Going for a walk

[Deleted]

”I så fald kan man påstå, at man løber en risici ved alt. Det er selvfølgelig en skam, hvis man lægger en pæn sum penge i en mands hånd, og at man så ikke får sin bestilling. Af den grund kan man også sige, at hvis man ønsker noget udført, som man vil have det, så må man selv klare arbejdet. I dit tilfælde er det desværre lidt mere kompliceret end det, da du har et ansvar over for folket,” sagde Denjarna stilfærdigt. Det var en skam at man i sidste ende ikke kunne stole på andre end sig selv, men sådan var dagene i Dvasias, så det var et af de præmisser man måtte leve med. Det var dog heller ikke sådan, at man slet ikke kunne regne med beboerne i Dvasias, da hun selv var kommet ind på livet hos nogle stykker. Det var dog personligt, hvor det i øjeblikket talte arbejdsmæssigt, hvilket var et helt andet begreb. Som de talte, kunne hun også fornemme, at han måske ikke havde haft den letteste start som konge, da han udnævnte nogle af sine problemer samt det, at han nærede mistillid til sit folk. Smart var det et sted ikke for, hvorfor skulle folket så have til ham? På den anden side var det bare sådan det altid havde været her i Dvasias, så det ville måske aldrig ændre sig.
Det var måske ikke en synderlig god hjælp Denjarna kom med, men på den anden side var det ikke hendes opgave, og det var ikke hende der havde påstået, at hun kunne fuldføre den. Det var alt sammen ham selv. Blikket i de sølvgrå øjne var fortsat morende, som hun trak kort på skulderen. ”Det er meget muligt, men hvis jeg hjalp dig, så ville det heller ikke være en udfordring,” sagde hun smilende og blinkede let til ham. Nej, hun ville ikke skænke ham det hele på et sølvfad. Konge eller ej, så ville hun sætte ham på arbejde ligesom alle andre. Det så også ud som om hun kunne slippe af sted med det, da han også så ud til at more sig over begivenhederne, og det var også sådan det et sted skulle være. ”Dit selskab er i hvert fald ikke så slemt igen,” svarede hun drillende og kortfattet. Interessant var det da at gå rundt med ham, som han kunne byde på noget anderledes.
Personligt vidste Denjarna ikke helt, hvordan hun skulle forholde sig til tanken om at blive inviteret hjem til kongen. Hun kendte dårligt nok manden, hvor hun frygtede, at han ville forvente visse ting af hende, hvis hun takkede ja. Selv ønskede hun bare en at tale med, da hun endnu ikke følte sig parat til at tage skridtet videre til noget intimt. Det kunne selvfølgelig også bare være, at hun var gået hen og blevet paranoid, hvor Mattheus oprigtigt bare inviterede hende hjem for at lære hende bedre at kende. Blikket flakkede let omkring, som hun måtte tænke over hans tilbud. Hun forstod godt, at han var nervøs for at andre skulle lytte til deres samtale, men på den anden side kunne hun ikke lade være med at tænke, om han mon havde bagtanker med hensyn til hvad der skulle ske derefter. ”Og du ønsker bare at snakke?” spurgte hun stilfærdigt. Hun havde det lidt dårligt med, at hun klandrede ham på den måde, hvis han virkelig ikke lagde mere i det, men som kvinde måtte man være sikker. Han inviterede hende jo med hjem, samt tilbød hende et sted at sove.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I visse tilfælde, så kunne Mattheus slet ikke stole på sit folk, hvilket han skam godt vidste, men at skulle indrømme det så hurtigt og åbent, var vel også i sig selv en risici at løbe? En som han et sted var nødt til. Skulle man have arbejdet gjort, så varm an jo trods alt nødsaget til at gøre det selv, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han betragtede hende sigende. Hun tænkte meget konstruktivt, og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Af den grund, så satte han faktisk pris på hendes meninger. ”Jeg ved skam godt, at jeg ikke selv kan gøre arbejdet, for det er for farligt. Hvis det går galt, så… ja, hvem skal så tage over efter mig? Jeg har ikke rigtigt nogen arving endnu, så jeg kan ikke løbe den risiko, dog af den grund, så ved jeg, at jeg ikke kan stole på nogen.. Jeg er nødsaget til at vide mig sikker på, at hvad jeg får at vide, er noget som jeg faktisk kan bruge til noget,” endte han ganske kortfattet. Det var en problematik, som han var nødt til at have i mente konstant, og uanset hvad han foretog sig, for der var selvfølgelig ikke nogen som ville handle mod sin egen slags, og det var svært nok i sig selv!
Mattheus havde bestemt ikke noget imod at tilbringe den tid sammen med Denjarna, samtidig med at han fik den endelige mulighed for at vise sig fra en lidt mere.. menneskelig side, trods det at han jo faktisk var en konge, for han ønskede at blive set på med et anderledes blik, og ikke bare en mand med en titel, for han var langt mere end det. At det hele så skulle køre over i tant og fjas, havde han ganske vidst ikke regnet med, trods det, at det var en udvikling som han faktisk godt kunne lide. ”Du gør det ikke ligefrem nemt for mig,” endte han morende. Han takkede bestemt ikke nej tak til en udfordring, hvor han faktisk ville få muligheden for at vise sig lidt, som en som havde det mere end bare i munden, men faktisk vise sig som en mand! Han kuklo ganske let, som han let skød brystet frem. Han var da tydeligt tilfreds med den retning som det hele havde taget. ”Altså, jeg er jo mig, så det kan ikke komme bag på nogen! Ej.. Det glæder mig, at du finder mig og mit selskab dig værdig, Denjarna,” endte han sandfærdigt. Det var faktisk en tanke som han var glad for, for han selv var frygtelig glad for hendes.
At Denjarna spurgte med henblik på hendes egen sikring hvad angik hans forventninger til hende, sagde han dog ikke noget til. Han regnede ikke med noget, men det forhindrede vel heller ikke ham i at forsøge, hvis det skulle komme så vidt? Han trak let på smilebåndet. ”Jeg kræver absolut intet af dig, Denjarna, foruden et godt selskab over et glas blod eventuelt? Hvis det kunne friste?” endte han ganske sandfærdigt, som han lod hovedet søge let på sned. Han ønskede og krævede bestemt ikke noget af hende, specielt nu hvor han vidste hvor skeptisk og mistroisk hun faktisk var. Desuden ønskede han ikke at gøre hende ondt, så hvis der endelig skulle ske noget, så var det skam med hendes samvirke, og intet andet.

[Deleted]

Som de lod snakken gå frem og tilbage, var der noget der særligt fangede Denjarnas opmærksomhed. Det var ikke fordi han sagde noget underligt, men mere på grund af det hun havde hørt folk tale om. I krogene havde hun nemlig hørt, at denne mand vidst ikke var alene på tronen. Om det så var sandt, vidste hun ikke, da det forekom hende dybt mærkværdigt, hvor hun personligt helst så, at det bare var snak i krogene. ”Det er sandt, at det er ganske risikabelt at udføre sådanne ting, når man er alene. Uden en arving ville det være problematisk med hensyn til landets stilling, hvis du gik bort. Men … du må meget gerne rette mig, hvis det ikke er sandt, men jeg har hørt rygter om, at der er en mand mere end dig, som skulle sidde på tronen,” sagde hun spørgende, hvor hun måtte skæve til hans side for at se hans reaktion. Dybt mærkværdigt syntes hun det var, hvis det virkelig passede. Som hun også havde udtalt ordene, måtte hun også spekulere over, om det havde været et dumt spørgsmål at stille, men hvis man ville vide noget, så var man trods alt nødt til at spørge ind til de forskellige ting.
At stemningen mellem dem havde lettet sig og de var gået helt over til at fjante rundt, havde Denjarna det fint med, da hun ikke bare var en alvorlig kvinde, skønt hun havde alderen med sig. Hun kunne godt lide at more sig og fjolle rundt, hvor det var en glædelig opdagelse for hende, at også han kunne lægge arbejdet fra sig og løsne lidt op. Hun ville også mene, at det generelt var sundt for en at kunne more sig, hvor det skulle være på alle måder. Ellers ville livet blive alt for surt, hvilket hun selv havde oplevet, da man bare blev endnu mere deprimeret af at færdes i et sort hul eller i faste rutiner. Gådefuldt var det blik hun sendte Mattheus, imens smilet var lille, men muntert på hendes læber. ”Vil du gerne have, at jeg gør det let for dig?” spurgte hun nysgerrigt, hvor det vel også var lidt af et trickspørgsmål. Det rigtige svar var jo at sige nej, hvis han virkelig ville bevise noget overfor hende, og muligvis også overfor sig selv. Selv syntes hun i hvert fald at en rigtig mand kunne stå selvstændigt og udføre, hvad han tog til sig. Så måtte han vise, om han var en rigtig mand eller ej. Han havde i hvert fald snakket stort om, at han altid fik, hvad han ville. Til hans næste ord måtte hun smile stille, mens hun ganske kort lod blikket betragte jorden de gik hen over, inden hun glædeligt lod blikket falde på ham. ”Det burde ikke være dig, der skulle finde mit selskab værdigt, men omvendt,” sagde hun, hvor hun også blidt gav et klem om hans arm. Det var stort sagt af ham, hvor det også var ord der glædede hende. ”Jeg vil gerne indrømme, at jeg måske var negativt stillet ved første øjekast, men det hele har vist sig at være en positive overraskelse.”
Det at han gik så vidt, som at invitere Denjarna hjem til sig, var virkelig noget der måtte overraske hende. Det havde hun alligevel ikke forventet sig af sin konge, skønt deres møde havde taget en positiv drejning. Hans hensigter var dog noget hun ved første tanke måtte være lidt mistroisk over, da han trods alt var en mand, og tilmed hendes konge. Det kunne meget vel være, at han mente, at han kunne bestemme om hun skulle tage skridtet videre med ham eller ej, selvom hun måske ikke havde lyst. Som han så svarede hende, kunne hun ikke benægte, at hun var fristet til at takke ja. Hun ville trods alt gerne lære ham bedre at kende, hvor det heller ikke lød slemt at komme indenfor og nyde et glas. ”I så fald vil jeg gerne takke ja til dit tilbud,” sagde hun endeligt, hvor hun også rettede blikket mod ham. ”Vi kan godt tale videre under et glas og med fire vægge omkring os, hvis det er det du har brug for, før vi kan bevæge os ind på de emner.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Denjarna havde hørt om Leonardo – den anden mand som skulle sidde på tronen sammen med ham, var nu ikke noget som forekom Mattheus som nogen overraskelse, da det var det sidste som han faktisk have efter sin mor; Den trolovelse som han aldrig havde kendt til, så det at hun skulle spørge ind til det, var næsten en ting som han burde have set komme, men han kunne nu ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. Han trak let på smilebåndet, hvor den ene spidse tand viste sig. Det var bestemt ikke fordi at han var til mænd, for det var han bestemt ikke! ”Jeg kan ikke løbe fra det, men ja.. det er sandt, at der findes en mand mere på tronen sammen med mig,” begyndte han sigende, som han vendte blikket mod hende igen. Han vidste, at det på ingen måder var acceptabelt blandt frygtelig mange af folket til lands, og han vidste, at det bestemt ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende af den grund. ”Det vil måske ikke blive verdenens undergang, om det skulle gå galt, hvis jeg påtog mig den opgave selv, da der jo er en anden på tronen foruden mig. Den er bare min af arv, og det er noget som jeg ønsker at bevare i familiens navn.. Marvalo er ikke just ukendt og manden er mig hengiven, og jeg ved jeg kan stole på ham i henhold til det kongelige og royale arbejde,” endte han sigende. Det var skam ikke fordi at han ville forsvare det, for.. det kunne ikke forsvares!
At det hele havde forandret sig, hvor de faktisk var i stand til at lave sjov med det hele, var en tanke som selvfølgelig også glædede Mattheus, da han var en mand, som satte stor pris på det at have det sjovt, når han selv endelig havde muligheden for det, for det var bestemt heller ikke noget som forekom ham særlig ofte, med det arbejde som han havde. Han betragtede hende sigende. Et lille hint kunne hun vel godt give ham, uden at afsløre for meget? Han rystede på hovedet. Det var ganske vidst ikke fordi at han ønskede at det skulle gøres nemt! Han kunne godt lide en udfordring, men det var lige at finde ud af, hvordan sagen skulle gribes an. ”Det er jo ikke meningen det skal være for nemt, men bare et lille hint?” spurgte han med et drilsk glimt i øjet. Han kunne godt lide når det kørte lidt rundt i det sjove, også fordi at det ikke var noget som skete så ofte igen, så han nød det når det skete! Han sendte hende et let smil. ”Om jeg ikke fandt dit selskab værdigt, så gik vi ej her nu, Denjarna. Dit selskab behager mig,” forsikrede han hende, også så hun vidste det, for hun skulle selv trives med disse omstændigheder.
At Denjarna faktisk takkede ja til Mattheus’ tilbud, var en tanke som faktisk gjorde ham glad, for han kunne faktisk godt lide den tanke! Han trak muntert på smilebåndet, hvor han roligt nikkede. Umiddelbart var der ingen bagtanker, men det var vel aldrig til at sige hvad det kunne resultere i, eller udvikle sig til? Blikket vendte han roligt mod hende, hvor han roligt nikkede. ”Det glæder mig virkelig! Så lad mig eskortere dig,” endte han sigende, som han drejede af fra søen af, og søgte over græsset i stedet for. Det var vel også bare et spørgsmål om tid, inden de ville blive nødsaget til at søge bort grundet sollys uanset? ”Netop.. Hvis det er hvad vi skal snakke om, så bliver det bag fire vægge.. hvor jeg ved, at jeg kan åbne mig ordentligt,” endte han sigende. Han sendte hende et let smil.

[Deleted]

At rygterne rent faktisk var sande, og at denne konge virkelig var lovet væk til en anden mand, fik Denjarna til at rynke lidt på sin lille fine næse. Personligt fandt hun konceptet dybt mærkværdigt, da hun havde vokset op i en tid, hvor det hed mand-kvinde. Ikke mand-mand. Måske var det bare en af de mange forandringer hun skulle vænne sig til i denne nye tidsalder, men alligevel fandt hun det underligt. Hun havde heller ikke regnet med, at denne mand var til andre mænd, men det måtte han åbenbart være. Hun tænkte ikke just over, at de i virkeligheden bare var blevet tvunget sammen, da hun selv tænkte, at hvis man foretog sig et så mærkværdigt valg, så måtte det da være af kærlighed? Dybt forvirrende var det for hende, hvor hun også prøvede at slå det ud af hovedet igen, da han havde bekræftet hendes spørgsmål. Det så bare ikke ud til, at han ville lade det ligge så let, som han fortsatte talestrømmen, men det var vel bare et faktum hun skulle acceptere, at mænd sammen var ganske normalt. ”Jeg håber, at I er … lykkelige sammen,” sagde hun stille med et skævt smil. Hvis han virkelig var til mænd, så betød det vel, at hun kunne slappe endnu mere af i hans selskab? I så fald ville han jo ikke være interesseret i hendes kropsmæssigt. Hun kunne dog ikke få det faktum, at han var sammen med en mand, og det at han prøvede at charmere hende til at hænge sammen. ”Må jeg spørge, hvordan du nogensinde regner med at få en tronfølger, siden du er sammen med en mand? Jeg tvivler på, at en kommende prins eller prinsesse uden for ægteskab ville gøre godt.”
Som han bad Denjarna om et hint, måtte hun kort se tænksomt frem for sig, inden hun drev blikket tilbage på ham. ”Og hvilken udfordring ønsker min kære konge et hint til?” spurgte hun med samme muntre attitude som før. Hun kunne vel se på det, om hun kunne komme med et passende hint til opgaven i så fald, skønt hun helst så, at han klarede det alene, da han selv havde påtaget sig opgaverne. Som han forsikrede hende, at hendes selskab skam behagede ham, valgte hun blot at smile stille for sig selv, imens hun så frem for sig. Glædeligt var det for hende, at hun igen kunne finde steder, hvor hun var ønsket, samt hun nød at være. Lys havde hendes vej ikke været, inden hun havde stødt på Vladimir, men han havde fået tøet hende en smule op, hvilket viste sig at være en bonus nu.
Denjarna fulgte roligt efter, som han gjorde et tag i hendes arm, da han drejede væk fra søen og mod Rimshia i stedet. Det kunne vel ikke skade, at hun søgte mod slottet, da han havde vist sig at være ganske respektabel, hvor hun nød hans selskab. Tanken om at han var den anden mand indenfor kortere tid, der inviterede hende hjem til sit slot, måtte dog more hende en anelse. Hvor Mattheus tilbød hende et værelse for natten, havde Vladimir også allerede været fremme i skoene, som han havde tildelt hende et værelse i sit hjem, da hun simpelthen ikke længere havde sit eget længere. Hende og Dericks hytte var nemlig gået i forfald, som den var gået i ét med naturen, hvor hun nu havde set sig nødsaget til at søge ind på diverse kroer. At hun blev tilbudt så fine senge for tiden, frydede hende, da hun i sin tid havde været vant til det bedste, hvor hendes vilkår i dag nu var langt ringere. Det måtte dog også undre hende, at tilbuddene vrimlede omkring hende, men hun havde skam heller ikke lyst til at afslå dem. ”Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har sat min fod inde i Castle of Darkness. Det er dog en oplevelse jeg ser frem til,” tænkte hun højt, hvor hun blidt gengældte hans smil. ”Jeg ønsker i hvert fald, at høre mere om dig fra din mund, og ikke fra befolkningens.” Hun ville gerne tilbyde ham, at fortælle lidt om sig selv til gengæld, men måtte stoppe sig selv, da hendes historie måske ikke ville bringe synderligt meget glæde. Hendes liv bestod vel af det hun havde mistet, da hun blev til vampyr. Den ægtemand hun havde mistet nu. Hendes veninde der vidst ikke havde stået i godt lys hos kongefamilien. Og al den tortur hun havde været udsat for. Det eneste lyse hun havde i sit liv i øjeblikket, var faktisk Vladimir. Det var måske en mand hun kun havde kendt i få dage, men af en eller anden grund, så var kemien der bare imellem dem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Rygterne hvad angik hans forhold og ægteskab med Leonardo Marvalo, var ikke just noget som Mattheus kunne skjule på nogen måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det var bestemt ikke fordi at det var normalt selv i denne tidsalder at en mand var sammen med en mand, men man kunne jo ikke ligefrem gøre det meget bedre af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han lod hovedet søge let på sned, som smilet bredte sig. ”Lad mig fremstille det således; Vi finder ud af det. Jeg har mit liv, som han har sit,” endte han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af hende. Han vendte blikket ganske sigende mod vandet med en kort tænkende mine. At hun spurgte ind til tronefølgerne, fik ham let til at smile. Var det ikke ganske åbenlyst? ”Er du kendt med begrebet af ’kongelige elskerinder’..? spurgte han som han vendte blikket mod hende igen. For hans vedkommende, så var det virkelig det mest logiske som man overhovedet kunne komme i nærheden af, men det var nu bare sådan at det var. En tronefølger skulle han trods alt have før eller siden, og så lang tid at hans aftaler med Leonardo lå faste, så vidste han også hvad han kunne tillade sig og ikke tillade sig, for han var bestemt ikke til mænd! Han var i den grad langt mere fascineret af det kvindelige køn.
Mattheus var ikke just bange for at erkende, at han virkelig godt kunne lide Denjarnas selskab, for det behagede ham faktisk, at han havde fundet en at snakke med, også fordi at det var sjældent at han følte at han kunne.. slappe af på denne her måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han betragtede hende roligt. ”Du har ikke tænkt dig at hjælpe mig, har du?” spurgte han morende. Om ikke andet, så måtte han finde ud af det hele selv, for han nægtet at være den som skulle give efter for en udfordring. Han skulle nok finde ud af det hele før eller siden, og faktisk bevise sit værd for hende!
At Denjarna havde fået tilbudt det nøjagtigt samme ved en anden mand, var slet ikke en tanke som faldt Mattheus ind på nogen som helst måde, men det var nu bare sådan at det var. Desuden kunne han vel også bare vise sig lidt fra den mere venlige side, også fordi at det faktisk var noget som han havde i sig? Han vendte blikket sigende mod hende. At hun gerne ville høre mere, forundrede ham skam slet ikke, hvor han vel et sted heller ikke havde noget imod at lade hende vide disse ting? Også selvom han selvfølgelig ønskede at det skulle være under mere kontrollerede forhold trods alt. Han smilede let for sig selv. ”Du ved virkelig ikke hvad du er gået glip af, i så fald, min kære.. Tillad mig at skænke dig en rundtur i mit.. ydmyge hjem, når vi kommer så langt,” endte han sigende, trods det, at han faktisk mente det. Han førte hende roligt med sig væk fra søen af og videre op mod de grusede stier. ”Jeg ynder at fortælle min egen historie i stedet for at lade folk komme mig i forkøbet. Det er ikke altid at man skal tro på folkets løgne,” endte han ganske kortfattet. Et sted, var det en tanke som faktisk måtte irritere ham lidt, men det var sådan at det var. Han førte hende roligt med sig væk fra søen, hvor kursen blev sat mod Castle of Darkness.

//Out

[Deleted]

Denjarna nikkede stille med hovedet til hans ord, skønt hun havde svært ved at bearbejde det. Det lød ikke just som om, at han havde noget intimt med denne anden mand, men hvorfor de så var sammen, vidste hun ikke. Det var trods alt kun små bidder hun havde hørt af forskellige ting, hvor hun ikke videre havde fået uddybet kongens trolovelse med en anden mand. Spændende kunne det også være at høre mere om det emne, da det var et emne hun ikke var vant til, men det var måske endnu en af de ting der var bedre at diskutere i et rum under fire øjne. At han så også talte med hende om elskerinder, fik hende til at drive blikket væk fra ham. Hun var skam udmærket klar over, at en konge var i stand til at gøre sådan. Det var måske ikke det der blev set lysets på, men de gjorde det alligevel. Hun havde vel også engang været en kronprins elskerinde, men forskellen var bare, at Gabriel havde været dybt forelsket i hende, og at han kunne ville have haft hende. Sådan var det bare ikke gået, som hun havde set sig nødsaget til at afslå hans kærlighed. ”Det er jeg skam bekendt med,” sagde hun kortfattet. Det var måske også et af emner hun ikke skulle drøfte med kongen, da Gabriel trods alt havde været kronprins af Procias, og derfor var fjenden.
Denjarna måtte smile muntert til ham, som han havde gættet ganske rigtigt. Hun ønskede helst ikke at hjælpe ham, da han så selvsikkert havde sagt, at der ikke fandtes det han ikke kunne klare. Så det var selvfølgelig noget hun gerne ville se et bevis af. ”Ikke hvis det kan undgås,” indrømmede hun.
Det at søge mod slottet var noget Denjarna matte se frem til, da det altid var spændende at komme ud til sådanne områder. Selskabet var heller ikke værst, som stemningen havde løsnet sig, og at han viste sig fra en mindre alvorlig side, hvilket hun kunne arbejde med. Det måtte så også blive hendes anden tur til et slot i løbet af kun en uge, da det ikke havde været længe siden, at Vladimir havde fremvist sit hjem for hende. Denne oplevelse var så lidt anderledes, da dette faktisk var det sted kongefamilien holdt til. Som han beskrev sit hjem som ydmygt, måtte hendes øjne glimte lidt muntert, da det vidst var det sidste man kunne kalde det. Hun havde måske kun set det udefra, men et slot var aldrig ydmygt. ”Det vil jeg glæde mig til. Jeg kan heller ikke forestille mig en bedre guide end dig,” sagde hun mildt. Det at det muligvis var løgne der blev sagt om ham blandt folket, kunne meget vel passe, da de vel aldrig havde haft et personligt møde med ham, som hun havde i øjeblikket. Hun nød generelt også at danne sig sine egne indtryk af en person, hvor hun så frem til at lære ham bedre at kende. Roligt fulgte hun med ham, som han ledte hende mod Rimshia og slottet.

// Out