We meet again

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ved at være en temmelig sen aften. Fuldmånen hvilede tungt over den store himmel over dem, hvor man kun lige var i stand til at høre uglerne tude i deres søgen for nattens bytte. Månen spejlede sig i det blanke vand, som henlå så stille, da det var temmelig vindstille – i sig selv en tanke som Salvatore faktisk havde det ganske fint med. De gyldne øjne hvilede frem for sig, hvor han selv ikke kunne fornemme, høre eller se nogen i sin nærhed, så han vovede sig stille frem fra sit skjul. Listende på sine fire poter, og med halen let legende efter sig i takt til hans lette og elegante gang over det let våde græs ned mod søen, selvom det slet ikke generede ham på nogen måde. Han var vant til naturen, som han lige så var vant til at sove under den åbne himmel, da det lige så var noget som han havde gjort igennem temmelig mange år. I sig selv, så var det ikke nær så ofte igen, at han forlod Procias udelukkende på grund af en vandring for sine egne tankers skyld.
Igen måtte Salvatores tanker glide til denne kvinde som han havde stået ansigt til ansigt med da det kongelige bryllup var blevet ødelagt. Lige hvem hun var, havde han endnu ikke fundet ud af, men at glemme hende, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til af grunde som faktisk var ham temmelig ukendte. Han blinkede let med øjnene, som han roligt nåede bredden. Der valgte han at lægge sig ned. Tungen strøg han over snuden, som han trak sig helt hen til vandet, så han var i stand til at se sig selv. Spejlbilledet var endda ganske tydeligt til aften! Stjernerne glimtede over ham, hvilket var en fornemmelse som han godt kunne lide, for smukt var det.. og noget som han faktisk altid havde været ganske fascineret af, hvilket kun var noget som gjorde det hele så mange gange bedre, selv i hans øjne. Han brummede let for sig selv. Endnu kunne han til dels mærke en smerte i brystet efter at kniven havde sat sig der, efter brylluppet, og det var sikkert endnu et ar af mange som han skulle være tvunget til at vandre med til evig tid. Han tog en tår af vandet.. slikkede det mere eller mindre i sig, som havde han været en kat af natur, selvom det næppe var tilfældet, så var han jo vant til skikkelsen. Et enkelt vindpust ramte ham direkte i ansigtet, hvilket fik ham til at lukke øjnene, for det var ikke just fordi at det generede ham, for han kunne lide det. Der var intet bedre end at rende rundt i en skikkelse som man efterhånden følte sig så vel i og bare.. kunne nyde af naturen. Det var virkelig noget af et bedste af det hele for ham! Halen slog han ganske let og elegant med, som han trak benene helt op til sig, kun for at lægge sig ned og studerede den store og sorte nattehimmel, næsten som han forsøgte at læse de mange stjernebilleder, for det var klart i aften, og han var faktisk i stand til at se mange af dem!

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Det var en smuk aften, påvirket af kulde men smuk. Ikke en sky var at ane på den mørke himmel, hvor stjerner glimtede i det fjerne og hvor den store måne stod højest på himlen og oplyste jorden under den. Narcissa havde valgt at drage en tur mod Manjarno. Den første tanke havde været at lede efter sin kære søster, som hun endnu ikke havde formået at finde frem til, men i sidste ende var det endt med at hendes skridt havde ført hende på afveje, forvirret af sine egne tanker. Langt om længe var hun kommet sig efter angrebet på Procias. De lyse tråde som havde holdt hende ned havde sat sine spor på hendes krop, men mere var der ikke i det. De mørke lokker var bundet op i en elegant knold, mens hun bar sig frem i et par tætsiddende bukser og en korsettop. Eftersom hun altid havde været tvunget til at være feminin, så forsøgte hun at skjule det bag den hårde facade, hvilket var svært når man var så feminin og næsten uskyldig af udseende som hun var og altid havde været. Den kolde vind strøg over hendes nøgne skuldre hvilket fik et gys til at søge gennem hende. Hun burde have medbragt en kappe, men så langt havde hun selvfølgelig ikke tænkt. Det var umådelig længe siden hun havde været ved søen, men eftersom Den sorte sø kun bragte mere uheld end den bragte gavn og fred, hvilket var hvad hun havde brug for, for tiden, hun måtte jo bare nøjes et sted. Hun lod de mørke øjne glide hen over horisonten og glædede sig ved tanken om at der umiddelbart ikke var andre at se. Det havde været en lang tur, så en mindre pause ville nok ikke slå hende ihjel. Med de elegante skridt strøg hun roligt ned mod bredden for forsøgte at bide kulden i sig. Narcissa burde virkelig koncentrere sig om at finde sin kære søster, men det som hjemsøgte hendes sind mest var tanken om den fremmede mand hun havde mødt under angrebet i Procias. Det irriterede hende at en sølle magiker havde formået at tvinge hende i jorden, desuden havde han været irriterende flabet og nu havde han desværre også sat sig i hendes tanker, hvilket virkelig pissede hende af! Den sorte panter som skjulte sig i mørket, var slet ikke en som hun bed sig fast i, idet hun nærmede sig bredden hvor hun dumpede ned i det fugtige græs. Uden at tøve lagde hun sig ned i det og sukkede tungt. Armene lå ud fra kroppen, mens benene lå samlet, så hun nærmest lå i et kors. Blikket lod hun stille glide i for at samle sine tanker en smule. Hun var bekymret for Malisha, for hun ville have taget kontakt til hende nu hvis hun havde været helt okay. Hun havde slet ikke tid til at tænke på fremmede magikere, der alligevel ville være ligegyldige fra nu af og tiden frem! Det kølige græs kildede hendes kind. Et blidt smil spillede over de rosenrøde læber. Nu hvor hun ikke havde nogle forventninger at leve op til så kunne hun smide den hårde facade lidt, hvilket gjorde det hele nemmere også for hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste ikke hvad han skulle forvente sig af denne aften, for efterhånden, havde han jo fået æren af at møde ganske interessante personer, også selvom det var de færreste som faktisk havde formået at infiltrere hans eget liv, hvilket han et sted havde det fint med. Som han havde forsøgt at forklare Denjarna, så kunne han måske indgå disse såkaldte ’venskaber’ med dem fra mørket, men af den grund, så var han nødt til at være mere påpasselig med hvem og hvad han gjorde, for det var noget som i den grad sved til hans egen ende, og det vidste han jo udmærket godt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Blikket forblev hvilende på den store og mørke himmel over ham, hvor han faktisk forblev ganske rolig. Stilheden var noget som efterhånden var tiltrængt, for der skete for meget i Procias og omkring hans private liv efterhånden. Mange indtryk var selv noget som måtte påvirke ham i en forstand, som han ikke vidste om skulle være godt eller skidt.
Selv den sorte pels, var noget som kunne holde Salvatore skjult midt ude i det åbne, hvilket han faktisk heller ikke havde noget imod. Det var først da stilheden tydeligt blev brudt af en skikkelse som han vidste at han havde set før! De gule og gyldne øjne vendte han direkte i retningen af den ellers så smukke kvinde, også selvom det var tydeligt, at hun heller ikke havde lagt mærke til at han lå der – hvilket et sted selvfølgelig også var noget som passede ham selv ganske fint. Han spidsede ørene, hvor han ellers blev liggende uden at rokke så meget som en muskel, for det var jo ikke til at vide hvordan hun ville reagere, hvis hun stod ansigt til ansigt med et rovdyr, for det var jo trods alt hvad han var i denne stund, så selvfølgelig var det noget som han var nødt til at tage højde for i den forstand, at han faktisk var i stand til det. Han slog let med halen, uvidende om hvordan han egentlig skulle tage det eller ikke, og han vidste, at det var noget som han var nødt til at gøre noget ved, for de kunne jo ikke bare ligge der begge to den at lægge mærke til hinanden! Denne gang valgte han at rejse sig, idet han vendte sig mod hendes skikkelse. Han rejste sig i sin fulde højde på de fire pelsede ben. Han ville ikke forvandle sig nu, for man kunne jo heller ikke just sige at deres forhenværende møde havde været positivt, for det havde jo været et møde halvvejs i krig! Og det var bestemt heller ikke noget som han havde glemt! De gule øjne hvilede på hende, som han lod hovedet søge en anelse på sned, idet han varsomt trådte mod hende, også selvom det på ingen måder var faretruende, for det havde han slet ikke nogen grund til. I det store og hele, så havde han vel altid været ganske venligsindet anlagt? Han brummede svagt, næsten som han gjorde et let forsøg på at gøre hende klar over hans tilstedeværelse, idet han endnu en gang valgte at stoppe op. Han var nødt til at bevæge sig frem varsomt.

[Deleted]

I det store og det hele turde Narcissa ikke forvente sig noget af aftnerne mere. Hun havde både håbet og regnet med at finde sin kære søster et sted i Manjarno hvor hun selv var blevet efterladt på kroen, men hun havde ikke fået så meget som et spor af hende og den tanke var både frustrerende og irriterende. For nu havde hun valgt at slå det ud af hovedet, bare et kort øjeblik for at få stillet sine tankers sult efter at forestille sig den umådelig flotte mand, der havde tvunget hende direkte i knæ. Normalt ville hun føle et et kæmpe had, det gjorde hun til dels men der var noget andet end det, noget som i højere grad mindede hende om den slående nysgerrighed hun havde haft da hende og Malisha havde efterladt deres afdøde forældre. Hun lod blikket komme til syne bag de pludselig tunge øjenlåg. Det var ikke fordi at hun var træt, for at vat være blevet slået ud, måtte hun erkende at hun havde fået indhentet den enorme søvnmangel. De mørke øjne faldt på de glimtende stjerner over hende. På trods af mørket var der noget i hende der blev revet med af omgivelserne, lige når det kom til natur så skulle der ikke synderlig meget til at imponere hende. Hun smilede for sig selv, og strøg hånden ned over maven og den glatte kjole.
De lydløse skridt bed hun sig ikke fast i, for hun havde trods alt allerede konstateret at hun var alene på dette sted hvilket virkelig ikke gjorde hende noget. Hun vidste ikke hvor hun burde tage hen, om hun burde tage hjem og håbe på at hun dukkede op, efterhånen havde hun ledt i uger men uden heldet til at finde hende, og det var virkelig bekymrende. Den pludselige brummen fik omgående smilet til at falme og de uskyldige, mørke øjne til at blive hårde endnu engang. Hun stirrede på de gule øjne som lyste i natten og satte sig op i en lidt forskrækket bevægelse. Hænderne lagde hun i græsset som støtte og stirrede på det mørke dyr, hvis skikkelse hun kun kunne se skyggen af. Pantere levede ikke frit på dette sted, hun vidste at de fandtes visse steder på Prociansk jord, men de var få, så enten var den vildfaren eller også var det en animagus Hun stirrede på ham med de hårde øjne og dog et svagt glimt af frygt at sporer. Den slags dyr var ikke til at stole på, men under alle omstændigheder så virkede den venligsindet, den kunne være hoppet på hende allerede uden at hun ville have nået at registrere det. Narcissa lagde hånden mod sin pande og sukkede lidt opgivende. Det lod bestemt ikke til at en kvinde kunne få sin fred. ”Okay.. fint.. kom her.. kittykat,” mumlede hun en smule utilfredst og rakte hånden ud mod den. Jo hun kunne godt bruge en at snakke med, særligt hvis det var en som ikke var i stand til at sladre, og et dyr var vel harmløst? På trods af at hun vidste, at det var at bede om det, så lod hun de mørke øjne falde direkte i dyrets gule med den lidt ligegyldige mine. Det var en facade, og hun var i den grad klar til at udøve magi, særligt nu hvor hun ligeså havde fået energien til den slags igen, forbandet være den mand der næsten havde suget det ud af hende med sin procianske sjæl. Gåsehuden meldte sig langs hendes fine, blege hud idet endnu et køligt strøg gled over de nøgne skuldre. Hun forbandte sig selv for ikke at have husket den kappe!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Stilheden var virkelig behagelig et eller andet sted, og selv noget som Salvatore efterhånden godt kunne bruge. Han vendte blikket ganske sigende mod Narcissa som lå lidt længere nede af bredden. Selvfølgelig morede det ham lidt, at hun slet ikke havde set ham, for han lå jo faktisk midt i det åbne, selvom det var tydeligt at den møre og sorte pels faktisk formåede at holde ham skjult, og selvfølgelig var det en tanke som faktisk selv måtte glæde ham. De gule øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun virkede afslappet, og det var en tanke som han godt kunne lide, for det var i den grad ynder helt andre omstændigheder, end det som han havde set sidst de havde stået ansigt til ansigt, også selvom hun nok slet ikke havde nogen anelse om at han faktisk var i stand til at forvandle sig på den her måde, da det jo ikke just var hvad man ville definere som en typisk magiker, for han var jo en leder af racen – ergo også renracet, men nok heller ikke helt i dette tilfælde, men det var vel ikke noget som gjorde det mindste i hans øjne.
At se hvordan Narcissa reagerede på hans brummen, så var det tydeligt for ham, at hun havde hørt ham. Han blev dog stående, for selv han ønskede slet ikke at gøre hende noget ondt eller lignende, om det var noget som han kunne blive fri for, for han kunne med lethed have hoppet på hende. Mange pantere var der ikke tilbage, men selv var han glad for muligheden for at ’gemme’ sig lidt, som han gjorde i denne stund. Han slog let med halen, hvor han faktisk stod højt hævet, næsten også som et tegn på at han slet ikke var ude på at gøre hende noget, for det var slet ikke noget som han var videre interesseret i! Som hun bad ham om at komme tættere på, så sænkede han hovedet, idet han roligt søgte hen til hende, også selvom det var ganske roligt. Han var efterhånden så vant til at søge ind i panterens dyriske natur, at han kunne få det til at fremstå som ganske naturligt for ham, og det var faktisk en fornemmelse som han godt kunne lide i længden, for han kunne gemme sig lidt, og det var faktisk også rart. Snuden strøg let mod hendes hånd, som han let duftede til hende. Jo, det var kvinden som han havde stået ansigt til ansigt med foran slottet og den kvinde som han havde valgt at slå i jorden, men det var jo kun for at redde sin egen ende! Han brummede igen, som han valgte at sætte sig ned, ikke langt fra hende. Et sted kunne han fremstå som en ganske håndtam af slagsen, hvilket også var det som han klamrede sig mest til. De gule øjne vendte han direkte mod hende. Han blinkede med dem, som han lagde hovedet let på sned, inden han lagde sig ned og gav sig til at slikke sine forpoter – med andre ord, så var han slet ikke interesseret i at gøre hende noget ondt, hvilket han også ønskede at gøre helt tydelig for hende, så hun igen kunne slappe af, og ikke være så meget på vagt, selvom det vel også var at holde hende for nar?

[Deleted]

Eftersom pantere var bygget til mørket, så havde Narcissa på ingen måde set ham ligge i græsset på trods af at han ikke lå langt fra hende. Hendes tanker snurrede rundt i hovedet på hende, det gav hende hovedpine, også fordi hun vidste at tiden ikke var til at lægge der og slappe af, når hendes søster var forsvundet, men hun var udmattet.. mere mentalt end fysisk og den forbandede magiker fra forbandede Procias, blev ved med at dukke op. De hårde, mørke øjne faldt på panteren som havde søgt hende. Han virkede ikke ligefrem aggressiv. Hånden rakte hun ud mod ham som en tydelig invitation til at komme nærmere, så han kunne få lov til at snuse til hende. Snuden lod hun begraves i sin varme håndflade, som den valgte at tage chancen. Hovedet lod hun roligt søge på sned, som hun betragtede den med et intenst blik. ”Kan du heller ikke sove?” spurgte hun med et dæmpet suk velvidende om at der ikke ville komme svar igen. Det var det som var rart med dyr på den led, de var ikke i stand til at give flabede svar. Hånden lod hun falde i sit skød som han igen endte med at trække sig som et arrogant bæst. Hun hævede et slankt øjenbryn. ”Fri mig.. skal du nu til at spille kostbar?” endte hun og himlede med øjnene, også selvom hun ikke tog sig af det. Roligt endte hun med atter at glide ned i græsset hvor hun kunne ligge.
Hovedet endte ved hans poter. Hun så op på ham med et dovent blik. Det var faktisk rart ikke at være så alene, også selvom dyret ikke kunne gøre noget som helst for hende. Roligt hævede hun hånden og lod den stryge ham bag øret. Det var på ingen måde fordi at Narcissa mistænkte at panteren kunne være andet end et dyr, for hvorfor skulle det? Sandsynligheden for at den var vildfaren var større end det andet. På trods af at hun blev lettere fugtig, vendte hun sig i det kolde græs. ”Hvad laver du overhovedet helt i Manjarno?” spurgte hun lettere nysgerrigt og lod hånden stryge ham ned over den elegante ryg. Det var virkelig ved at være koldt om aftenen, hun ville kun blive syg af at ligge herude, og det var tiden slet ikke til, lige nu var hun mere eller mindre den som holdt styr på warlockerne og det var ikke nemt for man forventede automatisk at hun var ligesom sin søster, men sandheden var at hun nok ikke var nær så hård og kold, hvilket kunnet mærkes også på hvordan de sad sammen som de gjorde nu. Den hårde mine var faldet.. tilbage sad en uskyldigt udseende kvinde, fanget af sine egne tanker og bekymring og frustration stående ud af sine mørke øjne. Alt var en facade. Til tider måtte hun gøre ting som hun aldrig havde haft synderligt lyst til, eller som hun havde været imod, sådan var det at stå i gæld til den kvinde som havde reddet hende fra et liv bag køkkengryderne. Hun fugtede læberne med tungespidsen og lagde hovedet i det bløde græs. Selvom hun var afslappet så havde hun føling med hvad der foregik omkring hende, for i et land som Manjarno var det bestemt ikke sikker på at hun ville blive set på som velkommen, men fred være med det!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At se den mere rolige side af den kvinde som Salvatore havde set i Procias, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham nysgerrig. Nu havde han trods alt sine fordomme mod dvasianere og warlocks specielt, udelukkende på grund af det liv som han havde levet frem til nu, hvilket selvfølgelig også var noget som måtte sige en god del, også for hans vedkommende. Tungen strøg han let over sin store snude, idet han alligevel tog chancen go bevægede sig tæt på hende. I denne skikkelse havde han kun sit store tandsæt og klør at forsvare sig med, selvom han selvfølgelig håbede på at det ikke var noget som skulle gå hen og blive nødvendigt, for.. det ønskede han vel ikke? Han havde allerede slået hende i jorden en gang, også selvom det kun var fordi at han ikke havde haft noget andet valg, hvilket selvfølgelig var noget som selv kunne gøre ham trist, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte de gule øjne direkte mod hende, som hun tydeligt henvendte sig til ham. Han kunne godt besvare hendes spørgsmål mentalt, men han fandt det vel bedst ikke at gøre noget som helst? Han skulle være et dyr nu, og det var selvfølgelig også noget som gjorde sit. At han lagde sig ned og slikkede sine poter, var tydeligt noget som gjorde hende en anelse utilfreds, hvilket faktisk morede ham lidt.
Mest af alt, kunne Salvatore minde om en vildtfaren panter, for de var vel kun kendt som et vildt dyr i Procias efterhånden? Han brummede let for sig selv, som hun strøg ham bag øret og videre nedover ryggen. Kunne han, så ville han spinde, men.. var det noget som store katte kunne? Han havde ikke oplevet den form for nærhed siden hans tid sammen med Eniqa, hvilket selvfølgelig også gjorde sit for hans vedkommende, for det var en tanke som et sted også gjorde.. ondt vel? Han savnede hende, hvilket først var noget som gik op for ham i denne stund, selvom han måtte bide det i sig. Han vendte de gule øjne mod hende som hun lagde sig ned. Hvad han egentlig lavede i Manjarno vidste han ikke, han.. havde vel egentlig bare søgt ud for at tænke lidt egentlig? Tænke lidt for sig selv? For det var efterhånden noget som han faktisk havde haft brug for, for hun havde jo lige så præget hans tanker frygtelig meget igennem den sidste lange tid, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var.. frustrerende! Han kendte jo ikke engang hendes navn! Han slog let med halen, hvor han bevidst valgte at ramme hende direkte i ansigtet. Hun virkede trist et eller andet sted.. træt eller udmattet måske? Han spidsede ørene lidt, som hans blik forblev hvilende på hende. Det måtte da være koldt ikke at have noget tøj at dække sig med, andet end det som hun gik rundt i, for det var der ingen varme i! Han brummede igen, som han alligevel.. lagde sig om på den anden side, og derved mere ind mod hende, så han kunne varme hende en smule. Han ønskede da slet ikke, at hun skulle ligge der og fryse, om det var noget som han kunne gøre noget ved!

[Deleted]

Det var virkelig en sjældenhed at Narcissa lod paraderne falde. Efterhånden havde hun ikke kontrol på det.. ikke som hun havde haft engang vel og mærke, for kulden havde påvirket hende i en sådan grad, at det var nemmere bare at lukke af fra starten frem for at give nogle en chance for at komme ind på livet af hende. Der var en grund til at hun bare havde Malisha og end ikke den kvinde kunne hun finde. De mørke øjne betragtede det store kattedyr som lå der ved hendes side og slikkede sine poter, spillede kostbar hvilket næsten morede hende, det var et kæledyr for hende. Hun vidste at man ikke ligefrem kunne kalde det for et kælent dyr, tværtimod så var han farlig, han ville kunne rive struben over på hende til hver en tid, men hun havde en farlig fornemmelse af at det ikke ønskede hende noget ondt. Det kolde græs kildede de nøgne arme, der tydeligt afslørede at hun frøs mere end hun nok lige ville være ved. Temperaturene var hurtigt blevet køligere, kun Procias var varmt endnu, det var gået op for hende under angrebet, det var i sandhed et land i sin fulde skønhed, også selvom det ikke var noget hun kunne drømme om at sige højt.
Som ventet kom der intet svar fra det store kattedyr. Narcissa sukkede tungt og lod hånden løbe over hans mørke pels. I det fjerne raslede træerne som de langsomt var med at smide de sidste blade. Efteråret var i sandhed smukt, desværre koldt. ”Hvor er du dog reserveret,” påpegede hun lettere vantro og rynkede utilfredst på panden. Hun var afslappet på en underlig måde, dyret kunne trods alt ikke sladre til nogle, hvilket gjorde det lettere at åbne sig. Hun sukkede og lod hånden falde ned i græsset ved sin side og så på den smukke stjernehimmel. Det var tydeligt at den store kat ikke ligefrem ønskede hende helt tæt på sig. Hovedet lagde hun helt ned i græsset og strøg de mørke lokker bort fra sit ansigt. ”Her er mere rart end jeg husker. Ikke nær så.. anspændt som Dvasias,” erkendte hun med et stille nik. Det var rart at have nogle at snakke med også selvom det bare var et dyr, desuden var det ikke løgn, efter borgerkrigen for alvor havde taget fat, så var stemningen særligt blandt warlockerne blevet langt mere anspændt, langt fra alle var enig med hendes søsters bizarer idéer. Det blide slag i ansiget fik hende kun til at trække en lettere irriteret mine. ”Det der var der bestemt ingen grund til,” mumlede hun og trak dog alligevel på smilebåndet i et ligefrem uskyldigt smil. Hun daskede blidt til halen og lagde sig til rette. Samtidig lod hun sig forundre en smule da han næsten.. puttede sig op af hende? Om ikke andet så var pelsen dejlig varm, det gjorde det lidt lettere selv at holde på den i kulden. ”Nå så slem var jeg heller ikke?” endte hun lidt veltilfredst, og lod fingerspidserne forsvinde ind i den mørke pels kun for at stryge ham lidt. Det virkede surrealistisk for det var trods alt et farligt dy.. normalt, men hvem kunne vide hvad natten i sidste ende ville kunne bringe?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det morede virkelig Salvatore at se andet end mørket i denne kvinde, for det bekræftede jo kun for ham, hvad han allerede havde været klar over; At der var mere lys i hende, end det som hun ville være ved, og nu så han jo det med sine egne øjne! Procias var endnu varmt, hvilket muligvis også var derfor han havde søgt hertil. Det var ved at være koldt om natten og aftenen med, udelukkende på grund af den kommende vinter, og selvom det bare var en naturlig del af året, så var det selv en langvarig mørk tid, som selv han nød sig af. Han var jo faktisk i stand til at gemme sig, og selv smide de facader bare lidt, og selvfølgelig var det en tanke som selv kunne gøre ham glad. De gyldne øjne stirrede på hende. Den måde som hun behandlede ham på, indikerede kun at hun var meget glad for dyr, samt det faktum at hun faktisk kunne være sådan overfor ham, var en grund til at han ikke skulle afsløre sig selv, for det ville egentlig ikke kræve særlig meget af ham i sig selv – det var vel egentlig bare.. at snakke mentalt med hende? Så var det noget som han slet ikke kunne få sig selv til!
Som han slog halen direkte over hendes ansigt, så var det tydeligt, at det ikke var noget som hun blev direkte sur over. Han brummede svagt, næsten som han faktisk grinte af hende, også selvom det egentlig kun var fordi at han var.. munter. Han havde altid været en munter personlighed, og dette var bestemt ikke noget undtag! Han var ikke direkte reserveret, men bare.. påpasselig. Han var jo trods alt nødt til at passe bedre på sig selv, også mest for sin egen skyld, for hun ville med garanti slå ham ihjel, dersom hun vidste, at det faktisk var den samme mand som hun havde stået ansigt til ansigt med før, som hun faktisk lå og kælede med! Alligevel valgte Salvatore at lægge sig mere ind mod hende. Hun måtte da fryse her i det her vejr, for det var ikke fordi at det var varmt i vejret længere, og selvfølgelig ønskede han heller ikke ligefrem at hun skulle fryse, hvis det var noget som han kunne gøre noget ved, og det eneste som det egentlig krævede, var jo at han lagde sig ind mod hende. Det i sig selv, var noget som selv han kunne gøre, uden at det krævede alverdens med ham. Han lagde sig om på siden, hvor hendes hånd strøg ham over pelsen, hvor han tydeligt lukkede øjnene nydende. Han trak vejret dybt og slap det tungt, som han lagde hovedet tæt ind mod hendes krop, hvor hendes hånd tydeligt strøg ham tæt ved maven. Han strakte det ene forben og det ene bagben, så hun fint ville komme til, som han næsten opfordrede hende til at nusse ham på maven. I det store og hele, så var det faktisk en fornemmelse som han godt kunne lide, og noget som han ikke havde oplevet siden hans lange liv sammen med Eniqa, så hvis han havde muligheden for det, så ville han bestemt heller ikke takke nej!

[Deleted]

Havde Narcissa vidst hvem pokker det egentlig var hun lå og kælede med på denne måde, så havde hun været forbandet vred, men hun end ikke mistænke at det kunne være andet end blot et dyr, det kunne næppe være en animagus, også selvom det var sjældent at de dyr var så fredelige som dette var. Den strenge opvækst hun havde lidt under var noget som havde fået den indre kulde og det indre mørke frem, i stedet for varmen og lyset, også selvom hun altid havde båret det i sig. Stærkest var det komme ttil udtryk når hun var omkring dyrene, for det var væsner som aldrig havde sagt hende imod, som aldrig havde hånet hende eller tvunget hende ind i ting som hun aldrig ville gøre af egen fri vilje, det forekom hende naturligt. De mørke øjne hvilede på den smukke stjernehimmel. Den havde altid været et mysterium for hende, ikke et ringe et af slagsen, men det gjorde hende forbandet nysgerrig at vide hvad der gemte sig i det mørke, for hun vidste at der altid var noget bag. De forventninger som var blevet hende stillet, var noget som havde tvunget hendes facader op, hun havde bygget en mur omkring sig selv, særligt efter Matthew.. hun havde jo faktisk næret de varme følelser for den mand også selvom det havde været forbandet naivt. Af den grund nærede hun nu de fordomme mod det lyse land, netop fordi de var så naive. De gyldne øjne var nok til at skræmme langt de fleste væk, men der skulle lidt mere til ved hende. Hun vendte hovedet mod ham og betragtede den smukke pels foran hende. ”Du er virkelig smuk,” hviskede hun fuld af beundring for det var trods alt sandt, ikke at hun nogensinde havde sagt de ord, hvis hun havde vidst hvilken mand der gemte sig bag. Af en eller anden grund tog hun sig selv i atter at se den fremmede mand fra Procias for sig. Han var ligeså den smukkeste mand hun nogensinde havde set, og den tanke irriterede hende. Hun skubbede hurtigt tanken fra sig. Hans brummen var ikke noget Narcissa tog sig af. Hun himlede blot med øjnene, og fandt det å ingen måde ensomt at han ikke var i stand til at svare hende, det var rart at have nogle at snakke med i det hele taget, som ikke nærede den form for forventninger til hende, som ikke havde noget kendskab til hende. Det var virkelig koldt, og hun kunne ikke skjule det faktum at hun frøs en hel del. Næsten desperat efter at finde varme, trykkede hun sig en smule ind til den varme pels. Netop som hun havde fundet en behagelig stilling lagde han sig med siden til. Et lille smil endte med at pryde de rosa læber som hun slap en blid latter. ”Forkælede møgkræ,” mumlede hun morende, også selvom hun ikke tøvede med at imødekomme hans krav. Hånden fandt vejen til den bløde mave, som hun roligt begyndte at klø ham. ”Du er virkelig umulig,” endte hun drillende, også selvom hun lagde sig til rette og blev ved med at stryge ham langs maven.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore klamrede sig i den gad til hans mere dyriske side, og det var tydeligt at denne kvinde ikke fattede nogen mistanke, hvilket var noget som passede ham selv ganske fint, det var jo slet ikke det. Han brummede ganske let, som han blev liggende ved siden af hende. Selvom han måske ikke kunne svare hende verbalt, så kunne han selvfølgelig gøre brug af andre metoder – ligesom de gjorde i dyreverdenen, hvor det jo faktisk var lydene som de gjorde brug af, samt det tydelige kropssprog, og det var vel egentlig kun.. behag som han viste hende, også selv ved at være så afslappet som det han var? Han slog ganske let med halen, som han lagde hovedet tæt ind mod hende. Han kunne lide hendes duft – i sig selv, en duft som han nok skulle huske igennem det næste lange stykke tid. At hun så alligevel indvilget i at stryge ham over maven, for det var noget som han i den grad havde savnet! Næsten automatisk så gav han hende den fulde plads, hvor det samtidig også førte til det fuldendte syn af hans manddom, selvom det slet ikke var noget som han tænkte over, for han elskede virkelig at blive kløet på maven! For det var virkelig det bedste af det hele, selv set i hans øjne! Han trak vejret dybt, som han rullede mere og lagde sig helt om på ryggen, hvor han valgte at blive liggende der. Næsten automatisk begyndte hans ben at leve sit eget liv i takt med at hun strøg ham over maven, for selv han kunne ikke tage kontrollen over det hele! Forbenene strakte han en anelse, som han vendte de gule øjne mod hende. Ja, han vidste at han var en flot mand – både som dyr og som menneske, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Et sted var det selv frygtelig beroligende for ham, at kunne vide at.. han bare kunne slappe af, gemme sig lidt bag en anden identitet og bare.. nyde at være sig selv, uden altid at skulle tænke på de mange forventninger som automatisk ville blive sat til ham, som en magikerleder. Han slog endnu en gang med halen, også selvom han på ingen måder stoppede hende i hendes gøremål, for han kunne bestemt godt lide at hun faktisk.. gjorde noget for ham, som ikke gjorde ondt. Selvom arret efter hendes kniv endnu måtte hvile mod hans mave, så var det slet ikke noget som han sagde noget til af den grund, for selvfølgelig var det ikke rart at blive dolket ned, som han havde oplevet. Han havde jo været død, hvis det ikke havde været for Gabriel, og selv han måtte efterhånden stå i tjeneste til den kære mand. Han brummede igen, næsten som havde det været en tydelig form for spinden, for han slappe af, han nød det, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at vise hende, nu hvor han faktisk havde muligheden for det. Hun beviste jo kun for ham, at der var et lys i hende, og så var han ligeglad med hvor meget hun havde benægtet det, for det var ingen skam.. og han var sikker på at han nok skulle få muligheden for at vise det for hende! Han håbede om ikke andet!

[Deleted]

Narcissa reagerede ikke på dyr på samme måde som hun gjorde med mennesker, for denne korte stund tillod hun sig faktisk at slappe af, og lade paraderne falde lidt, hvilket føltes bedre end hun havde husket. Det at spilde tiden på at snakke med et væsen som ikke ville kunne give hende noge som helst var heller ikke ligefrem smart, særligt ikke når hun burde lede efter sin søster, eller forsøge at styrer warlockerne i hendes fravær, men skulle hun være ærlig så orkede hun det ikke. Hun lod det store dyr lægge sig tæt ind til hende, og kunne ikke holde det lille smil fra læberne, også selvom der endnu var en kulde at finde i de uskyldige øjne. Hun var opmærksom på at deres fred kunne blive brudt, så snart andre ville gøre dem selskab, så skulle de mange facader nok ryge op igen. Næsten som havde det været hende naturligt, kradsede hun ham på maven med blide negle. Det morede hende lidt at han elskede det så meget at benet næsten påbegyndte sit eget liv, det var en kælepot mere end det var en morder hun havde fået fat i. Det at hun havde fuldt udsyn til hans manddom var slet ikke en tanke hun gjorde sig, han var jo et dyr og slet ikke noget hun på nogen måde fandt seksuelt overhovedet, desuden var det aldrig de første tanker hun gjorde sig.
Næsten i forsøget på at drille ham satte hun farten lidt op og kløede ham lidt hurtigere, for at se hvor langt benet var i stand til at følge med. Det var et kræ der var vant til mennesker, det kunne hun om ikke andet konkludere. Narcissa rullede roligt om på siden og satte albuen i den kølige jord. De blege fingrer lod hun begraves i de mærke lokker for at yde sig selv den ringe støtte, for bedre at kunne kæle med ham. Det lå til hende at være kynisk ikke direkte at være kold, hun forsvarede sig når hun skulle, angreb når hun blev beordret til det, hvilket havde været tilfældet i Procias også selvom hun i højere grad var præget af ar efter at være holdt nede af de svidende lyse fangarme. ”Jeg burde give mig til noget mere fornuftigt end at ligge i koldt græs og snakke med et dyr der er ude af stand til at svare mig. Fortæl mig at jeg skal genoptage min søgen efter min søster, så jeg kan tage mig sammen, det andet her koster mig dyrebar tid,” endte hun lettere utilfredst. Af en mærkværdig grund følte hun ikke for at rejse sig, ikke med henblik på det som ventede hende i sidste ende, men når alt kom til alt så ville det være det mest fornuftige, desuden ville Malisha have gjort alt for at finde hende hvis det havde været omvendt, problemet var at hun end ikke havde kontaktet hende. Det lys i hende var heldigvis ikke noget som nogle så, til dels var hun end ikke selv klar over at hun overhovedet havde det i sig, det ville kun bringe en skamplet på familiens navn og det havde hun fået skylden for mere end en gang, det var ikke noget hun ønskede at gøre igen, det var helt sikker, det var der ingen tvivl om overhovedet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Et sted glædede det selvfølgelig Salvatore at vide, at der var mere i denne kvinde, end det som øjet havde vist ham. Han havde haft det på fornemmelsen, for sådan en entré som de havde gjort ved det kongelige bryllup, så kunne hun med lethed slå ham ihjel, selvom hun ikke havde gjort det. Hun havde ganske vidst været umådelig godt på vej, selvom det slet ikke var noget som han sagde noget til nu. Der var vel ikke nogen grund til at rive op i den ellers så tragiske fortid, som var der? Han vendte de gule øjne mod hende. At blive kløet på maven, var virkelig noget af det bedste som han vidste, også fordi at det var ved at være så lang tid siden, at han havde oplevet det sidst, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit selv for ham! Hans øjne forblev lukkede, som han lå i græsset tæt ind mod hendes skikkelse. Han nød af hendes duft og hendes venlige væsen, for det var jo tydeligt, at det ikke var ren og skær mørke som prægede hendes warlocksind, og det var noget som han faktisk godt kunne lide, også en af de meget få grunde til at han handlede som han gjorde, for han ønskede hende ikke noget ondt, som det tydeligt også måtte være gengældt, og det var noget som passede ham ganske fint!
At Narcissa kørte hånden mere fast over hans mave, fik hans ben til at fortsætte i et utroligt tempo, selvom det næsten ikke kunne følge med i den takt som hun valgte at følge! Han vendte blikket mod hende, som hun valgte at åbne munden og direkte.. bede ham om at bede hende søge efter hendes søster. Selv vidste han jo godt hvad der var sket med hende, så det at.. ja, det måtte være Malisha der var snak om? Ellers var det ikke noget som ikke gav nogen mening for ham i den anden ende. Han spidsede ørene lidt, som han lagde hovedet let på sned, som han lagde sig om på siden igen som han vendte blikket mod hende. Skulle han afsløre at han faktisk.. kunne høre hende? #Udmærket.. Du burde genoptage din søgen efter din søster og tage dig sammen, for det her koster dig dyrebar tid? Selvom jeg nu ikke kan se hvorfor..# Hans stemme lød ganske rigtigt i hendes hoved, for det var bestemt ikke fordi at han ønskede at vise hende sin sande skikkelse, for han vidste, at det hele i så fald ville tage en forbandet hurtig drejning, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde! Tungen strøg han over den massive snude, som han igen lagde sig roligt ned i græsset ved siden af hende. Selvfølgelig var han et sted bange for hvordan hun ville reagere på det, men.. et sted så håbede han vel på at hun ville være lige så venligsindet? Nu hvor han vidste, at det faktisk var en naturlig del af hende, et eller andet sted skjult under det tunge mørke, som hun i dent grad også var præget af, hvilket faktisk var noget som han.. godt kunne lide. Det klædte hende med et smil, frem for det andet som han havde set pryde hendes smukke læber.

[Deleted]

Der var langt mere end øjet kunne skue, det var der altid, selv nu hvor de sad som de gjorde. Efter at have stukket ham ned i Procias havde hun ingen idé om hvad der var blevet af ham, men hun mistænkte på ingen måde at det var det dyr som lå ved siden af, det var helt sikkert, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var blevet fuldkommen mørkt. Det var den tid på døgnet hvor hun burde være stærkest, særligt når det kom til lande som Manjarno og Procias, det var jo grunden til at hun havde søgt ud, men noget i hende havde tigget og bedt hende om at søge til søgen også selvom hun endnu ikke havde fundet ud af hvorfor. Den hurtige kløen over hans mave, var noget som i tide og utide bragte hende i en kort kontakt med hans manddom, også selvom hun ikke selv overvejede det, han var trods alt bare et dyr og der ville hun ikke være så sart. Hun betragtede ham med det mørke blik der var præget f et glimt som det ikke havde været præget af i mange år, det var så længe siden at hun havde haft nogle at snakke med uden at sporer forventningen i deres øjne. Det var virkelig ikek fordi at Narcissa havde tid til at dovne den af nede ved søen, det havde været meningen at det skulle være et kort hvil, hvilket det ikke var blevet hun havde allerede brugt for lang tid på ingenting. Hun satte sig mere op og strakte sig en smule også selvom hun ikke fjernede hånden fra hans mave, det morede hende kun at se hvordan han reagerede på det. Farven forsvandt fra hendes kinder da hans stemme lød i hendes hoved. Hun genkendte stemmen men var ikke i stand til at placere den. Forskrækket trak hun hånden til sig og vendte sig mod ham. Smilet falmede i samme øjeblik og efterlod hende med den kølige og stramme mine som hun efterhånden var kendt for, selv på trods af det uskyldige udseende. ”Du.. du er ikke er dyr,” påpegede hun næsten anklagende også selvom hun havde haft det på fornemmelsen, det havde han ganske simpelt været for venlig til, taget i betragtning af hans dyrs natur. ”Men jeg takker for at du netop gav mig motivationen til at søge videre,” bed hun en smule spidst og endte med at rejse sig i en lettere elegant bevægelse. De mørke lokker var blevet lettere pjuskede af at have ligget. Det var bestemt ikke fordi hun havde tænkt sig at være ligeså venligsindet nu hvor hun vidste at det på trods af alt ikke var et dyr hun havde valgt at vise en del af sig selv overfor. Hun kneb blikket sammen og så ned på ham. ”Jeg ved ikke hvem du er, og jeg er egentlig også ret ligeglad. Det var en fornøjelse,” endte hun langt mere køligt og bukkede med en form for sarkasme hvilende over sig. Det andet fandt hun sig ikke i, nu kunne hun søge sin søster også selvom hun ikke havde regnet med den grimme overraskelse. Det gjorde hende nysgerrig at hun genkendte stemmen men ikke kunne sige hvor hun havde det fra, frustrerende faktisk!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore nød af roen og det at han faktisk var i stand til at nyde af, for det viste ham kun at der var mere i hende, end det som øjet lige kunne se, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han roligt over sin snude, som han blev liggende ved siden af hende, også selvom benet levede sit eget liv, og hun tydeligt kom i kontakt med hans manddom op til flere gange, selvom det faktisk ikke var noget som han sagde noget til. I denne skikkelse, var han ikke nær så påvirket af det, som det han havde været ellers, men.. han nød nu alligevel at være i nærheden af hende, også selv på trods af det som var sket ham efter de havde mødt hinanden sidst. Som hun holdt inde med at stryge ham over pelsen, så holdt hans ben inde med det samme, som han vendte blikket mod hende. Det var måske en lidt.. drastisk og brutal måde at give sig en smule til kende på, men hun fortjente det, men.. han havde jo ikke regnet med at hun direkte ville reagere på den måde ved at trække sig væk fra ham og rejse sig, som gjorde hun tegn til at gå! Han vendte sig om på maven, idet han vendte de gyldne øjne mod hendes skikkelse. Han ønskede jo slet ikke at hun skulle gå, selvom han selvfølgelig godt kunne forstå at hun ønskede at finde sin søster, men alligevel! Det var tydeligt at hun ikke havde placeret ham fuldstændig, så selvfølgelig var det noget som glædede ham, for han vidste at hun sikkert ville reagere på en helt anden måde i så fald. Han rejste sig op, hvor han endte med at gribe let fat i hendes tøj, som han ønskede at hun skulle blive her sammen med ham. #Jeg er måske ikke noget dyr nej… men du behøver ikke forandre holdning af den grund.. Jeg kunne lide at du strøg mig over pelsen..# Han vendte blikket mod hende, som han næsten forsøgte at fange hendes blik, også selvom det selvfølgelig ikke var det nemmeste fra denne højde, men han kunne jo bare forsøge? Han ønskede helt ikke at afsløre hvem han var, om det var noget som han ellers kunne blive fri for, men det var ikke bare for hans egen skyld, men også for hendes. De havde været i strid, og de vidste, at han i så fald ville kunne slå hende i jorden som det rene ingenting, men dette var noget som han faktisk ønskede at forholde som sin egen hemmelighed. Han var jo ikke farlig, hvis hun ikke havde valgt at give ham nogen grund til det, og det havde hun faktisk heller ikke. #Du virkede ikke til at have så travlt før.. Har jeg gjort noget forkert? Andet end at skjule hvad jeg er for dig..?# fortsatte han, som han alligevel endte med at give slip på hende. Han strøg igen tungen over sin store snude. Den blev faktisk hurtig tør efter at holde fast i ting på den måde. Han hævede blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Hvorfor pludselig sådan et hastværk? Han nød jo faktisk at ligge der sammen med hende!