Light in the dark

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde ikke den største kendskab til Yasmya, men han holdt af hende, udelukkende fordi at resten af familien gjorde. Han var nok en af dem som var værst til det, når det måtte komme til følelser, men han forsøgte virkelig, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende, som han sendte hende en drilsk skulende mine, for så gammel var han altså heller ikke! ”Hey!” endte han smilende og rystede på hovedet. ”Jeg har rigtig mange gode år på bagen endnu, min fine ven!” endte han morende, som han roligt trykkede omkring hendes hånd, nu hvor de alligevel sad så tæt på hinanden. Hun stolede på ham, hvilket var noget som han kunne mærke på hendes hjerte, og selvfølgelig var det noget som gjorde ham selv glad, for han ønskede heller ikke, at hun skulle rende rundt og frygte ham, for det var slet ikke meningen. Hans mor havde gjort alt hvad hun kunne for at ramme Jason, hvilket var gået op for Adelio, og det var skam også den tanke som gjorde ham direkte vred. Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang, som han let trak på skuldrene. Jason havde taget det hårdt, og det var nu også en sag ude af verden for hans vedkommende om ikke andet. ”Det kan måske være det, man er mest fristet til at gøre, men.. Du har en fornuft som de færreste besidder.. End ikke min mor har den..” Han lod hånden søge mod hendes hage, så hun kunne vende hendes blik op mod sig. ”Du lægger meget af dit hjerte i den her sag.. Jeg kan næsten høre det græde.. Jeg tvivler på at du skal være bange for at Emanuel vil vende sin mor ryggen. Jeg så ham.. Jeg så hvor glad og hvor bekymret han er for sin mor,” påpegede han sigende og med en alligevel ganske alvorlig mine, for løgn var det jo trods alt ikke. Knægten var jo virkelig, virkelig glad for sin kære mor!
I Adelios ører, lød det virkelig til at være en meget forvirrende sag, også selvom han virkelig forsøgte at sætte sig i det af den grund, men det var altså ikke nemt! Han vendte blikket mod hende igen. At det hele var på grund af hendes søster, var noget som et sted måtte more ham, selvom han nu gjorde sit for ikke at ende med at vise det, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, hvilket de vel også godt vidste? Han lod hovedet søge let og stille på sned, som han roligt blinkede med øjnene. ”Det er vel hvad I kalder for jalousi, ikke..?” spurgte han sigende. Det var i hvert fald sådan at det lød til at være. Tungen strøg han let over sine læber, som han kort vendte blikket mod det svajende græs og med en tænkende mine. ”Jeg er ked af, at det er sådan det skal forholde sig, Yasmya.. Det har du på ingen måder fortjent, og specielt med alt det som du har haft at slås med til nu,” endte han sigende, for det var faktisk ord som han mente. Kunne han hjælpe hende, så ønskede han faktisk at gøre det. Han ønskede ikke at se hende så.. ked af det, for han vidste slet ikke hvad han skulle stille op med det!

[Deleted]

Yasmya kunne tydeligt mærke at Adelio havde sine problemer med at sætte sig ind i den menneskelige tankegang, men han forsøgte om ikke andet, det var mere end man i visse tilfælde kunne sige om Jacques. Han havde jo ligefrem nægtet at høre på hende i det hele taget, og det var noget som hun fandt frustrerende! Den næsten beklagende tone morede hende en smule. Hun gav ham et blidt og drillende puf med skulderen, for hun havde jo sine idéer om at han faktisk var ved at have temmelig mange år på bagen, taget i betragtning af at han var ældre end Jacques og han måtte efterhånden have rundet de.. ja 800? ”Det kan godt være, men du har ligeså mange år bag på,” påpegede hun lidt drillende, en velkendt uskyld meldte sig i de funklende grønne øjne, for på trods af tårerne så var hun en engel, det var der ingen tvivl om. Det at sidde tæt på ham var nu ikke noget som hun så noget i, for hende var det jo på sit vis naturligt at være tæt på mænd også fremmede, og det der tiltalte hende ved ham, var det faktum at han viste interesse og bekræftede hende, hvilket hun havde haft brug for i mange år efterhånden. Det sitrede til dels ud i fingerspidserne efter at røre ham, give ham tilbage for komplimenterne, for det lå der jo stadig at det var sådan man gjorde, men han ville blive vred.. det samme ville far og Jason, og det var det sidste hun ønskede lige nu. Slaget skulle vel bare gå sin gang? Langsomt lod hun hagen hæves og lod blikket falde i hans. Hendes hjerte sprang et slag over, det var længe siden nogle havde rørt hende sådan. Den sitrende fornemmelse af den kølige hånd, skabte en behagelig, indre ro. ”Jeg er ikke nær så fornuftig som du gør mig til, Adelio.. jeg har aldrig kunne stå for fristelsen.. selv da jeg var yngre gjorde jeg mit for at gøre livet surt for både Marius, Melody og Jacques når jeg blev utilfreds.. det er så fristende,” erkendte hun med en dæmpet hvisken og lod blikket glide en smule i, for igen at lade tårerne bane deres vej. ”Det er mit hjerte det gælder, Adelio.. jeg ved ikke hvor meget det betyder for folk med et dødt hjerte, men en ting er at det er knust efter alt det med Jacques og Camryn, en ganske anden ting er hvad der ville ske, hvis min egen søn skulle vende mig ryggen. Han er mere eller mindre det jeg har tilbage,” hun bed sig hårdt i læben, og slap blidt hans hånd kun for at hæve den, og lade den glide mod hans kølige kind. Yderst forsigtigt lod hun den varme tommel stryge langs den kølige hud og ned over de ru skægstubbe. Følelsen gav hende igen et stik af savn, for han ville ikke kunne se på hende som Jacques havde gjort, selvom hun brændende ønskede sig at komme videre. Måske det var direkte åndssvagt at Camryn var grunden, men det var nu engang sådan det var, det var jo hende alle i sin tid havde lagt mærke til, mens hun selv var blevet overset.. endda af sin egen far. Hun nikkede stille og bukkede hovedet. ”Jo det.. er det vel. Hun er virkelig smuk, Adelio.. Frygtelig intelligent på mange områder, og en god mor for sin søn, som aldrig har kendt en far. Hun er veltalende og generelt tiltalende.. Hun er det man forventer af en grevedatter, og det har jeg aldrig været god til at håndtere,” hun trak svagt på skuldrene og forsøgte at henkaste det selvom det faktisk gjorde ondt. ”Tak, Adelio.. men jeg har det fint.. i aften græder jeg måske, men det her er.. dagligdag jeg kommer mig, det er bare en dum dag,” endte hun med et stille nik.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde virkelig besvær med de menneskelige følelser, men han spurgte om ikke andet, for at finde en mulighed for at forstå hende bedre, samtidig med at det var noget som han sikkert også kunne bruge senere, hvis det endelig var det, det var der ingen tvivl om. Han betragtede hende sigende og med et drilsk skulende blik, for han vidste at hun lavede sjov. Det hele hvilede faktisk i hendes tone, hvilket han bestemt heller ikke havde noget imod i den anden ende, for det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. ”Hvis jeg er gammel, er min far godt nok ved at være temmelig antik,” endte han direkte morende, som han let rystede på hovedet. Han var måske ikke helt så ung mere, men han havde da stadig forbandet mange gode år tilbage, det var der slet ikke nogen tvivl om!
Alene den tanke om at Yasmya hævede hånden og selv lod den stryge over hans skæggede kind, var noget som svagt fik ham til at smile, for det var ikke ligefrem noget som han tog som noget negativt. Han havde jo selv siddet og strøget over hendes kind, så det var vel ikke så farligt igen? Han vendte de mørke øjne direkte mod hendes endnu en gang, og med en ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hendes hjerte fangede hans interesse, også fordi at han kunne mærke hvordan det måtte hamre mod hendes bryst. Han rynkede en anelse uroligt på brynene. Der var så meget her, som slet ikke gav mening for ham! Han lod blikket stille søge til hendes ansigt igen. ”Jeg kan virkelig ikke se, hvad det er du gør, som skulle stride mod al form for fornuft, min kære.. Du føler smerte, så selvfølgelig ønsker du at andre skal føle lige så,” påpegede han sigende. Selv det var jo faktisk en følelse som han fint kunne sætte sig i, og det var endda uden det største problem, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sendte hende et stille smil. ”Jeg tvivler stærkt på at Jacques vil vende Emanuel mod dig, Yasmya.. Jeg tvivler på at Marius og min far vil tillade det ske,” tilføjede han ganske bestemt, for det var bestemt ikke engang en løgn!
Yasmyas strøg mod hans kind, fik ham svagt til at trække på smilebåndet, for han havde faktisk ikke noget imod det som sådan. Han lod hovedet søge varsomt mod hendes hånd, også for at vise, at det faktisk var okay. Han så ikke ligefrem nogen faresignaler ved det, vel også fordi at han var den mand som han var? Ikke noget som han havde noget imod som sådan! ”Det ændre da ikke på, at du er lige så meget en grevedatter som det Camryn er, og du selv er en utrolig god mor for din søn. Du skal ikke sammenligne dig med hende,” endte han med en alligevel alvorlig tone, for det fik hun da intet ud af! Andet end at det gjorde det andet så meget værre, end det var i forvejen! Han trykkede hende roligt ind mod sig endnu en gang, som han sendte hende en alligevel bekymret mine. ”Tag med mig hjem, så vi kan snakke… Så holder jeg dig med selskab for natten.. Hvad med det?” spurgte han med et stille smil.

[Deleted]

Yasmya kunne mærke at Adelio forsøgte, også selvom hun godt kunne forstå hvis ikke det var nemt, til tider forstod hun jo ikke engang selv de følelser hun sad med. Selvom hun var helt igennem lys, helt igennem prociansk, så bar hun stadig visse spor og trak fra sin fortid, og det var ikke noget som hun kunne ældre på uden videre. Det lettere skulende blik, fik hende blot til at slippe en blid latter. Selvom hans mine var meget intetsigende ligesom Jasons og Jacques, ja så havde hun efterhånden lært at skelne mellem hvornår nok var nok. ”Din far er ved at være antik, om han vil være ved det eller ej. Selv hos ham begynder alderen at sætte sine spor,” endte hun lidt sigende, for løgn var det jo ikke, og i særdeleshed ikke de seneste år, hvor han havde været en frygtelig travl mand, men nu var vampyrer jo ikke kendt for at ældes synderlig stærkt! Sådan en som Jacques lignede sig selv, han havde groet sig lidt skæg, men foruden det så så han stadig ud som første gang hun havde kastet et blik på ham. Det var heller ikke fordi hun selv havde ændret sig synderlig meget, men det gjorde hende nu ikke noget. Hånden lod hun hvile mod hans kind, også selvom det var med yderste forsigtighed, hun ønskede jo heller ikke at gøre ham vred eller irriteret. Det var ganske vidst ikke normalt for hende at komme så nær en mand sådan uden videre, men eftersom Adelio havde vundet hendes tillid, og hun alvorligt havde brug for nogle at trøste sig ved i øjeblikket, så var det lidt oplagt. Den bløde tommel strøg over den skæggede kind, og følte hans kølige hud, ikke fordi den skræmte hende på nogen måde, hun var jo blevet så vant til det, også selvom hun måtte erkende at hun virkelig savnede at være nogen tæt i det hele taget. De opsvulmede grønne øjne hvilede i hans lettere rødlige, der var en velkendt intensitet i hende, som kun formåede at få hendes hjerte til at banke hurtigere. ”Måske det er et naturligt instinkt, men det er ikke fornuftigt. Jeg har bare båret det selv for så længe, og det burde ikke nage mig at han langt om længe finder lykken,” påpegede hun stille, og lod hovedet glide en smule på sned. Efterhpnden havde hun siddet herude i timer, hun havde ikke været hjemme hele dagen og det var ved at blive småkøligt, så hans forslag om at tage det oppe inde i varmen, var heller ikke noget hun ville takke nej til! ”Jeg tror heller ikke de ville lade ham gøre det, problemet er når han isolere sig. Et sted er jeg heller ikke sikker på at han vil gøre det med vilje.. sandheden er jo den at han vil kunne give ham så meget mere end jeg kan, og det ville være både ydmygende og utåleligt at miste min egen søn til min søster,” det var måske en meget indviklet måde at tænke tingene på, men en kvinde så usikker som det hun var, sp var det svært at ignorere det. Hun fulgte roligt hans hånd over sin egen, og faldt en smule mere til ro. Det var vel en form for tilladelse? Når det kom til at sammenligne sig selv med Camryn, så havde hun aldrig kunnet lade værre. ”Ikke helt. Hun er Marius' biologiske datter.. uanset hun er så meget af det som jeg ønskede at jeg kunne være, det er frustrerende og.. Jacques har altid været glad for hende, til dels fortryder jeg at jeg valgte at ignorere det dengang,” hun så væk for et øjeblik, inden hun endte med at nikke. ”Det lyder dejligt. Jeg er også lidt kold,” erkendte hun med et stille smil

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio forsøgte at forstå, for han kunne jo næsten gætte sig til, at det var en forståelse som hun havde brug for i denne stund, så selvfølgelig var det noget som han ønskede at give hende. Hun var vigtig og værdifuld for Jason, hvilket var grund nok til at han handlede som han gjorde, for andet ville han da slet ikke få ud af det. Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang, som han endnu en gang skulede drillende til hende. Han kunne faktisk godt tackle det, for så slemt, var det altså heller ikke! ”Ha! Spørg ham personligt, så vil han stadig påstå at han er en mand i sin bedste alder,” påpegede han morende. Han var måske ved at være gammel, men foruden det, så var det slet ikke noget som rørte Adelio, for han vidste, at han endnu havde sin far igennem forbandet mange år, hvilket han selvfølgelig var glad for, for de havde mange ting som de skulle tage fat på! Mange ting og mange oplevelser som de endnu ikke havde gjort, som skulle gøres, som vel var typiske for far og søn?
At Yasmya sad og strøg ham over kinderne, var slet ikke noget som han havde noget imod, for han så virkelig ikke nogen faresignaler i det, for hvorfor skulle han da gøre det? Han sendte hende et let smil, også fordi at det faktisk ikke var noget som lå til ham naturligt, men så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han trak vejret ganske dybt og nikkede så roligt til hende. ”Hvis du stadig elsker ham, så er det ikke underligt, at det nager dig, Yasmya…” forsøgte han roligt, som han roligt strøg hånden over hendes egen, og med et svagt smil. Han ønskede faktisk at hjælpe hende, for selv han kunne ikke lide at se hende på denne måde, men.. hvad skulle han da gøre ved det? Han forsøgte virkelig, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham! Han gjorde vel mere for hende nu, end det som Jacques havde gjort, så det var vel også noget som sagde lidt? Han rystede let på hovedet. Det var da noget af en forbandet indviklet tankegang, så det var slet ikke noget som han ville sidde der og høre på! ”Yasmya… Lyt til mig.. lyt..” endte han sigende, som han roligt lod en finger søge under hendes hage, så han kunne vende hendes blik op mod sig endnu en gang. ”Du har stadig mange i dit liv, som vil nægte det ske.. Jeg deriblandt. Emanuel vil aldrig nogensinde ende ved Camryn,” fastholdt han en kende stædigt. Ja, han var sin fars søn, og det var slet ikke noget som han kunne skjule og det var noget som han havde lært at være stolt af, det var der ingen tvivl om overhovedet. At hun ikke var Marius’ biologiske, var han nu ganske sikker på at manden var ligeglad med. Han sendte hende endnu en gang et overbærende smil, hvor han let rystede på hovedet. ”Jeg tvivler stærkt på at Marius gør nogen forskel på dig og Camryn i det henseende, min kære.. Kom.. Vi kan snakke videre, når vi får noget varme i dig..” Uden at tøve det mindste, så var hans hånd roligt søgt under hendes knæhaser, hvor han direkte hævede hende i sine arme, idet han rejste sig.

[Deleted]

I øjeblikket havde Yasmya i den grad brug for en forståelse, det var jo ikke fordi hun fik den andre steder fra, og det plagede hende virkelig! Jacques havde slet ikke formået at give hende noget af det hun havde behov for, men det var måden han havde set på hende på, der først og fremmest plagede hende, han havde altid været så tålmodighed overfor hende, men nu lod det til at den langt om længe var blevet brugt. Yasmya forblev hvilende ind til Adelio, det var ikke fordi han varmede hende meget, men det hjalp lidt, hun søgte dog mest hans omsorg! ”Det er jeg slet ikke i tvivl om, det lyder trods alt som noget han kunne finde på at sige,” medgav hun og himlede let med øjnene. Det var for pokker Jason, den selvtillid var ikke til at tage fejl af, og det var tydeligvis noget som Adelio havde fået fra ham, og hun vidste at det også lå et eller anden sted i Jacques. Det var ikke fordi hun direkte lagde noget i sine kærtegn på stående fod, han behandlede hende godt, og han formåede at plante et smil på hendes læber, hvilket hun virkelig var taknemlig for! Han gav hende ord som ingen havde givet hende i mange år, og hun havde manglet det selvom hun ikke ville erkende det. Blikket slog hun i jorden. ”Hver sød ikke at nævne det for din far, jeg ved godt at han gerne så mig og Jacques sammen, men det.. tror jeg ville være at sætte håbet lidt for højt,” bad hun dæmpet. Hvis Jason først fik bekræftet at hun elskede manden så ville det for alvor gå galt, og det ønskede hun ikke! Det blide strøg over hendes håndryg var noget som faktisk formåede at sætte en sitren i hende. Yasmya havde altid haft en ret indviklet tankegang, hun havde altid fået at vide at hun tænkte ofr meget, men hun ville også vove og påstå, at der var grund til den skepsis hun udviste sig selv. Endnu engang endte hun med at vende blikket mod ham, og møde de lettere røde øjne. Hun lyttede skam til ham, han lyttede jo også til hende! ”Jeg ved godt at ingen af jer vil lade det ske, Adelio, men det burde slet ikke skulle forhindres. Jeg er bare rædselsslagen for at miste ham, det vil jeg ikke kunne holde til igen,” erkendte hun stilfærdigt, og bed tårerne i sig også selvom det ikke var nemt, kun den blide brise hjalp hende en smule. Det var ved at blive godt koldt, det ville ikke være tosset at komme hjem i en varm seng, nu havde hun jo været ude hele dagen og hvis Adelio ville holde hende ved selvskab, ja så skulle hun bestemt heller ikke klage, at være selv i øjeblikket var ikke ligefrem noget hun havde lyst til. Marius havde altid gjort forskel på hende og Camryn, det var jo grunden til at hun havde været så vred på ham indtil for nylig hvor han havde bekræftet for hende, at hun ligeså var god nok til at være hans datter. Hun bed sig usikker i underlæben. ”Det har han gjort hele tiden, Adelio. Der er en grund til at jeg først har fået et rigtigt godt forhold til ham nu,” endte hun lidt sigende. Måden han løftede hende op i sine arme, fik hende næsten til at føle sig som en prinsesse. Et smil spillede om hendes læber. Hun lagde hovedet ind mod hans skulder, og lod sig hvile mens han bar hende bort fra græsmarkerne og mod hjem.

//Out