It all happend..

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var bestemt ikke let at holde sig ved godt mod, og Athena vidste godt at det var et spørgsmål om tid inden det ville gå galt, på grund af det temperament hun havde så var det næsten tv8unget til at gå sådan før eller siden. Hun vidste godt at hun legede med ilden ved overhovedet at sige det højt, men hun var trods alt ærlig, hun ville hellere have haft sin far så tæt på, end hun ville undvære ham, desuden var hun jo tvunget til at vænne sig til nærheden før eller siden. I samme øjeblik han hævede hånden, havde hun vendt kinden til for hun kendte ham efterhånden så godt, og han havde aldrig tøvet med at give hende et slag før. Den varme hånd der gled under hendes hage, fik hende en smule overrasket til at hæve blikket langsomt mod ham. Hvad pokker var der med ham?! Den omsorg plejede han slet ikke at udvise, hun vidste at det var en facade, hun vidste at han inderst inde var vred på hende over at have taget hans bror væk fra ham, hun var jo heller ikke dum. Den autoritære tone fik hende øjeblikkelig til at indtage den underlegne rolle som hun var vant til, han var trods alt hendes mester. ”Jeg er med, Sir. Jeg beklager,” svarede hun hurtigt.. det lå jo næsten på tungen efterhånden. Han ville måske ikke ligge ører til det, men det fjernede ikke tanken fra hendes sind. ”Vær sød ikke at sige at jeg gjorde det rette, for det gjorde jeg ikke, Evan. Bare.. ti stille jeg har ikke lyst til at snakke om det,” bad hun med en rolig og dog tydeligt afvisende tone. Hun lod ham trække kappen tættere omkring hende, hun stod trods alt kun i nattøj, Imandra var det mest kølige land hun kendte i det hele taget, men ja.. sådan var det jo, det var endnu en grund til at hun var nødt til at vænne sig af med Evan.. hun kunne ikke blive i Imandra når hendes hjerte var dedikeret til det dvasianske herredømme. Et sted så ønskede Athena virkelig at han bare ville smutte tilbage til sit arbejde, go det var nok første gang hun sagde det. Et suk forlod hendes læber som han igen afviste at opsøge Diane, og bruge ligt tid på hende. Hun himlede med øjnene. ”Selvfølgelig er hun det, men hun er altid din sidsteprioritet.. gør et eller andet, hun har mere brug for dig end jeg har lige nu,” endte hun måske en smule spidst. Det var ikke fordi hun ønskede det, men irritation, frustration og vrede lå altid lige under overfladen og det irriterede hende, at han ikke udviste nok tillid til bare at lade hende få den luft som hun behøvede. De grønne øjne lyste med en direkte smerte.. måske smilet havde været falsk, men hendes øjne havde altid været fulde af liv, det var svært at finde igen. Hun slog blikket ned. ”Stoler du ikke mere på mig end det? Jeg er faktisk i stand til at bruge hovedet, jeg har bare brug for luft.. også fra dig,” erkendte hun ærligt og dog en smule usikkert. Det var hårdt, men sandt det var ikke godt for hende at være omkring ham. Selvom det måske ikke var under de bedste omstændigheder, så var hun nødt til at tale med Zacharias om det hele, så det at han gav hende tilladelse til det, lettede hende en smule, det kunne hun trods alt også udnytte. ”Du har ret.. jeg klæder mig på og så tager jeg af sted,” endte hun pludselig ivrigt. Endelig kom hun uden for!

[Deleted]

Evan vidste godt, at Athena på ingen måder havde det nemt, men han forsøgte vel også at vise hende hvad.. han ville? Nu hvor han havde mulighederne for at vise den mere omsorgsfulde side af ham, for det var der jo trods alt, selvom det var sjældent han i det hele taget lod det komme til udtryk. Tungen strøg han let over hans læber. At hun næsten havde regnet med at han ville slå hende, forundrede ham ikke, for det var hvad han ville gøre under de normale omstændigheder, men det var slet ikke noget som han fik sig til på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hovedet lod han søge let på sned igen, som hun kom med sin undskyldning, hvilket faktisk i sig selv, var noget som han faktisk var glad for. For Athenas vedkommende, så hvilede det på rygraden, og han vidste det jo godt. Han betragtede hende med en rolig mine, for han kunne slet ikke få sig til at være sur på hende nu. Han rystede endnu en gang på hovedet. ”Jeg vil ikke lyve for dig, og påstå at det du gjorde, var rivende forkert, når du gjorde det rette.. Det ville have knust din far, velvidende om at han havde taget sin datter på den måde.. Du gav ham fred i sjælen ved den handling som du foretog, og hvad forkert er der i det?” spurgte han ganske kortfattet. Det var faktisk en tanke som var ved at irritere ham, og så var han faktisk lidt ligeglad med at hun ikke ville snakke om det, for de kunne ikke lade emnet ligge for tid og evighed.
Tanken om at Athena nu skulle bringe Diane ind i det, var et sted en tanke som irriterede ham, også selvom han vidste, at hun jo faktisk havde ret, så kunne han jo ikke ligefrem gøre alverdens ved det af den grund. Han bed tænderne let sammen og med blikket hvilende på hende igen. ”Diane retter sig ind efter hvor jeg vil have hende, og det passer mig ganske fint,” endte han ganske kortfattet. Det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn, for kvinden vidste hvor hun skulle være, og hun havde bare at blive der! Hendes smil var falsk, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham. Hun kunne end ikke gemme sig bag det falske smil mere, om det var noget som man ville det eller ikke. Han kneb øjnene let sammen. Han stolede ikke på hende i det henseende, også fordi at han vidste, at det var noget som ville gå galt før eller siden, og det var bestemt ikke en tanke som han brød sig om på nogen måde, også fordi at det havde kostet frygtelig meget energi, tid og kræfter at få hende så langt som det hun stod lige nu! ”Jeg stoler på dig, men ikke på det mentale i dig i det stadie som du befinder dig på,” forklarede han sigende. Han kunne jo lige så godt opgive, for det ville blive en kamp uden lige at holde hende der, og selvfølgelig var det en tanke som direkte måtte irritere ham! Han nikkede sigende, også selvom han kendte hende nok til at vide, at hun ikke søgte lige hjem! ”I så fald, så gå den lige strækning,” bad han sigende, som han igen vendte blikket mod hende. Det hele var jo bare håbløst!

[Athena Maloya Mathimæus]

Midt i denne sorgens stund, havde Athena virkelig svært ved at se nogle af hans signaler i det hele taget. Efter bryllupsnatten med Valerio, var det gået op for hende for alvor, at Evan slet ikke havde en interesse i hende på den måde som hun havde ønsket sig i så mange år. Han kendte til den nat hun havde haft med 'Caleb' og end ikke det havde han reageret på. Af den grund så var den pludselig omsorgsfulde mand kun noget der i sidste ende forvirrede hende. Kinden havde hun allerede vendt til, som forberedelse til et slag der aldrig var kommet. Hendes hjerte sprang et slag over i samme øjeblik, hun fornemmede den nærme sig ud af øjenkrogen, også selvom den blot lagde sig under hendes hage. De matte, grønne øjne hævede sig langsomt til hans. Der var ingen vrede at sporer, hvilket nok var det som overraskede hende mest. Athena bed sig i læben, forsøgte at bide vreden lidt i sig, udelukkende fordi det borede sig smertefuldt ind i sjælen på hende, at hun havde slået sin egen far ihjel, ligesom hun i sin tid havde slået sin mor ihjel. Zacharias måtte hade hende, og hun bebrejdede ham skam heller ikke for det. ”Jeg forstår virkelig ikke hvordan du kan få dig selv til at sige det, Evan. Er du slet ikke bare lidt vred på mig? Måske han gik i døden med fred, men han burde slet ikke være gået i døden i det hele taget, jeg kunne have bidt det i mig, det gjorde jeg et utal af gange med Valerio,” endte hun direkte frustreret. Hovedet lod hun stille søge på sned, de blonde lokker endte med at dale ned langs den ene skulder. Athena var nødt til at være ærlig med ham, også selvom hun vidste at han ville hade hende for i det hele taget at tænke på den måde.
En smule nervøst fumlede hun med hænderne foran sig. Det havde ikke været for at bringe Diane for meget ind i det, men det var så nemt at kaste samtalen mod hende, når hun forsøgte at abstrahere fra sig, hun kunne ikke holde ud at snakke om det endnu, det gjorde ganske simpelt for ondt. Hun himlede med øjnene. Det var typisk Evan at tænke sådan, hvilket et sted burde minde hende om hvorfor han aldrig ville se på hende på den måde, hun var for stædig og hun havde i den grad sine egne holdninger. ”Hun tør da ikke andet,” mumlede hun stilfærdigt og lidt surt, for det var egentlig ikke meningen at han skulle høre det i det hele taget. Hun fugtede læberne med tungespidsen og klistrede det samme falske smil på sine læber, også selvom det næppe var der. Det var indlysende, hun var slet ikke i stand til at skjule noget som helst i øjeblikket. Før eller siden ville det gå galt, udelukkende fordi hun ikke kunne snakke med nogle.. den tid den sorg i hendes øjne. Hun hævede et slankt øjenbryn. ”Med andre ord stoler du ikke på mig?” endte hun mere som en konstatering end et egentligt spørgsmål, han omformulerede det jo i virkeligheden bare. Hun nikkede sagte og lod stille kappen forlade hende, kun for i stedet at ligge den over hans arm. Zacharias var nødt til at have besked før eller siden, hvilket hun udmærket var klar over, men hun kunne godt tage en lille omvej og få noget luft til hovedet, overveje hvordan hun i det hele taget skulle give ham nyheden. Roligt strøg hun forbi ham og tilbage til det varme værelse, kun for at træde hende mod klædeskabet. Pludselig var hun frygtelig ivrig! ”Det skal jeg nok!” endte hun også selvom det slet ikke var planen.

[Deleted]

Evan vidste godt at Athena ikke havde det nemt, og efterhånden, så var han ved at blive temmelig træt af i det hele taget at forsøge, for hun kunne jo slet ikke se det. Tanken om at hun havde været en anden tæt, som skulle tage form efter ham, var nu heller ikke ligefrem noget som han kunne sige noget til af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans mørke øjne hvilede på hendes skikkelse, og med hovedet let hvilende på sned. Han var ikke vred på hende, for det kunne han slet ikke være, sådan som hun havde det lige nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sukkede roligt, og rystede så på hovedet igen. ”Jeg var blevet vred, hvis du ikke havde gjort hvad du havde gjort, Athena. Men den handling.. nej.. Jeg kan ikke være vred på dig,” endte han ganske sigende, også selvom det faktisk i sig selv, var ord som han mente. At hun så stod fast på sin udtalelse, var noget osm et sted kun måtte irritere ham, selvom han ikke kunne gøre det store ved den, som det stod lige nu, hvilket selvfølgelig var ham en frustrerende tanke uden videre, men hvad var der at gøre ved det? Ingenting! ”Det er end ikke et liv som jeg ønsker at se dig i.. Du skal slet ikke finde dig i den slags..” Hans greb omkring hendes kæbe blev kun en anelse mere stramt, kun for at understrege alvoret. Han ville slet ikke høre hendes udtalelser vedrørende sig selv!
Diane var slet ikke noget som Evan ønskede at snakke om, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af, og det var noget som hun i den grad også vidste! Han kneb øjnene en anelse advarende sammen. ”Hun gør kun hvad der er pålagt en kvinde i min omgangskreds,” endte han ganske kortfattet, for det var slet ikke noget som han ønskede at snakke om, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. At hun gerne ville ud, kunne han skam godt forstå, men af den grund, så var han end ikke sikker på hvorvidt om det faktisk skulle vise sig, at være en fejl at lade hende søge ud, var nok noget som han skulle finde ud af før eller siden. ”Jeg stoler på dig, Athena,” gentog han endnu en gang med en kortfattet stemme. Han stolede på at hun ikke ønskede at gøre nogen skade på nogle, selvom det ikke var ensbetydet med at det var noget som hun faktisk kom til at gøre alligevel? De havde jo set eksempler på det før også, selvom det nu heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Armene søgte over kors. Han vidste og kendte hende godt nok til at vide, at hun slet ikke ville søge den direkte vej, selvom han bad hende om det, og et sted, så var det selvfølgelig også en tanke som et sted direkte måtte irritere ham, men han kunne ikke gøre noget ved det. Hun var jo nødt til at finde ud af det på egen hånd. ”Jeg mener det,” endte han ganske kortfattet. Han mente det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var bestemt ikke fordi Athena havde det nemt, men hun var heller ikke typen på at sætte sig ned og lade tårerne falde, hun ville ikke græde over spildt mælk, det fandtes andre som havde det værre end hende. Måske hun ikke var glad for at blive tvunget i favnen på en anden mand, når den eneste hun egentlig havde lyst til at være tæt på, stod lige overfor hende og på ingen måde ønskede hende på den måde. Der var stadig andre der havde det værre, og Caleb var en af de bedre, det var hun slet ikke i tvivl om, derfor fortrak hun ham over så mange andre. Vreden var slet ikke at sporer nogle steder, ej heller selvom Athena søgte dem i hans grønne øjne, hun så intet andet end frustration, og det var vidst mere over hendes stædighed end det var over hændelse som sådan. ”Jeg forstår dig virkelig ikke, men det er jo ikke noget nyt. Jeg kunne have.. fået ham væk på andre måder, jeg blev grebet af panik et øjeblik, det er på ingen måde i orden,” prøvede hun igen, også selvom hun godt vidste at det allerede var en tabt kamp. Han havde sin holdning som hun havde sin egen, og sådan måtte det jo bare være, også selvom det frustrerede hende at han ikke var vred på ham, det ville være så enkelt at starte et skænderi med ham for at få blot nogle af frustrationerne ud. Hun tøvede et øjeblik, og overvejede hvor vidt det ville være klogt at sige sine tanker højt, men hvis det kostede hende et slag så var det sådan det måtte være. ”Hvorfor ikke, Evan? Er det ikke sådan sensuelle dæmoner ender i langt de fleste tilfælde? Det ville ikke have gjort nogen forskel, forstår du ikke det? De grænser blev brudt for flere uger siden på min bryllupsnat, dengang bad du mig om bare at gøre det, nu siger du at jeg ikke skal finde mig i det?” spurgte hun en smule forvirret, og samtidig lidt oprevet. Ja hun følte sig besudlet og beskidt og hun ville bare have ham til at forstå det! Det stramme greb omkring hendes kæbe fik hende blot til at sende ham en lidt advarende mine. Hun slog hans hånd væk og strøg forbi ham ind på værelset. Hendes hjerte bankede med faste, rytmiske slag, til tider blev hun selv en smule nervøs omkring ham, men nu lignede han om ikke andet sig selv igen. Athena vidste godt at man i hans omgangskreds ikke havde noget at sige som en kvinde.. far havde forsøgt at lærer hende det engang, men det var aldrig lykkes ham, hvilket hun var lidt stolt af nu. ”Selvfølgelig gør hun det,” medgav hun blot kortfattet. Endnu en grund til at de aldrig nogensinde ville kunne gå hånd i hånd, de var så forskellige. Hun vidste godt at Evan ikke rigtigt stolede på hende, men hun havde ikke tænkt sig at gøre nogle ondt bare fordi hun nu engang kunne, det var jo fuldkommen åndssvagt, desuden havde hun jo sagt at hun kunne lide at sidde for sig selv. ”Det er jeg glad for,” endte hun blot roligt og hev et par tætsiddende bukser frem fra skabet samt en korset-top. Hun strøg de små stropper bort fra sine skuldre og lod uden tøven, silkenatkjolen falde fra sin krop og ned på jorden, også selvom hun stod med ryggen til ham før hun igen begyndte at klæde sig på. ”Ja ja. Gider du hjælpe mig?” spurgte hun roligt og holdt kortset toppen op, hun kunne trods alt ikke selv binde den!

[Deleted]

Evan vidste godt, at det var en tabt sag, at skulle begive sig ud i en diskussion med Athena, så det var noget som han lige så godt kunne droppe allerede med det samme, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han havde sin mening som hun havde sin, og lige på det her punkt, så ville de aldrig nogensinde blive enig omkring noget som helst, hvilket hun vel allerede vidste? ”Du gik i panik og handlede derefter på den måde som du følte var bedst. Din far var en stærk mand, Athena, så jo.. du gjorde kun hvad der var rigtigt, så det er i orden,” fastholdt han. Han var efterhånden ved at være frygtelig frustreret, men det var ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Det var hendes stædighed som gjorde det hele! Igennem natten havde han fået bearbejdet det bare en smule, også fordi at han var nødt til at gøre det i etaper, for han vidste godt, at han var nødt til at stå som stærk overfor den kære Athena, ellers endte det først for alvor med at gå galt, og det var slet ikke noget som han var videre interesseret i. Han himlede med øjnene, som grebet omkring hendes kæbe kun lukkede sig temmelig stramt. Efterhånden var han ved at være temmelig frustreret! ”Du gør det kun med vilje nu,” begyndte han med en ganske kortfattet stemme. Han fandt sig virkelig ikke i det! ”Selv af en sensuel dæmon, er der begrænsninger for hvad man skal finde sig i, hvilket du af alle burde vide.. Jeg bad dig måske om at gøre det, men hvornår har du ellers lyttet til mig indenfor det? Du ved jeg var imod det, og det er jeg stadig..” endte han ganske kortfattet. Det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn! Han havde altid været imod det!
Diane handlede og gjorde kun hvad hun var pålagt i Evans omgangskreds, hvilket også var en af de grunde til at han kunne acceptere hende som det hun var, for det gjorde også at det var et forhold som han kunne leve med og acceptere efter bedste mening, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det gør hun nemlig, hvilket også er grunden til at jeg nemmere kan acceptere det ægteskab, som jeg selv er tvunget ind i,” endte han ganske kortfattet, som han lod hende slå hans hånd væk og søgte indenfor i hendes værelse, kun for at finde noget tøj og så ellers smide natkjolen i gulvet, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han sagde noget til som sådan, for han havde jo ikke rigtigt noget at sige til det. Han himlede let med øjnene, som han alligevel svagt trak på smilebåndet. ”Jo selvfølgelig..” endte han ganske kortfattet. Det var ikke ligefrem fordi at han var den mest tilfredse på nuværende tidspunkt, men det var nu bare sådan at det var. Han trådte roligt ind bag hende, hvor han tog fat om strengene i hendes korset. Det kunne godt være at han var en mand – en meget anstændig en af slagsen, men det her var faktisk noget som han havde lært sig. Han begyndte at binde den, faktisk temmelig stramt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Måske Athena var forholdsvis glad for at diskutere i disse stunder, men det gjorde det hele lettere udelukkende fordi hun i så fald kunne kaste nogle af sine frustrationer over på ham. Hun havde altid været en stædig ung kvinde, og hun var af den overbevisning at det hun havde gjort havde været forkert, det ville det altid være, uanset hvad.. hun havde slået begge sine forældre ihjel, og hun følte sig virkelig dum.. og hun frygtede at skulle videregive den besked til Zacharias, særligt fordi han havde været langt tættere på far end det som hun selv havde. Athena sukkede. ”Han var måske stærk men.. for helvede, jeg forstår ikke hvordan jeg kunne slå ham ihjel!” endte hun direkte frustreret. Tårerne meldte sig i øjenkrogen, men hun tvang dem tilbage, for hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse at se hende græde for ham på den måde. Den næste tid ville blive frygtelig hård, hvilket var noget som selv Athena var klar over, og hun hadede tanken, særligt hvis Evan skulle være så meget over hende, som han var i øjeblikket. Det stramme greb omkring hendes kæbe gjorde faktisk ondt. Hun kneb øjnene sammen og forsøgte at tvinge sig ud af grebet. Det var typisk ham! ”Jeg siger det bare som det,” mumlede hun en smule irriteret. Det lod til at Evan ikke rigtigt kunne bestemme sig for hvad hun skulle finde sig i og hvad hun ikke skulle, og det forvirrende hende. Hun slog hans hånd væk, og rev kæben til sig. Hans fingrer havde sat hvide spor over den fine hud, hvilket nu ikke var noget hun tog sig af. ”Hvordan burde jeg vide det? Min bror lever på et bordel, og det samme gør den mand jeg går til i øjeblikket. Det er sjovt som jeg begynder at se tendensen. Det er også lige meget, jeg gider ikke at snakke med dig om det.. det er en ting du aldrig kommer til at forstå dig på,” påpegede hun blot spidst, også selvom det jo var sandt. Det var ikke ham som var tvunget til at betale en for at røre ham, for at holde ham i live ved at være intim med ham.. han havde en smuk og hengiven hustru, det ville han aldrig nogensinde forstå!
Hvad angik Evan og Dianes ægteskab så var Athena virkelig ved at være temmelig ligeglad, for hun havde lært hvordan det fungerede, et sted genkendte hun det fra den korte tid i Manjarno, og hun forstod hvorfor hun havde været elendig hustru.. hun havde ikke været i stand til at følge kæft, trit og retning, af den grund havde hun vendt hele fokus bort fra ægteskab, og fokuserede i stedet på de mål hun havde i livet. ”Det lyder næsten som om du har svært ved at acceptere det ellers, og det har jeg aldrig haft opfattelsen af,” svarede hun stadig en smule spidst. De lange, blonde lokker faldt ned over den nøgne ryg, som hun stod med ryggen til ham, og ventede til han kom hen og begyndte at snører den. Han strammede den godt, hvilket fik hende til at slippe et mindre støn i ny og næ, behageligt var det ikke, men hun kunne bevæge sig i det, hvilket var det vigtigste. ”Tak,” endte hun stilfærdigt, og lod ham blot binde den.

[Deleted]

Evan kendte Athena godt nok til at vide, at hun kun begyndte at skændes med ham, for at distrahere de mange tanker. Det var jo en af de farlige ting ved at være mentaldæmon; De mange tanker. De kunne virkelig slå en ihjel indvendig, hvis man ikke endte med at gøre noget ved det, før det blev for sent, og det vidste han jo udmærket godt! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Det var måske grotesk sat op ved siden af hinanden, men det som hun havde gjort, havde været det rette, og det var altså noget som han valgte at stå fuldkommen fast på, og så var han faktisk ligeglad med hvad hun mente! ”Din mor var et rent uheld, Athena, så den vil jeg slet ikke bringe op til diskussion med dig. Din far berørte dig på en måde, som en far slet ikke skal berøre sin datter, og værre var det kun gået for sig, om du ikke havde gjort noget som helst. Jeg er glad for at du i det mindste valgte at reagere på det,” endte han ganske sigende. Det faste greb omkring hendes kæbe, var i det store og hele, kun for at få hende til at makke bare lidt ret, for det var efterhånden ved at være nødvendigt! ”Din bror har taget et valg, og valgte endda Bordellet over Horehuset, så han har taget et godt valg i det henseende, og han trives med det, Athena, er det ikke det vigtigste? Jeg forstår mig måske ikke på det, kun fordi at du ikke vil snakke med mig om det,” endte han ganske kortfattet. Endnu en gang blev han afvist, og det var efterhånden ved at frustrere ham i så frygtelig grad, at man skulle tro at det måtte være løgn i den anden ende!
Evan vidste godt at hans ægteskab med Diane ikke ligefrem var præget af den rene lykke – i det mindste ikke fra hans side af, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket direkte mod hende ved hendes ord. Han trak let på skuldrene. ”Udadtil min kære.. Der er en kæmpe forskel,” endte han ganske kortfattet. I hans eget indre, var han som et brændende inferno hvad Diane angik, men han klarede det, for han kunne vel kun vænne sig til de tanker efterhånden? Han gik roligt ind til hende, hvor han tog fat omkring strengene som han strammede frygtelig godt til. Efterhånden så havde han fået lært sig hvordan den skulle side – jo strammere, jo bedre, var hvad han havde fået at vide, så det var vel sådan at det forholdt sig? ”Lad mig fremstille det på den her måde; Det er svært selv for mig, at acceptere et valg som blev taget på mine vegne,” endte han ganske kortfattet, som han strammede godt til og begyndte at binde, kun for at stramme det hele godt til igen. Det hele skulle jo være så stramt, så stramt! Hans mine forblev direkte fast, som var han temmelig mut, selvom det vel ikke var helt rigtigt? Han var frustreret.. forbandet frustreret, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han bandt den endeligt og gav slip. ”Sådan,” afsluttede han ganske kortfattet.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var nemt at skændes med Evan udelukkende fordi han før eller tiden blev træt af at hun altid stilte sig på bagbenene, når han sagde A så skulle hun sige B, der var ikke noget at gøre, men det var nu engang sådan det var, det hjalp hende om ikke andet til at holde styr på sine mange tanker, hvilket vel i virkeligheden var det vigtigste når alt kom til alt? Måske han var træt af at blive afvist, men efterhånden så havde hun forsøgt at lede ham ind på de ting hun gerne ville høre, og han havde aldrig bekræftet hende i noget som helst, så nu hvor han prøvede, så, så hun virkelig intet. Athena var ligeglad med hvad Evan måtte mene lige i denne sag.. det var ikke ham der skulle leve med det, det var ikke ham der sad med skylden hvilende på sine skuldre, og skulle leve videre med det. Hendes mor havde ganske vidst været et uheld, men hun var altid blevet bebrejdet for det, hvilket havde fået hende til at bebrejde sig selv for det. ”Det var hun, det ved jeg godt.. jeg kunne ikke have gjort noget dengang, men far og Zacharias hadede mig for det.. jeg kunne mærke det, hvad pokker vil Zacharias ikke sige nu? Uanset hvad du siger.. jeg fortryder at jeg reagerede på det, han fortjente ikke at lade livet allerede, det var jo endelig begyndt at gå godt,” påpegede hun frustreret, og lod håndryggen tørrer tårerne bort allerede inden de faldt, for hun ønskede ikke at lade dem falde foran ham. Det faste greb om hendes kæbe, var ikke noget Athena reagerede synderligt på, for nu kunne hun om ikke andet kende ham lidt, desuden vækkede han aggressionen til live i hende, og det var direkte lettende. ”Jo, så lang tid han har det godt er jeg glad, men det ændre ikke på at han er endt der. Det er mere ydmygende at betale en mand for at røre en, end det ville være at have sin far tæt på.. ja det er bizart men sådan har jeg det,” svarede hun ærligt og gjorde et skuldertræk. Det gjorde hende ked af det at snakke om, for det var virkelig ydmygende! ”Nej jeg har ikke lyst til at snakke med dig om det,” endte hun blot kortfattet. Hvordan kunne hun snakke med ham om den slags ting, når hun af hele sit hjerte ønskede at han en dag ville få øjnene op for hende? Athena havde ikke rigtigt kendt noget til Evans kærlighedsliv, hun vidste at han var sammen med Diane, hun havde få gange set dem kysse eller berøre hinanden, og hun havde heller ikke stillet spørgsmål ved det.. ikke før hun havde fået at vide, at hun stod for tur til et ægteskab.. nej det havde på ingen måde været lykkeligt, hvilket hun heller ikke var bange for at erkende. Hun kastede blikket over den nøgne skulder, og betragtede ham ud af øjenkrogen. ”Vover du at påstå, at hun ikke gør dig lykkelig? Hvis hun ikke er i stand til det, så tror jeg det er umuligt,” svarede hun lidt mere rolig, også selvom det sitrede under huden. Hun glædede sig til at komme ud.. nyde den friske luft, bearbejde de mange ustyrlige tanker som hun nu engang gjorde sig. Athena ventede roligt til han fik bundet den helt.. det var stramt, men sådan skulle det være. Hun åndede ud så vidt det var hende muligt og nikkede roligt mod ham som en tak før hun vendte sig mod spejlet.. nej hun følte sig ikke smuk, de blå mærker prydede også den smukke hud endnu. Hun sukkede og rystede blot opgivende på hovedet, mere var der ikke at gøre ved det.

[Deleted]

Det var efterhånden ved at gå op for Evan, at hun kun bragte det til diskussion, for at få hende selv til at tænke på lidt andre ting, hvilket faktisk var noget som han faktisk kunne forstå, for det var vel en abstrahering for hende som hun havde brug for? Selvom det var mere rigtigt for hende at få det bearbejdet rigtigt? Han kneb øjnene fast sammen, for det andet var ved at irritere ham temmelig groft efterhånden! ”Jeg kan forsikre dig om at Zacharias ikke klandre dig for hvad der skete med jeres fader, Athena.. Han kom alt imens du lå og sov på sofaen. Han er ked af det, men bærer faktisk forståelsen for hvad der skete,” fortalte han ganske kortfattet. Han havde nok kendskab til Jared om at det var frygtelig sjældent han i det hele taget åbnede sit hjerte for en kvinde, så det at det var en lille pige som havde frarøvet ham Elanya, så kunne han godt forstå at det havde gjort ham direkte knust, men at han havde klandret den lille pige for det, var bestemt ikke noget som han havde gjort med vilje, og det vidste han. Det havde han jo allerede fået bekræftet adskillige gange. Desuden var han selv nu blevet indehaver af det sidste skrevne brev fra manden før hans bortgang. Han trak vejret dybt og med et tydeligt suk. Hun var og blev det mest umulige han nogensinde havde været i nærheden af! ”Så tag snakken med Zacharias, hvis du har brug for en som faktisk forstår sig på det,” endte han ganske kortfattet, for det var jo tydeligt for ham, at hun slet ikke havde lyst til at snakke med ham.
Evan vendte sig direkte mod Athena endnu en gang. Jovist kunne han sagtens opføre sig som en ægtemand overfor Diane, men det var ikke ligefrem med hans gode hjerte. Alt kunne se så.. perfekt ud udadtil, og det var det samme når det kom til ham, for der var ingen forskel. Han trak let på skuldrene. ”Havde jeg selv haft muligheden for at vælge, så havde jeg aldrig nogensinde valgt hende.. Hun gør mig ikke lykkelig.. kun tilfreds..” svarede han ganske kortfattet, for løgn var det jo trods alt heller ikke engang. Han himlede let med øjnene og rystede på hovedet. Hun var og blev da også fuldstændig umulig, og efterhånden, så var det en tanke som faktisk kunne irritere ham temmelig grumt! Han rystede endnu en gang på hovedet, som han lod armene glide over kors. Hun ville ud, og selvfølgelig så kunne han ikke stå hende i vejen for det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du konkludere for hurtigt, Athena.. Jeg kan sagtens gøres lykkelig – af den rigtige kvinde,” fastholdt han så endnu en gang, som han vendte de mørke øjne i retningen af hende. Det var bestemt ikke bare hende som havde sit at slås med, nu var det pludselig også ham, selvom det ikke gjorde det nemmere, når han også skulle holde enden oppe på hende, så stædig som hun var! Hun var i den grad sin far om igen! Men han flygtede aldrig fra situationerne – det var helt igennem hendes mor!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var langt nemmere at bringe det op til diskussion så hun slap for i det hele taget at skulle skænke det en tanke, hvilket Athena et sted godt vidste var direkte dumt, og på ingen måde retfærdigt at lade det gå ud over ham på den måde. Hun havde altid haft problemer med at føle.. det gjorde ondt, det var smertefuldt og kunne hun skubbe dem til siden, så gjorde hun gerne det, også selvom hun godt kunne mærke at Evans tålmodighed var ved at løbe op, også selvom det havde taget et hav af år. Et sted var det vel også det som hun var ude på, bare for at få ham til reagere på en eller anden måde? Det overraskede hende direkte at Zacharias var dukket op og uden hun selv havde bidt sig fast i det. Hjertet sprang et slag over, mens den sidste rest af farve forlod hendes kinder. Langsomt vendte hun sig rundt så hun endte med at stå med fronten til Evan. ”Ha-han dukkede op? Nej.. jamen.. nej det burde være mig der gav ham den besked og ikke dig. Selvfølgelig er han ked af det, jeg har taget begge hans forældre,” påpegede hun med en dæmpet hvisken. Det gjorde ondt på hende at vide, hvilket tydeligt kunne ses. Blikket forlod hans, for i stedet at søge mod sine egne fødder. Så var hun under alle omstændigheder nødt til at opsøge ham ganske snart. Det at han pludselig blev kortfattet fortalte hende kun at han var ved at være ret træt af hende. Hun lod hånden glide igennem de blonde lokker og slap et tungt suk. Brevet som Jared havde skænket Evan, var Athena slet ikke bekendt med. Det gjorde direkte ondt at høre ham afvise hende på den måde, også selvom hun selv havde bedt om det. Nej hun søgte ikke medlidenhed, men det frustrerede hende at han ikke forstod hende, at han ikke så hvor meget hun faktisk ønskede at være tæt på ham frem for så mange andre. ”Det er lige meget,” bed hun en smule spidst. Der var så mange ting der tyngede hende for tiden, men hun ville ikke dele det med gud og hver mand, og hun søgte ikke nogen form for medlidenhed, desuden så havde hun stadig ikke fundet ud af hvor vidt hun kunne stole på Zacharias eller ej. Tanken om at han ikke elskede eller kunne gøres lykkelig af Diane, nagede hende faktis.. så kunne han jo ligeså godt have været sammen med hende, måske det var en mærkværdig tankegang men løgn var det jo ikke engang.. foruden at hun nok end ikke ville være i stand til at gøre ham tilfreds. ”Har du nogensinde.. mødt en kvinde du ville have fortrukket over hende? En som kunne gøre sig lykkelig?” spurgte hun lidt nysgerrigt, og glemte for et øjeblik sin irritation. Det var måske et frygtelig personligt spørgsmål, men ja.. det var trods alt hende og hun var nysgerrig. Måske hun ikke var nem at have med at gøre, men hun gjorde sig frygtelig mange tanker. ”Jeg troede at de få gange jeg havde set jer sammen var lykke. Hvis ikke det er, så ved jeg ikke hvad der gør dig lykkelig Evan.. somme tider ved jeg ikke engang hvordan man deffinerer lykke,” påpegede hun ærligt, det var jo ikke fordi hun selv følte synderlig meget lykke, faktisk havde hun.. næsten glemt følelsen, sidste gang havde været den aften hvor han havde strøget hendes kind inden hun var blevet gift med Valerio.. det var uger siden, alt var forandret nu, og hun brød sig ikke om det.

[Deleted]

Hvis det var de rette ting som Evan stod med, kunne han være noget af det mest tålmodige som man overhovedet kunne tænke sig til, men når man gjorde som Athena gjorde i øjeblikket – så var det så sandelig en tålmodighed som yderst hurtigt måtte slippe op, og det var lige hvad hun gjorde nu! Han kneb øjnene en anelse sammen. Hun skændes kun for at skændes, og det var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde! Zacharias havde været der, og han havde taget den første snak med ham, hvilket vel også havde været til det bedste? Nu hvor han vidste hvor konfliktsky Athena faktisk måtte være? ”Jeg tror ikke han ser sådan på det. Han ser selv på hændelsen omkring jeres mor som en ulykke, Athena..” Endnu en gang hævede han hånden og lagde den under hendes hage, så hun igen ville være tvunget til at skulle se ham i øjnene. Han fangede dog alligevel hurtigt hendes øjenkontakt. ”Han kom ganske kort efter du var faldet i søvn, så jeg tillod mig at tage den første snak med ham og snakke ham til ro.. Han regner selv med at snakke med dig – når du er klar til det.. Jeg synes du skulle opsøge ham.. Og ikke en af de mange vandringer rundt,” påpegede han sigende. Så godt kendte han hende da! Så det var egentlig ikke noget som kom synderlig meget bag på ham igen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hovedet lod han søge en anelse på sned, som smilet en anelse måtte falme. At hun ikke ville snakke med ham, når han tilbød det, var selvfølgelig hendes skyld, men han stod der, bare hun selv var villig til at tage snakken op, nu hvor hun så fint havde valgt at afvise ham – igen.
Evan var ikke andet end ærlig, når det kom til Athena, for Diane gjorde ham ikke lykkelig. Jovist kunne han spille lykkelig, men det var jo igen kun sådan at han var udenfor husets fire vægge. Ægteskabet var påtvunget, han var tvunget en ring på fingeren og han havde ikke noget at gøre med det valg alene, så det kunne vel egentlig ikke forundre nogen, at selv han havde et punkt, hvor nok var nok? At det var noget som faktisk måtte fange hendes interesse, fik svagt smilet til at vise sig på hans læber igen. ”Jeg åbner mig ikke for hvem som helst – ligesom din far, Athena.. Jeg har mødt… to i mit liv, som jeg er sikker på, kunne gøre mig lykkelig.. Den ene for frygtelig mange år siden, hvis det ikke var fordi hun valgte din far over mig,” fortalte han ganske ærligt. Når hun stillede spørgsmålene, så fik hun skam også svarene. Den anden var selvfølgelig hende selv, men.. hvordan skulle han sige det, uden at det lød direkte.. dumt? Han trak svagt på skuldrene, som han blev stående med armene korslagte. ”Det er nok en individuel definition, vil jeg tro.. Jeg definerer det næppe på samme måde, som så mange andre, og jeg tvivler på at du vil definere det på samme måde som jeg gør,” endte han ærligt, som han roligt gik hen og satte sig på hendes sengekant.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste udmærket at hun pressede Evans tålmodighed til det yderste, men det var noget som hjalp hende, også selvom det gik ud over ham. Hun havde vel lov til at opfører sig blot en smule egoistisk , for en gangs skyld? De sammenknebne øjne var som regel en klar advarsel til hende om at det var på tide at tie stille, men af en eller anden grund, så virkede det bare ikke for hende i aften. Athena brød sig på ingen måde om tanken om at Zacharias havde været, hun havde altid været frygtelig konlfiksky når det kom til den slags ting, og hun ønskede ikke at det var sådan han skulle have fundet ud af det. ”Det kan godt være. Men han har nu engang formået at bebrejde mig alligevel, jeg havde håbet på at kunne være den første til at fortælle ham det,” erkendte hun en smule usikkert og så væk fra ham, også selvom det kun var frygtelig kort, da han ganske kort efter atter lagde hånden under hagen og tvang hendes blik mod hans. ”Hvordan tog han det? Jeg havde stadig håbet på at være den første, jeg skal nok opsøge ham,” lovede hun, også selvom hun ikke sagde noget om ikke at tage en omvej, hun havde behov for luft, hun havde behov for at tænke. Smilet var Athena end ikke i stand til at tvinge frem, også selvom det ellers plejede at ligge så naturligt til hende, hun gad ikke at snakke med Evan.. han gjorde måske meget godt for hende, men han forstod på ingen måde hvordan hun havde det med ham, og hun kunne ikke fortælle ham det, hvilket var en tung byrde på skuldrene, hun havde intet andet valg end at afvise ham.
Udadtil virkede Diane og Evan lykkelige, også selvom det var ganske sjældent hun så dem sammen, og særlig her på de senere år. Hun havde lært ikke at spørge også selvom det ganske vidst gjorde hende nysgerrig. Athena sank en klump ved hans ord. Der var altså nogle der havde vækket de varme følelser et eller andet sted? Hvorfor skræmte den tanke hende mere end tanken om at han var gift? Hans smil sagde lidt det hele. Med nysgerrige øjne, betragtede hun ham, en smule tøvende. Måske hun havde spurgt og dermed bedt om svaret, men det var ikke nemt for hende. ”Det er jeg klar over, det er noget som ligger til dig såvel som det gjorde til far.. end ikke jeg formår at komme under huden på jer,” erkendte hun og trak ligegyldigt på skuldrene, også selvom det blot var en facade. Hans ord kom direkte som en overraskelse. En kvinde som havde valgt far til fordel for ham? Tja, far havde altid haft udseendet med sig, og han var knap så hård som Evan. ”Hvem.. hvem var hun?” spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet på sned. Den anden spurgte hun slet ikke ind til, det andet vækkede en større interesse. ”Som sagt så kender jeg end ikke min egen definition af det.. jeg tror ikke rigtigt at jeg har.. oplevet det,” endte hun og trak lidt forundret på panden. Hun var stadig ung, hun skulle vel nok nå det? Også selvom hun ikke rigtigt selv havde troen på det, den ene person der formåede at give hende en smag på det engang imellem, havde slet ikke den interesse i hende, og det gjorde ondt.

[Deleted]

Athena gjorde ikke andet end at presse Evans tålmodighed til det yderste lige nu, og han var i den grad en mand som følte sig presset nok i forvejen, for det var bestemt ikke få ting, som han havde at slås med, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende! Han havde taget snakken med Zacharias, og han gik faktisk også ud fra, at det kunne være det bedste træk som han havde gjort. Den ene næve knyttede han let, som han lod den anden glide under hendes hage, så han igen var i stand til at vende blikket mod sig. Han forsøgte virkelig at vise sig fra den bedste side, og det var bare ikke noget som hun kunne se, og selvfølgelig var det en tanke som virkelig kunne frustrere ham som intet andet overhovedet! ”Prøv at lytte til mig, Athena.. Lyt..” begyndte han med en yderst kortfattet stemme. Efterhånden, så var han ved at få nok, også fordi at han vidste, at det her var noget som hun helt klart måtte gøre med vilje! ”Jeg formoder jeg gjorde det rette i at tage snakken med knægten som den første. Han klandre dig ikke for det skete, men ja… han er knust.. mindst lige så meget som det du selv er,” fortalte han ganske ærligt. Han så ikke nogen grund til at lyve for hende, og specielt når hun faktisk spurgte ind til det selv. ”Jeg synes du skal opsøge ham – og gå den lige vej,” endte han ganske kortfattet. Han kendte hende jo!
Det var sjældent Evan og Diane i det hele taget viste sig offentlig sammen, eller bare sammen for den sags skyld. Hans liv bestod ene og alene i arbejde, og det var slet ikke noget som han ønskede at gøre anderledes, om det var noget som han ellers kunne blive fri for. De mørke øjne gled direkte mod hende, hvor smilet svagt bredte sig på hans læber. Han havde valgt at tage plads på hendes sengekant, udelukkende fordi at han vidste, at han nu røg ud i lange og længere forklaringer, så han kunne jo lige så godt gøre sig godt til rette? ”Der tager du ganske fejl, min kære Athena,” fastholdt han roligt. Hun var kommet under huden på dem begge, og han var bestemt heller ikke bleg for at erkende det! At hun fortsatte med at spørge ind til det hele, forundrede ham ikke, for han havde aldrig mødt nogen så nysgerrig som Athena! Slet ikke! Han trak vejret dybt. ”Hun hed Malena,” begyndte han med et stille smil. ”Din fars første hustru.. Han gjorde alt for hende.. Vi lærte hende at kende på børnehjemmet begge to.. Jeg… elskede hende vel.. Selvom hun valgte din far frem for mig,” svarede han ærligt. Løgn var det jo ikke. At hun så havde været med hans barn, var nok ikke noget som han fandt det ret i at fortælle, for han ønskede ikke at blive påmindet sin utroskab. Det var bare ikke ham! ”Du er endnu ung, min kære.. og.. nu hvor vi snakker om det, så har jeg noget til dig.. Fra din far,” endte han roligt, som han igen rakte hånden ind under hans kåbe, hvor han fremdrog brevet vedrørende skilsmissen med Valerio. Hun kunne blive fri som en fugl igen.

[Athena Maloya Mathimæus]

Der skulle forholdsvis meget til før man fik presset de rigtige knapper, men Athena havde efterhånden fundet langt de fleste af Evans, og hun elskede at trykke på dem når hun selv havde behov for at få lidt læsset af. Hun havde ikke regnet med at Zacharias ville dukke op, og tanken om hvor hårdt han måtte tage det, gjorde ondt, hun vidste jo hvor nært et forhold han havde haft med deres kære far. De grønne øjne forlod ham til fordel for gulvet under ham. Alting var blevet mærkeligt på det sidste.. hun var gift, hun var blevet slået og voldtaget gentagende gange, også selvom det på sit vis havde været lovligt.. hun havde været sammen med ”Evan” og de følelser var kun blevet sværere at ligge skjul på, far var død og hun kunne ikke bare tage tilbage til Dvasias som hun ønskede det.. Athena følte virkelig at hendes hoved var ved at eksplodere. Lidt modvilligt endte hun med at vende blikket tilbage til hans, som han direkte bad hende om at lytte. ”Jeg lytter,” endte hun blot dæmpet. Armene lagde hun på kors over brystet og betragtede ham med hovedet en smule på sned. ”Selvfølgelig er han knsut, Evan, ham og far havde jo et forhold som jeg slet ikke kan hamle op med. Det kan du sagtens sige, jeg er nødt til at snakke med ham,” tilføjede hun næsten en smule febrilsk. Hun nikkede stilfærdigt. Efterhånden havde hun brug for lift luft, men hun skulle nok føje ham, hvad han ikke vidste hun lavede bag hans ryg, det havde han jo ikke ondt af. Athena himlede med øjnene. ”Ja ja, jeg skal nok,” endte hun ikke synderlig overbevisende.
Det var efterhånden blevet umuligt for hende at skjule de følelser hun nærede for ham, og det at ham og Diane aldrig viste sig sammen mere, var vel et sted noget der havde givet hende håb? Hans ord kvalte dem for alvor igen. Hun snak en klump og fulgte ham med blikket hen til sengene. Selv blev hun stående, næsten lettet over afstanden der pludselig blev, det var alt for fristende at gøre noget dumt når han var hende nær. Glimtet i hans øjne var ikke til at tage fejl af. Hun så ned mod sine lidt famlende fingrer. Hun betragtede ham med nysgerrige øjne og et hævet øjenbryn. Far havde aldrig fortalt om en anden kvinde, selvom de begge havde vidst at han havde været gift før. ”Men er aldrig herre over sine følelser, Evan. Gengældte hun dine følelser?” spurgte hun lidt dæmpet. Et sted ønskede hun ikke at vide mere men hun var allerede fanget i sin nysgerrigheds spind. Det var ikke interessant for hende at kende til far og den såkaldte Malenas forhold.. han havde jo elsket mor. ”Hvad med Diane? Jeg mener.. jeg anser dig ikke ligefrem for at være den utro type, det må være før hendes tid?” ordene fløj ud af hende, det var ikke sådanne spørgsmål man normalt stillede Evan men hun kunne ikke lade være. Athena bed sig en smule i læben.. lige nu turde hun ikke forvente lykke.. ”Har du? Hvad er det?” spurgte hun om muligt mere nysgerrig og trådte en anelse tættere på.