Secret wedding

[Athena Maloya Mathimæus]

På trods af at Athena havde en far som knapt ville vedkendes hende, så havde hun aldrig følt sig mere alene end hun gjorde i øjeblikket, det var et fremmede land, hun kendte jo.. ingen og særligt ikke nu hvor Destiny og Fabian var gået i døden, hun manglede dem jo næsten! Mor ville uden tvivl vende sig i graven og lige nu var Evan det eneste hun egentlig havde at ty til, så det var vel heller ikke underligt, at hun havde valgt at kontakte ham! Smilet falmede atter en smule. Hun så ned i jorden. #Du.. du kender mig bedre end min egen far nogensinde har gjort. Det siger lidt at så snart Valerio er ude af døren, så kontakter jeg dig frem for ham? Jeg lyver ikke når jeg siger at jeg virkelig er vred på ham i øjeblikket. Han havde ingen ret til at placere mig her, jeg nød virkelig at se hans stramme mine, da præsten erklærede os for at være ægtefolk,# endte hun tydeligvis bitter. Et sted var hun glad for at han ikke kunne se hvordan hun skar grimasse til dels over smerten, men også over vreden og foragten for sin far i øjeblikket, med henblik på hvad der netop var foregået, så.. hadede hun ham vel næsten? Athena vidste godt at Evan virkelig var glad for den flaske, det havde man desværre end tendens til når man stod Jared nær! Valerio var virkelig en slange, hele ugen havde han været.. åben og modtagelig, virket tålmodig overfor hendes nysgerrighed og usikkerhed omkring alt dette, men i samme øjeblik de var gået ud af det kontor til aften så havde det hele jo forandret sig. Hans reaktion på bønnen om at være forsigtig, løb hende stadig koldt ned af ryggen. Blikket lod hun glide i for et kort øjeblik, og holdt tårerne inde. Det skulle jo nok gå, Evan 'var' der nu. #Jeg har gjort mig mere end rigelig erfaring, jeg hungrer bestemt ikke efter at vide mere! Hvis ikke Hope vil tage det fra ham.. så må jeg vel? Jeg er den eneste der er tæt nok på ham, og du har altid trænet mig til noget.. større,# påpegede hun lidt sigende, som var et lys netop gået op for hende. Måske intet var så skidt at det ikke var godt for noget, hun kunne muligvis uskadeliggøre manden? Det ville om ikke andet give hende et mål at fokusere på, men hvad skulle det hjælpe, hvis hun ikke kunne træne og opretholde sin kontrol? Athena rynkede på panden. #Du griner af mig gør du ikke? Det var da forsøget værd, jeg kunne virkelig godt bruge et, men jeg gør klogt i ikke at gå for meget på opdagelse. Når.. jeg er næsten mere ærgerlig over at kjolen er ødelagt,# efterhånden tænkte hun mere højt end egentlig at svare ham, men løgn var det ikke, kjolen havde været smuk, men nu var den blodig, det ville ikke gå af! Med forsigtige skridt besluttede hun sig for at åbne døren. Hun blev direkte lettet over at se badeværelset bag den. Et lille smil spillede over læberne. #Du burde komme lidt væk fra det, Evan.# påpegede hun lidt sigende, og skubbede døren i bag sig. Hånden hævede hun over karet, der straks begyndte at fyldes med behageligt varmt vand. Nu hvor han ikke længere havde hende, så kunne der vel heller ikke være så meget igen? #Jeg ved det godt, men til nu har det været svær at gøre andet. Han er voldsom, Evan,# hun hadede at erkende det, en sandt var det.

[Deleted]

Evan havde allerede fra han havde fået nys om brylluppet, forsøgt at gøre det klart for hende, at hun ikke ville være alene, for han ville være der, også selvom.. han nok ikke kunne være der i fysisk forstand, for det kunne han desværre ikke, hvilket var takket være hendes far! Jared havde altid været som en bror for ham, selvom det bestemt heller ikke var ham nogen hjælp, når han ikke kunne få sin mening frem, blive lyttet til, og så at lade det blive taget til overvejelse, for det gjorde det jo tydeligvis ikke, hvilket faktisk gjorde ham en kende trist. Han nikkede til hendes ord, også selvom han faktisk var enig. Han var nu alligevel sikker på at hun ikke direkte hadede sin far, men at det måtte grænse meget op til. #Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være der i nødens stund, Athena, men ja.. som sagt, så blev jeg forhindret. Jeg er glad for at du tog kontakt,# erkendte han oprigtigt. For hende, så ville han ikke lyve, også fordi at han faktisk havde den respekt for Jared som han havde, for han havde altid holdt forbandet meget af den mand, om det var noget som han ville det eller ikke.
Flasken var Evan en frygtelig kær ven, hvilket faktisk var noget som Jared i den grad havde lært ham, for hvor skulle han ellers have det fra? Alt andet gav da slet ikke nogen mening for ham på nogen som helst måde overhovedet! Han trak vejret dybt og efterfulgt af en ny tår, for han kunne da slet ikke lade være. Hendes ord fik ham nu alligevel til at smile. Hun så et lys for enden af tunnelen, selvom han nu var sikker på at det nok var det dummeste som hun kunne gøre. #Du har altid været en kvinde af umådelig store ambitioner, min kære.. Og jeg har den største respekt for det, men du er nødt til at være forsigtig. Han har ikke et hoved du kan søge ind i, da han er et.. dødt individ.. Du må ikke undervurdere hans styrke og hans hurtighed.. det ville resultere i dit fald, og det ønsker jeg ikke..# Selvom hans ord var rolige, så var der en frygtelig beslutsomhed over hans stemme, som vel tydeligt indikerede, at det på ingen måder var en god idé? For det var det ikke! Det var slet ikke hans mening at grine, men det var ikke ligefrem det spørgsmål som han havde regnet med at få, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han rystede let på hovedet. #Jeg er blevet spurgt om mange ting, men aldrig hvor badeværelset er,# påpegede han med en næsten.. munter tone? Selv han ønskede at lette stemningen lidt, også fordi at han kunne mærke på hende, at den måtte være rivende gal!
Arbejdet havde trods alt altid været Evans liv, og det var bestemt ikke fordi at det var anderledes nu. Han trak vejret dybt og med et svagt smil. #Du kan tage arbejdet fra manden, men aldrig manden fra arbejdet,# endte han ganske sigende, også selvom det jo ikke engang var løgn. Arbejdet var det som han altid kunne vende tilbage til, og det var så sandelig også det som han gjorde! Han vendte blikket mod den efterhånden halvtomme flaske, selvom den nu ikke rørte ham. Han nikkede dæmpet til hendes ord og knyttede næverne let. #Skal jeg komme og hente dig..?# spurgte han direkte.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste god at Evan havde været med hende hele vejen som han havde sagt at han ville, ellers ville det ikke give nogen mening at hun ikke havde været i stand til at tænke på andet end ham, og for en kort stund turde sværge at have følt en form for nærvær, da Valerio havde kysset hende efter vielse. Det var nu noget underligt noget! Hun havde altid elsket sin far, men efter i aften havde det ændret sig, had var et stærkt ord, men lige i dette øjeblik var hun ikke i stand til at føle andet, hun havde ondt, og hun var blodig, og han havde ødelagt så meget for hende, som hun ellers faktisk havde set frem til. #Jeg anmodede om din tilstedeværelse, men far satte sig på bagbenene. Det var forsøget værd. Jeg er bare taknemmelig for at du finder tiden til mig, Evan. Det har været en frygtelig hård aften# gentog hun og nikkede næsten sigende for sig selv, for løgn var det trods alt ikke. Hånden forblev over karet til det direkte var fyldt op, og dampede en smule. Det var nok lidt naivt at tro, at hun ville være i stand til at stoppe en mand som, Valerio, men hun var ambitiøs, det havde hun altid været og hun ville ikke lade ham hærge andre end hende selv. Kjolestropper strøg hun stille bort fra sine skuldre, og blotlagde sig selv. Ikke nok med at han havde været hård, men han var jo en vampyr, styrken var ikke til at tage fejl af, hun følte sig virkelig mørbanket. Hun holdt godt fast om kanten og trådte roligt op i det varme vand, der omsluttede den nøgne hud. Det gjorde ondt at bevæge sig. Hun sukkede. #Jeg ved det godt, men jeg kan ikke bare gå her og se de samme fire vægge, jeg er nødt til at have et eller andet, Evan, nu hvor jeg ikke længere har træningen. Jeg er klar over at han er farlig, han er en omvandrende død, og i sandhed med et hjerte af sten, og han kan lade det gå ud over mig, men det kan være farligt for alle hvis han tager det ud over alle andre,# forsøgte hun næsten desperat efter at få grønt lys, også selvom hun vidste det ikke ville ske, det ville være for farligt, smerten gjorde hende vel hovmodig? Langsomt satte hun sig ned i karet og lænede sig tilbage med direkte lettelse i minen. Blodet malede øjeblikkeligt vandet med et skær af rødt, også selvom hun ignorerede det. Hun lukkede øjnene og forestillede sig hans latter.. hun mindes aldrig før at have hørt den, så tanken gjorde hende faktisk glad. Et lille smil spillede om læberne. #Nej nej undskyld man kunne aldrig vide. Til din orientering har jeg fundet det, og jeg rejser mig ikke fra dette kar, før det bliver absolut nødvendigt,# endte hun direkte beslutsomt, uden at tænke over, at det muligvis var at give ham en smule for megen information. Den var gal og det hjalp hende lidt at de snakkede om alt og intet. #Sandt men du ville ikke dø af at lave noget lidt andet,# endte hun med et stille smil, og trak lidt af vandet mod sig med hænderne, kun så hun følte sig fuldkommen dækket og næsten omfavnet af det varme vand. Hans ord fik hende dog til at spærrer øjnene op igen, hun bed sig lidt i læben. #Jeg.. ville hellere end gerne takke ja, men jeg har intet grundlag. Manden gjorde.. hvad en mand skal gøre, og han er en vampyr jeg ved ikke hvad man ellers kan forvente,# erkendte hun ærligt og følte sig tung i hjertet blot ved at give ham de ord, men hun ville heller ikke skænke ham detaljerne.

[Deleted]

Evan havde ikke hørt et eneste ord fra Jared igennem en hel uge efterhånden, så et sted så var han næsten bange for at der ikke var mere at komme efter der. Et sted så var det selvfølgelig en skam, at der skulle så lidt til, men han håbede vel også at Jared ville skifte mening? Han nikkede ganske sigende. Han var med hende i ånden, nu hvor han ikke havde fået lov til at være der under selve vielsen, selvom det nu ikke forundrede ham. Det var ham dog bare en frustration uden lige, at tøsen ikke fik opfyldt den prinsessedrøm som han i den grad vidste, at hun brændt inde med. #Der er ikke noget at gøre ved det nu. Jeg kan kun håbe at manden indser sine fejl og gør noget ved dem, før det er for sent. Du må ikke hade ham, Athena. Jeg er ikke i tvivl om at han elsker dig,# endte han ganske sigende. Ja, han valgte faktisk at tage Jared i forsvar, for han kunne jo et sted godt forstå manden, selvom det bestemt heller ikke var måden at gøre det på, selvom det nu var det som var sket alligevel, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om.
Athena søgte efter et grønt lys som Evan aldrig nogensinde ville være i stand til at give hende! At kaste sig i krig med Valerio på den måde, kunne kun vise sig at blive forbandet farligt, og det var slet ikke noget som han ønskede at hun skulle kaste sig i krig med, hvis det var noget som de ellers kunne blive fri for! Han rystede endnu en gang på hovedet. #Du lytter ikke til mig, Athena..# mumlede han denne gang en anelse spidst, som han let rettede sig op igen. #Jeg ved ikke hvad det er Valerio er ude på at bevise, men han kan ikke ene mand stå overfor et helt land, som han gør nu. Landet er imod ham fra før af, på grund af hændelser sket i fortiden og længe før din fødsel. Du får ikke lov, hører du mig? Du har måske ikke din træning, så spørg om du kan få den, også inden det går galt.. Jeg er mere bekymret for hvad der sker med dig, hvis der ikke bliver gjort noget ved den, frem for hvad manden gør ved Manjarno i sin helhed. Tag på markedet, indret gemakkerne.. Der er vel meget at tage sig til..?# fortsatte han ganske kortfattet, som han for en kort stund, valgte at træde i karakter som hendes træner igen. Han vidste jo trods alt godt, at han kunne få hende til hvad som helst, hvis det var det.
At Athena havde fundet badeværelset og allerede var hoppet i bad, var nu ikke noget som han sagde noget til, for han behøvede jo trods alt heller ikke at stå og kigge på det. Han nikkede sigende endnu en gang. #Så slap lidt af, min kære. Jeg kunne godt forestille mig, at det har været en lang og ikke mindst hård uge,# endte han ganske sigende, som han igen tog en dybere tår af sin flaske. Den blev lidt for hurtigt tom, hvis man spurgte ham, men han var jo træt, og noget skulle han holde sig vågen på, nu hvor hun havde valgt at vække ham så brat, for han havde ikke regnet med det! #Nu hvor træningen er indstillet, kan jeg tage mig af det andet som jeg ellers har forsømt med tiden,# fastholdt han en kende stædigt, selvom han ikke sagde noget til det ellers. Næverne knyttede han så meget, at hans knoer endte med at blive helt hvide. Tanken gjorde ham faktisk vred. #Sig til, Athena.. ved det mindste, så kommer jeg altså og henter dig, og så må jeg stå til regnskab for det ved din far derefter. Kan han ikke tage sig af dit ve og vel, så må jeg gøre det.#

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde ikke rigtigt snakket med sin far siden den dag han havde forbudt Evan at komme i nærheden af hende. Hun gik ikke ud fra at denne form for kommunikation hørte ind under, hun havde brug for nogle at snakke med, når far var lukket land, og den eneste hun egentlig stolede på var Evan. At han så direkte tog far i forsvar gjorde hende faktisk frustreret for i hendes øjne var der intet der kunne gøre op for det han havde gjort! Måske det var småting i en mand som Evans øjne, men hun var som sin mor, ja hun drømte om en mand der elskede hende hvor naivt det end var at tro, at nogen nogensinde ville gøre det det som så. Smilet falmede, hun knyttede hænderne under vandoverfladen og kunne ikke forhindre at blive en smule vred! #Det er allerede for sent for mit vedkommende, Evan. Det er et ægteskab, det er ikke noget man kommer ud af uden videre. For første gang i mit liv er jeg faktisk ret ligeglad med om han elsker mig eller ej, det er min tur til at afsværge ham, bægeret er flydt over!# svarede hun direkte spidst. Igen fyldtes de grønne øjne med tårer, hun priste sig lykkelig for at han ikke var i stand til at dem, for i det store og det hele havde hun jo ingen grund til at græde, men hun følte sig direkte.. knust. Den faste tone var efterhånden en Athena kendte alt for godt, hun vidste at han aldrig ville give hende grønt lys til at gå op imod Valerio, men hvad skulle hun så bruge resten af sine dage på? Hun kunne ikke rykke om hver anden dag, eller bruge hver eneste dag på markedet uanset hvor fristende det lød. #Undskyld, Sir,# svarede hun uden at tænke videre over det, hun kendte hans tone, og ordene fløj fra læberne, på visse tidspunkter. #Men.. jeg bryder mig ikke om tanken om hvad han kan gøre nu hvor Fabian og Destiny er væk, og jeg kan ikke bare sidde på min flade, og lade dagene gå, Evan, manden er vanvittig. Jeg har ikke gjort andet end at spørge, der er kun gået en uge og jeg har allerede mere eller mindre konstant hovedpine, jeg er ikke bare bekymret, jeg ved at det her går galt før eller siden. Jeg tager på markedet i morgen, kan jeg blive fri for manden så gør jeg det endelig,# svarede hun og lagde slet ikke skjul på at hun var utilfreds. Ja et sted blev hun vred på ham igen uden at vide hvorfor, han havde ikke gjort hende noget som sådan, alting var bare overvældende og frustrerende! Hun lod sig stille glide ned langs kanten og holdt vejret mens hun gled under vandet, og nød varmen omslutte hende, hvilket også skabte et hul i deres kommunikation. Da hun atter gled op, og lod lokkerne klistre til sin hals, etablerede hun igen den forbindelse. #Det har det,# erkendte hun lidt kortfattet. Ugen havde jo ikke været slem.. i aften havde været.. overvældende og en direkte voldsom oplevelse. Athena nikkede for sig selv, hun vidste jo godt at det var en byrde fjernet fra hans skuldre. #Det er rigtigt,# i det store og det hele var hun blevet mere kortfattet end hun havde været til nu. #Jeg har det fint Evan, jeg klare mig, det er bare overvældende på en aften. Det var ikke sådan jeg ønskede at noget af det skulle ske, og det ved du godt. Du skal ikke tænke på det, du er allerede for involveret,# endte hun i forsøget på at.. overbevise dem begge var det vel? I virkeligheden var hun ikke sikker på at hun kunne leve under disse forhold, men hun forsøgte virkelig at påtage sig ansvaret som voksen, selvom hun var blevet smidt ind i det så pludseligt!

[Deleted]

Evan mente ikke direkte at tage Jared i forsvar, men han var ikke i tvivl om at manden virkelig elskede sin datter, også selvom han måske ikke ligefrem var den bedste til at vise det, så var han faktisk slet ikke i tvivl om det tilfælde. At bægeret var flødet over for Athena, forundrede ham nu ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han blev stående og lyttede, for det var jo ikke fordi at han havde noget andet valg. Manden havde forbudt ham at komme i nærheden af hende, og det gjorde han jo så. Han kunne jo stadig være der for hende, nu hvor der ikke var andre til at gøre det samme! #Du gør kun ret i at vise manden hvad du finder dig i, så må han jo tage det ved lære. Jeg beder dig kun om at smøre dig med tålmodighed, min kære,# afsluttede han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod månen som næsten var hel. Ikke at det var noget som rørte ham som sådan, for hvorfor skulle det? Det var der jo ingen verdens grund til, i hans øjne om ikke andet, men det var vel fuldkommen underordnet, når andre så anderledes på det?
At hoppe ind i rollen som træner, var noget som bare var ham en ganske gammel vane, som han egentlig ikke kunne styre eller kontrollere bare sådan, og det var ikke noget som han kunne gøre for! Han vendte blikket direkte fast i retningen af flasken, næsten som var det en fast mine som han skænkede hende. Det grønne lys til at stille sig op mod Valerio ville han aldrig nogensinde give hende, også fordi at han vidste, at hun ikke ville være i stand til at gøre særlig stort mod ham endnu om ikke andet. Hun havde altid været utrolig ambitiøs, og det var noget af det som han selvfølgelig havde kørt frygtelig godt på, selvom det nu ikke var noget som han kunne gøre noget ved som sådan. Han lyttede endnu en gang. Ung var hun, hvilket han godt kunne høre, selvom det nu slet ikke var noget som gjorde ham det mindste. Det var det som han havde arbejdet med, også fordi at det var.. et friskt pust på tingene, og selvfølgelig var det noget som kun faldt i god jord – ved ham om ikke andet. #Bedre,# endte han mere tilfredst, som han igen tog en tår og satte flasken fra sig. #Jeg er ikke i tvivl om at Valerio går frygtelig meget op i det skriftlige arbejde, Athena, så det kan du trygt overlade til ham. Destiny har kigget arbejdet igennem, så meget ved jeg da. Manden har ikke være til at stole på, men i rollen som rådgiver, er han faktisk en dygtig mand, som ved hvad han foretager sig,# endte han ganske sandfærdigt, som han igen vendte sig ind mod stuen, hvor han roligt gled ned i sin elskede stol igen og næsten med et saligt suk. #Se det an, og hold afstand til manden hvis du kan. Og for guds skyld, tal kun når du bliver talt til.. Jo mere han stiller sig tilfreds med, jo bedre er det lige nu,# fastholdt han roligt.
At kontakten røg for en ganske kort tid, sagde Evan nu ikke noget til. Han ville desuden slet ikke vide hvad hun foretog sig, så det var også noget som han undlod at spørge ind til. Endnu en gang trak han let på smilebåndet, som han let rystede på hovedet. Blikket hvilede dovent ind mod flammerne i pejsen. #Jeg er allerede for involveret til at jeg kan trække mig, min kære. Sig til.. bare det mindste, og jeg kommer og henter dig.. Du ved hvor hurtigt jeg faktisk kan være fremme,# påpegede han sigende.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde i frygtelig mange år haft tålmodighed med sin kære far, hun havde elsket ham blindt, kæmpet for at få bare lidt igen, bare et øjeblik hvor han så hende, men denne gang var han gået for langt, dette var ikke noget hun bare kunne lade gå forbi sig, det gjorde for ondt. Det gjorde hende vred at han tog manden i forsvar, også selvom hun ikke havde forventet sig andet, mænd som dem forstod sig slet ikke på hendes tankegang, til tider savnede hun virkelig at have en mor.. eller blot en søster frem for Zacharias! #Nej tvivler på at han tager ved lærer, jeg har kæmpet i gud ved hvor mange år efterhånden. Jeg er ked af det Evan men efter i aften har jeg ikke mere tålmodighed, jeg kan tilgive ham for at overse mig, for at ønske mig ude, samt så meget andet, men jeg kan for helved ikke tilgive ham for at placere mig direkte i en blodsugers favn, for at tvinge mig ind i en livslang pagt der indebære at jeg skal stå ydmygelsen ved at ligge under en fremmede mand, lade ham tage min kvindelige værdighed med en sådan brutalitet at jeg knap kan rejse mig efterfølgende, eller for den sags skyld lade mig markere som en eller anden genstand, det kan jeg ikke!# udbrød hun uden at tænke sig det det mindste om. Ordene flød bare fra hendes sind, hun kunne ikke skelne tanker fra kommunikation, men hvilken forskel gjorde det også, når det var sandheden? Hun knyttede hænderne så fast at knoerne blev hvide selvom det ikke var til at se under det lettere røde vand. Tårerne blandede sig med dråberne der løb ned over den pludselig blege mine, hun var frustreret og det var svært at ligge skjul på. Stille endte hun med at tvinge sig selv til at tage en dyb indånding. #Undskyld, Evan, det er ikke min mening at lade det gå ud over dig,# endte hun efter en mindre tøven, det var heller ikke retfærdigt at lade ham stå skideballen, han forsøgte kun at hjælpe. Selvom Athena altid havde været ambitiøs, så havde hun mere eller mindre skudt tanken om at gå mod Valerio fra sig allerede, både fordi Evan bad hende om at droppe det, og den mand kunne få hende til alt, men også fordi hun gang på gang tænkte på Valerios ord tidligere og det løb hende koldt ned af ryggen. #Det håber jeg, men det er svært at begribe hvordan Destiny kunne stole på den mand, jeg har en virkelig skidt fornemme omkring ham, og det siger jeg ikke bare. Jeg kan ikke lide ham, selvom jeg har mødt mange af hans slags, har jeg aldrig mødt nogle hvis hjerte var ligeså hårdt og uigennemtrængelige# erkendte hun stille. Hånden lod hun søge mod sin hals hvor sårene endnu lækkede en smule blod, det var virkelig ømt. Tænderne bed hun hårdt sammen. #Med andre ord bør jeg føje mig for ham? Og mig som allerede havde en følelse af at have fundet mig i for meget,# endte hun og fnøs for sig selv, ja der var vel ikke noget at sige til at hun var vred. #Jeg ved det godt, men glem det nu for en stund, nyd at du har tid til at tænke på lidt andet, jeg ved at jeg har taget meget af din tid i frygtelig mange år,# påpegede hun lidt sigende. Hånden lod hun stille stryge langs sit maveskind, nøjagtig som Valerio havde gjort det, i håb om at det ville fjerne følelsen af at være beskidt, men.. det var som om det ikke hjalp, hvilket næsten kun var mere frustrerende!

[Deleted]

Evan kendte Athena godt nok til at vide, at hun brændt inde med forbandet meget frustration, og et sted så var det jo også det som han ønskede at få frem, så hun kunne slappe af, og forhåbentlig få noget søvn bagefter. Uanset hvilken idiot Jared kunne blive, så var han slet ikke i tvivl om at han elskede sin datter, også selvom han vel viste det på de lidt.. forkerte tidspunkter? At hun endelig lod det komme, fik ham kun til at trække tilfredst på smilebåndet. At der så kom en efterfølgende undskyldning, var nu ikke lige hvad han havde regnet med, men ikke noget som han tog så tungt igen. #Det er ikke nødvendigt at undskylde, når jeg kan mærke på dig, at du brænder inde med meget frustration, Athena.. Før vi kan gøre noget ved det, er det noget du er nødsaget til at få bugt med først,# endte han ganske sigende. Han tog det nu ikke så tungt igen, for det var der skam heller ikke nogen grund til. Han endte med at hæve flasken en sidste gang, hvor han fik det sidste bællet og roligt sat fra sig, også selvom den røg direkte i gulvet i stedet for, hvilket et sted faktisk måtte irritere ham bare en smule, selvom han ikke ligefrem kunne gøre noget ved det af den grund. Den flaske var forsvundet.. lidt for hurtigt!
Valerio var en mand som gik meget op i arbejde, så det at han kunne gøre det arbejde, var slet ikke noget som forundrede Evan det mindste, men det var nu bare sådan at det var. Destiny stolede vel nok på manden til at give ham den plads og det seriøse arbejde, selv på trods af det som han havde gjort, af en grund? Han gned sin let skæggede hage med en rolig og tydelig tænksom mine. Han rystede på hovedet. #Han lyder koldere end det som jeg lige havde regnet med.. Arbejdet gør han godt og han har talent indenfor det skriftlige, plus han var rådgiver for sin bror, så det ligger nok til ham.. Men ægteskab er vel bare en lidt anden ting? Han er jo trods alt en forbandet blodsuger..# Ordene blev udtalt næsten med foragt, for det var bare et væsen som han slet ikke kunne have med at gøre, og tanken gjorde ham faktisk hidsig. Voldsom hidsig! Specielt fordi at han vidste, at han ikke kunne gøre noget ved det! #Det bedste du kan gøre lige nu, er at gøre ham tilfreds, ved at føje ham.. Han arbejder nok nætterne igennem, kunne jeg forestille mig, så det bliver uanset lidt begrænset hvor meget I egentlig kommer til at se til hinanden, hvis du sover i den tid,# påpegede han ganske sigende. Han endte dog temmelig hastigt med at ryste på hovedet, for han ville bestemt og på ingen måder se på Athena som en byrde! Hun havde ganske vidst været en del af hans arbejde, men det var jo ikke sådan at han så på det! Slet ikke! Han vendte blikket igen døsigt i retningen af flammerne i pejsen – det var jo lige før, at de gjorde ham mere døsig end hvad han var i forvejen. #Det har du ganske vidst, men jeg har nydt det. Jeg mangler det jo i løbet af min hverdag nu,# erkendte han direkte og ærligt. Hvilket han normalt aldrig gjorde!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var efterhånden virkelig mange frustrationer hun brændt inde med, og hun ville ikke være i stand til at få søvn før hun havde fået lov til at få lidt ro til hovedet, hvilket hun fik via Evan. Athena havde følt frygtelig mange former for smerte, både fysisk men også psykisk, det gjorde ondt at slå sin mor ihjel, og det gjorde mindst ligeså ondt ikke at have sin familie at søge hjælpe hos, men intet af det var så intens som den hun sad med i øjeblikket, hun følte sig virkelig brugt og ydmyget! #Skal jeg være helt ærlig? Denne her gang ved jeg ikke hvordan jeg skal få bugt med de frustrationer. Jeg sværger at jeg har lyst til at slå nogle ihjel# erkendte hun lidt træt. Det havde været en lang dag og de mange tanker udmattede hende, men hun var ikke klar til at sove endnu, og hun havde ikke lyst til at ligge sig i de samme beskidte lagner. At Evan havde formået at drikke en hel flaske selv, var ikke noget hun vidste men hun kunne næsten mærke på ham at han blev mere og mere døsig, hun ville heller ikke holde ham oppe, Diane lå nok og ventede på ham, desuden havde hun ingen idé om hvornår Valerio ville vende tilbage. Det lettede hende at han var en mand der gik så meget op i arbejde, med andre ord kunne hun undgå ham mere eller mindre, nu hvor det sensuelle var vækket i hende så var hans nærvær påkrævet i ny og næ, også selvom hun ikke var sikker, hun følte sig ikke meget.. anderledes. #Hvad han er som rådgiver kan jeg ikke svare på, jeg følger ikke med i manjansk politik, tvært imod den dvasianske er kompliceret nok for mig. Under alle omstændigheder så stoler jeg ikke på ham, og særlig ikke som ægtemand. Jeg kan vel bare håbe på at.. tingene vil ændre sig,# endte hun og trak svagt på skuldrene. Hånden lod hun løbe igennem de våde, blonde lokker og strøg dem over sin skulder. Selvom hun var en køn ung kvinde, så følte hun sig pludselig ikke sådan længere, måske fordi intet af det havde levet op til de drømme hun havde gjort sig. For første gang kunne hun direkte sige sig at misunde Zacharias. En ting var at Evan var magtesløs men det at hun selv var drev hende til vanvid! #Jeg vil ikke gøre ham tilfreds, tværtimod det er mere fristende at gøre hans liv til et helvede i øjeblikket. Jeg har om ikke andet fået lov til at beholde min døgnrytme, han sover når jeg er oppe, det eneste tidspunkt jeg nok kommer til at se ham er når.. ja, når jeg skal mættes,# afsluttede hun en smule bittert, for det havde slet ikke været været nødvendigt før. #For øvrigt, hvad angår det. Hvor meget kender du til sensuelle dæmoner? For jeg føler mig ikke anderledes som sådan, tror du der er nogen chance for at intet har forandret sig på den led?# spurgte hun næsten håbefuldt. Det var måske lidt.. intimt at snakke med ham om, men hun kunne jo ikke rigtigt snakke med sin kære far. At han direkte fortalte hende at han manglede hende, var noget som faktisk varmede også fordi hun ikke havde regnet med det. Blikket gled ud af det lille vindue der var derinde, hun kunne ane den store måne. #Det havde jeg aldrig troet jeg skulle høre fra dine læber, Evan. Men alligevel, jeg ved at jeg har været en til tider umulig opgave, nu er du lettet fra det, så forsøg da om ikke andet at få noget godt ud af det. Tag en aften ude eller brug en med Diane?# foreslog hun, af en eller anden grund med en lille knude i maven.

[Deleted]

Evan kendte Athena godt nok til at vide, at hun var frustreret, for det var noget som han udmærket godt kunne fornemme på hende. Han tog det nu ikke så tungt, får så lang tid hun fik noget ud, så var det vel også kun for det bedste i den anden ende, og specielt nu hvor han var fanget i den situation, hvor han kunne lytte, men ikke gøre det mindste, var bestemt heller ikke noget som ligefrem gjorde det meget bedre for ham på nogen måde! #Jeg kan godt forstå dig, Athena.. Du har min fulde forståelse, men det eneste du kan gøre lige nu, er at holde igen, prøve at holde det hele under kontrol og føje dig lidt for Valerio så langt,# endte han ganske sigende, og med en kortfattet stemme. Han mente det, også nu hvor han direkte hoppede ind i rollen som træner, for det var det som han var vant til, det var der ingen tvivl om. Han vendte blikket mod flasken på gulvet med en tydelig irriteret mine, for det var ikke der han havde sat den! Han fnøs ganske kortfattet, som han roligt gned sin tinding. Han var ved at være godt træt efterhånden, selvom det nu ikke ligefrem var noget som han sagde noget til som sådan, for det var jo ikke ligefrem noget som han ville få noget ud af, også fordi at hun havde brug for ham, og han vidste det, og det var i den grad også den eneste grund til at han ikke valgte at bryde op, for at gå i seng igen, for det var noget som han ville have gjort under normale omstændigheder.
Frustrationerne kunne Evan så sandelig godt mærke, for det hvilede i hendes undertone, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans del, også fordi at han vidste, at han ikke var i stand til at gøre noget som helst ved det! #Politik er også en frygtelig besværlig ting, som du ikke skal bryde din hjerne med, min kære,# endte han dæmpet. Han var dog ikke i tvivl om at Valerio var god til sit arbejde, men han var efterhånden ved at være for træt til at gøre det største ved det lige nu. Han bed tænderne sammen. Hun var hidsig, og han vidste det, og han kunne ikke gøre noget som helst ved det! #ATHENA!# endte han med en fast tone. #Jeg vil hellere undgå at du kom mere til skade, så føj manden om ikke andet, så foreløbig! Hendes spørgsmål med henblik på de sensuelle dæmoner, fangede hurtigt hans interesse. Hans erfaring var ganske vidst ikke bred, men den var der jo trods alt. Han endte med at rejse sig endnu en gang. #Hvis han har været tæt på dig, så er dæmonen vækket, Athena.. Du vil vel først kunne mærke det, når den igen skal stilles med sult,# svarede han sigende. #Det vil din far kunne besvare bedre end jeg,# endte han ganske dæmpet. Han lod tungen vandre tænkende over sine læber. Han burde vel også hoppe op til Diane igen, før hun ville vågne? Selvom han lige på stående fod, slet ikke var fristet til det. #Det er ikke mig at søge ud i byen på romantiske ture, Athena.. Det er slet ikke mig,# afviste han ganske kortfattet. Ja, han ønskede vel ikke rigtigt at snakke om det?

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var virkelig slet ikke Athenas hensigt at gøre ham vred eller oprevet blot fordi hun var, allerede det at hun forhindrede hans søvn var trods alt et offer fra hans side af, og hun ville heller ikke trække en længere end højest nødvendigt, selvom hun næsten ikke turde at bryde kontakten i frygt for at føle sig alene igen. Et sted kunne hun fornemme at han var mindst ligeså træt som hun var, det overraskede hende at han i det hele taget hørte efter hvad hun sagde. Hun bed sig fast i læben. Faktisk var hun ikke sikker på at han forstod, han havde ganske vidst selv stået i situationen med et arrangeret ægteskab men ham og Diane var blevet glade for hinanden, de havde haft en chance det havde hun ikke med Valerio, hun var direkte.. bange for ham, så vidt hun vidste havde hverken ham eller Diane nogensinde frygtet hinanden, men det ville være meningsløst at diskutere med ham. #Så.. du vil egentlig bare have mig til at finde mig i det? Det ser ud til jeg ligeså godt kan nedlægge Maloya stoltheden med det samme,# endte hun direkte bittert. Det var en del af hende, hun passede på sig selv som hun havde lært, og nu bad han hende om bare at finde sig i hvad end der måtte komme? Valerio ville gøre hende ondt om hun beskyttede sig eller ej, hun så ikke forskellen! Blikket lod hun stille glide i og lagde sig igen til rette i karet. Der var roligt, og varmt hun havde på ingen måde lyst til at rejse sig. #Måske det er besværligt, men jeg finder det faktisk ret interessant. Dvasiansk vel og mærke, jeg kender intet til hvordan det fungere her i Manjarno. Det er ikke særlig feminint at tage del i den slags det ved jeg, men find dig i det,# svarede hun med et stille smil på læben. Athena var netop faldet helt til ro da den beslutsomme og faste tone, tvang hendes øjne op. Hun satte sig en smule overrasket op. Det var ikke en sjældenhed at han råbte af hende, men hun havde ikke lige ventet det. #Som du vil. Måske vil mærkerne en dag begynde at pynte, og jeg bed mig fast i at for hvert stød han gjorde, gjorde det lidt mindre ondt, så jeg håber inderligt at jeg en dag bliver fuldkommen følelsesløs, præcis hvor lang tid vil du gætte på jeg skal føje ham før det sker?# spurgte hun spidst. Måske det var at give ham detaljer, og det var heller ikke meningen, men hun var vred og han kendte hende, hun tænkte ikke altid rationelt før hun åbnede kæften i den tilstand. Igen brød hun kontakten og rejste sig fra det varme vand. Hun trådte ud af karet og slog armene om sig selv, idet kulden ramte hende. Hun skælvede en smule, men uden at gøre meget ved det. Hun forsøgte at tvinge sig tilbage til rolig tilstand, men det var så godt som umuligt. Tanken om at det var vækket i hende skræmte hende, men det gjorde hende direkte ked af det, for så var hun vel afhængig af ham? Lidt tøvende endte hun igen med tage kontakt. #.. Godt så, med andre ord er jeg afhængig af manden, absolut perfekt, og du skal ikke regne med at jeg nogensinde siger et ord mere til den mand,# fortsatte hun i samme spidse og oprevet tonefald. Tårerne blandede sig igen, hun forsøgte at holde dem inde, selv på trods af at han ikke kunne se det. #Måske det ikke er dig, men Diane ville elske det og det ville være rart at kende en god mand lige i øjeblikket. Godnat Evan, tak for snakken# hun afbrød den måske lidt pludseligt, men hun var vred og frustreret. Hun greb om et klæde og trak omkring sig, blot for at skjule sig.

[Deleted]

Evan kunne godt mærke, at det hele var ved at køre over gevind, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham på nogen måde. Han sukkede dæmpet. Jovist var han træt, men han gjorde faktisk hvad han kunne får at få hende til at falde til ro, selvom det bestemt ikke var nemt, når det hele foregik på denne måde! Han himlede let med øjne. Selv var han ikke i tvivl om at hun måtte være sin fars datter, og lige nu så var det bestemt ikke noget som gavnede ham på nogen måde, for tanken var noget som i den grad kun måtte irritere ham en god del! #Til tider er jeg så sandelig ikke i tvivl om, at du i sandhed er din fars datter, Athena. Jeg siger ikke du skal finde dig i det for tid og evighed, men.. bare lige for nu.. Jeg kan ikke stille noget op,# endte han ganske sigende. Løgn var det jo ikke, hvilket var noget som Jared så fint havde forhindret ham i, og den mand føjede man sig så sandelig, hvis man havde valget! Det ændrede dog ikke ligefrem på det faktum, at han faktisk var bekymret for hende, for det var han virkelig, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans del.
Politik var ikke en kvindes sag, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, men dog af den grund, så var han alligevel temmelig fascineret af hendes nysgerrighed, og det var noget som han selvfølgelig ønskede at stile, hvis han havde muligheden for det. #Tja..# Han grinte ganske let og rystede så på hovedet. #Det har aldrig nogensinde været en kvindelig ting at blande sig i, min kære.. Pas på den nysgerrighed, specielt omkring Valerio,# endte han ganske sigende, også selvom han jo faktisk mente det. Valerio virkede ikke just som typen som brød sig om at folk talte på det forkerte tidspunkt, hvilket selvfølgelig var noget som han fandt den største forståelse for! At hun begyndte at hidse sig op, havde bestemt heller ikke været hans mening på nogen måde, også selvom.. hvad pokker skulle han gøre ved det?! #Jeg prøver for po…# Han endte med at tie, som hun bare.. brød kontakten til ham? Et sted så var det noget som faktisk gjorde ham temmelig hidsig, for det var bestemt ikke noget som han fandt sig i! Han fnøs ganske kortfattet og rejste sig endnu en gang. ”Så meget for taknemmelighed..# mumlede han ganske kortfattet, som han endte med at liste ud på gangene igen og op af trappen for at komme op på soveværelset igen, nu hvor han alligevel ikke regnede med at skulle høre mere fra hende. Jovist var han endt med at blive temmelig irriteret, og det var jo en.. særdeles fantastisk måde at starte en dag på! Som ikke engang var startet endnu! Varsomt søgte han ind på soveværelset, hvor smilet svagt bredte sig på hans læber. Diane lå stadig og sov, hvilket passede ham særdeles fint, det var der ingen tvivl om. Varsomt lagde han sig ned ved siden af hende igen. ”Undskyld kære..” hviskede han roligt, som han endnu en gang varsomt lagde sig til at sove ved siden af sin kære hustru.

//Out

[Athena Maloya Mathimæus]

Det hele var virkelig kørt af sporet for Athena, og det var hun heller ikke selv bleg for at erkende, men hvad pokker skulle hun gøre ved det? Hun var tvunget til at være her! Hun strøg de våde lokker bag ørerne, og pakkede det store klæde omkring den nøgne skikkelse. Det var ikke hendes mening bare at cutte ham af, for hun var glad for at han havde brugt tid på at snakke med hende, men hun var bare så.. vred og af en eller anden grund var det bare dejlig nemt at kaste det hele over på ham, han var den eneste hun rigtigt havde. Med forsigtige skridt strøg hun hen mod spejlet, og betragtede sig selv. Hun lukkede af for enhver besked, det var alt sammen lige meget lige nu. Måske hun skulle passe på sin nysgerrighed og særligt omkring Valerio, hun skulle ikke tale når hun ikke blev bedt om det, og interessen for politik kunne hun vidst ligeså godt give afkald på med det samme, for nu vel og mærke. Stille fjernede hun klædet, der var flere steder på kroppen hvor hun allerede havde antydningen af mærker der ville komme om et par timer. Hun sukkede tungt. Der var ingen tvivl om hvem hun måtte være datter af, men igen det kunne man vel ikke bebrejde hende for, hun havde aldrig bedt om at komme til verden, og i sit stille sind.. til tider ville hun ligefrem ønske at det ikke havde været sådan. Hun lukkede klædet omkring sin krop igen og slog blikket i jorden. Forsigtigt bukkede hun sig ned og greb om den blodige kjole der lå for fødderne af hende. Hun strøg roligt ud af badeværelset og efterlod det som da hun var kommet. Kjolen smed hun på på stoleryggen ved skrivebordet. Tårerne trillede igen lydløst ned over kinderne, og denne gang gjorde hun intet for at stoppe dem, hun var trods alt.. alene. Med den ene hånd om klædet, pustede hun de levende lys ud og efterlod mørket i fuldkommen mørke. Hun kunne ikke se andet end møblernes skygger, hvilket var kun gjorde hende mere utryg. På listetå strøg hun mod den store seng og stirrede på den med tøvende øjne for lange sekunder. Det var slet ikke fristende at ligge sig ned. Evan havde vel ret, hun måtte bare bide i det sture æble og finde sig i livet. Stille kravlede hun tilbage i seng og tog den inderste side, hvor hun pakkede sig under den dyne som de ikke havde gjort brug af. Der lugtede af ham over det hele, det fik hende kun til at skælve. Dynen trak hun så tæt op til sig at det næsten skjulte mere eller mindre hele ansigtet. Hun lagde sig med fronten mod væggen og stirrede tomt ind i de, forsøgte at dæmpe gråden, for det var sjældent hun i det hele taget lod det ske. Un havde alt grund til at bebrejde sin far og Valerio, men Evan havde ikke gjort noget forkert, alligevel var hun næsten.. mest vred på ham det gav ingen mening. ”Jeg ville ønske at du var her... jeg ved at du ville vende dig i graven hvis du så dette, udelukkende fordi jeg er så lig dig og jeg foragter det. En stolt Maloya, og jeg har ikke tænkt mig at give det op for noget i verden. Måske vi mødes igen før vi begge ved af det,” hviskede hun dæmpet i natten. Hun havde trods alt altid talt med sin afdøde mor, når tingene blev for meget, men denne gang var hun faktisk uhyggeligt sikker på sine ord. Tårerne drev hende hurtigt på randen af udmattelse hvor hun ikke længere var i stand til at holde sig vågen, langsomt gled hun ind i urolig søvn plaget af mareridt, nogle havde hun haft før, andre nye, men under alle omstændigheder fik hun sin hvile.

//Out