I'm comming back home..!

[Nathaniel Diamaqima]

Kroppen var måske ny, men sindet og sjælen, var uden tvivl den samme, hvilket Nathaniel også håbede, var det som gjorde udfaldet. Når alt endelig skulle komme til alt, så kunne han jo allerede nu se, at den arm på ingen måder var særlig god, og.. han tvivlede faktisk på om det var noget som han skulle være i stand til at gøre noget ved, for det så jo virkelig slemt ud! Liya havde uden tvivl gjort det fantastisk godt i den tid hvor han havde været væk, og han var utrolig glad for, at hun i det mindste havde gjort sig forsøget og taget sig af deres børn, nu hvor han selv ikke havde haft muligheden for det, for det betød jo selv forbandet meget for ham. At hun havde savnet ham så meget, at hun havde været rede til at følge ham, var en tanke som et sted glædede og varmede ham, men ikke desto mindre, så ønskede han hellere at hun oplevede det bedste og nød sit liv, og nu hvor han var der, så skulle han nok gøre alt hvad han kunne, for at sørge for, at lige præcis det, skulle blive tilfældet! ”Døden er heller ikke det værd, Liya.. Børnene vil uanset hvad, stadig have brug for dig, og nu hvor jeg er her, så agter jeg at vi samler vores lille familie igen, som vi var før i tiden,” fortalte han med en ro i stemmen. Selv der var han temmelig fast besluttet, og nu hvor Silia havde valgt at give ham denne chance, så var det ikke en som han ville lade gå til spilde, det var helt sikkert. Uanset hvad, så troede Nathaniel ikke på at Liya havde gjort skade på denne Caleb, også selvom det ikke just var et navn som sagde ham noget. Han valgte nu at se på Liya som uskyldig til det modsatte var bevidst, også fordi at han kendte hende, og som regel var i stand til at spore hendes løgne, hvis der var nogen, og det var ikke noget som han så noget af. Han trak svagt på smilebåndet. Han vidste skam godt, at Liya aldrig havde været ude på at erstatte ham, for det var slet ikke noget som lignede hende, så det var slet ikke noget som hun skulle være bange for. ”Jeg skal nok se hvad jeg kan finde på denne Caleb, og se hvordan han kom sig fra hændelsen.. Lige nu, er det dig som er min prioritet, min kære,” fortalte han roligt. I det indre, var han faktisk temmelig urolig, for han kunne jo se, at dette på ingen måder var særlig godt, og han bad til at han kunne gøre noget ved det! Som han lagde kluden mod hendes sår, så kunne han tydeligt se, at det brændt og det gjorde ondt, men.. hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han var jo nødt til at forsøge at rense det, så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. ”Jeg ved det godt, Liya.. Forsøg at bid det i dig, så er det overstået hurtigere end du aner,” sagde han roligt. Han rensede det varsomt, kun for stille at fjerne kluden igen, så det kunne få noget luft. Til sidst, så lagde han en ren og fugtig klud mod det, så det kunne køles en smule ned.

[Liya Daimond Diamaqima]

På trods af at Liya virkelig havde haft sien tvivl med henblik på Nathaniel i den nye krop, så var hun for længst blevet overebvist af hans måde at opfører sig på, for den var ikke til at tage fejl af! Hun var glad for at se ham.. mere end hun havde formået at udvise til nu, så udmattet og træt som kroppen var, så orkede hun knap nok at løfte en finger. Hun bed tænderne fast sammen mens han rodede rundt i det betændte sorg. Måske hun aldrig havde været den bedste til alkymi eller healing, men det tog ej heller nogen stor en af slagsen, til at se at det ikke så godt ud. På den anden side, så kunne Nathaniel jo klare hvad som helst! Træt lod hun de mørke øjne komme til syne bag tunge øjenlåg og tog ham i betragtning mens han arbejdede. Måske det var en ny krop, men hans alvorlige mine var den samme, hvilket kort fik hende til at trække på smilebåndet, det var rart at se at ikke alt ændredes. Hun sukkede og strøg en smule usikkert sin arm. ”D-døden er m-mere fristende når jeg ved det er hvor d-du er, Nathaniel. Jeg er i live fordi j-jeg engang for m-mange år s-siden, satte to børn til verden og lovede m-mig selv at jeg altid ville v-være der for d-dem,” svarede hun næsten lidt bestemt. Lige når det kom til Silia og Jophiel så havde hun følt sig alene.. hun havde opfostret dem selv de første mange år, og børnene havde ikke været særlig gamle da han var blevet syg, så hun havde båret den byrde som de havde glædet sig til at skulle være sammen om. Liya håbede inderligt at han troede på hende når hun sagde til ham at hun ikke havde gjort den mand ondt, for det havde hun virkelig ikke! Han havde forsøgt at hjælpe hende, og nogle havde forsøgt at give hende skylden, men det var ikke en hun ville påtage sig. Når det var sagt så var hun en smule urolig for hvordan han klarede den. Hun nikkede og lænede sig tilbage også selvom det gjorde frygtelig ondt. Igen sank blikket i, hvor hun i stedet forsøgte at koncentrere sig om sit åndedrag for at kontrollere den smerte som fulgte med hendes skade. ”T-tak Nathaniel. H-han er en g-god mand, og han var i temmelig d-dårlig stand da jeg forlod ham,” endte hun og bed sig i læben. Ved nærmere eftertanke burde hun ikke have ladet ham ligge, men hun havde gjort alt hvad hun havde været i stand til, og hun vidste ikke om det var nok eller ej. Hun skælvede kraftigt med kluden mod sin skulder. End ikke hun kunne skjule hvor ondt det gjorde, men det var for hendes eget bedste det vidste hun jo godt. ”B-b-bare få d-det overstået,” bad hun sammenbidt. Det at ligge stille var i sig selv svært. Hun åndede næsten lettet op idet han fjernede kluden og i stedet lagde den fugtige, kolde over så hun kunne køle lidt ned. Sveden drev ned over hendes ansigt, hun var virkelig ikke godt tilpas! ”K-klare jeg d-den?” spurgte hun roligt. På mange måder følte hun jo næsten at hun var ved at dø, og hun ville gerne vide det hvis det var tilfældet.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at han slet ikke havde været der på den måde, som han faktisk selv havde ønsket at være det. Nu som det var sagt, så havde han bare været nødsaget til at gøre det så godt som han kunne. De havde haft mange ting at slås med, og selv på trods af det, så var han stadig den samme alvorlige mand, som han altid havde været, og det var vel heller ikke fordi at det behøvede at være nogen negativ ting som sådan? Den alvorlige mine var uden tvivl den samme, som han gav sig til at undersøge hendes sår. Nu hvor han var i gang, kunne han uden tvivl se, at det på ingen måder så særlig godt ud. Faktisk så det virkelig slemt ud! Selvom det nu heller ikke var noget som man kunne se i hans mimik eller noget som helst, så hvilede et dybt i hans hjerte, at han virkelig frygtede, at han ikke kunne gøre noget som helst ved det. De mørke øjne søgte mod hende ved hendes ord. Det varmede ham, at hun havde taget den beslutning, selvom han havde ventet på hende på den anden side, så var hun ikke dukket op. Silia havde uden tvivl været hans trøst i det tilfælde, for hun havde han været i stand til at kommunikere med, og han havde om ikke andet, så forsøgt at lade hende passe arbejdet som dronning af landet. ”Og du har uden tvivl, formået at være der for dem, når jeg ikke har haft muligheden, Liya.. Og for det, er jeg stolt af, hvad du har formået at præstere med to af slagsen.. Nu har vi hinanden i dette liv, så synes jeg, at vi skal nyde den mulighed,” sagde han med en rolig stemme. Nu hvor han havde fået såret renset færdigt, så lagde han den kolde klud mod i stedet for. Hvem denne Caleb var, vidste han ikke, men hvis det var en mand, som hun havde haft det godt med, så var det uden tvivl, noget som han var nødt til at undersøge. ”Jeg lover at se hvad jeg kan finde. Du ved ikke hvor han holdt til? Manjarno? Dvasias..?” spurgte han videre. Et sted også for at tilkendegive respekten for, at hun faktisk havde formået at åbne op for en anden mand, for det lød til at denne mand, var en af slagsen som havde formået at sætte et særpræg på hende, hvilket var noget som han uden tvivl godt kunne lide, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han satte sig tæt ind mod hende, hvor han lagde den ene arm om hende, mens den anden holdt den kolde og fugtige klud mod hendes skulder. At hun så selv stillede spørgsmålet, var noget som han hurtigt bed sig fast i. Han bed tænderne en smule sammen, idet han roligt nikkede til hende. Han havde altid været elendig til at lyve, men at omformulere til sin egen fordel, var han efterhånden ved at være god til. ”Jeg lover, at du får det bedre, min kære..” sagde han med en rolig stemme, som han lænede sig frem og kyssede hendes tinding. Han frygtede for det værste.. også fordi at det virkelig så skidt ud.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde på mange måder følt sig alene i frygtelig mange år, men hun havde efterhånden lært at leve med det. Når det var sagt så var hun virkelig glad for at han var kommet tilbage til hende, også selvom hun virkelig havde forsøgt at klare sig selv og samtidig forsøgt at tage sig af børnene. Nu hvor hun tænkte tilbage, så havde hun jo faktisk været alene siden de var blevet enige om at få Silia og Jophiel, hvilket virkede som en evighed siden. Hovedet slog hun tilbage i puden og hvilede et øjeblik i den bløde seng. Hun var ikke naiv nok til at tro at såret var et af de mindre, for det var virkelig ubehageligt og boblede af betændelse efterhånden, men hun regnede bestemt ikke med at det var noget som skulle ende med at slå hende ihjel. Hårene rejste sig ved kluden, for den nedkølende følelse oven på den brændende hud var virkelig noget som gav hende kulegysninger! ”Jeg kan ikke lide dit blik,” konkluderede hun lidt usikkert og fugtede sine læber. Efter han havde fjernet kluden så var det lidt nemmere at komme til sig selv, for det andet havde været virkelig smertefuldt. Hun nikkede stille. Hun var stolt af deres børn, også selvom hun var ked af at det ikke var blevet det projekt som de egentlig havde påbegyndt, altså den egentlige aftale om at børnene skulle have været noget fælles, noget de havde sammen og taget i betragtning af de mange år hvor de havde forsøgt på at få børn, så var det bestemt ikke meget lettere. ”Jeg e-er stolt af dem, selvom -jeg er ked af a-at vi ikke formåede at g-gøre det til vores som sådan. Jeg føler at j-jeg h-har været alene i et halvt liv efterhånden,” erkendte hun og følte hvordan tårerne pressede sig på. Hun ønskede ikke at give ham dårlig samvittighed over noget som han ikke selv havde kunnet styre, som for eksempel sygdommen, men presset havde været for stort for hende alene, og det var vel altid noget at hun faktisk kunne se det og erkende det? Hun rystede på hovedet. Hun havde ingen idé om hvor Caleb kom fra, hun havde ikke set ham før. ”Je-jeg har ingen idé,” svarede hun træt. For et øjeblik lod hun blikket glide i og hvilede en smule. Så lang til Jophiel spillede så var hun rolig, for så ville han ikke brase ind og se noget son ville se meget mærkeligt ud. Liya vidste at Nathaniel ikke kunne lyve for hende, men at han derimod omformulerede en løgn var slet ikke noget hun havde øje for, hun stolede trods alt på at det han gav hende var sandheden. Hun ånded én smule lettet op og sendte ham et stille smil. Smerten og ubehaget føltes som om det ville slå hende ihjel, men det var svært at sige, og eftersom hun sad med en af tidernes største alkymister, så gik hun ud fra at han ville kunne gøre et eller andet. Hovedet lænede hun ind mod hans lår for at finde en smule tryghed. ”Læg dig ved mig,” bad hun med et dæmpet suk. Hun havde savnet at ligge ved hans side, lige nu var hun mere eller mindre villig til at gøre hvad som helst for at føle hans arme omkring hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at intet af dette, var gået som de ville have det. Børnene var noget som de skulle være fælles om, også selvom han ikke havde regnet med at det som var sket, skulle ske. Han havde heller ikke regnet med at skulle blive så syg da børnene havde været så små, og faktisk glide bort, for så at lade Liya sidde med det hele, hvilket faktisk var noget som han havde ekstrem dårlig samvittighed over. Han vendte blikket mod hende, som han let rystede på hovedet. Det vigtigste for ham lige nu, var at få hende rolig igen. ”Tag dig ikke af det min kære.. Nu er jeg kommet hjem, og det er vel også det vigtigste?” spurgte han roligt. Han lod kluden hvile mod hendes skulder, så det kunne køles ned, og så hun kunne slappe af. Alene tanken om at hun ikke havde opsøgt en healer eller andet som kunne hjælpe hende, fordi at hun vidste at han havde ventet på den anden side, var et sted en tanke som glædede ham, men samtidig også en som kunne gøre ham trist, for han ønskede slet ikke at dette var noget som skulle gå ud over deres børn. Han vidste at Liya klandrede ham for at være så meget fraværende, også selvom han slet ikke kunne gøre for det. Nu ville han bare gøre op for det i den tid hvor han havde hende ved sig, også fordi at han allerede nu kunne sige, at klokken havde slået, og at det kun ville være et spørgsmål om tid, inden det for alvor ville gå galt. ”Jeg ved godt, at jeg har været meget fraværende og meget.. væk, Liya, og det er jeg virkelig ked af. Nu er jeg kommet hjem, børnene har til nu ikke været afvisende overfor mig, så jeg er sikker på, at det hele nok skal gå,” sagde han roligt. Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Han forsøgte virkelig at holde masken, også selvom han allerede kunne mærke den knudelignende fornemmelse i halsen. Silia havde uden tvivl ventet for lang tid, og det var en tanke som han alligevel bare måtte bide i sig, for han kunne ikke gøre noget som helst ved det. Han trak vejret dybt, også mest for at samle sig. ”Jeg undersøger det for dig,” sagde han endeligt. At hun så gerne ville have, at han skulle lægge sig ned ved hende, var bestemt ikke noget som han havde det mindste imod, for han ønskede i den grad at have hende tæt ved sig igen, og bare.. nyde den tid som de nu skulle have. ”Kom min kære..” endte han dæmpet, som han varsomt baksede sig ned at ligge, hvor han roligt lod armene glide omkring hendes skikkelse, så han kunne trykke hende godt ind mod sin favn, også selvom han var utrolig forsigtig med hendes skulder. Han fik bakset sig ned at ligge i den stilling, hvor han lagde sig op af puderne, og hun havde ham at hvile godt og trygt ind til – ligesom de altid havde ligget sammen.

[Liya Daimond Diamaqima]

Alle deres planer var faldet til jorden hvilket ikke var noget vidunder eftersom det lod til at ske hver eneste gang. Liya var ked af at hun til tider måtte tage sig selv i tanken om hvor vidt de var ment til at være sammen eller ej, naturen havde gjort alt for at skille dem ad . Ligesom med Faith og Kimeya og nu var de for alvor gået bort begge to. ”Det er det vigtigste, men det ændre ikke på alle de år vi har mistet,” hviskede hun træt og kæmpede næsten for at holde sine øjne åbne. Hun havde virkelig savnet ham, også selvom følelsen af savn med tiden var blevet til en form for følelsesløshed. Hun havde forsøgt at opfører sig pænt og leve op til de krav som han havde sat til hende mens han havde været i live, og i det store og det hele var det lykkedes hende. Måske hun var syg og havde det direkte elendigt, men hun havde ikke taget mange liv og hun havde virkelig forsøgt at tage sig af deres børn. Såret var virkelig smertefuldt og brændte stadig efter eliksiren. Det havde nok været det bedste at søge til en healer lang tid før, men hun ønskede ikke at fremstå som svag og hun ville slet ikke give børnene flere bekymringer omkring hende end de allerede havde fra før af. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse, trætte og en kende intetsigende. Hendes krop var stadig dækket i sved, hun følte sig virkelig stegende hed. ”De e-elsker og forguder dig, Nathaniel. Jeg frygter i-ikke at de ikke vil lukke dig ind, d-du er deres far uanset hvad der er sket og hvor fraværende du har været. M-men det har været hårdt uden dig,” hviskede hun og følte tårerne samle sig i øjenkrogen også selvom hun virkelig forbandede det. Hun nikkede og lagde sig ordnetligt til rette i sengen også selvom det skete meget forsigtigt, for hun havde uhyggeligt ondt. Nu hvor han var der følte hun sig dog i kyndige og gode hænder, og med Jophiels søde, melodiske toner så skulle der ikke meget før hun faldt lidt mere til ro. ”Jeg vil ikke sove,” stønnede hun dæmpet og forsøgte at bekæmpe udmattelsen og trætheden. Nu hvor han var tilbage ville hun helst tilbringe tiden med ham, frem for at glide hen i søvnen. Liya rykkede ind mod hans skikkelse idet han valgte at glide ned ved hendes side, med armen omkring hende, dog uden at komme i berøring med såret, hvilket passede hende fint. Hun lagde i hans armhule og strakte armen en anelse selvom smerten igen gav hende tårer i øjnene,, men hun ignorerede den blot for at kunne lade fingrene glide mod hans bryst som det var hende en vane. Det føltes ikke som det plejede, han var ikke så markant som han havde været engang, men for nu gjorde det virkelig ingen forskel, for han var der trods alt. Flere gange måtte blikket glide i også selvom hun tvang dem op, det var ikke rette tid til at falde i søvn.

[Nathaniel Diamaqima]

Man kunne ikke ligefrem sige, at tingene var gået som hverken Nathaniel eller Liya havde ønsket det, hvilket jo faktisk var en tanke som gjorde ham trist, for de havde begge ønsket familien og at opfostre dem sammen. Nu var de blevet store, der havde altid været noget i vejen, og nu hvor han havde været væk i alle disse år, så vidste han jo at det personligt ikke ville blive alt for nemt at komme ind i kampen igen, men han vidste at han måtte, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. Uanset hvordan han vendte og drejede det, så vidste han godt at Liya allerede var ude, hvor hun ikke var i stand til at bunde, hvilket naturligvis, var en tanke som… skræmte ham, selvom han forsøgte ikke at lade det blive set. ”Jeg ved godt, at vi har mistet mange.. Det vigtigste i mine øjne, er at vi ikke giver hinanden op,” sagde han med en rolig stemme. Et sted også for at berolige hende, for han ønskede ikke at hun skulle bruge mere energi, end det som godt var, for det var jo slemt nok som det var allerede i forvejen. Tårerne meldte sig i hans øjenkroge, selvom han for alt i verden, forsøgte ikke at lade dem falde, selvom det bestemt heller ikke var nogen nem ting for ham. Han havde mange ting som han skulle vænne sig til, også fordi at kroppen var ny.. Det var bare ikke det samme som før. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende, selvom det alt sammen var ganske forsigtigt. Hendes ord, var noget som virkelig gjorde ham glad igen, også fordi at han havde brug for at vide at.. Jophiel selv, havde savnet ham. ”Jeg ved et godt kære.. Nu skal du bare slappe af..” sagde han med en dæmpet stemme, som han roligt lagde armene om hende. Hånden mod hans bryst, fik ham let til at lukke øjnene, inden han roligt kyssede hendes pande. Det var måske ikke det samme som det plejede at være, og nu hvor han vidste, at han intet kunne stille op… så ville han hellere give hende den gode sidste tid, som han nu var menneskelig i stand til, selvom det bestemt heller ikke var nemt at bare lade som alt var fint, når han vidste, at det forholdt sig komplet anderledes. ”Sov du bare min kære.. Jeg vil være det første du ser igen, når du slår øjnene op igen..” sagde han med en dæmpet stemme. Dynen trak han yderst varsomt op over hendes krop, som han roligt lagde hånden mod hendes, som han strøg ganske let. En tåre gled lydløst ned af hans kind, selvom han virkelig gjorde sit for at undgå at hun skulle lægge mærke til det. Tanken om at skulle miste hende, når han endelig og lige var kommet hjem, var virkelig dræbende! ”Sov godt min skat,” afsluttede han endeligt. Han kunne jo mærke på hende, at hun slet ikke havde det særlig godt, selvom det slet ikke gjorde situationen bedre.. Han ønskede at stoppe hendes lidelse.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya var kommet ud hvor hun ikke kunne bunde. I takt med årenes løb var de drømme hun havde fundet i sin familie, langsomt blevet knust. Nathaniel var blevet syg og havde glemt alt om hende, og hun havde ikke lyst til at fortælle ham hvor frustrerende det havde været at komme ind på sit eget soveværelse men uden at kunne ligge sig ved siden af sin egen mand fordi han ikke havde husket hende. ”Jeg giver dig aldrig op.. det kan jeg ikke,” hviskede hun træt og betragtede hans bryst nu hvor hun havde fået mulighed for at ligge sig ved hans side. Duften var anderledes, hvilket hun lige skulle vænne sig til, ligesom hun skulle vænne sig til at hans krop føltes meget anderledes under hendes fingre. De mørke øjne var igen gledet i skjul bag de tunge øjenlåg. Det var begrænset hvor meget mere hun kunne kæmpe og stå imod udmattelsen. Hans tårer bed hun sig ikke på nogen måde fast i. Han havde lovet hende at det hele nok skulle gå, at hun ville få det bedre, så hun var ikke urolig for hvad der ville ske med hende. ”J-jeg slapper af,” fortsatte hun dæmpet og smilede en smule for sig selv. Smerten svandt en smule bort nu hvor hun lå sammen med ham og fik andre ting at tænke på. Læberne skiltes i et let smil ved tanken om at hun igen lå og kunne høre hans hjerte banke ikke langt fra hendes ører. Hun tog imod hans kys og sukkede stille. Det var rart at vide at hun for en gangs skyld ikke var alene. ”Han spiller smukt.. vores dreng,” endte hun mere eller mindre sovende. Hun sagde hvad hun tænkte i et forsøg på at holde sig vågen men det begyndte langsomt at være en tabt kamp. De søde toner beroligede hende, vuggede hende langsomt ind i søvnen. ”Lov.. mig..d,” længere nåede hun ikke før hendes åndedrag blev langt tungere, og kroppen faldt slap hen i den søvn som hun gennem lange tider havde forsøgt at forhindre. Hun vidste ikke hvad det ville betyde for hende senere. Sveden drev af hende også selvom kroppen lå og skælvede ind til hans for en stund. Der var intet dramatisk ved det, men hendes hjerte havde kæmpet en brav kamp mod infektionen, og hun havde ikke gjort det bedre ved ikke at søge en healer eller slappe lidt af. Ved det sidste lange åndedrag valgte hendes krop langt om længe at opgive den ellers brave kamp hun havde kæmpet. Liya selv bed sig ikke fast i at søvnen blev så dyb at hun ikke ville være i stand til at komme ud af den igen. Nathaniels arme var trygge og varme, og dem kunne hun ikke forestille sig at skulle forlade.. nogensinde igen.

//Out.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt at tiden var knap, så var det slet ikke noget som han kunne få sig selv til at fortælle hende det, nu hvor hun endelig havde muligheden for at slappe af og lade ham passe på hende. Selvom tårerne roligt trillede lydløst ned af hans kinder, så kunne han et sted dybt i hans sind, slet ikke lade være med at klandre Silia lidt for ikke at have vækket ham langt tidligere, eller at Liya havde ladet Silia kigge på det, før det skulle gå hen og blive så slemt, som det nu var blevet. Han strøg hende roligt over håret, kun for at kysse hendes pande. Nu var han langt om længe kommet hjem igen, og det var noget som han naturligvis, var frygtelig, frygtelig glad for. ”Som jeg heller aldrig har opgivet dig min kære.. Ikke foruden den ene gang jeg gjorde den største og fatale fejl i mit liv,” sagde han med en dæmpet stemme, som han roligt vendte sig mod hende endnu en gang. At hun slappede af, kunne han mærke på hende, hvilket naturligvis var en tanke som glædede ham. Han lukkede roligt hånden omkring hendes, som han næsten knugede omkring, for at mærke hende ved sig. ”Det.. det er godt Liya,” sagde han med en dæmpet stemme, som han vendte blikket roligt i retningen af hendes skikkelse. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes, som hun påpegede at Jophiel spillede smukt fra værelset inde ved siden af. I sig selv, så var det kun et tegn i sig selv på at det var ved at være slut.. Han var virkelig kommet for sent, hvilket næsten var det værste som han længe havde oplevet. ”Han har et fantastisk talent, min kære,” sagde han endeligt, som havde det været i et forsøg på at samle sig, så var det tydeligt, at det ikke rigtigt var noget som gik helt for ham. At hun så gled mere og mere væk, så gjorde det jo også det hele tydeligere for ham, at.. det var nu det hele var ved at gå galt. Han lukkede øjnene, som han mærkede at hun blev helt slap i hans arme, og åndede tungt ud – det sidste åndedrag. Han trak vejret lettere hiksterende, idet han satte sig en anelse op, hvor han trak hende mere op i sine arme. Han lovede at blive der, og give hende den rolige overgang, som hun tilsyneladende havde haft brug for. Han havde fået noget tid med hende, hvilket selvfølgelig var det vigtigste for ham. ”Sov godt min skat.. Jeg elsker dig, frygtelig, frygtelig højt..” hviskede han, som han lagde hånden under hendes hage, kun for at vende hendes blik mod sig, som han skænkede hende et dybt kys, velvidende om, at det slet ikke var noget som hun kunne skænke ham igen. Han lagde hende roligt ned i sengen i stedet for, kun for at pakke dynen godt omkring hende. Sådan som hun så ud, og sådan som hun havde det, så .. var det vel bare på tide, at få endt den lidelse som hun tilsyneladende havde gået rundt med i alle disse år, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre af den grund. Han forlod værelset. Han var nødt til at tænke rationelt, og han skulle have fat i Silia hurtigst muligt.

//Out