Going for a walk

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde faktisk slet ikke ment at håne eller nedgøre denne kvinde. At hun så blev sur og utilfreds, var noget som han tydeligt kunne tolke ud fra hendes reaktion, selvom det vel også var for sent at gøre noget ved det? Han vendte de røde øjne mod hende, hvor han kneb dem sammen med en direkte advarende mine, for der var så sandelig også grænser for hvad han ville finde sig i, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. ”Har jeg da krævet at du skulle behage mig, Denjarna? Jeg mindes ikke at have påkrævet noget som helst fra din side. Jeg finder bare din.. uvidenhed underholdende,” endte han ganske sigende. Specielt fordi at den var så åbenlys som det den var, så var det kun noget som gjorde det langt mere underholdende for hans vedkommende! Måske det var at more sig lidt på andres bekostning, men dog af den grund, så var han vel også selv en dvasianer med alt hvad det måtte indebære?
Mattheus blev stående og betragtede sig af hende. Han kunne nu godt lide det, når et andet individ faktisk udviste en form for humor, selvom det tilsyneladende var meget at forlange i denne givende situation, så var det ikke just noget som han kunne sige noget til som sådan. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Denne gang var han ikke videre tilfreds! Hans humør var i den grad ikke ligefrem det bedste, og det var alt sammen hendes skyld nu! Han sukkede dæmpet. ”Det forekommer mig mærkværdigt, at du udfordre mig.. Uden at kende mig for det første..” Han vendte sig med fronten mod hende, som han pustede røgen ud af næsen. Hovedet lod han søge ganske let på sned, som smilet tydeligt måtte brede sig på hans læber. Det morede ham da lidt, hvilket skam også behagede ham på sit vis. Han havde brug for en omgang underholdning, og her stod hun til at give ham den; Det kunne bestemt ikke ligefrem være bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Du får det jo næsten til at lyde som du kunne finde på at springe på mig?” tilføjede han med en næsten drilsk mine.
Mattheus fandt det kun passende, at skænke Denjarna en undskyldning, også fordi at det måske var ord som var kommet bare en smule for hurtigt? Han nikkede mod hende, som smilet bredte sig på hans læber. Han vendte sig, så han stod i samme retning som hende, hvor han holdt armen frem. Han var jo trods alt royal, så det hele skulle gøres med manér! ”I det tilfælde, så undskylder jeg, Denjarna. Det var ikke min hensigt at vække en vrede i dit sind.. Fortæl mig, hvad du har fordrevet tiden med i stedet for,” opfordrede han. Han var jo trods alt også en nysgerrig mand, hvad det her angik. Han kendte hende måske ikke, men mon ikke, det var noget som faktisk kunne forandre sig?

[Deleted]

Denjarna anede godt det advarende blik han sendte hende, hvilket fortalte hende, at hun måske burde være mere påpasselig i sit ordvalg. Alligevel kunne hun ikke lade være med at føle, at hun ikke ville arte sig, så længe hun følte sig nedgjort, selvom hun måske ikke havde noget at skulle have sagt i virkeligheden. Det var også svært for hende bare at ignorere det, da hun generelt var blevet mere spydig, efter at hun var kommet tilbage. Denne mand var dog ikke den rette at gøre sig uvenner med, da hans personlighed syntes at være ganske speciel, samt det faktum, at han var kongen. Det var også den sidste del der talte mest for at opføre sig ordentligt. Derfor måtte hun også bide følelserne i sig, og følge med strømmen i stedet. "Du må undskylde mine ord, Deres majestæt. Jeg handlede overilet," undskyldte hun stilfærdigt. Dette frydede hende bestemt ikke, men med tanke på, at hun ville starte et normalt liv op igen, så måtte hun starte med at træde forsigtigt frem. I hvert fald med visse personer. Som hun også følte sig en anelse utilpas med sit nyfundne selskab, måtte hun helt savne Vladimirs ro og forståelse, som han havde fået hende til at føle sig tilpas. Denne mand gjorde hende mere forvirret.
"Nogle gange må man bare være lidt frisk og springe ud i det. Det er langt fra alle der finder det mærkværdigt som dig," kommenterede hun roligt. Blikket lod hun kortvarigt glide væk fra ham, så hun i stedet betragtede søen, imens hun nød den friske luft mod sit ansigt. De ravnsorte lokker dansede også en stille dans mod hendes bryst og ryg, som hendes hår bølgede ned ad. Det var først da han havde talt færdigt, og hun havde et svar parat, at hun så mod ham. "Kommer jeg da tæt ind på livet af dig på dette møde? spurgte hun nysgerrigt, da han åbenbart mente at hun var for fremme i skoene i forhold til at de var fremmede for hinanden. Det var nu før hændt, at hun var kommet tæt på en kongelig, som hun engang havde forført den unge kronprins, Gabriel. Hans mor havde hun så haft et mindre heldigt forhold til.
Det at han fandt lysten til at undskylde, var bestemt noget der faldt i god jord hos Denjarna. Det var nu heller ikke fordi, at hun alligevel havde ønsket at skændes med ham, men en dårlig start havde de vel haft. Som han tilbød hende sin arm, måtte hun bide sig selv let i den bløde underlæbe, som tankerne løb i et sekunds tid. Hun måtte dog huske på, at armen bare var ren og skær høflighed og manere, hvor hun derfor også endte med blidt at ligge sin hånd på den, hvorefter hun roligt begyndte at gå. "Mange tak. Det er lagt bag os," sagde hun. "Siden jeg gjorde min opdukken igen, har jeg skam bare brugt tiden på at finde mig en plads i samfundet igen. Jeg har været væk i mindst hele din levealder."

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne skam finde sig i meget, men her satte han virkelig foden ned. Det kunne godt være, at han måske havde nedgjort eller hånet hende, også selvom det slet ikke havde været hans hensigt. At hun tog hans advarsel til sig, gjorde ham faktisk ganske tilfreds. Han var nok ikke som enhver anden konge af et mørkt land, men af den grund, så ville han respekteres! Som han også gjorde sit for at respektere folket, og nemt var det skam ikke altid, men han forsøgte faktisk. Han nikkede ganske kortfattet. ”Undskyldning accepteret.. Det er i orden, Denjarna. Jeg kan næsten fornemme på dig, at der er hændt dig meget, siden du sådan går i forsvar?” spurgte han sagte. Hun var skam ikke den eneste som kunne blive nysgerrig, det kunne han så sandelig også, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.
”Jeg lægger muligvis mine værdier andre steder, end hvad der er normalt her, men ja.. Du har vel ret..” En lille idé endte med at dukke op i hans stille sind, hvor han alligevel lod sig stå og betragte sig af hende. Smuk var hun skam, hvor det var noget som han fandt mærkværdigt, at der ikke var nogen kvinde til at passe på hende eller beskytte hende? Udseendet havde altid vægtet frygtelig tungt ved mange, hvilket vel også var typisk dvasiansk? Han lod hovedet søge let på sned, som han igen inhalerede af hans smøg. Han var måske ung, men det var en beslutning som han havde taget for livet. ”Du er mig en yderst fascinerende kvinde, Denjarna.. Og det er sjældent jeg siger, at der er individer jeg ikke rigtigt kan finde ud af..” Han sendte hende et let smil. Det var faktisk ment som et kompliment set fra hans side af, også fordi at det var noget som han frygtelig sjældent sagde til nogen som helst.
Det var skam ikke fordi at Mattheus var ude på at gøre Denjarna fortræd. I det tilfælde, så havde han allerede gjort det! Jovist var han en ung konge, han havde endnu meget som han skulle finde ud af, og ikke mindst, så kunne det være, at denne kvinde kunne hjælpe ham lidt på vej? Han lod hende lægge armen i hans, hvor han roligt førte hende med sig ned langs søen. Han fandt det ret i at undskylde, for det var tydeligt, at hans hån havde gjort hende ondt, og ikke mindst påvirket et ulmende temperament som måtte hvile et sted under overfladen, men det var nu ikke noget som han kunne sige noget til nu. De lærte vel begge to hvor grænsen skulle gå? ”Må jeg have den frækhed at spørge, hvad der er hændt dig? Uden at risikere at blive slået?” spurgte han nysgerrigt, dog med en let drillende undertone. Han havde jo aldrig ment at gøre hende fortræd af nogen slags! Han var vel bare.. en ung og nysgerrig konge?

[Deleted]

Denjarna var godt klar over, at hun havde reageret forkert, eftersom han var hendes konge, og hun derfor var tvunget til at behandle ham med respekt. Det var så sket, at hun havde behandlet ham som en hvilken som helst person, siden hun havde været spydig, da han havde trådt hende over tæerne. Hun var en stolt kvinde, samt en skadet kvinde, så hun havde sine begrænsninger indenfor visse områder. Hun måtte så ånde lettet op, da han valgte at tilgive hende, skønt det ikke havde været behøvet af ham. Hun kunne også have haft sine tvivl om, hvor godt han ville se på det, da han trods alt var dvasianer og ikke en blødsøden procianer. ”Det er meget storsindet af dig,” sagde hun stilfærdigt. ”Det er rigtigt observeret. Jeg har været under … mindre kyndige hænder.” Tryg følte hun sig ikke, angående det at tale om, hvad hun havde været udsat for, da det havde været en dybt traumatisk oplevelse for hende. Det var generelt heller ikke sjovt at sige, at hun havde været under fangeskab og tortur, hvor hun heller ikke vidste, hvad han ville sige til det. Man var trods alt ofte kriminel, hvis man blev sat i en celle, men i hendes tilfælde havde det været en kidnapning.
Et svagt smil krusede blot over Denjarnas bløde læber, som han erkendte, at han så sig anderledes end andre, men at det også var i orden. Det at han betragtede hende, sagde hun intet til, da hans nysgerrige øjne ikke generede hende. At han fandt hende smuk, var ikke så underligt igen, da hun var født mørkelver, hvor elverne generelt havde deres karakteristiske skønhed som deres kendetegn. Nu var hun så blevet omdøbt til vampyr, hvilket havde foreviget det smukke og unge ydre, som det ikke ville ændre sig. Det at han også sagde, at hun fascinerede ham, fik hende til at trække lidt på smilebåndet. ”Og hvad er det ved mig, som du finder et mysterium?” spurgte hun nysgerrigt, som han trods alt også sagde, at han ikke helt kunne sætte finger på hende.
Som Denjarna havde lagt sin arm om hans, lod hun sig følge med, hvor hun gik pænt og yndefuldt ved hans side. Nærkontakt fandt hun stadig en anelse specielt, da hun var blevet så vant til at folk ville gøre hende ondt, når de lagde hånd på hende. Det var dog allerede blevet bedre, som hun var begyndt at hvile mere i sig selv, efter et par måneder med en del tumult. Det at han spurgte ind til, hvorfor hun var så skadet, fik hende til at flytte blikket væk fra ham, så hun i stedet betragtede den rute de skulle følge. ”Jeg vil prøve at holde mine hænder i ro,” sagde hun drillende. Det var dog ikke hendes hensigt at angribe ham, hvor hun langt hellere ville gå en rolig tur med ham og måske lære ham bedre at kende. ”Men min forsvinding skyldes en kidnapning. Jeg formåede at slippe væk for et par måneder siden, og nu er jeg så her,” fortalte hun, hvor den drillende tone blev udskiftet med alvor.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne godt fornemme på denne Denjarna, at hun var af typen som havde sine begrænsninger, og at han sikkert havde været på den helt forkerte side af den. De rødlige øjne hvilede på hende. Han havde gjort hende fortræd i sin forstand, så det at tilgive hende, var vel næsten noget som kom som en selvfølge et sted? Han nikkede roligt, dog alligevel med en større forståelse. ”Jeg fornemmer det..” Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang, som han lod søge til hendes ansigt. Smuk var hun virkelig, det var der ingen tvivl om, og alligevel så gjorde det ham nysgerrig.. Hvad lavede en kvinde som hende herude helt alene? Smuk var hun, så det at hun ikke var uberørt af.. hænder som ikke skulle berøre hende, forundrede ham ikke. Det var jo trods alt også Dvasias!
Denjarna var en kvinde for sig, selv i Mattheus’ øjne. Selvom hendes kønne ansigt selvfølgelig kunne fange hans interesse, så var det hendes personlighed som han fandt som et stort mysterium – endda af den slags, som han var nødsaget til at finde ud af før eller siden. Han sendte hende et roligt smil, hvor alligevel et hemmelighedsfuldt glimt, måtte melde sig i hans øjne. ”Hvis jeg vidste det, så havde det måske været nemmere for mig at forklare det.. Du er bare ikke hvad jeg vil.. definere som en typisk vampyr.. Dog et smukt og yndigt væsen.. Jeg kan lide det,” endte han ganske dæmpet, også selvom det faktisk var ord som han mente i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned, hvor den ene spidse tand viste sig i hans mundvig. Han var jo trods alt selv en form for vampyr.
Mattheus lod hende roligt lægge armen i hans, så han kunne føre hende. Han var ikke ude på at gøre hende ondt på nogen måde, for ellers havde han så sandelig også allerede gjort det. Noget var hændt hende, og han var jo nysgerrig. Han ønskede at vide hvad der egentlig var sket hende, for han ønskede jo faktisk at vide det! ”Sig til, hvis jeg skal slippe så.. Jeg ønsker ikke at gøre dig noget ondt..” endte han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende. At hun havde været udsat for kidnapning, fik ham til at vende blikket direkte mod hende igen. ”En kidnapning..?” gentog han en kende mere spidst, som han vendte blikket direkte mod hende. At nogen i det hele taget kunne gøre det, forstod han ikke, også fordi at hun.. fysisk set så uberørt ud, men selv han vidste, at skindet kunne bedrage. Han nikkede sigende. ”Det gør mig ondt..” endte han sigende, også fordi at det var noget som han mente! Han betragtede hende med de røde øjne. Han kunne sagtens spille sød, hvis det var det han ville, det var slet ikke det! ”Tilgiv mig for min manglende sans for den respektive forståelse, for din situation, Denjarna. Det har aldrig været min hensigt.”

[Deleted]

Blidt var grebet Denjarna havde om hans arm, som han havde tilbudt hende, som den gentleman han var på deres lille gåtur. Roligt bevægede hun sig frem, da hun skam ikke følte noget hastværk, da hun alligevel fandt det rart med noget selskab. Det var også ganske interessant, at det lige netop var kongen hun var stødt på, da royale besøg ikke var noget man normalt stødte ind i. Det at man kunne mærke på hende, at hun havde været udsat for vanrøgt i høj grad, tog hun sig ikke videre af, da hun anså det for at være en selvfølge. Hun var trods alt en kvinde med følelser, så hun ville finde det endnu mere underligt, hvis hun bare havde trukket på skulderen af det. Det var derfor noget der havde berørt hende dybt, hvor det også ville tage sin tid, før hun var healet igen, hvis hun da nogensinde ville blive sig selv hundred procent igen. Hendes hverdag havde trods alt ændret sig betragteligt, siden hun var kommet tilbage, da hun personligt var anderledes, samt hun skulle vænne sig til et liv uden en mand i sit liv. Hun havde jo været vant til, at hun havde Derick ved sin side, når hun stod op. ”Desværre,” medgav hun i en dæmpet tone, uden at hun så på ham. Hun brød sig ikke om at blive mindet om den dårlige tid, hun havde haft, da hun havde gennemgået mange smerter, hvor det havde ført videre til tab, da hun var vendt tilbage, da hun var kommet tilbage i en hel anden tidsalder.
Som tonen havde ændret sig mellem dem, kastede Denjarna et blik på ham, hvor hun så ind i de rødlige øjne. Hans ord tog hun til sig i en positiv forstand, hvor det også resulterede i et mildt smil, så der kom et smukt skær over hele hendes lyse ansigt. At han anså hende for at være atypisk som vampyr, samt så hende som et smukt væsen, faldt i god jord hos hende. Det at være speciel og anderledes kunne trods alt blive tolket på en positiv måde, da man i så fald ikke faldt i ét med mængden, hvor man da gerne ville blive betegnet som et selvstændigt individ. ”Det ville det garanteret være.. men så må vi se, om du får svar på nogle af dine spørgsmål,” sagde hun hemmelighedsfuldt og blinkede til ham. Som hun betragtede ham, fik hun også øje på den ene spidse tand, der viste sig fra hans mundvige. Hun vidste dog godt, at han ikke var vampyr som hende, men at man stadig kunne placere ham i den samme kategori.”Men jeg er heller ikke født vampyr, så det kan måske forklarer, hvorfor du finder mig anderledes. Ser du, jeg var engang mørkelver. Deres leder endda,” fortalte hun roligt. Trækkene var tydelige på hende, som hun havde de mandelformede øjne, den slanke og smidige krop, samt de velkendte spidse øre, som man kunne ane mellem de ravnsorte lokker.
”Så længe du ikke slår ud efter mig, så går det,” sagde Denjarna lettere drillende. Hun mente det dog også, da hun godt kunne tackle almen berøring, hvor det først var hvis man gik skridtet videre med hende, at hun blev usikker. Stadig var det en behagelig tanke at vide, at han tænkte over hendes ve og vel, som han var blevet mere påpasselig og respekterende, efter at han kendte lidt mere til hendes historie. Som hun måtte nævne sin kidnapning, måtte smilet på hendes læber falme, da erindringerne automatisk væltede op. Hun nikkede sigende til hans ord, hvor hun måtte betragte naturen i nogle få sekunder, inden hun så mod ham igen. ”Der kom en nat, hvor nogle mænd hjem til mig. De slæbte mig væk, hvilket resulterede i adskillige års tortur,” sagde hun, hvor hendes tone helt mistede sin klang, når hun talte om det. Ingen glæde følte hun, når hun bevægede sig ind på det emne, hvor det mindede hende om smerte og det at, at hun skulle distancere sig fra sit selv, som hun måtte være udholdende. ”Du er allerede tilgivet. Du kunne ikke vide, hvad jeg havde været udsat for, så din manglende forståelse var dig uvidst.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde tilbudt hende sin arm, som havde han været en ven. Han vidste godt, at selvom han var en konge af Dvasias, så var han nødt til at vise at han stod på folkets side, og at det var på grund af dem, at han handlede som han gjorde, da det i sig selv, faktisk var det som havde betydning, og så måtte han vel også starte med de enkelte individer som han måtte støde på, på sin vej? At hun havde været udsat for tortur og vanrøgt, var selvsagt en ting som man fandt for meget af i landet, og.. han kunne jo ikke ligefrem gøre det meste ved det, men han kunne jo trods alt forsøge med det, og det var det som han forsøgte sig med. Han var nødt til at gøre et eller andet ved det, for det kunne ikke passe at folk i hans hjemland skulle bekrige hinanden! Det var slet ikke noget som nogen fik noget ud af! Han nikkede sigende til hendes ord, som han med rolige skridt, førte hende med sig. Et selskab takkede han bestemt heller ikke nej til, da det jo altid var rart at møde andre og nye mennesker – selv set i hans øjne. ”Desværre ja.. Jeg håber skam ikke det er noget som er hændt dig meget, Denjarna? Eller er det bare den ene gang?” spurgte han. Han var jo trods alt en nysgerrig mand, men hvis det var noget som han kunne tage fat i, så ville han skam også gøre det!
Tonen havde forandret sig mellem dem, og Mattheus kunne faktisk se utrolig mange gode sider i denne kvinde, for ikke at glemme, at der faktisk var meget som måtte vække en interesse og nysgerrighed selv i ham. Hans ord var skam ment positivt, så der valgte hun skam også at tolke og tackle det hele rigtigt. Den hemmelighedsfulde tone, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet. Han kunne nu godt lide hende og hendes personlighed.. nu hvor han kendte lidt til den ene grænse som hun tydeligt havde markeret for ham. ”Er det endnu en udfordring til mig? Jeg skal nok få svar på mine spørgsmål.. tro mig, det gør jeg altid..!” endte han med en bestemt tone, også selvom tonen tydeligt også bar det drilske i sig. Han var ganske vidst en konge, men han kunne sagtens more sig af den grund, det var der bestemt ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun var født mørkelver og sågar havde været racens leder, fik ham til at smile let for sig selv. ”Det forklarer jo trods alt en hel del.. Der kan man jo bare se. Du er virkelig mere end hvad øjet er i stand til at se.. Hvad fik dig til at vælge den mørke sti?” spurgte han videre. Han var jo trods alt nysgerrig af sig!
Mattheus slog ud i en let latter. At slå hende, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til på nogen måde! Han nikkede sigende. At de bare var taget hjem og taget hende med sig, var noget som et sted gjorde ham hidsig. ”Ved du hvem der udsatte dig for dette?” spurgte han næsten vredt. Tanken gjorde ham vred, også fordi at han vel.. havde den forkærlighed for det endelige mørke – det var han jo trods alt også selv en del af, om det var noget som man nu ville det eller ikke i det store og hele. Han nikkede med et stille smil. ”Det glæder mig, Denjarna. Jeg tror bare jeg åbnede munden lidt for hastigt,” endte han sigende.

[Deleted]

Denjarna var blevet overrasket over det selskab, hun havde fået anskaffet sig. Hun var dog begyndt at nyde at have Mattheus i sin nærhed, som mødet var startet stramt, hvor de nu havde afprøvet grænserne og kunne være rolige i hinandens selskab. Som de talte, fandt hun ham også anderledes, end hvad hun typisk ville forvente af en Dvasiansk konge. Det gjorde også oplevelsen langt mere positiv, da han et sted henvendte sig til hende, som var de ligemænd. Hun var dog klar over, at hun stadig skulle være opmærksom, da det kunne give bagslag for hende, hvis hun følte sig for afslappet i hans nærhed. Han havde nemlig vist, hvem han virkelig var, da hun havde hævet stemmen og været spydig. Hun så nu heller ikke nogen grund til at hæve stemmen overfor ham igen, medmindre han talte nedgørende til hende. "Det var skam en første gang," sagde hun stilfærdigt. "Det var så også bare en første gang der viste sig at vare et par århundreder. Det fandt jeg i hvert fald ud af, da jeg hørte, hvad jeg var gået glip af her. Ingen dans på roser, havde hendes tilfangetagelse været, som hun havde endt i kold og mørk celle i flere år end hvad hun kunne huske. Det var også først gået op for hende, hvor længe hun egentligt havde været væk, da hun var vendt tilbage og havde snakket med Derick. Det havde så vist sig, at han havde fået et nyt liv med en ny kvinde i mellemtiden.
Denjarna slap en mild latter, som han tog hendes ord til sig som en udfordring, hvor han samtidig viste selvtillid ved at fastlægge, at han ville udføre den. Muntert glimtede de sølvgrå øjne der gled over hans ansigt, inden hun med et smil så frem for sig. "Nu skal du passe på med, at du ikke pålægger dig mere, end hvad du kan klare," kommenterede hun drillende, hvor der intet ondt var i hendes ord. Tilpas begyndte hun at føle sig i hans selskab, hvilket også udgjorde den muntre stemning, som hun kun kunne nyde. Hun måtte også trække på smilet endnu engang, da han anså hende for at være noget særligt. Det var nu heller ikke ofte, at man fik sådanne komplimenter af de kongelige. Det var dog generelt utroligt velkomne ord hos hende, da hun havde været væk længe og derfor også været væk fra varme og rosende ord. "Jeg ved ikke just, om man bare kan definere det som den mørke sti. Men overordnet kan man jo sige, at det er det liv jeg er født ind i," fortalte hun roligt. Igennem livet havde hun ændret sig en del, hvor hun ikke længere havde de samme standpunkter som før. Som mørkelver havde hun været yderst arrogant og selvcentreret, men det var en opfattelse Derick havde ændret. Derfra havde hun været en blid og kærlig kvinde, når folk var kommet ind bag facaden. Nu havde hun dog det problem, at hun til tider kunne få en psykotisk tankegang, efter at hun havde været underlagt tortur, hvor hun var blevet ligeglad med visse ting, hvor hun skam også sagtens kunne gøre folk ondt.
At Denjarnas ord havde vakt ham morskab, fik hende til at se nysgerrigt mod ham, skønt han tydeligvis ikke havde mere at sige på det punkt. "Nogle dæmoner.. men dem er der blevet sørget for," sagde hun sigende, som det faktisk var hende der havde taget sig personligt af dem. På sin flugt derfra havde hun endt sine tilfangetagers liv, som hun bare skulle væk fra sit mareridt. Denjarna nikkede istemmende til hans ord, som han erkendte sin fejl. Det var ikke noget hun ønskede at hænge ved, da hun alt i alt bare ønskede sig en rolig tilstedeværelse. "Det kan ske for enhver. Selv en kongelig."

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var nødt til at tage sig selv lidt i nakken, for ikke at ende med at gøre noget, som han ville fortryde senere hen, men det var nu bare sådan at det var. Han var en ung konge – en konge som sikkert kunne væltes af pinden med lethed, og derfor var der ikke plads for ham til at begå fejl, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han ønskede kun det bedste for hans folk, og han vidste jo såmænd godt, hvis der ikke var noget folk, så ville der heller ikke ligefrem være noget land at lede, så han var vel også nødt til at stille sig på god fod med hende? Også for at vise, at han var ligesom hende? Et væsen med tanker og følelser? Han var ganske vidst en konge, og han havde sine ledere til at handskes med de forskellige racer, men af den grund, så var han jo også nødt til at vide, at han kunne stole på dem, og at de faktisk gjorde deres job ordentligt – også selvom det ikke altid så sådan ud, men det var jo Dvasias, så havde han egentlig regnet med noget andet egentlig? ”Det gør mig virkelig ondt, at du har været udsat for det, Denjarna. Jeg lover at gøre hvad jeg kan, for at forhindre, at det skal ske igen – både for dig, men også for andre.” Han ønskede ikke at blive fremstillet som blødsøden, men af den grund, så skulle Dvasias også være et land, hvor individer og kvinder specielt kunne have lov til at vandre bare lidt frit!
Mattheus kunne skam godt forestille sig, hvad Denjarna havde været igennem, også måtte have påvirket hende. Ikke fordi at han ønskede at grave yderligere i det, nu hvor stemningen endelig var lettet en smule, hvor det også viste sig at være et selskab, som han faktisk havde det ganske fint i, så var det skam også noget som passede ham selv ganske fint! Han sendte hende en drilsk mine. ”Tror du da ikke, at jeg kan?” spurgte han direkte morende. Hun hadve udfordret ham, og så skulle hun bestemt heller ikke regne med, at han bare ville sætte sig tilbage og se til! Næ nej, han skulle selvfølgelig klare den udfordring! Hvis det var noget som han faktisk var i stand til om ikke andet! ”Det kommer skam helt an på væsnet som ser. Personligt befinder jeg mig selv på den selv samme mørke sti.. Men at gå den med en smuk kvinde ved sin side, gør den altid mere.. lys,” Han lod hovedet søge let på sned. Ja, han kunne være ganske charmerende, men han gjorde det skam også med vilje!
Velvidende om at dem som havde gjort hende ondt, allerede var taget af, efterlod Mattheus med en ganske tilfreds følelse. Det var skam bare fortjent! Hårdt sagt måske, men man høstede som man havde sået, og det gjaldt så sandelig også dette tilfælde, det var helt sikkert! ”Selvfølgelig.. Dæmoner..” Selv nok et af de væsner som han selv havde det sværest med – af personlige grunde selvfølgelig. Han hævede sin anden hånd, som han roligt lagde over hendes, som han trykkede let omkring. Hun var kommet ud af det, og selvfølgelig var det en glædelig tanke, selv for ham! Hovedet lod han søge ganske let på sned. ”Det kan det selvfølgelig.. Selv for en ung af slagsen, som har en vis tendens til at dømme hurtigere end hvad han burde,” tilføjede han, som han blinkede let til hende. Han følte sig faktisk utrolig vel i hendes selskab.

[Deleted]

Det var ikke Denjarnas første kongelige selskab, men det var det første i umindelige tider. I sin tid havde hun nemlig haft et had og kærlighedsforhold til den procianske regering, som hun inderligt havde hadet dronningen, hvor hun havde været forelsket i hendes søn, kronprinsen. Derfra vidste hun også, at selvom man havde blåt blod i årene, så var man stadig et individ med ganske normale følelser og tanker. Det var dog hendes første møde med en kongelig fra Dvasias, men selvom man tilhørte de mørkets racer, så besad alle stadig de samme egenskaber. Selv havde hun jo mødt mange fantastiske personer fra Dvasias, hvor det også havde været hendes nærmeste venner. Venner der i dag var gået bort, hvilket selvfølgelig efterlod hende med en underlig følelse, da hun pludselig stod alene. Noget hun ellers aldrig havde været. Vejen så dog allerede ud til at lysne for hende, som hun var stødt på en anden vampyr der forstod præcis, hvad hun gennemgik i øjeblikket. Det at gå en tur i måneskinnet med kongen virkede heller ikke helt så slemt igen. ”Jeg sætter pris på din medfølelse, men selvom du skulle sætte nye love op, så har visse personer det desværre med at finde et smuthul alligevel.” En dejlig tanke var det han havde, men selv var hun klar over, hvilket land hun færdedes i, så hun tvivlede på, at alle ville makke ret. Det var dog rart at høre, at hun havde ham på sin side når det gjaldt dette problem, da han trods alt var den person her i landet, der kunne sætte skub i tingene.
”Det ved jeg nu ikke, om jeg tror, du kan.. Jeg bliver nok nødt til at se beviser på det, før du fuldstændigt har overbevist mig,” svarede Denjarna drillende igen. Sandt var det nu også, da man måtte udrette sin udfordring, før man virkelig havde bevist, at man kunne klare det. Det var jo ganske let at prale med, hvad man kunne, hvis man altid forholdt sig passiv og snakkede om det. Det at stemningen havde lettet sig mellem dem, behagede hende, da hun i så fald kunne ånde roligt igen, da det anspændte generede hende, ligesom det at tale om fortiden. Det var måske godt at komme ud med sandheden, da man senere hen kunne få et klart sind af det, men lige nu gjorde det endnu ondt, hvor det heller ikke var det muntreste emne, man kunne begive sig i. ”Du charmerer mig,” sagde hun mildt, hvor hendes blik glansede lettere drillende over ham, inden hun roligt rettede blikket frem for sig. ”Jeg må indrømme, at min sti nok er blevet mere broget med tiden. I mine unge dage var jeg fast tilhænger af mørket, men så mødte jeg nogle personer der ændrede mit syn på livet. Nu er jeg så blevet sendt lidt tilbage i tiden igen.”
Måden han håndterede det faktum, at det var dæmoner der havde jaget Denjarna, fik hende til at smile skævt. Hun havde godt hørt, hvordan de forskellige racer var begyndt at bekrige hinanden, hvor det vidst stod mellem dæmonerne, vampyrerne og warlockerne. Selv havde hun aldrig haft et had til de andre racer, men hun måtte da indrømme, at hun ikke havde det for godt med dæmonerne lige nu, eftersom det var den race der havde gjort hende ondt. Alligevel ville hun dog sige, at hun var stærk nok til at skelne mellem forskellige individer, da det trods alt ikke var alle dæmoner der havde gjort hende ondt. Da han pludselig lagde sin hånd over hendes og trykkede den, måtte hun skæve til deres hænder. Selv var hun utryg ved nærkontakt, hvor hun analyserede selv de mindste bevægelser for tiden, hvor hun også kunne gå så vidt med at sige, at dette var at trække det længere ud, skønt det meget vel bare kunne være en venlig gestus. ”Jeg kan så oplyse, at man skam lære med tiden,” sagde hun med et lille smil, og kastede et blik på ham. Det var måske muligt, at hun kunne have den fordom, at personer som ham kunne se sig hævet over andre, men det så ud til, at denne konge sugede oplysningerne til sig, skønt han kunne være ligeglad. ”Men nok om fortiden. Fortæl mig mere om dig selv, og livet som konge.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var allerede nu klar over, at nye love ikke ville sørge for at det onde skulle opholde her til lands. Folk havde sine normer, sine værdier, holdninger og meninger til hvordan Dvasias skulle styres, og i og med, at det var direkte igennem.. mørkt, og at det var beskrevet sådan, så vidste han skam også godt, at det var sådan at det hele skulle ledes. De rødlige øjne med det rødlige skær vendte han mod hende. Han havde mange ambitioner og mange ting som han ønskede for landet, og selvfølgelig ville han vise folket, at han faktisk ønskede at høre deres stemme, også så dette skulle vise sig at blive et sted, som de selv ville være, og faktisk være stolt af, at lade ham lede landet og stå som repræsentanten for det. ”Jeg ved at de skrevne love og min signatur, samt mit segl ikke vil stoppe hvad der foregår i landets mørke kroge,” begyndte han sagte. Ja, et sted så frustrerede det ham, at han stod der som en ung mand, og skulle have kontrol og styr på så frygtelig mange ting, for nemt kunne man ikke ligefrem vove at påstå at det var! ”Jeg har brug for at landets mørke sider bliver belyst.. Belyst så jeg kan gøre noget ved det.” Sandt som det var sagt. Han kunne jo intet stille op, før han vidste, hvad der i det hele taget foregik.
Det morede virkelig Mattheus at han faktisk kunne lave sjov med hende. Igen havde han vel dømt hende for hurtigt? Hun havde jo faktisk humor, og endda også af slagsen, som han kunne følge med i, hvilket så sandelig også var noget som passede ham ganske fint! ”Så du er ikke overbevist om, at jeg kan gøre det?” spurgte han, som han slap et drillende fnys og vendte blikket væk fra hende. Han havde det faktisk temmelig godt i hendes selskab, og selvfølgelig var det noget som alt sammen faktisk gjorde ham godt tilpas. Han havde intet imod at rende rundt med andre og specielt ikke smukke kvinder. Selvom denne kvinde måske var ældre end ham, så gjorde det bestemt ikke nogen forskel af den grund! Han vendte blikket ganske sigende mod hende igen. ”Jeg mener det skam. Du er mig en smuk kvinde, Denjarna.. Og det håber jeg inderligt, at du ved,” endte han sigende, som han lod hovedet søge let på sned. Smuk var hun, og selvfølgelig skulle hun vide det! At hun havde mødt modgang, kunne han næsten fornemme ud fra hendes ord, selvom det ikke just gjorde sagen meget bedre af den grund. ”Jeg kan forstå at du har mødt megen modgang? Jeg vil selvfølgelig ikke blande mig, men jeg er sikker på, at du med den rette ved din side, selvfølgelig nok skal finde den rette og lige sti at vandre på,” endte han selvsikkert.
Det var bestemt ikke fordi at der direkte åbent lå bagtanker bag Mattheus’ handlinger. Jovist havde han altid sat pris på en smuk kvinde, hvor han nok alligevel vægtede udseendet temmelig højt, men det var nu bare sådan at det var. Han vendte blikket sigende mod hende igen, som han lod hånden hvile mod hendes. Det i sig selv, var faktisk kun en venlig gestus. ”Det håber jeg skam. Jeg har frygtelig meget at lære endnu!” tilføjede han næsten muntert. Han vendte blikket kort i retningen af søen, som hun spurgte ind til hans liv som konge. Han vippede let med hovedet frem og tilbage, som han faktisk måtte tænke over det. ”Tja, hvor skal jeg starte? Arbejde og oplæring fra solnedgang til solopgang.. Nemt er det ikke. Jeg blev jo trods alt kastet ind i det, uden at jeg egentlig var klar til det,” fortalte han sandfærdigt. Hans mor var jo død pludseligt og drastisk. Han havde jo slet ikke regnet med det!

[Deleted]

Denjarna havde intet imod, at Dvasias opretholdte nogle af sine karaktertræk, da hun trods alt var født dvasianer og ikke procianer. Selv havde hun derfor også den mørke side i sig, hvor hun tilmed havde været leder for sin gamle race. Dengang havde hun været ufattelig arrogant og territorial. I øjeblikket gjorde hun også en masse grimme ting, som hun havde slået en hel del ihjel, da hun havde været nødsaget til at fylde sin krop med den saftige blod igen. Det at tage en andens liv var hendes nødsaget som vampyr, da hun var nødt til at dræbe for at leve, som det var blevet hendes pålagte forbandelse. Hvis der pludselig kom søgelys på det, så ville hun blive den jagede, hvilket hun bestemt ikke ønskede! ”Jeg ved godt, at mange ser ned på det, men hvis man vil til bunds i noget kriminelt, så må man ofte ty til spionage. Der er måske ikke megen ære i det, da man bedrager andre, men hvis man skal se det skjulte, skal man også være der,” sagde hun stilfærdigt, da det var hendes syn på, hvordan man kunne bringe sådanne aktiviteter ud i lyset. Det var meget muligt, at han bare ville forkaste ideen, men man måtte vel kunne se, at hun et sted havde en pointe i det. Det var dog også et farligt erhverv at være i, da man var udsat som spion, da man ene mand var inde hos fjenden. Det kunne også ske, at spionen skiftede side og i sidste ende ville stikke sin oprindelige arbejdsgiver, men en risiko var der vel ved det meste.
Denjarna var godt klar over, at hun ved første øjekast var blevet dømt negativt. Af hvad hun nu følte, ville hun mene, at det havde ændret sig. Hun var også godt klar over, at hun kunne være en svær person til at starte med, da hun havde paraderne oppe og bed af folk. Det havde heller ikke hjulpet, at hun havde været væk længe, hvor hun vel også havde teet sig uforskammet over for sin konge. Nu følte hun, at hun kunne slappe mere af i Mattheus’ selskab, hvilket også gjorde, at hun talte mere frit og fandt lysten til at være lidt smilende og munter. Det så også ud til at give pote, da han nu hoppede med på vognen og gengældte morskaben. ”Nej, det er jeg egentlig ikke,” gentog hun drillende. Det muntre smil var også at spore på hendes læber, da han fornærmet vendte blikket væk fra hende. Skridtende fortsatte hun roligt over plænen, som de fortsat fulgte søens bred. Den havde alligevel en pæn størrelse, så de skulle nok få en rimelig tur ud af det. Ellers måtte de bare fortsætte videre, hvis der var mere at snakke om. ”Om det står mig klart eller ej, så siger jeg alligevel ikke nej til et par smigrende ord, fra en mands læber,” svarede hun roligt igen. Selv var hun fuldt ud bevidst om, hvordan hun så ud, hvor hun også var ganske forfængelig. Hun var måske ikke glad for de mærker der var kommet på hendes krop, men af den grund havde hun ikke mistet sin selvværd! Det var også et udseende, der i den grad havde charmeret en del mænd i sin tid. Vladimir var også kommet med den kommentar, at med hendes ydre fulgte en let vej, som han mente, at adelige mænd ville stå i kø for hende. Det var dog ikke en sti hun ville vælge af den årsag, da hun alligevel havde fulgt sit hjerte, når det kom til det modsatte grund. Af en eller anden grund, så viste det sig så også gang på gang, at det kun var magtfulde mænd hun endte op med. ”I så fald må vi se, om den rette dukker op. Jeg ser dog helst, at jeg klarer mig alligevel.” Det at han talte om den rette til hende, brød hun sig et sted heller ikke om, da det mindede hende om Derick, men det kunne han trods alt ikke vide. Hun havde bare sagt, at hun var enlig, og det passede jo også. I frygtelig lang tid havde hun bare gået i den tro, at Derick var den rette mand for hende, men det havde han åbenbart ikke været alligevel.
”Jamen hvis der er meget at tage hånd om, så må vi bare starte et sted. Hvordan har du det med din status, siden du siger, at du blev smidt ind i det, uden at være klar?” spurgte Denjarna nysgerrigt. Ingen ondsindede planer om at kende hans svagheder, havde hun, da han aldrig havde gjort hende noget. Hun ville oprigtigt høre om, hvilken mand han var, da han var kommet til hende som en ligemand. ”Bagefter kan du jo fortælle, hvilke interesser du har, og ambitioner for livet.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mange af de ting som foregik i Dvasias, var ikke noget som man kunne gøre noget ved, hvilket Mattheus var klar over, men det ændrede dog ikke på det faktum, at visse ting var noget som han virkelig ønskede at komme til livs. At slå ihjel, var han selv nødt til, for sin egen overlevelse, da han ikke kunne leve af det som er typisk for en som kun skulle have menneskemad, for det var slet ikke nok for ham. At det samme var hendes lod, var ikke just noget som han kunne sige noget til af den grund. ”Visionerne fejler som regel ingenting, men det er hvordan man skal opnå det og komme det til livs, som er det endelige problem. Jeg går bestemt heller ikke ud fra, at jeg kan finde en som ønsker at belyse de områder for mig, og det er for farligt for mig, at gøre det på egen hånd, men det er vel altid værd et forsøg? Hvis jeg finder en som er tosset nok til at gøre det, så skal jeg nok,” endte han ganske bestemt. Han var en mand af mange visioner, også selvom der selvfølgelig var visse ting som han vidste skete, men som han slet ikke ønskede at belyse, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, men det var vel bare at forsøge?
Det gik kun mere og mere op for Mattheus, at han havde dømt denne Denjarna for hurtigt, men det var nu bare sådan at det var. Han kunne nu godt lide hendes selskab, og nu hvor de kunne slappe af begge to, så kunne han vel også godt vise sig fra en af de mere rolige, afslappende og ikke mindst selvsikre sider, og det var så sandelig også hvad han havde tænkt sig at gøre! ”Virkelig? Og hvad skal jeg gøre, for at overbevise dig om det, min kære Denjarna?” spurgte han sagte, som han let hævede det ene bryn. Han ønskede jo faktisk at vide det! Måske at han var en mand med stor stilling og stor status, men han ønskede nu alligevel at blive betegnet som et hvert andet individ, for han kunne jo ikke gøre noget, hvis han ikke havde et folk som faktisk ønskede ham til at lede dem! ”Jeg tænkte det nok.. Jeg kan faktisk formå at smigre dig lidt? Der kan man jo bare se.. Jeg vidste, at du kunne lide mig!” endte han med en tydeligt morende stemme. Han kunne nu godt lide en god omgang humor, specielt når han endelig fandt en som kunne give ham lidt igen.
Denjarna stillede faktisk Mattheus nogle temmelig store og ikke mindst svære spørgsmål. Han var ikke vant til at blive mødt med den form for interesse, men han kunne nu lide det. Mange støtter havde han ikke endnu, men han arbejdede så sandelig også for det. Han trak svagt på smilebåndet. ”Jeg glemmer lidt, at du har været væk længe.. Men ja, jeg blev kastet ind i det, efter min moders død,” forklarede han stilfærdigt. Det i sig selv, var ved at være mange år siden nu, så han havde efterhånden fået det bearbejdet godt, så det ikke just var en svaghed for ham mere. Men at skulle blotlægge sine svagheder for hende, var ikke noget som han bare gjorde.. ikke herude, hvor andre efter sigende faktisk kunne lytte og få dem med sig. ”Jeg kan gemme historien til vi er lidt mere.. alene..?” Et næsten lystigt glimt meldte sig i hans øjne, skønt han dog ikke havde nogen intentioner om at lade hende gå endnu.

[Deleted]

”Ideer er lette at opnå, og selv hvis man skulle formå at sætte dem i gang, så er det ikke sikkert, at de bliver fuldført. Men for at der overhovedet skal ske noget, så er der en, der skal tage det første skridt. Som konge bør du rigtig nok ikke udsætte dig for sådan en fare, men der findes altid folk, der er skøre, villige og pengegriske nok til, at de vil løbe risikoen,” fortalte Denjarna stilfærdigt. Det var ikke en opgave hun selv havde i sinde at påtage sig, da hun havde sine egne mål, som hun skulle nå først. Det kunne dog være en god ide for hende, hvis hun begyndte på noget, men at starte som spion var nok at rykke grænsen lidt for langt. Hun tvivlede nu heller ikke på, at det var muligt at finde manden der ville løbe den risiko at være spion på et så risikabelt område, da der fandtes mange gale mænd derude. Mænd der kunne sættes til hvad som helst.
Siderne der kom frem i dem begge, var noget Denjarna kunne forholde sig til, som hun var begyndt at nyde situationen. Det stramme betræk havde han heldigvis smidt, da hun endnu havde svært ved at beholde kontrollen, hvis der opstod en negativ intensitet. Det kunne godt være, at hun psykisk var i bedring, men indenfor visse områder haltede det endnu. ”Hvad du skal gøre, er egentligt ganske simpelt. Du skal simpelthen bare udføre udfordringerne, og på den led vil jeg naturligvis være overbevist, da du i given fald så har gjort det,” svarede hun roligt, som om han kunne have sagt det selv. Hendes tone var dog ikke hånende, hvor det hele var fattet hos hende. Hans nysgerrighed og iver omkring det emne, måtte også more hende, hvor det var en velkommen følelse. Da han nåede frem til den konklusion, at hun alligevel måtte kunne lide ham en smule, måtte hun ryste grinene på hovedet, så de ravnsorte lokker dansede i luften. ”Eller også er jeg bare ufattelig svag, når det gælder komplimenter,” sagde hun med en drillende mine. Det var oprigtigt ord hun havde taget til sig, som hun nød at få et par rosende komplimenter smidt efter sig, hvor det heller ikke var en undtagelse her. Det var også ord hun særligt tog efter sig, efter hun havde lidt under af så megen modgang, hvor man vel godt kunne sige, at hun savnede lidt kærlighed og varme. Hun havde også været vant til, at Derick i sin tid havde tildelt hende al den opmærksomhed hun behøvede, men som hun var vendt tilbage, havde han kasseret hende.
At han ikke var vant til personlig interesse, var vel ikke så utroligt igen, da han trods alt var en stor autoritet, som han var landets konge og folket derfor skulle respektere ham. Det var vel næppe hyggesnak han blev mødt af, når folk kom til ham, hvor Denjarna nu kunne stille ham i den situation almindelige folk blev stillet i. ”Måske har jeg været væk længe, men jeg har skam stadig hørt historier om dig. Historier der også inkluderer din mors død, og at du blev sat på tronen i en ung alder. Grunden til jeg spurgte, var heller ikke for at høre den historie alle og enhver kan høre, men derimod for at høre, hvad du føler omkring det hele,” sagde hun. Personligt var det måske, men det skulle også være personligt, hvis de ønskede at have en oprigtig og interessant snak i gang. Alle var jo også i stand til at snakke om vejret, men det betød ikke, at det var sådan det skulle være. Nysgerrigt og undrende rettede hun blikket mod hans lyse ansigt, som det næsten kunne lyde som om, at han inviterede hende med hjem til sine private gemakker. ”Hvor ville du så foreslå, at vi tog hen?”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var faktisk rart at Mattheus kunne snakke mere frit sammen med Denjarna, også fordi at hun gav ham noget konstruktivt tilbage, som han kunne tænke over, og så havde han faktisk heller ikke noget imod at åbne op. Svagt måtte smilet brede sig på hans læber, som han svagt trak på skuldrene. ”Det kan godt være, at den rette sum penge kan få folk til at gøre hvad som helst, men det er ikke desto mindre en risici at løbe. Desuden vil jeg være sikker på at jeg får det for pegene som jeg betaler for,” endte han ganske stilfærdigt. Nej, i det tilfælde, så stolede han slet ikke på hans egen slags, også fordi at han slet ikke følte at han.. kunne vel? De var jo trods alt dvasianere, og alle havde deres billede af hvordan det skulle være, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Tja, hvad kan man sige? Til tider, er jeg bare ked af, at man får mere ud af at gøre tingene på egen hånd, end når man skal have andre til at gøre det for en,” endte han med en ganske kortfattet mine. Jovist var det en tanke som irriterede ham, men han regnede bestemt heller ikke med, at han ville få noget ud af at spørge en som Denjarna om den tjeneste. Desuden ønskede han ikke at udsætte hende for mere end hvad hun allerede havde været igennem.
Situationen havde virkelig taget en voldsom drejning for dem begge, men det havde heldigvis været i den rigtige retning. De havde begge fået markeret grænserne, og selv Mattheus var nødsaget til at markere sine frygtelig tydeligt, så var det ikke noget som han havde noget imod som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket mod hende. Bare gøre det? Ja, det ville være nemmere, hvis han vidste hvordan! ”Du er virkelig ikke meget til hjælp, kære Denjarna,” endte han tydeligt morende. Han skulle skam nok vise hende, skulle han! At hun slog ud i en latter, var en fornemmelse han godt kunne lide, da det i hans øjne, kun var et tegn på tillid – at hun faktisk var tryg omkring ham, og det var bestemt ikke noget som han havde noget imod. ”Eller bare en blanding? Du kan nemlig godt lide mig!” endte han tydeligt morende. Han mente det dog.. Som han også kunne lide hendes person, så kunne det vel godt være, at hun ligeså kunne lide hans?
Mattheus var bestemt ikke meget for at snakke åbent om sig selv i de åbne områder, hvor han selv ikke havde kontrol over hvem som kunne finde på at lytte med eller ikke. Han vendte blikket mod hende. At hun dog alligevel havde hørt om ham og hvad der var sket, i og med at han var placeret på tronen i den alder som det nu var sket, rørte ham ikke. Han ønskede dog bare at blive mødt med en åbenhed, uden de største forventninger eller lignende, men det var nu bare det. ”Jeg synes det er en historie vi skal gemme til vi er lidt mere alene.. Og hvor jeg ved at du er den eneste som lægger øre til det..” Han sendte hende et stille smil. Selvfølgelig skulle hun være velkommen til at afvise ham, hvis hun ikke ønskede at tage med ham, men.. han håbede vel alligevel? Et kvindeligt selskab gjorde altid godt. Et sted så inviterede han hende vel med hjem? ”Jeg ved ikke om du har et sted at sove? Eventuelt, vil jeg gerne huse dig på Castle of Darkness, så vi kan udveksle lidt flere minder? Muligvis lære hinanden lidt bedre at kende?” foreslog han roligt, som han sendte hende et næsten hemmelighedsfuldt smil.