Face the dark past?

[Deleted]

Vladimir vidste udmærket godt at han selv ikke var uovervindelig, hvilket var blevet bevist mange gange efterhånden, men han kunne jo ikke lade vær med at blive kæphøj af den grund, netop fordi han vidste hvad han var i stand til. Han vidste dog godt at det krævede sit at slå en vampyr ihjel generelt, og han havde skam altid været stolt af sit væsen! Måske han bar andre racers evner i sig, men han ville altid anse sig selv for at være en fuldblodsvampyr, for det var hvad han var født som! Og han var stolt af den mand som han var blevet til, som han endnu gik op i de gamle traditioner og værdier, og derfor ville folk i dag måske anse ham for at være et skvat, fordi han ikke dræbte, men han vidste at han var ædel, for det var den tid han kom fra, og det var han ikke den eneste der vidste. ”Tja.. jeg har hørt at horrorerne skulle overgå os på det punkt,” svarede han roligt, som han kort vendte blikket omkring, næsten som var der en i nærheden, skønt der kun var de to. Han havde en horror i sig og han vidste at deres hurtighed, udholdenhed og styrke overgik en vampyrs til hver en tid, det var jo netop derfor han selv var stærkere end en normal vampyr. Desværre havde han bare ikke så meget tilovers for horrorer, da de også bar varulven i sig og vampyrer og varulve havde jo altid været dødsfjender. Han fnøs ganske let til hans ord. ”Du stolede på rygter, hvor du skulle have stolet på mig! Og bare fordi jeg har magiske evner, så tro mig når jeg siger at jeg hellere vil være dem foruden! For de har aldrig gjort andet end at forbande mig og mit liv! Jeg er altid blevet behandlet som et dyr, og selv du valgte at behandle mig som et, og det som skuffer mig mest, er at du selv kender følelsen og så valgte du at gå imod mig! Jeg har aldrig brugt mine evner på nogen uskyldige! I hvert fald ikke siden jeg slog Kong Cesaire ihjel, der kun udnyttede mig og snød mig,” svarede han i en mere vred tone, hvor den alligevel endte ud mere dæmpet. Han måtte endnu engang blive nysgerrig, som han fortalte at han tog tingene gradvist. ”Og hvad er så dine planer? For jeg synes det er ærgerligt at skulle lade en så ædel race, blive styret af en regering der snart ikke består af andet end varyler!” svarede han kortfattet. Vampyrerne havde altid været selvstændige og at tage det fra dem, var virkelig afskyeligt!
“Jeg ved godt at du ikke frygter døden, det gør jeg heller ikke selv. Men jeg kender til andre frygte, og du har selv lige afsløret at dine kære er dig en svaghed,” svarede Vladimir med et lumsk smil. At manden faktisk tog hans drab på sine hænder, måtte et sted forundre ham, selvom han næsten tvivlede på at manden mente det, men som manden selv havde gjort det tydeligt, så havde han lavet regler som alle vampyrer skulle følge, og når manden stod som leder, så var enhver anden vampyr under ham jo også hans ansvar, så alle fejl vampyrerne gik, var også fejl fra Alexanders side af. Og kunne han ikke klare det, var han måske ikke så egnet som leder som han selv gik og troede. ”Men jeg må erkende at jeg helst ikke havde taget de liv. Det var vidst mange store warlocks.. tror jeg nok,” svarede han i en eftertænksom tone, skønt han dog mente sine ord, for han var aldrig gået ind for drab.

[Deleted]

Ingen af dem var uovervindelige, som de havde deres styrker og svagheder, og det var noget som Alexander var klar over, også selvom han foreløbig ville mene at han klarede sin tilværelse ganske godt. Han havde sine faktorer som spillede ind i livet, som Vladimir sikkert også havde sine. Han trak svagt på smilebåndet, som han let trak på skuldrene. Nu så det hele faktisk ud til at gå mere rigtigt for sig, som de faktisk kunne snakke mere.. roligt og fredeligt, hvilket var noget som helt klart skrev sig ind i hans gode bog, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Horrene er frygtelig få, så det er ikke fordi jeg frygter dem. Styrkemæssigt derimod, så overgår de os mangfoldigt,” istemte han stilfærdigt, som han roligt lod armene søge over kors. Han var slet ikke ude på at skændes eller diskutere, hvor han også havde muligheden for at lægge sandheden på bordet. Han havde handlet, som det havde været ham påkrævet! ”Jeg handlede kun fordi at jeg var nødt til at gøre det, Vladimir! Tror du jeg brød mig om at låse dig inde? Gemme dig af vejen, når jeg ved hvor meget du hader og foragter det, lige så meget, som det jeg selv gør det! Jeg ved du ønsker din hævn, så ønsker du at låse mig inde, så gør det.. ønsker du at dræne mig, så gør det.. så lang tid du ikke berører dem som jeg har kært i mit liv, så er det fint nok for mig!” endte han med en fast tone. Han havde kun reageret fordi at det var ham pålagt som konge, og ikke som noget andet! Han lod hovedet søge let på sned, som han svagt kneb øjnene sammen. ”Kontrakten som jeg står bag, og som kongehuset har underskrevet, gør det tydeligt, at det er mig som styrer vores slags og vores race, upåvirket af det dvasianske kongehus, Vladimir.. Tro mig når jeg siger det; Jeg ved hvad jeg laver,” endte han ganske sigende.
Døden var ikke just noget som man kunne sige Alexander var bange for, for det var han på ingen måde! Efter alt det som de havde været igennem for mange år siden, og det at stå ansigt til ansigt med Vladimir nu, var som at blive kastet direkte tilbage til den tid. Det var noget som han aldrig nogensinde ville glemme og det var noget som i den grad også havde påvirket ham som den mand han var blevet i dag! ”Det er de.. Mit afkom og min mage,” endte han ganske ærligt. Carmine var hans afkom – omdøbt som en del af et eksperiment tilbage fra dengang, og de havde holdt sammen lige siden. Han var faktisk stolt af ham og måden de klarede sig på. At påtage sig ansvaret for Vladimirs handlinger, var noget som han jo bare måtte gøre som en leder, for det var jo faktisk hans skyld, at det hele var sket. Han nikkede ganske kortfattet til hans ord. Han ønskede at fremstå som en god leder, og derfor påtog han sig faktisk ansvaret. ”Jeg erkender gerne, at de små lig som blev fundet, ikke har rørt mig, men da du tog fat om Warlockernes leders højre hånd, Anyalina, så er det en grænse som jeg helst ikke ser krydset,” endte han ganske sigende. Han vidste at han ikke var meget for det at slå ihjel, men det var nu og da en del af deres natur. ”Hun er set i live, Vladimir.. omvandrende i Manjarno,” tilføjede han ærligt. Vel et forsøg på at.. give manden en bedre fornemmelse?

[Deleted]

Selvom Vladimir klart var stolt af sit væsen, så vidste han godt at mange af de andre racer var begyndt at træde mere frem, hvilket jo tydeligt kunne ses i dette årti! Varyler ved magten? Kunne det blive mere ynkeligt? Han fandt det direkte forrykt! Han fattede ikke at det kunne gå i sådan en retning, når varyler altid havde været uvelsete væsner, som de var.. horer. De var ikke værdige, og så kunne det godt være at han var gammeldags, men han kunne vel næppe være den eneste med det syn? Han trak roligt på skuldrene og nikkede sig enig mandens ord. Han var faldet langt mere til ro, skønt det næsten måtte gøre ham sur på ham selv, for han burde slå manden ihjel her og nu! ”Frist mig ikke Alexander,” bed han ham af, „desuden så var du direkte paranoid, hvis jeg virkelig var familie for dig, så burde du have gået til mig og spurgt mig, frem for at tro på rygterne!” Han prustede næsten arrigt af ham, som et vildt dyr, hvor hans blik blev mere fast og vredt igen, for han gad slet ikke ind på det emne, for det var noget som kun måtte gøre ham direkte rasende! Han himlede let med øjnene til hans ord. ”Jaså? Det sagde du også da du selv stod som konge, men dog står du her i dag som intet andet ringere end en leder og greve, ikke nær så højt som en konge,” svarede han tydeligt ikke overbevist, hvor han trak let på de brede skuldre. ”Fortæl mig det nu, Alex.. hvordan formåede du at miste titlen? Fortæl mig hvad der er sket for dig i alle de år,” opfordrede han ham roligt, som der ikke var nogen hån i hans tone denne gang, da han faktisk var oprigtig nysgerrig på det.
Vladimir måtte let hæve det ene buskede bryn til mandens ord, da det næsten måtte forekomme ham sjovt at manden fremstillede det på den måde. ”Dit afkom og din mage? Jamen dog. Er lille Alexie ved at stifte familie?” spurgte han i en morende og en anelse hånende tone. Han selv havde aldrig været en fan af det at stifte familie, men det var også kun fordi han var det som han var, han frygtede at hans egne afkom ville få evner som ham og selv ville blive forbandet, hvilket han ikke ønskede nogen, og så var der jo lige det faktum at han på ingen måder var fadertypen, så han ville da klart klare sig ufattelig ringe som far! Bare tanken måtte næsten skræmme ham! Han ville nok gå i panik, hvis han en dag fandt ud af at han var blevet far! Og derfor ville han også være forsigtig på det punkt! Han himlede let med øjnene til mandens ord. Han kunne godt huske Anyalina, en kvinde han faktisk godt havde kunnet lide. ”Ja ja, jeg tog også en anden højtstående tror jeg nok. En mand. Hvad hed han nu? Noget med K.. Ken.. Kon..? Han var i hvert fald en person Malisha elskede,” svarede han med et kort skuldertræk. At Alexander så fortalte at Anyalina var blevet set i live, fik ham til at vende blikket mod ham. ”Hvad? I live? Hvordan?!” spurgte han krævende for svar. Hvordan kunne det være godt? Måske han godt havde kunnet lide hende som person, men han havde jo selv gjort sig til tøsens fjende nummer et!

[Deleted]

Alexander var i den grad også utrolig stolt af sit væsen, og det var det som han ønskede at få frem. Foreløbig havde de holdt sig pænt ude af striden af de tre største racer som tydeligt raserede stedet for nu, og for alvor gav kongen sit at slås med, hvilket han så sandelig heller ikke tog nogen del i. Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. Han ønskede ikke at snakke om det, for han vidste godt, at de aldrig nogensinde ville blive enige på nogen måde. ”Jeg gjorde en fejl..okay?” endte han ganske kortfattet, som han igen vendte blikket mod ham. Et sted cuttede han ham af og den samtale, udelukkende fordi at de ikke fik noget ud af det. At tage en kongetitel var måske lige at gabe lidt for meget over ting som han ikke var i stand til at tygge, og derfor måtte tingene jo trods alt også tages gradvist. Han trak let på skuldrene, som han let rystede på hovedet. Imandra var trods alt en ting, som Dvasias var noget helt andet, og slet ikke noget som han var videre interesseret i at gå i strid med, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg handlede for hastigt og med større ambitioner end hvad jeg lige var i stand til at kapere. Nu sidder jeg med to titler, og jeg vil personligt mene, at det går ganske udmærket,” endte han ganske sigende, som han roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. Han tog endnu ikke nogen chancer! At han så gerne ville vide hvad der var sket, forundrede ham nu heller ikke, og et sted, så var det en tanke som irriterede ham! ”Det er ikke en fortælling jeg fortæller her,” endte han ganske kortfattet.
Det var bestemt ikke fordi at Alex var ved at stifte familie! Selv reglerne som han havde sat, var nogle som han selv måtte leve efter. Han vendte blikket direkte mod ham, som han svagt kneb øjnene sammen. ”Carmine husker du, og ham omdøbte jeg allerede tilbage som en del af et af de eksperimenter jeg var en del af.. Min mage derimod, er ej en vampyr og ikke en som jeg vil lade afkom komme til verden med.. Desuden forbyder mine egne regler varylbørn. De skal være fuldblodede,” påpegede han ganske kortfattet. Han værnede faktisk om de gamle værdier! At det var ham som ikke bare havde taget Anyalina, men også Konstantin, fik Alexander til at vende blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Du står og fortæller mig, at du har taget både Malishas højre hånd og hendes trolovede? Ikke underligt, at vreden har været vendt mod vores slags derefter,” endte han ganske kortfattet. Heldigvis var det ikke noget som de skulle tænke på lige nu, som Malisha var forsvundet og ingen vidste hvor hun var henne, hvilket var noget som passede ham særdeles fint! Han trak let på skuldrende. ”Tager jeg ikke meget fejl, er det kun noget alkymi er i stand til.. En alkymist vil jeg tro.. Kom.. Gå med mig, Vladimir..” opfordrede han roligt. Nu hvor de kunne snakke som voksne mennesker, så kunne de vel godt finde ud af det hele på en voksen og ordentlig måde? Uden strid!

[Deleted]

Måske Alexander cuttede Vladimir af, men det var også kun til mandens eget bedste, nemlig fordi han slet ikke gad snakke om det, for han hidsede sig kun op igen. ”Åh ja. Det gjorde du,” endte han kortfattet, som han knyttede næverne ganske let. Han begik en stor fejl ved at spærre ham inde, og han ønskede sin hævn! Det irriterede ham også at han ikke bare flåede manden her på stedet, men noget holdt ham tilbage og han var ikke sikker på hvad det var. Han lod armene forblive over kors, som han fortalte om sin tid som konge, skønt han ikke just ville sige at der var meget kød på historien, som det var noget enhver anden kunne komme og sige. Han sendte ham et sigende blik, som manden så slet ikke gad fortælle ham historien her, hvilket fik ham til at himle med øjnene. ”Hvad er du bange for? At uglen skal lytte efter? Der er ingen i miles omkreds,” svarede han i en kortfattet tone. Han var ganske vidst nysgerrig på hvad der var hændt ham, for selvfølgelig var det fint at sidde med to store titler, men når man førhen havde været konge, så var det ikke just så fint igen. Han ville do gerne vide hvad der var sket med ham, ligesom han gerne ville vide hvad der var sket i resten af verden i de år han havde været spærret inde, år som han aldrig ville få igen, noget han kunne takke denne mand for, hvilket var en tanke som måtte gøre ham vred. Han nikkede blot, som han spurgte om han kunne huske Carmine, for den mand glemte han skam ikke bare sådan uden videre. Han havde trods alt været sammen med både Carmine og Alexander tilbage i sin tid. At Alexanders mage så ikke var vampyr, fik ham til at trække let på smilebåndet. ”Åh, sig ikke at du tror på den der mageting, det er blot en latter illusion for vampyrer til at tro på kærligheden,” svarede han i en kortfattet tone, hvor han spyttede til siden af afsky. At han så var sammen med en anden end sin egen race, var direkte forrykt! ”Men det glæder mig, at der er lidt fornuft tilbage oppe mellem ørerne på dig, at du ikke vil lade horeunger komme til verdenen. Men så har jeg et spørgsmål.. hvis du er sammen med din lille snut seksuelt, kan du jo ikke være sikker på at du gør hende gravid, medmindre hun er magikyndig af en art,” svarede han roligt. Naturligvis fandtes der de som kunne beskytte sig selv, men uanset hvad, så var tanken bare direkte forkert, for det var da slet ikke meningen at man skulle finde sammen med andre racer! Og så at Alexander gjorde det!? De sorte øjne forlod ikke Alexanders skikkelse, hvor han let trak på skuldrene til hans ord. Måske han havde dræbt både Anyalina og Malishas trolovede, hvor han faktisk godt havde kunnet lide begge personer, fordi de begge havde været oppe i alderen og ikke af den yngre generation, men han havde virkelig været sulten, så han havde slet ikke kunnet styre sig. Han knurrede næsten let som manden sagde at en alkymist måtte have gjort det. ”Jeg hader alkymister!” brummede han utilfredst. Pokkers til alkymi! Og dog respekterede han racen. Han stirrede på Alexander i flere sekunder, som han bad ham om at gå med ham, hvor han næsten måtte vurdere om det var smart eller ej, dog valgte han roligt at flytte fodtøjet, som tegn til at han ville gå med ham.

[Deleted]

For sin egen skyld, så valgte Alexander at cutte den samtale af, for de røg begge op i en spids og så gik det galt, hvilket han faktisk ikke var synderlig interesseret i. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Han havde gjort en fejl – på sit vis om ikke andet, men det var nu bare sådan at det var. Han nikkede sigende, også for at lade den samtale ligge, for det var slet ikke noget som de ville snakke om, for det gik bare galt! Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med en ganske så kortfattet mine, for han vidste at det at skænke manden sin historie her, ikke var noget som han brød sig om. Han bed tænderne let sammen. ”Det her er hvad man har kaldt for Dødens Dal, Vladimir.. Du ved aldrig hvem eller hvad der lytter med,” endte han med en ganske kortfattet tone, også for at understrege, at han ikke selv var helt tilfreds med hvordan dette gik for sig, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selvom det hele så ud til at gå mere til ro nu, så var han stadig på vagt. Carmine burde manden huske, men hans mage deriblandt.. at han reagerede sådan, var egentlig ikke noget som forundrede ham, for så var det kun tydeligt at manden endnu ikke havde fundet sin. ”Du ved slet ikke hvad du taler om, Vladimir. Desuden lyder det ikke just til, at du har stødt på din.. Jeg tror ikke bare på det.. Jeg ved det er et fænomen som faktisk eksistere,” påpegede han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af manden. Han kunne håne ham lige så tosset han ville, for han var ligeglad. Han kunne med hånden trygt på hjertet, sige at Cassie var hans mage! Svagt trak han på smilebåndet. Varylbørn blev fjernet og slået ihjel på hans ordre, i og med at det var reglerne som lød således. Han rystede let på hovedet. ”Min kære mage og jeg har et… lidt kompliceret forhold, kan jeg vel sige.. Desuden kræver hendes race en sjæl for at blive gravid – hvilket jeg ikke er i besiddelse af, så.. nej.. der kommer ingen afkom fra vores side,” fortalte han ganske ærligt, som han roligt vendte blikket mod ham. Han havde skam styr på det hele. Desuden havde han endnu ikke været Cassie tæt, for hun frygtede for det, hvilket han et sted godt kunne forstå, men.. det var jo frustrerende selv for ham når han gik rundt med sine naturlige behov – behov som han ikke engang kunne få stillet!
At ændre dette fra en strid til en gåtur, synes faktisk Alex var temmelig fornuftigt, også selvom han vidste, at det krævede en tillid som han ikke havde gjort sig fortjent til. Hænderne foldede han roligt over ryggen, som han roligt vendte blikket i retningen af ham, som han faktisk gik med, hvilket var noget som faktisk passede ham ganske fint. At han hadede alkymister, forundrede ham bestemt heller ikke! ”Jeg ved det godt.. Men igen, så hører jeg kun rygterne.. Jeg har ikke set hende med mine egne øjne endnu,” sagde han ganske kortfattet, som han roligt fulgte manden med blikket. Selvom der måske ikke var nogen tillid dem imellem, så ønskede han endnu at finde ud af dette som voksne individer, i stedet for alt det andet, for det var ikke noget som hjalp dem til at finde en løsning!

[Deleted]

Vladimir var faldet en del mere til ro, end det som han var startet ud med at være, hvilket nok var til deres begges bedste. Det var aldrig smart at miste besindelsen som Vladimir havde gjort til at starte med, da man aldrig tænkte klart når man var vred og så kunne man hurtigt blive en nem modstander, og det var vel også det som han havde gjort galt alle de andre gange han havde været ude for at hævne sig? Mange af de som havde gjort ham ondt og spærret ham inde, havde han hævnet sig på, skønt han mest af alt ønskede Nathaniel, selvom han ikke engang var sikker på at manden eksisterede. Han himlede let med øjnene, som manden tydeligvis slet ikke gad fortælle ham hvad der var sket. ”Jeg er da fløjtende ligeglad! Sket er sket, er det ikke? I princippet går jeg ud fra at jeg kan slå det op i en historie bog, men jeg vil langt hellere høre sandheden fra kilden selv, frem for at tro på sølle rygter. Jeg er sikker på de fleste ved hvad der er sket, så hvorfor ikke bare fortælle mig det?” spurgte han kortfattet. Han kunne ikke se problemet i at manden fortalte ham hvad der var sket, hvor han faktisk var oprigtig nysgerrig på det, at manden så bare fortsatte med at cutte ham af, gjorde ikke just at han satte sig i et bedre lys, men kun i et værre, da det faktisk begyndte at irritere Vladimir. Han måtte også himle med øjnene, da manden tydeligvis bed på magetingen, som Vlad selv aldrig nogensinde havde troet på. Det eksisterede ganske enkelt ikke! Han havde aldrig været en mand der havde troet på kærligeden, men han havde så heller aldrig oplevet den. ”Det er kun hvad man gør det til. Det er den rene indbildning,” svarede han i en kortfattet tone. Han var ganske simpelt ikke overbevist om at denne mageting eksisterede, hvor der også skulle en del mere til! Han ville måske revurdere sin mening om kærlighed, da han godt troede på at en person kunne betyde meget for en, og også så meget at man ville gøre alt for vedkommende, men sådan at man var direkte bundet til personen og aldrig ville kunne leve uden, det troede han ganske simpelt ikke på, da det bare var det rene opspind! Han endte med at se med vantro på Alexander, da han omtalte sin mage, inden en hånlig latter brød hans læber. ”Sig mig.. er du sammen med en nymfe? Morgenmad?” spurgte han i vantro og tydeligt forundret. Det var det eneste væsen han kendte som skulle bruge en sjæl for at blive gravid. Han fnøs let. ”Wow, som du virkelig er synket dybt i løbet af årene. Men så forundre det mig ikke at i har det kompliceret,” svarede han kækt. Nok det ikke var med sin gode vilje at han gik med Alexander, for han stolede på ingen måder på manden, men han valgte nu alligevel at gå med, for at se hvor det bragte dem hen. Hvis Anyalina var kommet tilbage, så vidste han godt at han stod som hendes fjende, for det var jo naturligt når han havde taget hendes liv, han ville dog ikke gå efter at dræbe hende igen, for et sted glædede det ham naturligvis at hun var tilbage, for hun havde ikke fortjent at dø den aften. ”Mhm.. det må jeg jo finde ud af,” mumlede han roligt og i en eftertænksom tone.

[Deleted]

Vladimir var heldigvis faldet langt mere til ro, hvilket faktisk var noget som passede Alexander særdeles fint! Også selvom han vidste, at det var noget som kunne vendes som ingenting, og det selvfølgelig var noget som han var nødt til at tage højde for, for der skulle ikke meget til, før helvede igen var løs! Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. At han ønskede at vide det, forundrede ham nu ikke, men der var jo ting at tage højde for! Han sukkede indædt, og rystede let på hovedet. Han var måske et dødt væsen, men af den grund, så havde han faktisk været i stand til at føle, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund! Han knyttede næverne fast. ”Jeg blev slået af tronen af en sølle dæmon, Vlad.. Han trykkede på knapper som ikke skule trykkes på og.. i frygten for at der skulle ske hende noget, så trak jeg mig..” fortalte han direkte kortfattet. Cassie havde været truet, hvilket automatisk havde tvunget ham af, også for at få tingene som han ville det senere, og selvfølgelig så var han nødt til at gøre et eller andet ved det, og det vidste han udmærket godt, selvom det nu ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham, for han var ikke en blødsøden mand! Han vendte de rødlige øjne direkte mod ham endnu en gang. At snakke med ham på denne måde, var faktisk… nemmere og langt mere behageligt i stedet for alt det andet, selvom mange af tingene ikke ligefrem var noget som han ønskede at omdiskutere med den mand, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Du har endnu ikke mødt den som du er ment at skulle leve resten af livet med, min kære ven.. Tro mig.. Så snart du møder den rette, så vil du forstå hvad jeg mener,” endte han ganske kortfattet, som han roligt betragtede sig af manden og med en ganske sigende mine som tidligere, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han så skulle fremstille Cassie som morgenmad, var nu ikke ligefrem en tanke som direkte forundrede ham, for det var jo bare typisk Vladimir! Han fnøs ganske let. ”I dine øjne måske.. I mine ser jeg noget ganske andet, men… ja,… hun er en nymfe, som vi nok ville kalde for.. morgenmad før i tiden,” endte han ganske sigende. Deres forhold var ekstremt kompliceret, og han vidste det skam udmærket godt, men det var nu bare sådan at det var, også selvom det slet ikke var noget som han ønskede at snakke med manden om. Med henblik på alkymi, så var det noget som faktisk kunne sætte alle dem i fare, og det var også derfor at han ikke brød sig om tanken ved Diamaqima-familien! Han nikkede. ”Det lyder alt sammen meget fint. Bare du kan forsikre mig, at det ikke er noget som sker igen,” forsikrede han med en ganske sigende stemme, for det var ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han havde problemer og ting nok som det var i forvejen at tage sig af! Og de dødsfald, var noget som også havde givet ham nok at slås med, for det havde været oplagt en vampyrs arbejde!

[Deleted]

Vladimir var faktisk oprigtig nysgerrig på Alexander og det som var sket, for han kunne jo slet ikke forstå hvordan han var gået fra konge til greve og leder, for det var jo intet i forhold til det han havde været. På den anden side var det måske også kun godt, selvom han nok ville foretrække at manden slet ikke havde nogen stilling overhovedet, for så var han da fuldstændig sikker på at manden ikke udgjorde ham en trussel. Han lyttede roligt til mandens ord, imens han gik i et roligt tempo, som han havde valgt at gå med ham, skønt han dog var utrolig opmærksom på manden, for han skulle nødig snydes! Da manden refererede til hende gik han ud fra at det var hans såkaldte ’mage’, som han omtalte. ”En dæmon siger du? Hvem?” Måske han var frygtelig nysgerrig, men kunne man bebrejde ham? Han havde været spærret inde i omkring titusind år, så han var jo gået glip af utrolig meget, derfor var han også nysgerrig på at vide hvad der var sket, og Alexander var jo en af de få som han kendte, skønt han vel egentlig ikke burde gå og snakke med ham? Han burde flå ham levende og tage sin hævn, nu hvor han faktisk havde muligheden for det! Som de kom ind på magetingen, så var det et emne der allerede var dødt, for Vladimir troede slet ikke på den slags, da det simpelthen bare var den pure opspind! Han så blot frem for sig, hvor han havde foldet hænderne bag ryggen – af den grund var han stadig parat og på vagt. ”Der findes ikke den rette for min del,” cuttede han ham blot af i en kortfattet tone, som han fortsatte fremad. Det kunne godt være at Alexander lod sig snydes på den måde, men han selv nægtede at tro på at noget så latterligt som en mage-for-livet eksisterede! Og i så fald, så var der i den grad ikke en til ham! Det som dog kom bag på ham var at han var sammen med en nymfe, for hvad skete der for det? En af lysets racer og så lige en nymfe? Det var noget af det bedste blod der fandtes at drikke og så var det middag som han var gift med? Det gav jo ingen mening! ”Fortæl mig hvordan en af de ældste vampyrer falder for en middag, som en nymfe,” opfordrede han ham i en forundret tone, som han tydeligt ikke forstod sig på det og det kom han jo nok aldrig til. Han så fra Alexander til frem for sig igen, hvor blikket faldt på de døde træer der omgav dem ligesom tågen. ”Og hvordan.. ved man at man kan lide en person på den måde? Hvor går grænsen?” spurgte han roligt denne gang i en alvorlig og seriøs tone. Han vendte blikket mod ham med en næsten helt så arrogant mine. ”Det kan være jeg skal slå ihjel bare for at stille dig i et dårligt lys?” foreslog han kækt, som et skævt smil gled over hans læber, inden han så frem igen, hvor smilet falmede, „desuden burde du kende mig godt nok til at vide at jeg respekter de levende væsner. Og jeg ved at mine mord har vækket opsigt, så jeg forsøger at holde lav profil.”

[Deleted]

Så lang tid Vladimir havde sin naturlige nysgerrighed, så vidste Alex at han var i stand til at holde vreden lidt på afstand, og det var noget som passede ham fint! Men at skulle fortælle ham historien frem for at lade ham læse sig frem til den, for bøgerne fremstillede det på en helt anden måde end det som han selv ville, hvilket faktisk var noget som direkte irriterede ham! Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Cassie havde været hans grund, også selvom det ikke ligefrem havde holdt ham fra at opsøge hende på slottet, uden at den forbandede dæmon havde været kendt med at han havde været der! De rødlige øjne faldt omgående til hans skikkelse. ”Jeg tvivler på at hans navn siger dig noget.. Men Hotaru? En forbandede dæmon som troede han var noget.. Han holdt bestemt ikke særlig længe, inden en… Holy Grail kom og tog over, og nu med en ny dæmon på pladsen. Ingen af dem har holdt nær så lang tid, som jeg,” fortalte han ganske ærligt. Han kendte trods alt også Vladimir godt nok til at vide, at manden virkelig ønskede at vide hvad der egentlig foregik omkring ham, så det var noget som han faktisk ønskede at skænke ham, for der var sket frygtelig meget i den tid han ikke havde været tilstede, og det var selvfølgelig noget som han ønskede at gøre op for – faktisk ved at fortælle ham sandhederne, for han var faktisk en mand som gik op i ærlighed – tor det eller ej! ”Du har i så fald ikke mødt vedkommende endnu. Tro mig, du vil ikke være i tvivl, bare du kaster et blik på hende.. Carmine er af samme mening som dig.. Bare vent til han selv står der. I vil pludselig finde en mening med det evige liv, som ej har været til stede før,” fortalte han ganske ærligt. Han selv havde været af meningen at det var det pure opspind, men han havde så sandelig gjort sig en helt anden erfaring igennem tiden, efter at han havde mødt Cassie! Og så sked han virkelig på, at manden ønskede at fremstille det som morgenmad! Han knuste bogstavelig talt den som lagde så meget som en finger på hans elskede Cassie! Han stoppede roligt op, som han vendte sig mod ham. Cassie var hans mage, og han kunne ikke lave om på det! Han ville beskytte den kvinde med sit liv, om det skulle være det! I så fald, så ville det bestemt heller ikke ligefrem blive første gang. ”Ved mig var det nok at kaste et blik på hende.. Vi er faktisk gift i dag, selvom.. hun ikke er i erindring af bryllupsdagen eller natten for den sags skyld. Jeg drak hende stangstiv først. Du vil ikke være i tvivl, når du ser den du er ment med i livet.. Og siden det er sådan du tænker, går jeg næppe ud fra, at du har stødt på kvinden endnu. Det er en del af vores væsen.. Du vil ikke kunne gå mod det, uden at det vil drive dig til vanvid,” fortalte han stilfærdigt. Han nægtede at kommentere at en af de ældste fandt sammen med noget som man kunne kalde for morgenmad, for han nægtede at se hende på den måde! Han nikkede. ”Jeg kender dig. Desuden var fremgangsmåden velkendt for mig. Det more mig blot, at det siges, de warlocks som du har taget livet af og gravlagt, endnu går rundt på to ben,” påpegede han ganske sigende, som han let hævede det ene bryn. Warlocks var ikke just det væsen han havde lyst til strid med, og foreløbig, så slap de jo!

[Deleted]

Vladimir havde lidt glemt vreden som snakken var kørt, hvilket også kun var til Alexanders held og glæde, for ellers havde de stadig stået og skændtes og muligvis havde Vladimir allerede angrebet ham, for at flå ham levende. Det var måske også kun bedst at Vladimir fik givet slip på vreden, eftersom han ellers fik et snævert syn og et snævert syn var ikke godt når man var i kamp for så var man blind for hvad modstanderen kunne gøre ved én. Han var dog også nysgerrig på at vide hvad der var sket med Alexander og hvordan han faktisk havde mistet sin plads som konge, for.. det sagde jo ikke så lidt! Et sted frydede det ham nok at Alexander var blevet væltet af pinden, men det var også kun fordi han stadig var vred på ham for det han havde gjort mod ham. ”Hotaru?” gentog han roligt, inden han let trak på skuldrene og rystede på hovedet, „nej, det siger mig intet. Men fortæl mig. Hvad er der sket i verden? Jeg kan tydeligt fornemme hvor meget den har ændret sig, ikke kun folket som er blevet mere egoistisk også bygningerne er langt mere prægtige. Hvad er der sket af andre storheder?” spurgte han roligt, hvor nysgerrigheden heller ikke var til at skjule. Han ville faktisk gerne vide det, for han kunne måske godt læse sig frem til det, men bøger havde det jo med at fordreje sandheden. Medmindre det var dagbøger og skrevet af personer selv, men selv de kunne lyve for selv at virke mere heroiske. ”Jeg har en mening med mit liv. Desuden så er det bare indbildning Alex, du er kun så forelsket som du selv gør dig til,” svarede han i en kortfattet tone, som han lige på det punkt var stædig som et æsel. Desuden så havde han selv mødt en enkelt person der var kommet ind under huden på ham, og selvom han kunne lide vedkommende og ville gøre alt for hende, så var det ikke sådan at han ikke kunne leve uden hende. Det ville naturligvis være trist, men hans liv ville ikke blive hæmmet. Han sukkede ganske let, hvor han stoppede op som manden selv gjorde det. ”Jeg tror ikke på det Alexander. Det er fint du er af den mening og at du har fundet.. hende, som du er glad for, men for mit vedkommende, findes der ingen mage, desuden er jeg påvirket af alle de andre racer som jeg har i mig,” svarede han kortfattet. Ja et sted var han jo ikke kun vampyr, han var … noget for sig selv, men han ville altid anse sig for at være fuldblodsvampyr for det var den race han var født ind i. Han genoptog roligt gangen igen, hvor han var ligeglad med om manden fulgte med eller ej. Han vidste ikke om han skulle tro på kærligheden. Han var en af de ældste vampyrer, og han havde igennem hele sit liv aldrig mødt sådan en ting, der kaldtes kærlighed, så hvorfor skulle den eksistere for hans vedkommende? Endnu engang måtte han stoppe op, til Alexanders ord. ”Ikke kun Anyalina? Også Malishas trolovede?” spurgte han i vantro. Hvad skete der?! Hvorfor var alle pludselig i live igen når han selv havde taget livet af dem?!

[Deleted]

Så lang tid Alex kunne køre lidt på mandens nysgerrighed, så vidste han at han havde en chance for at komme derfra med livet i behold, hvilket skam også var hvad han havde tænkt sig! Det var gået så godt frem til nu, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del. Han vendte blikket direkte mod ham. Det var ikke fordi at han ikke var tryg på denne situation, for.. det var han vel ikke? Han ønskede dog af den grund, bare at vise manden en form for tillid, hvilket han vel også gjorde ved at gøre som han gjorde? Ved at åbne op og faktisk besvare hans spørgsmål? ”Det anede mig.. En dæmon som ikke holdt skansen i særlig lang tid,” forklarede han ganske kortfattet. Det var ikke engang fordi at han savnede den trone, for han havde sat snuden op efter helt andre ting. Han foldede roligt hænderne roligt over ryggen. Der var sket frygtelig meget igennem de sidste frygtelig mange titusinder år, så der var meget at skulle forklare Vladimir! Han trak svagt på smilebåndet, som de spidse tænder igen måtte vise sig i hans mundviger. ”Med det som er sket, så er det næsten nemmest at vide hvad du ønsker at vide helt konkret. Men ja, sandt sagt, så er der sket frygtelig, frygtelig meget igennem de sidste mange år,” endte han ganske sigende. Han spillede på mandens side og sparkede faktisk bolden direkte hen til ham, også for at vise, at han faktisk ikke var ude på ballade eller noget lignende, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i det store og hele. Tungen strøg han let over læberne, som han vendte blikket tænkende mod den store himmel oppe over dem.
Alexander rystede let på hovedet. Det var bare endnu en af de mange ting de aldrig nogensinde ville kunne blive enige om, og det vidste han allerede. ”Vi bliver aldrig enige, Vlad. Hvad du er påvirket af hvad angår dine mange.. racer eller ikke, det ved jeg ikke, men hvad jeg føler.. og som jeg ved mange andre af vores slags gør, så er det en ganske særlig følelse, når vi møder denne ganske særlige kvinde,” fortalte han ganske sigende. Hvad der måtte påvirke Vladimir vidste han ikke, men han kunne godt forestille sig, at det måtte være en fantastisk følelse at kunne tage den kontrol over sig selv! Han vidste, at han selv personligt, ville være præget af Cassie for resten af sit lange og evige liv, og hvordan han havde det med det, det vidste han faktisk ikke helt. At han selv valgte at stoppe op, efter at have gået de meter videre, sagde han ikke noget til. Selv stod han som greve, så han vidste at Konstantin var tilbage, for det var han blevet informeret om. Han nikkede ganske sigende, som han trådte op ved siden af ham igen. ”Da jeg står som greve og Konstantin som hertug, så får jeg besked hvad det angår. Ham kan jeg forsikre dig om, stadig vandre rundt med et bankende hjerte,” fortalte han ganske kortfattet. En ting var at Vlad slog dem ihjel – en helt anden var skam at de vågnede igen, for det var jo trods alt også der at problemerne kunne opstå og det var bestemt ikke noget som han tog som nogen god ting selv!

[Deleted]

Vladimir var faldet mere til ro, hvilket nok var til deres begges bedst. Han mente dog stadig at han havde fortjent sin hævn, med det som manden havde gjort, for det var bestemt ikke nogen lille ting! Han var sur på ham, hvilket han slet ikke skulle tage fejl af! Men han valgte alligevel at begrave striden for et øjeblik, så han i stedet for kunne fokusere på nutiden. Han var skam oprigtig nysgerrig efter at vide hvem og hvordan Alexander var blevet fældet, for det var noget af et fald at gå fra konge til greve og leder, men det lød nu ikke til at manden ville klage, da han tværtimod lød til at nyde sit nuværende liv. Han nikkede blot roligt til mandens ord, hvor han roligt fortsatte frem med de rolige skridt. Han så fra omgivelserne og til Alexander, som han sparkede bolden over på hans banehalvdel. Han trak let på skuldrene. ”Jeg er ikke interesseret i at vide hvor mange gange træerne har smidt deres blade for at få dem igen, men jeg vil gerne vide hvad der er sket af store ting, af nødvendige ting, for både racen og landene,” svarede han roligt. Racen havde han jo altid været interesseret i, men hvem var ikke det om sin egen race? Han var en stolt vampyr, og det var også den betegnelse han ønskede at gå under, skønt han måske ikke just kunne med de evner han besad, men han var jo stadig en fuldblodsvampyr! Og det var den race han var født ind i, så han var naturligvis interesseret i at vide hvad der var sket med dem, særligt fordi de var blevet disse blodsugende bæster, der bare slog ihjel uden at føle noget for det, uden at respektere livet. Alex havde ret i at de aldrig ville blive enige når det kom til det med magetingen, for det troede Vladimir selv slet ikke på, for hvorfor skulle han? Hele sit utrolig lange liv – og det var virkelig langt! – så havde han slet ikke mødt nogen der havde udvist kærlighed. Han havde naturligvis mødt nogle som han havde anset for at være familie, såsom Carmine og Alexander, men i sidste ende havde Alexander valgt at forråde ham og han var blevet spærret inde, så hvor var venskabet henne? Ingen steder! Han måtte dog erkende at han havde mødt en ganske særlig person, der faktisk havde formået at komme under huden på ham, og selvom hun havde fået hele historien at vide, så var hun faktisk blevet hos ham. Hun havde givet ham en reel chance og holdt af ham for den han var, og det måtte han jo erkende var første gang at det var sket. ”Nej, det bliver vi aldrig,” medgav han roligt, som han slet ikke gad køre mere i den samtale, for det var fint at manden selv havde fundet en at holde af, skønt det var underligt at det var en nymfe, men han gad ikke blande sig i det. Som han stoppede op, måtte hans ansigt ændre sig, så det lignede at han havde fået en grim smag i munden. Hvis både Konstantin og Anyalina var i live, så havde han jo et problem! Det havde ikke været svage warlocks han havde taget livet på! Den eneste grund til at de havde været et let bytte, var jo fordi at de begge havde været såret fysisk. Han begyndte roligt at gå igen. ”Det.. kan gå hen og blive et problem,” endte han for sig selv, hvor han strøg tungen over læberne i en tænkende mine.

[Deleted]

Selvfølgelig glædede det Alexander at Vladimir ikke havde valgt at flå ham, selvom han havde truet med det mange gange. Selv stod han fast på, at det måtte være båndet som ikke var helt så brudt, som det han ønskede det, eller havde håbet at det var, men det var heldigvis kun til hans fordel. Lige nu var det hans nysgerrighed som Alexander et sted.. udnyttede vel? Han kunne give manden de svar som han ønskede sig, selvom der var misset så frygtelig meget igennem de sidste mange år og hvor pokker skulle han starte? Der var sket forbandet meget i alle landene igennem de sidste frygtelig mange år og generelt bare igennem de sidste to årtusinder, var der sket frygtelig meget! ”Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, der er sket frygtelig, frygtelig meget.. Det afhænger jo af hvad du vil betragte som relevant eller nødvendigt eller brugbart for den sags skyld,” endte han ganske kortfattet. Med alt det som var sket, så var det jo svært i det hele taget at finde ud af, hvor pokker han skulle starte! Hvad angik magetingen, så var det slet ikke noget som han ønskede at omdiskutere med Vladimir, for lige nu så var han af den samme mening som Carmine, men det var kun fordi de ikke havde fundet en kvinde som havde skænket dem den følelse som han selv sad inde med! Han havde selv betragtet det som det pure opspind, selvom det var helt anderledes nu, hvilket han bestemt heller ikke var bange for at erkende. Selv en gammel vampyr som ham, måtte bukke under for det væsen og det dyr som han var inderst inde, og som han lige så også vidste at de andre var i besiddelse af, men han havde vel bare været mere ’uheldig’ end det som de havde været, og faktisk stødt på den, som han var ment for her i det evige liv?
Warlockerne som Vladimir havde slået ihjel havde rygtet allerede sagt, at de var set i live. Anyalina var en ting, for det var bestemt ikke en af slagsen som Alexander var bange for, for han vidste, at tøsen var bandlyst fra sin race, så hun var alene mod en hel race, hvilket hun nok ikke var dum nok til at gøre noget ved, men Konstantin deriblandt. Han nåede roligt op ved siden af sin kære gamle ven, hvor han lod blikket søge til ham. Hvad han havde gjort, kunne sagtens forårsage frygtelige problemer, og det var ham som ville være tvunget til at tage skraldet, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hans vedkommende, selvom han vidste, at det ikke var meget som han kunne gøre ved det af den grund. ”Jeg ved godt, du ikke stoler på mig, Vladimir, men hvad du har af problemer, er.. jo faktisk mit problem,” begyndte han ganske kortfattet. Vladimir var dog af typen som han ønskede at holde sig på god fod med, og selv han havde en anden tankegang end det som han havde haft dengang, selvom frygtelig mange af de gamle værdier endnu måtte hænge bare lidt igen ved ham. ”Konstantin er farlig.. Specielt hvis han i sinde, faktisk kan overtage for den kære Malisha.. ingen har set skyggen af hende, siden et angreb i Procias som tilsyneladende gik galt og Konstantin er dygtig.. yderst dygtig,” endte han sigende. Han havde jo hørt forbandet meget om mandens bedrifter!

[Deleted]

At flå Alexander var noget som Vladimir inderst inde havde lyst til, men det var mere vreden der styrede ham i den retning, skønt hans fornuft faktisk også måtte byde ham at skulle slå ham ihjel, for ellers kunne manden gå imod ham efter denne nat. Både som leder og som greve, så havde manden ressourcer og kilder nok til at han ville kunne jage ham, og sikkert også spærre ham inde igen, så hvis han skulle være sikker på at det ikke skete, så burde han slå ham ihjel på stedet. Alligevel var der noget i ham som stoppede ham. Et sted ønskede han vel også at være bedre end manden? Han havde lovet at han ikke ville lade hævntørsten være hans motivation for livet, han havde lovet at han ville forandre sig, men kunne man virkelig forandre end urgammelt væsen, der havde levet sådan hele sit liv? Han vendte blikket mod manden. Der var tydeligvis sket en del, men at manden ikke bare kunne fortælle lidt, var noget som næsten måtte begynde at irritere ham. ”Lad mig høre hvad der er sket for racen,” svarede han roligt, som han så frem for sig igen, hvor han fortsatte sine rolige skridt frem med hænderne foldet bag ryggen. Nu gav han manden muligheden for at fortælle det vigtigste for racen, hvilket han vel også burde vide, nu hvor han stod som leder? Han var gået glip af en masse og han ville vel egentlig bare gerne vide hvordan det stod til den dag i dag? Naturligvis også hvad han var gået glip af, for ellers gav det da slet ikke mening for ham!
At alle som Vladimir havde dræbt af store warlocks var tilbage igen, var noget som virkelig kom bag på ham! Det var ikke just noget som man hørte om tilbage i de gamle dage! Han vidste godt at der fandtes alkymister, men ville alle virkelig hjælpe andre racer og få dem til live igen? Det gav ingen mening for ham! Siden hvornår var alkymisterne blevet så medgørlige og hjælpsomme? Eller også havde folk bare den rette betaling. Det var en race han altid havde holdt sig langt væk fra, netop fordi han vidste hvad de var i stand til og de var faktisk en af de få racer som han nærede ærefrygt og respekt for! Han fnøs let til Alexander ord. ”Mine problemer, er mine problemer. Jeg har ikke brug for din hjælpe, desuden så skal du slet ikke spille flink overfor mig, du er stadig min fjende,” svarede han i en kortfattet tone, uden at han så på manden. Måske han var faldet til ro, men det var jo kun til hans egen fordel, af den grund så var han stadig sur på Alexander og den mand skulle bare holde sig langt væk fra ham, for ellers så holdt han sig ikke tilbage! At Malisha var væk efter et fejlslået angreb mod Procias, fandt han som en skam. ”Ærgerligt. Hende kunne jeg ellers godt lide,” svarede han roligt. Han havde jo allerede mødt kvinden, og selvom hun virkede som om hun havde en skrue løs, så havde han faktisk godt kunne se fornuft i hende, hvor han jo faktisk også havde tilbudt hende sin hjælp til at fælde Alexander. ”Desuden ved jeg godt at Konstantin er en stærk warlock, det kunne jeg tydeligt mærke da jeg stod overfor ham. Den eneste grund til at jeg vandt, var fordi han var skadet og ikke kunne bevæge sig optimalt,” erkendte han roligt. Hvis Konstantin fandt ham igen, så var han bange for udfaldet.