Face the dark past?

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Manjarno, hvor det blæste forholdsvist kraftigt. Der var overskyet, men ingen regn. Det var kun af og til at man fik et glimt af den store mørke nattehimmel, hvor den store måne måtte hvile, der var på vej til at blive fuld, samt de mange blinkende stjerner. Det var en kold nat, skønt det ikke påvirkede den mørke skikkelse som kom gående i mørket. Skikkelsen var høj, lidt over de to meter, hvor han bar nogle fornemme klæder, som nærmest kunne gå for at være ejet af en konge. Altid havde vedkommende nydt at te sig godt ud, eftersom han altid havde været adelig, det var dog aldrig noget som var steget ham til hovedet. Tøjet bestod af et flot jakkesæt, der tydeligt var af kvalitet, hvor det var i en flot mørk farve, med et blåligt skær, hvor han indenunder bar en blodrød skjorte. Håret var halvlangt og lettere pjusket på grund af at vinden havde haft fat i det flere gange. Det var dog lettere vindstille det sted hvor manden gik, nemlig i den døde dal. De nøgne træer var høje og udgjorde derfor et mindre ly, dog var det alt efter hvor man gik henne, eftersom vinden til tider måtte nå igennem de nøgne og helt så uhyggelige træer.
Vladimir gik ind i tågen, hvor han for en gangs skyld var søgt ud, eftersom han havde haft meget i tankerne og ting han skulle tænke igennem. Han var for nyligt kommet tilbage efter at have været spærret inde i flere titusinder af år, hvilket han var blevet af en mand som han engang havde anset for at være en nær ven og familie, men det havde hurtigt ændret sig, da manden havde næret frygt til ham og hans evner, og havde brugt sin magt til at spærre ham inde. Vladimir var dog ved at få alt stablet op på benene igen, med familieforretningerne, samt han var flyttet ind i sit gamle slot, som var blevet holdt i stand af nogle tjenestefolk og som før havde været hans tilhængere. Han havde dog holdt lav profil, efter at have fået sin sult stillet, hvor han vidste at han havde gjort opmærksom på noget usædvanligt, nemlig en vampyr med særlige evner, han havde dog fundet ud af at det faktisk ikke var så underligt igen, eftersom han havde udforsket den nye verden lidt mere og han havde fundet ud af at der fandtes andre vampyrer med evner fra andre racer, fordi det lå i familien. Man kunne ikke just sige at det var tilfældet for Vladimir, da han havde fået dem tvunget i sig via eksperimenter, hvor han ikke havde det i familien, for han kom fra en gammel tid, før denne tidsregning, hvor det havde været forbudt at blande racer, og hvor det heller ikke havde været fristende. Men verden var tydeligvis blevet forandret, hvor han havde fundet ud af at der tilmed var subracer på tronerne i landet; varyler og holy grails. Det var en tanke som han ikke brød sig om, da han altid havde været vant til at varyler og holy grails ikke var velsete, hvilket de stadig ikke var i hans øjne, men han var så også en mand der kun holdt sig til sin egen slags; vampyrer.

[Deleted]

Selvom man ikke just kunne påstå at vejret var med jagten, så var Alexander alligevel søgt ud, for at finde noget at spise. Han jagtede normalt ikke på dvasiansk landjord, da det jo trods alt var hans hjem, og de væsner skulle vide, at når de så ham, så var han faktisk slet ikke ude på noget. Det blæste ganske vidst, selvom det slet ikke forhindrede ham i at søge ud. Endnu en gang var han oppe at skændes med Cassie, selvom det måske ikke ligefrem var noget nyt, så var det en tanke som efterhånden virkelig måtte irritere ham, for uanset hvad pokker han gjorde, så kunne han bare ikke gøre det rigtigt! De røde øjne hvilede foran ham, som han fortsatte igennem Dødens Dal. Det var måske ikke ligefrem den perfekte jagtmark, men han skulle jo igennem her, for at komme videre ind til byerne, hvor han vidste at maden nærmest ville vandre rundt på ben, og det var en tanke som i sig selv, fik hans tænder til at løbe direkte i vand! Han havde en sjov tendens til at trække sig så langt til at sulten blev direkte ulidelig, for han vidste at hans kære Cassie ikke var meget for at han var det væsen han var, hvilket han faktisk var stolt af! Selvom han ikke havde været andet end et eksperiment tilbage før i tiden, så gjorde det ikke ligefrem den største forskel for ham i dag. Han havde Cassie og han havde Carmine – den selv samme unge mand som han havde omvendt dengang, og de havde jo holdt sammen mere eller mindre lige siden, selvom det var en historie som var sket langt tilbage før deres tidsregning.
Med kutten godt trukket op over hovedet, så søgte han direkte igennem mørket. Selvom det sagtens kunne ligne, at det kunne lægge op til regn, så var det slet ikke noget som generede ham, men mere det faktum, at få fyldt maven med menneskeligt blod, blive god og mæt, og så komme hjem igen, for det var det som han havde brug for efterhånden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hvorvidt at det var en gammel ’bror’ som skulle være i hans nærhed, var endnu ikke noget som han var klar over, da det ikke lige var de ting som han havde i hovedet. Han vidste at han havde spærret Vladimir inde tilbage i sin tid, selvom det i sig selv, faktisk havde været en hård beslutning, men den havde så sandelig også været nødvendig! Han stoppede op, som han følte noget.. det var lyden af hjerteslag. Svagt trak han på smilebåndet igen, idet han fortsatte fremover med en fart hvor end ikke øjnene kunne følge med, for han var en mand med utrolig fart! Han var ved at være temmelig gammel, og denne stilling som leder, var skænket til ham, udelukkende fordi han var den ældste nulevende vampyr, hvilket var noget som passede ham særdeles perfekt! Han fik øje på en mand som søgte selv igennem mørket, hvilket fik ham til at blotte de spidse tænder. Han var ikke en mand af tålmodighed, og det havde han aldrig været. Han stoppede op bag manden. ”Sig farvel..” hvislede han med en iskold stemme, idet han direkte tog fat om ham, trykkede ham tæt ind mod sig, kun for at sætte tænderne i hans hals, førend han overhovedet havde muligheden for at gøre noget som helst. Manden skreg, selvom Alexander ikke tog sig af det.. Det ville meget snart dø ud.. ligesom livet i ham.

[Deleted]

Meget havde Vladimir at tænke på i øjeblikket, hvor det var rart at komme ud og få lidt frisk luft og ikke mindst lufte tankerne, som han efterhånden måtte sige var nødvendigt. Han havde holdt lav profil i et godt stykke tid efterhånden, hvor han egentlig bare ønskede at komme ud og opleve mere af denne nye verden, som den havde udviklet sig utrolig meget på de mange år hvor han havde været indespærret. Han havde altid været motiveret af hævnen, hvor han måtte erkende at han stadig ønskede hævn over den sidste som havde valgt at forråde ham. Godt nok havde han selv ønsket at gå bag Alexanders ryg, men bestemt ikke for at dræbe ham eller spærre ham inde! Manden var blevet magtgal og havde haft nok magt til at gøre Vladimir ondt, hvor han havde set frygten i mandens blik, hvor han vidste at manden havde frygtet at han selv skulle gå imod Alexander, hvilket aldrig havde været hans intention, hvor han heller aldrig havde været en magtgal mand selv, men han havde været nød til at stoppe Alexander i tide, inden manden ville gøre noget mod ham, hvor hans plan egentlig bare ville have været at tage ham af tronen dengang i Imandra, men da han var kommet var han faldet i et baghold, hvor Alexander havde været et træk foran ham selv, hvilket så havde kostet ham hans frihed for tredje gang, hvor han var blevet spærret inde. Det var kun nogle måneder siden at han havde brudt fri af de magiske lænker, hvor han vidste at han havde vakt opsigt med de drab han havde forårsaget, skønt han ikke vidste om det var noget som var nået ud, men det var nok grund til at holde lav profil hvilket han så også havde gjort i al den tid. Han ønskede dog ikke at spærre sig selv inde på sit gamle slot, som faktisk endnu måtte stå, for det var ikke at leve livet, hvor han gerne ville ud og opleve noget igen, for denne verden måtte jo alligevel betage ham en anelse. Da han var kommet tilbage havde han ikke frygtet den men taget imod den med åbne arme, hvor han faktisk havde været imponeret over alt det som var sket. Han havde også kigget lidt i historiebøgerne for at finde ud af hvad der var sket, og han havde fundet ud af at Alexander var blevet greve af Dvasias samt han stod som vampyrernes leder, noget som gjorde at han skulle tage sig i akt!
Skriget der måtte fylde natteluften, var noget som måtte gøre Vladimir nysgerrig, hvor han brugte sin hurtige fart til at nå frem. Han brugte mørkedæmonen i sig til at holde sig skjult i tågen og i mørket, så han var fuldstændig usynlig, hvor han tilmed bevægede sig med lydløse skridt. Blikket faldt mod den vampyr der havde fået sig en fangst, hvor han selv altid havde holdt sig til donere, netop for ikke at vække opsigt, men også fordi han kom fra en gammel tid hvor vampyrer faktisk var ædle og havde respekteret det menneskelige liv, som havde været under dem. Det som dog måtte overraske Vladimir, var da hans kulsorte øjne faldt på ansigtet, der var gemt under kutten, hvor han måtte stivne fuldstændig. Alexander! Han mærkede hvordan vreden begyndte at buldre i hans indre, hvor han følte for at gå løs på ham med det samme, men det var vel ikke smart? Han vidste ikke hvad der var sket eller hvordan manden var nu, men han ville aldrig glemme det som han havde gjort imod ham! Et kynisk smil gled over hans læber. ”Ser man det.. Alexander Imirachi,” svarede han med den følelsesløse stemme, hvor han ikke engang vidste om manden overhovedet kunne huske ham og hans stemme. Han holdt sig dog stadig skjult i mørket, så han ikke var til at se. Det kriblede i ham efter at flå ham levende!

[Deleted]

Tiderne havde ganske vidst skiftet, men nu havde Alexander så heller ikke oplevet at hans egen frihed var taget fra ham på samme måde, som Vladimir havde oplevet det. Ganske vidst havde det været en hård beslutning at spærre manden inde, men hvis han havde haft intentioner om at gå ham imod og dolke ham i ryggen, så var han virkelig bare nødt til at være et skridt foran, og det var han virkelig nødt til! Og det var også det som var sket! Lige nu var det bare ikke ligefrem det som han ønskede at skænke så meget som en tanke, da det var så mange år siden, at det vel et sted næsten kunne være fuldkommen ligegyldigt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selvom han ærligt måtte erkende, at det nok ikke lige var Vladimir som han tænkte mest over lige nu, da det jo som sagt var ved at være så skræmmende mange år siden. Manden brændt inde med mange ting som han selv ikke gjorde, for de blev udsat for hver deres eksperiment, og hans var primært omkring det at omdøbe og det bånd som blev skabt blandt de to. Fortiden var og blev nu fortiden, og det var ikke noget som han ønskede at tænke for meget over, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, men det var nu bare sådan at det var. Han var en greve nu, og han var en leder, og han ville faktisk erkende, at han var ved at være god til det! Han var ikke en magtgal mand, selvom det måske kunne gøre ham helt kulret at have al den magt! Men.. hvem oplevede det da ikke sådan?
Skrigene døde hurtigt ud, som Alexander havde sat sig i mandens hals, hvor han hurtigt fik ham suget tør, idet han bare slap ham og lod ham falde til jorden. Han rev roligt klædet op af lommen, hvor han tørrede sine blodige læber. Stemmen som lød bag ham, var noget som kort fik ham til at se frem for sig i stedet. Det var ikke ligefrem en stemme som han havde regnet med at skulle høre igen bare sådan uden videre! Vladimir! Hvordan pokker var han kommet ud og fri?! Han lagde hovedet mod den ene skulder, kun for at få det til at sige knæk, som han roligt vendte sig i retningen af ham, som han stod der bag ham. De rødlige øjne faldt direkte til hans ansigt. ”Det er minsandten ved at være mange år siden.. Vladimir,” begyndte han ganske sigende. Selv vidste han, at han skulle tage sig voldsomt i agt hvad angik denne mand, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde tingene meget bedre for ham, for han vidste at manden var magisk anlagt, hvilket han ikke ligefrem kunne prale med, omkring ham selv, så han var nødt til at være påpasselig, selvom det bestemt heller ikke var noget som han havde meget for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han tørrede blodet af sig, der hvor han nu kunne fange det selvfølgelig, inden han roligt pakkede lommetørklædet væk igen, kun for at vende blikket mod ham. Han vidste at manden var vred på ham, men han måtte da forstå, at han kun havde gjort det han havde gjort, for at beskytte sig selv, for det havde jo direkte været en nødvendighed! Tungen strøg han let over sine læber, som smilet svagt bredte sig på hans læber. ”Hvordan slap du ud? Jeg mindes at have lænket dig fast i en iskold grotte i en blok af is, netop for at holde på dig,” endte han sigende. Han vidste at han måtte være påpasselig. Manden han stod overfor, var livsfarlig!

[Deleted]

Det kom fuldstændig bag på Vladimir at han stod overfor den mand som faktisk havde valgt at spærre ham inde sidste gang, hvor han havde rådnet op i et bjerg, i magiske lænker og i et fastfrosset rum i over titusinder år! Det kom ikke bag på ham at manden ikke havde tænkt på ham længe, for hvorfor skulle han det? Han havde troet at han var spærret inde og at han sikkert ville blive der i tid og evighed, men der havde manden undervurderet ham og det som han havde gjort, skulle han komme til at fortryde noget så bitterligt! Han mærkede hvordan vreden begyndte at buldre i hans indre, hvor han fik lyst til at gå på ham med det samme og rive hovedet af ham! Den mand havde fortjent at dø! Han havde fortjent samme grusomme skæbne og at blive låst inde i flere hundredtusind år! Selvom han ikke ville begå samme fejl som alle andre og spærre dem inde, han ville dræbe dem på stedet! Netop for at være sikker på at de ikke kom tilbage igen. Han knyttede næverne ganske fast, som han betragtede sig af manden, hvor han tilmed måtte bide tænderne hårdt sammen. Han forsøgte at forholde sig rolig, eftersom han nødig ville gøre noget overilet. Han ville ikke undervurdere manden, for han vidste ikke hvad han kunne efter de mange år hvor han havde været fri og hvor han selv havde været spærret inde. At manden så måtte genkende Vladimirs stemme, var slet ikke noget som han tog sig af, da det faktisk kun glædede ham at han ikke var blevet glemt helt, hvor det også kun gav ham lyst til at flå ham endnu mere! Han forholdt sig dog i skyggerne, så manden ikke ville kunne se ham, skønt han ville kunne høre hans stemme og for at han ikke skulle vide hvor han befandt sig, begyndte han at cirkulere omkring Alexander, så han ikke blev på samme sted alt for længe. ”Mange år? Prøv med titusind!” hvislede han køligt, hvor han slet ikke kunne skjule vreden, hvilket han heller ikke ville! At manden tog sig i agt, var noget som også kun var et klogt træk fra hans side af, for at undervurdere Vladimir ville være direkte tåbeligt! Til gengæld vidste han også at han ikke burde overvurdere sig selv, for den fejl havde han begået alt for mange gange efterhånden! Som han så spurgte hvordan han slap ud, måtte han trække kynisk på smilebåndet. ”Ved at du undervurderede mig,” svarede han lettere gådefuldt og dog i en kold tone, hvor han fortsatte med at cirkulere omkring ham, som var rovdyret pludselig blevet byttet for det endnu større rovdyr. ”Har du savnet mig? For jeg må erkende at jeg har savnet at skulle rive hovedet af dig,” svarede han i en skadefro tone, hvor smilet kun blev mere ondskabsfuldt. Han ville simpelthen nyde at flå manden i småstykker og det havde han bestemt også fortjent! Han var selv på vagt, selvom han en stærk og hurtig mand, hurtigere og stærkere end en normal vampyr, og tilmed med magiske tendenser, hvilket Alexander allerede var bekendt med, så manden burde i den grad tage sig i agt, nu hvor han befandt sig herude helt alene uden nogen omkring sig.

[Deleted]

Sådan som det hele var forløbet sig tilbage i sin tid, så kunne Alexander snildt have taget Vladimirs liv, selvom det nu ikke var noget som han havde valgt at gøre, da det faktisk var noget som ville gøre for ondt. Et sted så havde han vel også håbet at manden ville tænke det hele bare en smule igennem, inden han ville gøre noget overilet, som at gå imod ham, for det var jo tydeligt, at det var hvad han havde været ude på, og det var slet ikke noget som han brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! Stemmen genkendte han dog, også selvom det var ved at være så frygtelig lang tid siden han havde hørt den, så var det jo selvfølgelig noget som også måtte gøre sit for hans vedkommende. Manden havde han stolet på, selvom det var tydeligt, at de igennem alle disse år, havde vandret i hver deres retning, og han havde slet ikke ønsket manden som sin fjende. Dem havde han allerede nok af som det måtte være i forvejen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han kunne ganske vidst ikke se ham, men manden var der, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hans vedkommende! Svagt trak han på smilebåndet. Han ønskede slet ikke at hidse sig op, for han vidste, at det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Er det virkelig ved at være så mange år siden.. Det var utroligt som tiden kan flyve..” endte han ganske roligt. Han så ikke nogen grund til at hidse sig op eller noget lignende, men det var nu bare sådan at han havde det. Vladimir tolkede det i den grad på en helt anden måde.
At Alexander havde undervurderet Vladimir forundrede ham ikke. Han vidste meget af hvad manden var i stand til, men selv mange ting var ukendte for ham, og det var også grunden til at han tog det ganske roligt, ofr alt andet ville da slet ikke gavne ham på nogen måde overhovedet! Han blev stående, selvom stemmen flyttede sig. Det var typisk ham.. men han skulle ikke have lov til at skræmme ham eller noget lignende! ”Du er blevet for hævngerrig, kære Vladimir.. Ønsker du virkelig at rive hovedet af mig, eller en forklaring på hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og ikke bare slog dig ihjel i stedet for?” endte han ganske kortfattet. Han var en leder, han var nødt til at tage det hele med et gram salt, og han ønskede bestemt heller ikke at hidse sig op i en situation som han på ingen måder, havde nogen kontrol over! Han skulle meget gerne ud af det her i live, for det skulle jo bare have været en uskyldig jagt, inden han tog hjem igen! ”I stedet for at gemme dig, så kom frem i månens lys, så jeg kan se dig. Det er jo ved at være mange år siden, jeg har set min kære bror,” påpegede han ganske sigende. Manden havde jo trods alt været som en bror for ham tilbage dengang, og i frygtelig mange år fremover.

[Deleted]

Vladimir ville aldrig glemme hvordan det havde været, for det var noget som ikke bare blev glemt uden lige og det hele stod tydeligt i hans hukommelse som var det sket i går! Han vidste at det var dumt at lade vreden løbe af med ham, men han kunne ærligtalt ikke lade vær. Det havde påvirket ham utrolig meget at blive forrådt af en mand som han havde anset for at være familie og det gjorde stadig ondt at tænke på, for han havde aldrig været andet end loyal overfor manden! Manden havde altid betaget ham og fascineret ham, hvor han også havde mindet ham om hans gamle bror; Viktor. Han fnøs let til mandens ord. Som tiden fløj? Ja det kunne han sagtens sige! Han havde fået lov til at leve livet, hvor han selv havde været spærret inde, ude af stand til at gøre noget som helst! Han ville hellere end gerne have sin hævn! Og den var efterhånden også fortjent! Selvom han havde fortalt Alexander en del omkring sit liv, så kendte manden ikke til alt, da han altid havde holdt visse ting hemmelige netop for sin egen skyld og for hans egen beskyttelse, for han havde jo været nødsaget til at være påpasselig. At manden havde valgt at spærre ham inde, når han selv vidste hvordan det var, eftersom Alex selv havde prøvet at være et eksperiment spærret inde i små celler, måtte vel også bare bevise hvem der egentlig var et monster af de to? Han havde prøvet det flere gange og det var ikke en skæbne han kunne ønske for nogen! Derfor havde han også altid kun dræbt, når han havde taget sin hævn. ”Naturligvis er jeg hævngerrig, og du ville være præcis det samme, hvis du stod i mit sted,” hvislede han køligt. Han stoppede roligt op, hvor han måtte slippe en kold og hånlig latter. ”Ha! Jeg har ikke brug for nogen tam forklaring fra din mund! Jeg ved hvad der skete! Og du forrådte mig! Spærrede mig inde som et dyr!” hvislede han vredt, hvor han også hævede stemmen. Han bed tænderne kraftigt sammen som det virkelig måtte gøre ham rasende at tænke på! Han havde faktisk ikke troet at han ville støde på Alexander igen, i hvert fald ikke foreløbig, eftersom han faktisk havde villet ligge fortiden bag sig og kun se fremad, men det synes pludselig at være umuligt, nu hvor han stod direkte ansigt til ansigt med en mand fra fortiden der havde gjort ham ondt, hvilket kun opfyldte hans krop med vrede. At han så valgte at kalde ham for bror, var dog noget som fik det til at slå ‘klik’ for ham, hvor han lod mørket forsvinde, for at træde frem og direkte trampe faretruende imod ham. ”Bror?! Det ord er ikke længere i din ret til at udtale!!” direkte hvæsede han vredt, som hans kulsorte øjne måtte slå gnistrer. Han havde stolet på manden som en bror og han havde valgt at spærre ham inde, på trods af at han faktisk havde været loyal! Han havde passet sit eget liv og manden havde følt sig truet af ham og hans kræfter, hvor han faktisk bare havde ønsket at leve fredeligt i sin lille by, med sine egne tilhængere, men det havde manden sat en brat stopper for, og han ville forbande ham til helvedet resten af sine dage!

[Deleted]

Alexander vidste skam godt, at han var tvunget til at bevæge sig fremad med forsigtighed hvad Vladimir angik, for det var tydeligt, at manden virkelig var vred, og det var slet ikke noget som gavnede ham selv på nogen måde overhovedet. Blikket hvilede i retningen hvor han havde hørt hans stemme, for der skulle lidt mere til, før han ville gå i panik, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Manden var vred, hvilket han kunne tolke ud fra måden han gik frem på, samtidig med at han holdt sig skjult og med de ord som han skænkede ham, så var det jo ikke fordi at det var noget som man direkte kunne drage til tvivl uanset hvad. Han kunne sagtens have slået manden ihjel, men det havde han slet ikke ønsket sig, og det var slet ikke noget som han ønskede at gøre anderledes. Manden havde været ham en trussel, og derfor havde han været tvunget til at handle, men normalt ville han slå ihjel, og det havde han ikke gjort! Det i sig selv, måtte faktisk sige lidt! ”Jeg handlede, da jeg ikke havde noget andet valg.. Jeg lå et skridt foran dig.. og det var til min redning,” endte han ganske kortfattet. Det kunne godt være, at det var ved at være frygtelig mange år siden, men han huskede det som var det i går! At han direkte grinte af ham, fik kun Alex til at lade hovedet søge let på sned, for hvad pokker var der at grine af? ”Du havde ingen intentioner om at forråde mig, Vladimir? Du ved hvordan landet lå.. alle var sin egen, og jeg var nødt til at værne om hvad der var mit,” endte han med en ganske kortfattet tone. Han gad virkelig ikke stå der og diskutere det med ham, for det var noget som et sted faktisk kun gjorde ham vred, og det var slet ikke noget som hjalp nogen af dem! Han var nødt til at holde sig selv lidt i lænker, selvom det bestemt heller ikke var en nem opgave, men det var vel bare at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt? Selvom man ikke ligefrem kunne betegne ham som menneskelig, men det var så bare det. At det at kalde ham for sin bror, var en grænse som han skulle holde sig fra, gik op for ham, som han langt om længe endelig kom frem fra skyggerne! ”Der var du jo!” endte han ganske sigende, som han lod hovedet søge let på sned igen. Armene lagde han roligt over kors. Det var ikke fordi at han decideret frygtede manden, selvom han nok burde tage sine forholdsregler, så det ikke skulle ende med at gå galt, for det var han slet ikke interesseret i! De rødlige øjne søgte direkte til hans mine. ”Jeg har kaldt dig for min broder siden jeg lærte dig at kende, Vladimir.. Det var det sidste jeg kaldte dig, da jeg fik dig bragt til grotten, hvor jeg selv, var den sidste som forlod det sted og tro mig.. Det er hvad du er for mig.. Du og jeg har et stærkt bånd, og det bånd brydes ikke.. ikke efter hvad vi har været igennem,” endte han ganske kortfattet.

[Deleted]

At Vladimir skulle stå overfor Alexander igen var en tanke som virkelig måtte opfylde ham med vrede, hvor han virkelig måtte tage sig sammen for ikke at gå bersærk. Han havde lovet at han ikke ville handle overilet og ikke mindst at han ikke ville hverken overvurdere sig selv eller undervurdere sin modstander og han så i den grad Alexander som sin modstander! Den mand stolede han på ingen måde på længere! Og det havde han selv så pænt sørget for! Han knyttede næverne ganske fast, hvor han nærmest måtte stå og knurre af ham, som det virkelig måtte irritere ham at han fremstillede sig selv som uskyldig, for det var det sidste han var! ”Havde ikke noget andet valg?!” gentog han direkte vredt, hvor han bed tænderne fast sammen, „hvad med at du kunne have ladet mig leve mit liv i fred? Jeg var dig ingen trussel, jeg levede fredeligt i Dvasias, men du skulle absolut se mig som en trussel, og jeg var dig tilmed loyal! Jeg hjalp dig tilmed erobringen i Imandra – godt nok varede det kun få minutter – men jeg havde ingen planer om at styrte dig! Ikke før jeg så frygten i dit blik og hørte den i din stemme, hvor jeg vidste at jeg var nød til at handle før du gjorde mig ondt. Jeg havde ingen planer om at dræbe dig eller spærre dig inde, kun fratage dig magten, eftersom den var steget dig til hovedet, og nej, jeg havde ikke selv tænkt mig at blive konge, for magtgal har jeg aldrig været!” hvislede han vredt mellem de sammenbidte tænder, hvor han virkelig var rasende på den mand!
At Alexander kaldte Vladimir for sin bror, var noget som virkelig måtte pisse ham af og få det til at slå ’klik’, hvor han gik direkte faretruende imod ham, for det havde han slet ikke retten til at kalde ham længere! ”Tror du det gør nogen forskel? Det gør tværtimod kun din handling langt værre, Alexander!” hvislede han vredt, som han direkte måtte gribe ud efter mandens strube. Kunne han flå hovedet af ham, så gjorde han det i den grad! Den mand havde fortjent at dø, og han var ligeglad med hvad der var sket i fortiden, for det bånd de havde haft, var noget som han selv havde ødelagt! Han havde stolet fuldt ud på manden og netop troet at de havde haft et særligt bånd sammen, men manden havde dolket ham i ryggen og forrådt ham og han ville have sin hævn og det havde han i den grad også fortjent! Desværre måtte han bare miste fornuften af den vrede som var dukket op i ham, hvor han kun kunne tænke på at flå manden levende, for det var fortjent! Manden havde gjort ham uret og han havde rådnet op indespærret i et bjerg i omkring titusind år! Det var en tanke som virkelig måtte gøre ham noget gal i skrallen, særligt det at manden så fremstillede sig selv som uskyldig, for det var virkelig det sidste som han var! ”Du burde spærres inde og se hvordan det er, usle kryb!” hvæsede han rasende, som hans kulsorte øjne måtte slå gnistrer af ren ophidselse.

[Deleted]

Der havde været mange grunde til at Alex havde reageret som han havde, og det var bestemt heller ikke fordi at han ville vove at påstå at han var direkte magtgal. Jovist havde magten vel altid fascineret ham, men ved hvem gjorde den da ikke det? Flere faktorer spillede ind i, at han kunne formå at holde sig rolig, deriblandt Carmine, men også Cassie spillede en frygtelig stor rolle der, for han havde jo heller ikke ligefrem ønsket at skulle skræmme hende væk, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hans blik forblev hvilende på Vladimir, for han vidste, og han kunne i den grad også høre på manden, at han var vred, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at komme i strid med, hvis det kunne undgås, selvom det nu heller ikke så sådan ud. ”Hvordan ville du da fratage mig magten, uden selv at indtage tronen, slå mig ihjel eller spærre mig inde, Vladimir? Som sagt, så er der grunde til at jeg handlede som jeg gjorde! Ja, jeg ved hvilke eksperimenter du blev udsat for, og jeg ved at du ikke er som mig! Du er ikke bare en trussel for mig dengang, som nu, men også for resten af samfundet! Og tro mig.. Det skal nok komme!” endte han med en ganske kortfattet tone. Efterhånden begyndte det at irritere ham. Ja, han havde måske ikke tænkt på Vladimir igennem frygtelig mange år, men ikke desto mindre, så havde valget om at spærre ham inde, været noget af det sværeste som han havde gjort, ganske enkelt på grund af det bånd som hvilede dem imellem. De havde været meget igennem, både hver for sig, men i den grad også sammen!
Alexander så Vladimir som sin bror, og det havde han gjort igennem forbandet mange år, og det som han havde gjort af handling, var bestemt ikke noget som forandrede det syn for hans vedkommende! Slet ikke! Han havde ganske vidst savnet manden, også fordi at de havde haft deres gode stunder, selvom det hele var gået til grunde til sidst, hvilket vel faktisk var en.. skam? Han kneb øjnene let sammen. ”Du er blændet af din egen vrede, Vladimir!” endte han fast. Han havde gjort hvad han havde gjort, for at beskytte sig selv! Han nægtede at tro på at Vladimir ikke havde været i stand til at gøre det samme, om han havde stået i hans sted! Grebet omkring hans strube, skete hurtigere end selv hvad Alex kunne følge med i, og derfor fik han også voldsomt godt fat – tak og pris for, at man ikke var afhængig af at trække vejret! Hånden greb omgående fat omkring Vladimirs. Selv vidste han at det at påføre ham ondt, var noget som Carmine kunne mærke – han havde jo trods alt selv valgt at omdøbe manden dengang! Han sendte ham en direkte fast mine. ”Enhver mand gør hvad der er nødvendig for ens overlevelse! Jeg kunne snildt have slået dig ihjel, men gjorde det ikke, Vladimir!” endte han med en fast tone. Tænderne bed han kraftigt sammen, så de tydeligt kom til syne. Han sendte ham en direkte advarende mine. ”Slip mig,” advarede han kraftigt.

[Deleted]

Der var mange gamle værdier som Vladimir endnu ikke havde sluppet, selvom det var tydeligt at verden og ikke mindst hans egen race havde forandret sig en hel del, hvor han var hvad man kunne kalde for gammeldags, men til tider var det også det som var bedst. Hans blik blev kun mere og mere formørket af Alexanders ord, hvor det gjorde ham direkte tosset! Han kunne aldrig drømme om at spærre nogen inde, da han vidste hvad det ville gøre ved én, desuden så var han heller ikke så dum at begå den fejltagelse, for hvis han ville skaffe sig af med nogen, så dræbte han dem, for at være sikker på at de ikke kom tilbage og det havde han gjort ved hver mand der havde valgt at forråde ham og det kom også til at ske for Alexander for han ville have sin hævn! Og nu hvor manden kendte til hans eksistens, så var han nød til at dræbe ham, for ellers ville han ikke kunne leve uden at skulle se sig over skulderen konstant, for Alexander bar endnu en magt med sig, som han både stod som leder og som greve, så han havde mange under sig og han havde hørt at han var en eftertragtet mand blandt de adelige, så han var nød til at være passelig. ”Jeg ville kun fratage dig titlen som konge, eftersom den havde givet dig alt for meget magt til min ulempe. Men du stod mig nær og at gøre dig ondt, havde aldrig faldet mig ind, desværre var du egoistisk og det skal du komme til at bøde for!” hvislede han køligt, som vreden ikke var til at tage fejl af, for den strålede virkelig ud af ham, som havde det været ild! ”En trussel for samfundet?! Jeg er ikke mere en trussel end enhver anden vampyr! Desuden så respekterer jeg livet og de levende væsner, hvor racen nu kun dræber uskyldige!” hvislede han koldt. Han havde måske dræbt da han var kommet ud, men det havde ikke været med hans gode vilje! Desuden så havde han forsøgt at ære dem ved at give dem en nådig død og tilmed begrave dem, for han havde faktisk respekteret deres liv! Desværre havde han bare været så sulten at han ikke havde været i stand til at styre sig.
“Naturligvis er jeg vred! Du spærrede mig inde for at jeg kunne rådne op!” hvæsede Vladimir, hvor hans tone nærmest blev en råben. Han ville aldrig tilgive Alexaner for det han havde gjort og han skulle komme til at bøde for det! Som han greb manden om struben klemte han til. Måske manden ikke havde brug for luft, men han kunne sagtens flå hovedet af ham! Han så direkte ind i Alexanders rødlige øjne, hvor hans blik var rasende, men inderst inde også såret, for det havde gjort ondt at blive forrådt af en mand som han havde anset for at være familie. Han havde virkelig lagt sin lid i Alexanders hænder og så var han blevet forrådt og dolket i ryggen. Et kynisk smil gled over hans læber til hans ord. ”Jaså? Men så for min egen overlevelse denne gang, så dræber jeg dig Alexander Imirachi. Du skal dø for min hånd og jeg helmer ikke før det er sket,” svarede han i en ondskabsfuld tone som han trykkede manden op af det nærmeste nøgne træ i stedet for at slippe ham. ”Skal jeg rive hovedet af dig?” tænkte han højt, som han ikke tog blikket fra ham.

[Deleted]

Alexander vidste skam godt, at hvad han havde gjort, havde måske haft temmelig slemme konsekvenser, og måske en temmelig voldsom handling at gøre brug for, men han havde set det som en direkte nødvendighed. Dengang havde vampyrerne virkelig været for meget i fokus, og det var ikke bare på grund af ham, Carmine og Vladimir, men lige så også med Valerie! Han havde været nødt til at handle på en eller anden måde, og det havde han gjort. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Manden var blændet af sin vrede, hvilket i sig selv, var et tydeligt tegn til at han skulle tage sig i akt for dette, for det kunne meget vel gå galt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Igen, hvordan havde du tænkt dig at gøre det, uden at slå mig ihjel, eller gøre hvad jeg gjorde mod dig, Vladimir? Jeg trækker mig ikke frivilligt fra en position, når jeg endelig har fået den,” endte han ganske kortfattet. Manden var vred, men han var jo for pokker nødt til at sætte det lidt i perspektiv for ham, før det for alvor ville ende med at gå galt, for det var han slet ikke interesseret i! Han havde været væk frygtelig længe, så han var tydeligt ikke kendt med vampyrernes kodex gik ud på! Det som han selv havde skrevet, og endda havde fået Jaqia til at godkende tilbage i sin tid, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var! Han bed tænderne tydeligt sammen. ”De dræber uskyldige, hvis det er nødvendigt, endda med kongehuset i ryggen, Vladimir. Der er sket frygtelig meget siden du sidst satte din fod her, og ja! En trussel for samfundet, og det er du endnu!” endte han med en fast tone. Med de midler manden havde i sig, så var det vel heller ikke så svært at se, var det?!
Manden var tydeligt vred, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for Alexander! Han gispede svagt, for det var faktisk ubehageligt nok at snakke, bare med den hånd omkring hans strube! Han vendte de rødlige øjne direkte mod ham. Hvis han virkelig ønskede sin hævn så brændende, så kunne han jo lige så godt komme i gang! Han nåede ikke at reagere yderligere, før han direkte blev hamret mod træet, hvor fødderne forlod jorden under ham, idet han blev trykket op af det. Hans rygrad blev hamret direkte ind i træet, som nærmest måtte give efter for styrken og hurtigheden som var blevet lagt i det. Tænderne bed han fast sammen. At dø her, skulle slet ikke vise sig som aktuelt! ”Du.. du ikke kunne dengang.. Skulle det være anderledes nu?” Hans negle borede sig direkte ned i leddet ved håndleddet som automatisk ville tvinge fingrene til at slippe grebet omkring hans hals, så han kunne komme ned, for nu begyndte det altså at blive lidt for ubehageligt at hænge der! ”Hør Vladimir! Jeg er ikke ude på at slå ihjel, og det har jeg aldrig været! Brug nu den fornuft jeg ved du har derinde et sted, og se forbi den vrede, for den gavner ingen af os!” endte han fast. Han gjorde intet.. intet endnu om ikke andet.

[Deleted]

Vladimir var ganske vidst ufattelig vred, hvor han virkelig havde lyst til at rive hovedet af Alexander og brænde hele hans krop, så han aldrig ville blive i stand til at komme tilbage, for det gjorde ham stiktosset! Han havde været spærret inde i utrolig lang tid, hvor verden havde forandret sig til det helt uigenkendelige og selvom det ikke skræmte ham som første gang, så vidste han udmærket godt at han måtte være på vagt, netop fordi han var fremmed og kunne komme til at vække opsigt, som han allerede havde gjort, men det var tydeligt at Alexander ikke havde mærket sig af det før nu, hvor de stod ansigt til ansigt, hvor det eneste Vladimir kunne reagere med, var vrede, for det buldrede virkelig i hans indre. Han havde altid været en hævngerrig mand, men kunne man virkelig bebrejde ham? Hvem ville ikke reagere ligesom ham, hvis man var blevet forrådt og gjort ondt af folk man faktisk havde anset som familie? ”Jeg har mine midler Alexander! Og jeg havde aldrig drømt om at gøre dig ondt, hverken på den ene eller den anden måde!” hvislede han køligt. Han vidste godt at manden ikke var stået af med sin gode vilje, men han havde aldrig ønsket at slå Alexander ihjel eller spærre ham inde, kun fratage ham magten, ikke ved selv at blive konge, for det havde han aldrig ønsket sig, men bare så han var sikker på at manden ikke havde magten til at gøre ham ondt, desværre havde Alexander alligevel været et skridt foran ham og det var gået præcis som han havde frygtet og det skulle han komme til at fortryde! ”Jeg fuldstændig ligeglad om kongehuset er med eller ej! Det beviser kun at alt i landet er korrupt og uædelt!” svarede han vredt. Han kom fra en tid hvor selv kongen havde respekteret de levendes liv, som de havde lagt under vampyrerne og de havde aldrig dræbt uskyldige dér, men denne verden var langt mere egoistisk og grusom og det var vel lidt det som kunne skræmme ham? Han vidste dog at alle ikke var sådan, da han også havde mødt en ganske særlig person der havde vist ham at livet faktisk kunne være barmhjertigt og godt.
At tvinge Alexander op af træet og mærke hans fødder forlade jorden, var noget som gav Vladimir den sejrende smag i munden, for det var rart at få afreageret en anelse, hvor det var tydeligt hvem der var stærkest. Desværre blev han forblændet af sit had og et vredt sind var et snævert sind, og det kunne faktisk gå hen og blive hans tab i sidste ende. Han tænkte dog ikke over det, da han virkelig var rasende, selvom det vel mest af alt var fordi han faktisk var såret? Han havde anset Alexander som familie og han havde forrådt ham ved at spærre ham inde og han følte ikke at han kunne tilgive ham for den handling, for han ville vel bare gøre det igen? Som neglene borede sig ind i hans håndled og ramte et punkt, der fik ham til at løsne grebet, så var han hurtig med den anden hånd, der direkte greb fat omkring Alexanders kælder ved brystet, hvor han trykkede ham op ad træet igen med både sin vægt og styrke. Han fnøs kortfattet til hans ord. ”Bruge min fornuft? Udmærket! Jeg slår dig ihjel, fordi du sagde jeg endnu var en trussel for samfundet, så du vil kun være ude på at spærre mig inde igen og den chance tager jeg ikke” hvæsede han vredt, som han løftede den frie hånd, knyttede den og slog den med al sin kraft imod Alexanders ansigt, for at knuse det. Der skulle mere til end en sølle løgn for at få ham til at falde til ro!

[Deleted]

Alexander kunne udmærket godt se, og ikke mindst fornemme på Vladimir at han var ved at være vred efterhånden, selvom det bestemt heller ikke just var noget som han kunne gøre noget ved lige netop nu, og selvfølgelig var det en tanke som virkelig irriterede ham! Han bed tænderne fast sammen, som han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Hvis du havde så mange midler, Vladimir, så fortæl mig dem! Jeg gjorde hvad jeg fandt nødvendigt for mig i den givende situation. Du ved hvordan tingene stod dengang!” endte han med en fast tone. Ja, han havde frygtelig meget som han kunne takke manden for, men det at tage den beslutning at spærre ham ind, specielt når han vidste hvor hårdt det var for dem, så var det faktisk en utrolig hård beslutning. Vampyrerne var stadig lige så ædle som de altid havde været, men efter mange år med flugt og jagt, så var det altså på tide at de slog igen og kongehuset havde sågar skrevet under på det kodex som var lavet! Han kneb øjnene fast sammen. ”Jeg vil råde dig til at finde ud af hvordan landet ligger, før du kommer med udtalelser om ting som du har misset og ikke har været her til at opleve..” endte han med en dæmpet hvislende tone, for løgn var det jo trods alt heller ikke! Han ville ikke stå og tage imod beskyldninger, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.
Vladimir var styret af sin vrede og sin skuffelse over hvad han havde gjort, og på sit vis, kunne Alexander faktisk godt forstå ham, selvom det ikke nødvendigvis var noget som hjalp ham på hans situation, for det var virkelig slemt nok som det måtte være i den anden ende. Hans krop sitrede af vrede selv, selvom han virkelig forsøgte at holde det i sig, for det hjalp ikke at gøre det her til en strid! At møde træet på den måde, var end ikke noget som gjorde ondt, for deres kroppe kunne tåle langt mere end en normal menneskelig, hvor den styrke som lå i dem, fint ville brække og sågar knuse knogler. Han bed tænderne fast sammen, som han direkte måtte tvinge manden til at slippe ham, for det var efterhånden ved at blive nødvendigt. Han nåede ikke at sige mere, før han direkte blev tvunget mod træet igen, og Vladimir kylede sin næve mod hans ansigt, hvor han hastigt hævede hånden, for at tage imod den, inden den ville ramme. Han selv var ved at være oldgammel, så han kunne i det mindste bremse godt ned i fart, for han fandt sig bestemt ikke i dette! Slet ikke! Han var måske stærkere end den gennemsnitlige vampyr, men selv der havde Alex klart sine fordele lige så! Han kneb øjnene fast sammen. ”Jeg sagde intet om at jeg ville gøre det en gang til, Vladimir! Jeg er på ingen måder interesseret i at slås med dig og jeg ønsker ikke at fremstå som en trussel for dig, som jeg ikke ønsker du skal være det for mig.. Men at slå..? Det er under din værdighed, Vladimir! Så kom til fornuft!” endte han med en direkte hvislende tone, som han selv knyttede næven, for at slå direkte ud efter Vladimir. Nok var simpelthen nok!

[Deleted]

Det var tåbeligt at lade vreden styre sine handlinger, men Vladimir bar virkelig inde med så meget at han slet ikke kunne kontrollere det, hvor det hele bare synes at skulle eksplodere hans indre, som var han en vulkan der gik i udbrud. Han ønskede sin hævn, hvor Alexander også havde fortjent at blive sat på plads en gang for alle, over det som han havde gjort! Måske han havde store evner, men han havde altid kun været ude på at leve et fredeligt liv uden at komme nogen på tværs, for han havde elsket frihed og så var han blevet spærret inde igen. ”Det er fuldstændig ligegyldigt nu! Du kunne have ladet mig leve i mit hjem, helt fredeligt uden at jeg forstyrrede dig!” hvæsede han vredt, hvor han lod sine spidse negle bore sig ind i sine håndflader. Han havde lyst til at flå hovedet af Alexander og brænde hans krop, hvor han også mente at det var fortjent! Han fnøs kortfattet til hans ord. Han vidste godt at han ikke kendte så meget til den nye verden og der var mange ting han skulle vænne sig til, desværre kunne han heller ikke ændre den, men denne tid var virkelig forfærdelig! Han var gammeldags og det kunne han slet ikke løbe fra, men intet i denne verden var ædelt på nogen måde! ”Der intet ædelt tilbage i denne tid. Folk er egoistiske og alle de andre racer har ret i at vampyrerne ikke er blevet til andet end nogle blodsugende bæster, der kun tænker med tænderne frem for hjernen! Og eftersom du står som deres leder, må du jo være den ansvarlige for det, og ikke mindst den værste. En skam du skulle bringe vores race i sænk,” svarede han hånligt, hvor et kynisk smil gled over hans læber.
Alexander var skam ingen svag vampyr, hvilket Vladimir udmærket godt var klar over, dog havde mandens fordel altid lagt i sindet, da han var en kløgtig og snu mand, og selv Vladimir vidste at man ikke vandt på styrke, men på kløgt. Han var dog for vred og snæversynet i øjeblikket til at tage sig af det og i det hele taget til at tænke klart. Det irriterede ham at hans slag ikke ramte manden, skønt det kyniske smil gled over hans læber. ”Åh som om jeg tror på dig nu. Alt hvad du siger og fylder mig med er løgn, ligesom det altid har været!” hvislede han køligt, hvor det denne gang var hans tur til at gribe omkring Alexanders næve, da han slog imod ham, så de begge stod med en næve i hver af deres anden hånd. Han forsøgte at mase og kvase Alexanders hånd, hvor hans sorte øjne hvilede direkte nådesløst i mandens blik. Kunne man virkelig bebrejde ham? Manden havde forrådt ham på den værst tænkelige måde. Og med det som han havde gjort, så var det vel også forståeligt at Vladimir ikke længere stolede på Alexander? Det ville han ikke engang turde at gøre igen, og han vidste at han var nød til at dræbe manden nu, her i aften, for ellers ville manden blot bruge sin magt til at jage ham ned endnu engang og han ville sikkert dræbe ham frem for at spærre ham inde igen! – det var i hvert fald sådan som Vladimir så på tingene. ”Vil du have tre sekunder til at løbe, inden jeg jager dig ned som et bytte?” spurgte han hånende og lettere skadefro, hvor han næsten måtte få et sindssygt glimt i blikket.