Dark night, as the dark life..

[Deleted]

Derick havde delt frygtelig mange ting med Samantha dengang de faktisk havde været et makkerpar, og selv alle de hemmeligheder som han havde delt med hende, havde hun jo heller ikke nogen grund til at give videre til andre, for han var og blev hendes mage, og derved også en som hun ønskede at værne om og beskytte, og det var jo for pokker også det som hun virkelig havde forsøgt sig på, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt! Hun vendte blikket mod ham. Ja, et sted så var hun vel overbevist om at han var sur? For hun havde jo på sit vis, faktisk holdt ham for nar, da hun ikke havde vist sig, men.. når hun endelig havde gjort det, så havde han jo aldrig set hende af den grund, da han tilsyneladende kun havde haft øjne for andre, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. At han havde stoppet hende, sagde hun ikke noget til, også selvom.. det forundrede hende, at han ikke virkede sur, men mere.. rundt på gulvet. Hun blinkede let med øjnene, som han tog runden omkring hende. ”Ja, jeg… ja, alt andet ville forundre mig,” endte hun dæmpet, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang, som hun let blinkede med øjnene. Tungen strøg hun let over læberne, som han allerede med det samme kunne konkludere at hun også havde genet for at være vampyr – med andre ord, så animagus og vampyr, hvilket nu heller ikke gjorde hende noget, selvom det nu bare var noget som hun var nødt til at lære at leve med, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid! Hun nikkede ganske lydløst, som hun igen vendte blikket mod ham, som han fortsatte med at spørge. Hun havde ikke ment at holde ham for nar, men.. hun havde jo forsøgt at vise ham, men han havde jo været for optaget med de andre tøser, som ikke havde været andet end ham utro, hvor hun til gengæld, faktisk havde været ham tro og loyal siden dag et!
Samantha vendte blikket væk fra ham. Hun var ikke stolt af hvad hun var, men endnu mindre, at skulle støde på ham på denne måde, nu hvor hun var blevet så vant til at han var væk, og ikke var til længere, og pludselig skulle hun igen sidde inde med de følelser som hun slet ikke var i stand til at styre og kontrollere, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hendes vedkommende! ”Jeg har vist mig mange gange for dig, Derick.. Du har bare aldrig.. lagt mærke til mig. Jeg tog af sted, så.. jeg så vel ikke nogen grund til at fortælle dig det.. Jeg.. jeg troede ikke du ville lade dig påvirke af, at jeg var væk.. hvis du i det hele taget lagde mærke til det,” endte hun dæmpet. Hun havde set ham dumme sig, og fortælle hende det bagefter, hvor hun gik rundt med frygtelig mange af hans hemmeligheder, som hun i sig selv, aldrig havde fortalt til nogen, for det havde hun da slet ikke nogen grund til det! Hun valgte endnu at se på det som et tegn på tillid, for det var jo ikke lidt han havde fortalt hende! ”Og.. bare rolig. Alt du har fortalt mig, er i sikkerhed hos mig,” tilføjede hun dæmpet. Hun kunne trygt love ham for, alt hvad han havde fortalt, aldrig skulle høres af en anden part!

[Deleted]

Derick var så forundret og forvirret at han slet ikke kunne være sur på hende, og hvad skulle han dog også være sur over? Ganske vidst havde hun været animagus hele tiden, hvor hun havde set og hørt ting hun måske slet ikke burde, men ja han havde jo lidt stolet på hende, fordi han havde vidst at ravnen ikke ville sige noget videre og hvem ville dog også forsøge at læse en ravns tanker? At hun så var animagus, var noget som virkelig måtte slå ham ud, hvor han slet ikke kunne begribe det og det var også hvad han blev ved med at sige til sig selv! Han var virkelig rundt på gulvet, hvor han næsten følte sig helt svimmel af den nyhed, som han slet ikke vidste hvordan han skulle reagere på, for skulle han blive vred? Skulle han blive glad? Skulle han blive trist? Han vidste ikke hvad han skulle blive, da han bare var forvirret. At hun var varyl, var nu ikke noget som han sagde noget til, da han bare var overrasket over at hun var hans ravn, som han havde fortalt alt muligt, ja faktisk havde han fortalt hende alt. Når han havde dummet sig som leder, eller som kæreste foran Denjarna, eller når han havde været frustreret over sit arbejde eller igen over sit forhold, han havde simpelthen fortalt hende alt, selv de dybeste hemmeligheder som ingen måtte finde ud af. Han vendte let de violette øjne imod hende, hvor han måtte stå og lytte til hendes ord. Han så kort tænkende ud i luften. Hun havde vist sig for ham før? Han kunne simpelthen ikke huske hendes menneskelige skikkelse, men ja, han havde jo altid været en mand der havde haft en del at se til. Det måtte dog forundre ham at han kunne glemme et så smukt ansigt, for hun var jo på ingen måder grim! Måske hun var beskidt, men sådan var det jo når man levede på gaden – det gjorde han jo også selv. ”Jeg må erkende at jeg ikke kan huske din.. nuværende skikkelse, men som ravn vil jeg altid kunne genkende dig! Du var min i alt for mange år, og selvfølgelig lagde jeg mærke til at du var væk! Men det forundrer mig nu ikke at du skred, jeg var faktisk ikke nogen god herre.. eller ven.. eller hvad du vil kalde det, til sidst,” svarede han sandfærdigt, som han let tog sig til hovedet. Det hele forvirrede ham virkelig! Han endte med at blinke med øjnene, imens han lænede sig op ad et træ, for at glide ned at sidde, da det pludselig føltes trængende. Hvad pokker skulle han sige? Det vidste han ikke engang. Han gned let sin ene tinding med sin tommel, hvor hans blik hvilede mod græsset. ”Det er ikke til at fatte..” mumlede han forvirret for sig selv, som han let lod sin tommel og pegefinger gnide ham i øjnene, som det næsten kunne forvirre ham! Han sukkede let, som han vendte blikket op mod hende, hvor et kækt smil gled over hans læber. ”Men er du ikke rimelig pervers? Hvad du ikke alt har set som ravn, mig nøgen, mig nøgen med en anden kvinde, skal jeg fortsætte?” spurgte han kækt, som han roligt kom op at stå igen, hvor smilet næsten måtte blive morende.

[Deleted]

Samantha havde ganske vidst vist sig mange gange for Derick, men det havde kun været de to andre som han havde haft øjnene for, så.. hun havde vel bare valgt at holde sin afstand, for han ville vel næppe mærke sig af hendes manglende tilstedeværelse uanset. At hun jo så havde taget fejl, var noget som et sted også måtte overraske hende, men det var nu noget som hun alligevel tog med et gram salt, for hun vidste ikke hvad hun skulle gøre herfra eller noget som helst! Han havde vel endnu sit liv at tage sig af? Vel også Elanya eller Denjarna eller måske en helt tredje nu? Det var ikke ligefrem fordi at hun ville blande sig i hvem der var sammen og ikke sammen, for hvis der var noget som betød noget for hende, så var det faktisk hans velbefindende, også selvom det havde været svært for hende at give efter for det, men det var nu bare sådan at det var. Blikket gled stille mod ham. Han virkede ikke direkte til at være sur på hende, hvilket faktisk ikke var noget som gjorde hende det mindste, for det var faktisk noget som kun måtte lette hende i den anden ende, for hun ønskede jo slet ikke at han skulle være sur på hende! Hun vendte blikket mod hans skikkelse endnu en gang. Svagt trak hun på skuldrene. De havde været sammen i årevis, inden Denjarna og Elanya var dukket op, men de havde bare valgt at bombardere hans liv, og skubbe hende ud af det, og selvom det havde været svært og ikke mindst hårdt for hende, så.. havde hun vel bare valgt at indse, at det var sådan det måtte være, og så tage det hele derfra i den anden ende? ”Jeg.. jeg klandre dig ikke, Derick, for.. ja, jeg var jo trods alt bare.. et bevingede dyr, og intet andet for dig,” endte hun roligt, også for at bevise for ham, at hun ikke var sur eller noget lignende, for det var hun faktisk ikke. Hun havde været.. vred på de andre for at køre sådan rundt med ham, og selvom hun havde gjort hvad hun følte at hun kunne, for at holde ham ude af det, så havde det bare ikke været nok. Hun havde jo været den eneste som havde været ham tro igennem alle disse år!
At Derick satte sig ned ved et træ, fuldkommen skrubforvirret over dette, sagde hun ikke noget til, for hun kunne godt forestille sig, at det var noget af et chok for ham. Hun vendte sig stille mod ham, som han blev siddende på jorden for fødderne af hende. Skulle hun sætte sig? Skulle hun gå? Forvandle sig og flyve videre? Hun vidste det faktisk ikke! Hans ord fik dog alligevel et stille smil til at brede sig på hendes læber, hvor hun let rystede på hovedet, som hun igen vendte sig mod hans skikkelse. ”Pervers? Jeg har kun set dig dumme dig gang på gang.. fortælle mig om det, men ikke dem som du gjorde det med.. Desuden… du har skam ikke nogen grund til at skjule noget som helst..” tilføjede hun med en rolig stemme. Hun havde altid stirret efter ham, og selv nu kunne hun gøre det, som han sad i blottet overkrop, selvom hun virkelig forsøgte at bide det i sig. Et sted så.. havde hun vel savnet ham? ”… Er det nemmere at snakke med mig som.. ravn? Eller skal jeg.. bare gå igen?” spurgte hun sagte, næsten en anelse usikkert.

[Deleted]

Det var næsten helt rart at komme ned at sidde, for det andet var slet ikke noget som han fik det mindste ud af. Derick var virkelig snotforvirret over at hans gamle ravn faktisk var en kvinde, og animagus, men hvad kunne han gøre ved det? Han følte sig mere bare ufattelig dum og mere end noget andet, men han kunne jo ikke rigtig ændre på fortiden og de ting han havde gjort foran hende eller de ting han havde fortalt hende, da hun jo faktisk måtte kende alt til ham. Han havde aldrig skjult det mindste for hende, da han faktisk havde været som en åben bog for hende, da han jo havde fortalt hende alt på både godt og ondt, så det kom klart bag på ham at hun pludselig var en vampyr, en kvinde, og tilmed en smuk kvinde. Han tog sig stadig til hovedet, som han næsten følte sig helt svimmel af alle de tanker og ikke mindst gav de ham hovedpine! Han vendte let blikket op mod hende igen. ”Måske jeg ikke just havde haft nogen planer om at gifte mig med dig, fordi jeg altid har troet at du var en ravn og intet andet, men du skal bestemt ikke tage fejl! Du var en ven for mig, ellers havde jeg da aldrig fortalt dig.. alt.” Han endte med at vende blikket væk fra hende igen, som det endnu engang gik op for ham at han havde fortalt hende alt, og det kom bag på ham at hun så faktisk havde været i stand til at fortælle alt videre, for han havde jo altid troet at det var blevet hos hende. Hun havde selv sagt at hun ikke havde fortalt nogen noget, men kunne han stole på det? Det betød jo egentlig heller ikke noget mere. Måske hun havde informationer der havde kunnet ramme ham som leder, men det var han jo ikke længere, så det kunne jo sådan set komme ud på ét og det havde aldrig ramt ham i sin tid som leder, så hun måtte vel have holdt tæt?
Som Derick roligt kom op på benene igen og kom med den kække bemærkning, kunne han godt se at det fik et smil frem på hendes læber. At hun så måtte påminde ham om at hun havde set og hørt alt hvad han havde gjort når han havde dummet sig, fik ham til at gnide sine øjne igen. ”Ak ja.. mind mig ikke om det,” endte han morende, som han let lod hånden falde og vende blikket mod hende igen. At hun så sagde at han ikke havde nogen grund til at skjule noget som helst, kunne godt være, og han var måske heller ikke den mest blufærdige, men af den grund var han måske ikke helt tryg ved at han ikke havde vidst at hun havde tænkt over det på den måde. ”Ja.. du må jo have nydt synet hver gang,” svarede han kækt, som smilet let bredte sig i en skæv vinkel på de blege læber. Han følte sig ufattelig dum at han ikke havde gennemskuet det! Men han måtte så også erkende at hun virkelig forstod at være i kontakt med sit indre dyr, for han havde aldrig haft mistanke! Han rynkede let brynene til hendes ord. ”Jeg tror ikke længere det gør nogen forskel om du er som du er nu eller ravn, du har jo lidt ødelagt mit billede af min gamle trofaste ravn,” erkendte han med et skævt smil, som han fnes kort. ”Desuden så har jeg jo for alvor chancen til at lære min kære ravn at kende, så jeg synes da at du skal blive Raw..” Han endte med at stoppe sig selv, som han lod hovedet søge lettere spørgende på sned, „hvad hedder du egentlig?” Navnet havde han jo selv givet hende!

[Deleted]

Samantha kunne godt forestille sig, at dette var noget som virkelig måtte forvirre Derick, hvilket vel var hendes egen skyld? Eller.. ja, det kom vel ud på et, for hun havde jo vist sig for ham temmelig mange gange, uden at det egentlig havde haft nogen effekt, for han havde jo faktisk været for optaget af Denjarna og Elanya til at lægge mærke til alt mulig andet omkring ham. Da han havde valgt at isolere sig med Denjarna og endda efter at de var blevet gift, havde hun valgt at forlade ham, for det var tydeligt for hende at der ikke var plads til hende mere i hans liv. Hun vendte blikket sigende mod ham. Hun havde aldrig fortalt nogen om noget af det som han havde fortalt hende, og der var vel ikke nogen som havde fældet ham da han havde været leder? Hun vidste det faktisk ikke, for tiderne havde været anderledes, og hun vidste jo egentlig ikke rigtigt hvad er var sket, efter hun havde forladt ham. Hun trak svagt på smilebåndet, som hun vendte blikket mod søen med en kort tænkende mine. ”Jeg har jo ikke ligefrem været en.. ven som sådan, har jeg? Jeg har bare været en som du kunne klø i nakken og fortælle alt til..” endte hun sigende. Hun havde faktisk stillet sig tilfreds, for hun havde været i stand til at mærke hvordan det havde lette ham, at hun havde været der som en han kunne snakke med, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Hun vendte sig igen i retningen af ham. ”Men ja.. det skal du ikke tænke på nu..” tilføjede hun med et stile smil. Hun havde jo været ham loyal siden starten.
Svagt trak Samantha på smilebåndet, for hun havde jo faktisk set og hørt alt som han havde fortalt hende, samt når han havde dummet sig, hvordan han havde haft det når han havde haft det godt, såvel som når han havde haft det skidt, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del. ”Det er da ikke så slemt..” endte hun roligt. Et sted nok en løgn, for det havde taget forbandet hårdt på hende, selvom det måske ikke var det som hun havde vist, for hun var jo bare taget af sted, efter at have bidt og skrattet af de kvinder som han havde taget med hjem, for hun havde jo kun været ude på at beskytte ham! Hans rod fik hende til at vende blikket let ned mod jorden, for.. hun havde jo nydt det syn af ham! ”Hvad så hvis jeg har..?” spurgte hun morende som hun igen så på ham. Han så faktisk ud til at tolke og tackle det temmelig.. godt faktisk? At han stoppede op midt i sin sætning, morede hende lidt, for.. hun var jo vant til at blive kaldt ved det navn; Rawena, og det var faktisk noget som hun godt kunne lide! ”Det er vel.. at udnytte det når man har chancen? Nu vil jeg påstå at jeg nok.. kender dig temmelig godt,” begyndte hun roligt, som hun stillede sig med fronten mod ham. Hun lod hånden stryge over håret, som hun lod hovedet søge let på sned. ”Samantha,” præsenterede hun sig roligt som. Nu kunne de vel starte roligt ud? Og faktisk give ham sit rigtige navn, selvom hun ikke havde brugt eller hørt det i frygtelig mange år efterhånden!

[Deleted]

Derick havde svært ved at regne ud hvordan han skulle reagere, for hvordan pokker ville man reagere, hvis man fandt ud af at sit kæledyr i mange år, altid havde været en kvinde – eller mand – indeni? Han følte sig helt forvirret, også fordi hans billede af hans trofaste ravn fuldstændig var krakeleret, som han jo altid havde troet at hun bare var en ravn, en som ville holde alt tæt, men i princippet kunne hun have brugt alt imod ham. At han så heller ikke havde lagt mærke til hende, når hun havde vist sig for ham i denne tilstand, var noget som næsten måtte forundre ham, men han havde vel været så smaskforelsket i Denjarna og Elanya at han ikke havde lagt mærke til noget som helst andet end sine egne behov? Han havde også godt vidst at han havde svigtet racen lidt på det tidspunkt, og da han så endelig var faldet lidt mere til ro med Denjarna, så havde han også forsøgt at gøre alt for sin race, og det var jo så der at Denjarna havde følt at han havde været fraværende og så havde hun været ham utro. ”Men det er vel også hvad der indgår i et venskab? At man kan fortælle en alt? Jeg troede jo så bare ikke at du var i stand til at fortælle noget som helst videre, men der tog jeg så fejl,” svarede han roligt, hvor det mere endte ud i en mumlen for sig selv, hvor han endnu engang måtte vænne sig til tanken om at kvinden her var hans gamle ravn. Han vendte let blikket forvirret mod hende til hendes ord. ”Jeg tror ikke just at jeg kan undgå at tænke på det,” svarede han forundret, som det jo var det eneste han kunne tænke på i øjeblikket! Og hvordan pokker skulle han reagere?! Han vidste stadig ikke hvad han skulle sige, da han følte sig direkte dum at han ikke havde luret den noget før! Han måtte dog trække yderligere på smilebåndet, så hans sylespidse hjørnetænder kom til syne, da hun svarede hans ord med et spørgsmål. Ja hvad så hvis hun havde nydt synet af ham hver gang? Det kunne han jo ikke helt ændre på. ”Og du synes stadig ikke at du er pervers så?” spurgte han morende, som han let lod armene søge over kors ved det nøgne og muskuløse bryst, „du må jo nærmest have været min hemmelig beundrer.” Han blinkede næsten helt så.. drilsk til hende, hvor smilet blev kækt. At hun kendte ham godt, ville han faktisk ikke modsige hende i, da han jo faktisk havde vist hende sit sande jeg og fortalt hende alt hvad han havde på hjertet. ”Og jeg troede at jeg kendte dig, men det viser sig at jeg.. slet ikke ved noget som helst om dig,” svarede han roligt, hvor han ikke kunne skjule at det gjorde ham lidt skuffet, for hun havde jo faktisk bedraget ham. ”Samantha? Kun Samantha?” Han fiskede efter hendes fulde navn, for han ville jo gerne lære hende at kende, da det jo var gået op for ham at han slet ikke kendte noget som helst til hende, når det kom til stykket. Han strøg let en hånd igennem håret. ”Og du er da blevet temmelig rolig, hva’? Efter du trods alt hakkede mig i fingeren og smed min bluse i vandet, så den nu er drivvåd,” påmindede han hende roligt, hvor hans mine måtte hvile lettere alvorlig på hende, som han let havde hævet det ene øjenbryn.

[Deleted]

Samantha ville nu mene at Derick tacklede det hele ganske fint, også selvom hun vel frygtede, at der ville komme en efterpåvirkning af dette? Siden det liv som hun faktisk havde levet, havde været falsk, og hun havde bildt ham ind at det var lige så? Hun vendte blikket mod ham. Selvom hun var vred på ham, så gjorde det ondt at høre ham sige at hun ikke havde været andet end en hest og en plage for ham, for det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende, og det var faktisk noget som havde gjort hende direkte ked af det. Hun vendte blikket ned mod jorden igen. Hun vidste jo trods alt godt, at hun havde holdt ham for nar, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund. ”Jeg kan love dig for, at jeg aldrig har fortalt noget videre, Derick.. Jeg.. jeg har holdt dine hemmeligheder som var de mine egne og.. ja.. efter alt det gode som du gjorde ved mig, så.. kunne det aldrig falde mig ind, at fortælle det videre,” forsikrede hun med en ganske ærlig stemme, for hun mente det skam! Hun trak ganske svagt på smilebåndet. ”Undskyld..” endte hun dæmpet. Hun var jo ikke videre stolt af det, men han havde jo aldrig nogensinde lagt mærke til hende, uanset hvad hun havde gjort, og et sted, så var det bare en tanke som.. direkte havde frustreret hende!
At blive kaldt for hans hemmelige beundre, var ganske vidst ikke hvad Samantha havde ventet sig af, for det var altså ikke sådan at hun ville fremstille det som! Hun vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang, hvor en svag rødmen meldte sig i hendes kinder. For.. hun havde måske altid haft et godt øje til ham, som han jo faktisk stod der som hendes mage, men altså! Han havde været så optaget af andre, at.. hun vel næppe var hans? Han havde jo ikke engang set efter hende, når hun havde passeret ham selv i denne skikkelse, og et sted, så gjorde det jo faktisk ondt på hende at vide.. at vide at hun faktisk ikke var.. god nok? ”Hold da op!” endte hun næsten forlegent. ”Du kender da min.. ja, mere dyriske side, ikke?” forsøgte hun. Det var jo ikke fordi at det hele behøvede at være så slemt igen. At han så direkte måtte fiske for hendes fulde navn, sagde hun ikke noget til, for.. hun kunne faktisk godt lide, at det langt om længe, var hende som fik den opmærksomhed! ”Samantha Charlizia Harrison,” præsenterede hun sig så, denne gang med sit fulde navn, som det nu igen var det som han havde krævet af hende. Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder. Han kendte hende måske ikke, men.. det kunne de jo selvfølgelig altid lave om på, selvom hun et sted frygtede for at dette bare ville blive midlertidigt. At han skulle påpege at hun var mere rolig nu, forundrede hende nu ikke. ”Tja… jeg.. jeg vidste at det nok ville trække i din opmærksomhed.. Det hele er vel lidt anderledes når man er et dyr, og kan give udtryk for det, som.. man inderst inde føler.. af frustration? Jeg er ked af, hvis jeg kun har været dig en plage i livet, Derick.. Det.. det skal ikke ske igen..” forsikrede hun. Hvis hun havde været så slem, så skulle hun nok tage af sted! Selvom tanken virkelig gjorde ondt.

[Deleted]

Måske Derick ikke just overreagerede det at hans kæledyr faktisk havde været en ægte person og vampyr, men han var også så rundt på gulvet at han slet ikke vidste hvordan han skulle reagere. Han var dog ikke som sådan sur, måske lidt skuffet over at hun ikke havde været ærlig, da han havde fortalt hende alt, så hun burde vel også have kendt ham godt nok til at vide at han holdt af hende? Selvom ja.. holdt han af denne kvinde? Han kendte jo egentlig intet til hende og det var det som langsomt måtte gå op for ham. Uanset hvad så havde han altid holdt af sin ravn og der havde hun virkelig været ham en nær ven. På den anden side havde han jo heller aldrig troet at hun havde været andet end et dyr, men det var jo så vist sig at det ikke var tilfældet. Han rynkede let brynene til hendes ord, som han ikke rigtig kunne blive klog på hende. ”Du er da vidst en rimelig usikker type, er du ikke? Du er snart ikke den ravn jeg kan huske at du var. Du var aldrig bange for at bide fra dig eller vise at du var utilfreds, hvis noget gik dig på,” svarede han roligt, som han lod hovedet falde let på sned. Hun virkede næsten som en hel anden personlighed, hvilket måtte forvirre ham en anelse, for selvom man var animagus var man vel stadig den samme når man forvandlede sig? Hun virkede dog helt anderledes, end sådan som han kunne huske hende som ravn.
At Samantha helt måtte rødme ved Dericks ord, var noget som kom bag på ham, skønt han heller ikke kunne holde en munter latter bort. Han endte med at hæve det ene øjenbryn, som hun pludselig blev helt forlegen. ”Siden du reagere sådan, så må det jo næsten passe,” svarede han kækt. At hun var hans hemmelige beundrer, havde han det nok lidt underligt med, men på den anden side så var det vel heller ikke en skidt ting? Skønt han ikke just vidste om han var glad for at endnu en kvinde var vild med ham, da han allerede havde forsøgt den vej og han måtte erkende at han ikke havde lyst til at gå den vej igen. Han blinkede næsten helt flirtende til hende. ”Selvfølgelig kender jeg din mere dyriske side, det er trods alt det eneste jeg kender,” svarede han roligt, som smilet bredte sig på hans blege læber. Det var jo ikke engang løgn, og hun havde virkelig formået at snyde ham, for han havde aldrig mærket sig af at hun var menneskelig, men kun et dyr. At hun gav ham sit fulde navn var han ganske tilfreds med, da han jo gerne ville kende lidt mere til hende, nu hvor han pludselig følte at han slet ikke kendte hende overhovedet. ”Jamen det er mig da en ære at møde dig Samantha Charlizia Harrison,” svarede han i en næsten hel høflig tone, som han bukkede hovedet ganske let for hende. Hun var jo alligevel en gammel kending, som hun var hans gamle ravn og det ville intet kunne ændre på. Og så følte han vel også lidt at det måske bare var på tide at han endelig lærte hende ordentlig at kende? Han rynkede let brynene til hendes ord. ”Du har aldrig været mig en plage Raw.. Samantha. Jeg sagde det bare i irritation. Jeg må erkende at jeg faktisk blev glad for at se en gammel kending igen, du har altid været noget særligt for mig, som ravn om ikke andet,” svarede han sandfærdigt, som han lod hovedet søge let på sned. Hun virkede så.. usikker.

[Deleted]

Det var ikke fordi Samantha var så usikker igen, men om det var klogt eller smart af hende at vise sig fra denne side, var det som måtte være ukendt for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, og selvfølgelig var det hvad der gjorde udfaldet for hende. Hun vendte blikket mod ham. Hun havde aldrig sladret om ham til nogen, selvom hun havde haft alle muligheder for at gøre det, men det var slet ikke noget som hun havde gjort, for det kunne slet ikke falde hende ind! Hvordan hun selv skulle reagere menneskeligt, vidste hun ikke, for hendes dyriske side som ravn var langt mere tydeligt, for der havde hun en masse andet at gemme sig bag. Hun vendte sig mod ham. ”Det er nemmere som dyr at give udtryk for det.. Fra hverken din eller min side, spillede der menneskelige følelser ind.. som sådan. Jeg har måske aldrig været bange for at bide fra mig, men.. ja, det har været fortjent,” endte hun en kende mere selvsikkert som hun vendte sig mod ham. Hun havde snappet meget efter både Elanya og Denjarna, men det havde så sandelig også været fortjent, sådan som de havde udnyttet ham, for det gad hun bestemt heller ikke stå og se på! Hun ville ikke påstå at hun var en hemmelig beundre! For hun havde jo ikke betragtet ham på afstand, for han havde jo været klar over hendes tilstedeværelse! På sit vis om ikke andet. Hun rystede let på hovedet. ”Du har da altid vidst jeg var der, min fine ven.. bare ikke som… ja, nu,” tilføjede hun let. Som han hilste på hende og endda med den høflighed, var noget som hun godt kunne lide, hvor hun næsten automatisk nejede for ham. Hun var jo trods alt en kvinde som han var en mand og ret skulle skam også være ret. ”Æren er på min side, Derick,” endte hun ganske stilfærdigt, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Det var skam ikke fordi at hun ville holde ham mere for nar end det som hun allerede havde gjort, for hun vidste godt, at det var lidt slemt det som hun havde gjort, men han havde jo for pokker da aldrig lagt mærke til hende! At han så pludselig kaldte hende for noget særligt, var faktisk noget som formåede at forvirre hende en anelse, for det var jo ikke ligefrem hvad hun havde regnet med at blive kaldt bare sådan uden videre, men hun kunne faktisk godt lide det, også fordi at han var hendes mage, og det var noget som faktisk varmede hende at høre, hvilket hendes blik vel også sagde? ”Du skal nok vænne dig til mit… menneskelige navn,” begyndte hun ganske sigende, som hun let lod hovedet søge på sned. Før eller siden, skulle det vel nok komme? Tungen strøg hun let over sine læber. ”Jeg ved godt at.. jeg måske har været en anelse strid mod… ja, dem, men så lang tid du ser sådan på mig, så… så er jeg glad og tilfreds,” endte hun med et stille smil på læben. Hun var faktisk glad for at han faktisk så sådan på hende, og at hun ikke bare havde været ham en pest og en plage.

[Deleted]

Samantha havde altid vist sig fra en mere strid og skrap side, skønt det vel altid havde lagt til de fleste fugle? Derick kunne dog næsten ikke genkende sin gamle ravn i hende, da hun virkede langt mere usikker her i sine menneskelige skikkelse, og det måtte næsten forvirre ham en del. Han havde altid været vant til at hun havde forsøgt at jage alle væk der havde forsøgt at komme ham nær, særligt når det kom til kvindelige ledsagere, hvor han altid havde sagt at hun havde været hans særlige pige, da hun jo havde været i hans liv først, men ja han kunne jo så heller ikke benægte at det havde ændret sig, da han havde mødt Denjarna, som havde formået at vinde hans hjerte under første møde, hvor de også havde indgået i et forhold og derfra havde han ikke været der særlig meget for Rawena, så han vidste godt at det var hans skyld at hun i sin tid var skredet fra ham, og han vidste også godt at han selv havde bedt om hendes opførsel her tidligere på aftenen, som hun havde hakket ham i fingeren og smidt hans bluse i vandet. At hun mente at det havde været fortjent, når hun havde bidt fra sig, måtte få ham til at trække morende på smilebåndet. ”Ak ja.. jeg mindes tydeligt at du forsøgte at skræmme alle mine kvindelige ledsagere væk,” svarede han morende, som han lagde de stærke arme over kors ved det faste bryst. Han hævede let det ene bryn i en sigende mine, skønt han ikke kunne skjule det lette smil på hans læber. Han måtte kort tænke over hendes ord, om at hun altid havde været der, og om hun var en hemmelig beundrer, hvor et kækt smil endte med at glide over hans blege læber. ”Måske, men hvis du altid har nydt synet af mig, og sådan som du altid har beskyttet mig fra kvinderne, så ved jeg snart ikke,” svarede han kækt, som han blinkede helt så flirtende til hende. På trods af at han var påvirket af mørket igen, så havde han skam aldrig glemt sine manerer, hvor han også altid havde gået op i at fremstå ædel, hvilket også var kommet tilbage til ham, da han var endt med at blive vampyr igen, for det var jo hans føderace. At hun så gengældte ved at neje for ham, fik ham til at trække tilfredst på smilebåndet. Han lagde sig roligt tilbage mod træet. ”Jeg tror nu at æren er på min side, du kender mig trods alt, hvor det ikke rigtig går den anden vej,” svarede han roligt, hvor et skævt smil gled over hans læber. Han trak let på skuldrene, som hun sagde at han nok skulle vænne sig til hendes menneskelige navn, hvilket der nok skulle en del til, da han altid havde været vant til at kalde hende for Rawena, men på den anden side, så måtte han jo også forbinde Samantha med hendes menneskelige skikkelse. Han betragtede hende i en eftertænksom mine, som hun forekom ham ganske.. spøjs. ”Jeg så sådan på dig som ravn, og sådan vil jeg altid se på dig, men som sagt så kender jeg jo egentlig ikke noget til dig, så jeg tror jeg skal have et nyt syn på dig. Dog kræver det at jeg tilbringer mere tid med dig og det ved jeg ikke om jeg har tid til,” svarede han roligt, han måtte jo ikke glemme sin hemmelige mission, hvor der desværre var tid på.

[Deleted]

Det var ikke fordi Samantha ønskede at være usikker, men det var så sjældent hun viste sig i denne skikkelse. Desuden var hun ikke god til de mundtlige dialoger, da det andet faktisk var det nemmeste, for der havde hun det naturlige og sine mange dyriske instinkter at gemme sig bag, og så kunne hun jo hakke og skrige som hun ville, uden at det direkte skulle have nogen konsekvenser, og det kunne hun jo ikke just i denne stund. Blikket hvilede på ham, som hun ellers blev stående, dog selvom hun faktisk godt kunne forstå hvorfor han var sådan rundt på gulvet, for det var vel noget af et chok at få? Specielt efter alle disse år, hvor de faktisk havde tilbragt tiden sammen, han havde kløet hende i nakken, brokket sig over sit liv, kvinderne som kom og gik, og hans forhold, hjerte og ægteskab. Ja, hun havde jo fået alle historierne, selvom de aldrig var udnyttet. Det kunne aldrig falde hende ind! Et svagt smil bredte sig på hendes læber, som hun let vendte blikket mod ham igen. ”Sådan de behandlede dig, så skulle det vel bare mangle?” endte hun med et svagt smil. Selvom det faktisk var ord som hun mente, for hun havde aldrig brudt sig om måden de havde behandlet ham på! Gået fra ham til den næste, og det var noget som i sig selv, faktisk gjorde hende sur! Hun vendte blikket ned mod sine fingre som hun let fumlede med foran sig i stedet for, inden hun kort vendte blikket mod søen. Det var ikke just fordi at han virkede sur, hvilket i sig selv, faktisk var noget som passede hende selv ganske fint, for det var noget som gjorde det lidt nemmere, selvom han havde taget nyheden langt bedre end det som hun lige havde håbet på, men igen.. så havde hun jo heller ikke regnet med at skulle gå i dialog med ham på den her måde! ”En.. beundre måske, men jeg har aldrig været hemmelig!” påpegede hun stilfærdigt, for hun havde jo været der, og han havde jo været klar over det! At hun så havde skrattet og hakket efter hans kvinder var deres egen fejl, sådan som de havde behandlet hendes mage! Selv hun havde tvunget det behov for markering i sig, men når de havde behandlet ham som de havde, så kom hun frem med næb og klør! ”Det… det er vel rigtigt nok,” endte hun roligt, som hun igen stillede sig med fronten til ham. Hvorvidt om hun skulle tage af sted, vidste hun ikke rigtigt, eller hvad hun skulle! Hans ord var dog noget som omgående måtte.. gøre hende direkte usikker, for han vidste ikke om han havde tid til at lære hende at kende? Han havde vel noget han skulle nå? Ikke fordi at det var noget som forundrede hende, så travlt som han altid havde haft det, men.. alligevel! ”Oh..” Svagt bed hun sig i læben, som hun rettede sig op og forsøgte ikke at fumle med fingrene, selvom hun vel ikke rigtigt kunne skjule den skuffelse som pludselig måtte ligge i det hele? Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham endnu en gang. Den ene arm gled op over hendes overarm og med en rolig mine. ”Det.. skal du ikke rigtigt tænke på, Derick, hvis.. hvis du ikke har tid, så er det vel bare sådan det er? Jeg har… ikke ment at sænke dig, hvis du har en masse at nå, som.. det lyder til at du har,” endte hun med en dæmpet stemme. Hun vidste slet ikke hvor hun skulle gøre af sig selv.. hun var slet ikke god til det her!

[Deleted]

At Samantha ikke var særlig god til at rende rundt i sin menneskelige skikkelse og føre dialoger, var noget som Derick hurtigt kunne regne ud, som hun virkede helt fumlende og usikker, hvilket var en side af hende som han slet ikke var vant til. Så hun var vel mest vant til at rende rundt som ravn? Det var jo også den skikkelse han var vant til at se hende i, hvor det også var en underlig tanke at hun pludselig var et menneske og at hun alle dage havde været en animagus. At hun så altid havde været efter de kvinder han havde haft med hjemme, var en tanke som altid havde moret ham, skønt han sådan set godt kunne forstå at fuglen havde følt sig truet, for i sidste ende havde han jo også glemt at tage sig af hende, fordi han havde haft så mange problemer der blot steg ham til hovedet. ”Jeg synes nu at du var lidt for hård ved dem, du gav dem trods alt ikke en chance,” svarede han morende. Hun havde uden tvivl beskyttet ham fra at blive såret, selvom det ikke var sket i sidste ende, for han var endt såret hver gang. Indtil han var stukket af sammen med Denjarna for at isolere sig fra omverden. Det var måske lidt creepy at hun så selv havde været en kvinde i al den tid, hvor hun faktisk havde fået alt med sig og hvad hun ikke alt havde set? Tanken fik ham til at føle sig direkte dum! Det var næsten … pinligt at han kunne tænke tilbage på hvert minde med hende og så havde hun forstået ham klart og tydeligt, hvor han bare havde troet at hun var en fugl. Selvfølgelig havde han altid vidst at hun var en særlig fugl og at hun var en intelligent én af slagsen og det var jo også derfor han havde holdt af hende, men han havde aldrig vidst at hendes tankegang gik som en levende persons! ”Jeg fattede ikke engang mistanke, måske jeg vidste at ravnen var der, men ikke at du var der, så jo, hemmelig beundrer,” fastholdt han, hvor det morende smil ikke var til at tage fejl af. Måske han burde blive sur, men det var jo så lang tid siden og uanset hvad var der intet at gøre ved det, for sket var sket. Han trak let på smilebåndet, som han roligt lænede sig ud fra træet igen. Han havde faktisk ikke tid til at stå og sludre eller lære hende at kende, og.. hvad skulle det overhovedet hjælpe i den sidste ende? Han havde ikke tid til at stifte nye venskaber og han gad bestemt ikke et forhold igen, eftersom kærlighed bare var en latterlig illusion, der fandtes ingen lykkelig slutning, som alt endte enten med smerte, ødelæggelse eller død. At hun så blev skuffet kunne han tydeligt fornemme, hvor han let hævede det ene øjenbryn. ”Jeg beklager Samantha, men jeg er på en hemmelig mission, og tiden løber ud for hver dag der går, jeg har ikke tid til at have folk med på slæb. Og gennemfører jeg det ikke, så er det nok det sidste du ser til mig. Desuden så var du vidst sur på mig,” endte han roligt, som han gik tilbage til sine ting. Det hele var meget fint, men han havde faktisk slet ikke lyst til at åbne sig op for nogen igen, hvilket han kunne takke en særlig kvinde for, nemlig den sidste der valgte at bedrage ham.

[Deleted]

De mundtlige dialoger havde Samantha aldrig været god til. Hun havde været, dengang hun var helt lille, da hende kære ’bedstemor’ havde taget sig af hende, men det var jo frygtelig mange år siden, og hun havde jo været alene stort set siden, og.. ellers levet livet som ravn, så hun havde slet ikke skulle tænke på den slags, selvom.. ja, nu følte hun sig lidt blotlagt, men han virkede ikke sur, og det var noget som faktisk passede hende fint, for hun var slet ikke ude på at gøre ham sur eller noget lignende. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, som hun let trak på skuldrene til hans ord. ”Du har set i eftertiden, hvordan de behandlede dig. Jeg.. gjorde det vel egentlig bare for at passe på dig,” endte hun med en rolig stemme, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Det var jo ikke engang en løgn! Hun var vel den eneste som faktisk havde været ham.. loyal og tro? Den eneste som havde været der for ham, selvom han slet ikke havde set hende, eller vidst at der var mere i den lille ravn, end det som skikkelsen lige havde bevidst, selvom hun slet ikke havde været ude på at holde ham for nar, for det havde hun slet ikke! Hun trak let på smilebåndet til hans ord, for.. hemmelig havde hun vel været? Bare ikke i den forstand, om man spurgte hende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han selv morede sig ved tanken, lettede stemningen lidt for hendes del om ikke andet, for hun var slet ikke ude på at han skulle være sur eller lignende, for det fik ingen af dem noget ud af uanset hvad! Hun grinte svagt. ”Nu hvor du fremstiler det på den måde..” endte hun ganske roligt.
At Derick var på en mission, som gjorde at han ikke havde tid til.. andet, var et sted en tanke som skuffede hende, selvom det vel i det store og hele, heller ikke kunne komme bag på hende? Det var jo ikke ligefrem noget nyt, set i hendes øjne, men det var nu bare sådan at det var. Hun lod hånden stryge sig selv over overarmen, som hun let vendte blikket mod vandet og søen, igen for ikke at gøre den skuffelse for tydelig for ham. Han behøvede skam ikke forklare for sig, også selvom.. ja, det bevidste vel, at hun ikke havde den betydning for ham, som hun egentlig ønskede? Hun rystede let og stille på hovedet. ”Jeg er ikke sur, men… ja, snarere lidt.. utilfreds. Det er ingenting. Hvis.. hvis du ikke har tid, så.. så skal jeg ikke opholde dig, hvis det koster dig så.. dyrt..” Hun var bestemt ikke meget for at lade ham gå, da det var stik i strid med det dyr som hun havde i sindet, for det ønskede at holde ham ved sig, markere ham og kalde ham som sin, selvom han selvfølgelig altid havde andet at tage sig af! Typisk når det kom til hende! ”En anden kvinde vel..?” spurgte hun, som hun vendte sig direkte mod ham endnu en gang. Et sted tydeligt utilfreds, selvom.. hun ønskede bestemt ikke at miste ham til en anden kvinde igen!

[Deleted]

Derick var ikke videre sur på Samantha. Naturligvis måtte han føle sig en anelse.. snydt og bedraget, da hun jo faktisk havde holdt ham for nar ved ikke at fortælle ham hvad hun i virkeligheden var, for han havde jo faktisk fortalt hende alt. Der var ikke det som hun ikke havde hørt, i hvert fald ikke siden hun var ’fløjet fra reden’, for siden da havde han jo ikke set skyggen til hende. Han vidste dog udmærket godt at det var hans egen skyld, eftersom han ikke havde været der for hende, så han bebrejdede hende egentlig ikke. Hun havde dog tit været beskyttende overfor ham når han havde været sammen med andre kvinder, hvor hun altid havde virket til at være bange for at nogen skulle tage hendes plads, og desværre var der jo også nogen som et sted havde gjort at hun var blevet overset, og han havde faktisk altid haft det dårligt med at tage hende forgivet, når hun var den eneste som rigtig havde været der for ham. ”Ja.. det var sådan set fortjent,” medgav han roligt. Både Denjarna og Elanya havde været ham utro, så i sidste ende var Samantha den eneste der havde været ham loyal, eller det sagde hun i hvert fald, for han vidste jo ikke om hun havde sagt noget videre, af det som han havde fortalt hende. Hun virkede dog meget troværdig når hun sagde at hun ikke havde, desuden kunne det jo også være ligegyldigt, for det kunne alligevel ikke skade ham mere, for nu var han jo bare.. ingenting. Han var en fattig luset mand, der var beskidt og ikke havde råd til at bo noget sted fast, men det havde han jo så heller ikke tid til, efter det som var hændt ham. Han så roligt mod hende igen. ”Hvorfor var du egentlig altid efter dem? Måske at udfaldet gjorde at de havde fortjent det, men til at starte med uden at du havde givet dem en chance, var du efter dem,” spurgte han nysgerrigt, hvor han lod hovedet søge let på sned. Han havde troet at hun bare var en overbeskyttende ravn, men nu hvor han vidste at hun havde kunnet tænke som en person, så var sagen anderledes. At hun grinte fik ham til at trække svagt på smilebåndet. Han var nu ikke just sur på hende med det som hun havde set, skønt det bare var en underlig tanke!
At Samantha blev skuffet og utilfreds over at Derick ikke havde tid, forstod han såmænd godt, men hvad skulle han gøre? Han havde ikke tid til venskaber eller kærlighed, og ærlig talt så havde han faktisk heller ikke lyst til det. Man fik intet ud af at åbne sig for nogen og i sidste ende kunne man kun stole på sig selv! På trods af at han gik tilbage til søen for at hente sine ting, så kunne han sagtens høre hende. ”Utilfreds? Over hvad helt nøjagtig? Det er flere tusind år siden at vi sidst har set hinanden,” påpegede han roligt, hvor han måtte vride sin sorte bluse, som hun havde gjort våd, inden han tog den, kappen, sine støvler og sit sværd og gik tilbage til hende. Da hun så spurgte om det var en anden kvinde, måtte han næsten rynke på næsen i afsky. ”En anden kvinde? Tag det ikke ilde op, men jer kvinder har jeg fået nok af. Tror du ikke jeg tog chancen ved Elanya? Og hvordan tror du det endte ud? Hun var mig utro! Næh nej! Kærlighed er bare en latterlig illusion, i sidste ende kan man kun stole på sig selv,” mumlede han tydeligt irriteret, som han blev påmindet fortiden og det dårlige igen.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi Samantha havde været ude på at snyde og bedrage Derick, men sådan som de andre kvinder havde behandlet ham, så slog hun da kraftigt ned på det! Desuden var manden.. hendes mage, men sådan som han var, så kunne det ikke just se ud som om at.. det var gengældt, og det var noget som gjorde, at hun automatisk var tvunget til at lægge bånd på sig selv, selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre, for det gjorde ondt at tvinge det hele igen og holde det i sig selv på den måde, men hvad andet valg havde hun? Blikket gled direkte mod hans skikkelse. ”Så.. jeg havde vel mine grunde til at handle som jeg gjorde,” endte hun med et let træk på skuldrene, som var det uden betydning, selvom det slet ikke var tilfældet, for hun fandt sig slet ikke i at det var sådan at det skulle være! Armene lod hun roligt søge over kors, som hun vendte sig mod ham. I sig selv, ønskede hun slet ikke at virke usikker, men den mundtlige og menneskelige dialog, var hun bestemt ikke særlig god til. At han så ønskede det uddybet, var ikke just noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, selvom hun virkelig forsøgte at holde igen! Hun bed sig svagt i læben. ”Det er da åbenlyst, er det ikke? De.. behandlede dig ikke pænt, og du glemte mig lidt, så jeg ville have dem væk.. Jo længere væk, de kunne komme jo bedre, selvom jeg nu ikke fik det som jeg ville det alligevel..” Han var endt med at gifte sig med Denjarna og søgt ud i ingenting og bosat sig derude med hende. Ja, det havde skubbet hende helt ud af billedet, hvor hun ikke engang havde været sikker på, om han havde bidt sig mærke i at hun overhovedet var taget væk.
Samantha var utilfreds, også selvom den var svær nok for hende at holde lidt igen, men hun forsøgte da om ikke andet, for det var bestemt heller ikke fordi hun ønskede at han skulle være sur eller noget lignende. Hun vendte sig mod ham, som han kom tilbage mod hende med sine ting som havde været efterladt nede ved vandet. Hun lod hovedet søge let på sned. ”Og hvad så?” spurgte hun ganske kortfattet. Hun havde skam sin fulde ret til at være utilfreds, hvis det var det som hun ville! Hans ord gjorde det dog ikke ligefrem meget bedre for hende, hvor det var ord som slog kraftigt. Han så hende ikke som sin mage, hvilket hun tydeligt kunne fornemme. Hun havde slet ikke været i tvivl, fra den første stund hun havde kastet et blik på ham. Hun rystede let på hovedet, som hun vendte blikket væk fra ham. ”Gå aldrig tilbage til en fuser, Derick.. Jeg er ked af, at det er det syn du har på os.. Selv os som intet har gjort!” endte hun fast, som hun strakte armene direkte i vejret, idet hun igen tog forvandlingen og stod igen som en ravn for fødderne af ham. Hvis det var det syn som han havde på det hele, så skulle hun bestemt ikke genere ham med prædikener, men det beviste jo kun at hun havde haft ret hele vejen igennem! Hun lettede fra jorden, kun for at søge op i træet lige ved dem. Tilfreds var hun bestemt ikke!