We meet again

[Deleted]

Roen ved søen var hele grunden til at Narcissa havde valgt at lade sig fører derned. Hun havde brug for tid til at tænke, brug for luft til hovedet, for ikke at blive kvalt i de forventninger der var til hende nu hvor Malisha var forsvundet ud af det blå. De fleste forventede at hun ville hoppe ind i stillingen som leder, også selvom det ikke var noget hun begærede overhovedet, ikke uden sin søster ved sin side, det ville være både dumdristigt men også tvinge hende til at Hvem der var hun egentlig stod overfor, vidste hun ikke men hun havde haft en uhyggelig fornemmelse af at det ikke var et simpelt dyr, for han havde været umådelig fredelig og på sit vis givet udtryk for at han faktisk havde forstået hende. I samme øjeblik han valgte at afsløre sig så valgte Narcissa selv at trække sig. Hvor var det typisk!
Han gemte sig bag en mørk pels, han burde virkelig stikke halen mellem benene nu! Den kølige vind fik hende øjeblikkeligt til at fryse endnu engang, også selvom hun havde fundet varmen tæt på det store dyr. Hun lagde armene over sit bryst og stirrede i lange sekunder på vandet smukke overflade, der afspejlede stjernehimlen over dem. Der herskede ikke nogen tvivl om at hun var vred og efterhånden havde mistet tålmodigheden, det var helt sikkert, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hånden lod hun stryge langs sin mørke kjole og glattede den ud før hun med sammenknebne øjne vendte sig mod det store kræ som havde rejst sig og var endt med at gribe fat om hendes klæder. Hun så ned på det med et direkte dræbende blik. ”Slip mig,” endte hun direkte advarende. Hun havde allerede afsløret alt for meget for ham udelukkende fordi hun havde troet at han var et forbandet dyr, man kunne roligt sige at hun var skuffet! ”Det kunne du sikkert, men jeg værdsætter ikke den slags. Find dig en anden at kæle med,” bed hun vredt uden at det helt gik op for hende hvor komisk det lød. Hun sukkede og himlede med øjnene. Det irriterede hende at hun ikke var i stand til at placere den stemme for hun turde sværge at hun havde hørt den før! ”Du mener andet end at holde mig for nar? Uanset så har jeg andet at bruge min tid på end dette,” svarede hun køligt. Alle facaderne var endnu engang kommet op, for nu var det ikke længere et simpelt dyr hun stod overfor, men en person der faktisk forstod alle de ting hun havde valgt at plapre ud med. Godt han havde formået at få hende stoppet inden hun havde talt for meget over sig. Narcissa tvang sig ud af hans greb, og begyndte at gå uden at ønske ham farvel eller noget som helst. Hendes skridt var yderst målrettet, for hun havde ikke længere tænkt sig at spilde sin tid på at snakke med dyr! Hendes hjerte bankede, hun tiggede og bad til at det ikke var en mand som havde genkendt hende, men animaguser var sjældne i Dvasias, og det var det eneste sted hun rigtigt var kendt, dog måtte der næsten være noget mere over ham, for han var i stand til at kommunikere med hende via sine tanker.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore fandt det ret at skulle afsløre at han ikke var det store kattedyr som hun så frit havde snakket med, men at hun skulle reagere så kraftigt, var bestemt ikke noget som han havde regnet med på nogen som helst måde. Han blinkede let med øjnene, som han vendte blikket mod hende. At hun direkte virkede sur, forstod han ikke, for han havde jo ikke gjort hende noget! Desuden var der jo trods alt heller ikke nogen skam i at.. vise sig fra en lidt anden side, som man måske begge kunne komme godt ud af det hele med, det var der skam heller ikke nogen tvivl om. De gyldne øjne vendte han op mod hende, som han havde taget fat i hendes klæder, som havde det været et forsøg på at stoppe ham, for han var slet ikke ude på at gøre hende ondt eller noget lignende. Som hun direkte vrissede dræbende og advarende af ham, så valgte han stille at slippe hende, for han var jo slet ikke ude på at gøre hende noget som helst, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han blinkede let med øjnene. #Jeg vil jo ikke have at du skal gå.. Det var jo lige så hyggeligt..# forsøgte han roligt. Hun behøvede jo ikke at se på ham, andet end som det dyr hun havde kløet på maven og snakket ganske frit med, for han vidste jo godt, at han ikke ligefrem fik noget ud af det andet, men.. det var jo heller ikke fordi at han ønskede at holde hende for nar, eller udnytte hvad hun havde fortalt ham, for han kunne godt forstå at hun var bekymret for sin familie, for det var vel også noget som lå naturligt til hver eneste medlem af en som havde en familie at være en del af vel? Han slog let med halen, som han alligevel valgte at sætte sig ned i græsset, også for at indikere at han slet ikke var bange eller ønskede strid, for det gjorde han slet ikke! Han havde desuden slået hende i jorden en gang, og kunne snildt gøre det igen, selvom han selvfølgelig håbede på, at det slet ikke var noget som skulle gå hen og blive nødvendigt, for det var slet ikke noget som han ønskede sig i den anden ende. Han brummede let utilfredst. #Som at finde din søster? Jeg.. kan vel godt hjælpe dig?# forslog han roligt, som han let spidsede ørene. Han ønskede jo faktisk at tilbringe tiden med hende, også fordi at han havde fået bekræftet, at der var mere i hende end det mørke som hun havde klamret sig sådan fast til sidst de havde set hinanden, selvom disse omstændigheder selvfølgelig også var frygtelig meget anderledes end det som de havde været sidst. Han rejste sig igen og luntede hen til hende. Han var måske ikke bange af sig, men også den storslåede nysgerrighed som han brændt inde med på denne her måde, var bestemt heller ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved uanset hvad! Han vendte blikket mod hende. #Tager jeg ikke meget fejl, så er det Malisha du søger efter… Har jeg ikke ret?# fortsatte han roligt. Nej, han havde bestemt ikke nogen intentioner om bare at give op!

[Deleted]

Narcissa var ærlig talt en smule fornærmet over at det store kattedyr havde valgt at holde sin identitet skjult for hende, også selvom hun muligvis burde have set det komme. En panter var under ingen omstændigheder så kærlig og opsøgende af natur, men alligevel! Nu hvor hun vidste at der gemte sig en mand bagved de store poter og den sorte pels, så røg alle facaderne op igen. Hun skulede efter ham med de mørke øjne, der på trods af kulden var præget af en form for uskyld, den samme slags som hun brugte til at udnytte de svagere sjæle som faldt for de unge kvinder i nød. Narcissa daskede ham temmelig hårdt på snuden for at få ham til at slippe hendes klæder. Hans stemme var velkendt men hun kunne ikke sætte finger på det som sådan. Hun himlede med øjnene. ”Det synes du måske. Jeg er ikke enig,” tilføjede hun lettere køligt. I det store og det hele fandt hun ham bare irriterende og alligevel så tøvede hun en smule i sine skridt. Hånden løb gennem de mørke lokker, som hun kort vendte blikket over skulderen bagud hvor hun havde efterladt ham også selvom hun ikke var gået langt væk. At det var den samme mand som havde formået at få hende i knæ, var hun ikke klar over, havde det været tilfældet, så ville den dyreskikkelse ikke have været ham en fordel på nogen måde. Hun ønskede at finde sin søster og så vende tilbage til det velkendte og normale liv i Dvasias, og måske kunne han faktisk.. blive en forholdsvis god hjælp? Nej Malisha ville blive rasende hvis andre så hende såret, og hun kunne ikke være andet når hun ikke kunne få kontakt med hende. ”Som at finde min søster,” bekræftede hun med et stille nik. Hun bed sig i læben og vendte sig mod ham med en yderst advarende mine. ”Jeg vil ikke have din hjælp, okay?” endte hun tydeligt sammenbidt. Det var en mand som ikke forstod et nej, hun burde slå ham ihjel, men det var nok mere Malishas stil end det var hendes, også selvom hun så ikke led nogle kvaler når hun gjorde det. Narcissa hævede et slankt øjenbryn og betragtede ham med forundrede øjne. ”Din stemme er mig velkendt? Hvor ved du fra at Malisha er min søster?” spurgte hun med en stemme der var præget af mistro, hun stolede bestemt ikke på mænd som ham, desuden så var det de færreste som i det hele taget vidste at Malsiha havde en søster, så at han vidste det gjorde ham.. utroværdig på en eller anden måde, hun kunne jo ikke vide om han var en spion, eller en som ønskede enten hende eller hendes søster noget ondt. På den ene side var hun beæret over at han gad at bruge sin tid omkring hende, men han måtte da også have noget bedre at give sig til? Det havde hun om ikke andet, hun havde bestemt ikke tålmodighed til ham, det var helt sikkert, særligt ikke hvis han skulle blive ved med at plage hende på denne måde.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det havde slet ikke været Salvatores mening at gøre denne kvinde tøsefornærmet ved at holde sin identitet skjult for hende. Desuden vidste man jo aldrig hvordan folk reagerede når man endelig valgte at afsløre sig, og nu hvor han havde valgt det, så var det egentlig for at vise hende, at han forstod hende, og at han faktisk kunne yde hende den hjælp som hun søgte. Desuden ønskede han jo slet ikke at hun skulle gå nogen steder! Hun havde sat en tanke i ham.. en underlig følelse, og så tænkte han faktisk meget på hende, selvom han slet ikke kendte hende, så var det slet ikke noget som gjorde det meget bedre for ham, for det var kun noget som kunne gøre ham ekstra udsat i den anden ende, og han vidste det jo godt! Slaget mod hans store snude, fik ham til at slippe hende omgående. Ikke fordi at han havde noget andet valg. Det var egentlig kroppen som reagerede på slaget. Han brummede let, som han trak sig et skridt, kun for at sætte sig ned. Han var jo slet ikke ude på noget! At hun søgte efter sin søster, var noget som han faktisk godt kunne forstå, selvom det nu heller ikke var svært at gætte sig til hvem kvindens søster faktisk måtte være. Han havde jo set dem sammen ved angrebet mod Procias, og de havde skam sine lighedstræk, som var umulig ikke at lægge mærke til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han slog let med halen, som han ellers blev siddende. Kunne han ville han faktisk gerne hjælpe hende. #Du kan vel godt bare vise en smule venlighed, som du har gjort frem til nu? Desuden er der altså ikke nogen grund til at slå mig..# Han lød måske en smule utilfreds, hvilket han faktisk ikke gjorde med vilje, men selv for ham, så var der grænser for hvad man egentlig ville finde sig i, det var helt sikkert!
Hendes reaktion på hans gæt på hendes søster, fik ham til at vende de gyldne øjne op mod hende endnu en gang. Han blinkede let med øjnene, som han roligt valgte at lægge sig ned. Også for at understrege, at han altså slet ikke var ude på noget, for i det tilfælde, så havde han da allerede gjort det! Han rystede let på hovedet. Han ønskede jo helst ikke at skulle opgive sin fulde identitet, for så kunne han da tydeligt gætte sig til, at de ville gå galt for alvor, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. #Bare et heldigt gæt vil jeg tro.. Er du sikker på at jeg ikke kan hjælpe dig?# fortsatte han, som han valgte at ignorere at hans stemme var hende velkendt, for det var den jo nok, for de havde jo været i dialog, idet at hun havde valgt at angribe slottet sammen med Malisha – alene det faktum, at de var kommet sammen, havde indikeret for ham, at de var søstre.

[Deleted]

Et sted var Narcissa mere irriteret på sig selv end hun reelt var på ham. Under alle omstændigheder var hun glad for at han havde valgt at afsløre sig selv, inden hun havde nået at fortælle ham ting, som ingen burde vide, og særligt ikke folk uden for Dvasias grænser. Det var gået op for hende at denne mand ikke var fremmede for hende på nogen måde, men hun kunne ikke sætte finder på hvor pokker hun havde mødt ham henne, hvilket var direkte frustrerende! Det passede hende fortrindeligt at han valgte at sætte sig ned og dermed også slippe hende. Nu hvor hun vidste at han inderst inde var menneskelig, så havde hun intet problem med at være hård mod ham, dyr var jo trods alt ellers en af hendes eneste og største svagheder, lige foruden sin søster. Armene lagde hun strengt over brystet og betragtede ham med advarende øjne. Måske han ikke var ude på noget, men Narcissa havde bestemt heller ikke tænkt sig at lade ham plage hende mere end han allerede havde gjort. ”Lad være med at være sådan en tøs. Du fortjener ikke min venlighed,” vrissede hun med en snobbet tone. Hun var en selvsikker kvinde.. eller hun forsøgte om ikke andet at være det, netop fordi hun så, så meget op til sin søster som hun gjorde. T
anken om at han vidste at Malisha var hendes søster gjorde hende skeptisk. Det var mere eller mindre kun warlocks der vidste den slags, og så vidt hun vidste var der ingen magi som kunne forvandle dem til dyr.. hvorfor skulle de dog også det? Deres magi var mere end forsvar nok! Hun hævede et bryn og gned eftertænksomt sin hage. Jeg tvivler på at du er en så god gætter. Fortæl mig hvor fra du ved at hun er min søster,” bad hun en smule krævende og knyttede hænderne en smule hidsigt. Det var bestemt ikke fordi hun havde tænkt sig at lade vreden løbe af med hende, men hun havde virkelig ikke tålmodighed til hans flabede snude. ”Jeg er sikker på at jeg kan klarer det uden dig,” svarede hun lidt bestemt. Hun hævede hånden og lod mørke tråde skyde fra den og mod ham i håb om at det ville bande ham til jorden. Hun var slet ikke i tvivl om at han kunne finde på at følge efter hende, det ville give et større forspring og hvis han var en animagus, så behøvede hun trods alt heller ikke at frygte for magi, hun var blevet lidt påpasselig efter deres tur i Procias, hvor hun havde undervurderet den flotte mand,s om havde været mindst ligeså irriterende og som endnu hjemsøgte hendes tanker. På sit vis var hun stadig svækket efter det lys som havde fortæret en god del af mørket. Det var underligt at det havde påvirket hende så meget, selv båndende havde brændt sig ind i hendes hud omkring håndleddet, anklerne og ikke mindst omkring livet. Bekymringen delte hun ikke med nogle. Den eneste hun kunne dele noget med, var hende som var forsvundet og som hun umuligt kunne komme i kontakt med fortiden – Malisha. Det var yderst mistænkeligt at manden kendte deres forhold, eftersom det kun var kendt blandt warlockerne. Hun vendte ryggen til ham og begyndte atter at gå. Selvfølgelig kunne hun forsvinde med magi, men hun havde stadig Malisha at lede efter!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det havde på ingen måder været Salvatores mening at gøre denne kvinde sur, vred eller hidsig, for han havde jo slet ikke været ude på noget som helst! Ikke desto mindre, så forsøgte han vel bare at finde sig til rette i det hele? Slaget mod hans snude havde fået ham til at slippe, hvor han havde lagt sig ned for hendes fødder, næsten som havde det været en form for undskyldning, selvom han vidste, at det næppe var noget som havde nogen betydning som sådan, men ikke desto mindre, så forsøgte han da. Der var da stadig ikke nogen grund til at slå til ham, når han ikke havde gjort hende noget! I denne skikkelse om ikke andet, men det andet havde kun været fordi at hun havde slået ham først, og så var sagen altså en helt anden! #Du behøver da stadig ikke slå mig, når jeg i princippet slet ikke har gjort dig noget som helst,# fortsatte han med en tydelig utilfreds stemme. Han slog let med halen, som han vendte de gyldne øjne op mod hende. Han kunne sagtes slå fra sig, selv i denne skikkelse, men han ønskede faktisk ikke at gøre hende noget ondt. Ikke før han har fundet ud af hvad hun var for en, for hvis der var noget som han allerede havde fundet ud af for lang tid siden, så var det at hun ikke var som alle andre warlocks, og det i sig selv, var faktisk noget som gjorde ham.. nysgerrig.
Tanken om at hun var Malishas søster, var ikke noget som han havde konkluderet ud fra rent gæt, men fordi at han havde set dem ankomme sammen, de havde visse lighedstræk, som selvfølgelig også gjorde sit for hans vedkommende om ikke andet. Han kneb øjnene let sammen. Han ville jo ikke ligefrem fortælle hende at han var den mand som hun havde mødt foran Castle of Light, og at han var den mand som faktisk havde slået hende i jorden, selvom han slet ikke havde forsøgt at gøre hende ondt på nogen måde! #Mit kendskab til warlocks er måske langt større end hvad man lige skulle tro,# endte han ganske kortfattet. Det var jo ikke ligefrem en løgn, også selvom han jo faktisk snakket en anelse udenom, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. De sorte tråde som pludselig forlod hendes hænder, var noget som hastigt fik ham til at rejse sig, selvom.. det var for sent. De slangede sig fast omkring hans pelsede skikkelse, hvilket tvang ham direkte ned i jorden igen. Mørket brændt sig nærmest fast, også selvom der skulle en hel del mere til end det her alene! Det var hans tricks hun gjorde brug af! #Du finder hende ikke uden en hjælp.. Hvordan skal en magikyndig kunne finde en uden magi?# fortsatte han sammenbidt, som han forsøgte at komme fri. I den her skikkelse var det ham ganske vidst ikke ligefrem nogen hjælp, men han ønskede bestemt heller ikke at hun skulle se hans sande skikkelse.. så gik det jo kun galt for alvor, og det vidste han jo!

[Deleted]

Narcissa vidste virkelig ikke hvad dette kræ havde regnet med, men hun brød sig personligt ikke om nogle der forsøgte at charmere sig ind på andre via løgne.. det var jo en stor løgn, og det gjorde hende vred! Hun kunne have talt over sig, på nuværende tidspunkt huskede hun end ikke hvad hun havde sagt eller ikke sagt, men hun vidste at det allerede var for meget. Den kolde vind rev i de mørke lokker. Hun vendte sig om mod ham, endnu udvidende om hvilken mand det i givet fald var, det eneste hun vidste var at han var i stand til at rejse sig på to ben. ”Nej det vil du måske ikke mene. Personligt har jeg ikke meget til overs for møgkræ som dig, jeg giver dig blot som fortjent,” svarede hun med en direkte kølig tone. Måske hun bar på en vis form for uskyld, men det ændrede ikke på at hun var en kvinde af kulde, og hun passede på sig selv, hvilket ikke var nemt med folk som ham omkring. Hun havde vidst at der var noget lusket ved den panter, også selvom det for et øjeblik havde været rart, at have nogen at dele sine bekymringer med. Efter Malishas forsvinden, så måtte hun erkende at hun følte sig både ensom, men også alene. De fleste var imod hende, eller også lagde de pres på hende med henblik på stillingen som leder. Malisha ønskede nok også at hun skulle pådrage sig det ansvar, men det lystede hun på ingen måde. Hun hævede et slankt øjenbryn. ”Er du en warlock?” spurgte hun direkte for det ville måske være praktisk at vide, i så fald ville det heller ikke være underligt at han havde kendskab til hendes søsterskab med Malisha. Når det var sagt, så havde hun aldrig mødt en warlock, som var i stand til at forvandle sig til en panter, end ikke nogle af de ældste, hvilket gjorde hende mistænksom.. måske en varyl? Netop som hun besluttede sig for at han ikke var hendes tillid værd, efter det lille nummer, snoede der sig lange, mørke tråde ud fra hendes hånd og bandt det pelsede skikkelse til jorden. Måske det var hans eget trick, men det vidste hun jo ikke, desuden var det effektiv. Hun måtte ekrende at hun havde undervurderet den magiker som hun havde mødt i Procias, det der irriterede hende mest, var at hans ansigt havde sat sig på hendes nethinde, hun gjorde sig mange tanker om ham i det hele taget. Narcissa vendte ryggen tol ig var på vej væk, da hans ord fik hende til at stivne for lange sekunder. Hun knyttede hænderne og strøg mod hans skikkelse med bestemte skridt, uden at lade trådene slippe deres greb om ham. ”Du ved noget. Hvad ved du?!” endte hun direkte krævende og stirrede på ham med et blik der strålede af vrede. ”Fortæl mig hvad du ved, eller jeg ender dit liv nu og her,” advarede hun og hævede hånden som igen fyldtes med mørke. Hun ville ikke tøve når det kom til sin søster, hun havde vitterligt aldrig følt sig så alene, og alt den modstand, alt den bebrejdelse, det var pludselig alt sammen myntet på hende, hvilket hun var ved at være godt træt af! Blikket tog hun ikke fra ham, men stirrede i stedet køligt på hans ynkelige skikkelse, som han lå der, bundet af hendes mørke.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste udmærket godt, at han var ude hvor han ikke kunne bunde lige nu, også selvom han nu ikke tog det så tungt, for umiddelbart, så var der jo trods alt heller ikke sket noget som det stod lige nu om ikke andet. De gyldne øjne gled mod hendes skikkelse. Smuk var hun nu, også selvom hans største problem, var at hun var en warlock! Han vidste godt, at han efterhånden var nødt til at bevæge sig varsomt frem, i frygten for at det jo faktisk skulle gå galt, og endda uden at han havde givet sig til kende. #Jeg har aldrig ment at fornærme Dem,# påpegede han ganske sigende, som han let lagde sine øre ned. Han ønskede bestemt ikke at stå og vrisse af hende, sådan som hun gjorde det af ham, for han havde jo slet ikke gjort noget som helst! Der var intet på ham lige nu som indikerede at han var en magikyndig, og det var hans redning som det stod lige nu om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være. At hun spurgte ind til om han var warlock, fik ham til at blinke let med øjnene. Han havde ganske vidst haft meget med det væsen at gøre, men han havde i den grad aldrig været en af dem! #Nej. Aldrig har jeg været, og aldrig kommer jeg til,# svarede han ganske sigende. Han havde kun set dem i Procias og sådan som de havde snakket til hinanden, så var han faktisk ikke rigtigt i tvivl om de familiære bånd som havde været dem imellem! At hun så til gengæld skulle gøre brug af hans tricks og direkte tvinge ham i jorden indbundet i de mørke reb, havde han dog ikke direkte regnet med. Han brummede kraftigt, som han forsøgte at få sat benene i jorden, så han kunne rejse sig, selvom det slet ikke ville som han ville det! De gyldne øjne gled direkte mod hende endnu en gang. Det begyndte at blive farligt, også selvom han jo var nødt til at gøre et eller andet! #Din søster mistede sin magi, da hun angreb Dronningen af Procias! Ingen har set hende siden og rygterne går på enten at hun er gået under jorden af skam, eller er død!# svarede han igen med en mere fast tone, som han igen vendte blikket i retningen af hende. Foreløbig, så valgte han ikke at gøre noget som helst, skønt han vidste, at han måske burde genoverveje den skikkelse lige nu. Han ønskede dog ikke at hans animagus skulle afsløres, da det var en skikkelse, som han i sig selv, faktisk fandt utrolig meget fred i, og det var noget som han jo faktisk i sig selv, havde det ganske fortræffeligt med! Kløerne rev let i jorden, som han forsøgte at slå let med halen. Hovedet forsøgte han at hæve, også selvom intet ville som han ville det, og det var en tanke som efterhånden var ved at gøre ham temmelig hidsig, for han fandt det da slet ikke retfærdigt, når han ikke havde gjort andet end at lade hende gå med livet i behold! #Slip mig,# nærmest beordrede han med en klar og fast tone.

[Deleted]

Hvem end denne mand var, så var han i den grad ude hvor han ikke var i stand til at bunde! Denne gang havde han kun formået at gøre hende direkte rasende, og det var uden tvivl hans egen skyld, hun brød sig ikke om at blive røvrendt på den måde, det var helt sikkert! Måske han aldrig havde ment at fornærme hende, men hun tog det i allerhøjeste grad som en grov fornærmelse! ”Om det var ment sådan eller ej, så anser jeg det for at være en af de mere grove,” svarede hun tydeligt spidst. Det andet fandt hun sig virkelig ikke i! Eftersom han tydeligvis havde kendskab til hendes slags, så måtte hun næsten gå ud fra at han var en warlock, det var de færeste der vidste at Malisha overhovedet havde en søster. De mørke øjne faldt hårdt på ham. ”I så fald forundre din viden om min slags, mig. I så fald må du være en spion.. jeg burde slå dig ihjel på stedet,” svarede hun køligt, og kastede et håndligt blik på ham, så han lå der på jorden bastet og bundet af de mørke tråde. Selv bar hun ar efter de lyse som havde haft fat om hende, og havde brændt sig ind i hendes fine hud. At det så faktisk var hans trick, vidste hun jo ikke, også selvom hun havde hugget det lidt fra den magiker hun havde mødt i Procias. Hvilken plage han havde værret, mest fordi hun havde undervurderet ham fuldkommen, det havde også gjort hende mere forsigtig nu om dage. Hans ord gjorde hende fuldkommen stiv i minen. Det gav ganske vidst mening, Malsiha havde været væk i frygtelig lang tid, uden at give lyd fra sig i det hele taget, men hun vidste næsten at hun måtte være i live, for nogle havde slæbt hende til kroen i Manjarno. I det mindste kunne hun havde efterladt en besked. Mørket dannede sig i hendes hånd. ”Min søster.. er en ærefuld kvinde, der skal mere end en sølle skam til at få hende til at gå under jorden. Du ved intet, din uvidende tåbe,” hvæsede hun hidsigt. Ja lige når det kom til Malisha så var det et frygtelig ømt punkt, og alt ofr mange havde hånet og vanæret hende, forsøgt at bilde hende ind, at hun havde svigtet, og hvis han havde ret i at hun var gået under jorden uden så meget som et ord.. så havde hun svigtet! At dyret forsøgte at kæmpe sig ud af båndene, tog hun sig virkelig ikke af, hun var fuldkommen ligeglad! Den mørke kugle kastede hun netop ved siden af dyrets hoved, ganske bevidst ikke for direkte at ramme ham eller at skade ham. Hun smilede selvtilfredst med et hævngærrigt glimt i blikket. ”Hvorfor dog? Det er langt mere fristende bare at lade dig ligge,” svarede hun morende, også selvom hun skam mente det! ”Ciao Bella,” hilste hun med et provokerende vink, inden hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå. De mørke tråde løsnede hun ikke på nogen måde, magien ville blive svagere jo længere væk hun kom, og så mange han jo selv forsøge at komme ud af suppedasen, det andet morede hende kun. Jo længere væk hun kom, jo mere tænkte hun på Malisha og følte sig frygtelig bekymret for om hun faktisk havde mistet sin magi, for i så fald måtte guderne vide hvor hun var som det eneste. Hun tog atter færden mod Dvasias, hun var nødt til at finde sandheden!

//Out

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var allerede ved at gå op for Salvatore, at han var ude hvor han ikke kunne bunde, men han så stadig ikke på det som et nødvendigt foretagende, at skulle skifte form endnu, for det var ikke direkte fordi at hans liv var i fare eller noget som sådan. Han knurrede let for sig selv, som han gjorde faste ryk for at komme fri, selvom det bare ikke ville som han ville. Han havde måske en større viden omkring hendes slags, end hvad der var normalt for en som ham, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han slog let med halen, som han forsøgte at kæmpe sig om på maven, så han måske kunne rejse sig op på alle fire, og derved få trådene til at slippe ham? Selvom det var tydeligt, at hun havde draget inspiration fra hvad han havde gjort ved hende, så var det næsten noget som han havde betragtet som en ære et sted. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang, som han svagt kneb øjnene sammen. #Ville jeg afsløre mit mere menneskelige jeg, hvis jeg havde været en spion?# endte han med en spids tone. Han fandt sig bestemt heller ikke i denne opførsel, også fordi at han slet ikke kunne se hvad han havde gjort sig fortjent til, ved at skulle ligge der som han gjorde det lige nu, for den tanke i sig selv, var jo faktisk noget som gjorde ham temmelig arrig af sig! Kuglen som hun dannede i sin hånd, fik ham dog til at ligge stille. Skulle han forvandle sig? Han ville helst ikke, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, men det var jo aldrig til at vide, når det endelig skulle komme til stykket, for hvis der var noget som han havde fundet ud af omkring de skide warlocks, så var det jo, at man ikke kunne stole på dem! Kløerne rev han let over jorden under sig, og med de gyldne øjne hvilende på hendes skikkelse. #Jeg fortæller dig kun hvad jeg selv ved. Jeg har aldrig tiltænkt din søster som andet end ærefuld! I har sikkert haft Jeres grunde til at handle som I gjorde!# endte han med en fast tone, som kuglen blev kylet ned ved siden af ham, hvor han alligevel blev liggende fuldstændig stille. At hun ikke ville hjælpe ham fri, var noget som selvfølgelig irriterede ham noget så voldsomt, også selvom han kunne se, at han alligevel havde berørt noget i hende. Han blev liggende og stirrede efter hende, hvor han blev liggende til hun var helt ude af billedet. Først der valgte han at skifte sin skikkelse og rejste sig som den brede og stærke mand som han var. Trådene blev stort set revet over af det lys som befandt sig i ham, idet han næsten vaklende kom tilbage på benene igen. Han rystede let på hovedet, inden han tog sig til det. Hans krop rystede ganske svagt, idet han vendte blikket i retningen som hun var gået. Hun var da noget særligt, og.. han tænkte jo på hende konstant! Med de tanker, forlod han stedet, kun for at søge hjem til Procias.

//Out