Let us continue!

[Deleted]

Jared havde allerede indvilget i at fortælle Evan, at hans problem, var at hans kære datter lignede sin mor så frygtelig meget, også selvom det nu heller ikke forundrede ham, for det var virkelig som at se den daværende dronning af lyset som en ung teenager igen. Han havde fået glimt af hende et par gange, og han var slet ikke i tvivl om, at det var det som måtte være et problem! Den såkaldte vampyr med de mentale evner, var selvfølgelig noget som han selv tydeligt anså som en trussel, men som det stod lige i øjeblikket, så var det ikke dæmonerne han havde vendt sig i retningen af. Han nikkede sigende til hende. Det var en farlig en i længden, og han vidste at Athena ønskede at hjælpe, kun fordi at det var den slags som hun havde trænet sig til og trænet sig op mod, og selvfølgelig ønskede han at lade hende hjælpe til, hvis det skulle blive nødvendigt. ”Vi arbejder på højtryk, for at finde ud af det hele. Lige i øjeblikket, har vampyren endnu ikke vendt sig mod os, men det er kun et spørgsmål om tid, inden det sker.. Og jeg regner med at vi kan regne med din støtte?” Han vendte sig endnu en gang mod hende og med den ganske sigende mine. At Cecilaya havde formået at fange sig en Igleéias, var noget som havde overrasket mere eller mindre alle, selvom det i sig selv, faktisk kun var en glædelig overraskelse i hans øjne! Det beviste da om ikke andet, at hun var en værdig leder i hans øjne om ikke andet. Han nikkede igen, og med et svagt træk på smilebåndet. ”Selveste Maurus Igleéias ja. Til tider kan man høre ham skrige i de dybeste regioner.. Det er næsten som sød musik i ørene,” tilføjede han med et næsten koldt smil. Ja, han var en kynisk mand inderst inde, og det havde han skam også altid været – dem som kendte ham, vidste det jo trods alt.
Hendes billede af Valerio sovende i sengen, måtte selv more Evan, som han slet ikke kunne undgå at gøre det. Han rystede stille på hovedet. ”En vampyr er mere eller mindre.. død, når de går til hvilen om dagen, min kære. Stivheden, kulden, den manglende vejrtrækning.. alt,” endte han ganske roligt. Ikke for at være belærende, men også for at gøre det klart for hende, at det var ganske normalt. Det var da hvad han selv vidste om ikke andet, for selv hans erfaring og kendskab hvad det væsen angik, var bestemt heller ikke den mest tydelige. Tanken om at han var en mand som hun direkte.. ønskede at finde med, var næsten morende, også fordi at han kunne se, at hun måske mente det drillende, men der var noget alvor i det af den grund. ”Lidt for mange odds er imod dig, min kære,” endte han ganske sigende. Elanya og Jared havde haft sit at slås med, hvilket han så sandelig kunne stå inde for, for det var ham som havde lyttet til manden igennem hele forløbet! Han trak vejret dybt, som hun fandt sine ting frem, som hun ville have med, og endte med at tage omkring hans hånd. Det var ikke behageligt for hende, hvilket han vidste, men så var det vel også fint, at det kun drejede sig om ganske kort tid? Han vendte blikket ganske sigende mod hende igen. ”Jeg ved det godt, men myndig er du ikke.. af den grund, var jeg også i stand til at søge den tilladelse ved din kære fader.. Lad os komme hjem,” endte han ganske sigende, som de endte med at forsvinde fra træningssalen.

//Out

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde aldrig forstået hvorfor hun ikke var god nok for sin far, men hun havde sine anelser for det var jo uanset hvad hun gjorde, og med henblik på hvor meget hun lignede sin mor, så var der jo heller ikke noget at sige til det! Desværre havde hun ikke haft megen mulighed for at orientere sig med henblik på dæmonerne, så endelig at blive lidt opdateret skulle hun slet ikke klage over! Hun vidste godt at det var farligt med en sådan vampyr og da i særdeleshed en med evner som faktisk bevægede sig ind på det som hende og Evan beskæftigede sig med! ”Det er kun forståeligt, i må endelig sige til hvis i har brug for en hjælpende hånd, jeg vil mene at jeg er klar til at kunne begynde at deltage selvom far nok vil mene anderledes, men selvfølgelig har i min støtte, mit hjerte ligger i Dvasias ikke i Manjarno,” påpegede hun lidt sigende og undrede sig over at han i det hele taget kunne stille spørgsmål ved det, selvfølgelig havde de hendes fulde støtte! Tanken om at dog var ved at få lidt styr på warlockerne morede hende kun, og så at selveste Maurus var bag lås og slå, hun kunne næsten forestille sig lyden af hans skrig, lige når det kom til at være kynisk så havde hun bestemt også den side i sig, han havde oplært hende til at være kynisk overfor den slags! ”Det må du nok sige.. måske vi kan få lidt ud af ham? Det var om ikke andet en mindre at tænke på,” endte hun med et lidt bestemt nik for hun kunne godt lide tanken! Hun lyttede nøje til hvad han havde at fortælle hende omkring vampyrerne for det var jo et væsen hun ikke havde det største kendskab til. Det gav egentlig meget sig selv at de var så godt som døde, han havde været forbandet stiv, ikke til at kæmpe sig væk fra! ”Oh.. på den måde. Øv for et kort øjeblik håbede jeg faktisk på at han var død,” erkendte hun med et lidt ærgrende suk og skuldertræk. Hun holdt de ting hun havde hentet nær til sig og forsøgte lidt at skjule den rødmen der hærgede hendes kinder. Måske det var ment i drillerier, men der var.. en snert af sandhed i det, han var en mand hun.. kunne have set sig selv med hvis ikke det havde været for alle de hindringer, han var den eneste der kunne skænke hende følelsen af somme tider at være vægtløs... han var hende en trøst i hverdagen, også selvom hun vidste at de aldrig ville kunne trække den videre, og hun vidste at han slet ikke havde det på samme måde, hvilket nok var det værste. Hun nikkede og lod langsomt smilet falme. Alle odds var imod hende det var sandt. ”Tydeligvis.. synd du ikke har en søn i min alder,” fortsatte hun med en drilsk undertone men mere livløse øjne. Hun nikkede yderst stilfærdigt til hans ord og greb lidt mere fast om hans arm, for hun hadede at rejse på den vanvittige måde, det gjorde hende forbandet svimmel. Blikket lod hun glide i, en smule bange ved tanken om at hun flygtede fra sin egen mand, også selvom hun tvivlede på at han i det hele taget ville opdage at hun var væk. Måske hun ikke var voksen men for pokker..! kunne far snart bestemme sig om han ønskede at hun skulle leve et voksent liv eller ej! Uden egentlig at være fuldstændig forberedt på det følte hun igen alt luft klemmes ud af hende inden hun sammen med ham, fosvandt.

//Out.