Secret wedding

[Deleted]

Valerio var ikke ligefrem den som mange ville anse som deres drømmemand, for han var nok noget af det mest kolde og.. intetsigende, som man overhovedet kunne komme i nærheden af, selvom det nu heller ikke var noget som sagde så lidt. Han vendte blikket mod hende, med den ganske kortfattede mine som tidligere. Han havde nu ikke noget imod forandringer, så langt at det ikke vedkom ham selvfølgelig, for det var slet ikke noget som han ønskede sig af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han var et dyr af vane.. et bæst som gjorde hvad man var blevet oplært til, og som gjorde det samme dag ud og dag ind, for det var det som han havde været vant til siden start, og siden han mistede sine egne forældre – brændt for øjnene af ham, selvom han slet ikke tænkte over det i denne stund, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han nikkede sigende til hendes ord. ”Det er frygtelig stort, Athena..” påpegede han ganske sigende. Han kunne jo næsten forsikre hende om, at det som hun så i dag, ikke var noget som hun ville finde igen i morgen. Det var faktisk en grund til at han godt kunne lide at vandre igennem Manjarno og specielt markedet – de boder som havde sent åbent om ikke andet, for han kunne jo ikke ligefrem se dem om dagen.. Jovist kunne han, men han var stadig mest til mørket, selvom han havde den oplagte mulighed for at gå ude om dagen, på grund af ringen som han havde på sin finger. Nok også det eneste som han havde efter sin kære bror, og noget af det eneste som han havde brugbart tilbage fra den tid.
Athenas nervøsitet, var ikke andet end i vejen for ham, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt! Hun kævlede da også uafbrudt! Han lagde sig roligt på ryggen og med blikket efter hende, som han nærmest var over hende som et rovdyr på rov – et sted var jo også noget som han var, for han var på ingen måder en mild mand at have med at gøre, hvilket Athena nok skulle finde ud af. Arbejdet skulle han nok selv stå for, bare hun ikke gik i vejen for ham, for det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! Som lysene blev tændt, så var den intense mine ved ham, også langt mere tydelig at få øje på, selvom han nu ikke sagde noget til det som sådan. Han svarede hende ikke. Ikke før hun lagde sig op til ham i sengen om ikke andet. Ægteskabspagten var kun lige startet, og dette skulle vise sig at blive den første gang af mange, hvilket var noget som hun lige så godt bare kunne vænne sig til, for her på soveværelset, var det hans territorium, og det var noget som hun igen bare måtte finde sig i! Han vendte sig, så han nærmest endte med at trække sig over hende og med et let tilfredst smil på læben. ”Her er det mig som bestemmer, Athena.. Find dig i det..” endte han med en intens hvisken tæt ved hendes øre, som han let havde trukket sig ned over hende. Han begyndte en rolig række af kys mod hendes pulserende hals, som han roligt lod hånden stryge over hendes ben, så han fik hendes smukke silkekjole med sig. Kjolen så han selvfølgelig skønheden i, men det var det andet her, som han specielt så frem til!

[Athena Maloya Mathimæus]

Valerio var bestemt ikke det som Athena anså for at være sin drømmemand, så langt fra! Først og fremmest generede det hende, at han ikke havde nogen form for mimik, han var ude af stand til at føle empati, og måske han var en forbandet flot og charmerende, men han fik hende ikke til at føle noget som helst, foruden frygt, og det lignede hende bestemt ikke! Lysene tog hun sig god tid om at tænde, også i forsøget på at trække tiden lidt mere, også selvom hun ikke var i tvivl om at det generede ham. Athena kendte ikke Valerios historie, hun kendte end ikke hans baggrund for at være endt i Manjarno, og et sted var hun også fuldkommen ligeglad, det var jo heller ikke fordi hun selv havde lyst til at skulle skænke ham sin historie. Hun tvivlede på at han i det hele taget ville lytte. Den glatte silke føltes fantastisk mod den nøgne hud under, hun var trods alt blottet under den smukke kjole. De levende lys spejlede sig i hendes smaragdgrønne øjne, så lig sin moders. Det var med yderst forsigtige skridt hun igen valgte at nærme sig sengen. ”Det er også hvad jeg har hørt,” svarede hun med et lidt diskret smil. I forsøget på at gøre sig blot en smule indbydende, og måske i håbet om at se på ham med et mere.. beundrende glimt i øjet end det direkte dyriske, for det skræmte hende, strøg hun de blonde lokker bag ørerne og lod en svag rød farve indtage hendes kinder. Hjertet hamrede i rytmiske slag mod brystet, hun kunne næsten gætte sig til at det var noget som ville friste ham, men hun håbede at han ville beherske sig lidt, og måske undlade at sætte tænderne i hende. Hun lagde sig roligt til rette i den bløde madras, og tvang sig selv til at forholde sig i ro, mens han valgte at kravle over hende. Den dæmpede hvisken mod øret fik det atter til at løbe hende koldt ned af ryggen. Hun sank en klump og stirrede op i loftet, med øjne der hurtigt blev blanke. Måske han bestemte, men derfor kunne han vel godt være lidt forsigtig, taget i betragtning af at det var første gang? Hun lagde blidt en hånd mod hans overarm, også selvom hun ikke gjorde mere, et sted havde hun jo mest lyst til at slå ham! Halsen blottede hun for rækken af krævende kys, lod det vække en form for begær i hende. ”Selvfølgelig, Sir,” hviskede hun hæst. De kølige læber mod den varme hals, fik hende til at frygte at han kunne finde på at sætte sig i halsen på hende. Hun gav sig ikke tid til at diskutere yderligere med ham, det ville kun være dumt, i stedet blev hun liggende mere eller mindre ubevægelig under ham. Jo længere op af låret hans hånd krøb, des mere nervøs blev hun og des hårdere slog det i forvejen forpinte hjerte. Forsigtigt lod hun den frie hånd ligge sig mod hans nakke, også for ikke at ligge fuldkommen passivt, men hun vidste for pokker end ikke hvad eller hvordan hun skulle gøre, og det var frustrerende! Hans kærtegn efterlod en klar sitren der vækkede et sultent begær, som hun nægtes at vedkendes. Selvom hun havde lyst til at gøre plads for hans hånd, lod hun benene forblive samlet.. for nu vel og mærke, tiggede og bad til at det hele bare var.. en drøm.

[Deleted]

Valerio vidste hvad han ville have, og lige nu var det bare ro for en gangs skyld! Umiddelbart så var han slet ikke meget for brylluppet, selvom han vidste, at han ikke kunne gøre det vilde med det af den grund. Han nikkede ganske sigende mod hende. ”Så tag ud og se det.. Jeg kan forsikre dig, at hvad du ser i dag, ikke er hvad du finder i morgen,” endte han sigende. Der var mange som elskede det, også fordi at det var langt mere spændende, hvilket han selv godt kunne forstå, selvom udvalget ikke ligefrem var meget når klokken blev mange, og han selv søgte ud, også selvom det faktisk var noget som skete temmelig sjældent efterhånden, for han følte slet ikke for det. Han havde ikke tiden med alt det arbejde som han skulle lave! Lige nu ønskede han egentlig bare muligheden for at få hende cuttet lidt af, så han kunne få lov til at gøre hvad der var ham pålagt, for at fuldbyrde bryllupsdagen og natten med. Måske at det var så falsk som noget overhovedet kunne være, men det hele skulle gøres ordentligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Blikket gled roligt mod hende, som han havde valgt at trække sig op over hende, hvor han derved, også valgte at holde hende nede under sig. Ikke fordi at det var noget som rørte ham, for her var det ham som bestemte og det var noget som hun bare skulle lære at leve med! At hun direkte kaldte ham for Sir, var noget som faktisk fik ham til at smile ganske tilfreds, for det var noget som han virkelig godt kunne lide, og det var noget som efterlod ham med en glædelig følelse. ”Du er ved at lære det nu,” endte han ganske sigende, som han blinkede let til hende. Hånden vandrede roligt og næsten varsomt op over hans lår og med en tydelig tilfredshed i minen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hånden fortsatte sin rolige vandring op over hendes lår, også selvom han godt kunne mærke, hvilket han nok selv skulle få sat en stopper for! Hånden fortsatte over hendes nedre maveskind, også fordi at det var svært nok for ham i det hele taget, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Med hænderne, så spredte han roligt hendes ben, kun for at få fat i hendes trusser, som han vilkårligt, endte med at rive af hende, så hun endte blotlagt under kjolen. Ja, han så faktisk ikke nogen grund til at klæde hende helt af, for han kunne sagtens komme til ved hende! Han smilede let for sig selv, som han lod sin kolde hånd komme direkte i kontakt med hendes varme skød – hun var jomfru, og det var noget af det bedste af det hele! ”Lad os få det overstået, så jeg kan komme tilbage til arbejdet,” endte han ganske kortfattet, som han roligt trak bukserne af sig selv, kun for at tvinge sig helt tæt på hende. Tænderne blottede han med det samme, som han lod dem synke direkte ned i hendes hals, hvor han bed sig fast, idet at han gjorde sit faste indryk og forenede deres kroppe hårdt og brutalt…

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena kunne godt mærke hvad Valerio ville, og hun var slet ikke enig med ham på det punkt, hvilket var grunden til at hun slet ikke havde travlt med at krybe ned til ham, også selvom det var direkte uundgåeligt. Hun nikkede blot stilfærdigt til hans ord, hun glædede sig jo faktisk til at udforske markedet lidt, måske hun kunne købe en lille ting til Zacharias.. og til Evan hvis ikke det ville være for meget, men nu hvor hun var her, kunne hun ligeså godt få noget ud af det, og særligt mens hun levede under Valerios pengepung. Det skulle vel have sine fordele at være i et arrangeret ægteskab? Hvad angik bryllupsnatten, så ønskede hun faktisk slet ikke at gøre det i det hele taget, men Valerio havde allerede gjort det klart for hende, at hun ikke rigtigt havde noget at sige. Hun blev liggende under ham, turde næsten ikke at røre ham. Tankerne hvilede ganske andre steder, som hun stirrede tomt op i loftet, hvor hun kunne se flammernes skær danse lystigt. Med Evan som sin træner havde hun været vant til at opfører sig pænt.. til dels vel og mærke, lidt oprørsk havde hun altid været, men lige i øjeblikket havde hun mest af alt lyst til at slå fra sig, som hun plejede at gøre, når nogle rørte hende på måder som gjorde hende utryg, det var noget andet nu med ringen på sin finger, den vejede så tungt. De bestemte kærtegn skabte en enorm sitren, hun hungrede efter mere, hvilket var en direkte skræmmende fornemmelse, når hun på ingen måde havde lyst til at være manden tæt. Hun gispede en smule forskrækket, da han valgte at blotlægge hende uden videre. Benene spredte hun lidt modvilligt, mest fordi han tvang hende til det. Den kølige hånd mod sit skød, formåede for alvor at vække lysten. Selvom hun hadede kroppen for at reagere, så skød hun underlivet en smule mod hans hånd, og bed sig selv kraftigt i læben for ikke at ende med at sige en lyd. Tårerne følte hun under de tunge øjenlåg, de pressede på, men hun kunne ikke lade dem falde endnu. ”Lad os det,” medgav hun i en dæmpet hvisken. Det gjorde faktisk ondt at han bare ville.. have det gjort, at selv arbejdet var mere spændende end hende, og at han ikke lod til at have nogle planer om at klæde hende af. Om ikke andet så var der ikke nær så meget der blev besudlet af hans beskidte hænder, det var den eneste rigtige fordel. Den pludselige og ikke mindst brutale forening af deres kroppe, slukkede begæret som havde det været et levende lys. Neglene borede sig ned i hans nakke. ”..Av..” Taget i betragtning af hvor meget smerte hun før havde følt ved træningen, så var det intet i forhold til det jag hun fik gennem hele kroppen. I et kort øjeblik forsøgte hun automatisk at kæmpe sig væk fra ham, også selvom hun ikke rigtigt havde held med det. Først da tænderne sank i hendes hals, endte alt med at blive fuldstændig mørkt for hendes blik, det var som forsvandt hun fra tid og sted, hvilket næsten var lettende, det gav hende en kort fornemmelse af at de var to forskellige steder, hvilket netop var sådan hun fortrak det!

[Deleted]

Valerio havde ikke den største interesse i denne kvinde, og det var bestemt heller ikke noget som han regnede med at skulle ske, men det var nu alligevel ikke noget som han ønskede at blande sig i, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod hende og med den ganske kortfattede mine. Markedet skulle hun være velkommen til at tjekke ud, og nu hvor de var gift, så levede hun jo faktisk på hans pengepung, selvom det nu ikke var noget som rørte ham som sådan, for det var der slet ikke nogen grund til. Han brugte sjældent penge alligevel, og de behov som han havde, krævede jo faktisk ikke penge – andet end det tøj som han skulle have på kroppen og det tag som han havde over hovedet, og inventaret som han havde omkring sig, men det var faktisk også det eneste. Arbejdet ville han faktisk hellere vende sig i retningen af, end at ligge der sammen med hende, for han så virkelig ikke hvorfor han skulle gøre det, det var helt sikkert, men med den opvækst som han havde fået, hvilket var yderst traditionel hvad angik disse ting, så agtet han i den grad også at føre det til fulde, om det var noget som man ville det eller ikke. Tænderne gled direkte i hendes hals, som han holdt sig tæt ind mod hende, som han forenede deres kroppe med en fast og brutal bevægelse, kun for at starte sit tempo – en hård mand var han, og det var bestemt ikke noget som han ville lave anderledes!...

… Det sidste endelige stød, fik et støn til at bryde hans læber direkte intenst, idet han skubbede sig helt i bund og så dybt, som han overhovedet kunne komme, idet han bare.. valgte at stoppe. Roligt valgte han at trække sig, som han så på hende, endnu med en direkte fast og meget tom mine, for det lå bare ikke til ham at vise hende noget andet. Roligt satte han sig op, som han valgte at rette lidt på det tøj som han endnu havde på, også fordi at han ikke havde set nogen grund til at smide noget af det. Han havde fået hvad han ville; Han havde fået sin bryllupsnat og han havde sågar fået lov til at tage hendes uskyld, hvilket næsten var noget af det bedste af det hele, det var der ingen tvivl om! Han trak tilfredst på smilebåndet og vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg skal på arbejde.. Forsøg du at få noget søvn, så du kan tage på markedet i morgen.”
Med en rolig bevægelse, så rejste Valerio sig roligt op og trak bukserne op med sig. Nu hvor han selv var blevet mættet på sit vis, ganske enkelt fordi at han var det dyr som han var, og selvfølgelig var det noget som hjalp ham selv. Han nikkede mod hende. ”Jeg kommer igen når solen står op.. Sov du bare ind til da.. Du er vel stadig oppe om dagen?” endte han ganske sigende, idet han byttede sin fine jakke ud med en mere.. hverdagslig en af slagsen. Han valgte roligt at søge mod døren, idet han forlod værelset, kun for at vende tilbage til arbejdet. Foreløbig, så gik det hele ligesom han ville have det!

//Out

[Athena Maloya Mathimæus]

… Meget af agten var direkte gået forbi Athena, hvilket hun i det store og det hele var glad for.. Først da han atter havde ladet hendes hals gå fri, var smerten atter vendt tilbage til hende, dog en anden voldsomhed. Med den kontrol hun havde, kæmpede hun for ikke at lade de små støn bryde sine læber. Det var for alvor en lettelse da hun selv kunne fornemme at han var tæt på, og endnu bedre da hans frøs i hende, inden han trak sig ud. Silkekjolen føltes pludselig som klistrede den til hendes svedige krop, selvom hun faktisk ikke rigtigt havde lyst og derfor heller aldrig nåede særlig meget længere afgrunden. Hendes hud havde antaget en langt mere bleg tone efter at han havde haft sat tænderne i hende og faktisk taget sig hvad der måtte have været en temmelig stor mundfuld. Fuldkommen stiv blev Athena liggende selv da han valgte at trække sig ud, og helt rejse sig fra sengen. Hun fulgte ham med det trætte blik, og kæmpede for at holde tårerne inde, bare lidt endnu. Hun sank en klump og følte sig fuldkommen ør og mere mørbanket end hun havde gjort efter nogen træningstimer nogensinde før. Hun turde ikke at bevæge sig, det gjorde for ømt, desuden hang den tunge stank af jern over hele kammeret. Uden at besvære sig med at trække den smukke brudekjole af, rakte hun ud efter dynen og trak den op over sin krop, et sted også for at skærme sig for den ydmygelse. I øjeblikket var det svært ikke at hade sin far, også selvom hun ikke ønskede at gøre det. ”Det skal jeg nok,” svarede hun lidt kortfattet, også fordi hun forsøgte at skjule den underliggende gråd. Magen til kold mand havde hun aldrig før mødt, og det sagde altså ikke så lidt! Med tanke på at Valerio sov om dagen, så ja hun havde i den grad tænkt sig at være vågen bare for at kunne holde afstand til ham, tanken om at han skulle komme igen gav hende direkte kvalme. ”Jeg vil nødig forstyrre din søvn, jeg holder min døgnrytme,” meddelte hun lidt bestemt. Hvis det var noget hun selv kunne bestemme så skulle hun ikke klage om en gangs skyld! Hun fulgte ham med blikket til han forsvandt ud af døren, og efterlod hende i komplet stilhed, hvilket for første gang var en lettelse. Hun lagde sig forsigtigt om på siden, og skar grimasse ved det jag af smerte hun følte. Dynen trak hun helt op om sig, og lagde hjørnet som støtte under sin kind. Tårerne endte med at trille ned over hendes kinder, først lydløse, men der gik ikke længe før det endte i en svag gråd. Aldrig før havde hun følt sig mere alene og mere.. ydmyget end hun gjorde i øjeblikket, hun var simpelthen nødt til at.. høre noget velkendt. Kort skævede hun til døren og besluttede sig for at Valerio nok ikke ville komme tilbage. #Evan?# kaldte hun roligt, i og med det var gennem sindet, så var stemmen uanfægtet af tårerne der trillede. #Jeg ved godt at det er frygtelig sent, jeg håber ikke at du sover,# fortsatte hun roligt. Det var så let at kommunikere på den måde, særlig fordi hun kunne dække over de virkelige følelser, og somme tider føltes sindet som havde det været virkelighed, frem for den hun levede i.. særligt i aften! Hun var blod.. der lugtede og hun havde ondt, bestemt ikke et bryllup der var værd at mindes!

[Deleted]

Evan havde været til stede mentalt under hele brylluppet. Invitationen havde han ikke modtaget af Jared, også selvom det nu heller ikke forundrede ham. Før eller siden, måtte det da gå op for manden, at dette ikke var noget som ville gavne hans datter på nogen måde! Søvnen havde taget ham, som kontakten til Athena var endt med at blive brudt, som brylluppet var gået mod sin ende, også selvom han stod fast på det som han allerede havde fortalt hende; Valerio var falsk som en slange, og en mand som man skulle være frygtelig forsigtig omkring, for han var sikker på, at manden ikke var hvad han udgav sig for at være, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det egentlig bare sådan at det måtte være i den anden ende. Sovende ved siden af hans elskede hustru, så sov han faktisk utroligt af den grund. Tankerne var gang på gang, gledet til Athena, også fordi at han vidste, at hun på ingen måder havde det godt. At Jared så ikke kunne forstå det, var virkelig en tanke som frustrerede ham som intet andet, for han havde aldrig nogensinde set den mand så.. blank!
Athenas stemme i hans hoved, var noget som rev ham ud af søvnen, og resulterede i et mindre spjæt, hvor han hastigt endte med at sætte sig op, for det var bestemt ikke lige hvad han havde regnet med. Han sukkede dæmpet, som han igen stille lod sig falde ned i puden. Han var slet ikke vant til at blive forstyrret sådan alt imens han måtte ligge i sin egen søvn, men.. at høre hendes stemme, var noget som virkelig efterlod ham med en lettelse.. og dog.. Han vidste at hun ikke bare ville tage kontakt med ham bare sådan. Han trak vejret dybt, som han roligt lod øjnene glide i endnu en gang. #Jeg er vågen nu..# svarede han hende som det første, idet han roligt lagde sig til i sengen igen. Han kvalte et gab, som han trak puden godt ned under sig, og lagde sig godt til rette igen, selvom han nu var for vågen til at glide hen i søvnen igen uanset, hvilket et sted faktisk var en tanke som kunne irritere ham lidt, selvom det selvfølgelig ikke skulle gå ud over hende. Han havde jo desuden også sagt til hende, at hun bare skulle tage kontakt.. uanset hvor eller hvornår, så selvfølgelig var det noget som han bare tog til sig. #Hvordan har du det?# spurgte han sigende, som han lod øjnene glide op, kun for at betragte sig af månen som han kun lige kunne skimte ud af det halvåbne vindue, hvor han let kunne se gardinerne danse i takt med den blide vind som endte med at slå ham mod ansigtet. Tak og pris for at det var ham som havde sin side mod vinduet! Øjnene lukkede han, næsten kun for at finde en mulighed for at slappe bare lidt af igen, også selvom det at sove, var noget som han lige så godt kunne opgive på denne her måde. Ikke at det var nyt for ham hvad angik Athena.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var slet ikke meningen at Athena ville forstyrre Evans søvn, hun vidste godt at han nok var gået i seng, også selvom hun egentlig ikke havde nogen fornemmelse hvor sent det efterhånden måtte være, eller hvor lang tid det havde taget dem at.. fuldbyrde ægteskabet. Evan havde selv sagt at hun skulle kontakte ham når som helst, uanset hvad hun havde på hjertet, og selvom hun ikke følte at hun kunne tillade sig at bede om hjælp, så havde hun brug for en følelse af noget velkendt. Det var et nyt land, et nyt sted at være, med mange omvæltninger og en mand der bogstavelig talt skræmte livet af hende med de kølige øjne. Hun blev roligt liggende i sengen, det var ikke fordi hun følte for at rejse sig overhovedet. Mens hun afventede svar, samlede hun roligt benene, og måtte igen skære en kort grimasse. Manden havde bestemt ikke været blid, på trods af at hun næsten havde tigget og bedt. De grønne øjne gled til ringen, allerede nu følte hun for at kyle den helt af helvede til. Evans stemme i hovedet, var noget som lod en bølge af lettelse skylle ind over hende, også selvom hun næsten kunne fornemme at hun havde vækket ham lidt brat. Hun stirrede ind i lysenes brændende skær, lod dem spejle sig i de matte øjne, der konstant fyldtes med tårer. #Jeg er ked af det, jeg ville ikke vække dig,” undskyldte hun næsten. Det var slet ikke normalt at kommunikere med ham på den måde, men nu var det, det eneste hun rigtigt havde. Athena trak lettet på smilebåndet, et sted bag de mange tårer, efter en hel uge så manglede hun ham faktisk, hun var jo slet ikke vant til at mangle ham for mere end en dag. #Efter omstændighederne.. fint,# fordelen ved at snakke på den måde, var at han muligvis ikke ville sporer løgnen i de ord, han kendte hende trods alt godt, og hun kontaktede ham ikke bare for ingenting. Der var ingen vinduer i det lille kammer, og det begyndte for første gang at genere hende, det følte pludselig kvælende, lidt luft ville hun nok ikke dø af. #Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle mangle at høre dig sige et eller andet.. råbe om end,# endte hun sandfærdigt. Det var sjældent hun lagde låg på sandheden, og det var jo ikke løgn! Hånden lod hun stille glide mod sin nakke, og løb hen langs de bidemærket han havde givet hende. Selvom det ikke havde været en ligefrem god oplevelse, så følte hun sig på trods af smerten, forholdsvis godt tilpas sådan rent.. indvendigt, det var som om hun var mere klar i hovedet, sikkert på grund af at den sensuelle dæmon efter alle de år var blevet mættet. Hun så på hånden, og følte et stik i hjertet ved at se de blege fingrer malet i blod. Når det kom til far så ville hun hverken snakke med ham eller om ham, hun håbede inderligt at han virkelig havde det skidt med sig selv, uanset hvad han havde gjort mod hende, så havde hun elsket ham blindt, men det var slut nu, i øjeblikket følte hun ikke andet end had og vrede vendt mod ham, og den vrede måtte hun.. bare bide i sig, det kunne hun ikke gøre uden hjælp fra Evan, ja hun var bange og hun var ikke bleg for at erkende det!

[Deleted]

At blive vækket på den måde, var ganske vidst ikke lige det som man kunne sige, at Evan havde regnet med, men dog, så var han faktisk glad for at høre hende, men at hun havde brug for at høre ham nu, indikerede faktisk kun for ham, at den måtte være helt gal fra hendes side af. Han sukkede dæmpet, som han roligt lagde sig til i sengen endnu en gang, også selvom han vidste at søvnen, slet ikke ville blive et alternativ fra nu. Ikke med det chok som han havde fået sig! Tungen strøg han let og stille over sine læber, som han endnu en gang lod øjnene glide op endnu en gang. #Jeg bad dig om at tage kontakt hvis du havde brug for det, Athena,# forsikrede han roligt. At høre hende sige undskyld og med de ord, så var han slet ikke i tvivl om, at der måtte være noget galt. Varsomt endte han med at sætte sig op i sengen, inden han roligt rejste sig. Søvnen ville han jo trods alt ikke få alligevel, så det var noget som han lige så godt kunne glemme alligevel! Kappen tog han roligt omkring, kun for at vende blikket i retningen af Diane, som stadig lå og sov. Ikke at det gjorde ham noget, for han ville ikke vække hende, hvis det ikke var ham en direkte nødvendighed. Desuden hvis Athena havde brug for ham, så havde han slet ikke tid til at Diane skulle komme og forstyrre!
Evan søgte roligt ud af soveværelset og ned af trappen i retningen af køkkenet. Han kvalte endnu et gab og rystede så lidt på hovedet. #Det kan godt være, at jeg er meget søvndyssen, Athena.. Men jeg kender dig. Hvad er der..?# spurgte han sagte og med en ganske kortfattet mine, for det var ord som han mente, det var der ingen tvivl om. Han hentede sin egen flaske whisky. Hvis han skulle gøre sig nogle forhåbninger om søvn i det hele taget, så kunne han jo lige så godt begynde med sine forberedelser, og der skilte han sig faktisk ikke særlig meget fra Jared! Han havde jo trods alt været tæt på den mand igennem temmelig mange år, så det var vel heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende? At hun havde savnet ham, var noget som kun måtte få ham til at smile. En uge uden kontakt var meget, når de var vant til at se hinanden på daglig basis, for det var jo trods alt det som de var. #Du overbeviser mig kun om at den er rivende gal, min kære,# endte han ganske sigende, som han roligt satte sig ned i sin egen lænestol. Med en let bevægelse med hånden, så fik han det let til at blusse i pejsen for øjnene af ham. Han fik flasken op, hvor han tog en tår. #Han behandler dig vel godt?# spurgte han sigende. Det i sig selv, var jo en af de største bekymringer som han sad inde med!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde virkelig ikke en fornemmelse af hvor sent det var, men eftersom Evan var gået i seng og var faldet i søvn, frem for at arbejde, så gik hun næsten ud fra at det var blevet virkelig sent, og det havde ikke været meningen at rive ham ud af sengen så brat, selvom han i det store og det hele havde givet hende lov til det. Nu havde hun jo slet ikke lov til at se ham, og det var mærkeligt, når hun havde været vant til at tilbringe mere tid med ham end hun egentlig havde gjort med sin far gennem årene. Hun skubbede nogle puder i ryggen og satte sig en smule op, kun for at lade de blodige fingrer glide igennem de blonde lokker. Det var underligt stadig at være iført silkekjole, men på en eller anden måde, så føltes den glatte fornemmelse mere eller mindre som kærtegn. Hun bed sig lidt usikkert i læben og foldede hænderne i sit skød. #Jeg ved det godt, Evan, men jeg har ikke rigtigt nogen anelse om hvor sent det egentlig er. Det var slet ikke min mening at rive dig ud af søvnen,# hun ville aldrig have kontaktet ham hvis ikke der havde været noget galt, hun fortrak jo at klare tingene selv, men oven på alt det der var sket til aften, så havde hun virkelig brug for en velkendt stemme, der var i stand til at berolige hende bare ved lyden, også selvom han var så langt væk. Selvom hun var træt og kroppen direkte udmattet, så havde hun ikke rigtigt lyst til at falde i søvn. Hans ord fik hende igen til at trække svagt på smilebåndet, selvom de gennemsigtige tårer strøg ned over de rosa læber. #Det beklager jeg virkelig, Evan men på den anden side.. man kan vel kalde det tilbagebetaling af gæld efter alle de år du har hevet mig op? Ikke noget som sådan, alt er bare så.. nyt og uvant, jeg havde brug for noget lidt velkendt, det har virkelig været en hård aften,# erkendte hun, og hintede vel lidt til at brylluppet havde stået? Hun var nu en gift kvinde, med alt hvad det indebar, og nu virkede evigheden som frygtelig lang tid. Lige nu havde Athena næsten lyst til at følge fars og Evans ritual med en varm væske, hun kendte desuden ham temmelig godt. #Drikker du? I så fald så tag et par for mig,# bad hun, måske ordene var muntrer, men hun havde jo altid haft en tendens til at skjule sorgerne bag et smil, og hun havde ondt! Athena sukkede tungt og forholdsvis opgivende. Det nyttede ikke noget at lyve for ham. #Det kommer så sandelig an på hvad man ligger i de ord. Jeg tror dig gerne når du siger han er en slange i hvert fald, men jeg kan ikke gøre så meget,# påpegede hun med et lidt bedrøvet blik. Selvom hun var opmærksom på samtalen, så var der ikke et ord der forlod læberne, det var ganske praktisk med henblik på at ingen helst skulle høre hende. Lidt nervøst fumlede hun med fingeren, drejede ringen om sin ringefinger en smule tøvende. #Hvordan går det hos jer?# spurgte hun... for at have noget at spørge om, lige nu havde hun brug for bare at abstrahere fra det hele, og hun slappede altid af omkring, Evan, han gjorde hende tryg, selv med den afstand.

[Deleted]

Evan havde måske været hård ved Athena igennem de sidste mange år, men det havde kun været for at hjælpe hende, og det var vel også noget som hun havde fundet ud af? Han havde kun handlet for at hjælpe hende, og det havde han gjort hele vejen – også når det kom til at han havde stillet sig på bagbenene overfor Jared, også selvom det var tydeligt, at det ikke havde haft nogen effekt, hverken for ham eller hende, hvilket faktisk var en tanke som måtte irritere ham, for han kunne ikke gøre noget ved det! Desuden måtte han vel bare.. indse, at Jared var en tabt bror for ham nu? Selvom han kun havde åbnet munden for at hjælpe ham til at indse, at det som han gjorde mod sin datter var direkte.. ødelæggende? Hendes ord fik kun smilet til at brede sig på hans læber. #Du kender mig og dine hævnaktioner, kære Athena.. Du får altid igen, så pas på..# endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Turen ned i stuen, havde været ganske lydløs, også fordi at han ønskede den fred, nu hvor han havde den mulighed for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Selvom han virkelig var ved at være godt træt efterhånden, så var det ikke noget som han kunne gøre noget ved. Athena tog kun kontakt med ham på denne måde, når der var noget galt, og så meget kendte han hende!
Endnu en gang tog Evan en tår. Han lignede Jared forbandet meget på det punkt, men igen, så var det jo også den mand som han havde været tæt på, og den eneste som havde kendt ham igennem hans liv, nok til at sige, at han faktisk frygtede for hvor godt manden egentlig måtte kende ham, selvom det nu ikke var noget som han sagde noget til. Han smilede ganske let for sig selv. #Du kender mig, min kære..# endte han med et skævt smil på læben, som han bare sad og stirrede ind i flammerne som blussede let og smukt foran ham. Han ville egentlig bare have muligheden for at nyde det, og for at slappe lidt af, også fordi at det var noget som skete så ganske sjældent alligevel. Han lyttede til hendes ord, også selvom der kun var en tanke som slog ham; Hun var afvigende. Med andre ord, så måtte den være helt galt! Han endte roligt med at rejse sig og vendte sig mod balkonen, som han søgte mod med sin flaske i hånden. #Jeg ved godt, at din far er overbevist om andet, Athena, men du gør virkelig klogt i ikke at stole på den mand, uanset hvad det er,# bad han med en ganske sigende mine, også selvom han mente det bestemt og yderst beslutsomt! Endnu en tår endte han med at tage, hvor han vendte blikket op mod den sorte nat. #Der er ikke noget nyt under solen her.. Men fortæl mig.. Hvad har manden gjort ved dig?# spurgte han denne gang mere direkte end det som han nok havde gjort til nu, men han kendte Athena nok til at vide, at hun aldrig ville sige det direkte, før han selv direkte bad hende om det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var gennem årene blevet pisket frygtelig hårdt igennem et utal af fysiske og psykiske udfordringer, og det havde gjort hende stærkt, stærk nok til at udholde en aften som i aften, og hun vidste godt at Evan havde gjort det for hendes eget bedste, til tider ville hun sågar påstå at hun havde fortjent til slag som han havde skænket hende, også uden for træningen engang imellem. Den styrke forsøgte hun at genvinde, men det føltes som om Valerio netop havde brudt den ned på frygtelig kort tid, og tanken var ødelæggende, den gav hende kvalme. Lidt desperat forsøgte hun at tørrer tårerne bort med håndryggen, han ville ikke være stolt af de tårer, så hun ønskede ikke at græde, det var trods alt en svaghed!#Jeg kender dig udmærket, Evan, men jeg sværger at jeg fra nu af vil værdsætte ethvert forsøg på hævn, bare for at kunne give igen,# svarede hun lidt selvtilfreds, det var jo ikke løgn, det var en måde hvorpå hun kunne blive ved med at kommunikere med ham. Hovedet slog hun tilbage mod de bløde puder, og ønskede for en kort stund at han havde siddet ved siden af, set hvor smuk hun var i den kjole, også selvom tårerne og blodet ødelagde det fuldstændig! Hun elskede at han kaldte hende ved den titel, det gav hende om ikke andet en følelse af, at ikke alle var ligeglade, og efter fars stramme mine og Valerios direkte intetsigende, så vidste hun for pokker ikke hvad hun skulle tro! #Det gør jeg,# medgav hun med et stille nik, også selvom han ikke var i stand til at se det. Hun kunne næsten se hans handlinger for sig, så godt kendte hun ham. #Drik for mig,# bad hun endnu engang og nikkede for sig selv. Blikket gled omkring, hun turde ikke at pille ved for meget men det så ikke ud til at Valerio havde nogle stærke sager stående, det var vel heller ikke en anstændig opførsel? #Det gør jeg ikke, jeg stoler overhovedet ikke på ham, Evan. Ikke nok med at han er en uhyggelig god skuespiller, men han er den mest kølige og ligeglade mand jeg nogensinde har mødt, og det siger altså ikke så lidt,# svarede hun næsten.. hidsigt vel? Han havde jo haft ret selvom hun havde tigget og bedt til andet. Endnu et suk forlod læberne, hun lod tungespidsen søge over dem for at tilfører en smule fugt. Den mand gav bare ikke op! Hun kunne jo direkte høre ham afvige spørgsmål om sig selv! #Du giver bare ikke op, gør du? Meget vel, jeg ville ønske at jeg kunne sige han havde gjort noget direkte galt, men han har ikke gjort andet end hvad en mand skal gøre med sin hustru,# endte hun stille. Løgn var det ikke, men der hvilede mere under overfladen som hun ikke ønskede at nævne for ham, det var vel ikke nødvendigt at give ham detaljer? Det var nok at den unge pigedrøm var blevet knust takket være hendes egen far, normalt var den slags ekstra meget over deres døtre, men ikke i hendes tilfælde. #Kom nu Evan, jeg vil ikke sidde og snakke om mig og Valerio, der vil ikke være nogle overraskende momenter for dig. Fortæl mig hvordan det går med jer,# hun var næsten tiggende og bedende, det eneste hun ville var at høre hans stemme, for tro det eller ej, hun havde savnet den, selvom det ville være dumt at erkende!

[Deleted]

Evan havde ikke ligefrem regnet med at Athena ville tage kontakt med ham så hurtigt, også fordi at han vidste, at brylluppet vel lige havde stået? Af den grund, så var han vågnet op med et chok, selvom han nu alligevel hurtigt var faldet til ro igen. Desuden nu hvor han var oppe, så kunne han vel lige så godt holde hende lidt med selskab? Ikke at det var noget som gjorde ham noget, for han måtte desværre erkende, at han faktisk.. manglede hende og faktisk savnede hende, for han var jo lige så, vant til at have hende omkring sig på daglig basis og havde haft det siden hun havde været helt lille. #Pas på med hvad du ønsker dig..# endte han ganske sigende og med et næsten kækt smil på læben. Han kunne da ikke lade være!
At den måtte være gal, kunne Evan næsten gætte sig til, også selvom han kendte Athena nok til at vide, at hun ikke ville sige det til ham, men snarere pakke det ind i alt muligt, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til, for det var der absolut ikke nogen grund til. Han vendte blikket ned mod sin flaske som han næsten stolt stod med i sine næver. Lige der lignede han måske Jared frygtelig meget, men igen så havde han jo trods alt også tilbragt forbandet mange år sammen med den mand, så det kunne vel heller ikke forundre nogen? Han hævede flasken og nikkede så. #Skål,# endte han sigende, som han endte med at tage en tår for hende. Det kunne han jo trods alt også godt, det var jo ikke ligefrem det sværeste for ham som sådan. Han satte flasken roligt på rækværket og med blikket ud mod den alligevel temmelig store have, selvom det nu ikke var noget som han tog sig af som sådan, for det var der skam ikke nogen grund til, var der det? At Evan var kold og ligeglad, forundrede ham ikke. Han sukkede dæmpet og vendte blikket op mod himmelen i stedet. #Tag dig i agt for ham, min kære.. Han kan vende som på en tallerken, og han er vant til at få tingene som han vil.. Han står lige nu med magten over et helt land.. Det var hvad ham og hans bror ønskede i udgangspunktet,# fortalte han med en alligevel alvorlig mine. Valerio var ikke noget godt for hende, og det var noget som han stod fast på! Han tog endnu en tår og lænede sig op af kanten. Ja, et eller andet måtte han jo gøre, for at holde sig vågen, også fordi at det ikke var nemt som sådan! Tanken om at Valerio havde været Athena tæt, kunne han næsten gætte sig til, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham. Han nikkede endnu en gang. #Pas på dig selv, Athena..# bad han med en dæmpet stemme, næsten.. bedende selv.
Evan trak svagt på smilebåndet. At hun konstant skulle spørge ind til ham og Diane, forstod han dog ikke, for det havde aldrig været noget som sådan havde været af interesse for nogen. Jared brød sig ikke om hende, og nu var det jo trods alt lige meget.. Han havde jo ikke rigtigt noget at gøre med den mand mere, andet end til møderne, hvis Jared fik lov til at være der i det hele taget. #Ikke noget under solen, som sagt.. intet nyt,# svarede han ganske kortfattet.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste godt at det var frygtelig hurtigt, hun havde valgt at tage kontakt med Evan, men hvad pokker skulle hun gøre? Det indelukkede værelse, og den nærhed hun netop havde haft med en mand som hun direkte foragtede, var noget som gjorde ondt, og hun var slet ikke vant til at føle noget så voldsomt, det var overvældende, et sted havde hun vel bare brug for at vide, at hun ikke var ved at blive skør? Og samtidig sikre sig at Evan ikke havde glemt hende helt, hun var trods alt vant til at se ham på daglig basis, men hun havde aldrig troet at hun direkte ville ende med at savne ham. Det kække smil kunne hun næsten se for sig, det lå i tonen.. det var rart at vide, at han stadig bare var, Evan ikke noget nyt under solen, men hvorfor skulle der også være det, der var trods alt kun gået en uge! #Du burde kende mig nok til at vide, at jeg gerne tager chancen,# påpegede hun lidt roligt. Hun stirrede ned på side hænder, med hævede øjne efter tårerne der havde dannet en saltet plet på dynen, men om ikke andet var det rart at kunne smile et sted inde bag ved, det gav hende følelsen af at det faktisk havde været det hele værd at kontakte ham, på trods af tidspunktet og det faktum at hun havde vækket ham. Dynen slog hun stille bort og så ned af sig selv. Kjolen i sig selv var et bevis på hendes uskyld, eftersom blodet havde malet det hvide stof. Hun bed sig frygtelig hårdt i læben, for tanken gjorde direkte ondt. Hans skål i hovedet på hende, løftede hende en smule, hun kendte ham trods alt, den mand var næsten ligeså glad for sin alkohol som far var, og lige nu ønskede hun selv mere end nogensinde, at hun havde haft noget omkring, men Valerio drak for pokker ikke! #Det behøver du slet ikke at fortælle mig, jeg har set det, Evan. Jeg stoler overhovedet ikke på den mand, jeg har været gift i et par timer, og jeg har allerede haft lyst til at hæve næven et utal af gange, siger jeg dig. Heldigvis er manden en arbejdsnarkoman, jeg tvivler på at jeg kommer til at se meget til ham,# forklarede hun roligt. Den tanke i sig selv var faktisk lettende! Hun rejste sig fra sengen, også selvom det gjorde ondt helt af helvede til! Efterhånden kunne hun godt bruge et bad, men hvor pokker fandt hun det henne på det her slot? Der var ganske vidste en dør, men hun turde ikke at være for nysgerrig. #I farer for at blive for privat.. har du nogen idé om hvor jeg kan finde et bad på det her forbandede sted?# spurgte hun frustreret. Hun var svedig og blodig, og hun havde aldrig følt sig mere beskidt, et bad ville gøre godt! Hun sukkede tungt, og støttede sig op af skrivebordet. #Jeg prøver, Evan det gør jeg virkelig, men det ligger ikke til mig at føje ham som han ønsker,# svarede hun roligt. Hånden lod hun stille glide over den glatte kjole og til det nederste af maven. Det var svært at tro at nogen kunne nyde noget der gjorde så ondt! Det var ikke fordi hun egentlig havde lyst til at høre om Diane, men hun var desperat efter at blive ved med at høre ham snakke, lige nu havde hun brug for at abstrahere fra den forandring hun følte kroppen og sindet gennemgå. #Det lyder som om der igen er en, der er blevet fanget af arbejde?# endte hun og hentydede kraftigt til ham, det ville jo ligne ham!

[Deleted]

Evan havde skam ikke noget imod, at Athena havde valgt at tage kontakt, for han havde jo trods alt bedt hende om at gøre det, så snart det blev nødvendigt. Hun havde følt sig alene, og han kunne så sandelig godt forstå hende, når ens egen far ville vende sin datter ryggen! Han kunne kun forestille sig, at Elanya ville vende sig i graven, om hun vidste noget af det her! For hans del, så var der virkelig ikke noget nyt under solen. Han arbejdede og Diane.. ja, hun brugte vel dagene som hun altid havde brugt dem, nu hvor det ikke ligefrem var træning som han var fanget af? #Jeg er ikke det mindste overrasket. Jeg tør næsten vove at påstå, at jeg kender dig bedre end din egen far,# endte han ganske sigende.
Flasken var noget af det som Evan desværre var blevet frygtelig glad for, det var der ingen tvivl om. Det var nok også noget af det som han havde delt så meget sammen med Jared – for ikke at glemme at han havde smøgen, men det var faktisk vanvittig sjældent at den blev fundet frem. Han skålede for hende, han tog en tår, og han kunne næsten love hende at flasken ville være væk, inden han kom i seng igen, selvom søvnen efterhånden var noget som han lige så godt kunne droppe, for han ville ikke få noget ud af det, af den grund. Valerio var en slange uden lige, og han vidste det jo! Derfor kunne han slet ikke forstå at Jared havde ladet den mand få hans datter, for hun fortjente så meget bedre end det som hun havde fået! #Så lang tid du gør dig dine egne erfaringer med manden, så er det fint, Athena. Jeg beder dig kun om at være forsigtig.. Manden sidder med mere magt end det som han burde, og med en prinsesse, som nægter at tage det fra ham, så bliver det ikke nemt..# Frustrationen kunne han slet ikke skjule i hans tone, for det var virkelig en irritation uden lige for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han kunne jo lige så godt bare vænne sig til, at det var sådan at det var. Hendes spørgsmål fik ham let til at grine, hvor han rystede på hovedet. #Jeg er måske gammel, har set og været mange steder, men jeg ved ikke hvor Valerio har et badeværelse..# svarede han ærligt. Hvorfra skulle han da vide det?
Det var vel ikke fordi at det var nyt, at Evan blev fanget af arbejde? Det var jo faktisk det eneste som han havde, selvom han nu alligevel godt kunne lide, at Diane tog det fra ham i tide og utide og bare bekræftede ham i at han kunne bruges til andet, for det var også sådan noget som han havde brug for. #Jeg er bange for at jeg må erkende mig skyldig.. Du kender mig.. Arbejdet har stort set altid været mit liv,# endte han ganske sigende. Jovist havde hun selv været en stor del af det udelukkende på grund af træning, så nu brugte han det vel egentlig kun som en undskyldning, for at.. finde noget andet at give sig til? #Du gør klogt i ikke at føje ham som du lyster det, Athena.. Han er en farlig mand, så vær forsigtig.#