Training or kick-ass..?

[Athena Maloya Mathimæus]

Værelset var Athena virkelig blevet glad for, og selvom altid var mere fint og fornemt herhjemme end hun var vant til hjemme, så kunne hun bedre lide det her. Ikke nok med at der var stille og roligt, hun blev ikke forstyrret men hun blev heller ikke stirret på med bebrejdende øjne hele tiden. Som lille havde hun været ekstremt livlig, stormet ned af gangene og det var først nu det var gået op for hende hvor meget hun måtte have drevet dem til vanvid med tiden. Stoltheden i hans stemme fyldte hende med varme og samtidig smittede af på hende, for så gjorde hun vel noget rigtigt? Et træt smil spillede over de rosa læber, hun lagde mærke til at de var blevet irriterende tørrer efter træning. ”Jeg bliver aldrig kvinden bag kødgryderne, det er helt sikkert,” medgav hun næsten.. morende også selvom det var sandt. Far havde fortalt hende om mor flere gange, hvordan hun altid havde lavet fantastisk mad og været en rigtig husmor, det ville aldrig blive hende, hun ønskede sig langt mere, og et irriterede hende at hun nu muligvis blev tvunget ind i porcelænsrollen, Valerio boede jo på et slot.. med en masse folk til alt mulig, så hvad skulle hun lave foruden at vise sig ved hans side?
Selvom Athena kunne falde om hvornår det skulle være, så tvang hun sig til at blive stående på de skælvende ben, det hjalp om ikke andet at stå lænet om af muren, så vægten var fordelt lidt anderledes, hun ville under ingen omstændigheder have hans hjælp, den kostede altid noget i sidste ende! Evan gjorde det tydeligt at det slet ikke stod til diskussion. Hun så op under sine øjenbryn og sukkede lidt opgivende. ”Okay så. Det er en lang tur hjem, du har ret jeg må hellere få noget morgenmad inden, men i så fald kunne den så stå klar lidt tidligere? Jeg tager nok hjem inden i står op, hvis det er okay?” spurgte hun stille. Hun havde slet ikke lyst til at tage hjem, men far havde mange planer, hun havde lovet at komme hjem i aften, så hun måtte ikke lade der gå for lang tid. Synet af hans smil fik hendes kinder til at brænde en smule, heldigvis var det ikke til at se på den afstand. Det var frygtelig sjældent hun så det, så når hun endelig gjorde så.. ønskede hun at dvæle ved det. Athena fnøs. ”Det ville heller ikke være ukorrekt at sige aldrig,” svarede hun mindre påpegende, og med et morende glimt i de trætte øjne.
Hun nikkede stilfærdigt til hans ord. Hvis hende og Valerio kunne lærer at leve med hinanden og han kunne udvise hende samme respekt som Evan gjorde med Diane, så ville hun være tilfreds. ”Det synes jeg nok at jeg havde hørt,” hun lod de grønne øjne søge mod ham med direkte forvirring. Han troede ikke på ægte kærlighed? Måske hun alligevel så nok bare var lidt.. Procias naiv. ”Oh,” endte hun pludselig frygtelig stilfærdigt, og skrabede lidt nervøst i jorden. ”Far.. har arrangeret et ægteskab til mig, jeg troede faktisk du havde hørt om det, eftersom det kommer til at indstille min træning. Han vil have mig til Manjarno til en.. Valerio tror jeg han hed, en vampyr,” forklarede hun roligt. Hun ville ikke klage, men taget plagede hende!

[Deleted]

Athena havde altid været en frygtelig livlig en af slagsen, og selv det var ikke noget som havde gjort Evan det mindste, for.. hun skulle også have lov til at være et barn, mens hun faktisk var et barn, og det var slet ikke noget som han så noget forkert i på nogen måde. Han vendte blikket ganske sigende mod hende og med et svagt smil. Han havde fulgt hende i hendes personlige udvikling fra hun var en lille pige og frem til nu, og han kunne jo tydeligt se hvor meget hun faktisk havde forandret sig, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kunne stå og betragte en flot ung kvinde, som havde alverdens muligheder foran sig, hvis folk dog bare ville give hende muligheden for dem. Han nikkede roligt mod hende. ”Du bliver din ganske egen, min kære. Jeg ser ikke dig med et forklæde på, og stående i et køkken,” endte han ganske sigende, for det var faktisk ord som han måtte mene, det var der bestemt ikke nogen tvivl om overhovedet.
Evan kunne så sandelig godt se, at hun var ved at være træt, men det var nu ikke noget som han tog sig af. Han ville ikke få lov til at hjælpe hende alligevel, også selvom han faktisk godt kunne lægge den træner bare lidt til side, så kendte han hende ganske godt efterhånden, så han vidste, at han slet ikke ville få lov til det. Han nikkede forståelsesfuldt. Han respekterede skam, at Jared ønskede at få sin datter hjem. ”Jeg kunne følge dig hjem i aften, hvis det kunne være noget? Så det ikke gå ud over din fars planer..?” foreslog han sigende, som han roligt betragtede hende igen. Han havde vogn og hest, hvis det skulle være det, så det at få hende hjem, ville da være en snild sag for ham. Desuden ville han heller ikke have noget imod at skulle se til sin gamle ven, for det var efterhånden ved at være et godt stykke tid siden, men igen, så vidste han at den mand virkelig havde meget at slås med nu om dage, og det var en tanke som faktisk.. bekymrede ham. Hendes ord fik ham jo kun til at trække på smilebåndet, for han kunne jo ikke lade være! ”Så følelsesløs, er jeg altså heller ikke,” påpegede han næsten.. morende. Han kunne jo faktisk godt, hvis han ville.
Evan lyttede meget intenst til Athenas ord, også selvom det bestemt ikke var ord som han brød sig om. Umiddelbart kendte han kun en vampyr i Manjarno.. og det kunne vel næppe være den mand som hun var sat til at blive gift med? Han blinkede let med øjnene. ”Din far har absolut intet meddelt mig,” endte han en kende skuffet. Skulle træningen indstilles? Det var jo ikke ligefrem til med den.. afstand som skulle lægges mellem dem i fremtiden. Et sted efterlod det ham med en knude i maven, for.. hvad så nu? Og Valerio? Han blinkede med øjnene, hvor den tydeligt overraskende mine, bestemt heller ikke kunne skjules! ”Valerio..? Valerio Mathimæus..?” spurgte han med en langt mere fast tone. Tanken gjorde ham faktisk vred! Den mand af alle som Jared kunne sætte hende sammen med?!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde altid været livlig, hvilket måske ikke altid havde været det optimale på et så rolig sted som deres Manor, men der var jo aldrig nogle som havde klaget over hende, foruden måske et par utilfredse køkkenfolk, og så lang tid hverken Diane eller Evan havde sat hende på plads, så var det ikke noget der ville ændre sig bare sådan. De havde i den grad formået at sætte deres eget præg på hende gennem årene, de havde formet hende langsomt, og i særdeleshed Evan med henblik på at han havde trænet hende, men ikke kun når det kom til de magiske talenter, eller de mentale evner, han havde lært hende meget om det personlige, om at ligge bånd på sig selv, om at blive ved med at kæmpe når der skulle kæmpes, også selvom de sjældent lavede noget uden for træningen så holdt hun ekstremt meget af ham.. nok mere end hun burde. Hans ord gjorde hende direkte glad. På trods af udmattelsen lyste hun op i et næsten stolt smil, så var der om ikke andet nogen der var enig med hende. ”Aldrig i livet. Jeg ville ikke være her og tage imod et utal af slag, hvis ikke jeg havde tænkt mig at bruge det for fremtiden,” svarede hun direkte stolt. Athena havde jo hørt om klage over hvordan mange af eleverne spildte deres evner og ikke udnyttede dem til fulde, måske hun havde sværere ved at lærer end alle andre, men hun ville om ikke andet bruge det.
Det var pænt af ham at tilbyde at køre hende hjem, men hun stivnede alligevel straks ved forslaget. Det var jo slet ikke fordi hun havde lyst til at tage hjem, hun havde ikke lyst til at kende sin fars planer med hende, for det havde med garanti noget at gøre med det kommende ægteskab, hvilket hun slet ikke var tryk ved. ”Nej jeg vil gerne have noget søvn først, jeg står bare tidligt op,” svarede hun hurtigt, for så lang tid hun kunne undgå sin far så gjorde hun det. ”Han ligger nok ikke engang mærke til jeg nogensinde har været væk,” forsøgte hun med at lidt prøvende smil også i forsøget på lidt diskret at fortælle ham, at hun slet ikke ville hjem. Hun lænede hovedet tilbage mod den kølige væk, efterhånden var hendes vejrtrækning blevet mere og rolig og mere kontrolleret. Det morede hende lidt at han nu konstant trak på smilebåndet. ”Jeg sagde ikke at du var følelsesløs, bare at du aldrig smiler.. og nu kan du ikke lade være,” påpegede hun og kunne ikke holde en blid latter tilbage. Det var tydeligt at se at Evan blev stram i betrækket og det i sig selv tog hun ikke som en god til. Smilet falmede. Tanken om at skulle opgive sin træning havde hun heller ikke været meget for, også fordi det jo betød at.. hun ikke længere skulle være omkring ham hvilket faktisk var en tanke der gjorde ondt. ”Nej det forundre mig ikke. Under alle omstændigheder så er det her en af mine sidste træningstimer,” endte hun direkte frustreret. Athena nikkede. ”Ja det var det han hed. Kongelig rådgiver i Manjarno. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om det, men ja, sådan er livet jo,” mumlede hun og trak svagt på skuldrene. Hun var slet ikke meget for det!

[Deleted]

Evan havde ladet Athena være et barn, samtidig med at han faktisk havde trænet hende. Der havde været plads til begge dele, hvor han måske ikke bare havde trænet hende, men også samtidig vist hende hvordan man skulle te sig, hvordan man skulle opføre sig og måske også lært hende mange af de mere.. normale ting som en far faktisk skulle lære sin datter? Ja, han så hende nærmest som en datter, og folk troede vel også efterhånden at tøsen faktisk var hans frem for Jareds? Det i sig selv, burde manden jo virkelig tage som en advarsel, men han så jo ikke noget som helst! At se hende lyse op i det smil, gjorde det også tydeligt for ham, at det var ting som hun havde brug for at høre, og selvfølgelig var det en tanke som selv gjorde ham glad. Han ønskede at støtte hende og han ønskede at hjælpe hende på vej, og det var uden det mindste tøven! Han kunne jo se hvor meget hun virkelig ønskede at gøre brug af hvad hun lærte, og han tvivlede ikke på at hun ville blive en stærk og kraftig en af slagsen. ”Mine slag har haft effekt.. Og det er rart for mig som træner at vide, at man i det mindste har én elev, som ønsker at gøre brug af det,” endte han ganske kortfatte og med en sigende mine, for løgn var det bestemt heller ikke i den anden ende. Han var stolt af hvad han selv havde formået at forme mellem sine fingre – nemlig hende.
Det var slet ikke fordi at Evan ønskede at sende Athena hjem, for han vidste jo godt, at hun ikke havde det særlig godt derhjemme, så det at hun havde et sted, hvor hun følte sig tryg, og hvor hun faktisk havde lyst til at være, ås kunne det bestemt heller ikke blive bedre for ham. Han ønskede t vise hende, at han var til at stole på, og at hun havde en at snakke med tingene om, nu hvor hun ikke havde sin kære far på hjemmefronten. Han nikkede til hende. ”Udmærket. Jeg får en hest og morgenmad gjort klar til dig i morgen tidlig,” endte han sigende. Han ønskede bare at hjælpe hende lidt på vej. At hun jo så havde fået ham til at smile, var bestemt ikke noget som skete synderlig ofte, men nu var det alligevel noget som skete uden at han egentlig kunne gøre for det! Han trak let på skuldrene. ”Jeg går ud fra at det er Zacharias som.. trækker lidt for meget i din fars opmærksomhed,” endte han sigende endnu en gang.
Tanken om at hun skulle indgå i et tvangsægteskab, var bestemt ikke en tanke som Evan var meget for, men han vidste jo så til gengæld også at Jared ikke havde haft meget til overs for sin datter, og nu kunne han da først for alvor tydeligt mærke det, for han regnede bestemt ikke med at Zacharias var blevet tvunget til det samme. Han knyttede næverne tydeligt, hvor en klar tilfredshed måtte vise sig i hans mine. ”Det forundre mig, at han ikke har nævnt noget som helst for mig,” endte han ganske utilfredst, for det var en tanke som faktisk gjorde ham vred. At det så var den Valerio som hun skulle giftes med, var noget som kun for alvor fik vreden til at melde sig i hans ansigt! ”Den mand vil jeg slet ikke se dig blive gift med!” nærmest endte han med at råbe. Tanken gjorde ham vred!

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan havde mere eller mindre fungeret som en far for hende, det var ham der havde lært hende om de vigtige ting i livet – ikke Jared, den mand hvis blod ellers løb i hendes årer. Athena vidste godt at han bebrejdede hende for hende og Zacharias' mors død, men det var jo også grunden til at hun gik så meget op i sin træning, hun ønskede virkelig ikke at der skulle ske noget lignende igen, hvilket hun også ønskede at vise sin far, men det lod ikke til at lykkes. Nej hun slog sig fint til tåls med at have det forhold til Evan som hun havde, efterhånden troede folk udefra jo at hun var Diane og hans yngste, til tider ville hun havde ønsket at hun var. Efterhånden havde hun haft brug for at få bekræftet at hun i det mindste gjorde noget rigtigt, og direkte at høre stoltheden i hans tone Athena himlede med øjnene dog med et lille smil på læberne ved hans ord. ”De slår hårdt, men ja de har effekt. Og jeg ville ikke tage imod så meget som et til hvis ikke jeg havde tænkt mig at udnytte det,” endte hun sigende. Efterhånden havde hun virkelig modtaget mange slag og ja det gjorde ondt, og det gjorde hende forbandet hidsig, men om ikke andet var det en form for fysisk kontakt, og den slags havde hun... ingen af, det sagde jo lidt at den sensuelle dæmon endnu ikke var vækket, Zacharias havde været i gang i år efterhånden, og hun følte aldrig det behov.
Hun havde det bestemt ikke godt hjemme, og hun undgik det så vidt som muligt, hvilket Evan vel også havde fundet ud af efterhånden? Hun nikkede stilfærdigt. ”Tak,” svarede hun blot kortfattet, hun ville helst ikke rode mere i det, hun havde jo lovet at komme hjem. Alligevel stolede hun nok på ham til at dele sine tanker med ham, han havde aldrig givet hende grund til mistillid. Hun trak svagt på skuldrene. ”Tja. Intet nyt under solen der, men det er okay,” tilføjede hun hurtigt og ikke særlig overbevisende. Hun var jo bare blevet vant til ikke at få den opmærksomhed, men at Zacharias tog den og hun ville helst ikke vise at det plagede hende.
Det var slet ikke fordi Athena følte sig klar til et ægteskab, og modsat Evan så.. troede hun på ægte kærlighed, og hun havde jo.. en helt anden i tankerne også selvom det aldrig ville blive en realitet, og nu var hun tvunget ind i armene på en mand der tydeligvis ikke var noget værd. Hun trak igen på skuldrene. ”Han har haft meget at tænke på,” endte hun uden at det var for at forsvare ham. Hun blev en smule stram i minen da han næsten begyndte at råbe. Når han ikke ville se hende gift med den mand så kunne det umuligt være godt. Hjertet sprang et slag over. ”Jeg.. tror ikke jeg har noget valg,” påpegede hun bare stilfærdigt, før hun gled ind i mere tænksomme miner. Ganske stille fulgte hun væggen og gled ned på hug, hvor hun kunne slappe mere af. ”Tror du.. tror du at jeg ville gøre en god hustru? Jeg mener, jeg kan slås men jeg kan bestemt ikke lave mad,” endte hun stille, et sted næsten på tårernes rand. Tanken om ægteskab var bestemt ikke hvad hun havde gjort sig til nu!

[Deleted]

Et sted var Evan faktisk ked af, at Athena ikke var hans egen, for hun var i sandhed, hvad han ville beskrive som den perfekte datter, om det var noget som Jared ville det eller ikke. Det var som den datter han aldrig havde fået, også fordi at Lisa havde.. været sin egen, og ikke rigtigt havde været som han havde forsøgt at forme hende, men det var nu heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede roligt mod hende. Stoltheden skjulte han ikke når han endelig var stolt. ”En grund til at jeg giver dig dem, Athena.. Jeg ved det gør dig hidsig, det giver dig lysten til at bevise dig selv, og af den grund, så opnår du også dine mål. Det er noget som du skal være stolt af,” endte han sigende, for han mente det faktisk!
Evan ønskede bare at hjælpe Athena på de måder, som han nu havde at gøre brug af, også fordi at det var noget som skulle ske lige nu og her. Han lod armene søge over kors, og uden at se væk fra hende. Det var måske ikke nemt i et hjem hvor man ikke blev set, og selv havde han jo forsøgt at påpege det for Jared utallige gange, men det så bare ikke ud som om at det var noget som havde nogen former for effekt, og det var noget som efterhånden var ved at gøre ham temmelig hidsig, men ikke noget som han kunne gøre noget som helst ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Du ved hvor du har et værelse, og hvor du altid er velkommen, min kære.” Han sendte hende en ganske sigende mine. Hun havde et sted at være, og det var det som han anså som det vigtigste, for her i hans Manor, der blev han i det mindste set, og det var vel også derfor hun konstant søgte mod ham? Frem for sin egen far?
Tanken om at det var selveste Valerio Mathimæus som hun skulle giftes med, var en tanke som gjorde Evan direkte hidsig, for det var slet ikke noget som han ønskede for hende, for hun fortjente langt bedre end det! Han vendte blikket direkte mod hende. Hun havde intet valg. Det var noget som han godt kunne gætte sig til, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre! ”Den mand er bestemt ikke noget for dig, Athena.. Jeg vil ikke høre noget om, at du er gift med den mand..!” endte han med en fast tone, og tydeligt bestemt, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han knyttede næverne fast, som han så hende glide direkte ned i knæ. Hendes ord gjorde dog at det hele mildnede i hans blik, for det var tydeligt at hun selv ikke var meget for tanken om det. Han gik roligt ned i knæ overfor hende. ”Hvad får dig til at betvivle dine evner som en fremtidig hustru, min kære..?” spurgte han sigende, som han lod hovedet søge let på sned. ”Uanset, så tager jeg med dig hjem i morgen. Jeg er nødt til at snakke med din far omkring det her,” endte han ganske bestemt. Tanken gjorde ham faktisk vred! Meget vred!

[Athena Maloya Mathimæus]

På mange områder følte Athena sig virkelig mere som datter af Evan og Diane, og hun ville ikke have været ked af det hvis det havde været tilfældet, men så heldig havde hun ikke været. Selvom far og Zacharias måske ikke værdsatte hende, så værdsatte hun dem, det herskede der ingen tvivl om, ingen kendte til dem men de hjemmelavede tatoveringer langs sin side sagde jo lidt det hele, hun elskede dem og var i det hele taget glad for at have en familie. ”Jeg ved det godt. Det virker af en eller anden grund. Alt den vrede som jeg har båret i mange år, jeg er glad for at du har lært mig at vende det til noget konstruktivt. Det er jeg virkelig,” svarede hun roligt. Vreden i sin tid havde frataget hende sin mor, også selvom det havde været hendes egen skyld, tanken var til tider stadig dræbende, for i sidste ende havde det gjort at hun i det hele taget ikke havde nogen familie. Evan havde lært hende om kontrol både over sit sind men også over alt den vrede og frustration som hun byggede op. Hun var jo aldrig blevet set, og nu lod det endelig til at det lykkedes far at få hende ud. Athena tvang et lille smil frem på læberne, også fordi hun faktisk ønskede at vise sin taknemmelighed overfor Evan såvel som Diane, for at have åbnet deres hjem for hende på trods af at hun jo bare var en elev ligesom alle andre. ”Det ved jeg godt, Evan og jeg er virkelig, virkelig glad for at i har åbnet jeres hjem for mig, men jeg vil jo heller ikke være i vejen,” tilføjede hun lidt forsigtigt, også selvom det var sandt. De havde vel også brug for bare at være dem engang imellem? Og det ville hun ikke være i vejen for. Desuden havde hun aldrig bedt om nogen form for opmærksomhed, hun var jo opfostret med at hun ikke var den værd.
Det gjorde virkelig Athena urolig at se Evan så oprevet over ægteskabet.. hvad havde han at være vred over, det var jo ikke ham som skulle giftes med manden? Hun strøg hånden gennem de blonde lokker og fulgte ham med blikket som han kom mod hende og gled ned i knæ foran hende, nu hvor hun selv havde valgt at glide ned så hun kunne slappe lidt af. ”At han ikke er noget for mig, behøver du skam ikke at fortælle mig. Jeg bryder mig ikke synderlig meget om idéen om en vampyr,” erkendte hun direkte irriteret, for ja det var trættende at nogle skulle bestemme hendes skæbne for hende.. det var jo en livslang kontrakt hun gik ind i, ikke bare.. noget midlertidigt. Athena lod stille blikket glide i hans, lettere tøvende. ”For det første.. jeg vil opleve verden og jeg vil udrette noget, jeg vil ikke stå bag kødgryder og klæde mig i latterligt, tunge kjoler som en eller anden porcelænsdukke. Vores træning vil blive indstillet, men hvad hvis jeg bliver vred? Mister kontrollen, nu ved jeg godt at han er vampyr og at der ikke kan ske så meget, men alligevel! Og tanken om børn giver mig desuden myrekryb, og jeg tænker hele tiden på Camille, der bliver sultet af sin mand som straf for noget, og det gør mig.. nervøs selvom det måske er lidt paranoidt. Jeg er bange for ikke at kunne leve op til forventningerne,” endte hun opsummerende og sukkede direkte opgivende. Blikket slog hende, hun havde gjort sig så mange tanker. ”Okay,” endte hun uden at stille spørgsmål ved det, hun stolede på at han vidste hvad han gjorde.

[Deleted]

Evan var stolt af Athena, men om ikke andet, så var der ikke noget at gøre noget ved, for han vidste at der var grænser for hvad han kunne gøre med hende og for hende, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde tingene meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han betragtede hende roligt og med en stolt mine. Han var stolt af hende, og selvfølgelig var det noget som han virkelig ønskede at lade hende vide, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Tungen strøg han roligt over sine læber, hvor han roligt nikkede til hende. Hendes mentale evner kom ud af kontrol som barn og det havde kostet dem deres mor, hvilket selvfølgelig var en skam.. En frygtelig stor skam. ”Intet er så skidt, at det ikke kan vendes til noget godt, min kære, og det glæder mig kun, at du kan se sådan på mine… nok mere brutale træningsmetoder,” endte han ganske sigende, for han mente det faktisk. Hun havde et hjem her, hvis det var det som hun ville, og det som hun havde brug for, og selvom hun faktisk skulle til at søge hele vejen til.. Manjarno, så kunne det jo være at hun havde brug for at komme lidt.. hjem til tider? ”Hvis du var i vejen, så ville jeg ikke give dig et eget værelse, Athena.. Det skal du slet ikke være bekymret for,” forsikrede han hende med et stille smil på læben. Han mente sine ord til fulde!
Tankerne om at hun skulle tvinges ind i et tvangsægteskab, var ikke en tanke som behagede Evan på nogen måde, men han vidste også at det ikke var noget som han kunne gøre alt for meget ved i den anden ende. Han knyttede næverne fast, hvor han vendte blikket mod hende, som han nu var gået ned i knæ foran hende. Han kunne godt høre, at det bestemt heller ikke var noget som behagede hende. ”Jeg kan godt forstå dig, og så lang tid, det er den vampyr, for han kan kun forvolde dig problemer, og det kan jeg garantere dig!” endte han spidst. Ingen tvivl om at han ville tage med hende hjem, for han skulle i den grad have en alvorlig snak med Jared, for en ting var at han ikke havde noget til overs for hans egen datter, men dette var virkelig ved at være grænsen for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han vendte blikket direkte og sigende mod hende endnu en gang og med den samme mine. Der var mange ting som gik igennem hendes hoved, hvilket han godt kunne høre, og et sted så gjorde det ham faktisk.. nedtrykt? Tungen strøg han roligt over sine læber. ”Du har tænkt frygtelig meget på det her, har du ikke?” begyndte han sigende, inden han roligt trak vejret dybt. ”I og med at det er Den Kongelige Rådgiver i Manjarno, så tror jeg ikke du skal være bange ofr at ende bag kødgryderne i køkkenet, for det er der folk til. Desuden lever han af blod, så det er der ingen grund til. Jeg forstår godt din bekymring, og jeg deler den med dig. Du er endnu en ung kvinde, som har så meget som skal udforskes endnu.. Jeg tager med dig hjem i morgen og snakker med din far om det her, Athena.. Det skal du ikke tænke på lige nu. Nu skal du bare have noget søvn,” endte han ganske stilfærdigt. Han var vred, og det kunne i den grad også høres.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena måtte igen og igen minde sig selv om at Evan blot var hendes træner og til dels onkel, udelukkende på grund af forholdet han havde til hendes far. Han gjorde de ting med hende som en far skulle men som Jared aldrig før havde gjort det. Til tider glemte hun helt at manden slet ikke var hendes far, og det var efterhånden gået hen og blevet en lidt farlig leg, og selvom hun havde forsøgt at stoppe det, så var det ikke muligt, for hun elskede at der var nogle der helt af sig selv så hende og interesserede sig for hende. Med det temperament hun havde så var der voldsomt behov for at træne, og det gjorde hende lidt urolig, at det var noget hun ligeså måte give afkald på, også selvom det mere eller mindre var det eneste hun havde haft. ”Du er brutal.. Men sådan er der jo nogle der foretrækker det,” påpegede hun drillende og blinkede til ham. Det var tydeligvis ment som en ren vittighed, men hun kunne alligevel ikke lade være med at rødme lidt, hun var trods alt sin fars datter med alt hvad der måtte medfølge. Værelset her var et som hun virkelig var taknemmelig for, men hun var nødt til snart at få det ryddet, for med et ægteskab ville hun næppe få lov til at tage Imandra og da slet ikke for at overnatte, hun var ved at blive en voksen kvinde, og det var noget som hun vel bare måtte slå sig til tåls med? ”Det er jeg glad for.. jeg har virkelig været glad for det værelse, jeg skal nærmest pakke mere herfra end jeg skal hjemmefra,” hun skjulte et stik af smerte bag et lille smil og så op under sine øjenbryn, og op på ham.
Det gjorde bestemt ikke Athena mere rolig at Evan tydeligvis ikke brød sig om fars valg. Hun brød sig generelt ikke om vampyrer, de var skræmmende og uhyggeligt intense, det gjorde hende utryg, også fordi hun ikke kunne søge ind i deres skal. ”Du forstår virkelig at skabe tryghed omkring situationen,” påpegede hun med en toen dryppende af sarkasme, selvom hun selvfølgelig var glad for at han var ærlig med hende fra start. ”Det er ikke fordi at jeg havde forventet et stort prinsessebryllup, med en mand der slog benene væk under mig, så naiv er jeg ikke. Men helt ærligt; en vampyr? Han kunne ikke finde noget bare lidt bedre,” hun himlede med øjnene. Det var svært at skjule, at hun var direkte vred på sin far over det valg, selv på trods af at hendes eget valg aldrig ville blive realitet. Smilet falmede stille. Hun nøjedes med at nikke til hans ord, hun havde gjort sig frygtelig mange tanker omkring det hele. ”Måske ikke men det er frustrerende alligevel! Det er jo ikke bare en eller anden midlertidig kontrakt, Evan, vi snakker for livet og selvom jeg havde set komme, så kan jeg ikke se hvorfor det skal være lige nu, jeg er slet ikke stabil med henblik på det mentale, og hvad pokker skal jeg lave i Manjarno? Jeg er Dvasianer!” udbrød hun frustreret nu hvor hun kunne give lidt slip. At Evan selv var vred kunne hun godt høre og det hjalp hende om ikke andet lidt. Hun sukkede og tvang sig selv til at falde til ro, det udmattede hende mere end hun allerede var. ”Jeg har forsøgt at tale ham fra det, Evan, men papirerne er underskrevet,” påpegede hun lidt hidsigt og knyttede hænderne. Hvorfor var det igen hende der skulle straffes og ikke Zacharias?!

[Deleted]

Når andre ikke var der for Athena, så var det ikke fordi Evan havde noget imod det, for hun var nærmest som den datter han aldrig nogensinde havde haft, og af den grund, så kunne det i den grad også irritere ham, at det ikke var noget som Jared kunne se, for det var da ikke til at undgå! Han betragtede hende med en ganske sigende mine. Vittigheder var han ikke ligefrem den bedste til, for det var slet ikke noget som lå til ham som den person som han var, men det var der nu ikke noget som man kunne gøre noget ved af den grund, det var helt sikkert. Hovedet lod han roligt søge på sned og uden at smilet var til at skjule på nogen måde. Tungen strøg han ganske let over sine læber og med en tydelig tilfreds mine i ansigtet. ”På hvilken måde hentyder du til..?” spurgte han sigende. Han forsøgte vel bare at lede efter en pointe i det hele? For det var det som han havde brug for, netop for at finde ud af det hele, og nemt var det bestemt heller ikke altid! At hele hendes værelse så skulle pakkes ned, var selv noget som faktisk gjorde ham en kende trist, for han ønskede jo faktisk ikke at se hende rejse derfra, for.. han fik hende vel ikke bare sådan uden videre at se igen? Selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre! Han nikkede forståelsesfuldt. ”Det vil altid stå til dig.. bare i tilfælde af,” forsikrede han hende. Han ville på ingen måde tage det fra hende, hvis det var noget som han kunne blive fri for.
Det var ikke fordi Evan ønskede at gøre situationen værre end det som den allerede måtte værre i forvejen, men Valerio Mathimæus? For pokker, Jared kunne da sagtens finde på noget bedre en det! Han vendte blikket mod hende med en ganske sigende mine. Han var ærlig overfor hende, og det havde han altid været. ”Han ønsker dig bare u af huset, Athena. Det er den eneste grund til at han vælger at stole på en blodsuger.. For pokker..!” Han knyttede næverne ganske let. Hendes sarkasme valgte han fint at se væk fra, for det var ikke noget som gavnede ham at tænke på uanset, men det var nu bare sådan at det måtte være til det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet, som han igen roligt vendte blikket mod hendes skikkelse. ”Hvis jeg havde haft noget at sige i denne sag, så ville jeg sige, at du slet ikke er mentalt stabil nok til at afslutte træningen.. Du har endnu frygtelig lang vej at gå. Det ærgre mig virkelig at din far ikke kan se det,” mumlede han spidst. Det var bestemt ikke fordi at han var tilfreds med det! Tvært imod, så var det noget som i sandhed formåede at vække en bekymring for ham, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det som sådan. ”Jeg er ligeglad med om det er underskrevet eller ej, jeg skal nok snakke med ham.. og forhåbentligvis klare at snakke ham bare til lidt fornuft..” endte han ganske kortfattet. Tanken gjorde ham virkelig hidsig!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste godt at vittigheder aldrig havde været Evans stærke sider, og nogle gange var det lidt.. kært når han sad og stirrede på hende som et spørgsmålstegn, hun havde trods alt arvet sin fars humor, alt andet var svært at undgå. Det blev hurtigt tydeligt at han ikke fangede pointen hvilket blot fik hende til at himle med øjnene. Hun fugtede læberne med tungespidsen og rystede stille på hovedet. ”Det... Det er lige meget, bare glem det,” påpegede hun lidt morende. Overfor Evan var det dumt at være under bæltestedet det vidste hun jo godt, så hun så ingen grund til at uddybe det, men for pokker hun var en sensuel dæmon, kunne man bebrejde hende? Hun sad lænet op af muren, kroppen skreg efter at få hvile, men hun vidste godt at sindet ikke ville være med på søvn i øjeblikket, de mange tanker forstyrrede den, så ville hun faktisk hellere sidde her og snakke med ham, også selvom han ikke ligefrem formåede at gøre hende mere rolig, det var jo tydelig at den mand ikke var noget værd. Tanken om alle de ting hun skulle pakke ned var et direkte stik i brystet, for hun ville ikke pakke sine ting, og stable dem i Manjarno, desuden.. ville hun overhovedet få lov, de ting hun havde var jo meget.. ungdommelige, og Valerio var en meget gammel vampyr. Hun bed sig let i læben, for ikke at ende på tårernes rand, det at han ville bevare værelset til hende fik hende til at føle sig betydningsfuld. ”Tak, Evan, jeg håber at jeg kan få lov il at gøre brug af det engang imellem,” erkendte hun. Yderst stille hævede hun hånden, og lod den ganske kort stryge mod hans kind uden egentlig at tænke over det. Hendes hjerte sprang et slag over, også fordi det gik op for hende at hun havde skabt fysisk kontakt ud over træningen, det huskede hun ikke før. Langsomt lod hun hånden falde, og sendte ham et lidt undskyldende blik.
Athena havde gjort sig tanken om at far desperat ønskede hende ude af huset, men at høre ham sige det samme gjorde virkelig ondt, hun havde jo kæmpet for at f sin fars accept! ”Jeg ved det godt. Jeg tror jeg kunne få prisen for verdens mest ringe datter,” påpegede hun med et lille smil, mest for at dække over den smerte hun egentlig følte. Når en far ønskede sin datter ude af huset så desperat som Jared, så måtte hun da være direkte forfærdelig?
Når det kom til at være klar, så kunne Athena ikke sige sig mere enig med ham, selv hun vidste at hun endnu ikke kunne klare sig selv mentalt. ”Det er jeg ikke. Jeg kan ikke klare mig selv endnu. Skal jeg være ærlig så tror jeg han har valgt at se sig blind på det, men hvis han så gerne ville have mig ud, så kunne han bare sige det, så skulle jeg nok finde på noget andet, men at tvinge mig til at gifte mig, og så med en mand der tydeligvis ikke er op til noget godt... det gør mig faktisk lidt vred,” erkendte hun, også selvom hun godt vidste at Evan allerede var klar over, det hun var en hidsig ung kvinde, og havde altid været det. ”Det håber jeg,” tilføjede hun stilfærdigt og slog hovedet mod væggen. Blikket gled i for et øjeblik, hun kunne ikke samle sine tanker, og det irriterede hende!

[Deleted]

Humor havde aldrig været Evans stærke side, også selvom han vidste at det var noget som Jared gjorde grin med, så kunne han virkelig ikke gøre noget som helst ved det. Blikket gled direkte mod hendes skikkelse. At hun selv morede sig over det, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for der var nu heller ikke noget som han kunne gøre ved det. Pointen ved det, kunne han altså bare ikke se! Tungen gled let over sine læber. ”Jeg forstod den bare ikke..” mumlede han spidst, for tanken irriterede ham et sted, men det var ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved som sådan. Værelset ville han ikke røre ved, og så lang tid hun ville have det stående her, så kunne han også sagtens lade det stå. Tanken var måske ikke noget som han var meget for at erkende, men han var nu alligevel temmelig sikker på, at han ville komme til at savne hende, selvom det slet ikke var noget som nogen skulle vide! Og det var bestemt heller ikke noget som han ville stå åbent og fortælle, for den slags var han slet ikke god til på nogen måde. Han nikkede. ”Det håber jeg da. Jeg ville blive ked af, hvis det her faktisk skulle vise sig at blive den sidste gang jeg skulle se dig.” Han vendte blikket mod hendes hånd, også selvom.. det ikke gjorde ham noget at hun kort strøg hans kind, hvilket var noget som efterlod ham med en svag sitren. Han lukkede øjnene ganske kort, inden han let trak hovedet til sig endnu en gang. ”Ellers tager jeg turen til den næste grænsemur og lægger Manjarno en lille visit,” endte han stilfærdigt, også for at flytte.. fokus lidt fra hendes handling?
Tanken om at Jared virkelig ønskede sin datter så meget ud af huset, var et sted en tanke som gjorde ham hidsig, for det havde hun bestemt heller ikke fortjent i hans øjne, det var helt sikkert! Han fnøs ganske kortfattet som han let himlede med øjnene. ”Prisen for ringeste datter? Eller skulle han have prisen for værste forælder..?” spurgte han direkte og meget med en fast tone, for han mente det faktisk. Det var simpelthen utroligt at Jared ikke var i stand til at imødekomme de få og små krav som Athena satte, og det var virkelig ikke en tanke som han kunne have noget med. Han selv stod jo nærmest som tøsens far, selvom det nu heller ikke gjorde ham noget, det var slet ikke det!
Evan var slet ikke i tvivl om at han var nødt til at gøre noget ved denne sag, for hvis der var noget Athena ikke var klar til endnu, så var det at skulle give kampen op med henblik på træningen, for hun var slet ikke klar til den slags endnu! Han vendte blikket direkte mod hende. Det måtte være frygtelig mange tanker som gik igennem hendes hoved, og han kunne så sandelig også godt forstå hende! ”Jeg har aldrig åbnet munden med henblik på din fars måde at opdrage dig og din bror på, men det gavner på ingen måder dig, at indstille træningen.. Du er slet ikke mentalt klar til at stå på egne ben.. bær over med mig, kære, men det er jo bare sandhed. Uden træning, så går det galt.. og det burde han vide..” endte han ganske kortfattet, som han endte med at rejse sig. Stod det til ham, så kunne de tage mod Dvasias allerede med det samme! ”Kom du dig op i seng og få dig noget søvn, Athena.. Det bliver en lang tur i morgen,” afsluttede han kortfattet. Stemmen dirrede af ren vrede!

[Athena Maloya Mathimæus]

Der var mange punkter hvor Athena virkelig spekulerede over, hvordan den mand kunne være som en bror for hendes far, han forstod sig ikke på humor.. eller perversiteter for den sags skyld, og det var trods alt noget som far var frygtelig glad for, hun havde det jo heller ikke for fremmede. Hun kunne godt fornemme at det irriterede Evan at han ikke forstod den, men i hendes øjne var det lidt.. charmerende på sit vis, det morede hende nok til at hun ikke formåede at holde smilet bort fra sine læber. ”Nej.. det er fint, bare.. fars humor du ved,” forklarede hun lidt sigende, også for at gøre det klart for ham at der ikke var nogen grund til at blive irriteret. Smilet falmede selv langsomt. Det hele kom vel an på Valerio? Hvor vidt hun ville få lov til at se ham igen. Hun havde dog ikke forventet nogensinde at skulle høre ham erkende, at han ikke ønskede at det var sidste gang han så hende. For lange sekunder betragtede hun ham med forvirrede øjne. Indirekte sagde han vel at han faktisk ville savne hende? ”Som det ser ud nu, så er det desværre og selv ikke jeg bryder mig om den tanke, jeg er ikke helt færdig med dig,” tilføjede hun i forsøget på at være en smule drilsk også selvom det var forgæves i den diskussion, smerten var så nem at skjule bag et smil, det havde hun gjort hele livet. Langsomt lod hun hånden falde, næsten... skamfuldt, hun vidste jo godt at der ikke var nogen fysisk kontakt.. den slags havde hun faktisk aldrig haft, foruden når far havde strøget hende over håret, eller den ene gang hun huskede at mor havde omfavnet hende. ”Det behøver du altså ikke,” hun slog blikket væk og stirrede ud af vinduet, uden at ane andet end mørke og skygger fra træerne. JA hun kunne ikke rigtigt undgå at føle sig direkte uønsket, men hun ville ikke sidde og klage over spildt mælk, efterhånden var hun jo bare vant til den behandling. Athena rystede på hovedet af hans ord. ”Nej.. nej han kan sagtens være en god far. Der har været øjeblikke, mest da jeg var yngre, men ja pointen er vel at de har været der? Desuden så laver han mange ting med Zacharias,” påpegede hun og tog ham igen i forsvar. Uanset hvor meget han havde såret hende gennem tiden, så var han noget af det eneste hun havde, og han var trods alt familie, hun.. elskede ham blindt, som en datter vel burde gøre? Det var svært i det hele taget at koncentrere sig med de mange tanker hun gik med, men igen; hun ville ikke optage mere af hans tid end nødvendigt, det eneste hun vidste var at hun slet ikke var klar til det der ventede hende. ”Jeg har selverkendelse nok til at erkende, at jeg slet ikke er klar endnu. Jeg kan stadig ikke sortere mine tanker, der skal ikke meget til at forvirre mig, og jeg har stadig en tendens til at reagere instinktivt når jeg bliver hidsig, jeg er slet ikke tryg ved tanken om at indstille træningen.” Det var tydeligt at høre den rene frustration. Athena nikkede stilfærdigt og kæmpede sig på benene, lidt mere stabil nu hvor hun havde givet sig bare lidt tid til at falde lidt ned. ”Jeg skal forsøge. Godnat Evan, tak for din tid. Sov godt,” endte hun stille og vendte sig mod døren.

[Deleted]

Evan havde aldrig haft den samme form for humor som det så mange andre havde, men ikke desto mindre, så forsøgte han faktisk at finde ud af det hele. Han forsøgte faktisk at finde de pointer i det som blev sagt, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, og tanken kunne faktisk frustrere ham. Han var ikke den humoristiske type. Han himlede let med øjnene. ”Selvfølgelig, det kunne jeg da have sagt mig selv.. Den kære Jared.. Du ligner ham frygtelig, frygtelig meget,” påpegede han ganske sigende, for i hans øjne, så var det faktisk kun en sandhed. Så lang tid som han havde kendt hendes far, så kunne han virkelig se mange af de klare lighedstræk med ham, og det i sig selv, var en ganske morende tanke. Hendes næste ord var noget som fik ham til at smile. Ja, et sted havde han vel indirekte fortalt, at han faktisk kom til at savne hende? Selvom det var ord som han ikke var meget for at skænke hende bare sådan, og specielt ikke direkte. Han sendte hende en let skulende mine, også selvom det næsten drilske glimt var i hans øjne, så det var ed ikke noget som man skulle tage meget fejl af i det store og hele. ”Jeg er bestemt heller ikke færdig med dig. Du har jo trods alt ikke fået mig i jorden endnu.” Han betragtede hende med en ganske sigende mine.
Alene den tanke om at Jared havde arrangeret et ægteskab var en ting, for det var ikke noget som han som sådan havde noget imod, men det skulle så sandelig også gøres ordentligt, når det endelig skete! Hovedet lod han let søge på sned. ”En god far burde se begge sine børn og imødekomme de krav som de stiller. Det gør han ikke ved næsten at smide dig ud..!” endte han ganske kortfattet. ”Du behøver ikke tage ham i forsvar. Han har ikke været en god far overfor dig,” fastholdt han en kende stædigt. Det var faktisk en tanke som kunne gøre ham en kende irriteret, men han kunne vel ikke rigtigt gøre noget ved det? Han havde ikke retten til at gøre noget som helst.
Evan rejste sig ganske sigende og med blikket hvilende på hende. Træningen var for farlig at indstille, og det vidste de udmærket godt begge to, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre. ”Du er ikke den eneste som frygter for det. Jeg skal nok snakke med din far omkring alt det her, for det er ikke noget som jeg lader gå ubemærket hen!” endte han fast. Han nikkede sigende mod hende, som han roligt forsøgte at slå koldt vand i blodet. Nemt var det bestemt heller ikke, men han forsøgte virkelig! ”Vi ses i morgen tidlig, Athena. Sov godt,” endte han sigende, som han sendte hende et.. smil. Han ville jo heller ikke gøre ondt værre end det som det måtte være i forvejen, og lige nu var det også vigtigt for ham at lade Athena vide, at han støttede hende i det hele. Han skulle nok snakke med Jared om tingene!

[Athena Maloya Mathimæus]

Efterhånden var Athena virkelig ved at være træt i hovedet. Hun havde stadig mange tanker som hun var tvunget til at gøre sig, desuden kunne hun fornemme at selv Evan var vred og det havde jo aldrig været hendes mening. Hun lignede ganske vidst sin far, men han var jo også mere eller mindre det eneste hun havde. Hun nikkede stille mod ham.”Vi ses i morgen,” svarede hun og tvang kort et mindre mislykket smil frem på læberne. Hun strøg roligt ud af døren, og op af de pludselig tunge trapper, følte til dels ikke at hun kunne slæbe sig af sted. Selvom det var mørkt så kendte hun gangene, og hun forsøgte at være så lydløs som muligt for ikke at vække Diane, det var jo blevet ret sent. Hun fandt frem til sit værelse, der henlå i fuldkommen mørke, foruden månen der kastede sit blege skær ind af vinduet. Et suk forlod hendes læber. Døren skubbede hun i, og gik mod vinduet for at trække gardinerne for. Eftersom hun skulle tidligt op måtte hun hellere komme i seng. Hun gjorde sig ikke besværet at skifte til en mere komfortable kjole, men lagde sig i stedet bare i den bløde seng. Kroppen sank ned i den bløde madras, men selvom den var direkte slap og udmattet, så kunne hun ikke sove. Det var underligt at se Evan så vred og mere stram i betrækket end han plejede at være. Valerio kunne umuligt være en mand der var tiden værd, ikke hvis Evan først ville bryde ind. Hun skubbede de blonde lokker bort, og faldt i takt med

Det var frygtelig tidlig på morgenen. Solen kunne kun anes i det fjerne, men der ville endnu gå flere timer før den faktisk ville stå op. Athena var stået op for godt og vel en time siden, det var lykkedes hende at få et par timer, men søvnen havde været urolig og forstyrret, og hun havde ikke gidet bare at ligge og stirrer i mørket, om ikke andet havde hun nået at få sig et bad. De blonde lokker var endnu fugtige, og hang lettere bølget om de slanke skuldre. Hun havde iklædt sig en ren, blid gul kjole, der smygede sig om sin krop. En enkel kok var stået op for at lave morgenmad som hun var blevet bedt om, men hun var endnu søvndøsig og gjorde ikke andet end at se sur ud. Foran hende stod en fristende tallerken bestående af smuldre æg, et nybagt stykke brød og lidt frisk frugt, men Athena havde ikke gjort særlig meget andet end at stikke til det med gaflen, hvilket for alvor havde gjort kokken irriteret. Aftenens træning havde allerede udviklet sig til et par blå mærker langs hendes arme og hendes mave, hun følte sig godt øm, en det var faktisk en behagelig følelse. Hun nippede til sit glas med vand og smagte endelig på de smuldrede æg. Tanken om at skulle hjem, og tanken om at skulle stå foran sin kommende ægtemand senere havde fuldstændig taget appetitten fra hende. Flere gange kastede hun et stjålent blik mod døren, og lyttede til om hun kunne høre skridt uden for, det eneste der manglede var jo at Evan skulle stå op, og det var første gang hun nogensinde havde frygtet det, jo før han stod op, jo før skulle