Sunrise

[Deleted]

Solen var netop ved at titte frem et sted bag bjergene i øst. Fra Eytherelrvis højeste toppe, kunne man netop ane den. Skoven var igen ved at vågne, de første fugle havde sat sig i træerne og var begyndt at synge i de søde toner. Selvom de fleste endnu sov, så havde Eowathien ligget vågen mere eller mindre hele natten, blot for at vente på at se solens stråler. Nu hvor den var ved at stå op, havde hun forladt den træhytte som Thranduíl levede i, kun for endelig at stille sin nysgerrighed. Meget af den nuværende by var blevet flyttet til trætoppene, det gjorde det både til et enormt sted, men også til et yderst frist sted. I midten var der bygget det der næsten måtte minde om en form for plads.. et sted hvor man kunne samlet, midt i en lysning hvor der var udsyn over mere eller mindre hele skoven. Det var lykkedes hende at finde derhen på egen hånd. Den kære konge af byen sov endnu, hvilket passede hende fint, han ville næppe værdsætte at hun listede sig omkring på denne måde. Eftersom hun netop var kommet hjem, så havde hun endnu ikke nogle klæder der var værd at vise sig i, af den grund stod hun i den endnu beskidte, cremefarvede kappe der dækkede hendes krop over den natkjole som hun havde formået at låne sig til natten før. Eftersom hun ikke længere behøvede at skjule sig, så var kappen slået ned og de blonde krøller hang synligt ned over den rettede ryg og de slanke skuldre. Hun flettede hænderne foran sig og stod med en rank stilling endnu på nøgne fødder, på trods af kulden. Mange træer havde måttet ofre deres prægtige kroner, for den kolde vinter, som lod til at have ramt selv Procias, også selvom de gik bedre tider i møde. Med et stille smil på sine rosa læber, betragtede hun solopgangen både med fascination og med længsel. Det føltes godt at være hjemme. Selv efter mange år med en helt anden duft i næsen, så genkendte hun duften der hang i luften heromkring. Den havde aldrig forandret sig, hvilket kun glædede hende. ”Jeg hilser dig, smukke sol,” hviskede hun dæmpet. Det gamle oldelviske var ved at uddø, Thranduíl havde advaret hende, men så lang tid der kun var hende, så var det vel ikke farligt at tale det hun anså for at være sit modersmål? Der var ganske vidst ikke meget at se, og solen steg langsomt op, alligevel blev Eowathien tålmodigt stående og lyttede til fuglenes søde toner. Der ville ikke gå lang tid før de fleste ville begynde at stå op, men efter mange års længsel efter solen, så ville hun fange de første af slagsen. Den kølige morgenbrise legede en smule med de blonde lokker. Hun gjorde sig end ikke besværet at fjerne dem, hun var mere eller mindre fanget af synet foran hende, også selvom hun kun kunne ane en lettere rød stråle et sted bag af af bjergene, og det ville tage timer for den af rejse sig over dem alle sammen, og for alvor lyse ned på den smukke, nye landsby som var blevet etableret heromkring.

[Deleted]

Køligt var morgengryet, som det var vintertiden der havde taget over naturen. Sne dækkede jorden de fleste steder, hvilket kunne gøre det koldt at vandre ude, selv for en elver. Det var dog ikke alle steder at sneen havde lagt sig, da det for en gangs skyld ikke var en af de hårde vintre, men en af de mere milde. Et smukt syn var det, skønt det samtidig var trist, da det var på denne tid at naturen lå død, til gengæld måtte sneen gøre det utrolig smukt, hvor de gode nyheder trods alt var at naturen ville titte frem igen ved efterårets begyndelse, hvor alt blev født på ny. Det var en livscirkel som ville gå igen og igen. Draq befandt sig for en gangs skyld i Eytherelrvis, da han var her af mere arbejdsmæssige hensigter. Som hærfører for elverne, havde han flere pligter der skulle passes og det var pligter som han satte frygtelig højt. Han havde et hjem hos højelvernes landsby, et hjem som havde tilhørt hans familie i flere generationer, dog havde han aldrig befundet sig meget der, eftersom han havde viet sit liv til arbejdet, hvilket var noget mange nok ville mene som han gik en tand for meget op i.
Draq kom gående oppe i træhytterne, hvor elvernes by måtte befinde sig. Han bar sine mørkebrune knæhøje støvler, som han typisk rendte rundt i, de som han typisk rendte rundt i, hvor det kun var sjældne gange at han rent faktisk rendte rundt i bare tæer, da det var en vane som mere lå hos skovelverne frem for højelverne. Han bar ellers nogle brune, elastiske bukser, som gjorde det let at bruge smidige bukser. Han bar ellers en brun kappe til at holde sig varm og indenunder bar han en grøn bluse med en lysebrun lædervest udenpå. Blikket gled mod den kvindelige skikkelse, som tilsyneladende stod og så ud mod solopgangen, hvilket fik ham til at trække en anelse på smilebåndet. Han måtte dog blinke forundret med øjnene, da han hørte at hun talte et gammelt elvisk sprog, som ikke mange kunne mere. ”Det er sjældent man hører nogen tale et så gammelt sprog, hvem er De frøken?” spurgte han nysgerrigt, som han lod hovedet søge let på sned. På trods af at han bar de elviske træk, som afslørede at han var en elver, bar han en smule skæg, ligesom hans hår var helt kortklippet, det var for ham et symbol på at han havde viet sit liv til sit job, skønt mange elver var imod det, men når de vidste hvad han lavede, så fandt de altid forståelse for det, skønt de fleste elver bar det lange hår og glatraget ansigt. Han bevægede sig med elegante og målrettede skridt hen imod kvinden, hvor han roligt stoppede op og sendte hende et venligt smil. Han bukkede høfligt for hende i respekt, inden han rettede sig op igen og holdt den stolte og ranke holdning, som nærmest kunne indikere at han enten var af fin og adelig slægt eller også at han bare var utrolig stolt af sin race.

[Deleted]

Vinteren var ganske vidst kold, men Eowathien havde gennem mange år været vant til den dvasianske vinter, der var langt værre end dette. Et tyndt lag sne havde dækket landskabet som et tæppe, men det var endnu muligt at bevæge sig fra og tilbage, det til tider, kunne være svært i de mørke skove og alle andre steder foruden byerne. Hun betragtede det store bjerg der ragede op over trætoppene, og ventede tålmodigt på at solen for alvor ville begynde at rejse sig over det. De fleste elvere lå endnu i deres trygge senge, ingen vidste endnu hvem hun var eller hvorfor hun var kommet, hun frygtede at hun ikke ville blive taget vel imod, også selvom deres mistillid ville være fuldt ud begrundet, ikke mange kendte hendes navn.. mange var gået bort under angrebet, desuden var hun bestemt ikke en ung kvinde mere også selvom hun på sit vis følte, at livet netop var begyndt. Hun smilede for sig selv, og lagde end ikke mærke til at hun fik selskab, hun havde trods alt ventet at byen ville begynde at komme til live på denne tid af morgenen. På trods af kulden stod hun blot klædt i den slidte, tynde natkjole og en kappe der ej heller var gjort af tykt stof, desuden havde hun endnu bare fødder, de var efterhånden stivfrosne hvilket også blev tydeliggjort af den lettere blå farve som prydede dem, men følelsen af naturen under hende, kunne intet gøre op med. De søde, elviske toner der nåede hende, bragte hende omgående ud af sine tanker og ud af den næsten trancelignende tilstand. Det intense blik vendte hun roligt over skulderen, for at fange hans skikkelse ud af øjenkrogen. Roligt vendte hun sig om og bukkede hovedet i en respektfuld hilsen. Det forundrede hende at der i det hele taget var i stand til at tale samme tungemål. Hun nikkede. ”Jeg høre at det desværre er ved at uddø. Mit navn er Eowathien Elanessë, Sir” svarede hun roligt og bukkede igen hovedet i en let hilsen. Hun tvivlede på at navnet ville sige ham noget, han var ikke et af de meget få ansigter hun huskede.. men hun huskede jo end ikke sine forældre, så det var næppe underligt. De skovgrønne øjne søgte roligt hen over hans skikkelse.. han var anderledes fra andre elvere, der som regel lod håret gro, men det gjorde trods alt kun deres kendetegn i form af ørerne synlige.. hendes egne ragede igennem de blonde lokker, hun gjorde intet for at skjule dem. Igen vendte hun sig mod den smukke solopgang. ”Og hvem har jeg æren af at møde?” spurgte hun i melodiske toner. Nu hvor han havde afsløret at han kendte sproget, så valgte hun blot at fortsætte samtalen i samme dur, der var det hun følte sig bedst tilpas med, også selvom hun kunne mærke at de små ændringer fra mørk til lys elvisk, skulle genopfriskes blot en smule. Den ranke holdning forundrede hende ikke, de var en elegant race hvilket afspejlede sig i deres både at tale, bevæge og handle på, hvilket blot var noget af det som gjorde hende stolt af at være hvad hun var.

[Deleted]

Kulden var desværre ikke noget som elverne var immune overfor, skønt de havde levet udenfor i naturen igennem hele racens eksistens. De var et naturfolk, men dog kunne selv alt normalt, såsom kulde, sygdom etc., dræbe dem, som det kunne ved alle andre levende væsner. Draq selv skilte sig meget ud generelt når det kom til elverne, men det var mest på grund af hans arbejde som hærfører, da det krævede andre midler end hvad en normal elver gjorde brug af, som hans arbejde lå i at beskytte hans folk, naturen og lyset, og ikke mindst slå fjenden tilbage, så der kunne være fred. Han selv havde været ude i mange kampe, hvilket havde efterladt sine grimme ar, noget som også måtte påminde ham om hvilken pligt han havde overfor sig selv, sine forældre, sin hjemstavn og lyset. Han var en pligtopfyldende mand, som tog sit arbejde seriøst, hvilket man også hurtigt ville finde ud af. De smaragdgrønne øjne faldt på kvindens skikkelse. Hun var uden tvivl elver, men alligevel var der også noget ved hende som skilte sig ud og vagte hans nysgerrighed, for selvom han vidste at mange elver ikke decideret var rige, så gik de alligevel i noget fornemt tøj, men hendes virkede slidt og hun lignede med af alt en helt fattig som man stødte på inde i byen. Som han betragtede hende fra top til tå, lagde han netop også mærke til hendes fødder og hun så fuldstændig forfrossen ud. Roligt vendte han blikket mod hende igen, som hun svarede på hans ord, hvor han selv valgte at bukke elegant og respekt fuldt til hende, som hun selv udviste ham respekt, hvilket allerede gjorde at han åbnede en smule mere op. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Det er det. Jeg selv er ved at vænne mig til det nye, så De må tilgive mig, hvis jeg ikke altid kan svare,” svarede han med et smørret smil. At hun så præsenterede sig, måtte hendes navn sige ham noget, men alligevel kunne han ikke sætte en finger på det, hendes ansigt kunne han heller ikke huske, så han skød roligt tanken væk om at han muligvis kendte hende, for ellers ville han vel have husket dette smukke ansigt? ”Mit navn er Draq Taegaryën, frøken,[/font]” præsenterede han sig selv, som han roligt bukkede for hende igen, „jeg er hærfører for elverne.[/font]” Han sendte hende et høfligt og venligt smil, som han bevægede sig tættere på hende og med en smule bekymring i de flotte skinnende grønne øjne. ”De ligner en som fryser, frøken Eowathien, vil De ikke med ind i min hytte og få varmen tilbage? Jeg giver gerne noget at drikke?[/font]” foreslog han roligt, som han sendte hende et mildt blik. Han kendte hende måske ikke særlig godt, men hvis hun var elver og befandt sig i elvernes by, så frygtede han hende ganske vidst ikke, han anså hende mere for at være ven end som fjende og andet var vel heller ikke behøvet? Derfor havde han intet imod at udvise respekt og venlighed overfor hende, når hun tydeligvis så ud til at kunne bruge det.

[Deleted]

Kulden var bidende.. foråret nærmede sig ganske vidst med hastige skridt, mørket var begyndt at lette en smule, men sneen prydede endnu den smukke skov. Eowathien ville ej forgive at immun overfor kulden, men efter frygtelig mange år med en form for adskillelse til naturen, så fandt hun det som den bedste måde, hvorpå hun kunne skabe en kontakt til samme igen, også selvom det indebar at de nøgne fødder var endt mere eller mindre blå, hun havde jo gået helt fra Imandra, det var ikke en kort tur. Hun kastede endnu engang de grønne øjne på hans skikkelse.. han var uden tvivl en elver, og en af de stolte en af slagsen. Han var en flot mand, det måtte hun give ham, selv på trods af at han ikke bar det typiske, lange hår. Modsat hende var han velklædt, hvilket næsten placerede en skam i hende, hun var ikke vant til at præsentere sig i den tilstand, men det var endnu ikke lykkedes hende at skaffe sig en passende kjole, og kappen var sådan set smuk.. bag alt snavset som hun havde planer om at vaske senere. Den respekt han udviste hende, var hun på ingen måde vant til, Dvasias var anderledes på det punkt, der bukkede ingen i respekt men om oftest i frygt eller fordi de ganske simpelt ikke havde andet valg. Smilet bredte sig på de rosa læber. Med hånden på sit hjerte bukkede hun roligt mod ham, før hun atter rettede sig op, og tog ham tilbage i betragtning. ”Det skal De ikke tage dem af, jeg er nærmere imponeret over at møde nogle som i det hele taget taler det, eller blot forstår det,” endte hun og nikkede sagte. Det var et kompliceret sprog, så hun bebrejdede ikke dem som ikke kunne tale det, men hun anså det også for at være skam hvis det skulle ende med at blive glemt. Eowathien forventede ingen genkendelse ved lyden af hendes navn, dem som havde været en del af hende i sin tid, var alle gået bort, lige foruden Thranduíl selvfølgelig, men af den grund ønskede hun at stifte bekendtskaber og blive en del af det samfund som hun oprindelig var blevet født ind i. Ganske som ventet sagde hans navn hende intet. ”Det er mig en sand ære at møde Dem, Draq Taegaryën,” hilste hun roligt og slog blikket ned i respekt. Hun kunne mørke på sig selv, at forandringerne fra Dvasias til Procias, var nogle hun skulle vænne sig til, her var hun næsten på dybt vand, og hun brød sig ikke om at være usikker.
Hans ord fik hende omgående til at se op. Hun hævede et slankt øjenbryn og sagde intet. I stedet lod hun hovedet søge på sned, og betragtede ham atter lettere vurderende, dog uden at lade smilet falme. ”De er hærfører? Det er en yderst farlig position at besidde, Sir, pas på dem selv,” opfordrede hun med en snart af bekymring malet i blikket. Den samme stilling havde kostet hendes fader livet, det ønskede hun ikke for nogle. Hans ord fik hende til at se ned på de blå fødder. Det var ikke rigtigt gået op for hende før nu, at hun knap mærkede sig af dem, og de var slidte efter rejsen på forskellige terræner. Overvejende så hun fra sine fødder, til solen der langsomt steg, og tilbage på ham. Hendes blussede i en let rødmen. ”Jeg værdsætter Deres venlighed, Sir, og selvom det lyder frygtelig fristende, så venter jeg på solen.. den er ved at stå op,” påpegede hun.. i tilfælde af at han ikke havde bidt sig fast i det.. hun var nødt til at føle solens første stråler igen, hun havde ventet i så mange år.

[Deleted]

Kvinden som Draq stod overfor, var ikke en han mindes at have set før og med sit job som hærfører, var han tit her i Eytherelrvis, eftersom byen krævede hans tilstedeværelse, når han var på arbejde og ude for at fuldføre sin pligt, tit begav han sig også rundt i skoven, for at være sikker på at ingen forbrydelser blev gjort mod naturen og dyrene, da selv det kunne finde sted her i Procias, for ikke alle var lige så ærlige og gode som de gav sig ud for at være, og det havde intet at gøre med om man kom fra lyset eller mørket, da alle bar et mørke i sig, som alle bar et lys. Han havde dog været i udlandet et par gange og han kunne med hånden på hjertet, sige at de andre lande nok var langt farligere at leve i end i Procias, hvilket tit blev set. Denne Eowathien, synes han dog ikke at have set før, skønt han kendte skoven ind og ud, det var også derfor hun rent faktisk vakte en nysgerrighed i ham, en nysgerrighed som han ikke lige kunne se bort fra. Han sendte hende et smil til hendes ord, da han godt vidste at de fleste ikke længere talte oldelvisk, som de gjorde i øjeblikket, og ærligtalt havde han glemt det meste, eftersom det var lang tid siden at han sidst havde talt det med nogen, til tider når han snakkede fortroligt med kongen, så brugte de det dog, men derfor var hans ordforråd faldet drastisk. Denne kvinde, kunne det dog yderst imponerende godt. ”Ja.. der er desværre ikke mange som længere forstår sig på det, men det kan til tider også være til ens fordel, hvis man skal tale fortroligt,[/font]” svarede han med et skævt smil, som han roligt trådte et skridt tættere på hende, inden han løftede hånden og lagde den mod gelænderet, som var mange steder heroppe i trætopperne, hvor udsigten simpelthen var majestætisk og utrolig flot. Han rystede let på hovedet til hendes ord, hvor han endnu engang måtte bukke respektfuldt for hende. ”Tværtimod frøken Eowathien, æren er helt klart på min side,[/font]” svarede han i en respektfuld og sandfærdig tone, da det var rart at skabe nye bekendtskaber, og hun så og lød ikke engang til at kunne kende ham, så ny måtte hun vel næsten være? Det gjorde kun hans nysgerrighed større. Han nikkede roligt til hendes ord, som hun gentog om han var hærfører. Han så en anelse tænksomt ud over naturen. ”Det ved jeg. Man er udsat i denne stilling, hvilket jeg har erfaret på den hårde måde, men.. jeg gør en forskel, og jeg kan lide at hjælpe andre og beskytte det jeg holder kært,[/font]” svarede han sandfærdigt, som han så mod hende igen og sendte hende et mildt smil. På kroppen bar han grimme ar fra tortur og fra krig, men overlevet havde han da indtil nu. At hun helt måtte rødme, fik ham til at trække på smilebåndet, selvom hendes ord, fik ham til at følge hendes blik ud mod horisonten, som var ved at lysne op. Han så roligt tilbage mod hende, inden han tog det sidste skridt imod hende, imens han tog sin kappe af, inden han gik ned på knæ. ”I så fald, så lån i det mindste min kappe til at varme Deres fødder, og i retur, så må jeg måske have den ære at se solopgangen med Dem?[/font]” tilbød han hende venligt, skønt man også kunne ane en form for insisterende undertone, eftersom han ikke brød sig om at hendes fødder snart var helt blå, derfor svøbte han også sin kappe rundt omkring hendes fødder.

[Deleted]

Eowathien kendte ingen foruden Thranduíl, og deres bekendtskab begrænsede sig til en fjern fortid. Hun var ham taknemmelig for at have hjulpet hende tilbage over muren, det var her hvor hun følte sig hjemme, hun havde følt det i samme øjeblik de ankommet, selv på trods af at intet lignede sig selv. Det havde i et kort øjeblik, forundret hende at han var oppe på denne tid af døgnet, når resten af byen endnu var gået til ro, men nu hvor hun kendte til hans profession, så var det ikke underligt. Hendes egen far var stået op før solen stod op, for at sikre sig at skoven var sikker.. sikre sig at folket var sikkert, det havde kostet ham sit liv i den anden ende, men Eowathien vidste at han blev mindet og husket, hvilket var grund nok for hende til at føle stolthed ved tanken om det han havde ofret.. og hvad hun selv havde ofret. Hun fugtede læberne og betragtede ham med det varme, intense blik. Nysgerrigheden stod malet i hans grønne øjne, hvilket morede hende en smule. Han kendte vel de fleste på disse kanter? Hendes navn måtte næsten være ham fuldkommen ukendt. Der var ganske vidst sproglige fejl i hans ord, men hun forstod hvor han ville hen, desuden var det kun små fejl, hun måtte erkende at være imponeret over hans evner. ”Det er sandt, det har sine fordele, men det er nu stadig en skam,” svarede hun og sukkede dæmpet. Det havde ganske vidst også været hende en fordel, at kunne tale det sprog som de færreste andre kunne, men kulturarven havde altid været vigtig for hende, det samme havde traditionerne og alt for mange lod til at være forsvundet i mængden, hvilket gjorde hende en kende trist. Blikket vendte hun tilbage mod solen. Det ville tage tid for den at stå op over bjergene, men hun rustede sig med tålmodighed. Hun mente det skam når hun sagde at det var en ære at møde ham, det var rart at blive taget imod med åbne arme, frem for tanken om at blive jagtet på baggrund af sit væsen. Eowathien slog blikket i jorden og lod sørgmodigheden præge hendes varme ansigt for et øjeblik ved mindet om sin far. Arrene havde hun skam fået øje på, hvilket kun afslørede at han allerede havde taget imod slag. ”Det er et stort ansvar, jeg håber at folkene heromkring ved hvilket stort arbejde De fuldfører. De har min dybeste respekt,” endte hun ærligt og nejede elegant for ham. Det var de færreste hun viste dem form for respekt, men det han gjorde, var noget un havde et nærmere forhold til end man skulle tro. ”Har De familie?” spurgte hun en smule nysgerrigt. I virkeligheden vedkom det ikke hende men hun var forbandet nysgerrig af sig. Hun fulgte ham roligt med blikket som han endte med at søge mod hende, og glide på knæ ved hende. Hun betragtede ham mens han fjernede sin kappe og lagde den om hendes fødder, hun stoppede ham ikke, også selvom det omgående skabte en prikkende fornemmelse under huden. Hånden lagde hun så blidt mod hans kind, at det næppe var en berøring i forsøget på atter at skabe øjenkontakt. De grønne øjne lyste af taknemmelighed. ”Jeg takker Dem mange gange, Sir,” endte hun dæmpet og slap ham atter, og vendte blikket tilbage mod solen endnu engang. At han ønskede at se den med hende gjorde hende absolut intet. ”Jeg ville nyde Deres selskab,” endte hun sandfærdigt.

[Deleted]

Det ville ikke undre Draq hvis mange af hans ord og ikke mindst grammatikken var forkert, men han kunne stadig noget af det, dog havde han advaret hende. Han kunne heller ikke altid forstå hvert ord hun sagde, men de fleste gav mening for ham og så kunne han godt regne ud hvad sammenhængen var og hvad sætningen betød. Det var dog sjældent han talte det, for der var trods alt ikke mange som brugte det mere, kun ham en smule, elverkongen og nogle af de ældste elver, men ellers var der få. Der var også forskel på accenten, om man var skov- eller højelver, og han måtte erkende at han ikke helt kunne genkende hendes accent, den lød snart ikke som nogen af dem, men mere som en helt tredje, men han havde heller ikke set hende før, så hun måtte være ny, måske hun kom fra et af de andre lande? Tanken gjorde ham egentlig kun langt mere nysgerrig og han kunne desværre ikke skjule det. ”Det er det. Men De har gjort mig nysgerrig, og ikke for at snage, men.. jeg har aldrig set Dem på disse kanter, må jeg spørge, hvor De kommer fra?[/font]” spurgte han tydeligt nysgerrigt, som han nu ikke længere kunne dy sig. Han var nød til at vide det, da hun virkede spændende, og hun tilhørte den ældre generation, måske endda ældre end ham selv, og det hele gjorde ham nysgerrig. At hun så slog blikket ned og virkede sørgmodig, fik ham selv til at rynke brynene, som hans hoved søgte let på sned. Hun lød næsten som om hun kendte til det at være hærfører, eller måske kendte nogen som havde været det? Han var dog ikke helt sikker, men han var jo slet ikke sikker på noget omkring hende, hvilket han et sted godt kunne lide, fordi hun var ham sådan et gådefuldt mysterium. ”Naturligvis er jeg ikke ligeglad med hvad andre mener, da jeg ønsker at vise at jeg er god til hvad jeg er, men.. det eneste som oprigtigt betyder noget for mig, er at beskytte vores hjem og folket,[/font]” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et smil, „men De lyder til at kende til det? Har De kendt nogen som var det?[/font]” Nysgerrig kunne han ikke komme udenom at han var, hvilket faktisk var sjældent at det blev vist så åbenlyst, men det virkede snart umuligt ved hende, men det var måske fordi han aldrig havde set hende før. Han kendte naturligvis ikke alle elvere der fandtes her i skoven, men han kunne se at hun ikke var herfra. At hun så selv udviste nysgerrighed, glædede ham et sted, da han så ikke følte at han snagede, men hendes spørgsmål måtte alligevel få hans smil til at falme. Han så kort ud over naturen, inden han så mod hende igen og rystede på hovedet. ”Nej.. min familie er død. Alle hver og en. Jeg har ingen tilbage, så nu er jeg alene,[/font]” fortalte han sandfærdigt, skønt det gjorde ham trist at tænke på. Han havde været forlovet, men hun var også borte. Han smilede mildt til hende. ”Hvad med Dem? Har De familie?[/font]” spurgte han roligt, et sted også for at komme væk fra ham selv. Som han fik hendes fødder svøbt ind i sin kappe, blev han selv mere rolig, da det næsten måtte bekymre ham at se dem snart helt blå, for han ønskede trods alt heller ikke der skete hende noget. At hun så lagde hånden mod hans kind, fik ham til at stivne, for han var slet ikke vant til sådanne berøringer! Han blinkede let med øjnene, som han så op mod hende, inden han meget langsomt kom op på benene igen. Han trak først vejret igen, da hun fjernede hånden, hvor han betragtede hende for en stund, inden han så mod horisonten. ”Bare kald mig Draq,[/font]” bad han roligt, som det var et tegn på at de kunne blive dus og smide formaliteterne, og den høflige tiltale.

[Deleted]

For Eowathien var sproget naturligt, det var hendes modersmål, så længe han gav udtryk for at han ikke havde noget imod det, hun ønskede trods alt heller ikke at han skulle misforstå hende, også fordi at hendes accent var anderledes end den de gjorde brug af på disse kanter, lige der havde mørket jo nok påvirket hende, mere end hun ønskede at være ved. Nysgerrigheden stod malet i hans øjne, hvilket kun morede hende. Det var de færreste som havde vist interesse for hende gennem tiden, eftersom hun havde været en procianer som de fleste helst så død, men eftersom han var den mand der var vant til at holde styr på skovene, så forundrede hans nysgerrighed hende ikke, hun var trods alt ukendt. ”Det ses i dine øjne. De behøver ikke at være bange for at spørge.. Sandt at sige, så er kommer fra jeg Dvasias,” svarede hun ærligt. Der var ganske vidst ikke meget mørkt at sporer omkring hende, der når noget ved accenten og hendes hud var blegere end den ville have været, da hun havde levet i skyggerne, men foruden det så havde hun aldrig glemt hvor hun var blevet født – hvor hun hørte til. Næsten afventende, betragtede hun ham. Thranduíl havde advaret hende mod, at ikke alle ville bryde sig om at hun kom fra Dvasias efter alle de år, hun forventede næsten mistro. Det var svært for hende at bedømme Draqs alder, umiddelbart ville hun skyde på at han var på alder med hende selv, men i frygt for at fornærme ham, spurgte hun ikke, hun huskede ham jo ikke fra sin barndom, huskede ikke hans navn.
Eowathien slog blikket i jorden og smilede for sig selv. Havde hendes far været der den aften, så kunne hendes mor muligvis havde sluppet med livet i behold, og hun var muligvis aldrig blevet fjernet, hun brød sig ikke om at gøre sig tanken, men hun ønskede vel bare at.. skåne andre fra det mørke hun var blevet placeret i? Hun nikkede sagte til hans ord, inden hun atter hævede hovedet og lod blikket tilfalde hans. ”Det er en hæderlig tankegang, i mine øjne. Folket har brug for beskyttelse, men jeg ønsker ikke at se Dem komme noget til,” erkendte hun igen med et bekymret glimt i de smaragdgrønne øjne. ”Jeg vil ikke gå så langt, som at påstå at jeg kender det. Min far var hærfører før Dem. Han mistede livet den aften krigen brød ud og startede splittelsen af det daværende land,” svarede hun ærligt. Hun så ingen grund til at lyve for ham. At han blev så påvirket af at hun spurgte ind til familien indikerede kun, at hun havde ramt noget ømt. ”Jeg beklager hvis jeg er påtrængende, men.. hvem var hun?” spurgte hun og lagde hovedet blidt på sned. Hun var ikke dum, sorgen stammede fra et tab. Ud af øjenkrogen holdt hun øje med solen, også selvom den ikke var nået meget længere. Det var om ikke andet mere behageligt at stå der nu hvor kappen skænkede hende en smule varme og dog en ubehagelig prikken. Hun rystede på hovedet og førte hånden til sin medaljon rent ubevidst. ”Ligesom dig har jeg mistet alle,” svarede hun en kende sørgmodigt. Hun var en kvinde med mange skeletter skjult i skabet. Den pludselige stivhed indikerede kun at hun endnu engang var kommet for tæt, selvom det ikke havde været bevidst. Hun trak den roligt til sig og nikkede sagte. ”Draq,” gentog hun for sig selv.

[Deleted]

Eowathien virkede til at være en interessant kvinde, nok mest af alt fordi hun ikke virkede til at bo her normalt, derfor gjorde det Draq nysgerrig som det første, men derefter så var det også meget andet, såsom det at hun kunne det oldelviske sprog, samt det at hun var en fra den ældre generation, hvilket gjorde at hun måtte have set meget og ikke mindst vidste meget – det gjorde det fleste gamle elvere trods alt, for med alder kom visdom og erfaring. Han måtte kort slå blikket ned og fnes kort for sig selv, som han næsten følte sig helt barnlig over at udvise denne kæmpe nysgerrighed for hende, men han kunne simpelthen ikke lade vær. Han så roligt mod hende, da hun så sagde at han ikke behøvede at være bange for at spørge, hvilket fik ham til at sende hende et skævt smil. Smilet falmede dog hurtigt, da hun sagde Dvasias, hvor hans blik kort måtte flakke fra at blive mistænksomt til at blive mere undrende. ”Dvasias, siger De? Har De været fanget?[/font]” spurgte han forundret, en anelse sørgmodigt, men stadig nysgerrigt. Et sted gjorde det ham også mere påpasselig, for hvad nu hvis hun rent faktisk var spion? Som hærfører og beskytter af elverne, skoven og lyset, så ville han ikke tillade at nogen spioner befandt sig her! Alligevel ville han ikke dømme hende og han vidste at hun var skovelver, for det kunne han se på hende, derfor valgte han at spørge ind til det, frem for at dømme hende. At hun så talte til ham med bekymring og udviste det for ham, var noget som rent faktisk måtte komme bag på ham, for.. det var han ikke vant til. Folk forventede nærmest bare at han gjorde sin pligt, at han slog fjenden tilbage og beskyttede dem, så længe han nu kunne holde stand, men aldrig var der nogen der havde udvist bekymring for ham, andet end hans familie vel at mærke, men de var jo alle gledet bort, så nu var han alene. Hovedet søgte let på sned. ”Deres bekymring både glæder og forundre mig for.. De kender mig ikke og dog udviser De bekymring for mig, som havde De kendt mig hele Deres liv? Det.. er jeg ikke vant til,[/font]” erkendte han en anelse forbavset, skønt der lagde sig noget varmt over hans blik og smil, som det et sted rørte noget i ham? Da hun så sagde at hendes far havde været hærfører for ham, måtte han næsten blive bleg i ansigtet. ”Loríndir? Men.. så ved jeg godt hvem De er! Jeg har hørt mange gode ting om ham, fra min egen far, som vidst engang havde arbejdet under din far,[/font]” fortalte han i en overrasket tone, som han næsten var endt bare at stå og stirre på hende. Nu hvor han så efter, kunne han godt se familielighederne, hvilket alligevel måtte overraske ham en hel del. At hun undskyldte for at hun var påtrængende fik ham til at smile mildt til hende. ”De behøver ikke undskylde, jeg spørger jo selv en del. Men jeg blev engang trolovet med en højelver, som min mor arrangeret, fordi hun ville have at familien blev ført videre. Hun hed Daenerys. Det er dog lang tid siden,[/font]” fortalte han sandfærdigt, uden at komme ind på hendes død. At hun så selv fortalte at hun havde mistet alle, fik ham til at se på hende med et anderledes blik, der var ingen medlidenhed, der var forståelse i hans smaragdgrønne øjne. ”Det gør mig ondt, Eowathien. Det har du ikke fortjent,[/font]” Måske han ikke kendte hendes person, men han havde hørt om hendes far og kendte derfor til hvad der var sket med hendes familie. Roligt vendte han blikket mod horisonten igen, hvor smilet bredte sig. ”Nu kommer den,[/font]” mumlede han, som man kunne ane hvordan det var blevet lysere, hvor der ikke ville være mange minutter, før man ville se solens første stråler.

[Deleted]

Dette sted var fremmede for hende, selv på trods af de rødder hun havde derfra. Dengang havde der ikke været en landsby i trætoppene, som der var nu hvilket var noget af det som havde formindsket sikkerheden dengang. Procias virkede i det store og det hele som et trygt sted at være, hvor hun i højere grad var vant til at skulle være på vagt, uanset hvor hun befandt sig. Et eller andet sted i denne mand, gemte der sig en barnlig sjæl, måden han fnes på og så på hende med nysgerrige øjne, fik hende til at føle sig mere interessant end hun i virkeligheden var. Eowathien betragtede ham med det intense blik, der kun udstrålede varme og ro. Der skulle meget til at påvirke hende i nogen retning, men selskabelig havde hun nu altid været, derfor var hun også åben og besvarede gerne en lang række af hans spørgsmål. Den pludselig skepsis der viste sig i hans blik, opfangede hun mere eller mindre med det samme. Hun nikkede for sig selv. Efter blot en enkel dag, hvor hun var dukket uanmeldt op, så kunne hun ikke forvente deres tillid, hvilket hun udmærket var klar over. ”Jeg blev taget herfra som ganske ung, og jeg har levet i skyggerne siden.. frem til nu vel og mærke,” tilføjede hun ærligt og bukkede hovedet. Det var bestemt ikke fordi hun havde planer om at ødelægge noget i denne skov, eller hjælpe nogle ind i dette land, hun var blot en kvinde der savnede sit barndomshjem.. og lyset. Efter kort at have set mod bjergene, vendte hun sig atter mod ham, med hænderne flettet roligt foran sig. Det var for mange en mærkværdig tanke at hun bekymrede sig om folk hun end ikke kendte, men hun var, ja næsten det man kunne sammenligne med et flokdyr, hun gik op i fællesskabet. ”Vi bør ikke kun bekymre os om dem vi står nær. Hvis vi gør det, vil der som oftest være.. en som dig eller mig, som står alene og som ingen vil bekymre sig om. Jeg ønsker ikke at nogle skal føle den smerte som jeg selv har følt ved mine tab, derfor er det naturligt for mig at udvise den slags, også for folk jeg ikke kender,” svarede hun sandfærdigt og sendte ham et roligt smil. Hun var efterhånden en gammel kvinde, hun havde en stor erfaring og viden, og selvom mange ville mene at hun overskred grænser i form af sine ord, og i de berøringer hun skænkede fremmede, så forsøgte hun jo i virkeligheden at give andre, hvad hun aldrig set havde modtaget. Hovedet gled let på sned som farven forsvandt fra hans ansigt. Hun nikkede bekræftende. ”Lorindír var min far, ja. Jeg er bange for at jeg ikke husker din far. Jeg husker ikke mange fra den tid, desværre, men jeg er sikker på at han var en god mand,” svarede hun roligt. Hånden lod hun roligt falde fra sin medalje igen, og ned langs hendes side. Hun havde ikke gjort andet end at miste, men hun havde ikke ondt af sig selv, hun forsøgte bare at finde noget at holde fast i.. et lys. ”Forfærdelige ting sker altid for gode sjæle,” påpegede hun dæmpet, også selvom hun mente det, sådan gik det som oftest. Blikket vendte hun mod bjerget, hvor solen ville komme om ganske få minutter. De rosa læber spillede ud i et smil, som hun lod blikket glide i, med fronten mod solen, ventede kun på at føle dens varme stråler på sig.

[Deleted]

Selvom man godt kunne få det indtryk af Draq at han var frygtelig reserveret, arrogant, dog meget pligtopfyldende og ansvarsfuld, snart også helt humorforladt mange gange, så var han alligevel frygtelig nysgerrig på det ukendte og faktisk også frygtelig eventyrlysten, det var måske også derfor han nød at være hærfører, for selvom det var risikabelt, så blev han også bragt til udlandet og oplevede andet natur og andre og nye ting, hvilket altid havde gjort ham nysgerrig. At hun så fortalte at hun kom fra Dvasias af, var alligevel noget som gjorde ham en smule skeptisk, men det var snart også mere fordi han følte sig forpligtet til at være skeptisk, når der kom en ’fremmed’ til deres by. Dog umiddelbart ville han ikke sige at hun var ond, da han så varmen og roen i hendes blik, og så var der generelt bare noget over hende som sagde ham at hun ikke var ond. Hovedet søgte let på sned. ”Så du flygtede? Eller.. hvordan er du kommer hertil?[/font]” spurgte han roligt og dog nysgerrigt, som den endnu ikke havde sluppet sit tag i ham, da han var meget nysgerrig på hende og at hun havde været i Dvasias gjorde ham kun mere interesseret og alligevel også en smule påpasselig, men hvis han tilbragte mere tid med hende, så ville han jo nok finde ud af hvilken type hun var og om hun skulle være en spion. Hendes beskrivelse af, hvorfor hun bekymrede sig for folk, var noget som fik ham til at smile, da det var et godt argument, og et som han var fuldstændig enig i og som han selv fulgte. Han var nok alene, men han var folkets og naturens beskytter, han hjalp der han kunne, hvilket han ikke ville tøve med. Han valgte også at nikke en anelse tilfredst med hovedet, som et tydeligt tegn til at han kunne lide hendes svar. ”Jeg kunne ikke være mere enig med dig Eowathien. Vi må passe på hinanden, men derfor værdsætter jeg stadig din bekymring, det er rart at bare.. nogle tænker på én,[/font]” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han var ikke vant til at folk bekymrede sig for ham, da de nærmere anså hans job for at være nødvendigt, hvor han egentlig også var ligeglad, for han gjorde det fordi han havde det godt med det, dog fik han skam ros, hvis folk vidste hvad han havde gjort. At hun så fortalte at hendes far var Lorindír, var noget som kom bag på ham, for så kendte han hende godt og derfor så kunne han godt genkende hendes navn. ”Min far var en højtstående mand indenfor hæren, men han er også gået bort for mange år siden, så.. Men han var skam en god mand,[/font]” medgav han roligt, som han sendte hende et smil. Nu hvor han kendte til hendes familie, så blev han alligevel mere tryg omkring hende, skønt hun havde været i Dvasias. Han betragtede hende kort, som hun vendte sig mod horisonten og lukkede øjnene, hvilket fik ham til at smile, inden han selv så mod solopgangen. Han holdt blikket mod himlen, indtil han kunne se de første stråler, der lukkede han selv øjnene og ventede derefter selv på at de første varme stråler skulle berøre hans ansigt.

[Deleted]

Eowathien havde ikke det billede af Draq, af at han skulle være reserveret eller arrogant, men det at han stod med hende der, sagde kun lidt om hvor meget han gik op i sine pligter. Han var påpasselig.. agtpågivende, hvilket man ikke kunne bebrejde ham for, han var trods alt skovens beskytter og hun var blot en indtrænger, også selvom hun følte sig en smule fornærmet ved den tanke, hun var trods alt født på lige fod med alle andre. Hendes uskyld var på sit vis, det som havde holdt hende i live, og hun havde formået at holde fast i en stor del af den, selv efter alle de år i mørket, og det spejlede sig tydeligt i hendes grønne øjne, der var ikke meget ondt at sporer. Mange ville måske mene at hun havde gjort ting i uoverensstemmelse med enhver form for humanitet og morale, men hun ville til enhver tid mene at hun havde gjort det nødvendige. Hun betragtede ham med det intense blik og meget sigende smil, hans reaktion kom på ingen måde uventet, alt andet ville have været både naivt og dumdristigt. Igen måtte hun bukke hovedet i et kortfattet nik. ”Jeg flygtede. Thranduíl bragte mig hertil,” svarede hun ærligt, og gik næsten ud fra at manden havde kendskab til skovens konge, af den grund tøvede hun ikke med at gøre brug af han navn frem for titel. Måske det bundede i, at hun kom fra en anden tidsalder, men hun havde altid været vant til at varetage fællesskabet, hvilket man gik op i selv i Dvasias. Hun så ingen grund til kun at bekymre sig om folk der havde en betydning for hende, selvfølgelig nærede man en anden form for bekymring overfor dem, men ingen skulle lades alene. ”Det er rart, særligt i de stunder hvor man føler sig overladt til sig selv, desuden har vi alle brug for en som dig, det er blot de færreste der tænker på, at du risikere dit eget liv for at de kan være trygge her. Jeg finder det bemærkelsesværdigt og hæderligt,” svarede hun ærligt, og sendte ham et roligt smil, inden hun vendte sig mod solen. Det var tydeligt at hun havde ramt noget når det kom til familien, af den grund havde hun valgt at lade det ligge, hun var jo kendt med smerten der opstod ved de tab. Thranduíl lod til at have haft ret i at hun måske ikke var husket, men at slægtens navn endnu var. Det varmede hende, at nogle endnu huskede på fortiden selv de grusomme tider som de fleste ønskede at glemme. Desværre havde Eowathien ikke været gammel nok til at få indblik i sin fars arbejde, hun huskede bare at han havde været meget væk fra hjemmet, der havde altid været noget at gøre. ”Uden tvivl,” endte hun en smule fraværende, som blikket atter var faldet på solen. Den varme kappe havde fået hendes fødder til at føles prikkende og stikkende, men det var rart at hun i det hele taget kunne mærke dem igen. Blikket gled i. Hun sagde intet idet solen langt om længe steg op over bjerget og lod dets varme stråler, ramme hendes kølige kinder. Den røde farvede blussede igen i hendes blege hud, skænkede hende det liv hun pludselig følte blomstre i sig. Smilet bredte sig yderligere. Efter alle de år i skyggerne, kunne lyset ikke beskrives med ord. ”Velkommen hjem,” hviskede hun dæmpet, for det var den følelse hun blev ramt af. En tryghedsfølelse og en følelse af at høre til.

[Deleted]

At Eowathien kom fra Dvasias fra, var noget som kun gjorde Draq påpasselig, da han trods alt ikke ønskede at noget eller nogen skulle skade hans folk eller hjem. Han kunne ikke være sikker på at Eowathien måske ikke var blevet forandret i den tid, skønt han kendte til hendes familie, så han endte jo nok med at holde et lille vågent øje med hende, indtil han var overbevist hundred procent. Han måtte dog erkende at han ikke anså hende for at være ond, for man kunne jo nærmest endnu se lyset stråle ud af hendes blik og ansigt, derfor så havde han også sine mange tvivl på at hun rent faktisk var ond og ønskede at skade skoven. At hun så fortalte at hun flygtede og at Thranduil havde bragt hende hjem, fik ham til at trække en anelse på smilebåndet. ”Arh.. Kongen. Tja, hvis kongen mener at du hører til her, så ser jeg ingen grund til andet heller,[/font]” svarede han med et venligt smil på de rosa læber. Naturligvis var kongens dømmekraft ikke hundred procent perfekt, for alle kunne tage fejl, men hvis Thranduil så noget i Eowathien, så ville han skam også give hende en chance, da det vel også kun var fair? Hun kunne jo sagtens være kommet her i gode intentioner og for at vende hjem, da hun trods alt kom her fra. ”Men fortæl mig, Eowathien, hvordan endte du i Dvasias i udgangspunktet?[/font]” spurgte han roligt og en anelse undrende. Hvis hun fortalte ham sin historie, så kunne han måske bedre forstå sig på hende. Hendes bekymring var ham også kun en glæde, eftersom ikke mange udviste den for ham, derfor var det rart til en forveksling. ”Det er det. Men du skal vide at det betyder meget for mig,[/font]” svarede han med et mere varmt smil på de rosa læber, et smil som sjældent var der. Han tænkte naturligvis altid på sine mænd ude i marken og sådan også omvendt, for der var de kammerater og de hjalp hinanden i nødens stund. Desværre tog jobbet det meste af hans tid, men på den anden side havde han ingen andre i sit liv, så han kunne lige så godt vie sit liv til det, eftersom han alligevel ikke havde andet at bruge tiden på. Han vidste at det var et farligt job, som han konstant var udsat hver gang han søgte ud for at møde fjenden, men han vidste at han gjorde noget godt, han vidste at han hjalp andre, han vidste at der var ære i jobbet og han ønskede at bringe sin familie ære og ikke mindst at hans forældre var stolte af ham, når han engang måtte tilslutte dem i døden. Han frygtede dog ikke døden, det havde han ikke råd til, han tænkte kun på det som var relevant og at holde hovedet koldt, og mange kampe og krige havde han været ude i og han var hver gang kommet hjem, selvom han til gengæld havde set mange af sine kammerater falde i krigen, hvilket var et hæsligt syn. Som solen kom frem og lod dens stråler falde på deres ansigter, måtte det opfylde hans krop med varme, hvor det var rart at mærke den på denne måde. Han åbnede roligt øjnene og vendte blikket mod hende, hvor hun så noget fredfyldt ud. ”Du virker til ikke at have set solen i lang tid?[/font]”

[Deleted]

Eowathien vidste, at hun ikke kunne forvente nogens tillid, ikke det første lange stykke tid. Der ville altid være dem som rejste spørgsmål ved hendes troværdighed, netop fordi mørket ikke kunne undgå at sætte sit præg på en sjæl, når man havde levet i det i så mange år, og hun skulle ej heller frasige sig at være blevet berørt på visse punkter, men hun havde aldrig tvivlet på sit tilhørssted, ligesom hun aldrig var stoppet med at længes efter solen. Hun forstod sig på Draqs skepsis, hun håbede blot på at kunne bevise sine intentioner for ham, og ingen af dem lød på at gøre hverken skoven eller dets folk ondt, tværtimod så ønskede hun at blive en del af det, som hun var blevet holdt fra i så mange år. Hun var ikke længere ung, hun var gået glip af meget, også selvom hendes ydre ikke var præget meget af alderens spor, så følte hun sig slidt i det indre. Hun nikkede med et bekræftende smil. Det var kongen selv om havde bragt hende hjem, hun ville dog ikke afsløre at hun havde kendt ham siden han havde været en dreng. ”Jeg forstår din skepsis, Draq, alt andet havde været naivt. Jeg håber dog på at kunne overbevise dig om, at jeg ikke ønsker hverken dig eller nogen anden noget ondt. Det eneste jeg er interesseret i, er noget at kalde for et et hjem,” erkendte hun sandfærdigt. Enhver ønskede et sted at høre til, og hun var i Dvasias blevet set skævt til gennem hele sit liv, og følt sig utilpas i skyggerne. På trods af at han var mistænksom, så glædede det hende, at han ikke lod dom falde over hende med det samme, hun besvarede jo gerne hans spørgsmål. Dog var det han stilte et sted fik hende til at stirrer tomt frem for sig. Selvom hun var en voksen kvinde, så plagede synet af hendes moders hoved, der rullede hen over gulvet, hende stadig i søvnen. Det havde været en grusom nat, hvor mange havde mistet deres liv. ”Jeg blev taget herfra, dengang den gamle landsby blev angrebet. Jeg er ikke sikker på om du er gammel nok til at huske det, men det var en forfærdelig aften. Det eneste der nærede træernes rødder i den stund, var blodet fra dem som faldt. Jeg blev ført til Dvasias af mørkelvere, hvorfor ved jeg ikke,” svarede hun. Noget i hendes stemme forandrede sig når hun talte om det. Den typiske varme blev fortrængt til fordel for noget der mindede om frygt, også selvom den ikke for alvor kom til udtryk. Bekymringen blev dog hurtigt brudt af smilet ligesom varmen igen fandt vejen til de grønne øjne. ”Det går pludselig op for mig, at du ved en frygtelig masse om mig, men jeg ved intet om dig, foruden at du har været trolovet og at du er beskytter af disse skove,” påpegede hun i det almene sprog, også for at møde ham lidt på hans banehalvdel. Hun bekymrede sig om ham, men hun var i den grad også interesseret i at finde ud af hvilken mand der gemte sig et sted bagved. Selv hun var præget af nysgerrighed, også selvom hun var bedre til at holde den i snor end han var. Som solen stod op, vendte hun skikkelsen mod den og lod blikket glide i. De varme stråler der kærtegnede hendes kinder, fyldte hende med fred i både hjerte, sind og og sjæl. ”Jeg har levet i skyggerne i flere tusinder af år, Draq. Det er de første solstråler jeg føler i uendeligt lang tid. Se hvor bleg min hud er,” opfordrede hun, uden at lade blikket komme til syne. Hendes hud var langt blegere end det var normalt for folk som dem, som konstant opholdt sig i det fri.