It all happend..

[Deleted]

Solen var ved at kigge over de første trætoppe en temmelig tidlig morgen. Det var ikke mere end et par timer siden Evan havde taget sig af Jareds døde krop og Zacharias som i den grad også havde taget mandens bortgang frygtelig hårdt. Selv havde han ikke rigtigt taget sig tid til at skulle tage sig af det som sådan, for han kunne ikke gøre noget ved det alligevel. Selvom det måske var et skænderi som det sidste han havde delt med manden, hvor de faktisk havde været ansigt til ansigt, men der var ikke noget at gøre ved det.
Turen tilbage til Imandra havde Evan gjort, efter han havde lagt Jared til hvile. Det eneste som ventede, var at få kroppen brændt, lagt i urnen og få ham lagt ved siden af Elanya. Han havde skænket manden løftet, og det var noget som han i den grad også regnede med at gøre det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Savnet var ekstremt.. Det var tydeligt, men han vidste til gengæld også at Athena havde brug for ham, og ikke en mand som sad og græd over en flaske whisky. Han skulle nok få flasken på et tidspunkt, men bare ikke lige nu! Athena var lagt i seng, han havde selv lagt hende der, tørret hendes tårer og fået hende i nattøjet. Det var ikke ligefrem fordi at han sagde noget til en blottet krop, men sådan som hun havde haft det, så skulle hun bare ud af det blodige tøj, så han kunne få det brændt og af vejen, og så.. forhåbentlig give hende de midler som skulle til for at starte op forfra og fra et nyt kapitel. Løfterne stod tydeligt i hans erindring, og han agtet at gøre det så godt som det var ham muligt, og derfor var han nødt til at tage sig ekstra godt af den kære Athena, selvom det bestemt heller ikke var noget som han havde det mindste imod. Slet ikke! Med bogen i sin hånd og med den lille lysende kugle over sig, så han var i stand til at læse hvad der stod i bogen og med læsebrillerne stødt hvilende på hans næserod, så havde han siddet der godt og roligt igennem natten, i tilfælde af at hun skulle stå op, for hun skulle bestemt ikke nogen steder!
Det kunne godt være, at det havde været lidt af et unfair træk som Evan havde gjort brug af, for at få hende lagt til hvile, men han havde virkelig ikke set nogen andre alternativer, også fordi at han havde været nødt til at tage sig af det hele, også fordi at han vidste at han ikke kunne lade hende være alene med det hele! Han var ikke ramt af vreden, men mere.. en sorg som han ikke kunne gøre det store ved. Jared havde trods alt været den mand som kendte ham bedst, og selvfølgelig var han frygtelig ked af, at han ikke havde rodet bod på det hele fra sidst med ham, men intet kunne han gøre ved det. Han rynkede let på næsen, som han roligt lod ryggen hvile mod væggen, som han bladrede igennem siderne ganske roligt. Han kunne ikke gøre andet end at sidde der og vente på at hun vågnede. Det havde han gjort igennem hele natten nu.

[Athena Maloya Mathimæus]

Tid og sted var slet ikke noget som Athena kunne forholde sig til i øjeblikket. Evan havde givet hende muligheden for at hvile lidt, ved at søge ind i hovedet på hende, men hun huskede det ikke.. faktisk anede hun det ikke, hun var vel bare.. faldet i søvn? Hun havde trods alt hvilet i hans arme. Søvnen havde været frygtelig urolig. Selvom hun var blevet vasket og puttet i nattøjet så klistrede stoffet til den fugtige hud, skabt af de mange mareridt. Lagnet var kun holdt på plads fordi Evan havde siddet på sengekanten hele natten uden hun selv havde bidt sig særlig meget fast i det. De blonde lokker var efterhånden en hel fuglerede der lå mere eller mindre over det hele. Igen vendte hun sig uroligt og udstødte nogle mindre klynkende lyde. Natten havde været fuldt af det ene mareridt efter det andet, hun havde været vågen et par gange, også selvom hun ikke rigtigt huskede det, det havde været for så korte øjeblikke, at det i sidste ende ikke havde gjort nogen forskel. Med et gisp endte hun med at slå øjnene op. Det var ikke Evan hun så som det første, men blot den oplyste skygge i mørket som hun ikke genkendte ved første øjekast. Af ren og skær instinkt hævede hun hånden og slog ud mod ham, med forskrækkede øjne. De var ikke længere hævede, og selvom det var lidt sløret, så kunne hun om ikke andet se ud af dem. Hendes hjerte bankede hurtigere end ti vilde heste, de nervøse slag bredtes i hele kroppen, hvilket næsten kun gjorde hende mere panisk.
Hovedet føltes som om det var lige ved at eksplodere efter at hun havde ladet de mange tårer falde. Solen kastede sine morgenstråler ind af vinduet, det meste lys blev stoppet af gardinerne, men man kunne stadig ane det, hvilket hurtigt fortalte hende hvor hun var henne. Athena faldt en smule til ro og lod blikket forvirret glide omkring i det, det gik op for hende at det var Evan som sad ved siden af. Hun gjorde et mindre spjæt og satte sig en smule op. ”.. Evan..?” spurgte hun en smule forvirret. Stemmen var stadig en smule grødet efter aftenens gråd. Værelsets tryghed havde for et kort øjeblik givet hende et håb om at det hele bare havde været endnu et mareridt, men det at han blev siddende ved hendes sengekant fortalte hende anderledes. De grønne øjne blev atter blanke også selvom ingen tårer faldt. Hun lukkede næven en smule, det var slet ikke meningen at hun ville angribe ham, men hun var slet ikke vant til at have nogle siddende tæt på sig på denne måde. Brillerne lagde hun end ikke mærke til, det var et sted vel en naturlig del af ham?
Hun kløede sig en smule i baghovedet med den frie hånd. Den glatte silkenatkjole føltes behageligt mod hendes hud, det at han havde set hende blottet skænkede hun nu ikke en tanke, det var jo bare ham, desuden huskede ikke rigtigt hvordan hun var endt der eller hvad der egentlig var sket i det store og det hele. Hun rynkede på panden og tog sig lidt forvirret til hovedet. ”Jeg kan.. ikke huske hvordan pokker jeg er endt her.. mine hænder er rene og jeg.. er i nattøj?” hun så lidt spørgende på ham, hvordan pokker var det sket?! Et sted håbede hun vel på at det alt sammen havde været en dum drøm, at far ventede på hende nedenunder.

[Deleted]

Det kunne godt være, at det var forkert af Evan at handle som han havde gjort, men han havde været nødsaget til at gøre et eller andet, også for Athena, for det som var sket, havde tydeligt været mere end det som hun havde været i stand til at rumme, og derved, havde han faktisk valgt at sætte hendes behov længe før han satte sine egne. Han havde siddet på hendes sengekant, også selvom han havde taget det valg, ikke at vække hende af hendes drømme, for hun var nødt til at få det bearbejdet på en eller anden måde, og der skete mirakuløst mange ting, når man hvilede i den – i dette tilfælde, urolige søvn. Han havde dog øje for hende, i tilfælde af, at han var nødt til at gribe ind, hvilket faktisk også var grunden til at han havde valgt at sætte sig der, for et eller andet var han jo trods alt også nødt til at gøre ved det, for han kunne jo ikke bare ignorere det! Han stod med et løfte som han agtet at holde og så godt som det nu måtte være ham menneskelig muligt, for han ønskede ikke at lade hende stå og slås med det på egen hånd. At hun vågnede med et spjæt, var noget som hurtigt fangede hans interesse, hvor han hastigt greb ud efter hendes håndled, som hun endte med at slå mod ham, for.. han kendte hende jo, også selvom han ikke nødvendigvis valgte at tage det som en dårlig ting, for det gjorde han da slet ikke. Han betragtede hende med en ganske sigende mine, som han roligt gav slip på hendes hånd, da det gik op for hende at han var der. Bogen klappede han roligt sammen, som han fjernede læsebrillerne fra hans næseryg og lagde det hele stabilt på hendes natbord. ”Det er bare mig, så slap du af. Der sker dig ikke noget,” endte han ganske sigende endnu en gang. Løgn var det jo trods alt ikke, for han ønskede virkelig at holde hende tryg og i sikkerhed, også fordi at det var noget som han selv lagde i løftet til Jared!
At det forvirrede Athena at hun lå i sin seng i Imandra og i nattøj, fik ham svagt til at trække på smilebåndet. Han trak vejret stille og dybt, som han let trak på skuldrene. ”Jeg bragte dig hjem i nat og.. tillod mig selv, at få dig i noget mere afslappende,” endte han ganske sigende. Hun havde været væk på hele turen, hvilket også var noget som havde passet ham ganske fint. Han vendte sig mere mod hende, som han hævede hånden og strøg den roligt over hendes hår. Hun havde sovet uroligt, men om ikke andet, så havde hun da i det mindste fået lidt søvn, og det var det som han havde anset som det vigtigste i det tilfælde, også fordi at det havde givet ham mulighed for at få bedre styr på det andet, også fordi at Zacharias var dukket op. ”Hvordan har du det?” spurgte han sagte, som en rolig og sigende mine. Han var jo faktisk bekymret for hende, og meget endda.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var slet ikke vant til at have nogle siddende på sin sengekant. De få gange hvor mareridtene var blevet for slemme, havde hun listet ind til Evan og Diane, også selvom hun havde lagt sig så langt ude på sengekanten at de som regel ikke engang havde opdaget det.. det var dog sket yderst sjældent, da hun altid havde været yderst egenrådig, og efter nattens hændelser, så blev hun kun mere forskrækket over at se ham sidde der. Hånden endte direkte i hans faste greb. Han kendte hende efterhånden alt for godt. Blikket gled mod sit håndled, som hun stille trak til sig idet han valgte at slippe, det havde jo heller ikke været hendes mening at gøre ham ondt overhovedet. Hun skubbede sig en smule op at sidde og så sig forvirret omkring. Værelset lignede sig selv.. der var ingen tung lugt af blod, eller noget som helst. Hånden holdt hun ind mod sit bryst. Hun sad med en underlig følelse tilbage i kroppen, og kunne ikke rigtigt komme i tanke om noget som helst. De blonde lokker stod ud til alle sider, normalt så gik hun meget op i at se præsentabel ud, men det var det sidste hun i det hele taget skænkede en tanke i øjeblikket. De grønne øjne gled mod Evan der sad der så fredeligt og læste i sin bog, hun vidste godt at det at han sad der betød at den var helt galt. Hun slog blikket ned. ”Nej jeg.. undskyld, det skete bare,” endte hun og rynkede lidt uforstående på panden. Athena vidste godt at Evan kun forsøgte at passe på hende, men hun havde stadig brug for luft, hun følte at hun kogte, natkjolen klistrede måske på grund af de mange mareridt som hun til dels allerede havde glemt. Hun nikkede stille og så igen ned af sig selv. Den natkjole havde hun ikke brugt i årevis den havde ligget og samlet støv.. mest fordi hun personligt synes at den var for fin for en ung kvinde uden en mand at skænke en tanke. ”Det er i orden.. tak.,” svarede hun stilfærdigt og tog sig til panden. Han bekræftede jo kun for hende at det desværre ikke havde været et mareridt, men derimod virkelig. Et stik af smerte jog igennem hendes krop igen, hun tog sig til hovedet og forsøgte at samle sine tanker lidt. Det blide strøg over det uglede hår, fik hende kun til at se på ham igen. Hun havde ingen idé om at Zacharias var endt med at dukke op. Hun slap et tungt suk og rystede en smule opgivet på hovedet. ”Underligt.. jeg havde håbet at.. ja at det bare var et mareridt men, du sidder her så det kan det umuligt være. Skal jeg være ærlig kan jeg ikke rigtigt forholde mig til noget som helst, det er nok bare at forsøge på at holde styr på tankerne,” svarede hun dæmpet og så væk. Hun var dybt flov over at hun faktisk havde slået sin egen far ihjel, og særligt fordi hun vidste hvor meget Evan også holdt af manden, samtidig frygtede hun stadig Zacharias lidt. Hun fugtede læberne med tungespidsen og skubbede dynen væk.. det var varmt nok som det stod, og hun kunne ikke rigtigt finde ud af hvor pokker hun skulle gøre af sig selv, hvilket om muligt kun var mere frustrerende!

[Deleted]

Evan havde godt bidt sig mærke i at Athena havde lagt i fodenden og helt ude på kanten, da hun havde været helt lille, hvor det skam også var sket, at han havde taget hende op og ind til sig i stedet for, også fordi at han vidste, at hun havde ligget på sengekanten af en grund. Nu var det hans tur til at gengælde de tjenester, og han agtet at være der for hende, så langt, at det faktisk var ham muligt, så gjorde han det, og det var uden det mindste tøven. Han slap roligt hendes hånd og med en rolig mine. Det var jo ikke fordi at han blev vred eller noget lignende, for hun slog fra sig – med andre ord, så forsvarede hun sig, som han havde lært hende, og det var det som betød mest for ham, for så vidste han så til gengæld også at hun havde lært af det som han havde forsøgt at lære hende, og så kunne han bestemt heller ikke være andet end storslået tilfreds med det hele og alt sammen. ”Du passer på dig selv, Athena.. Det er noget du skal gøre,” endte han ganske stilfærdigt. Han ville ikke høre hende undskylde for sig, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hovedet søgte ganske let på sned, som han blev siddende ved hende. Måske at det var hans blotte tilstedeværelse som gjorde det tydeligt for hende, at det som hun sikkert havde drømt var sket, faktisk var sket, men han ønskede ikke at skjule det for hende på nogen måde, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han samlede roligt hænderne i sit skød, som han blev siddende der med den mere faste mine. Han nikkede ganske forståeligt til hendes ord. ”Jeg ved godt, at det måske kan virke frygtelig uvirkeligt, at det skete, men.. ja, det gjorde det,” endte han ganske sandfærdigt. Han endte roligt med at rejse sig. Han havde klamret meget om hende, siden han havde trukket kniven ud, og nu hvor Jared snart skulle lægges til den evige hvile, så havde han stadig tankerne selv lidt for mange steder, men det var noget som nok skulle ordne sig, men det var nu bare sådan at det måtte være. Man vænnede sig vel bare til det, gjorde man ikke? Selv savnede han Jared frygtelig, frygtelig højt, men kunne intet stille op med det. Manden var død og borte, uanset hvor hårdt det var at erkende, så var det jo faktisk tilfældet. ”Vil du med ud og have noget luft, Athena? På balkonen?” spurgte han sagte. Han kunne godt forestille sig, at det efterhånden var ved at være nødvendigt, også sådan som han havde holdt på hende, selvom han havde stået fast ved, at det som han havde gjort, havde været det rette og uden videre omsvøb. Han bekymrede sig jo faktisk for hende, selvom han måske ikke ligefrem var den bedste til at vise det, så var det der så sandelig af den grad!

[Athena Maloya Mathimæus]

Der var ikke længere noget med at snige sig ind i deres seng og ligge sig ved fodenden, også selvom Athena visse nætter havde været fristet til at søge ind til ham, ligge sig i hans favn, på trods af at det på ingen måde var hendes plads. Det at han ser der nu indikerede også kun at han var bekymret, han havde været temmelig meget over hende på det seneste og det forvirrede hende, udelukkende fordi han aldrig havde været den type som sad der og passede på hende, tværtimod så havde han altid haft den autoritærer rolle frem for den næsten kærlige han udviste nu. Hånden trak hun stille til sig.. han virkede ikke videre vred hvilket var noget som forundrede hende en smule. Hun forsøgte at stryge de blonde lokker bag ørerne, men efter den urolige søvn stod der for meget ud til alle sider, til at det kunne lade sig gøre. ”Vær sød ikke at sige det, Evan,” bad hun og slog blikket væk fra ham til fordel for vinduet også selvom gardinerne skjulte for den smukke morgensol der stod lige ind på den balkon der var tildelt hendes værelse. Hun sad tilbage med en virkelig underlig følelse i kroppen, et sted havde hun allerede fået bildt sig selv ind at det bare havde være ten ond drøm, men Evan gjorde det tydeligt for hende at det ikke var tilfældet. Hun nikkede forstående, også selvom hun allerede følte tårerne presse sig på igen. ”Det føles uvirkeligt. Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal have det. Hvor er jeg dum,” mumlede hun direkte opgivende og skjulte ansigtet bag sine hænder. Hun følte sig dum og uvidende. Athena savnede allerede sin far.. måske hun ikke ligefrem havde haft særlig meget til overs for ham, men han havde nu engang været hendes far, det ville døden aldrig kunne ændre, hun var ked af at hun havde taget ham fra en verden som virkelig havde behov for ham. Langsomt fjernede hun hænderne fra ansigtet og afslørede den skamfulde mine. Hun nikkede sagte, efterhånden havde hun brug for noget frisk luft, det andet var kvælende, også selvom hun mest af alt havde lyst til at stikke af, finde et sted at sætte sig omgivet af vand.. eller skov.. et eller andet sted hvor hun ville være i stand til at gemme sig for en stund. ”Jo tak.. gerne,” svarede hun og skubbede dynen til side, kun for at rejse sig. Den lange silkekjole faldt ned over den slanke krop, normalt brød hun sig ikke om den slags beklædning, men den var faktisk behagelig. Hun forsøgte forgæves at sende ham et smil, mens hun roligt passerede ham og strøg mod døren ud til balkonen. Gardinet trak hun fra, og åbnede døren. Det var stadig helvkøligt, og solen var kun netop på vej op, hvilket indikerede at det var forholdsvis tidligt. Kulden malede gåsehud over den blege hud, som hun trådte ud på balkonen og badede i morgensolen. Den friske luft hjalp næsten øjeblikkeligt, den var om ikke andet mindre kvælende. Athena støttede sig en smule op af træværket og lænede sig en smule ud over. Det var en smuk morgen, men der var noget.. underligt ved hele stemningen. Hun så mod himlen og sukkede.. en gang var en ting, men hvordan pokker havde hun båret sig ad med at gøre det to gange?

[Deleted]

Evan var ganske vidst bekymret for hende, hvilket også var grunden til at han sad ved hendes sengekant på denne her måde. Et sted var det jo selvfølgelig en smule spøjst, at de roller var byttet om, men det var ikke ligefrem var fordi at han fandt noget morende ved situationen, for det var så tragisk som noget overhovedet kunne blive! Han vendte blikket mod hende. Hun skammede sig, og hun var ked af det, og det var noget som han selvfølgelig godt kunne forstå, men ikke videre noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han nikkede stille og ganske forståelsesfuldt, som han roligt lod hånden stryge hende over håret. Det hele var sket, hvilket næsten var det værste af det hele, men af den grund, så kunne han ikke videre gøre noget ved det af den grund, og den tanke kunne faktisk gøre ondt. Han ville ønske at der havde været noget at gøre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, selvom det nu ikke var noget som han ønskede at tænke på. Han betragtede hende med en sigende mine, som han selv havde valgt at rejse sig op. ”Du er ikke dum, Athena.. Og jeg vil slet ikke høre dig snakke sådan om dig selv. Du skal se på dig selv som et stærkt individ, for det er hvad du er..” endte han ganske bestemt, for han ville slet ikke høre hende udtale sig om noget andet!
Evan vidste udmærket godt, at Athena havde det hårdt, og at det på ingen måder var nemt for hende, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. Han ønskede at hjælpe hende så godt som det nu var ham muligt – ikke bare fordi at det var et løfte som han havde skænket Jared på hans dødsleje, men også fordi at han faktisk.. holdt af Athena, og ønskede hende godt og ikke mindst det bedste, selvom det måske var temmelig meget at forlange af hende, sådan som hun havde det. At hun ville med ud, sagde han ikke noget til, for han var sikker på, at det nok skulle gøre godt at få noget luft. Han lod hende gå ud som den første, nyde lidt af den kolde vind, fuglenes sang og den opstående sol, for smukt var det altid her til lands i morgenens stille timer. Det var trods alt også der, hvor der faktisk var mest ro til lands. Han greb roligt omkring sin egen kappe, hvor han roligt gik ud og stillede sig bag hende. Han lod den roligt glide over hendes skuldre, også fordi at han heller ikke ønskede, at hun skulle fryse og blive syg, for det ville han nødigt have. Han lod hænderne roligt hvile mod hendes skuldre som han strøg ganske let, som han selv vendte blikket over mod den store og massive have, som hvilede op til hans personlige grund. ”Jeg regner med at vi genoptager træningen relativt hurtigt.. Så vi kan få dig til at fokusere igen,” endte han ganske stilfærdigt, som han vendte blikket tilbage imod hende og med en rolig mine. Han klandrede hende på ingen måder for det som var sket, og han vidste, at Zacharias var af samme mening.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det lignede slet ikke Evan at vise sig fra den følsomme side, til tider havde Athena betvivlet at han i det hele taget havde en, det beviste han pænt for hende nu. Et sted så kunne hun godt lide at han udviste den omsorg som hun ellers aldrig havde været vant til, det var en underlig fornemmelse men det gav hende en bekræftelse af det som hun aldrig havde fået, hun havde aldrig følt sig god nok for nogle. Athena betragtede ham endnu med en smule forvirret øjne, hun kunne ikke holde styr på sine tanker og det lyste langt ud af hende. Der havde ikke været noget at gøre.. hun huskede det nu mere klart. Måden han havde berørt hende på havde givet hende kvalme, og hun havde stukket kniven i ryggen på ham.. Evan havde trukket den. Hun sank en klump og så ned på hænderne i sit skød i forsøget på at bide tårerne i sig. Det lykkedes hende bedre dagen derpå, aftenen før havde det været helt umuligt. Måske Evan ikke ønskede at høre hende snakke sådan om sig selv, men det var efterhånden sådan hun følte sig.. hun havde slået begge sine forældre ihjel, hun var forvirret, forstod ikke de mange følelser og tanker hun gjorde sig i løbet af en dag, og hun var tvunget til at betale en mand for at røre hende så hun kunne overleve, hun følte sig virkelig dum og ynkelig og ikke særlig meget værd! Hun sukkede og rystede blot på hovedet af hans ord med et lidt kejtet smil. ”Jeg ville ønske at jeg kunne give dig ret, det ville jeg. Jeg føler mig bare ikke særlig stærk mere, det er også lige meget,” undveg hun hurtigt, for hun brød sig heller ikke om at fremstille sig selv som svag.
Roligt valgte hun at rejse sig kun for at træde ud på balkonen i den smukke morgensol. Hun badede sig i de røde nuancer den kastede fra sig, og frydede sig ved fuglenes melodiske sang. Måske hun var dvasianer men hun havde altid elsket naturen.. altid været frygtelig fascineret af den. De grønne øjne søgte ud over horisonten Den friske luft rensede en smule ud i de mange tanker og den underlige fornemmelse hun sad inde med. Den tynde silkekjole blafrede en smule i vinden, og gav hende ikke synderlig meget varme, men hun bed det i sig for nu. Den varme kappe som blev lagt over hendes slanke skuldre hjalp hende betydeligt. Athena vendte roligt hovedet over sin ene skulder, for at kunne se ham ud af øjenkrogen. De slanke fingre trommede hen over rækværket. ”Tak,” hviskede hun stille. Fornemmelsen af de faste hænder der fortsat lagde mod hendes skuldre, skabte en mindre sitren, som hun et sted forbandede hele vejen til helved. Det var endnu en tanke hun var nødt til at give slip på. Hun bed sig en smule i læben ved hans ord.. et sted havde hun frygtet at den ville komme men også vidst at det var uundgåeligt. ”Du siger bare til,” svarede hun for første gang en smule uengageret, for hun havde egentlig ikke lyst til at træne, hun havde ikke energi til det, men det var selvfølgelig nogets om hun til enhver tid ville nægte at erkende.

[Deleted]

Evan var måske ikke den som normalt viste sig fra den mere omsorgsfulde og kærlige side af, men han var nødt til at gøre noget ved det jo trods alt. Han ønskede slet ikke at hun skulle sidde igen med følelsen af at være alene, når det slet ikke var tilfældet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Alene var hun ikke, for han ønskede at være der for hende, og det var noget som han selvfølgelig ønskede at vise hende. Svag og dum var hun på ingen måde, hvilket var noget som han også ønskede at hun skulle vide. Han så mange styrker i hende, og selv måtte han erkende, at det virkelig bekymrede ha, at det ikke var noget som hun selv kunne se, for det var noget som kun gjorde ham langt mere frustreret end det som han havde været til nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At hun bed ham af og afveg fra samtalen, fik ham svagt til at trække på smilebåndet. ”Du brænder inde med så mange styrker. Det er en skam at du ikke kan se dem. I så fald, så er det mig som har fejlet i min træning af dig,” endte han ganske sandfærdigt. Hvis hun ikke kunne finde styrken i det hele, så var det bestemt ikke hendes fejl, så var det hans, hvilket var noget som han stod fuldkommen fast på, og det var ikke noget som hun kunne ændre for hans vedkommende.
Evan lagde roligt sin kappe omkring hendes skuldre, og med blikket sigende mod hendes skikkelse, som hun stod der trygt og godt foran ham. Så langt, at han gav hende den mulighed for luft, så var vel også alt i orden? Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt sendte hende et stille smil. ”Godt,” endte han ganske sandfærdigt, for det var jo trods alt heller ikke ligefrem en løgn. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Han stod fast på at træningen skulle genoptages hurtigst muligt, inden det ellers for alvor skulle ende med at gå galt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun virkede ikke synderlig engageret i at genoptage træningen, hvilket allerede indikerede for ham, at det ikke var noget som kunne betale sig for ham, hvilket selvfølgelig var noget som irriterede ham, men det var ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han sukkede indvendig, også fordi at han da slet ikke ønskede at lægge noget pres på hende, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du virker ikke engageret i det, Athena.. Jeg ved at du har brug for at tænke det hele igennem, og få det bearbejdet ordentligt, men før eller siden, så er vi nødt til det..” endte han ganske dæmpet og med en ganske sigende mine. Selvfølgelig var det noget som påvirkede ham, det var der ingen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han var faktisk bekymret for hende!

[Athena Maloya Mathimæus]

Selvom Athena var frygtelig glad for den omsorg han viste hende, så følte hun sig samtidig meget alene. Hun havde ikke længere sine forældre og hun var selv skyld i det, hun var meget sikker på at Zacharias aldrig ville tale til hende igen, når han først fandt ud af hvad der var sket. Evan stod der for hende, og det var hun slet ikke i tvivl om, men han kunne aldrig være der for hende sådan som hun ønskede det, og derfor var hun før eller siden ville hun være nødt til at give slip på ham, tanken var hård og det gjorde slet ikke tingene bedre! Athena vidste at hun altid havde været en stærk og bestemt kvinde, men det var forsvundet som dug for solen.. sådan følte hun det om ikke andet. Vinden legede med hendes uglede blonde lokker. Et kort øjeblik spekulerede hun på hvordan Diane havde det med, at Evan ikke havde ligget i sin seng, hvilket kun gav hende en endnu ringere samvittighed. Hvad han mente når han sagde at hun var stærk forstod hun slet ikke, hun følte sig ikke stærk og hun havde det som var hun frygtelig lidt værd. Hvor skulle hun overhovedet gøre af sig selv nu? Hun kunne ikke blive her til evig tid, hvilket hun udmærket var klar over, måske hun skulle overveje samme vej som Zacharias havde valgt? ”Du har ikke fejlet nogle steder, Evan, tværtimod. Der er bare.. sket så meget, det er begrænset hvor meget selv mit hoved kan holde til,” påpegede hun stille og rettede atter blikket mod den smukke horisont. Træerne hvislede en smule tungt i morgenvinden. Duggen havde lagt sig, hun kunne fornemme den på rækværket foran hende. Kappen holdt hende mere eller mindre varm, hvilket gjorde det hele lidt lettere. Hun trak den omkring sig, lod armene søge om sig selv i forsøget på at trøste sig selv en smule.
Måske Athena ikke engagerede sig synderlig meget i sin træning lige nu, også selvom det som oftest var noget af det som hun gik allermest op i. Træningen var måske nødvendig men hun havde ikke lyst og særligt fordi hun allerede havde slået flere af dem som hun havde elsket ihjel.. hun ønskede ikke at føje ham til listen. Tænderne bed hun temmelig kraftigt sammen ved hans ord. ”Jeg ved det godt og det er helt i orden, jeg havde bare ikke lige.. tænkt på det,” erkendte hun dæmpet. Det var ikke løgn men hun havde heller ikke vildt meget lyst til at begive sig ud i det igen. Hun længtes mere efter en tur ud i det fri, også selvom hun godt kunne fornemme at han holdt øje med hende, det irriterede hende en smule. Langsomt vendte hun sig mod ham med hovedet en anelse på sned. ”Har du siddet ved mig hele natten? I så fald så burde du få lidt søvn,” påpegede hun stilfærdigt. Ja hun bekymrede sig jo faktisk også om ham, desuden så ville det give hende mulighed for at komme lidt ud, uden at have hans øjne i nakken, hun havde brug for virkelig at trække vejret. Vinden fik de blonde lokker til at danse omkring hendes ansigt, hun forsøgte at se ham igennem de mange hårstrå. Det var en smule koldt, men samtidig virkelig behageligt!

[Deleted]

Evan vidste godt, at Zacharias ikke hadede Athena for det som var sket, for han havde jo selv snakket med manden omring det. Det var jo ikke fordi at man kunne beskrive dem som små børn mere, for det var jo slet ikke tilfældet, men det var nu heller ikke noget som man kunne gøre noget ved af den grund. Han vendte blikket sigende mod hende. Hvis det var sådan at hun havde det med det hele, så var det i den grad ham som havde begået en frygtelig fejl, selvom hun påstod anderledes. Hun havde svært ved at kapere det hele, hvilket han faktisk godt kunne forstå, også med alt det som var sket. Hovedet lod han søge let på sned. ”Det er måske meget for dig, at forholde dig til, Athena, men hvis det er de tanker som du går og gør af dig selv, så er det kun tydeligt for mig, at jeg har fejlet et eller andet sted, og jeg skal nok finde ud af hvor jeg har gjort det..” Han betragtede hende med en ganske sigende mine, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han var bekymret for hende, og han ønskede selvfølgelig at vise hende, at hun ikke var alene, for det var hun da slet ikke! Hun havde endnu ham og Zacharias, hvilket var noget som han var ganske overbevist om! ”Vi er her endnu for at hjælpe dig,” tilføjede han dæmpet, også mest for at understrege for hende, at hun altså ikke var alene om det!
At Athena ønskede at få luft, kunne Evan for sit vis godt forstå, men han vidste til gengæld også, at hun ville være væk, så snart han vendte ryggen til hende, og så ville han ikke finde hende før hun ville blive fundet, eller før de mødtes tilfældigt, og det var slet ikke en chance som han ønskede at løbe, når hun havde det som hun havde det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede sigende til hendes ord. ”Vi har endnu en lang vej at gå,” endte han ganske sandfærdigt, som hun vendte sig mod ham, hvor han lod blikket søge direkte til hendes. At hun vendte hele samtalen mod ham, var noget som svagt fik ham til at trække på smilebåndet. Diane havde vist forståelse for hele situationen, og hun forstod faktisk godt, hvorfor han havde valgt at sidde på Athenas sengekant, så det var ikke fordi at det direkte.. hastede med at komme i seng i hans øjne. Det var den slags som han kunne gøre, når han blev gammel! Desuden vidste ham, at hun ville ud, og det var slet ikke noget som han bifaldt! Hånden hævede han og strøg roligt over hendes kind og med et stille smil på læben. ”Jeg kan sove, når jeg bliver gammel, men ja.. Jeg har siddet på din sengekant natten igennem,” begyndte han sagte. Han betragtede hende med en ganske sigende mine som han tog omkring kappen og lukkede den godt omkring hendes skikkelse, så hun kunne få varmen ordentligt. Han selv blev bare stående i hans bukser og skjorte. ”Jeg ved godt, at du vil have luft alene, Athena, men det er jeg bange for, at jeg ikke kan give dig.. Ikke endnu,” tilføjede han sagte, som han roligt betragtede sig af hende og med en sigende mine, som smilet svagt hvilede på hans læber af den grund. Han bekymrede sig om hende.. frygtelig, frygtelig meget endda.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde slet ikke set Zacharias på det sidste, og hun vidste at knægten ville blive frygtelig vred hvis han vidste hvad hun havde gjort. Han havde altid set på hende med de bebrejdede øjne fordi hun havde slået deres mor ihjel, så hvordan ville han ikke se på hende nu? Hun blev stående og nød den blide vind der kærtegnede hendes kind, rensede hendes bekymrede sind. Selvom hun havde sovet i forholdsvis mange timer, så følte hun sig på ingen måde udhvilet, søvnen havde været så urolig at hun næsten følte at det havde taget mere energi end hvad godt var. Athena lod blidt hånden stryge langs træværket. Imandra virkede så fredelig, hun forestillede sig hvordan alle stod og op og passede hverdagen som de plejede, mens hun selv følte at verden var blevet vendt op og ned. Ikke nok med at hun følte sig ubrugelig. Hun sukkede opgivende og rystede på hovedet. ”Det besvær skal du ikke gøre dig, Evan. Du har ikke gjort nogle fejl, jeg kan bare ikke rumme alt det her,” afveg hun for at skjule usikkerheden der lå under sine ord. Hun følte sig slet ikke af værdig for nogle, og nu vidste hun end ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, for hun kunne ikke blive hos Evan til evig tid, efterhånden var hun jo ved at være en voksen kvinde. Athena bed sig blidt i underlæben og slog blikket i jorden for ikke at lade det møde hans. Hun nikkede stille.. mere eller mindre for bare at tale ham efter munden. ”Jeg ved det godt, men jeg har brug for.. være selv lige nu,” svarede hun ærligt og hævede blikket mod ham. Hun havde brug for luft.. for ikke at skulle stå til ansvar for hverken ham eller Zacharias, hun havde i særdeleshed brug for at få luft fra ham, hans omsorg var.. frustrerende udelukkende fordi det pludselig var blevet i voldsom grad, og hun hadede at hun nød det så meget som hun gjorde. Et sted så irriterede det hende lidt at samtalen igen gik over på træning, det var ikke det hun havde mest lyst til i øjeblikket! ”Jeg ved det godt,” medgav hun bare en smule sammenbidt. Hun kunne ikke rigtigt holde styr på tankerne, jo træning var nødvendig men hver ting til sin tid. Den varme hånd langs hendes kind fik hende til at lade øjnene glide en smule i. Hun elskede følelsen, også selvom alting pludselig var anderledes. Kappen hvilede trygt omkring hendes skikkelse, også selvom den langsomt gled en smule imod den glatte silke hun bar inden under. Smilet på hans læber plejede at påvirke hende, men hun kunne slet ikke få smilet frem på sine læber. ”Det havde du ikke behøvet. Du må godt gå i seng, du har brug for søvn så meget som du arbejder,” påpegede hun lidt bestemt. Det var ikke for at skærer ham af, men hun havde ondt.. så ondt at end ikke smilet kunne dække over det mere. Athena himlede med øjnene. ”Jeg forstår ikke hvorfor du viser mig den mistillid, Evan. Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget dumt, jeg har bare brug for.. luft,” mumlede hun en smule utilfredst, for det andet irriterede hende virkelig!

[Deleted]

Evan vidste godt, at Athena på ingen måder havde det nemt, og at hans omsorg godt kunne virke en anelse.. omklamrende, også selvom det slet ikke var noget som han gjorde med vilje, men et eller andet, var han jo nødt til at gøre. Han var ikke vred over det som var sket, og han var slet ikke i tvivl om at Zacharias havde det på samme måde, for han havde fået sig en ganske fin samtale med manden efter at han havde fundet ham på Athenas værelse, så det var slet ikke noget som gjorde ham det mindste i den anden ende. Han betragtede hende med en tydelig intetsigende mine – hvad der nu måtte være typisk Evan, for der var bare ting som bare ikke ændrede sig. ”Jeg ved godt det ikke er nemt, men du gør det ikke nemmere for dig selv, ved at fortsætte med at bebrejde dig for noget, som vi andre slet ikke gør,” påpegede han ganske sandfærdigt, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde ham det mindste af den grund, også fordi at han vidste at han havde ret.
Tiderne ville ikke blive nemmere før om lang tid, hvilket Evan godt vidste. At det allerede var i går det skete, var svært for ham i det hele taget at acceptere, men der var jo ikke rigtigt noget andet at gøre, end at gøre det så godt som det nu var dem muligt, og så lang tid de havde hinanden, så var det vel heller ikke helt umuligt? Træningen var de desuden også nødt til at genoptage før eller siden, før det ville ende med at gå galt for hendes selvkontrol, og han vidste, at det også var noget som hun selv måtte være bange for. Tungen strøg han let over sine tynde læber. At hun valgte at skubbe hele samtalen over på ham, vidste hun vel var noget som plejede at virke, men det gjorde det bestemt heller ikke denne gang! ”Jeg vil ikke vove at påstå at jeg har arbejdet meget de sidste mange dage, Athena, så det er ikke fordi at det er noget som haster. Desuden har Diane udvist forståelsen for.. den her situation,” endte han ganske kortfattet, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at snakke om sig selv, men snarere hende, for det var hende som han var bekymret for, snarere end det som han var bekymret for noget andet omkring dem. ”Det er ikke fordi at jeg vil vise dig mistillid, Athena, men fordi at jeg ved at du har det elendigt, og det er noget som bekymre mig. Jeg har brug for at du åbner dig for mig,” endte han ganske sigende, også selvom det var ord som han faktisk mente. Han var temmelig bekymret, også fordi at hun lukkede i overfor ham, hvilket hun normalt ikke gjorde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Du har stadig mig, og du har stadig Zacharias,” forklarede han ganske stilfærdigt. Hun var ikke helt alene, hvilket han ønskede at få banket ind i skallen på hende!

[Athena Maloya Mathimæus]

Normalt ville Athena have elsket at han var så meget omkring hende, hun havde trods alt eftersøgt en smule opmærksomhed uden for træningen, men lige nu var det mere end hvad hun kunne klare. Tanken om at hun havde mistet sin far, slog hende bogstavelig talt ihjel. Tankerne for frem go tilbage og hun kunne ikke holde styr på dem, det var frygtelig frustrerende. Kort skævede hun bag ham, ind af døren, til værelset. Alting stod hvor det plejede, det lignede at ingen havde været der siden hendes afsked for flere uger siden. Selvom hun altid havde elsket stedet, så savnede hun sit værelse i Marvalo Mansion.. det ville aldrig blive det samme igen hverken for hende eller Zacharias. De grønne øjne søgte hans blik, ved hans ord. Usikkert bed hun sig i den efterhånden forbidte underlæbe, det var desværre blevet en dårlig vane. ”Det er jo bare sådan det er. Jeg slog ham ihjel og det vil jeg ikke løbe fra, og uanset hvor panisk jeg blev.. så fortryder jeg at jeg i det hele taget gjorde modstand, det var ikke resultatet værd,” endte hun yderst dæmpet, for hun vidste at det ikke var det som Evan ønskede at høre. Jared havde ikke rørt hende anderledes end det som Valerio eller Caleb havde, hun var jo uanset tvunget til at vænne sig til tanken og følelsen, selvom hun følte sig direkte beskidt efterhånden.. uanset hvad så havde hun ikke behøvet at slå ham ihjel! Vinden legede med de blonde lokker. Det var efterhånden ved at være køligere, for i takt med at solen steg op på himlen, dækkede flere grå skyer for den. Athena trak kappen tættere om sig, og slog blikket ned i jorden. Det var begrænset hvor langt tid hun kunne holde sin selvbeherskelse i kort snor således at hun ikke ville ende med at miste den, hun havde altid været en kvinde af et temperament, og det krævede træning at holde det under kontrol, hvilket hun udmærket var klar over. Hun nikkede svagt til hans ord, tydeligt utilfreds.. Diane var en generelt forstående kvinde overfor alt der påvirkede Evan vel og mærke, det burde ikke irritere hende, men det gjorde det. ”Du mener aldrig at du har arbejdet særlig meget, Evan. Jeg er desuden sikker på at hun ville være glad for lidt af din opmærksomhed,” påpegede hun roligt, vel også i forsøget på rent faktisk at skabe lidt afstand til ham? Athena havde altid været lukket og særligt de seneste år og særligt overfor Evan udelukkende på grund af de skjulte tanker hun gik og lod sig tynge af. ”Hvorfor gør du det så? Jeg har brug for lidt luft, Evan, jeg kan ikke bare forholde mig til alt dette. Det er meget at forvente af mig,” tilføjede hun sigende, og forsøgte et sted at undvige hans ord. Hun kunne ikke bare åbne sig og særligt ikke for ham, hun brød sig ikke om at stå følelsesmæssigt blottet, det følte hun allerede nu at hun gjorde. Det var meningsløst at diskutere det med ham, for hun var jo klar over at de stadig stod der for hende, men hun følte sig alligevel alene.. Ham var hun jo tvunget til at trække sig fra på et tidspunkt. ”Det ved jeg at jeg har,” medgav hun blot istemmende, det andet ville hun ikke få det mindste ud af, det var helt sikkert.

[Deleted]

Evan vidste godt at Athena ikke havde det nemt, og han var selv bange for, at hun ville miste den kontrol før eller siden, hvilket skam også var derfor at han var der, også for at bekræfte for hende, at han faktisk var bekymret, at hun ikke var alene, og at hun faktisk havde ham at gå til, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt. Han lod hovedet søge let på sned. Kulden som hvilede i Imandra, var ikke just en som man kunne sige sig, var ukendt for hende, for det var den på ingen måde. De ord, var noget som et sted gjorde ham arrig, for det var slet ikke noget som han ønskede at lægge øre til på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket direkte mod hende, hvor han igen hævede hånden og lagde den under hendes hage, kun for at vende hendes blik i retningen af sig. Normalt ville han ikke være bange for at slå hende for en sådan bemærkning, men han vidste, at det ikke hjalp her. ”Det der.. det vil jeg slet ikke lægge øre til, er du med, Athena? Du handlede som du skulle, og af den grund, kan din far gå fredeligt til graven, velvidende om at han ikke berørte hans datter mere end hvad han gjorde. Hun slog fra sig, og det er han stolt af, såvel som jeg.. Du gjorde det rette, min kære,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Jared ville aldrig gå fredeligt i graven, hvis han havde formået at fuldføre det!
Evan arbejdede måske meget, men det var ikke ligefrem fordi nogen nyhed, og han vidste det jo godt. Diane havde altid været utrolig forståelsesfuld med hvad der nu måtte påvirke ham, og det var da en af de gode ting som han kunne se i hende, og en af de ting som gjorde, at han faktisk kunne holde hende ud, men det var mere alt det andet, som faktisk gjorde det hele langt mere besværligt, også for hans eget vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Hun forstår skam godt mine prioriteringer i denne situation, Athena, så den behøver du slet ikke at tænke på,” afviste han ganske kortfattet, for han gad bestemt heller ikke at snakke om det, også fordi at han vidste, at hun kun forsøgte at kaste hele samtaleemnet over på ham, selvom han slet ikke var interesseret i at snakke om sig selv lige nu! Han vendte blikket ganske sigende mod hende igen. Hun havde det elendigt, og det stod jo langt ud af hende. ”Selvfølgelig skal du nok få den tid som du har brug for, min kære.. Hvad jeg er bange for, er alt det som du foretager dig, uden at tænke tingene igennem,” påpegede han ganske ærligt. Han tog roligt omkring kappen, som han lukkede godt omkring hendes skikkelse, som han igen lod de grønne øjne søge til hendes skikkelse. Selv tog han det hårdt, men han kunne skjule det. Han havde ikke rigtigt noget andet alternativ, for hun havde ikke brug for at det skulle være værre end det var i forvejen. ”Godt.. Så hvis du ikke er her ved mig, så opsøg ham.. I har brug for hinanden nu..” endte han ganske sandfærdigt. Han var jo faktisk bekymret for dem begge!