Let us continue!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena talte end ikke med sin far, hun havde hverken hørt fra ham eller set ham siden deres bryllup og der havde han været frygtelig stiv i minen, det vidnede om ikke andet om at han havde været utilfreds med et eller andet og hun frydede sig lidt over den tanke. Det var ikke fordi hun klagede, mange unge piger blev tvunget ind i et ægteskab men han havde jo ikke haft en grund til at give hende væk og særligt ikke til Valerio.. hvad der gjorde mere ondt var tanken om at hun i det skjulte allerede haft en anden i kikkerten dog velvidende om at det ikke havde været en mulighed, men det havde om ikke andet givet hende noget at klamre sig til. Det passede hende fortrindeligt at de droppede at snakke om hendes far, for det ville ikke gavne nogle af dem, allerede nu kunne hun jo føle hvordan vreden ulmede et sted under huden. ”Godt, så langt er vi enige så. Lad det ligge, jeg vil meget hellere høre hvordan det går med dig,” erkendte hun og formåede faktisk at tvinge et lille smil frem over læberne. Under tøjet gemte der sig langt mere end blot blå hud, han havde bidt hende.. flere steder hun vidste ikke hvor, det var som om hun glemte hvad der skete imens han gjorde det, hvilket Athena bestemt ikke havde tænkt sig at klage over, hun var i stand til at abstrahere fra de hårde stød. Hun trak svagt på skuldrene, som hun roligt førte ham med sig gennem de mørke gange. Bevidst valgte hun ikke at kaste blikket over skulderen, for hun kendte ham nok til at vide hvornår han var vred. ”Ikke? Han er jo min, Evan.. om jeg vil det eller ej, men du har ret.. jeg foragter tanken, det hjælper mig bare ikke særlig meget,” endte hun lidt sammenbidt. Det var heller ikke for at vrisse af ham overhovedet, hun var stadig glad for at se ham, han var jo den eneste der direkte formåede at skænke hende en følelse af tryghed, det var mere tanken om hele der gjorde hende lidt pirrerlig, ikke mindst fordi hun skammede sig over hvordan hun så ud, desuden følte hun sig beskidt efter at hun havde fået taget sin uskyld.. det var som om hun havde mistet en vigtig del af sig selv på vejen, og det havde efterladt hende i temperamentets iltre kløer. Evan havde altid haft en udstråling af autoritet, og hun havde til en vis grad fulgt den, så snart han var træner, kaldte hun ham også for 'Sir', Evan var kun når han endelig var hendes onkel. Hun sukkede og trådte ind den store træningssal, med tårerne der pressede sig på, ved hans ord om at han var stolt af hende. Det var uger siden hun havde hørt så meget som ét rosende ord, Valerio sagde ikke den slags, han bad hende som oftest om at holde kæft så snart hun åbnede munden. Døren lod hun glide i bag dem, hun lagde armene om sig selv også i forsøget på at skjule sig en smule, hun ønskede slet ikke at han skulle se de mange skavanker. Hun himlede med øjnene og vendte sig med fronten til ham. ”Nej jeg har gjort det ved mig selv? Selvfølgelig er det Valerios værk,” svarede hun frustreret. Det var trods alt kun en del af det, han skulle nødig se resten af hende i så fald.. eller gå i hendes sko i bare et døgn. ”Som jeg sagde er jeg ikke lige god til at føje ham, det meste beder jeg selv op,” tilføjede hun hurtigt uden at vide hvorfor pokker hun forsvarede det.

[Deleted]

Alene tanken om Jared, var ikke just det som Evan var kommet for at dele med hende, for han vidste skam udmærket godt, at hun virkelig foragtede tanken om sin kære gamle far, men det var der nu ikke noget at gøre noget ved, for han kunne skam godt forstå hende. Han selv havde været direkte rasende ved tanken om sine egne, også fordi at det var en tanke som gjorde ondt, men ikke desto mindre, så var han nu mere interesseret i hende og hendes velbefindende, en det som han var interesseret i så frygtelig mange andre ting, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han betragtede hende med en ganske kortfattet mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. ”Det kalder jeg mig et fornuftigt træk, min kære,” endte han ganske sigende, også fordi at han kunne lide, at han ikke blev cuttet af direkte eller afvist af den grund, så det var noget som passede ham ganske fortrinlig!
Tanken om at Valerio var direkte modbydelig mod Athena., var en tanke som direkte irriterede Evan, selvom han vidste, at han ikke kunne gøre noget som helst ved det af den grund, selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre af den grund! ”Få det hellere ud, end at bide det i dig, når du endelig har muligheden for det, Athena. Jeg lover at holde mund,” endte han ganske sigende. Det bedste som hun kunne gøre, var at få det ud, når der endelig var en som hun kunne læsse det af på! For ikke at glemme, at det jo snildt var noget som han kunne bringe videre til Jared, hvilket næsten kun gjorde det bedre, for han var så sandelig ude på at give manden dårlig samvittighed, specielt med tanke på det som han havde gjort og kostet Athena i længden, for det var på ingen måder retfærdigt, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Så lang tid at han var i stand til at give hende den følelse af tryghed, så var det bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod, for han ønskede hende i tryghed, og han ønskede hende i sikkerhed, nu hvor det ikke var noget som hendes far ønskede at skænke en tanke! Han vendte blikket mod hende, for han kunne jo se at hun var banket gul og blå! Hendes frustrerede tone, var noget som irriterede ham. ”Vov ikke at tage den tone i brug overfor mig, Athena..” hvislede han med en fast tone, for det var bestemt ikke noget som han fandt sig i, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! Han gik med faste skridt hen til hende, hvor han først stoppede op, som han nåede hendes skikkelse. Han vendte blikket direkte fast i retningen af hende endnu en gang, selvom det ikke just gjorde det bedre, for han kunne jo se det! Hun så jo direkte.. forfærdelig ud! ”Jeg vidste at han kunne være en hård mand, Athena, men ikke at han skulle banke dig fuldkommen gul og blå.. Jeg nægter at tro på, at den her behandling har været en del af aftalen mellem Valerio og din kære far.. Er det være under tøjet..?” Han vendte blikket direkte mod hende. Sådan som hun så ud, så var hun jo knapt nok i stand til at træne, og det var mere end grund nok til bekymring!

[Athena Maloya Mathimæus]

Uanset hvor hård hendes far havde været, uanset hvor mange gange han havde afvist hende, så havde Athena altid elsket ham blindt, hun havde forgudet ham, men nok var nok og nu var grænsen ganske simpelt nået, han havde ikke bare valgt at beslutte hvilken vej hendes liv skulle gå, han havde ligeså taget frygtelig mange af de få værdier hun havde, fra hende.. eller den del havde Valerio hjulpet men hips som haps. Athena nikkede stille mod ham. Far var det sidste hun ville snakke om, det ville være langt mere interessant at høre hvad han havde lavet selvom hun allerede kendte svaret, manden var afhængig af sit arbejde. ”Jeg kan godt, tro det eller ej.. så hvordan går det med dig?” spurgte hun måske en smule desperat efter at finde et samtaleemne der ikke involverede hende, men pointen var vel at hun faktisk afveg sin vrede ved at abstrahere? Hun var trods alt blevet mester til det blot den korte tid hun havde været sammen med Valerio.
Athena bed sig en smule usikkert i læben ved hans ord. Valerio havde været modbydelig lige fra det øjeblik de var endt alene, og han havde gjort det ganske bevidst. Det kølige smil og de tomme øjne han kunne stille op fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. ”Jeg ved det godt, men hvad ville det hjælpe mig at klage? Jeg skal bare tilvænne mig, og jeg er sikker på at der er andre der har været mere uheldig end jeg har,” endte hun lidt afvisende, hun brød sig ikke om at være et svagt led, også selvom hun slet ikke tog så let på det i virkeligheden, hun følte sig på ingen måde heldig! Et eller andet sted ønskede hun at give både Jared ringe smag i munden, men hun ønskede samtidig også at lade Evan se hende, lade ham se hvor godt hun klarede sig, hun var forslået, skambidt og halvt om halvt voldtaget og hun levede i den grad under verbalt misbrug, men hun klagede ikke for et øjeblik, hun søgte end ikke hjælp, eftersom hun var blevet fortalt at hun nu var voksen og måtte klare tingene selv. Den bestemte tone fik det hurtigt til at rykke en smule i hende. Hun slog blikket i jorden omgående. ”Undskyld, Sir,” endte hun hurtigt. Så snart han tog den tone i brug overfor hende var det bare naturligt for hende at kalde ham ved det, for så var han jo træner og ikke onkel. Hun knyttede hænderne, lod neglene borer sig ind i sine overarme. Hun havde lyst til at råbe af ham, det havde hun virkelig men hun ønskede heller ikke at han skulle gå igen, ikke nu hvor han var der! Som han valgte at træde tættere på hævede hun langsomt de grønne øjne og mødte hans blik. ”Det er ikke en del af aftalen.. tror jeg i hvert fald ikke, men hver sød ikke at sige noget til far. Du vidste at han kunne være en hård mand, men du vidste ikke at han var så hård?” gentog hun en smule forundret. ”Tja det meste er vidst også ubevidst når han udfører de ægteskabelige pligter.. visse af dem kommer når han synes jeg er i vejen hvilket sker temmelig ofte.. resten beder jeg selv om,” erkendte hun med et svagt skuldertræk, hun fandt sig ikke hvad som helst hvilket hendes krop afslørede. Athena himlede med øjnene, og lavede en mindre bevægelse med håndleddet der fik døren til at glide i lås og alle gardinerne trukket for, inden hun roligt begyndte at klæde sig af for hans øjne, når det kom til ham skammede hun sig ikke over sin krop, og hun havde uanset ingen kvindelig værdighed tilbage, og foruden arene og mærkerne ja så var hun jo faktisk smuk.. et sted. Blusen lod hun falde til gulvet, og trak en smule ned i bukserne, så hele overkroppen var blottet for hans blik, bidemærker og det hele. ”Vurder selv,” endte hun og så væk med skam i blikket.

[Deleted]

Evan vidste skam godt, at de ikke fik noget ud af at snakke om Jared, for han forstod skam godt hendes evige frustration hvad den mand angik, også fordi at han vidste at hun desperat havde forsøgt at få manden til at se hende igennem flere år, men det var som om at der bare var plads til hendes bror, Zacharias. Så var det vel også godt, at han vel havde været der, så der havde været nogen til at se hende? Han vendte blikket ganske sigende mod hende, som hun direkte spurgte ind til hvordan han havde det, selvom det nu heller ikke just var noget som kom bag på ham som sådan, men.. ja, hvad skulle han svare udenom det ordinære? ”Foruden det skriftlige arbejde, og forhandlinger, så ikke det vilde, må jeg erkende. Der er ikke rigtigt noget at tage sig til, når jeg ikke har min træning,” påpegede han sigende, som han igen vendte blikket mod hende. ”Måske.. Men af den grund, så har jeg mine anelser om hvor meget du virkelig foragter at stå i den situation som du står i, min kære.. Det er okay at give udtryk for det, frem for at lade det hobe sig op,” påpegede han ganske sandfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Desuden vidste han godt, at som en mental dæmon, at det var farligt, at lade det hobe sig op på den måde.
At hun direkte skulle hvæse af ham, var slet ikke noget som han fandt sig i, og det var noget som hun så sandelig også var klar over i den anden! Han vendte blikket direkte mod hende, og med den ganske kortfattede mine, for det var en utilfredshed, som han slet ikke kunne skjule for hende, og det var slet ikke noget som han havde nogen intentioner om! Han nikkede ganske sigende, også som et tegn til at hendes undskyldning var accepteret, for han vidste, at hun var frustreret, og han forstod hende faktisk også! Han vendte blikket mod hende igen, hvor han lod armene søge over kors. Hun var kommet til skade, hvilket han godt kunne se, og det var en ting som kun fik hans alarmklokker til at ringe, og det var bestemt heller ikke noget som han kunne fortsætte med at undlade at lægge mærke til, det var der ingen tvivl om! ”Han er værre, end det jeg lige havde regnet med at han ville være, ja, og det bekymre mig, Athena.. Jeg bryder mig slet ikke om at se dig i den tilstand, også fordi at jeg kender din far nok til at vide, at han med største sikkerhed, har garderet sig ind ved Valerio. Det her er uden tvivl et brud..” At hun direkte låste alt af, og begyndte at klæde sig af, så kunne han jo tydeligt se hvor slemt det egentlig var, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham, for den tanke ene og alene, var noget som gjorde ham direkte rasende, og det var mere end det som han nu lige ville være med til i den anden ende! Næverne knyttede han fast, hvor det var tydeligt at se hvordan han havde det med det. Uanset hvad hun sagde, så var billedet allerede sendt af sted til Jared. Han var nødt til at se hvordan hans datter var tilredt! ”Hvorfor har du ikke kontaktet mig, Athena? Det her er misbrug!” endte han med en direkte vred stemme.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde altid kæmpet for at få sin fars accept, men det var aldrig lykkedes hende, selv ikke nu hvor hun havde indvilliget i at gifte sig med en mand som gjorde hele livet til et helvede for hende! Det havde vel et sted også fået hende til at indse, at far aldrig rigtig ville blive tilfreds med hende? Hun forsøgte at være voksen, det gjorde hun virkelig men det var heller ikke nemt når Evan altid havde været frygtelig meget over hende. Der var intet ved hans svar som direkte kom bag på hende, hun vidste jo godt at Evan brugte al sin tid på arbejde, hvilket næsten var lidt ærgerligt, han havde trods alt en kone der forgudede ham, hvorfor så spilde tiden på håbløse sager som hun selv? Blikket lod hun roligt hvile i hans, hun havde altid været meget betaget af hans øjne, selvom de som oftest var ret.. intetsigende eller bare direkte hårde. ”Jeg ville lyve hvis jeg påstod at jeg var forundret. Du har vel andre at træne med end mig? Eller du har ikke overvejet at forkæle Diane lidt?” spurgte hun roligt. Hun havde spurgt ham om det mange gange før, og hun fik altid en klar afvisning, men ja noget skulle hun jo snakke med ham! Hun bed sig blidt i den bløde underlæbe og så hen mod de mørklagte vinduer. Det frustrerede hende at han kun så de udvendige mærker, han forstod sig på ingen måde på de andre ting hun gennemgik, det gjorde ingen og det fik hende til at miste både modet og besindelse, hvilket var farligt og det vidste hun jo godt. ”Jeg bryder mig ikke om at være her.. jeg bryder mig ikke om Manjarno i det hele taget og jeg bryder mig slet ikke om min kære ægtemand, og det ved både far, hele slottet og han selv, det er umuligt ikke at lade det hobe sig op,” svarede hun sandfærdigt. Hun slog sig til tåls med tilstedeværelsen, men hun var konstant ked af det og bange, desuden blev der hele tiden overskredet flere grænser end det som hun kunne være med til.. nu ønskede hun næsten at hun ligesom Zacharias havde valgt at søge til bordellet frem for dette.. det havde slet ikke været ventetiden værd hvor ondt den tanke end gjorde. Måske det var farligt at lege med kontrollen på den måde, men hvad andet valg havde hun? Hun nikkede blot tilbage mod ham som han accepterede hendes undskyldning,f ro hun vidste jo godt at han ikke brød sig om den spidse tone, men hun kendte ikke rigtigt andet end det i øjeblikket. ”Du skal ikke bekymre dig, Evan jeg klarer mig jo, ikke? Desuden hvad pokker havde i så forventet? I sætter mig sammen med en vampyr, og jo mere blid jeg beder ham om at være jo hårde er han bevidst,” svarede hun atter med frustration i tonen. De grønne øjne fyldtes med tårer.. det var uger hvor hun havde gået med konstant uro, frygt og smerte, det var ren og skær psykisk terror, end ikke hun kunne blive ved. Hun havde ingen idé om at han sendte et billede til hendes kære far. Armene lagde hun yderst stille over sit brystparti ikke fordi hun ikke brød sig om at han kiggede på hende – tværtimod men hun var flov over hvordan hun så ud. Ryggen vendte hun stille til ham, ikke fordi den så meget bedre ud. En stille tårer trillede ned over hendes kind, hun skjulte den for ham ganske bevidst. Den vrede tone løb hende koldt ned af ryggen. Hun så over den blottede skulder, uden at fange hans skikkelse. ”Det har det været siden dag ét Evan, siden det første øjeblik vi var alene, selvfølgelig er det misbrug, og endda på alle tænkelige måder, men hvem fanden bryder sig om det? Jeg klarer mig som sagt!” hvislede hun vredt, ja hun var fuld af frustrationer som han end ikke ville forstå sig på, og det påvirkede selv hende!

[Deleted]

Der var virkelig ikke noget nyt set fra Evans synsvinkel, for han gik bare mere op i det skriftlige arbejde, end det som han gik op i det andet, for han var slet ikke den romantiske type. Hvis Diane ville have noget, så købte hun det, så det var end ikke fordi at han gjorde det største ud af ægteskabet, selvom han vidste at ringen på hans finger, selv efterlod ham med temmelig mange forpligtelser, som han skam også gjorde sit for at imødekomme, og det var jo ikke ligefrem fordi at Diane klagede over det som sådan. ”Mit liv består udelukkende af arbejde, og det ved Diane udmærket godt. Nogle skal jo sørge for at der kommer penge ind, så der kan komme penge ud igen,” begyndte han ganske sandfærdigt, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn som sådan. Han betragtede hende ganske sigende. ”Jeg træner en af gangen. Det er frygtelig sjældent at jeg påtager mig mere end det, men det er også sjældent at jeg har oplevet nogle som skal bruge det i den samme grad, som det du har været nødsaget til,” påpegede han ærligt. Hun lærte langsomt, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til. Han havde altid nydt at skulle træne med hende, så det var jo heller ikke noget som han havde haft det mindste imod i den anden ende – tvært imod.
At se Athena fuldkommen blotlagt, var slet ikke noget som han sagde noget til, for han kunne stå fast på, at der slet ikke var nogen grund for hende til at skulle skjule sig på den måde. Han lod hovedet søge let på sned, også selvom det selvfølgelig kun var de ydre mærker som han kunne se, så kunne han jo næsten gætte sig til, at der foregik temmelig meget i det indre også ved hende. ”Brug mig til det, min kære.. Læs det af på mig,” nærmest opfordrede han hende til, med en ganske sigende mine, som han endnu en gang vendte blikket mod hende igen. Han kunne rumme det, hvilket hun vel også godt vidste? Han ønskede bare ikke at lade det tunge hende ned, for situationen var hård nok som det var i forvejen! At hun direkte ville påstå at det var ’dem’ som havde placeret hende sammen med en vampyr, var noget som faktisk gjorde ham ganske hidsig, for han var bestemt ikke en del af det, og det var slet ikke tilfældet, for han havde jo slet ikke haft noget med det at gøre! Han kneb øjnene fast sammen. ”Vi… hvad mener du med vi..?” spurgte han ganske kortfattet, for det var slet ikke noget som han ville høre noget af, for han ville ikke have skylden for noget som han slet ikke havde haft noget at gøre med, ligesom hun var i færd med i denne stund! Jared havde allerede sendt ham besked tilbage, om at bringe tøsen hjem, og det var bestemt ikke noget som han ville tøve med at gøre! Blå mærkerne dækkede hende jo næsten som tøjet ville gøre det! Han gik hende roligt i møde, som han lod hånden roligt søge mod hendes skulder, idet han roligt fik hende vendt mod sig i stedet for, så han kunne se på hende direkte. ”Jeg bryder mig om det.. Det har jeg gjort fra jeg fik besked om alt det her,” påpegede han ganske sandfærdigt. Han brød sig faktisk om hende, men end ikke det, var noget som hun kunne se mere?

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste godt at arbejde var noget af det vigtigste for Evan, det havde det altid været, hvilket vel også var grunden til at han havde gået så meget op i hende? Måske han ikke var den mest romantiske, men det var trods alt heller ikke hende der skulle leve med ham, ikke fordi hun fik meget mere romantik, hun havde jo forsøgt, men hun var faktisk ret overbevist om at Valerio var temmelig ligeglad med både hvordan hun så ud og hvor mange lys hun tændte og så videre.. manden klædte hende for pokker end ikke af, hvilket også var noget af det som havde fået hende til at begynde at skjule sig selv for første gang. Hun nikkede blot forstående til hans ord. ”Det er da en ting du og Valerio har tilfælles. Heldigvis at han arbejder så meget, så slipper jeg for ham... jeg synes nu godt du kunne gøre lidt ud af det engang imellem, særligt nu hvor jeg ikke optager din tid,” påpegede hun lidt forsigtigt for hun vidste jo i virkeligheden godt hvad han ville svare, han havde nægtet det til nu, og Athena ønskede egentlig heller ikke at blande sig, men det var lettere at snakke om ham end det var at snakke om sig selv, desuden bad han hende ikke om at holde kæft hele tiden. Hans ord gjorde faktisk lidt ondt på hende, for hun vidste godt at hun havde kostet meget tid og mange ressourcer udelukkende fordi hun var så langsomt lærende som hun var. Et suk brød hendes læber. ”Jeg ved det godt, jeg har bare aldrig været særlig god til den slags, men jeg har for pokker gjort mit bedste gennem hele forløbet, men jeg ved godt at jeg har taget virkelig meget af din tid,” endte hun lidt dæmpet. Hun ville jo nødig være ham en byrde, tværtimod så gjorde han altid hende glad og hun ville gerne give ham det samme! Armene gled næsten per automatik op om brystet hvor hun forsøgte at skjule så meget af sig som muligt, det havde aldrig været hende et problem før, men nu hvor hun ikke følte sig smuk, så havde hun heller ikke lyst til at vise sig så meget frem overfor ham. De indre mærker vidste hun at han hverken så eller forstod sig på om hun forsøgte at indvie ham i det, så hun gjorde end ikke forsøget. ”Nej jeg vil da ej. Du er den eneste der rent faktisk gør.. noget i det hele taget, jeg har ikke lyst til at lade det gå ud over dig,” svarede hun ærligt og rynkede lidt forundret på panden, for hvad pokker regnede han selv med? Måske Evan ikke havde del i alt dette, det havde været en talefejl fra hendes side, hun vidste jo godt at han havde været imod det allerede fra første øjeblik. ”Undskyld, Evan, det var ikke ment sådan jeg ved jo godt at du ikke var glad for tanken, det var en talefejl, jeg er bare.. frustreret,” erkendte hun lidt dæmpet, med ryggen til ham. De blonde lokker hvilede ned over den ikke nær så forslåede ryg, der var kun mærker efter at være blevet skubbet ind i diverse genstande. Den varme hånd mod hendes nøgne skulder var noget der kun satte en mindre sitren i hende. Langsomt vendte hun sig igen mod ham, uden at fjerne hænderne fra sin krop. Blikket gled i hans, endnu tårerfyldte selvom hun kæmpede med at holde dem tilbage. ”Men hvorfor? Det er ikke din sag eller din kamp, jeg er jo kun dit arbejde, Evan,” endte hun yderst dæmpet uden at se bort fra hans blik. Efterhånden havde hun faktisk glemt hvor meget han brød sig om hende, udelukkende fordi hun var direkte alene om at tackle hverdagens rædsel.

[Deleted]

Arbejdet havde stort set været Evans liv.. altid, og det var noget som selv Diane havde slået sig til ro med, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget som sådan, for det var noget som hun efterhånden bare måtte finde sig i! Han vendte blikket ganske sigende mod hende. Han selv var ikke meget for at snakke om ham selv, men han kunne se at Athena bare havde brug for at blive hørt, hvilket også var grunden til at han bare bed det i sig. Han trak let på skuldrene. ”Jeg kan tage mig lidt af det skriftlige arbejde, som jeg endnu ikke har fået lavet. Jeg har endnu mange ting som jeg er nødt til at have på plads, også med henblik på det som sker i rådet lige nu,” påpegede han ganske sigende. Armene gled roligt over kors på hans faste bryst, som hovedet gled bare en anelse på sned, hvilket var noget som efterlod ham med en tydelig alvorlig og meget seriøs attitude, for han mente det skam! Han rystede svagt på hovedet og med et yderst lille træk på mundvigen. ”Det kan godt være, du har kostet mig mange ressourcer, men det har ikke bare været et arbejde for mig, må jeg erkende.. Jeg har nydt det. Det har været mig en fornøjelse – da jeg endelig fandt ud af, hvordan du skulle tackles vel og mærke. Du gjorde dit bedste, og du har opnået frygtelig mange ting. Det er selv ting som du skal være stolt af,” påpegede han ganske sandfærdigt, som han roligt betragtede sig af hende. Det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn, for det var det jo ikke, for hun havde virkelig opnået frygtelig mange ting!
Evan havde altid stået på Athenas side, hvad alt det her angik, og han vidste at hun var frustreret, og netop af den grund, så ønskede han faktisk at hjælpe hende! Han trak vejret dybt, også mest for at tage sig selv lidt i nakken, før han ville ende med at gøre ting, som han kun ville ende med at fortryde, for det ønskede han da slet ikke! Han betragtede hende med en ganske sigende mine igen. ”Jeg kan klare det, Athena.. Har du brug for at komme af med det, så råb og skrig af mig.. Det vil slet ikke røre mig,” endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod hende. Hans mine var ganske alvorlig, for han var faktisk utrolig bekymret for hende, lige hvad dette angik, også fordi at hun holdt det hele i sig, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han vidste at den var gal, udelukkende fordi at hun skjulte sig på den måde, som hun gjorde det, så det var bestemt heller ikke noget som han brød sig om. Han nikkede sigende. ”Undskyldning accepteret. Jeg ved du er frustreret min kære.. Derfor beder jeg dig lukke det ud.” At hun var på randen til at fælde tårer, kunne han skam godt se, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham, for den tanke alene, var noget som faktisk bekymrede ham. Han strøg hendes kind ganske roligt. ”Luk det ud.. Det gør dig slet ikke svag,” endte han sandfærdigt, dog med en ganske rolig stemme. Han kogte virkelig i det indre, selvom det slet ikke var til at se!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var slet ikke første gang de havde denne samtale og Athena vidste godt at arbejdet betød alt for Evan hun havde jo selv været en del af det, og til tider glemte hun lidt sin plads! Hun kunne næsten mærke på at ham at han ikke havde lyst til at snakke om sig selv, det undrede hende overhovedet ikke, men ikke desto mindre havde hun brug for at vende lidt tilbage til det velkendte og at snakke om ham føltes bare.. naturligt desuden havde hun ikke været i stand til at følge med i hvad der skete i Dvasias på de sidste. ”Du er håbløs, ved du godt det? Når.. fortæl mig hvad der sker i rådet, jeg har ikke talt med nogle siden brylluppet, jeg har ingen idé om hvad der foregår,” erkendte hun en kende irriteret, for hun havde jo altid haft interesse for politiske sager, også selvom hverken far eller Evan havde været meget for det. Den bestemte attitude var Athena efterhånden vant til, så hun reagerede ikke synderligt på det. Det lille træk i mundvigen forvirrede hende, også selvom hun godt kunne lide at se bare antydningen af et smil, men at han direkte sagde at han aldrig havde mødt nogle der krævede mere end hende, tog hun jo ikke ligefrem som en god ting! ”Du lyder næsten som om det stopper der? Jeg ved ikke hvor vidt din tilladelse går, men jeg håber at du har lyst og mulighed for at forsætte træningen permanent, jeg.. mangler det nok lidt,” svarede hun sandfærdigt og forsøgte lidt mislykkedes at sende ham et smil der mere endte i en grimasse. Det var ikke fordi hun var synderlig stolt af sig selv, hun havde jo ikke rigtigt udrettet noget som helst og bundet af den ring hun bar så ville hun nok heller ikke komme til det. Hun bukkede sig langsomt ned og greb om den top hun havde båret, og tvang de igen over hovedet for at skjule sig for ham, der var heller ingen grund til at blive stående, selvom hans fokus hvilede på hendes ansigt. Hun vidste godt at han var helt og holdent på hendes side i dette tilfælde, og det havde heller ikke været meningen at hænge ham ud, i øjeblikket var han mere eller mindre den eneste hun havde i det hele taget. Hun lod de grønne øjne søge hans blik, også fordi de altid havde haft en beroligende effekt på hende, det gav nok ikke nogen mening men hvad pokker! ”Jeg bryder mig ikke om at råbe af dig, Evan, du har ikke gjort mig noget,” påpegede hun stilfærdigt og lod armene falde ned langs siden. Hun havde aldrig været den som brød sig om at snakke om sine følelser, og tårer var lig med at vise sig svag. Hun bed sig i læben forsøgte at bide tårerne i sig men det var bestemt ikke let. ”Det er ikke nødvendigt, jeg skal bare lige.. finde kontrol på det hele igen,” forsøgte hun lidt stilfærdigt. Den varme hånd der ramte hendes kind, lod en varme brede sig, og en som endda afslørede sig i kinderne i form af en svag rødmen, også selvom hun ikke selv bed sig fast i det. Hun lod blikket stille glide i, og de gennemsigtige tårer stryge ned over sine kinder, også selvom hun hadede at lade ham så på den måde. ”Skulle vi træne? forsøgte hun også i forsøget på at stikke af fra sine følelser, hun vidste jo godt at det ville være død og pine at træne hvis hun i det hele taget kunne holde det.

[Deleted]

Arbejdet var hele Evans liv, og det havde det altid været, så det var jo ikke ligefrem noget nyt. Han var ikke typen som brød sig særlig meget om at snakke om sig selv – sjovt med eftertanke på hvem han ellers gik rundt normalt, men selv tingene forholdt sig anderledes for ham. Han vendte blikket sigende mod hende atter en gang, og med et stille smil på læben. ”Warlockerne er ved at røre på sig, samt der går rygter om en vampyr med specielle evner, så vi er nødt til at finde en anden måde at gribe tingene på. Jeg retter min træning ind efter det,” endte han ganske sigende. Det var ikke ligefrem fordi at han var bange for at erkende det for hende, for hun havde altid vist en interesse for det, og så skulle han selvfølgelig få sig sine svar, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev stående overfor hende og med den samme ganske kortfattede mine. Hovedet lod han søge let på sned. ”Så langt at det ikke går ud over de planer som Valerio har for jer, og jeres ægteskab, så har jeg fuld tilladelse til at træne som jeg altid har gjort.. Jeg har det sågar på skrift,” begyndte han med en ganske sigende mine. ”Du er ikke den eneste som mangler træningen, for det gør jeg lige så.. Selvfølgelig vil jeg gøre den permanent,” endte han ganske bestemt, for det var noget som han faktisk mente! Han ønskede at gøre træningen permanent, så lang tid at han havde muligheden for det!
Evan kendte Athena godt nok til at vide, at hun var en kvinde som brændt inde med frygtelig mange frustrationer, selvom det måske ikke ligefrem gjorde det meget bedre for dem. Han betragtede hende med en kende mere fast mine, også selvom det slet ikke rørte ham at hun stod mere eller mindre blottet for øjnene af ham, for han så hende ikke.. ikke andet ned hendes ansigt, sorgen i hendes øjne og den evige frustration som han kunne spore dybt inde. ”Betvivler du at jeg kan bære det, Athena? Jeg vil hellere have at du får det ud, så du atter kan blive klar i hovedet.. Så læs det af på mig,” endte han ganske sigende. Hånden lod han roligt stryge mod hendes kind og med et let træk på smilebåndet, for han kunne jo slet ikke lade være. Han lod hende blot fælde tårerne og uden at kommentere det, for han ville hellere end gerne have hende til at få det ud! Han nikkede. ”Vi træner skam… når vi kommer væk herfra. Jeg nægter at lade dig blive her nu.. Vi træner når vi kommer tilbage til Imandra,” endte han ganske sigende, som han endnu en gang lod hånden blive taget til sig og blev stående for øjnene af hende. ”Så kan jeg også få tilset dine mange sår..” tilføjede han ganske sigende og med en bestemt tone, for han brød sig slet ikke om at se hende i denne mundering eller sådan her, for Athena var jo ikke andet ned en skygge af sig selv!

[Athena Maloya Mathimæus]

Taget i betragtning af at han gik omkring hendes far frygtelig meget, så var det svært for hende at forholde sig til tanken om at han slet ikke brød sig om at snakke om sig selv, Athena kunne nu ellers godt lide at høre hvad ahn havde at berette. Hun lyttede nøje til hans ord med en bekymret panderynken. Ikke nok med at warlockernes rørte på sig men en vampyr med særlige evner? Det løb hende koldt ned af ryggen, hun hadede det bæst! ”Det gjorde de allerede inden jeg kom hertil. Hvordan klare Cecilaya det? En vampyr med særlige egenskaber? Det lyder ikke synderligt godt, hvilke egenskaber?” spurgte hun nysgerrigt. Måske det ikke var en kvindes job at bekymre sig om politiske sager men Athena havde altid været ambitiøs og hun havde altid interesseret sig for den slags, måske hun en dag kunne blive en del af det? Hun betragtede ham med de sørgmodige øjne. Det var måske ikke sådan han var vant til at se hende, udelukkende fordi hun som oftest kunne dække sorg og irritation bag et smil, selv det mislykkedes for hende nu om dage, det sagde vel også lidt det hele? Hun lod fingrene løbe igennem de blonde lokker, og strøg den blidt bag øret, hvilket også lod flere bidemærker komme til syne bag.. de fleste af dem forholdsvis friske. Hun nikkede forståelsesfuldt og kunne alligevel ikke lade være med at skæve mod sin ring. ”Skal jeg være ærlig så tror jeg ikke at han har nogle planer foruden når jeg skal være pyntedukke, så det kommer ikke til at betyde det store,” forklarede hun ærligt, løgn var det jo ikke, manden havde travlt med arbejde og ville næsten ikke vedkendes hende. ”Han synes uanset jeg er mere irriterende end noget andet så.. tilføjede hun og så væk. Hun havde spurgt Evan en gang før om han kunne se hende blive en god hustru, og hun vidste allerede at hun var elendig til det, også selvom hun havde forsøgt! Det lettede hende næsten at han også manglede træningen, det var ikke bare hende, også selvom det vel var træningen han savnede mere end det var hende? ”Det er jeg glad for.. det er ved at være for længe siden, til tider føles det som om mit hoved skal eksplodere,” erkendte hun dæmpet, og hævede langsomt blikket mod ham igen. Måske han ikke havde set på hendes krop, men hun brød sig slet ikke om at vise sig frem mere, af den grund havde hun igen valgt at dække sig til. Hun rystede på hovedet og sukkede lidt opgivende. ”Det er ikke fordi jeg tror at du ikke kan tåle det, Evan men jeg bryder mig ikke om at råbe af dig uden for træningen,” påpegede hun lidt frustreret, for hvorfor skulle hun, han havde jo slet ikke gjort hende noget! Blikket lod hun forblive lukket, følte tårerne kærtegne de blege kinder, et sted næsten ærgrende over at han fjernede sin hånd, også selvom hun ikke gjorde noget ved det. Næsten chokeret endte hun med at spærrer dem op. ”Når. Når vi kommer væk? Evan det kan jeg da ikke! Du har selv lært mig at det ikke nytter noget at flygte, desuden.. Valerio vil blive rasende,” endte hun næsten febrilsk. Hun stolede på ham det var slet ikke det, men det var under hendes værdighed bare at stikke af! Hun lagde armene om sig selv, måske kun en skygge af sig selv men hvad pokker. ”Det er ikke nødvendigt,” svarede hun hurtigt, for hele kroppen var jo præget af sår og mærker!

[Deleted]

Jared var en ekstrem egocentrisk mand, så det var jo ikke ligefrem noget nyt, men det var ikke noget som Evan havde taget til sig på nogen måde. Han vendte blikket direkte mod hende. At lade hende vide hvad der skete, var slet ikke noget som han sagde noget til, for spurgte hun, så skulle hun selvfølgelig have svar. ”Rygterne går om en vampyr med.. mentaldæmoniske kræfter og evner,” endte han ganske sigende, også fordi at det var noget som han mente kunne være en temmelig stor trussel – ikke bare overfor dem, men så sandelig også overfor så mange andre, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende! ”Hun klarer sig godt ud fra omstændighederne. Hun har formået at fange en warlock..” Smilet endte med at brede sig morende på smilebåndet. Det var i sig selv en tanke som han faktisk selv nød af, for warlockerne var ikke et væsen som han ligefrem var stolt af at være en del af, og han følte det heller ikke sådan!
Valerio var slet ikke et væsen som Evan brød sig om, men det var ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget som helst ved af den grund. Han nikkede sigende. ”Det anede mig at det var sådan det foregik, så jeg regnede skam heller ikke at det var et problem,” tilføjede han ganske sandfærdigt, som han roligt betragtede sig af hende. Han vidste skam godt, at hun havde været bange for ikke at kunne være en god nok hustru, og han var slet ikke i tvivl om at det var en rolle som hun ville udfylde bedre, når hun var i et forhold hvor hun ville elske vedkommende, for så var det vel lidt nemmere at lægge hjerte, sind og sjæl i det hele? ”Det er ellers en skam, at han ikke kan se hvilke positive sider og hvilke kvalifikationer som befinder sig i dig, min kære,” endte han ganske sigende, som han let hævede det ene bryn. Han ønskede egentlig bare at se hende glad og.. med et smil på læben, for det andet her var virkelig ikke særlig godt, og selv det var noget som kunne efterlade ham med en knude i maven, og det var slet ikke noget som skete for ham normalt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han betragtede hende med en faktisk forståelsesfuld mine. ”Det i sig selv, beviser kun at den allerede er trukket for langt, min kære..” endte han ganske sigende. Han savnede træningen, også fordi at det var noget som gav ham kamp til stregen, og det formåede hun som den eneste! Hendes reaktion, var noget som næsten morede ham, for træne det skulle de skam nok komme til, det var bare ikke så lang tid, at de var her, det var der ingen tvivl om! ”Jeg lader ikke dig blive igen her, Athena, ikke når han behandler dig sådan. Jeg tvivler desuden på at han i det hele taget vil opdage at du er væk.. Lad os tage af sted,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo ikke ligefrem i det store og hele. Han hævede igen hånden og lod den stryge mod hendes kind, som han førte en lok væk af hendes lange hår. ”Jeg insistere ikke bare. Betragt det her som en ordre,” endte han med en fast tone.

[Athena Maloya Mathimæus]

Far havde altid været en mand med en enorm selvtillid, han elskede at høre sig selv snakke og han satte aldrig spørgsmålstegn ved sine egne ord, så det at hun selv var så usikker var noget som hun næsten måtte have fra sin kære mor, også selvom hun altid førte sig frem som havde hun en enorm selvtillid, kun Evan vidste at det ikke var tilfældet og selv overfor ham fortrak hun at lade som om. Bekymringen viste sig tydeligt i hendes blik.. vampyrer var slemme nok fra før af, og så med særlige evner? ”Hvordan pokker kan det lade sig gøre? End ikke os kan rode med en vampyrs hoved, de tænker ikke, de drømmer ikke.. hvordan pokker kan han have mentale egenskaber?” spurgte hun forundret. Igen dukkede den nysgerrige natur op i hende, hun havde altid været forfærdelig på det punkt! Det kunne i den grad udgøre en kæmpe trussel også overfor dæmonerne. Tanken om at Cecilaya havde formået at fange en warlock gav hende alligevel antydningen af et smil på læberne. ”Der kan man bare se.. hver sød at fortælle mig at det er en der var besværet værd?” endte hun igen lidt nærgående, hun kendte trods alt de store, hun havde læst på lektien netop fordi det var noget som faldt i interessen! Måske Evan var halvt om halvt warlock, men end ikke hun anså ham for at være der, for hun vidste jo godt at han stod på dæmonernes side uden tøven. Hun nikkede bekræftende, og lod et lidt smørret smil spille over læberne. ”Han tilbringer så meget tid væk fra mig han kan.. og når vi endelig er sammen beder han mig om at holde kæft inden jeg i det hele tager når at åbne munden, det passer mig faktisk fint, svarede hun sandfærdigt og trak lidt ligegyldigt på skuldrene. Hun var stadig godt øm efter i nat, men hun ønskede jo heller ikke at vise det for meget overfor ham. En god hustru kunne hun næppe være siden hendes mand fandt det nødvendigt at behandle hende på den måde, og selvom Evan fortalte hende andet så hjalp det hende desværre ikke, for ham kunne hun jo ikke ægte.. ikke fordi hun havde haft travlt men det var lidt for sent nu. Hun smilede lidt diskret næsten som forsøgte hun at lade værre og slog blikket ned i gulvet. ”Åh ha, Evan.. du taler altid så godt om mig, synd at du er mange gange ældre, gift og min fars bedste ven, så var jeg endt med at ægte dig,” påpegede hun ganske vidst drilsk, også selvom hun faktisk ærgrede sig i tide og utide, han havde givet hende flere komplimenter end alle andre tilsammen havde gjort, og efterhånden var hun begyndt at tro på at han mente det. Det var svært at smile, også selvom det allerede var blevet nemmere, men hun følte slet ikke glæden mere.. om ikke andet så ikke før nu hvor hun stod foran ham igen. Hun nikkede blot til hans ord. Det var gået for langt, hun havde brug for at træne.. inderligt brug for det! Men at det ikke skulle foregå her var slet ikke noget hun kunne forholde sig til! Hendes hjerte bankede hurtigt og fast mod hendes bryst. Hun åbnede munden for at argumentere mod ham, indtil han direkte endte med at give hende det som en ordre. Hun trådte tættere på ham, og lagde stille hånden mod hans der hvilede mod hendes kind, sådan sikrede hun sig at han holdt den der om ikke andet for et øjeblik. Lokken han havde fjernet gled hurtigt tilbage over hendes ansigt igen, de var trods alt livlige. ”Du er alle behøver ikke at skænke mig en ordre, Evan, det er nok at bede mig om at gøre det, jeg forstår bare ikke hvorfor du vil have mig til at stikke af, når du altid har formanet mig om at gøre det,” endte hun en smule uforstående.

[Deleted]

Evan havde efterhånden nok kendskab til Athenas forældre, til at vide hvor meget hun i sandheden måtte ligne sin mor, og lige når det kom til den usikkerhed, så var det ikke ligefrem noget som gavnede hende på nogen måde! Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt betragtede sig af hende. En vampyr med specielle evner ja, og selvfølgelig var det noget som de var nødt til at gøre et eller andet ved! ”Jeg ved det virkelig ikke, og det er derfor det er oppe at vende nu… Vi er nødt til at gøre noget ved det, også før han vender opmærksomheden mod os andre,” endte han med en alligevel alvorlig mine. Selvfølgelig havde han ikke noget imod at forklare hende det, men ikke desto mindre, så nød han af at se den gode gamle nysgerrighed fra hendes side af. Det beviste kun for ham, at den gamle Athena endnu måtte være der! Og selvfølgelig var det noget som han ønskede at køre lidt på, når det endelig var der. Selvom han var varyl – en blanding af dæmon og warlock, selvom han nu altid havde anset sig selv som en dæmon, og det var uden tøven! ”Du vil blive overrasket over hvem hun har fundet.. Jeg er temmelig sikker på at navnet Maurus Igleéias siger dig en hel del,” endte han ganske sigende. Ja, lige der var han faktisk stolt af Cecilaya, også selvom det bestemt ikke var ord som han kunne sige særlig ofte, men det var der dog af den grund! For selvom hun var ung, så gjorde hun det faktisk utrolig godt.
Evan var nu glad for at Valerio tog så meget afstand til Athena, for ellers ville han slet ikke have nogen mulighed for at opsøge hende, som han gjorde lige nu. Han betragtede hende med en rolig mine, også selvom han havde de mange sår og mærker ud af øjenkrogen, selvom det bestemt ikke var noget som gavnede ham selv det mindste af den grund! Næverne havde han lukket godt omkring sine overarme, også for at holde sig selv bare en anelse i snor – han forsøgte da om ikke andet. ”Det passer mig egentlig ganske fint. Så ved jeg da i det mindste, at han ikke lægger så meget som en finger på dig,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hendes følgende ord var noget som kun fik smilet til at brede sig tydeligt på hans læber. Ja, der var jo trods alt mange ting som talte mod dem der i form af en argumentation. ”Jeg erkender.. den eneste hindring jeg kan se, er ringen på min egen finger.. Det andet anser jeg ikke som et problem,” endte han ærligt. Det var ikke just fordi at han ønskede at kræve det ene eller det andet af hende, men han ønskede bestemt ikke at lade hende blive igen og blive misbrugt på den måde, hvis det var noget som han kunne stå mod! ”Jeg betragter ikke det her som en flugt, min kære.. Du er ikke myndig, og i manges øjne endnu et barn, og et barn skal ikke behandles på den her måde..” Han selv havde måske været hård med hans egne, men.. det var en helt anden sag. Han tog omkring hendes hånd i stedet for og trykkede om den. ”Hold fast i mig.. Så er vi væk i løbet af nul kommer niks,” tilføjede han let. Han nægtede at gøre det til en større diskussion!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var virkelig som snydt ud af næsen på sin mor og til tider mistænkte hun at det i virkeligheden var fars store problem når det kom til hende, ikke fordi det gjorde det bedre på nogen måde, men hun var jo klar over det, også selvom hun havde frygtelig mange personlige træk fra sin far. Måske usikkerheden slet ikke gavnede hende på den vej hun ønskede at tage, men ikke desto mindre var den svær at slippe af med og særligt efter alt dette med Valerio. Tanken om en vampyr med særlige evner gjorde hende faktisk bekymret også selvom Evan fik det til at fremstå som om han endnu ikjke udgjorde den største trussel med dæmonerne. ”Det lyder som en god idé. Jeg har aldrig hørt noget lignende, og særligt ikke mentale evner. Jeg håber i finder ud af noget,” endte hun med et stille nik, og bad i sit stille sind om at få lov tiul at tage del i det, un kunne godt give en hånd med, det var trods alt det som Evan havde trænet hende til i frygtelig mange år.. om ikke andet efter han havde været tvunget til at erkende hendes politiske interesse. Den gode gamle Athena var skam stadig derinde, den nysgerrige unge kvinde som hun altid havde været, men han havde heller aldrig hånet hende for det, uanset hvor dumme og latterlige spørgsmål hun til tider havde stillet ham. Hans ord fik de grønne øjne til at lyse op i ren og skær genkendelse. Hun fnøs morende, og vurderede et kort øjeblik om han lavede fis med hende eller ej, men det så nu ikke sådan ud! ”Seriøst? Har Cecilaya formået at fange en Igleéias?” spurgte hun med antydningen af smilet gemt i den pludselig mere muntrer tone. Det var det sjoveste hun længe havde hørt! Også fordi den familie altid havde været nogle arrogante bæster! Det passede hende fortrinligt i øjeblikket at Valerio tog så meget afstand til hende, hun kunne godt lide muligheden for endelig at stå overfor noget velkendt og så endda Evan, selvom hun kunne mærke hans vrede, måden han knyttede hænderne om sine arme og den alvorlige mine på trods af smilet hun så komme en anelse frem i ny og næ, hun holdt skam nøje øje med hans kropssprog. Athena nikkede medstemmende med et yderst sigende blik til hans ord ”Det gør han ikke.. lige nu ligger hans og snork bobler, og så mener jeg virkelig at han bobler, jeg tror han er så godt som død, det var ikke nemt at kæmpe mig ud af det stive greb og han vågnede ikke engang,” fortalte hun en anelse forundret.. hun havde ikke tænkt over det før nu, hun vidste jo ikke synderlig meget om vampyrernes sovevaner. Det brede smil smittede naturligt af på hende, også selvom hun stod med en rødmen i sine kinder. Hun slap hans hånd og lod ham trække den til hende.. det lød jo næsten som om han havde.. overvejet det? ”Nej du har ret.. i så fald så skal jeg nok mere ærgre mig over at mor og far var for langsomme, andre kom først.. synd for mig,” endte hun med et tungt suk, også selvom det jo egentlig var ment drilsk.. et sted havde hun jo faktisk ønsket at tingene havde forholdt sig lidt anderledes med henblik på Evan. Endnu engang valgte han at tage sig af hende, han passede på hende, dette var grunden til hun altid havde været tryg ved ham, og hvis det var en direkte ordre, så tog hun hellere end gerne med tilbage. Hun lukkede øjnene og lod et par ting dukke op i sine hænder, deriblandt en indbunden lille pakke. De ting ville hun ikke undvære! ”Jeg er bestemt ikke et barn! Hverken gamle som unge burde finde sig i den slags,” påpegede hun en smule tøsefornærmet, for hun var intet barn! Den frie hånd lod hun glide i hans. Hun nikkede blot stille og holdt godt fast omkring ham, hun hadede den måde at rejse på!