Training or kick-ass..?

[Deleted]

Sveden piblede ned af Evans pande, som han roligt og varsomt kom op på benene endnu en gang. Det var ved at blive sent, og selv med vindens susen omkring dem og uglens tuden i øret, så var det slet ikke noget som han tog sig af på nogen måde. Han vendte sig fast i retningen af Athena. Han havde kendt hende nu igennem.. ja hvad? 12 år? Og han vidste helt præcist hvordan hun skulle trænes, og han vidste helt præcist hvordan han stadig skulle få hende ned med nakken, for det var hun bestemt ikke god nok til endnu, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Han smilede let for sig selv, idet han endte med at samle hænderne foran sig. Hans skjorte var en anelse ødelagt, men når man kastede rundt med det mentale og magien, så var det nu heller ikke noget som han kunne sige sig, at tage sig meget af, af den grund, for hvad skulle han da ellers få ud af det?
Evan samlede sin energi og så hurtigt som det nu var ham muligt, idet han vendte sine mørke øjne direkte mod hendes skikkelse. For hans del, så var det ikke fordi at det krævede alverdens fra hans side af, også fordi at hun var så ung som hun var endnu, men hun kunne jo blive bedre, og det gjorde hun for hver dag som gik! Uden varsel, så søgte han direkte ind i hovedet på hende, plantede et mørke, som hurtigt og næsten som havde det været en stor bølge ved den smukkeste sandstrand, så henkastede det hende i det evige mørke, hvor en kulde som omgående måtte melde sig. Jovist kendte han til hendes svagheder, og det var vel også det som han gjorde? Sveden piblede let nedover hans pande og nedover hans næse, selvom det slet ikke var noget som han tog sig af lige nu, for han kunne jo altid tage det bad senere – lige nu var det træningen som gjaldt, og han ville have hende ned i jorden, så det kunne ophøre for i aften!
Evan trak vejret dybt, som han valgte at holde sig i hovedet på hende. Det hele var jo meningen, at hun skulle forsøge at tvinge ham ud igen! ”Kom i sving, Athena!” endte han med en fast tone, nærmest som han blev stående og bare.. ventede? Hans øjne var fuldkommen sortmalede, som pupillerne næsten måtte fylde det hele. Hans hænder rystede ganske let, også selvom han fint kunne klare mere end det som han stod med i næverne lige nu. Hun var måske noget af en mundfuld, men efter 12 år med intens træning, så begyndte det endelig at tage form! Den klump ler hun havde været i starten, formede sig endelig i hans næver!

[Athena Maloya Mathimæus]

Efterhånden var selv Athena ved at være fuldkommen udmattet. De havde trænet intenst i ja.. hun vidste i9kke hvor lang tid efterhånden men det føltes som timer. Sveden drev af hende, gav de blege hud et glimtende skær i faklernes lys. Hun trak været hyppigt og stødvist udelukkende fordi hun var endt direkte forpustet. De lange blonde lokker havde været sat op i en stram knold da de var gået i gang, men efterhånden stak der små totter ud hist og her, hvilket umuligt kunne være imponerende, også selvom det var det eneste hun ønskede at gøre med Evan. Han havde kendt hende i frygtelig mange år, og på mange måder ageret hendes far frem for Jared. Hun ønskede slet ikke at skænke den mand en tanke, for lige i øjeblikket var hun særlig træt af ham, hvilket også kunne mærkes på træningen i aften, hun havde været frygtelig ufokurseret, og det gjorde hende selv vred.
Denne gang var hun endt med direkte at glide på i gulvet, liggende på mere eller mindre alle fire, og forsøgte at samle sig styrke nok til at rejse sig op igen, men det føltes direkte håbløst. ”Forbandede...,” mumlede hun og lod de sidste skældsord forsvinde bag lyden af støn og den løse vejrtrækning. Der var ingen våben, det havde ikke været meningen i aften, mest magi og mental, hun hadede når han befandt sig i hovedet på hende, et sted også bange for hvad han ville ende med at finde, hun var en kvinde med mange skeletter i skabet! ”Ti' da stille!” udbrød hun direkte vredt, for han var bestemt ikke populær i disse stunder. Mørket der fyldte hendes sind, var noget som direkte gjorde hende panisk, hun var rædselsslagen for at miste kontrollen, også selvom man efterhånden skulle tro at hun havde vænnet sig til det. ”Smut,” mumlede hun irriteret, og forsøgte med alle midler at tvinge ham ud af sit sind! Hun kunne føle hjertet slå og brede pulsen i hele sin krop, og hun vidste at hun ville være direkte udmattet når de engang blev færdige.
Athena forblev liggende på sien knæ. Blikket gled i, udelukkende i forsøget på at fange bedste koncentration, så hun kunne holde ham ude, men lige i aften var det forgæves udelukkende fordi far aftenen før, havde set mange tanker og ikke mindst bekymringer i hovedet på hende, ting hun ikke ønskede at snakke om, og slet ikke med Evan, også selvom han nok ville være den eneste der kunne give hende svar. Et støn forlod hendes læber. Hun forsøgte virkelig at smide ham ud af sit sind, men lige meget hjalp det, hun kunne ikke trænge igennem mørket. Tårerne pressede sig på. Hun forsøgte altid at imponere ham og endnu mere på de sene år, men det var hendes egen lille hemmelighed, hun hadede når hun ikke kunne fokuserer nok til at leve op til de høje forventninger, som han altid havde haft til hende!

[Deleted]

Athena havde været Evans ansvar igennem temmelig mange år efterhånden, og et sted så var han vel næsten som en.. far som hun ikke havde haft? Han vidste at efter Elanyas død, så havde Jared bestemt ikke haft det særlig nemt, og et sted så ønskede han jo også bare at hjælpe sin gamle ven. For selvfølgelig var han glad for at de bånd endnu ikke var brudt, for det var efterhånden et gammelt venskab, men ingen af dem var kørt døde i det – heldigvis!
Træningen var hård, men Evan var bestemt heller ikke bleg for at køre Athena ud på det punkt, hvor hun virkelig ikke var i stand til at gøre noget som helst, og et sted så var det i den grad også derud hvor han ville! Han kneb øjnene fast sammen, som sveden piblede ned af hans pande, for selv for ham, så var det hårdt, også fordi at han bestemt heller ikke var helt ung mere, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han prustede ganske let, som han næsten hev efter vejret. Som tiden skred frem og tøsen var blevet ældre, så var det også noget som krævede langt mere fra hans side, også fordi at hun bestemt ikke skulle have lov til at slå ham i jorden bare sådan! At komme ind i hovedet på hende, var ikke det største problem, og under træning, så var det jo heller ikke fordi at han fik det mindste ud af, at søge efter det ene eller det andet, for det var slet ikke noget som han fik det mindste ud af. Han ønskede at vende hendes svagheder, til noget som hun kunne benytte som en styrke, også selvom det var en vej, som hun var nødsaget til at gå på egen hånd, for det var ikke noget som han ville, eller ønskede at hjælpe hende med, for han kunne ikke hjælpe hende med noget som helst inden for dette. ”Du gør det ikke godt nok!” endte han fast. Han vidste udmærket godt, at han måske ikke var den mest populære under træningen, men han plejede som regel, at gøre det godt igen, når han endelig havde muligheden for det derefter, for her, var han virkelig nødt til at være på sit hårdeste, ellers var det slet ikke noget som Athena fik det mindste ud af, og når hun i en alder af 4 år, faktisk var i stand til at slå ihjel mentalt, så var det noget som bare ikke skulle ud af kontrol igen!
At det var hårdt for Athena, og hvad det egentlig var, hun forsøgte at opnå, havde han ikke nogen anelse om, men selv hun havde altid været en tøs med store ambitioner, og selvfølgelig var det noget som han rigtig godt kunne lide. Han tog nogle rolige skridt mod hende og med de lige så helt mørke øjne. ”Tving mig ud, Athena.. Giv mig noget modspil!” endte han med en fast hvilende stemme. Til nu, så var det bestemt ikke fordi at han var overbevist om det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde aldrig prøvet rigtigt at være foruden Evan, både ham og diane havde været et kæmpe forbillede for hende gennem mange år, og det var noget som havde sat sine spor. Ikke nok med at han havde trænet hende, han havde nærmest opfostret hende. Det var frustrerende at se sin egen far undgå hende, hun vidste at han helst så hende ude, sådan havde det altid været, og hun vidste godt at det havde noget at gøre med drabet på sin egen mor, men hun havde for pokker ikke vidst hvad hun havde gjort! Under alle omstændigheder var det denne gang lykkedes ham at få hende endeligt ud, hvornår brylluppet med Valerio skulle stå vidste hun ikke, men hun gjorde sig mange bekymringer og det var noget som i den grad hæmmede træningen i aften, også fordi hun endnu ikke havde fortalt Evan om det.
Hun anstrengte sig så meget, at hun næsten følte luften blive klemt ud af hende. Begge hænder endte hun med at knytte og forsøgte at tvinge ham ud af sit sind, hun kunne mærke ham og det var bestemt ikke behageligt! Under træningen var hun åben, sådan skulle det være, men somme tider var det direkte træls! Hun havde altid været ambitiøs, og hun havde altid elsket at lære nye ting, også selvom det tog hende ekstremt lang tid, men med årene var hun virkelig nået langt, også selvom det virkelig havde krævet tålmodighed fra Evans side, hun vidste godt at hun virkelig havde udfordret den i tide og utide. Det irriterede hende direkte at høre ham sige at hun ikke gjorde det godt nok, for hun ville trods alt gerne plante en stolthed i nogle, når hun nu ikke formåede det i sin egen familie. Kjolen klistrede til hendes krop, hvilket i sig selv var irriterende. ”Det kan du sagtens sige,” mumlede hun sammenbidt. Hun følte kroppen brænde, hun havde det virkelig varmt efterhånden! Desperat forsøgte hun at trænge igennem mørket. Det plajede ikke at være et problem for hende, men lige i aften var hun ikke i stand til at trænge igennem, eller at tvinge ham ud på nogen måde, ej heller selvom hun virkelig kæmpede. I øjeblikket havde hun virkelig mest lyst til at give op, men det kunne hun ikke få sig selv til.
Besværet kæmpede hun sig op at sidde på sine knæ, og trak vejret ned gennem maven som han havde lært hende for hende mange år siden. Hun vidste godt at træningen var for at holde hende i kontrol, men efterhånden måtte hun erkende at hun hellere ville være her end hjemme.
Det lod om ikke andet til at hjælpe lidt, det gav hende om ikke andet muligheden for at genvinde lidt kontrol over sit sind, og faktisk give ham det modspil han eftersøgte. Kort følte hun et stik af stolthed, selv på trods af frustrationerne der havde hærget hende siden snakken med sin kære far, aftenen før.

[Deleted]

Evan vidste godt at Athena ikke havde det nemt hjemme, for ikke at glemme, at han vidste at Jared ikke havde nogen problemer med at skænke Zacharias den opmærksomhed som knægten tilsyneladende elskede at søge, men det var nu ikke noget som han sagde noget til af den grund. Lige nu var det træning som gjaldt som det eneste, så kunne han være en stedfar eller en som hoppede ind i rollen senere, hvis det var noget som hun var åben for selvfølgelig. Han ønskede hende kun det bedste, og det var også derfor han havde været sådan overfor hende når det kom til træning, for det var virkelig også det eneste som han gjorde for at hjælpe hende, for det var jo selvfølgelig yderst begrænset hvor meget han burde gøre ved det, for han ønskede jo heller ikke at erstatte Jared fuldstændig!
Hvilke tanker Athena gjorde sig omkring dette, var slet ikke anelser som Evan gjorde sig på nogen måde, for han tænkte jo slet ikke i de baner på nogen måde! Hans fokus var helt og holdent på Athena, for han ville se hende gøre modstand! Han ville trænge hende ud på den afgrund, hvor hun slet ikke var i stand til at holde sig på benene mere, og han ville have hende derud, hvor hun ikke magtede mere, før han ville stoppe! Mørket var direkte gennemtrængende og det var iskoldt.. Det var næsten umuligt for hende at se, hvor han næsten valgte at gå ind og.. nærmest sløre for hendes blik, hvor hun nærmest måtte stå blændet for øjnene af ham. ”Du giver mig ingen modstand Athena.. Er du ved at blive for træt?” endte han med en dæmpet hvislende stemme. Han nød at gøre hende hidsig, og han nød at hidse hende op, også fordi at han kendte til den stædighed som hun havde i sindet, så han vidste, at hun nok skulle komme igen.
Mørket kunne være farligt, og det kunne være uhyggeligt, men Evan ønskede at se Athena benytte det som en fordel. Det kunne sagtens være til hendes fordel, om hun vidste hvordan det skulle bruges ordentligt! ”Dit syn er sløret, så benyt dig af dine andre sanser, Athena.. Find frem til mig..” endte han med en rolig stemme, som nærmest lød i hendes hoved, også for at vide sig sikker på om hun i det hele taget, faktisk var i stand til at høre ham, for så meget som hun koncentrerede sig, så var han ikke helt sikker altid! En lille magisk kugle dannede han i sin hånd, gnistrende, så det næsten kunne høres, hvilket var et valg bevidst. Der var så mange måder at fortsætte træningen på og til nu.. så ville han bare presse hende, alt det som han kunne!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde aldrig bedt om det mindste, og hun var vant til at Zacharias fik alt det som hun ikke selv kunne nyde gavn af, hun klagede aldrig, hun satte sig aldrig i et hjørne og fældede tårer, for Evan havde lært hende at kontrollere smerte og ikke mindst nederlag, hun kunne tage et utal af slag og stadig rejse sig op, udelukkende fordi hun var så stædig og så hidsig som hun var. Mørket fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Det slørede sindet og ikke mindst sanserne, men hun frygtede det ikke direkte. Hun vidste at hun var tvunget til at se ind ad, men det var bestemt ikke nemt, om ikke andet så vidste hun at han ikke så ting han ikke skulle se gennem mørket, selv overfor ham havde hun skeletter i skavet. Efterhånden var hun virkelig udmattet.. om ikke andet så plejede det at betyde, at hun slap for at tage hjem før i morgen, så hun havde egentlig ikke noget imod at han drev hende derud hvor hun ikke kunne bunde. ”Nej.. nej jeg er ej,” vrissede hun af ham, også selvom det ikke helt var rigtigt. Hun var udmattet men Athena vidste godt at det ikke var grunden til at hun var så ufokuseret som hun var.
Med den smule kontrol hun havde vundet, forsøgte hun at trænge igennem mørket for at få en smule udsyn igen. Hun fornemmede hvordan han dannede kuglen i sin hånd, hun kunne høre det, og føle dets energi, hvilket virkelig gjorde hende vred! Kunne han for helved ikke lade være med at træde på hende når hun allerede lå ned?! Hendes håndflader var blevet fugtige, og det blev kun værre af den vrede han vækkede i hende! Hun endte direkte med at sætte en blok op i sindet, måske det langt fra var en behagelig måde for ham at blive kastet ud på, men hun var faktisk ved at være træt af ham, også fordi hun vidste hvor meget han nød at gøre hende irriteret! Nu hvor hun skulle stå ved Valerios side, så kunne det vel også være fuldkommen lige meget, for så kunne hun vel uanset ikke længere træne hos Evan? Ikke nok med at han formåede at gøre hende ophidset, så hjalp hun selv til. De funklende grønne øjne gled mod ham med en intensitet idet hun direkte endte med at sende et lys mod ham, stort nok til om ikke andet at blænde ham, men hun var ved at være træt, og lige i aften var hun heller ikke rigtigt op til det. ”Kan du ikke holde mund, bare for et øjeblik?” hun kæmpede sig tilbage på stående ben, uden rigtigt at ligge mærke til hvor meget de skælvede under hende. Hun knyttede sine hænder og lod neglene borer sig ned i sine håndflader. Nu hvor hun havde formået at trænge ham ud af sit sind, endte hun selv med at søge direkte ind i hans kun i forsøget på at tvinge ham til at droppe den kugle han havde formet i sine hænder, hun var øm nok i forvejen!

[Deleted]

Evan var udmærket godt klar over, at det stod slemt til med Athena på hjemmefronten, selvom det slet ikke var noget som han lod komme til udtryk på nogen måde, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. Selvfølgelig ønskede han at hjælpe hende så meget som det nu var ham menneskelig muligt, men om ikke andet, så var det jo på den måde som han kunne, og det var bestemt ikke ved brug af medlidenhed, og det vidste han udmærket godt! Selv måtte han erkende, at han var ved at blive træt, om det var noget som man ville det eller ikke, for han ønskede slet ikke at vise sig som svag, og specielt fordi at han vidste at hun var alt for stædig til det, hvad end om det var noget som gavnede hende eller ikke – og det var noget som faktisk måtte imponere ham, for det var de færreste som klarede at holde sig så meget på benene som det hun gjorde! Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Prøv at overbevis mig,” endte han ganske kortfattet, for han var langt fra overbevist!
Athena var en kvinde af ekstrem stor stædighed, og det var næsten en skam, at det ikke var noget som Jared kunne se. Han kunne jo ikke se noget som helst godt i sin egen datter, og det var virkelig en skam! Evan kneb øjnene let sammen. Han kunne jo mærke at hun.. forsøgte mere end det som hun plejede at gøre, så selvfølgelig var det en tanke som gjorde ham en anelse.. forvirret, for der kunne vel altid stikke andre ting ind under? At hun så direkte valgte at hæve en egen mur og derved også tvinge ham ud, fik kun smilet til at brede sig på hans læber. Han var faktisk imponeret over det, for det vart tydeligt at hun kun lærte, og selvfølgelig var det noget som han var stolt af, selvom det altid kunne gøres bedre! ”Tror du fjenden holder mund, hvis de finder ud af, du bliver distraheret af det, Athena? Næppe..” endte han med en fast tone. Hun skulle presses, og det var også hvad han agtet at gøre!
Tanken om at hun stadig havde energien til at gøre så meget modstand, var slet ikke noget som Evan faktisk havde regnet med. Kuglen i hans hånd forsvandt, idet han næsten per automatik, endte med at knytte næven, idet han knyttede næverne, kun for selv at hæve det forsvar i form af en fast og hård mental mur. Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang og med et koldt smil. ”Ikke dårligt… Slet ikke dårligt. Der fangede du mig på sengen..” endte han spidst, han trak let vejret tydeligt og dybt. Han var faktisk ved at blive kørt temmelig godt træt, også selvom han ikke ville give sig, før hun selv gjorde det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det sidste Athena ønskede var at vise at hun var svag, men rent mentalt var sindet svagere end den styrke hun havde, hvilket var grunden til at hun så hurtigt mistede kontrollen, tanken var direkte irriterende. Det var heller ikke fordi hun ønskede at få nogen former for medlidenhed på trods af sine problemer, tværtimod så forsøgte hun at tackle de ting der kom hende, som for eksempel nyheden om det kommende ægteskab, det passede slet ikke ind i de pige drømme som hun som enhver anden havde, men hun vidste godt at det var virkeligheden og at hun bare måtte finde sig i det. Athena stod igen på benene også selvom de truede med at give efter under hende, man kunne se dem skælve, hun anstrengte sig virkelig, og det var ikke nemmere at gøre brug af magi samtidig. ”Bare lad det ligge,” bad hun, for at erkende udmattelsen var ikke noget hun kunne få sig selv til, også selvom den ikke var til at tage meget fejl af. Det var heller ikke søvnen som trak, men de mange bekymringer hun havde gjort sig på bare et par timer, desuden havde hun stort set ikke sovet siden hun havde snakket med sin far, men det var jo heller ikke alt hun ønskede at blande Evan ind i. Det var dog tydeligt at hun anstrengte sig mere i dag, hun forsøgte men det virkede stadig ikke, også selvom det var ting hun havde kunnet i temmelig mange år nu, han havde virkelig presset hende hårdt.
Athena vidste godt at en fjende kun ville forsøge at udnytte det i en kamp mod hende, men hun var virkelig ikke i humør til at anse ham som en fjende, selvom han ikke var blid. Kroppen var fyldt med gamle mærker og ar, mens nyere blå mærker prydede hende, og sår fra aftenens træning, også selvom hun ikke klagede over dem, for hun vidste jo godt at han bare ville håne hende for at udvise den sårbarhed. ”Den snak har jeg fået mere end en gang, Evan,” påpegede hun lidt spidst, som tydelig markering af at hun ikke var i humør til at høre den i aften. Det var sjældent at Diane ikke var med under træningstimerne, men det var trods alt også blevet temmelig sent.. ikke at hun havde noget imod det, det gav hende lidt andet at tænke på. Armene lod hun falde ned langs siden. Hun løsnede båndet om de smukke lokker der faldt blidt ned over skuldrene. Hun endte direkte med at falde i gulvet, benene gav ganske enkelt efter, og denne gang gjorde hun intet for at rejse sig – tværtimod blev hun bare liggende, tydeligt forpustet. ”Godt. Jeg fortryder næsten at jeg ikke havde fået dig til at kyle den kugle i fjæset på dig selv, eller et eller andet der i det mindste havde gjort ondt,” påpegede hun lidt sigende, og lod kort et smil spille over de rosa læber. Hun havde været mildere end han havde fortjent!

[Deleted]

Evan vidste godt at Athena var ved at være træt, for denne gang, havde de virkelig været i gang frygtelig længe, men ikke var det noget som han gjorde noget ved, for hvorfor skulle han? Han kørte hende så lang tid at han vidste at hun kunne holde til det, for efterhånden, så kendte han jo frygtelig meget til hende. Hvilke tanker som måtte gå igennem hendes tanker og sind, samt hvad Jared havde fået arrangeret med den kongelige rådgiver i Manjarno, havde han slet ikke nogen anelse om, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, for han vidste jo at hun var ved at være træt!
Evan ønskede kun at se Athena blive bedre, og det blev man kun igennem ekstrem hård træning, og det var det som han agtet at gøre! Jo bedre kontrol hun kunne få, jo bedre ville det selvfølgelig blive, det var der ingen verdens tvivl om overhovedet! Han kneb øjnene let sammen. Tanken om at hun faktisk havde valgt at søge direkte ind i skallen på ham, havde han ikke direkte ventet sig, også selvom det slet ikke var nogen udfordring at få hende ud. Hun var træt, og slet ikke i hans liga endnu, men selv han måtte erkende, at hun kun blev bedre og bedre! Og selvfølgelig var det noget som han kun måtte blive stolt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var vel også på tide at stoppe træningen for nu om ikke andet? Han endte selv med at sænke alt som hed parader, hvor selv han betragtede hende med en langt mindre intens mine, for selv han kunne slappe af bare for lidt om ikke andet. Han bevægede sig roligt mod hende, for denne gang regnede han bestemt heller ikke med at hun skulle komme op på benene, og han regnede bestemt heller ikke med at han fik lov til at hjælpe hende op. Han kendte hende jo trods alt. ”Du kan jo forsøge med det næste gang, hvis du besidder styrken til det. Du bliver kun bedre og bedre, Athena. Og det gør mig stolt,” endte han ganske stilfærdigt, også selvom det faktisk var ord so han måtte mene, og selv de lord var noget som han sagde frygtelig, frygtelig sjældent, for det var ikke noget som han skænkede tl alle og enhver, for det var der aldrig nogensinde nogen grund til! Det var jo faktisk kun… ham og Diane. En ensom tilværelse, men en som han fint kunne leve med, for han havde jo gjort det igennem frygtelig mange år nu trods alt. Han stoppede ved hendes side. ”Jeg formoder at træningen er ovre for denne gang. Du burde få dig noget søvn,” endte han ganske stilfærdigt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Efterhånden var Athena virkelig ved at være fuldstændig smadret, og desuden så havde hun mistet alt der hed tidsfornemmelse, det var vel efterhånden ved at være temmelig sent? Hun var trods alt først kommet efter spisetid her til aften så Diane lå vel egentlig også bare og ventede på, at han kom i seng? Hun ville ikke selv komme hjem i aften det var helt sikkert, ikke nok med at det var sent og risikabelt at færdes i Dvasias på denne tid af aftenen, særlig når hun var i den tilstand hun var i. For nu blev hun liggende på det kolde gulv, med de blonde lokker bredt omkring sig, og stirrede op i loftet, forsøgte at få lidt kontrol på sit åndedrag, for hun var virkelig blevet forpustet. Det var en kamp om i det hele taget at holde øjnene åbne denne gang, men hun nægtede at falde i søvn på gulvet foran ham, hun skulle op, og hun skulle nok gøre det selv!
Athena vidste godt at hun slet ikke var tæt på at køre ham helt træt endnu, men hun gjorde virkelig sit bedste og forsøgte at tage det til sig som han havde lært hende gennem de mange år, problemet var at hun var ufokuseret og slet ikke kunne koncentrere sig om at udnytte de ting hun havde lært fra før af. Det var frygtelig sjældent hun hørte nogle i det hele taget, fortælle hende at de var stolte over hendes bedrifter, så at høre ordene forlade hans læber, var noget som skubbede byrden om ægteskab langt væk for få sekunder og i stedet fyldte hende med en stolthed, der havde tendens til at give hende blod på tanden. For første gang i flere timer bredte de rosa læber sig i et træt smil, men det var der i det mindste! ”Jeg gør mit bedste, Evan, til tider virker det bare ikke.. tilstrækkeligt,” erkendte hun stilfærdigt, og kæmpede sig op i en halvvejs siddende stilling, hvor hun hvilede på albuerne, kun for at kunne lade de grønne øjne søge mod hans skikkelse.
Hun havde altid elsket at være omkring både Evan og Diane, de havde været mere en familie for hende end sin egen nogensinde havde været, og tanken om at hun nu skulle stå på egne ben, og starte sin egen var.. skræmmende. Smilet falmede stille. Hun tog blikket fra ham og nikkede bare stilfærdigt. Meget besværet forsøgte hun at kæmpe sig på benene, selvom de knap kunne bære hende. Flere gange faldt de igen under hende og smed hende direkte i jorden, til hun endte med at finde en smule fodfæste. Hånden gled mod hans skulder, mest for at finde bare en smule støtte. ”Du får mig ikke til at røre en finger mere, før i morgen. Desuden må det efterhånden være sent, Diane venter nok på dig,” påpegede hun måske ligefrem.. lidt spidst? Athena slap ham og vaklede usikkert mod døren. Hvis han lod hende slippe så let og ikke havde bidt mærke i den manglede koncentration, ville hun ikke give ham tid til at komme i tanke om det, det var helt sikkert!

[Deleted]

Evan tænkte på ingen måder på Diane, når de trænede, for så var hans fokus pålagt at ligge på så mange andre steder, end på den hustru som han faktisk udmærket godt vidste, var inden døre og ventede på at han blev færdig for i dag. Han havde altid haft tid til Athena, og i og med at hun var en del af hans arbejde, men et sted så kunne han vel også næsten betragte hende, som havde hun været hans datter? Den datter som han aldrig nogensinde havde haft? Det var jo ikke ligefrem fordi, han kunne sige at han var videre begejstret over hans afdøde datter, Lisa, for det var han på ingen måde! At hun var træt, var noget som han udmærket godt kunne se, men det var også her han faktisk foretrak at få hende, når de endelig var i gang med en fuldendt træning, selvom han skam godt havde lagt mærke til, at hun havde lagt langt mere i det, end det som hun gjorde normalt, så noget måtte der jo være, som faktisk… fik hende til det? Og det var en tanke som efterhånden måtte gøre ham temmelig nysgerrig et sted.
Det intense i Evans blik, var nærmest gået i sig selv, og efterladt ham med en langt mere intetsigende mine, som han vidste at træningen nu måtte siges at være overstået. Han vendte blikket ganske kortfattet i retningen af hende endnu en gang, selvom han blev stående ved hendes side. Hun kunne ikke komme op, det kunne han jo udmærket godt se, så selvfølgelig ville han ikke direkte stå og håne hende for det. Han var stolt over hvad hun til nu, faktisk havde formået at opnå, og han var bestemt heller ikke bleg for at lade hende vide, at han faktisk var stolt af hende, for det var han jo trods alt også. Han nikkede ”Du gør dit bedste, og jeg kan se det. Man kan altid blive bedre, og som jeg altid har fortalt dig; Der er altid en som er bedre end en selv.. altid,” endte han ganske stilfærdigt.
Evan betragtede Athena som hun kom op på benene og direkte måtte støtte sig til ham, for at blive stående på benene, selvom det slet ikke var noget som han sagde noget til. Den direkte spidse tone, var efterhånden noget som han var vant til fra hendes side af, når det kom til træning, så selvfølgelig var det ikke noget som han direkte kunne siges, at bide sig fast i, for det gjorde han ikke! Tungen strøg han let over sine læber, som han endte med at trække svagt på smilebåndet – hvilket faktisk var noget som skete frygtelig sjældent. ”Jeg har ikke travlt med at komme op i seng, Athena. Jeg tror min førsteprioritet for nu, er at få dig i seng. Jeg formoder ikke at du tager hjem lige i aften?” endte han sigende. Selv havde hun jo fået hvad hun kunne definere som sit eget værelse, med eget inventar i form af et møblement og nipsting. ”Skal jeg hjælpe dig op? For en gangs skyld, eller kommer du på egen hånd..?” endte han ganske stilfærdigt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste godt at Evan aldrig havde travlt når det kom til hende, han forlod aldrig en træning eller skyndte sig at få den færdig fordi han skulle tilbage til Diane, hvilket var det hun godt kunne lide, han så hende jo faktisk for hvem hun var og accepterede hende for det, det var aldrig noget far havde gjort, også selvom hun aldrig havde bedt om det. Havde Evans mål været at køre hende træt, så var det i den grad lykkedes. Hun støttede sig til ham, mens benene truede med at falde under hende igen, hun nægtede dog at tage imod hjælp, for hun kunne sagtens selv! De tunge skridt mod døren var besværlige og ikke mindst frygtelig usikre. Ikke langt fra ham, endte hun igen med at glide direkte i jorden og skrabede de i forvejen ømme knæ. Hun kunne føle hans blik følge hende også selvom hun direkte ignorerede det. Skulle hun være helt ærlig, var hun stadig lettere irriteret på ham, også selvom det bare var for resten af aftenen, kun kunne ikke være vred i lang tid af gangen, desuden var det jo ikke hans skyld at hun snart skulle stå brud, eller at den tanke plagede hende i det hele taget.
Det var ikke første gang han gav hende de ord, men hun var ikke god til ikke at høre ordet 'perfekt' og intet mindre kunne tilfredsstille hende. Hun sukkede tungt og blev for et øjeblik siddende på sine knæ. ”Jeg ved det godt, men du ved godt at det ikke er tilfredsstillende for mit vedkommende,” påpegede hun lidt sigende, han kendte hende jo efterhånden temmelig godt, desuden så hun ikke nogen grund til at skulle lyve overfor ham. Igen fik hun sig kæmpet på benene og vendte sig mod ham. Hun strøg lokkerne om bag øret så de ikke skulle komme i vejen.”Jeg regnede ikke med at tage hjem, det kunne hurtigt give problemer på denne tid af aftenen. Du kan bare gå i seng, jeg ved hvor værelset er, jeg finder selv derop,” svarede hun stille og sendte ham igen et lidt dovent smil. Det var frygtelig sjældent hun så ham trække på smilebåndet og synet i sig selv fik hendes hjerte til at springe et slag over. ”Du er i uhyggeligt godt humør til aften,” påpegede hun næsten irriteret, for mens han stod og morede sig, så turde hun sværge at hendes hoved var ved at sprænges. Athena missede med øjnene mod ham hvilket selv sagde det hele? ”Du får et godt gæt,” svarede hun bare kortfattet, han skulle bestemt ikke tro at han kunne hjælpe hende overhovedet!
Roligt trådte hun mod døren, men før hun lagde hånden på den endte hun i stedet med at vende sig mod ham, og lænede sig op af døren som støtte i stedet for. ”Må jeg spørge sig om noget? Selvom det er ret personligt,” tilføjede hun et sted som en mindre advarsel, de talte jo aldrig om.. privatliv som sådan, men når hun ikke kunne spørge far, så havde hun vel kun den mulighed tilbage at spørge ham?

[Deleted]

Evan gik måske ind i arbejdet med hjerte, sind og sjæl, men han vidste så til gengæld også at Athena på ingen måder, havde det synderlig nemt på hjemmefronten, og derfor ønskede han vel også at give hende et sted, hvor hun faktisk vidste hvor hun kunne være, og hvor hun kunne blive set og anerkendt for den som hun var, så selvfølgelig var et noget som gjorde det hele meget bedre for hendes vedkommende. Han vendte blikket direkte mod hende. Hun havde sit værelse her, hun havde ham at tilbringe tiden med, og han havde faktisk slet ikke noget imod nærmest at hoppe ind i rollen som hendes far, for nogle skulle jo gøre det, når hendes egen far, slet ikke var i stand til det på nogen måde. Han betragtede hende med en ganske sigende mine. Han kendte hende nok til at vide hvornår grænserne var nået, og det var de i den grad nu, hvilket han tydeligt kunne se. Han lod hovedet søge let på sned, som han selv havde valgt at sænke paraderne fuldstændig, for selvfølgelig var det noget som kun måtte gavne dem selv i den anden ende. Han fik jo trods alt ikke ligefrem noget andet ud af det uanset.
Athena var udmattet, og selv var det jo ikke ligefrem fordi at han ønskede at opsøge Diane lige nu, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. Han kunne ikke fordrage at blive puslet sådan om, som han blev, også fordi at han havde fået sine knobs her i aften, også selvom det slet ikke var noget som han sagde noget til, for det var jo bare nogle af de ting som man måtte tage med, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved det af den grund. ”I aften har du nået hvad du an rumme, og det er noget som du burde være stolt af,” endte han ganske sigende. Hun havde opnået sit fulde potentiale for denne aften, så hvorfor hue efter mere, når man ikke kunne? Hun forflyttede den grænse hver evig eneste dag, og hver eneste gang de var i gang med træning, så selvfølgelig var det noget som han agtet at fortsætte med, for han vidste, at hun rummede så meget mere, end det som hun havde vist ham! Og han vidste det!
Evan regnede slet ikke med at Athena ville tage hjem for i aften, hvilket heller ikke gjorde ham det mindste. Han nikkede ganske sigende til hende endnu en gang. ”Du finder selv derop? Udmærket. Jeg meddeler til køkkenet, at der er en ekstra som spiser med i morgen tidlig,” endte han ganske sigende og med et sigende nik. Det var frygtelig sjældent at han smilede i det hele taget, også fordi at der vel ikke rigtigt var noget som helst som han kunne smile af? At hun støttede sig op af døren, fik ham automatisk til at stoppe op, hvor han vendte blikket mod hende, tydeligt.. forvirret. Det lignede hende ikke at komme ind på det mere private når de endelig snakket sammen. ”Er der da noget galt med mit humør, Athena?” begyndte han endeligt, som han skød det ene bryn direkte i vejret. Armene gled roligt over kors som han lod hovedet søge mod den anden side. ”Sig frem,” afsluttede han stilfærdigt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Allerede som lille havde hun fået tildelt et værelse hos ham og Diane, men med årene havde hun taget mere og mere med sig, efterhånden havde hun flere private egendele stående der end det hun havde hjemme, men hun tilbragte jo efterhånden også meget tid her, og skjulte det lidt bag behovet for træning, noget som hun ikke ville komme til at gøre i fremtiden. Selvom han var direkte intetsigende, så vidste hun at han ikke var ligeglad, det havde han aldrig været, tværtimod gav han sig tid til hende, også selvom de ikke havde særlig meget med hinanden at gøre uden for træningen, hun var der egentlig bare, søgte ikke opmærksomhed, derfor var i aften lidt et sær tilfælde, fordi hun netop havde flere spørgsmål, men vel hellere at stille dem, end at ligge søvnløs endnu en nat? Hun lænede sig op af væggen, hvilket fjernede vægten lidt fra benene, inden de ville knække under hende igen. Måske hun burde være stolt af hvad hun havde nået i aften, men det var ikke godt nok, for hun var trods alt i stand til mere.. med mere koncentration vel og mærke, men der var ingen grund til at hænge sig i det. ”Jeg vil gøre det bedre næste gang,” svarede hun bare med den bestemte undertone. Spørgsmålet var hvornår næste gang ville blive, nu hvor hun skulle drage hele vejen til Manjarno, og være en hustru for en mand som hun ikke havde det mindste kendskab til, ikke fordi hun var meget for at skulle finde sammen med en vampyr, men det var ikke hendes opgave at stille spørgsmål.
Hun slog blikket ned, og følte sig næsten en smule svimmel. Hvor lang tid havde de egentlig været i gang? ”Det behøver du ikke, Evan. Jeg er ikke sikker på at ikke jeg kommer op alligevel, og jeg lovede far at jeg ikke ville hjem for sent,” endte hun stilfærdigt. Hun hadede tanken om at skulle tage hjem, det var vel også bare et spørgsmål om tid, inden hun skulle møde den såkaldte Valerio? Igen lod hun blikket søge mod hans ansigt, næsten undersøgende, for det smil var et hun godt kunne tænke sig at se igen, det var en sjældenhed men et gav hans ansigt en mild karakter som hun fandt.. charmerende.
Athena rystede på hovedet. ”Nej overhovedet ikke. Det er bare ikke ofte man ser dig med et smil,” påpegede hun hurtigt. Det var rart, det var slet ikke det. Hun vidste godt at de nok ikke rigtigt talte om det private, for hun ville ikke blande sig i hans forhold til diverse ting, og hun ønskede heller ikke at han skulle blande sig i hendes, selvom hun ikke rigtigt.. havde det helt store i vente. Hun tøvede en smule, og slog blikket bort fra ham. ”Dit og Dianes ægteskab var arrangeret ikke? Hvordan var det? Var i heldige bare at.. elske hinanden temmelig hurtigt, eller har i bare lært at, tja leve med hinanden?” spurgte hun nysgerrigt. Det var ikke fordi det vedkom hende, men selvom hun havde vist at hun nok ikke ville finde den helt store kærlighed, som pigedrømmen ellers sagde, så frygtede hun at et ægteskab med Valerio ville være.. udfordrende, særlig taget i betragtning af deres mageting

[Deleted]

Værelset havde Evan skænket til Athena, fordi at hun skulle have et sted at være, også fordi at det var noget som han faktisk ønskede at skænke hende; At vise, at hun ikke bare var hans arbejde, men også et menneskeligt individ, som faktisk havde en ekstrem stor betydning selv for ham, for det havde hun, og det var selvfølgelig det som han ønskede så brændende at videreformidle til hende. At hun så mere eller mindre havde fået alle sine ting til hans manor frem for sit eget hjem, vidste han ikke, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at blande sig i. Han kunne vel bare håbe at Jared før eller siden, faktisk indså de gode ting som fandtes i hans datter, for det kunne han da heller ikke fortsætte med at.. ignorere? Det var faktisk en tanke som kunne frustrere selv ham! Han nikkede sigende. ”Det ved jeg at du gør. Du er langt mere ambitiøs, end mange andre, som jeg har trænet, Athena. Jeg er ikke i tvivl,” afsluttede han med en vis.. stolthed i stemmen. Det skete ellers selv frygtelig sjældent.
Evan betragtede hende med en næsten tom mine, som det lignede at hun kunne falde om hvert øjeblik det skulle være, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne tage sig af lige nu, og desuden vidste han også godt, at det slet ikke var noget som hun lod ham. Han nikkede sigende. ”Det er i orden. Jeg beder nu alligevel folket om at servere en ekstra tallerken i morgen tidlig, bare for en sikkerhedsskyld. Det er jo også en lang tur for dig hjem,” endte han ganske kortfattet, også som et tydeligt tegn, til at det ikke var noget som stod til nogen former for diskussion, for det gjorde det bestemt ikke! hun skulle ligesom komme hjem i så god form som muligt, og det kunne jo sagtens inkludere en fuld mave.
At det var hans smil hun havde ladet sig påvirke af, var en tanke som næsten kun fik ham til at smile igen, for det morede ham faktisk ganske betragteligt, også fordi at han vidste, at det ikke skete særlig ofte, men det foregik da om ikke andet. ”Du fremstiller det, som jeg aldrig gør det,” påpegede han sigende. At hun direkte valgte at spørge ind til hans ægteskab med Diane, var noget som tydeligt forundrede ham, for det var slet ikke noget som han var vant til at se folk spørge ind til på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han lod hovedet søge let på sned, som han lod armene søge over kors, tydeligt med en tænkende mine. Det var jo mange års ægteskab efterhånden trods alt! ”Jo.. Det blev arrangeret, da jeg kun var en ung knægt..” Han trak svagt på den ene mundvig, selvom det faldt allerede temmelig hurtigt. ”Jeg har ikke troen på sand eller ægte kærlighed. Jeg lærte at leve med tingene, og jeg lærte at.. acceptere og holde af Diane igennem ægteskabet,” forklarede han videre, for det var jo faktisk sandt. ”Hvorfor spørger du?”