A sorely needed break

[Deleted]

Torvet yrede af liv selv om at det var begyndt at gå mod de sene aftentimer. Væsner af alverdens herkomster bevægede sig om hinanden på markedspladsen, mellem de forskellige boder og lyden af sælgerne der højlydt reklamerede for deres varer fyldte luften. Duften af nybagt brød og eksotiske parfumer fyldte Jonahs næsebor mens han bevægede sig gennem menneskemængden, bort fra en af boderne og over i et af de mere folketomme områder. Han havde nu aldrig brudt sig om sådanne trængsler, men der var nu en gang ikke så meget at gøre ved det, når hans arbejdsgiver havde set det som det tryggeste at betale ham midt i en sådan mængde, fremfor at møde ham alene. Og at dømme efter vægten af pengeposen i Jonahs hånd, måtte han gå ud fra at hans anonyme arbejdsgiver havde været tilfreds med hans tjenester.
Jonah stillede sig op af en væg et lille stykke fra torvets hovedgade og lod pengeposen falde ned i en lomme i hans læderdublet. Han vidste bedre end at tælle dens indhold midt i det offentlige øje - og desuden stolede han nok på sin arbejdsgiver. Det var ikke første gang han var blevet hyret af denne mystiske mand. Han rystede tanken fra sig, og lod blikket falde over de mange forskellige boder. Sulten plagede ham, men det var et andet behov han havde, som han følte måtte stilles først. Han bevægede sig frem til en av de større boder og betragtede sælgerens udvalg med et granskende blik. "Hvad skal du have for dén?" spurgte han med et nik mod en af de små, tykke flasker på disken. "Tre sølvstykker." svarede sælgeren, og løftede flasken fra bordet så Jonah bedre kunne se det rødlige indhold. Det var måske ikke den bedste kvalitet, men vin var trods alt vin. Selvom at han ikke var meget for at betale tre stykker sølv for den. Men han var alt for udmattet til at forhandle om prisen, så han gav sælgeren hvad han bad om, og gik tilbage til sin plads ved væggen. Proppen blev trukket af med hans tænder, og han lod den første slurk af væsken væde hans tørre hals. Han skar ansigt, men sank alligevel væsken. Han var ikke i tvivl om at sælgeren havde taget sine omveje, når det galdt kvaliteten af den såkaldte vin.
Jonahs tanker faldt andetsteds, da han vendte blikket en smule bort fra markedspladsen. Han måtte finde et sted at være for natten, nu hvor han ville få lidt tid til at slappe af. I hvert fald indtil hans tjenester igen ville blive krævet.

[Deleted]

. Eftermiddag var det blevet, hvilket på sin vis irriterede Dominique. Man kunne vel godt sige, at hun kun havde sig selv at bebrejde, men alligevel... Rejsedag var det blevet efter et par hårde dage med arbejde hver aften. Skønt havde det været for hendes pengepung, eftersom hun havde formået at være fuldt booket i den uges tid hun havde befundet sig i New Dale. Kroerne og barerne havde haft fuldt hus til hendes aftener, hvilket havde betydet meget glade flere. Fantastisk var det forløbet, som publikummet havde elsket hende, og det kunne meget vel betyde, at der var god forretning i at ride til Imandra, både mændene og kvinderne syntes i hvert fald at være blevet begejstret for den smukke kvinde, der dansende havde svunget med ild omkring sig. Grunden til at hun var irriteret lå derfor ikke i hendes optrædender, men fordi hun havde været lidt for glad for sprutten. Efter et par gode opvisninger havde hun enten drukket med stedets ejer, eller nogle af de taknemmelige tilskuere. Sidste nat - i går - var så gået hårdest til, eftersom hun var stødt på nogle utroligt gamle venner, som hun ikke havde set i flere hundrede år. Nemlig fra hendes tid i cirkus. Det skulle selvfølgelig fejres, og de havde drukket sig pænt muntre, hvilket førte videre til, at hun først var kommet i seng i løbet af denne morgen, og hun nu havde travlt, samt havde en forbandet dum hovedpine.
Nu måtte Dominique gå rundt på det befolkede marked, hvor hun måtte finde de sidste fornødenheder til rejsen. Sine tasker havde hun fået lov til at stille i stalden, imens hun handlede ind. Første stop blev ved en af kødboderne, hvor hun scannede boden for billigt kød, der ville kunne mætte en person. Selv var hun ikke den største dyrejæger, så hun nød af at købe sin mad slagtet, skønt prisen så også var derefter. "Jeg har brug for 4 skiver svin og 3 skiver lam," endte hun så med at sige. En uges mad måtte vel kunne gøre det for nu. Når hun var på farten, var hun desuden heller ikke vant til det store festmåltid, hvor hun i stedet levede småt, men så kunne tage for sig, når hun fandt et job. Med et kort smil tog hun imod posen med kød, hvorefter hun bandt pengepungen fast til sit bælte igen. Tøjet hun bar var for rejsen, som hun par et par ganske normale bukser, hvor hendes fødder var beklædt af et par faste støvler. Toppen var derimod lidt speciel, eftersom den blottede en del af hendes solbrune hud, da det var en lædertop, hvor der gik et par strimler over hendes bryst og skuldre, så hendes mave var bar. Det gjorde derfor også, at man kunne se tatoveringen hun havde langs siden, der forestillede nogle blomster, hvor en drage smøg sig rundt om dem.

[Deleted]

Hvis der var noget at sige om Jonah som person, måtte det være at han bestemt var opmærksom på sine omgivelser. Måske var det et resultat af hans herkomst som menneske, som gjorde ham specielt udsat i den verden han nu engang levede i, og at han derfor var blevet så vant til at han var nødt til at sove med et vågent øje for sin egen sikkerheds skyld. Det var den opmærksomhed der gjorde at han lagde mærke til kvinden der bevægede sig ind i mængden. Tegnene var få og for det utrænede øje svære at lægge mærke til, men han kunne se tegn til tømmermænd, og efter alt at dømme kunne det ikke være alt for længe siden hun var stået op. Jonah betragtede ikke sig selv om en form for person der begloede kvinderne i byen, men han var trods alt en mand. Og kvinden gik ikke ligefrem fuldstændig dækket til, og advarselslysene blinkede i hovedet på ham. Hendes antræk og tilstand gjorde hende udsat.
Det var desværre ikke kun Jonah som lagde mærke til den slags tegn, og ud fra øjenkrogen kunne han se en skikkelse snige sig gennem mængden og mod kvinden, idet hun stod ved boden og handlede sit kød. Han kvalte et suk og tog en sidste slurk af den billige vin, og satte flasken fra sig for derefter at bevæge sig gennem mængden, og mod skikkelsen som på nuværende tidspunkt stod kort fra kvinden. Han trak en daggert fra sit bælte og førte spidsen mod den kutteklædte mands ryg, og fik skikkelsen til at stivne fuldstændig.
”Jeg foreslår at du giver hvad du lige tog, tilbage.” Jonahs ord var kølige, og daggerten i tyvens ryg var det tydelige tegn på at han mente alvor. Tyven vendte sig ikke engang om, men slap straks pengeposen han havde skåret fra kvindens bælte, hvorefter han løb sin vej så hurtigt han kunne. Jonah samlede posen op, og rakte den tilbage til kvinden. Det var ikke fordi han så det som et behov for at hindre tyve i at tjene til det daglige brød, men han kendte selv til frustrationen over at miste sit guld efter en nat med druk. ”Pas på deres guld, frøken.” sagde han mens han stak daggerten tilbage i bæltet. Det havde heldigvis ikke været en decideret farlig tyv – en erfaren en, men ufarlig. Jonah havde stødt på den samme tyv en gang eller to, men havde endnu ikke set grund til at gøre andet end at jage ham væk.

[Deleted]

Uopmærksom og en smule tvær var Dominiqúe måske, men efter en nat og morgen med druk var man måske heller ikke den mest vågne person. I øjeblikket havde hun i hvert fald bare en rimelig simpel tankegang kørende, og det var; handle ind og at ride af sted. Lang tid burde det ikke tage, da hun ikke havde andre planer på programmet, så det skulle nok gå rimelig stødt. Hendes fraværenhed gjorde så også, at hun ikke ænsede den kløgtige tyv, der nærmede sig hende. Optaget i sit køb var hun, hvor det eneste der forstyrrede hende var den store folkemængde, da det for hende virkede som om de var i en konkurrence der handlede op at skratte højest på samme tid. Smertede hende gjorde det i hvert fald, hvor det føltes som små vedvarende stik i kraniet. Det eneste hun kunne se frem til, at hun snart var færdig, og at hun så kunne komme ud i det åbne. Bare hende og Andurril. Det lød næsten helt perfekt nu. Selvom Dominiqúe havde vandret på denne jord i utroligt mange år, og at hun tidligere havde været kriger, var hun ikke vågen nok til at mærke bevægelsen af letheden, at hendes pung forsvandt. Det var først da den kølige stemme nåede hendes ører, at hun vendte sig om og instinktivt tog sig til pungen. Den pung der ikke var der længere. Taknemmelighed blev de smaragdgrønne dog fyldt med, da hun betragtede den fremmede mand handling overfor tyven. Skønt hun stod ganske roligt til og så på, mærkede hun hvordan flammen ulmede inde i hende. Ikke mod den fremmede redningsmand, men mod tyven. Vrede følte hun for den kutteklædte herre, men dog vidste hun bedre end at brække mandens arm, skønt han fortjente det, og det nok ville være en hjælp for fremtidige ofre. Det ærgrede hende dog at se tyven løbe væk, efter at han havde smidt hendes guld, men alligevel rettede hun blikket på den ældre herre. "Tusind tak, du har virkelig redet min dag, hr?" sagde hun i en taknemmelig tone, imens det sidste ord blev sagt i en spørgende tone Det var da meget rart at vide, hvem hendes 'helt' var. Roligt strakte hun armen, hvor hun lod de slanke fingrer lukke sig om den lille brune pose, som hun tog til sig igen. Forskellen blev så, at hun valgte at stå med den i hånden lidt endnu for en sikkerhedsskyld, skønt der nok ikke var de store procenters chance for at en ny tyv ville komme og liste den ud af hendes bælte.

[Deleted]

Jonah fulgte den kutteklædte tyv med blikket, indtil han forsvandt i folkemængden, mest sandsynligt på jagt efter et andet potentielt offer. Tanken nagede ham, men selvom at det ville være den letteste sag i verden at befri Imandra fra endnu en tyv, så han ikke behovet. Desuden, hvilken lejesoldat ville han være, hvis han dræbte til højre og venstre for de mindste ting? Kvinden havde fået sit guld tilbage, og der var dermed ingen grund til at udgyde blod.
Han vendte blikket tilbage mod kvinden ved hendes taksigelser, og han trak en anelse på smilebåndet, inden han lavede et lille buk med nakken. Om ikke andet var han måske en tjenestemand af enhver som havde råd til hans tjenester – af netop den grund behandlede han alle med en vis form for respekt, uafhængigt af race eller herkomst. Denne kvinde var intet undtag. At han var et menneske tydeliggjorde kun behovet for respekt overfor de andre 'stærkere' racer. ”Jonah. Jonah Ajary Sin’a.” svarede han roligt, og lod først nu sit blik rigtigt hvile på hende. Han behøvede kun at se på hende i et kort sekund for at kunne bekræfte at hun ikke var et menneske som ham selv. Han var ikke i stand til at bedømme hvilket blod hun havde, men det lyste langt ud af hende, at der var mere under overfladen. Det var alligevel ikke noget han kommenterede på. En person var en person i Jonahs øjne, ikke en race. Han vidste selv hvor meget han hadede at blive omtalt som menneske i nedladende toner, uanset hvor sandt det end måtte være. ”Tyve plejer at slå til på de her tidspunkter. Trængslen er deres gyldne øjeblik, og forvirringen er deres flugtvej.” Han kastede et blik over skulderen, som for selv at sikre sig at der ikke var andre tyve i nærheden, som ville gå efter hans egen sparsommelige mængde guld. Umiddelbart lod det ikke til det, men Jonah vidste bedre end at sænke paraden af den grund. Han holdt konstant en hånd på bæltet, parat til at trække sin daggert hvis det nok en gang skulle blive nødvendigt. Hans blik faldt dog tilbage på kvinden igen, og nok en gang trak han på smilebåndet og formede et skævt smil. ”Og det hjælper ikke når deres offer ikke er ovre en beruselse endnu.” tilføjede han sigende, og noget der kunne ligne et drillende glimt viste sig i de brune øjne.

[Deleted]

Dominique var så sandelig taknemmelig over den fremmede mands hjælp, da det aldrig var sjovt at miste penge man havde arbejdet hårdt for. Desuden var hun også taknemmelig for, at en fremmed mand havde lyst til at hjælpe hende, skønt de ingen relationer havde til hinanden. Det var nu også helt utroligt, at han havde spottet tyveriet, da tyvene trods alt var professionelle, og at det normalt kun var vedkommende der var blevet bestjålet, der opdagede tyveriet. Heldet havde i hvert fald været med hende, hvor hun nu følte for at prise denne mand. Hun mente i hvert fald, at hun måtte gøre noget for at vise sin taknemmelighed, selvom manden måske ikke havde hjulpet hende for at tjene et par håndører. "En ære at møde dig, Jonah. Mit navn er Dominique," præsenterede hun sig selv høfligt. Hun smilte stille over hans lille gestus, som han lavede et svagt buk for hende. Unødvendigt var det måske, da hun ikke gik op i de store formaliteter selv, men hun var dog udmærket klar over, at visse folk priste høfligheder højt. Ud fra hans udseende kunne hun også se, at manden ikke længere var helt ung, som alderdommen havde sat sine spor. Grim var han ikke, da ældning også havde sin charme. Det betød dog ikke, at hun ville undvære sin ydre ungdom, som hun lignede en kvinde i tyverne, skønt hun i virkeligheden havde passeret de 50 årtusinder. Det var dog ikke et tal folk ville gætte på.
Dominique nikkede medgivende til hans ord, da han havde fuldkommen ret i, at tyvenes paradis var store folkemængder, og det kunne man så sandelig sige om torvet her. Mange forskellige vandrede i hvert fald rundt mellem boderne og videre ud på gaderne, hvor det ikke altid var tyvene man holdt tankerne på. Derfor kunne man let glemme sikkerheden omkring sin pung i al virvaret, og det kunne man så sandelig sige at hun havde gjort. Hun måtte slippe en skyldig latter, da Jonah allerede havde gennemskuet hendes tømmermænd fra nattens druk. "I går virkede flasken ellers som den bedste ide.. i dag? ikke så meget," sagde hun med et smil på læben. Det var måske også meget godt, at hun skulle ud på markerne igen, da det formentligt ville holde hende ædru. "Men nok om det.. Kan en taknemmelig kvinde ikke byde dig på noget?" spurgte hun mildt. Selv ville hun i hvert fald gerne belønne ham, om han så ønskede lidt penge, noget mad og drikke eller noget helt tredje. "Du bliver i hvert fald også nødt til at fortælle, hvordan du lige fik øje på tyven og gjorde handling. Mange andre ville i hvert fald bare have vendt blikket væk igen."

[Deleted]

Jonahs første indskydelse havde været at protestere mod hendes ord, at påstå at der ingen ære var i hans selskab. Han var ingen æreløs mand – til lejesoldat at være, havde han en vis form for medmenneskelighed, og havde visse kriterier til de mål han blev givet – men uanset hvordan man vendte eller drejede på det, var han en mand der havde taget mange liv i løbet af sin levetid. Han valgte alligevel at holde tand for tunge, og trak en smule mere på smilebåndet. ”Æren er på min side, frøken Dominiqúe.” svarede han i det samme rolige tonefald. Måske var det det tydeligste tegn på hans alder; han hævede så sjældent stemmen. Det til trods, kunne han ikke undgå at lade en stille kluklatter flyde fra sine læber, og hans smil havde nu bredt sig over hans ansigt, fra øre til øre. ”En flaske kan til tider virke som en god ven, men den har en tendens til at ramme hårdt dagen efter.” medgav han smilende. Han kunne ikke tælle hvor mange gange han selv var vågnet med den velkendte, dundrende hovedpine. Han vidste det ikke, men hans eget antal kunne meget vel kun være en lille brøkdel af Dominiqúes, at dømme efter hendes leveti. Dette var dog endnu ikke noget Jonah kunne udtale sig om, eftersom hun, for hans menneskelige øjne, var en kvinde et sted i tyverne. ”Hvis du virkelig vil belønne mig, kan du måske føre mig til det sted hvor du fandt en sådan ven. Jeg skaffede mig en her på markedet, men…” Han sendte et misbilligende blik over skulderen, i retning af boden han havde købt den mistænkeligt vandede vin. ”Lad os bare sige at det ikke var en sådan ven jeg havde brug for.” Han vendte blikket tilbage på hende, og nok en gang formede hans læber et skævt smil ved hans mundvige. ”Det er ikke så svært, når først man ved hvad man skal se efter. Solen er gået ned, og de eneste der går med kutte når der er mørkt, er dem der har noget at skjule.” Hans tonefald indikerede at han anså det som den reneste logik – og det havde trods alt vist sig at han havde haft ret i sin antagelse. Desuden hjalp det at han havde holdt øje med den kutteklædte kort før han havde bevæget sig mod Dominiqúe, og Jonah genkendte alt for vel måden man gik, når man nærmede sig et mål. ”Måske vendte jeg ikke ryggen til af andre årsager? Måske håbede jeg på at min hjælp kunne skaffe mig bedre vin?” Igen viste det drilske glimt sig i hans blik, og smilet veg endnu ikke fra hans læber.

[Deleted]

Om der var ære i at befinde sig i Jonahs selskab, var noget Dominique indtil videre mente. Det var trods alt kun ham, der havde gået i hendes retning og givet hende en hjælpende hånd, da hun havde været helt uvis om dem kriminalitet der foregik om hende. Hvis han så ikke mente, at det var en ære at møde ham, fordi han havde taget liv, måtte det vel være ligeså uheldigt at støde på hende. Selv havde hun ikke en ide om, om hvor mange liv hun havde taget, men hun vidste, at ikke alle ville se hende som en helgen. Hun havde dog handlet for et formål hun havde troet på, og stadig ville kæmpe for, hvis det skulle være. Hun var også en kvinde der kunne forsvare sig selv, hvis hun blev angrebet. Mod tyve var åbenbart en helt anden sag, som hun trodsalt var blevet bestjålet, hvis det ikke havde været for denne mand. Da hun så, hvordan han smilede og morede sig over hendes ord, måtte hun også selv trække på mundvigen, da hun havde en svaghed for munter stemning. Hun følte nu heller ikke for at afvise manden, da hun derimod følte, at hun stod i gæld til ham. "Jeg kan kun give dig ret i, at alkohollen har det med at have den effekt. Det er næsten latterligt, at man bliver ved med at ty til den, når man ved, hvordan det forløber," sagde hun med et smil på læben. Utallige branderter havde hun befundet sig i, men alligevel havde det aldrig afholdt hende fra at prøve igen. At han spurgte efter sprut som belønning kom først bag på hende, da hun nærmest så den sene eftermiddag for at være tidlig morgen, men det var så også kun fordi, at hun havde formået at vælte om på nat og dag. Da han kort referede til sit eget uheld i køb af flaske, udtrykte hendes blik næsten medlidenhed, da hun vidste, at man ikke altid skulle stole på kvaliteten af sælgernes varer. "Nej, det kan godt være sørgelige ting man for fat i, når man handler her. Men hvis du virkelig har brug for at drikke, vil jeg anbefale en af butikkerne i sidegaderne, eller også en af byens kroer eller barer.. Jeg må indrømme, at jeg har holdt mig til det sidstnævnte," forklarede hun ham, hvor det sidstnævnte blev udtalt i en munter tone.
Da Jonah fortalte Dominique, hvordan han havde spottet tyven, gav det alligevel god mening. Dog plejede det stadig kun at være en ting man så, hvis man betragtede sine omgivelser lidt nøjere. Hun kunne i hvert fald meget vel have set tyven, men så set væk igen, i den tilstand hun befandt sig. "Så sandt, så sandt," medgav hun. "Om du hjalp bare for at få lidt at drikke er måske meget vel. Jeg er i hvert fald bare glad for, at jeg ikke har mistet noget," sagde hun roligt, selvom hun ikke troede på, at han havde hjulpet hende på grund af nogle videre bagtanker.

[Deleted]

Jonah bare endnu det skæve smil om læberne, alt imens han lyttede til Dominiqúes ord. Kroerne og værtshusene havde rigtig nok bedre vin end boderne på torvet, men prisen fulgte kvaliteten. Han valgte at bide i det sure æble, for han havde i den grad brug for vinen for at kunne afslutte dagen, og den vandede undskyldning fra boden kunne ikke tilfredsstille det behov. At han var nødt til at punge ud med en større del af hans betaling var desværre en uundgåelighed, men så længe han havde råd til at skaffe et værelse for natten burde det ikke være den store krise. Udover vin og tag over hovedet, havde Jonah ikke de største behov. ”Det kunne måske være du kunne tænke dig at tage et glas sammen med mig?” foreslog han, da han igen vendte blikket i hendes retning. Det skæve smil prydede stadig hans læber. Dominiqúe var bestemt en attraktiv kvinde, men det havde nu ikke været dét, der var grunden til at han havde spurgt. Vin var godt og vel, men der var en forskel på at drikke alene og at drikke i selskab med andre. Om ikke andet kunne hun altid betragte det som den egentlige betaling for hans assistance. ”Hvis du ikke har opgivet alkohol fuldstændig, selvfølgelig.” tilføjede han hastigt. Med tanke på hendes tømmermænd fra dagen forinden, var det bestemt ikke sikkert at hun havde lysten til at tømme flere flasker foreløbig – sådan havde han det i hvert fald når han vågnede med tømmermænd. Og alligevel fandt han altid sig selv med en ny flaske foran sig om aftenen. Samtidig kunne det være hun havde andre planer. Han kastede et hurtigt blik over hendes køb af kød, og han lagde ansigtet en smule på sned. For ham var sådan et køb kun noget man skaffede sig, når man havde en længere rejse i vente. Men han kunne ikke sige det med sikkerhed, og holdt derfor tand for tunge. ”Medmindre du selvfølgelig har andre planer for aftenen.” tilføjede han med nok et skævt smil. Han ville ikke få hende til at føle sig presset til at gå med på hans tilbud, tvært imod. Der var sjældent noget positivt at hente i sådanne samtaler, hvor den ene part allerhelst vil væk. Desuden var han blevet nysgerrig omkring hende. Pengeposen hun nær var blevet frastjålet var ikke ligefrem let, så hvad end hun foretog sig, måtte hun tjene fint på det.

[Deleted]

Dominiqúe vidste udmærket godt, at der var en prisforskel på vinen der blev solgt ved boderne på markedet, og så vinen man kunne købe på en kro. Forskellen var så, at man skulle være rimelig påpasselig med hvad man handlede på markedet, da ægtheden godt kunne være rimelig lav. Det løs i hvert fald noget som Jonah måtte have sandet, som han havde virket utilfreds med den rødvin han havde handlet. Når man valgte at gå på en kro, betalte man så også for servicen og en siddeplads, men standarden plejede som regel også at være noget bedre, selvom det selvfølgelig også var muligt at blive snydt der. I de større byer var der generelt ofte en større tendens til svindel. Det havde hendes pengepung så også mærket, da den havde været tæt på at blive frarøvet hende. Da han spurgte, om hun ville være så venlig at gøre ham selskab over et glas, måtte hun skæve tøvende i staldens retning. "Tjoh, et glas kan jeg vel godt lige nå," fik hun langsomt frem. Hun vidste udmærket godt, at hun burde afvise hans invitation, da hendes dage i byen var talte og hun skulle på farten igen. Hun havde også afleveret sin værelsesnøgle, og hendes ejendele ventede på hende i stalden, og hun var også godt klar over, at hun allerede var bagud i tidsplanen. Hun havde skam også lyst til at tage en drink med Jonah, da han havde hjulpet hende, skønt det ikke havde været ham nødvendigt, så en tak var på plads, og så havde hun generet en svaghed for at falde i lange snakke med fremmede personer. "Siger man ikke, at man skal tage et nyt glas for at fjerne gårsdagens smerter?" smålo hun stille. Tømmermænd havde hun skam, og mange ville nok fraråde hende at drikke igen, men det der skulle til at ske nu, var kun en ting der allerede var sket mange gange før.
Det indbydende smil krusede endnu på Dominiqúes læber, hvor hun lavede et kast med hånden til hans ord. "Kom bare min kære Jonah. Så går vi ind og tager et glas og en snak, og glemmer dagens pligter," sagde hun i en lettere drillende tone. Hun mente dog sine ord, som hun ikke følte sig tvunget til at tage med ham, men egentligt gerne ville tage et smut forbi kroen. Roligt begyndte hun at gå, mens hun havde kødposen i den ene hånd og pengepungen i den anden. Blikket havde hun på ham, som hun begyndte at gå, som et tegn på at han skulle følge med. "Er der et sted her du foretrækker?"

[Deleted]

Smilet om Jonahs læber voksede sig bredere, da Dominiqúe, om end en smule tøvende, takkede ja til hans tilbud, og han måtte selv lade en lav latter lyde fra sig, da hun lod til at lægge ord på den samme tanke han havde haft, omkring den noget tvivlsomme kur mod tømmermænd. ”Det siger man i hvert fald. Det skulle vist virke ligeså godt som at slukke en ild ved at hælde mjød på flammen.” tilføjede han sigende, men smilet om hans læber bekræftede nu stadig at han satte pris på hendes accept. Han vendte sig en smule, for at få et bedre overblik over de omkringstående kroer og værtshus i udkanten af markedspladsen. I en så stor by som New Dale nu engang var, var der bemærkelsesværdigt mange af dem liggende omkring, og Jonah vidste af erfaring at nogen havde bedre ry end andre. Han kendte til et par små kroer der havde ligeså stor chance for at være et improviseret horehus den ene dag som for at være en kro den næste. Han stødte tanken fra sig, og nikkede i retning af en af kroerne ikke så langt fra torvets center. ”Jeg plejer at få en varm velkomst derinde.” svarede han med et mildt smil. Kroen var hverken stor eller specielt iøjefaldende, men lyset fra vinduerne og silhuetterne af kroens gæster efterlod bestemt ingen tvivl om at stemningen derinde var alt andet end negativ. Havde det ikke været for støjen fra den folketunge markedsplads, var Jonah sikker på at han ville have været i stand til at høre lyden af sang fra dem der måske havde fået et par glas for meget, eller lyden af latter fra en af grupperne der plejede at opholde sig derinde. ”Det er et udmærket sted for at glemme sine pligter for en stund. Men jeg skal nok undgå at opholde dig for længe.” tilføjede han med et næsten beklagende smil. Det lød som om hun havde et sted hun skulle være, og at dømme efter blikket hun kastede over sin skulder, var hendes skema ikke ligefrem lagt op til at hun egentlig havde tid til et hurtigt glas. Hans læber formede alligevel snart det samme milde smil. ”Så vi må hellere komme derind så hurtigt som muligt.” indskød han, nok en gang med hensyn til hendes skema, og han begyndte derefter at lede vej gennem folkemængden. Igen havde han konstant en hånd på bæltet, og var parat til at trække daggerten hvis en anden tyv skulle vise sig at være dumdristig nok til at forsøge at stjæle hans guld. Den korte tur gik alligevel problemfrit, og da Jonah skubbede døren til kroen op, trådte han til side så Dominiqúe kunne træde ind først. Meget kunne man sige om ham, men manerer havde han da.

[Deleted]

Dominiqúe måtte slippe en munter latter til hans ord, da han så sig enig i hende. Sprut kunne ikke tæmme en flamme, ligesom mere sprut ikke var medicin for gårsdagens sprut. Hun var i hvert fald udmærket klar over, at hun meget vel kunne trække sin brandert med til næste dag, hvis hun begyndte at få lidt for meget indenbords igen. Indtil videre var det dog kun et enkelt glas hun var blevet budt på, men af tidligere erfaringer havde hun næsten på fornemmelsen, at det ikke ville ende der. Det gjorde det som regel aldrig, da det var en forbløffende god måde at glemme sine egentlige pligter, og bare blive siddende. Men siden hun havde gjort det og klaret det før, ville det nok lykkes igen. Dominiqúe havde fulgt hans blik mod den omtalte kro, hvor hun gjorde brug af et godkendende nik. "Hvis du siger god for det, så prøver vi det. Det lyder i hvert fald som et passende sted," svarede hun. Lige ved første øjekast, lignede det ikke et af de steder hun havde været, skønt hun havde opholdt sig en del forskellige steder. De steder hun som regel ankom ved, var for det meste også de lidt større steder, eftersom hun ofte kom, fordi hun skulle optræde, og det krævede mulighed for en fornuftig scene, da der måde skulle være plads til hende, og en sikker afstand til de siddende gæster. Beskrivelsen på kroens sted, forekom hende dog som en beskrivelse på en hvilket som helst kro, da dagligdagen sjældent blev trukket sådanne steder hen. "Har du selv et sted du skal være for aften, eller er du min til jeg beslutter at gå?" spurgte hun, hvor halvdelen af sætningen blev udtalt i en nysgerrig tone, hvor det sætte mere gik over i drilleri. Uden tøven fulgte hun efter Jonah, skønt hun måtte tage sig i at kigge ud mod stalden en sidste gang. Gennem folkemængden fik de presset sig frem, hvor de hurtigt endte foran krodøren. Selv inden han havde åbnet døren, kunne man svagt høre den muntre latter derindefra, hvilket fik Dominiqúe til at smile lidt bredere. Der var intet som at være i et selskab, hvor alle muntre. Det var også en følelse, der ganske hurtigt smittede af på andre. "Mange tak," sagde hun varmt til hans venlige gestus, hvor hun som den første trådte ind i den varme krostue. Hurtigt scannede hun lokalet, som stuen var møbleret med nogle små runde træborde og stole, hvor der sad mænd og kvinder de forskellige steder. Nogen var travlt i gang med et kortspil, andre et varmt måltid ovs. "Nu ruinerer du mig ikke, vel?" spurgte hun Jonah drillende, hvor hun hentydede til det faktum, at kroen lå i torvets cirkel, og det var meget velkendt at eftertragtede beliggenheder havde en højre pris. Det andet var så, at hun havde i sinde at betale for deres glas, af hvad de nu skulle få, som tak for hans hjælp. Som hun så sig omkring, fik hun øje på et bord der stod ved væggen ved siden af et vindue, så man var i stand til at se, hvad der foregik ude på det travle torv. Målrettet begyndte hun at gå i bordets retning, hvor hun valgte at tage plads på den ene stol, hvor der var plads til at Jonah kunne sidde over for hende.

[Deleted]

Først da Dominiqúe var trygt indenfor i krostuen trådte Jonah selv indenfor, og lod døren lukke i bag sig. Lyden af markedets larm og støj blev straks erstattet af lyden af kroens snak og latter. ”Jeg har ingen steder at skulle være, udover hvor jeg har lyst til at være. Lige nu, er det her. Du kan få lov at beholde mig så længe du lyster.” svarede han med et roligt smil og et glimt i øjet, alt imens han fulgte med hende gennem krostuen, og mod det ledige bord hun havde udset dem lige ved vinduet. Det var ikke så meget at han hentydede til noget i sine ord, men mere at han legede med på hendes ordvalg. Dominiqúe var i høj grad en attraktiv kvinde, men Jonahs egen erfaring fortalte ham at der ikke var nogen høj chance for at en kvinde som hende ville have kastet ham et andet blik, hvis det ikke var fordi han havde hjulpet hende mod tyveknægten. Med sit ældede udseende, var han ikke ligefrem vidt udset blandt det modsatte køn. Han lod opmærksomt sit blik glide rundt i kroen. Ikke at han var bange for at blive bestjålet derinde, men fordi han fandt en vis glæde i at se hvordan de forskellige racer så ligegyldigt sad i fællesskab ved bordene, mennesker sammen med dæmoner, varulve sammen med elvere. Det var en af grundene til at han foretrak at opholde sig i Imandra frem for de andre lande. I Imandra var man lidt mindre optaget af racerne, og selvom at Jonah havde oplevet at han blev set ned på fordi han var et ’simpelt’ menneske, var det alligevel betydeligt værre i lande som Dvasias.
Idet han satte sig ned på pladsen overfor Dominiqúe, mødte han hendes ord med en rolig latter, hvorefter han sendte hende nok et beroligende smil. ”Bare rolig. Jeg har ikke de største eller dyreste krav. Så længe vinen smager af vin, er jeg tilfreds.” forsikrede han hende om. Og på trods af kroens placering, havde de ikke det dyreste udvalg. Det kostede naturligvis mere end det man ville kunne finde i boderne på markedspladsen, men så ville kvaliteten trods alt også være mærkbart bedre. Hans blik vendte sig mod krofatteren, da han gik deres bord i møde.
”Det må jeg nok si’, Jonah! Har du en dame med på slæb i dag?” spurgte han med et sigende grin og klappede Jonah på skulderen. Jonah smilede fåret i Dominiqúes retning, som en form for undskyldning for krofatterens opførsel. ”Det er en ven, Tom. Giv os et par glas af den vin jeg drak sidst jeg var her.” Krofatteren nikkede forstående, inden han forsvandt om bag disken. Der gik kun et enkelt minut før han vendte tilbage med to glas og en flaske rød vin, som han hældte op i glassene. ”I ka’ få lov at beholde flasken for fire sølvstykker.” tilbød krofatteren, og lod blikket flakke fra Jonah til Dominiqúe. Han betragtede hende med en betydelig interesse i blikket, og Jonahs fårede smil blev et par grader tydeligere.

[Deleted]

Dominiqúe nød aromaen der kom fra krostuen, men det skulle man også, hvis man havde et job som hendes. Gæsterne der ofte havde et muntert og mere frigjort sind, da disse lokaler havde en effekt af at slippe sine hæmninger og se bort fra dagligdagen. Røgen og alkohollen lagde også en god bund, hvor man kunne dufte det i luften. Varmen og den lettere indelukkethed gav også en fornemmelse af sammenholdet. Som hun havde scannet lokalets rummelighed og indhold, kunne hun godt se at dette ikke var det mest eftertragtede sted, men det gav trods alt også kroen sin charme. Skønt hun mest var på de større kroer, eftersom der skulle være plads og råd til hende, nød hun at komme på et af de mindre steder, da det virkede som om at de endnu havde en sjæl. Som dæmonen og mennesket tog plads ved et af bordene, faldt hendes opmærksomhed hurtigt på sit selskab igen, selvom hun hurtigt havde anet, at kroens andre mænd allerede havde øje for hende. Hun ønskede dog ikke at forlade Jonah, da de havde en aftale, og hun var ikke typen der bare sprang fra. Desuden, hun fandt Jonah spændende, og ønskede at høre lidt mere om ham. ”Du gør det i hvert fald en hel del lettere for mig,” sagde hun med et smil på læben. Det havde været meget muligt, at han ville have udnyttet hendes høflighed til at bestille det dyreste på menukortet, men hun måtte indrømme, at hendes herreskab virkede som en reel mand, og han lignede nu heller ikke en mand af de højeste standarder. Af selskab nød hun da at føle sig fin, men egentligt nød hun langt mere at være I selskab med nogle lidt laverestående personer, da de trods alt havde begge ben på jorden. Jonah virkede også til at være en mand af smilende og åben person.
Da krofatteren nåede over til deres bord, måtte Dominiqúe spørgende hæve øjenbrynene, imens et muntert glimt herskede over de smaragdgrønne øjne. Hun kom dog med et hurtigt og forstående nik, da Jonah forklarede deres relation til hinanden, hvilket også gav forståelse for den lille ‘joke’ der var kommet fra krofatteren. Hun valgte dog at se tavst til, da hendes selskab syntes at klare bestillingen godt, hvor hun roligt kunne læne sig tilbage i stolen og slappe af. Det var nu også en ting hun behøvede, da hun vidste, at de næste par dage ville blive hårde. Hun var dog vant til den alternative levestil. ”Jamen i så fald beholder vi flasken,” bekendtgjorde hun, da krofatteren var kommet tilbage med sit tilbud. Overraskelsen var svag at se i krofatteren øjne, da han så at det var Dominiqúe der måtte trække de fire sølvstykker op ad lommen, men den var der. ”Du kan bare beholde resten,” tilføjede hun hurtigt, da hun havde givet ham et enkelt sølvstykke mere end behøvet. Skønt hun havde betalt for flasken, lignede det at deres kære vært var gået lidt i stå, som hun bemærkede hans blik der hvilede over hende lidt længere end behøvet. Hun vidste udmærket godt, at hun var en attraktiv kvinde, da hun havde det ungdommelige ydre, med det utrolige hår og livlige øjne, samt hun havde en vel proportioneret krop, hvor hendes tøj også viste lidt bar hud. ”Hvis du vil have os undskyldt min gode herre, så vil jeg gerne nyde mit selskab I ro og mag,” sagde hun, hvor hun sendte et flirtende blink til Jonah, og kækt lagde sin ene hånd over hans, inden hun kækt vendte blikket mod krofatteren igen. Intet intimt havde hun videre i tankerne, men alene ønskede hun alligevel at se var.

[Deleted]

Måske var den lille kros naturlige aroma lige så fremmed for Dominiqúe som de større kroer med mere klasser ville være for Jonah. Men han havde aldrig rigtig haft smagen for det der blev anset som fint, og foretrak det miljø hvor han havde det mest komfortabelt. Og hvis han skulle vælge imellem en kro hvor han måtte sidde stivt og tænke på hvad der var fint, eller at kunne sidde her, i en kro fuld af larm og latter, var det et enkelt valg.
Valget blev kun lettere at tage denne gang, hvor han havde Dominiqúes selskab. Hun var en interessant kvinde, helt bestemt, og det var den voksende interesse der fik ham til at skæve lidt frem og tilbage mellem hende og krofatteren. Han brød sig ikke helt om værtens blik på Dominiqúe, og han måtte holde en latter tilbage ved det tydeligt perplekse udtryk han fik, da det var Dominiqúe der betalte og sendte ham væk. Tom var både vært og ejer af kroen, og det var ikke ofte at en kunde havde sendt ham væk, og endnu sjældnere at en kvinde havde betalt for en mand. Ikke at Jonah havde det skidt med det; han havde gjort hende en tjeneste, og hun gjorde nu det samme for ham. Han kunne ikke forlange mere end det. Han lod blikket finde Dominiqúe igen, da han mærkede hendes hånd lægge sig over sin, og bemærkede det flirtende blik hun sendte ham. Det kække smil hun sendte krofatteren, og det totalt forvirrede udtryk i værtens ansigt, var næsten for meget for ham, og han måtte kæmpe mod sig selv for ikke at le ligeså højlydt som elveren nogle bord længere nede, der lod til at have fået et par glas for meget og grinede hysterisk over noget hans drikkepartner havde sagt.
”Du har sikkert andre kunder at se til, Tom. Vi skal nok sige til, hvis vi skal bruge noget.” forsøgte han, som for at fremskynde krofatterens sortie. Tom lod blikket flakke en sidste gang mellem den ældre herre og den attraktive kvinde, tilsyneladende ude af stand til at forstå hvordan en kvinde som hende kunne finde en mand som Jonah som ’brugbart’ selskab. Han smilede dog snart igen, og gav Jonah et klap på skulderen. ”Hold fast på den her fisk, min ven. Gamle fiskere som os får sjældent en sådan fangst.” sagde han med et spøgefuldt glimt i øjet, inden han forlod dem. Jonah sendte ham et langt blik før han vendte sin fulde opmærksomhed mod Dominiqúe igen. Han tog en tår af den røde vin i glasset, og smilede tilfreds; det var betydeligt bedre end det sjusk han havde skaffet på markedet. Hans blik faldt på kvinden overfor ham igen, og han sendte hende et mildt smil. ”Hvor er det egentlig du er på vej hen?” spurgte han med et nysgerrigt glimt i øjet. ”Forhåbentligvis ikke for langt. Det kan være farligt for en kvinde at rejse lange rejser alene.” I hans ord var der et skjult spørgsmål. Var hun i stand til at forsvare sig selv? Og i så fald, hvordan? Hvad var hun? En nysgerrig mand var han, men om igen, hvem ville ikke se på en kvinde som Dominiqúe med nysgerrighed?