Secret wedding

[Athena Maloya Mathimæus]

Solen var gået ned og havde for flere timer siden efterladt alt mørkt, hvilket i sig selv indikerede at det var ved at være frygtelig sent, det var trods alt sensommer. Alting var gået så stærkt siden Athena havde sagt farvel til Evan. Selvom det kun var ved at være en uges tid siden, så havde hun aldrig manglet nogle så meget som hun manglede ham, og særligt i øjeblikket. Det var ikke fordi hun selv havde haft særlig meget at sige med henblik på brylluppet. Hun iklædt en smuk silkekjole der smygede sig om hendes slanke krop. Det var ikke fordi det havde været hendes ønske at være hvid brud, men hun havde ikke haft synderlig meget at sige. De blonde lokker, var kunstnerisk bundet op med hvide spænder og et slør. Hun følte sig slet ikke tilpas, jo tættere de var kommet tpå brylluppet jo mere nervøs var hun egentlig blevet. Jared havde allerede fulgt hende op af det yderst lille kirkegulv. Det var for pokker end ikke en kirke men et kontor. Athena havde tvunget diskret smil frem over læberne. Mest af alt havde hun lyst til at bryde ud i gråd, men hun var opsat på at prøve, at få det bedste ud af det, hun tiggede og bad til at Evan ikke ville få ret med henblik på Valerio, og hun havde jo st ham et par gange den forløbne uge, han virkede ikke så slem, han havde faktisk været ret forstående. Selvom hun ikke var meget for dette bryllup, så følte hun sig virkelig smuk. Den glatte silkekjole, prydet af små perler langs siden, passede perfekt! Et sted kunne hun ikke lade være med at spekulere på hvad Evan ville sige hvis han så hende på den måde.. og om han i det hele taget skænkede hende en tanke. På trods af knuden i brystet formåede hun at smile, nu hvor hun stod ved det såkaldte 'alter'.. altså et skrivebord. Der var ikke andre end far og en mand hun ikke kendte og så præsten selvfølgelig. Valerio stod ved hendes side, og hun var sikker på at han kunne føle de nervøse hjerteslag, i det store og det hele var hun slet ikke villig til at gennemfører, men at sige nej foran far.. nej hun kunne ikke få sig selv til det, han ville være så skuffet. Kort lod hun de grønne øjne søge mod sin fars skikkelse. Han var mere stram i betrækket end hans plejede at være, og hun kunne ikke lade værre med at fryde sig lidt ved synet, for hun var virkelig vred på ham, og han var klar over det, hun havde jo gjort som Evan havde bedt hende om og havde stået på bagbenene, men uden held. Buketten af røde og hvide blomster i hendes hånd, var direkte.. grimme.. sammensætningen var slet ikke gennemtænkt.. det var intet af det, det hele virkede så ligegyldigt, som noget der bare skulle overstås, selvom hun virkelig forsøgte at gøre det til noget mindeværdigt. Præsten sprang den lange tale over og vendte sig endelig mod Valerio. ”Så tilspørger jeg dig Valerio Mathimæus, vil du tage kvinden som hos dig står, og elske og ærer hende i medgang og modgang?” Athena så hen på Valerio, og måtte kæmpe imod trangen til at bide sig i læben.. hvor ville hun dog ønske at han ville sige nej, selv det var en ydmygelse som hun i denne situation kunne håndtere!

[Deleted]

Med hænderne godt foldet på ryggen og i sine fineste klæder, så stod Valerio og afventede at Athena skulle komme ham i møde. Han havde set hende et par gange den foregående uge, men ikke var det noget som han tog sig af som sådan, for det var nu bare sådan at det var. Tøsen var ikke ligefrem hans type, så dette var egentlig kun noget som skulle overstås. Forhandlingerne havde foregået med Jared, hvor han alligevel havde indvilget i at skulle tage hende til ægte, selvom.. det var jo ikke hans mage, også selvom det var hårdt for ham selv at erkende, for han havde jo for pokker da mødt hende allerede.
Blikket vendte han varsomt mod sin ene side, som Jared førte hende op ved siden af ham. Måske at det var lille og frygtelig diskret i forhold til hvad der måske var normalt i deres henseende, men ikke var det noget som han tog sig af som sådan, for dette var egentlig kun noget som skulle overstås for hans vedkommende. Efter Fabian og Destinys død, og Hope som nægtede at tage sig af tronen, så var han jo nødt til at stå med det hele, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for ham på nogen måde, for tanken var noget som faktisk kun måtte gøre ham en kende hidsig et sted, for det kunne hun bare ikke være bekendt! Ikke rørte han sig så meget som det mindste, før præsten valgte at tiltale ham, hvilket fangede hans interesse allerede med det samme. Jovist var hun smuk, men det var bare ikke noget som allerede til ham på nogen måde overhovedet. Han forvred ansigtet i en kort grimasse, inden han lod præsten snakke færdigt, også selvom han ikke gjorde noget det første lange stykke tid, for han ønskede egentlig bare at få det her overstået, og det skulle helst være så hurtigt som det nu skulle være dem menneskelig muligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han endte dog med at nikke, ganske fast og bestemt. Aftalerne med Jared var trods alt i hus, og umiddelbart, så var han ikke den type som løb fra en aftale, hvis det var noget som han selvfølgelig ellers kunne blive fri for i den anden ende. ”Ja, det gør jeg,” svarede han med en alligevel utrolig beslutsomhed i stemmen, som bestemt heller ikke var normal for ham. I henhold til hans kære bror, havde det altid været ham som havde været den bløde, også selvom det i den grad havde taget en markant ændring med tiden, også med alt det som var sket for ham igennem den sidste tid. Blikket gled endnu en gang i retningen af Athena ved hans side – ej rørte han ved hende, og ej gjorde han det mindste for at hjælpe hende med de ellers så nervøse hjerteslag som han så tydeligt kunne fornemme i hendes bryst, hvilket faktisk var noget som kun måtte irritere ham yderligere, for det var da da kun en irriterende lyd!

[Athena Maloya Mathimæus]

Valerio havde en flot handling.. han var i det store og det hele en flot mand, den måtte hun om ikke andet give ham, men der var noget i hans blik som hun ikke brød sig om. En kulde der næsten mindede om foragt når han så på hende pludselig. Sådan havde det ikke været den forløbne uge, men måske fordi far havde været meget omkring dem, og hun havde jo også direkte erkendt for Valerio, at hun var nervøs over at skulle giftes.. hun havde jo ikke synderlig mange kvalifikationer som hustru, hun var vant til at slås. Alligevel stod hun her. Badede i faklernes intense skær, i den smukkeste kjole og følte sig i det store og det hele.. smuk, det eneste der havde manglet ville have været en anden med ved sin side. Det irriterede hende lidt at det ligefrem var Evan der plagede hendes tanker i dette øjeblik, for sådan burde det slet ikke være. Måske det var noget som i det store og det hele skulle overstås, men Athena ønskede at gøre det til noget mindeværdigt, de skulle jo leve med det resten af deres dage.. hun skulle vel og mærke, han var jo.. udødelig. Athena vidste at han følte det ubehag hun sad inde med, selvom kjolen var løs, følte hun næsten at luften var direkte kvælende, og det var hårdt at blive ved med at smile, når ingen rigtigt gav hende noget som helst at smile af. Jo længere tid der gik jo mere mistede hun modet. Det beslutsomme ja, fik for alvor hjertet til at synke i knæet. Hun tog en dyb indånding selvom hun forsøgte at skjule det for omgivelserne, far skulle ikke have lov til at se det, hun vidste at turen snart kom til hende. De grønne øjne låste hun på præstens skikkelse frem for at se på Valerio. Han havde allerede vendt sig mod hende. ”Så tilspørger jeg dig, Athena Maloya Imaricha, tager du manden som hos dig står, og elske og ærer ham i medgang og modgang?” Athena vidste godt at det var den virkelig korte version, det var allerede tydeligt at Valerio var fuldkommen ligeglad. Farven blussede i de ellers blege kinder, det var frygtelig fristende at sige nej, hvilket hendes tøven allerede fortalte. Hun så hen på far, der stirrede på hende med et intenst blik. Athena nikkede roligt. ”Ja, det gør jeg,” endte hun lidt dæmpet, også selvom præsenten tydeligvis havde hørt det. Det var ikke fordi hun havde skrevet nogle løfter, de stod alt sammen skrevet i deres ægtepagt. Den fremmede mand ved siden af far kom listende med ringene, der lå på en næsten for fornem pude. Der var intet at dette som sagde hende noget som helst, det var jo.. direkte upersonligt. ”Tag ringene derpå, og afgiv jeres løfter. Du først,” han gjorde gestus mod Valerio. Athena fik en lille klump i halsen.. det var ikke fordi hun havde forberedt nogle løfter, så hun måtte vel.. improvisere? Det kunne hun godt! Hendes hjerte begyndte for alvor at hamre som en sindssyg, dem havde hun vitterligt ikke skænket en tanke, det var næsten pinligt! Et kort øjeblik overvejede hun at søge Evans råd, men nej, det var ikke hans kamp.

[Deleted]

Valerio lagde måske ikke synderlig meget i dette, men han havde trods alt heller aldrig været til ægteskaber generelt, for det havde der aldrig været nogen grund til. Hans lod i livet, og hans plads var bag et skrivebord, med skrivearbejde og intet andet, og det var den tanke som han havde slået sig til tåls med, for det var sådan at det altid havde været. Athena var frygtelig ung, burde slet ikke være tvunget ud i noget som dette, men hvis det var hvad hendes far ønskede af hende, så skulle han bestemt ikke stå i vejen, også selvom det ikke ligefrem var fordi at Jared kunne gøre ham det mindste, for der var jo ikke rigtigt noget.. levende sind at søge ind i ved ham. Han vendte blikket sigende mod hende, som det nu måtte være hendes tur til at afgive svar, også selvom han kunne mærke at hun tøvede. Sådan som hendes hjerte måtte hamre mod hendes bryst, så var det tydeligt, at det slet ikke var en situation som hun brød sig om på nogen måde, selvom det ikke ligefrem var noget som han tog sig af. Hun måtte bare finde sig i at det var sådan at det nu måtte være for deres vedkommende!
At svaret langt om længe måtte komme, og at det nu var tid til ringene og løfterne, fik Valerio til at vende sig mod hende. Tanken om at skulle ægte en Maloya, var ikke ligefrem en tanke som han bifaldt, men hvad pokker.. det kunne vel ikke blive så slemt igen, kunne det? Han tog let omkring hendes varme hånd med sin egen kolde, og lod blikket søge direkte til hendes mine. Hans var direkte intetsigende, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget nyt for hans del. Han endte med at nikke, næsten som han selv skulle til at koncentrere sig dybere om tingene som de måtte stå nu. Han sukkede – næsten.. opgivende? ”Jeg skal nok gøre det her kort,” endte han ganske sigende. Langt det meste stod i ægteskabspagten, så der var ikke nogen grund til at gentage hvad der allerede stod i den, i hans øjne om ikke andet, men det var nu alligevel noget som han bare ville have overstået. ”Jeg lover at gøre hvad jeg kan for at holde dig sikker, Athena.. Jeg vil gøre mit for at opfylde dine behov og dine betingelser, så sandt at det ikke kommer på tværs af mine egne,” begyndte han med et stille smil på læben. Han vendte blikket sigende mod hendes øjne. ”Ved mig kan du være tryg.. Jeg skal i hvert fald gøre det så godt, som jeg nu kan,” forsikrede han hende og med et sigende blik. Han tog ringen – med sit eget navn indgraveret og lod den roligt glide på hendes finger – den sad jo særdeles perfekt! Han betragtede hende med en rolig mine, ej et smil, ej noget som helst, for det var jo ikke ligefrem fordi at man kunne kalde dette for en glædens stund.

[Athena Maloya Mathimæus]

Der var virkelig intet i dette bryllup, og selvom Athena ikke havde forventet den helt store romantik, så havde hun nok forventet noget lidt mere.. glædeligt. Der var intet hun kunne glæde sig over ved dette! Selv for hende var det blevet umuligt at klistre et smil på sine læber. Mest af alt havde hun lyst til at bryde ud i gråd, men sådan var arrangerede ægteskaber vel altid? Først nu gik det op for hende, hvad hun egentlig gav afkald på. Hun burde stå her med en mand som ville se på hende med lykke malet i blikket, hun burde ikke stå og klistre et smil på sine læber, som plaster på såret, det var alt sammen forkert. Det var fristende at lade blikket glide omkring i det tomme lokale, men hun forsøgte vel og mærke at holde fokus mod præsten, hendes hjerte arbejdede virkelig på højtryk, for at finde nogle ord til at beskrive de løfter hun selv sad inde med. Kort så hun ned af sig selv og den smukke kjole, hun følte sig som en gudinde, let som en fjer, men der var ikke rigtigt nogle til at bekræfte det. Det tunge suk tvang hende lidt tilbage til virkeligheden og de grønne øjne tilbage i det kolde og intetsigende blik. Igen tvang hun smilet frem også selvom det mere mindede om et ret dårligt forsøg. I det store og det hele så lød han frygtelig troværdig, men det var jo netop det som Evan havde advaret hende mod. Hun nikkede stille til ham, velvidende om at det igen var ved at være hendes tur. Følelsen af hans kolde hånd havde nær fået hende til at trække hånden til sig i ren og skær overraskelse, hun var ikke vant til det kolde og døde, tværtimod, hun var vant til det intense og svedige. Ringen var virkelig tung på hendes finger. Det føltes forkert. Hun endte med at tage den sidste der lå på puden, og tvang sig selv til at fastholde hans blik, og sank en klump. ”Jeg lover dig at jeg skal gøre mit bedste for at være en hustru som behager dig, en hustru som du kan være stolt af. Jeg skal gøre mit for at lette din hverdag, og opfylde mine pligter både som kvinde og som hustru,” endte hun roligt, også selvom der ikke rigtigt kunne herske nogen tvivl om at det var improviseret. Hun mente dog ordene, hun forsøgte om ikke andet at få det bedste ud af det! Roligt lod hun ringen med sit eget navn indgraveret, glide på hans ringefinger. Præsten nikkede roligt roligt mod dem ”Så er erklære jeg jer hermed for rette ægtefolk at være. Du må nu kysse bruden.” endte præsten sigende, han virkede næsten ligeså irriteret som Valerio gjorde, Athena følte sig allerede lidt.. forkert? Tanken om at skulle så tæt på Valerio formåede direkte at gøre hende urolig. Et kys var overskridende, så turd ehun slet ikke tænke på hvad natten skulle bringe. #Jeg ville ønske at du var her,# endte hun uden at tænke videre over det, med at fører til Evan, på trods afstanden mellem dem var stor. Det sitrede helt ud i fingerspidserne, hun havde virkelig lyst til at trække sig, men i det store og det hele var det allerede for sent, der var ingen vej tilbage-

[Deleted]

Valerio var slet ikke med hjertet i dette henseende, men et sted.. hvis det var noget som kunne få ham til at glemme den forbandede kvinde til Malena for bare en stund, så var det i den grad også det hele værd, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han betragtede hende med en direkte intetsigende mine. Hendes usikkerhed hvad dette angik, var slet ikke noget som han tog sig af på nogen måde, for det var der så sandelig ikke nogen grund til. Hun var en kvinde som for alvor var i færd med at træde ind i de voksne rækker, så det var selvfølgelig noget som hun måtte tage sig af på egen hånd, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket forblev direkte fast i hans ansigt, også som han selv kom med sine løfter. Han kunne være frygtelig troværdig hvis det var det som han ville, og det var jo ikke engang fordi at man kunne sige, at kvinder havde sagt ham noget som sådan – før han havde mødt den forbandede nymfe om ikke andet, og som det stod lige nu, så var det ikke noget som han bare kunne slippe igen. Hun befandt sig i hans tanker, uden at han egentlig kunne få hende ud igen!
Hans hånd var kold i forhold til hendes, selvom det nu heller ikke var noget som rørte Valerio på nogen måde, for det var efterhånden bare en tanke som hun lige så godt kunne vænne sig til. Han betragtede hende med en sigende mine. Det kunne godt være at det hele var arrangeret, men af den grund, så skulle brylluppet forløbe rigtigt, og deraf kom løfterne så sandelig også ind i det! Hendes løfter lød nu temmelig improviseret, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han sagde noget til. Han lod hovedet søge let på sned, hvor det lette smil bredte sig på hans læber. ”Godt ord igen,” endte han sigende, som præsten endelig gav dem lov til at trække den til den endelige ende af det forbandede ritual. Selv ønskede han det bare overstået, og det var bestemt heller ikke noget som kunne gå hurtigt nok! At hun befandt sig på grådens rand, kunne han godt fornemme på hende.. det hele hvilede i hendes kropssprog, og der var hun i sig selv, utrolig tydelig. Hånden hævede han og lod den vandre langs hendes varme kind. Hun var hans nu, og det var bestemt ikke noget som han havde lyst til at lade sig gå forbi, hvis han ellers kunne blive fri for det! ”Min.. elskede hustru..” endte han sigende, som han lagde hånden bag hendes hoved, så han kunne holde hende solidt på plads. Tungen strøg han let over sine spidse tænder, inden han let blottede dem. Normalt i hans verden, blev et ægteskab forseglet på en lidt anden måde end de.. levende ville gøre det, selvom han nu ikke regnede med at Jared lod ham gøre det. Han trak hende tæt ind mod sig, idet han lænede sig mod hende, kun for at skænke hendes læber et let, dog.. intenst kys.

[Athena Maloya Mathimæus]

Der var ingen af dem som havde hjerte med i dette, Athena kunne jo næsten fornemme hvor meget han foragtede idéen, selvom han var direkte intetsigende i sit kropssprog. Alligevel måtte hun erkende, at han slet ikke virkede så hård som Evan havde beskrevet ham sådan. Måske det ikke var romantisk, måske det slet ikke levede op til de naive prinsessedrømme hun sad inde med, men det var heller ikke.. direkte smertefuldt eller noget som helst. Hun var nu for alvor trådt ind i de voksnes rækker, tvunget til at tage ansvar ikke blot for sig selv, men nu også for sit ægteskab, også selvom hun fandt tanken direkte skræmmende, det var kommet frygtelig pludseligt. Hun nægtede at se på sin far, hun ville ikke se hans selvtilfredse smil. Athena var stadig ung og slet ikke så god til at tale, at hun formåede at skjule de improviserede ord, ikke i forhold til ham vel og mærke, men om ikke andet var han da blevet givet nogle, og endda ærlige, for hun agtede at gøre sit bedste for at være en hustru han stolt ville vise frem. Mænd var ikke rigtigt noget der faldt i hendes interesse, det sagde vel lidt at det sensuelle endnu ikke var blevet udløst? Hun havde endnu ikke direkte behov for at være en mand tæt, men det ville nok ændre sig efter i aften, om hun brød sig om tanken eller ej. Så vidt hun huskede var et ægteskab ikke fuldbyrdet uden? Hun ville aldrig vænne sig til at han var så kold, hun ville aldrig vænne sig til den intetsigende mimik, han gav hende jo.. intet! Ved Evan kunne hun om ikke andet se hvornår han var glad, og hvornår han var sur! Roligt blev Athena stående på stedet, og ventede næsten på at Valerio kom til hende. At hendes kropssprog afslørede at hun var på grådens rand, var nu slet ikke noget hun skænkede en tanke. Hans ord fik det til at løbe hende direkte koldt ned af ryggen, en smule modvilligt lod hun sig trykke ind til ham, hvor hånden næsten automatisk lagde sig mod hans overarm. Læberne lod hun møde hans, gengældte det intense kys der næsten var.. overvældende, hun var jo faktisk aldrig blevet kysset før. Et kort øjeblik tog hun sig selv i at se Evan for sig igen, men hun tvang det væk. Den kølige hånd fik hende kort til at skælve. Hun var hans, og hun vidste at.. det næsten ville være svært at undgå, at han i det hele taget skulle markere hende, det lå vel naturligt? For ham var hun vel mere en genstand? Det værste var næsten at kysset faktisk formåede at skabe en hvis varme i hende. Hun trak sig langsomt, og tvang sig selv til at skænke ham et stille smil. ”Min gode mand,” medgav hun roligt. Hun så over på far. Han stod og så ned i jorden tydeligt utilfreds, hvilket hun glædede sig over. I sit stille sind modtog hun lykønskningen fra ham, og ignorerede den direkte. Hun fik ikke ud fra at der skulle stå nogen fest eller noget som helst, det var jo faktisk ved at være sent. Uden helt at vide hvor hun nu skulle gøre af sig selv, blev hun stående, og så næsten lidt afventende på Valerio, hun kunne trods alt ikke blot gå uden ham... uanset hvor fristende det end måtte være.

[Deleted]

Valerio gik faktisk op i, at selvom det var arrangeret og så falsk som noget overhovedet kunne være, så var det vigtigt, at det alligevel foregik rigtigt, og det var vel også hvad det gjorde? Med præst, vielse, løfter og kysset til sidst, hvilket folk selvfølgelig bare måtte leve med! Deriblandt Jared! Hans intense øjne hvilede på hendes skikkelse. Ja, et kys for ham i hans verden, var faktisk forkert, men ikke var det noget som han sagde åbent, for han skulle nok få det som han ville det – det fik han altid, og specielt nu hvor hans bror ikke længere var iblandt dem, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han holdt roligt omkring hendes hånd, også nu hvor kysset endelig var overstået. Han var på ingen måder synderlig begejstret for at komme hende så tæt på, men han sagde ikke noget til det. Desuden var det jo hendes menneskelige behov såvel som hans dyriske som han så de alt for mange fordele i, og det var også det som havde fået ham til at takke ja for det hele i udgangspunktet.
Svagt bredte et smil sig på Valerios læber, som han roligt vendte blikket i retningen af Jared. Hvorfor den mand var så fuldkommen stiv i minen, havde han ikke nogen anelse om, men dog, så var det slet ikke noget som rørte ham på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede nu mod sin svigerfar, også selvom det nu alligevel ikke var noget som han tog sig af. Han nikkede mod ham. ”… Svigerfar,” begyndte han ganske sigende, som han lod armen roligt og varsomt glide omkring hendes skikkelse, kun for at holde hende tæt ind mod sig – med andre ord, så gjorde han vel også krav på hende? Han lod hovedet søge let på sned, også selvom han ikke slap manden med blikket. Han kunne vel godt forestille sig, hvad der skulle ske nu? På en bryllupsnat? I hans øjne, så var det noget som sagde det hele, og så behøvede manden så sandelig heller ikke at stå og lytte til det! ”Jeg skal nok tage mig.. kærligt af Deres datter..” Han vendte blikket ganske sigende mod hende og med et kækt smil på læben. Han var den rolige af Mathimæus-brødrene, og det var ham som nu stod med ansvaret for et helt land? Ja, hvis han havde været den samme mand som han havde været dengang, så havde hans bror været stolt! Selvom det nu ikke var sådan mere – heldigvis? ”Kom, Athena..” endte han ganske kortfatte og med en ganske sigende mine, som han roligt trykkede hende tæt ind mod sig endnu en gang. Hun var hans nu, også selvom hun ikke var hans mage, så var han dog alligevel frygtelig opmærksom på at lade hende vide det! Varsomt førte han hende med sig ud af rummet, kun for at føre hende med sig videre mod hans egne gemakker – det lille som han var blevet tildelt om ikke andet.

[Athena Maloya Mathimæus]

Arrangeret eller ej, så skulle brylluppet være rigtigt, hvilket Athena godt kunne mærke, alligevel så havde hun aldrig været med til noget mere falsk! På trods af at kysset vækkede noget i hende, så skræmte det hende på samme tid, følelsen af at blive.. markeret på en eller anden måde føltes frygtelig forkert. Det var tydeligt at far så meget stram ud, og et sted så kunne hun virkelig ikke lade værre med at fryde sig, for hvad havde han regnet med? Og hvis han synes dette var slemt, så vidste hun at han nødig ville tænke på hvad der skulle foregå ganske snart, også selvom hun.. ikke selv var særlig meget for tanken om at skulle ham så tæt, det var jo ikke et problem for hende, at det sensuelle endnu ikke var vækket. Kysset brød hun lidt for velvilligt, og gav slap på ham, selvom Valerio ikke gjorde det samme. Athena vendte sig selv mod sin kære far, der stirrede på Valerio med intense øjne. Hun nejede selv roligt for ham. ”..Far,” hilste hun med en direkte spids tone, der ikke lagde skjul på den foragt hun følte for ham i øjeblikket. Armen omkring hende fik hendes hjerte til at hamre med usikre slag mod sit bryst, hun følte jo at han til dels gjorde krav på hende, velvidende om at hun nu var hans. Lidt påtvunget lænede hun sig en smule ind til ham, også for at spille yderligere på den overfor far, hun håbede virkelig at dette ville plage hans søvn, og hjemsøge ham i dagdrømmene! Læberne lod hun skiltes i et bredt smil, ved hans ord, også for at tørrer den ekstra meget ud i hans ansigtet. Nu hvor hun kunne se det havde virkning, så kunne hun godt vende det lidt til sin fordel. Lidt forsigtigt hævede hun hånden og lod den glide mod Valerios bryst. Det var ikke fordi Athena havde lyst til at følge ham, hun så Jared i øjnene for flere sekunder, før hun roligt lod armen falde og fulgte Valerio ud. Hun kendte ikke Neutranium særlig vel, derfor valgte hun blot at følge ham, og ledte efter ord. De var trods alt et ægtepar, så de kunne vel finde noget at snakke om? ”Du må vise mig rundt på slottet en dag. Det virker enormt,” endte hun stilfærdigt, også i forsøget på at tale med ham.. om et eller andet. Hun strøg en blond lok bort fra ansigtet. Det var ikke fordi hun forventede noget stort eller luksuriøst når det kom til gemakkerne, hun kunne bare håbe på at det alligevel havde en vis hygge over sig, hun var trods alt ret glad for levende lys, og varme farver. Tanken om at han ejede hende var en hun i det hele taget nægtede at tænke, for det var bestemt ikke sådan hun så på det! Allerede i sit stille sind svor hun at han ikke ville få lov til at sætte tænderne i hende! De grønne øjne stirrede lidt tomt frem for sig, Athena ønskede virkelig at gøre sit bedste, men hun var frygtelig usikker, det hele var nyt og overvældende. Hvad hun ikke ville gøre for bare at høre Evan råbe af hende én gang, bare for at føle noget lidt velkendt. Hun håbede virkelig at han havde tænkt sig at plage far med det, såvel som hun selv havde, for dette var bare ikke okay!

[Deleted]

Brylluppet var ved at gå mod sin ende, selvom det bestemt ikke var noget som Valerio havde noget imod. Det var på ingen måder hans mage, så selv i hans øjne, så var det her så sygeligt forkert, som noget overhovedet kunne blive! Konstant måtte hans egne tanker gå direkte til Malena – den kvinde som havde stukket ham ned, hvis mærke i hans hals, endnu ikke var helt væk. Sådanne mærker tog faktisk tid for en som ham at lade gå i sig selv, også fordi at han havde lovet Destiny ikke at nære sig på menneskeligt, andet end når han gik på jagtmarkerne i Dvasias, så han var endt med at holde op i stedet for, for et tog ham for lang tid at komme frem og tilbage. Jared var direkte stiv i minen, var slet ikke noget som han kunne eller ville tage sig af, for det var ikke noget som han fik noget ud af. Desuden gjorde han kun hvad en vielse krævede af ham, og hvis Jared ikke kunne tåle at se det, så var det måske ikke ham som skulle stå og overvære det? Hånden som gled mod hans bryst, reagerede han ikke synderligt på, for han var iskold overfor den slags, også fordi at denne handling slet ikke var noget som han havde sit hjerte med i på nogen måde, for.. hvorfor skulle han? Det var en intern aftale mellem ham og en skide dæmon, også selvom han aldrig som sådan havde forstået sig på Jareds valg i udgangspunktet, men han måtte vel have det fint med det?
Valerio førte roligt Athena med sig ud af salen og direkte ned mod hans gemakker. I forhold til hvad så mange andre havde fået et fint og prægtigt, så var hans mørkt, dunkelt, men alligevel med nogle fine og varmere farver end det som man sikkert ville forvente af en som ham. Værelset var halvstort, med en okay stor seng med mørke lagner, mørkt sengetøj og en god stor dyne som de sagtens kunne ligge under begge to. Blikket vendte han sigende mod hende ved hendes ord. Hun ønskede en rundvisning? Det kunne han vel godt give hende, hvis han engang fik tiden til det? Desuden var han jo nødt til at spille lidt på forholdet og ægteskabet, også fordi at han var temmelig sikker på at Jared nok skulle holde lidt øje med ham det første lange stykke tid, for alt andet ville faktisk forundre ham, når det kom til en far som lige havde skænket ham hans datter, så alt andet ville klart forundre ham? ”Det kan jeg sikkert få arrangeret,” svarede han ganske kortfattet. Ikke for at lægge det videre op til en samtale eller noget som helst. Lige nu var det de kødelige lyster som skulle stilles, og det var med alt hvad det indebar – både for ham, men i den grad også for hende, selvom det selvfølgelig var hans egne behov som han måtte sætte først. Lidt egoistisk havde man vel lov til at være? Han åbnede sin dør for hende. ”Velkommen hjem,” tilføjede han med et sigende smil på læben.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det værste var vel overstået nu? Ceremonien var gået mod sin ende, hun havde afgivet sit ja, improviseret løfter, og endnu været tvunget til at skænke ham det kys, hvor meget værre kunne det egentlig blive? Evan havde jo sagt at der var gået mange år før ham og Diane havde lært at leve med det hele, så måske hun bare måtte ruste sig lidt med tålmodighed? Hvad angik far så ville hun slet ikke tænke på ham, men hun håbede virkelig at han hadede sig selv for at have tvunget hende ind i dette, noget som hun slet ikke havde hjertet med i, det var en helt anden verden, som hun allerede havde følt. Med pinlig tavshed fulgte hun Valerio ned af de lange gange, hun havde allerede glemt hvor de havde gået og ikke gået. Det var tydeligt at han ikke var en særlig snaksaglig mand, det var hun efterhånden vant til, der var trods alt kun Evan når det endelig var, men han kunne også rable af sig når han først kom i gang. Athena tog sig selv i at trække lidt på smilebåndet ved tanken. Evan kunne ikke hjælpe hende meget mere end han allerede havde gjort, men hvor ville hun gøre meget for at høre hans stemme. Roligt lod hun sig fører med til den hyggelige lille gemak. Der var ganske vidst frygtelig mørkt, hvilket hun ikke var vant til, men hun havde trods alt giftet sig med en vampyr så det overraskede hende ikke. Foruden faklerne var der ikke nogle levende lys, hvilket næsten ærgrede hende lidt, også fordi.. hun ville vel gerne finde bare en smule romantik. De grønne øjne gled omkring, og selvom hun ikke det som et hjem endnu, så virkede det ikke så slemt. Forsigtigt tog hun et skridt ind i det alligevel halvstore lokale. ”Tak. Det er da ikke.. så slemt,” endte hun stilfærdigt, mere til sig selv end til ham. De slanke fingrer lod hun roligt danse hen over sengegavlen. Der var frygtelig enkelt, slet ikke som sit værelse i både Marvalo Mansion men også det hun havde hos Evan og Diane, som havde været fyldt med diverse nipsting, lige der lignede hun sin mor, der ville hun gerne erkende. Athena vendte elegant rundt, så hun atter stod med fronten til Valerio, og med et stille smil på læben. Et sted håbede hunvel at han var for træt eller for travl til overhovedet at vække de lyster i hende, hun havde klaret sig så godt til nu. ”Jeg er sikker på at jeg kan finde mig til rette her,” endte hun sandfærdigt. Det var ikke nær så slem som hun havde regnet med, men det havde uden tvivl brug for en kærlig kvindes hånd. Selvom hun var vred og bitter, så virkede det ikke endnu nær så slemt som Evan havde formået at fremstille det. ”Laver du arbejdet her, eller har du et andet kontor?” spurgte hun igen lidt nysgerrigt og betragtede skrivebordet der stod lidt længere borte. Værelset så jo næsten ubrugt ud. Et sted så blev hun også ved at stille spørgsmål for at trække det uundgåelige ud, det var vel forsøget værd? Lidt havde hun om ikke andet fra sin kære mor, hun ville vende sig i graven hvis hun vidste dette, det var hun ikke i tvivl om!

[Deleted]

Valerio vidste godt, at værelset næsten kunne se.. ubrugt ud, men det var skam også sjældent at han i det hele taget var der, for han havde jo ikke nogen grund. Han lavede arbejdet, og nu hvor Fabian og Destiny var gået i døden, så havde han jo ikke rigtigt andet valg, for arbejdet skulle jo trods alt laves, og han stod alene med det, så han var faktisk en umådelig stresset mand, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, som han roligt førte hende med ned til hans gemak. Måske ikke så stort og prægtigt af hvad man nu skulle forestille sig af en kongelig rådgiver, men han havde det nu ganske fint med det, også fordi at han faktisk var der så sjældent i forvejen, så han havde bestemt heller ikke brug for så meget plads, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Farverne var dunkle og de var mørke, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Det var efterhånden bare noget som hun måtte vænne sig til, nu hvor hun var gift med en.. mand af mørket, som i den grad også var frygtelig stolt af det – ingen tvivl om det!
”Godt du kan lide det.. Du skal jo trods alt bo i det..” Hænderne foldede han roligt over ryggen, som han selv søgte indenfor, og med blikket direkte intenst hvilende på hendes skikkelse. At hun så fortsatte med at åbne munden, var et sted en tanke som irriterede ham, for kunne hun ikke bare tie stille, og så opfylde de løfter som hun lige havde skænket ham? Det andet var faktisk ved at være temmelig irriterende i hans øjne, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Blikket gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang, som han let kneb øjnene sammen. ”Udmærket, udmærket..” Endnu en gang forsøgte han måske at cutte hende af, men han var en mand som var vant til at have fred og ro, og det var bare ikke noget som hun ville give ham, hvilket i den grad også var ham en irritation uden lige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han stillede sig med fronten til hendes, hvor han roligt lod de kolde hænder søge direkte mod hendes skuldre. Hans øjne fik et pludselig yderst dyrisk skær, også selvom det nu ikke var noget som han sagde noget til som sådan. Han himlede med øjnene. ”Jeg har mit kontor nede i kældrene, hvor arbejdet foregår.. Kan du ikke bare tie stille for bare et øjeblik? Det andet driver mig til vanvid..” mumlede han ganske kortfattet, inden han roligt puffede hende i retningen af sengen. Bryllupsnatten stod for tur, og selvfølgelig var det noget som skulle arrangeres ligesom alle andres, ingen tvivl om det, og så var han ganske enkelt bedøvende ligeglad med om det var noget som hun ville det eller ej, for her var det i den grad ham som bestemte!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde snakket med Valerio den foregående uge, hun vidste at han var en travl mand efter kongeparret var gået bort, og til nu havde han været meget åben for at fortælle hende om det han lavede, det gjorde hende nysgerrig, også selvom hun vidste at det ikke var alle der var ligeså gode til at håndtere det som Diane og Evan for eksempel, til tider kunne hun virkelig være en plage. Når det var sagt så kunne hun faktisk godt lide gemakken, ja det havde ganske vidst sine fejl og mangler, men det skulle hun nok få styr på, nu havde hun trods alt også lidt at sige når det kom til indretning. Sengen så behagelig ud, den måtte hun give ham. Pludselig slog det hende hvor udmattet hun egentlig var, oven på alle de forberedelser og alt for mange tanker, og nu havde hun ikke længere nogle at dele det med. Hun nikkede roligt og foldede hænderne høfligt foran sig, nu skulle hun trods alt til at være en kvinde.. hvad det end måtte bringe med sig. ”Det trænger til en kvindelig hånd, men jo det er slet ikke så ringe,” erkendte hun med et næsten.. varmt smil, også selvom han stadig ikke gav hende nogen form for mimik. Sur, glad, lysten, det var for pokker alt sammen det samme, hun kunne ikke læse ham og det var direkte frustrerende.
Ligesom sin mor så havde hun en tendens til at plapre når hun blev nervøs, og tanken om bryllupsnatten gjorde hende nervøs, som den ville gøre med enhver anden ung kvinde, og hun kunne vel om ikke andet forsøge at få ham på lidt andre tanker? Det gjorde det dog ikke meget bedre, at han forsøgte at cutte hende af. Et næsten lydløst suk forlod hendes læber, mens hun stadig så sig omkring efter ting at kommentere. Kontakten med de iskolde hænder, fik det til at løbe hende lidt koldt ned af ryggen. Det dyriske glimt i hans øjne, skræmte hende, men kun hjertet afslørede hende, for den slags havde hun lært at skærme for i sit blik. ”Undskyld.. jeg prøver bare at.. lærer dig lidt bedre at kende, mens jeg har muligheden,” endte hun frygtelig dæmpet. Hun blev puffet direkte ned i sengen og ned i de bløde lagener. Den var ligeså god at ligge i som den så ud, men hun kunne ikke rigtigt forholde sig til det lige nu. Lidt tøvende klatrede Athena en smule mere op i sengen, og satte sig lidt op. Det ville være direkte dumt at bede ham om at være forsigtig, men hun følte lidt at hun stod med lukkede øjne og bare ventede på et slag, det var ligeså nervepirrende.”Vi kunne.. tænde lidt lys?” foreslog hun næsten desperat efter at distrahere ham lidt. Et sted burde de vel bare få det overstået? Også fordi hun faktisk var ved at være ret træt. Roligt løsnede hun de små spænder, og sløret, og lod de blonde lokker glide om sine skuldre i de varme krøller. Igen følte hun næsten for at bede Evan om hjælp, som han havde bedt hende om, men nej man lå som man havde redt, og dette var noget hun bare måtte overkomme. Smilet antog mere nervøse folder. ”..” hun åbnede munden blot for at lukke den igen, også fordi hun nødig ville irritere ham mere end nødvendigt, nu gik det langsomt op for hende, hvad Evan havde ment!

[Deleted]

Valerios liv gik op i arbejde, nu hvor kongeparret måtte være væk, og selvfølgelig var det en irriterende tanke, men han levede med det. Det var jo ikke fordi at rådgiverjobbet var nyt for ham, desuden var det faktisk noget som han godt kunne lide. Han vendte blikket direkte mod hende. Han kunne se frygtelig meget af Elanya i hende, hvilket var noget som direkte gav ham kvalme.. Hvad pokker var det han havde givet sig hen til!? Lige nu var det jo selvfølgelig bare en tanke som han måtte leve med, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det som sådan, men det var nu bare sådan at det var. En kvindelig hånd måske..? Ja, det kunne jo være, at det ville gøre bare lidt, selvom det nu ikke var noget som han ville blande sig i. ”I så fald, så ved du jo hvad du skal lave, når jeg er på arbejde.. Så får du da lidt at beskæftige dig med,” endte han ganske sigende. At hun var sådan en som virkelig kunne kævle, var så småt ved at gå op for ham, hvilket var irriterende! Han var en mand som var vant til ro, og nu hvor han var blevet gift med en sluddertante, så var det tydeligt, at der var meget som han måtte tage fat i!
Valerio var et sted direkte forundret over, hvor meget hun kunne snakke, for det var bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. Han forsøgte at cutte hende af, også selvom det ikke altid var lige nemt, for hun fandt da bare noget nyt at snakke om! Han vendte de dyriske næsten røde øjne mod hende, som hænderne gled direkte mod hendes skuldre. ”Du har et helt liv til at lære mig at kende, Athena, så giv mig i det mindste bare en aften med ro og fred og gør hvad du lige har lovet mig; At leve op til kravene og forventningerne af en hustru,” endte han ganske kortfattet. Han var på ingen måder en mild mand, og specielt ikke nu hvor han faktisk var kendt med hvem hans mage måtte være, selvom det ikke var en som han regnede med, at han nogensinde ville finde igen, eller finde ud af det sammen med, hvilket var grunden til en buldrende frustration i hans indre, for det var bestemt ikke fordi at det var nemt for ham på nogen måde overhovedet! At hun ville tænde noget lys, fik ham til at slippe et opgivende suk. Hvis det var noget som kunne få hende til at falde til ro, så skulle hun da være hjertelig velkommen, det var der ingen tvivl om. ”Hvis jeg får ro bagefter, så fint.. Find du dine lys og få dem tændt..” mumlede han en kende spidst, som han selv rullede om på ryggen i sengen. Blød var den, for lige der var han faktisk en mand som satte sine krav, og dem havde han skam også fået indfriet, hvilket han selvfølgelig var frygtelig glad med, det var der ingen tvivl om. Han vendte blikket direkte mod hende. Allerede nu var han ved at blive temmelig irriteret, og det var i den grad alt sammen hendes skyld!

[Athena Maloya Mathimæus]

Tanken om Valerio arbejde meget, var faktisk noget som lettede Athena, det betød vel at hun ikke rigtigt skulle være i hans nærhed, foruden når de faktisk skulle sove, eller opfylde de ægteskabelige pligter, hvilket hun nok skulle sørge for ville blive så sjældent så muligt, hellere udstå den såkaldte smerte det skulle give at sulte. Hvad hun skulle få dagene til at gå med var ikke til at sige, hun ville jo gerne hjælpe til med de opgaver han nu engang havde pådraget sig, men hun tvivlede på at han ville lade en ung kvinde som hende hjælpe, han virkede i hvert fald ikke som typen på det, og det irriterede hende, for hun havde trænet alt for meget til at sidde fast i rollen som et trofæ! Det lettede hende at han i det mindste var åben for lidt forandring, hun kunne nok godt hygge sig lidt med at rokere lidt rundt, og få fikset lidt nips, Manjarno var trods alt kendt for sit store marked. ”Det er sandt. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af om Manjarnos marked er ligeså stort og bredt som jeg har hørt folk sige,” svarede hun med det stille smil. Der kunne vel ikke herske tvivl om at hun var frygtelig nysgerrig af sig generelt? Måske hun kunne være hård, og hun var i den grad udholden, men hun var samtidig ligeså følelsespræget som sin mor, hvilket kun gjorde det langt sværere at leve med en mand der ikke havde nogle former for udtryk. Athena kunne godt mærke at han var irriteret på hende, men lige nu var hun faktisk ligeglad, hun var jo bare.. nervøs, ikke mindst fordi hun slet ikke havde behov for at fuldfører brylluppet på den måde. Alligevel endte hun dog blot med at nikke med lidt undskyldende. ”Selvfølgelig. Jeg beklager, Valerio. Giv mig et øjeblik, så skal jeg være der,” bad hun stille, og rejste sig. Sløret og spænderne holdt hun stadig i sin hånd, hun lagde det på skrivebordet der stod ikke langt fra sengen, mens hun selv lod ham ligge sig. ”Jeg skal nok gøre det hurtigt,” mumlede hun lidt utilfredst. Hun tøvede dog alligevel lidt, selvom hun fandt lysene frem og tændte dem med den ene fakkel der brændte, blot for at skabe en smule hjemmelig hygge, og en snert af romantik. Hun satte et par stykker på skrivebordet, og et enkelt på sengebordet, og lod langsomt det varme skær ligge sig over lokalet, før hun igen strøg mod sengen med lidt tøvende skridt. Langsomt gled hun ned på sengekanten, og lagde sig meget forsigtigt ned ved hans side, hvilket var frygtelig akavet! Athena lagde sig på siden og lod fingerspidserne stryge lidt forsigtigt mod hans side. Det var uundgåeligt, så hun kunne ligeså godt få det overstået. Hendes hjerte hamrede ås hurtigt at hun næsten var overbevist om at det forsøgte at hoppe ud af brystet på hende. ”Okay jeg er klar. Jeg.. bare hver lidt.. forsigtig,” endte hun næsten med en opgivende tone, for hun gik ikke ligefrem ud fra at det var hans forté. Hvad pokker hun selv skulle gøre, havde hun faktisk ingen anelse om, ej heller selvom hun var en sensuel dæmon. Hun ville bare ikke gøre ham mere irriteret, det ville slet ikke gøre gavn.