I'm comming back home..!

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ved at være midt på dagen, som Nathaniel langt om længe nåede den store skov som lå godt placeret i Procias. Det var ved at være mange år siden han havde sat sine fødder der, og selvfølgelig var det noget som efterlod ham med en yderst underlig følelse i sindet. Tænderne bed han en anelse sammen. Selvom han endnu ikke var helt på højkant endnu, så vidste han, at dette var det rette at gøre, også for Liyas vedkommende. Han havde været så meget omkring hende, også selvom han vidste, at det slet ikke var kendt for hende, så han vidste at det hele stod temmelig slemt til! Hans ben førte ham mere eller mindre igennem skoven, som han allerede vidste hvor han skulle gå hen. Det var en hytte som han selv med sine egne hænder havde bygget til ære for hans kære Liya, og det at vide, at det stadig var i brug, var selvfølgelig noget som kun gjorde det hele så mange gange bedre, også for hans eget vedkommende. Minderne var frygtelig mange fra det sted, også med henblik på deres kære børn som selv var blevet så store, at selv ikke han kunne begribe det efterhånden, for det var kun gået op for ham, hvor meget han egentlig havde misset omkring hans kære Liya, men også hans elskede børn. Det var ikke til at fatte!
Hytten viste sig for hans øjne, hvor han tydeligt kunne mærke hvordan hjertet direkte hamrede mod hans bryst, som han slet ikke kunne begribe det. Han trak vejret ganske dybt, som han roligt foldede hænderne over ryggen. Selv havde han brugt lang tid på at vænne sig til hans nye krop, nye stemme og hans nye ansigt, for det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for ham, for han følte sig.. sølle i forhold til hvordan han havde set ud tidligere. Han nåede roligt op til den store egetræsdør. Han kunne direkte stå og mindes hvor stort et besvær at det var få den lavet, men kun det bedste håndværk var godt nok for ham, også fordi at han havde regnet med at det var her han skulle blive gammel med Liya, samtidig med at det skulle være det sted de kunne trække sig tilbage, når det skulle blive nødvendigt, selvom det slet ikke havde været tilfældet, men nu hvor Silia havde været så gavmild at give ham chancen for det, så ville han bestemt heller ikke takke nej for det! Over ryggen havde han fået en lille taske med, med alverdens alkymi indenfor healing, fordi at det var tydeligt at det var nødvendigt. Han havde jo set hvordan hendes skulder havde set ud, og det var noget som helt klart havde gjort ham bekymret! Han så let ned af sig, inden han roligt tog om skjorten som han rettede lidt på, også selvom den alligevel endte en anelse skævt. Det var som regel Liya – og kun Liya, som kunne få den til at sidde ordentligt. Han hævede hånden inden han bankede på døren – afventende for om hun ville åbne op for ham.

[Liya Daimond Diamaqima]

Solen stod højt på himlen. Det var en smuk dag på trods af efteråret som havde fået træernes blade til an antage smukke farver før de ville falde til jorden om en måned eller to. Selvom Liya altid havde nydt naturen og det smukke vejr, så havde hun ikke bevæget sig uden døre i et par uger.. mere eller mindre siden hun havde mødt Caleb. Mange gange i løbet af dagen skænkede hun ham en tanke, udelukkende fordi hun bekymrede sig om hvor vidt han havde overlevet eller ej. Jophiel sad som sædvanlig på sit værelse og spillede søde toner, der kunne høres fra køkkenet hvor hun stod. Knægten havde været bekymret for hende siden hun var kommet hjem blodig, og med den tand i skulderen også selvom hun havde gjort sit bedste for at skjule det for ham. Han havde flere gange forsøgt at få hende overbevist om at tage op til Silia, eller få lov til at kalde hende til skoven så hun ville kunne tage et kig på det, men Liya selv fik en knude i maven ved tanken om at skulle stå til ansvar for sine børn på den måde, hun havde jo fået skylden for at stikke Caleb ned, og det ville hun ikke lægge på deres skuldre, desuden brugte de alt for megen energi på at tænke på hende frem for at skubbe dem selv frem i livet. Det burde være hende som beskyttede dem ikke omvendt, desuden havde hun mistet lysten til at kæmpe.. det havde hun gjrot for mange år siden. Den smerte der nu intenst havde sat sig i hende, var en hun bedre kunne tackle en fornemmelsen af at have det godt uden Nathaniel. Smerten var lettende, men i forsøget på at overbevise Jophiel havde hun stillet sig i køkkenet. Alle vinduer i hele hytten var åbnet på fulde blæs, det eneste der var lukket var døren. Sveden haglede ned af hende. Liya tørrede et par dråber bort med sin langærmede kjole, også selvom de hurtigt blev erstattet med nye. Ilden blussede ganske vidst i stenovnen hvor det ene brød allerede var sat ind. Hun forsøgte at holde sig selv beskæftiget men hendes hænder rystede så meget at hun knap kunne holde stand, benene truede med at knække under hende, og huden var så bleg at den næsten var gennemsigtig, hvilket for alvor kunne ses når hun som nu havde håret bundet op. Den langærmede kjole skjulte det det store, ømme sår inde bagved. Sådan som hun piskede i skålen, skænkede hun sig kun sig selv en konstant smerte, men hun var vant til den og var i stand til at bide den i sig selvom tårerne truede med at falde. Kagen skulle være helt perfekt.. det havde været Nathaniels ynglings men hun havde ikke bagt den siden hans død. Hun havde i det hele taget ikke stået meget i køkkenet, eller været hjemme. Det var ikke det samme mere. Hun var ikke i stand til at ligge i deres seng, og minderne om ham havde været så dræbende at hun havde været tvunget til at pakke alle hans ting væk, hvilket havde gjort hytten uigenkendelig og tom. En tårer strøg ned af hendes kind som hun næsten aggressivt forsøgte at ælte dejen.. den var blevet for tyk, hvilket var mere end bare en direkte frustration. Hun hamrede hånden ned i dejen og efterlod et mærke af knytnæven i frustration også selvom de lette bank på døren afbrød hende. Hurtigt tørrede hun den bort hvilket efterlod rester af mel på hendes kind, noget som hun ikke skænkede en tanke da hun nåede hoveddøren og åbnede den.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde holdt lidt øje med Nathaniel i den tid hvor han ikke rigtigt havde haft et sted at være.. Hverken det ene eller det andet sted, og dog, så havde han på sit vis, stået med en fod i hver lejr, også selvom han nu var glad for, at det var denne som han var revet i retningen af. Familien havde brug for ham, hvilket var noget som Silia havde ladet gå op for ham, og selvfølgelig ønskede han at stå der, når han endelig havde muligheden for det, for han ønskede ikke at hans bortgang lige så skulle koste Liya sin! Et sted meget overrasket over at giften ikke var indtaget igennem alle disse år, for det var for alvor gået op for ham, hvor mange år han egentlig havde været væk, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Et sted frygtelig nervøs for hvordan Liya ville tage det, for det sidste som de kunne bruge nu, var at hun skulle være afvisende, for hun havde brug for hjælp! At stå udenfor døren, var noget som føltes som en mindre evighed for Nathaniel, for han ønskede egentlig bare indenfor, at tage Liya i armene, skænke hende de dybe kys, de store ord og love hende, at han aldrig nogensinde ville forsvinde igen, for det var da noget af det sidste som han ville! Og nu hvor Silia kunne bekræfte for ham, at dette var en krop som ville holde stand igennem de næste mange år, så var han bestemt heller ikke den som skulle brokke sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.
Nathaniel rettede en anelse på tøjet, også selvom han vidste, at han slet ikke ville kunne leve op til Liyas standarder hvad angik hans beklædning, for hun havde altid skulle rette på ham bagefter. Ikke fordi at det havde været en tanke som direkte generede ham, for.. det var vel bare gået hen og blevet en af de mange ting som han havde savnet? Han kunne høre at der var fuld gang i køkkenet, også selvom han ikke troede på at armen ville være meget bedre af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt, som han havde ladet hånden hamre let mod døren. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst.. Det lignede jo slet ikke ham at blive nervøs! Et sted vel fordi at han var bange for at Liya ikke ville tro på at det var ham? Desuden vidste han at hun skulle overbevises, og det var han allerede klar over, ville blive en frygtelig langvarig proces i sig selv, og specielt hvis knægten var hjemme, så han skulle ud af huset uanset. Han vendte de mørke øjne mod Liya, som hun endte i døren. At se hende på den måde, var noget som næsten gjorde at han.. stirrede på hende. Hun havde det bestemt ikke godt! Han måtte vælge sine ord med omhu, dersom han ikke ville have døren i hovedet! ”Jeg er sendt af Dronning Silia af Procias.. Jeg formoder De må være Liya..?” Nathaniel vidste ganske vidst at det var en løgn at starte ud med, men han skulle jo trods alt starte et sted!

[Liya Daimond Diamaqima]

Hvad Silia havde haft gang i var ikke til at sige, Liya måtte ekrende at hun havde taget lidt afstand til hende efter hun var blevet sat ind som dronning, hun måtte trods alt være en travl ung kvinde, desuden havde hun en fornemmelse af at være lidt af en skamplet, det var ikke ligefrem nogen hemmelighed at hun var syg. På det seneste havde hun ikke rigtigt kunne lade være med at gøre sig tanker om hvor let det havde været før hun havde mødt Nathaniel. Dengang havde hun ikke haft den mest fjerne idé om at hun havde været syg, men levet i lykkelig uvidenhed, som den kolde og kyniske morder hun havde været.. og på bunden stadig var, det lå endnu i hende det havde hun trods alt fået bekræftet under Nathaniels død, flere mænd var faldet for hendes hånd, ikke så mange som det ville have været en gang men stadig nok til at ville kunne give hende problemer og skænke børnene smerte, hvilket var det sidste hun ønskede. Duften af det varme brød var efterhånden begyndt at brede sig i hele hytten også selvom det gik mere langsomt med vinduerne åbne. Lyden af de knitrende flammer der holdt gang i ovnen blandede sig med de søde toner fra Jophiels værelse. Han blev kun bedre og bedre, desværre oplevede hun at han trak sig meget i øjeblikket, måske fordi hun selv var blevet meget afvisende på grund af den intense smerte i skulderen, der i den grad kunne mærkes nu hvor hun tvang sig selv til at bruge den. Det var frustrerende at hun ikke længere huskede hvordan hun bagte den forbandede kage til Nathaniel, han havde elsket den, og det havde altid holdt hende beskæftiget for den var et helvede at lave, det huskede hun da nu.
Med lette skridt strøg hun hen mod døren også selvom hun lignede noget der var løgn. Det kunne være Gabriel som stod på den anden side, eller Jason, de to var primært de eneste som besøgte dem der og det passede hende faktisk fint, hun brød sig ikke om når der kom alle mulige rendende hele tiden. Der var spor efter mel både i hendes ansigt og på hendes tøj, ikke mindst i de smukke, mørke lokker der dog var bundet op. Et vindue klappede i da hun åbnede døren og dermed efterlod et gennemtræk. De mørke øjne faldt på manden foran hende. Hun havde aldrig set ham før, han virkede end ikke velkendt på nogen måde. Et slankt øjenbryn skød i vejret også selvom hun lod ham tale. En frygt voksede straks i hendes indre, idet hjertet sprang et slag over. For et kort øjeblik var der kun frygt at finde i det ellers så uskyldige blik. ”Har hun det godt? Der er vel ikke sket noget?” spurgte hun bekymret, for Silia havde aldrig sent nogle bud ud til hende før, ikke på denne måde. Den første indskydelse var at hendes lille pige var kommet til skade, hvilket også var en del af hendes frygt nu hvor hun allerede havde mistet sin mage gennem forbandet mange år, hun var meget over børnene og særligt fordi de allerede var udsatte i og med at de var deres børn. Døren åbnede hun helt og forsøgte at stryge lidt mel af kjolen, det var ikke fordi hun så direkte præsentable ud.. det gjorde han heller ikke, der var alt for mange folder på noget som næsten skabte en sitren i fingerspidserne for at få lov til at glatte dem ud. Forbandet være den mani!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var faktisk oprigtig bekymret for Liya, for det var jo tydeligt, at det denne gang, virkelig var ved at gå galt, selvom det nu ikke just gjorde det et hak bedre af den grund. Tænderne bed han let sammen, som han blev stående. Der var fuld gang i bageriet indenfor, hvilket man kunne dufte helt herude, hvilket næsten var noget som gjorde ham sulten.. Det var utroligt hvor meget man faktisk savnede den slags, for Liyas hjemmelavede bageri, havde altid været noget af det bedste, som han nogensinde havde været i nærheden af! Han havde været omkring familien lige siden han var gået bort, også selvom han vidste at Jophiel og Liya var dem som havde taget det hårdest, for Silia havde jo altid været i stand til at se ham og ikke mindst snakke med ham. Han var et sted nervøs.. meget endda, hvilket bestemt heller ikke lignede ham, men lige når det kom til denne situation, så havde han slet ikke nogen anelse om hvad han skulle forvente andet end en bunke afvisninger. Tungen strøg han let over læberne, som han forsøgte at rette tøjet en smule til, inden Liya valgte at åbne døren.
Lyden af det klaprende vindue, var ikke noget som han sagde noget til af den grund, for det var jo bare noget som man måtte tage med. Hvad angik hende derimod, så var det tydeligt, at den skade som hun havde påtaget sig, i den grad også måtte påvirke hende! Han havde normalt aldrig været den bedste løgner, men ikke desto mindre, så vidste han, at det var yderst vigtigt for ham, at komme ind over den dørtærskel, og meget gerne uden at døren skulle hamres direkte i ansigtet på ham! Han vendte de mørke øjne mod hende. Stod det til ham, så tog han hende i favnen, overdyngde hende med kys og skænkede hende de store ord, for det var jo hvad han havde mest lyst til! Dog ønskede han ikke at overfalde hende med for meget på en gang, for han vidste, at det i den grad var noget som ville gå galt før eller siden. Som hun tydeligt mistolkede hans ord, så rynkede han let på næsen, kun for at vende blikket direkte mod hende igen. ”Åh nej da.. Hun har det skam helt fint. Bedre nu om ikke andet.. Jeg er her og sendt hertil på hendes vegne.. Hun er bekymret for dig, Liya,” endte han ganske sigende, som han lod hovedet søge let på sned. Der var måske mange ting i ham, som var som de altid havde været, hvilket han jo heller ikke ligefrem kunne lægge til side bare sådan uden videre, for det kunne han jo trods alt heller ikke! Han betragtede hende roligt. Hun havde holdt sig så godt som muligt på måtten, og selvfølgelig var det noget som han var utrolig stolt af, for hun forsøgte, og mere end det, kunne han bestemt heller ikke kræve af hende, hvilket han var klar over. ”Hun er bekymret for din skulder.. Må jeg komme ind og kigge på den?” forsøgte han endeligt, også fordi at han helst ikke ville virke påtrængende eller noget lignende, for det var slet ikke hans intentioner i dette henseende! Han fik roligt tasken af sin ryg, som han satte ved sine fødder. ”Jeg er kongelig healer, kan man vel sige.. Den bedste af den bedste, hvis du spørger din datter,” tilføjede han med et let smil.

[Liya Daimond Diamaqima]

Den ømme skulder forsøgte Liya så vidt muligt at ignorere også selvom den brændte, men at udvise svaghed overfor en fremmede mand, der kunne der heller ikke blive tale om. Det måtte virkelig være Silia en loyal mand eftersom han turde tage turen ud i skoven og ud til hende, det var ikke en hemmelighed hvad hun var kendt for at gøre. Den kølige vind fik hende kun til at skælve yderligere, fordi sveden stadig piblede ned af hende. Benene skælvede farertruende som kunne de falde sammen under hende hvert øjeblik det skulle være. Hun lod de mørke øjne søge bagved hans skikkelse, og først nu gik det op for hende hvor flot en dag det faktisk var hun spærrede sig selv ude fra. Hvem hun egentlig stod overfor havde hun ingen idé om, i så fald så ville hun nok have skænket ham en del mere af sin interesse. Frygten for at Silia skulle komme til skade, særligt nu hvor hun var på slottet, var frygtelig stor, til tider holdt det hende vågen med et utal af knuder i maven, for hvad var der ikke sket med alle som havde været i besiddelse af den trone? Måske Gabriel var der til at beskytte hende, men selv han var svag efter Evelyns død, og hun blev ved med at huske den unge Kesicha, hun havde været på samme alder som Silia var nu, da hun brutalt var blevet kastet i døden. De mørke øjne betragtede ham en smule skeptisk også selvom han tydeligvis havde formået at gøre hende en smule bange. Hun hævede et øjenbryn. ”Bedre nu? Hvad er der sket, fortæl mig det,” bad hun en smule mere fast. Det var de helt små ting hun bed sig fast i, sådan havde det andet været. Kort hævede hun hånden og lagde et mindre pres under den ømme skulder, et sted i håb om at smerten ville lettes lidt. ”Du kan sige til hende at jeg har det ganske udmærket, og at der ikke er grund til bekymring,” svarede hun med et næsten opgivende suk. Det var uden tvivl Jophiel som havde sladret, hvilket var en tanke som irriterende hende.
Det forundrede hende lidt at Silia havde sent en mand frem for at komme selv.. faktisk så lignede det hende overhovedet ikke, hun havde virkelig forsøgt at kombinere familien med det hårde arbejde hun var endt med at få. Pludselig følte hun et stik af mistillid til manden, der var noget i hans forklaring som ikke passede. ”Min datter er den bedste ifølge hende,” påpegede hun med et mere skeptisk blik. Silia havde arvet sin fars arrogance, og hun vidste at hun var god.. bedre end alle andre foruden sin far som var afgået ved døden, derfor var hun nu den bedste.. ifølge hende. ”Fortæl min datter at hun selv kan komme og sikre sig om hun ønsker. God dag, Sir,” endte hun hurtigt og lod atter døren glide i. Den mand var ude på noget og hun ville bestemt ikke tro på at det var Silia selv som havde sendt ham, pludselig følte hun sig en smule utryg. Hun strøg roligt hen til sit bagværk og greb omkring en kniv, bare for at have noget at forsvare sig med i tilfælde af at det skulle blive nødvendigt, måske hun var skadet men det var stadig hendes opgave at vogte om og passe på sin søn.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne tydeligt se, at Liya bestemt heller ikke havde det særlig godt, og selvfølgelig var det en tanke som direkte bekymrede ham, så selvfølgelig var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tænderne bed han fast sammen, hvilket resulterede i mere fremtrædende kæber, selvom han nu heller ikke sagde noget til det. Det som egentlig var det vigtigste, var at han kunne komme ind over den dørtærskel og kigge til hendes skulder, for efterhånden var det da tydeligt ved at blive nødvendigt! Familien var et ømt punkt ved mere eller mindre dem alle sammen, hvilket han vidste, og det var tydeligt at Liya var bekymret for Silia, også selvom han var ganske sikker på at deres elskede datter nok skulle klare den, for hun var dygtig, og hun var talentfuld, hvilket han jo allerede havde set med sine egne øjne, så han var sikker på at hun nok skulle klare sig. Han sendte hende et svagt smil. Han var ikke den bedste til at lyve, men han var for pokker da nødt til at prøve! ”Efter angrebet på Procias? Jeg går ud fra, at det er nået frem til dig?” fortsatte han. Ja, Silia var jo trods alt kommet til skade, hvilket han havde set med sine egne øjne. At hun tog sig til skulderen, fik ham til at rynke i en bekymret mine, hvor han alligevel måtte bide sig i læben, for ikke at række ud efter hende, bare for en lille mulighed, for at komme i kontakt, for det ønskede han!
Det gik hurtigt op for Nathaniel at han havde gjort en fatal fejl vedrørende hans lille løgn overfor Liya. Han havde det jo direkte dårligt med at skulle lyve for hende, for det havde han heller aldrig været særlig god til. Han var for opmærksom på tegnene til løgn, at han selv fyrede mere eller mindre dem alle sammen af. Tungen strøg han let over læberne, som blikket kort søgte direkte ned i jorden, også selvom at.. hun afbrød det hele og lukkede døren? Han var bestemt ikke færdig med hende, for han skulle indover den dørtærskel, også selvom det jo heller ikke skulle være for enhver pris, for han vidste hvad Liya gjorde, dersom hun blev utryg, så det at hun havde trukket sig og havde lukket døren, var faktisk.. flot? Han bed tænderne sammen igen, som han stillede sig hen til døren. ”Jeg ved godt Silia er den bedste af den bedste, men selv hun har meget at se til lige nu, Liya.. De er alle bekymret for dig, efter din egen ulykke.. Lad mig komme ind og se på det.. Og så lover jeg, at jeg nok skal gå igen. Jeg er slet ikke ude på at gøre dig usikker eller utryg.. Jeg ønsker blot at tilse din skulder..” forsøgte han, som han roligt tog omkring håndtaget. Det føles som en mindre evighed siden at han i det hele taget havde været her på stedet, men også muligheden som han havde fået, for at komme i kontakt med Liya igen.. Han lod den bestemt heller ikke gå, også fordi at han tydeligt kunne se, at hun havde brug for ham!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya var efterhånden træt af at alle udviste den bekymring. Hun klarede sig jo faktisk godt i forhold til hvad hun havde frygtet. Jo der var ganske vidst faldet et par mænd for hendes hånd, særligt gennem den seneste tid, den eneste der dog plagede hende var Thayne. Han havde været en god ung mand, og Nathaniel ville hade hende for at have slået ham ihjel. Alt hun havde gjort, havde hun gjort i håbet om at gøre ham stolt, men det var som om hun ikke rigtigt kom længere med det. Hendes sind var plaget men ikke i så voldsom grad.. det fysiske derimod, særligt skulderen havde det ikke for godt. Måske hun aldrig havde været særlig dygtig inden for alkymi, men selv hun kunne genkende en infektion når hun så en, og der kunne ikke rigtigt herske tvivl om, at det var det som var på tale. Et sted havde hun vel lidt den tanke, at hvis hun gled væk fra børnene på grund af sygdom, så svigtede hun dem ikke i samme grad? Livet var ligeså smerterfuld som de smerter hun gik med nu, uden Nathaniel og alt for mange år var gået uden at det var blevet meget bedre, foruden at hun var nået til erkendelsen af at han var død, og alligevel stadig følte sig frem efter ham på sengen. Derfor var hun rykket ud på sofaen. Liya rynkede på panden og betragtede ham med et yderst skeptisk blik. Jo hun havde hørt om angrebet, men Silia havde jo sagt at hun ikke var kommet til skade. ”Hun sagde at hun ikke var kommet til skade,” endte hun næsten forfærdet. Liya havde en underlig fornemmelse med den mand som stod for hendes dør. Han sagde ting som ikke stemte overens, hvilket fik hende til at smække døren.
Med hånden mod sin skulder søgte hun hen mod bordet og greb om den kniv hun havde brugt til at hakke nødderne med. Duften af brødet hang efterhånden tungt i huset. Kagen havde hun mere eller mindre allerede givet op på, hun kunne ikke finde ud af det mere! Lyden af de søde toner fortalte hende kun at Jophiel ikke havde mærket sig af noget, den tanke lettede hende, han skulle ikke føle sig mere bekymret end han allerede gjorde. Kniven holdt hun strams i hånden men hun betragtede døren, som havde det været en fjende. Hans ord fik kun hendes hjerte til at banke. Hvorfor var det at hans ord kunne lyde som nogle som var kommet direkte fra Nathaniels læber? For et kort øjeblik lod hun blikket glide i, forsøgte at fortrænge hans minde.. noget hun havde forsøgt i forbandet mange år efterhånden, der var jo en god grund til at alle hans ting var blevet pakket væk. ”Jeg tror dig ikke. De er en løgner og en bedrager, og jeg vil have at du forsvinder fra min grund inden jeg må ty til mere drastiske metoder, og tro mig det vil jeg,” endte hun med skælvende stemme. På trods af skrøbeligheden i den så lød hun overbevisende. Man kunne vel sige at det var mere den gamle Liya som vældede op i hende ved disse stunder? Han talte til hende som et barn, hun var en voksen kvinde, vel i stand til at klare sig selv, og han ville bestemt ikke få lov til at komme ind over den dørtærskel eller i nærheden af hende for den sags skyld.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at dette var en chance som han var nødt til at løbe, for han ønskede jo selv muligheden for at komme hjem igen! Det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men ikke desto mindre, så måtte han jo bare bide det i sig lige nu. Han vendte blikket sigende mod hende. Silia var kommet en smule til skade, men det var jo heller ikke fordi at det var slemt som sådan! Han sendte hende et let og overbærende smil. ”Du skal ikke bekymre dig, for hun har det fint. Det var en flænge over brynet og en bule hun slap med,” forklarede han med en rolig og ganske ærlig stemme, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn. At det var for mange ting som ikke passede sammen i hendes hoved, var næsten det som han havde været mest bange for. Han vidste at der ikke skulle særlig meget til, før han trådte forkert ved Liya, men ikke desto mindre, så måtte han jo bare forsøge at gøre det så godt som han kunne. At det så alligevel resulterede i at hun ville smække døren direkte i hovedet på ham, var bestemt ikke noget som han ønskede sig, dog heller ikke helt.. uventet. Han knyttede den ene næve let, som han prustede af sig selv – tydeligt utilfredst.
Nathaniel blev stående for et kort øjeblik, også selvom det var gået så tydeligt op for ham, at Liya ikke havde de fjerneste intentioner om at åbne døren for ham igen. Han havde gjort hende utryg, hvilket selvfølgelig heller ikke havde været hans mening i det store og hele, men han var jo nødt til at forsøge! Han kunne jo heller ikke bare plapre ud med hvem han var, for så ville det jo først for alvor gå galt! Han var nødt til at tænke sig om, også selvom.. det var vel begrænset hvad han kunne få af tid? Han lod blikket søge ned mod sin hånd. Han manglede sin ring.. han manglede sit liv, og han manglede så sandelig også sin familie, også selvom han vidste, at han ikke bare kunne kræve, at det hele skulle komme retur bare sådan uden videre! ”Jeg ved godt, at du gør det, for jeg kender dig… Liya? Kan du huske hvordan det var første gang jeg så dig..? Nede ved søen, hvor du kom med en lignende trussel.?” begyndte han roligt. Ja, det var måske en anelse vovet, men han var nødt til at prøve så godt, som det var ham muligt! Hans hjerte hamret let mod hans bryst. Det var en risiko at løbe, men han var nødt til at prøve! ”Og da jeg fandt dig i mosen? Under buldrende regn og torden, da jeg søgte en speciel plante og fandt dig? Jeg tog dig med hjem, og se hvor vi endte.. Du endte i min seng.. i min favn.. Du frygtede torden og du var bange for mørket..” fortsatte han stille. Det var ikke en situation som han havde delt med nogen som helst – end ikke Faith var kendt med lige præcis den del af historien om ham og Liya, for visse ting ville han vel også have for sig selv? Noget som kun ham og Liya vidste. ”Du er ikke bare den kvinde som du udgiver dig for.. Du er den som jeg lærte at elske..” afsluttede han ærligt og med en rolig stemme.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya var i allerhøjeste grad, bekymret for sin datter, hun vidste udmærket godt hvad der skete med dem der reagerede dette land, selv Dvasias var mere sikkert i det øjemede! Nu hvor Nathaniel heller ikke var der mere, så havde hun jo kun børnene.. dem ville hun for pokker have lov til at pyldre om. Hun nikkede blot stille til hans ord. Selvom det var mildt sluppet så var hun stadig kommet til skade, hvilket var en tanke hun hadede. ”Det var altid noget. Måske du i så fald burde se til hendes flænge, jeg har det fortrindeligt,” løj hun. Man skulle kende hende godt for at sporer den, hun havde trods alt levet af løgne gennem mange år. Skulderen brændte og dunkede, hun vidste næsten at der var gået betændelse i, men hun havde ikke turdet at kigge, et sted så ønskede hun jo ikke at blive hjulpet.. måske det var vejen til den mand som hun længtes efter af hjerte sind og sjæl!
Døren lod hun brat smækkes i hovedet på ham. Hun var langt fra en gæstfri kvinde, det var hendes job at beskytte Jophiel og Silia, og i Nathaniels mine var hun ikke meget for at holde et våben i hånden, selvom guderne måtte vide hvor meget hun faktisk savnede det. Køkkenkniven var mere eller mindre det eneste hun havde at gøre godt med. Brødet begyndte efterhånden at efterlade en tungt lugt af noget brændt. Det var ikke ligefrem det hun havde fokus på i øjeblikket, også selvom hun kort skulede dræbende hen mod dem, næsten i forsøget på at nedkøle de brænd varme sten. Der kom søde toner fra Jophiels værelse, hun vidste at han var i færd med at øve et eller andet, hvilket passede hende fint lige nu for så ville han næppe bemærke sig af noget, eller komme ud for den sags skyld. De nøddebrune øjne gled igen mod døren, hun vidste at han ikke var gået endnu. Hans ord efterlod hende fuldkommen bleg. For lange sekunder stirrede hun kun tomt ud i luften, mens hun så de ting han nævnte for sig. Den selvsikre kvinde hun havde været dengang i skove, overbevist om at han havde slået hendes søster ihjel.. og forvildet og såret efter Matthews voldtægt.. det eneste hun havde ønsket var en tryg favn, blot for en nat.. en nat var blevet til mange efterhånden, også selvom der ligeså havde været mange ensomme. En tårer trillede ned over den pludseligt blege kind. Kniven sank hun langsomt ned ved sin side, mens hun skælvende bevægede sig mod døren, som hun lod blide op. I fuld skikkelse, var det tydeligt at hun ikke havde det godt. Hun rystede, skælvede og sveden samlede sig på hendes pande som følge af feberen. I lange sekunder stirrede hun på ham, uden at sige noget. ”Du-du kan ikke vide de ting. Hvem er du, og hvorfor kommer du her? FORTÆL MIG DET!!” endte hun mere hidsigt. Et sted så kendte hun allerede svaret, der var kun en mand som vidste de ting om hende, men det kunne ikke være ham. Kniven slap hun. Den faldt rungende til jorden mens hun mere eller mindre faldt sammen i dørkarmen, med tårerne trillende ned af kinderne. Hvis dette var en joke, så var den bestemt ikke sjov!

[Nathaniel Diamaqima]

At Liya var bekymret for deres datter, forstod Nathaniel så til gengæld godt, for han vidste hvor glad hun var for dem. Han kunne selv ikke forestille sig en bedre mor, for hun havde virkelig klaret sig på trods af alle de odds som hun havde haft mod sig, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde tingene meget bedre af den grund, men det var nu bare sådan at det var. At hun så stod og løj for ham og direkte op i ansigtet, havde han dog aldrig værdsat på nogen måde, også selvom han virkelig forsøgte at bide det kraftigt i sig i denne stund. Han trak vejret dybt. ”Dit blik fortæller mig noget andet, Liya,” forsøgte han igen, også selvom det var tydeligt, at han ikke kom nogen vegne ved at tage det på den måde, og fik døren smækket direkte i hovedet, også selvom det kun var noget som skulle besværliggøre det hele, og det var slet ikke noget som han brød sig om!
Nathaniel knyttede næverne ganske let. Hvordan han ellers skulle overbevise hende, uden at skræmme hende eller noget lignende, det vidste han faktisk ikke, så.. han måtte vel gå den mere direkte vej? Også selvom han ikke vidste hvordan hun ville tage det, for han var jo heller ikke ude på at skræmme livet af hende! At tvinge hende til at huske de stunder, hvor de for alvor havde lært hinanden at kende, hvor han havde taget hende med hjem, den grædende skikkelse som havde valgt at lægge sig i hans seng, for han havde jo nydt det, og alt det som det havde ført til i den anden ende, hvor de havde været forlovet, gift og endda med de dejligste børn som man overhovedet kunne forestille sig! At hun kom tilbage til døren og åbnede den, så kunne han tydeligt se at de minder havde gjort noget ved hende. Selvom han knapt nok nåede at åbne munden, inden hun var røget direkte i jorden i stedet for. Kniven som han så falde til jorden lige så, tog han roligt omkring og kastede den mere til siden, inden han vendte fuldt fokus mod hende, idet han roligt knælede ved hendes side. Hånden hævede han varsomt for at lade den stryge mod hendes kind. ”Jeg tror udmærket godt ud ved hvem jeg er bag det nye ydre, Liya.. Det er kun mig som ved disse ting om dig.. om os. Silia vækkede mig i nødens stund og har givet mig en chance til, for at stå som far for dem og som.. mand for dig. Det er mig.. Det er Nathaniel,” endte han med en mere dæmpet stemme, som han roligt betragtede hende indgående. Selv fandt han det vigtigst og ikke mindst bedst at bevare roen, for han ønskede slet ikke at skulle skræmme hende eller gøre hende mere usikker end hvad hun var i forvejen. Han rynkede let i panden i bekymring – typisk ham ganske vidst, men han brød sig da slet ikke om at se hende på den måde! ”Silia er bekymret for at miste sin mor til en infektion. Jeg er kommet hjem, Liya… Lad mig se på den skulder,” bad han endnu en gang, for hun havde det bestemt ikke godt, det kunne han da se!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya var måske en syg kvinde, og mange havde tvivlet på hende når det kom til hendes graviditet, selv Kimeya havde haft sine tvivl om hvor vidt hun ville være i stand til at gøre en god mor.. eller nok nærmere bekymret for at det i sidste ende ville trykke hende langt nok ned til at hun ikke ville være i stand til at rejse sig, særligt da Nathaniel var blevet væk. Hun skulle gerne være den første til at erkende, at det havde været hårdt at komme op af det hul, men hun havde viet sit liv til sine børn.. de havde jo været ønskede, og hun elskede dem højere end noget andet, tanken om at de var blevet så store nu, og at Silia levede i løvens hule hver dag, gjorde hende konstant urolig. For lange sekunder stirrede Liya på døren, uden at vide om hun skulle åbne for ham eller ej. Der var kun en mand på denne jord som kendte til de historier, og han lå død og begravet på Procias kirkegård, desuden havde han ikke lignet Nathaniel på nogle måder. Hendes hjerte sprang et slag over idet hun atter besluttede sig for at lade døren glide helt op, og de mørke øjne falde på hans skikkelse. Det var allerede endt blanke af tårerne selvom hun ikke lod dem falde endnu. Kniven ramte jorden, hvorefter hun hurtigt fulgte den samme vej og faldt sammen i dørkarmen med ryggen hvilende mod. Hun tog en dyb indånding og forsøgte at lade den friske luft gennemtrænge hendes sind, således hun ville være i stand til at tænke klart. Hånden gled mod hendes hjerte der pludselig bankede ubehageligt hårdt. Stemmen i det indre var gennemtrængende.. dominerende. I hendes tilstand, fysisk såvel som psykisk, var hun ikke længere i stand til at holde den på afstand. Den skreg af at han var en løgner.. endnu en der forsøgte at blive en del af Diamqima på falsk vis. Selvom hun vendte blikket mod ham da han gled på knæ ved hendes skikkelse, så, så hun ikke på ham. Der var ingen forbindelse. Hans stemme var ukendt.. fjern og på ingen måde beroligende. Hun tog sig til hovedet, og gemte det mod sin knæ, mens den første tårer trillede ned over den blege kind. Det skar i den ømme skulder at bevæge sig på den måde, det brændte og skar og hun følte at hun brændte op og frøs på en og samme tid. ”Hvad h-hvis han taler s-sandt? NEJ.. nej det kan ikke s-ske... død.. død og borte, fred..” mumlede hun for sig selv, hvilket kun indikerede den samtale hun havde i sit sind. End ikke hans kærtegn gjorde hende opmærksom på hans egentlige tilstedeværelse. Hun skælvede og rev sig i de mørke lokker, mens hun rystede på hovedet og forsøgte at vugge sig selv frem og tilbage. Uden varsel greb hun igen ud efter kniven selvom han havde skubbet den væk, før hun sprang på ham i forsøget på at vælte ham bagover så hun kunne sætte sig over ham. Kniven hævede hun, uden at tage blikket fra ham, også selvom tvivlen i korte sekunder kunne spejles i de blanke øjne. ”Du er ikke min mand.. du elsker mig ikke... du elskede mig aldrig.. Manden der elskede mig.. vidste aldrig hvor meget,” endte hun hæst. Det var både hende selv og stemmen som talte.. men Nathaniel havde jo ikke husket hende.. og før det havde han svigtet hende.. ikke blot en gang.. han havde aldrig vidst hvor højt han havde elsket hende, men hun havde altid kunne set det i hans blik.

[Nathaniel Diamaqima]

Det kunne godt være, Liya var en syg kvinde, men af den grund, så havde hun altid været den som havde været i besiddelse og vogteren af Nathaniels hjerte, og det havde døden bestemt heller ikke forandret på. At det var en nyhed som alligevel måtte forekomme som et chok, havde han næsten regnet med, men hvordan skulle han ellers få hende til at åbne den dør for ham? Han ville jo ikke bare komme brasende, for så var han da kendt med konsekvenserne – ikke bare for ham, men også for hende, for det ville da gå galt for alvor, og det var han da på ingen måder interesseret i! Blikket gled kun kort i retningen af kniven som han valgte at føre bort, idet han selv gik i knæ ved siden af hende. Hun var helt ved siden af sig selv, også selvom han måske ikke ligefrem kunne forvente andet, men.. hvad var der egentlig at gøre ved det? Han ønskede hende det bedste, og det vidste han godt, ikke var i en død tilstand, så et sted var han selvfølgelig taknemmelig for hvad Silia havde valgt at gøre for ham, for det havde efterladt ham med en ny chance, hvor han igen kunne være der for hende, og det var faktisk hvad han ville se på som noget af det vigtigste lige nu! ”Liya, se på mig..” Selvom han måske ikke brugte en fast eller en bestemt tone, for han vidste, at dette kun var et skridt på vejen. Hånden lod han let vandre over hendes kind, som han faktisk forsøgte at komme i kontakt med hende, også selvom han allerede nu kunne se, at det var og blev en utrolig svær kamp. Ikke fordi at han bifaldt det, men selvfølgelig var det en glæde at se hende så forsigtig. Han kunne jo selv se hvad hun havde gjort for børnene, og han måtte sige sig, at være imponeret over, at hun ikke selv var gledet i døden allerede for lang tid siden. Lyden af Jophiels toner, fik selv ham til at smile. Hun havde gjort sig en enestående rolle som mor, og det var noget som han virkelig var glad for! Selv ikke Nathaniel nåede at reagere synderligt, inden han blev væltet bagover og så Liya gribe ud efter kniven, kun for at sætte sig over ham og hæve den. Han havde bestemt ikke nogen intentioner om at gå i døden lige nu og lige her, det var da helt sikkert! Hans hjerte slog let og fast mod brystet. Han var ikke i den samme krop, det vidste han udmærket godt, og det var vel også det som fik hende til at tro at han… løj for hende? Chancerne for at komme igennem dette, så pludselig yderst forringet ud, selvom han bestemt ikke ville give op! Ikke endnu! ”Jeg var syg, Liya.. Jeg kan huske.. Jeg husker Jer alle tre nu, husker juleaftenen i Marvalo Mansion og Cedrics fødselsdag, husker de gange du kom med morgenmad på sengen til mig, de mange gode stunder og den gode duft af kage i køkkenet.. Jeg er kommet hjem.. Jeg er kommet hjem til dig,” fortsatte han endnu en gang, hvor han selv forsøgte ikke at lyde for desperat, men han havde jo ikke ligefrem tænkt sig at gå i graven nu!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde gennem mange år været syg, og mange havde rejst spørgsmål ved, hvad pokker Nathaniel lavede med en kvinde som hende. Hun havde ingen penge, navnet var ukendt og stammede fra en prostitueret der med største sandsynlighed var død, og Liyas ry var heller ikke det bedste, eftersom hun havde brugt til på at slå lidt for mange mænd ihjel, selv dem som aldrig havde gjort hende noget. Manden foran hende, var en fremmede skikkelse. Enhver kunne komme og påstå, at Silia havde vækket dem, men hendes datter ville vel have informeret hende, hvis det havde været tilfældet, netop for at undgå en situation som denne? Mange tanker kørte rundt i hovedet på hende. Hun huskede hvordan hun havde kokkereret hele dagen for at give familien en samlet stund, efter han langt om længe havde givet udtryk for at huske dem. Det havde været en uskyldig middagslur, og hun var vågnet op ved siden af hans døde krop, hvilket var en tanke som gjorde forbandet ondt! Det var lykkedes hende at vælte ham om kuld, for selv at komme op og sidde over ham. Kniven var hævet over hende, netop over hans bryst, normalt havde hun ikke tøvet, men tvivlen hindrede hende i at gøre ham ondt. Hvis det viste sig at være ham, så ville hun aldrig tilgive sig selv for at gøre ham ondt, desuden vidste han ting om hende og om dem, som ingen andre gjorde. De mørke øjne flakkede fra hans skikkelse og omkring sig. Hvis nogle så dem sådan, så ville hun få problemer, og det ene løfte hun havde skænket sig selv, var at hverken Jophiel eller Silia, skulle få problemet på grund af hende.. hun var dvasianer i sit hjerte, og hun havde skeletter som havde lavet uoprettelige ar på hendes sjæl, men Silia og Jophiel.. hun havde forsøgt at give dem et bedst muligt grundlag for livet her i lyset, hvilket lod til at være lukkedes. Kniven holdt hun så stramt i sin hånd, at knoerne var endt fuldkommen hvide. De mørke lokker faldt omkring hendes ansigt, som hun sad med en blanding af frygt og tvivl malet minen. Uden varsel, hamrede hun kniven ned i jorden netop ved siden af ham. Hendes hænder skælvede så meget, at hun knap var i stand til at holde på den i det hele taget. Næsten forsigtig, lagde hun hænderne mod hans bryst, og lænede sig langsomt fremover, uden at slippe hans blik. Hvis det virkelig var Nathaniel så var der kun en måde at finde ud af det på. Længselsfuldt, lod hun læberne møde hans. Smagen var ukendt og fremmede, men andet havde man ikke kunnet forvente, hvis Silia havde vækket ham i en ny krop. Igen trak hun sig.. kun milimeter og betragtede hans læber. ”Hvis det er dig.. hvis du er vendt hjem til mig.. hvorfor så fylde mig med løgne om at være en healer?” spurgte hun hæst og dog næsten køligt. Selvom hun havde sluppet våbnet, så var fareren endnu ikke over. Selvom skulderen brændte, så havde hun lært at abstrahere fra den fysiske smerte, dog stod den tydeligt malet i hendes blik. Hendes pande var endnu dækket i et tyndt lag sved, ligesom hendes krop brændte, det gjorde ondt i det hele taget at bevæge sig, men hun var bestemt heller ikke typen der flæbede over spildt mælk, syg eller ej!

[Nathaniel Diamaqima]

I det store og hele, så var Nathaniel kendt med risikoen ved at komme her på den her måde og påstå at han var sig selv, når han vidste, at han på ingen måder lignede den mand, som Liya kendte, men han vidste hvordan Liya skulle tackles, også selvom det var tydeligt at han havde.. taget fejl? Han ønskede slet ikke at miste livet bare sådan, også fordi at han vidste, at den eneste som kunne få kontrol på hende igen, det var ham! Hun havde formået at give børnene det bedst mulige ud fra de omstændigheder som de havde haft, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. At han så skulle væltes omkuld og med hende over sig og med kniven i hendes hånd, så følte han at han gjorde ret i bare at.. ligge stile. Han stirrede i hendes øjne, også selvom det ikke var med frygt eller noget som helst, for han havde vel heller ikke nogen grund til at skulle være bange for hende eller noget lignende? Han trak vejret dybt, som hun hamrede kniven ned ved siden af ham, hvor han lukkede øjnene kun for en kort stund, inden han igen vendte blikket mod hende. Kysset som hun lænede sig frem med, gengældte han mere end glædeligt og tydeligt med længsel, for han havde virkelig også savnet hende! Mere ned det som hun nok anede! Hendes spørgsmål kom ikke direkte bag på ham, også selvom han ikke just ville anse det som en løgn. Han lod hende sætte sig op igen, hvor han endnu blev liggende under hende. Han var slet ikke ude på at skræmme hende, også selvom han et sted kendte hende godt nok til at vide, at hun nok måtte være direkte panikslagen sådan som sandhederne var kommet frem, og det havde jo trods alt heller ikke været hensigten ved noget af dette. ”Jeg er kommet hjem til dig igen min kære.. Og vil du betegne det som en løgn at jeg skulle være en healer? Jeg har kaldt mig meget igennem årene. Alkymistisk leder, rådgiver – både privat og i erhverv.. For dig en healer.. jeg ønsker stadig at kigge på den skulder,” svarede han med en rolig stemme, skønt han ikke så nogen grund til direkte at stå og forsvare sig, også selvom hun nok ikke var helt så enig igen? Hånden hævede han roligt, kun for at tage omkring hendes ene hånd, da han helst holdt sig lidt væk fra hendes ansigt, så lang tid at hun ikke var i stand til at slappe af. ”Jeg undskylder for min måde at komme brusende på, Liya, men.. ville du da have lukket mig ind, hvis jeg stod på døren allerede fra første stund, og fortalte at jeg er mig? Jeg ville hellere tage det med ro og lade det synke ind stille og roligt,” endte han med en rolig stemme, som han sendte hende et svagt smil. Bare at mærke hende så tæt på, var noget som han virkelig havde savnet, for han kunne slet ikke huske hvornår det sidst var sket! ”Det føles godt at have dig så tæt på mig igen.. Det betyder meget for mig,” afsluttede han roligt, dog med en ærlig stemme, for han havde virkelig, virkelig savnet hende!