Sunrise

[Deleted]

Måske Draqs skepsis og mistænksomhed var naturlig, men derfor ønskede han heller ikke at dømme hende på forhånd, når han rent faktisk ikke kendte hende og heller ikke kendte til hendes intentioner. Umiddelbart virkede hun ikke ond eller grusom, tværtimod virkede hun let at snakke med, så han ville ikke have noget imod at tilbringe flere stunder med hende, for det kunne måske også bevise at hun var god, eller også måtte det vise ham at hun var ond, selvom han lidt tvivlede på det sidste. Han bar blot mange fordomme overfor mørket, særligt med det som var sket ham selv, derfor havde han blot svært ved at kapere at hun skulle komme derfra. Han vendte blikket mod hende og sendte hende et svagt smil, da han heller ikke havde det godt med at fornærme hende med sin skepsis, men det faldt ham bare normalt. ”Jeg måske bare lidt overbeskyttende, når det kommer til folk og vores hjem, men det er nu heller ikke fordi jeg ser noget ondskab i dig, og jeg vil ikke have noget imod at tilbringe mere tid med dig, for at lære dig bedre at kende,[/font]” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et venligt smil, „desuden er du velkommen her. Du er født her, og jeg håber for dig at du vil finde et hjem igen, som du kan kalde for dit eget.[/font]” Det var skam ikke fordi han ønskede hende ondt og han ville gerne være åbensindet, så længe det foregik på denne måde, da hun kun havde udvist varme og forståelse. Han rynkede let brynene til hendes fortælling. ”Nej.. jeg var ikke født endnu, men jeg har skam hørt om grusomhederne,[/font]” fortalte han, skønt hans mine endte mere stiv, da hun nævnte mørkelverne, „mørkelvere siger du? Det kender jeg kun alt for godt.[/font]” Blikket endte han med at fjerne igen, som han så ud mod naturen. De havde også kidnappet ham, fordi de havde ønsket informationer og mange af de ar han bar på kroppen var fra dengang, hvor han havde været væk fra sit hjem i flere år, så han kendte udmærket godt til det. At hun så talte på det almene elversprog, fik ham til at smile skævt. Han så en anelse tænksomt frem for sig, inden han trak let på skuldrene. ”Tja.. der er egentlig ikke meget at fortælle. Jeg blev født ind i en rig familie, min far var højtstående i hæren og jeg så op til ham. Det er vel egentlig bare en ordinær historie om en knægt der ønskede at gøre sine forældre stolte og blive som sin far, og her er jeg så nu,” svarede han roligt, som han vendte blikket mod hende med et let smil på læberne. Han følte ikke at han havde meget at fortælle, for hvad var der egentlig at sige? Altid havde han stræbt efter ære og respekt, ligesom at leve op til forventningerne og gøre hans forældre stolte og sådan foregik det trods alt endnu. At hun ikke havde set sollys i mange år, gjorde ondt at vide, da det trods alt var noget af det bedste ved det hele. ”Det gør mig ondt at høre. Men jeg håber at du bliver her, og hvis du gør, så får du masser af tid til at få farven tilbage igen,” svarede han med et muntert smil, hvor han holdt det på det almene sprog, da han vidst havde gjort sig nok til grin med det andet, hvor grammatikken og nogle af ordene var forkerte.

[Deleted]

Det var oplagt at skovens beskytter udviste forsigtighed, det ville Eowathien ikke bebrejde ham for på nogen måde. Det var heller ikke hans skepsis som fornærmede hende, men mere det faktum at hun jo faktisk var en udlænding, på trods af sine rødder. Et navn var ikke nok til at skabe troværdighed omkring sig, det var hun klar over. I det store og det hele efterlod det hende kun, med lysten og målet om at overbevise ham om sit tilhørssted, også selvom hun nok selv skulle indstille sig på alle former for forandring, med henblik på at mange ting var forskellige fra dette land og så til Dvasias, det eneste hun kunne bevæge sig på her, var det hun huskede og den viden hun havde tilegnet sig fra bøger, via sine studier. ”Det er naturligt men også en god ting, Draq. Det ville være dumt at stole på mig uden videre, når det er sagt så lover jeg dig, at der ingen farer følger med mig. For at lærer mig at kende, eller for at lærer at sporer min løgn?” spurgte hun med et upåvirket smil og det lille glimt i øjet, også selvom hun endte med at ryste på hovedet, det var jo ment som hendes egen form for.. underlige humor. ”Når det er sagt, så vil jeg glædeligt have dit selskab, det er vidst kun på tide at jeg stifter mig nogle bekendtskaber heromkring,” erkendte hun muntert.
Hun kendte ikke andre foruden skovens konge, alle andre var ukendte og hvis hun skulle blive en del af samfundet, ligesom han ønskede, så krævede det at hun ligeså deltog i noget socialt, særligt hvis hun skulle undervise, det ville jo kræve at forældre havde tillid til hende. Det glædede hende, at der om ikke andet var en, som var åben for den mulighed at hun kunne etablere sig på dette sted, også selvom hun ikke forventede at det ville kunne lade sig gøre i samme grad som i Dvasias, hvor hun ikke blot havde haft en plads, men også en familie. ”Jeg varmer mig mere end du aner. Det er det eneste jeg søger.. et sted at høre til,” gentog hun med et stille og næsten længselsfuldt nik. Hun havde altid vidst at hun ikke hørte til i Dvasias. ”Der skete grusomme ting, du er heldig at du ikke behøvede at opleve det,” bekræftede hun kun. Ved at have nævnt mørkelverne, kunne hun se at han reagerede. Smilet falmede og igen blev munterheden erstattet med bekymring og nysgerrighed. Mens hun havde levet i skovene, havde de løbene haft elvere taget til fange, men hun havde aldrig fået lov til at se nogle af dem. ”Du har kendskab til mørkelverne? Hvordan?” spurgte hun og følte næsten en knude i maven. Havde hun kunnet, så havde hun gjort alt hvad der stod i hendes magt, for at hjælpe dem som havde været under den ukærlige behandling. Hun himlede med øjnene, og måtte dog slippe en blid latter. ”Du kan ikke bild mig ind, at der ikke er noget mere i dig.. Af hvad jeg har et billede af, så er De på ingen måde en ordinær mand,” påpegede hun sandfærdigt. Blikket lod hun igen træde til syne bag øjenlågene, og vendte sig mod ham, dog endnu badende i solens røde skær. ”Jeg går ingen steder, dette er mit hjem,” svarede hun pludselig med et glimt af liv i blikket – et glimt som hun ikke havde båret i mange år.

[Deleted]

Selvom det måske var normalt at være skepsis med en der havde boet i mørket i mange år – for Draq vidste hvad det kunne gøre ved én – så ønskede han ikke at dømme Eowathien også fordi hun virkede til at være en godhjertet person, men han ville nok være påpasselig alligevel, da han ville føle sig ufattelig dum og tungnem, hvis det rent faktisk var et skuespil og hun snød ham, for det var han heller ikke interesseret i! Hun virkede dog bare så underlig god at snakke med, han følte at han kunne åbne op for hende og den følelse havde han virkelig ikke med mange. Det var måske også fordi han havde en mærkværdig forståelse for hende, ligesom hun udviste at have for ham? ”I så fald så glæder jeg mig til at jeg er helt overbevist,” svarede han med et skævt smil, hvor det måske lød ondt, men han var blot påpasselig. Kort slap han en munter latter, som smilet bredte sig. ”Jeg tror lidt at det bliver en blanding, både for at lære dig at kende, og for at lære din løgn,” svarede han morende igen, som han blinkede let til hende med det ene øje. Han anså hende ikke for at være en fjende, tværtimod, det følte han alligevel ikke at han kunne, når han stod her og snakkede med hende. Hun virkede heller ikke ondt, snarere som en fortabt sjæl, der havde været gemt væk i mørket og som søgte sin vej tilbage til lyset. ”Jeg er sikker på at du nok skal få mange bekendtskaber her Eowathien, du er let at snakke med,” svarede han i en oprigtig tone, som han sendte hende et mildt smil. At hun så fortalte at hun kun søgte et sted at høre til, forstod han godt. Han selv kunne til tider have svært ved at føle sig direkte hjemme her i skoven, da han var en eventyrlysten mand, selvom det nok mest af alt havde noget at gøre med at han følte sig alene, han havde ingen familie og efter Daenerys havde han ikke fundet nogen ny kvinde, da han havde klappet i som en østers. Han lagde roligt en hånd over hendes, som han gav et blidt klem, imens han sendte hende et opmuntrende smil. ”Og her er du velkommen, her vil du kunne finde en plads at høre til,” svarede han i en ualmindelig varm tone, som sjældent kom fra ham. Han slap dog hendes hånd igen, hvor han igen så mod naturen og solopgangen. At hun så måtte spørge ind til ham og mørkelverne, fik ham for en kort stund til at bide tænderne sammen, inden han vendte de grønne øjne mod hende igen. ”Som sagt så er man udsat som hærfører, og for mange år siden, var jeg i krig, men vi blev slået tilbage, jeg blev og kæmpede, men det lykkedes dem at overmande mig, hvor det hele havde været planlagt. De tog mig med til … ja, Dvasias går jeg ud fra, hvor de forsøgte at forhøre mig for at få informationer, men da jeg ikke talte, torturerede de mig, men jeg sagde aldrig et eneste ord, de spærrede mig inde, troede at de måske kunne bruge mig i levende live, og der rådnede jeg op for flere år, indtil det en dag lykkedes mig at slippe fri. Folk herhjemme troede at jeg var død, og jeg må erkende at jeg ikke har været den samme efter det,” svarede han sandfærdigt, hvor hans blik var endt fraværende, hvilket fik ham til at se bort. Det var ikke en tid han nød at mindes om, men han var sikker på at hun ville forstå ham. At hun så grinte blidt, fik ham til at smile en anelse. ”Det glæder mig at du har det syn på mig, men.. jeg føler mig ikke som noget særligt, jeg har blot kæmpet mig til den titel jeg har i dag, som så mange andre har kæmpet til noget de kunne lide,” fortalte han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Glimtet i hendes blik, var noget som alligevel måtte røre noget indeni ham, hvor han sendte hende et varmt smil igen. ”I så fald velkommen hjem Eowathien.”

[Deleted]

Mørket var dominerende kraft, som uden tvivl havde påvirket hende gennem de mange år, også selvom hun virkelig havde forsøgt at holde fast i sit lys. En kort berøring af skyggerne, kunne forandre en person for altid, det vidste hun bedre end nogen anden, derfor erkendte hun gerne, at Draq ikke havde nogen grund til at stole på hende, det eneste der betød noget, var at han var villig til at give hende en chance, uden at dømme hende på forhånd. Når alt kom til alt, så lod hun dog ikke til at være synderlig påvirket af skepsissen, hun snakkede som hun altid havde gjort, og der kunne vel heller ikke herske tvivl om, at hun nød selskabet? Hans blik var ikke fordømmende og han behandlede hende med menneskelig respekt, mere kunne hun ikke bede om. Hun tog ej heller hans ord som ondskab, men simpel forsigtighed, hvilket mange kunne lærer noget af.. Thranduíl for eksempel. Selvom hun var glad for at han instinktivt havde stolet på hende, så frygtede hun at enhver anden han kendte, kunne udnytte det og med helt andre intentioner end dem som hun havde. ”Lad mig vide når du er,” svarede hun en smule morende. Hun havde intet imod udsigten til at tilbringe mere tid med ham, hun var nysgerrig på hans væsen, også fordi de vel faktisk havde.. en del tilfælles? ”Det, min ven, vil ikke være nogen større udfordring. Jeg har fortalt en løgn tre gange, gennem mit efterhånden lange liv,” svarede hun ganske ærligt. Om ikke andet, så var det tre der havde haft betydning, de små hvide havde som oftets været for overlevelsens skyld. Efterhånden var hun ved at få en smule varme i fødderne igen, hvilket faktisk var dejligt, alligevel blev hun dog stående på stedet og lod den fortsat varme. Nu var solen langt om længe stået op over bjerget, og hun nød følelsen af de varme stråler mod sin hud. Den skar dog en smule i øjnene, hun var ikke vant til den form for lys. ”Det glæder mig at du siger det. Der er ikke mange tilbage fra min tid, jeg håber at det kan give mig en.. ny start,” svarede hun og nikkede roligt mod ham. Hvis alle blot var så åbensindet som han var, så skulle det nok gå nemt og smertefrit, men hun turde næsten ikke at håbe på det. Det varme blik lod hun falde på deres hænder, som han havde lagt sin over hendes. Hun trak den ikke til sig, mens vendte igen blikket mod ham, næsten med en form for bekræftelse på at det var okay. ”Det er jeg ikke i tvivl om at jeg vil,” svarede hun taknemmeligt, og lod ham atter fjerne hånden. De spidse ører stod næsten på stilke, idet han forklarede om sin relation til det væsen hun havde været tæt forbundet med. Det løb hende koldt ned af ryggen ved tanken om hvad han var gået igennem, hun kendte deres metoder.. hun havde selv fået dem at føle. Historien lød næsten uhyggeligt velkendt. Der havde været uenighed om hvor vidt hun skulle leve eller dø, hvilket ligeså havde ført til at hun havde rådnet op i flere år, før en beslutning var blevet taget. ”Det gør mig ondt, Draq. Jeg kender om nogen deres metoder, og jeg ved at de ar du bærer, kun er den synlige og lille del, som de har sat på dig. Ensomheden.. magtesløsheden og den forfærdelige ventetid..” endte hun dæmpet. Igen blev hendes blik en smule fjernt. Hun huskede den udmærket.. som stod hun endnu i den. ”Det er det, at du har kæmpet som gør dig til noget særligt,” påpegede hun og formåede atter at trække en smule på smilebåndet. Hun bukkede hovedet som tak. Det føltes rart at være hjemme!

[Deleted]

Draq var en af de mest skeptiske elvere, der fandtes her i skoven og hvis han fandt hende okay og velkommen, så var han sikker på at mange ville gøre det samme, for hun virkede trods alt ikke ond, og hvis hun undlod at fortælle omkring hendes fortid og tid i Dvasias, så var han sikker på at hun kunne snyde selv den bedste, eftersom hun virkede som en ganske normal elver, for hun virkede varm, godhjertet og lys, og for hans vedkommende, var hun let at tale med. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord og endte med at nikke. ”Udmærket,” svarede han med et skævt smil, som han nok skulle fortælle hende, når han var helt overbevist, hvilket han allerede var ved at være, og med flere møder med hende, så var han sikker på at han nok skulle finde ud af hvad det var hendes hensigt var, selvom han tvivlede på noget slemt, men man havde jo før hørt om folk der havde været fanget i mørket og som fortalte om hvordan de havde flygtet og at de bare ønskede en ny og bedre tilværelse, hvor mørket så havde formørket deres sind og det hele havde været en løgn hvor de havde været ude på at stjæle noget eller føre krig, derfor så var han alligevel en smule påpasselig med hende, for det kunne jo sagtens være skuespil. ”En ærlig kvinde siger du? Ellers kunne du være en fantastisk god skuespiller, men om ikke andet, så føler jeg intet mørke over dig, måske du er forandret på grund af det du har været igennem, men.. det kender jeg trods alt selv til,” fortalte han roligt, som han vendte blikket frem for sig igen. Han var ikke videre stolt over det som var sket. Mindet var et dårligt et som dog også var en påmindelse om hvad han stod og kæmpede for. ”Men fortæl mig, hvad var de tre løgne som du har fortalt igennem dit lange liv?” spurgte han nysgerrigt, som smilet bredte sig på hans læber igen, da hun alligevel gjorde ham frygtelig nysgerrig og interesseret, hvilket var sjældent, men det var jo nok fordi hun forstod sig på ham, som omvendt. ”Tja.. med et bad og nye klæder, så er jeg sikker på at du kan snyde hvem som helst, så tror jeg endda at du havde snydt mig,” svarede han oprigtigt og sendte hende et skævt smil. Det var hendes beklædning der havde afsløret hende for hans vedkommende, men ellers havde han jo nok aldrig lagt mærke til det. At hun ikke havde noget imod at han rørte hendes hånd, glædede ham kun, da han heller ikke mente noget ondt med det, derfor var den også hurtig væk igen. Han nikkede svagt til hendes ord. ”Det var hårdt, men om ikke andet er arrene en påmindelse om hvad der er sket, noget som jeg ikke vil glemme,” svarede han i en kortfattet tone, som han vendte blikket ud mod naturen igen. Det var ham et ømt punkt, skønt han dog ikke var sur over at hun spurgte, for et sted var det rart at nogen faktisk forstod sig på ham, for det var der ikke mange herfra der gjorde. ”Men vi kæmper alle for noget, ligesom du gør, hvorfor skulle det gøre mig mere særlig end nogen anden?” spurgte han roligt og dog nysgerrigt, som han så mod hende igen.

[Deleted]

Thranduíl havde advaret hende om, at ikke alle ville tage imod hende med åbne arme, hvilket hun bestemt heller ikke havde forventet, hun måtte dog erkende at Draq var en god start, hun nød godt af hans selskab. Lyset strålede langt ud af hendes varme blik, også selvom hun ikke følte sig nær så varm på indsiden.. altid. Hvis ikke han var overbevist med det samme, så ville Eowathien kun nyde hans selskab til han kunne sige sig at være, hun var blot nødt til at vide besked, det gav hende jo en fin undskyldning for at stifte et lidt nærmere bekendtskab end som så. Indtil han var kendt med hendes intentioner, ville hun vove og påstå at hans skepsis var mere end velbegrundet. Hun nikkede medgivende, uden at lade smilet falme det mindste, for han havde trods alt ret. Efter så mange år, så kunne mørket have forpestet hende i tilstrækkelig grad, således at det hele kun ville være et skuespil og at hun i virkeligheden rapporterede til Dvasias.. det var dog på ingen måde tilfældet. ”En ærlig kvinde, hvilket du tids nok vil finde ud af. Jeg ville lyve hvis jeg påstod at mørket ikke har berørt mig. Den slags ændre en, men det ved du som sagt alt om. Når alt kommer til alt, så kan jeg ikke gøre andet end at håbe på, at jeg ikke er berørt nok til ikke at kunne være en del af dette,” endte hun dæmpet og gjorde gestus frem for sig, som hentydning til hele dette vidunderlige sted. Eowathien slog en blid latter op og rystede på hovedet. ”Den første var før jeg forlod dette sted, da fortalte min moder at jeg ville besøge en rar, gammel dame som boede nedenunder dengang. I stedet sneg jeg mig hjem til Thranduíl for at øve min præcision i bueskydning,” forklarede hun med det morende smil på læberne. Det var de små ting hun huskede, men det var vel også dem som talte? ”Den anden var ikke nær så uskyldig. Jeg forgav at være på mørkets side, og jeg forgav at elske min nu afdøde mand, hvilket selvfølgelig var en lodret løgn,” forklarede hun dog uden at lade sig påvirke synderligt følelsesmæssigt. Siden hun var kommet ind i skyggerne, havde hun længtes efter det sollys som hun nu stod og badede i. Smilet falmede dog ved tanken om den sidste. Igen uden at tænke over det, førte hun hånden til medaljonen som hang om hendes hals. ”Den sidste.. det er min hemmelighed, og den går med mig i graven, den dag det er tid,” endte hun med et stilfærdigt nik. Hvad ville han ikke tænke om hende, hvis hun gav ham sandheden. De grønne øjne vendte hun mod ham, med et lidt kækt glimt. ”En smuk kvinde, vil altid være i stand til at snyde en mand, vil jeg tro,” påpegede hun morende. Det var hendes erfaring vel og mærke, desuden var hun ikke meget at prale af, som hun stod der beskidt og slidt. ”Arrene forsvinder aldrig,” medstemte hun og vendte blikket mod den smukke horisont og solen der skar en smule i hendes blik. Uanset hvordan man måtte vende eller dreje den, så var han noget særligt i hendes øjne, også fordi han i sin kamp, satte sig selv i risiko for alle andre. ”Det er måden vi kæmper på, der gør udfaldet,” svarede hun med et sandfærdigt nik, det var om ikke andet sådan hun så på det.

[Deleted]

Om Eowathien var til at stole på hundred procent, var ikke til at sige, men Draq kendte godt til det at være fanget i mørket, da han selv havde været fanget hos mørkelverne for flere år. De år havde forandret ham en smule, skønt han dog ikke var blevet ond af den grund, men forskellen fra ham og Eowathien var at hun nærmest havde tilbragt et helt liv hos mørkelverne og det havde han trods alt ikke, og når han vidste hvor slemt det var ved ham, så kunne det vel kun være værre hos hende? Men fordi han forstod sig på det, så ville han alligevel give hende en chance, for det havde alle fortjent og så måtte tvivlen komme hende til gode. Han vendte de smaragdgrønne øjne imod hende, hvor han trak let på skuldrene. ”Mørket kan skubbe en ud af kurs, men nu hvor du er her i lyset igen, kan det måske få dig ind på rette sti,” svarede han roligt, uden at han tog blikket fra hende. Han havde selv været fanget i mørket, men da han var kommet tilbage, så havde lyset alligevel guidet ham ind på rette sti igen, som det havde givet ham en chance til og nu stod han her den dag i dag, endnu engang hærfører for elverne, hvor han forsøgte at beskytte sit folk. At hun så fortalte omkring sine løgne, fik ham til at trække let på smilebåndet, uden at han tog blikket fra hende. ”Du kender Thranduil rimelig godt, kan jeg fornemme? Men nogle gange tvinger svære situationer en til at lyve, for at man kan overleve. Og siden du ikke gider fortælle den sidste, så kan jeg jo næsten tro det værste om dig,” svarede han, hvor han startede ud med et nysgerrigt spørgsmål, blev derefter seriøst, for at ende ud i en morende tone. At hun ikke ville fortælle ham den sidste, gjorde ham naturligvis nysgerrig, men han gad heller ikke snage og bare fordi hun havde været en del af mørket, havde hun skam al ret til at have sine små hemmeligheder for sig selv, da det i sidste ende var hende der skulle leve med det som var sket. Han trak muntert på smilebåndet, da hun sagde at en smuk kvinde kunne snyde enhver mand. ”Måske vil hun kunne snyde de fleste mænd, men ikke alle,” svarede han lettere medgivende. Han selv var ikke den som faldt for en charmerende kvinde, da han var standhaftig, og så gik han måske også lidt for meget op i sit job, men han havde desuden også svært ved at lukke sit hjerte op for folk, særligt for kærligheden, samt der var det faktum at han rent faktisk aldrig havde lagt med en kvinde, for han havde aldrig nået at gifte sig med Daenerys og han gik ind for at det intime først skulle komme efter ægteskabet, så man kunne ikke savne hvad man ikke havde prøvet. Han nikkede roligt til hendes ord, inden han så frem for sig igen. Arrene ville aldrig forsvinde, de ville altid været et minde for ham, et grimt minde. ”Jeg er dog kun glad for at der er en som ser mig som noget særligt,” svarede han med et mildt smil. Roligt så han mod hende igen. ”Nå.. hvor længe vil du stå og nyde solen? Ellers så holder jeg fast i min invitation om at vi kan søge indenfor, så du kan få varmen ordentlig tilbage igen.”

[Deleted]

Taget hans erfaring med mørkelverne i betragtning, så forstod Eowathien sig udmærket på hans skepsis. Hun kendte om nogle til deres metoder, og nu hvor hun vidste, at han havde været i deres besiddelse og hun havde været.. så tæt, så kunne hun ikke lade være med at føle et stik i hjertet. Tanken om hvor mange elevere der nok var gået tabt i de år hun havde været der, var direkte smertefuld også fordi hun ikke havde gjort noget ved det. I lange sekunder stirrede hun tomt mod solen, uden det samme lys malet i de klare, grønne øjne. Pludselig indså hun, at hun aldrig ville kunne påkræve sig nogles tillid, hun håbede blot at de ville nærer forståelse for hendes situation. Det var hans stemme, som atter drev hende lidt tilbage til virkelig. Hun rettede sig op og fjernede dermed sin støtte fra rælingen der var som beskyttelse. ”Det håber jeg sandelig.” svarede hun og lagde hovedet på sned for at betragte ham mere indgående. Hun så ingen grund til at lyve for ham, så de mere uskyldige løgne, kunne hun afsløre uden problem, men den sidste var den hemmelighed som hun ville gå i graven med når den dag ville komme, den skam hun bar var ikke en hun ville ligge på nogen andens skuldre. Den forståelse hun havde behov for, var en som han gav hende i sine ord. Et stille smil spillede atter over de rosa læber. ”Jeg kender ham fra gamle tider. Min far arbejdede under hans. Han er min ven,” fortalte hun med en vis form for stolthed. Han var en af dem som ikke havde tøvet med at skænke hende tillid på baggrund af det barn han havde kendt for frygtelig mange år siden, hvilket i virkeligheden var dumdrisitigt. ”Du bør tro det værste om mig,” svarede hun videre med et morende glimt i øjet. Det var jo faktisk en rædselsfuld løgn hun brugte energi på at opretholde, men som han selv havde sagt, så krævede overlevelse visse løgne.. og ofringer. Enhver havde sine skeletter i skabet, og det var en af dem som hun ikke lod komme ud. Hånden lod hun stryge gennem e blonde lokker, som hun fugtede sine læber med tungespidsen og så ud over den smukke skov og direkte ind i solens lys, der sved en smule i hendes øjne, hun var trods alt ikke vant til den. Hun nikkede medgivende. I det store og det hele, anså hun ej heller sig selv for at være direkte smuk. ”Den intelligente mand vil se gennem hendes facader,” medgav hun roligt. Han var bestemt ingen dum mand og han lod faktisk til at kunne følge den tankegang som mange andre før ham, havde opgivet på. Eowathien hævede roligt hånd, og lod kort tomlen stryge langs hans kind inden hun atter lod den falde igen, kun som bekræftelse på at han netop var noget særligt. Hans ord fik hende blot til at kluklo morende, idet hun bukkede sig ned og samlede hans kappe op, nu havde hun om ikke andet fået en smule følelse tilbage i fødderne. ”Jeg tror at jeg har fået nok for nu. Det vil være mig en ære at tage med dig til dit hjem,” svarede hun og rakte roligt hans kappe tilbage til ham. ”Jeg takker mange gange for lån,” afsluttede hun med et varmt smil.

[Deleted]

Mørket kunne gøre mange grumme ting ved én, hvilket Draq selv personligt havde oplevet, noget som han ikke håbede at han skulle igennem igen, eftersom det var noget af hans værste mareridt. Han kunne tydeligt huske de mange timers tortur, hvilket smerte det havde påført ham og hvordan det aldrig var stoppet, få minutter havde føltes som timer, og flere timer som en evighed. Grimme ar bar han på kroppen, noget som var ham en evig påmindelse om hvad der var sket og hvad han havde gået igennem, som det også var noget der gjorde at han ikke ville igennem det igen! Han sendte hende et mildt smil til hendes ord og nikkede ganske let. Han håbede for hende at lyset ville gøre hende tryg igen, ligesom det også havde gjort ved ham. Det ville altid have en plads i ham, selvom han dog aldrig ville lade det styre ham, men alle havde et mørke i sit indre, nogle valgte at give efter for det, som dem fra Dvasias, hvor andre gav efter for lyset, som dem fra Procias. Han var dog ikke en af de naive og godtroende typer, da han godt kunne kende forskel på en som var god og en som var ond, men det krævede hans job også. Han nikkede roligt til hendes ord. Han selv var en god ven af Thranduil, selvom de skam sagtens kunne holde det private fra det professionelle. ”Javel ja.. Men jeg går ikke ud fra at I har set hinanden siden du blev trukket væk fra dit hjem her i Procias?” spurgte han roligt. At det så var Thranduil der havde fået hende med hjem, forundrede ham ikke, selvom han selv stadig ville holde øje med hende. At hun så sagde at han skulle tænke det værste som hende, fik ham til at fnise kort og ryste morende på hovedet af hende. ”Hvis jeg skal tro det værste om dig, hvordan skal jeg så kunne give dig en chance og se lyset i dig?” spurgte han morende igen, som han nysgerrigt løftede det ene øjenbryn, som hans smaragdgrønne øjne betragtede sig af hende. Han kunne ikke fornemme ondskab ved hende, som han havde kunnet ved andre i krig, men derfor kunne han se mørket præge hende, hvilket det nok ville gøre et godt stykke tid fremover, forhåbentlig var hun bare ikke mistet helt til mørket. ”Og jeg er den intelligente mand,” svarede han drillende og selvsikkert, som han blinkede morende til hende. Han havde dog aldrig ladet sig blive forført af en smuk kvinde, da han var en standhaftig mand, hvor han også var gammeldags. Som hun hævede hånden og strøg den mod hans kind, stod han helt stille, holdt vejret og mærkede hvordan hans hjerte hamrede imod hans brystkasse. Det var lang tid siden at han var blev berørt på den måde, skønt det allerede var anden gang Eowathien gjorde det, og han måtte erkende han ikke vidste hvordan han skulle reagere. Et mildt smil gled dog over hans læber, som hun fjernede hånden igen, hvor han ikke tog blikket fra hende. Roligt tog han imod sin kappe, hvor smilet kun bredte sig som hun takkede ja til at komme med indenfor. Han gjorde en gestus mod vejen til hans hytte, inden han roligt begyndte at gå. ”Det var så lidt. Jeg tror også at du har godt af at få varmen igen. Men fortæl mig Eowathien, hvor opholder du dig, nu hvor du er kommet tilbage igen?”

[Deleted]

Eowathien betragtede solen med et glimt i øjet. Hun var langt om længe nået ud af skyggerne, og det var mere vigtigt, end den skade mørket allerede havde forvoldt. Sneen lyste under det smukke skær, isen i edderkoppespind glimtede smukt, det var et landskab som man skulle lede frygtelig længe efter. Det gjorde hende ondt, at høre at Draq faktisk havde været udsat for den pinefulde tortur, hun vidste mørkelverne gjorde brug af, pludselig følte hun sig samvittighedsfuld, ved tanken om at hun kunne have gjort noget dengang, men havde valgt at blande sig fuldkommen uden om den slags. Hun slog blikket ned for en stund, før hun atter hævede det og lod det falde på hans skikkelse. Hun kunne lide den varme som var malet i hans blik, også selvom han ligesom Thanduíl gemte sig bag et følelsesmæssigt skjold, som hun ikke ville kommentere på. Hun rystede på hovedet til hans ord. ”Ikke før i går. Han er ligeså den eneste jeg genkender, jeg er trods alt ikke en ung kvinde mere. De fleste er gået bort,” svarede hun med en undertone af sørgmodighed. Der var mange hun huskede navnene eller ansigterne på, men hun regnede ikke med at se nogle af dem igen. Det var kun begrundet at han ikke stolede på hende, det var der heller ingen grund til, det erkendte hun gerne. Det mest fornuftige var altid at tro det værste, således at man ikke kunne blive overrasket. ”Tænk der værste, håb på det bedste, er det ikke sådan man siger? Indtil jeg har fået dig overbevist, så ville det kun være naturligt,” påpegede hun med et lidt kækt glimt i blikket. Det morede hende lidt, at høre ham fnise, det var der ikke mange mænd som ville turde gøre, og særligt ikke overfor en kvinde. Det selvsikre svar, fik hende til at slippe en melodisk latter. Selvom hun ikke tvivlede på at han var en af de intelligente mænd, som ikke lod sig snører af en smuk kvinde. ”Tænk sig.. jeg er overbevist om, at det ville være enhver mands påstand,” endte hun drillende. Enhver mand ville da forsøge at bilde hende ind, at han ikke lod sig forfører af en skønhed, men lige i Draqs tilfælde, ville hun gerne tro det. Hun var desuden ikke på nogen måde, ude på at charmere sig ind på ham. Hånden lod hun igen fjernes fra hans varme kind, før hun rakte ham kappen. Tanken om en varm hytte, glædede hende faktisk, det havde været koldt at vente på solen, også selvom hun ville have nægtet at flytte sig selv hvis nogle havde bedt hende om det. Hun sendte ham et taknemmeligt smil, som han gjorde gestus mod hans hytte. Roligt fulgte hun ham, med mere elegante skridt, nu hvor hun havde fået lidt varme tilbage i fødderne. ”Jeg takker dig mange gange, Draq. Lidt varme ville bestemt ikke slå mig ihjel,” erkendte hun lidt sigende. ”For nu opholder jeg mig hos Thanduíl, hvilket jeg regner med at gøre frem til jeg finder muligheden for mit eget.. eller til jeg formår og drive ham til vanvid og han sender mig bort,” tilføjede hun morende. Hun tvivlede på at han nogensinde ville sende hende væk, men hun ønskede ej heller at være en forstyrrende faktor i hans liv, eller være i vejen på nogen måde, det var helt sikkert!

[Deleted]

Draq måtte erkende at Eowathien var noget flottere i solens lys, som det gav hende et særligt skær, hvilket han godt kunne lide. Det gjorde hende livlig, hvor hun ellers kunne virke så død på indersiden, selvom han forstod sig på det, for han havde haft det på præcis samme måde, da han var blevet kidnappet og tortureret. Han selv havde været død, hvilket han et sted endnu følte sig, fordi mørket havde revet så meget fra ham, og han måtte erkende at det havde lagt et slør over hans hjerte, hvor han ikke havde åbnet sig op for nogen siden. ”Det gør mig ondt.. virkelig. Men alligevel er det ikke værre end at du kan lære nye at kende, hvor jeg er sikker på at du kan få en god vennekreds igen,” svarede han stilfærdigt. Det var ikke fordi han forsøgte at få det til at lyde som om hun bare skulle komme over de gamle, men én ting vidste han; man kom ingen vegne ved at dvæle ved fortiden. Hendes ord med det kække glimt i blikket fik ham til at trække på smilebåndet. Hun kunne dog have ret, for hvis man forventede det værste kunne man kun blive positivt overrasket og det måtte han jo så håbe på at han blev, da andet nok kun ville skuffe ham, for af hvad han havde set af hende, så kunne han faktisk godt lide hende. ”Du har ret. Så jeg håber bare at du vil overraske mig positivt. Hvis du da er i stand til det?” svarede han drilsk og lettere udfordrende, som han blinkede kækt til hende, da han alligevel ikke kunne lade vær, når hun nu selv lagde op til det. Hende melodiske latter, var som sød musik i hans øre, hvor smilet heller ikke kunne skjules. Hun havde ganske vidst ret i sin udtalelse, da mange mænd ville komme med hans påstand, men han mente skam sine ord. ”Du har ret, men.. man kan ikke savne noget, man aldrig har prøvet,” svarede han, som han faktisk stod og erkendte at han aldrig havde været en kvinde tæt, for.. det havde han ikke. Han var utrolig gammeldags, hvor han mente at det intime kom med et ægteskab, og han havde haft en trolovet, men de var aldrig blevet gift og dermed havde de aldrig været tæt, og han måtte erkende at han faktisk heller ikke var fristet til det, for det skulle ikke bare ske med hvem som helst, det skulle være noget særligt, og der havde ikke været nogen kvinde i hans liv efter Daenerys, da han havde lukket i som en østers. Han fortsatte blot kursen mod sin hytte, hvor han roligt vendte blikket mod hende. ”Nej, men jeg tror tværtimod at blive herude i kulden vil,” svarede han morende, da hendes fødder trods alt havde været helt blå. Han nikkede roligt til hendes følgende ord. ”I så fald er du heldig at du har ham,” svarede han roligt, som han gik det sidste stykke, indtil de kom hen til hans hytte. Den var ikke særlig stor, men han boede her jo heller ikke fast. Han åbnede roligt døren for hende. ”Værsgo at træde ind.” Det første hun ville komme ind i, var en lille entre, hvor der ellers var en dør til et køkken, en stue på venstre hånd, fremad var der en dør indtil hans kontor og ellers ind til et soveværelse. ”Det er desværre ikke særlig stort, men.. jeg bor her ikke normalt, men i højelvernes by, hvor min families hus ligger,” fortalte han roligt, som han lukkede døren bag dem.

[Deleted]

På mange punkter så følte Eowathien sig død på indsiden, også selvom hun måtte erkende at solens lys vækkede hende til live igen. Hun kunne føle hendes hjerte banke, og hun kunne næsten mærke hvordan den blege hud, slugte sollyset som et tørstigt bæst. De skovgrønne øjne vendte hun mod ham, med et let glimt. De havde en hel del tilfælles, hvilket altid var et godt udgangspunkt, og den tanke kunne hun faktisk godt lide. Dog var der ingen tvivl om at hans hjerte var lukket og låst, og hun havde ej heller nogen intention om at bryde ind i det, uden at gøre sig fortjent til det først, vel og mærke. Hun trak på skuldrene, dog ikke som tegn på ligegyldighed, for det var hun bestemt ikke! ”Selvfølgelig kan jeg lærer nye at kende. Jeg var blot et barn dengang, men selvfølgelig ændre det mit billede på dette sted, at mine forældre.. og det jeg kendte alt sammen er borte,” svarede hun med et lidt stille smil. Hun savnede de gamle tider, men at dvæle ved fortiden ville være uklogt og naivt, for hun havde vidst allerede inden hun overvejede at forlade mørket, at ingenting ville være som det altid havde. Det morede hende lidt, at han havde opfanget hendes ord som noget negativt. Det var bestemt ikke fordi at hun ønskede, at han skulle begynde at betvivle hende, men det var altid både dumt og naivt at tro og forberede sig på det bedste når det værste altid kunne ende med at ske. Et lettere drilsk glimt meldte sig i hendes blik, som hun satte fra med hænderne på gelænderet og rejste sig med ret ryg. ”I mine øjne lyder det næsten som en udfordring? I så fald tager jeg gerne imod, jeg er ikke i tvivl om at jeg vil være i stand til at overraske dig positivt, Draq,” svarede hun morende, også selvom det jo ikke var løgn. Det var ikke fordi hun gjorde sig høje tanker om sig selv, men hun kendte sine evner, og hun kendte sin person. Når alt kom til alt.. så kunne hun faktisk lide denne mand, han var lige ud af posen. Hans ord kom dog ej heller bag på hende. Mange elvere gik op i gamle traditioner der først indebar intimt nærvær efter ægteskabet var indtruffet, og han var jo aldrig blevet gift. Det var ikke noget hun havde tænkt sig at håne ham for, tværtimod. ”Det har du bestemt ret i. Jeg respekterer at du værner om dig selv,” erkendte hun og nikkede mod ham. Hun havde først selv oplevet oprigtigt intimt nærvær, efter hun var blevet gift, men hun huskede det ikke som noget særligt, i sit hjerte havde det aldrig været rigtigt, og særligt fordi hun havde været så ung. Eowathien fulgte ham med elegante skridt mod hans hytte. ”Jeg er heldig at have ham,” medgav hun. Det gav hende om ikke andet et sted at opholde sig. Idet de nåede den hytte hytte, lagde hun hovedet på sned og betragtede det indgående. Måske det ikke var synderlig stort, men det var hyggeligt og charmerende på sit vis. ”Jeg takker,” endte hun og lod hånden løbe gennem sine lokker, idet hun trådte inden for i varmen, hvilket var virkelig rart. ”Det er måske ikke stort, men der er noget velkomment over det. Er høj eller skovelver?” spurgte hun lidt nysgerrigt. De havde måske alle et tæt samarbejde, men hun var faktisk usikker på hvor han hørte til.

[Deleted]

Det lød til at Eowathien havde mistet utrolig meget, men det forundrede egentlig heller ikke Draq, eftersom hun havde boet i mørket utrolig længe og meget var der trods alt sket her, så det forundrede ham skam ikke, ligesom han også forstod at hun savnede det. Han kendte trods alt selv til følelsen. Da han var kommet hjem fra flere år indespærret i mørke, der var hans mor gået bort og han havde ikke engang nået at få sagt farvel, år efter havde mørket også frarevet ham hans elskede trolovede, hvor han siden havde været helt alene og han havde aldrig åbnet sig op for nogen igen, nok mest af alt fordi han inderst inde var bange for at han skulle miste flere, for det var jo faktisk hans job der havde revet alle fra ham, enten fordi hans fjender havde forsøgt at ramme ham ved at gå efter hans kære, eller også fordi hans job var risikabelt og han derfor bare havde været uheldig. Denne gang blev det hans tur til at lægge hånden over hendes, hvor han sendte hende et mildt smil. ”Jeg ved godt tingene ikke er som de var dengang, men forhåbentlig finder du din plads her og får et nyt og forhåbentlig bedre syn på stedet,” svarede han roligt, som han kort gav hendes hånd et klem, inden han trak sin til sig igen. Han håbede skam at hun faldt godt til her, fik nye venner og måske tilmed en ny familie hun selv skabte. At hun så fik et drilsk glimt i blikket, kunne han godt lide, da det gav hende et livligt skær, hvilket var rart at se ved lige hende, netop fordi han vidste hvad hun var gået igennem. Han lo ganske kort til hendes ord og rystede smilende på hovedet af hende. ”Jeg synes at du pludselig blev frygtelig selvsikker,” svarede han morende igen, som hun lød helt sikker på at hun kunne overbevise ham, men ærligtalt så tvivlede han ikke selv på det, for hun var allerede godt på vej. At hun ikke hånede ham for at han aldrig havde været nogen tæt, glædede ham, selvom han egentlig ikke havde regnet med andet, for elver og folk her fra Procias generelt, var egentlig meget forståelig på det punkt, da det først var når man kom ud af landet at hån kom, selvom han godt nok aldrig havde talt højt om det, medmindre man var kommet ind på emnet og han var ikke bange for at stå ved det. ”Faktisk vil jeg snarere sige at jeg værner alt for meget om mit arbejde og andre, at jeg snart glemmer at værne om mig selv og derfor aldrig har prøvet det,” svarede han med et muntert smil, da det jo faktisk ikke var løgn. Han havde altid været for opsat af sit arbejde og derfor havde han aldrig nået at gifte sig med Daenerys. Som de kom indenfor og han fik lukket døren, vendte han sig roligt imod hende. ”Skal jeg tage din kappe?” spurgte han roligt. ”Jeg er da glad for at du kan lide det. Hvad kan jeg byde dig? Te? Vand? Noget helt tredje?” spurgte han roligt, som han gjorde en gestus mod stuen, hvor der var ganske få møbler, blandt andet en sofa, lænestol, stuebord, hvor der lå et stort dyreskind under bordet. ”Jeg er højelver,” svarede han roligt, som hun spurgte ind til det, hvor det ganske vidst kunne være svært at skelne.

[Deleted]

Når man var så gammel som hun, så var det næsten umuligt ikke at miste hen af vejen, og hun havde set folk falde omkring hende fra hun havde været et barn og op til i dag, de tab havde hun efterhånden vænnet sig til. Hun nærede hverken tro eller håb om at det ville stoppe kun fordi hun var en del af lyset, men hun nærede håb om at kunne etablere andre former for relationer end dem hun havde haft i mørket. De grønne øjne rettede hun mod deres hænder idet han lagde sin over hendes, ikke at hun havde noget imod det, for selv hun havde behov for en vis form for forståelse og omsorg, en som han oven i købet havde vist hende mere af, end det som hun fortjente. Hun sendte ham et stille smil og strøg de blonde lokker bag ørerne efter brisen endnu engang havde løsnet dem. ”Det er jeg ikke i tvivl om. Desuden har jeg altid været glad for dette sted, jeg er mere imponeret over hvad i har formået at bygge det op til at være, i forhold til hvad det var dengang. Det er kun blevet smukkere,” tilføjede hun dæmpet og så sig omkring. Flere elvere var komme til og var begyndt at valfarte langs stigerne. Eowathien gik ud fra at det betød at Thanduíl ligeså var stået op, men han havde meget at gøre, og hun ønskede heller ikke at forstyrre ham mere end højest nødvendigt. På trods af det rolige og meget formelle ydre, så gemte der sig stadig i et barn. Facader var svære at bryde ned, og særligt når hun havde haft bygget dem op om sig gennem så lang tid. Alligevel så meldte det drilske glimt sig i hendes blik i tide og utide, og afslørede lidt af kvinden bag. ”Jeg har ingen grund til andet,” kommenterede hun og blinkede let til ham. I hans selskab følte hun sig faktisk underligt tilpas, af den grund ville hun hellere end gerne nyde hans selskab for en stund, til han selv ville have andet at give sig til. Hun havde ingen grund til at håne ham for, ikke at have været en kvinde nær, på sit vis ville hun ønske, at hun havde kunnet sige det samme, men som en enke så havde hun ikke rigtigt haft noget andet valg. På nøgne fødder, fulgte hun ham med elegante skridt til det som var hans bolig. I forhold til hvad hun havde været vant til, så var hun imponeret over det lille sted. Eowathien vendte sig mod ham med hovedet let på sned og et forstående smil. ”Det er ingen skam at gå op i sit arbejde. Der er ej heller nogen grund til at forhaste sig med den slags, det er kun behageligt hvis det er noget man ønsker, og det kræver en tillid til modparten,” svarede hun i takt med at hendes smil falmede. I virkeligheden kunne hun ikke udtale sig, for hun havde aldrig direkte næret den form for tillid til sin mand, også selvom han ikke direkte havde gjort hende ondt under deres intime stunder. Hun fjernede let sin kappe og afslørede den cremefarvede kjole indenunder, som komplimenterede den kvindelige krop. ”Tusind tak,” endte hun og bukkede let med hovedet mod ham. ”Et glas vand vil være storslået, tak,” svarede hun og lod hovedet søge let på sned. Hun vidste ikke rigtigt hvor hun skulle søge hen, så hun ventede i stedet på hans instruktioner. ”Jeg plejer at kunne se det. Men ikke med dig,”

[Deleted]

Draq vidste at det kunne være svært at smide barriere og facader, når de først var kommet op, for sådan havde han det også selv efter hans tur i mørket og ikke mindst de mange gange i krig, for det gjorde bare noget ved ens person. Man blev ikke den samme bagefter, hvor han faktisk havde svært ved at socialisere sig med racen, for han var nærmest på arbejde hver dag også selvom han ikke var på arbejde, han var konstant påpasselig og frygtelig skeptisk og mistænksom, hvor han ikke tog nogen chancer og han kunne handle helt ekstremt og ’overilet’ i visse situationer, særligt når der ikke var grund til det og det skete kun fordi han var så meget oppe på dupperne, fordi han ikke lod facaderne falde det mindste, selvom han heller ikke havde nogen familie eller venner som sådan, som han kunne smide hæmningerne overfor. Ganske vidst stod han frygtelig nær kongen, hvor han også kunne tale privat med manden og dermed være åben, men han holdt det typisk altid helt professionelt, kun fordi det lå helt naturligt til ham, hvilket sikkert var belastende for andre, der forsøgte at komme ind på ham. Dog så virkede Eowathien til at forstå sig på ham og det var virkelig ubeskrivelig rart! Han nikkede kun istemmende til hendes ord og sendte hende et skævt smil. ”Det er blevet meget flot, og jeg er skam også selv stolt af stedet. Det er et hjem værdigt for en elver,” svarede han roligt medgivende, som hans blik kort måtte glide over den flotte natur. Byen var blevet rykket op i træerne, hvor her var den smukkeste udsigt, skønt skoven var frygtelig stor, så man kunne næsten ikke se andet end bare træer, men han var glad for at bo her, ligesom han var stolt af at tilhøre denne stolte race. Hendes ord fik ham til at trække morende på smilebåndet, hvor han rystede let på hovedet af hende. ”Det glæder mig da kun, at du endnu har selvsikkerhed tilbage, den ser ikke ud til at være til at knække,” svarede han morende, som smilet kun bredte sig på hans rosenrøde læber. Han havde intet imod en selvsikker kvinde, skønt han måtte erkende at han faktisk var meget usikker når det kom til kvinder, netop fordi han aldrig havde været den største charmør, da det nok snarer var ham der blev pinlig berørt og ikke kvinden, for selvom han havde været trolovet, så var det stadig nyt for ham, da han altid havde givet sig fuldt hen til sit arbejde og det kunne man jo så sige både var godt, men også skidt. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Det.. kan du have ret i,” medgav han stille. Han ønskede ikke at ligge i med en hvilken som helst kvinde, da han var frygtelig gammeldags ved det punkt, men han blev jo heller ikke yngre og hans slægt skulle jo helst blive ført videre inden han døde, hvilket selv kunne ske i næste krig. Som han tog hendes kappe og hang den på stumtjeneren så han godt hvordan den flotte cremefarve smøg sig til hendes flotte krop, hvor han også måtte tage sig selv i at stirre for en ganske kort stund. ”Du skal da ikke blive stående her, kom med og sæt dig i stuen,” svarede han roligt, som han gjorde en gestus ind mod døren til venstre, hvor han selv smuttede ud i køkkenet, kun for at hente et glas van til hende, hvor han tog en urtesaft til ham selv.