A sorely needed break

[Deleted]

Krofatterens total forvirring morede Dominiqúe, men hun vidste godt, at hendes fremtræden kunne overraske nogen, eftersom man nok ikke ville kategorisere hende som den almindelige kvinde, som hun havde denne dominerende personlighed der til sin tid var ret flabet. Måske var det ikke så normalt, at kvinden betalte for manden, især når hun var så køn, som hun nu var. Hun nød dog det selskab, hun havde fundet, da Jonah var denne afslappede mand, som hun sagtens kunne tale med. At han måske så lidt mere slidt ud end hende, rørte hende heller ikke. Selv fandt hun på sin vis mennesket som en særlig art, da de havde sin charme, skønt de ikke havde overnaturlige evner som hende selv. At han var en mand præget af alderdom, var en af charmene ved mennesket, da det viste deres skrøbelige liv. At deres liv var mere skrøbeligt end en dæmons gjorde så også, at de havde en kampgejst der sagde spar to, da de ofte virkelig kæmpede for livet. Hun vidste godt, at hun nok var ene om sin holdning, da mange så ned på denne race. Landet lå egentligt også sådan, at den eneste kærlighed hun havde haft, havde været til en ganske normalt menneske, som hun også havde levet med i næsten en hel menneskealder. Alder var dog det værste element mellem de to racer, da de ikke kunne blive fuldt ud forenelige, da hun levede i længere tid end de nogensinde kunne tænke sig til. Da krofatteren kom med den kommentar, at Jonah skulle holde fast i hende, måtte hun slippe en latter. Det var tvivlsomt, hvor længe han ville kunne holde på hende nemlig. ”Du kommer her vidst tit,” sagde hun sigende med et smil på læben. Dejligt var det dog at se, hvordan krofatteren og Jonah havde et afslappet forhold til hinanden. Roligt trak hun sin hånd til sig igen, hvor hun ligesom ham tog fat i sit glas, som hun førte op til læberne. ”Skål,” sagde hun, lige inden hun lod et par af druernes bløde saft glide ned i halsen. En smule underligt var sammenstødet altid, af gårsdagens druk og første tår dagen efter. Hun kunne dog godt se bag det og ane, at det var en rimelig fornuftig vin de havde fået fat i. Fattet sænkede hun igen sit glas, som hans spørgsmål nåede hendes ører. ”Jeg var på ud for at finde det næste sted, hvor jeg kan arbejde. Jeg er ilddanser, så jeg rejser fra kro til kro,” fortalte hun ham roligt, imens hendes blik hvilede på hans ansigt. Hans næste ord fik hende dog til at trække på smilebåndet, hvor hun lænede sig hemmelighedsfuldt fremad i hans retning, imens de smaragdgrønne øjne havde taget et drillende skær. ”Lad mig fortælle dig noget… Jeg er ikke hvilken som helst kvinde,” hviskede hun drillende. Hun mente dog sine ord, da hun var mere end god til at passe på sig selv. I øjeblikket kunne hun enten bruge sine evner til at sætte ild til bygningen, eller skabe et jordskæv, så alle brædder og sten ville falde fra hinanden. Desuden, hun havde været kriger, så der var ikke et våben hun ikke havde kæmpet med, samt den jorddæmoniske side gjorde hende utroligt hårdfør, så hendes slag kunne føles som at få en sten I hovedet.

[Deleted]

Et skævt smil over Jonahs læber bekræftede kun sandheden i Dominiqúes påstand. Jo, han var vel hvad man ville anse som en stamkunde i denne kro, og Tom var måske en af de få venner han kunne påstå at have. ”Tja… måske en enkelt gang eller tre.” svarede han med det samme milde glimt i øjet, og tog nok en slurk af sit glas, inden han satte det tilbage på bordet. Han hævede brynene i en imponeret mine, da hun omtalte sit erhverv. En ilddanser? Det måtte betyde at hun havde en vis forbindelse med ild – hun var næsten nødt til at være ilddæmon. Det var i hvert fald den eneste race han kendte til, som kunne manipulere en flamme på samme måde som en ilddanser. Jonah havde kun set én ilddanser i sit liv, men det havde været et syn han endnu huskede, selvom at det var mange år siden. Det havde været et imponerende show, en blanding af dans og ild, musik og magi. Danseren havde ladt flammerne danse omkring sig og ladt dens lys fremhæve hendes skønhed, som kun blev understreget af den glansende sved over hendes hud, som ligeså var fremkaldt af flammen hun dansede med. Han smilede lidt for sig selv. Han havde haft på fornemmelsen at der var mere til Dominiqúe end hvad øjet kunne se. ”Det må jeg nok sige. En ilddanser… så må du jo næsten være ilddæmon.” fastslog han, ikke så meget en konklusion som det var en søgen efter bekræftelse. Han sendte hende et nærmest rosende smil. Han kunne huske at flammedanseren havde fået det til at se så let ud, men han havde på fornemmelsen at det var en større udfordring end det så ud til. Men måske kom det an på erfaring og træning, på samme måde som han måske ville få det til at se let ud at svinge et sværd, for enhver der aldrig havde haft et i hånden. Det var næsten en skam at han ikke nåede at se Dominiqúe i aktion, før hun rejste sin vej. ”Har du planer om at vende tilbage til New Dale igen? Jeg fik ikke set dit show i denne omgang, men jeg kunne godt tænke mig at se det.” Han sendte hende nok et smil, inden han selv lænede sig en smule fremover, så han kunne høre den mystiske hemmelighed hun hviskede ham. Han kunne ikke holde en lav kluklatter tilbage, da han satte sig tilbage på sin plads igen. ”En usædvanlig kvinde… Det kunne jeg godt tro på. Så længe der ikke er nogen tyveknægte i nærheden til at stjæle dit guld, kunne jeg godt tro på at du vil klare dig.” godkendte han med et drillende smil. Desuden, hvis hun var en ilddæmon, var der ingen grund til bekymring. Han havde kun enkelte gange været nødt til at svinge sværd med en sådan dæmon, og kun én havde han selv taget livet af, og det på et hængende hår. Han var sluppet med en forbrænding over ryggen, som det havde taget næsten et helt år at hele.

[Deleted]

Dominiqúe slap blot en varm latter til hans ord, da hans ord havde en vis upålidelighed. Hun havde i hvert fald en ide om, at han havde været her flere gange end han lige sagde. Det her kunne også meget vel være hans stamkro, hvis han boede her i New Dale. Aldrig var hun selv blevet så længe, at hun fandt et fast sted. Hun fik selvfølgelig nogle favoritter, som hun rejste rundt og kom ind nogle forskellige steder, men andet var det ikke. Da hun så hans reaktion på, hvad hendes erhverv var, kunne hun ikke lade være med at forstørre sit smil en anelse. Ud fra hans reaktion anede hun begejstring fra hans side, og der var da intet bedre end at blive mødt med positive ord og energi. Det var nu også et erhverv hun var stolt af, da hun nød at fremvise sit flammende element. Hun var udmærket klar over, at ild var et destruktivt element, men hun kunne også godt lide at vise folk, at det også havde en skønhed over sig og kunne kombineres med noget godt. Ildens dansende bevægelser, og hendes yndige krop var noget der havde fået folk til at huje af hende op til flere gange. ”Det kan jeg ikke benægte,” sagde hun, hvor stoltheden var at høre i hendes stemme. Hun var dog ikke kun stolt over sin ilddæmoniske side, men også jorddæmoniske side. Den sidste side var dog ikke noget folk kunne se med deres blotte øje, når hun bare gik rundt til hverdag. Det var en evne der blev demonstreret ved sjældne lejligheder. ”Bor du selv her I New Dale?” spurgte hun nysgerrigt, da han ønskede at se hende her igen. Hvornår det kunne lade sig gøre, var dog ikke noget hun kunne fremsige, da hun rejste alle landene rundt, undtagen Peula. Aldrig ville hun bevæge sig til søs igen! Men det var meget vel, at hun skulle til Procias næste gang, og det lå gjorde i den direkte modsatte ende af verden. ”Jeg kan desværre ikke sige, hvornår jeg vil være her igen. Jeg er et sted så længe folk ansætter mig, og jeg har lyst til at være der. Min plan var at ride til Dvasias i dag,” fortalte hun roligt, inden hun tog en ny slurk af sit glas.
Som Dominiqúe havde fortalt Jonah sin lille ‘hemmelig’, måtte hun smile skævt over hans ord, da det havde været lidt af en bommert. Dumt havde det været af hende, at hun ikke havde holdt mere øje med sine omgivelser, men hun havde trods alt drukket, og det var måske også endnu en fejltagelse at drikke nu. ”Nej, de satans tyveknægte må godt holde sig fra mig,” grinte hun, endnu hun drillende tilføjede; ”Jeg har nok ikke en god mand som dig næste gang.”

[Deleted]

Jonah smilede lidt for sig selv, tilfreds med at han havde haft ret i sin antagelse angående hendes race. Men efter at have hørt at hun var ilddanser, var der heller ikke mange alternativer at vælge imellem. Det var trods alt ikke fordi et menneske ville kunne manipulere en flamme, og så vidt han vidste var det ilddæmonerne der var de eneste der kunne manipulere flammerne på den måde, en ilddanser gjorde.
”Jeg bor ikke i New Dale.” indrømmede han med et skævt smil, og tømte med de ord sit glas, og satte det fra sig på bordet. ”Jeg er et sværd med en pris. Jeg er selv nødt til at rejse rundt, for at kunne overleve. Men jeg foretrækker New Dale overfor andre steder jeg har været.” tilføjede han med et skævt smil, og kastede et sigende blik omkring sig i kroen. En sådan stemning havde han aldrig fundet i Dvasias, og de få gange han havde været i Procias havde det næsten været for meget af det gode. Imandra gav ham den perfekte balance, og lovløsheden plejede at sørge for at der altid var nogen der havde behov for et sværds beskyttelse. Men det skete da, at det var nødvendigt for ham at rejse til nabolandene, hvis ikke på gennemrejse med en kunde, så fordi han var blevet tilkaldt. Ellers rejste han rundt på må og få, og satsede på at nogen ville behøve ham. ”I teorien kan man sige at jeg bor overalt og ingen steder på samme tid. Jeg bor hvor jeg er behøvet.” afsluttede han mens han fyldte sit glas med mere vin, og tog endnu en slurk af den søde, røde drik. Med et tilfreds suk satte han glasset fra sig, og betragtede hende igen med et smil. ”Du finder sikkert et sted i Dvasias som behøver dig. Jeg har kun set en ilddanser én gang i mit liv, men det er en oplevelse jeg stadig husker. Hvis du er bare halvt så god som hun var, kan jeg ikke forestille mig at dvasianerne bliver utilfredse.” tilføjede han med et overbevist smil. Han vidste at en ilddanser ikke bare måtte danse og se køn ud; de måtte også opnå en vis kontakt med publikummet. Dominiqúes adfærd frem til nu fortalte ham at hun havde det talent, så han kunne ikke forestille sig andet end at hendes publikum ville elske hende. ”Har du været ilddanser længe?” spurgte han nysgerrigt.

[Deleted]

”Hvad er dit erhverv lige præcis?” spurgte Dominiqúe, skønt hun havde regnet ud at det ikke var noget sukkersødt job han havde. Vagt var han ikke, da de var udstationeret faste steder, men et erhverv, hvor han skulle kæmpe var det helt sikkert. Sådan havde det også været for hende engang, men der havde hun godt nok holdt til i Imandra, da det havde været det land hun havde sit hjerte i og ønskede at gøre en forskel i. Det var dog flere tusind år siden, hvor det heller ikke var noget hun regnede med at komme ind i igen. Hun havde virkelig elsket det, men med den lange levealder hun havde, kunne visse ting godt blive for ensformigt, hvis man skulle gøre det i hele hendes levealder. Desuden, så havde hun det krav, at hun kun ville kæmpe ved sin brors side, og det var ikke længere en mulighed. ”Hvad gør, at du foretrækker New Dale?” spurgte hun. Selv havde hun ikke været fan af sit hjemland under Inkarnos styre, da det for hende havde ødelagt landet, men på den anden side så hun helst, at landet stod helt fristillet, og ud fra det faktum at der var kommet en ny konge til, var det ikke noget der ville ske lige foreløbig. Da han fortalte, at han var en mand der flyttede efter sit erhvervs behov, kunne hun kun sammenligne sig med ham. Hendes egentlige hjem bestod af et telt, som hun kunne slå op, hvor hun end ville. Kroopholdende var flygtige sengeophold, hvor hun var I stand til at leve mere normalt. ”På den måde minder du og jeg meget om hinanden,” sagde hun roligt.
”Jeg tvivler skam heller ikke på, om jeg kan finde arbejde I Dvasias. Det er ikke så mange måneder siden jeg sidst var der, og der tog de imod mig med begejstring. Men hvis uheldet skulle være ude, så ville jeg sagtens kunne stille mig op ude på gaden,” fortalte Dominiqúe roligt. Fattet legede hun lidt med glasset i sin hånd, som hun bevægede glasset, så den rødlige væske cirklede rundt. ”Du må ikke be mig om at komme op med de præcise år, jeg har optrådt som ilddanser, men det har jeg efterhånden været i et par årtusinder,” sagde hun. ”Før jeg valgte at gå sole, var jeg med i et omrejsende cirkus.”

[Deleted]

”Jeg vil tro det er stemningen, der gør det.” svarede han med et smil. Igen vendte Jonah sit blik en smule rundt i kroen, denne gang fordi det lød som om et par der havde fået for meget at drikke var i færd med at lægge op til et slagsmål. Tom måtte få hjælp af en af de andre kunder til at skille de to ad, men det endte i sidste ende med at de måtte forlade kroen – der måtte være grænser for hvor løse rammer de havde. Jonah smilede et skævt smil, inden hans blik igen faldt tilbage på Dominiqúe.
”Lejesoldat.” svarede han. Hans tone indikerede på ingen måde om han var stolt af sit yrke eller ej. Han så det mere som en nødvendighed end en personlig glæde når han trak sværdet. ”Mænd som jeg har en loyalitet som kan købes for penge. Jeg arbejder for højestbydende, om det så er beskyttelse eller fuldt ud drab.” Han tog endnu en tår af vinen, og satte det halvtomme glas fra sig på bordet. ”Med det sagt, har jeg alligevel nogen krav, når jeg bliver hyret. Jeg dræber ikke ukritisk, og tager kun liv når det er mest nødvendigt. Det var for eksempel derfor jeg lod tyveknægten slippe væk på markedspladsen.” mindede han hende om, denne gang med et lidt tydeligere smil på læben. Hans erfaring fortalte ham at der var et mindretal af lejesoldater der faktisk havde en form for æreskodeks. Men han var ingen dum lejesoldat; han vidste hvordan man skulle udvælge sine ofre. Det var for eksempel direkte dumdristigt, hvis man tog opgaver der gik ud på at skade dem der var højt oppe i et lands hierarki, hvor man kunne risikere at få et helt land på nakken. Han gøs bare ved tanken, men Dominiqúes følgende ord fik ham hurtigt på andre tanker. Han stirrede på hende, målløs i få, lange sekunder. ”Nogle gange glemmer jeg hvor længe I dæmoner lever.” indrømmede han med et grin. Det var nu også en nem ting at forglemme, når man så på deres ydre udseende. Og Dominiqúe så ikke ud til at være en dag over 25. Bare tanken på at hun havde levet i flere årtusinder var næsten umulig at forestille sig. ”Om ikke andet kan man sige at du har haft rigelig med tid til at træne din ilddans. Måske kan du bruge det til din fordel, hvis der nu skulle dukke tyveknægte op. Måske vil de ende med at betale dig for at se det.” tilføjede han med et drillende glimt i øjet.

[Deleted]

"Det er også en dejlig by at komme til, men sådan har jeg det nu med de fleste større byer," sagde Dominiqúe roligt, hvorefter hun fulgte ham med blikket, hvor hun også lagde mærke til de to mænd, der tydeligvis var blevet lidt gale på hinanden. En typisk kro begivenhed var det, hvor man næsten skulle tro, at det lå i mænds gener at have denne opførsel, når de fik lidt for meget af den gode alkohol. Selv havde hun i hvert fald været vidne til en del slåskampe, hvor det endte med nogle knytnæver hist og pist, samt væltede møbler og glas. Heldigvis så det ikke ud til at ende så drastisk her, da der hurtigt var nogen der tog hånd om sagen, skønt det ikke blev med de to slagsbrødres gode vilje, at de måtte forlade kroen. "Det er en skam, når det ender med sådan et udfald," kommenterede hun stille, hvorefter hun tog en slurk af rødvinen og lod opmærksomheden falde tilbage på Jonah, hvor han var gået videre med at fortælle om sit liv.
"Lejemorder?" gentog Dominiqúe lettere overrasket. Han havde været så høflig overfor hende, så hun kunne ikke rigtigt forestille sig, at han var en mand der kunne dræbe på den måde, som en lejemorder gjorde. Hun havde også selv dræbt mænd, men det var ikke bestilling der var kommet fra en enkelt mand. "Det er i hvert fald ikke et kedeligt job du udfører," sagde hun med et skævt smil. Selvom hun var overrasket over, at han var lejemorder, så hun ikke ned på ham ad den grund, da det var et erhverv som alle andre, skønt det måske var lidt beskidt, men hendes mening kom nok også fra den person hun var, hvor hun ville tro, at en finere dame ville være blevet rystet over den nyhed. På den anden side var hun nok heller ikke fulgt med ind på denne kro så. "Det må jeg nok sige.. en lejemorder med en samvittighed. Du må da også være en ener så," sagde hun med et smil på læben. Det var trods alt normalt, at en lejemorder ikke stillede spørgsmål, samt at han bare var glad, så længe han fik pungen fuld.
Dominiqúe løftede glasset op til de bløde læber igen, hvor hun smagte på druerne der allerede havde fået en langt bedre smag. Med et smil på læben stille hun glasset fra sig, hvor hun nysgerrigt så på Jonah, da dæmonernes alder tydeligvis ikke var en alder han kunne besidde. "Hvor gammel er det da, at du er?" spurgte hun med en venlig stemme. Menneske var han, og hun havde da også en ide om, hvilken aldersboks hun kunne sætte ham i, eftersom hun tidligere havde haft et forhold til et menneske. Sjældent var det nu, at de magiske racer interesserede sig for noget så simpelt, som menneskene. De levede alligevel kun en alder, som de nærmest kunne sove fra. Sådan kunne det i hvert fald let føles. Hun vidste også, at hun havde en alder, han aldrig ville kunne drømme om, hvor det sikkert også føltes sindssygt for ham, da han havde en langt mere simpel tidsregning at holde styr på. Hun måtte leende klø sig i nakken over hans bemærkning, da hun igen blev mindet om sin fejl. "Jeg håber, at jeg kan skyde skylden over på drukken og ikke mig selv, for min uopmærksomhed," sagde hun med et smil. "Men jeg vil mene, at jeg mestrer mit erhverv rimelig godt. Jeg har alligevel også haft interesse for det i længere tid end normalt.. Jeg har haft en masse små jobs indimellem også."

[Deleted]

Jonah ville ikke engang forsøge at rette på Dominiqúe, da hun fejlagtigt konkluderede at han var lejemorder. Faktum var at han ville lyve, hvis han påstod at han ikke var en morder. Hvilken soldat havde ikke taget liv? Og Jonah havde mange gange været nødt til at rense sit sværd for et offers blod. I stedet smilede han blot skævt, og trak en smule på skuldrene. ”Kedeligt er det ikke. Men det gør da at jeg sjældent kan slå mig ned et sted over længere tid.” svarede han mut. Han havde ofte været nødt til at rejse fra sted til sted på kort varsel, og sjældent havde hans tjenester været krævede i mere end højest nogen dage. De få gange han måtte blive i længere tid, havde det som regel været baseret på en arbejdsgivers paranoia. Hans smil voksede en smule ved hendes ros, og han bukkede taknemmeligt med nakken. ”Jeg kan lide at betragte det som en del af min menneskelighed. Så mange lejesoldater dræber ukritisk, og det vil jeg distancere mig fra.” tilføjede han, og hævede nok en gang glasset til sine læber. Han begyndte så småt at kunne mærke vinen påvirke hans tanker, og gjorde dem lidt mere flyvske. Han ville ikke påstå at han var beruset, men en smule påvirket var han da. Han smilede skævt ved hendes spørgsmål, og så en smule ud i luften. Som et menneske tænkt han måske mere over sin alder end Dominiqúe gjorde over hendes, i og med at hans egen levetid var langt mere begrænset end hendes var. Alligevel måtte han tænke et par sekunder for at gøre sig selv sikker. ”Jeg begynder at nærme mig min halvtredsindstyvende sommer.” svarede han med et skævt smil. For en dæmon ville det måske ikke være helt imponerende, men for et menneske i den tid de nu engang levede i, var det ikke langt fra beundringsværdigt. Hans race var lette mål for de mange stærkere, magiske racer som herskede i landene, og så vidt Jonah havde set, var der ikke mange mennesker der levede i stort længere tid end han selv havde levet. Måske levede han allerede nu på lånt tid, hans erhverv taget i betragtning? Tanken fik ham til at smile et skævt, næsten bittert smil, og han tog nok en tår af drikken, og tømte nok en gang sit glas, men ikke i ét sekund slap han sin opmærksomhed på Dominiqúe. ”Det er jeg ikke i tvivl om. Du virker ikke som en uopmærksom person, så jeg tror godt vi kan sige at din druk i går har lidt af skylden.” svarede han med et varmt smil. ”Men når du beskriver det sådan, satser jeg på at jeg en dag finder en kro hvor du optræder. Det lyder i hvert fald som en oplevelse jeg ikke vil gå glip af.”

[Deleted]

Dominique nikkede genkendende til hans ord, som hun ligeså tydeligt kunne sætte sig i hans sted. Han havde intet sted, hvor hun heller ikke havde det, som hendes arbejde og ånd bad hende om at drive videre. Der var dog steder hun var blevet hængende længere end andre, men for hende var intet permanent. "Det kender jeg kun al for godt til," sagde hun med et skævt smil. "Som danser bliver jeg også nødt til at rejse rundt, da der heller ikke er nogen der fastansætter en så længe igen." Hun vidste dog godt, at der faktisk var mulighed for hende at blive lidt længere end hvad hun nu gjorde, men hun havde ikke lyst til at binde sig til et sted. Indtil videre havde der heller ikke været en grund til at blive, skønt hun havde mødt en del interessante mennesker på sin vej. Dominique lænede sig roligt tilbage, mens hun drak af rødvinen og lyttede til hans ord. Overraskende var det nu, at han sagde, at han havde en samvittighed, når han dræbte. De fleste valgte bare at slå hjernen fra, og blot udføre det de var blevet bedt om. Det betød også, at de ville lide en smule skade, da det alligevel stred imod deres natur. Selv havde hun været i kamp, hvor det godt nok havde været for et formål hun støttede, men det kunne måske godt være, at der var røget nogle uskyldige i mængden. Sådan endte det ofte. "Jeg må sige, at det er en fornuftig og dejlig tankegang du har dig. Der er nok også flere der gerne ville leve efter den, men det er nok sværere end antaget,." sagde hun roligt. Hun lignede ikke just en kvinde der var vant til kamp, da hun var en køn kvinde, men utroligt nok havde hun været i kamp. Det var der heller ingen der nogensinde gættede på ved det første møde.
Som han fortalte Dominique sin alder, lød det nærmest ufatteligt sødt, da det end ikke var en alder for en myndig dæmon. Hun vidste dog også, at menneske bar andre standarder, hvilket også var fascinerende. Af hvad hun vidste om mennesker, efter at hun selv havde været med et, så var denne mand godt oppe i årene. "Hvor længe har du i sinde at blive ved med dit erhverv?" spurgte hun nysgerrigt. Han var jo en ældre mand, så ham måtte vel se frem til en pensionering af alle de drab han skulle udføre. Det kunne dog også være, at han slet ikke tænkte i de baner, fordi han satsede på, at han måtte lade livet med jobbet, hvis han ikke var i stand til at udføre det længere. Man løb jo altid en risiko som lejesoldat. Lidt morsomt var det for hende at have denne snak, da det nærmest trak hende tilbage i tiden til dengang hun var kriger. Det var ikke altid, at folk havde lyst til at køre dette emne med hende.
Da han komplimenterede hende med at det var drukkens skyld, og ikke hendes, måtte hun trække lidt på smilebåndet. "Nu skal vi bare ikke komme for godt i gang med vinen, så jeg kan blive berøvet endnu engang," sagde hun i en drillende tone. "Men jeg vil se frem til, at jeg en dag kan se dig i lokalet når jeg optræder."

[Deleted]

Jonah kunne have fortalt hende at der var både fordele og ulemper i at være lejesoldat med samvittighed. Samtidig som det var beroligende at hans ’ofre’ kun var dem han selv mente fortjente døden, var der stadig en medmenneskelighed i ham, der mindede ham på at han frarøvede en anden person livet. Det var måske også derfor det var nemmere for ham at leve i en tilværelse, hvor han ikke kunne blive længe på det samme sted. Han brød sig ikke om sandsynligheden for at møde pårørende, der ville give ham skylden for en slægtnings død. En samvittighed kunne trods alt have lige stor chance for at være god som dårlig. Han stødte tanken fra sig, mens han overvejede hendes spørgsmål. I sig selv var det beundringsværdigt at han stadig fortsatte sin levevej, hans alder taget i betragtning. Normalt ville et menneske i hans aldersgruppe i det mindste vurdere at gå af med pension, og leve sine sidste dage behageligt. Jonah, derimod, kunne slet ikke forestille sig sådan noget.
”Jeg vil fortsætte, så længe jeg har styrken til at svinge et sværd.” Hans velovervejede svar blev fulgt af et smil, da han tog nok en tår af vinen. Dominiqúe havde nok ret i at de ville gøre klogt i ikke at gå for meget til den med drikken, men han havde stadig sin tørst at stille, og så længe han selv mente at han havde fornuften i behov, så han ingen grund til at standse endnu. ”Om ikke andet, er der større chance for at jeg ender mine dage med sværdet i hånden end noget andet.” Han smilede smalt. Det var en evig sandhed for enhver der valgte at tage et sværd i hænderne for at tjene til livet og vejen. Der var altid en risiko for at man ville ende for enden af en anden krigers sværd. Men når sandt skulle siges, var det en død han ville foretrække. Han ville hellere dø kæmpende, med styrken bevaret i kroppen, end gammel og skrøbelig. ”Jeg kan godt forstå dit eget behov for at rejse rundt. En landsby kan måske også få for meget af det gode. Men det sker vel også at du vender tilbage til landsbyer du tidligere har besøgt, og blevet godt modtaget?” spurgte han med et sigende smil. Hvis hun var så god som hun påstod, måtte det vel altid være en glæde for en krofatter, hvis hun valgte at optræde på deres kro igen.

[Deleted]

"Du lyder mere som end kriger end en lejesoldat," sagde Dominiqúe ærligt. En lejesoldat gjorde det ofte bare for penge, hvor hun personligt mente at en kriger havde det i sit hjerte, som de kæmpede for noget. Hvorfor han lige præcis havde valgt ruten som lejesoldat i stedet, måtte undre hende en smule. Der måtte dog også være en grund til det. Den anden typiske forklaring på det ville være, at han bare kunne lide blod og vold, men sådan forekom han hende nu ikke, da han også selv havde sagt,at han forlangte en respektabel årsag, når det gjaldt hans ofre. "Men du har nok ret med hensyn til hvordan du vil falde, selvom det er en dyster snak at tage. Man løber en umådelig risiko når man gøre, det du nu gør," sagde hun roligt, og tog en tår af sit glas. Som hun drak havde hun mere eller mindre også fået gjort kål på dette glas, som der kun lå en bundsjat tilbage. "Der var selv en tid, hvor jeg troede, at det var sådan jeg ville ende." Med de ord vendte hun blikket ud på gaden, hvor hun betragtede livet derude, og hvordan en hestevogn stødt traskede forbi, hvor man kunne se, hvordan den bar flere store sække på vognen.
Nysgerrigt vendte Dominqúe igen blikket mod Jonah, som han snakkede videre om hendes liv, hvor hun måtte smile svagt. Ret havde han i sine ord, hvor det både var det, at en landsby blev for triviel, da det blot var det samme dag ud og dag ind, samt det at hun alligevel også vendte tilbage til de forskellige byer. "Igennem mit liv har jeg aldrig haft en ens dag, samt jeg aldrig har haft et hjem, så det forekommer mig normalt at være på farten hele tiden. Jeg tror også hurtigt, at jeg ville blive træt af stedet, hvis jeg prøvede at slå mig ned der, så derfor prøver jeg at være i en uges tid hvert sted," fortalte hun roligt. "Men selvfølgelig, hvis jeg har succes et sted, så vender jeg selvfølgelig tilbage og prøver der igen eller nogen af de andre steder." Med de sidste ord, valgte hun at drikke resten af indeholdet i glasset, som hun ventede på at han ville sige noget igen.

[Deleted]

Jonah vippede ansigtet en smule fra side til side; ikke på grund af vinen de drak, men mere fordi han overvejede hendes ord. Jo, en gang i tiden ville han måske have betragtet sig selv som en kriger. Dengang han var yngre og stærkere. Han var ikke svag, men årene havde nu stadig en effekt på hans fysik, og i takt med at årene gik, havde han selv været vidne til hvordan hans slag var blevet svagere, og hans reflekser blevet langsommere. Med det sagt, var det stadig imponerende for et menneske i hans aldersgruppe. ”Der er en hårfin grænse.” påstod han med et skævt smil. ”Jeg gør mere end blot at nedlægge et bytte og bringe et hoved til en arbejdsgiver. Jeg eskorterer og beskytter… til tider uden at blive bedt om det.” Han smilede sigende, som for at understrege at han strengt talt ikke behøvede at have hjulpet Dominiqúe med tyven der nær havde røvet hende for både guld og sølv, og at det i det tilfælde måtte have været hans medmenneskelighed der havde ledet ham. Han tog nok en tår af vinen, og tømte nok en gang sit glas. Hans tanker var efterhånden lidt mere svævende og flyvske, men han formåede alligevel at holde sig nogenlunde ved fatning. Han opfattede i hvert fald hendes ord, og lagde ansigtet en smule på sned. Dominiqúe havde en gang haft en risiko for at dø med sværdet i hånden? Hun kunne ikke have været ilddanser hele sit liv, hvis det var tilfældet. Han smilede for sig selv; med et så langt liv, var det vel utænkeligt at hun skulle have haft det samme yrke hele livet igennem. ”Det er sådan jeg foretrækker at det skal være. Bare se på kroværten her.” Han nikkede mod kroværten, der han stod ved disken og tørrede et krus med en klud. ”Dag ud og dag ind gør han de samme rutiner. Jeg ville aldrig kunne holde det ud. Jeg har brug for variation, ellers tror jeg at jeg ville miste besindelsen.” Han lo stille og satte sig let tilbage i stolen. ”Det har vel også sine fordeler for dig? Som ilddanser har du velsagtens nogle tilskuere der har haft et lidt for godt øje for dig?” Han smilede sigende. Det ville trods alt være sværere for en potentiel forfølger at forfølge hende, hvis hun konstant var på farten.