Pleasure or pain?

[Deleted]

Kortvarigt knyttede Aleksandra sin næve, som Voltaire virkelig formåede at irritere hende. Hun var ingen varm kvinde, og hans flabede jeg gjorde bare, at hun havde lyst til at ødelægge hans kønne ansigt. Hun hadede direkte denne mand, og det gik hende voldsomt på, at det derfor lige præcis var denne mand, som hun skulle bruge til sit forsøg. Det frydede hende bestemt ikke at befinde sig i hans selskab, da han tydeligvis hver gang formåede at ødelægge hendes humør, men han var nu engang den sensuelle dæmon hun havde fundet sig, og derfor måtte hun give det en chance. Hun tvivlede dog på, at hun nogensinde ville bryde sig om hans selskab, men i så faldt måtte de vel bare lave den aftale, at hun sendte bud efter ham, hun gjorde sit forsøg, og de talte knapt nok sammen, hvor han derfor gik og de ignorerede hinanden. Hun ville i hvert fald have det bedst, hvis han bare var luft for hende, men det kunne vel ikke helt præcis lade sig gøre. Men først skulle hun også lige høre, hvad han syntes om hendes forslag, da han trods alt ville få en vigtig rolle i den. Med et løftet bryn betragtede Aleksandra ham, som han først fortalte, hvordan hun ikke stolede på ham, for derefter at fortælle, hvor meget han hadede at være her, hvilket næsten kunne lyde som en trussel. At han så endte med at stille nogle krav for derefter at sige, at han var villig til at indgå i hendes forsøgsprojekt, blev hendes irriterede mine langsomt mere tilfreds. ”Du har mit ord på, at du helskindet vil slippe herfra, hvis du hjælper mig. Jeg vil ikke forsøge at gøre dit liv miserabelt, hvis jeg når frem til en kur, men derimod lade dig fortsætte dit arbejde uforstyrret her.. Jeg kan endda love, at vi dårligt nok vil sige et ord til hinanden efterfølgende, for jeg er mindst ligeså glad for dig, som du er for mig,” sagde hun roligt. Han havde trods alt ret i, at de ikke behøvede at spille komedie med, at de var hinandens yndlingspersoner, når de i virkeligheden foragtede hinanden. Roligt valgte hun at tage imod hans hånd, som hun gav den et let tryk som et symbol på, at de havde afsluttet handlen. ”Vi har en aftale.” Med et tilfredst smil lænede hun sig roligt tilbage igen, uden at hun tog blikket fra ham. Det glædede hende at høre, at han var frisk på hendes forsøg, men på den anden side, så havde han intet at miste ved at hjælpe hende. Han kunne derimod opnå nogle fordele, hvis det lykkedes hende, da det i sandhed var noget, der ville kunne få hende til at smile. Hun foragtede den magt en sensuel dæmon kunne få over en person, så hun ønskede derfor at være immun over for den. Det kunne også være, at det for fremtiden kunne gavne andre end hende, men vigtigst af alt, så stillede hun sig selv før alle andre, som det også var hende der ønskede at finde en kur på problemet her. ”Hvis du er klar, så er jeg interesseret i at tage hul på forsøget nu. Jeg har læst på det, og jeg er klar til at gøre et forsøg. Det eneste du skal vide er, at jeg ikke er hundred procent sikker på, hvordan besværgelsen jeg kaster på dig vil føle. Det kan derfor muligt, at du vil føle en smule ubehag, men det kan også være, at det vel gå komplet smertefrit. ”

[Deleted]

Det kunne godt være at hun valgte at stole på sit personale, men Voltaire havde ikke lagt skjul på at han ikke brød sig om hende og det at være her, så det var egentlig frygtelig naivt af hende at stole på ham, for hun af alle burde vel vide at det var dumt at stole på den forkerte, eftersom det kunne koste én livet. Måske han ikke var typen der slog koldblodigt ihjel – medmindre det blev nødvendigt – men han var en mand der satte frihed utrolig højt og til tider kunne han virke desperat efter det. Han stolede dog ikke på hende, hvor han også helt kunne frygte hvad hun ville gøre ved ham, hvis det virkede for hende, for han vidste jo godt at hun heller ikke kunne lide ham, så chancen for at hun ville slå ham ihjel eller lade ham rådne op i en celle, var trods alt noget stor. Han var en mand der vidste hvordan man overlevede og denne gang var intet undtag, og han ville gøre alt for at han også overlevede dette. Han tog ikke de klare isblå øjne fra hende, da hun begyndte at tale og allerede ved første sætning, måtte han slippe en latter. Han hævede let det ene øjenbryn. ”Det er måske meget fint, men jeg stoler ikke rigtig på dig, og jeg har set hvilken kvinde du er, ikke mindst, hvordan du ser på mig, for ikke nok med at du ikke kan lide min person, men jeg kan se hadet i dit blik, når du kigger på mig, had til mit væsen. Og måske du er ædel nok og vil holde dit ord, men du kan lige så let bryde det, hvis min tunge bliver for spydig, så det jeg ønsker er at lave en Warlocks Ed med dig, Aleksandra,” svarede han, hvor han denne gang ikke brugte den formelle tone som en slave normalt ville bruge, da han ønskede at understrege alvoren i hans ord. Han slap derfor heller ikke hendes hånd, efter at hun havde trykket omkring hans, som han blev siddende ind over bordet og sørgede for at hun ikke kunne trække sig tilbage. En warlocks ed var en magisk aftale/kontrakt, hvor man brugte magien til at forsegle aftalen imens man udsagde sin ed skiftevis. Magien og seglet ville automatisk blive brudt, når kontrakten eller aftalen var færdig, men blev den brudt, så kunne der komme katastrofale følger. Han var warlock og havde selv studeret en del da han havde været fri, desuden var han ikke ung, men meget gammel i alder, så derfor ville man være dum at undervurdere ham skønt man måske ikke troede at han havde noget mellem ørerne. At hun så gerne ville i gang med forsøget med det samme, fik ham blot til at nikke. ”Jeg er klar over følgerne, eller i hvert fald risikoen ved forsøget, men.. er du sikker på at du vil gøre det herinde?” spurgte han roligt, som han betragtede hende en anelse spørgende. Han vidste ikke hvordan hendes besværgelse fungerede, men det ville næsten være synd at ødelægge noget, da risikoen trods alt kunne være voldsom, hun kendte jo ikke engang selv til hvad besværgelsen ville gøre ved ham. Det var en risiko han selv løb, men et sted vidste han godt at han ikke havde meget at forhandle med, desuden så havde han intet imod at hjælpe hende, så længe det kunne holde på hans overlevelse. Om disse forsøg så ville tage livet af ham, måtte tiden jo vise.

[Deleted]

Aleksandra stolede skam ikke på Voltaire, og han burde vel heller ikke stole på hende. Hun håbede dog, at de kunne nå til en form for enighed med hinanden, så hun kunne komme i gang med sit lille eksperiment, der faktisk havde en umådelig stor betydning for hende. Hun havde nemlig før prøvet at få frarøvet sin frie vilje af en sensuel dæmons hånd, og hun ønskede at forhindre mulige gentagelser! Det var muligvis sent, at hun gik i gang med sit eksperiment, men det var nu hun følte sig klar til det, samt det først var en ide der havde fået fuldt tag i hende, da hun havde mødt Voltaire. Hun anså denne mand for at være en person der flirtede til højre og til venstre, og tvang folk til sin seng, og derfor var det perfekt at gøre det med ham, da han var noget af det hun foragtede allermest i denne verden. Det gjorde det også langt mere risikabelt, men i tide og utide, så var man nødt til at løbe nogle chancer, skønt hun var en kvinde der kunne lide at være hundred procent sikker på sin plan, inden hun udførte den. ”Tilgiv mig, men du er ikke ligefrem en person, man kan holde af. Du er respektløs, utroligt flabet, og du tænker mere eller mindre kun med de nedre dele,” svarede hun roligt, men med snert af kølighed i sin stemme. Hun måtte helt sende ham et sigende blik, som han pludselig nægtede at slippe hendes hånd, hvor hun derfor også måtte blive en smule foroverbøjet over bordet. Overrasket blev hun dog, da han nævnte Warlockernes Ed. Det var nemlig en kraftfuld aftale der krævede, at man holdt sit ord, og hvis hun skulle være ærlig, så havde hun ikke troet, at en mand som Voltaire kendte til den form for magi, skønt han var halv warlock. Det at han var halv warlock var faktisk det eneste, som hun kunne lide ved ham, men det var vel også ringe, når hun hadede hans person. ”Hvis jeg skal lave en sådan ed med dig, så vil jeg også have dit ord på, at du ikke går imod mig. Du skal derfor love, at du ikke vil forsøge at sabotere mig, eller udnytte din sensuelle kraft på mig, til jeg finder kuren,” sagde hun stilfærdigt. Det var en kraftfuld magt hun havde i sinde at lege med, og hun vidste, at han havde mulighed for at få en fuld kontrol over hende, hvis han udnyttede sine kræfter, når han skød dem mod hende, så derfor måtte hun også være interesseret i at lave denne ed med ham, da det fraholdt ham for at misbruge de lyster, han kunne sætte i hende. Som de talte frem og tilbage om forsøget, anede hun godt, hvordan han begyndte at henvende sig til hende som en normal person, og ikke en underdanig en. Det rettede hun dog ikke på, når de diskuterede disse vigtige sager, men hun krævede alligevel af ham, at han talte respektabelt til hende igen, når aftalen var i hus. Da han så spurgte, om de ikke skulle skifte lokale, hvis de skulle gøre forsøget, fnøs hun ad ham og sendte ham ironisk et overbærende blik. ”Og hvilket andet lokale skulle det foregå i? På mit soveværelse i min seng?” spurgte hun roligt, uden hun tog de skarpe grågrønne øjne fra hans ansigt. Hun tænkte ikke over, at han reelt kunne have tænkt andet, end det hun sagde, da hun vitterligt ikke tænkte højt om ham. Hun tvivlede på, at han værdsatte tingene her og mindst af alt hende.

[Deleted]

Voltaire vidste godt at Aleksandra ikke brød sig om ham, hvilket han havde fundet ud af, under første møde, da han var blevet slæbt med hertil. Han brød sig heller ikke rigtig om hende, da hun var ham en torn i øjet, som han bare havde lyst til at pille ud. Det var ikke fordi han havde lyst til at dræbe hende, da han ikke slog ihjel uden grund, generelt havde han ikke lyst til at gøre hende ondt, men han kunne ikke komme udenom at hun virkelig irriterede ham, hvilket blev grunden til at han ville sætte hende på plads med sine spydige og direkte bemærkninger, som han vidste provokerede hende helt vildt og det var det hele værd! Han vidste godt at det gik ud over ham, hvis han trådte et skridt for langt ud over grænsen, hvilket hun allerede havde vist ham ved at give ham arret på kinden. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Nu dømmer du mig jo igen. Du kender mig ikke ordentligt, og glem ikke at jeg rent faktisk viste dig høflighed og respekt tidligere, du sidder rent faktisk overfor en rigtig mand,” svarede han roligt, skønt han ikke kunne skjule det selvsikre blik og det kække smil, som han blinkede let til hende med det ene øje. Han vidste godt at hun hadede hans væsen, ligesom han ikke brød sig om hende, så det at bruge en magisk og kraftfuld kontrakt som Warlockernes Ed var noget som han gjorde kun for at sikre sig sin egen overlevelse. Han endte med at sende hende et sigende blik, hvor han ikke slap hendes hånd endnu. ”Jeg ved godt at du hader mit væsen, men jeg er ingen voldtægtsmand Aleksandra. Jeg har aldrig igennem hele mit liv tvunget nogen til at være mig tæt, selvom det er mig muligt. Jeg har rent faktisk respekt for andre, og selvom du irriterer mig tit, så har jeg ingen intentioner om at bruge dem imod mig, medmindre du beder mig om det, svarede han i en kortfattet tone, for at understrege at han mente sine ord. Han lod roligt sin hånd slippe hendes hånd, for at søge op og gribe fat omkring hendes underarm, sådan så hans arm hvilede øverst. Han vendte blikket mod hende, som han tændte for sin magi, så sorte elektriske trådte begyndte at sno sig omkring deres arme og bandt dem sammen, som han startede Warlockernes Ed. Små sorte gnistre slog af og til ud fra trådene, hvilket kun viste hvor stærk magien var. ”Jeg, Voltaire Pontré Chevall, sværger ved Warlockernes Ed, at jeg ikke vil gå imod dig, forsøge at sabotere dig eller udnytte mine sensuelle kræfter på dig, så længe du holder din del af aftalen,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende, hvor han roligt vendte deres underarme rundt, så det var hendes der hvilede øverst og dermed hende der skulle sværge eden. For ham var det vigtigt at hun ikke udnyttede sin magt, til at spærre ham inde i kælderen eller slog ham ihjel, da han ønskede at det hele skulle foregå, som det havde i denne uge, hvor han bare havde arbejdet flittigt for hende – som hun selv havde rost ham for. At hun så spurgte om det skulle foregå på soveværelset, himlede han let med øjnene af hende. ”Nej, jeg ved trods alt hvor meget du afskyer dén tanke. Men jeg tænkte mere på at det ville være synd at ting blev ødelagt herinde, hvis besværgelsen skulle forårsage noget.. aggressivitet. Derfor ville jeg foreslå et større og mere åbent sted, men hvis du vil gøre det her, så gør vi det her,” svarede han roligt og trak let på skuldrene som betød det intet.

[Deleted]

”Du udviste mig respekt i de første 5 minutter af mødet, så du kan vel næppe anses for at være en rigtig mand ud fra det grundlag,” sagde Aleksandra roligt, som hun på ingen måde var overbevist om, at der fandtes noget anstændigt i ham endnu. Det kunne desuden også være ligegyldigt, eftersom de sjældent sås, og når hun endelig så ham, så var det på ingen måde for at skabe en bedre kontakt med ham. Det var ren og skær forretning, som han tilfældigvis havde den race i sig, som hun ønskede at finde en kur imod. Han kunne af den grund også være ligeglad med, hvad hun syntes om ham, for det virkede heller ikke som om, at han ønskede at tilbringe mere tid med hende end højst nødvendigt, så om de elskede eller hadede hinanden var dybt irrelevant i denne sag. Det eneste hun ønskede af ham var, at han lod hende gøre sit forsøg, og at han nogenlunde prøvede at holde tungen på geled, da det andet kun drev hende til vanvid. ”Du siger måske nu, at du ingen voldtægtsmand er, og at du er åh så god, men der kommer altid et tidspunkt i en sensuel dæmons liv, hvor de tager et forkert træk. Og det med respekten er jo en ren og skær joke for dig. Der er ikke en centimeter i din krop der respekterer mig.. For hvis der var, så ville du vide, hvordan du skulle og ikke skulle te dig,” sagde hun stilfærdigt. Som han slap hendes hånd for i stedet at gribe om hendes slanke arm, valgte hun selv at holde om hans arm, så eden kunne begynde. Magien fornemmede hun, inden trådene kom frem, og som de begyndte at binde deres arme sammen for at knytte dem til deres løfter, så hun ikke på deres arme, men direkte ind i hans isblå øjne. Det var ikke just den form for magi hun normalt brugte, da hun sjældent bandt sig til andre personer, men det skete alligevel, så hun var ikke overrasket over forløbet. Tavst så hun til, som han sagde sin del af eden, hvor hun først reagerede igen, som deres arme blev vendt, så hun kunne holde sin del af aftaler. ”Jeg, Aleksandra Alecia Slavonik, sværger ved Warlockernes Ed, at jeg ikke vil sætte dig i fængsel, torturere dig eller dræbe dig, så længe du holder din del af aftalen,” sagde hun roligt. Det var måske en stor fristelse for hende at gøre en af de nævnte ting, men det var vel retfærdigt at lade manden leve, hvis han hjalp hende? Det kunne godt være, at hun ikke værdsatte andres liv, men for at opnå lige netop dette mål, så kunne hun vel godt skåne denne ene mand. Arbejdskraft kunne hun desuden altid bruge, og det havde jo vist sig, at han sagtens kunne udføre noget reelt arbejde, så det var vel ikke helt en skam at lade ham blive. Når hendes mål desuden var opnået, så kunne hun bare lade være med at sige et ord til ham igen. Så var hendes formål med ham jo røget, og så kunne han leve et liv blandt de andre slaver. ”Så du bekymrer dig rent faktisk for mine ejendele? Men vi kan vel altid tage gøre det i balsalen. Den står tom, og det ændre ikke på udførelsen, om vi er her eller der,” sagde hun roligt. Hun tvivlede på, at ting ville springe i luften omkring dem, men man kunne vel aldrig vide sig helt sikker, når man ikke før havde prøvet sig med forsøget, så det kunne måske være en god ide at skifte lokale.

[Deleted]

Voltaire vidste godt at han ikke havde opført sig anstændigt overfor Aleksandra, kun lige til at starte med, hvor han havde udvist høflighed, underdanighed og respekt, men det var hurtigt blevet ændret, som de var kommet ind på kontoret og de igen var alene. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, som hans isblå øjne bar et muntert skær. ”Jeg ved godt at du ikke er tilfreds med mig, at du hader mig og dømmer mig og.. åh ja, det er jo netop derfor jeg har svært ved at vise dig respekt,” svarede han, hvor hans smil hvilede ironisk muntert på hans læber, som han ikke tog blikket fra hende. Når folk ikke brød sig om ham, så havde han svært ved udvise nogen former for respekt og var det så underligt? Hvem ville ikke reagere sådan? Hun blev jo selv sur når han var flabet eller rapkæftet, hvilket også kun var forståeligt, så alle ting gik jo begge veje. Det var faktisk utroligt at de ikke var i færd med at flå hinanden levende med magi, når de ikke kunne udstå hinanden, derfor gik det faktisk forholdsvis godt mellem dem. At hun så dømte hans dæmon igen, fik ham til at bide tænderne sammen, som hans øjne hvilede mere arrigt på hende. ”Du ved ikke noget som helst om det at være sensuel dæmon!” vrissede han fast, som var det ham pludseligt et ømt punkt. Han tog sig dog selv i det, hvor han strøg tungen over sine læber, som han kort snerpede sammen, inden han fik ro over sig selv igen. ”Desuden ved jeg godt hvordan man skal opføre og te sig, jeg kan bare godt lide at provokere dig, da du er så dejlig nem at gøre vred. Og hvis du nu begyndte at ændre attitude overfor mig, så vil du langsomt se, at jeg ikke er så slem på bunden,” svarede han roligt, som han ikke tog blikket fra hende.
Man skulle ikke tro at en slave som Voltaire kunne en så kraftig magi, men som sagt så havde han ikke været leve hele sit liv, så han havde faktisk formået at træne og udforske den, skønt han ikke kunne læse særlig godt. Han så dog ikke væk fra hendes øjne på noget tidspunkt af eden, hverken da han udtalte sin del af aftalen eller da hun begyndte. Da hun så afsluttede, begyndte trådene igen at røre på sig, som de snoede sig væk fra armene og søgte op i luften hvor de forsvandt i en sort røg, der kort slog gnister inden alt blev stille og eden var færdig. Det var også først dér at han trak hånden til sig igen, skønt han dog ikke så væk fra hende. ”Det var en fornøjelse at handle med dig,” svarede han roligt, som havde det været en forretning, skønt det var langt dybere og stærkere end som så. Han valgte roligt at rejse sig fra stolen, hvor han vendte blikket tålmodigt imod hende. ”Jeg er ligeglad med hvor vi gør det, det er dit hjem, så du bestemmer, men som du selv så ivrigt ville i gang, så synes jeg at vi skal begynde,” svarede han stilfærdigt, som han trådte væk fra skrivebordet og ellers stillede sig parat.

[Deleted]

Aleksandra forstod godt det faktum, at man ikke gad behandle andre med positivitet, hvis man selv fik negativitet tilbage. Problemet var bare, at han havde været flabet og umulig fra første øjekast af. ”For kort at opsummere vores forhold til hinanden, så star det i min erindring som om, at du startede med at være uanstændig og respektløs. Derfor har jeg aldrig haft en grund til at se anderledes på dig, når du slet ikke har forsøgt at give mig et andet billede af dig,” sagde hun roligt. Hun mente bestemt ikke, at han kunne give hende skylden for deres had til hinanden. Hun havde det dog fint med, at hun ikke kunne lide ham, for hun behøvede ikke at bryde sig om ham. Det ville dog hjælpe på hendes arbejde, hvis de kunne holde en anstændig tone overfor hinanden, men det var hun bestemt ikke interesseret i, når han var dybt respektløs overfor hende, og slet ikke, når han ikke var andet end en simpel slave. Hendes slave. At hun så formåede at genvække hans vrede, fik et morende skær over hendes ansigt. Det var en tabt sig for ham at støtte sin race, men det var nu sjovt at se ham prøve. Især når hun slet ikke troede ham, for hun havde allerede et billede af, hvordan Voltaire var. Han nød at snakke om det kropslige, så hvorfor skulle han ikke gøre sig et fejltrin engang i fremtiden? ”Jeg ved, hvad jeg behøver at vide,” sagde hun fattet, som hun blot smilede af hans vrissende tone. Han kunne skam blive så sur han ville. Det ville nemlig ikke gavne ham i den sidste ende. ”Jamen så er det vel nok ærgerligt, at du er min slave, så jeg behøver ikke at ændre attitude over for dig. Desuden, hvorfor skulle jeg være den der gav mig først? Hvorfor skulle det ikke være dig, der forsøgte at behandle mig ordentligt, som du faktisk burde gøre,” sagde hun roligt, som hun nægtede at hidse sig op i denne stund. Hun havde desuden forstået, at han nød at gøre hende vred, så hvorfor skulle hun give ham den fornøjelse? Det endte desuden bare med, at hun rev hovedet af ham, hvis han blev ved, og det gik desværre ikke, skønt hun helt kunne se sig lykkelig på en verden uden Voltaire.
Som de udførte eden, holdt Aleksandra blikket på hans ansigt, da hun alligevel var seriøs omkring dette, samt hun også ville se, om han forsøgte at trække i land. Det hele endte dog med at forløbe, som det skulle gøre, da de hver især fik sagt deres løfte, hvor magien derfor også forsvandt ud i luften. Det ærgrede hende, at hun ikke måtte gøre ham fortræd, men det måtte hun jo bare unde sig. Hun kunne så også håbe på, at deres forhold til hinanden bare blev minimalt bedre, da det måske kunne gøre ham mere tålelig at være i nærheden af. Roligt sænkede hun hånden igen. ”Jeg håber så sandelig, at det bliver en fornøjelse,” sagde hun stilfærdigt, inden hun vendte ryggen til ham. Med to korte skridt bevægede hun sig over til en af reolerne, hvor hun trak en kasse ud. Kassen indeholdte forskellige stearinlys, som skulle antændes til forsøget. Roligt bevægede hun sig over til Voltaire på den anden side af bordet, hvor hun uden tøven rakte ham kassen. ”Bær den. Så går vi ned i balsalen og gør forsøget.”

[Deleted]

Voltaire var ikke som nogen almindelig slave, hvor han ikke gad opføre sig som en, for han var ikke født som en. Måske hun var ligeglad og han rent faktisk var hendes slave, men han var både kløgtigere og mere værd end det! Hvis ikke han havde slået kunden ihjel på stripklubben, så havde han ikke siddet her hos Aleksandra, for så var han ikke blevet forrådt og givet til slavehandlerne, der ikke havde gjort andet end at behandle ham og de andre slaver dårligt, hvilket hun selv havde set, for han havde været i en frygtelig ringe tilstand. Salven til hans fødder havde dog hjulpet hurtigt, så han var hurtigt faldet ind i rutinen og arbejdet uden nogen former for kvaler. Han hævede let det ene øjenbryn til hendes ord. ”Da jeg var respektløs første gang, var det overfor slavehandlerne. Det vil sige, lige indtil du slog mig, derefter brød jeg mig ikke så meget om dig,” svarede han roligt, som et morende smil gled over hans læber. ”Desuden.. har jeg overhovedet nogen grund til at give et ordentligt billede af mig? Er du ikke ligeglad med mig i sidste ende alligevel?” svarede han i en mere ligegyldig tone, som han svagt trak på skuldrene. Han så ingen grund til at opføre sig anderledes, når hun dømte ham og talte ned til ham, for så gjorde han automatisk det samme, og når hun alligevel var ligeglad, så kunne han heller ikke se hvorfor han skulle forsøge at ændre sig, for det ville jo ikke gøre nogen forskel alligevel, hun hadede hans væsen og det var det som gjorde resultatet i sidste ende. Hun havde også kort ramt rigtigt hos ham og vækket en kortvarig vrede, som han hurtigt fik slukket igen, hvor han holdt hovedet koldt, han svarede derfor heller ikke på hendes ord. Han endte med at fnyse til hendes ord. ”Ha! Du betaler mig for at opføre mig ordentligt, hvis du vil sørge for at du ikke kommer på tværs af min spydige tunge, burde du stoppe med at dømme mig og mit væsen, og tale til mig i respekt, for selvom jeg er din såkaldt ’slave’, så er jeg mere værd end det og jeg kan flygte hvornår som helst det skal være, jeg er ikke så tungnem som de andre og det vil nok overraske dig med tiden,” svarede han roligt og dog selvsikkert, som smilet blev kækt.
Eden var kun noget som sikrede Voltaires egen overlevelse, hvilket han var meget påpasselig med, da han trods alt ikke ønskede at hun skulle flå ham, hvis hun faktisk skulle vise sig at være så god at hun fandt en ’kur’ imod hans sensuelle kræfter. Han regnede ikke med at hun ville finde en kur, for ingen kunne stå imod hans kræfter og det måtte hun bare finde sig i. Han havde dog svoret at han ikke ville bruge dem imod hende, for at få hende med sig i seng, kun når hun bad ham om det, hvilket han havde det fint med. Han hævede let det ene øjenbryn, som hun gav ham kassen, hvor hans blik faldt på indholdet, inden han så mod hende igen og trak morende på smilebåndet. ”Stearinlys? Jamen dog, min kære Aleksandra, det kan jo helt se ud som om at du prøver at gøre det helt romantisk,” svarede han drillende, som han gik hen til døren og åbnede den for hende, inden han gjorde et hovedkast mod gangen. ”Efter dig.”

[Deleted]

Aleksandra vidste godt, at det havde været dårlige kår hos slavehandlerne, og at han for en stund havde levet som stripper, men det ændret intet hos hende. Hun så ikke anderledes på ham, da hun kun anså ham for at være intet andet end et irriterende kryb, og han havde vel heller ikke selv for høje tanker om hende? Det virkede ikke just som om, at han nogensinde havde brudt sig om hendes person, og det var også det hun valgte at handle efter. Hun tænkte dog heller ikke på, at det skulle være anderledes mellem dem, for det kunne vel være ligegyldigt i den sidste ende. Han var nemlig hende underdanig, som han var hendes slave, og intet mere. Hun behøvede ikke at respektere ham, da de ikke skulle have noget større med hinanden. De skulle bare ses en time om ugen, og så kunne de leve hvert deres liv igen. Mere ønskede hun ikke. Hun tvivlede også på, at han ønskede at bruge mere tid på hende end højst nødvendigt. ”Måske.. Men en slave burde altid kende sin plads. Og en slave er lige præcis, hvad du er, skønt du sikkert om få sekunder knevre løs om, at du er enestående og fri som en fugl. Jeg vil dog sige, at dit tidligere erhverv ikke er så storslået, som du går og tror. En stripper er som en prostitueret.. En person der ganske enkelt sælger sin krop for penge,” sagde hun med et kort skuldertræk. Manden havde høje tanker om sig selv, men det havde hun bestemt ikke om ham. ”Men du har ret. Det eneste der betyder noget for mig er, at du tager del i mit eksperiment, og at du gør dit arbejde ude i marken.” Irriteret sukkede hun, som han valgte at blive ved med at belære hende. Dum var han at høre på, da han som slave ikke burde tale i den tone overfor hende. Han burde ganske enkelt respektere hende, og gøre som hun bad om. Det haltede dog, da han kun gad gøre halvdelen. Han gjorde nemlig sine pligter, men han behandlede hende på ingen måde med respekt, og det var det der i den sidste ende irriterede hende, hvor hun mest af alt fantaserede om at skære hans tunge af. Den havde han desuden ikke brug for. ”Jeg burde ikke bekymre mig om, hvordan mine slaver taler til mig, for de burde kun tale til mig på en måde, og det er ikke din måde, min kære. Men du forsøger da bare at overraske mig.. Jeg tvivler på, at det nogensinde vil lykkes dig,” svarede hun roligt.
Aleksandra holdt skam sin del af aftalen og udtalte eden, da hun tydeligvis ikke kunne få sin vilje på anden vis. Det var vel også kun retfærdigt, at hun lod ham overleve, når hun fandt kuren, for det var hun sikker på, at hun nok skulle. Det kunne godt være, at det ikke ville ske i dag eller om nogle uger eller måneder, men om flere år måske. Det gjorde hende dog intet, da hun var tilfreds så længe det ville lykkedes hende, og viljestærk som hun var, så skulle det nok ske. Det var trods alt heller ikke første gang, at hun gik i gang med større eksperimenter. ”Det ville du sikkert ønske, men jeg må fortælle dig, at du fortsat må nøjes med Sophie, eller hvem du nu kan lokke med til din seng,” sagde hun roligt, inden hun valgte at følge ham, som han åbnede døren op for hende. ”Tak,” sagde hun kortfattet, inden hun satte kursen mod marmortrappen og entreen, hvor balsalen ikke ville ligge langt fra.

[Deleted]

Når Voltaire var sammen med Aleksandra, så opførte han sig ikke som en slave skulle, når de ikke var sammen, gik det bedre, som han passede sine pligter, han hjalp de andre, hvis de havde brug for hjælp, han havde den kære Sophie, som stillede ham tilfreds om natten, ligesom han havde sit eget værelse, der faktisk var i fin stand, så ganske vidst ville mange nok mene at han ikke havde behov for mere, men det var kun de som ikke vidste bedre. Han vidste godt at han blev behandlet godt her, tilmed bedre end hvad han gjorde ved stripklubben, og selvom han kunne lide stedet, så var den ene ting som ødelagde det hele; hende. Han kunne ikke udstå hende og hendes måde at tiltale ham på, som var han et monster, ligesom han ikke brød sig om at hun konstant dømte ham ud fra hans væsen og selv dømte hans væsen, når hun ikke kendte noget som helst til det, hvor det gav ham lyst til at sætte hende på plads, selvom han vidste at han ikke kunne tillade sig det. At hun så begyndte at tale ned omkring hans job, gjorde ikke ligefrem hans syn på hende bedre, da det kun gav ham lyst til at gøre modangreb, skønt han måtte holde sig i skindet for ikke at gøre noget som han senere ville fortryde. ”Du kender mig ikke, du kender ikke min historie og når alt kommer til alt er du også ligeglad med den. Men du kender ikke mit væsen og hvis du gjorde, ville du vide at de fleste af os er nød til at tage sådan et job, hvor vi sælger vores krop, for ikke at skulle ende med at voldtage smukke kvinder, som dig,” svarede han en anelse kynisk, som hun i den grad måtte irritere ham, når hun talte omkring hans væsen, som om hun kendte det ud og ind. ET flabet smil gled over hans rosenrøde læber. ”Men jeg er faktisk utrolig god til mit tidligere erhverv, og hvis du en dag, eller aften skulle være interesseret i at se at jeg taler sandt, så siger du bare til,” tilføjede han kækt, skønt han vidste at hun afskyede tanken om at skulle dele sin seng med ham, dog ville han kunne give hende noget som ingen anden mand kunne, noget som kun en sensuel dæmon kunne. At hun så indrømmede at han ikke betød noget for hende, men at hun kun var interesseret i at han deltog i hendes eksperiment og at gøre sit arbejde ude i marken, smilede han blot, som han havde vidst det. Hun tænkte ikke på ham, hun var ligeglad med ham, som hun inderst inde var ligeglad med resten af sit personale. Han trak morende på smilebåndet, da de kom ind på slavedelen igen. ”Det må jo snart gå op for dig, at jeg rent faktisk ikke er som de andre slaver, det ved jeg godt at du gerne vil have, men det er jeg ikke og det ændre sig nok aldrig, for jeg ved bedre. Og om jeg vil overraske dig, må tiden jo vise, ikke sandt?” Han blinkede let til hende, uden at det muntre smil falmede det mindste. Han havde langt mere at byde på end hvad hun lige ville indrømme og end hvad hun kunne se. At hun igen afviste ham, forundrede ham dog ikke, hvor han godt kunne lide at blive ved med at forsøge, eftersom hendes mange reaktioner morede ham. ”Du ved godt at selv hvis jeg skulle dele seng med dig, så behøver jeg ikke at bruge mine evner ikke sandt? Det gør jeg heller ikke på den gudesmukke Sophie,” svarede han roligt, som han blot fulgte med hende ned ad gangen.

[Deleted]

Aleksandra smilte blot kynisk til ham, som han gav sig i kast med at forsvare sin ære. Andet havde hun ikke ventet fra ham, som hun skam havde vidst, at han ville forsøge at forsvare sin ikke-eksisterende ære. Dybt latterligt fandt hun det, da det alligevel ikke ville gavne ham, eftersom hun allerede havde fået sig et billede af ham, og hun tvivlede på, at det ville ændres. Hun følte heller ikke, at der var nogen grund til, at hun skulle ændre på sine holdninger til ham, da han virkelig ikke var andet end en slave for hende, og derfor burde hun kun behandle ham som sin slave. ”Jeg behøver heller ikke at kende til mere omkring dig.. Jeg ved allerede, hvad jeg behøver at vide om dig, og så kan resten bare være ligegyldigt. Og siden I er nødt til at tage stripper og prostitutions jobs, så viser det jo bare, at I ikke kan finde ud af at fungere i et samfund. Det er desuden kun nedværdigende job der hører underklassen til,” svarede hun roligt. ”Og du finder mig smuk? Det må næsten være det sødeste, at du nogensinde har sagt til mig.” At han så gik hen og blev flabet igen ved at tilbyde hende sin krop, himlede hun med øjnene af ham. Det kunne godt være, at han kunne nogle interessante bevægelser og var flot, men det gjorde ikke, at hun ønskede at være ham kropsligt tæt. Han irriterede hende godt og grundigt, så hvis hun valgte at give efter for ham, så ville han også bare le hende op i hovedet og fryde sig over, at han havde vundet, og det skulle aldrig ske! Roligt gik hun ned ad gangen, som hun fortsatte ned ad marmortrappen. Langt ville der ikke være, da balsalen lå ved siden af entreen, da det skulle være enkelt og ligetil, hvis der blev afholdt større arrangementer her. ”Du tror, at du ved bedre, men jeg ved, hvad du i virkeligheden er.. Og du er ikke en fri fugl eller noget særligt, men en simpel slave, som du er ligeså meget værd som en anden slave … hvis ikke betydeligt mindre,” svarede hun flabet igen, mens hun roligt drejede til højre, som de nåede ned ad trappen. En buet gang kom til syne, men lige foran dem var der to store franske døre, om dem slog hun let op, så den store balsal kunne tone sig op foran dem. Storslået så den ud med sit polerede gulv, hvor de aflange vinduer skabte et pænt lys til rummet, og man kunne se, at når mørket tog over, så var der flere lysekroner til at oplyse rummet. Tomt stod det, som det var fuldstændige ryddet for møbler, da der ikke blev holdt et arrangement i dag. ”Jeg ved, at du ville være nødsaget til at bruge dine evner på mig, for at få mig med i seng, da der ellers ikke ville være en jordisk chance for, at jeg skulle have lyst til dig. Men sig mig.. keder Sophie dig allerede, siden du prøver at lokke mig?” spurgte hun roligt, hvor hun let kastede et blik over skulderen tilbage på ham. Blikket vendte hun igen frem for sig, som hun trådte nogle skridt ind i det store rum, hvor det helt måtte give ekko, da der var intet andet end de to til at fylde rummet. ”Placer venligst lysende i en rundkreds der er stor nok til at rumme os begge,” beordrede hun ham stilfærdigt, som hun stoppede op. Hænderne foldede hun let bag på ryggen, mens hun sendte ham et afventende blik.

[Deleted]

Et sted måtte det more Voltaire at de hadede hinanden så meget og alligevel ikke slap for hinanden, det var jo så hendes skyld, eftersom hun selv havde valgt at slæbe ham med herhjem, når han allerede fra start havde givet udtryk for at han ikke var som hendes beskrivelse af slaver skulle være, og nu havde de svoret en ed, der gjorde at hun ikke kunne skille sig af med ham, derfor hang de nu på hinanden, og om det var en god eller dårlig ting, måtte tiden jo vise. ”Det er ikke alle, der vælger samme sti som mig, jeg gjorde det, fordi jeg godt kan lide at behage andre, jeg har aldrig stræbt efter det som var højere, fordi jeg værdsætter hvad jeg har, det gør ringere stillet normalt, frem for folk som er født med en sølvske i munden,” svarede han roligt, hvor det godt kunne lyde til at han hentydede til hende specifikt, skønt han mente generelt. Hans hoved søgte let på sned. ”Men sig mig Aleksandra, bliver du aldrig ensom, når du er så ligeglad med folk?” spurgte han nysgerrigt. Hun havde jo påstået at hun havde venner, men i den tid han havde været her, havde han ikke set nogen af hendes såkaldte ’venner’. At hun så kommenterede det at han kaldte hende for smuk med en næsten ironisk stemme, tog han sig ikke af. ”Enhver mand, kvinde og selv et barn, vil kunne se din skønhed, kun et fjols eller en blind, vil ikke. Det er et faktum, men hvis du vil have at det skal være en kompliment, så kan vi godt sige det,” svarede han blot roligt, som han fulgte efter hende ned ad trappen. At hun så kaldte ham for en simpel slave, fik ham til at overhale hende, hvor han stillede sig ind foran hende og dermed stoppede hendes skridt, hvor hans klare isblå øjne søgte til hendes grågrønne. ”Hvis jeg var som enhver anden slave, så ville jeg opføre mig som dem, tale som dem og selv have deres tåbelige tanker, men det har og gør jeg ikke, for jeg ved bedre. At du ikke ser mig som andet, er dit problem, men kun et fjols vil ikke udnytte de potentialer jeg har og der mener jeg ikke kun i sengen, da jeg har mere at byde på end det,” svarede han næsten hånende og dog bestemt igen, som han valgte at træde til side og lade hende fortsætte, hvor han selv fulgte efter hende. Balsalen var et flot og prægtigt sted, men det var alt andet her jo også, så han var ikke videre imponeret, da han havde set mange balsale i sit liv som slave. ”Den kære Sophie, er ikke så … erfaren indenfor det punkt, men det gør hende ikke kedelig,” svarede han roligt og dog sandfærdigt. Han ville ikke tale ned om Sophie, da kvinden ikke havde været andet end god, venlig og hjælpsom overfor ham. Han hævede let det ene bryn i en forundret mine, da hun bad ham om at stille lysende op i en cirkel. ”Du er warlock og baronesse og skulle gerne fremstå mægtig og du beder mig om at stille lys op, som du kan bruge din magi til. Det viser næsten kun hvilken storsnudet kvinde du er, eller også at du er bange for at få lidt skidt under de fine velplejede negle,” svarede han lettere analyserende, inden han satte kassen end foran ham og knipsede med fingrene, som han selv brugte sin magi til at lade lysende svæve over på deres plads, så det dannede en stor cirkel, som de begge kunne være i. Satus Ignis,” mumlede han, som han antændte lysende, inden han vendte sig mod hende. ”Tilfreds?”

[Deleted]

Tanken om bare at ønske at behage folk, og ikke stræbe efter det der var større, var noget der direkte kunne give Aleksandra kvalme af at høre på. Det forekom hende svagt, og derfor kunne hun ikke bruge det til noget. Derfor var hun også baronesse, og han kun en slave, da han aldrig havde forsøgt sig med noget mere betydningsfuldt. Hun var en person der satte høje mål for sig selv, og derfor var hun endt det sted, hvor hun var i dag. Hun var faktisk ikke født højtstående, som Voltaire sikkert gik og troede, da hun kom fra ligeså ringe kår som ham. Hun var nemlig blevet født ind i en bondefamilie, der senere hen havde stødt hende fra sig, og fra den dag af havde hun konstant kæmpet for det der var bedre. Hun gad dog ikke fortælle Voltaire om sin fortid, da hun ikke var en åben kvinde der elskede at dele sine erfaringer med andre, og så gad hun generelt ikke være tæt på ham. ”Det er også fint, at der eksisterer folk som dig, der kan gøre folk som mig glade og tilfredse. Vi kan jo ikke alle være vindere,” svarede hun flabet igen. At han så begyndte at tage det gamle emne op, at hun måtte være en ensom kvinde, fik et irriteret skær til at glide over hendes øjne. Kunne han ikke bare droppe det? ”Hvorfor interessere det dig, om jeg har venner eller ej? Du behøver ikke at vise den interesse for mig,” svarede hun afvisende. Selv havde hun det fint med, hvordan tingene var, for hun havde jo selv valgt det. Hun havde for eksempel flere gange fået muligheden for at leve med en mand, der holdt af hende, men det havde hun altid fravalgt, for hvis man fik personer omkring sig, som man kom til at holde af, så blev man svag. Hun havde kun behov for at tænke på sig selv, og sådan ville det altid være. ”Jeg vil have at det er, hvad det er ment som,” sagde hun kortfattet. Selv anså hun det vel lidt for at være en kompliment, som han faktisk kaldte hende for smuk, og ikke bare lidt smuk, men meget smuk. Det var en tanke der behagede hende, men alligevel reagerede hun ikke videre på det, for hvad ville det også nytte? At han så trådte ind foran hende, fik hende til at stoppe op, mens hun blot så irriteret på ham. Den mand skulle snart se at opføre sig, som det han var; en slave. Behaget røg også hurtigt, som hun blot blev opfyldt af irritationen igen, da han var flabet. ”Jamen siden du er åh så god og klog, så belær mig endelig om, hvad du kan udrette af mirakler, siden du har så stort et potentiale, som kun du har,” sagde hun i en sarkastisk tone, inden hun køligt begyndte sin gang igen, hvor de denne her gang nåede ind i balsalen. Han talte hånende til hende, så ville hun bestemt ikke tale pænt til ham igen. ”Hvis ikke hun er kedelig, så lad vær med at klag, eller find en anden at hygge dig med under lagerne,” sagde hun kortfattet med et skuldertræk. Hun gad ikke just blande sig i, hvem han lå og ikke lå med, da hun ikke havde følelser for ham, så det rørte hende ikke spor. At han så nedgjorde hende igen, fik hende kort til at knytte sin næve, for han var da bare for meget! ”Jeg kunne sagtens bruge min magi, men det vælger jeg ikke at gøre. Desuden, så skal du også have lidt at lave, nu når du endelig er her,” sagde hun sigende, mens hun blot så til, som han brugte sin magi til at opstille og tænde de mange lys. Hun løftede en anelse op i sin kjoles skørt, som hun valgte at træde ind i den antændte cirkel, hvor hun roligt vendte blikket mod ham. ”Det er fint.. Kom med herind, så vi kan gå i gang.”

[Deleted]

At Aleksandra endnu engang begyndte at håne Voltaire og indirekte kaldte ham for en taber, fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Du er en meget kynisk kvinde, ved du godt det? Og du er frygtelig snæversynet! Du ser kun hvad du vil se, du burde lære at åbne øjnene op og se at der faktisk er mere end hvad øjet som så kan vise,” svarede han roligt. Han var en meget afslappet mand, der var nede på jorden, som ikke tog ting forgivet og spildte sit liv, måske han ikke havde et formidabelt job som hun havde og nok aldrig havde haft det, men han havde aldrig været utilfreds, foruden når han endte steder han ikke gad være, såsom denne gang, da han hang på hende, men altid havde han klaret sig igennem det og fundet sin vej fremad og det skulle han også nok gøre denne gang. Han kunne godt se irritationen i hendes blik, da han trak det gamle emne op, hvor hun også var frygtelig afvisende. ”Det forundre mig blot at en smuk kvinde, der både er intelligent og har ben i næsen, er alene, når du sikkert vil kunne få en hvilken som helst mand, som du vil have, ligesom du er intelligent nok til at få dine ønsker til at gå i opfyldelse. Ønsker du slet ikke at dele dine sejre og fornøjelser med nogen?” Han lod hovedet søge en anelse på sned. Han var faktisk oprigtig nysgerrig, hvor han ikke spurgte for at irritere hende, da det faktisk ikke var hans intention i dette øjeblik. Han selv havde ganske vidst altid været alene, men det havde så også altid været hans lod i livet, dog havde han haft venner i sine kollegaer, men når man skiftede job, så mistede han kontakten, hvilket han også ville gøre med tjenestestablen her, hvis han forlod stedet en gang. Han trak en anelse skævt til hendes ord. ”Jamen så var det en kompliment, det kan kvinder trods alt godt lide,” svarede han roligt, som han ikke tog blikket fra hende. Om hun ville tage imod hans komplimenter og faktisk føle noget ved det, tvivlede han lidt på, men hvilken kvinde ville ikke blive berørt? Hun ville nok ikke, fordi hun sikkert ville finde det som sarkastisk når det kom fra hans mund, sådan som han normalt irriterede hende. At hun blev irriteret og knyttede næven, da han trådte ind for hende og talte hånende til hende, tog han sig ikke af, da hun selv kom med et flabet svar igen. Han slap en munter latter til hendes ord, som han lod hende fortsætte ind. ”Jeg sagde ikke at jeg kan udrette mirakler, men jeg er ikke så dum og tungnem som du fremstiller mig som. Du var tilmed selv overrasket over at jeg faktisk kunne udrette arbejde andet sted end i sengen,” kommenterede han roligt. Han måtte hæve det ene øjenbryn i en forundret mine til hendes kortfattede ord. ”Jeg klager ikke, jeg svarer blot på dit eget spørgsmål,” påmindede han hende, inden han roligt fik lysende stillet op og antændt med sin magi. Han trak også blot skævt på smilebåndet, da hun svarede at han skulle have noget at lave, når han nu var her. Han vidste ikke hvilken type hun var, men sådan som hun opførte sig, kunne han godt få fornemmelsen af at hun ikke var typen der gad, at have beskidte negle. Han gik roligt ind i cirklen, hvor han stillede sig overfor hende med rank ryg og armene ned lags siden. ”Jeg er parat.”

[Deleted]

Kynisk var Aleksandra måske, men det passede hende fint, eftersom hun havde nok i sig selv. Hun kunne dog også være mild og munter, men det var ikke ligefrem en side hun havde lyst til at vise Voltaire, for han gjorde absolut intet for at få den frem i hende, samt han ikke var en person hun behøvede at imponere, så det kunne bare være ligegyldigt. ”Men om jeg er en snæversynet og kynisk kvinde eller ej, så er det vel mit problem? Du kan være fuldkommen ligeglad med, hvordan jeg lever mit liv, så længe jeg sørger godt for dig,” svarede hun stilfærdigt. Hun forstod ikke, hvorfor han gik så meget op i hendes person, for han kunne jo være ligeglad. De havde jo ikke andet end et herre og slave-forhold, så det krævede ikke, at de kunne med hinanden på et dybere plan. At han så måtte gå hen og opføre sig helt … sødt overfor hende, gjorde hende blot endnu mere forvirret, for hvad prøvede han på? Han roste hende i stedet for at være nedladende, som han kaldte hende for smuk, intelligent og sej, samt sagde, at hun frit kunne vælge og vrage mellem alle mænd. Tænksom gjorde det hende, hvor det også gjorde hende stille for et øjeblik. Hun så dog ikke på ham, da han ikke skulle se, at hans talemåde kunne skabe andet end irritation i hende. ”For snart et halvt år siden mistede jeg min mand, så jeg kender skam til følelsen af at dele sit liv med en. Men siden du er så opmærksom på, at jeg er alene, nærer du så selv et ønske om at finde en hustru engang?” spurgte hun roligt, som hun langsomt fik vendt spørgsmålet mod ham. Hun ønskede ikke at dele sit liv med ham, da hun var en privat person. På den anden side, så havde hun aldrig delt sin rigtige person med nogen, da hun altid holdt en eller anden form for facade oppe, da alt var et spil for hende. Ægteskabet med baronen havde været ren og skær forretning, og den ene gang hun havde været forelsket i en, havde hun holdt sin hemmelige agenda skjult, skønt hun i den sidste ende var stukket af. ”Og jeg som troede, at du ikke ville behage mig,” sagde hun stille, som han sagde, at det at kalde hende for smuk var en kompliment, da det var det kvinder kunne lide at få. Som han lo over hendes ord, valgte hun selv ikke at foretrække en mine, da han generelt bare havde irriteret hende med det svar. Hun var nemlig træt af at høre, at han var åh så speciel, hvor hun selv tvivlede på sandsynligheden ved det. ”Du skal da være hjerteligt velkommen til at modbevise mig, hvis du virkelig tror på din sag. Men ja, det overraskede mig, at du kunne andet end at ligge med folk, men det burde alle og enhver også kunne, så tag endelig ikke komplimenten for højt,” sagde hun stilfærdigt. Som han fik klargjort lysene til eksperimentet, trådte hun roligt ind i cirklen, hvor hun ventede på ham. ”Tag om mine hænder,” bad hun roligt, hvor hun holdt begge sine hænder i hans retning. ”Vi er nødt til at skabe en fysisk kontakt, hvis det skal have en jordisk chance for at lykkedes.” Det frydede hende ikke just, at hun skulle være i berøring af ham, da hun allerhelst ville holde ham på en meters afstand, men for forsøgets skyld, så måtte hun gøre sig nogle ofringer, og dette var vel til at overkomme.