Sunrise

[Deleted]

På trods af at Eowathien ikke vidste hvad der var sket på dette sted siden hun havde forladt det, men det var tydeligt at der var mange af dem som havde ladet sig forandre. Hun huskede elverfolket, ganske vidst som stolt, men som varme og imødekommende væsner, nysgerrige ikke mindst g det virkede næsten på hende som om at de havde isoleret sig, ikke kun for omverdenen men også for hinanden, hvilket var noget som hun inderligt håbede på ville forandre sig med tiden. De grønne øjne hvilede lettere betaget på hans skikkelse, der var noget over ham som hun ikke var i stand til at sætte finger på, måske det var hans ærlighed.. den slags havde hun næsten savnet, for i mørket var der ikke andet end løgn og bedrag, hvilket til dels var noget hun selv havde dyrket også selvom det ikke havde været nemt. Eowathien følte sig komfortabel i den den lille hytte, der ikke lod til at være bygget meget anderledes end de øvrige hjem der var omkring, de var charmerende på deres egen lille måde. Hun nikkede sagte. ”Det kan jeg bestemt ikke sige dig imod. Det er næsten utroligt hvor hyggeligt det er, taget i betragtning af at vi snakker om en ene hærfører. Havde min mor ej været der i vores hjem og havde jeg ikke været i det hjemjeg har haft i mange år, så ville det have været det rene ungkarlehus,” påpegede hun lidt drillende også selvom det skam var sandt. Som regel manglede der bar én kvindes hånd. Hun så ud af vinduet der kun afslørede den smukke skov uden for, aldrig havde hun set noget magen til, det var jo imponerende! ”Det er ej heller en ringe udsigt du har,” påpegede hun tydeligt imponeret. Hendes selvtillid var ganske ikke nem at knække, men meget kunne skjule sig under facaden, og selvom hun virkede urørlig, så var hun en kvinde på lige fod med alle andre, når alt kom til alt. Alligevel sendte hun ham et stille smil. ”Den knækkede for mange år siden, kære Draq, men man gør som sagt, hvad det er nødvendigt for at overleve,” svarede hun med melodiske tone. Før hun endte med at følge ham fra gangen. Der var ingen grund til at blive pinligt berørt over den jomfruelige situation, havde hun selv kunnet vælge, så havde hun aldrig berørt en mand, for det ægteskab hun var blevet en del af, havde på ingen måde været af hjertet. ”Selvfølgelig har jeg det,” endte hun som havde det være en selvfølge. Idet han drejede af mod køkkenet tillod hun sig at træde ind i den varme stue. Den cremefarvede kjole svajede en smule i takt med hendes skridt som hun søgte mod sofaen hvor hun satte sig ned med en elegant bevægelse. Hænderne foldede hun roligt i skødet mens hun tålmodigt ventede på at han atter ville finde vej ind til hende. Uden at røre ved noget så hun sig omkring, og bed sig fast i de små detaljer der var med til at gøre dette til et af de mest hyggelige hjem hun nogensinde havde set.

[Deleted]

Der var noget med Eowathien som Draq godt kunne lide, men ikke helt kunne sætte en finger på. Måske det var hendes forståelse for ham, hans arbejde og det han havde været igennem, som gjorde det? Måske det var fordi hun havde boet et andet sted i flere år og dermed var anderledes end de andre elvere, som havde boet her alle sine dage? Ganske vidst var det mørket hun havde boet i og det var også det der gjorde, at han var nød til at være påpasselig, for hvem sagde ikke at hun havde en hemmelig mission for mørket? På den anden side, så virkede hun heller ikke decideret ond, for når han så ind i hendes smukke grønne øjne, så han udmattelse og dog lettelse og glæde, hvor han håbede at lyset endnu engang ville få hende skubbet ind på rette sti, da han ikke ønskede at mørket havde forpestet hende, for han vidste trods alt hvad mørket var i stand til at gøre ved én. Han havde selv været fange i mørket igennem flere år, indtil det havde lykkedes ham at slippe fri. Siden den dag, havde alt også været forandret, ligesom han havde været forandret. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han ikke kunne lade vær med at smile morende. ”Ja.. en hærfører og soldat har nok uden tvivl brug for en kvindes hånd i sit hjem, men.. jeg forsøger da at holde det renligt, hvilket ikke er svært, når jeg ikke er her så tit,” svarede han morende, som han lod de smaragdgrønne øjne betragte sig af hende. Dette var ikke hans rigtige hjem, da hans rigtige hjem lå i højelvernes landsby, hvor det hus var noget større end dette, men dette var mere når han var i skovens hovedstad, da han trods alt var hærfører og havde brug for at kunne være et sted, når han var på arbejde her i byen, hvor det trods alt også var her at kongen og deres leder holdt til. Han fulgte hendes blik ud af vinduet, hvor han smilede let for sig selv. ”Nej.. jeg priser mig også heldig. Men de fleste af os har en flot udsigt, fordi byen er heroppe i trætoppene. Men smukt er her skam,” svarede han roligt, som han vendte blikket mod hende igen. Hovedet lod han søge let på sned. ”Sjovt som du siger den er knækket, for jeg ser stadig på en stærk, smuk og selvstændig kvinde, der har al grund til at have selvtilliden i orden. Desuden gør dit liv i mørket at du ikke er en af de naive og godtroende kvinder, og det er kun en god ting,” svarede han roligt og med et venligt smil om læberne. Hun forekom ham ikke usikker, og så kunne det godt være at hun ikke var kæphøj, men det var heller ikke det som han forbandt med selvsikkerhed og selvtillid. Som hun gik ind i stuen, gik han roligt ud i køkkenet, hvor han fik noget vand op til hende, som hun havde bedt ham om, hvor han lavede noget urtesaft til ham selv. Han tog omkring de to glas, hvor han roligt gik tilbage til stuen, hvor han satte sig i sofaen ved siden af hende og gav hende glasset med vand. ”Værsgo,” svarede han venligt, som han selv lænede sig tilbage og tog en slurk af sin urtesaft. ”Nu ved jeg hvordan du endte hos mørket og at du er kommet væk derfra, men.. må jeg spørge om hvad du har lavet der? Om de torturerede dig? Eller hvorfor de i det hele taget var interesseret i dig? Fortæl mig din historie,” opfordrede han hende nysgerrigt, da han trods alt kunne relatere til det, men han havde været fanget og det lød det ikke til at hun havde været, da hun havde fortalt at hun havde været gift.

[Deleted]

Draq var faldet Eowathien i interesse fordi han havde været åbent af sind fra første øjekast, det var de færreste. Desuden følte hun næsten et underligt bånd bygget på forståelse, gennem hans erhverv, eftersom det var noget som havde stor betydning for hende. Det at være tilbage i lyset fyldte hende med energi, også til at spendere tid med fremmede sjæle som ham, hun ønskede at lærer ham at kende for de ville måske få en del at gøre med hinanden i fremtiden. Roligt kastede hun blikket ud af vinduet mens han alligevel var ude at hente vand. Han havde virkelig en smuk udsigt over skoven, det måtte hun give ham. Smilet spillede over hendes læber hvor hun lod de grønne øjne falde på hans skikkelse idet han endte med at gøre hende selskab endnu engang. ”Det kan jeg tro, jeg må dog erkende at det er et pænt hjem du har fået skabt dig,” påpegede hun og nikkede roligt. Hænderne holdt hun foldet i sit skød. Man kunne dog godt se at det ikke var det sted han færdes mest på, hvilket hun næsten fandt som en skam, alligevel måtte hun jo desværre erkende, at hun aldrig havde haft mulighed for at se højelvernes by. ”Det er sandt. Dengang jeg levede her, var der kun få huse heroppe,” erkendte hun og svandt for et øjeblik bort i blikket for at mindes den gamle by, før mørkelverne havde ødelagt den. Med et mere taknemmeligt smil, tog Eowathien imod vandet og samlede begge hænder omkring glasset. ”Jeg takker mange gange,” endte hun og førte det til læberne kun for at smage på det friske vand. Hovedet lod hun let søge på sned, og betragtede ham med intense øjne mens han satte sig foran hende. Smilet forsvandt ikke fra hendes læber. Styrken så han måske.. han var en soldat selvfølgelig anså han det for at være styrke, men sandheden var, at hun ikke var anderledes fra mange andre. ”Selvom jeg er smigret af dine ord, Draq, så ville jeg ønske at det var sandheden. Jeg tror vi definerer styrke forskelligt. Smuk og selvstændig kan jeg måske være med på..” tilføjede hun med en lidt ydmyg latter. .. men når det er sagt så er jeg ikke stærkere end så mange andre, jeg er bare bedre til at lade som om,” endte hun roligt og tog endnu engang en tår af vandet. Der var ingen grund til at lyve overfor ham, og hun havde nogle mærkværdige billeder på livet, det var hun klar over. ”Jeg synes ganske vidst at vi taler alt for meget om mig, og alt for lidt om dig,” påpegede hun og så op under sine øjenbryn med et lidt sigende smil. Det var ikke fordi hun var bange for at dele sin historie med ham, hun havde trods alt ønsket om at overbevise ham om sine intentioner på dette sted. ”Jeg blev tortureret de første mange år. Ser du.. der var kaos blandt mørkelverne efter at landet blev delt i tre, og der var mere fokus på hvem der skulle lede racen, end på hvad de skulle gøre med mig. Da lederen først blev sat ind, kom der igen mere fokus på mig, ikke at jeg nærede nogen synderlig lyst til det. Den nye leder havde planer om at slå mig ihjel, men blev tydeligvis.. fanget af mig på en eller anden måde, og jeg fik muligheden for at gifte mig med ham og derved overleve, et tilbud som jeg ikke kunne takke nej til. Da jeg vandt hans tillid, fik jeg lov til at undervise i elviske traditioner og det er faktisk det jeg brugte tiden på. Hvorfor det lige var mig.. det kan jeg ikke svare dig på, for jeg ved det ikke. Mit gæt er at det var et tilfælde,” svarede hun ærligt. Smilet lod sig ikke påvirke af historien, men det gjorde ondt at snakke om af den grund fik han den meget korte version, der var sket meget som hun ikke fik sig selv til at tale om.

[Deleted]

Draq tog roligt plads i sofaen, efter at have hentet vandet til hende, hvor han kun var glad for at hun ville gøre ham den ære og tage med ham hjem. Han havde sjældent besøg, ligesom han sjældent åbnede op personligt for fremmede, medmindre det var ham krævet, såsom når han var i krig eller på arbejde generelt, men det var ikke personligt han åbnede op der, som han faktisk gjorde overfor Eowathien, det hele var bare lettere, når hun havde denne underlige forståelse for ham, noget som han et sted havde savnet, da folk sjældent forstod sig på ham og hans valg. Han smilede, som hun komplimenterede hans hjem. ”Jeg takker allerydmygst. Det er dog ikke frygtelig stort, men det har det nødvendige. Mit rigtige hjem, der har tilhørt min familie i mange generationer er dog ikke dette, men et større hjem der befinder sig i højelvernes landsby,” fortalte han sandfærdigt. Han kom fra en adelig afstøbning og det kunne også ses på hans rigtige hjem, det var dog lang tid siden at han sidst havde været der, fordi det bar så mange minder, som var smertefulde for ham. ”Meget er sket i den tid, men jeg håber dog at du finder denne nye by.. bedre,” svarede han mildt. Han vidste at det kunne være underligt at komme hjem til noget som var forandret, visse ting var dårligt og sårende, andre var gode og positive. At hun så selv sagde at hun ikke var stærk, fik ham til at lade hovedet søge let på sned, som han betragtede hende med et overbærende blik. ”Du har ret, vi definerer nok styrke anderledes. Men som dig, er jeg ikke anderledes fra nogen andre, jeg er lige så bange for krig som alle andre er, men som dig, er jeg god til at lade som ingenting. Det er dog den vi er og de valg vi foretager os, som definerer vores styrke, du har overlevet et langt liv i mørket helt alene, og fandt på trods din vej tilbage til lyset igen, det vil jeg definerer som styrke, jeg ved trods alt hvad mørket kan gøre ved en, og hvor smertende det kan blive,” svarede han roligt, som han sendte hende et smil. At hun så mente at de talte for meget om hende og for lidt om ham, fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Det er fordi jeg helst vil tale om dig og ikke om mig. Du gør mig nysgerrig og jeg finder dig og din historie interessant,” svarede han ærligt. Desuden var det smertefuldt for ham at tale om ham selv, hvor han altid kom med samme svar; der var ikke rigtig noget at sige, hvilket han stod fast på, for hans liv var alligevel mest baseret på sit arbejde. Nysgerrigt lyttede han, som hun begyndte sin fortælling, hvor han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt, ligesom han heller ikke afbrød hende. Som hun var færdig, sendte han hende et blidt smil, da han kunne fornemme hendes smerte og ane den igennem hendes facade, der bestod af smilet. ”Det gør mig ondt at høre at du er gået igennem det, selvom man kan sige at du har været heldig. Det kommer dog bag på mig at manden bestemte, når racen altid har været et kvindedomineret samfund, derfor er det ekstra heldigt at du har fået lov til at overleve,” svarede han roligt. Han selv glemte skam ikke ansigtet af den kvinde som havde tortureret ham dagligt i flere år, hvor han helt kunne fryde sig over at han faktisk havde formået at undslippe.

[Deleted]

Næsten automatisk rykkede Eowathién en smule så han kunne glide ned ved hendes side. Hun sendte ham et taknemmeligt smil og tog imod glasset med det kølige vand. Det var helt utroligt så klart det var i forhold til det hun var vant til. Hvilken mand Draq var når han ikke var omkring hende, var selvfølgelig aldrig til at sige, men hun var nu engang glad for at han udviste hende den tillid og begyndte at åbne lidt op for hende. Hun nikkede forstående og lod dog blikket søge rundt i lokalet for at indprinte sig detaljerne. ”Det forekommer mig nu som et rigtigt fint hjem. Jeg kan forstå at De nok vil foretrække at bo blandt Deres egne, det kender jeg udmærket selv, men denne udsigt er jo næsten svær at vende ryggen til,” påpegede hun med en blid latter og så kort længselsfuldt ud af vinduet mod den smukke natur. ”Denne by er noget af det smukkeste jeg har set længe, jeg er sikker på at det er en forbedret udgave i forhold til det gamle,” tilkendegav hun roligt og nippede til det kolde vand i glasset som havde det været vin, noget som hun kun sjældent havde rørt. Hovedet lod hun roligt søge på sned, så de lange, blonde lokker gled hen over den enkelte skulder.
Hun betragtede ham indgående, et sted imponeret over hans tankegang, hvilket i sig selv skete frygtelig sjældent. ”Mørket er på mange måder opslugende. Det er frit.. uden hæmninger og for en stund kan det virke fristende, og jeg er enig med dig i, at det kræver en umådelig styrke at stå imod disse fristelser. Jeg fandt styrke i mine rødder, hvilket har været til mit held. Hvis jeg selv skal sige det, så er det nok snarere kløgt end styrke som har reddet mig,” endte hun og skød brystet en smule frem i stolthed. Det var ikke fordi hun ønskede at lyde.. pralende, men hun var nu engang ikke så dum. Eowathien himlede med øjnene og slap en blid latter. ”Min egoistiske selv, kan slet ikke holde til at snakke så meget om mig selv, desuden er jeg overbevist om at jeg ville finde din historie ligeså interessant.. ja det gør jeg allerede,” tilføjede hun med et let glimt i de grønne øjne. Hun sendte ham et overbærende smil.. på trods af varmen i hendes blik og hendes smil så kunne man fornemme smerten bag hendes ord. Det var en yderst formildnet version, hun havde ikke lyst til at give ham de ubehagelige detaljer. ”Det var en anden tid, kære Draq. Min afdøde mand var ikke leder for længe, inden samfundet blev overtaget af kvinder, han blev tvunget til at gå af, hvilket selvfølgelig gjorde ham rasende, der er ikke megen stolthed i at skulle underlægge sig en kvinde. Ikke desto mindre, så må jeg jo nok erkende, at jeg nød hans tid som leder mest, eftersom jeg havde en frygtelig masse tid til at studere og læse,” svarede hun mere muntert end historien egentlig var. Man kunne vel sige at det var sådan hun havde lært at overleve? ”Men nok om mig. Hvad lavede du ved mørkelverne?” spurgte hun nysgerrigt og lænede sig en smule frem for at vise at hun var en opmærksom lytter.

[Deleted]

Draq sendte hende et smil, da hendes latter fyldte stuen. Egentlig var her rimelig tomt, der stod naturligvis et par reoler, en pejs, et stuebord sofa og lænestol, men ellers var her meget tomt og det var tydeligt at det ikke blev brugt særlig tit. Han var her også kun for at lave papirarbejde, eller for at sove, da han brugt mere tid ude end hjemme. Han trak svagt på skuldrene. ”Her er meget smukt, og jeg er skam glad for at bo her, men.. mit rigtige hjem ligger skam i højelvernes by. Jeg opsøger det bare ikke så tit, da mit job mest kræver mig her, hvor kongen er,” fortalte han roligt, selvom det kun var den halve sandhed, for rigtigt, så var der minder i det andet hus, noget som han ikke brød sig om, da han havde mistet alle dem som han holdt kær. Han nikkede medgivende og fulgte kort hendes blik ud ad vinduet. ”Det er skam sandt. Den nye by er både smukkere og forbedret i forhold til den gamle. Desværre er det bare en skam at den brændte ned, det var en tragisk tid for os alle,” fortalte han roligt, som han vendte blikket mod sit kop med urtesaft, som han roligt drak noget af.
At hun blev imponeret over Draqs tankegang, kunne han næsten se, selvom han ikke så det så imponerende igen, da han blot opfangede styrke på en anden måde end hende, og sådan var de alle forskellige og det var det som skabte et godt samfund, særligt hvis man kunne acceptere hinandens forskelligheder. Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord og da hun valgte at skyde brystet stolt frem. Han nikkede ganske let. ””Men jeg synes stadig at du har styrke, desuden kan kløgt vel også defineres som styrke? Og jeg er nu kun glad for at du slap fri og er tilbage her i Procias, det er fortjent,” svarede han med et varmt smil. Han vidste hvordan mørket kunne være, da han selv havde været der og hvis hun havde boet der længe, så var det kun flot at hun var sluppet fri, og da han netop vidste hvordan det var, så ville han gerne give hende en chance. Han deltog let i hendes latter, selvom det var frygtelig sjældent at han i det hele taget lo, men.. der var bare noget ved hende som han godt kunne lide, som næsten fik det bedste frem i ham, og det var nok fordi hun forstod ham, som omvendt. ”Årh hold op. Jeg lytter gerne, og så finder jeg dig interessant. Og.. så interessant er min historie heller ikke,” svarede han en anelse beskedent. Han havde aldrig været den store praltype, desuden fandt han mere sin historie tragisk frem for noget andet. Han lyttede opmærksomt som hun begyndte at fortælle, hvor han ikke afbrød hende på noget tidspunkt. ”Jeg kunne forestille mig at det var hårdt uanset hvad. Men fortæl mig.. hvad studerede og læste du?” spurgte han nysgerrigt og lod hovedet søge let på sned. Det var i det hele taget utroligt at hun havde fået lov til at lave det mindste, da han vidste hvordan de var, men det havde tydeligvis været en anden tid dengang. At hun så spurgte ind til ham selv og tilmed rykkede tættere på for at give ham sin fulde opmærksomhed fik ham til at bide sig svagt i den bløde underlæbe, inden han sendte hende et mildt smil, kun for at se ned mod sit glas. ”Jeg lavede ikke rigtig noget. Ser du, der var krig mellem os og mørkelverne, og det endte med at jeg faldt i et baghold på slagmarken, hvor jeg blev kidnappet, fordi de ville have nogle informationer som jeg naturligvis nægtede at give dem, så de valgte at spærre mig inde, hvor de dagligt torturerede mig. Jeg troede at jeg skulle dø, fordi jeg nægtede at tale, men det endte mere med at de glemte mig, hvor jeg bare var indespærret i flere år. Det lykkedes mig dog at undslippe, fordi den ene vagt blev uopmærksom, jeg løb uden at se mig tilbage, selvom meget havde ændret sig, da jeg kom tilbage,” fortalte han roligt.