Step two..?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var ved at være en frygtelig sen aften, selvom Junior ikke rigtigt kunne se forskel på noget af det som skete omkring ham. Han havde været fanget af Warlockerne under angrebet som var fundet sted da Kimeya og Faith skulle giftes, og tankerne omkring den tortur som han selv havde været udsat for, havde tvunget ham ud i en forvandling som han ikke havde styrken til at komme ud af igen. Efter massive piskeslag, tortur med sølv af diverse slag, så havde han ikke rokket sig i det som måtte være et par timer nu, selv af ren og skær træthed, også fordi at han vidste, at han ikke kunne gøre noget som helst for at komme ud af den grund, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Han havde forsøgt i det som måtte være timer og ikke mindst dage, selvom det havde haft en frygtelig ringe effekt, og det var i sig selv, en frygtelig irriterende tanke! Selvfølgelig var dét det! Han prustede tungt, som han lod øjnene glide i endnu en gang. Umiddelbart som det stod lige nu, så fik han lov til at slappe af, for der var ikke nogen warlocks i nærheden, og det var noget som han selvfølgelig kunne høre og ikke mindst lugte, og det var noget som passede ham særdeles fint! For han ønskede ikke at de skulle komme mere på tværs af ham!
Lyden af larmende warlocks med deres hånlige grin, var noget som hurtigt fik Junior til at kigge op igen. Lyden som kun blev kraftigere og kraftigere, indikerede at de var på vejen i hans retning. Han hævede hovedet en anelse, som han fik øje på dem med en… engel mellem sig? Ørene hævede han. Det var ved at være lang tid siden han faktisk havde set en procianer, men han vidste jo ikke hvad disse omstændigheder måtte være, men det var nu bare sådan at det var. Han brummede let, som han knurrede kraftigt, da de gik hen til hans bur, fik det op og bare kastede den rystende og skælvende skikkelse ind til ham og smækkede døren i efter sig. Han knurrede kraftigt af dem, selvom det kun fik dem til at vende sig mod ham. ”Hold da op køter.. Det er jo trods alt dit aftenmåltid..” endte de med en tydelig hånlig latter, kun for at forlade dem igen. Buret var ganske vidst ikke særlig stort, og Junior var til gengæld også en temmelig stor skikkelse, så pladsen var frygtelig trang. Fuldmåne var det heldigvis ikke, så han havde faktisk kontrol over det – så længe som det nu ville være om ikke andet, og det var selvfølgelig noget som han var frygtelig, frygtelig glad for! Han strakte sig en anelse, så hovedet kom lidt tættere på den skælvende engel. Han havde ikke nogen anelse om hvem hun var, men dog så var der en ting som stod temmelig klart for ham; Han ønskede bestemt ikke at noget skulle ske hende! Slet ikke!

[Deleted]

Hvor sent det var ved at blive, havde Yasmya ingen idé om. Det sidste hun huskede var at Malisha havde holdt hende tæt ind til sin krop, flere timer efter var hun vågnet i armene på to mænd der gik og lo.. af hende så vidt hun kunne høre også selvom hun ikke var synderligt fokuseret på nogfet som helst. Hun hang slap i de stærke hænder der holdt et hårdt greb om hendes slanke overarme. Det gjorde ondt, men hun var for træt til at sige noget som helst. Fødderne slæbte langs det kølige gulv som de kom ned i de mørke kælder, der kun fik hårene til at rejse sig. Hun skælvede allerede, uden helt at være sikker på om det var nattens kulde eller bare hende der var kold. De blonde lokker hang klistret til den fugtige hals, hun var stadig mere eller mindre søler i sit eget blod efter at vingerne var blevet skåret af hende. Et sted følte hun intet andet end en tomhed, hun havde mere eller mindre allerede givet op, den eneste tanke hun var i stand til at gøre sig, var at hun om ikke andet havde reddet sin søn. Eftersom han ikke blev slæbt med dem gik hun per automatik ud fra at Malisha aldrig havde fundet ham, hvilket kun var en tanke der lettede hende. Hun håbede bare inderligt at Darryl var kommet var kommet hjem, og havde taget sig af ham.. i så fald så vidste hun at det måtte være gået op for dem at hun var væk. De stoppede op foran en celle.. det så om ikke andet sådan ud, hun var ikke i stand til at se fuldkommen klart, det hele var en smule sløret. Det gjorde ondt i hele kroppen, hun følte som blev hun skåret i mere eller mindre konstant, det drev hende til vanvid, men hun var ikke i stand til at stoppe følelsen. Den knirkende lyd da buret blev åben, skar hende dybt ind i hovedet. Hun vendte ansigtet en smule utilfredst væk. De grønne øjne faldt på den store pelsede skikkelse. Detaljerne kunne hun ikke se, men hun var slet ikke i tvivl om at det var et dyr. Pladsen var trang. Hun ramte gulvet hårdt i samme øjeblik de slap hende, og lo i stedet af dyret der lå i buret. Yasmya forsøgte at trykke sig i den modsatte ende af buret men eftersom benene endnu lå slapt så blev hun liggende på den hårde, kolde sten med kinden mod jorden og skælvede som intet andet. Hendes tænder klaprede, hun følte sig træt, og hun havde ondt. Tanken om at ligge så tæt på det dyr var slet ikke noget hun billigede, men hun var meget sikker på at det hele tiden havde været kvindens plan, hun havde stadig ikke fundet ud af hvem hun helt præcist var. En lydløs tårer gled ned over den blege kind, det var tydeligt at hun havde mistet temmelig meget blod, hendes hud var næsten gennemsigtig. Hvad hun ikke ville gøre for at ligge hjemme i sin egen seng. Hun lukkede øjnene og forsøgte at drømme sig væk.. væk til sin gamle seng i Carino Fattoria, med Jacques ved sin side og Emanuel imellem.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde det bestemt heller ikke godt, selvom han virkelig forsøgte at klare sig så godt som det nu var ham menneskelig muligt – et sted metaforisk ment, for man kunne ikke ligefrem kalde ham for menneskelig mere. Pladsen i buret var måske frygtelig trang, men han ønskede nu alligevel at give plads til den unge kvinde som var kastet i buret med ham. Efterhånden vidste han ikke hvor lang tid der var gået, men noget tid var der gået, så meget vidste han da! Spørgsmålet var jo bare.. hvor meget? Han vendte de mørke øjne mod hende. Selvom han ikke havde set en procianer længe, så var han slet ikke i tvivl om at hun var en af dem, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne sige noget til. Bange var hun, afkræftet, skælvende og kold, for det stod da langt ud af hende. Han prustede tungt, som hun direkte trak sig væk fra ham, for det kunne godt være, at han var et stort pelsede bæst, men af den grund, så var han altså ikke farlig! Ikke når det ikke var fuldmåne! Hovedet lod han søge let på sned. Lige hvad de havde gjort ved hende, vidste han ikke, men det var noget som gjorde ham bekymret, også fordi at han tydeligt kunne se, at hun havde brug for varmen! Han peb ganske svagt, næsten som havde det været et tegn til at han ikke ønskede at gøre hende noget, for det var slet ikke noget som han havde lyst til. Det kunne godt være at hun var beskrevet som hans aftenmåltid, så var det bestemt ikke fordi at han ønskede at sætte tænderne i hende! Varsomt rejste han sig op. Det måtte da også gå op for kvinden, at han slet ikke var voldsom eller noget som helst? Let slog han med halen, også selvom han virkelig følte sig øm i hele kroppen, for behageligt havde det bestemt heller ikke været! Varsomt søgte han mod hende, selvom han gjorde det ganske forsigtigt, kun for at strække hovedet mod hende. Han snusede let til hende. En sød duft.. Hun måtte være en engel eller lysvæsen. Lige umiddelbart som det stod nu, så var det ikke lige til at sige hvad det var, men det var virkelig underordnet for ham. Han slikkede hende varsomt over skulderen, idet han roligt lagde sig ned igen, også selvom han denne gang havde søgt en anelse tættere på hende, også for at vise hende, at hun slet ikke skulle være bange for ham, for farlig var han ikke! Ikke når han havde den kontrol som han havde lige nu! Han lagde sig stille ned, så hun ville være i stand til at lægge sig ind til ham, hvis det skulle være det som hun ville være fristet til, også fordi at han tydeligt kunne se, at det var varmen som hun havde brug for, og hvad ville varme hende bedre end det som de kolde sten, tremmerne og det kolde gulv ville være i stand til. Han peb igen, som et tydeligt tegn til at han slet ikke ønskede hende noget ondt, men faktisk var bekymret.. Desuden så ville et selskab gøre frygtelig godt efterhånden, for det var noget som han virkelig manglede!

[Deleted]

Pladsen i buret var måske frygtelig trang, men det var nu ikke det som Yasmya lod sig gå på af, hun havde ikke rigtigt energi til at fornemme omgivelserne, det eneste hun vidste var at mørket svækkede hende og kulden var uudholdelig. Dyret derimod.. hun var ret sikker på at det havde været Malishas plan fra begyndelsen, hvorfor ellers smide en blødende engel ind til en vareulv? Hendes hjerte slog hårde slag mod brystet i ren og skær frygt men det krævede energi i sig selv. De trætte, grønne øjne søgte mod dyret der føltes som et åndedrags pust fra hende, go hun brød sig bestemt ikke om tanken! Yasmya var udmattet.. hun var ikke i stand til at flytte sig, men lå blot der fladt på gulvet med en skælven som det eneste. Hendes tænder klaprede ustoppeligt og efterhånden havde de rosa læber antaget en blå farve der kun indikerede for meget hun frøs. Vagterne gik videre uden at udvise nogen form for kvaler overhovedet, de var allerede forsvundet fra hendes udsyn men og deres leende stemmer blev fjernere og fjernere. Tårerne trillede ned over kinderne, den indtørrede salt fik det til at klø, men hun havde slet ikke energi til at gøre det mindste ved det. Blikket lod hun glide i, i samme øjeblik ulven kom hen til hende og hun følte den lidt fugtige snude glide hen over sin arm. Den virkede ikke videre aggressiv, men hun vidste godt at man ikke kunne dømme det på forhånd, de reagerede jo instinktivt, og hun måtte dufte godt indsmurt i alt det blod. Det løb hende koldt ned af ryggen, i sit stille sind lå hun bad den samme gamle bøn, men hun var ude af stand til at få den over de stiv frosne læber. Den bløde pels føltes næsten som et varmt kærtegn hun ikke havde følt i mange år. Det var måske ikke det rette tidspunkt, men for et øjeblik blev hendes tanker ledt ind på Jacques, hvilket nu mere end nogensinde satte et enormt savn i hende, særligt fordi hun slet ikke havde fået muligheden for at undskylde for sidst.. Hun tvivlede på at hun ville få muligheden nu. Så vidt muligt fulgte hun ulven med øjnene for at holde øje med dens træk, hun havde forventet at den ville sætte tænderne i hende, ikke at den ville ligge sig ned som den var i gang med. Dens pels var blød, hun følte den danse over hendes blodige hud, også selvom den ikke skænkede hende synderlig meget varme, hun følte sig endnu forbandet kold. Yasmya løftede hovedet en smule og så ind i de fredelige, gule øjne, med en rynken på panden. Den lod ikke til at ville gøre hende det mindste, selv uroen i det indre havde sænket sig lidt. Yderst anstrengt hævede hun en hånd og lod den blid stryge langs den store.. ja det var nærmere en manke end det var en pels som sådan. Han var behagelidt blød og hvis han kunne skænke hende bare en smule varme, så ville det være det hele værd. Lidt anstrengt forsøgte hun at kæmpe sig på albuerne ind til den enorme skikkelse, men benene lå stadig fuldkommen slappe og slæbte hen over det kolde gulv, hvilket besværliggjorde det en hel del.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Pladsen var på ingen måder noget at prale af, men Junior forsøgte virkelig at gøre det så godt som det nu var ham muligt. Denne skikkelse frøs virkelig, og det var faktisk noget som gjorde ham bekymret, også fordi at han vel stadig måtte være prociansk af hjerte og sind? Så langt, at det ikke var under fuldmånen, så havde han den form for kontrol over sig selv, hvilket faktisk var noget som passede ham selv ganske betragteligt, også selvom han ikke havde nogen tidsfornemmelse eller noget som helst mere. Lige nu var det heller ikke det som han havde i sinde, at skulle tænke over, også fordi at det var tydeligt, at denne skikkelse faktisk var bange. Den søde duft, var noget som i den grad også rev i hans næse, også fordi at han virkelig havde den følelse af at.. blive revet i. Dyret rev i ham, kun for at komme så tæt på, som det nu var dem menneskelig muligt, men han ønskede virkelig ikke at sætte tænderne ih ende! Hun var mindst lige så bange, som det han selv måtte være, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Slikket over skulderen, var et sted også en undskyldning, for at få noget af blodet i sig, og det smagte virkelig, men samtidig også for at understrege, at han slet ikke var ude på at forvolde hende noget ondt, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde!
De store gule øjne hvilede på hendes skikkelse, som hun langt om længe vendte sig od ham igen. Det var vel også gået op for hende, at der ikke var noget ondt i ham som sådan? Ikke fordi at det var noget som rørte ham på nogen måde, for hvis han ville gøre hende noget, så havde han allerede gjort det! Warlockerne havde ganske vidst betegnet hende som hans måltid, men han så ikke sådan på det. Så måtte han jo bare.. undvære maden? Selvom det nu heller ikke ligefrem var noget nyt. Han blev liggende, som hun hævede hånden og strøg ham over pelsen, hvor han afgav en mild brummen og lagde så hovedet helt ned på det kolde gulv. Han betragtede hende, som hun forsøgte at kravle ham i møde, hvor han tydeligt kunne se, at hun slet ikke gjorde brug af sine ben? Han rynkede let i panden, idet han meget forsigtigt førte sit store hoved hen til hendes skikkelse, for at hjælpe hende godt ind mod hans varme krop. Ved hjælp af hale og bagben, så dannede han en pelsede cirkel omkring hende, så hun var mere eller mindre omgivet af pels og varme, for han kunne så sandelig godt mærke, at hun var ved at være iskold! Junior lagde sig godt og tæt omkring hendes skikkelse, så hun havde ham at lægge sig op af. Det gik vel også op for hende før eller side, at han slet ikke var ude på at forvolde hende noget ondt? For det var slet ikke noget som han var videre interesseret i på nogen som helst måde! Han ønskede hende vel bare en tryghed? Nu hvor han havde mulighed for at give hende bare lidt af det?

[Deleted]

Der var virkelig ikke meget plads, ikke fordi hun var krævende, de sidste mange år havde hun jo sovet hvor der havde været plads, og langt fra levet samme luksuriøse liv som de fleste andre grevedøtre levede. Benene lå fuldkommen slappe langs den kolde sten under dem, Yasmya var på ingen måde i stand til at trække sig hverken tættere på eller længere væk. Hun fulgte nøje det store dyr, malet i sit eget blod gik hun næsten ud fra at hun var en lige så stor fristelse, som hun ville have været for en vampyr. Hvorfor det var gået ud over hende endnu engang, var slet ikke noget hun havde forstået endnu, hun havde slet ikke de kontakter som Malisha havde beskyldt hende for! Den varme tunge der slikkede hendes skulder, satte kun en dirren af frygt af hende.. i starten vel og mærke, for det ændrede trods alt ikke dets adfærd, det forundrede hende at han virkede så rolig. Hun rynkede på panden og hævede overkroppen en smule. Hendes fingrer føltes efterhånden så frosne at hun ikke kunne bøje dem, hun var blå om læberne og sort om øjnene. Der var dog mørkt i kælderen, så det var ikke til at se, hun kunne end ikke se detaljerne på dyret, men så kun de iøjnefaldende gule øjne og skyggen af den store pelsede skikkelse. Hun trak vejret tungt, hev nærmest efter det. Det havde været en lang tur og hun havde mistet temmelig blevet blod undervejs.. det havde nok også været hele meningen bag, men tanken frustrerede hende alligevel, hun var jo slet ikke klar til at forlade denne verden.. ikke nu hvor hun endelig havde fået sin elskede Emanuel, nej hun var nødt til at kæmpe.
Yderst varsomt hævede hun hånden og lod den stryge igennem den tykke pels. Den svage brummen fik hende til at trække den en smule tilbage, også selvom det hurtigt gik op for hende at det næsten bare måtte være et tegn på.. behag? Selvom pelsen føltes blod så lod det ikke til at gøre hende varmere. Malisha havde vel udøvet en eller anden form for magi, for det var uanset hvad hun gjorde, så frøs hun næsten kun mere og kæberne stod ikke stille, hun havde efterhånden ondt efter at de havde klapret så meget! En gennemsigtig tårer strøg ned over den blege kind, da dyret endte med at komme tættere på hende, og nærmest dækkede hende i pelsen. Måske hun ikke burde men hun følte faktisk et stik af tryghed, ved den omfavnende fornemmelse. Uden at røre sig det mindste lagde hun sig ned, helt tæt ind til dyret. Hånden faldt ned over den store skikkelse og ned mod hans side hvor hun lå, og hvor det var nemt at nusse ham. Hun havde ondt og hun havde aldrig følt sig så udmattet som det hun gjorde i øjeblikket. Hvem end der gemte sig bag, så vidste hun at han ikke kunne være et rent dyr, for han ville i så fald ikke have tøvet med at nyde hende som sin aftensmad, men det lod kun til at han ville beskytte hende, hvilket var en yderst mærkværdig følelse. Hun var for træt til at tale, øjenlågene føltes allerede tunge igen, det var lettere at sove.. på den måde følte hun ikke smerten og hun bekymrede sig ikke om de mange tanker der kun gjorde det hele langt værre.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Kvinden var ganske vidst fuldkommen ukendt for Junior, men af den grund, så ønskede han bestemt heller ikke at gøre hende noget ondt, om det så skulle betyde, at han måtte undvære sin mad, for så gjorde han det. Selvom hans tænder ganske vidst måtte løbe i vand som han måtte ligge der sammen med hende, så var det bestemt heller ikke noget som var nemt for ham selv at skulle lægge skjul på, selvom han virkelig forsøgte! At brumme som han gjorde, da hun strøg ham over pelsen, var ikke et tegn på advarsel, men behag. Det var jo ikke ligefrem fordi at han var vant til at blive berørt på den måde, efter han var endt i kælderen her. Han havde selv ikke den største energi, men han havde tilsyneladende langt mere end den engel som måtte hvile for øjnene af ham, og at lade hende ligge på den måde, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til!
Junior hjalp hende godt og tæt ind mod sig, også selvom han kunne mærke at hun virkelig var kold og.. som om at hun ikke rigtigt kunne finde varmen? Han var bekymret for hende, også selvom han slet ikke kendte hende, eller vidste hvem hun var, for det var jo ikke ligefrem fordi at man kunne vove at påstå at han havde meget med Procias at gøre længere. Hovedet hævede han bare en anelse, så han kunne vende blikket mod hende, som hun lå og nussede ham i siden og puttede sig helt ind mod hans pels. Han var virkelig fristet for at sætte tænderne i hende, men at gøre det, kunne han ikke få sig selv til, for han nægtet da at gøre uskyldige ondt! Kun fordi at Malisha var ude på det, hvilket var yderligere en grund til ikke at ende med at gøre det! Som hun måtte nusse i hans pels, ville hun også kunne mærke de mange sår og mærker som han selv var efterladt med, for det var ikke ligefrem fordi at de havde været milde mod ham af den grund. Han peb ganske svagt, som han igen lod tungen begynde sit arbejde over hendes kolde arme og over hendes ryg, som han bare lod hende hvile der godt og trygt ind mod ham, for han kunne da ikke få sig til andet. Han havde altid været en mand af et varmt og stort hjerte, og det havde bestemt heller ikke forandret sig, efter at han var endt i Dvasias, også selvom det jo faktisk var et sted som han havde fundet sig ganske vel tilrette i, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Ørene lagde han roligt ned, som han lukkede øjnene. Et sted så var de dyriske instinkter kraftigt fremme i ham, selvom det ikke ligefrem var noget som han kunne gøre noget for, for han var jo fanget i den skikkelse som han befandt sig i, i øjeblikket! Blodet hvilede stødt på hans tunge, og det smagte virkelig, virkelig godt! Selvom tænderne løb i vand, så satte han ikke tænderne i hende. Nej! Han var bekymret og ikke bare sulten! De gule øjne gled mod hendes skikkelse, da han forsigtigt lagde sig til, så hun kunne ligge godt, for.. det var næsten det vigtigste, for i hans øjne, var det kun tydeligt, at hun havde det langt værre end det som han havde.

[Deleted]

Dyret var fristet til at bide hende, så meget kunne hun om ikke andet gætte sig til, lige når det kom til dyr, så havde hun efterhånden en forholdsvis god baggrundsviden, hun havde jo levet omkring dem, siden hun var lille, hun havde sågar elsket en af dem.. måske ikke lige en af den slags med pels og det hele, men han var da et dyr! De tunge øjne blev pludselig omfavnet af det mørke der skabte sig, som dyret lagde sig godt omkring hende, det eneste hun så var den skygger der kastede sig over hendes skikkelse. Hvis en mand var gemt bag, så undrede hun sig meget over hvad han lavede, hun mindedes jo ikke at det havde været fuldmåne, men hun kunne selvfølgelig have taget fejl. Med forsigtig hånd nussede hun ham blidt i pelsen. De mange rifter og sår som fingrene gled over forargede hende et sted. Det måtte næsten var endnu et af Malishas ofre, hvilket også gjorde det mere klart for hende, hvorfor han ikke gav efter for den lyst til kød hun næsten gik ud fra han sad med, også fordi hun var malet i sit eget blod. Ryggen gjorde stadig ondt hver gang hun bevægede sig, af den grund blev hun liggende på siden og betragtede ham. Det skræmte hende lidt at hun var ude af stand til at bruge benene, men det vigtigste var trods alt at hun var i live.. for nu vel og mærke, hun tvivlede på at Malisha ville finde sig i dette til evig tid, hun tvivlede på at hun i sidste ende ville få lov til at gå, og da slet ikke med henblik på, at den tossede kvinde var overbevist om at hun havde kontakter som hun ikke selv anså for at være en nytte. Yasmya betragtede sårene, skubbede stille hans pels en smule til side. Hun var forbandet træt.. så udmattet men alligevel forsøgte hun at holde hånden hen over nogle af de værste rifter. En svag varme kom fra hendes hånd, ikke nok til at heale sårene, hvilket kun frustrerede hende endnu mere, for det var jo faktisk det som var hele meningen med at hun var en engel. En frustreret tårer endte i hendes øjenkrog som hun langsomt lod hånden falde igen. Han hjalp hende så selvfølgelig ønskede hun at hjælpe ham. Pelsen burde gøre hende varm, men hun var stadig iskold, ligeså blå om læberne og ligeså skælvende, hvilket kun bekræftede for hende at hun ikke kun var påvirket af en naturlig kulde, Malisha havde gjort et eller andet.. før eller siden ville det ende med at tage livet af hende, det vidste hun godt. Stille lod Yasmya blikket glide i og lagde sig til rette. Hun var så træt, men hun turde ikke at give efter for det i frygt for hvad der kunne ske mens hun sov. Hun tiggede og bad til at det var gået op for Darryl at noget var galt, tiggede og bad til at Emanuel var okay, hun ville aldrig tilgive sig selv hvis der skete ham noget, det var grunden til hun havde gjort sig selv til Malishas fulde offer. Selvom dyret lå der og passede på hende.. så var det ikke det dyr hun nødvendigvis ønskede skulle holde om hende og tage sig af hende.. pludselig savnede hun Jacques forbavsende meget, også selvom hun udmærket var klar over, at han ikke ville komme til hendes redning.. ikke denne gang.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var virkelig fristet til at bide, men i og med at hun var så.. svækket og så syg som hun var, hvilket han tydeligt kunne se, og hans eget hjerte som direkte forbød ham at gøre det, så kunne han virkelig ikke få sig selv til det. Begge var de ofre for Malishas onde gerninger, også selvom han slet ikke viste hvad det egentlig var hun var ude på. Det var udenfor fuldmånen, hvilket automatisk gjorde, at han havde den kontrol over sig selv – heldigvis, ellers havde de da virkelig haft problemer, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hans vedkommende. Han holdt varsomt øje med hende, også selvom han faktisk var bekymret for hende. Lige hvad Malisha var ude på, eller hvem hun var for den sags skyld, havde han ingen anelse om, men som han vidste, så var der ingen engle som opholdt sig i Dvasias? Så Malisha havde været i Procias? Det måtte der være mange gode grunde til – grunde som han ikke lige kunne se, men han anede ugler i mosen, og han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans eget vedkommende. Som hun strøg ham over pelsen, så slappede han selv af, også fordi at det var et roligt og blidt kærtegn, hvilket var noget som han selvfølgelig rigtig godt kunne lide! Det var noget som han havde savnet, også fordi at det ikke var noget som han havde oplevet længe, udelukkende på grund af de mange problemer som havde været mellem ham og Cayla, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han trak vejret dybt og fortsatte roligt sine slik over hendes skulder og ryg. Han ønskede hende varme, også selvom han godt kunne mærke, at det ikke var noget som han var i stand til at give hende. Malisha måtte have en finger med i spillet her, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre af den grund!
At hun forsøgte at heale ham, kunne Junior godt se, og ikke mindst mærke, som hun flyttede lidt af pelsen, for at komme til sårene. Han vendte de gule øjne roligt mod hende, som han let blinkede med dem. Hun var for svækket, hvilket han allerede var klar over, dog selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være. At hun så lagde sig til og med lukkede øjne ind mod ham, sagde han nu heller ikke noget til, hvor han roligt lagde hovedet tæt ind mod hende, også for at sikre sig, at hun var så omringet af pels, som han overhovedet kunne gøre det, selvom det bestemt heller ikke var nemt, men han gjorde da om ikke andet et forsøg! Han peb igen, næsten som han bad hende om at sove. Han skulle nok passe på hende og holde øje med hvad end der foregik omkring dem.

[Deleted]

Yasmya var frygtelig svækket også selvom hun ikke havde den mest fjerne idé om hvad pokker der foregik. Hun var ikke i stand til at finde varmen, hun følte sig syg, badede i koldsved. Et sted følte hun at hun brændte op, men efterhånden var både hendes figerspidse blå og det samme var hendes læber. Hun nussede stille den tykke pels, også selvom hun næsten kunne føle rifterne under sine fingrer. Det var måske et i forvejen tabt forsøg, men Yasmya forsøgte alligevel at heale ham, også selvom kun en svag varme forlod hendes fingerspidser, der skete ikke rigtigt noget videre, foruden at hun om muligt følte sig endnu mere træt. Hvilke tanker der strøg igennem dyrets hoved, ville hun end ikke spekulere over, for hun havde trods alt sine idéer, det måtte være sulten efterhånden, hun forestillede sig ikke at Malisha gik op i at fodrer ham i det hele taget, og hun stank langt væk af blod. Hvilken mand der gemte sig bag den tykke pels og det fredelige væsen, havde hun ingen idé om, men hun ville heller ikke dømme ham for hurtigt, hun havde mødt flere eksempler på dyr som ham som ikke havde været agressive. Den tidligere dronning havde haft en rådgiver.. Alexis så vidt hun huskede og han havde altid været så venlig ved hende! Når det så var sagt så var stort set alle omkring hende dyr, på den ene eller på den anden side. De blide slik over den blege hud gav hende en næsten brændende fornemmelse også selvom hun ikke gjorde noget ved det. Hjertet sprang et slag over, selvfølgelig var hun bekymret for om blodet ville give ham en forsmag og muligvis friste ham endnu mere end det som han var i forvejen. Det hele begyndte at syne en smule for hende. Hun skælvede stadig ind til ham, forsøgte at holde vågen, også selvom det var blevet en kamp, hun var ikke længere fuldkommen alene, måske hun ikke kunne stole på dyret, men hun havde ikke et valg lige i øjeblikket. Mørket gjorde hende bange, det svækkede hende yderligere, og siden Lucian havde hun haft svært ved de små, trange rum.. sporerne sad der trods alt stadig, det gjorde byrden på sine skuldre kun endnu tungere. Hendes åndedrag blev en smule tungere nu hvor hun om ikke andet lå en smule godt. Det var blevet fuldkommen stille nede i den ukendte kælder. Blikket gled stille i uden at hun selv bed sig fast i det. Hun var så forbandet træt. Hånden fast stille ned over den bløde pels og endte nede ved hende selv, som hun blev mere og mere slap. Tankerne drev frem og tilbage, det eneste hun egentlig kunne se for sig var Emanuels varme smil.. det var det som i sidste ende gav hende lysten til at kæmpe for noget som helst, også selvom døden nok i sidste ende ville være en lettelse.. endelig begyndte tingene at se lysere ud, og så malede warlockerne det mørkt igen? Hendes tanker drev hende ud hvor det på et eller andet tidspunkt endte som drømme.. hun mærkede sig ikke selv af at de tunge øjenlåg forblev i og hun faldt ind i en verden hvor smerten og kulden ikke var slem.. kroppen var døende, kulden og mørket var dræbende, men hun følte sig af en mærkværdig grund fuldstændig tryg....

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Selvom Junior ikke havde spist i det som måtte være dage nu, så ønskede han slet ikke at sætte tænderne i denne kvinde. Hun var ganske vidst ukendt for ham, men af den grund, så ønskede han slet at der skulle ske hende noget ondt, også selvom det virkelig krævede sit fra hans vedkommende, ikke at gøre det, for han var virkelig ved at være sulten nu, og det var noget som i den grad også satte sig i hans egen muskulatur, for det var bestemt heller ikke fordi at han havde meget energi selv, men han ønskede nu stadig at gøre hende varm, også selvom det var tydeligt, at det slet ikke virkede som han ville det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, og den tanke var selvfølgelig trist, men der var ikke noget som han videre kunne gøre ved det. Halen lagde han godt om hende, som han kunne mærke, at hun faktisk forsøgte at heale hans sår, selvom det vel næppe var noget som hun havde styrken til? Hvilket faktisk bekymrede ham. Hvad Malishas planer med dette var, havde han slet ikke nogen anelse om, men han ønskede ikke at lade sig knække af hende, for nu var det ikke noget som hun havde formået til nu! Jovist havde hun formået at tvinge ham i forvandlingen og holde ham der, hvilket klart var mod hans vilje, men han kunne jo ikke gøre noget ved det af den grund! Han så roligt til som hun lagde sig til at sove ind mod ham, selvom hendes mange rystelser slet ikke holdt inde, hvilket i den grad var noget som bekymrede ham og meget endda! Han peb ganske svagt, som han selv lagde sig til ved at holde godt og tæt om hende, ved at lade hende blive næsten fuldkommen dækket i hans faktisk varme pels…

… Hvor lang tid der efterhånden var gået, var ikke noget som Junior havde nogen anelse om. Hans sult var ved at blive temmelig ekstrem, selvom han endnu ikke havde sat tænderne i hende, for det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til, hvilket vel også beviste at han endnu var bærer af sit varme procianske hjerte? Han endte med at spidse øre, som han kunne høre en masse lyde, men det var ikke lyden af de hånende warlocks som kiggede forbi i tide og utide, kun for at påpege at han sultede sig selv, for det gjorde han måske, men det var end ikke noget som han tog særlig tungt! Han ville ikke sætte tænderne i en uskyldig og derved give Malisha det som hun ville have! Det var slet ikke noget som skulle have lov til at komme på tale på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Duften endte med at ramme hans næse, og det var noget som automatisk måtte få ham til at knurre, for det var en som var ved at nærme sig, og det var slet ikke noget som han brød sig om. Børsterne rejste sig varsomt i nakken, hvor han lod kløerne bore sig lidt ned i den kolde sten under ham, også selvom han denne gang valgte at blive liggende på jorden. Hvorvidt om det var noget som Yasmya i det hele taget hørte, anede han ikke, men han ville ikke lade noget som helst ske hende!

[Deleted]

Emanuel var efterladt hjemme ved Jason, idet at Jacques slet ikke havde tøvet med at søge direkte efter Yasmya med alt det som han havde at gøre godt med, også fordi at han slet ikke ønskede at der skulle ske hende noget ondt, også fordi at tanken virkelig måtte skræmme ham et sted, for.. hvem ville da gå efter hende på den måde? Det var bestemt ikke fordi at hun havde gjort noget som helst overfor nogen som helst, så det at det endnu en gang var hende det skulle gå ud over, var slet ikke en tanke som han brød sig om! Lige hvordan han var endt her, var slet ikke noget som han vidste, men han gik næsten ud fra at det var det magiske som hvilede i ham, som havde formået at give ham den tilgang til Den Magiske Cirkel. Han vidste ikke lige hvorfor at det var der han havde sat kursen, men det var bare en skræmmende fornemmelse af at det var der hun måtte være, for ikke at glemme, at hun var hans mage, og han ønskede da slet ikke at der skulle ske hende noget! At komme ind var ikke det største problem – det næste var jo selvfølgelig at komme frem, og det var bestemt heller ikke hvad man kunne sige, var noget af det nemmeste, men det var nu bare sådan at det nu endeligt måtte være i den anden ende.
Jacques’ søgen igennem Den Magiske Cirkel, var ikke ligefrem det sværeste, men at gemme sig for de mange warlocks, var straks en helt anden sag, også selvom.. de ikke var mange lige nu? Heldigvis! Det var noget som passede ham ganske perfekt! Han nåede kun længere og længere ind. Et sted så fulgte han jo egentlig bare sine instinkter, og lod dem føre ham hvor det nu end bare skulle være i det store og hele. Tungen strøg han let over hans læber, som han endte med at stoppe op ved lyden af en knurren. Umiddelbart kunne det kun være en ting, og det var noget som alligevel formåede at vække en naturlig vrede i ham; En varulv. Men som han vidste, så var det slet ikke fuldmåne? Det var noget som kun forvirrede ham yderligere! Han endte med at drejede om hjørnet og fortsætte lidt ned af den lille vej, inden han endte i rummet med cellen, hvor han om muligt, endte med at blive mere bleg i ansigtet ved det syn som mødte ham. Ikke bare at se Yasmya ligge op af det store pelsede bæst, men at dyret så skulle ligge og knurre af ham, var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre! Den tanke i sig selv, var noget som virkelig gjorde ham hidsig! ”Yasmya..” endte han tydeligt bekymret, og alligevel med lettelse over i det hele taget at se hende. At se hende direkte.. blålig og skælvende, var noget som kun gjorde det hele meget værre! ”Hvad har hun dog gjort ved dig..” endte han direkte sammenbidt, som han vendte blikket fast mod det store pelsede bæst som lå der i en ring om hende, næsten som han slet ikke skulle have lov til at komme tæt på? Og den tanke var noget som direkte gjorde ham hidsig, for han lod hende bestemt ikke ligge der! Ikke på vilkår!

[Deleted]

Hvor lang tid der var gået, havde Yasmya ikke den fjerneste idé om. Hun lå endnu og sov trygt og godt ind til den pelsede skikkelse, efterhånden var det blevet direkte umuligt for hende at holde sig vågen. De få gange hvor det var lykkedes hende at slå øjnene op, var det for at se om hun endnu befandt sig i den mørke kælder, sammen med det store dyr, hun ikke længere frygtede, det lod jo til at han passede godt på hende. Selvom hun lå mere eller mindre dækket under den smukke, trykke pels, så lå hun stadig og skælvede. Mere eller mindre hele hendes krop var endt blå af ren og skær kulde, uanset hvad hun gjorde, så var hun kold og kunne ikke stoppe med at skælve. Det gjorde ondt, men hun ignorerede smerten ved at hvile i den søde drømmeverden. Hun slap et tungt suk og rykkede sig en smule tættere på Ulven igen i håb om at få bare en lille smule varme, for selv i søvne klaprede tænderne uden hun var i stand til at gøre særlig meget ved det. Det var ikke fordi at Yasmya mærkede sig af Ulvens pludselige uro, hun var langt væk, det var blevet sværere i det hele taget at vågne fra sin søvn, det måtte efterhånden være flere dage med den forbandede kulde. Utilfredst rynkede hun på panden, og lagde hovedet ind mod hans bryst for atter at finde ro, også selvom den dybe brummen rev hende ud af af søvnen, det var jo et advarselstegn. Anstrengt slog hun de trætte øjne op, og så op på de gule øjne. ”Hva.. hvad e..er d-der?” spurgte hun næppe hørligt og med stemmen der knak. Efterhånden var hun blevet så ensom at hun snakkede til et dyr som ikke ville være i stand til at svare hende. Frustrerende! De tunge skridt satte en frygtelig hjertebanken i hende, pulsen var svag i forhold til hvad den burde have været, men det var ikke noget hun selv mærkede sig af. Langsomt vendte hun sig om, og blev om muligt mere ligbleg i hovedet ved synet af Jacques stå ude foran buret. Et savn og en længsel vældede op i hende, selvom hun et sted var overbevist om at hun stadig sov. Hvorfor skulle Jacques tage den lange og farefulde tur til Dvasias for at redde hende? Han ville jo slet ikke vide af hende. Mere roligt lagde hun sig slapt ned igen og forsøgte at holde øjnene åbne. ”Ja-Jacques,” hviskede hun stille. Tårerne trængte sig på, hun havde været overbevist om at hun aldrig ville komme til at se ham igen, også selvom hun ikke kunne beslutte sig for om det var virkelig eller om sindet spillede hende et puds, ja så var hun virkelig lettet over at se ham! Hun forsøgte at vrikke lidt med benene, men der skete stadig ikke rigtigt noget, mest bare for at se. I stedet rakte hun langsomt hånden ud mod ham, de slanke håndled gled mellem tremmerne uden problem, hun ønskede vel et sted bare at få bekræftet at han virkelig var der? ”Jeg e-er k-k-kold,” konkluderede hun anstrengt, for det var ikke nemt at forme ordene i det hele taget ved de blå læber, men hun var nødt til at høre hans stemme, den havde altid beroliget hende, derfor var hun nødt til at høre ham sige et eller andet, så skulle det hele nok gå.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Lyden af stemmer, var efterhånden noget som Junior reagerede kraftigt på. Han var virkelig ved at være sulten, han var træt og ikke mindst udmattet, og hendes kulde var noget som frarøvede ham hans egen kropsvarme, selvom han endnu valgte at blive liggende der hvor han gjorde, for at passe på hende. Det bekymrede ham faktisk at hun sov så meget som hun gjorde, men det var vel udmattelsen ved at forsøge at finde en varme, som hun bare ikke kunne finde? At det så skulle vise sig at være en mand som hun var kendt med, var noget som omgående fik ham til at holde op med at knurre og fremtræde aggressivt, for han ville bestemt ikke tøve med at fare på manden, hvis det skulle vise sig at blive en direkte nødvendighed, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu end måtte være i den anden ende. Han lagde roligt ørene ned, som Yasmya faktisk vågnede og begyndte at snakke. Det var noget af det første som han i det hele taget hørte hende sige, og det at hun var så kold, at hun næsten var blå, var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig om. Han peb ganske svagt, som han vendte blikket mod hende. De lå ganske tæt op mod tremmerne, udelukkende fordi at det havde været svært for hende i det hele taget at bevæge sig, for.. benene så ikke ligefrem ud til at de ville som det hun ville. Han slikkede let hendes arm som hun rakte den mod manden som stod på den anden side, hvor han i den grad også måtte holde et varsomt øje med ham. Det kunne godt være at kvinden ind mod hans krop faktisk kendte ham, men det var jo ikke ligefrem noget som bekræftede for ham, at det var en mand som ønskede hende det bedste, og det var derfor han reagerede så kraftigt som han gjorde, for han ønskede slet ikke at der skulle ske hende noget som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hans mine og de gule øjne hvilede som stødt på manden med en direkte advarsel at spore. Hovedet lagde han endeligt ned, da han ikke ligefrem opfattede faresignaler fra manden på den anden side af tremmerne, så der var vel ikke noget som helst i det? Andet end bekymring ligesom han selv følte for det unge kvindelige individ. Halen lagde han om hende, da den nu var lang og pelset, også selvom det allerede for dage siden, var gået op for ham, at han ikke kunne varme hende, hvilket i den grad også var en tanke som efterlod ham direkte frustreret! Det var jo ligefrem fordi at han følte, at det faktisk var ham som gjorde noget forkert! Han peb svagt igen og vendte blikket mod Yasmya. Hun havde det ikke godt, og han kunne mærke det!

[Deleted]

Selvfølgelig var det lettende for Jacques at han havde fundet hende, men under de omstændigheder og i den forfatning, så var det noget som både gjorde ham bange, men også direkte rasende, og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, og den tanke var noget som gjorde ham direkte hidsig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket direkte mod det store dyr, hvor han selv endte med at blotte de spidse tænder, også fordi at dyret jo faktisk truede ham, ved at være så tæt på Yasmya! Hvis det dyr havde lagt så meget som en klo på hende, så svor han..! At det ikke var fuldmåne udenfor, var slet ikke en tanke som han tænkte, da det eneste som han havde haft i hovedet, var Yasmya og hendes velbefindende, og i det tilfælde, så var han virkelig glad for at han i det hele taget fandt hende i live! Han gik ned i knæ som bæstet endelig holdt op med at knurre af ham, hvor han hurtigt greb omkring hendes hånd. Hun var virkelig iskold, og han vidste, at det var noget som hun slet ikke kunne tåle! Det ville da for pokker slå hende ihjel! ”Hvad har hun gjort ved dig, Yasmya..” endte han med en dæmpet stemme. Han bed sig tydeligt i læben og rystede så endeligt på hovedet. Han knugede næsten omkring hendes hånd, også et sted for at vise hende, at han faktisk var der – at han var kommet den lange vej fra Procias, kun for at finde hende, for det havde i den grad været det eneste som han havde haft i hovedet, det var der ingen tvivl om! Den vrede hvad Emanuel angik, var slet ikke noget som han skænkede så meget som en tanke i denne stund! Det var slet ikke noget som han kunne på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg ved det godt min kære.. Jeg er her for at få dig hjem,” endte han dæmpet. Hans hånd begyndte at ryste. Vreden i ham, var virkelig enorm, også selvom han vidste, at han var nødt til at være forsigtig. Hvis warlockerne – eller de få tilbageværende vidste at han var der, så var det ham som havde problemer, for han havde slet ikke nogen erfaring indenfor kamp. Det var ikke noget som man just kunne sige, at han havde beskæftiget sig mest med! Han slap hendes hånd, selvom det bestemt ikke var med hans gode vilje. Han rejste sig op, idet han greb omkring døren ind til cellen, kun for endelig at rive den af hængslerne og rive den op. Lydløst som muligt, lagde han den op af væggen tæt ved, inden han trådte indenfor. Selvom hele stedet stank af hund, så bed han det i sig lige nu. Han tog varsomt fat omkring Yasmya og hævede hende i sine arme. ”Lad os komme hjem,” endte han dæmpet. Dyret var slet ikke noget som han skænkede en tanke, for han ville da helst blive fri for at have for meget med det væsen at gøre!