Pleasure or pain?

[Deleted]

Aleksandra var ingen kærlig kvinde, det var i hvert fald ikke hvad hun viste ham, inderst inde vidste Voltaire godt at selv den hårdeste kvinde kunne være blød i det rigtige selskab, så han var sikker på at selv Aleksandra havde sådan en side. Det gjorde ham også nysgerrig efter at se den selv, selvom han vidste at han nok var den sidste der kunne få den frem, men han kunne jo godt holde øje med hende, selvom de ikke snakkede sammen, eftersom han var slave her på stedet og slaver fik altid de små detaljer med, som de var som fluer på væggene. Han trak let på skuldrene. ”Naturligvis kan jeg være ligeglad, men jeg har jo sagt at du ikke kender til mine intentioner,” svarede han drillende, som smilet blev morende på hans rosenrøde læber. Han havde nu ingen hemmelig agenda for hende, men jo.. det ville da være rart hvis kvinden faktisk kunne være oprigtig god mod ham. På grund af eden havde hun ikke rigtig noget andet valg, men det kom jo ikke fra hendes hjerte at være ham god, da hun jo nok snarere så ham rådne op i en celle i kælderen. Det morede ham også at han kunne hidse hende sådan op, da man skulle tro at hun var ligeglad og bare satte ham på plads i stedet for at bruge kræfter på at mundhugges med ham. Hun var ham derfor en.. særlig kvinde. At hun blev stille for et stykke tid lagde han godt mærke til, hvilket måtte more ham. Det var dog hans tur til at blive overrasket da hun sagde hun havde været gift for over et halvt år siden, da det jo så var for nylig at hun havde mistet sin mand. Han blinkede let med øjnene, inden hans hoved søgte let på sned. ”Virkelig? Hvordan døde han? Og endnu vigtigere hvordan var han?” spurgte han nysgerrigt, som selv nysgerrigheden måtte stråle ud af hans blik. Gad vide hvilken mand hun havde giftet sig med, det spørgsmål var han næsten ved at dø efter at få at vide. Han kluklo ganske let, da hun spurgte om han ønskede en hustru. ”Mit liv har aldrig kunnet kræve et forhold til en fast kvinde, ikke kun på grund af mit væsen, men vel snarere min måde at leve på ved at behage andre,” fortalte han sandfærdigt, for det faktisk måtte forundre ham at hun spurgte ind til ham. ”Desuden, hvis jeg skulle have en hustru, krævede det vel også at jeg ikke er din slave og jeg tvivler på at du slipper mig fri,” tilføjede han morende. At hun ikke troede på at han ville behage hende, fik ham til at trække skævt på smilebåndet. ”Jeg sagde jo at jeg ville overraske dig,” svarede han blot drilsk, hvor han ikke kunne skjule det morende smil. Han var nu ikke meget for at behage hende, men.. hvis hun skulle være god mod ham, blev han vel også nød til at være god mod hende? ”Ikke tage din kompliment højt? Du hader mit væsen, kan slet ikke lide mig, det er da vidst kun stort at du roser mig,” svarede han roligt, som han let hævede det ene øjenbryn i en forundret mine til hendes ord. At hun så bad ham om at tage omkring hendes hænder, kunne man tydeligt se på ham og hans kække smil at han havde en flabet kommentar parat, dog valgte han at sluge den, som han blot tog omkring hendes hænder og gav dem et blidt klem, som hans isblå øjne hvilede i hende. ”Det må virkelig pine dig at holde mig i hånden, hva?” spurgte han morende, inden han roligt rømmede sig og blev alvorlig. ”Men start du bare, jeg er klar,” endte han roligt og dog alvorligt.

[Deleted]

Roligt kastede Aleksandra et blik mod ham, som han sagde, at hun endnu ikke kendte til hans intentioner. Let løftede hun det ene øjenbryn. ”Og hvad er dine intentioner så for at dette? At lokke mig med i seng? Få mig til at sætte dig fri? Få mig til at miste besindelsen, så jeg angriber dig?” spurgte hun stilfærdigt. Hun kunne skam godt gøre, så hun gjorde ingen af de tre nævnte ting. De to første var selvfølgelig de letteste at holde igen med, da hun foragtede ham, og ikke ønskede at glæde ham, samt hun skulle bruge ham til sit eksperiment. Det var sværere at lade være med at angribe ham, da han var utroligt flabet person der bare bad om et lag tæsk. Hun kunne dog holde hænderne og magien i ro, hvis hun virkelig stræbte efter det, som hun skam ejede selvbeherskelse, samt hun også bare kunne holde afstand til ham. At han så blev nysgerrig efter at høre mere om hendes ægteskab med baronen, irriterede hende, for hun hadede at dele ud om sit liv til andre. Hun kunne dog bare give ham den samme historie, som hun gav alle andre, og det havde indtil videre stillet alle tilfredse. Sin mimik lod hun ændres, som hun forekom mere tænksom og sørgmodig ved tanken om tabet af sin ægtemand. ”Han.. Han døde efter voldsomme kvæstelser efter et bjørneangreb. Det hele skete en dag, hvor vi var ude og ride. Jeg havde redet i forvejen, og pludselig hørte jeg ham skrige.. Jeg så, hvordan en bjørn havde væltet ham omkuld, og inden jeg kunne nå at jage bjørnen bort, var det allerede for sent. Jeg fik bragt ham tilbage hertil, men da vi nåede frem, kunne medicin ikke hjælpe, og der passerede derfor ikke mange dage, før han gik bort. fortalte hun stille, hvor hun på ingen måde overspillede sin rolle, men ganske enkelt virkede som en kvinde der havde mistet sin mand. ”Det undrer mig, at de andre slaver ikke har fortalt dig om dette.” At han så sagde, at et ægteskab ikke passede til hans livsstil, nikkede hun roligt med hovedet. Det var rigtigt, at han liv ikke passede til et ægteskab, men det var dog sådan det bare måtte være. Det kunne dog godt komme undtagelser, når man var et fast sted og partneren befandt sig det samme sted. ”Det er sandt.. En hustru ville højst sandsynligt ikke se positivt på, at hendes mand var stripper og behagede andre.. Men når du er et sted, som her hos mig, så ville det være muligt, hvis du selvfølgelig fandt en kvinde blandt min tjenestestabel,” sagde hun med et kort skuldertræk. Det kunne godt være, at hendes eget bryllup havde været det rene fup for hende, men hun kunne skam sagtens lade andre vie sig, hvis det var det der lystede dem, så længe de bare passede deres arbejde. At han så sagde, at det havde været hans plan at overraske hende, rystede hun blot let på hovedet af ham. Hun vidste ikke, om han oprigtigt mente sine komplimenter, men hun kunne vel helt mistænke ham for bare at sige ting, som hun gerne ville høre. ”Tag mine ord, som du vil. Det gør ingen forskel for mig,” sagde hun affejende, som han var fast besluttet på at anse hendes ord for at være en ros. At han tog om hendes hænder og så klemte om dem, fik hende til at løfte brynene, for dette var på ingen måde ment som en intim situation mellem dem. Det var ren og skær forretning. ”Jeg venter i spændthed på, at mine hænder falder af grundet kontakten,” sagde hun ironisk. ”Men jeg begynder nu,” advarede hun ham roligt, skønt han sagde, at han var klar. Øjnene lod hun roligt glide i, så hun næsten kunne stå helt fredfyldt og stolt. Man kunne dog se, at hun koncentrerede sig, som hun fokuserede på magien i sig og ordene fra sin remse. Adiuva me. Sub lumina magia me obsecro ad removendum illum magicis. Appellite sensualis daemon ex ipso begyndte hun sikkert, som hun påbegyndte sit første forsøg.

[Deleted]

“Ja det er i hvert fald ikke svært at få dig til at miste besindelsen,” mumlede Voltaire en anelse for sig selv, som han blot så en anelse tænkende til siden. Hun var en temperamentsfuld kvinde, der ikke lod noget komme hende på tværs uden at hun blev vred og gjorde noget ved det. Dog var det sjovt at hun var så let at ophidse, da der ikke skulle særlig meget til fra hans side af og han havde alligevel fået fornemmelsen af at hun var en selvbehersket kvinde, men til tider lignede det det ikke just, men det var måske også derfor at der gik længe før hun gik til angreb som sidste gang, da han jo faktisk havde formået at komme med en masse flabede og spydige kommentarer. Han lod hovedet søge let på sned, da hun fortalte om hvordan en bjørn havde dræbt hendes mand, hvor han så en anelse tænksomt ud i luften, imens han lod tungen stryge smagende over hans læber. Dræbt af en bjørn? ”Sig mig.. hvad race var Baronen? Og du fortalte heller ikke hvilken mand han var,” spurgte han roligt, som han lod hovedet søge let på sned. Hendes historie forekom ham underlig, men ja, til tider skete der jo bare uheld. Han trak let på skuldrene, da hun kommenterede de andre slaver. ”Jeg tror de fleste er bange for dig og derfor ikke vil tale over sig,” svarede han sandfærdigt, hvor et morende smil gled over hans læber. Han forstod godt deres frygt for kvinden, han var bare dumdristig nok til ikke at frygte hende, skønt han sikkert burde, men nu var han beskyttet af en magisk ed. Han blev dog overrasket, da hun fortalte at hun godt kunne lade to her fra hendes tjenestabel blive viet til hinanden, hvilket han alligevel ikke havde regnet med at hun ville lade ske, eftersom … ja, hans syn af hende var generelt bare ikke særlig godt. Han kunne desværre ikke skjule overraskelsen fra sit blik, da det kom meget bag på ham at hun var sådan. ”Jeg havde alligevel ikke regnet med at du var så storsindet,” svarede han roligt og dog sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende, hvor smilet hvilede skævt på hans læber. Hans syn af hende var ikke særlig godt, så han dømte vel også lidt hende, som det skete omvendt? Han måtte ryste let på hovedet til hendes affejende ord. Han så det faktisk som stort, når hun gav ham ros, som hun havde gjort! For hun hadede hans væsen og hun hadede ham, så det var vel en stor ting når hun faktisk kunne få sig selv til at rose ham? Hendes ironiske ord, fik ham til at trække morende på smilebåndet hvor han kort lod sine tomler stryge hende over håndryggene, et sted kun for at irritere hende yderligere. ”Bare rolig, jeg skal nok sy dine hænder på igen, hvis de skulle falde af,” kommenterede han blot ironisk og dog drilsk igen. Han nikkede blot, da hun sagde at hun ville starte, hvor han derfor også blev alvorlig igen. Han stirrede hende ind i blikket, som hun begyndte sin remse, hvor han kunne mærke energien og magien strømme ud fra hendes krop og søge over på ham, skønt han endnu ikke følte noget. Han måtte helt mærke hvordan han blev spændt på at se hvad der skete og hvordan det ville forløbe, skønt han tvivlede på at hun havde fundet en kur imod hans udstråling for.. det var jo bare umuligt!

[Deleted]

Aleksandra hørte ikke hans mumlende ord, hvilket måske også var meget godt. Hun tog det bare som et svar på, at han ingen intentioner havde, og hvis han endelig havde, så skulle hun nok vippe dem af pinden. Hun havde nemlig ikke i sinde at føje hans ønsker, som hun slet ikke ville ønskede at gøre noget godt for ham. Hun havde mest af alt lyst til at lade som om, at han ikke eksisterede, og det havde hun også klaret godt den sidste uges tid, som hun kun havde talt med ham, den dag hun havde købt ham, og derefter havde hun ignoreret ham indtil nu. Mødet i dag gik dog bedre end det forrige, som han ikke udelukkende var flabet og nedladende overfor hende, og det fik hende også til at håndtere situationen bedre, da det andet kun gik på nerverne af hende. ”Han var en alkymist, og derfor var han heller ikke den helt store slagbror. Han prøvede også at få mig og tjenestestablen til at brygge noget medicin, men lige meget hvad vi gjorde, så hjalp det ikke.. Men.. Han var en ambitiøs mand som enhver anden alkymist. For fremmede kunne han godt forekomme arrogant, da han var en mand der var født adelig, men han behandlede altid mig med respekt og kærlighed,” fortalte hun stille. Sande var størstedelen af hendes ord, da alt undtagen det, at hun havde forsøgt at redde ham, passede. Og måske også det, at hun i virkeligheden havde fundet hans person irriterende, men det var vel ikke underligt, når hun mere eller mindre blev træt af alle med tiden. Det sagde hun dog ikke til folk. Tilfredst trak hun på smilet, som han sagde, at tjenestablen frygtede hende. Det passede hende helt fint, at hun havde den magt over dem. Det irriterede hende så bare, at Voltaire ikke bare kunne være ligesom de andre, da han konstant skulle byde ind med sine egne meninger. At han så udtrykte en overraskelse over, at hun rent faktisk tillod ægteskaber blandt tjenestestablen, så hun roligt mod ham. ”Jeg er tydeligvis ikke den eneste der dømmer for hurtigt,” sagde hun sigende, skønt hun endnu ikke mente, at hun tog fejl af ham. ”Jeg er ikke udelukkende den ondskab, som du forsøger at fremstille mig som.” Hun tillod skam at lade en vielse finde sted, hvis nogen fra hendes tjenestestabel valgte at forelske sig. Det kunne godt være, at hun ikke selv troede på kærligheden, men det behøvede ikke at fraholde hende for at lade andre finde den, hvis de absolut ikke kunne lade være. Det kunne desuden skabe ro blandt slaverne, hvis det var det de inderligt ønskede sig, så på den led hjalp det jo hende. At han så gav sig til at stryge hende hånd, som de tog om hinandens hænder, borede hun advarende sine negle ned i hans hud. Det kunne godt være, at det efterhånden var et stykke tid siden, at hun sidst havde været sammen med en mand, men det gjorde ikke, at hun ønskede at modtage kærtegn fra Voltaire. Så ville hun hellere vælge en af de andre slaver, hvis det absolut skulle være en herfra. ”Jeg ville i stedet holde mine hænder i ro, hvis jeg var dig,” svarede hun i en advarende tone, hvor det var endnu en hentydning til, at han ikke skulle forsøge at kærtegne hende. At de så gik hen og blev alvorlige, passede hende perfekt, da hun ikke var interesseret i al det andet med ham. Som hun begyndte på sin remse, koncentrerede hun sig også kun om den, som alt andet forsvandt for hende. Hun blev dog ved med at holde grebet om hans hænder, som hun sagde remsen, hvor det også blev stærkere. Hun mærkede også, hvordan magien rørte på sig, som hun mærkede, hvordan den gled for hende og over i ham. Stearinlysene begyndte også at flamme vildt, som elementerne omkring hende også blev påvirket. ”Adiuva me. Sub lumina magia me obsecro ad removendum illum magicis. Appellite sensualis daemon ex ipso. Adiuva me. Sub lumina magia me obsecro ad removendum illum magicis. Appellite sensualis daemon ex ipso,” fortsatte hun fast, skønt hun svagt kunne høre, hvordan alle vinduerne i rummet slog op, så den kølige vintervind sivede ind. Hendes stemme tyngede langsom ud, hvor der til sidst løb en skælven gennem hendes krop, og som det skete, slog hun øjnene op og te. Sigende nikkede hun til ham som en besked på, at han nu kunne gøre sin del af eksperimentet.

[Deleted]

At Aleksandra ikke hørte Voltaires mumlende ord, var måske kun meget godt, for ellers ville hun da bare flå ham levende, selvom det faktisk var sandt, for hun var ikke svær at hidse op, som hun ikke var svær at gøre sur, i hvert fald ikke for ham, og han vidste at det var dumt at forsøge at tricke hendes temperament, da det var stort, hvor det også havde lykkedes ham sidst, men han havde svært ved at lære fra sine fejl, når det kom til at åbne munden og sige sin mening, samt det at være flabet og kæk, da han ikke så nogen grund til at være god mod hende, hvis ikke hun var god mod ham og da hun ikke kunne lide ham, så kunne han heller ikke lide hende, derfor så frydede det ham kun, når han kunne se hendes irriterende blik hvile på sig eller se hende skule af ham, knytte næverne, som tegn til at hun havde lyst til at flå ham levende. At hun så fortalte omkring hendes eksmand og baronen, fik ham til at rynke brynene. ”Hvad? En alkymist, og så kunne han ikke klare en bjørn?” gentog han næsten med vantro. ”Du er en stærk warlock og så falder du for en alkymist, der tilmed er svag? Wow.. og så taler du grimt om mig?” Det var måske dumt at gøre nar af hendes mand, da han ikke vidste om tabet gik hende på eller om hun havde elsket ham, men hvad pokker havde hun set i ham? ”Eller var det et arrangeret ægteskab?” spurgte han tilføjende. Rige og adelige folk havde jo en tendens til at blive gift via arrangerede ægteskaber, og han vidste endnu ikke at Aleksandra ikke kom fra den rige afdeling, men faktisk havde været lige så fattig som ham selv. At hun så kommenterede at hun ikke var den eneste der måtte dømme den anden, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Jeg må erkende at du overrasker mig, men alligevel så ser jeg dig ikke som hverken den glade, kærlige eller gode kvinde, og det vil du vel ikke påstå at du er?” spurgte han roligt, hvor smilet ikke falmede det mindste. Han var ikke nær så spydig og angribende som han havde været sidst, da han faktisk havde komplimenteret hende op til flere gange allerede, hvilket han på ingen måde havde haft lyst til at gøre sidst, men han måtte jo desværre erkende at selv hun overraskede ham, og det var faktisk beundringsværdigt at hun lod folk fra tjenestestablen gifte sig, hvis det var det de ville. At hun så borede neglene ned i hans hænder, fik ham til at skære en kort grimasse, skønt han ikke kunne skjule det morende smil, da han vidste at det ville gå hende på, men han kunne ikke lade vær med at drille hende, når han fik chancen. ”Åh bare rolig, du er nok den sidste jeg vil hungre efter,” svarede han drillende, skønt han et sted mente det, for som han irriterede hende, måtte hun også irritere ham og det var virkelig grænseløst. Som hun begyndte, kunne han godt mærke magien strømme fra hende og over i ham, hvor han også hørte hvordan vinduerne blev slået op, skønt hans isblå øjne hvilede stødt på hendes ansigt. Da hun så blev færdig og nikkede mod ham, smilede han kækt, som han valgte at skrue op for den sensuelle udstråling. Hendes remse havde ikke gjort noget ved ham, da han ikke kunne mærke forskel, men det var måske meningen? Han tændte dog den sensuelle udstråling, så de kunne finde ud af om det virkede eller ej, hvis det ikke gjorde, så ville hun naturligvis blive draget og tiltrukket af ham og søge tættere på ham, hvis det gjorde, så ville hun jo nok begynde at hovere.

[Deleted]

Aleksandra havde måske aldrig næret nogen følelser for baronen, da han ikke havde været andet end en brik i hendes spil, men af den grund kunne Voltaires uforskammethed godt drive hende til vanvid. Det sårede hende på ingen måde følelsesmæssigt, at han nedgjorde baronen, for hun havde trods alt selv sørget for mordet, da hun stod bag angrebet og det faktum, at han ikke havde fået den rigtige medicin. Det der gik hende på var, at Voltaire turde tale så frit og hånende, hvor han i den grad burde få sig en lærestreg, og det var også det hun havde i sinde at skænke ham! Hurtigt vendte hun rundt på hælene, og med et lynende blik, lod hun sin håndflade suse over hans ansigt i en hård lussing. ”Var din tunge!” råbte hun ad ham. ”Du nævner aldrig mere mit og min afdøde mands forhold! Faktisk, så skænker du det aldrig mere en tanke! Er det forstået?” spurgte hun skarpt, uden hun tog blikket fra ham. Det kunne ligne, at hans ord havde såret hende, men det havde det ikke just, som de kun havde irriteret hende. Hun var dog nødt til at fortsætte sit skuespil, da hun ikke lige pludselig kunne ændre på sin historie. Som hun havde mødt baronen, havde hun nemlig spillet, at hun havde forelsket sig i ham, skønt det aldrig havde været tilfældet. Hun havde også virket sørgende tiden efter, og det hele havde virket. Hun håbede bare, at folk ville lade snakken om hendes forliste ægteskab gå med tiden, da emnet kedede hende. Det var et afsluttet kapitel i hendes liv, så hun gad ikke længere end på det. Hun havde desuden sluppet af med en mand, som ikke havde andet end irriteret hende, så hun var faktisk glad for udfaldet. ”Alle kan have en venlig side. Jeg ser bare ingen grund til at vise dig den,” sagde hun med et kort skuldertræk. Hun kunne skam godt være blid, men det var ikke just af kærlighed til andre. Det var mere, når hun satte pris på den behag en person kunne skaffe hende i et par timer, og så var det heller ikke mere end det. At han så sagde, at han ikke hungrede efter hende, fik hende til at himle med øjnene af ham. Det glædede hende dog, at han ikke havde lyst til hende, for selv ønskede hun bestemt ikke at ligge med en der havde den sensuelle dæmon i sig. Hun havde gjort det en gang i sit liv, og det havde også kostet hendes godhed og varme, som al kærlighed havde forladt hendes hjerte i det hun havde fået sit barn revet fra sig og var blevet forvist. At de valgte at gå i gang med forsøget var derimod noget der glædede hende, for selv var hun utroligt spændt med at gå i gang med sit lille eksperiment. Hun mærkede også, hvordan magien strømmede over i ham, ligesom hun mærkede, hvordan det rørte på de forskellige elementer i rummet, samt hvordan hendes krop reagerede på den brugte magi. Det gjorde hende varm at kaste en besværgelse, som hun elskede magien, men samtidig måtte det også afkræfte hende. Hun var dog ikke svag, så hun kunne stadig klare en del. Som hendes ord langsomt gik på hæld, og hun nikkede til ham, så han kunne påbegynde sin del af forsøget. Spændt var hun, men det var trods alt også hendes forsøg. Som han brugte sin sensuelle udstråling, mærkede hun en svag kilden i sin krop, og inden hun vidste af det, var hendes fingre blidt i gang med at stryge om hans hænder og håndled. En handling der før havde hidset hende op. Som det langsomt gik op for hende, hvad hun havde gang i, tvang hun ligeså stille blikket væk fra hans. ”G-gå..,” beordrede hun stammende, hvor hun helt måtte tvinge ordene frem på sine læber, som hun følte hans påvirkning.

[Deleted]

Voltaire måtte erkende at Aleksandras historie forundrede ham. Generelt kunne han slet ikke forestille sig at nogen mand kunne holde hende ud i længden, særligt ikke hvis hun var sådan, men det som forundrede ham mest, var at hun havde forelsket sig, og så tilmed i en alkymist, hvordan pokker hang det sammen? Hun var stolt af sit væsen og så giftede hun sig med en anden race? Og tilmed en svag mand? Det gav slet ikke nogen mening for ham! Selvfølgelig kunne det have været et arrangeret ægteskab, men normalt ville selv forældrene have at det var renracede børn som blev arvtagere og ikke varyler, da varyler typisk blev set ned på, og det kendte han alt for godt til! Han gik i sine egne tanker, som han måtte begyndte at mistænke hendes ægteskab, hvor han kun lige nåede at opfange hende vende sig om med det lynende blik, inden han mærkede den hårde hånd mod sin kind, der fik ham til at vende den imod hende. Den blev langsomt rød fordi hun havde slået ham, hvor han let blinkede forarget med øjnene, da han så mod hende igen. Tænderne bed han sammen, som han kneb øjnene sammen. ”Javel,” mumlede han med sammenbidte tænder, som hans blik blev trodsigt, hvor han kneb øjnene en anelse sammen. At hun slog ham igen, måtte kun påminde ham om hvor meget han ikke brød sig om hende, at han ikke gad være her og at han nok skulle finde en måde at slippe væk på og med eden skulle det nok blive muligt! Han så ingen grund til at opføre sig ordentligt overfor hende, når hun heller ikke gjorde ved ham, og det at hun havde slået ham, gav ham også kun lyst til at blive endnu mere spydig, selvom han dog valgte at tie, kun for ikke at tirre hende endnu mere, da han måtte påminde sig selv om at hun var hans herre og han var hendes slave. Han fnøs let til hendes ord. ”Og jeg ser bestemt heller ikke nogen grund til at vise dig min,” mumlede han vrissende, som hans blik hvilede fast på hende. Hun skulle bestemt ikke tro at han gad spille efter hendes fløjte, når hun var overfor ham som hun var, da det kun måtte irritere ham grænseløst. Han havde ikke valgt at blive født ind i denne race, faktisk var han kommet til verden ved et uheld, da han var undfanget ved en voldtægt og han var vokset op på børnehjemmet, fordi varyler ikke var velsete, hvilket faktisk var en mild straf, når man tænkte på at han kom fra en tid, hvor varyler normalt blev slået ihjel. Blikket hvilede i hendes egne øjne, da hele scenariet gik i gang, hvor hendes besværgelse ikke rigtig havde den store påvirkning af ham, skønt det påvirkede elementerne i rummet, han blev dog i tvivl om hvad hun helt præcist havde i tankerne at gøre, for han selv var overbevist om at der ikke fandtes en kur imod hans udstråling, skønt hun tydeligvis var stædig nok til at forsøge. At hun så begyndte at stryge ham over hænderne og håndleddene, fik ham ikke til at reagere, da han blot stirrede på hende, skønt han heller ikke stoppede. At hun så slog blikket ned og beordrede ham til at gå, fik ham til at lægge en hånd mod hendes kind, hvor han løftede hendes blik, så hun blev tvunget til at se ham i øjnene, hvor han også selv nærmede sig hende. ”Jeg har dig i min hule hånd, Aleksandra, og jeg kan få dig til at gøre hvad som helst, glem ikke det. Desuden så sagde jeg at der ikke findes en kur imod min udstråling, så hvis du vil gøre en forskel, burde du ændre dit syn på mit væsen,” hviskede han til hende, inden han let kyssede hende mod panden, kun for at slippe hende med den sensuelle kraft, hvor han roligt trådte ud af cirklen og gik mod dørene, da hun havde bedt ham om at gå.

[Deleted]

Der var muligvis al grund til at mistænke Aleksandras ægteskab med baronen, men sådan var det jo bare. På den anden side, så var der også en grund til at mistænke alle hendes længerevarende forhold med mænd, for hun var ingen kærlig kvinde, så hun havde altid hængt sig fast på manden, fordi han havde noget, som hun behøvede. Baronen havde haft en fin titel, som hun havde ønsket sig, og den havde hun så sandelig også fået. Det var et trick hun før havde gjort brug af, men det havde mislykkedes, som hun utroligt nok havde forelsket sig i manden. Det havde så også kun ført til, at hun havde stukket af, hvor der ikke havde været mere at skulle have sagt til den sag. Det andet der kunne være mistænkeligt ved hendes forhold til baronen var, at de ikke tilhørte den samme race, og en racestolt kvinde som Aleksandra, så ikke ligefrem lyst på sådan noget. Hun var enig i, at racernes skulle holdes rene, men for målet have hun gjort en undtagelse, og hun havde gjort, så hun ikke kunne blive gravid, så det hele havde artet sig godt for hendes vedkommende. Lusingen hun skænkede Voltaire var noget der føltes yderst godt, hvor hun også måtte fryde sig, som hun mærkede varmen i sin hånd, da hun ramte hans ansigt. Overraskende var hendes handling ikke just, da det var normalt for en herre eller frue at sætte sin slave på plads, hvis vedkommende var ulydig, og det kunne man roligt sige, at han var. Derfor gjorde det godt at slå ham, samt se, hvordan han artede sig derefter, som han lod emnet ligge, som hun ønskede. At han så sagde, at han ikke ville vise hende sin gode side, svarede hun ikke på, for han kunne tro, hvad han ville. Hun var hævet over ham i den sidste ende, så hun kunne straffe løs på ham, hvis han ikke gjorde, som hun ønskede, og han ville ikke være i stand til at gøre noget ved det, da han ganske simpelt var hendes slave. Som hun forsøge sig med forsøget og udtalte den remse, som hun havde arbejdet sig frem til, mærkede hun godt, hvordan den havde effekt på hendes omgivelser. Om den så havde nogen effekt på Voltaire, blev spændende at se, men hun håbede selvfølgelig på det bedste. Hun forventede dog ikke øjeblikkelig succes, for hun var skam vant til, at tingene som regel skulle bearbejdes godt og grundigt, inden det lykkedes, og dette var vel bare en tester. Det kunne godt være, at den ikke havde hundred procent den ønskede effekt, men den gjorde måske lidt? Da hun så blev færdig, og han gjorde sin del, mærkede hun hurtigt, at den va ragende galt. En ellers ikke-eksisterende følelse i hende dukkede nemlig op, og det var ønsket om at behage ham. Direkte kvalmende ville hun normalt finde det, men i disse sekunder, hvor hans sensuelle udstråling ramte hende, ønskede hun bare at være ham tættere. Det var også svært at fortælle ham, at han skulle gå, men hun var nødt til at sætte en stopper for denne vanvid! Hun bed sig selv i underlæben, som han hævede hendes blik, hvor hun så ind i hans tiltrækkende isblå øjne. Ordene han hviskede, hørte hun skam godt, men hun var ikke i stand til at få et ønsket svar frem, og da han kyssede hendes pande, måtte hendes øjne kortvarigt glide i. Da han så valgte at bryde forhekselsen, blev hun øjeblikkeligt sig selv, hvor vreden hovedkluns ramte hende. ”Hvad sagde jeg om, ikke at udnytte dine kræfter?” råbte hun arrigt efter ham, hvor hun både måtte hentydede til strøgene over hans hånd, hans nedladende ord og kysset mod hendes pande. I en hurtig bevægelse bevægelse hun let hånden i en cirkel, hvilket fik alle stearinlysene til at svæve op i luften, og som hun åbnede sin hånd, fløj hver og en brændende efter Voltaires ryg.

[Deleted]

At Aleksandra valgte at skænke Voltaire en lussing, kunne han ikke gøre det store ved, da han tydeligvis havde overskredet en grænse, ikke at der var noget nyt i det, for det var han rimelig god til. Han mistede dog alt for hende igen, om det var en velfortjent lussing eller ej, da han hadede folk der ikke kunne vinde et slag ved at svare verbalt igen, hvor hun tydeligvis tydede til vold, dog måtte han påminde sig om at han var slave og hun hans herre, så det var normalt at det foregik på denne måde via straf og ikke ved en verbal diskussion. Han valgte dog at lade emnet ligge, da han ikke var ude på at gøre tingene værre, skønt hun gav ham lyst ti at være langt mere spydig og det var kun en ekstra grund til at han valgte at tie. Han så dog ingen grund til at opføre sig anderledes overfor hende, når hun ikke engang kunne lide ham, tværtimod hadede hun ham, som hun hadede hans væsen og hvorfor skulle han så kunne lide hende og forsøge at behage hende? Han kunne helt fortryde at han havde komplimenteret hende, men til gengæld havde hun også rost ham tidligere, skønt han var sikker på at det kun havde været fordi hun havde ønsket at gøre ham mere medgørlig, ikke at det ville hjælpe, for han bed normalt ikke på ros, da han nød at gøre sit arbejde og altid gjorde det til perfektion, da halvt ikke var godt nok. Hans tanker blev roligt afledt, da de valgte at gå i gang med forsøget, hvor hendes remsen ikke gjorde andet end at han kunne mærke en smule prikken, da hun valgte at tænde for sin magi, men det var vel kun normalt? Det skete jo hver gang han mærkede nogen antænde deres magi imod ham, eftersom han selv var warlock og dermed kunne opfange den. Hans isblå øjne forlod ikke hendes, da han valgte at tænde for sin sensuelle tiltrækning, som han godt kunne mærke og regne ud at hendes besværgelse ikke var vellykket, eftersom hun begyndte at stryge ham over hænderne og op mod håndleddene, hvilket han vidste at hun ikke ville gøre hvis hun var sig selv, så han tog det ikke så tungt. Som han hviskede sine ord og kyssede hendes pande, slap han hende roligt, så hun kunne blive sig selv, hvor han roligt gik mod døren. Han himlede let med øjnene, da hun så begyndte at vrisse af ham, hvor han vendte sig om. Han spærrede øjnene op, da han så de levende lys svæve imod ham, hvor han kun lige nåede at få et skjold op, som de slog imod. Han blinkede overrasket med øjnene, hvor han lod skjoldet falde, da der ikke kom mere imod ham. ”At du ikke kan holde fingrene fra dig selv er ikke min skyld! Desuden så burde du være glad for at jeg kyssede din pande frem for dine læber.. medmindre det er dét du er sur over?” spurgte han kækt, som smilet bredte sig på hans læber. ”Desuden så sagde jeg jo at du ikke ville kunne stå imod mig, jeg er simpelthen bare for.. fantastisk,” svarede han drilsk igen, som det kun var for at provokere hende yderligere. Hans blik hvilede morende på hende, da hun tydeligvis var sur og arrig i øjeblikket, men var det noget nyt?

[Deleted]

Det var på ingen måde med sin gode vilje, at Aleksandra gav sig til at stryge hans hånd og håndled, da det var hans sensuelle udstråling der talte til hendes krop. Per automatik gav hun sig til at nusse ham, som hun blev ramt af ønsket om at behage ham, hvilket nok måtte være en første gang for hende, da hun ellers kun ønskede at påføre ham smerte. Svagt fornemmede hun dog, at dette var en yderst forkert handling, og derfor fik hun også fremstammet, at han skulle gå, så båndet mellem dem kunne blive brudt. Hun kunne dog ikke stoppe sine fingre, hvor hendes ene hånd også først blev stoppet, da han trak den ene til sig, så han i stedet kunne gribe om hendes hage. Berøringen måtte brænde let i hende, som hun lod sit blik hæves, så hun igen kunne se ind i hans klare isblå øjne, der i denne stund virkede ufatteligt lokkende på hende. Hun havde skam før anet, at han havde pæne øjne, men det havde ikke just tiltrukket hende, som det gjorde nu. Hans ord om, at hun var i hans hule hånd lige nu, passede meget godt, da hun trods alt ikke kunne få sig selv til at gå væk fra ham. De havde dog en aftale, og den lød på, at han ikke måtte udnytte sine evner, så han måtte ikke tage den videre med hende, end hvad hun tillod ham inden da. I denne stund kunne hun også helt ønske, at hun ikke fandt en kur, men det var kun det sensuelle der talte til hende lige nu. Kysset mod sin pande kunne hun også helt have ønsket, at det havde været et par centimeter længere nede, men som magien blev brudt, havde hun mest af alt lyst til at kaste op over alle sine tanker. Direkte frastødende fandt hun det, at en dæmon kunne få en sådan kontrol over en, og det skulle kureres! Nu var hun kun endnu mere sikker i sin sag om, at hun skulle finde kuren, da hun ikke kunne tillade noget så væmmeligt som dette. Hun hadede jo denne mand, og for et par sekunder havde han helt forekommet hende perfekt. Det burde ikke være muligt, så det skulle udryddes. At han så heller ikke havde stoppet båndet lige med det samme, efter at hun havde vist en form for tiltrækning, gjorde hende direkte arrig, for, hvor vovede han, når hun udtrykkeligt havde sagt, at det ikke måtte udvikle sig det mindste! Derfor tøvede hun heller ikke et split sekund med at sende alle lysene mod ham, som de pilede i hans retning, efter at hun havde kastet magien. At han så nåede at beskytte sig selv, kunne hun selvfølgelig kun ærgre sig over, men overraskelsen i hans blik havde nu været legendarisk, hvor hun frydede sig over det i stedet. At han så med det samme blev flabet igen, gjorde hende så bare ophidset igen. ”Du forsøger da bare at kysse mig på munden næsten gang, og så ser vi, hvor meget der er tilbage af dig efter det,” svarede hun med en faretruende ro, der kun udtrykte hendes kulde omkring emnet. Hvis han forsøgte at kysse hende rigtigt, kunne hun på ingen måde love for følgerne, for det var en grænse der bestemt ikke skulle overskrides, og det skulle hun nok også få vist, hvis det var. Tydeligt uenigt fnøs hun af ham, som han kaldte sig selv for fantastisk. ”Jeg ville nærmere bruge ordet kryb om dig, men det er bare min mening. Og den eneste grund til, at jeg for et sekund fandt dig tiltrækkende var fordi, at dine evner hjernevaskede mig, og det er der på ingen måde nogen ægthed i, og derfor er kuren vigtig.”

[Deleted]

Voltaire var udmærket klar over at alt det som Aleksandra gjorde ved ham, idet han havde hende i sin magt, var fordi hans evner gjorde hende forblændet af sin seksuelle lyst. Han vidste at hun inderst inde væmmedes ved ham og hans evner, og det var derfor hun ville finde en kur, eller nok ikke på grund af ham nøjagtig men på grund af hans væsen og de evner som han og hans race besad. Han vidste godt at de fleste ikke brød sig om sensuelle dæmoner, han vidste også at de fleste sensuelle dæmoner nød at lege med andre, nød at lokke dem i deres spind og udnytte dem, men sådan var han ikke, for han fandt ingen morskab i at have den magt over et andet individ, for det var ganske enkelt en falsk følelse. Han kunne måske få hvem som helst til at ønske ham, men det var kun indtil han slap vedkommende med sin magi, for derefter ville vedkommende nok væmmedes ved ham og hade ham, præcis som Aleksandra måtte gøre i øjeblikket. Hun behøvede dog ikke at frygte noget, for han var ikke interesseret i hende, tværtimod var hun den sidste person han ønskede at være tæt! Han kunne heller ikke lide hende og det ville han heller ikke lægge det mindste skjul på. Hun irriterede ham og så var der det faktum at hun hadede ham selv. At hun så skulle kaste alle lys imod ham i ren og skær vrede, gjorde ham selv irriteret, for han havde ikke gjort noget! Han havde kun kysset hendes pande og hvad var problemet i det? Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, som hun nu stod og truede ham. ”Ah-ah-ah! Husk nu din ed, smukke, jeg er så godt som … urørlig,” påmindede han hende i en drilsk tone. Hun kunne også bare forsøge at komme efter ham og så ville han nok forsvare sig selv. Hans hjerne og hans krop var indstillet til at overleve, hvilket var det eneste han tænkte på, for det var det eneste han havde at kæmpe for, det var hans motivation, ligesom hans frihed. Han himlede let med øjnene, da hun begyndte at tale ned til ham igen, hvor der skulle mere end tåbelige og hånende ord til at gøre ham sur. ”Hvorfor er du så sur på mig? Jeg gjorde ingenting, jeg slap dig med min magi, jeg lod dig ikke engang røre mig mere intimt og tro mig, det er jeg på ingen måder interesseret i. Jeg finder dig ikke tiltrækkende, du er nok den sidste jeg ville ligge i med,” svarede han sandfærdigt, som han let trak på skuldrene, hvor det måske lød som en fornærmelse, men det var nu ikke sådan ment, da han blot fortalte hvordan han havde det med hende og det gik jo også sådan den anden vej. Han måtte dog trække morende på smilebåndet, som han så en anelse tænksomt ud i luften. ”Medmindre du er sur over at jeg ikke kyssede dig længere nede. Er det dét? Vil du have et ordentligt kys?” spurgte han roligt og dog uden at det morende smil falmede fra hans læber, hvor han også vovede sig et skridt tættere på hende og ind i salen igen, hvor han blinkede kækt til hende. Han vidste godt at han tit provokerede hende, og særligt når hun var vred, men det var også hendes egen skyld. Når hun var efter ham, så var han efter hende.

[Deleted]

Den korte tiltrækning havde været den rene magi, som Aleksandra på ingen made følte sig tiltrukket af ham ellers. Det eneste hun havde lyst til var at slå ham, og tanken om, at han havde været i stand til at vende hendes tanker væk fra det, var noget hun direkte væmmedes ved. Det burde ikke være muligt at kunne blive fyldt med så stor og gennemtrængende lyst, når man i virkeligheden foragtede personen. Det var desværre muligt, når det kom til de sensuelle dæmoner, og derfor hadede hun dem også. Det at han havde været i stand til at ændre hendes tanker på et split sekund, gjorde hende også kun mere interesseret i at finde kuren på dette problem, for et problem var det. Det lignede ikke just, at hendes besværgelse havde haft nogen som helst evne på ham, så hun måtte hellere se og komme tilbage til tegnebrættet, så hun kunne få rettet op på problemet. Hun havde nemlig ikke givet op, som hun stadig var optimistisk omkring tanken at finde en kur mod den sensuelle udstråling. Hun var også sikker på, at det skulle lykkes for hende, for det plejede det som regel at gøre i den sidste ende. Hun skulle bare være dedikeret. ”Eden gik på, at jeg ikke måtte røre dig efter at forsøget har lykkedes mig. Din del gælder dog allerede, og det burde du tage op til overvejelse i stedet,” svarede hun køligt igen. Det kunne godt være, at et kys på panden var harmløst, men det var på ingen måde tilladt af ham at røre hende på den måde, og det havde hun ellers også fortalt ham! Hun kunne dog have sagt sig selv, at han ikke ville have lyttet, for det havde han tydeligvis ikke gjort, og det irriterede hende blot endnu mere, for denne mand ejede ingen former for respekt i sin sølle krop. Let løftede hun et øjenbryn, som han helt sagde, at hun ikke var attraktiv. Det kunne hun kun fnyse af, for hun vidste, hvordan hun så ud, og det var en krop mange ville ligge med, og hvorfor skulle Voltaire være anderledes? Hun var dog glad for, at han ikke var interesseret, for det var hun trods alt heller ikke, og så havde hun intet at frygte. ”Du prøver bare at virke standhaftig, kære Voltaire, fordi du ved, at jeg aldrig nogensinde ville tage dig tæt. Og det kan godt være, at der ikke kom nogen videre intime berøringer, men du skulle have sluppet mig i det sekund jeg udstrålede den mindste form for interesse! Derfor, ingen hånende ord, og intet kys på panden,” sagde hun sigende. Han skulle ikke forsøge at komme kropsligt tættere på hende, og da han så nærmede sig hende og tilmed spurgte, om hun ville have et nyt og rigtigt kys, sendte hun ham et dræbende blik. Det kunne godt være, at han havde et pænt ydre, hvis man så bort fra de beskidte klæder af arbejdet udenfor, men det var ikke nok til at få hende til at ønske hans læber mod sine. ”Dine læber er nok de sidste jeg ønsker at blive kysset af, og du har selv sagt, at du ikke er interesseret i mig på den måde, så gør os begge en tjeneste og forsvind udenfor,” svarede hun afvisende, uden hun tog blikket fra ham. Hun rørte sig heller ikke ud af stedet, som hun skam ikke havde i sinde at flygte, når han nærmede sig hende. Hun ville fortsat afvise ham i stedet. Armene placerede hun roligt over kors, mens hun blot ventede på, at han adlød og gik.

[Deleted]

Måske Aleksandra var en flot kvinde, men Voltaire var ikke interesseret i hende på den måde, måske han drillede hende med det og ’forsøgte’ at lokke hende, men det var alt sammen kun for at provokere hende yderligere, fordi han vidste at hun blev irriteret over det. Det morede ham også at han kunne hidse hende sådan op, selvom det vel egentlig ikke var så svært igen? Det der forundrede ham, var at hun ikke reagerede fysisk med det samme, da hun blot begyndte at diskutere og skændes med ham, lige indtil det sekund at han overskred en grænse, for gjorde han først det, så havde hun intet problem med at flå ham levende. At hun så selv kommenterede eden fik ham til at himle med øjnene. ”Jamen så skal du vidst kun være glad for at jeg ikke smed tøjet, for så havde du jo nok kastet dig over mig, som et sulten rovdyr,” svarede han drillende og kækt igen, som han ikke veg de isblå øjne fra hende. Naturligvis havde det været fristende at udnytte den magt han havde haft over hende, men han var ingen voldtægtsmand, da han ikke tog folk imod deres vilje, det eneste tidspunkt han brugte sine evner på, var når folk bad ham om det, da det kunne være med til at peppe elskoven op. At hun begyndte at fnyse af ham og så begyndte at tro at hun vidste en masse om ham, var noget som irriterede ham, da hun slet ikke vidste noget som helst! Måske hun var smuk, men han fandt hende ikke tiltrækkende eller attraktiv og hvordan skulle han også det, når hun hadede ham og hans væsen, da hun direkte væmmedes ved ham? Den måde hun opførte sig på, ødelagde simpelthen hendes ydre i hans øjne! ”Jeg er ked af at sige det til dig Aleksandra, men du er ikke Guds gave til mændene, og hvis det er det du tror, burde du vågne op fra dit lille drømmeland. Ikke alle mænd vil være interesseret i dig, hvor jeg er en af dem, måske du har en ydre skønhed, men jeg har set de med et smukkere indre end dig, og de vil jeg langt hellere gå efter, frem for en snæversynet, irriterende, storsnudet og egoistisk kvinde, der kun tænker på sig selv. Desuden kan jeg jo helt frygte at du overhovedet ikke ville kunne tilfredsstille mig ordentlig hvis vi endelig skulle ligge sammen, for af os to, er jeg den professionelle,” svarede han roligt igen, hvor smilet endte kækt ud på hans læber, som han ikke veg de isblå øjne fra hende. Ja et sted forsøgte han at ramme hende personligt, men det var også kun fordi hun forsøgte at gøre det samme ved ham, og det var også det der gjorde at de hadede og irriterede hinanden. Han himlede blot med øjnene til hendes ord, hvor hun helt gav ham lyst til at modsætte sig hendes ordrer, men han vidste at det nok ville være dumt. Jeg går med glæde. Dit lille forsøg er alligevel spild af min tid, for du finder aldrig en kur og du kan lige så godt vænne dig til det,” svarede han kortfattet, inden han endte med at bukke for hende, alt imens han begyndte at bakke baglæns. ”Deres excellence,” afsluttede han i en hilsen, hvor den udstrålende respekt var sarkastisk, eftersom han havde svært ved at respektere en kvinde som hende. Som han bakkede ud af rummet, valgte han at vende ryggen til hende og begyndte at gå.

//Out

[Deleted]

Tanken om at føle en trang til at kaste sig over Voltaire, forekom helt Aleksandra ækel, skønt hun havde set, hvilket flot ydre han havde, for hans krop havde bestemt været attraktiv, da hun havde set ham den allerførste dag, skønt hans krop havde været forslået. Hans ansigt fejlede heller ikke noget, men generelt var der ikke noget at nedgøre, når det kom til hans ydre. Hans personlighed fejlede dog alverdens, og derfor hadede hun ham også, som han ikke gjorde andet end at irritere hende. At nogen kunne holde ud at befinde sig i hans selskab, begreb hun ikke, men han havde vel samme tanker om hende? Hun var dog ikke kun den slemme kvinde, som hun fremstod som, når hun stod overfor ham. Hun havde skam mange andre sider at vise, men hun så ingen grund til at skulle vise ham dem, og det ville nok aldrig ændres. ”Jeg ville aldrig nå til det punkt, hvor jeg ville kaste mig over dig,” svarede hun afvisende, skønt hun godt vidste, at han med sin sensuelle udstråling kunne lokke hende over den skrænt. Han havde dog aflagt et løfte om, at det aldrig ville gå så vidt mellem dem, da han havde lovet hende, at han ville trække sig tilbage inden da. Grundet eden var det også et løfte, som han var tvunget til at holde, og det gjorde hende rolig, da hun ellers ikke havde stolet en meter på ham. Det skulle nemlig ikke undre hende, at han udnyttede de kvinder, som han kom forbi. ”Og som jeg ikke er Guds gave til mænd, så er du heller ikke Guds gave til kvinder.. Men det passer mig fint, at jeg ikke vækker dine lyster, for det ligger på ingen måde i min interesse at være sammen med et udskud som dig. Og at du ikke tror, at jeg kan tilfredsstille dig, er din egen sag, for jeg ved, at jeg kan tilfredsstille en mand på alle måder og kanter. Forskellen på dig og mig er bare, at du prostituerer dig og udnytter andre, så på den front, så hælder jeg mest til min vej,” svarede hun roligt, som hun holdt facaden, skønt hun virkelig følte for at stikke ham en ny flad eller det der var værre.. På den front hældede hun mest til det sidste. Hun hadede han nedladende ord, men hun vidste, at det ville fryde ham, hvis hun hidsede sig op, og den fortjeneste fortjente han på ingen måde! At han så valgte at gå, som hun havde bedt ham om, glædede hende, da hun vitterligt ikke orkede at se mere på hans ansigt, eller høre på hans irriterende stemme. ”Vi får se,” mumlede hun stille for sig selv. Selv var hun sikker på, at det nok skulle lykkes hende at finde en kur, skønt andre – som Voltaire – muligvis ville påstå, at det var umuligt. Det ønskede hun at modbevise, og derfor havde hun også i sinde at søge tilbage til sit bibliotek, så hun kunne rette op på fejlene, da denne besværgelse tydeligvis ikke havde gavnet det mindste. I et par sekunder stirrede hun mod døren, som Voltaire var forsvundet ud af, inden hun roligt vendte sig mod de mange åbne vinduer. Koldt var det, som den kølige vintervind strømmede ind, hvor det fik hårene på hendes arme til at rejse sig, mens hendes kjole bølgede af sted. Med en kort håndbevægelse lukkede alle vinduerne i, hvorefter hun vendte koncentrationen mod de væltede stearinlys, som hun sendte tilbage i den kasse, hun havde bragt med sig. Kassen tog hun dog ikke med sig, da hun forlod den store balsal, som hun lod den ligge, så et par tjenestefolk kunne samle den op og smide den ud i stedet. Med irritationen stadig ulmende i sig, begav hun sig op mod sit bibliotek igen, så hun kunne løse gåden..

// Out