Going for a walk

[Deleted]

Mørket havde krøbet sig op på himlen, som et sort tæppe. Et tæppe Denjarna kun havde kunnet se i umindelige tider, efter hendes forvandling til vampyr. Der var ingen fakler til at lyse landskabet op, så det eneste pejlemærke man havde var stjernerne, og de afgav trods alt ikke det største lys. Selvom vampyrer var skabt med et utroligt nattesyn, så intet var skjult for dem i mørket, så kunne hun altid savne lyset fra solens stråler. Hendes personlige mørke var hun dog ved at komme ud af, efter at hun havde stødt ind i den anden vampyr, Vladimir. Hendes psyke var dog endnu ustabil, især når det gjaldt fremmede personer, som hendes tid under tortur havde sat et dybt mærke i hende, samt følelsen af at blive droppet af sin ægtemand igennem adskillige årtier. Meget var hændt siden hun var kommet tilbage, men hun var begyndt at ane en lille fremtid for sig selv. Lydløse var hendes skridt over det grønne græs, som hun bevægede sig stille, men alligevel med en naturlig ynde over. Hun havde valgt at søge væk fra Châuves Lê Lucretio, hvor Vladimir havde skænket hende et værelse, hvor hun nu var ude og gøre noget så simpelt som at gå en tur og få lidt frisk luft. Hun havde allerede været ude og jage, hvor hun nu blot kunne slappe af. Hun var dog stadig glad for, at hun ikke kunne fornemme nogen bankende hjerter omkring sig, da hun endnu ikke nærede tillid til sig selv når det gjaldt det punkt. Før i tiden havde hun kunnet kontrollere sulten, men igen, efter hun var kommet tilbage, så havde tingene ændret sig hos hende. Hendes sorte kjole strejfede let græsstråene, som hun holdt en rute rundt om Den sorte sø. Det var måske ikke det smukkeste sted, men det var roligt, nært fra hvor hun kom fra, samt det var naturen, som hun nød så godt af. Det svage måneskin faldt til tider på hendes blege ansigt, hvor man kunne se de kønne træk der stammede fra elveren i hende, hvor de sølvgrå øjne lyste let, og det lange ravnsorte hår var en perfekt kontrast til hendes lyse hud. Som hun gik rundt om søen var der en betryggende tanke og det var; at stedet her i det mindste ikke havde forandret sig. Søen var endnu mørk og dyster, samt de nøgne træer der kunne stå i kontrast til det frodige grønne græs og blomster. Et svagt smil krusede over de lyserøde læber, hvor hun let kastede et blik rundt om landskabet, som hun hørte lyden af en ugles tuden. Det var dog ikke et dyr hun fik i øjenkrogen, som det trods alt var en af de fugle der havde til egenskab at være de bedste gemmere. Blikket havde hun alligevel pejlet mod skovbrynet der var en anelse længere væk, som hendes gæt naturligvis falde på, at lyden stammede derfra.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mørket var en tid som Mattheus altid havde elsket og nydt. Selv nu hvor det var fuldkommen vindstille og relativt stille i sig selv. Med andre ord, så ingen lyde af varulve, ingen skrig.. ingenting. I sig selv, så var det en ting som Mattheus var ganske godt tilfreds med. Stjernerne blinkede nærmest om kap over hovedet på dem, selvom det nu heller ikke var det som fangede hans opmærksomhed, som han langt om længe nåede den store sø. Smukt var her så sandelig!
Matheus bevægede sig med rolige og næsten helt lydløse skridt over det tørre græs. Selvom det havde stået ned i stænger i det som måtte svare til flere dage, så var det også kun tydeligt, at efteråret var ved at lægge sig over dem. Ikke at det gjorde ham noget, for han var ikke nær så bundet af mørket og lyset henholdsvis månen og solen, som det så mange andre var, hvilket skam var noget som passede ham særdeles fint! De intense øjne hvilede direkte frem for ham, som han kunne skimte søen i det fjerne. Det var ved at være lang tid siden han havde aflagt sin tur hertil, og nu hvor han endelig havde muligheden for at være lidt alene, så var det noget af en chance som han selvfølgelig ville tage til sig! Med den mørke kåbe hvilende omkring sin krop og med kutten trukket op over hovedet, så slangede han sig næsten af sted, som havde han været en skygge. Selv på trods af en intetsigende mine, så kunne man alligevel ane et lidt varmere glimt i de ellers så iskolde øjne. De udstrålede nærmest med en rødlig glans, hvilket var tydelig i det smukke skær af månen som et sted skjulte sig bag et af de forbipasserende skydække. Kort vendte han blikket op, som han stoppede op ved et af de sidste træer, som stod ned mod søen, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste som sådan. Svagt trak han på smilebåndet, ganske tilfredst for sig selv. Umiddelbart nød han af stilheden, og uden de mange vagter omkring sig, for han var ganske vidst ung, men stadig i stand til at passe på sig selv! Blikket forlod månen og skydækket igen, idet han søgte længere ned mod søen med sine rolige skridt. Kåben var tung, og mindede næsten mere om en frakke, end en kappe faktisk, selvom det nu heller ikke just var noget som rørte ham. Han var kongelig, og han skulle jo stadig ligne en blandt folket, som faktisk sad med en god pengepung.
Uglerne tudede i trætoppene, og hvor lyden af de baskende vinger hastigt søgte til himmels, for at indlede aftenens mange jagte, hvilket var noget som fik Mattheus til at smile let for sig selv. Selv havde han mange ting at skulle tænke over. Med henblik på hans kære søster, så var der mange ting som han var nødt til at tænke over, og mange tanker som skulle på plads. Han hadede det et sted, men.. selv han måtte vel tilsidesætte sine behov, og tænke på hans families sikkerhed?

[Deleted]

Fritstillet var Denjarna, som hun hverken var bundet til en person eller til et arbejde. En underlig følelse var det nu, som hun før i tiden havde været vant til en hverdag med en mand, hvor der nu kun var hende tilbage. Af hvad hun vidste af, så var der ikke særlig meget af hendes gamle liv tilbage, eftersom alle dem hun engang havde kendt var gået bort. Derick og Faith var her i hvert fald ikke længere, ligesom hun også havde hørt, at hendes tidligere fjende var gået bort. Man kunne ikke sige, at der var meget af det kendte tilbage, da selv byerne havde forrådt hende og ændret sig. Underligt var det at skulle starte et helt nyt liv fra bunden igen, hvor hun vel næsten kunne sammenlignes med en nyfødt der lige er kommet til verdenen. Sådan kunne hun i hvert fald føle sig til tider. Nattens jagter lyttede hun tavst til, som hun opfangede en ugles jagt efter mus, hvor de tilsvarende løb febrilsk over plænen. Samtidig kunne hun også fornemme alle de andre smådyr der kriblede rundt i græsset, hvor det viste, at stedet her ikke var så dødt som folk ellers kunne mene. Den kølige natte brise der slog ind over det åbne areal irriterede hende ikke, som hun i forhold til et levende væsen ikke tog skade af kulden, hvor hun heller ikke havde dækket sin krop til med en kappe. Det eneste hun bar var den mørke kjole, hvor den havde nogle pænt broderede ærmer, så der var stof omkring de lyse arme, men også en anelse bar hud. I et pænt stykke tid gik hun roligt i sine egne tanker, som hun tænkte over sin nye tilværelse, indtil hun pludselig sansede noget større. Et dyr var det bestemt ikke, hvor hun hurtigt regnede sig frem til, at vedkommende var en person. Meget kunne hun dog ikke opsnuse, da vedkommende formåede at bevæge sig fint omkring, samt der ikke var et hjerte til at pejle hende i dets retning. Måske en anden vampyr? Hun havde det endnu svært med andre personernes selskab, men hvis det var et ligeså dødt væsen som hende, så gik det af princip bedre, da der i så fald ikke var noget til at friste hende. Nysgerrigt gjorde hun selv holdt, hvor hun også lod sig dreje en omgang, da hun sansede at personen kom bagfra. Søgende gled hendes blik over plænen af græs og ganske rigtigt, der var ankommet en anden. Let lod hun sin tungespids stryge over de bløde læber, imens hun studsede den fremmede med blikket. Meget var det ikke personen gav hende, som hun ganske svagt kunne ane personens figur gemt væk under den store kappe. Efter sin tilfangetagelse var hun blevet mere forsigtig, når det gjaldt noget fremmed, så tavst og undersøgende blev hun stående, som hun så til om det måske kunne være en mulig fjende, hvilket hun bestemt ville undgå! Hun skulle nemlig aldrig i lænker igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Umiddelbart var Mattheus slet ikke ude på at skaffe sig fjender på den ene eller den anden måde, for han havde allerede mere end nok at slås med! Ikke bare bundet af de kongelige pligter, som han kun lige var ved at vænne sig til, men også bundet til løfterne til hans mor med henblik på hans lillesøster, som faktisk var det sidste som han havde tilbage. Det var måske en hård beslutning, men han kunne ikke have hende på slottet, for det var for nemt at bruge hende mod ham, og det var slet ikke noget som han brød sig om på nogen måde!
Med de alt for mange tanker kredsende i hans hoved, så var Mattheus jo selv nødt til at gøre noget ved dem, og på slottet, blev det bestemt ikke noget alternativ på nogen måde overhovedet! At der var andre i hans nærhed, ville desuden ikke forundre ham, for natten var ung, og det var jo nu at nattens væsner kunne bevæge sig frit, uden at skulle frygte for at livet skulle endes af den store sol. Meget kunne man sige, men Dvasias var et land som var livligt mere eller mindre i døgndrift. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, foruden at det efterlod ham med en masse ekstraarbejde! Uglerne søgte ud på jagten – selv et instinkt som han havde lært at kontrollere, allerede dengang han havde været ganske ung, også selvom han bestemt ikke var gammel endnu, så var det slet ikke noget som rørte ham som sådan. Han lærte hver dag, og heldigvis havde han mange omkring sig, som kunne yde ham den passende hjælp, for han stod i den situation, at han slet ikke kunne tillade sig at begå fejl!
Ud af øjenkrogen, måtte blikket alligevel falde på en kvinde som han måtte passere. Selv med nattesynet som var skænket til den mørke race, efterlod ham med evnen til at se mere end bare den mørke silhuet. Et svagt smil passerede let hans læber, for et selskab ville han som sådan ikke have noget imod – hvis vedkommende turde at opsøge ham vel at mærke. Kutten beholdt han på, udelukkende for sin egen skyld, for så strålede han ikke direkte af det royale, for det var slet ikke noget som han var ude på! Han rettede sig en anelse op, som han roligt nikkede mod hende. Det kunne godt være, at det var det dvasianske land, men af den grund, så kunne han skam godt respektere folk. Uden dem, så havde han jo først for alvor et problem! ”Godaften,” hilste han roligt, som han passerede hende, og roligt stoppede op, som han nåede vandkanten. Hovedet søgte let på sned, som han roligt fiskede en lille pak med smøger frem, hvor han hurtigt fik gang i den ene. Måske en ung mand, allerede med dumme vaner, men hvad skulle man gøre? Han havde mulighederne og midlerne, og så lod han dem bestemt heller ikke passere!

[Deleted]

Selvom Denjarna var gået hen og blevet en anelse påpasselig, nærede hun stadig en eventyrslyst, som hun var nysgerrig, men alligevel også en smule nervøs. Hun var blevet ganske årvågen og mistroisk, efter at der var blevet gjort hende uret, hvor det vel også bare var en selvfølge. Nysgerrigheden havde derimod altid ligget i hende, som hun gerne ville ud og vide ting og opdage noget. Derfor var hun heller ikke fuldkommen ligeglad med den fremmede, som hun gerne ville se, hvem der gik alene herud i mørket. Samtidig med det nærede hun også en frygt, da hun ikke ønskede at vedkommene skulle gøre hende fortræd, men på den anden side ville hun blot forsvare sig imod sådanne tendenser, hvor hun også var gået hen og blevet god til at slå følelserne fra. Det var alligevel en af fordelene ved at være vampyr, da det gjorde, at man ikke behøvede at føle noget. Hvis hun dog gjorde det, så ville hun blive et koldblodigt bæst, hvor det heller ikke var en side hun ønskede at se i øjnene. Det var også sådan hun havde angrebet Derick, da hun lige var vendt tilbage, og sådan hun havde suget ham tør for blod.
I sine egne tanker stod Denjarna, da det pludselig gik op for hende, at hun var blevet opdaget! Hun anede den fremmedes blik der gled i hendes retning, hvor hun selv fast drev sit blik ud mod den sorte sø, som om hun ikke havde stået og studeret den fremmede. At det var landets konge, var ikke noget hun ved første øjekast spottede, hvor man generelt ikke skulle regne med genkendelse fra hendes side, medmindre man havde ført en ordentlig samtale med hende indenfor en måneds tid, og det var vel kun Vladimir der havde fået den ære. Striks var hun generelt blevet, når det gjaldt andre personer, da hun ikke længere nærede en lyst til at være en åben person. Man var nødt til at arbejde sig langsomt ind til hende. Ud gennem øjenkrogen opfattede hun nu, hvordan personen kom over i hendes retning, hvilket fik hende til at rette blikket direkte mod hans ansigt nu. Skønt han bar kappe så hun, at det var en mand hun havde med at gøre, som hendes skarpe øjne fangede hans træk, selvom hans ansigt var indrammet af den kutte han havde trukket op. Ingen genkendelse var der at spore i de sølvgrå øjne, hvor hun beskyttende lagde sine arme over kors. "Godaften," hilste hun kortfattet igen. Tavshed lod hun igen fylde rummet mellem dem, skønt han havde gjort brug af det første træk og nu ikke stod særlig langt fra hende. Hun brugte dog nogle sekunder på at studere ham lidt nærmere, som hun målte og vejede ham i sit sind, imens han roligt stod og pulserede på sin smøg. Selv havde rygning aldrig vækket hendes interesse, hvor hun vel blot havde anset det for at være en dum vane. "Kan jeg spørge, hvad du laver herude så sent? Det virker som en lang vej at komme bare for at ryge," spurgte hun stilfærdigt, da hun nåede frem til, at hun blev nødt til at gøre et forsøg, hvis hun ville være sig selv igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At slå følelserne fra, var vel også det bedste træk som Mattheus havde gjort, siden hans moders død. Et eller andet, havde han jo trods alt været nødt til at gøre, også fordi at den stilling som han sad med, slet ikke var noget som han havde regnet med i så ung en alder, og nu stod han der, så kunne han jo ikke ligefrem gøre det store med det af den grund! Følelserne slog han kun til, når han faktisk var i nærheden af hans lillesøster. En så lille en pige, og så uskyldig, og endnu slet ikke kendt med den verden som hvilede omkring hende, hvor han jo faktisk også havde gjort sit for at holde tøsen skjult for omverdenen, så der var vel ikke nogen som faktisk vidste at hun var der? Foruden de herregårde som han havde været i kontakt med. Umiddelbart havde han ikke stået i en situation, hvor det havde været nødvendigt at bide nogen som helst, så der var han faktisk temmelig ny indenfor det punkt, men mon ikke det var noget som skulle komme før eller siden?
Selvom Mattheus var landets konge, den rette vel at mærke, så ønskede han ikke at fremstå som nogen trussel overfor hans medborgere. Han ønskede ikke at sætte sig højt på piedestalen, for det vidste han skam godt, at han ikke fik noget ud af. At hilse på denne kvinde som han passerede på vejen, var vel bare almen høflighed? Selvom han udmærket godt vidste, at det var en mangelvare på disse kanter, så agtet han i den grad at udvise den! Kutten skjulte hans identitet og hans titel, hvilket han faktisk var storslået tilfreds med, for det var bestemt ikke altid, at han ville se på det som en god ting. Tvært imod. Han sænkede roligt smøgen som hun igen valgte at tage kontakt med ham. Han lod hende skam se ham an først, for han var jo slet ikke ude på at gøre hende noget som helst. ”Jeg kan ikke finde roen til det hjemme..” Han pustede roligt røgen ud, som han vendte blikket mod hende. At han ikke var genkendt, forundrede ham ikke, for han havde været temmelig meget på slottet til nu, og næppe så meget ude blandt folket, som han nok egentlig burde have været. Hovedet lod han søge let på sned, også selvom han ikke rørte ved kutten som skjulte hans ansigt, selv nu hvor hovedet var drejet væk fra månen, var det fuldkommen mørkelagt. ”Desuden er det et mærkværdigt sted at spore en kvinde på egen hånd.. Du er langt fra Corvento,” påpegede han ganske sigende, som han igen hævede søgen til læberne, som han glædeligt dampede på. Det var en rar fornemmelse, og det var noget som et sted også gav ham en form for ro, som han havde brug for efterhånden, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. ”Jeg har været ude i det som må være timer nu.. Jeg har mine.. opgaver at tage mig af, hvis du forstår,” tilføjede han sigende, som han vendte blikket i retningen af søen. Han var ikke meget for at fortælle om hans lillesøster. Hun var og blev hans svageste punkt.

[Deleted]

Denjarna nød at færdes ude i naturen med åbne og brede arealer, da man kunne føle sig fri, da der ikke var nogen vægge til at holde en lænket. På den front var det både det elviske og fangeskabet der kom frem, som hun altid havde nydt at have det grønne og levende omkring sig, samt det at have været indespærret gav en den følelse, at man ikke havde lyst til at være indenfor for længe af gangen. Det grønne ville dog snart forsvinde, som efteråret var på spring, hvilket regnbygerne de sidste par nætter også havde indikeret. Det var et skifte der var behøvet, og også et skifte Denjarna egentligt så frem til, eftersom hun hverken havde følt efteråret eller vinteren i umindelige tider. Hun var vendt tilbage som blomsterne havde spiret, som hun havde gjort sin opdukken i det smukke forår. Hårdt havde det så været for hende, hvor hun havde haft svært ved at nyde alt det smukke omkring hende, da for meget havde ændret sig. ”På den anden side har du en undskyldning for at nyde naturen,” svarede hun roligt. At han var konge, kunne hun ikke ligefrem se, men i så fald havde han en god grund til, at han ville søge væk fra det stressende miljø. Som royal og særligt som landets regent, så var man trods alt underlagt en masse pligter og forventninger, hvor der var visse måder man ikke måtte te sig på. I sin tid havde hun halvt og halvt været inde i den verden, som hun engang havde fjollet rundt med kronprinsen, Gabriel. Det var dog utroligt længe siden. ”Nogen ville sige, at selve byen ville være farlig for en kvinde. Alle de fulde mænd og deres lyster kunne meget vel være en belastning for det kvindelige køn,” sagde hun med et kort skuldertræk. ”Men hvis du ved, at jeg er fra Convento, så ved du også, hvad jeg er, og så burde jeg ikke frygte sådanne ting.” Blikket tog hun langsomt af manden, hvor hun erstattede hans figur med det mørke vand. En lille brise slog imod hendes ansigt, hvor hun så måtte skubbe nogle løsrevne sorte lokker om bag det spidse øre igen. En vampyr var hun, så en simpel svag kvinde var hun ikke. Desuden, hun havde tidligere været leder for sin gamle race, og det var også en bedrift der krævede ben i næsen. Hun nærede dog på ingen måde et ønske om at blive overfaldet, så selvom hun havde styrken til at slå igen, så var det skam noget hun allerhelst så undgået. De følgende ord måtte hun tænke en anelse over, da han talte, som om hun burde forstå ham. Måske kende ham? Det var vel muligt, at hun tidligere havde stødt på ham, men det var ikke noget hun kunne kendes ved. Da hun først havde mødt Derick, efter at hun var vendt tilbage, havde hun end ikke kunnet genkende ham, og han havde altså været hendes livs kærlighed og ægtemand. ”Jeg må desværre sige, at jeg ikke helt forstår,” begyndte hun stille, hvor hun spørgende rettede blikket mod ham. ”Burde jeg kende dig?” spurgte hun endelig. Det var ikke et spørgsmål hun nød at stille, da hun følte sig en anelse dum når det var, men hun havde fået svært ved at genkende gamle ansigter.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde altid været begejstret for det naturlige, og det at være udendørs, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit også for hans vedkommende her, og det var noget af det som havde fået ham til at søge i retningen af søen. Selv på trods af at han vidste hvad der var sket hernede, så var det ikke noget som han sagde noget til, roen havde sænket sig nu, og det var faktisk rart. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. I sig selv, så sagde kvinden ham ikke det store, men efterhånden, så var han alligevel temmelig nysgerrig af sig. Han sænkede smøgen endnu en gang, som de røde øjne gled mod hendes skikkelse. Han nikkede stille, som han stumpede smøgen og hævede den til læberne igen. ”Det er da den perfekte undskyldning. Det er lang tid siden, jeg har haft muligheden for at nyde den som jeg gør nu. Stedet her er smukt under månen.. En skam de færreste tør bevæge sig ud for at opleve det,” begyndte han ganske sandfærdigt, for det i sig selv, var faktisk noget som han mente. Han trak vejret dybt, også selvom det måske ikke var ham helt nødvendigt, så var han jo.. lidt levende alligevel.
At kvinden ved hans side, var en vampyr, var Mattheus slet ikke i tvivl om! Det manglende bankende hjerte, var noget som i sig selv, sagde en hel del, for ikke at glemme at hun var bleg som intet andet, men en skønhed var hun skam, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vagt på smilebåndet, hvor de tynde læber endte.. tyndere i form af et smil. ”Dvasias har nok en vis tendens til at vise sig fra sin mest grusomme og mørke side. Det er dog et farligt sted for en kvinde at være.. alene specielt, og vampyr eller ej,” påpegede han sigende. Han var nok god til at klassificere, men det var faktisk ikke noget som han gjorde med vilje. Han var bare.. nødt til at se lidt abstrakt på det, for det var jo faktisk sådan at det forholdt sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende.
At hun ikke forstod ham, forundrede nu ikke Mattheus som sådan. Alle havde vel deres ting at tage sig af? Han havde både familiære og de royale, og til tider, så var det forbandet svært for ham, at finde tid til begge dele. Han inhalerede igen på smøgen, som han vendte blikket ud mod vandet som var lige ved. Umiddelbart følte han ikke at han havde nogen grund til at være bange for hende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del, ellers havde han nok ikke været så åben som det han var i denne stund, for det gjorde i den grad også sit. ”Alle her til lands burde kende mig,” endte han ganske ærligt, som han igen vendte de røde øjne direkte mod hende, dog med en anelse mere fast i minen. Han var ikke genkendt, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Visse ting måtte man vel bare vænne sig til? ”Jeg har været for lidt ude blandt folk, kan jeg fornemme.”

[Deleted]

”En skam.. Personligt har jeg altid nydt at komme herude. Her eller i Den Mørke Skov vel at mærke,” sagde Denjarna roligt. Naturen ville hun altid nyde, hvor der nok også altid ville være størst chance for at finde hende der i nattetimerne. Hun søgte selvfølgelig også ind til byerne til tider, som der var rart at se, hvad der skete med verdensudviklingen, samt det vel altid bragte noget positivt med sig at socialisere sig med andre. I Rimshia og i Convento havde hun også allerede tilbragt en del tid, da hun primært havde fundet værelser i Rimshia på det seneste, hvor hun havde holdt sig i vampyrernes by, da hun lige var vendt tilbage. Som vampyr var man trods alt nødt til at finde et værelse for dagen, da det kunne være svært at finde noget ude i naturen, hvor det vel og mærke heller ikke var det mest behagelige sted at falde i søvn. Personligt fandt hun ikke grotter særligt tiltalende, da det var fugtigt og hårdt, hvor hun egentligt havde været vant til at leve et rimelig godt liv. Som mørkelver havde hun i hvert fald haft sit eget palæ, hvor hun senere var flyttet ind i Dericks, samt det seneste hun havde eget havde været et lille hyggeligt hus ude i skoven. Det var dog et hus der ikke længere eksisterede, som det var gået i fald og forrådnelse.
Dvasias kunne måske ikke beskrive som det mildeste land på denne jord, hvor det nok var Procias der måtte løbe af sted med den kategori. Alligevel var det ikke et land der tiltalte Denjarna, som Dvasias var hendes fødested. Men hvis hun absolut skulle væk herfra, så ville turen højst sandsynligt gå til Manjarno, da hun altid havde nydt at komme til det neutrale land, da det bestemt også bar en skønhed. ”Har du i sinde at springe på mig, siden du sådan advarer mig?” spurgte hun sigende, hvor hun også måtte sende ham et lettere skarpere blik. Han talte som om det værste ville ske hende inden længe, men selv ville hun mene, at hun allerede havde været i helvedet, hvor det ikke kunne blive værre end det hun havde været udsat for. De diverse sår på hendes krop viste også, at hun ikke kun havde gået i lys, som hun havde lidt under massiv modgang.
Denjarna kunne ærlig talt ikke placere, hvem denne mand var, så at han sagde, at hun burde kende ham, blev hun endnu mere forvirret. Hendes blik veg ikke væk fra hans, da han stirrede hende ind i øjnene med de intense røde øjne, hvor hun blot stirrede tilbage. ”Hvem er du så, siden jeg burde kende dig?” spurgte hun, hvor der også var noget nysgerrighed at spore i hendes stemme. Hun var skam interesseret i at finde ud af, hvem han var, siden han mente, at han burde blive genkendt af hende. De følgende ord kunne dog indikere, at de måske ikke havde et personligt forhold til hinanden, men at han havde en form for status, siden han bragte folket ind i billedet. Langsomt lod hun de korslagte arme løsnes, hvor hun lod armene falde ned langs hendes sider, imens hun betragtede ham. ”Om du har været ude nok eller ej, er jeg ikke den rette at spørge om, da jeg selv har været væk længe.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var skam enig med hende, hvad angik udendørsområderne som Dvasias havde at byde på. På de helt rigtige tidspunkter, kunne han selv blot beskrive det som noget af det smukkeste som han længe havde set. Ikke mange havde troen på lige netop det, men det var noget som tidsnok sikkert skulle komme. Han trak tydeligt tilfredst på smilebåndet til hendes ord. ”To af landets store særpræg,” konkluderede han roligt, som han roligt stumpede smøgen og vendte sig helt mod hende. Konge var han ganske vidst, men en mere folkelig af slagsen, end det som hans mor havde haft ry for at være. Død var hun nu, og det var nu ikke noget som gjorde ham det mindste som sådan, for det var nu end bare sådan at det måtte være i det store og hele. Tungen strøg han ganske let over sine læber, som hovedet endte med at søge let på sned. ”Minsandten flotte steder her til lands, hvis de opsøges på de rette tidspunkter. Selv er jeg fascineret af stedet her.. Specielt med tanken på historien og de historiske hændelser som er fundet sted.. lige her..” Han endte med at pege ned mod sine fødder. Blodet kunne ikke længere duftes, men det var der.
Mattheus måtte kun finde denne kvinde underholdende, hvilket ikke var noget som han lagde skjul på. Det var sjældent man i det hele taget fandt nogen som kunne se andet end bare en trussel. Han endte med at slå ud i en kold latter, for det var virkelig bare for morsomt! At springe på hende, var slet ikke hans intention! Ikke uden grund vel at mærke! De røde øjne vendte han mod hendes skikkelse endnu en gang. ”Du har såmænd ikke skænket mig en grund til at springe på dig, kære vampyr. Vil du da have at jeg skal gøre det? Har du ikke en mand til det på hjemmefronten?” spurgte han alligevel med et let drilsk glimt i øjet. Det var ikke til at spore i stemmen, men dog, så var det der alligevel. Han rettede sig op igen og vendte blikket mod søen. ”Jeg påpegede såmænd bare at det ikke er et land hvor kvinder burde gå alene… Bare et venligt råd,” endte han ganske sigende.
Det morede virkelig Mattheus, at han var fuldkommen ukendt, også selvom hendes sidste ord, måtte indikere hvorfor at han ikke var kendt for hende af den ene eller den anden måde. Han endte med at tage fat i kutten og rive den ned. Eftersom han var ukendt for hende, så kunne det vel heller ikke være helt farligt som sådan? Han vovede nu alligevel pelsen, og så måtte det jo briste eller bære. ”Det er så helt i orden. Jeg er Mattheus Angleráx,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han skjulte måske sin titel lidt, men han ønskede faktisk at blive set som et individ, frem for en mand som sad på en trone, for det var stadig ikke det som han var bedst til. Der var så mange ting som han var nødt til at finde ud af! Hvorvidt om navnet var ukendt for hende, vidste han jo så ikke, så det kunne vel gå hen og blive.. interessant?

[Deleted]

Denjarna nød at komme her, som hun elskede duften af den friske natur og følelsen af frihed. Mange kunne være skræmt af stedet her - eller generelt alle åbne arealer i Dvasias - men ikke hende. Der var måske altid faren for det ukendte her, som alle og enhver kunne lure bag et træ, og have mindre venlige hensigter, hvor man var mere sikker, hvis man dragede nogle kilometer vest til Manjarno. Al det var bare noget man måtte tage med og vende i sit sind, hvis man havde bosat sig her. "Dets historie?" gentog hun spørgende og en smule nysgerrigt. "Jeg må sige, at jeg ikke helt ved, om jeg er bekendt med den," indrømmede hun roligt. Hendes blik var kortvarigt drevet ned til hans fødder, som han havde hentydet til, at lige præcist der var der sket noget interessant. Måske vidste hun godt, hvad der var sket når hun hørte det, men det var også meget muligt at det var hændt i løbet af de seneste århundreder, og i så fald var det jo endnu en af de ting der var hende ukendt. Hun hadede, at der var så meget hun måtte stille spørgsmålstegn ved, efter at hun var kommet tilbage, men sådan måtte det bare være. Hun havde håbet, at Derick ville have været hendes guide, men han var blevet skræmt af hendes nye person, så det var bestemt ikke forløbet sådan. Den eneste hun havde nu, var Vladimir, og han var en ringe trøst på den front, da han havde været væk i endnu længere tid end hende.
Denjarna måtte betragte manden med et fortsat mistænksomt blik, samt hævede bryn, da han pludselig slog ud i latter. Selv vidste hun ikke, hvad hun havde sagt af morsomme ting, da hun reelt havde ment sine ord. "Du kan jo prøve, og så kan vi se, hvordan det går dig. Men nej, der er ingen mand der venter på mig," svarede hun, hvor hendes stemme langsomt sugede mere og mere kulde til sig. Hun nød ikke at blive mindet om Derick, da han havde været hendes livs kærlighed, og så havde han forladt hende. Han havde tilmed været sammen med Elanya! Tanken om at han havde ligget med hendes fjende, gav hende helt dårlig smag i munden, hvor det også kun var mildt sagt. Som hun også sagde, at hun var alene, gnubbede hun per automatik sin ringfinger, da hun så længe havde været vant til, at en stor diamant havde prydet den, hvor den nu var ganske nøgen. "I så fald må vi håbe, at jeg klarer natten," sagde hun kortfattet, som han fortsat advarede hende på grund af hendes køn.
Som han gjorde mine til, at han ville give sig til kende, kunne Denjarna ikke skjule nysgerrigheden i de sølvgrå øjne. Indtil videre sagde han hende intet, men hvis hun kunne få et ordentligt blik af hans ansigt og resten af helheden, ville det måske sige hende noget. Ellers ville hun bare få et ansigt på den fremmede, og det ville hun nu heller ikke klage over. Tavst betragtede hun det blege ungdommelige ansigt, der ligesom hendes stod i kontrast til det mørke hår de begge havde. Hans øjne var dog det hun fandt mest karakteristisk, da de var mørke med et rødligt skær, hvilket var et sjældent syn. Da han udtalte navnet, måtte hun se tænksomt ud i luften i et par sekunder. Navnet sagde hende noget, men hun kunne ikke erindre, at hun havde mødt manden før. Lige så stille gik det op for hende, hvem hun stod over for, hvilket resulterede i, at hun pænt nejede for ham. "En glæde at møde Dem, Deres majestæt," sagde hun høfligt. "Mit navn er Denjarna. Denjarna Dark Dynithril," præsenterede hun sig selv.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var med hans liv, blevet tvunget til at læse bøger op og bøger ned om den dvasianske historie, da det var noget som sikkert kunne komme ham umådelig godt til gode, når han blev voksen. Lige her vidste han godt hvad der var sket. Hans egen personlige tjenestepige havde været til stede under den tragiske hændelse, så han var skam godt velinformeret hvad det her angik. Han lod hovedet søge let på sned. ”Du lyder mig til at være en temmelig uvidende en af slagsen,” konkluderede han ganske sigende, også selvom det var mere for ham selv, end det som det var henvendt til andre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. De mørke øjne med det rødlige skær, vendte han igen i hendes retning. ”Det kan også være lige meget hvad der skete her.. Jeg finder det bare.. fascinerende, at der ikke er så meget som et eneste spor efter det.. Intet mindesmærke.. ingenting,” endte han ganske dæmpet, også selvom det jo faktisk var ord som han mente. Det var en enkelt aften som havde frarøvet verdenen mange store mennesker. En skam, men der var jo ikke ligefrem noget at gøre ved det i denne stund.
Det morede virkelig Mattheus at denne kvinde havde valgt at tolke det hele som en advarsel, som om han selv ville hoppe på hende, for det var slet ikke noget som han var synderlig interesseret i! Hvad pokker ville det ikke gøre ved hans eget ry og rygte? Han lod hovedet søge ganske let på sned, som han vendte blikket direkte intenst i hendes retning igen. ”Du får det jo næsten til at lyde som en udfordring. I så fald, vil jeg råde dig til at være en kende mere påpasselig.. Du ved ikke hvad jeg er i stand til..” endte han direkte morende, for løgn var det bestemt heller ikke. Han blinkede let til hende, som smilet endnu måtte hvile der. Han kunne jo ikke ligefrem få sig til at gøre noget andet. Han nikkede. ”Det er jo det. Det må tiden vel vise os begge, ikke sandt?” endte han morende. Han fandt det faktisk som en rigtig god form for underholdning!
Kvinden var frygtelig nysgerrig, hvilket var noget som Mattheus allerede havde fundet ud af. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for han kunne jo faktisk godt lide, at det var sådan at det hele forholdt sig. Han trak kutten ned, hvor han vendte sig direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. At det endelig gik op for hende, hvem han var, og at hun faktisk endte med at neje for ham, var bestemt heller ikke noget som han sagde noget til som sådan, for der var vel ikke noget at sige til det? Han bukkede let med hovedet i hendes retning. ”Det er mig en udsøgt fornøjelse at stifte bekendtskab med dig, Denjarna. Et smukt navn til en suk kvinde,” tilføjede han roligt, som han fiskede en ny smøg op af lommen og fik den tændt. Han var måske ikke hvad man ville definere som en konge, grundet hans opførsel, men det var nu ikke noget som han tog sig af som sådan. Han ønskede at være en del af befolkningen, ganske vidst med et større ansvar end så mange andre, men det var ikke noget som han sagde noget til. Han måtte jo bare vænne sig til tanken.

[Deleted]

Denjarna hørte skam godt den konklusion han nåede frem til, og hun brød sig bestemt ikke om den! Hånende fandt hun hans ord, om det var meningen eller ej. Hun vidste godt, at hun var bagud med historien, da hun havde været væk utroligt længe. Men selvom hun var klar over det, så nød hun ikke at blive mindet om det. Han vidste heller ikke, hvorfor hun var så uvidende, så hvis han var klar over det, så ville han måske finde det forståeligt. Hun mente i hvert fald ikke, at man kunne klandre hende noget. "Det er meget muligt, men med henblik på, at jeg ikke har været hjemme i århundreder, så anser jeg min uvidenhed som acceptabel," sagde hun stilfærdigt, som hun gerne ville forsvare sin ære. Det havde ikke altid været sådan her for hende, som hun selv engang havde været en kendt kvinde, hvor hun også havde vidst, hvad der skete omkring i verdenen. Denne mand kendte hende ikke. Han vidste ikke, hvad hun havde været ude for, så han kunne bestemt ikke stemple hende! "Hvad er det der er så fantastisk, der er hændt her?" spurgte hun. Det kunne godt være, at han bare ville lade det ligge, som han sagde, at det kunne være ligegyldigt, men for hende kunne han ikke bare piske noget op og så droppe det. Desuden, hun ville gerne vide, hvad hun var gået glip af, og for at finde ud af det, så måtte der jo komme nogen og fortælle hende det.
"Fortæl mig, hvad du er i stand til, og så kan vi se, hvem der skal være påpasselig," bad hun med et glimt i øjet. Hendes ord kunne meget vel betegnes som udfordrende, da hun stillede spørgsmålstegn ved ham som person. Der var en chance for, at han havde et par tricks gemt i ærmet, men hun var heller ikke en lille svag husmor. Hun havde været leder for sit tidligere folk, og nu havde hun en vampyrs styrke, samt hun havde vist. urolig udholdenhed når det gjaldt smerte. Hun betragtede roligt den tydelige munterhed han følte, som det lyste ud af hans mørke øjne, samt det var at spotte på smilet på hans læber. Selv havde hun endnu svært ved at være så løssluppen når det gjaldt fremmede, men igen, det var bare en barriere man måtte bryde hos hende. "Det gør vi vel," svarede hun roligt og trak kort på skuldrene. Der var vel altid en risiko for, at man kom ud for et uheld, men hvis det skete, så måtte hun håndtere det til den tid.
Det at han gik til bekendelse som kongen af mørkets land, måtte overraske Denjarna. Da hun havde besluttet sig for at gå sig en tur, havde hun bestemt ikke satset på royalt selskab. Der havde dog været en tid, hvor hun i almindelighed havde omgået det royale, som hun havde haft et forhold til en. Interessant fandt hun dog dette bekendtskab, skønt hun måtte tænke lidt mere over, hvordan hun reagerede fra nu af. "Fornøjelsen er helt på min side," svarede hun mildt, hvor der nu også var et svagt smil at spore på hendes læber. Ikke på grund af hans royale titel, men på grund af hans kompliment. Man kunne meget vel sige, at hun havde lidt af en svaghed for sådanne venlige eller kærlige ord.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bestemt ikke Mattheus’ mening at håne eller nedgøre denne Denjarna, men han var ærlig, når han sagde, at hun direkte var uvidende. Han kneb øjnene let sammen til hendes ord, hvor han ikke just var begejstret for hendes måde at begive sig frem på. Minen blev trods det, advarende i hendes retning. Uvidenhed, var ikke noget af det som han satte den selv største pris på, men dog.. det var jo trods alt ikke hans tab, men hendes. Han trak let på skuldrene. ”I mine øjne, er det blot en undskyldning, som jeg ej kan bruge til noget, Denjarna,” begyndte han ganske kortfattet. Det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn af nogen slags fra hans side om ikke andet. At hun ville forsvare sin ære, fandt han dog ikke noget forkert i. ”Du finder den måske acceptabel, hvor jeg derimod næppe er af den samme mening,” tilføjede han sandfærdigt. Løgn var det jo trods alt heller ikke.
At se hvad natten ville bringe, var noget som alligevel gjorde Mattheus temmelig nysgerrig af sig, for ikke at glemme, at det bestemt ikke var en udfordring som han var bange for at tage op, om det skulle vise sig at blive nødvendigt. Og ødelægge alt det sjove? Hvad er det sjove i det så for mig?” spurgte han. Måske han havde været for hurtig med sin konklusion vedrørende denne kvindes humor, for det var tydeligt, at den allerede var ved at gå mod sin ende igen. Et sted en tanke som han faktisk fandt en kende trist. Han endte endnu en gang med smøgen i munden, som han vendte blikket over vandet med en kort tænkende mine. Det var måske fascinerede at møde andre og specielt af den slags, også fordi at det ikke var hvad man normalt ville finde udenfor Corvento efterhånden. Han vidste desuden godt, at Alexander gjorde sit for at holde styr på tropperne, og mon ikke, det også var en god idé? ”Ja, gør vi ikke det? Det er jo aldrig til at vide hvad der sker når vi atter går hvert til sit.. eller mens vi står her..” Han vendte endnu en gang blikket mod hende.
At hun ikke just havde regnet med royalt selskab, var nu ikke ligefrem noget som han sagde noget til, for det var sikkert noget af det de færreste regnede med, når de tog deres nattevandring igennem landet! Han vendte de røde øjne mod hendes skikkelse. Dog alligevel en smuk kvinde, det måtte han give hende. ”Jeg insisterer.. Den er skam min.. Vil du tage en vandring langs søen, sammen med mig? Eller har du andet som du skal nå?” spurgte han sagte, som han lod hovedet søge nysgerrigt på sned. ”Jeg mente ikke at håne dig.. For det så håber jeg, at du kan tage imod min undskyldning,” endte han ganske sandfærdigt. Han havde aldrig ment at håne eller nedgøre nogen, men blot give udtryk for hans egen mening.

[Deleted]

Nedladende fandt Denjarna hans ord, da han henvendte sig til hende, som om hun var direkte dum. Det kunne godt være, at han havde givet sig til kende som hendes konge, men derfor fandt hun sig alligevel ikke i det han sagde. Han vidste intet om hende. Han vidste ikke, hvem hun var, hvad hun havde været udsat for, samt hvornår hun var vendt tilbage. Da hun var vendt tilbage, havde det bestemt ikke faldet hende ind, at hun skulle læse på historien. Da hun var vendt tilbage, havde hun været en ødelagt kvinde, da hendes psyke havde været brudt, hvor hun var på vej til at få den tilbage med Vladimirs hjælp. Det var tydeligvis noget denne Mattheus ikke kunne sætte sig ind i. Et godt billede var det ikke ligefrem hun var ved at danne sig om den nye konge, men det ragede vel ham en høstak. Han følte sig med garanti bedre end hende, da det var det rangstigen fortalte dem. Han var kongen. Han var den øverste, så hvorfor skulle han belemre sig med det? Som de havde denne her snak, var det i hvert fald ikke respekt hun følte, men en træng til at være trodsig, da han alligevel så ned på hende. "Det er meget muligt, men konge eller ej, så kom jeg ikke her i nat for at behage dig," svarede hun afvisende. Det var muligvis farligt sagt, da hun burde udvise respekt, men hun havde sin egen plan højest på listen, da hun ville være normal igen, inden hun fokuserede på andre igen. Om hun så havde trådt forkert i Mattheus' øjne, og om han i så fald ville straffe hende for hendes udtalelser, måtte tiden vise.
Denjarna fugtede let sine læber, hvor hun også ganske kort havde fjernet blikket fra ham for at slå koldt vand i blodet. Hendes temperament var på vippen, efter at hun var kommet tilbage, men hun havde da stadig den almindelige fornuft, hvad angik at genere højststående. "Hvis du ikke har modet på at sige det, så må du jo vise det," sagde hun og blinkede let med det ene øje. De smukke sølvgrå øjne havde hun også vendt mod hans ansigt igen, i op hun blot så, hvordan han fortsat suttede videre på sin smøg. "Det er jo altid det store spørgsmål, men personligt satser jeg på, at jeg stadig har holdt mig i skindet til den tid." Hvordan natten ville forløbe, anede hun ikke, men hun måtte indrømme, at hun ikke helt kunne finde ud af denne mand.
At han ønskede at beholde hendes selskab lidt endnu, overraskede du sted Denjarna, da samtalen gik op og ned. Det behagede hende dog, at han fandt lysten til at give hende en undskyldning, da hun havde anset det for at være passende, skønt han et sted bestemte over hende. "Hvis vi lader det vi diskuterede førhen ligge, så er mit selskab dit," svarede hun roligt, hvor hun afventende betragtede ham. Hun ønskede ikke at skabe uvenner, hvilket også var grunden til, at hun ville acceptere hans undskyldning, så længe han ikke talte nedværdigende til hende igen.