede ham at nogen interesseret sig for ham, nu hvor Evan havde været så fraværende. ”Kan godt lide at træne! Men Evan har ikke haft meget tid, så det bliver aldrig til.. men kan også godt lide at lege med Jacqueline! Men hun er taget med sin far, så hende kan jeg ikke lege med mer’, men Evan har lovet at jeg snart må lege med hende igen, så det glæder jeg mig til!” fortalte han, hvor hans stemme gik fra munter til trist et par gange, hvor den afsluttede med begejstring, da han så frem til at lege med hende igen!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var ikke underligt at den lille knægt havde svært ved at lukke andre ind, det var et problem hun delte, hvilket også var grunden til at børn var et problem for hende, de krævede at hun gav en del af sig selv, og den slags var hun ikke god til. Han var en charmerende lille knægt. Evan havde fortalt hende at han kom fra gaden, hun kunne næsten gætte sig til hvor svært et sted det var at leve, særligt når man manglede synet som det han gjorde. Dog kunne hun også forestille sig at han netop ville kunne sno folk om sin lillefinger med det charmerende smil og den barnlige latter. Selv her i Dvasias havde de fleste en svaghed for børn, særligt dem der var blevet forladt. Det forundrede hende virkelig at han blev ved med at spørge ind til alting, også fordi hun ikke brød sig om at skulle lyve for ham. I sit indre blev hun ved med at gentage, at det kun var til Evan stod op og ville kunne fortælle ham sandheden. ”Jeg har haft travlt med mit arbejde. Jeg arbejder for kongen,” svarede hun og kunne pludselig ikke skjule sin egen stolthed, det var hvad der var kommet ud af den intense træning med Evan, han havde presset hende til det yderst mere end en gang. Selvom han blik var fraværende, så, så Athena ham i øjnene uden at væmmes eller føle sig utilpas ved følelsen. Han virkede heldigvis mere snaksaglig end hun først havde antaget hvilket gjorde det en hel del nemmere, hun var faktisk stolt af at hun formåede at tale til ham på normalvis. Øvelse gør mester, det havde hun altid fået at vide af Evan, og tanken havde frustreret hende fordi hun altid havde haft svært ved at lærer hvor Zacharias havde knækket koden mere eller mindre med det samme. Det var først nu om dage hun forstod det. Hun kluklo. ”Han sagde nøjagtigt det samme til mig dengang jeg var i din alder. Øv dig.. en dag lykkedes det,” opmuntrede hun. Et eller andet sted langt ude, så hun lidt af sig selv i den unge knægt, hvilket morede hende men også skræmte hende. Athena rettede sig op, og lænede sig en smule frem mod ham, også for at udvise den interesse for ham, for han havde jo tydeligvis brug for det. At træningen så var det første han nævnede, fik hende til at smile for sig selv. Hendes svar havde og ville stadig være det samme, men hun vidste også at Evan var en presset mand, særligt nu mens han fik ordnet op i sin skilsmisse og flytningen. ”Evan er en meget travl mand, Zachary, jeg er sikker på at han meget gerne vil træne med dig. Hvis det er.. så vil jeg gerne træne lidt med dig engang imellem? Det skal holdes ved lige ellers glemmer man det frygtelig hurtigt,” svarede hun med et lille smil. Hun var ikke sikker på at Evan ville bryde sig om idéen om at hun skulle træne knægten, men hun kunne jo sagtens! Også for at hjælpe ham lidt, og hun havde desuden selv brug for at holde det lidt ved lige, særligt efter de sidste par måneder hvor hun ikke havde haft mulighed for at lærer. Måske det var dumt, men hun var faktisk også lidt jaloux på at Evan var begyndt at træne knægten som han havde gjort med hende. Dog havde han altid haft tid til hende, hun havde aldrig oplevet andet. Det ville blot være synd hvis han skulle glemme tingene fordi at Evan havde travlt, desuden var det en mulighed for hende, for at komme lidt ind på livet af ham.

[Deleted]

Selvom Athena havde virket rimelig nervøs til at starte med, så havde Zachary endnu ikke regnet ud at hun sad og løj for ham, da hun lød til at fortælle ham sandheden, hvor det hele jo egentlig også gav mening for ham, men han var nok blevet noget langt mere skeptisk, hvis han havde kunnet regne den ud, da han ikke brød sig om at folk løj for ham, selvom de voksne havde en tendens til det, netop fordi han var en lille dreng og de troede at han ikke kunne regne den ud, men dum var han altså ikke! Måske han ikke vidste alt, men derfor var han faktisk meget intelligent af sin alder. At hun så fortalte at hun arbejdede for kongen, fik ham til at sidde og måbe, hvor han også måtte gispe af overraskelse. ”Gør du?! Det er da rigtig sejt! Hvad laver du for ham?!” spurgte han tydeligt imponeret og med nysgerrighed i stemmen, hvor han helt lød begejstret efter at få svar. Det var jo flot og man var dygtig hvis man arbejdede for kongen! Det var klart noget som rev i hans nysgerrighed, som han måtte sidde helt spændt, hvor han også var rykket lidt tættere på, som var han bange for at han ikke ville høre hendes svar. Det måtte jo være fedt at arbejde for kongen, det var i hvert fald hvad han selv måtte tænke, for i hans øre så lød det altså rigtig sejt! At Evan så også havde sagt til hende at øvelse gør mester, fik ham til at smile, for så måtte det vel også passe? Han grinede ganske kort. ”Gjorde han? Men jeg gør også altid mit bedste!” svarede han sandfærdigt, da han skam aldrig drev den af, medmindre de havde været i gang i flere timer, så kunne det godt tære på hans kræfter, men han var altid frisk og klar inden de gik i gang, fordi det var så sjældent at de fik tid til at træne, eftersom Evan altid arbejdede og det måtte faktisk gøre ham trist, for han kedede sig frygtelig meget efterhånden. At hun så også måtte påpege for ham at Evan var en travl mand, fik ham til at sænke sit blik en anelse, hvor han nikkede ganske svagt. ”Ved det godt.. men keder mig bare så meget!” beklagede han sig, som han skød underlæben frem i en trist mine. Han havde jo intet at lave og nu hvor Jacqueline ikke længere var der, så var det virkelig kedeligt! Dog havde de lovet at han snart måtte lege med Jacqueline igen og det var noget som han så frem til rigtig meget! At hun så foreslog at hun kunne træne med ham, fik hans lille ansigt til at lyse helt op. ”Virkelig?! Vil du det?!” spurgte han helt håbefuldt, som han igen var rykket tættere på hende. ”Det vil jeg rigtig gerne!” svarede han sandfærdigt. Det ville jo være perfekt! Ganske vidst var det ikke Evan og det var lidt Evans selskab som han savnede, men han havde nu intet imod at Athena ville træne med ham, for hun måtte vel også være god, hvis hun arbejdede for kongen? Det var i hvert fald sådan han selv så på det.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var et sted lettet over at dette havde vist sig nemmere end det som hun havde frygtet. Hvad der så gjorde hende urolig, var tanken om hvordan han ville reagere når sandheden gik op for ham.. at hun faktisk var blevet en form for reservemor, også selvom hun først selv havde fået besked om det i løbet af natten. Et sted var hun ikke sikker på at hun fandt det rimeligt fra Evans side, men det måtte hun jo bare tage med. Hun sendte Zachary et blidt smil. Det morede hende lidt at han fandt det så fascinerende at hun arbejdede for kongen, det bragte hende også lidt en stolthed, for der var jo engang hvor hun havde stået på samme punkt som ham. ”Det er ret sejt, vil jeg tro. Tja.. jeg laver lidt af hvert faktisk, primært er det meningen at jeg skal rende rundt på listetå og fortælle ham hvis nogle er i landet som ikke bær være her, eller give ham informationer som han behøver. Men engang imellem bliver jeg sendt ud som soldat i marken,” fortalte hun og forsøgte at gøre det så børnevenligt som hun overhovedet var i stand til. Indtil nu havde hun ganske vidst kun fået lov til at være i marken, men hun glædede sig til at kunne komme ud og gøre noget mere. Hun nikkede igen. ”Hver dag. Jeg havde lyst til at slå ham hver gang.. men jeg gjorde det selvfølgelig ikke,” tilføjede hun hurtigt, for hun ønskede bestemt ikke at give ham dårlige idéer. Hun sukkede tungt. Netop fordi hun ikke kunne tænke sig om før hun talte, ville hun aldrig blive en henrivende forælder. ”Og jeg er sikker på at du bliver bedre,” svarede hun fortrøstningsfuldt, også fordi hun kendte følelsen af at stå stille, den kom før eller siden, det var uundgåeligt. Kort skævede hun mod døren, også for at holde øje med hvornår Evan havde tænkt sig at stå op, han vågnede som regel når hun steg ud af sengen. Athena havde hørt at Jacqueline var væk igen, så at han kedede sig havde hun ikke svært ved at følge, også fordi Evan havde haft travlt med mange ting, deriblandt hende. For et øjeblik følte hun et stik af samvittighed også selvom hun ikke burde, han var jo bare en ung knægt der gerne ville være sammen med sin far vel? ”Jeg regner med at blive lidt. Så må vi se om ikke vi kan holde dig lidt beskæftiget,” lovede hun roligt. Det var ikke sundt for drenge som ham at kede sig, det blev så nemt at lave ballade! Hænderne lagde hun atter i sit skød, før hun vendte de grønne øjne mod hans skikkelse. Et glimt meldte sig, også fordi hun et sted var stolt af at hun havde formået at gøre ham glad! Træningen var noget hun kunne være med på, hun kendte Evans metoder og hun gik ikke ud fra at han ville tøve med at overlade ham i hendes hænder, om ikke andet når han ikke selv havde tid. ”Jeg mener det skam, Zachary. Det ville være synd og skam hvis du skulle rende rundt og kede dig. Jeg ved en ting eller to om våben, det burde jeg snildt kunne lærer dig,” svarede hun lidt mere muntert. Måske børn ikke avr så slemme alligevel. Ikke som det stod lige nu vel og mærke. Idet han rykkede tættere på, hævede hun hånden for at stryge den over hans hår, også selvom hun tog sig selv i det inden. En smule tøvende lagde hun den atter i sit skød, det andet var lige tidligt nok!

[Deleted]

At Athena arbejdede for kongen, var noget som lød ufattelig imponerende i Zacharys ører, for kongen var jo en højtstående og vigtig person, det var jo den mægtigste person i hele landet! Det var ham som bestemte alt og han kunne gøre lige hvad han ville – troede han i hvert fald – så at hun arbejdede for kongen, måtte da være en kæmpe ære! Han fandt det i hvert fald frygtelig imponerende, hvilket man også tydeligt kunne se på hans ansigt, som det nærmest strålede af fascination. At hun så fortalte hvad hun lavede, kunne han godt regne ud hvad hun var. ”Så du er spion!” svarede han med tydelig fascination i stemmen, hvor han kun var endt med at rykke tættere på, som fortalte hun en god og spændende historie. Han havde aldrig mødt nogen som arbejdede for de royale, så det var noget der klart måtte gøre ham nysgerrig. At hun så fortalte at hun flere gange havde haft lyst til at slå Evan, for at sige det, fik ham til at slippe en munter latter. ”Men Evan mener det kun godt, han er god nok inderst inde,” fortalte han roligt. Han vidste godt at mange anså Evan for at være en hård mand, og selv Jacqueline havde ikke brudt sig om ham, for han var faktisk ikke den bedste til små børn, men derfor var han jo stadig en god mand, hvor han rent faktisk havde hjulpet ham på rigtig mange måder som han var glad for, for han var jo faktisk blevet bedre med sin magi på grund af Evan! At hun sagde at hun var sikker på at han nok skulle blive bedre, fik ham til at smile ekstra bredt, for det var jo altid rart når nogen troede på en! Han vidste også at Evan så potentiale i ham, eftersom han selv havde sagt det til ham under første møde, hvor manden også altid roste ham, når han gjorde det godt, og han var faktisk meget lærenem af sig, selvom han vidste at der skulle meget til før han ville blive rigtig god, men han var jo endnu også kun en lille dreng, så han hade mange år endnu. At hun sagde at hun blev lidt og at hun derfor kunne hjælpe med at beskæftige ham, var noget som fik ham til at smile, for han kedede sig altså! ”Godt for keder mig rigtig meget! Nu har jeg ikke Jacqueline at lege med, så der helt tomt her!” svarede han sandfærdigt, skønt hans tone var helt opgivende, for han vidste godt at det nok ikke blev bedre, for Evan havde jo altid sit arbejde at se til, så han var alene, nu hvor Jacqueline ikke var her, selvom han så frem til at se hende igen. At hun så også gerne ville træne med ham, var noget som gjorde ham helt glad, for det var noget som han gerne ville! Man kunne også tydeligt se at hans ansigt lyste op igen. ”Sejt! Kan vi gøre det nu?” spurgte han lettere håbefuldt. Han ville ikke have noget imod at træne nu, for han savnede at lave noget ordentligt! At hun så valgte at stryge ham over håret, var noget som fik ham til at smile, skønt han blev en smule forlegen, hvor han kort fniste let, da han kun var vant til at det var Evan der strøg ham over håret.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde slet ingen idé om hvor meget den unge dreng, havde kendskab til krig og politik, men om ikke andet så lod han da til at have fattet idéen med en konge, om ikke andet så hvor vigtig en mand det var. Hans nysgerrighed frembragte en vis stolthed i hende, for hun huskede jo hvor imponeret hun selv havde været, dengang Evan havde givet hende nøjagtig de samme ord, og hun havde visdt at hun ville følge i hans fodspor, uanset hvor meget det ville kræve af hende i sidste ende. Hun smilede for sig selv og nikkede sagte. Hun havde forsøgt at forklare det på et børneniveau, men det lod tilsyneladende ikke til at være nødvendigt, knægten beviste at han havde kendskab til den slags fra før af. ”Det er jeg ja,” bekræftede hun med en stolthed i stemmen. Athena lod ham blot rykke tættere på, hun tog det også lidt som et tegn på tillid og den ville hun frygtelig gerne vinde, ellers kunne deres tid under dette tag blive akavet. Hun nikkede for sig selv, mest fordi hun tog hans ord til sig. Evan var god nok på bunden, uanset hvor meget han med årene havde pisket hende igennem, og hvor mange gange hun havde følt at han svigtede hende, hvor han i virkeligheden havde gjort det modsatte. ”Han mener det godt. Han er en god mand.. prøv at husk det selv når du finder ham møgirriterende,” bad hun lidt morende. Uanset hvor mange gange hun havde sagt det til sig selv, så havde det ikke hjulpet når først han havde hånet hende i forsøget på at få hende til at reagere. Hun kunne forestille sig at huset var ensomt når der ikke var andre børn at lege med omkring, og Evan var en travl mand, ikke at hun havde gjort et bedre ved at opholde ham yderligere. Et stille suk forlod hendes læber, inden hun atter vendte blikket mod ham med et stille smil. Det med børn var måske ikke så slemt som hun havde frygtet, ikke hvis han ville blive ved med at gøre sig så medgørlig. ”Det kan jeg godt forstå,” svarede uden helt at vide hvordan hun skulle trøste ham. I virkeligheden ville hun jo nok ikke få mere tid til ham end det som Evan havde, hendes arbejde krævede ligeså en del af hende. Hans iver kom en smule bag på hende. Hun rettede sig op og så lidt usikkert mod døren. Hun havde jo ingen idé om hvordan Evan ville tage at hun overtog hans arbejde, også fordi hun slet ikke vidste hvad de arbejdede med for tiden. De grønne øjne gled mod hans lille ansigt som lyste op ved tanken, og hun kunne ikke få sig selv til at skuffe ham. ”Selvfølgelig kan vi det. Hvis du kan fortælle mig hvad dig og Evan træner i for tiden, og viser mig hvor træningssalen er, for jeg har ingen idé,” erkendte hun og slap en blid latter. At det så ikke gjorde ham noget at hun havde valgt at stryge ham over håret, var hende kun en glæde, det sidste hun ønskede var at gøre ham ukomfortabel. I virkeligheden glædede hun sig til at prøve at træne en anden, for hun var altid kun blevet trænet selv. Efterhånden var hun dog så kendt med Evans metoder at hun nemt ville kunne lærer knægten noget også selvom det måtte være lidt anderledes netop fordi han var blind.

[Deleted]

Zachary havde skam ikke styr på hverken politik eller krig, da han slet ikke vidste hvad det gik ud på, foruden krig, for det var jo kampe til døden, så meget vidste han, men lige med politik var han helt blank, da ordet slet ikke sagde ham noget som helst. Dog vidste han hvor vigtig kongen var, da kongen trods alt sad med den øverste magt og at arbejde for ham skulle man være god og særlig til! Og at Athena så måtte arbejde for kongen, det var noget som han var tydeligt imponeret over! For han kendte ikke mange kvinder som gjorde det, så at hun gjorde, var han fascineret af, hvor han også blev nysgerrig på hvad hun lavede. At hun så på et børnevenligt niveau fortalte at hun var spion, måtte alligevel gøre ham imponeret, for det skulle man jo være god til for at blive! Og at hun så ikke bare var en hvilken som helst spion, men spion for kongen, det var kun mere sejt i hans øjne! ”Det er sejt!” svarede han tydeligt imponeret og med fascination i stemmen. Utrolig sejt var det! Hun var jo rigtig god, hvis hun arbejdede for kongen, det fik ham snart selv til at ønske at han engang ville arbejde for en stor person som kongen, så han selv kunne udrette noget stort og noget godt. ”Hvordan gør du så?” spurgte han tydeligt nysgerrigt. Han vidste at hun var spion og han vidste hvad det indebar, men hvordan hun gjorde anede han ikke, for han havde jo aldrig mødt en spion før, da han faktisk ikke havde mødt så mange forskellige personer igen, skønt han ganske vidst havde levet på gaden. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Ved jeg godt. Kan godt lide Evan,” svarede han med et smil. Han vidste godt at mange havde noget imod manden, ligesom Jacqueline havde haft, men han selv kunne godt lide Evan, da den mand havde taget ham under sine vinger og havde taget sig af ham, hvilket han var frygtelig glad for, for Evan var jo den eneste der havde vist ham interesse på den måde og givet ham et hjem, så selvfølgelig holdt han af manden! Også selvom han til tider kunne blive sur eller skuffet over manden, men det var vel normalt at man ikke kunne være enige hver gang? At hun så godt kunne forstå at han kedede sig, glædede ham faktisk, for det var jo altid rart når nogen kunne se det fra ens synspunkt, desuden så var her frygtelig tomt, særligt nu hvor Jacqueline ikke var her, faktisk var han selv begyndt at tale til bamse, som var den levende i sig selv, ligesom Jacqueline havde gjort, selvom han godt vidste at den ikke var levende, men nu forstod han sig dog på hendes ensomhed og hvorfor hun havde talt med bamsen, for hun havde jo ikke haft nogen andre og sådan følte han det lidt. At de så kunne træne nu, var noget som fik hele hans ansigt til at lyse op, for det ville han rigtig, rigtig gerne! ”Vi træner min magi!” fortalte han med et stort smil på læberne, som han valgte at hoppe ned fra sofaen. At hun ikke kunne finde rundt og vidste hvor træningssalen var, måtte et sted more ham, selvom han dog godt forstod hende, for hun var jo ny her! Han valgte at tage fat i hendes hånd, inden han begyndte at trække hende med sig. ”Kom! Så viser jeg dig det!” svarede han muntert, som han trak hende med ud af stuen.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena forventede slet ikke, at en dreng i hans unge alder skulle kende noget til krig eller politik, det var en indviklet ting, som hun til dels ikke selv havde styr på. Evan havde selvfølgelig forsøgt at forklare hende det i evigheder, men de vidste også begge at der nok ville gå år, før hun ville blive i stand til at sætte sig ind i det. At han så alligevel synes at det var sejt, fyldte hende virkelig med en form for stolthed. Om ikke andet så havde de noget tilfælles, eftersom de begge elskede at træne og de holdt begge af Evan, hun havde måske nok overvurderet hele situationen med børn, men det kunne trods alt også være at han skiftede mening om hende, når først det gik op for ham, at hun var hans nye stedmor. De grønne øjne faldt på hans kønne, til dels nuttede, lille skikkelse, hvor hun næsten bed sig selv i læben. Den dreng var vigtig for Evan, og hvad der var vigtigt for ham, var ligeså vigtigt for hende, derfor var hun tvunget til at skabe et godt bånd. Athena trak svagt på skuldrene. ”Tjah.. det er sejt nogle gange, andre gange så er det hårdt,” svarede hun med en lidt neutral tone. For et kort øjebliks tirrede hun en smule måbende på ham, uden helt at vide hvad hun skulle sige, uden at det ville blive for voldeligt, Evan ville hugge hovedet af hende, om hun gav den knægt dårlige idéer. ”Jeg.. ehm.. Det meste af tiden bruger jeg faktisk bare hovedet. Jeg lytter på afstand, charmere mig ind hvor jeg kan for at tilegne med den information jeg behøver. Til tider så er det svært og andre gange er det nemt,” forklarede hun så børnevenligt som hun overhovedet var i stand til, og udlod dermed alt det blodige og makabre, som også var en del af det arbejde. Hun nikkede forstående og slap dog et svagt suk. ”Det kan jeg også..” erkendte hun med en drømmende undertone, også selvom hun hurtigt rystede på hovedet og tvang det tilbage, det var jo slet ikke noget som vedkom hans bekymrede, lille sind. Athena var lidt urolig for hvordan Evan ville tackle, at hun havde sagt ja til at træne med Zachary, men hun var på et temmelig højt niveau efterhånden, så hun burde kunne give et besyv med når det kom til det, desuden så var det det en oplagt ting at give sig til når de begge elskede det! ”Meget vel.. hvad er du?” spurgte hun lidt nysgerrigt, for det var jo ikke noget hun vidste om ham fra før af, de havde aldrig haft lejlighed for at snakke som så. Det gibbede i hende, idet han ligefrem sprang op af sofaen for at gribe om hendes hånd, også selvom hun ikke valgte at trække den til sig. I stedet så rejste hun sig og lod ham fører hende med sig hen, hvor end han ønskede, hun havde jo intet kendskab til dette sted endnu, også selvom hun glædede sig til at kunne se det som et hjem, det føltes næsten som evigheder siden hun sidst havde haft et. ”Du fører vej,” afsluttede hun og slap en latter.