Dark night, as the dark life..

[Deleted]

Mørket havde sænket sig over Manjarno i takt med natten havde lagt sig over himlen og havde bragt de blinkende stjerner med sig ligesom den store og prægtige fuldmåne. Nætterne var allerede i gang med at blive længere, som tiderne tydeligvis var ved at glide ind i vintertiden som var et rent paradis for mørkevæsnerne, eftersom det gav dem mulighed for at søge ud og være ude i længere tid end om sommeren. Det var en kølig nat på trods af at vinden ikke var særlig kraftig, eftersom det kun var en mild brise. Alt efter hvor man sad henne ved den store sø, kunne man sidde helt i læ. Selve søens blanke overflade, der måtte spejle de blinkende stjerner og den flotte fuldmåne, var et prægtigt syn for mange, skønt den eneste skikkelse nede ved søen, var fuldstændig ligeglad. Det var en enlig mand, som stod ude i vandet, hvor han var fuldstændig nøgen, så den blege hud tydeligt måtte blive lyst op i måneskæret og næsten give genskær. Han var i færd med at vaske den muskuløse og dog blodige krop, efter et grimt og brutalt sammenstød.
“Pokkers til varulve!” mumlede Derick i en sammenbidt tone, som han stod ude i det kolde vand, der ikke gjorde nogen forskel for hans vedkommende, eftersom han var vampyr og derfor ikke kunne mærke noget som helst. Hans ting måtte ligge inde på bredden, som bestod af hans tøj, der var nogle løse mørke bukser, samt en løs sort bluse, en mørk kappe og et sværd i en sort skede. Det eneste han bar på sig, var den magiske halskæde, som førhen havde været en magisk ring. Ringen havde dog bragt ham for mange minder, der kun havde plaget ham, så han havde fået den smedet om til en halskæde, så det dermed var et nyt smykke og han ikke blev plaget af de gamle minder. Han strøg let en hånd igennem de mørkebrune lokker, som måtte stå i kontrast til den blege hud, skønt det som var mest unikt ved hans udseende, var de intense og dog unikke violette øjne. Han fnøs ganske let som han vaskede noget blod af overkroppen. Han havde stødt på tre omvandrende varulve, hvor han havde flået dem levende, fordi de havde gået bersærk på ham, hvor han havde været tvunget til at slå dem ihjel. Han havde heller aldrig brudt sig om varulve, da de trods alt i hans tid havde været dødsfjender, hvilket de vel endnu var? For utrolig mange år tilbage, da han havde stået som leder for vampyrerne, havde han stødt på varulvenes leder, hvilket ikke just havde været noget kærligt syn, som det havde været en blodig kamp. Han kunne faktisk ikke helt huske hvordan den var endt, foruden begge parter var sluppet væk. Han havde dog ikke haft svært ved at klare de tre varulve, eftersom de ikke havde tænkt klart. Det havde tydeligvis været nye varulve, der endnu ikke havde kunnet kontrollere sig, hvor de derfor var styret af vreden og instinkterne, og der havde Derick selv kløgten, så i sidste ende havde han vundet. Han kunne ikke sige at han var sluppet helskindet der fra, eftersom han havde fået tre grimme flænger over brystet der allerede var i færd med at heale, sammen med nogle småskrammer hist og her på kroppen, der var fyldt med andre ar fra hans mange intriger igennem livet. Varulvene var dog ikke sluppet nær så billigt som han selv var, hvor det gav en god fornemmelse i kroppen af at flænse og dræbe – noget han næsten synes at have savnet, særligt efter at mørket havde fået sit tag i ham.

[Deleted]

Samantha var slet ikke påvirket af hvad man kunne kalde for tid eller sted, eller noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selv var hun blevet temmelig vant til den ensomhed, for den havde hun efterhånden været så præget af, eftersom hun havde været ude af Dericks billede, mere eller mindre siden hans ægteskab med Denjarna. Tanken gjorde ganske vidst ondt, men hans lykke havde været det vigtigste for hende, også selvom den tanke alene, var noget som direkte kunne drive hende til vanvid, som intet andet overhovedet! Hun havde holdt sig væk, og specielt efter hun havde fået nyheden om hans bortgang, hvilket direkte havde knust hende, så.. var hun vel bare vant til at være alene?
De faste bask af de store vinger, førte hende direkte ned til søen, som et destinationsmål. Ikke fordi at det var noget nyt, for hun fløj vel egentlig bare rundt uden mål eller mening? De mørke øjne faldt direkte ned mod søen, hvor hun kunne se en badende, selvom hun fra denne afstand, ikke var i stand til at afgøre hvem eller hvad det var, som vovede at tage et bad i denne sø, også selvom det slet ikke var noget som rørte hende som sådan. Hun søgte ned mod bredden hvor hun landede. Svagt kom hun med sine små skrig, som hun trak vingerne ind til den alligevel temmelig store krop, som hun jo faktisk var en temmelig stor ravn. Hun rystede fjerpragten, som blikket gled mod manden som badede i søen, hvor hun omgående endte med at stå fuldkommen stiv, for den skikkelse kunne hun genkende absolut overalt! Hun blinkede let med øjnene, som hun faktisk blev stående ved hans tøj, for det kunne kun være en mand; Derick. Den mand som hun selv havde levet sammen med i frygtelig mange år, uden at han egentlig havde haft nogen anelse om det, for de gange hun havde vist sig for ham, havde han haft øjne for andre end Denjarna, og selvfølgelig var det noget som havde gjort ondt. Det var lige før hun mærkede det døde hjerte slå fast mod hendes bryst, for selv hun var en varyl, og derved havde mange lighedstegn med de to forskellige racer som hun nu var en del af; vampyr og animagus. Alene tanken om at.. det måtte være ham, var slet ikke en tanke som hun kunne begribe! De intense mørke øjne hvilede på hans skikkelse. At han stod i ingenting, var ikke noget som rørte hende, for hun havde jo set det frygtelig mange gange før, så det var jo ikke ligefrem noget nyt, men dog af den grund, så var det faktisk et savnet syn for hende. Hovedet søgte let på sned, som hun vendte sig mod hans beklædning som hun let hakkede i. Duften af ham hang i det, hvilket næsten var noget af det bedste af det hele, og hun nød af den! Hvorvidt hun så skulle vise sig, vidste hun faktisk ikke, for hun var ikke engang sikker på at han overhovedet havde lagt mærke til hende nogensinde, selvom det nu heller ikke skulle forundre hende som sådan. Igen rystede hun fjerpragten og bare blev stående og stirrede på ham. Var han ikke… død?

[Deleted]

Mørket var ikke noget som Derick frygtede, tværtimod var det noget som han måtte nyde ufattelig meget af! Han kunne dog ikke sige at han ligefrem levede et let liv, eftersom han faktisk havde rodet sig ud i store problemer, som han ikke just kunne løbe fra. Han havde heller ikke tid til at drive den af, da han var på en hemmelig mission, der nok ville koste ham selv livet, hvis ikke han gennemførte den. Alligevel havde han aldrig følt sig mere.. levende og fri som han gjorde i øjeblikket, hvilket faktisk var en ren fornøjelse. Ingen dårlig samvittighed til at plage én, kun mørket. Han tog roligt noget vand om i hænderne, som han havde formet som en skål, hvor han vaskede ansigtet fri fra blod, inden han sprøjtede noget vand op på overkroppen for at vaske den fri fra blod også. Hvor længe der var gået var ham faktisk uvist, men sidst havde han set Denjarna, der sikkert var sur på ham fordi han var forsvundet, men det var ikke hans problem! Han var desuden blevet kidnappet, så det var ikke just fordi han havde haft chancen for at gøre noget som helst! Og nu var alt vel for sent?
Blikket gled rundt, som Derick opfangede en underlig skrappende lyd, hvilket fik hans violette øjne til at søge skeptisk rundt. Han vidste godt at han måske var rimelig sårbar, eftersom han stod ude i søen, hvor alle ville kunne få øje på ham, men på den anden side, så var det ikke just fordi han frygtede noget, for hvorfor skulle han? Han havde lige slået tre varulve ihjel, der kunne næsten ikke ske noget værre end det, kunne der? Han var desuden selv en vampyr, så det var mere folk der burde frygte ham, frem for omvendt. Som han ikke så noget, valgte han roligt at vaske sig færdig, indtil han endnu engang måtte opfange en lyd, dog en ny en. Lyden lød som en fjerpragt der rystede sig. Blikket gled mod den sorte ravn der stod ved hans ting inde på bredden, hvilket fik ham til at knibe øjnene let sammen, idet han langsomt nærmede sig den. Han stod et godt stykke ud i vandet, og for ikke at skræmme den væk, måtte han bevæge sig ganske langsomt ind mod bredden. Han vidste snart ikke om det var en ravn der tilhørte nogen og som muligvis var ude på at stjæle hans ting, men han tog ingen chancer! Som han kom tættere på, kunne han dog godt se at der var noget bekendt over den ravn. Hans hoved søgte let på sned, som han nærmede sig fuglen, der kun måtte være ham alt for velkendt! Det kunne vel ikke være..? ”Rawena?” spurgte han i en forundret tone. Var det hans gamle ravn? Hende havde han ikke set siden.. ja han kunne ikke engang huske hvor længe siden det var, foruden at der var gået mindst flere tusind år! ”Rawe?” gentog han i samme forundrede tone, som det nok kun var ham der ville kunne huske navnet på sin gamle ravn. Kunne det virkelig passe at det var hende? Han havde altid vidst at der havde været noget magisk over ravnen, netop fordi hun havde en unaturlig lang levetid for en normal ravn at være, men han havde altid troet at hun havde været anderledes, da han havde fundet hende, derfor forundrede det ham ikke at hun var i live, men at hun var her hos ham igen.

[Deleted]

Alene den tanke om at skulle stå ansigt til ansigt med Derick igen, var ikke just hvad Samantha havde regent med, for hvad hun havde fået at vide, og opsnuset igennem de sidste mange år, var at manden var død – endda uden at have lagt det mindste mærke til hende, og selvfølgelig gjorde det ondt, men hvis det var en anden kvinde som gjorde ham lykkelig, så.. havde hun vel været tvunget til at trække sig? Selvom det var en tanke som havde gjort hende direkte vanvittig, så hjalp det selvfølgelig også på at der var andre faktorer som spillede ind, som kunne holde dem vampyr bare en anelse i skak, selvom det ikke var nemt altid, det var helt sikket! Hendes lille hjerte hamrede fast mod hendes bryst, som hun igen skreg op og vendte blikket og de intense øjne i retningen af hans tøj som fint lå i en bunke på kanten. Umiddelbart var hun slet ikke ude på at stjæle, for det fik hun ikke noget ud af, desuden var hun så meget vampyr, at der skulle blod til at mætte hende, hvoraf det andet, slet ikke ville have den effekt på hende af den grund.
At Derick kom hende i møde, fik hende dog kun til at blive stående, hvor det næsten morede hende, hvor langsomt og roligt han faktisk måtte tage det, som var han.. bange for at hun ville flyve væk? Hun blinkede let med øjnene, som hun lod hovedet søge på sned og førte vingerne ud fra kroppen, bare for at være sikker, i tilfælde af han nu ville gøre hende noget, selvom det ikke umiddelbart så sådan ud, som han faktisk måtte genkende hende? Det var årtusinder siden hun overhovedet havde hørt sig blive kaldt ved det navn, udelukkende fordi at det var det navn som han havde kaldt hende ved for adskillige år siden. Hun skreg igen, næsten kun for at bekræfte for ham, at det faktisk var hende. Selvom hun ikke decideret havde ledt og søgt efter ham, for hun havde mere eller mindre holdt sig væk, efter de gange, hvor hun havde haft lyst til at angribe Denjarna, for hun følte vel et sted at.. Derick stadig var hendes? Selvom han havde været af en helt anden mening, men det var nu bare sådan det måtte være, selvom det virkelig havde gjort ondt på hende, at han havde afvist hende på den måde! Let hoppede hun nogle skridt bagud, som han pludselig synes at være kommet lidt for tæt på hende, og det var jo ikke fordi at han skulle regne med at det var et godt gensyn, for det var det bestemt heller ikke, for hun var faktisk temmelig fornærmet over den behandling som blev mødt af hende til sidst! Hun vendte blikket igen i retningen af ham. I sig selv, forstod hun slet ikke hvordan han faktisk kunne være der, for.. han var jo død, og det var noget som hun ikke bare havde hørt fra en, men faktisk fra temmelig mange, så der havde vel også været noget om det? Hun rystede igen som sorte fjerpragt. Selvom adskillige fjer var væk, da der jo ikke ligefrem var meget mad derude i denne tid, så der var kamp om den, og det var noget som faktisk også gik ud over hende, som det gik ud over andre fugle, som ikke var fløjet til de varmere strøg for den kommende vinter.

[Deleted]

At det var en ravn som stod ved Dericks tøj inde på bredden, var noget som et sted måtte lette ham, for så skulle han da heller ikke til at kæmpe igen, for det havde han jo allerede gjort ved de tre varulve, som han havde været nødsaget til at tage sig af, hvilket også havde resulteret i tre dybe flænger over brystet, der var endt med at heale, skønt de havde efterladt tre små ar, hvor de resterende små sår på kroppen var healet ind til det rene ingenting. Han bar mange ar på kroppen, nogle var naturligvis falmet væk igen, mens andre dybere og mere tydelige endnu måtte sidde der, på trods af at det faktisk var over tusinder af år siden at han havde fået dem. Som han kom tættere på bredden, kunne han dog også godt se at der var noget velkendt ved ravnen, da det til en forveksling kunne ligne hans egen, selvom det var mange år han sidst havde set hende, da hun jo bare en dag var fløjet bort og han havde ikke set hende igen. Han havde naturligvis kaldt på hende flere dage efter, men hun var aldrig dukket op igen, så et sted var han vel bare gået ud fra at hun var ’fløjet fra reden’. Han havde jo selv stødt på hende en dag, da han havde været ung, hvor hun havde været hans eneste selskab og hans eneste trofaste ven, så ravnen havde faktisk betydet en del for ham, skønt han ikke havde krævet at hun skulle blive hos ham og han vidste også godt at han var blevet fraværende med årene, efter at han havde mødt Denjarna eller når han havde besøgt Elanya. Han havde dog haft sine egne personlige intriger, hvor han ikke havde haft tid til at passe en fugl, så det forundrede ham egentlig ikke at hun var fløjet væk fra ham. At hun så måtte bekræfte at det virkelig var hende, var noget som fik smilet til at brede sig på de blege læber, et smil der ikke var blevet set i flere måneder. ”Det er dig!” konstaterede han så i en mere munter tone, skønt den også var forundret, for han var faktisk overrasket over at se hende igen. Han nærmede sig hende stadig i et langsomt tempo, da han jo ikke ønskede at skræmme hende bort. Han kunne godt se hvordan hun hoppede bagud og måtte sprede vingerne, hvor han næsten måtte holde vejret helt af spænding, da han ikke ønskede at hun skulle flyve væk! ”Kom her..” svarede han roligt, som han rakte den ene hånd frem mod hende i et – måske dårligt – forsøg på at lokke hende tættere på ham, som han selv måtte komme hen til bredden, hvor vandet gik ham til lidt under maven, så det kun var hans mest hellige sted og benene der var gemt under vandet. Han var ikke just blufærdig, desuden så var fuglen jo bare en fugl og han havde flere gange rendt nøgen rundt i huset, da han havde haft fuglen, så det var jo ikke just noget nyt syn? Han strøg let sin tunge over de bløde læber, som han måtte forsøge at stryge hende over den prægtige fjerpragt. Han kunne godt se at hun havde mistet nogle fjer, hvor det næsten kunne se ud som om at hun havde haft et hårdt liv, men det var hun så ikke ene om, som han selv havde været igennem en masse hårdt.

[Deleted]

Samantha havde efterhånden været vant til tilværelsen alene, for selv i den tid hun havde været sammen med Derick, havde hun følt sig.. alene. Det eneste som han havde set, var Elanya eller Denjarna og aldrig nogensinde hende, og selv det var tanker som hurtigt kunne bringe hende en frustration uden lige – en frustration som hun var direkte tvunget til at leve med, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt for hende! At give afkald på den mand, som hun i det dybeste hjertekammer i sin egen krop, kunne mærke var hendes mage, var det hårdeste og sværeste som hun nogensinde havde gjort, og det var bestemt heller ikke fordi at hun var tilfreds med det! Hun var fløjet fra reden igennem det lange og intense forløb, hvor hun end ikke var sikker på, om han overhovedet havde lagt mærke til noget som helst, for han havde haft sit at se til, ægteskab og det hele, og det var noget som virkelig havde gjort for ondt på hende, til at hun kunne blive der. Tilværelsen som ravn var hun vant til, og nu hvor hun var helt alene.. måtte kæmpe for sin egen overlevelse, som hun havde gjort igennem frygtelig mange år nu, så var hun bestemt ikke typen som bare tilgav for den behandling som hun havde været udsat for. Hun vendte blikket direkte mod ham. At han stod der i ingenting og kun med vandet til at skjule ham fra livet og ned, så var det slet ikke noget som rørte hende, for hun havde set det hele frygtelig mange gange, og hun ville lyve, hvis hun ville påstå andet end at hun faktisk havde nydt synet af ham, for det havde hun virkelig, selvom.. det aldrig havde været et syn ment for hende, men.. en helt anden kvinde.
At Derick rakte armen ud mod hende, som ville han have hende tættere på, var hun bestemt heller ikke enig i, for hun var sur på ham! Det var meningen hun skulle være sur, for han havde holdt hende for nar, og det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i, på nogen måde! Igen skreg hun let, som hun hakkede direkte ud efter hans hånd, som han kom tæt nok på hende til at hun kunne. Hun var sur og hun var en som tydeligt gav udtryk for det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Igen skreg hun af ham, som hun forsøgte at skælde ham ud, for de havde været sammen i så mange år, og hun ville lyve, hvis hun ville påstå andet end at hun faktisk havde nydt det i den tid hvor de faktisk havde været alene, og uden at andre havde været der omkring dem! Igen hakkede hun direkte mod hans hånd, for at være sikker på at budskabet nåede frem, idet hun hoppede adskillige skridt bagud igen. Hun var bestemt ikke den som var nemmest at gøre glad og tilfreds igen efter den hårde behandling, som man heller ikke kunne sige, at konsekvenserne af det, var noget som var kommet hende til gode, for det havde direkte været kampe for livet. Enten som vampyr eller ravn, hvor det var nemmest at være ravn, da.. det jo var det som hun var vant til – igen på grund af ham.

[Deleted]

Det måtte virkelig forundre Derick at det var hans gamle ravn som han måtte stå overfor igen. Han havde godt vidst at hun altid havde været magisk, eftersom hun havde levet utrolig længe, hvor hun havde fulgt ham igennem tykt og tyndt. Han havde altid været glad for hende, som hun var den eneste han havde haft som ven igennem mange år, indtil han havde mødt Elanya for første gang, der havde været den første person der nogensinde var nået ind til ham og som havde vist ham lyset i hans indre, som han slet ikke havde troet eksisterede. Den dag i dag, var han endnu engang blevet påvirket af mørket og han måtte erkende at det var en dejlig følelse, for han var ikke længere plaget af nogen samvittighed, da han kunne slukke af for alle de kærlige følelser, hvilket var en fornemmelse han havde savnet. Naturligvis kunne han godt gøre det som vampyr generelt, men han var stadig påvirket af mørket, hvilket faktisk kun gjorde ham ekstra slem og kold. Han følte det dog som befriende, da han kunne gøre hvad han ville uden at skulle føle noget dårligt med det, selvom han vidste at han havde rodet sig ud i store problemer og han var på en hemmelig mission og han vidste at hvis han ikke gennemførte den, så ville han nok dø. Det var så ikke fordi han var bange for at dø, men den mand han havde mødt, kunne også gøre det som var værre og det var nok den tanke som et sted faktisk formåede at skræmme ham.
De violette øjne måtte hvile på Rawena, som var hans gamle ravn, som han ikke havde set i ufattelig mange år efterhånden! Et sted havde han heller ikke regnet med at se hende igen, men det var da klart kun en positiv overraskelse! At det så ikke var noget som gik den anden vej, fandt han hurtigt ud af, da hun valgte at hakke ud efter hans hånd, hvor hendes spidse næb måtte ramme ham lige i pegefingeren, hvilket fik ham til at trække hånden hastigt tilbage. ”Arh for pokker! Dumme fugl!” vrissede han, som hans finger måtte bløde, skønt det healede lige så hurtigt. Han ømmede let sin finger, som han sendte fuglen et olmt blik. Hvad pokker gik der af hende? ”Hvad pokker er der galt med dig? Kan du ikke genkende mig?” At hun var sur på ham, anede han ikke, skønt han hurtigt måtte finde ud af at hun ikke var glad for at se ham, hvilket fik ham til at fnyse af hende. Han blev dog stående ved bredden med vandet op til livet, hvor han skulede let til fuglen, som den måtte begynde at skrappe af ham. Han hvæsede kort af hende, inden han vendte blikket mod sin hånd igen, som han fortsat måtte ømme, for den fugl var sgu da stærk af en ravn at være! ”Så du er sur på mig? Ha! Så stil dig bag i køen, for det kan du umuligt være den eneste der er,” svarede han i en kortfattet tone. Tværtimod måtte alle han havde kendt vel have et problem med ham? Han fnøs kort, som han endte med at vende ryggen til hende, for at svømme lidt længere ud i søen, skønt hans andre sanser måtte hvile på hende. Han vidste godt at han måske ikke havde været den bedste herre over ravnen, men hun havde da fået al den frihed hun havde ønsket! Dumme fugl!

[Deleted]

Samantha havde stort set aldrig været særlig begejstret for sit liv, men hun havde for står en rygrad til at ende det, og det var igen alt sammen på grund af ham! Det bånd skabt mellem en vampyr og magen, var ikke til at bryde bare sådan uden videre, og det var noget af det eneste som havde holdt hende fra at gøre noget som hun i den grad ville fortryde i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At se ham, var selvfølgelig en ting som hun ikke ligefrem havde regnet med, men dog af den grund så vækkede det faktisk kun en vrede i hende. Uanset hvad hun havde gjort, så havde han aldrig nogensinde set hende, og det var noget som hun i sine øjne, havde den største grund til at være sur på ham for, det var der ingen tvivl om! Selv hun besad en styrke, i og med at hun var en halv vampyr, og det var skam også noget som gik igen i denne skikkelse, så det at hakke direkte ud efter hans finger, var tydeligt at det måtte have en påvirkning af ham. Sur var hun på ham, og det var helt og holdent hans egen skyld, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun havde udmærket genkendt ham, hvilket også var den eneste grund til at hun ikke var fløjet væk endnu, men.. ja, et sted vidste hun jo ikke engang om hun ville være i stand til at stole på ham, for det var slet ikke noget som hun havde fået bekræftet på den ene eller den anden måde. At hun bare skulle stille sig i kø, om hun var sur på ham, indikerede kun for hende, at hun ikke var den eneste, og hun måtte erkende, at det faktisk ikke var noget som gjorde nogen forskel for hende. At han så bare vendte om og søgte tilbage til vandet, var noget som faktisk skuffede hende, for.. igen så han hende jo ikke engang! Han var virkelig blind var han! Hun skrattede igen efter ham, tydeligt utilfredst, som hun let slog med vingerne. Hun vendte sig mod hans tøj og hans ting som lå på kanten. Hvis han troede at hun bare ville lade det ligge, så tog han i den grad fejl, for han skulle bestemt ikke bare vende ryggen til hende på den måde, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i! Hun rystede fjerene let, som hun tog fat om hans bluse eller skjorte med kløerne, inden hun søgte op i luften og udover søen, hvor hun bare vilkårligt valgte at.. slippe den, så den røg direkte i vandet og blev drivende våd. Igen skreg hun ned til ham, idet hun søgte længere ned mod vandet igen. Det var ikke fordi at hun gik til angreb på ham eller noget som helst, for hun ville jo nødigt selv komme til skade, men.. når han ikke så hende, så måtte hun jo fange hans opmærksomhed på en anden måde! Igen landede hun ved hans ting, som hun igen rystede den sorte fjerpragt – næsten som hun faktisk var stolt af det som hun lige havde formået, også selvom hun vidste, at det nok var noget som gjorde ham sur, så var hun ligeglad med det! Han skulle mærke på de måder, at hun faktisk ønskede hans opmærksomhed!

[Deleted]

En ting var at se sin gamle ravn igen, som man ikke havde set i flere tusind år, hvilket kun var en forundrende og overraskende tanke, men at hun så også var direkte sur på Derick, var noget som var kommet bag på ham, for hun havde jo selv valgt at skride tilbage i sin tid! Ja, han vidste godt at han måske ikke havde været den bedste til at vise interesse, særligt ikke efter at han havde mødt Denjarna, som han jo var kommet sammen med hende under første møde, hvor de havde fundet sammen som et par, og så havde der jo også været hans lille flirt med Elanya, hvor han godt vidste at ravnen aldrig havde brudt sig om de to tøser, som Rawena altid havde forsøgt at hakke ud efter dem og skræmme dem væk. Det havde et sted altid moret ham, men han kunne sådan set godt forstå fuglen, for hun havde vel været bange for at hun skulle blive erstattet? Der var dog intet der havde kunnet erstatte hende, hvor han også i sine dage alene, havde manglet hendes selskab, for måske det bare var en fugl, men der var noget særligt over hende, og hun var heller ikke dum! Hun var en intelligent fugl og han havde altid holdt af hende, derfor havde det også ramt ham da hun havde valgt at forblive væk, men han var sådan set vant til at folk forrådte ham på den ene eller den anden måde, så at hun også var skredet fra ham, forundrede ham egentlig ikke. At hun så skulle hakke ud efter ham og tilmed så hårdt at hans finger begyndte at bløde, var noget som næsten måtte gøre ham arrig, for hvad pokker gik der af hende?! Han fnøs blot, som han begyndte at svømme længere ud i søen igen, skønt han hurtigt fandt ud af at hun ikke brød sig om det. Han kunne godt høre hende skratte af ham. Nå.. er du der en..” Han var på vej til at vende sig om med et kækt smil på læberne, da han så hvordan hun begyndte at rode i hans ting og tage fat i hans bluse. ”Hey! Giv slip på den! Sæt den der ned igen!” beordrede han hende i en fast tone, skønt hun tydeligvis ikke hørte efter. Blusen var beskidt og fyldt med blod fra varulvene, hvor han heller ikke just var en mand med penge længere, så hans tøj var ikke just det dyreste eller noget pænt, men det var nok til at holde ham varm. At hun så gav slip på den, så den faldt ned i vandet og blev driv våd, fik ham til at skule efter fuglen, der hvilede over ham. Han så hvordan hans bluse begyndte at synke til bunds, hvor han var hurtig til at svømme hen og gribe fat i den, inden han vendte sig mod Rawena, der sad inde på bredden igen. Han knurrede let. Din dumme fugl! Hvad pokker er der med dig? Er du kommet tilbage, bare for at plage livet af mig igen?” spurgte han i en utilfreds og vrissende tone, for det fandt han sig ikke i! Han ville måske aldrig gøre hende ondt, men hun skulle bestemt nok få at vide at det hun gjorde ikke var i orden! Han svømmede roligt ind mod bredden igen, hvor han vred blusen, med blikket hvilende på hende. ”Og hvad er dit problem? Hvis du ikke gider være her, hvorfor smutter du så ikke bare igen, som du gjorde sidste gang?” spurgte han med et fnys, som han måtte kaste den våde bluse utilfredst imod hende.

[Deleted]

Samantha havde valgt at forlade Derick, udelukkende fordi han ikke havde vist hende nogen interesse, da alt var gået op i Denjarna eller Elanya. Han havde aldrig nogensinde set hende! Selvfølgelig var det noget som gjorde hende ked af det, for hun havde været ham tro og direkte loyal igennem så frygtelig mange år, og det var så takken, og selvfølgelig var det ikke det som hun ville eller kunne stille sig tilfreds med på nogen som helst måde! At han så vendte ryggen til hende igen, var jo ikke ligefrem noget nyt, for det var jo også hvad han havde gjort tilbage dengang, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende, for det gjorde hende faktisk.. knust, og han havde ingen anelse om hvad det var han gjorde ved hende! At tage hans bluse og få den med sig over vandet, idet hun gav slip, vidste hun, han ville blive sur over, men så kunne det da i det mindste være, at han ville se hende for en gangs skyld! Hvorvidt om hun så skulle vise sig for ham i sin mere.. sande skikkelse, vidste hun ikke, for han virkede arrig, og som ravn, kunne hun i det mindste skjule sig bag det dyriske som alligevel herskede så dybt i hende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Let blinkede hun med øjnene, som han søgte tilbage til bredden igen, hvor det direkte lød til at han valgte at skælde hende ud. At hun direkte skulle plage livet af ham – igen, var noget som faktisk gjorde hende ked af det, for det havde hun aldrig været ude på! At han så kastede blusen direkte mod hende, var faktisk noget som direkte dækkede hende til, hvor hun alligevel valgte at tage den beslutning at forvandle sig. Ravnens skikkelse forsvandt, hvor fjerpragten lagde sig som en tynd og laset kjole omkring hendes ellers beskidte og sårede skikkelse i stedet for. Hun fjernede hans skjorte fra sit ansigt. Måske ikke den kønneste, så beskidt som hun var, og nu hvor hun kunne få lov til at stinke langt væk af varluveblod, var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende. De intense øjne gled direkte mod hans skikkelse. Hun havde vist sig for ham før, men det havde været uden nogen interesse, så om han i det hele taget kunne huske hende, var hun end ikke overbevist om, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, i det store og hele. Hun trak vejret dybt. ”Jeg smuttede kun fordi du aldrig lagde mærke til mig.. og siden jeg er sådan en plage og åbenbart altid har været det, så skal jeg nok smutte… Derick,” endte hun ganske dæmpet, som hun rejste sig op igen. Hans bluse lagde hun roligt ned ved siden af sine fødder, som hun igen kortfattet vendte sig mod hans skikkelse. Ja, hun var vred på ham, udelukkende på grund af den måde han faktisk havde behandlet hende på – eller nok snarere mangelen på samme! Hun førte roligt en lok af håret om bag hendes øre, idet hun vendte ryggen til ham. Ondt gjorde det.. Havde hun virkelig kun været.. en plage for ham?

[Deleted]

Naturligvis havde Rawena aldrig været en plage for Derick, som han faktisk altid havde kunnet lide hende, hvor hun også altid havde været ham loyal og trofast, og inderst inde vidste han jo godt at hun var smuttet på grund af ham, for han vidste godt at han ikke havde været god til at passe på hende til sidst, så ja.. hun havde vel også haft det bedre uden ham? Det var lidt det som han havde sagt til sig selv, for han vidste at han havde været meget optaget af både Denjarna og Elanya, da de jo lidt havde kørt et trekantsdrama, og så havde Denjarna været ham utro med Elanyas søn og alt synes bare at være gået mere i vasken, så han havde haft så meget at tænke på og der havde været så meget som havde plaget ham, at han ikke havde kunnet se ud over sin egen næsetip og problemer, derfor var det desværre gået ud over Rawena, der i sidste ende havde valgt at smutte fra ham. Det kom derfor heller ikke bag på ham at hun var sur på ham, og selvom hun havde bidt ham i fingeren og kastet hans bluse i vandet, så var han ikke sur på hende, for han vidste trods alt at det var fortjent. Alligevel måtte det naturligvis irritere ham at hun skulle opføre sig sådan overfor ham, når han faktisk var glad for at se hende igen, men det var tydeligvis ikke et syn som var gengældt, og det forstod han sådan set godt. At han ramte hende med blusen, havde dog ikke været meningen, da han havde troet at hun ville flyve væk, men hun var åbenbart blevet stående. ”Hov.. kom her,” endte han roligt, som han vadede hen til hende, hvor han skulle til at tage fat omkring blusen, indtil fuglen synes at.. vokse? Han så forundret til, som fuglen pludselig blev stor og ikke bare blev en stor fugl men faktisk blev en kvinde. Aldrig havde han troet at fuglen var en animagus, men.. kunne det passe? Han endte med at stå med åben mund og opspillede øjne og stirrede op på kvinden, hvor chokket og overraskelsen var tydelig i hans blik. At hun så talte til ham og kendte hans navn, gjorde det ikke just bedre for ham, da han blot blev stående og direkte stirrede på hende af ren overraskelse. Var hans fugl en animagus? Havde hun været det hele tiden? ”…” Han åbnede flere gange munden, skønt den også blev lukket igen, for han kunne slet ikke finde ord. Der kom kun tom luft ud af munden på ham, hver gang han forsøgte at sige noget, for han var tydeligt chokeret over at se fuglen forvandle sig til en kvinde. Han reagerede egentlig ikke ordentligt på at hun vendte ryggen til ham, foruden at han løftede hånden og åbnede munden, men endnu engang måtte han lukke munden igen, da han slet ikke vidste hvad han skulle sige. Det forhindrede dog ikke tankerne i at suse igennem hovedet på ham, for havde hun virkelig været animagus hele tiden? Og han havde aldrig opdaget det? Hvordan pokker kunne han ikke opdage at hun var en animagus?! Han stod blot og stirrede åndsfraværende på hende, som han tydeligvis stod i chok, hvor han egentlig blot så hele fortiden for sig endnu engang og hvert minde han havde med hende, hvor han denne gang tænkte over alt det som de havde været igennem, hvor hun hele tiden havde været en animagus.

[Deleted]

Selvfølgelig gjorde det ondt for Samantha at vide, at hun kun havde været i vejen for ham. I så fald, så forstod hun da slet ikke hvorfor han havde beholdt hende, strøget hendes fjerpragt, fortalt hende alverdens hemmeligheder, men.. på den anden side, så gav det fint mening, hvis man så på, hvordan han havde været overfor andre kvinder, såsom Elanya og Denjarna, hvilket var noget som havde taget mesteparten af hans tid. Hans lykke var hendes førsteprioritet, selvom han næppe forstod sig på hvordan hun havde det. At han ikke kunne være sur på hende, var hun et sted ligeglad med, for hun kunne sagtens være sur på ham! Selvom det gjorde ondt, at skulle holde sig på afstand fra ham, så var hun overbevist om at det måtte være det rette at gøre, selvom det i sig selv, faktisk var en tanke som gjorde ondt på hende. At forvandle sig for øjnene af ham, havde hun ganske vidst ikke gjort før, for hun havde frygtet hvordan han ville have det. Desuden stammede de begge fra en tid, hvoraf det var en skam at være varyl, hvilket også var en grund til at hun virkelig for alvor havde forsøgt at skjule sig for ham.
At Derick så ikke engang gav udtryk med ord hvorpå om hun skulle blive eller ej, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende! Selvom hun måske havde sit bankende hjerte, og den blege hud, hvilket i sig selv, nok ikke gav særlig meget mening for nogen som helst, så var hun selv.. skamfuld for hvad og hvem hun var, for hun var jo.. ingen. Døde hun, var der jo ikke ligefrem nogen som ville savne hende! Hun blinkede let med øjnene, som hun lagde armene omkring sig selv, næsten som havde det været en form for trøst, selvom det ikke ligefrem havde nogen trøstende effekt på hende af nogen grund. Hun sukkede, som hun.. bare fortsatte med at gå væk fra ham, inden hun selv vendte blikket mod de nærtliggende træer. Hun kunne jo altid flyve op i dem og skjule sig? Nu hvor hun pludselig følte sig så blotlagt? Hun havde gjort alt hvad der havde været krævet af hende! Hun havde forsøgt at beskytte ham! Passe på ham! Beskyttet ham fra det drama, også selvom det havde været så nemt bare at vifte med hånden og forblive siddende i det, for det var jo hvad han havde gjort! ”Undskyld, jeg… undskyld..” Hun rystede på hovedet, som hun denne gang fortsatte mere målrettet væk fra ham, selvom det var noget som faktisk gjorde ondt.. Det gik stik i strid med det vampyriske dyr og væsen som herskede i hende, for.. han var jo hendes mage, selvom hun vel næppe kunne være hans? Han havde jo aldrig nogensinde reageret på hende, så ville det nok heller ikke gøre den største forskel for ham som det måtte være nu? Han havde passet godt på hende tilbage i sin tid, selvom.. han havde været mere præget af væsner som var.. fuldblodet, for det vidste hun at både Denjarna og Elanya havde været, hvor hun var en.. blanding.. et nul.. ingenting!

[Deleted]

Selvom fuglen var sur på Derick, så kunne han ikke just sige at han var sur på hende, da han jo godt forstod hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Han havde ikke været god ved hende de sidste par år de havde haft sammen, da han havde været forelsket i to kvinder, og alle vidste vel hvad forelskelse gjorde ved én? Man blev simpelthen blind af kærlighed og ville gøre alt for vedkommende, og det samme havde han ønsket ved Denjarna, og så havde han jo også haft et godt øje til Elanya, skønt hun havde været en gift kvinde, men det havde nu aldrig forhindret ham i at få et kys eller to i ny og næ, når de endelig så hinanden. Han havde virkelig været ude på dybt vand, hvor han havde været en lus fanget mellem to negle og det havde været en hård kamp for ham. Han havde dog ikke haft overskuddet til at se efter Rawena, hvilket måske var det værste af det hele, da hun faktisk var den eneste der havde været ham loyal, da de to andre kvinder havde været ham utro, så han havde faktisk taget hende forgivet, men på den anden side så var det jo heller ikke en fugl der kunne gøre ham lykkelig i længden – det havde han i hvert fald ikke troet, da han aldrig havde vidst at hun var animagus – så naturligvis gik mand efter en person der kunne vinde ens hjerte og derfor havde han vel valgt som han havde? At han så skulle stå overfor sin gamle ravn igen, kom bag på ham, men det som virkelig tog kagen var da klart det at hun var en animagus, hvor han direkte måtte stå og glo overrasket og chokeret på hende, for det var ikke just hvad han havde ventet eller hvad han havde regnet med. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, da han pludselig følte sig ufattelig dum, og ikke mindst en anelse røvrendt? Hendes kvindeskikkelse kunne han dog ikke just huske at han havde set før, men han ville altid kunne genkende sin gamle ravn! Han havde jo haft hende i … flere tusind år? Han så blot efter hende, som hun valgte at gå, hvilket han ikke engang ordentlig registrerede, da tankerne fór igennem hans sind, hvor han ikke kunne lade vær med at genoverveje alle minder han havde med hende. Hun havde set ham nøgen flere gange, og hun havde vel egentlig også set ham elske med andre kvinder? Tanken gjorde ham utrolig forarget, da han havde troet at det var en fugl og intet andet end en måske intelligent fugl, men ikke noget der videre kunne tænke i de baner, men det faldt alt sammen for øjnene af ham, da hun nu havde vist sin sande form, der virkelig havde formået at slå ham ud. Han slap vejret i et pust, som havde han mistet luften, hvor han let blinkede med øjnene og rystede på hovedet, da han langsomt måtte vende tilbage til sit gamle igen. Han så at hun var nået utrolig langt væk, hvor han hurtigt kom op af vandet, hvor han fik bukserne på – han ejede ikke et par underbukser – hvor han ikke rigtig tænkte over resten, da han bare lige skulle være dækket til, som han brugte sin fart til at komme op til hende. ”Du er animagus!” svarede han i samme forundrede tone, da det endelig var lykkedes ham at tale. Han kunne stadig ikke begribe den tanke! Han rynkede let brynene. ”Har du været det hele tiden?” spurgte han i en forvirret tone.

[Deleted]

Samantha havde skam altid været en varyl – ikke bare en animagus, for så var der noget som ikke gav mening; Såsom hendes lange levetid. Hun havde altid været Derick tro og loyal, samt passet på ham, selvom det var tydeligt at det slet ikke var noget som blev vægtet som noget vigtigt for ham, og det var noget som havde gjort hende frustreret, og derfor havde hun hakket og snappet efter både Denjarna og Elanya, når han havde været sammen med dem, også selvom det var hende som det var gået ud over. Hun havde jo faktisk været den eneste som havde været ham loyal igennem alle disse år, og han havde været ligeglad med hende! At skulle afsløre sig selv på denne måde, vidste hun godt, måske ikke havde været det smarteste, for hun havde jo set ham i frygtelig mange situationer, såsom når han havde hygget sig med kvinderne som han havde elsket – end ikke hende, men det var nu bare sådan at det var. Hun selv var på ingen måder stolt af det væsen som hun var, hvilket også gjorde, at det var nemmere og.. bedre for hende, at skjule sig som det dyr hun kunne forvandle sig til, for så var der ikke nogen som behøvede at vække nogen interesse eller noget lignende, for ud fra hans reaktion, så var det tydeligt, at han selv ikke havde haft nogen anelse om at det, hvilket faktisk var noget som havde passet hende helt fint.
Mens Derick var i vandet, så var det meget nemmere for hende, at komme derfra, også selvom det næsten overraskede hende, at han slet ikke havde nogen intentioner om at lade hende være. Han havde allerede givet udtryk for hende, at hun ikke havde været andet end en pest og en plage for ham, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes del, for.. hun havde kun forsøgt at beskytte sin mage, og det var der vel ikke noget galt i? Hun stoppede op, som han pludselig endte oppe ved siden af hende, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. Selv hun var møgbeskidt, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog så tungt igen. Hun var vel efterhånden bare vant til det? Hun nikkede. ”Jeg… er en varyl.. Ikke bare en animagus, men.. ja..” svarede hun næsten forsigtigt. At være en varyl, var ikke ligefrem noget som hun var stolt af, også fordi at hun var fra en tid, hvoraf det ikke var noget at være stolt af. Hun følte sig som en udskud, og det havde hun gjort siden hun havde været lille, selvom det var noget som hun vel havde lært at leve med af den grund, men det var bare ikke det samme af den grund. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun havde set ham blottet og alt muligt, men det var ikke en mulighed som hun havde udnyttet, for han havde jo passet på hende, som hun også havde forsøgt at passe på ham, selvom det kun havde været frem til kvinderne var dukket op og havde ødelagt det hele! ”Jeg.. burde nok have fortalt dig det for frygtelig mange år siden.. Det.. Det beklager jeg..” endte hun dæmpet. Selvom hun var egoistisk, så var hun ikke god til konflikter, og nu var han.. vel for alvor sur på hende? Nu havde han jo grunden til det!

[Deleted]

Det måtte virkelig komme bag på Derick at se sin gamle ravn forvandle sig til en kvinde, for det beviste jo at hun var en animagus! Måske ikke kun animagus, men hun havde det i blodet og kunne forvandle sig, hvilket var det som han kun kunne tænke på i øjeblikket, for hvad pokker havde hun ikke set?! Han måtte næsten føle sig helt flov og pinlig berørt, for det var ikke just hvad han havde regnet med. Hvad han ikke alt havde gjort af intime ting og ikke mindst dumme ting når det bare havde været ham og ravnen alene, hvor han havde fortalt hende sine dybeste hemmeligheder og så havde hun i al den tid været en selvtænkende kvinde, der kunne forstå alt og havde en mening om det? Det måtte virkelig få ham til at føle sig dum! Måske han følte sig lidt.. snydt af hende, da hun jo trods alt havde skjult den hemmelighed fra ham og han havde trods alt fortalt hende alt, så at det ikke var en tillid som havde været gengældt, måtte naturligvis nage ham en anelse, det var dog ikke så meget det som hvilede i hans tanker, da det mere var det hvad hun havde set ham gøre fra sin skikkelse som ravn og hvad hun ikke havde set andre gøre, for hun havde jo nærmest været som en spion, som en flue på væggen, hvilket virkelig kom bag på ham! Det tog noget tid at sluge alt det, indtil det gik op for ham at hun var på vej væk, hvilket var noget som fik ham til at reagere. Han nåede hurtigt op til hende, hvor han betragtede hende med forundret og dog forvirret blik, for det var en tanke som han havde haft svært ved at begribe! I alle de år havde han behandlet hende som et dyr – og måske et dyr han havde haft kært, men – når han burde have behandlet hende som en person og en ven. Det var helt surrealistisk at høre hende tale, hvilket også var noget som han lige måtte sluge og tænke over, inden han vendte blikket mod hende, som de var stoppet op. ”Jeg.. eh..” Ja, han vidste slet ikke hvad han skulle sige, for hvordan pokker kunne det være gået forbi hans næse? Han vendte blikket forundret mod jorden, hvor hans blik flakkede, som han tænkte alt igennem. Kunne det virkelig passe? Han vendte roligt blikket mod hende til hendes følgende ord, som han bed sig i underlæben, da han virkelig havde svært ved at begribe det hele! Han rynkede let brynene i samme forvirrede mine, hvor han blinkede med øjnene. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det kommer bag på mig,” erkendte han roligt, hvor han let skød brynene i vejret, som han tydeligt var overrasket. Han endte med at betragte hende ganske roligt, for at finde ud af hvordan hun egentlig så ud, hvor han næsten måtte begyndte at cirkulere omkring hende. ”Du er også vampyr,” konkluderede han roligt, som det altid var en race han kunne genkende, han havde trods alt været leder for racen! Han stoppede op, da han nåede op foran hende igen, hvor han lod hovedet søge let på sned. ”Hvorfor fortalte du mig det aldrig?” spurgte han en anelse forundret, hvor han afventede hende for svar.