I'm comming back home..!

[Liya Daimond Diamaqima]

Årene havde været lange og triste uden Nathaniel ved sin side. Liya havde dog erkendt hans død, og langsomt var hun begyndt at acceptere tanken ligeså selvom det ikke var nemt. Overfor deres børn, forgav hun at tabet ikke havde ændret hende, og den grumme sandhed var netop at det var sandheden.. hun havde ikke ændret sig, ikke til det bedre vel og mærke. Lysten til at gøre andre ondt, var blevet stærk i hende, dog havde hun denne gang forsøgt at beskytte sin søn overfor fremmede indtrængen. De mørke øjne betragtede ham uden genkendelse. Det eneste der var at sporer i dem var had.. et had som gav hende en farlig følelse af styrke. Selvom Nathaniel ikke havde været der, så havde hun forsøgt at leve efter det han havde givet hende, men hun følte sig bundet.. svag og forsvarsløs, og det var først nu gik gik op for hende. Kniven hamrede hun ned i jorden ved siden af, hvorefter hun i stedet lænede sig ned over ham og skænkede hans læber et intenst kys. Måden han gengældte det på, bekræftede kun hans forklaring om at det var ham. Måske kroppen var anderledes, mens han kyssede hende på den forsigtige og dog intense måde. Idet hun trak sig tilbage, førte hun langsomt fingrene til sine læber og strøg dem uforstående. Den blide vind ramte hendes pludseligt blege kinder, forsøgte at berolige hende også selvom det ikke virkede denne gang. De mørke øjne gled kort mod kniven for igen at søge overvejende til hans bryst. Selvom hun nåede frem til ikke at gøre skade på ham, så blev hun siddende oven på ham, hvor hun havde en følelse af kontrol. ”Nathaniel.. jeg magter virkelig ikke at høre på et hav af bortforklaringer. Måske du er en healer, men det var stadig en løgn.. du ved hvordan jeg har det med løgne,” påpegede hun en smule advarende, inden hun endte med at rejse sig, og børste skidtet af sin nederdel. Hendes hænder rystede, også selvom det ikke var noget hun selv bed sig synderligt fast i det, hun var blevet så vant til det efterhånden. ”Det er irrelevant. Jeg hader når du lyver for mig,” mumlede hun sammenbidt og førte hånden mod sin skulder. Det brændte og det sved, som det havde gjort i uger efterhånden. Hendes pande var ligeså prydet af et tyndt lag sved som følge af feber. Bare det at være ude på denne ellers smukke dag, fik hende til at fryse af helvedes til. Selvom hun var lettet over at se ham i live, så var hun vred, frustreret og overvældet på samme tid, og det gjorde det svært for hende at finde ud af hvordan hun skulle reagere. På den ene side elskede hun ham af hele sit hjerte, men på den anden side, så huskede hun næsten ikke hvordan det føltes at være sammen med ham, desuden så havde hun følt sig mere fri end nogensinde, de sidste mange år hvor hun ikke havde haft ham til at holde hende fanget med reb. Armene lod hun søge omkring sig selv og bakkede langsomt tilbage mod døren, dog lod hun den stå åben som tegn til at han kunne følge med. Kysset havde på trods af alt, formået at overbevise hende, desuden så var det kun ham der kunne tale sig ud af problemerne på den måde, hvilket irriterede hende lidt!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at det var med en risiko uden lige bare at søge hjem, selvom han naturligvis håbede på at han ville få muligheden for igen at krybe under huden på hende, værne om hende og hjælpe hende tilbage på den rette sti, før det for alvor ville gå galt, for den skulder var altså ikke god, og nu hvor han så det hele med sine egne øjne, så gjorde det ikke just sagen meget bedre for ham! Han var bekymret og ikke mindst bange for at miste hende, nu hvor han havde fået muligheden for at komme tilbage, også selvom det havde været kraftigt mod hans vilje at det var sket, så var han naturligvis glad for muligheden. Døden skulle man ikke lege med, og det at deres elskede datter faktisk havde formået at gøre det, indikerede kun en styrke i hende, som han altid havde vidst ville være til. Før eller siden ville hun overgå ham, og det vidste han. Ikke fordi at tanken gjorde ham noget. Tvært imod, så fyldte den ham med stolthed. Kysset var roligt, forsigtigt, men dog intimt og tydeligt med en længsel, for det var virkelig mange år siden han havde mærket hende så tæt på – hvor han faktisk havde været i stand til at huske og mindes det om ikke andet. De sidste år i livet, var knapt noget som han kunne huske.. Han kunne huske brudstykker ind imellem, selvom det naturligvis ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. De mørke øjne kom atter til syne, som hun brød det. Han trak vejret dybt, idet han så til at hun bare.. rejste sig. ”Jeg ved det godt.. Tilgiv mig..” fortsatte han idet han roligt valgte at rejse sig. Han gjorde det ganske roligt, da han heller ikke ønskede at appellere til noget overilet, for det var da slet ikke noget som ville hjælpe nogen af dem, og det vidste han skam udmærket godt. Han søgte roligt indenfor efter hende, hvor han roligt lukkede døren efter sig. At Jophiel var der, kunne han høre udelukkende på musikken.. Det var som om at det var noget som frembragte ham nogen minder, som gjorde at han næsten automatisk måtte slappe af. At lyve for Liya, var ikke særlig smart, og det vidste han godt, men.. hvad skulle han da gøre? Hvis han var komet brasende og bare påstået det ene eller det andet, så havde han da uden tvivl ligget død udenfor døren lige nu, og det var heller ikke noget som han var det mindste interesseret i. Han nikkede roligt, som han søgte hen til hende, hvor han roligt, men varsomt lod hånden glide mod hendes kind, som han strøg ganske roligt og ganske let, da han heller ikke ønskede at hun skulle gå helt i selvsving, dersom det var noget som han ellers kunne undgå i den anden ende. ”Jeg ved det godt Liya.. Men nu ved du det er mig, og jeg gjorde det trods alt kun i god mening, netop for at.. undgå det her.. Lad mig se på den skulder, inden det går helt galt.. Jeg ønsker ikke at miste dig, nu hvor jeg er her,” endte han roligt og med en ganske sigende mine.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya vidste ikke hvordan pokker hun skulle reagere på, at Nathaniel endnu engang var vendt hjem og tilsyneladende med sin hukommelse i orden. Hun havde netop vænnet sig til tanken om at skulle undvære ham, hun var sågar begyndt at overveje at søge til Caleb for at kunne ligge eliksiren til side, for selv med den følte hun smerten også selvom bare bed den i sig. Hvorfor var det at han slags altid skulle være så forbandet utilregnelige?! Uden videre rejste hun sig og stod på skovbunden med de nøgne fødder, også selvom det slet ikke var en smerte der påvirkede hende mere, for det var intet i forhold til den hun havde i sin skulder. De mørke øjne så fra træerne hvis grene svajede i den milde vind, og så til hans skikkelse idet han rejste sig. På en eller anden måde var hun vred på ham, også selvom han.. jo faktisk ikke havde gjort det mindste. Selvfølgelig var hun også glad for at se ham, forvirringen overskyggede det bare i dette tilfælde. Hendes krop skælvede, men om det kom som følge af de tanker hun gjorde sig, eller om det var endnu et symptom med henblik på den infektion som hun vidste at hun havde fået i skulderen, hvorfor skulle den ellers se ud som den gjorde og gøre hende direkte syg? Om Caleb var overlevet vidste hun ikke, hun tiggede og bad for han havde ikke fortjent at gå i døden, til dels havde han jo mindet hende om den mand hun nu stod foran. Liya nikkede blot tavst til ham før hun bakkede tilbage i hytten, hvor søde toner fra violinen ramte hende. Hun lukkede øjnene for et øjeblik for at lade dem fylde hende. Selvom det var fristende til at blive stående, så ønskede hun ikke a Jophiel skulle vide noget endnu. Hun var end ikke i stand til at finde ud af forvirringen, så hvordan skulle han dog kunne? Duften af den kage hang tungt i hele hytten. Hun strøg roligt hen til stenovnen hvor kagen allerede var sat over kuldet. Allerede nu vidste hun at den ikke var blevet så god som hun havde ønsket, hun havde dog aldrig regnet med at Nathaniel faktisk ville dukke op til at kunne smage på den, den var trods alt bagt for hans skyld, Liya vidste hvor meget han havde elsket den. Uden at gøre brug af noget til at få den ud, primært i ren forvirring, tog hun fat om den varme fad, og satte den på køkkenbordet ved siden af. Hendes fingrer var endt helt røde. For et øjeblik kunne hun ikke rigtigt mærke sin skulder og det gik ikke op for hende, hvor ondt hendes fingrer gjorde efter det brændende varme fad. Tårerne vældede op i hendes øjne, idet hun atter hævede blikket mod hans skikkelse, som han også var kommet ind. Igen nikkede hun blot stilfærdigt og søgte mod ham. ”Følg med,” bad hun dæmpet mens hun endu holdt hænderne frem for sig, i forsøget på at give sine fingrer lidt luft, det gjorde virkelig ondt! Roligt førte hun ham med ind på deres soveværelse, fordi hun ikke ønskede at indvige Jophiel endnu. Værelset stod uforandret. Sengen var redt, hvilket afslørede at hun ikke sov i den i det hele taget, det fik hun sig ikke til. Glaskuglen stod på hans side af sengebordet. Engang imellem havde hun set i den, også selvom det var blevet i mindre og mindre grad med årene, det gjorde ganske simpelt for ondt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var atter hjemvendt og denne gang i en frisk krop med frygtelig mange gode år tilbage på bagen, hvilket han naturligvis var glad for, selvom det endnu var op til Liya, om dette var en mulighed som han skulle være glad for, eller om det skulle være de stik modsatte. Duften af kagen hang tungt i luften, hvilket i sig selv, var noget som fik hans læber til at skilles ud i et smil. Han så sig let omkring. Det var næsten som at være hjemme, foruden at.. der manglede nogen ting, men.. hvor var alle hans bøger? Alt som havde været.. hans? ”Det kunne næsten se ud som det er ynglingskagen som du er ved at bage?” endte han med en næsten håbefuld stemme, også selvom han hurtigt stivnede i minen, som han så at hun bare tog den ud af ovnen med sine bare hænder, for hun brændt sig da for pokker! Hurtigt søgte han hen mod hende. ”Liya..” endte han med en dæmpet og direkte bekymret stemme, også selvom hun slet ikke så ud til at reagere på det som sådan. Selvom han så tårerne i hendes øjne, så kommenterede han det endnu ikke, ikke før han faktisk lagde mærke til, hvor hun fulgte ham hen. Døren ind til soveværelset, lukkede han roligt i. Umiddelbart så det fuldstændig ud som hver eneste dag, foruden.. Det var måske en anelse støvet og mere end hvis det havde været typisk Liya, så det så slet ikke ud som om at det her var et sted, som hun i det hele taget brugte. Svagt bed han sig i læben, som han vendte blikket mod hende. Han forstod godt at det var forvirrende, selvom han nu var temmelig sikker på at selv Jophiel ville kunne forstå det, om ikke andet, så en smule bedre end hvad hun gjorde. Han søgte stille hen mod hende. ”Det ser slet ikke ud som du har været herinde i lang tid, min kære.. Kom.. lad mig se dine hænder..” bad han med en dæmpet stemme. Nu hvor han havde muligheden for at være i kontakt med hende, så ønskede han det jo faktisk! Nu med tanke på at det var Liya, så måtte han jo faktisk sige sig, at han var forbløffet over hvor godt hun faktisk havde klaret sig uden ham, hvilket han naturligvis var glad for. Nu hvor han havde muligheden for at gøre op for alt det som han havde gjort frem til nu – netop ved at være så fraværende, så ønskede han selvfølgelig at gøre op for det, også ved at vise at han var hjemme, at han var kommet for at blive, og at han slet ikke ønskede at forlade hende igen, for det gjorde han på ingen måde! Yderst forsigtigt greb han ud efter hendes hånd, som han vendte med håndfladen op, da han jo havde set at hun havde brændt sig. Huden var allerede rød. Han rystede let på hovedet. ”Forvirrer jeg dig..?” spurgte han endeligt, som han vendte blikket mod hende igen. Han ønskede hende jo slet ikke noget ondt!

[Liya Daimond Diamaqima]

Kroppen var uden tvivl ny og ukendt for hende, hvilket hun selvfølgelig havde reageret på i første omgang. Selvom det var en flot krop, så var det ikke Nathaniel. Uden den maske som hun havde tvunget over ham, og uden de mange sår hun havde bragt ham gennem årenes løb, så var Liya end ikke sikker på at han var den samme. I forsøget på at acceptere sit tab, havde hun efter hans død fjernet alt der mindede hende om ham. Soveværelset havde hun ikke besøgt, og stuen var ryddet for alt der mindede om bøger og alt andet som havde mindet hende direkte om hendes kære Nathaniel, hvilket også fik hytten til at virke fuldkommen tom. Duften af kagen hang tydeligt, Liya vidste at den var ved at være færdig, og hun tænkte slet ikke over det, da hun uden videre greb om det varme fad, hvilket brændte hendes fingre, og skabte en svidende sitren. Håndfladerne vendte hun op af, blot for at betragte dem næsten med ærgrelse. ”Det er det,” svarede hun lidt kort for hovedet og dæmpet eftersom hun ikke ønskede at Jophiel skulle høre dem. Den var besværlig at lave, men det holdt hende beskæftiget, desuden havde hun ikke lavet den siden han var gået bort. Uden et ord strøg hun forbi ham og hen mod soveværelset i håb om at bringe ham med, uden at vende hænderne. Hvor resten af hytten var pinligt rent, så var soveværelset støvet, hvilket var et tydeligt tegn på at hun ikke tilbragte tid derinde. Hun sov på sofaen og det havde hun gjort siden hans bortgang, hvor hun var vågnet op ved siden af hans døde skikkelse. Yderst forsigtigt satte hun sig på sengekanten og vendte de mørke øjne mod ham, mens hænder hvilede i hendes skød, endnu med håndfladen op ad. ”Jeg har ikke været herinde i lang tid... ikke siden din bortgang,” erkendte hun fraværende i blikket. Det var tydeligt at hans stemme ikke var den mest gennemtrængende i øjeblikket, men at det i højere grad var den stemme der som sædvanlig forstyrrede hendes sind og tanker. Hun lod ham tage omkring hendes hænder der allerede var røde og havde antydning til sår på grund af den varme hun havde udsat dem for, og endda i flere sekunder. Dog gjorde det ikke halvt så ondt som skulderen. Langsomt hævede hun blikket til hans. Hun endte roligt med at nikke til hans ord. ”Ikke at der er noget nyt,” tilføjede hun dæmpet, og så væk for i stedet at lade blikket glide ud af vinduet bag ham. I forhold til hans hænder, føltes hendes hænder fugtige og klamme netop på grund af feberen der gjorde hende brændende varm, uden at hun selv bed sig synderligt fast i det.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel måtte ærligt erkende, at han var bekymret for Liya, også selvom han kendte hende godt nok til at vide, at hun gjorde det bedst muligt, og det var naturligvis noget som han kun måtte sige sig, at være frygtelig stolt af, så det var i sig selv, heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han fulgte hende roligt ind på soveværelset, også fordi at det virkede til at det var derinde hun ville have ham. Her var støvet i forhold til resten af huset, som han havde fået lov til at kaste blik på. Hun var aldrig herinde, hvilket han tydeligt måtte se, at det ikke just var stedet som hun måtte opsøge mest, selvom det jo faktisk var en tanke som gjorde ham trist. I hvilken fatning han var gået bort, måtte han erkende, at han slet ikke kunne huske, da det var nogen af de ting som han slet ikke kunne huske. For hans del, så var det jo desværre kun små og enkelte brudstykker som han kunne huske i det hele taget, selvom det ikke just var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende af den grund. Han lod hende tage plads på sengekanten, hvor han roligt fulgte hende ved at glide ned ved siden af. Han nikkede til hendes ord. ”Jeg er ked af hvad der skete, Liya.. Jeg håber.. også af mit hjerte, at du vil være i stand til at lukke mig ind igen,” sagde han roligt. Han ville naturligvis give hende tid og rum, hvis det var det som hun havde brug for, for han forstod skam godt, at han ikke bare kunne komme brasende og kræve alt hvad der førhen havde været hans og få det igen. Han betragtede sig roligt af hendes hænder, som allerede viste tegn til kraftig forbrænding og kommende vabler. Et sted bekymrede det ham, at det forvirrede hende så meget. Han havde forventet en chokreaktion, men ikke just på den her måde. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse. Ganske vidst var kroppen ny, men sindet måtte endnu være det samme, og det var det som han håbede, at hun ville være i stand til at se, når hun ville falde ordentlig til ro. ”Du har klaret det flot mens jeg har været fraværende.. Hvis jeg nu vidste hvor du har placeret alle mine flasker og bøger, så kunne jeg hjælpe dig med dine hænder.. Men jeg tror vi skal fokusere lidt på den skulder.. Du burde have opsøgt Silia med det for lang tid siden..” endte han med en bekymret stemme, for det bekymrede ham faktisk at se hende på den måde! Han var selvfølgelig glad for at hun havde klaret det så godt, og faktisk holdt sig på måtten. Han slap stille hendes hænder, som han vendte blikket mod hende. Umiddelbart var han sikker på at han havde noget healende blandt alle hans flasker – hvis han dog vidste hvor de var henne, for han vidste jo ikke hvor hun havde sat noget af det efterhånden! Han trak vejret dybt. ”Jeg ved godt det er svært, Liya, men jeg er overbevist om at vi nok skal få det hele til at virke.. Og vi starter ved din skulder.. Hvor har du sat min taske..?” spurgte han sagte.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde altid forsøgt at gøre det rigtige, ikke kun for sig selv men også for deres børn. Hun havde forsøgt at stå stærk, forsøgt at leve efter de ønsker som Nataniel havde haft til hende, også selvom det ikke var lykkedes nær så godt som hun ellers havde ønsket. Hendes sygdom var til at skjule når det kom til Jophiel og Silia, men hun var ikke i stand til at narre sig selv eller den stemme som talte til hende i hendes sind. Soveværelset var temmelig ubesøgt, det var støvet og sengen havde ikke været ligget i, i adskillige år efterhånden. Liya havde ikke fået sig selv til at sove der siden hans bortgang. For en kort stund havde hun fået lov at føle glæde ved at han atter huskede hendes navn, men så kort tid efter, kortere end hun havde nået at registrere hans tilbagefald, så havde det været for sent. Hun var faldet i søvn ved glæden om at skulle tilbringe en aften med familien, og elske med ham for første gang i mange år, og de var end ikke nået til maddagen. Nu hvor hun igen stod i soveværelset så hun det for sig, også selvom hun intet sagde til det. Roligt blev hun siddende på det som engang havde været hans side af sengen. Hun lod blikket søge til hans og rystede blot afvisende på hovedet. ”Min kærlighed for dig døde aldrig, Nathaniel. Du ved såvel som jeg, at jeg end ikke er i stand til at holde dig ude af mit hjerte, omend guderne må vide hvor meget jeg før har forsøgt,” påpegede hun lidt sigende, før hun så ned på sine hænder, der føltes stramme og dermed næsten ubevægelige. Det havde været dumt bare at tage fat om fadet uden videre, men hun havde virkelig ikke skænket det en tanke. På trods af at han ønskede hende tilbage, så følte Liya ikke at hans krav var uretfærdige, hun tilhørte ham og det havde hun gjort i mange år, det kunne end ikke døden lave om på. Den ene håndryg strøg hun blidt hen over sin pande for at fjerne de mange svedperler som havde sat sig. Hun frøs og følte at hun brændte op på samme tid, desuden brændte hendes skulder forbandet meget. ”Jeg vil ikke have hende blandet ind i det! Det er ikke hendes ansvar at tage sig af mig, og slet ikke nu hvor hun har så meget andet at fokusere på!” endte hun bestemt. Hun ville slet ikke have at Silia skulle blive en del af dette, hvilket hun kun ønskede at understrege for ham. De mange flasker var alle pakket væk, også selvom hun skam havde sørget for at de lå skjult for børnene, også selvom det nok ikke gav mening, ingen af dem ville få gavn af dem. Et dæmpet suk slap hendes læber. [color=Dine bøger er nede i det gamle kammer sammen med mange af dine redskaber, men din taske og mange af dine eliksirer ligger under sengen.. jeg ønskede ikke at Jophiel skulle finde dem, han har trods alt ikke megen forstand på hvad det er,”[/color] svarede hun dæmpet og trak benene op under sig, så hun kunne sætte sig med ryggen op af hans gamle pude. Skulderen var ikke god, hun burde have fået den tjekket for længst, men så langt var hun aldrig kommet, primært på grund af egen stolthed og frygt, men sådan var det jo.

[Nathaniel Diamaqima]

Selvom Liya havde sine dæmoner at slås med, så var han slet ikke i tvivl om at hun virkelig forsøgte at gøre det bedst muligt, ikke bare for børnene, men et sted også for sig selv, selvom han vidste, at det på ingen måder var nemt for hende af den grund. Han var stolt af hende, og det ville han meget gerne være den første til at erkende, og det var ord som han sagde frygtelig sjældent. Støvet i soveværelset indikerede stort set kun at hun ikke havde været der siden han var gået bort, også selvom han måtte erkende, at han slet ikke kunne huske sin sidste aften på hverken den ene eller den anden måde, hvilket vel også var for det bedste for hans vedkommende? Han kunne se på hende, at hun ikke havde det godt, og han kunne næsten gætte sig til at hele hendes sidste visit herinde sammen med ham, nærmest måtte køre som en film for hendes blik, og det bekymrede ham. Han frygtede vel at hun skulle lukke af for ham igen, hvilket slet ikke var noget som han ønskede sig! ”Jeg ved det godt, men jeg ønsker ikke at lægge pres på dig.. Jeg kan godt forstå at det her må være en kæmpe omvæltning, i forhold til hvordan du har haft det igennem de sidste mange år,” endte han med en rolig og alligevel ganske alvorlig stemme. Han ville gerne give hende albuerum, men samtidig være der for hende, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt. At hun så til gengæld skulle tale til ham med den bestemt tone, havde han ikke ligefrem regnet med. Han sukkede let og nikkede så. Det kunne have sparet hende for meget, at opsøge hendes datter med det, for så ville hun slet ikke sidde og have det på den måde, som hun havde det lige nu! ”Okay.. Undskyld..” endte han med en mere dæmpet stemme, som han vendte blikket mod hende igen. At hun måtte fortælle at det hele var gemt af vejen, men flaskerne befandt sig under sengen, fik ham blot til at nikke. De burde virke endnu, hvis de var forseglet ordentligt, hvilket han gjorde altid – stort set. Tasken trak han frem, kun for at sætte den på sengen og åbne den, hvor han begyndte at rode den igennem for at finde de ting som han kunne bruge. To små flasker fandt han frem – en smertelindrende og en healende, da det var hvad han havde brug for lige nu, af hvad han kunne se om ikke andet. Han satte det andet på gulvet igen, kun for at tage pladsen ved siden af hende igen. ”Udmærket, så skulle det være til at ordne.. Tillad mig, Liya,” endte han roligt, som han søgte til hendes skulder, kun for at blotlægge den med frygtelig varsomme bevægelser, for at fjerne alt hvad der måtte være i vejen for det. At hun satte sig op af hans pude, sagde han ikke noget til, for lige nu var det bare vigtigt, at hun formåede at slappe af. ”Det er vigtigt, at du kan slappe af nu, min kære.. Jeg tager mig af den skulder først.. Det ser ud som det er det mest alvorlige lige nu,” endte han med en dæmpet, dog bekymret stemme. Han rejste sig igen. ”Jeg henter lige noget vand..” endte han roligt. Han var og havde altid været rolig i disse situationer, men når det kom til hans kære Liya… Så kunne det faktisk godt vise sig at blive en udfordring. Han forlod stille værelset, for at hente vand.

[Liya Daimond Diamaqima]

Altid havde Liya haft sine dæmoner at slås med, men hun forsøgte om ikke andet at bekæmpe dem, også selvom hun i mange år havde haft ham til at hjælpe hende med at kæmpe. Hvis der var noget hun havde indset de sidste par år, var det at det liv hun var blevet underlagt, aldrig havde været hende. Hun elskede sine børn og det huslige arbejde holdt hende beskæftiget, men det var ved sværdet og våben som helhed at hendes hjerte lå, det var der hun følte sig mere fri end på noget andet tidspunkt. Et sted frygtede hun vel lidt, at planerne om at leve det liv allerede var forsvundet nu hvor han var tilbage? Hvor meget han huskede, vidste hun ikke og i frygt for at blive ked af det, lod hun være med at spørge i det hele taget, de år havde været hårde nok for dem alle sammen, og særligt for hende som virkelig havde forsøgt at få ham til at føle sig hjemme og som en del af familien, men som oftest havde han næsten været bange for hende. Hun rystede atter på hovedet. ”Du vil slet ikke indviges i hvordan jeg har levet mit liv de sidste mange år. Det er en kæmpe omvæltning, men lad nu bare være med at gøre det mere højtidligt end hvad det er, Nathaniel,” bad hun en smule opgivende. Hun kunne ganske vidst forsøge at tage det roligt, men de vidste begge hvor det ville ende og hun ønskede ikke at trække tiden mere end det var nødvendigt. Liya bed sig let i læben og nikkede blot dæmpet idet han undskyldte. Hun ønskede ikke at Silia skulle blandes ind i det, også selvom det kunne have sparet hende for dette levende helved som hun nu var blevet en del af. Hun lod ham blot række ned under sengen hvor tasken stod – som hun havde sagt. Selv lænede hun sig tilbage uden at vise den mindste smule mistillid. De mørke øjne betragtede alligevel mens han fandt de to små eliksirer frem. ”Selvfølgelig,” endte hun upåvirket, og trak kjolen ned. Ikke kun så den blottede skuldrene, men hele det ene bryst. Såret var stort.. hun havde viklet det ind i diverse bandager, og selv gennem dem kunne man fornemme hvordan det havde blødt og hvor betændt det egentlig var. Blodbanerne i hele skulderen havde antaget en mørk misfarve som var ekstremt bekymrende. Det var ømt helt ned til brystet. Langsomt gav hun sig til at fjerne de gennemblødte bandager, hvilket kun afslørede et endnu værre og åbent kødsår, der næsten ikke kunne ses for betændelse. En drages mundhygiejne var trods alt ikke ligefrem den bedste, desuden havde hun ikke turdet fjerne tanden før flere dage efter. Et hæst støn forlod hendes læber, som hun slog hovedet tilbage go forsøgte at bide smerten i sig, mens han havde rejst sig efter noget vand. Hun vidste at han næppe ville blive glad for at se hende med et sår som det. Hvor vidt hun ville være i stand til at slappe af, var svært at sige når hun følte sig svag og afkræftet og desuden havde frygteligt ondt. Selvom døren stod åben, så skjulte hun ikke det blottede bryst, når først musikken ville ophøre havde hun noget at frygte, indtil da vidste hun at det kun var Nathaniel, hvilket der trods alt ikke var nogen farer i.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at han måske havde været temmelig hård ved Liya, men der havde jo altid været en mening bag det hele, og det var jo heller ikke fordi at hun var kommet med de vildeste protester. Han gjorde hvad han gjorde og hvad han mente var rigtigt, og når folk ikke rigtigt gjorde noget for at sige ham imod, så var det naturligvis hans overbevisning. Blikket gled mod hende. Hvordan hun havde levet livet, måtte han ærligt erkende, at han ikke rigtigt havde nogen anelse om. Han havde været omkring Silia i stedet, da hun var en som faktisk havde været i stand til at se ham, og været i stand til at føre samtalerne sammen med ham, hvilket han naturligvis var frygtelig glad for, for så behøvede han ikke at være helt alene eller forladt, og naturligvis var det noget som gjorde ham frygtelig, frygtelig glad! ”Jeg ved ikke hvordan du har levet livet, Liya, men jeg kan se at du har klaret dig, og som jeg ved, så er der ikke nogen dom eller kommende på vej, så jeg går ud fra at du har holdt dig på den sti, som jeg altid har ønsket dig.. Og som jeg ved du gerne ville gå på.. Hvordan skal jeg da ikke kunne være stolt af det..?” spurgte han roligt. Det var skam ikke fordi at han gjorde det til noget højtideligt, også selvom hun måske havde været alene, og der var meget som man måtte tage højde for som det var lige nu. Ikke fordi at det altid var noget som gjorde det meget nemmere for ham eller noget lignende. Som hendes bryst endte blottet, så var det ikke det som fangede hans opmærksomhed, men snarere det store sår på skulderen, for det var jo tydeligt, at hun havde ondt! ”Du er nødt til at holde dig i ro, min kære.. Jeg henter lige vand,” sagde han roligt, som han lod hende vikle bandagen af sin skulder, mens han gik ud for at fylde en skål op med vand, kun for at søge tilbage i retningen af værelset. Musikken spillede endnu, så han vidste, at de havde ro til det hele, hvilket også var noget som han havde det bedst med, for han ønskede at finde ud af det hele, så han kunne få Liya talt til ro – ordentligt til ro. Som han endelig nåede tilbage med en ren klud og en skål med vand, så vendte han blikket mod hende. Såret væskede mere eller mindre i betændelse, og det så på ingen måder godt ud. Han endte betydeligt mere stram i minen. Hvis hun bare havde valgt at søge til Silia, så havde det jo heller ikke ligefrem set sådan ud! Han sukkede let, idet han roligt lukkede døren igen. ”Godt, så lad os få kigget på det..” endte han dæmpet, som han satte skålen på sengekanten, kun for at tage let omkring hendes underarm tæt ved albuen. ”Det kan godt være, det kommer til at gøre temmelig ondt.. Sig endelig til,” bad han dæmpet, som han med den frie hånd, fik vædet kluden og begyndte at rense såret ganske varsomt og forsigtigt. Han ønskede jo slet ikke at se hende have så ondt!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya vidste at Nathaniel altid havde forsøgt at give hende et normalt liv, noget som hun aldrig havde haft. Han havde været hård ved hende i mange henseender, taget hendes frihed og hun havde affundet sig med, i den overbevisning at hun ønskede at være en kvinde bundet af hjemmet og af det huslige, det var trods alt noget hun havde gjort siden hun var barn. Det var med tiden gået op for hende, at hun slet ikke ønskede den slags. Selvfølgelig elskede hun at være mor for deres børn, men hendes liv havde forandret sig, hun havde forandret sig og han kunne ikke rette op på de mange skader som andre havde forsaget på hende. Hun bed sig let i læben og så ned, næsten skamfuldt. Netop fordi han var stolt af hende, kunne hun næsten ikke få over sig, at skulle fortælle ham præcis hvilken sti hun havde fulgt. ”Du af alle burde vide, at der ikke skal en dom til at afsløre mig. Jeg er bedre end det, Nathaniel. Du glemmer hvor stor en del af mit liv, mord er.. og altid har været,” tilføjede hun lidt sigende, uden at kommentere yderligere på hans ord. Liya vidste at han ikke brød sig om den måde hun havde levet sit liv frem til hun havde fundet sig til rette med ham, men sandheden var, at det var det eneste som fik hende til at føle sig fri. Brystet blottede hun , mest for at give ham mere end rigeligt plads til at arbejde på, en dragetand var trods alt ikke lille, og den havde gennemboret mere eller mindre hele skulderen. Det var mere held end forstand at hun havde overlevet. Sveden drev ned over hende, strøg i dråber ned over hendes kinder, mens han forsvandt ud af værelset og lod hende alene. Armene gled slapt ned i sengen ved hendes side. Hun forsøgte at slappe af som han havde bedt hende om, også selvom det på ingen måde var nemt, særligt ikke med et utal af tanker kørende i hovedet. Bandagen lagde hun ved siden af, også selvom den var ubrugelig sådan som den allerede var gennemblødt af blod og af betændt væske. De mørke øjne faldt igen på hans skikkelse, idet han kom ind og lukkede døren bag sig. Hun nikkede tavst og rykkede sig blote en smule så han ville være i stand til at sidde ved hendes side. ”Det skal jeg nok,” mumlede hun dæmpet og fulgte kludens vej fra vandet go til hendes arme. I samme øjeblik det ramte, følte hun det næsten stikke smertefuldt gennem hele kroppen. Hun bed sig fast i læben og lukkede næven fast omkring sengetøjet. Hun nægtede at sige av, der skulle mere til end som så, bare det at have fået den i skulderen, havde i sig selv været en pinsel, en større en end denne, det ville hun gerne være den første til at erkende. Hovedet lænede hun tilbage, mens hun forsøgte at trække vejret dybt ned i maven for at håndtere smerten. ”Jeg forsøgte at redde en ung mand,” stønnede hun hæst og kastede blikket ud af vinduet. Løgn var det jo ikke, hun havde forsøgt at redde Caleb, en god mand som havde været villig til at hjælpe hende til at leve livet, og nu vidste hun end ikke om han var i lige, hvilket var en tanke som nagede hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde kun forsøgt at handle ud fra hvad han anså som bedst. At det jo så var frarøvelse af hendes frihed, var faktisk ikke noget som han havde ment at gøre, men i takt med at hun var blevet bedre, så havde hun også fået det tilbage igen – gradvist ganske vidst, men hun havde fået det, for det var jo heller ikke meningen at hendes liv sammen med ham, skulle være et fængsel, for det havde han slet ikke været ude på, på nogen måde! Rollen som mor havde hun gjort utrolig godt, og det huslige holdt hende beskæftiget, og nu hvor han også var der, så var der vel også tid til så meget andet? Han ønskede jo trods alt at tilbringe den tid sammen med hende, også fordi at det var noget af det som han måtte vægte frygtelig, frygtelig højt. Uanset hvad, så var han stolt af hende, og det ville aldrig nogensinde stoppe. ”Der skal måske ikke en dom til for at fælde dig, men du har endnu formået at klare dig, og det er det jeg er stolt af, min kære,” endte han med en rolig og ganske alvorlig mine alligevel. Lige der kunne han stort set være ligeglad med, for nu hvor han var der, så var han af den overbevisning, at det hele nok skulle gå. Det var et mål i hvert fald, så det var noget som han agtet at holde helt og holdent fast i!
At se Liya sidde der med den skulder, var slet ikke noget som Nathaniel brød sig det mindste om, for det var jo tydeligt, at det på ingen måder så særlig godt ud! Ikke fordi at han kunne gøre det største ved det, andet end at forsøge at tage betændelsen og prøve at heale det, så var det noget som han agtet at gøre uden tvivl. Det bekymrede ham at se hende på den måde, også fordi at det slet ikke lignede hans Liya at være så.. hård, og den tanke gjorde ham faktisk bekymret. Han dyppede hendes sår frygtelig forsigtigt, for han kunne jo se, at det var noget som gjorde utrolig ondt på hende, hvilket naturligvis var noget som han ønskede at lindre så meget som det nu var ham menneskelig muligt! De stønnende ord, var noget som hurtigt fangede hans interesse. Hun havde forsøgt at redde en mand? Var det derfor at hun var kommet til skade? Han nikkede roligt, som han igen dyppede kluden i vand, som han endte med at vride op. ”Var det derfor det gik galt? Som jeg sagde, så kan jeg da se, at du om ikke andet har forsøgt at holde dig på den rette sti, min kære.. Og det er jeg glad for,” endte han roligt og med en sandfærdig mine, idet han roligt vendte blikket mod hende. Han hævede kort hånden som han strøg den mod hendes overarm, inden han tog om flasken. ”Det her kommer til at svide lidt..” endte han dæmpet, som han tog omkring kluden igen og dyppede væsken ud på den, kun for roligt at presse det mod hendes sår. Det ville trænge sig ind og nærmest skubbe betændelsen ud, så såret kunne heale ordentligt.

[Liya Daimond Diamaqima]

Den frihed hun pludselig havde fået da Nathaniel var gået bort, var steget hende til hovedet. Hun var en anelse stolt over at hun have formået at tage nogle valg som hun nok ikke ville have taget før hun havde mødt ham, men når alt kom til alt, så var hun den lille gadepige, det ville hun altid være, og hun havde faktisk ikke lyst til at ligge det fra sig igen. Det var dog ikke noget som hun turde fortælle Nathaniel, ikke nu hvor han faktisk var stolt af hende. Næsten skamfuldt så hun ned i sit skød. Det var svært at lytte til hvor stolt han var, med de tanker hun havde gjort sig og særligt på det seneste. ”Jeg lever da.. også selvom det nok er mere held end forstand,” erkendte hun dæmpet. Børnene havde forhindret hende i at tage giften, Liya vidste at de havde brug for hende af den grund havde hun tilsidesat sine egne behov for deres. Skulderen føltes som havde den tænkt sig at tage livet af hende, hvilket bestemt ikke var behageligt men hun gav sig ikke til at klage over den. Med de ting som hun havde været igennem før, så var smerten slet ikke i en liga der kunne få hende til at sige av eller skrige i smerte, hun havde altid været en hård kvinde, og hun ønskede ikke at andre skulle føle medlidenhed med hende. Selvom han forsigtigt dryppede vandet hen over såret, så gjorde det forbandet ondt. Tænderne bed hun fast sammen, mens hun tog et fast greb omkring sengetøjet for at undgå at vride sig fri fra kluden også selvom det var hvad hun havde mest lyst til. Måske det ikke gjorde nogen synderlig forskel at hun var kommet til skade for at redde en ung mand, men hun ønskede at klamre sig fast til de få ting, der kunne gøre ham oprigtigt stolt af hende. Hovedet slog hun mod væggen og forsøgte virkelig at bide smerten i sig. ”D-det va-var det. H-han hed C-C-Caleb. Nogle a-angreb o-os og en d-drageridder gav m-mig skylden, men j-jeg sværger at det i-ikke v-var m-mig,” tilføjede hun hurtigt. Hun havde intet gjort Caleb han var en god mand og det frustrerede hende at hun som den første fik skylden selv når hun intet havde gjort, hvor var retfærdigheden i det. At hun så havde slået dragerytteren ihjel, så hun ingen grund til at nævne.. endnu vel og mærke Ved hans strøg langs underarmen, faldt hun en smule mere til ro, hun kunne godt lide når han berørte hende. ”Bare få det overstået,” mumlede hun sammenbidt og tog med det samme et mere lukket greb omkring sengetøjet. Det havde bestemt ikke været en underdrivelse at det ville svide, faktisk så brændte det helt af helvede til! Hun stønnede hæst og lod blikket glide i. Der herskede ikke nogen tvivl om at hun led under behandlingen men bare ikke ønskede at vise det. ”F-for helved,” bandede hun en smule hidsigt. Måske det mest uskyldige udseende, men rent personligt var hun værre end en djævel hvilket hun godt vidste, det var trods alt noget af det som gav hende en enorm fordel.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde måske ikke været omkring hende, hvor han også måtte erkende, at han havde glemt frygtelig meget af det som han havde lavet, mens han havde været og ligget i døden, men det var nu bare sådan at det var. Så lang tid at Liya ikke ville afvise det hele helt, så var han bestemt ikke en mand som havde noget imod det, for han ønskede i den grad muligheden for at have hende tæt ved sig igen, da et trods alt var det vigtigste for ham. Hun havde klaret sig, også selvom han godt kunne se skammen i hendes blik og måden som hun handlede på. Han nikkede roligt til hendes ord, for han kunne skam godt forestille sig, at det ikke havde været nemt for hende, men børnene var vel den drivkraft som hun havde haft at klamre sig til? ”Og alligevel er du i live, og det er hvad jeg er glad for. Jeg kan godt forestille mig, at jeg kan takke børnene for meget af det. Jeg regnede med at du ville følge mig hurtigt.. Jeg er kun glad for at jeg tog fejl,” endte han med en dæmpet stemme. Han havde heldigvis taget fejl, ellers havde han da slet ikke haft nogen grund til at sidde der! Så lang tid hun havde vandret med den arm og den skulder, vidste han ikke, men det var alt for lang tid, og det var i den grad også derfor det ville gøre ondt, men det var nødvendigt! Hånden lod han roligt stryge over hendes underarm, også for at give hende følelsen af at han var der, for han ønskede jo trods alt, at hun skulle falde til ro, selvom han vidste, at det var meget at kræve af hende på nuværende tidspunkt. At hun havde forsøgt at redde en mand.. glædede ham faktisk, også fordi at han vidste hvordan hun havde haft det med det mandlige køn. At en drageridder havde angrebet dem, fik ham fast til at vende blikket mod hende. En drages mundhygiejne var bestemt ikke noget at prale af, for de var virkelig elendige til at holde den! Han sukkede tungt og nikkede så endeligt igen. ”Skal jeg undersøge denne Caleb for dig? Jeg tror på dig.. Desuden vil det ikke give en mening at skulle skade en mand, kun for at redde ham igen bagefter.. Du skal nok klare dig,” lovede han endeligt, som han dyppede kluden i eliksirens egen væske. Han skule nok få det overstået, også selvom han vidste, at det denne gang, var noget som ville gøre frygtelig ondt! I det store og hele, så var han faktisk kun glad for, at hun lod ham komme tæt på, da det alt sammen var noget som betød frygtelig meget for ham, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lagde kluden over, også selvom han kunne se hvor meget det brændt i hendes hud, og det var noget som han tydeligt kunne se på hende, var noget som gjorde ondt! At hun bandede og svovlede, var ikke noget nyt, selvom det var underligt at se hende så.. fast i det, men det var vel på grund af forvirringen? Han holdt kluden på plads, mens han roligt satte sig op til hende, så hun ville have ham at sidde op af. Han ville være der for hende, og det ville han være for resten af livet, hvis han fik muligheden for det! ”Jeg ved godt, det gør ondt..” Roligt vendte han sig mod hende, kun for at skænke hendes tinding et let kys.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya var endnu forvirret ved tanken om at Nathaniel var der igen, også fordi hun ikke genkendte hans krop, desuden så var det næsten svært at vænne sig til, at han igen huskede hendes navn, for det havde han ikke gjort i flere år, før han var gået i døden. Hovbedet lænede hun med væggen og følte hvordan svedperlerne dryppede ned over hendes pande. Hendes feber var virkelig høj efterhånden, hvilket også blev afsløret af den skælvende krop, også selvom hun virkelig forsøgte at holde den i ro, for ikke at gøre ham bekymret. Hun nikkede sagte og med trætte øjne. Efter flere uger med sygdom af denne art, så måtte hun erkende at hun følte sig opgivende, hun vidste at det var et spørgsmål om tid, før hun ville følge ham i døden, også selvom det vel var.. anderledes nu? Han var der jo, han skulle nok gøre hende rask. ”J-jeg ville f-følge dig. S-silia og Jophiel behøvede mig, m-men livet har aldrig v-været meget v-værd uden dig,” erkendte hun og følte hvordan tårer pludselig pressede sig på. Efter hun havde mødt ham, så var hun blevet.. svag.. hun havde let til tårer og hun var afhængig af det han kunne give hende, hvor hun ellers havde været en forbandet selvstændig kvinde, før hun havde fundet ham. Hun trak vejret ned i maven som han sad go rensede det væskende sår. Det var blevet frygtelig betændt gennem ugerne hun havde haft det, også fordi det ikke var kommet i behandling, uden ham ville hun næppe have overlevet, det havde dog været lidt idéen, eftersom børnene i så fald ikke kunne bebrejde hende. De blide strøg hen over hendes underarm, var noget som faktisk fik hende til at falde en smule til ro, også selvom det gjorde forbandet ondt. Hun rystede afvisende på hovedet. ”Det behøver du ikke, Natth. J-jeg ved i-ikke hvor han k-kom fra, men h-han frygtede mig ikke.. h-han mindede m-mig om dig,” hviskede hun og sank en klump. Det var ikke fordi hun havde været ude på at erstatte ham, men han havde måske været hendes vej ud af mareridtet. Nøje fulgte hun hans bevægelser med blikket. Det sved bare at han rensede det, så tanken om hvordan eliksiren ville virke, turde hun næsten ikke at skænke en tanke. Hun bed sig læben som han førte det over det, også selvom den brændende fornemmelser ramte hende øjeblikkeligt denne gang. Fast lukkede næverne sig om sengetøjet, mens hun kneb øjnene sammen, og tvang skriget tilbage i struben for at Jophiel ikke skulle høre dem. En gennemsigtig tårer trillede ned af hendes kind. Hun var langsomt gledet længere og længere ned i sengen, næsten som forsøgte hun at undgå kluden hvilket var umuligt. Selvom hun efterhånden var vant til smerte, så havde hun aldrig prøvet noget lignende! ”M-mon i-i-ikke,” stønnede hun hæst og bed tænderne frygtelig fast sammen. Når det var sgat, så var Liya mere end villig til at tage imod smerten for muligheden for at overleve dette, og faktisk bruge tiden sammen med ham, nu hvor han igen var hos hende hvilket hun slet ikke havde regnet med, kunne være muligt.