Something to talk about

[Silia D. Diamaqima]

Efterhånden var eftermiddag blevet til aften. Solen var gået ned og havde efterladt himlen i et dunkelt blåt skær. Silia nærmede sig roligt hytten. Bækken rendte som altid i baghaven. Jason havde været virkelig sød at hjælpe med at bygge deres hytte op igen, om ikke andet så lod det til at være et sted hvor hendes kære mor om ikke andet kunne føle sig lidt tryg. Hun knyttede hænderne. Der var virkelig stadig mange tanker som hjemsøge hendes sind. Der var sjæle omkring hende, som forsøgte at fange hendes opmærksomhed, men lige i dag valgte Silia ganske enkelt at ignorere dem, for hun havde sit at tænke på. De mørke lokker dansede omkring hendes milde ansigt. Roligt trådte hun ind. Hendes mor havde været i gang, det kunne hun se, for smukke blomster var atter begyndt at gro. Så havde hun om ikke andet været beskæftiget, og det var sjældent de i det hele taget fik hende til det. Døren gled op. Hun trådte ind i varmen, før hun atter skubbede den i bag sig. Kappen løsnede hun, og hang på en stumptjener som hende og Jophiel selv havde lavet i samarbejde med Faith og Kimeya i sin tid. ”Jophiel?” kaldte hun roligt. Han måtte være der et sted. Luften var trykket. Hver gang hun søgte ned i den lille hytte, følte hun næsten et tungt tæppe ligge sig på sine skuldre hver eneste gang, og hun hadede det! Der duftede af mad, hvilket betød at de nok havde spist, ikke at det gjorde hende synderligt meget, hun var ikke sulten. Roligt trådte hun ind i den lille stue hvor pejsen knitrede lystigt. ”Jophiel, kan vi tale sammen?” spurgte hun roligt. Som sagt så vidste hun at han ikke kunne være langt væk, for det var frygtelig sjældent at de i det hele taget søgte ud. Hun satte sig i sofaen foran pejsen, og foldede hænderne i skødet. De mørke øjne afspejlede flammerne foran hende. Var hun heldig, så var det lykkedes ham at få smidt mor i seng, for hun magtede næsten ikke at skulle stå foran hende lige nu, det var ikke meningen at de skulle forværre situationen. Det var jo faktisk en ret vigtig sag, og hun ville gerne snakke det ordenligt igennem med sin kære bror, for sagde han nej.. så var det sådan det blev.. punktum.

[Deleted]

Det havde været en lang dag for Jophiels vedkommende. Mor havde taget fars død ekstremt hårdt, og det var dem som hang på ’byrden’ hvis man kunne sige det sådan. Igennem de sidste dage, havde han nu alligevel formået at få mor med lidt ud i haven, hvor han havde lovet at spille musik mens hun lavede lidt i haven, så hun havde noget at give sig til, og samtidig få lidt sollys nu hvor den endelig kiggede frem fra det store og massive skydække over dem. Mor havde faktisk været i et okay godt humør i dag, selvom han vidste, at det kunne vende som det rene ingenting, bare den forkerte tanke dukkede op eller noget som helst! Silia havde ikke taget fars bortgang særlig hårdt, hvilket faktisk var noget som forvirrede ham, for han nægtede at tro på at hun var så ligeglad med at han var væk! Han sad inde i soveværelset med violinen hvilende mod hans skulder og med strengen i den anden hånd, hvor han spillede en rolig melodi. At få mor i seng, havde bestemt ikke været det nemmeste, men lige i aften havde det faktisk lykkes ham at få hende til det, hvilket var noget som faktisk måtte komme en anelse bag på ham. Han havde udmærket godt hørt Silia inde i stuen, men at vække mor før hun var gledet helt i søvn, ville slet ikke blive et alternativ, for så kunne han få lov til at slås med det resten af aftenen, og det ønskede han bestemt heller ikke! Først da han var sikker på at mor sov helt, valgte han at gøre sin melodi færdig, og sænke violinen. Selv han var ved at være træt af den, for han spillede jo konstant på den! Pianoet kom han sjældent i nærheden af, udelukkende fordi at det havde været fars, selvom det kunne være rart med lidt variation efterhånden! Han rejste sig roligt fra stolen tæt ved mors seng og forlod soveværelset, som han gik ud i stuen. ”Endelig sover hun..” Han ømmede sine fingre, som tydeligt også havde fået vabler. Det var faktisk hårdt, men han klagede ikke. Han vendte sig mod hende, som han sendte hende et træt smil. ”Hvad var det Elanya ville dig?” fortsatte han stille, som han dumpede ned ved siden af hende.

[Silia D. Diamaqima]

Det var tydeligt at høre at Jophiel sad inde på soveværelset og spillede for mor. Måske de skulle begynde at lade hende klare sig selv lidt igen, for om ikke andet så havde hun jo ikke gjort nogle noget, og det kunne umuligt være behageligt for hende, at blive lullet i søvn af sine egne børn, noget som hun havde gjort for dem gennem hele deres barndom. Silia hastede ikke på ham, men blev siddende i sofaen foran den knitrende pejs, til døren selv blev lukket og han valgte at komme hende i møde. Hun var rolig, også selvom det var tydeligt at hun havde haft frygtelig meget at tænke over. Blikket gled mod sin kære bror, hun sendte ham et varmt smil. Han havde ligeså taget deres fars død hårdt, og han var virkelig god til at tage sig af mor, bedre end hun var, tilgengæld så var hun den som stod for absolut alt andet. ”Det var godt. Hvordan har hun været i dag?” spurgte hun roligt, og lod ham komme hende til hende. Hun bød ham til at sætte sig ved siden af, hvor hun selv vendte sig med fronten en smule mod ham. ”Lad mig se,” mumlede hun lettere bekymret og rakte hånden ud mod ham, så hun kunne se hans fingrer. Han måtte passe lidt på, for de fingerspidser var efterhånden ikke andet end sår, og selv der kunne der faktisk gå betændelse i! Hun sukkede lidt opgivende. ”Jophiel.. Jeg siger det som det er, og jeg håber virkelig at du vil være fuldkommen ærlig med mig, for det har jeg behov for i øjeblikket, okay?” spurgte hun stille, og lod kort håndryggen stryge over hans varme kind. ”Elanya og Jason vil trække sig fra Procias trone. Det i sig selv er jo ikke underligt taget deres situation i betragtning,” indledte hun roligt. Der var ikke megen tid at spilde, men hun ønskede virkelig at de kunne snakke ordentligt om det, ligesom hun håbede at han ville være ærlig og fortælle hende det, hvis ikke han magtede at ordne dette selv. Selvfølgelig skulle hun stadig nok hjælpe så meget som hun overhovedet var i stand til i tilfælde af at det skulle blive aktuelt. Hun betragtede ham lidt indgående, også for at understrege alvoren.

[Deleted]

Jophiel vidste godt, at han gjorde mor en bjørnetjeneste ved at lulle hende i søvn, men hvis det var det som kunne give hende en rolig søvn, så var det virkelig også det hele værd i hans øjne, og det var også en grund til at han fortsatte med at gøre det som han nu gjorde i denne stund. Hans fingre var dog ikke med ham længere, og det var noget som kun gjorde det hele værre for ham! Han endte med at tage pladsen ved siden af Silia, hvor han sendte hende et stille smil. ”Hun har været meget i haven i dag… Mens jeg har spillet på min violin.. Vil du tro på det, hvis jeg sagde, at jeg er træt af at spille på den efterhånden?” spurgte han sigende. Mor så faktisk ud til at være i en god periode, selvom de vidste, at det kunne vende som det rene ingenting, hvis der var noget som triggede det, selvom det bestemt heller ikke var nemt at finde ud af altid! Han nikkede og lod hende tage hans hænder og se dem igennem. Han vidste godt, at det ikke så godt ud, så meget vidste han da! Ud fra hans søsters reaktioner, så var dette ved at blive temmelig alvorligt, det som hun ville snakke med ham om, også selvom det faktisk var noget som gjorde ham en anelse urolig, for det var ikke ligefrem fordi at det ville gavne dem med mere modgang end det som de allerede havde, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt fra før af, men det var ikke ligefrem noget som man kunne gøre noget ved af den grund, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Hovedet lod han søge let på sned, som hun nævnte Elanya og Jason. ”Ja…?” Hun kunne jo lige så godt komme til pointen, for nu begyndte han jo at blive temmelig nysgerrig!

[Silia D. Diamaqima]

De gjorde begge mor en bjørnetjeneste ved at behandle hende som et barn, for selvom det gav hende en følelse af tryghed, så ville det før eller siden give bagslag, når det gik op for hende, at børnene plejede hende, havde hun selv været et barn. Tanken om at hun alligevel havde lavet noget i dag, fik hende faktisk til at smile, fordi det var så forbandet sjældent, at det lykkedes dem at få hende uden for. Det lettede hende dog at Jophiel ikke havde haft vanskeligheder siden hun var gået. Hun gengældte det varme smil. Tanken om at han begyndte at blive træt af violinen morede hende faktisk. ”Jeg begynder at se hvorfor,” påpegede hun lidt drilsk. ”Det glæder mig at i har haft en god dag,” påpegede hun stille. Hun greb omkring hans varme hænder og betragtede de blødende fingerspidser med mild bekymring. ”Du skal altså til at passe på. Der går snart betændelse i,” formanede hun en smule strengt. Som sagt så var det hende der tog sig af alt sådan noget, nu hvor far var væk. Det var tydeligt at Jophiel var blevet nysgerrig. Hun slap roligt hans hænder og lod selv hendes falde ned i skødet. ”Hun ønsker mig til at tage over, Jophiel,” endte hun direkte. ”Jeg har selvfølgelig ikke takket ja, jeg ved godt at du har brug for mig her. Men jeg lovede at overveje det,” forklarede hun stille. Han skulle nødig tro at hun stak af fra det hele, for det var bestemt ikke hendes mening! Tværtimod så ønskede hun kun at gøre det som var bedst for alle, og hun havde tænkt sig at lytte til ham, det ville trods alt også berøre ham i høj grad, og hvis ikke han var klar på det, så takkede hun pænt nej tak. ”Jeg ønsker ikke at kaste mere over på dine skuldre,” hun forsøgte at fange hans blik. Hånden lagde sig blidt på hans skuldre. De var et tæt søskendepar, og hun var ikke bleg for at dele detaljerne med ham, han var en af de få hun faktisk stolede fuldkommen på, og det vidste han jo godt!

[Deleted]

Det havde faktisk været en ganske rolig eftermiddag for Jophiels vedkommende. Mor havde været ganske rolig, også selvom alt det som de gjorde, var at gøre hende en bjørnetjenenste, og det vidste han udmærket godt, men.. lige nu gjaldt det egentlig bare at få mor til at falde til ro, også selvom det bestemt heller ikke var det nemmeste efterhånden, for det var faktisk sværere efterhånden end det som man lige skulle tro! Han nikkede stille. ”Det var det.. Tager jeg ikke helt fejl, så er jeg sikker på at jeg hørte mor nynne.. Jeg tror hun er på vej ind i en af de bedre perioder,” sagde han med et stille smil. Som hun undersøgte hans fingre, kunne han slet ikke lade være med at smile svagt. ”Som kun far ville sige det..” sagde han sigende, som han igen vendte blikket mod hende. Han selv var tvunget til at være stærk for mor, og det var noget som han helt klart var nødt til, selvom han faktisk ikke tog det så tungt igen, men ikke desto mindre, så gjorde det stadig ondt, for de manglede ham jo alle sammen. Hendes ord var noget som alligevel kom bag på ham. Silia som dronning i Procias? Det var ikke ligefrem det som han havde ventet sig på nogen måde overhovedet! Han vendte blikket ned mod sine hænder. Hvis hun endte på slottet, så hang han på det hele her, også selvom.. det ville blive hårdt.. Det ville virkelig blive hårdt, men.. han ønskede jo selvfølgelig sin søster det bedste, også fordi at hun havde talentet! Han nikkede sigende. At hun ikke allerede havde takket ja, glædede ham dog. ”Det.. jeg.. jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.. Den havde jeg ikke set komme,” begyndte han stille. Han lod den ene hånd vandre igennem håret, som han lagde den ned i sit skød igen og uden at se væk fra hende. Han bed sig svagt i den ene underlæbe. ”Hvad tanker gør du dig om det..?” spurgte han sigende, som han vendte blikket mod hende endnu en gang

[Silia D. Diamaqima]

Det var kun en god ting at deres kære mor var på vej ind i en bedre periode. Måske hun bare skulle have tid? De vidste jo hvor højt hun elskede deres kære far, og nu hvor han var væk, så var det jo klart at det var hårdt. Det skulle nok komme, det var Silia overbevist om. "Det er kun en god ting. Men det er godt. Jeg tror måske bare at hun har brug for tid, det er ikke underligt at det har taget hårdt på hende,” svarede hun blidt. Jophiel havde altid haft et særligt bånd til deres mor, og hun kunne se ham live op, så der måtte være noget om det. Silia smilte en anelse skævt. ”Nogle skal jo påpege det for dig, nu hvor han ikke er der,” hun prikkede ham lidt drillende på næsen. Deres far havde altid formanet ham om risikoen ved at spille til fingrene blødte, og nu måtte selv det være hendes tur. Det var virkelig hårdt at gå i hans fodspor, og at tage imod det tilbud, ville samtidig give hende muligheden for at blive sin egen frem for fortsat at gå i hans fodspor. Smilet falmede en smule. Hun kunne se at Jophiel ikke lod til at være elle vild omkring idéen, ikke fordi hun direkte havde regnet med det, det var et stort ansvar at ligge over på ham, det vidste hun godt. ”Det havde jeg heller ikke,” erkendte hun roligt. Hun slap et suk. ”Jeg kan ikke rigtigt finde ud af det. Ela mener at Procias har brug for mig og fa.. Ela tror på mig,” korrigerede hun hurtigt selv selv. ”Jeg vil godt kunne gøre en forskel, men jeg ved hvilket ansvar det er herhjemme, for jeg bære det i øjeblikket. Familien kommer først, særlig nu hvor vi kun er os. Vi må holde sammen, så hvis du ikke er for det, så bliver jeg,” forsikrede hun ham hurtigt. Det var faktisk helt op til ham. Hun havde altid haft enorme talenter, og selvfølgelig ønskede hun at kunne udnytte dem til noget, men det skulle bestemt ikke være på bekostning af sin kære familie!

[Deleted]

Jophiel havde altid været utrolig knyttet til mor, som Silia havde været til far. Af den grund, så kunne han virkelig ikke forstå, at hun ikke tog den død hårdere end det som hun gjorde, hvilket slet ikke var noget som gav nogen mening for hans vedkommende, men det var nu ikke noget som han ville blande sig i. Hun havde vel sin egen ganske særlige måde at sørge over det tab på? Tungen strøg han let over sine læber, som han nikkede. ”Mhmm.. Jeg tror efterhånden at det er ved at gå op for hende, hvad hun har og hvad hun ikke har.. Hun snakker konstant om en stjerne på nattehimlen..” endte han næsten tænkende. Han havde selv ikke læst bogen som far havde foræret dem, men fået Silia til at læse op af den, men stjernen mindes han ikke at have hørt noget om. Han vendte blikket mod hende og med et skævt smil. ”Du gør det godt.. Du lyder ligesom ham,” endte han med en dæmpet stemme, for løgn var det i den grad heller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket mod hende igen. At Elanya ville have hende ind som dronning, var noget som virkelig kom bag på ham, også fordi at han.. ikke var helt sikker på, om han ville kunne klare mor alene. De hjalp jo hinanden, og det havde de jo trods alt gjort siden far var gået bort! Skulle han til at stå med det hele selv? Det var ikke fordi at han var særlig begejstret for ideen, men.. alligevel! Han nikkede stille. ”Jeg er bare glad for at du snakker med mig om det.. Jeg… jeg ved at du ville gøre det utrolig godt som en dronning her for landet.. Det vil du virkelig. Du er den som har størst ambitioner af os to.. Jeg mener.. du kan læse og skrive.. Jeg kan knapt skrive mit navn og.. mor har brug for mig.. Gør hvad du finder rigtigt, Silia..” Han endte med at tage omkring hendes hånd som han trykkede let i sin egen og med et stille smil.

[Silia D. Diamaqima]

De havde altid været en familie med alt hvad det indebar og hun elskede sin mor, som hun vidste at Jophiel elskede deres far, men de havde haft hver deres særlige bånd til hver deres forælder. Hun vidste godt at Jophiel eller hendes mor ikke forstod hendes manglende reaktion på deres fars død, for det var bestemt ikke fordi hun var ligeglad. Desværre så var det en hemmelighed som hendes far havde bedt hende holde for sig selv. Silia smilede for sig selv ved Jophiels ord. Hun havde fået læst hele den bog som de var blevet skænket, hvor det var begrænset hvor meget hun endnu havde nået at læse op for ham. ”Ja, det lovede hun ham.. på deres forlovelsesnat. Han gav dem en lykkestjerne og når tiderne var mørke, skulle hun se på den, og lade den lede hende på vej,” hun smilte for sig selv. Deres far havde været lidt pladderromantisk, men et sted kunne Silia ikke lade være med at håbe, at hun en dag ville få en som var det samme, også selvom hun godt vidste at det ikke ville ske hvis hun valgte at takke ja til tronen. ”Jeg prøver. Det er ikke nemt at følge i hans spor,” hun lod hovedet glide en smule på sned og betragtede ham. Han var ikke meget for det, det var tydeligt, hun kendte trods alt sin bror. ”Selvfølgelig gør jeg det, Jophiel. Du vil være en ligeså stor del af det, og jeg ville komme forbi så ofte jeg overhovedet kan,” endte hun roligt. Hun ville stadig være der for familien, og give ham en pause engang i mellem. Hun sukkede og greb omkring hans hænder. Hun hadede når han sammenlignede dem sådan. ”Jeg kan måske læse og skrive, men husk nu at du ikke er mindre værd end den grund.. tværtimod du er så talentfuld," hun strakte sig og plantede et kys mod hans pande. ”Det her er ikke op til mig men til dig. Hvis du har brug for mig, så bliver jeg her. Det skal ikke være på bekostning af familien, jeg er sikker på at Elanya finder på noget,” afsluttede hun roligt. Det glædede hende kun at man havde troen på at hun kunne gøre det, men hvis Jophiel ønskede det anderledes, så blev det sådan.

[Deleted]

De havde altid været knyttet til hver deres forælder, selvom forholdet dem på tværs aldrig havde fejlet noget, så det var egentlig ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan. Han sendte hende et stille smil. Den stjernes betydning havde han aldrig rigtigt fundet ud af, men lige når det kom til det selv at finde ud af det, ved at læse i bogen, for når det kom til det at læse og skrive, så var det noget som han allerede havde valgt at opgive for længst, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At hun fortalte ham det, fik ham kun til at smile, for romantisk var det jo! Så forstod han jo bedre, hvorfor mor aften efter aften blev set ved vinduet og bare stirrende mod den store himmel over dem! ”Så giver det jo straks mere mening for mig,” endte han roligt, og næsten.. lettet. Han havde funderet over den i dagevis nu! Han nikkede roligt. ”Jeg ved det godt..” endte han dæmpet. Det var nu hende som var familiens ansigt udover, også selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for.. det var jo en tanke som man faktisk hurtigt slog sig til ro med. At sammenligne sig selv med hende, var noget som han havde gjort siden de var små også fordi at.. det jo var noget som alle gjorde! Han rystede let på hovedet, som hun tog omkring hans næver. ”Jeg sagde ikke at jeg er mindre værd. Jeg har.. bare ikke så høje ambitioner, som du har, søster. Du har alle mulighederne, og du har helt klart også talentet til at skulle føre landet frem til storhed igen! Jeg synes du skal gøre det.. Du fortjener det.. At gøre noget ud af livet, at blive til noget stort.. Jeg ved at mor og far vil være lige så stolt af det, som det jeg vil være,” endte han ganske sandfærdigt, som smilet bredte sig på hans læber. Måske noget af en byrde at påtage sig, men.. han ønskede sin søster det bedste!

[Silia D. Diamaqima]

De havde altid været en stor og glad familie. Deres forældre havde altid elsket dem begge højere end noget som helst andet, og deres forældre havde elsket hinanden hvilket selvfølgelig også havde hjulpet på det. Efter deres fars død, så var det gået lidt i sig selv, hvilket hun fandt ærgerligt, men deres familie var ikke som alle andres, og det havde hun vidst siden start. Når det kom til stjernen, så glædede det kun Silia at hendes kære mor havde funder trøst i den.. det var de små ting hun huskede. Hendes far ville blive glad for at høre, at han ikke var helt ude af billedet, og at han faktisk formåede at hjælpe hende via deres fortid. ”Aha. Det er faktisk en ret sød tanke,” sagde hun med et stille smil. Silia havde været familiens ansigt ud af til nu hvor Nathaniel var gået bort, og det var faktisk en virkelig hård stilling at påtage sig. Til tider var det en direkte byrde, og hun havde ikke fået lov at løfte den. Tanken om at stå som dronning, fristede, fordi hun vidste at hun kunne gøre noget, og hun ville være i stand til at gøre familien stolt! Jophiel havde altid været alt for god til at sammenligne dem, og Silia havde virkelig gjort alt der stod i hendes magt for at dele sine gaver med ham, men hans talenter lå bare på ganske andre steder. ”Nej. Men for dig har det altid været det samme, og du ved at jeg hader når du fremhæver mig på den måde,” påpegede hun stille og gav hans hænder et stille klem. At han var mere med på idéen var faktisk noget der glædede hende. Et sted så kunne hun ikke lade være med at sitre lidt af forventning selvom ingenting var sikkert endnu. ”Tak, Jophiel. Det betyder meget at du har den tro på mig, men du skal være fuldkommen sikker. Jeg vil gøre alt der står i min magt for at hjælpe dig så godt jeg kan, men.. det er også en stor byrde jeg påtager mig hvis jeg siger ja,” hun kastede blikket mod flammerne. Løgn var det ikke, for der ville være en masse ting som hun ville få frataget muligheden for. Sådan måtte det jo være, nogle skulle gøre det, og hun var villig til at give det bedste hun nu engang måtte have.

[Deleted]

Deres familie havde på ingen måder været som alle andres, og det vidste Jophiel udmærket godt. Det var noget som var gået op for ham allerede for mange år siden, men det var ikke fordi at det gjorde ham noget. Han var lykkelig, og det vidste han at de alle havde været, om ikke andet. Et stille smil bredte sig på hans læber, hvor han roligt nikkede. Han kunne lige se det for sig! Han vendte blikket mod hende. ”Far var skræmmende god til den slags,” sagde han dæmpet. Det var noget mor fandt en trøst i, så selvfølgelig var det noget som faktisk hjalp ham selv utrolig meget, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, for det beroligede ham. At more klamrede sig til den fortid som hende og far havde haft. Glemt ville han bestemt aldrig nogensinde blive. Tvært imod, så var han virkelig, virkelig savnet! Han vendte blikket mod hende, som han blev siddende med hendes hænder i sine egne. Han sukkede dæmpet. At fremhæve hende, var måske forkert, men.. hun kunne alt det som man nærmest forventede af en Diamaqima – en masse som han slet ikke kunne. ”Undskyld søs, men… du ved at jeg har ret.. Du er hvad man forventer af en Diamaqima,” endte han dæmpet, for løgn var det jo trods alt heller ikke engang, om det var noget som man ville det eller ikke. Han stolede og troede selvfølgelig på hende, for det var jo for pokker hans søster, og han vidste at hun ville gøre et fantastisk stykke arbejde! Han trykkede hende igen i hendes hånd, som han igen nikkede – mere fast end tidligere. ”Ved at sige ja til den stilling, så ved jeg godt at du ikke kan hjælpe mig her.. Men ved du hvad?” Han trykkede endnu engang godt omkring hendes hånd, som han sendte hende et smil. ”Gør det, Silia… Gør noget ud af det som du har.. Kom lidt ud af fars skygge, og opbyg noget selv.. Jeg ved at mange ser far i dig.. Desuden er jeg sikker på, at det vil gøre dig godt at udfolde dig lidt, som du vil kunne gøre med stillingen som dronning.”

[Silia D. Diamaqima]

Deres familie var noget unikt, og det var bestemt heller ikke noget som Silia var villig til at bytte væk sådan uden videre! Silia nikkede med det lidt skæve smil. Deres far vidste i den grad hvad kvinderne ville have, det måtte hun give ham, også selvom hun ikke altid havde lyst til at tænke på det. ”Man må sige at han vidste hvad pigerne ville have,” påpegede hun næsten.. morende. Deri lå måske grunden til at han havde haft talent for at snuse ekstremt mange kvinder op. Heldigvis var det da stoppet efter mor, men det var stadig ikke svært at forestille sig. Hun holdt Jophiels hænder i sine egne, og så på ham med et mere alvorligt blik. Hun hadede at blive fremhævet, for han var mindst ligeså god som hende! ”Måske jeg er hvad man forventer af en Diamaqima, men det er oftest mere en forbandelse end en velsignelse. Der er ingen der ser mig, Jophiel. Jeg bliver konstant sammenlignet med far, og det er ikke altid spor morsomt,” erkendte hun ærligt. Det var virkelig ikke behageligt at hvile i en skygge, og ikke kunne begå fejl uden at for en formaning om at hendes far aldrig ville have lavet samme. Hun rystede blidt på hovedet og lyttede nøje til hans ord. Det var sandt at hun havde brug for at gøre noget. Hun havde altid forestillet sig selv blive noget stort, og nu lå muligheden lige for næsen af hende. ”Tak, Jophiel. Det bliver hårdt for os begge, men vi må holde sammen okay? Måske jeg bliver dronning, men jeg glemmer ikke familien, hverken dig eller mor. Men det vil betyde frygtelig meget for mig, at kunne gøre jer alle sammen stolte.. ikke mindst endeligt at kunne blive Silia frem for Nathaniels Diamaqimas datter,” endte hun stille. Hun strakte sig frem, og lagde armene om ham, kun for at skænke ham en omfavnelse. Hun elskede ham for at tænke i de baner! ”Jeg elsker dig,” hviskede hun blidt Det var måske ikke noget som alle søskende lige sagde til hinanden, men i deres familie havde det aldrig været en skam, og særlig ikke nu hvor de faktisk var blevet ældre.

[Deleted]

Deres familiebånd havde altid været frygtelig stærkt, og det var slet ikke noget som Jophiel ønskede at bytte for noget som helst i denne verden. Alene den tanke om det var noget som skræmte ham, for lige der, følte han sig faktisk velsignet og han følte sig utrolig heldig i forhold til så mange andre! Han nikkede med et stille smil. ”Det talent havde far da tydeligt.. Specielt når man ved hvad mor er kendt for at være,” endte han ganske sigende. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at snakke skidt om mor, for det var slet ikke hans mening! Han vendte blikket ganske stille ned mod deres hænder. Han ønskede slet ikke at fremhæve hende frem for den anden, men det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han kunne måske blive noget, hvis det var ham som stod med ansvaret? Der var jo mange måder at skulle se tingene på, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del. ”Jeg ved det godt søs… Jeg bliver selv set på som.. ja.. Alt andet end en typisk Diamaqima,” endt han sigende. Det var jo nok ikke den slags man snakket med mor om, for han vidste, at hun ville gå amok, så han holdt det tæt til sig selv. Silia kunne han snakke med alt om, og det vidste han. Han stolede helt klart på hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han tænkte lidt i fars baner, og det var noget som han faktisk var utrolig glad for. Han trak svagt på smilebåndet igen. ”Ting skal altid blive værre før de bliver bedre, ikke? Vi holder sammen.. uanset hvad. Det kan jeg trygt love dig. Bliv til Silia Diamaqima i stedet.. Det er dig tydeligt fortjent,” endte han med et stille smil. Det kastede måske meget på hans skuldre, men det var et arbejde som han var mere end villig til at påtage sig, simpelthen fordi at det var hans søster, og nu havde hun muligheden for at blive til noget. Han gengældte mere end glædeligt hendes omfavnelse, hvor han trak hende tæt ind mod sig. ”Jeg elsker også dig, Silia,” gengældte han glædeligt.

[Silia D. Diamaqima]

De havde været igennem så meget før dette, og de skulle n0ok komme igennem dette også, det var Silia slet ikke i tvivl om, særligt ikke med tanke på at de var så tæt en familie som de var. Hun nikkede og gjorde lidt store øjne. Det var bestemt ikke for at snakke skidt om deres mor, men faktum var jo at hun altid havde taget livet af mænd, og deres far var gået levende fra det. ”Han kunne helt sikkert noget. Ellers så var vi aldrig kommet til verden,” påpegede hun lidt drillende. Det havde været et sandt mirakel at de i det hele taget var kommet til, det vidste hun jo også godt. Ligesom Jophiel havde troen på hende, så havde Silia troen på ham. Han skulle nok blive til noget, før eller siden ville tingene give sig med mor, og hun ville være i stand til at klare sig selv, eller have andre til at hjælpe hende. Det skulle nok gå! ”Se på det med en anden vinkel til tider misunder jeg dig Jophiel, du er så talentfuld og folk værdsætter det du kan. Du er unik,” hun lagde hovedet og strøg kort hans kind. De havde altid kunnet dele mere eller mindre alt, hvilket selvfølgelig kun var noget som hun var glad for. Hun stolede på ham, til tider mere end hun i det hele taget stolede på sig selv. Hun nikkede. ”Det skal det nemlig, og vi er stærke. Vi kommer igennem det her, det lover jeg dig. Tusind tak,” endte hun i en stille hvisken og holdt ham tæt ind til sig for et langt øjeblik. ”Jeg må komme op på slottet inden det bliver for sent. Jeg lover at være hurtigt hjemme. Måske vi kunne ligge os herude i nat, så kan jeg læse lidt op for dig i aften?” forslog hun med et stille smil, og trak sig. Hun rejste sig fra sofaen. Der var så behageligt varmt, så hun lystede næsten ikke at skulle rejse sig, men hun havde lovet Elanya at gøre det så hurtigt som det var hende muligt. ”Vi ses snart,” hun slap hans hånd, og svingede atter kappen omkring sin krop. Der var frygtelig mørkt udenfor, hvilket heller ikke var videre fristende, byen ville være direkte død på denne tid. Hun sendte ham et sidste smil, inden hun atter forlod hytten til fordel for at finde vejen til slottet. Det ville bare blive et kort visit og intet andet.

//OUT