Let us continue!

[Deleted]

Det var ved at være sent hen på eftermiddagen. Solen stod endnu oppe på den store himmel, også selvom den var præget af et større skydække. Selv med den lette vind som slog ind over landet, så forundrede det stadig Evan, hvor stor en forskel det kunne føles i vejret i forhold til Imandra, hvor han slev måtte komme fra. Det store Neutranium tårnede sig for øjnene af ham, også selvom det slet ikke gjorde ham det mindste, for han havde slet ikke nogen relation til det sted – foruden at Athena var der, og selvom han måske ikke var meget for at erkende det, så savnede han hende faktisk, og han glædede sig til at se hende igen. Brevet som han havde sendt af sted til Jared, havde heldigvis skænket ham muligheden til at fortsætte træningen, for Jared havde faktisk virket til at være forståelsesfuld overfor hans bekymring, også fordi at det var ved at være lang tid siden, at tøsen havde været i træning, og han vidste jo hvad der skete, når det ikke blev vedligeholdt, hvilket næsten var det værste af det hele, og han kunne jo ikke gøre en skid ved det af den grund – før nu om ikke andet!
Med de faste skridt, så kom Evan hastigt igennem den massive mur som slangede sig omkring den massive bygning. Selvom han havde set den frygtelig mange gange, så kunne han i den grad godt se forandringerne fra Destiny og Fabian havde siddet øverst på stedet, også selvom han ikke kunne gøre noget ved det, og det bestemt heller ikke var noget som faldt ham i interessen, for det gjorde det slet ikke. Vagterne stoppede ham, som han nåede de store døre, hvilket var noget som fik ham til at stoppe op. Tilladelsen havde han på sin side, og det vidste han udmærket godt! ”Jeg er her som Athena Imarichas træner, og jeg er her for at træne hende,” endte han med en ganske kortfattet og yderst spids tone. De endte med at træde til side, så han kunne komme ind i den massive hall, hvor han roligt så sig om. Selvfølgelig var han et sted imponeret over at Valerio kunne holde det hele så godt ved lige, hvilket vel også beviste at han faktisk elskede den stilling som han havde i landet? Selvom det nu ikke forundrede ham, for han var slet ikke i tvivl om, at han klarede opgaven som rådgiver – og nu landsherre ganske fortrinligt, for det gjorde han vel? Han foldede hænderne roligt over ryggen, som han vendte sig mod det som næsten måtte tilsvare en butler som kom ham i møde. ”Find Athena Imaricha og bring hende til mig. Fortæl hende, at hun har fået besøg,” endte han ganske kortfattet. Butleren vendte om og gik med de hurtige skridt op af den ekstremt store trappe og ned af de mange gange, for at nå ned til Athena og Valerios værelse. Valerio lå og sov, også fordi at det jo var dag endnu og solen endnu var oppe. Yderst varsomt bankede han på, for et sted var han selvfølgelig bange for at vække Valerio, og den mand var slet ikke en som man ønskede at komme på tværs af! ”Athena..?” endte han med en yderst dæmpet tone. Han ville jo helst ikke vække Valerio, om det var noget som han ellers kunne blive fri for!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det måtte efterhånden være temmelig langt henne på eftermiddagen. Athena havde ligget i sengen mere eller mindre hele dagen, uden at vide hvor højt eller lavt solen i virkeligheden stod på himlen. Det var ved at være et par uger siden hun var blevet gift med landets rådgiver Valerio, og det var for længst gået op for hende at det ikke var et ægteskab hun ønskede at være i! Den eneste grund til hun havde valgt at blive liggende, var at hun kunne føle Valerios arm omkring hende. Han trak ikke været, han var kold hvilket gjorde at hun var tvunget til at ligge under dynen, for at forblive varm. Hun stirrede frem for sig, med de trætte grønne øjne uden at se meget mere end en mindre plet på væggen. Allerede nu følte hun sig frygtelig øm over hele kroppen, og hun følte sig bitter på sin far over at have placeret hende hos en mand der behandlede hende som en genstand, hun var jo nærmere hans bloddyr end hans hustru! Efterhånden var hun blevet godt dvask af at ligge ned i så lang tid, men selv markedet havde hun jo fået forbud mod at besøge siden den ene gang hun havde været der. Det gav et mindre gib i hende da døren endte med at gå op. Hun lod blikket møde butleren på den anden side. ”Ja?” hviskede hun forsigtigt. Et sted så vidste hun jo godt at Valerio ikke kunne vækkes sådan uden videre, men hun frygtede det stadig udelukkende fordi hun hadede ham i de vågne timer. Butleren så mere på Valerio end på hende, hvilket fortalte hende at han nok havde det lidt ligesådan. ”Der venter dig en gæst i forhallen,” meddelte han med samme lave hvisken. Athena stirrede på ham for lange sekunder, ventede næsten at han ville gøre det til en vittighed! Det lod det dog ikke til. Hun rynkede en smule på panden, det måtte vel næsten være far? Hun sukkede tungt og skævede til armen der hvilede omkring hende, inden hun fremtvang et lille smil mod butleren. Lidt mor var der jo i hende og udadtil var hende og Valerio jo lykkelige. ”Jeg kommer, giv mig 5 minutter,” bad hun stille. Butleren nikkede og forlod værelset hvilket igen efterlod hende alene med Valerio. Langsomt forsøgte hun at vride sig ud af hans favn. Hendes hjerte bankede hurtigere end ti vilde heste, i frygten for at han skulle ende med at vågne, også selvom det ikke var tilfældet. Han end ikke så meget som rokkede sig. Athena åndede lettet op og strøg hen mod spejlet. De blonde lokker var lettere tusket efter at hun havde rodet rundt i sengen, desuden havde hun stadig en smule ondt efter hende og Valerios omgang aftenen før.. det var underligt at hun nu var blevet afhængig af den slags. Lidt blod var løbet ned over det nøgne bryst, hun fugtede sin tommel og hviskede det bort. De blonde lokker bandt hun hurtigt op i en knold, før hun strøg hen mod klædeskabet. Når det kom til den slags havde manden gjort sig umage hvad hun ikke havde af smukke kjoler! Alligevel tog hun den som virkede med komfortable, de fine kjoler havde jo aldrig været hende! Kjoler i det hele taget. Den isblå kjole kastede hun overhovedet og glattede ud. Det var en af de få hun faktisk kunne bevæge sig i, og så havde dne lange ærmer hvilket skjulte de utallige blå og gule mærker der prydede hele hendes krop. På listetå endte hun med at forlade sit værelse, på vejen ned gik det dog op for hende at hun ligeså havde bidemærket på halsen. Hun løsnede båndet igen og lod de blonde lokker falde ned over de slanke skuldre, og strøg mod forhallen ned af den store trappe.

[Deleted]

Evan havde af princip, slet ikke meddelt at han ville komme, udelukkende fordi at han faktisk ønskede at tage Athena på sengen med det hele, for han var lidt en… overraskelsens mand, så det var jo ikke ligefrem noget nyt. Bare alene den tanke at Jared faktisk havde givet ham lov til det, var mere end det som han faktisk havde turde at håbe på, så selvfølgelig var det noget som han selvfølgelig var frygtelig glad for! Jared elskede sin datter, hvilket han slet ikke var i tvivl om, og det var vel også derfor at han faktisk havde taget manden i forsvar, da han havde snakket med Athena sidst? Endda også på hendes egen bryllupsnat, hvor hun havde valgt at cutte ham af, tydeligvis fordi at hun var blevet utilfreds, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for ham, selvom han nu heller ikke havde taget kontakten med hende siden, for han havde fundet det ganske retfærdigt, at tage manden i forsvar. Selv kendte han jo til Elanya Maloya, og han vidste så sandelig godt hvor meget tøsen i sandhed måtte ligne sin mor, så det at det gjorde det problematisk for ham, forundrede ham dog ikke. Det ændrede dog ikke på, at det ægteskab som hans elskede datter var tvunget til med den kongelige rådgiver af Manjarno, i den grad var en forhastet beslutning!
Som butleren løb op ovenpå for at hente Athena, kunne Evan næsten gætte sig til, at hun faktisk hvilede i sin seng med Valerio ved sin side, også selvom det slet ikke var noget som han brød sig om i det store og hele. Brevet fra Jared havde han i sin lomme, så han havde det hele i erindring. Han skulle ikke bare træne hende, men også holde øje med hende, hvilket selvfølgelig var noget som han håbede på at gøre, det var der ingen tvivl om! Hænderne foldede han roligt over ryggen, som han blev stående og afventede, at hun før eller siden, skulle ende med at komme ham i møde. Han var ikke den mand med den største tålmodighed, hvilket hun vidste, men det var nu ikke noget som han kunne gøre noget ved. Selvfølgelig var han bange for hvad Valerio kunne have gjort ved hende, for han havde ikke ligefrem troen på at han ville opretholde aftalen med Jared, som manden så blindt regnede med at han gjorde det, og nu havde han jo selvfølgelig muligheden for at få afsløret det en gang for alle! Lydene oppe i trappen, fik ham til at vende sig i retningen af den, også selvom han ikke fortrak så meget som en eneste mine af den grund, for det var slet ikke noget som han så det mindste grund til i det store og hele. Han gik roligt hen mod foden af trappen, så hun ville være i stand til at se ham, hvis hun kiggede godt efter. ”Jeg regnede med, at det hele ville gå lidt hurtigere, ved besøg,” påpegede han sigende, hvor han alligevel måtte trække let på smilebåndet. Et sted selvfølgelig spændt på hendes reaktion, eller om hun endnu ville være direkte utilfreds med ham eller lignende, for det var jo slet ikke hans mening på nogen måde. Fronten placerede han i hendes retning. Et sted usikker på, om hun ville være glad for at se ham, eller om hun endnu ville være direkte negativ og tøsefornærmet.. selvom det dog ikke skulle have lov til at ødelægge træningen! Og specielt når muligheden langt om længe havde budt sig!

[Athena Maloya Mathimæus]

Hvem der ventede hende i forhallen var faktisk noget som gjorde Athena en kende nysgerrig, også selvom hun næsten gik ud fra at det var far, for hvem pokker skulle ellers se til hende? Evan havde hun hverken set eller hørt fra i flere uger, ikke efter hun havde valgt at tage kontakt på sin bryllupsnat, hvor han havde taget hendes kære far i i forsvar, noget som hun end ikke ville høre, hun var vred på manden for at have placeret hende her, hun hadede Valerio, hun foragtede ham.. det løb hende koldt ned af ryggen når hun kunne høre at han nærmede sig, det gav hende kvalme hver gang han rørte hende med de beskidte hænder og det skulle hun leve under i en evighed? Butleren var væk, Athena mødte ham ikke på vejen fra værelset og til den store trappe. Den lange kjole skjulte de fleste skavanker, hvilket passede hende fint, hun var ikke typen der lod andre ynke om sig, og ja til tider måtte hun jo nok erkende at hun selv var blevet for spydig overfor sin kære ægtemand, hun var ikke vant til at leve i et forhold hvor hun intet havde at sige, den eneste hun nærede den form for respekt for var Evan, og selv han var ikke i tvivl om når hun var utilfreds. Det gjorde ondt at bevæge sig, pludselig fortrød hun at hun havde valgt at rejse sig, men hun gav nu ikke udtryk for det. De blonde lokker arrangerede hun en smule så de dækkede hedes hals godt og dermed de bid hun havde lidt over hele kropen. Roligt trådte hun ned af de mange trappetrin med hånden på gelænderet, hun så end ikke Evan stå for foden, udelukkende fordi hun koncentrerede sig om ikke at snuble. Den velkendte tone derimod fik hende omgående til at stoppe op midt på trappen. Farven forlod pludselig de i forvejen blege kinder, som hun valgte at lade de matte, grønne øjne falde på hans velkendte skikkelse, den samme velkendte mine, der faktisk fik hendes hjerte til at banke. For lange sekunder stod hun og stirrede på ham uden at vide hvordan hun i virkeligheden skulle reagere også selvom hun havde lyst til at springe ham i favnen. De var alene, der var ingen omkring, hun ønskede jo ikke at give nogle det forkerte billede, særlig ikke når hun nu bar ringen på sin finger. ”Evan hviskede hun stille. Læberne endte med at skiltes i et bredt ligefrem lettet smil, det var noget velkendt som hun virkelig havde haft behov for! Uden at se sig nær så meget for skyndte hun sig ned af trappen også selvom det jog i hele kroppen af smerte for hvert skridt hun tog, det var noget hun bed i sig i øjeblikket. Hun løb ham i møde, og endte med at slynge armene om halsen på halsen, uden at tænke videre over det, de plejede trods alt ikke at have den form for kontakt, men det var lige meget i øjeblikket! ”Hvad snakker du om? Du giver mig altid 5 min minutter og jeg bad ikke om så meget som et minut mere! Desuden fortrak jeg at komme påklædt,” påpegede hun lidt sigende og slap en latter. På trods af at hun havde cuttet ham af under deres sidste samtale, så var hun virkelig glad for at se ham, og det var heller ikke noget hun ville ligge skjul på. Hun lod blikket glide i, indåndede lidt diskret den velkendte duft.. en varme bredte sig i hende til forskel fra den kulde Valerio hver gang plantede i hende. ”Jeg er glad for at se dig,” hviskede hun dæmpet. Hun havde direkte savnet ham, men det ville være en grænse at overskride. s

[Deleted]

Evan havde taget Jared i forsvar, udelukkende fordi at han følte at hun virkelig var uretfærdig overfor manden. Han forsøgte virkelig, og selv Evan vidste det, men han var jo trods alt lige så menneskelig som alle andre måtte være det, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han var slet ikke i tvivl om det, når Athena var utilfreds med tingene, for sådan som hun havde cuttet ham af, så var han da slet ikke i tvivl om det tilfælde! Han havde ikke taget kontakten med hende igennem det som måtte være uger nu, også fordi at hun var nødt til at finde ud af tingene på egen hånd. Han stod der selvfølgelig, men han ville bestemt ikke undskylde, når han ikke følte, at han havde gjort noget forkert. Selvom han måske havde tænkt utrolig meget over det hele, og ikke mindst tænkt på hende, og det var også grunden til at han alligevel havde taget det lange skridt udenom, og taget kontakten med Jared i form af brev, for han var nu temmelig sikker på at det at opsøge ham ansigt til ansigt, slet ikke var noget som ville gavne nogle af dem, hvilket var.. akavet. Det havde jo aldrig nogensinde været et problem før!
At se Athena på trappen og så koncentreret, at hun end ikke lagde mærke til ham, var noget som fik hans alarmklokker til at ringe allerede med det samme, selvom han intet gjorde ved det. Evan kunne dog ikke lade være med at more sig ved synet og tanken om at se hende så.. overrasket over at se ham. Hun havde vel regnet med at andre ville komme og aflægge hende et besøg? At se hende storme ned af trappen og direkte kaste sig selv om halsen på ham, var dog ikke ligefrem det som han havde regnet med, hvor han selv måtte bakke et par skridt, for ikke at ende med at falde direkte i jorden. Armene gled let omkring hende, hvor han trykkede hende ind mod sig. Han var virkelig, virkelig glad for at se hende! Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, og med et stille smil på læben. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. ”Det er før træning, min kære.. Hvor lang tid, tror du jeg vil give dig, ved en normal lille visit?” spurgte han sagte, som han let hævede det ene bryn. At se hende smile, var selv noget af det som han virkelig havde savnet, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han endte med at slippe hende igen, som han roligt blev stående overfor hende. At hun havde kastet sig sådan om hans hals, var han slet ikke vant til, og da slet ikke den form for nærhed og kontakt, men.. han kunne lide det. Han nikkede sigende. ”Det er virkelig godt at se dig igen, Athena.. Efter væres lidt.. uheldige sammenstød sidst vi snakket,” endte han ganske sigende, som han let hævede det ene bryn, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det var jo bare sådan at et var. ”Hvordan har du det? Jeg har ikke hørt fra dig i uger,” tilføjede han sigende, og med en næsten..beklagende tone. Han havde måske heller ikke været helt retfærdig overfor hende lige i det øjeblik.

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan var nok den sidste som Athena havde regnet med at se, far havde jo forbudt ham at nærme sig hende, og hun vidste at han havde så stor respekt for hendes far, at han vikke ville gå imod hans ordre, end ikke når det gjaldt hende. Deres sidste samtale havde ganske vidst ikke været det mest heldige, men hun havde været vred og frustreret, de utallige forandringer havde skræmt hende, og Valerio havde skræmt hende, ikke mindst fordi han ikke kendte til ordet ømhed, og jo mere hun tiggede og bad til at han ville være blid.. jo hårdere blev han, nej hun havde ikke synderlig meget til overs for sin far, men de seneste par uger havde hun selv haft tid til at tænke.. somme tider var livet bare ikke som man håbede at det ville blive og før eller siden ville det blive lettere at være gift med den forfærdelige mand! Hun håbede at det ville være snart! Hun betragtede Evan temmelig indgående med et bankende hjerte og en lettet følelse i sindet. Det havde været en kamp for hende at holde kontrollen særligt fordi at hun blev vred når han lagde en hånd på hende hvad end det var i 'kærtegn' eller slag. Den sidste del af trappen blev taget forholdsvist hurtigt og endda uden at hun snublede, selvom hun frygtede det lidt udelukkende fordi hun var så øm og stiv som hun var. Armene gled omkring hans nakke, hun trykkede sig ind til den muskuløse skikkelse, uden at tænke over det mindste over det. For at nå ham måtte hun strække sig en smule på tå, så hun kunne skjule ansigtet ind mod hans hals og virkelig lade den velkendte duft berolige hende, også selvom det måske var temmelig.. intimt taget i betragtning af at han var hendes træner. I øjeblikket skænkede hun det ingen tanke, Valerio sov jo! ”Kun det øjeblik det ville tage mig at finde ud af at det var dig,” svarede hu dæmpet, nu hvor hun jo alligevel var lige ved hans ører. Smilet kunne næsten høres i hendes tone, for hun var virkelig glad! Selvom det var mere modvilligt endte hun langsomt med at slippe ham, efter han havde sluppet hende. Først der gik det op for hende hvilken kontakt hun havde skabt, og det havde jo heller ikke været meningen, det ville desuden se frygtelig forkert ud. Hun bakkede et enkelt skridt væk fra ham og foldede hænderne foran sig, rettede ryggen og holdt hagen højt, det havde han trods alt lært hende! Athena fugtede læberne med tungespidsen og så lidt væk fra ham, hun havde jo ikke regnet med at han ville bringe det op. ”Undskyld, Evan. Jeg var temmelig oprevet, det var måske ikke det bedste tidspunkt at tage kontakt,” erkendte hun roligt, også selvom hun jo vidste at hun havde haft behov for det lige der og da, desuden fik hun det til at lyde som om det bare have været den ene aften, men sandheden var at hun frygtede så snart mørket faldt på, også selvom hun ikke ville nævne det, han havde ikke trænet hende til frygt, tværtimod. Hun lagde hovedet på sned og betragtede ham med et stille smil, et sted kunne hun godt lide at han ærgrede sig over ikke at have hørt fra hende. ”Jeg har det fint, jeg har bare ikke rigtigt haft tid til at tage kontakt. Der har været meget at gøre når Valerio har arbejdet,” løj hun. Først og fremmest havde hun det elendigt men skjulte det som altid bag smilet.. desuden så havde hun absolut intet at gøre i løbet af dagen , men hun havde ikke ønsket at belemre Evan med det, på et tidspunkt havde hun fået bildt sig selv ind at han var ligeglad, også selvom han beviste modsat nu.

[Deleted]

Jared havde direkte forbudt Evan at se til hende, hvilket han nu heller ikke havde gjort noget ved – før nu om ikke andet, og det i sig selv, var end ikke en handling som han havde fortrudt. Han havde anmodet om at fortsætte træningen med hende, og svaret var kommet retur, hvilket næsten var bedre end det som han havde regnet med! Så frem det ikke kom i vejen for Valerio og det som de skulle lave i løbet af en dag, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han havde den største respekt for Jared, så han vidste godt, at det som han havde gjort, måske var en handling som han ikke skulle, også fordi at han havde sat sig op mod manden, men havde dog ikke ment at angribe hans rolle som far, for han vidste, at han gjorde det så godt som det nu var ham menneskelig muligt ud fra omstændighederne, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende.
At se hende direkte komme hastende ned af trappen, var noget som i sandhed måtte more Evan, for det var kun tydeligt for ham, at han var savnet, og det var en tanke som han faktisk rigtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Armene selv var gledet omkring hendes slanke skikkelse, hvor han selv holdt hende tæt ind mod sig. Hun havde vel brug for en omsorg? Han selv stolede på ingen måder på Valerio når det kom til Athena, og han agtet i den grad at se til hvordan hun havde det, ofr det var også noget som han havde tænkt over så frygtelig mange gange og så længe efterhånden, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han rystede på hovedet og med et ganske svagt smil på læben. ”Jeg må erkende, at jeg er en kende skuffet.. Regnede du ikke med, at jeg ville kigge til dig?” spurgte han roligt, som han let hævede det ene bryn. At hun slap ham, trak sig og rettede sig op, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for det var jo helt præcist det som han havde lært hende! Og det at hun holdt fast i det, var noget som han faktisk godt kunne lide. Han rystede let på hovedet. ”Jeg sagde, at du skulle tage kontakt når det var nødvendigt.. uanset hvornår det var, min kære.. Og det holder jeg skam fast i. Jeg valgte vel bare det forkerte tidspunkt, at tage din far i forsvar på..” Han vendte de helt mørke øjne i hendes retning endnu en gang, som han roligt blev stående og betragtede sig af hende. At hun havde det godt, var en blank løgn! Hun valgte i den grad den forkerte mand at lyve overfor, også fordi at han kendte tøsen betydeligt bedre end det som hendes egen far gjorde! Armene lod han roligt falde over kors. ”Det forundre mig, at du tror du endnu kan lyve for mig.. en mand som kender dig bedre end din egen fader,” påpegede han sigende. Han sendte hende en let advarende mine. ”Nuvel.. Det er ikke derfor jeg er her.. Jeg går ikke ud fra, at du kan træne i den mundering der..?” endte han sigende, som han igen vendte blikket mod hendes ansigt. Det at se hende i kjole, var i sig selv, ikke noget som han var vant til, men.. han kunne lide det.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det overraskede virkelig Athena, at det var Evan som stod på døren. Hun overvejede i sit stille sind om far havde nogen idé om at manden havde valgt at opsøge hende, hun regnede nu ikke med det, ikke efter det skænderi de havde haft inden hun var endt som en gift kvinde. Ringen var ikke blevet lettere at bærer, men ikke desto mindre så bar hun den alle døgnets timer også selvom hun flere gange havde været fristet til at ligge den og stikke af, men så igen – Evan havde lært hende at man ikke kunne flygte fra sine problemer! Det havde ganske vidst været et glædeligt gensyn, særligt fordi han jo faktisk lagde armene omkring hende, det var en tanke hun elskede og så alligevel ikke.. først og fremmest var hun en gift kvinde hun måtte ikke gøre sig de tanker, desuden vidste hun jo godt at han ikke mente det helt på den måde hun til tider ville ønske. Athena trak sig igen, og stod med hovedet højt ligesom han havde lært hende, også selvom hun slet ikke var bærer af den selvtillid hun ellers udstrålede. Hvorfor han var der gjorde hende næsten mere nysgerrig, det ville ikke undre hende hvis han ville tjekke lidt op på hende.. hun gjorde som hun skulle, hun forsøgte at være en god hustru og føje Valerio som Evan havde bedt hende om, men ja hun talte til tider før hun tænkte og han kendte jo hendes temperament, det var ikke altid det lykkedes helt. Athena betragtede ham med rynket pande og overvejede hans ord. ”Nej jeg troede det faktisk ikke.. jeg mener far forbød dig at opsøge mig, jeg er ikke længere dit arbejde,” påpegede hun lidt sigende. Hun havde aldrig haft særlig høje tanker om sig selv og nu endnu mindre efter hun var blevet gift med Valerio, så hvorfor skulle han gide spilde mere tid på hende? Hun nikkede stille til hans ord, og kørte hånden langsomt over sin overarm, dog uden på ærmet, for hun ville ikke have at han skulle få indblik i hvad der gemte sig under. ”Det gjorde du og jeg var frygtelig glad for at du gav dig tid, Evan, det var bare et yderst dumt øjeblik at tage ham i forsvar på, jeg var udmattet og overvældet, det skulle ikke være gået ud over dig,” svarede hun stille. Det havde jo ikke kun været det, men også det at han havde bedt hende om at føje Valerio, give manden hvad han ville have selvom hun slet ikke ønskede det samme. Aldrig havde hun været i stand til at lyve for ham, og det var stadig ikke ændret det mindste. Han læste hende mere end en åben bog, selvom ingen andre så sorgen bag det smil hun stort set altid bar, og også sendte ham i øjeblikket. Hun sukkede og rystede på hovedet. Jeg ved at jeg ikke kan lyve for dig, det har jeg aldrig kunne, men jeg kan vel gøre et forsøg? Desuden vil jeg nødig snakke grimt om min egen mand,” tilføjede hun med en snart af irritation.. hun kunne snakke grimt ogm Valero altid hvis det skulle være! Athena stivnede en smule ved hans ord. De skulle træne? Hun kunne jo næsten ikke stå på benene! Også selvom det nok ikke var noget han så. ”Vi skal træne? Herligt! Men jeg er bange for at jeg er nødt til at gøre det i denne mundering. Jeg er en kvinde nu, Evan, jeg har end ikke lov til at eje tøj jeg kan bevæge mig i,” mumlede hun utilfreds selvom det jo var sandt. Den kjole hun bar var den både den kønneste, mindst overdrevende og den bedst bevæglige kjole hun ejede, også selvom hun ikke brød sig særlig meget om dem, det havde hun aldrig gjort.

[Deleted]

Under de normale omstændigheder, så havde Evan bestemt heller ikke indvilget i at skulle opsøge Athena på denne her måde, men nu hvor Jared faktisk havde givet ham lov til det, samt det at fortsætte træningen, så var han bestemt heller ikke den mand som ville spilde tiden! Det ville ikke kræve det største af ham at komme frem og tilbage, for lige der, var det heldigvis til hans fordel, at han havde de magiske tendenser i form af warlocken, også selvom det ikke var noget som særlig mange værdsatte, men for pokker, så var det noget som selv kunne give dæmonerne en stor fordel! Han vendte blikket mod hende, og med et let smil på læben. Han kunne ikke lade være nu, hvor han faktisk var omkring hende endnu en gang. ”Der tager du ganske fejl, min pige.. Du er nemlig endnu mit arbejde. Jeg sendte din far et ganske kort brev.. Og han gav mig tilladelsen til at fortsætte arbejdet og træningen. Så langt du endnu er under den myndige alder, så er det hans beslutning og ej Valerios,” påpegede han sigende, så selvom manden var imod den træning som hun skulle have lov til at få, så var det heldigvis Jareds beslutning lige der og da! Umiddelbart så ville han slet ikke bringe den mand for meget på banen, for han vidste, at det kun ville ende med at gå helt galt, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke!
Hvad der skjulte sig under den store beklædning som hun gik rundt med, havde Evan ikke nogen anelse om, men han agtet dog at finde ud af det før eller siden, for han var bekymret, og det var han ikke ene om, for Jared var det samme. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Han rystede let afvisende på hovedet. ”Du gjorde ret i at tage kontakten til mig. Jeg gik automatisk ud fra, at du bare havde brug for at høre noget velkendt.. Og du gør det bare, om det skal blive nødvendigt, min kære. Jeg er bekymret for dig.” Han var ikke nødvendigvis typen som ville vise det, men han havde ikke noget imod at skulle sige det, ofr han var faktisk bekymret, og han var bestemt heller ikke den eneste! At lyve for ham, var slet ikke noget som tøsen nogensinde ville være i stand til, og det vidste hun skam udmærket godt! Han betragtede hende sigende. ”Hvis han gør noget ved dig, som du slet ikke bryder dig om, så tag kontakt til mig.. Jeg har sagt, at jeg nok skal komme og hente dig, hvis det skulle blive nødvendigt,” endte han ganske sigende. At hun kun havde kjolerne at vandre rundt i, var noget som let fik ham til at himle med øjnene, for det var altså ikke noget som hun kunne træne i! Han himlede let utilfredst med øjnene. ”Jeg tænkte det nok,” endte han ganske kortfattet. Han endte med at lægge begge hænderne tæt på hinanden, og med håndryggen mod gulvet, idet at noget af hendes gamle træningstøj dukkede op i dem. Han havde taget det med sig hjemmefra, også fordi at han var sikker på at hun skulle fremstå som fin og fornem, når det var nødvendigt. ”Skal vi få det mest optimale ud fra træningen, så er du nødt til at komme i det rette tøj, Athena.. Skift du,” endte han ganske sigende. Han sked ganske enkelt på hvad Valerio sagde! Træning var hans sag!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var spændt på at høre hvad han egentlig lavede der, for hun vidste godt at far havde set træning som unødvendig efter alle de år, hvilket slet ikke var tilfældet. Det var en kamp for hende at bevare kontrollen i løbet af hverdagen og hun ønskede ikke at gøre nogle af tjenestefolkene ondt, de var gode ved hende.. særligt butleren hun kunne godt lide ham, også fordi de delte frygten for Valerio, det var bare.. svært når hun konstant var vred og frustreret. Hans ord kom tydeligt bag på hende, og samtidig stak det lidt til hende.. igen hans arbejde, til tider glemte hun jo at det var hvad hun var fordi hun selv holdt så meget af ham som hun gjorde, men hun slog sig samtidig til tåls med det. ”Oh.. på den måde. Jeg er glad for at han endelig kom til fornuft på det punkt, det er rart at vide at jeg ikke er helt overgivet endnu.. desuden har jeg ingen idé om hvornår jeg bliver myndig,” endte hun med en let panderynken. Hun vidste ikke hvor gammel hun var, fødselsdage havde de jo aldrig rigtigt fejret.. jo med mor men hun havde været for ung til at huske det rigtigt. Athena ønskede ikke at spilde tiden med at snakke om far.. eller Valerio for den sags skyld, hun havde det jo fint, hun var ikke død endnu, kun drænet for energi og forslået, men det ville hun selvfølgelig ikek fortælle til Evan, han ville bare skælde hende ud for ikke at have sagt noget, men det havde hun jo allerede i det store og det hele. Blikket lod hun møde hans, og nikkede roligt mod ham. Hun havde trods alt kun gjort hvad han havde bedt hende om. ”Det gjorde jeg. Du var den første jeg kom i tanke om, jeg ventede i det store og det hele bare på han skulle tilbage til arbejdet, det hele blev for meget på en aften.. nyt hjem, en mand, et ægteskab og ja alt hvad der følger med der, jeg kunne ikke lige følge med,” erkendte hun yderst dæmpet, for hun ønskede ikke at nogle skulle høre dem! At han så var bekymret for hende var faktisk noget der gjorde hende glad, om ikke andet var der nogle der skænkede hende en tanke. ”Du skal ikke være bekymret, jeg har det fint,” gentog hun endnu engang og sendte ham et ikke synderligt overbevisende smil, men det var om ikke andet forsøget værd. Hun trak lidt skævt på smilebåndet, og så op under sine øjenbryn. ”Du har sagt det før, jeg skal nok sige til hvis det går helt galt, men jeg er ikke død, det er bare en vanesag, ikke? Ligesom du og Diane,” tilføjede hun med en undertone af usikkerhed. Han havde jo allerede rørt hende på utallige måder hun ikke brød sig om, det var for sent at sige til, desuden var det på tide at hun klarede sig selv frem for at være afhængig af ham. Hun betragtede nøje hans hænder som det sædvanlige træningstøj kom frem. Utallige af sten faldt fra brystet, fantastisk! Tøj hun kunne bevæge sig i, det der med at være en pyntedukke var hun altså ikke god til! Hun tog imod tøjet med direkte julelys i øjnene. ”Jeg kunne kysse dig lige i øjeblikket, Evan,” endte hun med et stille smil uden at tænke over det. Hun knugede det ind til sig.. de læderbukser havde kostet dyre domme, men hun elskede dem men.. smilet falmede.. der var ingen lange ærmer. ”Jeg går ind og skifter,” hun sendte ham et smil drejede om på hele og tog kursen mod et tilfældigt værelse, kunne hun undgå Valerio så gjorde hun det!

[Deleted]

Evan var nødt til at se på hende med træning, også fordi at det jo var hvad hun var; Hans arbejde, også selvom det ikke lgiefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for nu hvor han havde tilbragt så lang tid sammen med hende, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det nemmere selv for ham. Han nikkede med et let smil på læben. ”Som jeg sagde, så skal din far nok komme til fornuft på et tidspunkt, min kære.. Et skridt af gangen. Jeg tog det måske ved at kontakte ham, men selv jeg fik en undskyldning for hans opførsel den aften. Det hele skal nok løse sig,” endte han ganske sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn som sådan, det var der ingen tvivl om. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse igen. Det var i det hele taget yderst mærkværdigt at se hende i kjole! Dog kunne han godt lide at se hende så.. feminin som hun var i øjeblikket, for det var bestemt heller ikke noget som han selv kunne se hver dag! Så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han trak svagt på smilebåndet, faktisk ganske overbærende, hvor han roligt nikkede. ”Jeg står endnu fast på hvad jeg har fortalt dig om manden, Athena.” Hans tone var ganske dæmpet, også fordi at han slet ikke ønskede at lade andre høre ham, for det at snakke skidt om ham, var næppe velset når det jo faktisk var ham som sad med den øverste magt i Manjarno! ”Du gjorde ret i at tage kontakt. Jeg er glad for at du gjorde det. Det er mange ting på en gang, det ved jeg godt, men som jeg kan se nu, og endda også med mine egne øjne.. Så klarer du det faktisk godt,” endte han ganske sigende. Bid og mærker havde han jo trods alt ikke set endnu, og han vidste at det at få hende i træningstøjet, automatisk ville give ham muligheden for at se hende ordentligt, hvilket også var lidt en bagtanke ved det hele, så selvfølgelig var det noget som kun ville hjælpe ham med det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket.
At lyve for ham, var noget som Athena lige så godt kunne opgive, for det var slet ikke noget som hun kunne, og det var aldrig noget som hun ville kunne lære sig, det var der ingen tvivl om overhovedet! Armene holdt han frem for sig. ”Jeg vil ikke just sammenligne Dig og Valerios med Diane og mit,” påpegede han sigende. Ja lige der, havde han virkelig ikke nogen tillid til Valerio, og han var bestemt heller ikke bange ofr at lægge skjul på det, for han stolede virkelig ikke på dem! At hun direkte stod med julelys i øjnene, var noget som tydeligt også måtte more ham, hvor han roligt vendte blikket mod hende – ingen lange ærmer og generelt af samme beklædning som hun var vant til at træne i. ”2 minutter, Athena.. Hverken mere eller mindre,” endte han ganske kortfattet, for løgn var det bestemt heller ikke! Han glædede sig faktisk til at komme i gang igen!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste godt at hun ikke var meget andet end arbejde for, Evan men til tider var det svært at acceptere også selvom det ikke var noget han havde kendskab til hun spillede som oftest med på legen, under alle omstændigheder fik hun jo lov til at gøre det hun elskede mest – nemlig at træne, og hun fik samtidig lov til at tilbringe tid med ham hvilket næsten var det bedste. Athena sukkede og himlede lidt opgivende med øjnene. ”Det er bare for sent at komme til fornuft. Jeg sidder allerede lidt i saksen men jeg vænner mig langsomt til det. Jeg er glad for at høre at du fik en undskyldning, men i mit tilfælde er det bare ikke nok mere. Jeg håber bare han er glad,” endte hun en smule spidst. Han havde frataget hende alle de ting der betød noget og i stedet erstattet det med hundrede ting som hun foragtede, det glædede hende selvfølgelig at hun i hvert fald fik lov til at træne igen, men hun var vred og hun lagde bestemt ikke skjul på det. Athena lagde ganske vidst mærke til at Evan stirrede meget efter hende, også selvom hun ikke rigtigt skænkede det en tanke, det var en sjældenhed for hende at gå i kjole, nu var det blevet hverdag for hun havde ikke andet at tage på.. hun fik ikke lov til at forlade værelset i andet, så det var så nemt. ”Jeg modsiger dig ska heller ikke,” svarede hun roligt, han havde ret.. måske manden var god til sit arbejde, men resten var han direkte elendig til, og end ikke hun som hans kone kunne stole på ham. Nu stod hun med ham foran sig og sit elskede træningstøj i armene hvilket gjorde det hele bare én smule lettere for hende. Hun overhørte næsten hans ord om hvor godt hun klarede sig, for hun vidste jo at det ikke var sandt.. der var så mange frustrationer hun havde brug for at lukke ud, tårer hun havde lyst til at lade falde, spor hun længtes efter at få slettet.. ja måske hun var hård men hun var stadig en kvinde og hun havde altid været meget følelsesladet og sårbar. ”Du lyder næsten overrasket? Selvfølgelig klare jeg mig, det er jo mig! Desuden.. selvom jeg giver dig ret i at man ikke kan stole på ham, så er han ikke så slem som jeg havde frygtet, jeg skulle bare lige finde min plads,” tilføjede hun med en flask selvsikkerhed, det var jo slet ikke tilfældet.. faktisk var han værre end hun i det hele taget havde kunnet forstille sig! Det var måske slet ikke som Evan og Diane, men det var det eneste hun rigtigt havde at sammenligne det med, Valerio nærede dog slet ikke den respekt for hende som Evan gjorde for Diane, men hun ville heller ikke vise sin sårbarhed, hun ville ikke beklage sig. Hun nikkede blot roligt. ”Ja ja,” endte hun efter ham som hun forsvandt ind på døren til pejsestuen. Gardinerne var trukket for, hun stilte sig lige foran døren, så hun ikke ville blive forstyrret og begyndte at klæde sig på. Først startede hun med bukserne.. det var ikke fordi hun var meget for at smide kjolen til fordel for toppen der næsten var for afslørende. Stille tog Athena en dyb indånding.. det nyttede som sagt ikke noget at flygte, så hun endte med at fjerne kjolen og i stedet klæde sig i toppen. Den afslørede kun meget lidt af de skader hun havde, men hendes skuldre og overarme var mere blå end noget andet, desuden havde hun ikke fået alt blodet ved brystpartiet eller halsen, af den grund lod hun håret hænge, selvom det var træls at træne med. Med kjolen over armen trådte hun igen ud i salen. ”Jeg er klar.. følg med,” bad hun og førte ham roligt med sig mod træningssalen uden at kommentere sin tilstand.

[Deleted]

Evan vidste at han var nødt til at være mere påpasselig med hvor tæt han lukkede Athena ind, også selvom han vidste at skaden for hans vedkommende, allerede var sket, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. ”Jeg er ikke kommet her for at snakke om din far, men et skridt på vejen, er vel bedre end at han slet ikke har rokket sig? Du kender manden næsten lige så godt som jeg.. Han kommer ikke til at bede dig om nogen undskyldning. Det kommer han aldrig til. Han er lige så bekymret som det jeg er,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Træningen var hvad de havde dem imellem, og selvfølgelig var det også noget som gjorde at de endnu en gang havde det at tage sig fat i endnu en gang. Han lod armene roligt søge over kors og uden at se det mindste væk fra hende på nogen måde. Valerio var slet ikke en mand som han følte at han kunne stole på, og det var slet ikke noget som han lagde skjul på! Han vidste hvad manden havde gjort, og selvfølgelig ønskede han ikke at Athena skulle ende i problemer, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende!
Svagt trak Evan på smilebåndet, og rettede sig op endnu en gang. Han var nu alligevel ganske overrasket over, at det var så godt hun klarede det, selvom det selvfølgelig ikke var noget som gjorde ham det mindste på nogen måde. Han var faktisk stolt af det. ”Som ægtemand tvivler jeg på at der er noget godt i den fyr i det hele taget, min kære,” begyndte han ganske sigende, ofr det var bestemt ikke en løgn. Han holdt forbandet meget af hende, og selvfølgelig ønskede han at hun skulle være tryg og sikker, og det var selvfølgelig det vigtigste af det hele! ”Du tager alt for let på det. Selvfølgelig skal du føje ham, som det er dig pålagt, men endnu skal du tage vare på dig selv og dine værdier,” endte han med en ganske bestemt tone. Han ønskede bestemt ikke at finde sig i noget som helst af det andet! At hun så skulle føje ham af på den måde og vende om, fik ham til at himle lidt med øjnene, selvom han ikke sagde noget til det som sådan, for det burde han selv efterhånden være vant til! At hun kom tilbage intet mindre end to minutter senere, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende som hun kom tilbage, selvom synet af hende på ingen måder, var noget som han ønskede at se hende i! Han kneb øjnene fast sammen. ”Athena..” endte han med en ganske kortfattet tone, som han endte med at søge direkte efter hende mod træningssalen. Der kunne de vel forhåbentlig finde ud af det hele og snakke alene, hvis det endelig var det? Armene foldede han roligt over ryggen, som han fulgte efter. Hun var da mishandlet! Og det fandt han sig ikke i!

[Athena Maloya Mathimæus]

På mange områder havde Athena virkelig forsøgt at være forsigtig med hvordan hun så på Evan, det var trods alt noget af det som konstant efterlod hende med en skuffelse, og endda en som hun selv var skyld i, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved det, slaget var bare nødt til at gå sin gang, uanset hvor hårdt det så end måtte være. ”Så lad os lade det ligge inden det ender galt igen. Jeg er glad for at se dig, og jeg vil nødig have at det skal ændres på grund af ham. Han kommer ikke til at bede om en undskyldning hvilket passer mig fint, jeg kan ikke give ham den, og han ved det godt,” svarede hun lidt kortfattet for hun gad virkelig ikke at snakke om ham hvis hun kunne være fri, det var jo tydeligt at hun var vred på ham, hun havde trods alt været tålmodig i mange år, men grænsen var nået nu hvor hun var tvunget ind i de voksnes rækker før hun selv havde været klar til at indtræde. Valerio var ikke en mand der var værd at snakke om, hun stod allerede i problemer til halsen bogstavelig talt, og hun vidste godt at det ikke var noget hun kunne skjule for Evan, særligt ikke fordi hun havde ondt. Hun var udmattet efter at Valerio havde drukket af hende, og hun var øm efter han havde befamlet hende og straffet hende for ikke at føje ham som Evan havde ønsket, hun havde jo til dels selv bedt om det, desuden ville hun ikke belemre ham med hvad som helst! Kort skævede hun til ringen på sin finger. ”Han er ganske vidst ikke meget værd som ægtemand, men han er heller ikke så slem,” forsøgte hun igen også fordi det ville være dumt at tale dårligt om manden på hans eget domæne. Måske hun tog meget let på det hele men hvad skulle hun ellers gøre? ”Det er svært at gøre begge dele, Evan.. det hele er et spørgsmål om prioritering, men du ved også at det ikke ligger til mig at føje hvem som helst, deriblandt Valerio,” svarede hun lidt kortfattet inden hun forsvandt ind for at skifte.
Atter omklædt kom hun ud med meget mere nøgen hud end for et øjeblik siden. Alle på slottet vidste hvad der foregik bag de lukkede døre, af den grund så havde hun sådan set ingen grund til at dække sig. Hendes mine var lidt mere stiv nu hvor hun atter var der, hans blik afslørede jo at han havde set det, også selvom hun ikke selv kommenterede det.. armene og kravabenet var endda kun let ramt, resten af kroppen så langt værre ud! ”Ikke her,” påpegede hun hurtigt og sendte ham et lidt advarende blik, det var ikke det rettet sted at snakke om det. I stedet førte hun ham med sig ned af de lange gange, mod korridorer som hun vidste at Valerio aldrig besøgte, der kunne de være i fred, træningssalen var hun jo fuldstændig ligeglad med. Ja hun skammede sig over at se ud som hun gjorde, men hun ville helst ikke snakke om det. For enden af korridoreren åbnede hun døren indtil den store træningssal, også selvom det var med lidt tungt hjerte. Ja hun var mishandlet på alle tænkelige måder, hun var flov men hvad var der at gøre ved det? For første gang i mange år var smilet falmet, og afslørede den sårbarhed hun i virkeligheden var bære af og som kunne aflæses i de klare, grønne øjne.

[Deleted]

For Evans vedkommende, så var skaden allerede sket, selvom han ikke kunne gøre noget ved det af den grund. Og lige nu, var det næppe noget som han skulle fortælle til Jared, for den mand endte da bare med at få et flip, og det ville han gerne undgå så længe, at det nu måtte være ham menneskelig muligt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. Som sagt, ønskede han ikke at så overfor hende og snakke om Jared, for det fik ingen af em noget ud af ,det var der ingen tvivl om. Han nikkede sigende. Lige her var han faktisk enig, for han vidste godt, at det slet ikke noget som nogen af dem fik det mindste ud af. ”Du har skam heller ikke nogen grund til at give ham den, min kære.. Lad os lade det ligge.. Jeg er som sagt ikke kommet for at snakke om din far,” endte han ganske kortfattet. Han var her for at træne hende, og selvfølgelig lige at få et øje på hende, for han var ganske sikker på at der var mere under tøjet, end det som hun ville lade ham vide af, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende! ”Du behøver ikke tage manden i forsvar overfor mig, Athena.. Jeg ved at du foragter den tanke, mindst lige så meget, som det jeg selv gør,” endte han ganske stilfærdigt, for det andet var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde, det var der ingen tvivl om! Han blev stående og med armene over kors, også selvom det ikke gjorde den største forskel, men selv for hans vedkommende, så gav det ham en udstråling af autoritet, og det var en udstråling, som han virkelig godt kunne lide!
At Athena ikke føjede hvem som helst, vidste han udmærket godt. Hun havde altid føjet ham, men… han havde vel også været den eneste, foruden hendes egen mor? Han nikkede og med et let smil på læben. ”Jeg ved det skam udmærket godt, min kære.. Og det er jeg stolt af,” endte han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af hende, som hun gik for at skifte. Han blev bare stående og afventede at hun ville komme tilbage, hvilket hun heldigvis gjorde ganske kort efter, selvom mærkerne som pludselig var blevet tydelige, slet ikke var noget som faldt ham i smag på nogen måde, og den tanke alene, var noget som faktisk gjorde ham direkte vred! Næverne knyttede han ganske let, som han fulgtes med hende ned til træningssalen, hvor han lod hende vise ham vejen. Som de kom ind i salen, så lukkede han døren efter sig, og vendte sig mod hende. Her kunne de vel snakke i fred? Og så længe solen endnu var oppe, ville de ikke se skyggen af Valerio af den grund. ”Er det der Valerios værk?” spurgte han med en ganske kortfattet stemme, for lige nu var det så sandelig også ham som krævede sig sine svar! Han brød sig slet ikke om at skulle se hende på den måde, for han fandt sig slet ikke i, at nogen skulle lægge så meget som en finger på hende! Slet ikke!