Pleasure or pain?

[Deleted]

Der var gået lidt over en uges tid, siden Voltaire var blevet slæbt med til Slavonik Palace. Dette var hans nye ’hjem’, med sin nye herre; Aleksandra Slavonik. Det var slet ikke fordi han gad være her, da han faktisk var blevet fragtet hertil imod sin vilje, det var der måske ikke meget at sige til, eftersom han var en slave, men om ikke andet, så plejede han at have en finger med i spillet, når han skulle hen til et nyt hjem, hvilket han ikke havde haft denne gang, og det var det som måtte irritere ham grænseløst. Allerede under første møde med denne Aleksandra havde han vist sig at være trodsig og rapkæftet, hvilket havde resulteret i en grim flænge over den ene kind, som var blevet syet og der var endnu skorpe på såret, skønt stingene var blevet fjernet. Han havde efterfølgende ikke snakket med hende, skønt han kun lige af og til havde set hende. Hun havde fået andre som hun havde kaldt for Teamledere til at sætte ham til at arbejde. Det var eftermiddag, hvor man kunne ane solen der var ved at gå ned bag horisonten. Det var koldt, fordi de befandt sig i vinterhalvåret, hvilket også betød at nætterne blev længere. Han havde startet ud med at muge ud ved hestene, hvor han siden havde været udenfor og arbejde i marken. Det havde været hårdt til at starte med, eftersom der havde været frost, så jorden var hård, som sten og det var svært at arbejde med jorden. Han stod i nogle arbejdsbukser, en mørk arbejdsbluse med en pelsvest udenpå, som alle andre, så de kunne holde varmen, nu hvor de arbejde ude i vinteren, alt skulle gøres færdigt til sneen begyndte at falde, for ellers ville druerne ikke overleve og så ville der ikke blive nogen vin. Folk var også allerede i gang med at plukke druerne, så de kunne føre dem indenfor i kælderen.
Voltaire stoppede roligt sit arbejde. Skønt det var koldt udenfor, så havde han arbejdet sig til varmen. Han stod med nogle skindstøvler, der gik ham til knæene, hvor det hele var ’hans’ tøj. Han var beskidt og svedte en anelse, da det trods alt var hårdt arbejde at hakke i jorden. Han havde flere gange skævet mod horisonten og mærket vindpustet i sit ansigt, hvor han nærmest bare havde længtes efter at blive fri igen, men han vidste at det ikke blev tilfældet, ikke endnu, og derfor var han hurtigt gået i gang med at arbejde igen. Hans ører var iskolde. Nogle havde hat og vanter på, for at kunne stå imod kulden, men det fandt Voltaire ikke nødvendigt endnu, selvom ørerne var blevet helt følelsesløse. Som kvinderne fik fyldt endnu en kurv med druer, kaldte de roligt på ham, hvor han lagde hakken fra sig og tog om den store og tunge kurv, som han satte op på sin ene skulder, inden han begyndte at gå ind mod palæet, så han kunne få den ned i kælderen. Samarbejdet var godt her, ligesom alt generelt var godt her, så et sted burde han ikke klage, han havde tilmed fået overtalt den smukke Sophie til at stille hans lyster, hvor han allerede havde fået fornøjelsen af hendes selskab et par nætter, så et sted havde han alt hvad han kunne bruge – som slave om ikke andet. Aleksandra var der ikke til at irritere ham eller som omvendt, så han var kommet i godt lys hos de andre slaver, som han trods alt behandlede og snakkede med ordentligt, foruden han havde haft et par kontroverser med nogle af mændene, der så ud til at være jaloux over at han fik lov til at dele seng med den smukke Sophie. Det var dog intet han tog sig af, da han forsøgte at holde sig på god fod med alle. Med målrettede skridt gik han indenfor og ned i kælderen hvor han stillede kurven fra sig, kun for at søge udenfor igen.

[Deleted]

Begravet sig i arbejde, havde Aleksandra gjort, efter en utrolig irriterende aften for en uges tid siden. For en uge tilbage havde hun nemlig været i Imandra, hvilket også havde startet ud som en god ide. Hun havde nemlig været på en todages forretningsrejse til hovedstaden, New Dale, hvor hun havde præsenteret sit vinmarked for nogle handelsmænd og fine herrer. Præsentationen og handlen var også skredet formidabelt, men senere hen havde hun besluttet sig for at besøge et slavemarked, og der havde det hele begyndt at tippe. Der havde hun nemlig mødt slaven, Voltaire, der havde vist sig at være en utrolig uopdragen mand. Skønt han havde været uopdragen, havde hun alligevel besluttet sig for at købe ham, og det kunne hun næsten fortryde den dag i dag. Den mand havde nemlig i sandhed formået at drive hende til vanvid, da han på ingen måde respekterede hende som en autoritet, som han faktisk burde. Det irriterede hende dybt, og hun havde derfor mest af alt lyst til at kvæle livet ud af manden, men det kunne hun desværre ikke. Hun havde nemlig større planer med ham.. Derfor havde hun besluttet sig for at berolige sig selv på en af de få måder, hun kendte til. Hun havde ikke fundet en mand at hygge sig med, men derimod begravet sig dybt i sit påbegyndende forsøg, hvilket formentligt ville kræve sit af hende. Da ud og dag ind havde hun befundet sig på sit bibliotek og kontor, hvor hun havde studeret diverse magibøger. Hun havde ledt efter en løsning på sit problem, eller i hvert fald finde en måde, så hun kunne opnå det ønskede resultat, og som der var gået en uge mente hun, at hun kunne gøre sit første forsøg. Hun tvivlede på, at Voltaire ville bryde sig om det hun havde i sinde, da det tydede på, at manden hadede hende, men det tog hun sig ikke af. Det var hende der havde brug for løsningen og ikke ham, og hun betød desværre for ham mere end ham. Det kunne godt være, at han følte anderledes, men han måtte lære at sande, at virkeligheden så anderledes ud, end hvad han ønskede.
Aleksandra lagde opmærksomt en af sine bøger opslået på det mørke mahognibord, inden hun roligt rejste sig fra sin plads i stolen. Sin sorte kjole foldede hun pænt ud, så hun te sig ud fra sin bedste side, når hun trådte ud af sit kontor, men på den anden side … så gjorde hun altid det. Kjolen besad to sølvspænder på skuldrene, som de måtte holde kjolen oppe, da den ville falde ned, hvis man løsnede dem. Et pænt draperende fald og en anelse nedringende udskæring gled kjolen ud i, mens et par smalle sorte bælter med indvævede sølvtråde holdt hendes figur tæt omkring under brystet og livet. Målrettet bevægede hun sig ud af døren, hvor hun bevægede sig ned ad den smukke marmortrappe, så hun kunne fortsætte videre ned ad en af gangene. Hvor Voltaire helt præcist befandt sig, vidste hun ikke, men hun vidste, hvilke baner han ville befinde sig i, da hun alligevel vidste, hvad han arbejdede med for tiden. Tilfreds spandt smilet ud på hendes fyldige læber, som hendes grågrønne øjne faldt på Voltaires gyldne lokker og ryg, som hun kom bagfra. ”Voltaire! Lige den mand jeg ledte efter,” kaldte hun roligt, som hun nåede ham, inden han nåede udenfor for at fortsætte sit arbejde for hende. ”Hvis du vil være så sød at sætte kurven fra dig, så vil jeg gerne låne dig for et stykke tid,” sagde hun med en rolig stemme, skønt der alligevel var et snert af, at dette rent faktisk var en ordre. Han havde trods alt intet valg, som han skulle følge med hende. Det ville bare være bedst, hvis han var en lille smule venligsindet for det der skulle til at ske.

[Deleted]

Det havde ikke været svært at tilpasse sig reglerne og rutinerne som fungerede her på stedet, da de andre slaver – eller de fleste i hvert fald – havde været gode til at hjælpe Voltaire i gang med det hele. Han måtte naturligvis erkende at Aleksandra behandlede slaverne godt, men han stod dog fast på at det kun var for at vise udefrakommende noget om hende, nemlig at hende og hendes underordnede havde en vis standard. Generelt måtte hendes måde at opføre sig på, fremstille sig på og snakke på irritere ham virkelig grænseløst, hvor det virkelig var fristende at stikke af! Dog vidste han godt at det ikke bare var lige til, selvom det heller ikke var umulig. Men hvis han blev fanget, så ville der ikke være meget ved at vende tilbage, da han sikkert ville dø, eller også sidde indespærret resten af sit liv og det var han heller ikke interesseret i! Det eneste som nærmest kunne gøre ham lidt glad på dette sted, var når han fik den kære Sophie til at tilfredsstille hans lyster. Efter at han var blevet klippet og barberet, så havde det ikke været svært at flirte hende med sig i sengen, hvor han også godt kunne mærke at nogle af de andre kvinder var villige. Han var perfekt af ydre, skønt han bar ar hist og her, men det beviste jo også blot at han havde haft sine kampe. De mandlige slaver havde dog sværere ved at kapere ham, når han kom med sine fortællinger om frihed, da de fleste bare hånede og nedgjorde ham, samt de ikke troede på ham, men det var deres problem og ikke hans.
Som Voltaire gik ind med kurven og fik tømt druerne ned i tønderne som ham og de andre slaver fyldte, så de snart var klar til at blive lavet til en god vin, gik han roligt op ad kælderen igen, hvor han satte kursen mod døren udenfor. En stemme måtte dog stoppe ham og selvom han kun havde hørt den et par gange i løbet af ugen, var den ham alt for velkendt. Han stoppede op, hvor det allerede måtte løbe ham koldt ned over ryggen, af direkte irritation, som han kort himlede med øjnene og bed tænderne sammen. Han vidste at Baronessen havde planer for ham og selvom det vakte hans nysgerrighed og spænding, bragte det ham også uro. Et sted havde han håbet at denne dag aldrig ville komme, og at hun bare havde sagt det for at få ham til at holde mund og sætte ham på plads, men det håb måtte dog langsomt falde, da hun nu stod bag ham og sagde at hun skulle bruge ham. Han satte roligt kurven ned, hvor han langsomt vendte sig rundt og bukkede hovedet i respekt for hende. ”Mylady,” hilste han i en høflig tone, uden at han så på hende, da den slave normalt aldrig så sin herre i øjnene, skønt det ikke havde været et problem for ham sidst, men han vidste at han burde være varsom. Han løftede hovedet og blikket en anelse, skønt han ikke så længere end til hendes mave. ”Og hvad vil De have mig til midt i arbejdet, som De har sat mig til?” spurgte han i samme høflige tone, skønt han inderst inde fiskede efter at vide hvad pokker hun skulle bruge ham til. Han kunne dog sagtens spille flink, når hun så ud til at gøre det samme overfor ham, og så længe det gik begge veje, så havde han intet problem med at vise hende den respekt hun fortjente.

[Deleted]

Aleksandra havde generelt ikke mænget sig med folk den sidste uges tid, men alligevel vidste hun udmærket godt, hvad der skete her på palæet. Hun havde nemlig sin egen måde at få viden ud af folk, samt hun havde dem der villigt sladrede, samt hun også tog sine runder i tide og utide, hvor hun kunne se, om tingene gik, som hun ønskede dem. Hun kendte vidste derfor allerede et par ting om Voltaire, skønt hun ikke rigtigt havde vekslet et ord med ham. Der var dog tre hovedemner, som hun havde klar besked om, og det var at; han var en kvindebedårer, som han allerede havde en kvinde, men tydeligvis kunne skaffe sig flere, hvilket ikke undrede hende på nogen måde. Hun vidste også, at visse af mændene var irriterede på ham, hvor det skyldtes hans overlegenhed, når det kom til mandens viden om verdenen, samt hans effekt på kvinderne, som han var den eneste sensuelle dæmon i palæet. Vigtigst af alt, så hørte hun dog, at han gjorde sit arbejde ordentligt, og det var faktisk en lettelse for hende, da hun faktisk havde frygtet det værste for hans vedkommende. Hun havde troet, at manden ville stille sig op mod hende og gøre hver dag til en kamp, men det gjorde han heldigvis ikke. Som tingene også havde fungeret blandt slaverne, kunne hun også have siddet i ro og mag, som hun havde studeret og forsøgt sig med nogle forskellige planer. Nu var dagen så endelig kommet, hvor freden var væk, da hun hermed havde brug for det, hun egentligt havde købt Voltaire for. Om hendes studier ville give pote allerede, måtte hun inden længe finde ud af, men hun kunne ikke benægte, at hun var umådelig spændt på at tjekke det efter. Da hun så fik øje på Voltaires skikkelse, mærkede hun helt, hvordan det måtte krible hende. Ikke af begejstring over at se ham, men over begejstringen for sit forsøg. Det var faktisk et forsøg der betød utrolig meget for hende, som det havde en stor personlig værdi, og derfor var hun endnu mere fokuseret på, at det ville lykkes. Som hun henvendte sig til ham, blev hun helt tilfreds, da han faktisk tiltalte hende med respekt, samt opførte sig med respekt. Det var måske pligt, men sådan havde han ikke været under ankomsten, men det viste vel bare, at han havde formået at tage ved lære på blot en uges tid. Roligt betragtede hun ham, som hun selv stod rank og stolt med blikket fæstnet på hans ansigt, mens han denne her gang ikke nænnede at se hende i øjnene, eller på hendes ansigt i det hele taget. Det fik hende også til at trække på smilet. ”Jeg ønsker at snakke med dig, og … vise dig noget,” sagde hun roligt. Da han valgte at holde det høfligt overfor hende, svarede hun skam positivt igen, da hun skam sagtens kunne holde det anstændigt, skønt han var under hende. Det ville også bare gå hende dybt på, hvis han igen handlede spydigt overfor hende, når de befandt sig på et åbent territorium, for hun ønskede bestemt ikke at de andre slaver så, hvordan han kunne finde på at tale til hende. ”Kom med.. Du skal nok vende tilbage til arbejde senere,” tilføjede hun, som han alligevel skulle vide, at hun ikke havde i sinde at slå ham ihjel. Det kunne nemlig muligvis gøre ham mere medgørlig, hvis han vidste, at hun ikke havde i sinde at torturere ham eller slå ham ihjel. Let vendte hun om på hælen, hvor hun begyndte at gå tilbage mod entreen., som hun alligevel forventede, at han fulgte med hende.

[Deleted]

Selvom det var fristende for Voltaire at gøre hver dag til et helvede for Aleksandra, som han ganske vidst også havde overvejet, så tænkte han alligevel på de andre slaver. Både Damon havde han talt lidt mere med, hvor han også havde brugt tid på at forføre denne smukke Sophie, som faktisk ikke havde taget så lang tid igen, da hun synes allerede at være blevet bløde i knæene, da hun havde set ham – nogle bare langt mere villig end andre. Tøsen havde dog ikke været en mand tæt før, hvilket betød at han havde taget hendes mødom, dog beskyttede han sig altid med magi, så der var ingen chance for at kvinden ville blive gravid, i så fald så var han ikke den eneste hun lå i med, skønt hun virkede som den mere stille type der ikke bare kastede sig i lag med hvem som helst. Han opførte sig også godt og venligt overfor hende, ligesom han gjorde ved Damon, da han faktisk godt kunne lide den mand, men de som hånede og nedgjorde ham, var han ikke bange for at bruge den spydige tunge mod. Det havde også resulteret i en enkelt slåskamp, der dog havde varet ganske kort, da det var blevet stoppet hurtigt af de andre slaver, skønt både han og den anden mand havde fået et godt stød placeret på hinanden. Arbejdet gjorde han dog godt, for selvom man ikke skulle tro det grundet hans opførsel og væsen, så var han faktisk en mand der godt kunne arbejde hårdt, han gjorde det ikke for Aleksandra eller de andre slaver, men for sig selv, som han ønskede at bevise for sig selv at han var god, hvor han også var lidt af en perfektionist, så når han først gik i gang, så stoppede han ikke før det var ordentligt færdigt, det kunne jo så både være en god og dårlig ting. Hans arbejde var der dog intet at komme efter, og rutinerne var han også hurtigt kommet ind i, så han vidste mere eller mindre hvordan tingene fungerede på palæet og hvem der var over de andre slaver, som hun trods alt havde sine teamledere. De klare isblå øjne faldt mod hendes skikkelse, dog uden at han så hende i ansigtet. De to havde ikke snakket sammen siden den aften hun var ankommet med ham, hvor han havde været spydig og han havde stadig hendes lille souvenir, som hun havde givet ham på kinden, hvor såret nu bar en fin skorpe og om ikke så lang tid ville det være væk, eller danne et mindre ar. Hendes ord gav ham ikke meget, selvom han vel fandt ud af det, når han gik med hende? ”Meget vel, Deres Nåde,” endte han roligt, som han holdt respekten og høfligheden for hende, da han fandt det klogest at holde sig på den rette sti med hende, hvilket hun også så ud til at være tilfreds med, da hun faktisk selv talte langt bedre til ham. Hendes sidste ord, gjorde det dog næsten tydeligt at hun ikke havde noget ondt i sinde, som han havde regnet med, for hvis hun ville torturere ham, ville han jo ikke være i stand til at gøre sit arbejde senere. Roligt rettede han sig op og så efter hende i et stykke tid, inden han dog valgte at gå med hende. Beskidt var han endnu, hvor han næsten følte at han satte grimme og beskidte spor efter sig, derfor trådte han også ud af sine skindstøvler i entreen, så han ikke bragte det med oven på – eller hvor de nu skulle hen.

[Deleted]

Aleksandra vidste udmærket godt, at hende og Voltaire ikke havde fået et godt førstehåndsindtryk af hinanden, men der ville hun så udelukkende skyde skylden på ham. Han burde nemlig kende sin plads, for selvom han engang havde været fri, så var han det ikke længere, og slaver kunne ganske enkelt ikke tillade sig at sige og gøre hvad som helst. At manden så blot på en uge havde lært sig nogle gode manerer, passede hende mere end perfekt, for det gjorde ham langt mere medgørlig, hvor hun derfor også havde lettere ved at udføre det, hun havde i tankerne. Det krævede nemlig, at hun fokuserede på målet, og ikke deres skænderier. ”Jeg håber, at du er faldet til her.. De fleste taler i hvert fald pænt om dig, og jeg kan se, at du udføre et fint stykke arbejde derude,” sagde hun roligt, mens hun bevægede sig ned ad gangen. Sandfærdige måtte hendes ord nu engang være, skønt hun ikke bare sagde ordene for at behage ham, men for at gøre ham mere medgørlig. De første få sætninger havde vist sig at give pote, så hvorfor ikke forsøge sig med lidt mere? Hun ønskede trods alt, at han var i sit bedste humør, når de engang kom op, for hun havde ikke råd til, at han vendte hende ryggen, mens hun var i gang med sit forsøg, da han alligevel besad en stor magt, samt de ville befinde sig i et rum alene. Hun var dog en stærk warlock, så hun satsede alligevel på, at hun ville kunne slå fra sig, hvis det skulle vise sig at mislykkes. Kort skævede hun tilbage mod ham, som han stoppede en smule op for at tage sine sko af, som de nåede entreen. Det passede hende faktisk fint. ”Bare lad støvlerne stå hernede. Du får ikke brug for dem ovenpå,” sagde hun stilfærdigt, inden hendes finger let lukkede sig om trappens gelænder, som hun bevægede sig derop. Det ville være hans første besøg på førsteetagen. Hendes sal. Her holdt hun det mere personligt, som det primært var hendes værelse, det magiske bibliotek og hendes kontor, slash forsøgsrum for i dag, der var at finde deroppe. Ellers var der nemlig nogle gæsteværelser, hvis der blev afholdt større arrangementer her der krævede at gæsterne kunne blive og overnatte. Som de nåede op, gik hun ikke så langt, som hun valgte at slå anden dør op de nåede til. ”Bare træd ind,” bad hun, som hun selv stoppede, så han kunne gå ind på hendes kontor. Ganske fredsommeligt så lokalet ud, som der ikke hæng lænker, piske eller andre torturmidler, som han muligvis havde frygtet. Lokalet var prydet af tre aflange vinduer der gav rummet lys, hvis man så bort fra lampen der hang for loftet. Der stod reoler op ad væggen hvor der lå forskellige pergamenter og bøger. I midten af rummet stod et mahognibord og tre behageligt polstrede stole, som der var hendes på den ene side, og to andre til mulige gæster på den anden side. Som hun så på ham igen, kunne hun tydeligt se, hvad han var, som hans ydre ganske enkelt var lokkende, efter at han havde mistet sit skæg og størstedelen af håret. Det var dog ikke noget hun kunne lade sig friste af. Hun kunne også se på ham, at han endnu bar det ar hun havde skænket ham, og det frydede hende på sin vis. Det havde nemlig været hendes måde at skænke ham en advarsel på, at det så ud til, at han havde lyttet derefter. Han opførte sig i hvert fald pænt for nu, men det kunne vel altid ændres?

[Deleted]

Voltaire var skam endnu ikke tilfreds med at han var her, da han lidt følte sig tvunget for første gang i hans liv, og derfor havde han været meget provokerende under første møde, skønt han fandt det klogest at vælge ord med omhu, ikke fordi han frygtede hende, men der var mange ting der var på spil for ham, og hun var trods alt ingen mild kvinde, da hun derimod havde vist ham at hun ikke tøvede med at flå ham, hvis tingene ikke passede hende, dog vidste han ikke hvad hun skulle bruge ham til, hvor det jo også var grunden til at hun havde købt ham, så han var ærligtalt nysgerrig efter at se hvad der skulle til at ske. Han lyttede til hendes ord, som han fulgte med hende ned ad gangene, hvor han godt kunne høre at hun roste ham, men han var ikke en mand der lod sig forblindes af smiger og rosende ord, da han altid havde kæmpet for at opnå hvad han ville i sit liv og det gode stykke arbejde gjorde han for sig selv, da det var en god tilfredsstillelse, når man faktisk gjorde et perfekt stykke arbejde som ens arbejdsgiver ikke kunne sige noget til. Han svarede dog ikke på det med at han var faldet til her, for det var han ikke. ”Jeg gør blot hvad der kræves af mig,” svarede han roligt, som han tydeligvis ikke faldt for hendes smigr. Han vidste endnu ikke hvad hun havde i tankerne for ham, skønt han var lidt mere rolig, efter at hun havde sagt at han kunne fortsætte arbejdet derefter, for så kunne det vel heller ikke være noget slemt? Han måtte dog ikke få falske forhåbninger, så han valgte alligevel at være vagtsom. Da hun så tilbage mod ham, lagde han kun mærke til det, fordi han holdt øje med hende ud af øjenkrogen, eftersom hun heller ikke måtte komme for langt foran ham, imens han smed sine sko, da han trods alt endnu ikke helt kunne finde rundt her. Mange af slaverne havde dog været gode til at hjælpe ham, særligt Sophie havde virket meget begejstret efter at vise ham rundt og fortælle omkring tingene og han kunne næsten beskylde tøsen for at have fået følelser for ham, skønt det for ham kun var rent professionelt, og måske en anelse fornøjelse, men sådan var det vel altid? Han nikkede roligt til hendes ord. ”Javel, Mylady,” svarede han roligt, som han satte støvlerne pænt fra sig, inden han løb det sidste stykke op til hende, så han igen var med hende, hvor han fulgte efter hende på sine bare fødder, der pludselig kunne mærke det kolde stengulv og marmortrappen under sig. De gik dog ikke særlig langt, da de nåede op, hvor han kort måtte skæve mod hende, inden han trådte ind på hvad der lignede et kontor. Efter at have studeret det hele ganske nøje, endte han med at rynke brynene, for.. dette så jo slet ikke slemt ud, hvad pokker ville hun så? Give ham lønforhøjelse? Næppe! Han vendte sig mod hende med et næsten mistænksomt og dog undrende blik, skønt han endnu ikke så hende direkte i øjnene, selvom blikket var gledet lidt højere op mod hendes hage. ”Og hvad er det så, at Deres Nåde, helt præcist vil have mig til?” spurgte han tydeligvis forvirret og uforstående, da han nu slet ikke anede hvad han skulle forvente af hende!

[Deleted]

Aleksandra prøvede vel at smigre ham en anelse ved at rose hans arbejde, men det var også kun fordi, at det var en højere mening med det. Ros var nemlig ikke det der mest forlod hendes læber, da hun alligevel var en kvinde der sjældent blev forbløffet, samt han i dette tilfælde rigtigt nok bare gjorde sit arbejde. Han ydede ikke en ekstraordinær præsentation, som han faktisk bare gjorde det samme stykke arbejde som alle de andre. Hun gjorde det dog i sit forsøg på at gøre ham mere medgørlig, da det hun havde i sinde krævede, at han ikke forsøgte at gå imod hende. Det kunne måske også betegnes som et risikabelt forsøg, når de intet godt forhold havde til hinanden, men hun tog alligevel chancen. Hun var heller ikke videre interesseret i at lære ham at kende, som han faktisk bare skulle hjælpe hende med hendes problem, uden at han stillede spørgsmål. Hun tvivlede dog på, at det kunne lade sig gøre, for han havde vist sig at være utroligt trodsig, så der ville vel komme en lille kamp? Indtil videre gik det dog fint, hvilket også var en lettelse for hende, som han rent faktisk te sig, som en slave burde opføre sig. ”Det glæder mig at høre,” sagde hun roligt, skønt det i sandhed glædede hende. Det ville trods alt ikke hjælpe hende på nogen som helst måde, hvis han konstant var i oprør mod hende og forsøgte at ødelægge hendes hjem og arbejde. Sådan var han heldigvis ikke, skønt man vel godt kunne sige, at hun havde troet, at han kunne finde på at gøre sådan. Roligt gik hun videre op, som hun gik mod kontoret, som hun var kommet fra, inden hun var gået ud for at lede efter Voltaire. Tålmodigt betragtede hun ham, som hun lukkede ham ind på sit kontor, hvor hun betragtede ham, som han med undren gik derind. Hun forstod godt, at han var i forvirring, da hun uden et ord slæbte ham med ind i et lokale kun for dem, mens de ikke just var kendt for at have det bedste forhold til hinanden. Det morede hende også, som hun nød at se, at han virkelig ikke havde en anelse om, hvad der foregik i hendes hoved, men på den anden side, hvordan skulle han også kunne vide det? Hun var en hemmelighedsfuld kvinde, som hun ikke indvilgede nogen som helst i sine planer. ”Jeg ønsker at tale lidt med dig, og modtage din hjælp, hvis man kan beskrive det sådan,” sagde hun stilfærdigt, mens hun skubbede døren i. Med et svagt smil på læben, trådte hun over til skrivebordet, hvor hun tog plads på den ene stol på sin side af bordet. ”Bare tag plads,” sagde hun roligt. Hun havde let en gestus med hånden til, at han skulle tage plads må den modsatte side af bordet. Rolig forholdte hun sig, som hun ikke videre gav udtryk for, at hun havde ondsindede planer. Det var nu heller ikke en ondsindet plan hun var kommet op med, men på den anden side kunne hun ikke helt vide, om han ville føle smerte, når hun kastede magien på ham, for hun havde trods alt aldrig prøvet sig med det før nu. Hendes blik gled let over den opslåede bog, inden hendes blik vendte mod hans ansigt. ”Jeg hører, at du kommer særligt godt ud af det med en af de unge kvinder.. Sophie vidst. Holder hun dig mættet?” spurgte hun med en rolig, og dog alvorlig mine. Dette var faktisk vigtigt for hende at høre, som hun for dette skulle være sikker på, at han blev seksuelt tilfredsstillet, så han ikke kunne finde på at gå for vidt med et uventet træk.

[Deleted]

Det var naturligvis rart at høre lidt ros en gang i mellem, men det var dog ikke noget som Voltaire lod sig blive smigret af, eftersom han kun gjorde sit arbejde og det vidste hun godt, men han ville nok mere anse det for at være en forundring over at han faktisk kunne arbejde godt og ikke bare var trodsig som han havde været under deres første møde, da hun havde købt ham. Han kunne dog godt arbejde, da han var stærk og udholdende, og det var der ikke mange der forbandt en sensuel dæmon til, eftersom de fleste ville dømme en sensuel dæmon til at have arbejde som prostitueret, stripper eller elsker, og ikke noget fysisk hårdt arbejde, der skilte han sig dog ud, ligesom han vidste at mange andre sensuelle dæmoner gjorde, de var en misforstået race, skønt de var en del af en af de større og ædle slægte. Han vidste dog at der var mange der ikke kunne lide hans slags, netop fordi han kunne manipulere med folks lyster og få dem til at gøre ting de normalt ikke ville, det var dog ikke sådan at han var nogen voldtægtsforbryder, da han faktisk aldrig havde taget nogen imod deres vilje. Han vidste at Aleksandra ikke brød sig om hans væsen, skønt han var usikker på grunden helt præcist. Han svarede hende ikke, som han blot fulgte med hende ned ad gangen, ud i entreen og op på første salen. Han vidste ikke hvad hun ville med ham, men hun måtte jo næsten have en eller anden diabolsk masterplan, siden hun havde valgt at købe og beholde ham, for det var jo mere end klart at han ikke passede til hendes beskrivelse, ligesom hun ikke engang kunne lide ham. Som de nåede ind på hendes kontor, vendte han sig roligt mod hende igen. Han forstod ikke hvad han lavede her, eftersom han havde troet at hun nok snarere ville hive ham med ned i kælderen og torturere ham, men det var ikke sket. Han rynkede let brynene, da hun sagde at hun havde brug for hans hjælp, hvilket kun gjorde ham endnu mere forvirret. Hans hjælp til hvad dog? Han valgte roligt at tage plads i stolen foran hende, hvor han foldede sine hænder i skødet og vendte de isblå klare øjne mod hende igen. Han trak let på smilebåndet, da hun spurgte ind til hans seksuelle lyster, noget som hun tidligere havde været irriteret over at snakke med ham om, fordi han ikke havde talt om andet. Roligt vendte han blikket mod vinduet. ”Jeg tvivler på at, Deres Nåde, har lyst til at høre nogen detaljer,” svarede han roligt, som hans isblå øjne betragtede naturen udenfor, hvor han kunne ane noget af den store flotte have og ellers hvad der lå i udkanten af Atterlin. Han vendte roligt blikket mod hende igen. ”Men jeg klarer mig, den kære Sophie, er mere end villig til at give sig hen til mig,” svarede han sandfærdigt, hvor hans smilet endte en anelse kækt. Hans side fra sidst, lå endnu under overfladen, hvilket man tydeligt kunne se på ham. ”Men hvad skal De bruge min hjælp til, Mylady? Har De endelig valgt at give efter for Deres egne lyster og vil invitere mig med ind på soveværelset?” spurgte han morende, som han blinkede let til hende.

[Deleted]

Aleksandra var skam forundret over, at Voltaire rent faktisk kunne udføre et godt stykke arbejde, da han havde forekommet hende utroligt oprørsk, samt han havde virket som en mand der kun tænkte med de nedre dele. Der måtte dog være plads til andet end det seksuelle, siden han formåede at gøre, hvad han blev bedt om, hvor hun bestemt ikke havde regnet med, at han var stærk nok til at klare slavearbejdet. Det var dog en god overraskelse, som hun skam nød at blive positivt overrasket, da det kun faldt til hendes fordel i den sidste ende. Det var dog ikke hans arbejde ude i marken, hun ønskede at tale med ham om, da det faktisk ikke var af den årsag hun havde købt ham, men det havde han vel også selv sandet? Hun havde en dybere plan med ham, og at han kunne hjælpe hende på de udendørsarealer var kun en bonus, så det klagede hun skam ikke over, skønt de havde haft deres uoverensstemmelser for en uge tilbage. Det havde dog tydeligvis hjulpet at holde sig adskilt fra ham, da det tydede på, at han klarede sig, når hun ikke var i nærheden. De var dog nødt til at ses nogle timer i tide og utide, og dette var en af gangene. Den første gang, for at være helt præcis. Som hun satte sig i sin stol, lagde hun komfortabelt det ene ben over det andet, mens hun betragtede ham med et roligt blik. Da han så indskød, at hun ikke ønskede at høre nogen seksuelle detaljer, trak hun lidt på smilet. ”Du har ret.. Jeg behøver heller ikke at vide, hvad du detaljeret går og laver. Jeg behøver kun at vide, at du får opfyldt dine behov her,” sagde hun roligt. Det rørte hende ikke, at han var fuld i gang med en af hendes slavinder, da hun var ligeglad med, hvilket forhold hendes ansatte havde til hinanden, så længe de kunne opføre sig anstændigt og udføre deres arbejde ordentligt. At Sophie var yderst begejstret for Voltaire, var hun ligeglad med, da de godt kunne hygge sig med hinanden, så længe ingen blev tvunget til noget. Let løftede hun et øjenbryn, som han begyndte med sin kække tone, som han spurgte, om hun havde i sinde at tage ham med til sin seng. Det var ikke just tilfældet, som hun faktisk havde det helt modsatte i tankerne. ”Jeg må desværre skuffe dig og sige, at du ikke får æren af at nyde min krop.. Det jeg har i sinde er faktisk det .. modsatte,” sagde hun med et skævt smil. Roligt lænede hun sig ind over mahognibordet, som hun støttede sine albuer mod bordpladen, mens hun let foldede sine hænder. Blikket forlod ikke hans ansigt, som hun opmærksomt studerede ham. ”Siden du får stillet de lyster din race nu engang har, så går jeg ud fra, at vores aftale stadig står ved lige,” sagde hun sigende, som hun havde sagt til ham, at han ikke måtte forsøge sig med hende, hvis han havde en anden at ligge med. Det var risikabelt for hende at arbejde med en sensuel dæmon, men hvis planen lykkedes hende, så ville hun blive utroligt tilfreds, og det var i den sidste ende det vigtigste.

[Deleted]

Et sted havde Voltaire håbet på at Aleksandra ikke havde nogen videre og dybere plan med ham, hvilket han også var rendt rundt og håbet på, men det håb var langsomt faldet, da hun havde stoppet ham på gangen, hvor han havde forventet at de skulle ned i kældrene, men i stedet for gik de op og ind på hendes kontor, hvilket kun gjorde ham langt mere blank, for hvad ville hun så med ham? Han havde passet sit arbejde godt igennem den sidste uge, hvor han ikke engang havde snakket med Aleksandra, skønt han havde set hende af og til og hørte hende tale med nogle af de andre, såsom den gamle Odelia. Han havde ikke forsøgt at vække opsigt men holde lave profil og havde næsten håbet på at hun ville glemme ham, men heller ikke det var sket, da han nu sad med hende inde på hendes kontor, hvor hans hjerne næsten begyndte at knirke og knage for at finde ud af hvad hun egentlig ønskede med ham. Han vendte blikket en anelse kortfattet imod hende til hendes ord. ”Jeg får skam opfyldt mine behov, men jeg tvivler på at De har trukket mig med herind, for at udvise bekymring for mit velbefindende,” svarede han roligt, som han et sted indirekte bad hende om at gå til sagen, for han havde snart ikke længere tålmodighed til bare at sidde her og føre en samtale med hende, når hun havde trukket ham med herind af en grund, desuden fandt han det også dobbeltmoralsk af hende, da de begge to vidste at de ikke kunne lide hinanden, så hvorfor forgive at de kunne? Han skulle til at komme med en kæk kommentar igen, da hun så afsluttede sin sætning med at sige at hun ville gøre det modsatte end at nyde ham, hvilket ikke gav ham nogen mening. Han sad og stirrede på hende for et stykke tid, inden han let rystede på hovedet. ”Hvis De har i sinde af det modsatte, så kan jeg vel lige så godt gå tilbage til mit arbejde igen, så vi holder os adskilt fra hinanden, som vi har gjort igennem den sidste uges tid, Mylady,” svarede han en anelse utålmodigt. Hvornår kom hun dog til sagen? Han havde troet at hun var en direkte kvinde, men hun irriterede ham kun ved at trække tiden ud, da han lige så godt kunne lave noget nyttigt og hjælpe de andre med deres arbejde, da han vidste at han ville gøre sig upopulær, hvis han blev væk i længere tid, ganske vidst var det ikke hans skyld, men alligevel ville de bare tro at han også fik lov til at nyde Baronessens krop, hvilket nok ikke blev tilfældet. Han sukkede en anelse, som han selv valgte at læne sig ind over bordet, som et kækt smil gled over hans læber, hvor han denne gang så hende direkte ind i hendes grågrønne øjne med sine egne isblå, der bare det tydelige kendetegnende sensuelle skær. ”Så vidt jeg ved, lavede vi ingen aftale, men jeg synes at De skal komme til sagen, da jeg trods alt har mange andre pligter at tage mig af, end at sidde på min flade og nyde Deres vidunderlige selskab,” svarede han roligt, som han ikke tog blikket fra hende. Det var måske en anelse sarkastisk mente, men han gad ikke hendes små julelege! ”så fortæl mig, Deres Nåde, hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte han roligt, som han let hævede det ene øjenbryn i en spørgende mine.

[Deleted]

Det passede Aleksandra fint, at de ikke videre havde noget med hinanden at gøre, da hun på ingen måde fandt hans person som et underholdende selskab. Han gik hende derimod på nerverne, skønt det gik rimelig fornuftigt indtil videre, med det kunne også hurtigt ændre sig: Hun kunne faktisk allerede nu mærke på ham, at hans respekt havde været falsk, da hans flabethed allerede nu kom op til overfladen, da han helt begyndte at tale til hende i en tone, hvor han stillede krav til noget. Ikke noget hun videre brød sig om, da hun kun var interesseret i, at det hele faldt til hendes ønsker, men det tydede på, at denne mand havde i sinde at gøre en kamp ud af alt. ”Jeg troede, at du efterhånden havde fundet ud af, at jeg rent faktisk tænker på mine slavers velbefindende,” sagde hun stilfærdigt. Hun ønskede skam, at hendes ansatte trivedes her på slottet, og selvom hun hadede Voltaire, så var hun alligevel interesseret i, at han havde det fint her, og at han fik sine lyster stillet. Det hun havde i sinde krævede trods alt, at han var i fin stand, så hun kunne ikke risikere, at han ikke var ved sit bedste. Selv mente hun dog, at han fortjente et hul at rådne i, men det var også bare hendes mening, og det var også en mening hun ikke kunne lade komme til udtryk endnu. At han så gik hen og blev flabet igen og sagde, at det at sidde her med hende var det rene tidsspilde, mærkede hun igen irritationen rumstere i hende. Hun fortrød helt, at hun lige netop havde valgt at købe ham i stedet for en mere medgørlig sensuel dæmon, men det var desværre ikke tilfældet. Hun hang på ham, og nu kunne hun ligeså godt få det bedste ud af ham. ”Det er mig der sætter dagsordnen, min kære Voltaire, så hvis jeg ønsker, at samtalen skal foregå på denne måde, så vil den foregå på denne måde,” sagde hun bestemt, mens hendes blik også helt måtte blive hårdt. Med kølige øjne nedstirrede hun ham, som han bare brugte sin sarkasme mod hende, hvor hun mest af alt havde lyst til at gribe om hans ansigt og flå det healende sår op igen! Hun styrede sig dog, som hun i stedet bed tænderne sammen og stirrede ind i hans isblå øjne. Smukke og lokkende var de, men de var falske, ligesom den sensuelle dæmon i ham. Irriteret fnøs hun ad ham, som hun lænede sig tilbage i stolen igen. ”Din pligt er, hvad jeg sætter dig til, og hvis jeg ønsker, at du sidder på din flade i mit selskab, så er det det du vil gøre, uden at stille spørgsmålstegn ved det. Der er desuden en risiko for, at vi vil blive mødt af flere af disse sammenstød, hvis det jeg har i sinde ikke lykkes for mig dag.” Da han igen insisterede på at høre, hvad hendes plan var, vendte hun roligt blikket mod vinduet, som hun tænksomt gav sig til at betragte.. Dog kun for at irritere ham, da det tydeligvis ikke frydede ham, at hun trak tiden ud. Hun fugtede let sine læber, inden hun igen vendte blikket mod ham. ”Det jeg kræver af dig er, at du sender din sensuelle energi mod mig, efter at jeg har kastet en besværgelse på dig. Hvis det værst tænkelige skulle ske – at jeg skulle føle mig tiltrukket af dig – vil du stoppe øjeblikket, som du ikke har tilladelse til at reagere på det,” fortalte hun stilfærdigt, og med en alvorlig mine.

[Deleted]

Det så langsomt ud til at den gode tone mellem dem var ved at blive brudt, i hvert fald for Voltaires vedkommende, eftersom han ikke havde tålmodighed til at sidde her og lytte til hendes julelege, som de alligevel ikke fik noget ud af, for han havde skam andet at se til, da han trods alt havde alt det arbejde hun satte ham til og der var endnu mange druer der skulle plukkes og sættes ned i kælderen. Vinmarken var trods alt stor, så de havde brug for så mange mand til at tømme den hurtigst muligt. Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet til hendes ord, skønt det ikke just var et smil hans læber dannede, da han tydeligvis ikke var overbevist om hendes ord. Naturligvis tænkte hun på de andres velbefindende, men han tvivlede ærligtalt på at hun tænkte på hans. ”Hvorfor ikke droppe komedien? Vi ved begge at De ikke kan lide mig udstå mig, det ville slet ikke forundre mig, hvis De helst ser mig spærret inde nede i kælderen,” svarede han roligt, som han ikke tog blikket fra hende, som de sad der overfor hinanden. Hendes ord, fik ham til at bide tænderne sammen, som han lænede sig tilbage i stolen og lod hænderne lukke sig om stolens armlæn, som han nærmest måtte knuse omkring med sine hænder, da hun virkelig irriterede ham! Han havde lyst til at tage magten fra hende og flå hende levende! Han sendte hende et falsk høfligt smil, som hans mine var direkte sarkastisk i sig selv. ”Som De vil, Deres Nåde. Men De ønsker tilsyneladende at jeg skal være medgørlig, hvilket De ikke gør ved at sidde og spilde tiden, jeg er lige så utålmodig som De formentlig er til daglig. Og det er trods alt Dem der skal bruge min hjælp,” svarede han roligt, som havde han pludselig fået en del af magten, for hvis hun havde brug for hans hjælp og han nægtede, hvad ville hun så gøre? Straffe ham? Den tog han næsten mere end glædeligt end at sidde her og spille flink overfor en som alligevel hadede ham, hvor han ikke engang havde lyst til at være her. At hun fortalte at han kunne risikere flere af disse møder, fik ham til at rynke tydelig utilfredst på næsen. ”Ih, jeg kan ikke se andet end frem til flere møder med, Deres nydelige, smukke, fantastiske Nåde,” svarede han roligt, skønt sarkasmen ikke var til at tage fejl af. At hun så bare stirrede ud ad vinduet, fik ham til at lade en negle begynde at pille ved stolens armlæn af træ, som hun virkelig irriterede ham grænseløst! Hendes ord kom dog bag på ham, hvor han let blinkede med øjnene af forundring. ”Sig mig.. vil De forsøge at modstå mine evner? Tilgiv mig, Deres Nåde, men det er der ingen der kan, så det er næsten et tåbeligt forsøg De gør dem,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende, hvor smilet endte helt kækt og flabet på hans læber. ”Og det må da virkelig gå Dem på at det lige er mig der sidder her i mit sted, eftersom det kræver at De stoler på mig, og hvem siger at De kan det?” Sikke en magt han kunne få over hende og den turde hun virkelig at give ham? Det var meget risikofyldt, når han ikke brød sig om hende, som omvendt. ”Men.. Deres tillid er mig skam beundringsværdig.”

[Deleted]

”Hvis du bryder dig det mindste om din nuværende levetilstand, så ville jeg tie, hvis jeg var dig,” sagde Aleksandra skarpt i en advarende tone. Hun så ham skam helt i en fængselscelle, hvor hun kunne torturere ham, som hun ønskede, eller på en øde ø, hvor han kun havde sig selv at irritere. Hun hadede denne mand, men desværre havde hun valgt ham til sit forsøg, så hun kunne desværre ikke gøre virkelighed ud af alle sine tanker, skønt det ville være hende en sand fryd. Han var nødt til at være i en passende tilstand, som hun var nødt til at vinde en smule af hans tiltro, da hun ikke kunne have, at han forsøgte at vende hende ryggen. Da han begyndte at stille krav til hende, løftede hun dovent det ene øjenbryn, mens hun betragtede ham. Hun overvejede helt, om hun burde finde sig en mere medgørlig sensuel dæmon, men på den anden side, så ville hun gerne give dette et forsøg. Hun hadede desuden at give op, hvor det på ingen måde var hendes stil! ”Du skal nok få det hele at vide, når jeg siger til,” sagde hun afsluttende, som hun i den grad ikke ville diskutere med ham. Han var intet andet end en slave, så han kunne ikke tillade sig at stille hende sådanne krav. Han skulle dog nok få det hele af vide, som hun behøvede ham. Som han talte sarkastisk til hende, svarede hun ham ikke, da hun ikke ville synke ned til hans ringe niveau. Han var ikke videre begavet, så selvfølgelig vidste han ikke bedre. Hun vædede sine læber, som hun først betragtede udsigten fra kontoret, inden hun så mod ham igen. Klipningen havde i den grad gavnet ham, men hun var ikke her for at svime over hans ydre, som hun end ikke ville tænke over det. ”Og siden der er ingen der kan, så vil jeg gøre det umulige, og få det til at lykkes for mig,” sagde hun uden tøven, mens hun sendte ham et sikkert blik. Hun vidste godt, at de sensuelle dæmoner besad en stærk magi indenfor det felt, men hun var nødt til at finde en måde at modstå dem. ”Er det en trussel jeg hører? Jeg ved, at jeg sætter mig selv i en risikabel position, men jeg stoler på min tjenestestabel. Du har desuden fået en kvinde at tage med til din seng, og fået dit eget værelse, ligesom jeg lover at holde mig fra dig, på nær ved disse møder, så du burde ikke klage,” sagde hun stilfærdigt. Hun stolede ikke just på ham, men hun havde i sinde at give det et forsøg alligevel. Hun håbede bare, at hvis han valgte at gå imod hende, at hun så var stærk nok til at bruge sin egen magi imod ham. ”Kan jeg regne med din hjælp til dette?” spurgte hun roligt, mens hendes blik direkte søgte mod hans klare isblå øjne. Det krævede ikke særligt meget af Voltaire, da han bare skulle sende en sensuel ladning ud for derefter at stoppe, samt få kastet en besværgelse over sig. Om besværgelsen ville gøre ondt, kunne hun endnu ikke sige, men hun ville mindst føle ligeså megen smerte som ham, da hun muligvis ville blive udsat for en fysisk trang efter ham, og han var den person på jorden, som hun mindst ville være sammen med!

[Deleted]

Alt det høflige var tydeligvis ved at krakelere som de endnu engang var ved at blive trætte af hinanden, hvor hun var ved at blive hidsig og han forholdt sig kæk og flabet, kun for at provokere hende med vilje. Måske det ikke var smart, da hun trods alt havde givet ham et sår som måtte påminde ham om at hun ingen kærlig kvinde var. Da hun så også begyndte at advare ham, falmede smilet end ikke, som han blot sad og stirrede på hende med det næsten flabede smil. ”Som De vil, Mylady,” svarede han blot, som han ikke tog blikket fra hende, men blev siddende i stolen. At hun så bare trak tiden ud igen, var noget som gjorde ham direkte irriteret. Hun ville have hans hjælpe og hun regnede med at han ville hjælpe hende.. fordi? Hun var ikke andet end en irriterende mokke, der udnyttede sin magt, og han var ikke engang en rigtig slave! Hun irriterede ham grænseløst og mest af alt havde han lyst til at forføre hende, for at dolke en kniv i hendes hjerte, men på den anden side, så var det kun en nødløsning. Han kunne dog godt ane at hans flugtmuligheder ville blive meget små, hvis hun faktisk formåede at finde en kur mod den sensuelle udstråling, men alligevel, hvorfor skulle hun overhovedet finde en? Det havde han aldrig hørt om at nogen havde, så hvorfor skulle hun kunne? Han kunne selvfølgelig blive overrasket, men han måtte erkende at han ikke havde lyst til at det skulle lykkedes for hende og hvad nu hvis det gjorde, hvad ville hun så gøre ved ham? Han sad blot og kiggede på hende, hvor smilet var på hans læber, skønt det ikke just var fordi han var glad, da han faktisk mere sad og tænkte, eftersom han var nød til at sikre sig sin egen overlevelse. Hun var selv sikker på at det ville lykkedes hende, men han var ikke sikker på at det ville og han håbede på at det ikke ville, mest så han kunne hovere og sige: hvad sagde jeg. At hun så begyndte på sin lange tale om hvad han havde af godt og at hun stolede på sin tjenestestabel, fik ham til at himle ubemærket med øjnene, som han sukkede en anelse. ”Måske De stoler på de andre, men vi ved begge at jeg er den sidste De stoler på, det er De nød til i denne situation. Og De behøver ikke prædike om hvad ’godt’ De gør for mig, for selvom enhver nok vil være tilfreds med det, så er jeg ikke tilfreds med at være en slave, da jeg blev forrådt og tvunget til at være her, og nu hænger jeg jo så på Dem, hvor jeg jo næsten er desperat efter at slippe væk, hvilket gør at jeg ikke er til at stole på,” svarede han, hvor smilet ikke falmede fra hans læber, som han igen lænede sig ind over bordet. ”Men vi ved begge at jeg er nød til at blive her, og her er hvad vi gør. De lover mig at hvis det skulle lykkedes for dig, så hverken sætter De mig i fængsel eller slår mig ihjel, men så fortsætter jeg arbejdet som jeg har gjort hele ugen og som De selv sagde, var jeg forbløffende god. Og til gengæld lover jeg Dem at jeg hjælper Dem med dette, uden at stille spørgsmål og så kan De stole på mig,” svarede han roligt uden at han tog blikket fra hende, hvor han endte med at række hende sin hånd.