Step two..?

[Deleted]

Dyret var frygtelig beskyttende, Yasmya kunne næsten mærke hvordan han forsøgte at ligge alt der var muligt omkring hende, for at beskytte hende mod dens naturlige fjende. Hun fortrak dog ikke en mine, et sted var hun stadig overbevist om at hun lå og sov, at det hele blot var en alt for sød drøm. Selvom hendes hjerte bankede en smule hurtigere ved synet af ham, så følte hun sig stadig svag og afkræftet. Ethvert led i hendes krop var direkte frossen, det gjorde ondt at bevæge sig og det gjorde endnu mere ondt at tale, i det hele taget at forme læberne. Alligevel gjorde hun det bedste i det hele taget. De grønne øjne hvilede på den velkendte skikkelse også selvom alting var lidt sløret. Mørket gjorde hende direkte svag og det i sig selv var svært at se igennem. Hun kneb øjnene sammen i håb om bedre at kunne se ham også selvom det ikke rigtigt hjalp hende. Det slanke håndled lod hun falde igennem tremmerne for at række ud mod ham, hun ville bare have lov til selv at føle om han var der eller ej. Selvom hun ikke kunne se ham blotte sine tænder , så kunne hun fornemme den fjendtlige indstilling. Hun rystede træt på hovedet, og søgte en smule længere ind mod Junior, udelukkende for at demonstrere at han ikke gjorde hende det mindste, der var ingen grund til at afvise ham. Hånden endte med at falde i hans. Yasmya forsøgte at give den et klem, men hun havde slet ikke kræfterne til det. Det var lige før at han var varm i forhold til hendes, for hun var virkelig kold, hun kunne ikke tåle det, men samtidig så fandt hun ikke varmen uanset hvad hun gjorde. ”Jeg v-ved d-det ikke,” stammede hun hæst, også selvom det var ærligt. Hun vidste slet ikke hvad pokker Malisha havde gjort ved hende, men det gjorde ondt og hun var ude af stand til at bevæge sine ben, hvilket hun fandt skræmmende. Yasmya længtes efter sin lille knægt, hun var bekymret for ham, men det at Jacques var der, understregede vel et sted kun at der var styr på tingene? Det var en ganske anden tone hun blev mødt med, en det som han havde gjort sidste gang, og det lettede hende et sted, udelukkende fordi det om ikke andet beviste hende at han om ikke andet.. ikke havde glemt hende helt? Hun nikkede stilfærdigt. ”D-det vil je-jeg ikke s-sige d-dig i-imod,” medgav hun træt, og så hen på Junior mens Jacques endte med at slippe hendes hånd, noget der skabte en mindre uro igen, hun var jo bange for at han havde tænkt sig at gå. Den irriterende lyd af metal der blev bukket, skar hende dybt ind i øret, det var træls! Hun lod sig trække ind i Jacques stærke arme. Måske det ikke var det rette tidspunkt, men hun havde helt glemt hvor godt det føltes selv efter alle de år. Havde det ikke været fordi hun var så udmattet, så ville antydningen af et smil have været at finde. ”vi.. vi kan ik-ike gå u-uden ham,” endte hun anstrengt og så hen på Junior der lå i buret. Han var selv fange så meget var gået op for hende. Hun krøb sig helt ind i hans favn forsøgte desperat at finde varme også selvom det slet ikke hjalp. Om ikke andet var han der.. mere kunne hun ikke bede om.

[Deleted]

Det store og massive dyr som Yasmya måtte ligge op af, var slet ikke noget som Jacques tog sig det mindste af lige nu, da det eneste som han havde i hovedet, var at finde Yasmya og få hende med sig hjem, for hun skulle bestemt ikke ligge her i mørket, også fordi at han vidste, hvor farligt det egentlig var for hende, og det var bestemt ikke en tanke som han brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! Han sukkede dæmpet, som han direkte knugede om den lille hånd som blev mast igennem tremmerne. At nogen i det hele taget kunne få sig selv til at ligge hende der, var slet ikke noget som han forstod sig på! Det var bestemt ikke noget som hun havde fortjent på nogen som helst måde overhovedet! Han lod hende vide at han var der, at det ikke bare var en fantasi som spillede hende et kraftigt puds, for det var det på ingen måde, for han var der, og han var der for at få hende med hjem! ”Sch, Yasmya.. Du skal ikke bruge energi på at snakke.. Nu skal vi hjem..” At slippe hende, var slet ikke noget som han var videre var meget for, for han ønskede hende slet ikke urolig, og specielt ikke nu!
Det tog ikke Jacques særlig lang tid at rive jerndøren af sine hængsler og lod den hvile op mod den kolde væg, idet han hurtigt var henne ved Yasmya, for at få hende op i armene, kun for at knuge hende direkte ind mod ham. Han var da kun glad for at han i det hele taget havde fundet hende i live! Det var jo for pokker da lige før, at man kunne sige, at hun var koldere end det som han var! Og det var noget som for alvor fik hans alarmer til at gå i gang, for de kunne bestemt ikke blive her, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. At hun faktisk ville have det store dyr med, var noget som fik Jacques til at vende blikket mod det, direkte i vantro, for han kunne jo slet ikke have det massive dyr på slæb! Og ud fra omstændighederne, så kunne han næsten gætte sig til at dyret havde været der nede om ikke andet, så i længere tid end det som Yasmya selv havde. En tanke som han selvfølgelig ikke bifaldt, men for pokker! ”J-jamen… Jeg kan ikke slæbe ham, Yasmya..” forsøgte han med en bortforklaring, også selvom det vel tydeligt stod i hans ansigt, at han ikke bifaldt tanken om at skulle være det forbandede bæst i nærheden? For det gjorde han bestemt heller ikke, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Men udmærket.. Hvis jeg kan få dig hurtigere med hjem på den sigt, så.. Rejs dig,” endte han med en stilfærdig mine mod dyret. Han anede ganske vidst ikke hvem det var, men vedkommende, skulle bestemt ikke have lov til at sænke hans færd tilbage mod Procias, så han kunne redde Yasmya!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde ikke nogen anelse om hvem nogen af disse to individer var, men selv kunne han ud fra omstændighederne, se at de holdt af hinanden, hvilket næsten var noget som efterlod ham med en knude i maven. Yasmya havde kun været der for enkelte dage, og han havde end ikke nogen anelse om, at der i det hele taget var nogen som søgte efter ham. Han var jo kun lige ved at finde ud af det hele med Cayla igen, men.. han havde ikke haft færden af hende, eller set så meget som en skygge, og et sted blev selv han vel en smule skuffet? Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget for af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Selv havde han ingen kvaler ved at blive liggende, som Jacques tog hånd om den unge Yasmya og tog hende op i sine arme, kun for at holde hende tæt. Han fulgte dem dog stadig meget vågent med blikket. Det var ikke fordi at han kunne lægge meget mere i det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han brummede tungt, som han dybt måtte trække vejret. Han lod blikket falde for en kort stund ned mod sine store poter, som havde revet en anelse op i gulvets hårde sten, da Jacques havde gjort sin entré i den ellers så frygtelig kolde kælder.
Tanken om at Yasmya i det hele taget faktisk gerne ville have ham med, var noget som direkte kom bag på ham. Et sted så havde han vel.. glemt følelsen af det procianske nærvær i form af det varme hjerte, også selvom han vidste, at de kunne være nogen af de værste sladdertanter, som man overhovedet kunne beskrive og tænke sig frem til! Han hævede øjnene mod dem, også selvom han kunne høre at Jacques ikke var meget for det, hvilket var en tanke som direkte fik ham til at knurre ganske svagt – kun et tydeligt tegn på en utilfredshed. At han så direkte skulle rejse sig, vidste han egentlig ikke om han rigtigt kunne være i stand til, men han var vel bare.. nødsaget til at prøve? Han kneb øjnene let sammen, som han endte med at kæmpe sig op på benene, også selvom de tydeligt måtte skælve under ham. Han vendte blikket mod dem. Hvis dette kunne resultere i hans egen frihed så han kunne komme hjem til Cayla, så var det virkelig også det hele værd i hans øjne! Selvom benene skælvende, så formåede han faktisk at holde sig stående på dem, for ganske vidst var han en mand med et varmt hjerte, man han ønskede på ingen måder at lade den mand betragte ham som svækket på den ene eller den anden måde! Han endte med at stille sig foran dem, og endeligt op foran dem, som han ledte en smule foran, også for at få gang i benene igen. Det var yderst tiltrængt!

//Out

[Deleted]

Yasmya tvivlede ærlig talt på at det havde været Malishas mening at placere hende et i bur med et kæmpe bæst, der nægtede at ligge en finger på hende. Han havde passet på hende, forsøgt at varme hende ved at omgive hende fuldstændig, så hun mere eller mindre havde været dækket i pels, det havde dog ikke hjulpet synderlig meget. Hun lod blikket glide, i det var for anstrengende at blive ved med at se på ham, og på trods af kulden og mørket, så følte hun sig atter i trygge og på sit vis vante omgivelser, hun vidste at Jacques ikke ville gøre hende noget. Det skar i hele kroppen i samme øjeblik han løftede hende op i sine arme. Hun slap et lidt klagende støn og lod hovedet falde ind mod hans bryst. I forhold til hende så føltes han næsten varm, tanken morede hende selvom hun udmærket var klar over, at det ikke ligefrem var en god ting. Yasmya havde stadig ikke forstået hvorfor hun i det hele taget var blevet lagt der, hun vidste at det havde noget med den betydning hun havde for visse personer.. som Jason, Marius og Gabriel kunne hun forestille sig, for Malisha havde jo været interesseret i at ramme dem, og ikke hende som sådan, tanken irriterede hende en smule, hun havde jo ikke gjort andet end at passe sig selv og sin søn. Yasmya nikkede medgivende til hans ord, hun forblev slap i hans arme. Måske hun ikke burde bruge energien på at snakke, men hun kunne godt lide at høre hans stemme, de beroligede hende, desuden havde hun mange spørgsmål.. hvordan han var kommet ind for eksempel, warlockerne var ikke til at danse rundt med, hun var faktisk lidt bekymret for ham. ”Em-E-Emanuel,” hviskede hun hæst og så op på ham, selvom øjnene kørte rundt i hovedet på hende, det havde slet ikke været hende muligt at holde sig vågen for mere end minutter af gangen siden hun var kommet. Det skar i ryggen at ligge der, men hun bed smerten i sig, udelukkende fordi det om ikke andet var bedre end at sidde fanget i en mørk kæler. Hvad angik dyret, så havde hun ingen intentioner om at lade ham ligge tilbage, han havde passet på hende, og han fortjente sin frihed ligeså meget som hun selv gjorde! Ja til tider havde det sine ulemper at være prociansk og med et varm hjerte. Efterhånden havde hun kendt Jacques i frygtelig mange år, og selvom de ikke længere var et par, så vidste hun at det var rene bortforklaringer, hun kendte jo godt det naturlige forhold mellem vampyr og vareulv. ”Ha-han kan g-gå se-selv,” påpegede hun stilfærdigt. Måske han var tilskadekommen, men hun havde set ham rejse sig op til flere gange, hun håbede inderligt at han ville gøre det, for hun ønskede ikke at lade ham ligge tilbage på den måde. ”T-tak,” hviskede hun stille. Normalt ville hun have skænket hans kind et kys, men hun var for træt. I stedet lod hun en hånd ligge sig mod hans bryst.. det faldt hende vel et sted bare naturligt? Øjnene endte med at glide i, nu var hun ikke længere i stand til at åbne dem igen, hun var så udmattet. Selvom det ikke var hendes mening, gled hun atter tilbage i en urolig søvn med en svag åndedræt. Hendes hånd blev dog hvilende, mest på grund af hendes skælven der næsten var gået over i krampelignende tilstand.

//Out.

[Deleted]

Jacques kunne umiddelbart godt forestille sig, at det her som udspillede sig for øjnene af ham, nok ikke ligefrem var det som Malisha havde regnet med skulle ske, for ikke at glemme, at han et sted kunne fornemme på dyret, samt så svagt som det var, at han ikke havde spist igennem det som måtte være dage. Selvfølgelig var han utrolig taknemmelig for at han ikke havde bidt sig fast i Yasmya, for i det tilfælde, så ville han slet ikke vide hvordan pokker han skulle reagere, og det var slet ikke noget som han ønskede sig i den ene eller den anden retning på nogen måde overhovedet. Han vendte blikket mod Yasmya som næsten føles at falde bare lidt til ro i hans arme. At hun hviskede Emanuels navn, fik ham svagt til at trække på smilebåndet. Han kyssede varsomt hendes pande. ”Emanuel har det fint, min kære.. Han er hjemme ved farfar,” forklarede han sandfærdigt. Han havde jo selv fundet knægten fuldstændig forvirret og ked af det, for han havde jo – lige så vel som ham selv, mærket at der havde været noget direkte galt, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet.
Tanken om at skulle have dyret på slæb, var slet ikke noget som Jacques var meget for i det store og hele, men hvis det var det som hun krævede af ham, for at komme med hjem, så.. var det vel noget som han godt kunne finde sig i, i den anden ende? Han bed sig svagt i læben og vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, som han kunne se at hun var endt med at glide hen i søvnen igen. Hun var virkelig også iskold! Og det var bestemt heller ikke noget som han brød sig om, for et sted så var han vel også bange for at det her var noget som skulle tage hendes liv i den anden ende, hvilket bestemt heller ikke var noget som han brød sig om i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende. Emanuel havde brug for hende! Og.. det havde han vel også et eller andet sted? Han sukkede dæmpet, som han let trykkede hende ind mod sig. Hånden mod hans bryst, var noget som et sted også var noget som gjorde ham rolig, og den tanke og fornemmelse, var noget som han faktisk godt kunne lide, og det var i den grad også noget som bragte ham et behag uden lige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Udmærket, så lad os komme ud..” endte han dæmpet, som han trykkede hende godt og tæt ind mod sig, som han hurtigt forlod kælderen og hurtigt søgte efter det store pelsede bæst, for at forlade Den Mørke Cirkel.

//Out