Light in the dark

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være sent, og efter en frygtelig varm sensommerdag, havde vinden taget en smule til, det var blevet tilpas køligt. Mørket hvilede tungt på den store himmel, uden at afsløre meget andet end få stjerner og en halv måne. Yasmya havde vandret i flere timer.. mere eller mindre siden hun var kommet fra kirkegården. Nu hvor hun ikke havde Emanuel at tage sig af, følte hun sig nærmere rastløs. Hun havde besluttet sig for at holde en pause, nu hvor hun efterhånden var blevet godt træt af alt den vandren, i stedet havde hun sig sig op af et stort egetræ der stod plantet midt i den store eng. De lange strå bukkede blidt i den blide vind, høje nok til næsten at skjule hendes skikkelse. Med tomme øjne stirrede hun mod den mere eller mindre intetsigende nattehimmel, med en klump i maven. Tårerne var stoppet, men de salte spor de havde efterladt ned over kinderne var ikke til at tage fejl af, desuden følte hun sig varm.. virkelig varm på trods af den kølige brise. Kappen havde hun smidt, nu hvor det ikke var nødvendigt at skjule sig, i stedet sad hun på den, og puttede sig lidt i de høje strå, hvor ingen kunne se hende. Darryl var helt sikkert bekymret, han havde vel ventet at hende og Emanuel ville være forholdsvis hurtigt hjemme igen, men hun havde ikke lige regnet med at skulle støde på Jacques, deres møde havde virkelig kun efterladt hende direkte knust igen, det var som at starte.. forfra igen. Hun lænede hovedet tilbage mod den ru bark og sukkede, før tårerne igen begyndte at tage deres vandren ned over de farveløse kinder. Hun skjule ansigtet i sine hænder, skjulte sine tårer, for det kunne ikke passe at han stadig kunne få hende til at føle sig direkte elendig efter et så kort møde! Det var virkelig på tide at komme over ham, også selvom det var lettere sagt end gjort. Han havde Camryn nu, det var sådan det burde være, han havde fået den eftersøgte tid med sin søn, mere kunne hun vel ikke gøre for hans lykke? De blonde lokker faldt om hendes ansigt, hun lukkede øjnene og forsøgte inderligt at tage sig sammen. Benene trak hun op under sig og lod panden møde de hårde knæ. Det var lang tid siden hun havde følt en så intens smerte, end ikke flammerne havde formået at gøre op for det. Arene efter det bar hun endnu, og nu hvor hun ikke kæmpede for at skjule sig, kunne man se dem langs de slanke arme og lidt ned over halsen. Resten var mere eller mindre dækket under kjolen. Hun havde endnu ikke snakket med sin far.. eller Jason for den sags skyld, det var ikke fordi hun havde lyst til at nogle skulle se hende sådan, også fordi hun ikke var nær så ligeglad med Jacques som hun egentlig gerne ville være! Det var ikke en tilfredsstillelse som hun ville give i særdeleshed Jason. Det ville igen være at holde fast i noget som tydeligvis havde været slut i frygtelig mange år.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var ved at være sent, hvilket gav Adelio en oplagt mulighed for at søge udendørs. Jason havde han ikke set igennem en hel dag, hvilket nu heller ikke gjorde ham noget, for der var så mange ting som man skulle se til, så selvfølgelig var det dejligt at kunne trække lidt luft fra det hele og bare.. undersøge det hele. Folk var stadig voldsomt skeptiske til hans tilstedeværelse i Procias, men han gjorde jo ikke nogen noget! Han havde altid næret sig på dyr og aldrig mennesker, hvilket var noget som han selvfølgelig var sin mor taknemmelig for, også selvom han ikke havde set hende længe nu. Gad vide, om hun i det hele taget ville være bekymret for ham? Ikke at det rørte ham, for af hvad han havde hørt, så var det noget som hun virkelig fortjente! Og han havde det jo trods alt.. udmærket sammen med sin far, selvom det var noget af en omvæltning i forhold til hvad det var han var vant til, hvilket næsten var en tanke som kunne gøre lidt ondt, selvom han nu ikke viste det åbent.
Adelios skridt førte ham roligt til de mange græsmarker, som han ellers havde vandret langs igennem det sidste lange stykke tid. Her var sjældent folk, så han kunne gå her uden at føle sig begloet, hvilket var noget som han havde det helt fint med! Det var faktisk noget af det bedste af det hele! Dog valgte han alligevel at stoppe op ved synet af et andet individ. Selvom det var Procias, så var han ganske forsigtig, selvom han vidste at han havde alle fordelene i form af hans race, men også at det var mørkt, så han havde jo alle fordelene her! Han endte roligt at søge i retningen af vedkommende, også selvom det hurtigt måtte gå op for ham, at han genkendte hendes duft. Det var Yasmya? Hvad lavede hun herude, og endda uden hendes søn? Hvad var det nu han hed..? Emanuel? Eller noget i den stil. Han var ikke den bedste til navne, og derfor var det ikke altid lige sjovt sammen med hans søskende, for der var for mange, og de lignede jo alle sammen hinanden! Let blinkede han med øjnene, som han endte med at stoppe op, dog alligevel med en lille afstand til hende, for han skulle jo nødigt ende med at forskrække hende! ”Yasmya..?” spurgte han, også for at være helt sikker på at det var hende og ikke et eller andet som skulle spille ham et puds! Tungen strøg han roligt over sine læber, som han bevægede sig mod hende. Som alle mødre, så burde hun da være hjemme og lægge knægten i seng på denne her tid, for det var jo efterhånden også ved at være sent for dem, hvilket han vidste, selvom han ikke fulgte den samme døgnrytme. ”Du er langt hjemmefra.. Hvad laver du herude..?” fortsatte han. Ja til tider kunne han minde skræmmende meget om sin kære far, og ikke altid så han på det som et godt tegn!

[Deleted]

Græsmarkerne var på denne tid af døgnet forladt, og Yasmya havde altid haft en forkærlighed for dette sted, det var et ganske glimrende sted at lufte tankerne lidt, for det var noget som selv hun havde behov for. Jacques havde ikke så lidt kastet med skyld, og selvom det ikke havde været retfærdigt at bruge Emanuel mod ham, så havde det været det eneste hun havde haft at beskytte sig med, men nu hvor hun havde tid til at tænke over det, så kunne hun end ikke sige ham imod.. som altid var hun skyld i det hele.. hun havde altid været skyld i de dårlige ting der skete omkring dem hun holdt af! Det var ikke rigtigt gået op for hende at hun havde fået selskab, særlig ikke mens hun sad med ansigtet begravet mod sine knæ og tiggede og bad til at det ville blot lidt af smerten. Havde Emanuel været hjemme så havde hun puttet ham i seng, men i aften måtte det være Jacques' og Camryns bord, også selvom hun direkte foragtede tanken om at hun skulle i nærheden af hendes dreng! Lyden af den velkendte stemme fik hende omgående til at se op, og lade de matte, grønne øjne søge rundt i håb om at finde et eller andet, men det eneste hun så var en.. skygge. Til en forveksling mindede hans stemme altså om Jasons det var lidt forvirrende. ”Adelio?” endte hun lidt spørgende og samtidig forundret. Hurtigt gned hun sig i de lettere hævede øjne, i forsøget på at skjule tårerne, hun ønskede da slet ikke at han skulle se hende på den måde. Foruden Jacques var han den eneste der faktisk havde formået at plante et smil på hendes læber, for en kort stund havde han faktisk sat en glæde i hende, vækket noget som havde været dødt i mange år. Jo tættere han kom, des mere begyndte han at tage form for hendes blik. Hun havde bestemt ikke regnet med at se ham vandre rundt alene på disse kanter. Hun lagde hovedet stille på sned, og forsøgte sig med et lidt mislykkedes smil. Der var ikke rigtig nogen grund til at smile. ”Det skulle komme fra dig?” påpegede hun blidt, hun havde trods alt ikke en eneste grund til at være vred på ham, tværtimod, og hvis nogle var langt hjemmefra så måtte det da være ham. Yasmya rykkede sig en anelse som en diskret indbydelse til at sætte sig ved siden af, hans selskab var noget særligt, det ville hun ikke sige nej til om han havde tid vel og mærke. ”Jeg lufter bare tankerne lidt. Emanuel er hos Jacques, så jeg ville bare.. ja slappe af,” endte hun stille. Det var ikke hele sandheden, men hun ville heller ikke indvige ham i de skænderier og kontroverser som hun måtte have med sin eks-forlovede.. hvis hun nogensinde havde troet at hun skulle ende med at kalde ham ved det, ja så ville hun aldrig have ladet det nå så langt. ”Hvad laver du herude? Jeg troede Jason tvang dig til at se efter ungerne,” påpegede hun med en lidt anstrengt drillende tone. Humøret var ikke det bedste, men hun forsøgte at være upåvirket, selv på trods af smerten, vreden og frustrationen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio gik lidt hvor han havde lyst til at gå, for han havde jo heller ikke nogen grund til andet. Han var dog alligevel nysgerrig på hvad Procias faktisk måtte bestå af, hvilket også var grunden til at han var på disse såkaldte nattevandringer. Desuden sov næsten alle hans søskende, så han kunne godt liste sig lidt ud, hvilket han gjorde med selv den største glæde, det var der bestemt ikke nogen tvivl om! At han så skulle møde Yasmya herude, var slet ikke noget som han havde regnet med, men dog.. ikke ligefrem et glædeligt gensyn, for han kunne da tydeligt se på de næsten opsvulmede øjne, at hun virkelig var ked af det, hvilket faktisk også var noget som måtte påvirke ham og bestemt ikke på nogen god måde! Han sendte hende et kækt smil. Ja han var sin fars søn, og det var noget som han efterhånden faktisk også var ved at være stolt af, og det var noget af en forandring fra han havde været, til det han var blevet til! ”Hvem skulle det ellers være?” spurgte han næsten morende, som han let blinkede til hende, da han var kommet tæt nok på hende. Han havde meget af Jason i sig, og det var også først nu, at det var noget som han var blevet stolt af, nu hvor der ikke var flere knuder på tråden hvad ham angik. Roligt gled han ned at sidde ved siden af hende, hvor han vendte blikket mod hendes skikkelse. Han prøvede stadig at finde ud af de familieære bånd, for det var faktisk utrolig indviklet! Det som han dog efterhånden var ved at have styr på, var kvinden som sad ved hans side. Han himlede let med øjnene, tydeligt med en drilsk mine og rystede så på hovedet. ”Jeg bor da ved min far.. Jeg er faktisk ikke så langt væk hjemmefra,” påpegede han drillende. Så man på hans mor, jo så var han i den grad forbandet langt hjemmefra! Men hans mor ønskede han så slet ikke at tænke på som det stod lige nu, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende!
Adelios blik gled roligt i retningen af månen og stjernerne med en tydelig eftertænksom mine. Han nikkede sigende. ”Knægten ikke? Jamen hvorfor så trist?” spurgte han sagte, for det var slet ikke noget som han kunne forstå. Måske at han var en vampyr og i langt større grad end denne Jacques, men han forsøgte da om ikke andet at finde ud af denne form for følelser, også fordi at det var noget som faktisk gjorde ham nysgerrig! Han trak vejret dybt, hvor smilet bredte sig på hans læber. Jason havde ganske vidst bedt ham om at se efter ungerne, mens det nye hjem blev stablet på benene. ”Ups,” endte han med et let grin. Han ønskede at se hende smile igen, for det var faktisk langt kønnere til hende, end alt det andet her, det var der bestemt ikke nogen tvivl om! Han vendte blikket mod hende igen og strøg hendes kind ganske let, også for at få de sidste spor af tåre væk. ”Giv mig et smil, Yasmya… Det er kønnere end et ansigt uden andet end sorg,” endte han dæmpet.

[Deleted]

Yasmya vidste godt at Adelio havde fået tilladelse til at vandre rundt i Procias, han var jo ikke ligefrem dvasianer og hun tvivlede på at han kunne finde på at gøre nogle ondt, selv var hun jo fuldkommen tryg ved ham, han havde sågar fået lokket hende med sig i vandet, hvilket var stort! Af den grund havde hun dog heller ikke regnet med at finde ham på disse kanter og da slet ikke uden Jason, men hun var faktisk kun taknemmelig for det. De opsvulmede øjne afslørede hende måske, men om ikke andet forsøgte hun at dække over tårerne, der var ingen grund til at lade ham se hende så ked af det. Det var ikke nemt.. at komme sig over en mand som hun havde elsket siden hun havde været lille.. han ville jo ikke være ved hende nu, og dengang havde hun ikke ønsket andre i sit liv. Det kække smil fik hende på trods af alt til at trække lidt på smilebåndet. Han var sin fars søn og han var en lidt hårdere en af slagsen hvilket hun faktisk godt kunne lide. ”Til en forveksling minder du altså om sin far, så det var da aldrig til at vide,” påpegede hun med en lidt grødet tone. Om ikke andet så havde han allerede formået at få hende til at glemme vreden, mere eller mindre med det samme. Han var en god mand, det var der ingen tvivl om. Hun lod blikket glide mod ham, lidt nysgerrigt. Han var ligeså flot som sidste gang, hun kunne ikke lade værre med at undre sig over hvordan hans mor så ud, siden hende og Jason havde fået en så køn søn.. hun vidste ikke engang hvordan hendes egne forældre så ud, men hun havde heller aldrig ønsket det. Yasmya lod ham blot tage plads ved siden af, faktisk kunne hun godt lide idéen om hans tilstedeværelse. Hun endte med at hæve det slanke øjenbryn, lettere forundret. ”Er du flyttet ind hos Jason? Der kan man bare se, så kan det være at jeg kommer til at se langt mere til dig for fremtiden,” endte hun roligt, det generede hende overhovedet ikke, hun kunne jo faktisk godt lide manden. Han havde lidt det mod som Jacques aldrig havde haft, i dag var første gang foruden skænderiet med Marius hvor hun direkte havde set ham stå op for noget, og stædigt holde fast i det. Hånden lod hun stryge igennem de lettere bølgede lokker der hang om skuldrene. Langsomt fulgte Yasmya hans blik mod den smukke nattehimmel.. han følte sig vel bedre tilpas i mørket, mens hun fortrak lyset? Hun nikkede. ”Jo lige præcis. Jeg.. havde et skænderi med hans far, det er ikke noget særligt, men det er første gang vi sådan rigtigt har skændtes så..” forklarede hun lidt i forsøget på at slå det hen, hun ønskede ikke at lade ham vide hvor meget det plagede ham. Det næsten uskyldige ups var faktisk noget der lod et varmt smil spille om de rosa læber. Med andre ord Jason havde tvunget ham til at passe børn, men hun kendte ikke grunden. ”Jeg har forstået,” medgav hun og grinte let. En svag rød farve tog til i de ellers blege kinder. Hun lod blikket glide en smule i ved følelsen af den kølige hånd mod sin kind. Hun havde savnet den form for kærtegn. ”Undskyld, Adelio, det har været en lidt hård dag. Det er bedre når du er her,” erkendte hun og lod smilet bevares på sine læber.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde altid været utrolig begejstret for mørket, det var der ingen tvivl om. Lige der, var han ligesom sin far, også selvom han havde alverdens mulighed til at vandre ude når solen var oppe, også selvom det faktisk var noget som han helst ønskede at undgå, hvis han kunne. Han havde dog ikke ligefrem regnet med at finde Yasmya, også selvom.. det gav ham en mulighed for at hjælpe hende lidt, ligesom han gjorde det sidst! Han grinede ganske let og rystede så på hovedet. ”Jeg håber selvfølgelig, at det er en god ting!” endte han med et sigende smil på læben. Han kunne ikke lide at hun sad inde med en grødet stemme, for det var tydeligt, at hun virkelig var ked af det! Han betragtede hende sigende, og uden at skulle gøre andet end at sidde igen med de kække smil, for det var noget som han nu alligevel godt kunne lide. Det kunne godt være, at han var frygtelig dyrisk, men de menneskelige træk i form af kække smil, var nu noget som han stadig valgte at holde fast i, så han var ikke så stiv i betrækket som Jason var – heldigvis! Han foldede roligt hænderne foran sig, som han roligt nikkede. ”For nu så er jeg.. Det er lidt rart at komme væk fra.. det groteske og krigerske hjemme i Imandra,” fortalte han ærligt. Han så stadig ikke nogen grund til hvorfor han ikke skulle være ærlig overfor hende, når det endelig måtte komme så langt. Desuden med den voksende vrede som han havde for hans mor, så var det bestemt ikke fordi at det var noget som sagde så lidt, og så skulle han bestemt ikke hjem til hende!
At hun havde skændes med Jacques, var han selvfølgelig ked af, også fordi at det næppe var sjovt. Han havde og kunne stadig mindes hvordan hans mor havde råbt af hans far dengang han var lille, men.. det var ikke nær så traumatiserende nu, og nu var det ham bare efterhånden en vane. ”Det var da.. trist..” endte han sigende, som han roligt vendte blikket mod hende Han kunne nu alligevel godt lide at se hende med et lille smil på læben, også fordi at det faktisk var noget som klædte hende, ligesom den dag nede ved søen, hvor de faktisk alle sammen havde hygget sig, hvilket bestemt heler ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Var det så slemt..?” tilføjede han sigende, også for at vise lidt interesse. Det var noget som han faktisk var ved at være god til, når han sad der med hende på egen hånd, og uden andre at tage sig af. Og det var faktisk ganske rart. Han slap et let grin, hvor hans ene arm roligt sneg sig om hende, også selvom det ikke var noget fast greb, men.. løst ned i græsset bag hende. ”De sover jo alligevel.. Ellers må jeg tage skideballen,” endte han med et let træk på skuldrene. De var jo ved at være lidt halvstore efterhånden, så det kunne vel heller ikke være verdens undergang? Han vendte blikket mod hende, hvor de mørke øjne gled direkte i hendes. ”Det er jo det jeg siger.. jeg er en omvandrende humørbombe!” Stolt skød han brystet frem og efterfulgt af et let grin. Han kunne ikke lade være!

[Deleted]

Yasmya gik næsten ud fra at dette mørke var noget som han fortrak, sidst havde det jo været højlys dag, hun vidste om ikke andet at han kunne vandre i solens lys, hvilket gjorde det hele lettere. Efter kun et enkelt møde, anså hun faktisk Adelio for at være en god ven, han havde leget med Emanuel og han havde fået hende med sig i vandet og passet på hende, der havde sågar været lidt flirt imellem dem, eller.. det var om ikke andet hvad hun havde set. Efter skænderiet med Jacques i aften havde hun særligt skænket det en tanke, for hun havde jo lovet sig selv at det var på tide at komme over manden, han var kommet videre.. havde fundet sig til rette med Camryn, og hun kunne heller ikke holde fast i fortiden uanset hvor fristende det var. Måske hun var ked af det, og det kunne både høres og ses, men hun ville heller ikke sidde og lade tårerne falde foran en mand som ham, også selvom hun kæmpede med dem selv i øjeblikket. Træet over dem hvislede let i bladene, det var faktisk hyggeligt under den mørke himmel pludselig, måske fordi hun følte sig tryg i hans nærvær? ”Tja.. han kan være guds gave, men han kan så sandelig også være en pest og en plage,” påpegede hun en smule drillende. Hun bed sig en smule nervøst i læben. Ja hun var bekymret for Emanuel, bange for at hun aldrig ville få ham at se igen, hvad nu hvis han blev revet fra dem mens han var hos Jacques? Eller hvis han pludselig fortrak at være hos sin far? Hun var ikke i tvivl om at manden ville prøve at overgå hende, og med henblik på hans situation i forhold til den hun stod i, ja så var det langt nemmere for ham! Yasmya nikkede forstående. ”Jeg har aldrig selv været der, men du fortalte mig om det sidst. Jeg tror det er en god ting at du er her,” påpegede hun stilfærdigt, også selvom hun mente det, for hun ville jo heller ikke se ham komme til skade! Hende og Jacques havde heldigvis ikke taget skænderiet op foran Emanuel, for det nægtede hun, hun om nogle vidste hvad det kunne gøre ved et barn! Men de havde aldrig råbt af hinanden, eller været så kølige.. Jacques havde aldrig set på hende på den måde, og hun havde jo trods alt hævet hånden og slået ham. Hun nikkede stille og slog blikket i jorden. ”Det var ret slemt. Vi har aldrig direkte.. råbt af hinanden, og jeg tør sværge at hvis blikke havde kunnet dræbe, så havde jeg været død. Jeg hævede sågar hånden og slog ham.. det ligner ikke mig,” endte hun lidt bittert, udelukkende fordi hun faktisk havde dårlig samvittighed. Når nu han viste den interesse, så var det svært for hende ikke at hoppe med på vognen og være ærlig overfor ham, hvorfor lyve? Som armen sneg sig om hende, faldt hun næsten naturligt ind mod hans skikkelse og lagde hovedet på hans skulder. Hun kluklo let. ”Når han finder ud af at du har brugt tiden med mig, tvivler jeg på der kommer en skideballe,” påpegede hun lidt sigende. Han duftede godt.. hun havde savnet den form for nærvær. Hun rystede på hovedet. ”Du er virkelig din fars søn, knægt,” endte hun lidt drillende, ringe var det jo ikke!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne sagtens vandre ude i solens lys, også selvom lyset i den grad generede ham, men ikke noget som han tog sig af som sådan. Det var vel noget som kun måtte gavne ham med hans liv her i Procias? Det var det som han håbede om ikke andet, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af som det var i den anden ende, men det var ikke noget som han ville bringe på banen nu. Han var i sandhed sin fars søn, og nu hvor han kunne finde den stolthed i det, så var det i den grad også nemmere for ham, også selvom han havde brugt.. stort set hele livet på at klandre sin far for det som var sket dengang, klandret ham for at glemme ham, og ikke ønske ham, for det var jo hvad han altid havde fået at vide. Nu forholdt det sig heldigvis anderledes! Et let smil passerede hans læber, som han roligt nikkede til hendes ord. ”Det lyder jo som min kære gamle far i et nøddeskal,” endte han med et kækt smil, også fordi at det på ingen måder var noget som forundrede ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. At hun var bekymret for knægten, sagde han nu heller ikke noget til, også fordi at det slet ikke var noget som kom bag på ham som sådan, og desuden ønskede han hende jo bare.. glad og tryg ikke mindst, ligesom da de havde set hinanden sidst. Et sted lidt træt af at hun ikke havde knægten med, men han fik vel muligheden for at se til ham på et andet tidspunkt? Han trak let på skuldrene. ”Jeg er efterhånden ved at være vant til det vel..? Krig og kaos har altid været mit liv, og.. ja, uanset hvad, så har min mor altid passet på mig efter bedste mening, selvom hun aldrig ønskede mig da jeg var lille.. Men jeg.. trives faktisk godt her,” endte han sigende, som han igen vendte blikket mod hende. Det var ikke ofte at han snakkede om hans liv i Imandra i det hele taget, også fordi at han nu havde fået noget som han kunne sammenligne det med, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han var faktisk rigtig glad for at være her, også fordi at der – til forskel fra det som han var vant til, faktisk var utrolig fredeligt, og selvfølgelig var det noget som også havde sin store påvirkning af ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
At skænderiet havde været af den kaliber at de direkte havde råbt af hinanden, og hun havde slået, var slet ikke noget som han kunne forestille sig! Ikke at han kendte sin lillebror, men han havde nu efterhånden lidt kendskab til hende, og at hun skulle være.. voldelig anlagt, var ikke hvad han forestillede sig. Hendes hoved lod han roligt glide mod sin ene skulder, hvor han lagde armen en anelse mere bestemt om hende. Hun skulle være tryg. ”Jeg troede ikke du var typen som langede ud efter folk, Yasmya.. Det lyder til at have været en slem omgang,” endte han dæmpet, som han igen vendte blikket mod hende. Han grinede ganske let. ”Se, det er jo en undskyldning, jeg må bruge noget oftere så!” endte han mere muntert. Han endte roligt med at tage omkring hendes ene hånd. Så varm i forhold til hans egen. ”Virkelig? I så fald, håber jeg det er i de gode øjeblikke,” endte han smilende.

[Deleted]

Jason havde endnu ikke haft anledning tila t fortælle særlig meget om sin søn, så nu hvor Yasmya havde muligheden, så måtte hun jo tage sagen i egne hænder, for den mand gjorde hende nysgerrig. Der var frygtelig meget Jason i ham, til dels mindede han hende endda om Jacques, men han var langt mere bestemt, langt mere fast, hvilket om ikke andet var rart at se, det var om ikke andet end mand der vidste hvad han ville have. Der var virkelig ikke tvivl om hvem Adelio måtte være søn af, men ikke at det gjorde hende det mindste, han var jo en god mand og han formåede at få hende til at smile, også selvom hun havde på fornemmelsen at der hvilede mere bag, noget som hun ikke have set. ”Det er det,” påpegede hun med et lille grin, der dog stadig var påvirket af de tårer hun havde fældet. Det forundrede hende lidt at han direkte åbnede op og fortalte hende både om Imandra men også om forholdet til hans mor, hun havde aldrig set hende før, det var ikke Lisa, men måske hun også var en varmhjertet kvinde? ”Det lyder uanset ikke som et trygt sted at vokse op, Adelio. Det ville jeg ikke ønske for dig. Jeg kender godt det med at være uønsket. Mine forældre solgte mig.. jeg husker ikke hvor mange gange før jeg endelig fandt Marius, men han gjorde ligeså mit liv bedre. Jeg trives her, selvom jeg.. savner mit hjem,” erkendte hun og hentydede til herregården. Det var sjældent hun i det hele taget fortalte om sin egen baggrund, men når han gav hende lidt så gav hun lidt igen. Faktisk kunne hun huske langt mere end det som både Jacques og Marius var klar over, for hun havde altid ladet som om hun ikke gjorde, udelukkende fordi fortiden stadig formåede at gøre hende utryg. Nu hvor han lukkede armen lidt mere fast om hende, trykkede hun sig kun ind til ham. Det var rart at have en favn at søge til igen, det havde hun manglet, og Jacques havde jo ikke været i stand til at give hende den i mange år.. sporerne efter Lucian sad der stadig, og de havde brændt sig fast. Hun bar ekstrem megen frustration, og deres skænderi i aften havde ikke ligefrem gjort det bedre, Hun stirrede mod nattehimlen. Det føltes som en evighed siden hende og Jacques havde siddet og kigget på stjernerne, det havde trods alt begge elsket i sin tid. Hun fnøs lidt morende af hans ord. Når han fremstillede det på den måde, så lød det bare fuldstændig forkert. ”Det er jeg heller ikke normalt, men jeg bliver let hidsig. Han bebrejder mig for det hele, Adelio,” endte hun dæmpet og følte igen hvordan tårerne pressede sig på, i hendes øjne var det ikke retfærdigt, men efterhånden havde hun faktisk fået overbevist sig selv om at det var hendes skyld.. selvom hun havde gjort det slut, fordi hun havde følt sig glemt og overset. ”Du skal være velkommen,” endte hun stille. Hånden lod hun glide i hans, de grønne øjne fulgte hans bevægelse. Han var kold men det var hun efterhånden vant til, hun slappede fuldkommen af i hans selskab. ”Det er det helt sikkert,” endte hun beslutsomt, og lod blikket stille glide i bag tunge øjenlåg. Det var udmattende at være vred!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde valgt at åbne sig for Jason og givet ham chancen til at forklare for sig, hvilket havde været noget af en øjenåbner for ham, og det var noget som han selvfølgelig havde taget til sig, det var der så sandelig heller ikke noget tvivl om, hvilket nu var noget som gik ud over hans egen mor. Ikke fordi at han ville gå for meget i dybden, hvis det var noget som han kunne blive fri for, for han var ikke videre stolt af det. Hans forældre fungerede bare ikke, også selvom.. han havde jo aldrig fundet ud af helt præcist hvorfor det var sådan at det forholdt sig. ”Netop! En mand som man er afhængig af – og utrolig træt af det,” endte han med et let grin. Det havde han efterhånden hørt temmelig mange sige, så måtte der jo trods alt være noget om den sag! Han vendte blikket mod hende og med et stille smil på læben. At åbne lidt op, var faktisk rart, også fordi at det næsten lød til at hun forstod sig på hans situation. Han vidste at hans mor aldrig havde ønsket ham, men at hun havde gået med til det, fordi at Jason ønskede.. Men i så fald, forstod han ikke, hvorfor det var den vej, det måtte gå. ”Min mor ville kun have mig, fordi at det var Jasons ønske. Han ønskede sig børn, og.. ja, her er jeg..” Han smilede let for sig selv, som han roligt rystede på hovedet. I dag, kunne han selvfølgelig ryste på hovedet af dem og tænke; typisk voksne! Det kunne han jo ikke dengang. ”Min mor gjorde alt hvad hun kunne, for at holde Jason på afstand.. og det virkede igennem hele min barndom.. stort set. Jeg mindes en aften jeg ventede på at han ville hente mig.. Jeg så ham komme, møde mor i døren og gik igen.. Jeg troede ikke jeg var speciel for ham mere.. Det var hvad mor fortalte mig,” endte han dæmpet. Han vidste udmærket godt hvordan det var at være uønsket!
At Yasmya havde været så vred, at hun havde slået fra sig, så kunne Adelio kun se for sig, at det ikke havde været et godt møde. Varsomt trykkede han hende tæt ind mod sig. Så lang tid hun følte sig tryg ved ham, så… så kunne det vel heller ikke være så slemt igen, kunne det? Han rystede let på hovedet. ”Han er vel lige så frustreret og vred som det du er, Yasmya?” foreslog han forsigtigt. Han vidste ikke helt, men han kunne jo godt forestille sig det! ”Det er ikke alene din skyld.. Det må han bare indse,” fastholdt med en fast tone. Han havde bestemt ikke noget imod at sætte sin kære lillebror på plads, hvis det endelig var det, for det andet fandt han sig ikke i! Yasmya sad i den samme situation som han havde, da han var lille.. Han kunne genkende det.. blikket i hendes øjne, hvordan hun kæmpede med tårerne. Han rystede let på hovedet. ”Bare luk det ud..” bad han sigende, som han igen vendte sig mod hende. Han smilede let for sig selv. ”I så fald, så er det ikke mig som skal brokke sig,” endte han sigende, som han igen vendte blikket mod den store himmel over dem. Det var betryggende at sidde med hende der i mørket. Det var meget rart faktisk.

[Deleted]

Yasmya havde aldrig rigtigt været forberedt på Adelio, Jason havde før nævnt at han havde en anden søn et sted, men han havde jo aldrig vidst hvor pokker han var, og sådan som Jason var, guderne måtte vide hvor mange sønner og døtre han havde derude. Alligevel så glædede det hende kun at Jason og Adelio igen havde fundet hinanden, også selvom hun ikke rigtigt kendte noget til hans mors. Hun nikkede. ”Det tror jeg vi er flere om at stå inde for,” medgav hun en smule morende. Hans mor lød bestemt ikke til at være en kvinde man nødvendigvis ønskede at støde på, det var helt sikkert! Yasmya kunne mærke på ham at selv havde brug for at åbne lidt op, og hun lyttede heller end gerne, også for at få stillet sin nysgerrighed. ”Det forundre mig ikke.. så blev manden grådig og der var de otte andre,” påpegede hun lidt drillende, for det var jo ikke løgn! Jason havde altid ønsket sig børn, og nu havde han fået sit at se til, det var helt sikkert. Når det kom til at føle sig uønsket der kunne selv Yasmya være med. Hun var blevet solgt mere end én gang, udnyttet og misbrugt, hun havde jo forsøgt at forfører enhver mand omkring hende, selvom hun kun havde været et sølle barn, en tanke som gav hende kvalme nu. ”Det er jeg ked af at høre. Jason ville aldrig forlade sine børn på den måde, men det kunne du selvfølgelig ikke vide. Han har aldrig givet op på dig, Adelio, han har talt om dig så lang tid jeg har kendt ham, og jeg tør sværge at din mor ikke lyder som en varmhjertet kvinde, men jeg kender Jason,” endte huns tille, vel også i forsøget på faktisk at bekræfte for ham at Jason nu forsøgte at gøre op for de mange tabte år? Hun kunne se hvordan han prøvede, ellers havde han heller aldrig taget ham med til Marius, hende og Emanuel og det vidste hun jo godt. Hun følte sig helt og aldeles tryg ved Adelio, hvilket i sig selv var en underlig tanke. Hun trykkede sig ind mod ham, og lagde stille hånden mod hans side. ”Det er han nok. Hans søn har været i live i uger, jeg forstår ham godt, men han er bare.. ude af stand til at lytte,” endte hun lidt frustreret.. manden var jo vampyr hun vidste at man ikke kunne forvente andet, men alligevel! Selv Adelio var i stand til at udvise hende en form for forståelse! Han tog endda til dels hendes parti hvilket hun havde brug for. ”Jeg forsøgte at få ham til at se det, men han blev kun mere vred. Som han siger så valgte jeg selv at gøre det slut, og jeg må bare acceptere at tingene står som de står, det er bare ikke nemt,” endte hun dæmpet. Tårerne strøg igen lydløst ned over hendes kinder. Det hjalp dig lidt at have en skulder at græde på. ”Undskyld, Adelio, jeg ønsker ikke at sidde her og belære dig om alt muligt... men....” hun tøvede i lange øjeblikke.. hvorfor lyve? ”.. Jeg elsker ham. Selv efter alle de år, og jeg synes alting gik så fint, indtil i dag. Det er som at starte forfra,” erkendte hun stille. Hun lod blikket glide i, og tårerne stille dale ned over kinderne nu hvor han direkte havde opfordret, også selvom hun atter følte sig lille. Lige her var det ingen ringe ting.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde altid været der, men han havde så til gengæld, været frygtelig usikker på, hvor meget han egentlig havde haft af betydning for manden, selvom han nu havde fået det bekræftet, og selvfølgelig var det noget som han var taknemmelig for, for hans mor havde holdt ham for nar, og det var noget som hun helst klart skulle straffes for! Han vendte blikket mod hende og med et let smil på læben. Han grinede ganske let. ”Jeg hører mange sige det i hvert fald,” sagde han morende. Jason gik mange på nerverne, men sagen var jo alligevel, at de ikke kunne undvære ham. Han havde jo set og også forsøgt at sætte sig ind i, hvilken betydning han faktisk havde her til lands, og det var jo ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han smilede let for sig selv. ”Det gjorde han jo… Og jeg har stadig svært ved de alt for mange navne,” tilføjede han med et drilsk smil på læben, også selvom det var sandt. Han var slet ikke den bedste til navne, men han forsøgte da om ikke andet! Han trak svagt på skuldrene og vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg var kun en lille dreng, og jeg så hvad jeg så.. Jeg så Jason gå igen, og jeg fik at vide, at han havde slået hånden af mig.. Jeg ser selvfølgelig anderledes på det nu.. Nu kan jeg jo så bare se, hvor meget jeg er gået glip af, kun på grund af min mor.” Tanken gjorde ham ganske enkelt vred, også selvom han ikke ligefrem kunne gøre noget ved det.
At Jacques ikke var i stand til at lytte, var nu heller ikke noget som forundrede Adelio. Der hvilede en vis stædighed over familien, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for dem på nogen måde. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod himlen, som han roligt trykkede hende ind mod sig. ”Så er det måske udmærket, at han har knægten for en stund? Det kan jo være at.. det åbner hans øjne lidt,” endte han sigende. Han kunne være frygtelig menneskelig, hvis det var det som han ville, og selvfølgelig, var det også noget som han forsøgte sig med, også fordi at han faktisk holdt af Yasmya, selvom han kun lige havde lært hende at kende, så kunne han jo se og ikke mindst mærke på hende, at hun havde forbandet meget at slås med, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget nemmere. At hun direkte begyndte at græde, fik ham til at vende blikket direkte mod hende, for det var slet ikke noget som han vidste hvordan han skule tackle, for det var jo slet ikke noget som han var vant til! Han bed sig svagt i læben. ”… Prøv at giv ham lidt luft, Yasmya.. Det kan være det hjælper lidt..” Han tog prøvende omkring hendes hånd, som han trykkede let omkring. Hun skulle da ikke sidde alene, når hun havde det sådan, det var helt sikkert! ”Jamen.. hvis du stadig elsker ham, så.. hvorfor gjorde du det slut?” spurgte han en anelse forvirret. Det var ikke hvad man gjorde med dem som man elskede, det var han da sikker på!

[Deleted]

Der skulle meget til at bekræfte et barn og særligt når det kom til forældre, det var noget som selv Yasmya havde kendskab til. De første mange år havde hun næret frygtelig ringe tillid til Marius og Melody, de havde været gode ved hende, men hun havde frygtet at skulle forlade dem igen. Et sted frygtede hun det stadig, også selvom Marius ikke havde en idé om at hun i det hele taget kunne huske det, hun snakkede jo aldrig om det. Det var rart at sidde overfor en der forstod usikkerheden, for det var der ikke rigtigt andre der havde gjort. Hun strøg de blonde lokker bag ørerne og betragtede ham med de lettere opsvulmede og røde øjne. ”Netop,” endte hun med et medgivende nik. Jason havde altid gået mange på nerverne fordi han handlede ud fra hans instinkter hvor andres måske sagde noget ganske andet. Yasmya fnøs og rystede på hovedet. ”Jeg forstår dig godt. Der er Carlisle, Piper, Jacques selvfølgelig, Elijah, Demek, Derek, Syrena og Hazel,” remsede hun op med et lille nik Jo hun havde vidst fået alle sammen med, så meget som hun havde været omkring børnene, så gav det sig selv at hun havde lært deres navne. ”Det kommer før eller siden,” endte hun lidt fortrøstningsfuldt. Hun nikkede forståelsesfuldt, og lod hånden søge hans kølige. Stille gav den hun et blidt klem. ”Selvfølgelig vidste du ikke bedre. Hvorfor havde din mor i det hele taget behov for at holde dig fra Jason? En bedre far kunne man nok ikke finde,” påpegede hun roligt, tanken gjorde hende lidt nysgerrig, udelukkende fordi de fleste ville have været stolte af det.
Det at snakke om Jason var noget som faktisk satte lidt i perspektiv for hende med henblik på Jacques, han lignede jo for pokker sin far frygtelig meget, og hun var pænt frustreret over at dyret i ham nægtede at lytte til hende! Blidt lod hun sig trykke ind til ham, hvilket skænkede hende en følelse af at være tryg men også interessant. ”Måske. Det er i hvert fald godt for Emanuel, jeg tvivler på at det vil åbne hans øjne. Jeg er bange for at.. Emanuel måske vil trække sig fra mig,” erkendte hun lidt skamfuldt, for det var jo heller ikke retfærdigt at hun faktisk et sted ønskede at.. udkonkurrere drengens egen far, problemet var jo bare at Emanuel mere eller mindre var det eneste hun havde tilbage. Det betød alverdens at Adelio faktisk tog sig tid til hende, det betød meget at han om ikke andet forsøgte at sætte sig ind i hendes tankegang, for sådan som alle så på hende når hun åbnede munden, så følte hun sig virkelig dum! Hun tog en dyb indånding og forsøgte at holde tårerene tilvage hun ville jo heller ikke have at han skulle se hende på den måde! ”Han får mere end rigeligt luft Adelio.. jeg har set ham en to gange på jeg ved ikke hvor mange år, og jeg har aldrig.. kontaktet ham,” erkendte hun med et stille nik, for løgn var det jo ikke, hun havde givet manden tid og rum, tid til at komme videre og nu var det hende som sad i saksen! Hånden lod hun uden tøve falde i hans. Hun satte sig en smule op og forsøgte at sende ham et smil bag tårerne. Det hang måske ikke rigtigt sammen det vidste hun godt. ”Det.. er en lang historie, Adelio. For at gøre den kort så skete der noget inden Emanuels død der gjorde at jeg mere end nogensinde før havde brug for ham, men.. han tog afstand, det var som om han ikke ville have mig tæt på, og da Emanuel så døde, var vi selvfølgelig begge knuste. Jacques søgte meget ud, og jeg forsøgte at give ham tid fordi Jason fortalte mig at det var hans måde at tackle det hele på.. Men jeg lå og ventede på ham aften efter aften, han kom ikke før sent på aftenen når vi alligevel skulle sove, og han var oppe inden jeg selv var.. en aften var han så stødt på min søster, Camryn og hendes dreng. Han omgjorde min nevø, og trøstede Camryn, og det blev bare.. for meget lige der og da,” forklarede hun dæmpet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Usikkerheden som barn, kendte Adelio kun alt for godt til, så lige der, kunne han vel faktisk.. godt gå hen og vise sig den forståelse for hende, som hun havde brug for? Det var tydeligt for ham, at Yasmya ikke havde det nemt, hvilket var så tydeligt at se på de røde og opsvulmede øjne. Hun havde grædt og meget.. Hun skulle da have søgt til ham allerede for lang tid siden! Han nikkede med et svagt smil til hende, som hun opremsede alle hans søskende. ”Jeg har allerede glemt de første navne.” Han kuklo ganske let og vendte blikket op mod den store nattehimmel, med en kort tænkende mine. ”Men ja.. Hvis de kommer, så skal jeg nok få dem lært før eller siden. I mellemtiden, så må de bare bære over med deres gamle storebror,” endte han sigende. Selv den tanke var underlig, for han havde jo altid været vant til at være den eneste, og nu var de.. alt for mange! Han trak svagt på smilebåndet og vendte blikket mod hende igen. ”Hvad kan ramme Jason hårdere, end at tage hans børn fra ham? Jeg tror kun det var derfor hun gjorde det,” endte han sigende. Det var jo trods alt også først nu, at det for alvor var gået op for ham, hvilken far Jason egentlig havde været, og det var slet ikke den tanke som han havde vandret med igennem sit liv, når det kom til den mand! Han klandrede virkelig hans mor for alt!
Adelio var ganske vidst et dyr, og et stort et af slagsen, men han forsøgte da at sætte sig lidt ind i det menneskelige, selvom det ikke var særlig nemt for ham! Han kunne dog til gengæld også mærke på hende, at det var noget som hun havde brug for, ellers ville hun vel heller ikke snakke som hun gjorde lige nu? Bare åbnede op og forklarede ham tingene? Han lod hende sidde tæt op af ham, hvor han blev siddende med hendes hånd i sin. Interessant var hun, udelukkende fordi at hun havde den betydning for hans familie, som hun havde, og selv det var jo noget som gjorde ham selv ganske nysgerrig. ”Jeg tror ikke du skal regne med at Emanuel vender sig mod dig, Yasmya.. Han er glad for dig.. frygtelig glad,” endte han sigende. Det havde han jo set! Han havde jo set, hvor meget det lille individ, faktisk tænkte på sin mor! Han bed tænderne let sammen. Det hvilede vel ikke til Jacques at tænke i de baner? Han lyttede til den lange forklaring. Han havde ikke rigtigt hørt nogen snakke om noget fra den tid, så selvfølgelig var det selv noget som gjorde ham utrolig nysgerrig, men han ønskede til gengæld også at vise hende den forståelse – hvis han var i stand til det, vel at mærke. Han bed sig svagt i læben. ”Det lyder som en meget indviklet historie..” begyndte han sigende. Han vendte blikket sigende mod hende igen, som han hævede sin hånd og strøg hendes tårer væk. Han så ikke det forkerte i at græde.. hellere få det ud, end at sidde med det, hvilket selv var noget som han havde været nødsaget til at lære på den hårde måde. ”I mine ører, lyder det ikke til, at du bryder dig om din søster eller din nevø..? Jeg ved ikke hvad Jacques har tænkt på.. Det er jeg ked af,” endte han sagte, selvom det var ord som han mente. Han kunne jo mærke, at Yasmya brændt inde med forbandet meget frustration, og han ønskede hende jo egentlig kun.. godt?

[Deleted]

Det var mange år siden Yasmya kunne sige sig at have haft det nemt, men hun klagede heller ikke, selv ikke når alting så sort ud! Som oftest var der en lille ting der formåede at tænde et lille lys, Nathaniel havde gjort det, da han havde skænket hende vingerne og Emanuel og Marius havde igen gjort det ved at komme tilbage til hende, af den grund så værdsatte hun virkelig Adelios støtte, selvom de ikke kendte hinanden særlig meget så anså hun ham allerede for at være en ven, han kunne jo plante et smil på hendes læber! Yasmya nikkede med et stille smil, hun forstod ham godt! ”Det er ikke underligt, det er jo forholdsvis mange, og det er jo ikke sådan når man begynder at blive lidt gammel,” påpegede hun lidt drillende. Eftersom han var vampyr, var det aldrig til at gætte sig til hvor gammel han egentlig var. ”Det er jeg sikker på ikke er et problem, du skal nok få det lært,” endte hun lidt trøstende og gav hans hånd et stille klem. Med trætte øjne stirrede hun på den åbne nattehimmel og de smukke stjerner over dem, hun havde elsket at ligge i græsset med Jacques og finde billeder. Yasmya kunne godt forestille sig hvor meget det havde knust Jason at blive afholdt fra hans søn, og det vidnede kun om at han virkelig havde dummet sig, siden en kvinde havde været så desperat efter at gøre ham ondt. ”Ikke usandsynligt, en kvinde gør hvad hun kan når hun føler sig såret. Det er sådan jeg har det med Jacques et sted.. en umættelig lyst til at give ham bare lidt af den smerte jeg selv brænder inde med, også selvom jeg godt ved at det slet ikke er retfærdigt,” endte hun med et stille nik. Hun slog de grønne øjne ned mod græsset og betragtede de tynde strå blidt svaje i den lette brise. Selvom det var et dyr hun sad overfor, så reagerede hun på ingen måde med frygt, efterhånden var hun vant til at omgås folk som ham, og underligt nok følte hun sig fuldkommen tryg i hans selskab. Tårerne trillede mere eller mindre lydløst ned over de blege kinder. Hun sukkede tungt. ”Han er måske glad for mig nu, men jeg ved hvor meget han savner sin far, han har spurgt så meget ind til ham, og jeg er bange for at Jacques ikke ville indvillige i at give slip på ham igen,” hun bed sig usikkert i læben, selv hun kunne jo høre hvor dumt det egentlig lød! Det var sjældent at Yasmya i det hele taget åbnede op for nogle på den måde, og selvom hun stadig holdt kortene lidt tæt til kroppen, så stolede hun om ikke andet på ham. ”Det er det,” endte hun ligefrem opgivende, for det gjorde forbandet ondt i det hele taget at tænke på, hun savnede ham og nu havde han både med ord og handling gjort det klart for hende at han var kommet videre.. han havde jo Camryn og Marcianus nu og den tanke fik hende virkelig til at føle, at hun ikke havde været tilstrækkelig. Tårerne trillede selvom hun brændende ønskede at stoppe dem, så kunne hun ikke. ”Jeg har intet imod min nevø, han er uskyldig i alt dette.. men nej du har ret, jeg bryder mig ikke om min søster, hun har altid været alt det en kvinde bør være, vi er modsætninger, desuden har jeg misundt hende siden første gang jeg kastede et blik på hende, så det giver lidt selv selv,” svarede hun dæmpet og slog blikket ned. Et sted var hun jo flov over hvordan hun altid havde misundt sin søster, men hun havde altid været det som hun havde drømt om at blive!