Training or kick-ass..?

[Deleted]

Evan var på ingen måder begejstret for Jareds valg af mand til hans datter, også fordi at han for pokker da vidste hvad manden stod bag, også selvom han var endt med at blive kongelig rådgiver i landet, så var det slet ikke noget som forandrede sig for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han nikkede ganske sigende mod hende, som hun medstemte til at gå i seng, for hun ville i den grad få brug for den søvn, og det var bestemt ikke fordi at han selv regnede med at gå søvn, men det var nu alligevel underordnet. ”Sov godt,” endte han ganske sigende, inden han roligt søgte ind i huset selv, kun for at søge til soveværelset. Diane var allerede gået i seng, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han sagde noget til. Han trak svagt på smilebåndet, som han roligt fik sit eget tøj af og roligt krøb ned ved siden af hende, hvor han roligt lagde sig til rette. Det var ikke fordi at han ville gøre noget som sådan ud af det, men bare.. forsøge at få noget søvn om ikke andet. Han lagde sig rolig til, hvor søvnen måtte tage ham allerede frygtelig, frygtelig hurtigt…

… Evan havde valgt at opgive søvnen i løbet af natten, for han var for urolig og ikke mindst for vred til at kunne give efter for den på en ordentlig og ikke mindst god måde. Han fnøs ganske kortfattet, som han endte med at rejse sig og gik i bad, også som havde det været et forsøg på at blive kølet ned. Solen var ved at være på vej op, selvom der stadig ville være lang tid, til den ville genere nogen som helst, men ikke var det noget som han tog sig af som sådan, for det var slet ikke noget som han ville få det mindste ud af alligevel. Han fnøs ganske kortfattet, som han valgte at hoppe i noget mere præsentabelt tøj. Kokken var måske ikke glad for at skulle være stået op så tidligt for at lave mad til to, men det var hans ordre, og den skulle i den grad også lystres! Selv valgte han at gøre sin entré i spisesalen, hvor blikket gled mod Athenas skikkelse. Han lod hovedet søge let på sned. ”Du burde spise, for du får brug for det. Det er en halvlang tur til Marvalo Mansion,” forklarede han ganske sandfærdigt, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn. Håret selv stod let ud til alle sider, for han gad virkelig ikke gøre noget ud af det, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for! Han tog sin sædvanlige plads, hvor han knapt nok havde nået at sætte sig, inden maden stod foran ham. Et veltilfredst glimt meldte sig i hans øjne. ”Du ligner ikke en som har sovet meget,” påpegede han sigende, som han gik i gang med hans egne æg. Han elskede sin morgenmad!

[Athena Maloya Mathimæus]

Lidt uengageret stak Athena til sin mad, indtil hun hørte skridt nærme sig, hvilket øjeblikkeligt fangede hendes opmærksomhed. Det var for første gang nogensinde med tungt hjerte, hun så Evan komme ind. Han lugtede rent, og han så langt mere udhvilet ud end det hun selv gjorde, men han var nok vant til de få timer. Hun slog blikket ned mod sin tallerken, og tvang sig selv til at smage på æggene, hun var trods alt taknemmelig for at han sørgede for hende på den måde, og den stakkels kok var blevet hevet op for at lave mad til kun de to. Hun lod hånden løbe igennem de fugtige, blonde lokker. ”Godmorgen,” hilste hun roligt, slet ikke så munter som det hun plejede at være. Jo mere hun tænkte på hvad der skulle ske, jo værre blev det. Næsten for at bevise at hun altså var i gang tog hun en æblebåd med det der skulle have været velbehag, men det gav hende i virkeligheden kun mere kvalme. ”Jeg ved det godt, det smager også fantastisk. Bedre end det far laver,” tilføjede hun med et lille træk i mundvigen. Et sted var det også et forsøg på at abstrahere lidt fra at hun faktisk ikke var synderlig sulten. Det var dog ikke løgn var far kunne bestemt ikke finde ud af at stå i et køkken, det var direkte uspiseligt.
Hun så op under sine øjenbryn og betragtede ham. Selvom han havde været i bad så lignede hans hår et rod og det morede hende lidt. Nu kunne hun genkende ham igen. ”Det har jeg heller ikke. Jeg fik et par timer, men jeg så ingen grund til bare at blive liggende, så jeg nåede lige at få mig et bad før jeg kom herned, desuden lod det til at kokken kunne bruge selskab,” savrede hun og trak svagt på skuldrene. Hun fornemmede udmærket godt den veludrustede kvinde sendte hende en direkte dræbende mine et sted bag hende, og fornemmelsen fik hende kun til at sende Evan et lidt kækt smil. Hun kunne ikke lade værre med at morer sig ved synet af ham gå i krig med maden. Han var tydeligvis en mand der værdsatte sin morgenmad, men det var sjældent hun direkte så ham overfalde det på den måde. Athena rystede let på hovedet for sig selv, og følte appetitten komme lidt tilbage, det var den effekt han som regel havde på hende, ikke nok med at han fik hende i bedre humør, men han fik hende faktisk til at føle det bedre med sig selv igen. Hun førte det hjemmelavede brød op til munden og smagte på det. Stadig lunt, lige som hun kunne lide det! Når hun nu ikke havde sovet så var hun nødt til at have sin energi andetstedsfra. ”Hvad med dig? Du ser mere frisk ud end mig, men du er stadig tidligere oppe end vi egentlig havde aftalt,” påpegede hun hun lidt sigende. Hovedet lagde hun på sned og betragtede ham med det lidt trætte blik også selvom hun ville få brug for energien. Kendte hun far ret, så kunne hun ende med at møde Valerio i dag, og så ville hun om ikke andet gøre et godt indtryk, hun tvivlede på at det ville lykkes Evan at tale far fra det, og hun ønskede jo bare at være en som nogle kunne være stolt af.

[Deleted]

Evan var vant til knapt nok at sove noget som helst i løbet af en nat, for det var arbejdet som han gik mest op i, og det var vel også det som var hans liv efterhånden? At se Athena sidde ved morgenbordet, så lignede hun en som slet ikke havde sovet det mindste, også selvom det nu heller ikke kom bag på ham det mindste, men det var nu bare sådan at det var. At Jared ikke lavede det bedste måltid, var bestemt heller ikke noget som kom bag på ham. Han valgte roligt at tage sin sædvanlige plads ved bordet, hvor maden selv blev serveret for ham. ”Jared i et køkken er svær at forestille sig,” endte han næsten.. morende. Det var faktisk en tanke som morede ham ganske betragteligt, men ikke noget som man kunne gøre noget ved som sådan. Selv tog han måske lidt mere nemt på det end så mange andre gjorde det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han ville ikke tage sorgerne på forskud og specielt ikke for han havde snakket med manden om det som skete, for han måtte da kunne se, at det ikke var noget som virkede i den anden ende! At det slet ikke var noget som ville gavne Athena og så med en Mathimæus? Hvor pokker var mandens fornuft blevet af?!
Evan ordnede som regel aldrig nogensinde sit hår, andet end når han skulle noget særligt, som i form af forhandlinger, forretninger eller møder eller noget i den stil. Han nikkede ganske sigende mod hende. Hun havde ikke sovet særlig meget, hvilket han udmærket godt kunne se nu, men ikke var det noget som han kunne gøre ved det. Selv gav han sig til at spise, uden så meget som et eneste problem, for det var slet ikke noget som skulle have lov til at ødelægge hans appetit, det var da helt sikkert! Han nikkede endnu en gang. ”Kokken har næppe været i sit gode hjørne. Jeg rev hende op flere timer før det som er normalt, men men..” Han trak let på skuldrene. Han var vel i det store og hele, ganske ligeglad? Han fortsatte let med at spise. Selv var han måske tidligt oppe, men han så virkelig ikke nogen grund til at skulle blive liggende og bare glo i loftet, når han lige så godt kunne stå op og faktisk gøre sig klar til den tur til Dvasias. Det var faktisk også ved at være lang tid siden han havde været der sidst. ”Jeg lå vågen, så ser jeg ingen grund til bare at blive liggende. Så kunne jeg samtidig nå et bad og gøre mig klar,” endte han stilfærdigt. Ja, han var faktisk klar til at tage af sted, også selvom hans hår bogstavelig talt stod ud til alle sider! Men det var slet ikke noget som han sagde noget til. ”Spis din mad, kære. Så tager vi af sted derefter,” endte han ganske kortfattet, for det var noget som han mente. Hun skulle spise sin mad, for det var noget som selv ville gavne hende at få noget næring, inden de skulle tage af sted.

[Athena Maloya Mathimæus]

Selvom Evan nok ikke havde sovet meget mere end hende, så han langt mere frisk ud, hun bed sig næsten ikke fast i det, hvor Athena bare sad og hang, som hun efterhånden havde gjort i flere dage. Søvnen blev forstyrret af de millioner af tanker hun nåede at gøre sig på alt for kort tid. Et sted var hun direkte urolig, hun følte en knude i maven når hun tænkte på Valerio, særlig efter den samtale hun havde haft med Evan aftenen før. Hun trak svagt på skuldrene. ”Tja vi skal jo brødfødes, og Zacharias gider ikke stå der der. Han forsøgte at få mig til det, men ja.. det var mere uspiseligt end det han selv lavede, så han står i køkkenet hver aften, men han er ikke ligefrem en kulinarisk drøm,” påpegede hun næsten morende. Måske far aldrig lagde mærke til hende, eller gav udtryk for at han i det hele taget ville være ved ham, så elskede Athena ham, hun værdsatte de små ting hun havde, og der var andre som slet ingen familie havde, hun følte sig heldig, selvom det måske var lidt naivt. Hun slap sit bestik og strakte den dovne krop, der pludselig virkede træt igen. Det var typisk! Selvom sulten var kommet lidt tilbage, så var hun ikke rolig nok til ligefrem at nyde det. Hvad skulle der ikke ske når hun var gift med en vampyr, han skulle jo bare have en flaske blod, jage eller hvad han nu gjorde, og så kunne hun sidde for sig selv? Sikke en fremtid hun gik i møde!
Igen lænede hun sig lidt ind over bordet og hang ind over sin tallerken, tvang sig selv til at tage lidt mere af de perfekt tilberedte æg, uden så meget som et ord. Jo mere hun tænkte på det, jo mere irriteret blev hun. Evan var mindst ligeså rodet som far, men af en eller anden grund gjorde han det med en lidt anden stil, og det morede hende lidt. Kokken bag hende gik rundt og skulede til dem, utilfreds med at blive talt om i sin nærhed, men det var nu ikke noget som Athena tog sig af. ”Det er forståeligt nok. Du er en hård arbejdsgiver,” påpegede hun lidt drillende, det vidste hun trods alt lidt om. Hun nikkede forstående. De havde begge ligget vågne, også selvom hun ikke forstod hvorfor han ikke kunne sove, dog spurgte hun ikke ind til det, ikke med mindre han selv ønskede at indvie hende. Athena ventede egentlig mere på at han fik spist færdig så de kunne komme af sted, end hun sørgede for selv at få spist, også selvom hun ikke ligefrem hugede efter at komme hjem. ”Jeg skal nok se at blive færdig,” endte hun med et stille smil og fik om ikke andet klemt en smule ned, også selvom det ikke var synderligt nemt. ”Du behøver altså ikke at tage med, Evan. Han virker uanset frygtelig optaget af at det er det der skal ske, jeg tror ikke på at du får talt fra det,” endte hun stilfærdigt og så op under sine øjenbryn. Det var ikke for at være negativ men hun kendte sin far, og hvis han ville have hende til dette, så var det, det som kom til at ske, om det retfærdigt eller ej, det lod ikke til at han gik op i det.

[Deleted]

Evan havde knapt nok sovet, så det var ikke fordi at det var noget som gjorde den største forskel for ham, for han var vant til knap noget søvn, men igen.. det var jo kun når han var i gang med træning, at det faktisk var hårdt for ham. Det havde sine fordele at være en mentaldæmon – når man vidste hvordan det skulle accepteres og tackles om ikke andet, for selvfølgelig var det noget som selv han vidste, og det var noget af det som han virkelig forsøgte at give videre til hende, selvom det ikke ligefrem var det nemmeste, men han forsøgte da! En fremtid med en blodsuger var slet ikke noget som hun på noget tidspunkt har fortjent, og han vidste det jo godt – og han vidste, at Jared var klar over det, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Jared i et køkken..? Jeg erkender gerne, at jeg har svært ved at forestille mig, at det er det største som han kan få ud af et ordentligt og solidt måltid.” Han havde kendt manden i frygtelig mange år nu, så han var nu alligevel temmelig sikker i sin sag, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Desuden kunne han godt se, at det var noget som helt klart påvirkede hende, for han kunne jo nærmest fornemme de alt for mange tanker som strøg igennem hendes hoved, og det ville være forkert af ham at benægte sin bekymring.
At kokken var utilfreds, var slet ikke noget som Evan tog sig af, da han direkte valgte at ignorere kokkens tilstedeværelse, for hvorfor skulle han da ellers ligge mere i det end det som godt måtte være? Han foldede roligt hænderne foran sig, hvor han lod albuerne hvile mod bordpladen foran ham. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende. Svagt trak han på den ene mundvige til hendes ord, for det var nu alligevel noget som morede ham! ”Arbejdsgiver? Jeg er ikke en arbejdsgiver, men blot en… ’sølle’ dæmonisk træner og forretningsmand..” Han blinkede let til hende, som han roligt satte sig op, så han sad ordentligt på sin egen stol. At hun ikke ønskede at han skulle tage med, var hvad han valgte at tolke ud fra hendes ord, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hovedet lod han søge ganske let på sned, for han kunne slet ikke lade være, det var der ingen tvivl om. Tungen strøg han ganske let over sine læber, som han roligt nikkede mod hende. ”Jeg er temmelig sikker på at din gamle far, har tid til mig, Athena. Jeg har… visse ting, som jeg er nødt til at tage et alvorsord med ham omkring alt det som skal ske i fremtiden. Ikke bare på grund af dit ægteskab, men indstillingen af træning, som jeg ikke er blevet informeret om. Det din far gør, er en kæmpe fejl, min kære.. og det vil jeg være der til at fortælle ham.” Lige her var han stædig. Han vidste hvad han ville, og så ville han forhåbentligvis kunne trænge nok ind til Jared, at han kunne se alvoret i det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var ligefrem irriterende at se, at Evan altid var klar i hovedet, når hun selv kæmpede for at holde sig vågen og samtidig formåede ikke at sove. Eftersom hun endnu var ganske ung, så havde Athena slet ikke styr på mental dæmonen endnu, også med henblik på sit enorme temperament, Evan var den eneste der nogensinde havde været i stand til at styrer hende, hun fulgte for pokker da næsten et hvert vink i håbet om at gøre ham stolt, når nu hendes egen far nægtede at give hende de ord. Et sted så hun næsten ægteskabet som andet end bare et forsøg på at få hende ud, i hendes øjne var det en direkte straf – værre end dem Evan nogensinde havde givet hende, men denne gang forstod hun bare ikke hvorfor hun skulle straffes, og det var frustrerende. ”Det er fordi at han ikke kan.. altså få et ordentligt måltid ud af det,” tilføjede hun lidt sigende og færdiggjorde sine æg for hun begav sig i krig med den friske frugt. Maven knurrede, og hun havde brug for næringen. Det var ikke fordi hun selv kunne finde ud af at lave mad, hvilket hun faktisk savnede lidt, en kvinde ude at stand til at lave mad, stod ikke nær så godt som alle andre.. Faith for eksempel havde blot været heldig at finde en som Kimeya, og i den familie hun kom fra gik man for pokker meget op i ægteskaber, forbandet være den slags, det gav hende hovedpine. Kokken endte med at forlade køkkenet nu hvor morgenmaden var serveret, kunne hun ikke gøre meget mere før de engang blev færdig, og Athena tog det ganske roligt, for hun vidste at jo længere tid det tog, jo længere tid gik der før hun behøvede at tage hjem. De mange tanker forstyrrede hendes sind, for meget til at hun kunne tackle den slags. Høfligt lagde hun sit bestik fra sig, og foldede sine hænder i sit skød uden at se op på ham. ”Sølle og sølle. Det er ikke ligefrem det ord jeg ville bruge til at beskrive dig, Evan,” svarede hun roligt, og hævede de funklende, grønne øjne mod ham. Hun strøg en blond lok bort fra ansigtet og kastede et blik ud af vinduet hvor solen for alvor var ved at stå op. Hun kunne fornemme at han betragtede hende ret indgående, hvilket gjorde at hun blev ved med at stirrer ud af vinduet, pludselig var det blevet svært for hende at skjule det hele bag et smil. Hun sukkede lidt opgivende, det var jo heller ikke fordi hun ville begive sig ud i en diskussion med ham, men af en eller anden grund blev hun vred! Hun rejste sig i en lidt fast bevægelse der rykkede i bordet og fik glasset med vand til at skvulpe op over sine kanter. ”Han ved godt at det er en fejl, Evan men han er ligeglad, du ved han ikke ville gøre noget uden at gennemfører det. Det er bedst hvis du bare blander dig uden om, det her er ikke din kamp,” fastholdt hun med direkte frustration i stemmen. Hun skubbede sin stol ud, og kæmpede både med tårerne der trængte sig på, men også vreden der ulmede i det indre, hun var bange for den, og det var mange år siden hun var blevet direkte vred. Hun strøg ud af køkkenet og smækkede døren hårdt bag sig, selvom det var uhøfligt i et andet hjem, og særlig for en mand der gjorde så meget for hende, men når først hun blev vred, var hun ikke i stand til at styrer det. Hun følte det dirrer helt ud i fingerspidserne, som hun søgte tilbage til sit værelse, for at få pakket det sidste.

[Deleted]

Evan var ved at være en aldrende mand, og var vant til at klare sig med frygtelig lidt søvn, så det at han så vågen ud nu, kunne sagtens ændre sig, når han tog fra Jared igen, efter den alvorlige snak, som han nu alligevel agtet at give ham. Han vendte blikket roligt i retningen af Athena, og med det rolige smil på læben. Når han var alene med hende, så var det.. faktisk frygtelig nemt at finde det frem og sidde med det, for det var ikke noget som han altid gjorde i nærheden af Diane, for han var faktisk slet ikke god til den slags. ”Forundre mig ikke.. Din far kommer fra en tid, med hustruerne i køkkenet og mændene på jagten..” Han trak let på skuldrene. Manden skule selvfølgelig have credit for at prøve, for han havde jo trods alt en familie at tage sig af, nu hvor hans handling tilbage dengang faktisk havde kostet Elanya livet, selvom det nu ikke var en historie som han ville skænke hende. Hun havde jo ikke været andet end en lille pige dengang. Langsomt lod han hovedet dale på sned, og uden at se væk fra hende, for han kunne ikke. Hun var frustreret, og han kunne mærke at det var ved at køre op, også selvom han ikke rigtigt gjorde noget ved det, også fordi at det var noget som hun selv skule lære at tackle. ”Det er jo trods alt hvad jeg er, Athena.. Jeg er ikke noget andet end en sølle træner som træner og hjælper dæmonerne med at styre og kontrollere deres elementære evner,” endte han ganske sigende. Det kunne godt være at han havde alverdens mulighed for at gøre noget andet end det, men han var for det første bundet af en pagt med henblik på dæmonerne, og han kunne og måtte ikke gøre noget som kunne være til fare eller gøre skade på dem, også selvom det slet ikke var noget som han var ude på, på nogen måde.
Evan betragtede hende med en ganske sigende mine, som hun endte med at rejse sig op af ren og skær.. frustration? ”Du er frustreret…” påpegede han ganske sigende, også selvom det var ved at være for sent, for hun var frygtelig hurtigt ude af spisesalen, selvom han nu blev siddende fuldkommen rolig med hænderne foldet foran sig. Varsomt rejste han sig, kun for at vende blikket i retningen som hun var løbet. Han agtet nu alligevel at tage den snak med manden, uanfægtet af hvad Athena ville, for nogle var jo nødt til at stå op for hende, nu hvor hun ikke havde andre til det, og den tanke gjorde ham vred et sted. Det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, for hun var virkelig en utrolig datter! Og han kunne ikke se det? Med rolige skridt, så gik han ud i den store forhal, kun for at vende blikket op mod trapperne. ”5 minutter!” endte han med en ganske fast og spids tone. Så skulle hun stå klar!

[Athena Maloya Mathimæus]

Jared formåede at tage energien fra enhver mand, det vidste Athena udmærket godt, han var næsten mere udmattende end de i forvejen hårde træningstimer, så det var bestemt ikke fordi at hun regnede med at det ville holde, et sted var hun også lidt ligeglad. Hun var træt og irriteret, der skulle ikke synderlig meget til at gå hende i på nerverne i øjeblikket, og særligt ikke med de mange tanker der plagede hende, så det var vel heller ikke underligt at hun var frustreret? Det var slet ikke fordi hun ikke elskede tanken om at Evan ville stå op for hende, for det gjorde, men til tider forstod end ikke han noget som helst, det var meningen at hun skulle tage den her op selv. Måske de var fra en tid hvor kvinderne stod i køkkenet, det var jo også derfor at ægteskab var så vigtig i det hele taget i hendes omgangskreds og familie, hvilket kun plantede et større pres på allerede fyldte skuldre, selv for hende kunne det blive for meget. Athena havde rejst sig fra sin plads i køkkenet, og strøg med faste, hastige skridt mod sit værelse. Det var slet ikke fordi hun havde lst til at skulle forlade det igen, og det havde været en fejl at smække med dørene foran Evan, men i øjeblikket var hun mildest talt ligeglad. Hun slog døren op, og lod den stå åben, mens hun redte sin seng, på trods af at de havde tjenestefolk til den slags, et sted bare for at trække tiden og abstrahere for vreden der plagede hende, og næsten drev hende på grådens rand, særligt da hun hørte Evan råbe nede fra hallen. Athena bed sig hårdt i læben, for ikke at ende med at gøre noget dumt, hun følte sig varm.. alt for varm. Et kort øjeblik måtte hun modstå fristelsen til at sparke til væggen. I stedet greb hun den lille taske hun havde haft med hjemme fra, og pakkede direkte.. ligegyldige ting, et par kjoler, en bamse hun havde haft siden hun var lille. Hun lukkede den, ved at kaste den lille stofhængsel over den anden side. De grønne øjne lod hun søge omkring og følte næsten allerede et savn til stedet, hun havde bestemt ikke troen på at det ville lykkes Evan, desuden var hun mere eller mindre irriteret på ham, uden helt at vide hvorfor. Måske fordi hun skulle binde sig til en mand med en livslang kontrakt, med tanke om hvor meget hun egentlig ville miste på det. Døren lod hun mere roligt glide i, selvom hun stadig havde lyst til at smække med alt hvad hun kom i nærheden af, det sitrede virkelig i hele kroppen. Hun strøg ned af de lange trapper, med langsomme og mere tøvende skridt, hun havde slet ikke lyst til at tage af sted, eller i det hele taget se sin far i øjeblikket.”Lad værre med at hundse,” bed hun ham af, mindst ligeså spidst, for det var hun slet ikke i humør til. Hendes hjerte bankede så hurtigt at det næsten gjorde hende svimmel, men hun forblev udpåvirket af det, om ikke andet sådan så han ikke kunne se det. Bare det at hun var i stand til at ligge bånd på sig selv, havde hun ikke altid været. ”Så lad os komme af sted,” mumlede hun tydeligt utilfreds. Et sted fortrød hun næsten at hun havde fortalt ham noget i det hele taget, men den forbandede mand kunne lokke alt ud af hende!

[Deleted]

Evan havde kendt Jared mere eller mindre hele livet, foruden nogle ganske få år taget alt i betragtning, og den mand havde endnu ikke formået at køre ham træt, så hvorfor skulle dette da være en første gang? Han kendte Athena godt nok til at vide, at hun ønskede den tryghed, og hun ønskede et sted hvor hun kunne vide sig sikker – lige der lignede hun virkelig sin mor, men at Jared så ikke kunne se det.. eller måske var det hvad han kunne se? En ung kopi af sin mor? Hendes frustration irriterede ham, og det at hun smækkede døren af ham, var noget som et sted sagtens kunne hidse ham op, men han forstod hende faktisk godt for en gangs skyld, og det var det som gjorde, at han selv følte sig tvunget til at handle som han gjorde lige netop nu, for han kunne ikke bare lade det gå frit for sig bare sådan uden videre. Han stillede sig i forhallen og afventende til at hun ville komme ned til ham, for hun vidste at han mente det, når han kun gav hende 5 minutter! Han var en frygtelig, frygtelig punktlig mand, og det havde han altid været! Som hun endelig kom ned, så sendte han hende kun en direkte advarende mine. ”Mit hjem… mine regler,” advarede han. Hun af alle, vidste at han ikke tøvede med at slå, men lige nu vidste han jo så også til gengæld, at det var forståelsen som hun havde brug for, kontra alt det andet som ellers kunne ske hende, og han vidste det jo trods alt også godt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, og selvfølgelig ønskede han at vise hende, at der i det mindste var en som stod op for hende. Han endte med at nikke. ”Udmærket, så kom..” Han havde slet ikke lyst til at lade hende tage derfra, for han frygtede for konsekvenserne ved den manglende træning, for ikke at glemme, at han på ingen måder følte at han kunne stole på den vampyr, som hun nu var blevet placeret med, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham!
Evan førte Athena med sig udenfor, kun for at søge til staldene, hvor hestene blev holdt. Han kunne uden problem, hurtigt få hende med sig hjem, men han regnede nu heller ikke med at det var en sag som direkte skulle haste, for han var jo trods alt en warlock – eller en halv en vel at mærke. Hestene var allerede sadlet op og stod klar til dem begge, hvilket nu heller ikke gjorde ham noget som helst. Han vendte sig mod hende, hvor han stadig fastholdt den direkte faste og noget så stive mine i ansigtet, for han kunne da slet ikke få sig til noget andet. ”Så hop du op, så vi kan komme af sted,” endte han ganske sigende. Han strøg roligt hesten over mulen, inden han tog fat i tøjerne, og satte foden i sadlen, kun for at trække sig op på den, så han kunne sidde ordentligt. Det blev en okay lang tur uanset alligevel, så hun ville have tid til at finde luften til hovedet. Det var vel også efterhånden en nødvendighed?

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste godt at far og Evan havde kendt hinanden siden de var små, han var jo også den eneste mand, som far havde turdet udlevere hende til, med henblik på træningen, for hun havde bestemt ikke været nemt, det vidste hun godt. På trods af det så kendte Evan havde langt bedre end far nogensinde havde gjort, ikke fordi det gjorde hende noget og så alligevel.. Evan havde en magt over hende, som han ikke kunne forklare, og hun ville ikke, hun følte sig nok i vejen for alle, af samme grund var hun fristet til bare at takke ja til det ægteskab, så hun ikke længere ville være i vejen for nogle, så skide værre med at hun skulle leve sammen med en forbandet blodsuger resten af sit liv, så var det jo bare sådan det måtte være, det kunne uanset ikke blive værre end det var i forvejen! Hun vidste godt at når han sagde fem minutter, så var det fem minutter, ikke fire og ikke seks men fem, hun vidste også at han ikke var bleg for at slå, men det var hun jo efterhånden vant til, hun var så frustreret at et slag næsten virkede fristende bare for at kunne lukke noget af det ud.
Hun skulede til ham med direkte dræbende øjne, også selvom han ikke havde gjort hende noget, hun var vred på ham uden rigtigt at vide hvorfor. Måske fordi han var mere vred over det faktum at træningen blev indstillet, end det faktum at hun blev givet væk til en fremmede vampyr, som han med garanti vidste ville give hende problemer. Det var slet ikke betryggende! For et kort øjeblik var hun faktisk fristet til at hæve hånden og smække til ham, men hun modstod fristelsen og lod i stedet neglene borer sig ind i hendes håndflade. ”Bare.. ti stille,” vrissede hun advarende og var allerede begyndt at gå ud mod staldene, hun ville bestemt ikke stå og vente på ham. Den friske luft lettede hende en smule, men hun frøs særlig med den varme som vreden havde ladet bredes i hende. Hun havde allerede lyst til at vende om og løbe op og gemme sig under dynen, som hun havde gjort da hun var lille, men efterhånden måtte indse at hun var ved at være en voksen kvinde, hun skulle giftes.. hun kunne ikke længere gemme sig, om hun ville det eller ej, for hun troede slet ikke på at hun i det hele taget ville få lov til at slippe. Helt automatisk søgte hun hen mod den hest hun havde reddet på i mange år efterhånden. Hun strøg hendes mule og formåede et kort øjeblik at at finde et smil frem over læberne, også selvom det frygtelig hurtigt falmede igen. ”Jeg er på vej,” mumlede hun og sendte ham igen et lidt irriteret blik, før hun trådte i stigbøjlen og hev sig selv op i sadlen. Kjolen rettede hun lidt på så den ikke kom i vejen. Igen strøg hun de blonde lokker bag ørerne, før hun satte hesten i gang og forlod laden. Evan sagde hun ikke så meget som et ord til, for sandt at sige så var hun virkelig vred.. og frustreret og havde mest af alt lyst til at slå ham. Det var ikke fordi hun spildte tiden, der var ingen grund til at trække pinen mere end højest nødvendigt. Athena sukkede, og red af sted med Evan et eller andet sted bag sig.

//Out

[Deleted]

Evan kunne skam godt forstå Athenas frustration, og det var så sandelig også af den grund, at han faktisk valgte at tage med hende til Dvasias, for nu rablede det da virkelig for Jared! Manden plejede at være så fornuftig, og det var slet ikke noget som han så i denne stund, så selvfølgelig var det ikke en tanke som glædede ham på nogen måde, for det var en frustration uden lige! Han vendte blikket direkte mod hende. Han sagde 5 minutter, og så var den ikke længere og hun kendte ham når han sagde det. Evigheden ville blive lang i en vampyrs selskab, og det vidste han udmærket godt. Selv var han jo fanget i det ægteskab med Diane, som han ikke brød, for det var skam heller ikke noget som lå til ham som sådan. Han betragtede hende som hun kom ned. Frustrationen stod tydeligt i hendes blik, også selvom han nægtede at påpege det for hende. Han kendte hende lige så godt nok til at vide, hvornår han kunne påpege tingene for hende, og hvornår han skulle lade være med det, og lige nu var det bestemt ikke tiden at skulle prikke til hende, så det undlod han skam hellere.
Evan kunne så sandelig godt mærke, at Athena var påvirket af hele situationen, hvilket så sandelig også var grunden til at han valgte at tage med hende, og end ikke Diane var kendt med det faktum, for han kunne slet ikke se nogen grund til at Jared direkte skulle smide hende ud hjemmefra og så med en vampyr, som han vidste havde det ry som han havde, og som faktisk havde gjort det, som folk beskyldte ham for at have gjort! Han trådte selv i stigbøjlen og trak sig op på hesten og vendte sig mod hende. Hesten som var valgt til hende, var den som man næsten i princippet kunne kalde for sin? Det havde trods alt kun været hende som havde fået lov til at ride på den skønne hoppe, og det var også en grund til at han havde valgt at beholde den i stalden. Han tog om tøjlerne og fik hesten ud af stalden, kun for at fortsætte efter hende, hvor han hastigt endte med at oppe op ved siden af hende, for han nægtet sgu da at ride bag ved hende, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for! Han vendte sig mod hende og med den samme ganske kortfattede mine. ”Så lad os komme af sted..” Han var langt mere rolig nu, også fordi at han slet ikke ønskede at gøre det værre, end det som det faktisk måtte være i forvejen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var da også helt sikkert. Han sad fuldkommen rank i ryggen, som den forretningsmand som han nu måtte være, og det var også den maske som han som regel trak i når han endelig var udendørs, og specielt som han var nu. Han holdt sig ved siden af hende.. hele vejen tilbage til hendes hjem.

//Out