Face the dark past?

[Deleted]

Så lang tid Vladimir ikke kunne tænke rationelt, så var Alexander nødt til at forholde sig fuldkommen i ro, for han vidste hvad manden var i stand til, selvom.. det forundrede ham, at han i det hele taget ikke havde gjort det med det samme, men at han hellere ville stå og råbe og skrige af ham! Var han i det hele taget interesseret i at slå ham ihjel? Eller var det bare ord sagt i vrede? Skulle han være helt ærlig, så vidste han det faktisk ikke, og det var efterhånden ved at være en tanke som måtte irritere ham som intet andet overhovedet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sendte ham en direkte fast mine. ”Jeg synes ikke det er ligegyldigt, og kender jeg dig godt nok, så ved jeg det ikke er ligegyldigt for dig heller, for du nævner det af en grund, ikke sandt?” endte han ganske kortfattet. Han kneb øjnene let sammen. Verdenen var på ingen måder som den havde været før, hvilket han vidste, og de regler som han havde sat op, gjorde det klart for vampyrer hvordan jagten skulle foregå i fremtiden. Han fnøs. ”Du vil ikke tænke på hvordan det så ud fra Derick forsvandt til jeg tog over, Vladimir. Jeg kan garanterer dig for, at jeg har sat rammer for dem. Rygtet har vi måske, og vi har haft det i årevis.. Giv mig skylden hvis det er hvad du vil, og jeg påtager mig den. Jeg vil bare råde dig til at vente til du ved hvordan det faktisk forholder sig,” endte han ganske kortfattet.
Alex var en mand af muskler, men han var rolig lige nu, og tænkte i det mindste mere fornuftige baner, end hvad man kunne sige om Vladimir, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte fast mod ham endnu en gang. ”Brug dog den fornuft jeg ved du har derinde, Vlad! Foruden den ene gang, har jeg nogensinde løjet for dig?!” endte han med en direkte vred stemme. At forårsage dette fik ingen af em noget ud af, selvom det var tydeligt at Vlad havde brug for at afreagere, selvom det slet ikke var noget som hjalp ham selv på nogen måde, for han brød sig slet ikke om at være fanget i denne situation, og det var noget som et sted gjorde ham direkte vred og irriteret, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt! At han selv ikke ramte, men måtte møde Vladimirs næve i stedet for, fik ham til at knibe øjnene fast sammen. Han var ikke typen som flygtede fra nogen eller noget som helst, hvilket han burde vide! ”Jeg flygter ikke, og det har jeg aldrig nogensinde gjort. Jeg så hellere at du kom til fornuft, så vi kan finde ud af det her som to voksne individer, i stedet for den barnlige opførsel! Kom dog til fornuft!” Næven i Vladimirs knyttede han direkte, for ikke at ende med at få smadret hånden, for det var han slet ikke interesseret i, for selv i hans forstand, så kunne han mærke det, og det gjorde faktisk ondt! Temmelig ondt! Han fnøs ganske kortfattet og rystede så på hovedet, inden han igen vendte blikket direkte mod ham. Hvorfor pokker skulle dette ske nu?! ”Slip mig, så slipper jeg dig.. Lad os finde ud af det som voksne!” endte han med en fast hvæsen.

[Deleted]

Vladimir havde aldrig nogensinde haft nogen intentioner om at slå sin bror ihjel eller at spærre ham inde, at Alexander så skulle gøre det omvendt, var faktisk en tanke som gjorde ondt, for han havde virkelig set op til manden og han havde åbnet sig op for ham og tilmed givet manden sin loyalitet og så havde han bare forrådt ham i sidste ende, når det eneste han nogensinde havde ønsket, var at leve et fredeligt liv og nyde sin frihed, men det havde Alexander noget så grusomt taget fra ham og derfor var det vel ikke så underligt igen at han faktisk var rasende på manden? ”Pointen er at jeg stolede på dig, anså dig som familie og kun var ude på at være dig loyal som en ven og leve et fredeligt liv, og så forrådte du mig!” hvæsede han vredt, hvor hans sorte øjne slog gnister. Måske han kunne blive en trussel for samfundet fordi han havde de evner han havde, men han havde jo ligeledes også mange svagheder, så uovervindelig var han jo faktisk ikke! Desuden så havde han aldrig ønsket at gøre samfundet ondt eller sågar blive konge eller noget som helst, for han var ingen magtgal person! Men Alexander havde dømt hans evner til at være en trussel imod ham selv, deres race og resten af verden og med de midler han havde haft, så havde han spærret ham inde. ”Jeg ved hvordan det forholder sig, for jeg har allerede set det! Og ingen har fortjent at kalde sig under vampyrernes race! For de er alle vilde bæster der kun leger med uskyldiges liv! Du kommer aldrig til at gøre racen ære eller gøre den ædel!” hvislede han vredt. Han fandt det virkelig en kæmpe skam at vampyrerne havde påtaget sig den opførsel, adfærd og de rygter, som faktisk var sande, Måske det ikke var Alexanders skyld at racen var blevet sådan, men som leder, var det ham der havde ansvaret for den og kunne gøre den enten bedre eller værre og han mente på ingen måde at manden gjorde det bedre! Der skulle jo nærmest et mirakel til, for at redde racen og faktisk gøre den ædel, som den havde været førhen!
“Alt hvad du har sagt, har jo været en stor løgn!” vrissede Vladimir arrigt, som han kun maste mere omkring Alexanders næve, som han holdt i sin ene hånd. Han var skuffet – og nok også såret – over Alexanders måde at handle på, netop fordi han altid havde stolet på manden, samt været ham loyal, og så var han blevet dolket i ryggen og det gjorde ham virkelig rasende at tænke på! Han fnøs let til mandens ord, hvor et kynisk smil gled over hans læber. ”Hvad regner du med? At du kan tale dig fra det som du har gjort mod mig? At du kan gøre det godt igen med et sølle ’undskyld’? For det kan du ikke Alexander! Sket er sket og du har forrådt mig på værst tænkelige måde!” svarede han i en kynisk tone, skønt han dog alligevel valgte at slippe mandens næve, hvor han også rev sin egen til sig, inden han bakkede nogle skridt. Han knækkede sine fingrer og derefter sin nakke, hvor hans sorte øjne hvilede intenst og glubsk mod Alexander. ”Udmærket, så kom med din forsvarstale, inden jeg flår dig levende,” opfordrede han lumsk og næsten helt legende, som smilet bredte sig skadefro på hans læber.

[Deleted]

Alexander sagde ikke noget til at Vladimir var rasende på ham, for han kunne skam godt forstå ham. Efter deres liv, så var det ikke ligefrem underligt, at de havde sat pris på den frihed som de havde fået, selvom det var hvad han havde taget fra ham ved at spærre ham inde, selvom det var en handling som han havde gjort, mest for sin egen skyld, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han kneb øjnene fast sammen. Det var ikke ligegyldigt, for så ville han slet ikke reagere som han gjorde det! Han fnøs ganske kortfattet. ”Kun fordi du ville forråde mig, Vladimir.. Det var kun held at jeg kom dig i forkøbet inden du nåede at gøre noget som helst,” endte han med en fast tone. Selv betegnede han endnu manden som sin bror, for han havde ikke haft nogen grund til andet. Det bånd var der stadig, og det havde været der siden de havde været ganske unge begge to, så selvfølgelig betød det noget i længden! Og selv var han sikker på at det ikke var noget som Vladimir ønskede at gøre ham noget, at det kun var hans skuffelse og sårede sind som talte for ham, for så godt kendte han ham jo! Han rystede på hovedet. Han kæmpede virkelig, men det var ikke ensbetydet med at det skulle være en nem opgave, for det var det på ingen måde! ”Du ved slet ikke hvad du taler om! Du kan sammenligne dem med hvordan de var før i tiden, og sådan som du sikker har hørt dem blive omtalt nu, men jeg kan forsikre dig, at det er os.. os vampyrer som holder os mest i baggrunden hvad angår racekrigen som hersker her! Giv mig skylden hvis du vil! Jeg arbejder på sagen, og jeg kan sige dig, at det ikke altid er lige nemt!” endte han med en fast tone. Den mand skulle bestemt ikke have lov til at betvivle ham og det arbejde som han gjorde!
Det var allerede gået op for Alexander at Vladimir ikke stolede på noget af det som han sagde, hvilket faktisk irriterede ham! Tænderne var allerede fremme, også selvom det selvfølgelig ikke just ville hjælpe ham at sætte tænderne i en af sine egne, andet end at det ville give ham en unaturlig styrke uden lige, også fordi at Vladimir var i besiddelse af de evner og talenter som han var, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han fnøs ganske kortfattet, som de endelig slap hinanden, hvor han trak sig et enkelt skridt. Han tog omkring sin hånd, som tydeligt var endt knust, hvor han næsten måtte kæmpe for at strække fingrene ordentlig ud, selvom han ikke fortrak så meget som en eneste mine, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få noget ud af, og han ville bestemt heller ikke give manden den tilfredsstillelse, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! ”Det gør mig ondt, du ikke stoler på mig grundet en handling som jeg fortog for frygtelig mange år siden,” begyndte han ganske kortfattet, som han endelig slap sin hånd, selvom han på ingen måder slap ham med blikket. Han kneb øjnene direkte dræbende sammen, for han ville slet ikke have noget med dette at gøre, om det var noget som han ellers kunne blive fri for! ”Du ville ikke slå mig ihjel dengang, og dog står du her endnu i live, og så vil du tage mit liv? Du plejede at være mere retfærdig, Vladimir. Du plejede at være fornuftig.. en skam at det er gået til i en isblok. Jeg kender dig.. du ønsker inderst inde ikke at flå mig. Jeg er slet ikke ude på at gå i strid med dig.. Strid er det sidste jeg ønsker mig lige nu,” endte han med en meget behersket ro i stemmen. Han ønskede slet ikke strid! ”Lad os finde ud af dette som voksne individer. Tag med mig hjem, så kan du kigge mit arbejde igennem, og så kan du svine mig til derefter,” tilbød han. De kunne jo lige så godt finde ud af det, under normale omstændigheder!

[Deleted]

Vladimir var uden tvivl såret over Alexanders handling, skønt han nu ikke just ligefrem ville indrømme det, hverken overfor ham selv eller for Alexander. Det var også vreden som han mærkede var mest fremtrædende af alle følelser, skønt den kom fordi den var forårsaget af skuffelsen og den sårede følelse. Han knyttede næverne ganske fast, hvor hans øjne ikke veg fra Alexanders egne rødlige. Manden havde virkelig røvrendt ham som aldrig før og den tanke gjorde ham virkelig pissed! ”Havde du ikke udvist frygt og nervøsitet overfor mig, så kan jeg love dig for at jeg ikke havde haft planer om at vælte dig af tronen! Men jeg havde aldrig haft i sinde at spærre dig inde eller at dræbe dig! Det var dig der var blevet paranoid!” vrissede han vredt, hvor han kun knyttede næverne endnu mere, for det gjorde ham virkelig rasende at tænke på! Alle ville kunne forstå hans vrede, for han var blevet forrådt af en mand som han havde udvist loyalitet overfor, han var én af dem som var de første der havde troet på Alexanders lederevner og så havde han forrådt ham! Og nu havde synet virkelig ændret sig! Det var nok også derfor han var efter manden når det kom til hans post som leder, men det gjorde det også dårligt for ham selv, for manden havde jo stadig midlerne til at spærre ham inde igen eller til at jage ham på flugt, sågar udrydde ham for evigt. ”Åh jeg sagde skam ikke at de andre racer var bedre, for det har de aldrig været, men vampyrerne er ganske vidst ikke andet end blodsugende bæster længere. Desuden er arbejdet for hårdt for dig, så burde du måske overveje at træde af og lade en anden og mere værdig komme til,” hvislede han med en stemme dryppende af hån. Han stak måske meget til Alexander, men det var også noget som han gjorde bevidst, fordi han var vred på ham, for han vidste godt at mange andre ville være endnu mere elendig end Alexander.
Det som måtte pisse Vladimir endnu mere af, var det faktum at Alexander satte sig på en piedestal som han slet ikke havde fortjent at sidde på! Han beskrev sig selv som uskyldig og det var han på ingen måde! Han havde forrådt ham og han fik det til at lyde som om at det var okay at han havde spærret ham inde og det var det som faktisk gjorde ham endnu mere rasende, så manden var ikke just god til at tale ham til ro på nogen måde, da han faktisk kun forværrede sin egen position og det syn som Vladimir havde på ham. ”Jeg er kun kommet ud for nylig, tror du din handling er glemt?! Du ville have ladet mig rådne op! Jeg var indespærret i omkring titusinder år og du var fuldstændig ligeglad!!” råbte han i en hvæsende og rasende tone, som han tog endnu et skridt imod ham, hvor det kriblede i ham efter at slå manden til plukfisk, for han gjorde ikke andet end at pisse ham endnu mere af! ”Jeg anså dig som familie dengang Alexander, og jeg dræber ikke familie, dem er man loyale overfor! Og nu vil jeg dræbe dig, fordi du selv gjorde dig til min fjende! Og du tager fejl, for det kribler kun mere og mere i mig at flå dig levende, desto mere du siger,” vrissede han arrigt, hvor det end ikke engang var løgn, for manden måtte da kun forværre Vladimirs syn på ham! Han endte med at bryde ud i en hånlig latter. ”Hvor dum er du Alexander? Tror du virkelig at jeg er født i går? Du kunne lige så godt sige at jeg skal følge dig med hen til min egen død, ved at sige at jeg skal tage med dig hjem, for det bliver ikke aktuelt. Jeg er fuldstændig ligeglad med dit arbejde, for det rager mig en høstblok, men jeg vil have min hævn, for du har fortjent at blive spærret inde i samme tid som jeg, så din død vil faktisk være en nådig straf for det som du har gjort mod mig,” svarede han kynisk. ”Din tid er ved at løbe ud, for du er elendig til at sælge dig selv.”

[Deleted]

Det var ikke fordi Alexander ikke forstod sig på Vladimirs vrede, for det gjorde han faktisk, men af den grund, så nægtede han at lade sig underkaste manden og hans behandling bare sådan! Der var sket forbandet meget igennem de sidste mange år, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for ham. Han var nu en leder som havde holdt i mange år, og han havde kongehuset i ryggen. Ja, igennem de sidste mange år, og specielt efter codexet var skrevet og signeret af ham, såvel som den daværende dronning af Dvasias. Han kneb øjnene fast sammen. ”Tiderne har forandret sig siden dengang, Vladimir, og hvis du gad bruge den fornuft, som jeg ved du har, så ved jeg at du selv ville være i stand til at se det..!” begyndte han med en fast tone. Manden reagerede med vrede frem for fornuft, og det var slet ikke noget som hjalp nogen af dem! Det lignede ikke just Alexander at forholde sig så rolig, som det han gjorde i denne stund, men det var jo ikke ligefrem fordi at han havde noget andet valg, for han vidste hvad Vladimir var i stand til, og det var ikke kræfter som han ville kaste sig i strid med! ”Reglerne er lagt for hvad jeg finder mig i og ikke finder mig i, kan jeg fortælle dig, og foreløbig, opfører racen sig direkte eksemplarisk i forhold til de stridende som findes her til lands, knægt.. Tro mig, jeg gør hvad jeg kan for at holde styr på os alle, og foreløbig, så har jeg kongehuset i ryggen.. Mit codex er ikke brudt på nogen måde, og vores by hviler prægtig og smuk, som sikkert det smukkeste her til lands,” endte han ganske kortfattet. Han fandt sig slet ikke i at blive tiltalt på den måde! Og specielt ikke af ham!
Alexander vidste godt, at han ikke var uskyldigheden selv, men af den grund så fandt han sig ikke i at blive tiltalt på den måde! Det ville bare skade hans ry, som han efterhånden havde brugt hundrede år på at opbygge, og det fandt han sig bestemt heller ikke i, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Så du vælger at bryde det bånd jeg har til dig? Som du har til mig, på grund af den ting? Hvis du ikke har lagt mærke til det endnu, så er du endnu i live, Vlad!” begyndte han med en yderst kortfattet mine. Det andet begyndte da virkelig for alvor at irritere ham efterhånden, og det var slet ikke noget som han fandt sig i. Han tog lige så et skridt mod ham, for bange var han ikke, og det var det eneste som han ønskede at vise ham på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Næverne knyttede han fast, for han var nødt til at forsøge at bevare roen, for det andet, var slet ikke noget som ville hjælpe nogen af dem på vej, og det vidste han. ”Hvis du ikke engang er i stand til at tage imod en venlig gestus af mig, når jeg faktisk invitere dig med mig hjem, hvor det blot vil være dig og mig. Jeg står ikke her for at sælge mig selv, men for at se den fejl i hvidøjet, som jeg gør, og faktisk erkender, at hvad jeg gjorde, har været forkert! Ønsker du at slå mig ihjel, eller spærre mig inde, så skal du være velkommen til at gøre et forsøg! Du har ingen i ryggen, Vladimir.. Du har kun mig!” endte han med en fast tone. Det havde været en hård beslutning at gøre hvad han havde gjort, men dengang havde det været nødvendigt, selvom det havde været familie, så gjorde det ikke nogen forskel nu.. ikke nu hvor han stod ansigt til ansigt med ham igen og kun med vrede i billedet!

[Deleted]

“Jeg ved udmærket godt at tiderne har forandret sig, Imirachi! Men det har ikke en pind at gøre med at du spærrede mig inde, og det er ikke en ting jeg bare uden videre ser bort fra, eftersom du forrådte mig på den værst tænkelige måde! Måske du har forandret dig igennem årene – jeg tvivler ærligtalt på det – men det ændrer ikke på at du har fortjent samme skæbne, hvis ikke den som er værre!” vrissede Vladimir vredt, hvor han kaldte manden ved efternavn, for at understrege at de ikke var venner og at det ikke var i orden i mellem dem, for det var det på ingen måde! Og han anså ikke manden for at være sin broder længere, han havde selv sørget for at gøre sig til hans fjende! At han så valgte at kalde ham for knægt, var noget som fik ham til at sende ham et direkte vantro blik. ”Knægt? Helt ærligt? Knægt? Vi ved ikke engang hvem som er ældst af os to og så kalder du mig for knægt? Du burde lære at vare din tunge, lille dreng, inden jeg faktisk vælger at flå den ud af munden på dig, og du ved at jeg kan,” svarede han i en faretruende tone, som han sendte manden et advarende blik. Han var faktisk heldig at han ikke havde hoppet på manden endnu og hvis Alexander ikke havde mistet sin kløgt og intelligens i løbet af årene, så vidste han også at han ikke burde tirre ham, for kom det til kamp de to alene, så ville Vladimir vinde på grund af sine evner, som en normal vampyr som Alexander ikke kunne hamle op med. Han ville dog ikke undervurdere manden af den grund, for han vidste jo faktisk ikke om manden var blevet bedre i løbet af årene. ”Men det er da flot at du vælger at slikke røv på varylerne, meget ædelt af en fuldblodsvampyr,” svarede han sarkastisk, som han allerede havde fundet ud af at landet blev styret af en varyl, ligesom de fleste lande faktisk gjorde, det var jo direkte forrykt! Han nægtede at underkaste sig en anden race, og det sidste han ville, var da at underkaste sig en varyl!
Det pissede Vladimir af, at Alexander fremstillede det hele som var han uskyldig og det han havde gjort slet ikke var noget særligt, for det var det! Og det var på ingen måder ligegyldigt, så at manden gjorde det til det, var noget som virkelig gjorde ham rasende. Som manden tog et skridt imod ham, greb han direkte ud efter hans kappes krave, for at hive ham helt ind til ham, hvor hans kulsorte øjne så direkte dræbende ind i Alexanders rødlige. ”Du skal på ingen måde fremstille det som var det ingenting, for det du gjorde, ved du udmærket godt ikke var en lille ting,” hvislede han i en hviskende tone, fordi manden var kommet så tæt på ham, skønt tonen slet ikke var til at tage fejl af, for den var direkte faretruende, som ville han flå manden hvert sekund det kunne være. Han endte med at skubbe ham fra sig igen, skønt han ikke tog blikket fra ham. Der tager du fejl. Jeg står ikke alene, og du er desuden den sidste jeg har, og du er den sidste jeg vælger at stole på, hvilket du selv er skyld i, så stoler jeg faktisk hellere på warlockerne og dæmonerne,” svarede han kortfattet, hvor et kynisk smil gled over hans læber. Han havde allerede mødt nogle warlocks, desværre også dræbt mange af dem, fordi han skulle have stillet sin sult, men han havde mødt lederne af dem, og havde faktisk tilbudt hende hans hjælp om at nedkæmpe Alexander, og han ville faktisk hellere gå med Malisha frem for Alexander!

[Deleted]

”Hvis du virkelig ønsker at gøre mig ondt, så gør det for pokker da! Hvis du er så vred over, jeg gjorde hvad jeg måtte finde bedst, for at yde mig selv den beskyttelse, såvel som dem jeg betragter som nære, så gør det! Du er min familie, Vladimir, og det er den eneste grund til at jeg ikke kunne få mig selv til at slå dig ihjel!” hvæsede Alexander med en direkte vred stemme. Han vidste at han var nødt til at holde sig selv i kort snor, for gik det galt, så ville Vladimir uden tvivl vinde på grund af hans evner. De havde været udsat for hver deres form for eksperimenter, og selv det var noget som han kunne huske, som var det sket i går, og ikke noget som han faktisk kunne sige sig, at have fået bearbejdet på en ordentlig måde, for det havde han på ingen måde. At det hele skulle gå i strid om hvad man skulle kalde hinanden, var noget som efterhånden, virkelig var ved at irritere ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han himlede med øjnene, som han igen vendte blikket direkte mod ham og med en yderst kortfattet mine. Næverne knyttet han fast. Han var kendt som den ældste nulevende, og det var faktisk den eneste grund til at han havde den stilling og den status i form af en leder som han var i øjeblikket. Han var den med den største livserfaring indenfor dette punkt, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende! ”Jeg ved udmærket godt, hvad du er i stand til, og du burde kende mig godt nok til at vide, at jeg slet ikke ønsker strid,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Dette var kun ved at irritere ham godt og grusomt! Han fnøs ganske kortfattet. ”Du er virkelig for gammeldags af tankegang. Tiderne har ændret sig, og det er bestemt ikke fordi at jeg.. slikker røv på varylerne. Kongen er mig en ung og fornuftig mand,” forsvarede han med en fast tone. Han nærede faktisk respekt for det dvasianske kongehus! Også fordi knægten var søn af Nathaniel Diamaqima!
Alexander vidste udmærket godt, at det ikke var småting som han havde gjort, da han havde valgt at tage Vladimirs frihed fra ham på den måde, som han havde gjort det, men han havde jo ikke taget hans liv! Han havde vidst at han var i godt velbefindende i grotten, hvis det havde været muligt, men dette var virkelig grænsen for ham! Som han tog fat om hans krave og rev ham helt tæt, sendte Alexander ham kun en direkte fast mine. Han var slet ikke ude på kamp og krig, hvis det var noget som man kunne blive fri for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Hvor dum tror du jeg er..?” hvislede han med en fast tone. Hans næve greb endnu en gang fat i Vladimirs håndled, også selvom han blev skubbet fra ham igen. At han var den sidste han havde, men også den sidste som han stolede på, var noget som han vel.. kunne leve med? At han så hellere gik med de andre racer end at stå på sin egen side, var virkelig bare ynkeligt i hans øjne! Han fnøs. ”Cecilaya tager ikke andre ind end dæmoner, så der står du uden en chance, samt warlockernes leder er forsvundet, så hvordan tror du det vil gå dig, Vlad? Desuden… hvis jeg finder dig på andre partier end din egen slags, så kan jeg trygt love dig for, at jeg vil fælde dig i kamp.. om det så skal tage mig selv med i faldet!”

[Deleted]

Vladimir måtte faktisk fundere over hvorfor han ikke bare flåede manden her og nu, for noget måtte holde ham tilbage og holde ham fra at flå ham levende. Han vidste dog ikke hvorfor. Han ønskede at flå manden levende og han havde også fortjent det på alle måder! Desuden så vidste han at hvis han lod manden gå nu, så ville han blive en trussel for ham og det ville han ikke have igen! Han ville nødig skulle blive jagtet som et vildt dyr igen, og det sidste han ville var at blive spærret inde igen, så ville han faktisk langt hellere foretrække døden! Så kunne det også være at han langt om længe kunne få ro i sindet. Han hvæsede let af mandens ord, så de sylespidse hjørnetænder måtte komme til syne. Han brød sig på ingen måder om at manden skulle kalde dem for familie, skønt det jo faktisk var hvad de havde været, men manden havde også personligt sørget for at ødelægge det, og nu var deres bånd blevet brudt, og hvis han regnede med at han ville være manden loyal igen, så tog han fejl! Han fnøs let. ”Naturligvis ønsket du ikke strid. Du ønsker aldrig strid, for du er en kujon der gør alt for at overleve, du er som en kakerlak, en ussel rotte, en slange som dolker andre i ryggen for at overleve selv,” hvislede han køligt, hvor han rynkede næsten i afsky for manden, som han ingen respekt havde for længere! Den mand var intet andet end en ussel kujon, der slog folk ihjel, når han mente at de blev ham en trussel og det var direkte patetisk og ynkeligt! Han var ganske vidst gammeldags i tankegangen, selvom han kom fra en tid hvor racerne holdt sig til sine egne og med sine indespærringer, så havde alt også forandret sig, hvor varylerne var startet ud med at blive en jagtet race og nu var de åbenbart godkendte i samfundet, hvilket han fandt direkte afskyeligt! ”Jeg er fuldstændig ligeglad, den knægt er ikke pladsen værdig, men det tvivler jeg på at nogen er i dette århundreder,” mumlede han kortfattet. Jorden var blevet et meget egoistisk sted, hvor folk kun tænkte på sig selv, og det måtte han i sandhed finde som en skam.
“Temmelig dum hvis du spørger mig,” hvislede Vladimir kortfattet, som han skubbede manden fra sig igen, efter at have haft ham helt tæt, for at stirre ham i blikket. Hvis Alexander virkelig ønskede at gå herfra uden nogen strid, så var han virkelig ikke god til at føre sig frem, eftersom han indtil videre kun havde trådt forkert fra det ene skridt til det andet. Han synes pludselig at være blevet elendig til at sælge sig selv. Ikke nok med det, så var manden ikke særlig kløgtig, hvis han virkelig ønskede at lægge sig ud med ham, Han trak kynisk på smilebåndet til mandens ord. ”Jeg er da fuldstændig ligeglad, der findes andre racer som er imod vampyrerne. Desuden er det ikke rimelig dobbeltmoralsk af dig lille Alexie? Du selv følger varylerne og slikker røv på dem, men en vampyr må ikke engang mænge sig med en anden race?” Han slog nogle skuffede klik med tungen, som han tilmed rystede på hovedet af ham, inden han vendte et lumsk blik imod ham. ”Og du bør ikke gøre mit syn endnu værre på dig Imirachi, for ellers så lover jeg dig højt og helligt at jeg slår alle ihjel omkring dig, alle dine kære, alle der betyder det mindste for dig, for til sidst at slå dig ihjel, og du vil få en langsom og pinefuld død,” svarede han skadefro, som smilet blev kynisk og ondskabsfuldt. ”Du bør ikke udfordre mig eller lægge dig ud med mig, for så vil jeg slå dig ihjel. Og giv mig en trussel her og nu, og så dræber jeg dig på stedet.”

[Deleted]

Alexander havde sine grunde til at handle som han gjorde, udelukkende fordi at han slet ikke var interesseret i krig eller strid med denne mand! Han vidste hvad han havde gjort, måtte være forkert i det henseende, men selv folk snakket, og deraf havde han været tvunget til at reagere på den ene eller den anden led, og det var så sandelig også hvad han havde gjort! Han så stadig manden som sin bror, som han havde gjort igennem mere eller mindre hele sit liv. Han kneb øjnene fast sammen og med den let knyttede næve. ”Jeg gør kun hvad jeg finder som en nødvendighed, ligesom alle andre gør, Vlad! Jeg har stået op for mig selv hele livet, og du ved ligeså vel som mig, hvad vi begge gik igennem for at beholde livet.. Vi så dagligt folk falde som fluer for vores fødder.. og jeg ved du kan huske det! Alle handler som bedst for deres overlevelse, og nej.. jeg er intet undtag.. og det samme ved jeg, at du ikke er,” endte han ganske kortfattet. At erkende sine fejl, var han ikke god til overfor andre, men at erkende det for sig selv. Han vendte blikket fast væk fra ham, som han igen skulle håne ham for hans respekt for kongehuset, men han turde ikke andet, når man vidste hvem knægten var søn af! ”Knægten er en Diamaqima.. Direkte søn af den som gjorde det her mod os, Vladimir, så nej.. Jeg vil ikke kaste mig i strid med den familie igen!” hvæsede han fast. Ja, han frygtede for Diamaqima som det eneste som han direkte kunne frygte i sit liv! På grund af hvad der var sket!
Alexander stod der ikke for at sælge sig selv, for det vidste han godt, at han ikke ligefrem var den bedste til, men så lang tid at manden ikke kunne tænke fornuftigt og rationelt, så var sagen altså en helt anden for hans vedkommende. Ja, han havde gjort en fejl og han vidste det godt, ofr at have Vladimir som sin fjende, var ikke en god ting, og det vidste han udmærket godt! Tænderne bed han fast sammen, som han igen vendte blikket ned mod sin næve, som han let prustede. Det gjorde ham direkte arrig, at manden ikke kunne tænke med det lille som han havde tilbage mellem ørene! Han rystede fast på hovedet. Ingen skulle have lov til at lægge en finger på hverken Cassie eller Carmine! Lige dem som han faktisk værdsatte højere end et som han måtte værdsætte sit eget evige liv! ”Jeg troede ikke du var en så tålmodig mand, når du står for øjnene af den som du virkelig ønsker at straffe, Vladimir.. Her er jeg.. lad dem som jeg holder af, gå, da de intet har med dette at gøre.. Ønsker du at slå mig ihjel? Spærre mig inde som jeg gjorde dig, og lade mig rådne op..? Fint.. Gør det, hvis du tør.. Du har trods alt intet gjort mig endnu,” endte han ganske kortfattet. Ja, dem som han holdt af, var nogen som han tog i forsvar, for han nægtede at vedkendes, at det som de havde haft.. det stærke bånd fra de havde været unge og fanget.. ofre for de eksperimenter som de havde været, så troede han ikke på at det bare var brudt, for sådan gik det altså ikke til! Han kunne endnu mærke mandens vrede og skuffelse, som var det gift på hans egen tunge, og det var noget som skar.. Han ønskede ikke strid med ham!

[Deleted]

“Jeg var dig loyal til det sidste! Jeg ville have gjort alt for dig! Du var min familie, og du valgte at dolke mig i ryggen og det eneste jeg var ude på, var at leve et fredeligt liv og nyde min frihed! Jeg havde ikke haft nogen planer om at vælte dig eller gå i mod dig! Ikke før jeg vidste at du ville gøre mig ondt, den eneste forskel på dig og mig, er at jeg ville have skånet dig, hvor du gav mig en grusom skæbne!” hvislede Vladimir fast, som hans sorte øjne ikke fjernede sig fra manden på noget tidspunkt. Han vidste godt at de begge ville gøre hvad som helst for at overleve, men med alt det som de havde været igennem, kunne man så bebrejde dem? Dog havde Vladimir ikke haft nogen planer om at gå imod Alexander, før han direkte viste ham at han var ham en trussel. ”Men siden du ikke er konge mere, må en anden jo have væltet dig af pinden,” tilføjede han kortfattet, som han roligt rettede sig op og lagde armene over kors ved det muskuløse bryst. Smilet måtte falme, hvor hele minen ændrede sig, da manden sagde at knægten var en Diamaqima. Nathaniel havde altid været en mand han havde gået efter, på grund af det som han havde gjort mod ham, skønt manden altid havde sluppet væk – og han var en fantastisk alkymist, så han nærede skam respekt for manden, men et sted havde han vel altid lovet sig selv at han ville udrydde hele mandens slægt. ”En Diamaqima siger du?” gentog han forundret, som han vendte blikket ud mod omgivelserne, hvor han stod og tænkte, inden et kynisk smil gled over hans læber. Han endte med at knække sine fingrer på hver hånd, som forberedte han sig til kamp. ”Det kunne være man skulle gøre sig et visit,” svarede han i en lumsk tone. Han vidste godt at han skulle passe på når det kom til den slægt, men bare fordi at farmand var en stærk alkymist, var der ingen der sagde at sønnike var, som desuden var en varyl og varyler havde aldrig været lige så stærke som en fuldblods.
Vladimir kunne sagtens vise sig fra en sadistisk, nådesløs og ondskabsfuld side, hvilket han altid havde gjort imod de som faktisk havde gjort ham ondt, hvor Alexander ikke var den første. Han havde altid forsøgt at slå Nathaniel Diamaqima ihjel, sammen med de læger der havde gjort eksperimenter mod ham, det havde dog aldrig lykkedes ham at få ram på Nathaniel men mange af de andre havde han skam, og han havde simpelthen nydt hvert sekund han havde tortureret dem! At manden ikke ønskede sine kære ondt, vidste han godt, og det var netop derfor han ville gå efter dem, for at ramme Alexander. ”Åh jeg kan skam sagtens være tålmodig, kære Alexander. Måske jeg har været spærret inde i lang tid, men jeg er ikke dum, alt godt kommer til den som venter. Desuden så er jeg fløjtende ligeglad med dine kære, dem vil jeg kun ramme for at ramme dig. Og selvom du har fortjent at blive spærret inde, så er det ikke en skæbne jeg ønsker for nogen. Desuden er jeg heller ikke så dum som dig og alle andre der har forsøgt at spærre mig inde, for jeg ved udmærket godt at du så vil slippe ud igen,” svarede han i en kortfattet og lumsk tone.

[Deleted]

Alexander vidste godt at man begik fejl igennem livet, og denne var en af de større, hvilket han var klar over, og det at manden skulle fortsætte med at køre rundt i det, var ikke just noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han kneb øjnene let sammen. ”Det kan godt være alt sammen.. Det var så fredeligt og idyllisk ikke? Jeg hørte folk snakke, jeg hørte om korruptioner, bagtanker og planlægninger, og nu kan du fint fremstille det, som du aldrig ønskede at gøre mig ondt på den ene eller den anden led, men hvordan ville du ellers have væltet mig af pinden?” endte han med en yderst kortfattet stemme. Han nægtet at stå og høre på manden spille høj og hellig, for det var han bestemt heller ikke! Han var røget af pinden den ene gang, go det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han selv var videre stolt af på nogen måde. Han vendte blikket væk fra ham. ”Og hvad så?” endte han ganske kortfattet. Det var ikke hans tid som konge som han var kendt for, men det var snarere hans tid som leder, for det var faktisk der han havde udrettet mest! Kongen var en ægte søn direkte efter Nathaniel, og det var en grund til at Alexander personligt ikke gjorde det meste for at stille sig op mod ham, for det var ikke en familie som han ønskede at komme i klammerier med igen! ”Jeg ved ikke hvor meget du er informeret, men jeg kan fortælle dig, at Nathaniel er død og borte.. Han har efterladt sig 3 kendte børn og en enke,” fortalte han videre. Så lang tid at han ikke selv skulle i klammerier med dem, så var det fint, men hvad Vladimir gjorde, ramte jo også ham! ”Desuden vil jeg råde dig til at holde dig på afstand af den familie og de royale rækker.. Jeg har ikke brug for strid med kongehuset lige nu,” endte han ganske kortfattet. Mattheus var ganske vidst en ung konge, men faktisk en som han nærede en respekt.
At ramme dem som Alexander holdt for kære, var bestemt ikke et særlig populært træk, for han ønskede ikke at der skulle ske hverken Carmine eller Cassie noget som helst, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hans næver forblev direkte knyttet. De få som han havde i sit liv, var noget som han værnede om – også den eneste grund til at han ikke havde slået Vladimir ihjel dengang. ”Gør hvad du vil med mig.. Men dem som jeg holder som kære, dem holder du dig langt væk fra..” endte han ganske kortfattet, hvor det vel faktisk også var ment som en trussel? Han ønskede slet ikke at der skulle ske dem noget som helst, for det var nogen af de mest værdifulde i hans liv, og det var dem som gav hans liv en mening – en mening som han vidste, at mange af deres slags, faktisk søgte efter! ”Hvorfor tror du at jeg ikke valgte at slå dig ihjel, da jeg havde den oplagte mulighed? Jeg har aldrig været interessen for det.. Du kender mig.. sikkert bedre end så mange andre.. Jeg vidste du ville være ude før eller siden.. Spørgsmålet er jo bare, om det er dig som står bag de mange mord sket i landet indenfor temmelig kort tid..” endte han yderst kortfattet.

[Deleted]

Måske handlingen var glemt for Alexander, fordi det for ham lå så mange år tilbage, men Vladimir var kun kommet ud for nylig, så for ham var det som om at det var sket i går, og derfor var det ikke noget som han bare uden videre kunne se bort fra. Det som dog gjorde mest ondt var at det var Alexander, en mand han havde anset for at være sin bror, der havde valgt at dolke ham i ryggen og spærre ham inde, som havde han ikke været andet end et simpelt dyr, og det værste af det hele var at Alexander selv havde prøvet det i sin tid som et eksperiment, så at han kunne finde på at gøre det mod Vladimir, som han også vidste hvad der var sket med ham og at han havde været spærret inde før, var noget som virkelig måtte skuffe ham mere end noget andet! Og det var det som gjorde ham direkte vred! Og hvem kunne bebrejde ham? Alle ville nok være på hans side, hvis de kendte til sandheden! Han fnøs let til hans ord. ”Jeg fuldstændig ligeglad med hvad du har hørt af rygter, for det har ikke været andet; rygter! Jeg hjalp dig med din erobring af Imandra, - skønt det godt nok kun tog et par minutter – men hovedsagen er at jeg var dig loyal og trofast og du valget at dolke mig i ryggen! Jeg ville først gå imod dig, da jeg så frygten i dit blik og vidste at det enten var dig eller mig der faldt. Jeg havde ikke i sinde at gøre dig ondt, kun fratage dig din stilling, hvordan så ganske enkelt med mine tanker, og så en ny kunne træde til, så du ikke længere havde magten til at gøre mig ondt. Men så kom du mig i forkøbet og spærrede mig inde som et dyr,” svarede han i en vrissende tone. Han blev roligt stående med armene over kors. ”Fortæl mig det. Hvordan gik du fra konge til leder og greve?” spurgte han roligt. Han var naturligvis nysgerrig på hvad der var sket ham, som han var nysgerrig på at vide hvad der generelt var sket i verdenen siden han havde været væk. At den nye konge var en Diamaqima, var noget som han ønskede at tjekke nærmere, eftersom han altid havde hadet den slægt! Hans blik endte dog tydeligt forarget. ”Hvordan kan du følge en Diamaqima, når du ved hvad de har gjort imod os?” spurgte han tydeligt skuffet.
“Tja.. du anser mig stadig for at være en trussel, så hvorfor skulle du ikke gå efter mig igen? Og i så fald må jeg jo bare være et skridt foran dig denne gang, og denne gang har jeg flere svage punkter, som jeg kan ramme hos dig,” svarede Vladimir i en kølig og lumsk tone, hvor hans ord også gjorde det tydeligt at han på ingen måder stolede på Alexander, for det gjorde han virkelig ikke! Han bed let tænderne sammen til mandens følgende ord, for han vidste godt at han havde vækket for megen opsigt. ”Jeg kan ikke benægte at jeg har begået mord, de første måneder jeg var tilbage. Men du ved jo hvor sulten en vampyr bliver, når de har lagt i dvale, så de mord ligger faktisk på dine skuldre, eftersom det var dig der var skyld i min sult!” vrissede han køligt. ”Desuden så er jeg ikke typen der slår uskyldige ihjel og selvom jeg kan jage folk, så lader jeg dem altid overleve. Og jeg begravede desuden de jeg dræbte, for at vise lidt respekt for dem,” tilføjede han i en kortfattet tone. Måske han ikke just var en normal vampyr, der slog ihjel, men det var fordi han kom fra en gammel tid, hvor vampyrerne faktisk havde været ædle og respekteret de menneskelige liv. Og det gjorde han altså endnu!

[Deleted]

Efterhånden lå det hele frygtelig mange år tilbage i tid, men af den grund, så var det bestemt ikke fordi at det var noget som Alexander havde glemt, for det havde faktisk været noget som han tog utrolig hårdt på, for han havde holdt af manden, og de havde været udsat for skræmmende mange ting både sammen, men også hver for sig. Han slap på ingen måder manden med blikket, for han ville ikke træde yderligere forkert, end det som han havde gjort til nu, for det var tydeligt ikke noget som gavnede ham eller Vladimir for den sags skyld. Næverne forblev knyttet. ”Jeg er et dødt væsen, Vladimir, så jeg har ikke nogen tanker du kan trænge igennem til.. Jeg er et dødt væsen, med andre ord, så er der intet at styre eller kontrollere for dig, eller andre mentaldæmoner.. hvorfor tror du vi er den store trussel for dem?!” endte han med en fast tone. Manden tænkte virkelig ikke rationelt, og det kunne godt være, at det kun havde været rygter dengang, men selv han var jo nødt til at passe på med hvad han selv endte med eller noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kneb øjnene fast sammen. Hvordan han kunne gå fra konge til greve, var en.. pinlig historie for sit vis, men selv et koldt ydre, havde en varm kerne, og det var noget som han selv oplevede det. ”Det er min egen sag,” endte han ganske kortfattet. At han var skuffet over at han kunne følge en Diamaqima, sagde han intet til, for det var hans eget valg. Han måtte dog give familien, at de faktisk vidste hvad de lavede. ”Hav dine venner tætte og dine fjender tættere, Vladimir.. Så lang tid knægten tror jeg er med ham, så står jeg udenfor farezonen. Desuden er det ikke knægten som gjorde mig noget, men hans far.. Knægten er faktisk fornuftig,” endte han ganske sigende.
Alexander havde fået flere ømme punkter at ramme – deriblandt Carmine og Cassie. Carmine kendte Vladimir nok godt, da de var flygtet sammen fra de mange eksperimenter som de havde været udsat for, og det var takket være de tre i fællesskab at de var kommet derfra – heldigvis! Han kneb øjnene let sammen, som han selv gav ham skylden for de mange mord som var sket! Et deriblandt generede ham; Anyalina. En stærk warlock som faktisk havde været højtstående i samfundet, en som mange ikke ville kaste sig i krig med, så han var slet ikke i tvivl om at det var noget som Vladimir havde haft en finger med i spillet af! ”Jeg erkender gerne, at jeg har fået ømme punkter i årenes løb.. en kender du tilsyneladende allerede til. Jeg handlede som jeg følte at jeg var nødt til.. og ved du hvad? Jeg fortryder jeg gjorde hvad jeg gjorde,” endte han ganske kortfattet, selv på trods af det faktum, at han faktisk mente de ord! Han himlede let med øjnene. ”Du giver mig skylden, for de handler som du har begået? Den er virkelig under bæltestedet, når jeg har vampyrer nok at tage mig af, Vladimir..” endte han ganske kortfattet. Respekten for livet havde han selv haft, men til tider.. så var det bare nødvendigt at slå ihjel – som i denne stund.

[Deleted]

“Der tager du fejl Alexander. Selv os vampyrer har tanker som kan blive læst, vi er ikke immune overfor mentaldæmonerne. Desuden så er vi levende døde, og alt hvad der er levende, kan dræbes,” svarede Vladimir, hvor et lumsk smil måtte glide over hans læber, som havde han pludselig grumme tanker for Alexander. At manden så ikke ville fortælle omkring hvordan han var gået fra konge til greve og leder, var noget som næsten måtte skuffe ham, for han var jo faktisk nysgerrig af natur, hvilket han havde været alle sine dage. Han fnøs ganske let. ”Hvis du virkelig taler sandt og du ikke har i sinde at gøre mig ondt igen, så vis mig det og fortæl mig hvad der skete,” svarede han i en kortfattet tone. Nu havde manden chancen for at vise at han ikke var ude på at gøre ham ondt, hvis han ikke gad fortælle det, så havde Vladimir ingen grund til at stole på manden. Desuden var han ligeglad med hvad der egentlig var sket og hvor ydmygende det var, han kunne jo bare stå nu og håne manden for at han var faldet, for det var jo tydeligt, men det var nu ikke hån han havde i sinde, han ville egentlig bare gerne blive klogere på hvad der egentlig var sket igennem tiden og han havde jo altid stået Alexander nært, så det var vel en naturlig interesse han viste. ”Måske knægten er fornuftig. Men han er og bliver en horeunge, og en horeunge vil aldrig blive respekteret til fulde, derfor er han ikke værdig til den plads, hvor det burde være en fuldblods der sad der i stedet for,” svarede han blot med et kort skuldertræk. Han var gammeldags af tankegang og det havde han altid været og det stod nok ikke til at blive ændret foreløbigt, „desuden må det jo næsten forundre mig at du ikke selv er gået efter den plads. Hvis du da virkelig har i sinde at føre vampyrerne frem, medmindre du bare vil følge de svagere racers ordrer, som varylerne – ynkeligt – og så kunne jeg ikke forestille mig at mange andre vampyrer ser op til dig, hvis det virkelig er sådan det foregår.”
Vladimir endte med at sende Alexander et kortfattet blik. ”Virkelig? Du fortryder at du spærrede mig inde? Eller er det bare noget du siger, fordi du frygter at jeg skal flå dig levende?” spurgte han i en kortfattet tone. Han var på ingen måder overbevist og han troede på ingen måder på manden, for han var slet ikke til at stole på og det havde han jo selv vist ham for mange år siden! Manden havde troet på løse og falske rygter, frem for kilden selv og det viste jo bare at manden var naiv og dum. ”Det er i det store billede din skyld, eftersom du var skyld i min sult. Havde du ikke spærret mig inde, så var de liv ikke gået tabt. Desuden så var jeg dem nådige og lod dem gå ind i en rolig og smertefri død, samt jeg viste dem den sidste respekt og begravede dem i deres hjemby,” svarede han i en kortfattet tone. Altid havde han respekteret menneskets liv, skønt han vidste at alle andre vampyrer ikke delte den mening mere, så alle de andre racer havde ret, når de kaldte for vampyrerne for blodsugende bæster, for det var præcis hvad de var blevet. Og det fandt han som en ægte skam, da de altid før i tiden havde været ædle. ”Men du er tydeligvis ikke god for racen, du holder dem i kort snor og jeg er sikker på at mange allerede er imod dig,” svarede han med et svagt skuldertræk, hvor blikket forblev kortfattet. Nu var vreden ikke længere så tydelig igen, skønt den hurtigt kunne komme frem.

[Deleted]

Det var sjældent man nu om dage, faktisk fandt mentale dæmoner, eller nogle med muligheden for at overtage og tage kontrol over en vampyrs tanker og væsen, for de var et væsen primært påvirket af instinkt og natur og ikke nær så meget af det menneskelige, som primært var det som man overtog. Han knyttede næverne fast, som han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Han bifaldt ikke tanken, for han havde intet magisk at beskytte sig med, andet end sin overnaturlige styrke og hurtighed, men han vidste jo at det var en som Vladimir kunne stå imod, hvis det endelig skulle blive nødvendigt, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var en tanke som han var særlig begejstret for i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Alt kan dræbes og slås ihjel, men det kræver sit at gøre det med vores væsen.. hvilket du ved,” endte han ganske kortfattet. Han var ikke uovervindelig, selv på trods af sin ekstremt høje alder efterhånden. Han vendte blikket direkte mod ham. Han turde jo ikke at gøre andet, for han ønskede at se faresignalerne før de skete, for han ønskede ikke en strid, om det var noget som han kunne blive fri for. Hvis dette gik galt, og noget skete ham, vidste han at Carmine ville være i stand til at mærke det. ”Havde jeg i sinde at dræbe dig eller gøre dig ondt i fysisk forstand, tro mig.. så havde jeg gjort det dengang.. Rygterne gik, Vladimir. Det gik op for folk hvad du kunne.. Nej, jeg var muligvis paranoid tilbage i den tid, men noget var jeg for pokker da nødt til at gøre for at stå op for mig selv.. Rygterne sagde at du havde fundet dine egne veje at gå.. ønskede magten for sig selv – Mange fortalte mig sågar du havde taget kontrollen over dem, og fået dig til at handle på vegne de aldrig ville have gjort det selv. Jeg gjorde en fejl at stole på det, men nej.. jeg ønskede dig aldrig død og borte,” fortalte han ganske kortfattet. Han havde været en konge af et land – han havde været nødt til at reagere på det! Han trak svagt på smilebåndet. ”Jeg tager det gradvist, Vladimir.. Jeg har mine planer for vores race..”
Døden havde Alexander aldrig nogensinde frygtet for. Tortur og det at sidde indespærret, var dog en helt anden sag, også for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg siger det, for jeg ved at hvad jeg gjorde, var en fejl.. Jeg frygter ikke døden, og det burde du af alle vide,” endte han ganske kortfattet. Det så dog alligevel ud til at Vladimir var faldet en anelse til ro, hvilket var noget som passede ham selv ganske fint, for hvis der var noget som han ikke var interesseret i, så var det kamp og strid! Ikke endnu og specielt ikke med sine egne artsfæller, for det var ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, andet ned at det var spild af energi og kræfter! Han nikkede så. ”I så fald, så beklager jeg tabene af de mange som du har taget livet af.. Det må være blod på mine hænder,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Han måtte vel bare tage imod det så? Han kneb øjnene let sammen. ”Som sagt, jeg tager det gradvist.. Jeg har planer som jeg agter at føre ud i livet.”